Skribent - Mikkel Mortensen

Plader

Richmond Fontaine: The Fitzgerald

Richmond Fontaines sjette album er en triumf for sangskriver Willy Vlautin, hvis fremragende personskildringer fra den amerikanske skyggeside kongenialt bliver understøttet af et band, der virkelig forstår, at "less is more".

Koncerter

Lack, Marvins Revolt, The Bleeder Group, Barra Head, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder.Rød-hvid støj med svingende kvalitet Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder. LackDer var ganske tyndt besat på Voxhall, og det virker ganske logisk. Foto: Thomas Grønkjær Lack gav godt nok smæk for skillingen med en vanvittigt energisk sceneoptræden, der bestemt var beundringsværdig, men den blev med tiden nærmest ufrivilligt komisk – især hos bandets rytmeguitarist, hvis nærmest epileptiske kampe med sin guitar til tider virkede livstruende. Bandets sange var alle domineret af en evindelig post-hardcore guitarmur, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne mellem de enkelte sange, der alle som én foregik i samme høje tempo, mens bandets sanger Thomas Burø skreg skingert ovenpå. Bandets efter sigende gode politiske tekster hørte man ikke meget til, da det var så godt som umuligt at høre, hvad der blev skreget. At bandet er venstreorienteret, blev dog klart for alle i løbet af de to gange, de henvendte sig til publikum. Den ene gang for at fortælle, hvor tilfredse de var med Frankrigs nej til EU, og hvor meget de håbede, at Danmark fulgte samme rute. Senere spurgte de, om der var nogen bøsser til stede. Publikum forholdt sig overvejende tavst, men den efterfølgende sang blev dedikeret til dem, fordi: “Vi kan godt lide bøsser … og lesbiske”.En ensformig, og på trods af det høje energiniveau, noget kedelig oplevelse. Marvins RevoltKøbenhavnske Marvins Revolt spiller støjende, alternative rocksange. Det er de bare ikke specielt gode til.Deres sangskrivning lader en hel del tilbage at ønske: måske nogle melodier, måske nogle medrivende stemninger. Det er dog ikke den rene jammerdal. Bandet er faktisk ganske interessante, når de lader sangene udvikle sig til komplekse instrumentale crescendoer, hvilket de til tider gjorde. Her har bandet faktisk fat i noget, der kan bruges. Man aner en vis Sonic Youth-indflydelse, men det bliver gjort noget mere originalt, end det kunne forventes. Man kan kun håbe, at bandet dropper alle forhåbninger om at lyde som Pixies, Dinosaur Jr., eller hvem deres forbilleder nu er, og i stedet indser, at de har talent for at lade simple sange udvikle sig til noget meget større – og så koncentrerer sig om det. Gør de det, er det ikke til at forudsige, hvor gode de kan blive, og det er da noget mere interessant end at forblive et kedeligt støjrockband, der ikke rigtig rykker. The Bleeder GroupDen gamle punker Peter Peters nye projekt er omtrent så langt fra punk, som man overhovedet kan komme. Støj er der nok af, men tempoet er bestemt ikke højt, og musikken er alt andet end ligetil. På den anden side er der noget umiskendeligt punket over måden, hvorpå Peter Peter med dette projekt fuldstændig perverterer folks forventninger til ham. Det er beundringsværdigt, at Peter Peter tør tage chancer, men beundringen blegner en hel del, når det er så elendigt udført, som det er tilfældet her. Bandet talte alt i alt 11 mennesker, og alligevel var den lyd, der blev frembragt uhyggeligt ordinær på trods af fire guitarister og tre vokalister. Fjerner man de ydre lag, har Peter Peter bare skrevet nogle umådeligt ordinære og banale rocksange for derefter at pakke dem ind i nogle uhyggeligt prætentiøse og langstrakte kompositioner, der aldrig kom ud af stedet. Mange af de ekstra effekter virkede også fuldstændigt ligegyldige. Hvad pointen var med den samplede fluesummen og fuglefløjt var der vist ingen, der rigtig forstod. Forsøget på at gøre koncerten til en større oplevelse ved hjælp af animationer faldt ligeledes til jorden med et brag – især sammenlignet med hvad Mew præsterede nogle timer senere samme sted.Der var intet at komme efter hos The Bleeder Group, og det var måske Peter Peters pointe. Måske er The Bleeder Group bare et eksperiment, der skal undersøge, om folk er villige til at rose hvad som helst, bare det er uforståeligt og uigennemtrængeligt nok.Det er nok desværre ikke tilfældet. Barra HeadPå trods af at Barra Head kun er en trio, frembragte de lørdag aften et imponerende højt støjniveau. Lydniveauet var ikke det eneste imponerende ved bandet, der nærmest smed om sig med medrivende riffs og tonstunge grooves, hvilket bestemt faldt i publikums smag. Der dannede sig til tider ligefrem en mindre moshpit foran scenen. Barra Head kunne dog andet end at spille medrivende og enormt tight. Ikke ulig “¦Trail of Dead (men ikke helt så avancerede) formåede Barra Head med held at kombinere det støjende med det afdæmpede i erkendelse af, at støj nu en gang virker bedre, når den kontrasteres af momenter af stilhed. Barra Head bør også sammenlignes med den musikalske side af hedengangne Rage Against the Machine. Ikke fordi Barra Head på nogen måde spiller rapmetal, men fordi der var noget Tom Morello’sk over de ufatteligt medrivende riffs, bandets guitarist formåede at fyre af, og fordi rytmesektionen var mindst lige så knivskarp som hos RATM.Barra Head var ikke vanvittigt originale, men tilpas medrivende og energiske til at man forlod koncerten med en tilfreds mine. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lack: Be There PulseMarvins Revolt: s.t.Barra Head: We Are Your Numbers

