Skribent - Mikkel Mortensen

Koncerter

Mugison, Thom Hell, Anna Ternheim, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet.Svingende skandinaviske sangskrivere Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet. Mugison Islandske Mugison lagde ud i fremragende stil med “Sad as a Truck”, hvor et spændstigt, håndspillet beat og en ondt buldrende bas blev kombineret med funky pianorundgange, mens Mugison selv hamrede den elektroniske støj frem. Desværre gik Mugison i en mere og mere traditionel retning, som koncerten skred frem, og det fik den musikalske side af sagen til at blive mere og mere ligegyldig. Heldigvis viste islændingen sig som en usandsynligt god showmand, der formåede at være underholdende og medrivende både mellem og under sangene. Man kunne blot ønske sig, at han havde haft bedre sange at præsentere. Foto: jint.dk Set i bakspejlet ville det nok have været bedre, hvis Mugison optrådte solo, hvilket han også gjorde på Spot for to år siden. I en sådan situation ville Mugison nok blive nødt til at fokusere mere på den elektroniske del af sit materiale, og det kan med hans halvkedelige traditionelle sange in mente kun være at foretrække. (MM) Thom Hell Det er ingen hemmelighed, at store, lyse lokaler, halvfyldt med snakkende mennesker aldrig har stimuleret inderlig singer/songwriting. Derfor var norske Thom Hell sat på en svær opgave tidligt fredag aften i Aros’ kliniske café-omgivelser. Rent håndværksmæssigt kan Thom Hells evner på ingen måde betvivles. Elegant fingerspil på den akustiske guitar, behagelig sangstemme med diskret vibrato, fint og enkelt klaverspil. Alt sammen leveret upåklageligt. De små, bittersøde melodier strømmede ud af ham, men i nærheden af den rigtigt smertende melankoli kom Hell aldrig. Det skyldtes både omgivelserne, men også sangskrivningen i sig selv, som er funderet i den samme lidt banale og gennemtærskede poesi, som man ser hos f.eks. Teitur. Desværre for Thom Hell dehydrerede de diffuse omgivelser sangene for de fine kvaliteter der trods alt ligger gemt i dem. Omgivelserne farvede musikken, ikke omvendt. Spørgsmålet er så, om Hell var fuldstændig sagesløs i den henseende. Han kunne eksempelvis have valgt at medbringe sit backingband The Love Connection til at gøre sangene mere fyldige, kantede, nuancerede eller bare mere vedkommende. Men Thom Hell valgte at være manden med guitaren. Og i rammer som dem, han blev budt, lykkedes det ikke at forløse mere end middelmådig skønhed. (TØ) Anna Ternheim Smukke svenske Anna Ternheim entrede Aros’ café-scene klædt helt i sort. Enten for at indikere en total anonymisering af sig selv som performer, eller også for at menneskeliggøre de mørke understrømninger, som løber gennem hendes musik. Foto: Jonas Linell Fra første greb om guitaren stod det klart, at hendes enkle kompositioner og krystalklare vokal er lyden af nordisk renhed. Ikke en uskyldig, usmertelig renhed, men hendes stemme fremsang en klarhed og en oprigtighed, der virkede uberørt og tidløs, og som fik de fleste til at tie. Ternheim satte ikke en finger forkert på guitaren, og hun intonerede forunderlig smukt fra start til slut. I et par af sangene satte hun sig ved klaveret, og resultatet var det samme. Aros’ lyse omgivelser ydede heller ikke denne koncert særlig stor retfærdighed, men der var en insisteren og et nærvær i Ternheims performance, som generelt formåede at overtrumfe rammerne. Måske fordi den menneskelige sensitivitet, som åbenlyst ligger til grund for sangene, kom så tydeligt frem gennem instrumentet og stemmen, hvis parløb kun blev brudt til sidst i settet, hvor et enkelt, dystert beat lagde fundamentet for en glimrende og dybt personlig fortolkning af Bowies “China Girl”. (TØ)

