Skribent - Mikkel Mortensen

Plader

180º Virvar: Alt0186

De bedste sange på det danske bands anden ep, viser bestemt potentiale, men spørgsmålet er, hvilken vej bandet vil følge i fremtiden, når de gode takter fra denne udgivelse skal følges op.

Plader

Stephanie Dosen: A Lily for the Spectre

Sange til spøgelser. Det er efter sigende dét, den amerikanske singer/songwriter Stephanie Dosen laver. Det lyder desværre ikke nær så interessant, som man skulle tro. Eller også er spøgelser bare mest til småkedelige sange uden den store personlighed.

Plader

Sophia: Technology Won’t Save Us

Livet er stadig ikke en dans på roser for Robin Proper-Sheppard, og tungsindet hviler over hans fjerde album under Sophia-navnet. Heldigvis har han fortsat sangene til at få det hele til at fungere, og der er også stadig langt til selvmedlidende navlepilleri.

Plader

Idlewild: Make Another World

Ujævnt sjette album fra den skotske kvintet, hvor der veksles mellem det velfungerende og vitale og det uinspirerede og middelmådige. Pladen starter fantastisk, men ebber så godt og grundigt ud.

Plader

Bloc Party: A Weekend in the City

"Det svære andet album" viser sig at være en problematisk størrelse for de engelske anmelderdarlings, der fejler mindst lige så meget, som de rammer plet på opfølgeren til den millionsælgende debut.

Plader

Dave Fischoff: The Crawl

Potentialet er bestemt til at få øje på i amerikanske Dave Fischoffs sample-baserede pop. Desværre modsvares hans ambitioner og fine forbilleder ikke af et stort kompositorisk talent, og sammenholdt med hans begrænsede talenter som sanger gør det desværre albummet til en noget kedelig affære.

Plader

Viva Voce: Get Yr Blood Sucked Out

Velkommen tilbage til 60’erne! Ægteparret Kevin og Anita Robinson har forvildet sig 40 år tilbage i tiden for at skabe en glimrende omgang psykedelika, der burde kunne begejstre de fleste med hang til tilbageskuende, hypnotisk rock.

Plader

Junior Boys: So This Is Goodbye

Fra det uimodståeligt poppede til det spøgelsesagtigt smukke: Den canadiske duo Junior Boys har flyttet sit fokus fra beats til fornemme melodier, og de viser med deres andet album, hvordan moderne electropop skal skæres.

Plader

The Submarines: Declare a New State

Et forhold mellem to musikere går i stykker, og sød – eller rettere halvkedelig – musik opstår. Historien bag Submarines' debutalbum er noget mere interessant end selve musikken, og den har i tilgift en happy end, hvilket ikke kan siges om albummet.

