Hvad har Danger Mouse, John Cale og Van Dyke Parks til fælles? De medvirker alle på engelske The Shortwave Sets andet album. De fine gæster til trods er det dog ikke et synderligt godt album, trioen disker op med.
Skribent - Mikkel Mortensen
Howlin’ Rain: Magnificent Fiend
Den tidligere Comets on Fire-frontmand Ethan Miller har med Howlin' Rains andet album gjort sit retrorockende sideprojekt til sin førsteprioritet. Det er så afgjort ikke nogen dårlig ide, for Magnificent Fiend er ganske glimrende.
Sébastien Tellier: Sexuality
Franske Sébastien Tellier repræsenterede sit hjemland ved det Europæiske Melodi Grand Prix! Hans nye konceptalbum handler om sex! Det udkommer på Airs label! Det er produceret af 50% af Daft Punk! Det lyder alt sammen meget godt, men det er det ikke.
The Racounteurs: Consolers of the Lonely
Andet album fra Jack Whites sideprojekt indeholder nogle af de bedste sange, White Stripes-frontmanden nogen sinde har udgivet. Uheldigvis indeholder det også nogle af de værste – og sidstnævnte er klart i overtal.
Ferraby Lionheart: Catch the Brass Ring
Debutalbummet fra Ferraby Lionheart introducerer en glimrende ung, amerikansk singer/songwriter, der lyder en smule som Rufus Wainwright – både i stemme og sangskrivning, men samtidig er helt anderledes underspillet og indadvendt.
Miss Kittin: BatBox
Killingen mjaver lidt for ofte med en monoton og lettere accentpræget stemme, som kan blive trættende, men når hun virkelig finder melodien, er der tale om glimrende electropop.
Goldfrapp: Seventh Tree
Den engelske duo foretager endnu et radikalt stilskifte. Denne gang bytter Will Gregory og Alison Goldfrapp den hårdtpumpede, glam-influerede electronica ud med afdæmpet, nærmest akustisk folk. Ikke noget udpræget godt træk af de musikalske kamæleoner.
The Helio Sequence: Keep Your Eyes Ahead
Sub Pop-bandets første album i fire år lyder overraskende meget som deres label-kolleger Band of Horses – bare ikke helt lige så godt. Især er deres fascination af folk og rootsrock bestemt ikke faldet heldigt ud.
Hot Chip: Made in the Dark
Engelske Hot Chips tredje album byder på krøllet, skæv og idérig electropop, der burde kunne tilfredsstille selv de mest kræsne lyttere. Desværre har bandet ikke helt styr på det med balladerne.
Le Loup: The Throne of the Third Heaven of the Nations’ Millennium General Assembly
Klaustrofobisk og tungsindig amerikansk indierock a la The Arcade Fire – bare ikke helt så godt. Der er lidt for meget homogen repetition over Le Loups debutalbum og ikke tilstrækkeligt med gode sange.
Cat Power: Jukebox
Cat Powers andet coveralbum er ikke helt så godt som det første. Der er lidt for meget soul-agtig vellyd og lidt for lidt nerve. Kunne man lide The Greatest, kan man dog sagtens finde tegnebogen frem.
Kalli: While the City Sleeps
En følsom, ung islænding udsender sit debutalbum, der sjovt nok lyder mere eller mindre, som man ville forestille sig, debutalbummet fra en følsom, ung islænding ville lyde: Melankolsk og pænt – og desværre ikke så meget mere. I musikkens verden er der mange følsomme, unge mænd. Sådan føles det i hvert fald.
The Gray Brigade: Fanfare
The Gray Brigade byder på grandios indie-pop fra et enormt svensk band, der gerne vil være leveringsdygtige i lykke. Det er deres debutalbum Fanfare dog alt for anonymt til.
Private: My Secret Lover
80’er-forelsket pop fra tre tidligere medlemmer af Superheroes (inkl. Thomas Troelsen). For de, der virkelig ELSKER ’80’erne (og Superheroes). Alle andre gør klogt i at holde sig langt væk.
Devendra Banhart: Smokey Rolls Down Thunder Canyon
Folkens hippie-kronprins er klar med sit femte album, og det er mindst ligeså charmerende og skizofrent, som man kunne håbe på. Han afslører også en ny, mere følsom side, der kun gør hans musik mere vedkommende.
Phosphorescent: Pride
Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.
The New Pornographers: Challengers
The New Pornographers' fjerde album er deres mest afdæmpede, men det er der bestemt ikke noget galt i. Bandet har for det meste godt styr på sangskrivningen og leverer et glimrende powerpop-album – også selv om Destroyers Dan Bejar ikke er kommet særligt godt af sted med at skrive sin lille håndfuld sange.
Stars: In Our Bedroom after the War
Med to sangere og en glimrende sans for variation er det en velsmurt indiepop-maskine, canadiske Stars fremviser på deres fjerde album. Man kunne godt savne lidt mere substans, men når bare melodierne er gode nok, går det nok alt sammen.
Pg.Lost: Yes I Am
Svenske Pg. Lost genopfinder ikke ligefrem den dybe postrock-tallerken på deres debut-ep, der dog indeholder et par fine sange. Overordnet set er kvaliteten på ep’en lige rigeligt svingende, og man får end ikke et tilfredsstillende svar på, hvad en så kort udgivelse skal med et hidden track.
Polly Paulusma: Fingers & Thumbs
Efter debutalbummet blev engelske Polly Paulusma kaldt den nye Joni Mitchell – en titel, som hendes andet album på ingen måde kan leve op til. Det er en underligt uinspireret omgang med meget få højdepunkter.