Koncerter

Doí, The Holiday Show, Dúné, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné.Opkomlinge uden modhager – og med Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné. Doí Kunstbygningens smukke, simple omgivelser var et fint forum for danske Doís langstrakte, episke kompositioner, der dog desværre blev skæmmet af, at en stor del af publikum ikke var klar over, at man under en koncert ikke taler højlydt. Det gør man forresten heller ikke på et museum, men den del af den gode opdragelse var vist gået tabt denne fredag aften. Simon Kvamm påstod til torsdagens åbningsaften, at publikum begynder at snakke, når bandet ikke kommer godt nok ud over scenekanten. Det er nok en sandhed med modifikationer, men lige i dette tilfælde var hr. Kvamm meget tæt på at have ret. Efter et godt åbningsnummer, der på imponerende vis vekslede mellem det nænsomt drømmende og det kraftigt støjende, begyndte det syv mand høje band at få problemer. Deres kompositoriske evner begyndte at fejle, og musikken lød pludselig alt for meget som Sigur Ròs, hvilket gjorde det svært at undertrykke følelsen af at have hørt det hele før – og bedre. Mod slutningen viste bandet dog mere personlighed ved blandt andet at inkorporere støvsugerorgel. Desværre var pågældende sang så ordinær, at de Sigur Rös-tilbedende tendenser næsten var at foretrække. (MM) The Holiday Show Den københavnske electropop kvartet lagde klogt nok ud med den fine “Put Me on a TV Show”, der dog blev alt for lang på grund af en tåbelig keyboardsolo. Derefter kom bandet i problemer, eftersom deres simple popsange havde brug for stærke melodier for at overleve, og desværre var kun et par stykker flyvefærdige i den afdeling. Det hjalp naturligvis heller ikke på helhedsindtrykket, at bandets sceneoptræden var så godt som drænet for tilstedeværelse. Der var ikke mange modhager i bandets vellydende synthpop og heller ikke megen personlighed. Hvis bandet ikke er i stand til at skrive flere sange af samme klasse som førnævnte “Put Me on a TV Show” og den ligeledes fine “Snooker Star”, bør de finde modet til at være mere ekstreme – f.eks. ved i nogle sange at lade det elektroniske element få en dominerende rolle eller måske forsøge at rocke lidt hårdere engang i mellem. Efter denne lørdag på Voxhall så det ud til, at The Holiday Show er lidt for anonyme og kønsløse til rigtig at begejstre nogen. (MM) Dúné Har Dúné hørt Bloc Party? Ja. Kan det mærkes på medlemmerne i Dúné, at de ikke er mere end 17-18 år gamle? Ja. Er det gennemskueligt, at Dúné har fundet et koncept, som de sætter alt, hvad de gør, ind i? Ja. Men har jeg én eneste alvorlig indvending imod Dúné? Nej. Og her er forklaringen: Med en yderst selvbevidst og iscenesættende intro havde Dúné fra start fortalt Train, at der skulle ske noget helt ekstraordinært, og således kunne de påbegynde eksekveringen af deres moderne, potente electrorock med publikum i deres hule hånd. Der blev spillet tight og aggressivt, og den ungdommelige energi var så højt oppe i det røde felt, at det næsten løb af med nogle af medlemmerne. Jovist, man skal vise, hvem der bestemmer, men at kaste en fyldt vandflaske hen over publikum og videre ned i mikserpulten, det er vist mere overgearet, end det er arrogant. Talentet, viljen og visheden om såvel egne evner som andre folks forventninger til dem, lyste ud af de syv skikkelser på scenen, og musikalsk trådte Dúné ikke forkert på ét eneste tidspunkt. At man i så ung en alder kan fremstå så troværdigt på scenen, kan skrive og arrangere sange, som er på højde med dem, deres engelske forbilleder hitter med, og kan spille så tight og energisk – det er dybt respektindgydende. Der er noget bizart ved at betragte forsanger Mattias Kolstrup holde en selvsikker strakt arm i vejret med den ene fod på monitoren. At man kan have så meget stjernekvalitet som 17-årig, er på grænsen til det uhørte. Så kan Arctic Monkeys lære det. Dúné er unikke, og det er svært at se, hvad der skulle stoppe dem i deres færd mod toppen. Held og lykke med studentereksamen. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Doi: Sing the Boy Electric Dúné: We Are In There, You Are Out Here Dúné, 28.06.06, Roskilde Festival

