Skribent - Mikkel Mortensen

Plader

Howlin’ Rain: Magnificent Fiend

Den tidligere Comets on Fire-frontmand Ethan Miller har med Howlin' Rains andet album gjort sit retrorockende sideprojekt til sin førsteprioritet. Det er så afgjort ikke nogen dårlig ide, for Magnificent Fiend er ganske glimrende.

Plader

Sébastien Tellier: Sexuality

Franske Sébastien Tellier repræsenterede sit hjemland ved det Europæiske Melodi Grand Prix! Hans nye konceptalbum handler om sex! Det udkommer på Airs label! Det er produceret af 50% af Daft Punk! Det lyder alt sammen meget godt, men det er det ikke.

Plader

Ferraby Lionheart: Catch the Brass Ring

Debutalbummet fra Ferraby Lionheart introducerer en glimrende ung, amerikansk singer/songwriter, der lyder en smule som Rufus Wainwright – både i stemme og sangskrivning, men samtidig er helt anderledes underspillet og indadvendt.

Plader

Miss Kittin: BatBox

Killingen mjaver lidt for ofte med en monoton og lettere accentpræget stemme, som kan blive trættende, men når hun virkelig finder melodien, er der tale om glimrende electropop.

Plader

Goldfrapp: Seventh Tree

Den engelske duo foretager endnu et radikalt stilskifte. Denne gang bytter Will Gregory og Alison Goldfrapp den hårdtpumpede, glam-influerede electronica ud med afdæmpet, nærmest akustisk folk. Ikke noget udpræget godt træk af de musikalske kamæleoner.

Plader

Hot Chip: Made in the Dark

Engelske Hot Chips tredje album byder på krøllet, skæv og idérig electropop, der burde kunne tilfredsstille selv de mest kræsne lyttere. Desværre har bandet ikke helt styr på det med balladerne.

Plader

Cat Power: Jukebox

Cat Powers andet coveralbum er ikke helt så godt som det første. Der er lidt for meget soul-agtig vellyd og lidt for lidt nerve. Kunne man lide The Greatest, kan man dog sagtens finde tegnebogen frem.

Plader

Kalli: While the City Sleeps

En følsom, ung islænding udsender sit debutalbum, der sjovt nok lyder mere eller mindre, som man ville forestille sig, debutalbummet fra en følsom, ung islænding ville lyde: Melankolsk og pænt – og desværre ikke så meget mere. I musikkens verden er der mange følsomme, unge mænd. Sådan føles det i hvert fald.

Plader

The Gray Brigade: Fanfare

The Gray Brigade byder på grandios indie-pop fra et enormt svensk band, der gerne vil være leveringsdygtige i lykke. Det er deres debutalbum Fanfare dog alt for anonymt til.

Plader

Private: My Secret Lover

80’er-forelsket pop fra tre tidligere medlemmer af Superheroes (inkl. Thomas Troelsen). For de, der virkelig ELSKER ’80’erne (og Superheroes). Alle andre gør klogt i at holde sig langt væk.

Plader

Phosphorescent: Pride

Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.

Plader

The New Pornographers: Challengers

The New Pornographers' fjerde album er deres mest afdæmpede, men det er der bestemt ikke noget galt i. Bandet har for det meste godt styr på sangskrivningen og leverer et glimrende powerpop-album – også selv om Destroyers Dan Bejar ikke er kommet særligt godt af sted med at skrive sin lille håndfuld sange.

Plader

Stars: In Our Bedroom after the War

Med to sangere og en glimrende sans for variation er det en velsmurt indiepop-maskine, canadiske Stars fremviser på deres fjerde album. Man kunne godt savne lidt mere substans, men når bare melodierne er gode nok, går det nok alt sammen.

Plader

Pg.Lost: Yes I Am

Svenske Pg. Lost genopfinder ikke ligefrem den dybe postrock-tallerken på deres debut-ep, der dog indeholder et par fine sange. Overordnet set er kvaliteten på ep’en lige rigeligt svingende, og man får end ikke et tilfredsstillende svar på, hvad en så kort udgivelse skal med et hidden track.

Plader

Polly Paulusma: Fingers & Thumbs

Efter debutalbummet blev engelske Polly Paulusma kaldt den nye Joni Mitchell – en titel, som hendes andet album på ingen måde kan leve op til. Det er en underligt uinspireret omgang med meget få højdepunkter.

boeger