Koncerter

Munck/Johnson, Sarah Hepburn, Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste.Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste. Camilla Munck/Moogie JohnsonIngen bør være i tvivl om, at Camilla Munck er i besiddelse af en ufatteligt smuk stemme, der i de rette omgivelser kan få nakkehårene til at rejse sig. Det skete dog ikke specielt tit under en koncert, der nok var smuk og atmosfærisk, men også forfærdeligt ensformig.Med en blanding af sange fra debuten Unlike You og et kommende, unavngivet album indtog duoen scenen på Aros fredag aften. Deres nedbarberede nordicana består kun af ballader, og derfor foregik hele koncerten i samme, slæbende tempo med Moogie Johnsons spartanske guitarspil som eneste underlægning. Det blev hurtigt svært at skelne mellem enkelte sange, og koncerten endte som en noget kedelig affære. Det ville være rart, hvis Munck og Moogie ville forlade den “less is more”-spændetrøje, de af uransagelige årsager har iført sig, og i stedet forsøge at variere deres udtryk bare en smule. Måske ved at tilføje flere instrumenter – live kunne det til eksempel manifestere sig ved at medbringe et band. Eller også kunne de begynde at skrive sange, der ikke er så langsomme, at de får Low til at fremstå som speed-metal. Sarah HepburnDer var godt fyldt i Århus Kunstbygning, da den tidligere Glorybox-sangerinde Sarah Hepburn tidligt lørdag aften gik på scenen. Foto: Martin Rosenauer Her fremførte hun de pæne, men alt for glatte og anonyme sange fra sit debutalbum, Stars and Haze. Disse åbner sig mere, når de spilles live, men det var stadig svært for Hepburn og band at skjule, at de sange, hun har skrevet, hverken er synderligt personlige eller vedkommende. Der blev dog spillet højere og med mere bund end på pladen, og det flænsede momentvis den pænhed, der ligger som en tung og kedelig sky over Hepburns materiale.Mod slutningen af koncerten skete der dog noget uventet: Den ellers intetsigende Blue Jeans fik sig et enormt skud rock, og pludselig var sangen enormt medrivende. Det samme kan bestemt siges om Hey”¦Ok?, hvor Hepburn for første og eneste gang trakterede keyboardet, mens hendes band sluttede af med et veritabelt guitar-stormvejr.Disse to sange forvandlede koncerten til en positiv oplevelse, men den mere afdæmpede del af repertoiret var stadig lettere søvndyssende. Jacob Faurholt & Sweetie Pie WilburI det ellers meget stramme Spot-program er en forsinkelse på næste en time noget af en sjældenhed, men det skete dog på Aros lørdag. Foto: David Bering Heldigvis lod det ikke til at genere Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der tog begivenhederne ganske afslappet. Dog ikke så afslappet, at de ikke kunne levere en glimrende, lille koncert. Der blev lagt ud med det hypnotiske og fremragende Nameless Faces, der med fremadrettede trommer, smukke violiner og ditto vokalharmonier stod som koncertens klare højdepunkt. Selv om bandet aldrig nåede helt derop igen, var den resterende del af koncerten ikke nogen decideret skuffelse. Dette skyldtes at bandet havde styr på sangskrivningen. Både ballader som uptempo numre fungerede fint, ikke mindst på grund af den afvekslende instrumentering, hvor både violiner, klokkespil og – med bandets egne ord – støvsugerorgel blev inkorporeret til stor succes. Derudover bør også vokalharmonierne fremhæves. Det er ikke, fordi hverken Jacob Faurholt eller Trine Omø har specielt store stemmer, men de kontrasterede ikke desto mindre hinanden fint, og gav et smukt skær over bandets tidløse americana. Læs også Undertoners anmeldelser af:Munck/Johnson: Unlike YouJacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of HopeSarah Hepburn: Stars & HazeSarah Hepburn, 22.04.05, Train, Århus

Plader

Sole: Live From Rome

Soles nye plade er ikke en liveplade, som titlen ellers antyder, men derimod et nyt studiealbum fra den tidligere Oakland-baserede Anticon-veteran, der nu er bosat i Spanien. Et fint album, der desværre ikke byder på afgørende nyt.