Koncerter

Heidi Mortenson, Jomi Massage, Animal Alpha, Lampshade 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men også kvalitetsmæssigt: fra det skræmmende ringe til det imponerende gode.Op- og nedture med det stærke køn De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men desværre også kvalitetsmæssigt. Heidi MortensonDer var ganske tyndt besat foran Svalegangens scene, da Heidi Mortenson med påmalet skæg og beskidt jakkesæt entrede scenen fredag eftermiddag. Hun lagde ud med en omgang ganske god electropop, der dog blev trukket unødvendigt i langdrag. Herefter gik musikken i en mere electroclash-agtig retning – og selv om Mortenson ikke er nogen stor popsmed, var det ikke ligefrem en forbedring. Hendes forsøg på at rappe var, for at sige det mildt, ringe. Selv om musikken blev hårdere og hendes attitude mere konfronterende, gjorde det ikke ligefrem hendes optræden mere relevant. Til dels fordi man ikke nødvendigvis er karismatisk, bare fordi man er højlydt. Mortenson virkede tit som en andenrangs Peaches med hendes skabagtige opførsel og billige effektjageri, som når hun i slutningen af en sang pludselig smed bukserne. Ja, det reflekterede teksten i den pågældende sang, men hvad var relevansen? Mortenson var bedst, når hun formåede at kombinere de poppede elementer fra starten af koncerten med den kantede electroclash. Her ramte hun en virkelig velfungerende tone, hvor en funky, forvrænget bas var med til at skabe et ondt, ondt groove, der udgjorde et stærkt fundament for en glimrende popsang. Ligeledes imponerende var det, da hun byggede en sang op fra bunden ved at sample sig selv om og om igen. Men som oftest var koncerten en halvkedelig affære – Mortensons opførsel til trods – og man ønskede konstant, at hun blot ville koncentrere sig om at skrive flere sange på højde med dem, der udgjorde koncertens få højdepunkter. Jomi MassageSelv om det nok var Signe Høirup Wille-Jørgensen, det ganske talstærke publikum i Musikhuset var kommet for at se, var det guitarist Luke Sutherland, der imponerede mest. Sutherland modificerede konstant sin guitarlyd fra afdæmpet skønhed til rå støj, og som om det ikke var nok, supplerede han i en enkelt sang sit guitarspil med lidt violin. Foto: jint.dk Suppleret af trommer vekslede de godt mellem støj og skønhed. Glimrende eksemplificeret ved åbningsnummeret, der startede skrøbeligt og drømmende, før Wille-Jørgensen og Luke Sutherland lancerede et veritabelt guitarstormvejr.Men der var også plads til andet end Sonic Youth-inspireret støjrock med guitaren som hovedinstrument. På flere sange satte Wille-Jørgensen sig bag keyboardet og satte dette instrument i fokus. Det fungerede især godt, da hun i et nummer hamrede medrivende akkorder af sted, mens Luke Sutherland leverede ditto guitarriffs over et fremadrettet og bastant beat. Det var ikke alt, der fungerede for Jomi Massage, men når trioen var bedst (og det var de en stor del af tiden) leverede de en både støjende og smuk omgang rock, der konstant var udfordrende og interessant. Animal AlphaDet kan godt være at den norske kvintets frontkvinde, Agnete Kjølsrud, så aparte i sine gammeldags gevandter, komplet med hvide handsker og vifte, samt overdreven makeup og vildt touperet hår, men der var intet specielt ved bandets gennemsnitlige hard rock. Der var vist ikke den kliché, der ikke blev gennemtærsket fredag nat på Voxhall, men lige lidt hjalp det. Nordmændene manglede simpelthen knusende stærke grooves og fængende hooks i deres musik. Det hjalp heller ikke, at frk. Kjølsrud var i besiddelse af en meget begrænset stemme, hvilket dog ikke afholdt hende fra at forsøge på både at spinde kælent og brøle uhæmmet. Havde Kjølsrud så i det mindste været så fremragende en scenepersonlighed, som programmet påstod, havde det nok reddet noget af æren, men også på det punkt skuffede Kjølsrud. Helt forfærdeligt blev det dog først, da bandet begyndte på den obligatoriske ballade. Kjølsruds manglende stemmepragt blev her udstillet på det skammeligste, og da sangen af uforståelige grunde fortsatte i det uendelige, var den lige ved at vugge Undertoners udsendte i søvn. Heldigvis nåede både balladen og koncerten sin slutning, så man kunne flygte ud i natten og håbe på, at alle minder ville forsvinde så hurtigt som muligt. LampshadeLampshade spillede en imponerende omgang hypnotisk støjpop lørdag aften på Voxhall. Det syv mand høje band formåede at brede lydpaletten godt ud ved at supplere guitar, bas, trommer med keyboards, vokalharmonier og diskret brug af blæsere. Foto: jint.dk Blandt højdepunkterne var “Disse fugle”, hvor violin og klokkespil var med til at gøre sangens første minutter stilfærdigt smukke, før bandet åbnede for deres skarpt støjende godtepose. Bandet var hele tiden i fuld kontrol over deres virkemidler, og selv når de larmede det bedste, de havde lært, skete det med en brutal elegance. At bandet virkelig er ganske multifacetteret, kunne høres på den funky “New Legs”, der ligefrem var dansabel. Bandets sanger Rebekkamaria bør bestemt fremhæves. På trods af en frisure, der giver hende en ret stor lighed med Pernille Rosendahl, er det meget mere logisk at sammenligne hende med Under Byens Henriette Sennenvaldt (og det er bestemt en kompliment). De har begge skrøbeligt særegne stemmer og en naivt uskyldig sceneoptræden (at Rebekkamaria så virker lidt mere interesseret i at kommunikere med publikum, er kun et plus). Hun er bestemt frontfiguren, men det skal ikke forstås som en nedvurdering af resten af bandet, der alle ydede en flot indsats lørdag aften. Læs også Undertoners anmeldelser af:Heidi Mortenson: Wired StuffJomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…Lampshade: Let’s Away

