Skribent - Mikkel Mortensen

Koncerter

Fashion, The, Larsen and Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, 04-05.06.04, Spot 10,

Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget.De tilbageskuende Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget. Foto: Ramon Zarate The FashionDer var meget tyndt belagt til Martin Ryums koncert i Musikhusets café, men da The Fashion bagefter spillede samme sted, var der pludselig masser af mennesker. Det kan umiddelbart være lidt svært at forstå, men man må jo trøste sig selv med, at de bedste kunstnere som regel ikke er påskønnet af de store mængder. The Fashion er i hvert fald ikke nær så interessante som Martin Ryum, og denne koncert var en noget kedelig omgang. Det skulle være svært at tro, at nogen vil kalde en koncert med The Fashion for ’kedelig,’ men jeg vover pelsen. Bandet er bestemt energiske – grænsende til det hæsblæsende, men denne koncert var også uhyggeligt enerverende – grænsende til det monotone, eftersom alle bandets sange tilsyneladende var i samme tempo og forsynet med så anonyme melodier, at det var komplet umuligt at kende forskel på dem. Når det var tilfældet, forslog alverdens energi samt forsangerens mere og mere desperate stemmeføring som en snebold i helvede. At bandet derudover tilsyneladende ikke havde det mindste at byde på tekstligt set, blev understreget, da forsangeren introducerede en sang med følgende bevingede ord: “Det her er en sang om, hvordan verdens dummeste land lærte alle andre lande at være ligesom dem.” Til de (forhåbentlig meget få), der ikke har gættet det, kan jeg røbe at denne tirade var rettet mod USA, og selv om denne kritik sikkert er meget berettiget, kan det ikke ligefrem påstås, at postulater af den slags kan betragtes som samfundskritik, men det tror The Fashion åbenbart. Larsen and Furious Jane Foto: www.jint.dk Først overraskes man over, at et band som Larsen and Furious Jane, der huser 8 medlemmer, kan frembringe en så ordinært lydende omgang alt. country/americana. Derefter undres man over, hvor lidt “furious” bandet egentlig er. Bandets sange var for det meste meget langsomme, ikke specielt melodiøse og desværre så godt som altid totalt tappet for stemning. Torsten Larsen er ikke den store sanger og heller ikke særligt interessant at se på, og da han desuden heller ikke havde så meget at sige, stod bandets musik meget alene, og det kunne den desværre ikke klare denne lørdag eftermiddag. Kun det iørefaldende, nye uptempo-nummer, The Good Old Pain, der giver nogle forhåbninger for fremtiden, og en, som oftest, storsmilende Jane var de eneste højdepunkter ved koncerten. Kira & the Kindred SpiritsRidehuset var godt fyldt lørdag aften, da Kira & The Kindred Spirits gik på scenen. Lad det være sagt med det samme: Der var klichéer om hvert hjørne, og den eneste grund til, at det til tider fungerede, var Kira Skov. Hun er alt det, Pink, Avril Lavigne og de andre rock-wannabe’er drømmer om at blive, når de engang bliver voksne: en læderklædt rockchick af meget høj karat. Sexet og karismatisk nok til at få de fleste klichéer til at glide ned. At undertegnede ikke er den eneste af den mening blev klart, da hun introducerede nummeret Do You Want Me?, der blev ledsaget af et ganske klart “Ja” fra de fleste mænd i salen. Men det var altså ikke alle klichéer, som den gode frk. Skov kunne få til at glide ned. Det blev endog meget kedeligt til tider, især i balladerne hvor bandets tyndslidte idéer ikke fungerede, uanset hvor meget rockchick der var oven på. RichochetsDe klichéer, som Kira & The Kindred Spirits leverede, var dog intet imod det, der ventede, da norske Richochets indtog Rekrut-scenen senere samme aften. Der blev ikke fyret én eneste original musikalsk ide af under koncerten, og for at gøre ondt værre var teksterne en åndsforladt gennemgang af sangskriverens ulykkelige kærlighedsliv. Desværre manglede Richochets også en frontmand med bare en smule karisma. Som garagerocker kan man naturligvis ikke have en specielt god stemme, men lidt personlighed er vel ikke for meget at forlange. Det er det åbenbart i dette tilfælde. Hvis der findes en subgenre ved navn “klynke-garage,” må Richochets anses for at være foregangsmænd. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04Larsen and Furious Jane: I’m Glad He’s Dead