Plader

Dälek: Absence

Ikke ligefrem lettilgængelig hiphop, men leder man efter noget, der går et par (eller mange) spadestik dybere end 50 Cent, bør man tjekke Däleks tredje album ud.

Plader

Low: The Great Destroyer

Low produceret af Dave Fridmann. Ikke helt så bizart som det måske kunne lyde. Spekulationer om hvorvidt albummets titel hentyder til Fridmann kan sagtens stoppes nu.

Plader

The Beatitude: s.t.

En ikke helt vellykket smagsprøve på den danske kvintets debutalbum. Bandet er ikke uden potentiale, men de har ikke den vildskab, originalitet eller melodierne, der skal få os til at glemme deres forbilleder.

Koncerter

Virgo, Grand Avenue, Thomas Dybdahl, Utah, Joycehotel, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser.De klynkende Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser. VirgoVirgo lagde meget lovende ud, men alle forhåbninger om en god oplevelse blev punkteret ved koncertens andet nummer – et forsøg på at lave en rigtig god sexfikseret sang a la Let’s Get It on med den smukke, smukke titel Do It. Efter denne smålumre og dybt intetsigende sang var de resterende sange “blot” anonyme med undtagelse af den episke, langstrakte ballade You and Me vs. Time, der ikke var helt mislykket, men dog blev skæmmet af, at bandets bassist var mixet alt for højt, og derfor gjorde det vanskeligt at nyde Louise Mølholms violin, der ellers spillede glimrende op til Johan Stahls vokal. Grand AvenueGrand Avenue leverede en af Spot 10’s absolut værste koncerter. Trioen bød på ufarlig, anonym og forfærdeligt kedelig radiorock, der meget gerne skulle lyde som U2, Coldplay eller Saybia – det gjorde det bare ikke! Der var intet at komme efter, og de eneste, der fandt denne koncert blot nogenlunde overbevisende, var vist de konfirmander af hunkøn, der havde taget plads på forreste række, selv om man kunne have dem mistænkt for kun at være interesseret i bandet pga. sangeren, der sagtens kunne ligne en storebror til hele Danmarks yndlings-tv-vært: Mikkel fra Boogie, men man ved jo aldrig. Thomas Dybdahl Foto: Martin Guttormsen Fredag aften bød den lille Rekrut-scene i Ridehuset på norske Thomas Dybdahl. Dybdahl havde desværre overraskende lidt at byde på. Han virkede dog ganske veloplagt, men uheldigvis smittede det ikke af på det noget træge materiale. Dybdahl vil så gerne lyde som de amerikanske forbilleder, men det lykkes aldrig. Sangene var generelt meget lange, men samtidig udstyret med melodimateriale, der på ingen måde berettigede en så lang spilletid. Det var først mod slutningen af koncerten, at Dybdahl fik fyret op for et par velfungerende sange med den smukke Cecilia og den groovy og intense I Need Love Baby, Love Not Trouble, men intensiteten gik fløjten, da Dybdahl inde i nummeret besluttede sig til at præsentere sit band. En gestus, der aldrig er nødvendig, men som i det mindste bør holdes uden for sangene. UtahDer var overraskende mange mennesker i Musikhusets café tidligt lørdag aften (sammenlignet med samme tid aftenen før), da danske Utah lagde ud med at give publikum lidt af et chok. Første nummer indikerede, at dette ville være en afdæmpet singer/songwriter-koncert, herefter transformeredes det andet nummer efter en afdæmpet start til en intens rocksang. Derefter beviste bandet på overbevisende måde, hvorledes man spiller både afdæmpet og kraftfuldt på én gang – godt hjulpet på vej af den intet mindre end fantastisk syngende Jesper Roth, hvis stemme tilsyneladende er uden svage punkter. Specielt original var bandets musik ikke – og især Jeff Buckley bør nævnes, da bandet, præcis som Buckley, kommer hele vejen rundt: fra det skrøbelige til det tordnende kraftfulde – men når det er så godt udført, som det var tilfældet her, kan man ikke tillade sig at klage. Joycehotel Spot 10s sidste koncert gik i gang ca. kl. 1 lørdag nat, da danske Joycehotel indtog scenen på Voxhall. Bandet blev i det officielle program beskrevet som lidt i retningen af Kitty Wu, og det er ikke helt galt. Bandet excellerede i et dystert, klynkende udtryk – ikke ulig tidlig Kitty Wu, bare ikke helt så godt (ikke fordi Kitty Wu var specielt gode i starten). Bandets sanger havde ikke nogen specielt stor stemme, hvilket ellers er ganske vigtigt, når man spiller noget, der vel nok kan betegnes som “klynkerock”. Desværre var bandets sange heller ikke synderligt gode, og den afsluttende sang, som var et forsøg på at skrive et episk afslutningsnummer, der skulle ende i kaskader af støj, mislykkedes totalt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Virgo: YouandmeversustimeGrand Avenue: s.t.Thomas Dybdahl: One Day, You’ll Dance for Me, New York CityJoycehotel: s.t.Utah, Spot 11, Århus, 10.06.05