Artikler

Spot Festival 2006 i Århus, 01.-03.06.06

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Sammenlignet med 2005-festivalen havde Spot-arrangørerne fokuseret lidt mere på upcoming bands. Der var ingen Clemens, Julie eller Mew – men masser af musik fra den mere eller mindre etablerede del af vækstlaget både i Danmark og hos vores skandinaviske kollegaer. Selvfølgelig kan man, ligesom vi har for vane at gøre hér, spørge sig selv, om f.eks. Diefenbach og Serena Maneesh har det helt store behov for at blive spottet af pladeselskabsfolk, når de i forvejen har fået deres plader ud ude i det store udland – men det betyder jo ikke, at d’herrer ikke kan give publikum noget godt med på vejen. Undertoner sendte to mand af sted til festivalen i Århus C, og der er en del mere malurt i deres bæger med anmeldelser, end der eksempelvis var sidste år. Læs selv vurderingerne af en række af årets koncerter hér: BigBang, The Magic Bullet Theory, Death to Frank Ziyanak, Causa Sui Doí, The Holiday Show, Dúné Heidi Mortenson, Jomi Massage, Animal Alpha, Lampshade Lis Er Stille, Elliott Brood, Figurines, Holy Fuck Mugison, Thom Hell, Anna Ternheim Nordstrøm, Pluto, Sterling Veto, Epo-555, Diefenbach Yellowish, Oh No Ono, I Got You on Tape