Koncerter

Yellowish, Oh No Ono, I Got You on Tape, 03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.Godt på vej – og alt andet end fastgroede Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk. Yellowish Man har lidt ondt af Yellowish. På trods af to gode albums, anmelderros, opmærksomhed fra P3, vellykkede koncerter og en tidssvarende rockmusik, har skæbnen endnu ikke tildelt dem nogen afgørende folkelig opmærksomhed. Derfor må det have været et forløsende syn, der mødte det århusianske band, da det gik på Ridehusets scene, for der var nemlig mange mennesker, og det virkede ikke, som om folk var dumpet tilfældigt forbi for at se, hvad der skete – folk var kommet for at se Yellowish. Under hele koncerten hvilede der en sælsom tavshed og forventningsfuldhed blandt publikum, en spænding, en forhåbning om, at koncerten ville gå godt. Og det gjorde den på mange måder. Det lod til, at de spændte omgivelser overraskede frontfigurerne Aage Hedensted og Laura Nozsczyk en smule. I hvert fald fornemmede man en vis usikkerhed på scenen, og i første del af koncerten havde de to vokaler indimellem lidt svært ved at ramme tonerne helt rent. Det forsvandt dog, som koncerten skred frem, og til sidst trådte især Nozsczyks kirkeskønne vokal helt rent frem. Men når man har en rytmesektion som Yellowish, er det egentlig også begrænset, hvad der er at frygte, for den er ekstremt tight og velspillende. Yellowish spillede med undtagelse af det gamle barometerhit “Lisa Could Die for Elvis” udelukkende materiale fra den nye plade “So Bright”, hvilket i sig selv er forståeligt nok, men det var nu lidt ærgerligt at der ikke blev blændet op for bare et par af perlerne fra debutalbummet. Bandet beviste dog, at også de nye sange er yderst holdbare. Man fornemmer en inspiration fra Interpols storbyrytmer, og det klæder Yellowish godt. Især singlen “This Is My Direction” kom glimrende ud over scenekanten og fik det ellers så diskrete publikum til at nikke anerkendende med hovederne, mod musikken, mod det sympatiske band på scenen. (TØ) Oh No Ono Det var svært at vide, hvad man skulle forvente lørdag aften på Officerspladsen. De tre krølhårede knægte i front for Oh No Ono så ganske pudsige ud, men hvordan hulen lød så musikken? Tja, noget i retningen af bubblegum-synth-punk er nok ikke helt forkert. Foto: jint.dk Bandet gør sig i simple melodier med tekster, der ikke er mere komplicerede end højst nødvendigt, godt med 80’er-inspirerede keyboards (direkte fra Harold Faltermeyers våde drømme) og sidst, men ikke mindst: godt med punket energi og en ordentlig sjat guitar. Dertil skal man lægge forsangeren Malthe Fischer, der lyder, som om han siden barnsben har indtaget sundhedsskadelige mængder af helium. Det lyder vanvittigt – og det er det bestemt også. Men det fungerer – i høj grad endda. Kvintetten leverede faktisk varen i en sådan grad, at de på et tidspunkt blev nødt til at bede publikum om at gå tilbage, så ingen kom til skade. Som Fischer sagde, så føltes det, som om han var med i Metallica, da han skulle aflevere den besked, og at han som oftest plejede at bede publikum om det modsatte. Det var der bestemt ingen grund til, da det feststemte publikum tog imod bandet med åbne arme og festklare attituder. Det kan godt være, at der ikke er det store indhold i Oh No Onos musik, men denne aften var Oh No Ono et hæsblæsende, originalt og yderst positivt bekendtskab. (MM) I Got You on Tape Det var svært at ryge sine cigaretter i Ridehuset, for man stod tæt, og forventningerne var høje til den københavnske kvintet, som i vinter udgav en formidabel debutplade med en række befriende udanske sange. Det er altid med en smule anspændthed, man ser I Got You on Tape gå på scenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kunstnere er sensitive skabninger – og det er heller ikke svært at se, at forsanger Jacob Bellens er en af dem. Men denne lørdag eftermiddag var der ikke skyggen af destruktiv følsomhed på scenen, og Bellens var ekstremt sympatisk. Måske har bandet svagheder, men de afslørede ikke nogen af dem gennem den 40 minutter lange koncert. De spillede deres tørre, udbrændte, men også forunderligt lysende rock så godt som det kan gøres. De ørkenstøvede surfguitarer tegnede sammen med Bellens’ vokal musikkens ansigt, hvis fundament blev støbt af rytmesektionens klart definerede stil. Der var ikke skyggen af den milde grad af monotoni, der momentvis indfinder sig på debutpladen. Det her var musikalsk nærvær og talent, og det var i alle henseender genialt. Jacob Bellens og I Got You on Tape tog David Bowie og Interpol med ud i ørkenen og transformerede dem til Frihedsgudinden. Da jeg gik fra Ridehuset var det med denne uforglemmelige linje i hovedet: “I guess it’s better to be safe than sad / better not to care than going mad.” I Got You on Tape var fundamentalt rørende. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelse af: Yellowish: So Bright Oh No Ono: Now You Know Oh No Ono: Yes I Got You on Tape: s.t.