Koncerter

Lis Er Stille, Elliott Brood, Figurines, Holy Fuck, 01.06.06, Spot Festival 2006

To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning.Holy Fuck, sikke en koncert To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning. Årets SPOT-åbningsaften startede i Musikhusets store sal, hvor først ROSAs leder Gunnar Madsen bød velkommen og fortalte, hvis vi skulle have glemt det, hvorfor SPOT er så god en festival. For dem med dårlig korttidshukommelse fortalte Århus’ borgmester Nicolai Wammen stort set det samme et par minutter senere. Derefter dukkede en kortklippet, velsoigneret og slips-bærende Simon Kvamm op. Han ville også gerne lovprise SPOT, men startede dog med en lille vise, der hyldede Silkeborg og derefter dissede AGF – noget der overraskende nok ikke lod til at gøre ham synderligt upopulær. Kvamm fandt dog andre pointer at fremhæve ved SPOT end de foregående talere og advarede ligefrem arrangørerne om ikke at lade sig forblænde af det smarte og hippe, og sikre sig, at de der spiller på SPOT også har noget på hjerte. På sin vej til denne pointe fandt Kvamm også tid til at disse Big Fat Snakes Peter Viskinde – og det var der vist ikke nogen blandt publikum, der havde noget imod. Lis Er StilleROSA tog noget af en chance, da de på foranledning af nogle begejstrede teenage fans fik ørerne op for Lis Er Stille, og valgte dem til at indlede denne åbningsaften. Deres satsning bar dog så sandelig frugt, eftersom Lis Er Stille leverede en yderst glimrende koncert. Bandet indledte koncerten med den fremragende “Styrke”, hvis opbygning viste sig at være utrolig effektiv. Fra den minimalistiske indledning med kun keyboard og vokal til det øjeblik, hvor den afgrundsdybe bas slog til, akkompagneret af en dyster cello og eksploderende trommer, var bandet i fuld kontrol over deres virkemidler, og det var lige så imponerende, som det var utroligt medrivende. De to næste numre kunne ikke helt leve op til åbningsnummeret, men det var alligevel rart at se, at Lis Er Stille formår at modificere opbygningen af deres numre, så ikke alle numre nødvendigvis følger den samme stille i starten – støj i slutningen-formel. Hvis bandet var nervøse på grund af deres vel nok største koncert til dato, skjulte de det imponerende godt. Guitarist Tue Rasmussen og i særdeleshed bassist Asbjørn Hansen havde endog en imponerende udadvendt rockstjerneattitude. Bestemt ikke lige den opførsel, man forventer fra et band, der laver så “seriøs” og “kompliceret” musik som Lis Er Stille, men det er egentlig rart, når ens fordomme på ingen måde bliver bekræftet. Elliott BroodHerefter var det tid til at begive sig over mod teltet på Officerspladsen, hvor danske Figurines samt canadiske Holy Fuck og Elliott Brood spillede op til dans.Elliott Brood betegner selv deres musik som “death country”. Det lød nu ret meget som en ganske almindelig omgang roots rock/alt. country. Trioen lagde godt ud et par glimrende uptempo-sange. Herefter begyndte bandet at miste grebet, og den gode start fusede ud i anonyme sange, der hurtigt fik kedsomheden til at brede sig. Elliott Brood havde dog heller ikke de bedste betingelser. Det var tydeligvis ikke dem, folk var kommet for at se, og de, der befandt sig i teltet, talte højlydt, som om EB ikke var andet end et hyggeorkester nede på den lokale pub. Værst af alt lød EB tit lige præcis så anonymt som den slags bands. Der var ikke meget variation i lyden, der som oftest kun bestod af akustisk guitar, trommer og en – af uransagelige årsager – vanvittigt lavt mixet banjo. Hvis EB skal være i stand til at fastholde et greb i publikum, mangler der noget: gerne en bredere instrumentering, eller også nogle mindre anonyme sange, der ikke blot fortaber sig blandt alle de andre. FigurinesSå var det tid til Figurines. Og de fik al den respekt, Elliott Brood ikke fik. Publikum klappede i og lyttede det bedste, de havde lært. Det havde de også god grund til – i hvert fald i starten. Foto: Miriam Dalsgaard Bandet lagde ud med et – for dem – ganske langsomt nummer, der fungerede utroligt godt på grund af et hypnotisk guitarriff. Herefter skruede Figurines op for hastigheden med “The Wonder”, hvilket fik jubelen til at bryde løs. Her blev det også tydeligt, hvorfor Figurines er et godt live band: De er legesyge, charmerende, og så har de noget så gammeldags som spilleglæde. Det er svært ikke at blive i godt humør af Figurines, når det virkelig kører for dem, og det gjorde det her, og i den efterfølgende “I Remember”. Derefter gik koncerten en smule i selvsving, og undertegnede savnede ubetinget stærkere sange og gerne mere personlighed i musikken. Bandet har fine inspirationskilder, men de mangler stadig at sætte deres personlige signatur på en stor del af deres sange, så de ikke bare lyder som Pavement/Modest Mouse/Built to Spill/Pixies light. Holy FuckTeltet var mere eller mindre tomt, da de fantastisk betitlede Holy Fuck gik i gang. Det ændrede sig dog hurtigt. Holy Fuck spiller en improviseret og legesyg form for elektronisk musik, der forfriskende nok ikke inkluderer laptops, samplere og lignende “moderne” pjat. Holy Fuck er i stedet lyden af legetøjskeyboards, bas, trommer og massevis af andre lo-tech hjælpemidler. De håndspillede beats var sprøde, bassen ulmede så funky som muligt, og hen over dette improviserede bandets to resterende medlemmer med deres utallige gadgets. Musikken var i konstant udvikling – en musikalsk lavalampe, om man vil. Musikken var enormt medrivende, og selv når bandet til tider satte tempoet ned, fungerede musikken upåklageligt: Bassen blev mere melodisk, trommerne blev mildere, og musikken antog et nærmest dub-agtig anslag. Holy Fuck satte faktisk ikke en fod forkert, og musikken formåede på forunderlig vis at være både syntetisk og menneskelig, simpel, men også kompleks – og den talte til kroppen, samtidig med at hovedet også blev stimuleret på glimrende vis. Koncerten med Holy Fuck var præcis det, SPOT handler om: at opdage fremragende bands, man aldrig har hørt om før. Herfra kan man kun håbe, at kvartetten så hurtigt som muligt kommer tilbage til Danmark, så andre end de få, der var i teltet på Officerspladsen torsdag aften, kan få øjnene op for dette fremragende liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lis Er Stille: The Construction of the Amp TrainFigurines: SkeletonFigurines, 11.06.05, Spot 11, Århus