Koncerter

BigBang, The Magic Bullet Theory, Death to Frank Ziyanak, Causa Sui, 02.-03.06.06, Spot Festival 200

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet.Retrorock i uføre Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet. BigBang En mild grad af festivalstemning indfandt sig, da norske BigBang indtog Officerspladsen med deres potente landevejsrock. Med Olaf Olsens nærmest hedenske skikkelse bag trommerne samt Øystein Greni og Erik Tresselt i front på henholdsvis guitar/vokal og bas/vokal knaldede bandet en række energiudladninger af sted, der opererede i spændingsfeltet mellem kantet, moderne retrorock og mere ordinær bar-rock som Tom Petty kunne have spillet den – med åbentstående skjorte og guitarsolo. Men uanset hvilke musikalske kontaktflader BigBang berørte, spillede de dog ekstremt energisk og tight, og det var tydeligt, at deres kendskab til hinanden som musikere og mennesker går en del år tilbage. Der var åbenlyst en positiv energi på scenen, de kommunikerede godt, og de to frontfigurer Greni og Tresselt supplerede hinandens vokaler fornemt. Af og til antog musikken dog karakter af regulær røvballerock, og i betragtning af det bagkatalog, BigBang kan vælge sange fra, virkede det lidt utroligt, at det var de pågældende numre, de præsenterede i en sammenhæng som denne Spot-fredag. Når BigBang spillede deres mere udfordrende og kantede rock’n’roll, var det dog en sand fornøjelse at lægge øre til. (TØ) The Magic Bullet Theory Den byfest-stemning, der generelt hjemsøgte Officerspladsens telt, forekom ekstremt svær at nedbryde for de bands, der var blevet sat til at spille, inden mørket faldt på. Det var danske The Magic Bullet Theory (TMBT) måske det ypperligste eksempel på ved dette års Spot. Foto: jint.dk Måske fordi det spredte publikum stadig ikke helt var vågnet efter fredagens fadøl, eller måske fordi bandet selv virkede trætte som en doven bajer. Forsanger Ole Svenningsen bekendtgjorde da også, at det, grundet trafikale problemer, ikke var blevet til mange timer natten forinden. Men musikalsk lugtede det nu også lidt af byfest denne lørdag formiddag. Med en omgang festrock, som alle kunne forstå, en lidt hæs frontmand, der vekslede mellem elguitaren og den akustiske, solo på hammondorgelet og en blæserkvartet, der blev hevet på scenen sidst i settet, gjorde TMBT sit for at sparke energi i publikum og sig selv. Alle i bandet spillede tight og dygtigt, og når bandet flirtede med en mere punket kant på rocken, blev det interessant. Men ellers var det lidt svært at spore friskhed eller nytænkning. Det er svært at vide, hvordan folk ville absorbere denne form for rock, hvis den blev leveret med arrogance, attitude og slidte Prada-loafers – ikke at det betyder noget musikalsk, og ikke at man par excelence skal opføre sig som Rock Hard Power Spray, bare fordi man spiller rock, men rock’n’roll handler live også om andet end musikken. Og attitude var der altså ikke meget af denne formiddag. Men omvendt er der også noget ekstremt befriende i at se et band, som upåagtet af tidens mode spiller den musik de har lyst til – og gør det godt. Denne formiddag dag blev TMBT bare aldrig for alvor rørende, distinkte eller utøjlelige. (TØ) Death to Frank Ziyanak Interessen for at se Silkeborg-trioen Death to Frank Ziyanak var så stor, at Undertoners udsendte måtte stå i kø uden for Voxhall og vente pænt på, at tilstrækkeligt med folk forlod koncerten. Da undertegnede var kommet indenfor, begyndte forvirringen at melde sig. Hvorfor var så stor en folkemængde taget på Voxhall for at høre så uhyggeligt ordinær retrorock som dén, der bragede ud af højtalerne? Svaret må stå hen i det uvisse, for koncerten var bestemt ikke værd at skrive ret meget hjem om. Monotonien var bandets faste følgesvend, og de gjorde ikke meget for at modvirke den. I stedet lod det til at være deres mål at stable så mange rockklicheer oven på hinanden som muligt. Selvfølgelig er det essentielt inden for retrorock, at musikken på ingen måde må være original – alt skal være hørt før. Men mig bekendt står der intet i retrorock-manifestet, der bandlyser vellykkede eller bare medrivende sange. Det gør der så åbenbart i DTFZ’s udgave, for der var ikke meget, der rykkede i publikum sent lørdag eftermiddag. (MM) Causa Sui Der er vist ingen tvivl om, hvilke idolplakater der hænger i øvelokalet hos odenseanske Causa Sui. Med hvide pandebånd, flagrende flannelsskjorter, hippiehalskæder og en forsanger, der uden tvivl har hørt om en festival ved navn Woodstock, leverede bandet en forældet, men temmelig kompetent syrerock lørdag eftermiddag på Officerspladsen. Foto: jint.dk For en gangs skyld var det, som om det lyse telt faktisk talte godt sammen med den musik, der blev spillet inde i det. Frontmand Kasper Markus’ kraftfulde vokal trådte godt igennem i lydbilledet med en klang, der gav mindelser om Hendrix, og bandet spillede de riffbaserede kompositioner upåklageligt med tight rytmebund, wah-wah guitar og stor tro på sig selv. Sangene var ofte af lang varighed, og særligt den sidste blev trukket en kende i langdrag med Kasper Markus på percussion, og en musikalsk kulmination, som ikke rigtig kunne bestemme sig for at være konsekvent, men i stedet bølgede op og ned lige lovligt mange gange. En lidt ærgerlig afslutning, men ikke desto mindre var Causa Sui et interessant og anderledes bekendtskab. Det er sjældent, at man ser et band, som i dén grad indoptager en svunden tid i sig og faktisk gør den til selve identiteten. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar) Causa Sui: s.t.