Plader

Home: Sexteen

Et underligt usexet konceptalbum om sex. Heldigvis har Home forstået vigtigheden af at have et varieret udtryk. Desværre har de ikke lært at begrænse sig.

Plader

Loose Fur: Born Again in the USA

Overraskende konventionelt andet album fra Jim O'Rourke og Wilcos Jeff Tweedy og Glen Kotche oven på den eksperimenterende debut. Det betyder dog ikke, at Born Again in the USA er et tilbageskridt – snarere tværtimod.

Plader

Cherubs: Uncovered by Heartbeat

Franz Ferdinand møder Interpol med David Byrne som forsanger. Det er en ganske præcis beskrivelse af debuterende norsk-engelske Cherubs, der leverer lige over en halv times legesyg og interessant rock på debutalbummet, der lige mangler det sidste for at være virkelig overbevisende.

Plader

:Of the Wand & the Moon:: Sonnenheim

Hele konceptet omkring :Of the Wand & the Moon: kan godt give bange anelser, men man bliver trods alt glædeligt overrasket over Kim Larsens nye album, der får "apocalyptic folk" til at lyde en hel del bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Plader

Siku: Indeværende år

Siku har glemt støjen i deres dansksprogede støjpop, der desværre domineres af ikke specielt velfungerende ballader. Manglende stemmepragt hos sangerinden og uheldige forsøg på at skrive poetiske tekster hjælper ikke på helhedsindtrykket.

Plader

The Magic Numbers: s.t.

Hyggelig musik med masser af heartbreak. Modhager er der ikke så mange af, men giv albummet tid til at sætte sig fast – så bliver det svært at give slip på de melankolske popsange, hvor fremragende vokalharmonier er i høj kurs.

Plader

Black Rebel Motorcycle Club: Howl

BRMC er det andet store retro-rockband, der foretager et radikalt stilskifte i år. Når det første chok har lagt sig, er det bestemt ikke så slemt som det seneste White Stripes-album, men der er stadig et langt stykke op til fordums styrke.

Plader

Editors: The Back Room

Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.

Plader

Brakes: Give Blood

Et fuldstændigt forfærdeligt sideprojekt. Bandets medlemmer, der kommer fra Electric Soft Parade, British Sea Power og The Tenderfoot har muligvis haft det sjovt, men det har desværre resulteret i et totalt intetsigende album, der bør undgås for enhver pris.