Koncerter

Nordstrøm, Pluto, Sterling, 03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni.Dansksprogede anmelderyndlinge på det jævne To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni. Nordstrøm Hvis man vil lave et radiohit i disse dage, er man godt på vej, hvis man inkorporerer den hippe tyske kulturmetropol Berlin i sin sang. Det har den danske duo Nordstrøm også forstået, hvilket de har bevist med deres i og for sig fine discohit “Berlin”. Fredag aften på Train havde de to herrer, Lars Malm og Troels Holdt, taget stilling foran deres synthesizere klædt i hvide jakkesæt, og det gav, ligesom musikken, ufravigeligt mindelser om Pet Shop Boys. Herfra leverede de deres dansksprogede discopop i et tempo, som i starten virkede friskt, men som hurtigt forfaldt til udtalt monotoni. Den første del af sættet bestod af sange bygget op om stort set samme form med et backtrack af friske basgange og discodunk tilsat de synthfigurer, duoen selv spillede.Forsanger Malm brugte sin vocoder mere end flittigt, og det var sjældent til at høre, hvad det egentlig var, der blev sunget. Men gennem de digitaliserede vokaler skimtede man indimellem noget, der kunne være punchlines fra dansk melodi grand prix’ kronede 80’er dage, eller noget Martin Brygmann kunne have komponeret til Det Brune Punktum. Halvvejs inde i koncerten kom et ægte, levende band så på scenen med assistance, og det var godt. Troels Holdt greb guitaren, og herfra var det, som om Nordstrøm for første gang transcenderede imitationen af fordums discoromantik og formåede at spille en række tighte og lidt mere charmerende popsange. Tempoet blev sat ned, og variationen blev en kende mere udtalt. Publikum virkede generøse, og begejstringen fik endnu et hak opad, da “Berlin” endelig strømmede ud af højtalerne. Nordstrøm virkede hverken musikalsk eller livemæssigt synderligt interesserede i at sprænge nogen rammer, eller udfordre den stilart de bevæger sig indenfor, men både publikum og dem selv lod til at befinde sig fint i de sikre omgivelser. (TØ) Pluto Med en småfunky basgang og en simpel, repeterende guitarfigur som underlægning, indledte Pluto deres koncert med den ufatteligt smukke “Ingenting”. Og det med de smukke, lavmælte og poetiske sange, er bestemt noget Pluto mestrer som få. Live har disse sange dog en tendens til at blive vældig indadvendte, og det skete desværre også lørdag aften. Bandet gør ikke meget for at lukke publikum indenfor, og kombineret med materiale, der ikke altid er iørefaldende eller fængende, bliver det meget vanskeligt for almindelige, dødelige koncertgængere, der ikke kender bagkataloget på rygraden, at få noget ud af bandets optræden. Foto: jint.dk Det er naturligvis imponerende, at bandet har tilstrækkeligt med mod til at spille hele koncerter i det samme, stille gear. Men det er alligevel underligt, at Pluto ikke forsøger at give deres stille materiale en mere støjende live-kant, for det kan vel ikke være meningen, at sangenes live-inkarnationer skal være fuldstændig identiske med de originale studieversioner? For hardcore Pluto-fans muligvis et storslået, intimt show. For alle os andre: en eksklusiv oplevelse, vi ikke måtte få del i. (MM) Sterling Sterling lagde overraskende nok ud med instrumentalnummeret “E45”. Det var dog mere overraskende, at det skulle vise sig at være ét af koncertens højdepunkter. “E45” var nemlig medrivende og iørefaldende, hvilket man ikke kunne sige om størstedelen af bandets materiale. Og når man som Sterling gør sig i radiovenlig indie-pop, er det bestemt ikke en god ting. Foto: jint.dk Ikke overraskende bestod koncertens to andre højdepunkter af singlerne “Lyssværd” og “Ubesvaret opkald”. Her var bandet præcis så melodisk uimodståelige, som de burde være hele tiden. Det var bare ikke tilfældet, og derfor var lørdagens koncert en lang ørkenvandring mellem de tre førnævnte livgivende oaser. Vandreturen blev dog formildet af sanger Mads Nygaards fantastiske showmanship. Hans utrættelige insisteren på, at ALLE skulle være med, var bestemt med til at gøre en ikke særligt tilfredsstillende koncert bare en smule bedre. Man kunne dog ønske sig, at en så fremragende frontmand som Nygaard havde bedre materiale at arbejde med. (MM) Læs også Undertoners anmeldelse af: Pluto: Ingen ved hvorhen

Koncerter

Veto, Epo-555, Diefenbach, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér.Rigtig gode optrædener i udstillingsvinduet Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér. Veto “I know who I am / and I know what I want “, sang Troels Abrahamsen i front for Veto fredag eftermiddag på Voxhall. Og det skal jeg lige love for, at han og bandet ved. Den intelligente elektroniske rock blev afleveret med en nærmest overvældende sikkerhed. Ud over enkelte steder, hvor det var, som om bandet kunne bruge en ekstra guitar for at udfylde det store rum, som sangene formulerer, stod bandets intentioner og energi lysende klare. En anden ting, der også er åbenlys live, er Abrahamsens kvaliteter som frontmand. Han lyser af nærvær og indlevelse, og i sin kontakt med såvel musikken som publikum er han på én gang nænsom og brutal. Sjældent ser man nogen levere så meget af sig selv, uden at det kammer over. Foto: jint.dk Meget få blandt publikum formåede at stå helt stille til de dynamiske beats, de repeterende punchlines og de catchy synthfigurer, som Veto leverede, og særligt den geniale intro til “You Are a Knife” vakte åbenlys genkendelsesglæde. Bandet formår at fremelske en musikalsk energi, en desperation, en brutalitet og imponerende nok også en detaljerigdom på scenen, som de ikke i samme grad får frem på deres studiealbum. Sangene bevarede deres fulde integritet, og Vetos tro på sig selv og deres musikalske identitet var kynisk og følsom, som en knytnæve i hjertet. (TØ) Epo-555 Svalegangen var fyldt, da epo-555 spillede lørdag eftermiddag, og det var bestemt forståeligt, for kvartetten leverede en yderst glimrende koncert. Bandet var netop hjemvendt fra Sydtyskland, men der var ingen træthed at spore hos bandet, der leverede deres skæve og personlige indie-pop med stor overbevisning. Bandet formåede med imponerende lethed at gå fra sange, hvor det elektroniske element havde overtaget til mere rocket materiale. Hele tiden med den energiske og sympatiske sanger Mikkel Max Hansen som midtpunkt. Bandet havde tilsyneladende adskillige tekniske problemer, der blev i hvert fald kommunikeret flittigt med lydmanden mellem sangene, men det påvirkede ikke bandets optræden. Faktisk gik trommeslager, Ebbe Frej, så meget amok, at han smadrede sin lilletromme mod slutningen af koncerten. Heller ikke dette uheld slog bandet ud af kurs. Mikkel Max Hansen udfyldte tomrummet ved at akkompagnere sig selv på en smuk ballade, inden koncerten kunne genoptages med den fine “Sophia”. Undervejs i denne begyndte publikum endda spontant at klappe i takt, hvilket siger en del om deres tilfredshed med koncerten, eftersom det var første og eneste gang, undertegnede oplevede dette fænomen på årets festival. Det var også fuldt fortjent. epo-555 leverede i dén grad varen, og hvis alle deres koncerter er af samme høje klasse, bør udlandet også snart få øjnene op for dem. (MM) Diefenbach Objektivt set bliver de fleste bands snydt på Spot. Thi de få, der får lov at spille på Musikhusets store scene, bliver unægteligt tildelt store foræringer, hvad angår lys, lyd, atmosfære, autoritet og perception. Her kan man bjergtages af effekter og idéer; her er man ikke i tvivl om den formelle grænse mellem den udøvende og den lyttende. Men livet er urimeligt i alle henseender, og det er jo nok heller ikke helt tilfældigt, hvem der får lov til at gå på netop denne scene – det er selvfølgelig de mere etablerede bands, som har bevist deres værd – men det var jo i og for sig bare et godt argument for at tage den kritiske kasket på. Men Diefenbach gjorde det svært at være kritisk. Lysshowet var mekanisk og storladent og formåede at bevare de fire musikere som skikkelser – som statuer; fysiske repræsentanter for storslået og eventyrlig melankolsk rock. På væggen bag bandet kørte en række smukke, men også lidt sikre og konventionelle visuelle forløb, som skulle kommentere de musikalske spændingskurver. De meget klassiske poetiske elementer – dalende blade, brusende vand, neonlys – fungerede dog uden tvivl, og det gjorde musikken også. Diefenbach spillede naturligvis primært materiale fra det nyeste og mere tilgængelige album Set & Drift. Den ypperligt smukke “The Right One” lyste op som et musikalske højdepunkt, og den effektive og intelligente pleaser, hittet “Glorious”, fik til sidst i koncerten det siddende publikum til at rejse sig op i begejstring. Fra bagerste række, hvor undertegnede sad, faldt bassen desværre ofte ud, men det er et akustisk spørgsmål, og havde intet at gøre med Diefenbachs præstation, som var rutineret og fyldig, en anelse kontrolleret, men i grunden bare en beundringsværdig nydelse. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Veto: There’s a Beat in All Machines Epo-555: Mafia Diefenbach: Set & Drift