Koncerter

Ryum, Martin, múm, Claus Hempler, Amber, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere.De afdæmpede Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere. Martin Ryum Foto: www.jint.dk “Velkommen til storcentret. Vi har masser af gode tilbud.” Det var nok de færreste, der havde regnet med at skulle høre noget i den retning fra Martin Ryums mund, men det var altså med disse ord, at en yderst veloplagt Ryum bød velkommen til en af de bedste koncerter på Spot 10. Bakket op af rytmesektionen fra Diefenbach og selv siddende enten bag keyboardet eller med en guitar i hånden spillede Ryum sig gennem sin fine solo-debut, Uden garanti. Alle albummets sange fik et ekstra spark, men især Ord der larmer blev leveret så uimodståeligt, at det var svært at sidde stille. Et nyt nummer, det pianopumpende og superfunky, Disko – sådan staves det, det sagde han selv – blev der også plads til. Koncertens eneste lavpunkt kom, da Ryum alene leverede Uden garantis eneste fejlskud, Bomuld, som ekstranummer. Foto: www.jint.dk múmIslandske múm var vel at betragte som fredagens alternative hovednavn, da de spillede samtidigt med det “rigtige” hovednavn, Tim Christensen. Efter 15 minutters forsinkelse pga. tekniske problemer kom koncerten i gang. Herefter tog det dog et stykke tid, før islændingene fik hevet de velfungerende sange op af posen, men derefter blev der leveret en del øjeblikke af stor skønhed. Det var dog især de instrumentale numre, der fungerede bedst, bl.a. fordi bandet ikke er specielt fremragende sangskrivere, men også fordi sangerindens vokal var komplet umulig at høre (om dette så skyldtes en teknisk fejl eller ej). Koncerten sluttede også brat, grundet yderligere tekniske problemer, så múms koncert endte desværre som lidt af en skuffelse. Claus HemplerDen tidligere Fielfraz-sanger Claus Hempler åbnede lørdagen i Ridehuset med en række stemningsfulde og afdæmpede sange fra sit seneste album (og et enkelt Fielfraz-nummer). Ulasteligt klædt i et stribet jakkesæt var Hempler personificeringen af sin musik: stilfuld og afdæmpet, men desværre har det stilfulde overtaget i Hemplers univers, og på trods af hans store stemme var det svært rigtigt at overgive sig til ham, fordi musikken ganske enkelt manglede modhager. Yderst sjældent blev der gjort noget for at finde et udtryk, der ikke skreg på dyr cognac og bløde lænestole, og derfor kunne man ikke undgå at tænke, at Hemplers musik ville passe langt bedre til Musikhusets store sal, hvor publikum til de afdæmpede koncerter havde for vane at sætte sig ned, hvilket måske ville have givet den rette afslappede stemning til en koncert, der i disse omgivelser aldrig blev mere end blot lettere søvndyssende. Amber Publikum sad ned til Ambers koncert i Musikhusets store sal, og det var passende, for trioen (suppleret med en cellist) leverede – indhyllet i røg – en åndeløst smuk koncert, hvor den fantastiske sangerinde, Biljana Stojkoska, blev mesterligt bakket op af trommer/vibrafon (trommeslageren spillede begge dele), guitar og cello. Man kunne sagtens referere til både Beth Gibbons, Under Byen og Lise Westzynthius, men Amber forbliver på forunderlig vis deres egne med et sanseløst smukt udtryk, der dog også kan blive hamrende hårdt, hvilket på fremragende vis blev klart ved koncertens sidste nummer, der startede afdæmpet for derefter at ende i et tordnende crescendo af trommer, guitar og cello. En fremragende koncert – intet mindre. Læs også Undertoners anmeldelser af:Martin Ryum: Uden garantiMúm: Finally We Are No OneMúm: Summer Make GoodClaus Hempler: Hempler

Koncerter

Lake Placid, Money Your Love, Sepiamusic, Moon Gringo, Tiger Tunes, Diefenbach, 04-05.06.04, Spot 10

Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på.De moderne Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på. Lake Placid Lake Placid gav Musikhusets store scene en flyvende start fredag eftermiddag med en glimrende koncert, hvor bandets eklektiske indie-pop for det meste kom til sin ret. Dette skyldtes især bandets frontfigur, den tynde, blonde og selebærende TK, der muligvis ikke er besiddelse af en specielt stor stemme, men som i stedet viste sig som et fremragende midtpunkt, der sagtens kunne fastholde publikums interesse, når musikken undtagelsesvis ikke viste sig stærk nok. Lake Placid deler ud over et musikalsk slægtskab med Tiger Tunes også en befriende mangel på selvhøjtidelighed – især personificeret ved at de fleste bandmedlemmer under åbningsnummeret fremviste egenskaber med vimpler, der burde kunne give dem en plads på det danske gymnastik-landshold. Money Your LoveLørdag eftermiddag bød Rekrut-scenen på den københavnske trio Money Your Love, der leverede en skarptskåren omgang electropop. Desværre var der ikke megen variation at spore, og det viste sig hurtigt, at de fleste af bandets sange ikke havde så meget andet at byde på end en bas så dyb, at den sagtens kunne omarrangere éns indvolde. Der var dog enkelte lyspunkter, især For Christopher hvor det melodiske element for en gangs skyld overdøvede bassens evindelige dunken. SepiamusicUmiddelbart derefter spillede skandinavisk-amerikanske Sepiamusic på Ridehusets store scene. Konferencieren kunne meddele, at bandet satser på udlandet, og det tror man gerne, når man hører den ordinære og lidt kønsløse pop/rock med enkelte elektroniske elementer, som bandet frembringer – hvis man forestiller sig et lidt køligere Garbage, går man ikke helt galt i byen. Dog skal man ikke forvente noget stort gennembrud lige med det samme. Der mangler ganske enkelt hits – og personlighed. Bandets lyd var alt for glat, og det ville være rart, hvis der enten blev eksperimenteret mere med elektronikken eller fyret mere op for guitarerne – altså et lidt mere ekstremt udtryk. Ellers har Sepiamusic ikke det store at byde på, og så hjalp det ikke rigtig, at den Pernille Rosendahl-lignende og -lydende amerikanske sangerinde, Erin Chapman, gang på gang hev lidt op i kjolen. Moon GringoLake Placids TK fik af Moon Gringos Mette Sand Hersoug kamp til stregen om at være den mest energiske kvindelige frontfigur på Spot 10. Som TK er Hersoug ikke den store sangerinde, men både energisk og ekstremt charmerende, og da Moon Gringo samtidig formåede at spille en vanvittigt medrivende halv time af en koncert, der kulminerede i en helt fabelagtig version af Dirty Underwear, var der ikke andet at gøre end at overgive sig, og det gjorde det lille, men dybt tilfredse publikum så sandelig, endda i en sådan grad at jeg for første (og eneste) gang under Spot 10 oplevede, at der blev råbt om ekstranumre – et krav der desværre ikke kunne opfyldes, da tidsplanen skulle overholdes. Tiger Tunes Foto: www.jint.dk Et ekstranummer blev det til, da Århus’ egne Tiger Tunes spillede i Musikhusets foyer senere samme aften, men det var også nødvendigt, for Tiger Tunes fik en overstrømmende modtagelse af det store publikum. Bandet kvitterede med at gå på scenen til tonerne af The Housemartins’ version af Caravan of Love, og viste derefter, at de bestemt ikke var hverken uoplagte eller trætte på trods af en festival-optræden i Tyskland dagen før og endnu én dagen efter. Deres super-eklektiske electro-punk-pop gik rent ind hos publikum, hvor især de første par rækker så ud til konstant at hoppe – selv crowdsurfing blev det til for et enkelt medlem af publikum. Oppe på scenen gik forsanger H til den med sædvanlig ildhu – iklædt englevinger i starten af koncerten – og hans ekstremt energiske og supercharmerende optræden forplantede sig fra koncertens start hos publikum, og det var vitterlig svært ikke at blive indfanget af den smittende feel-good-vibe, der kom i gigantiske mængder fra scenen. DiefenbachAt Diefenbach næsten kunne fylde Voxhall, var noget af en overraskelse – især når man tænker på, at Jokeren spillede i Ridehuset samtidig – men ikke desto mindre lykkedes det bandet at lokke en hel del mennesker ind at se dem, og de kvitterede med en absolut glimrende koncert. Musikken kunne mærkes – ikke kun pga. det høje lydniveau der sørgede for at alle instrumenter kunne føles i kroppen, men også pga. bandets kompositoriske talent, der sørger for, at alle sange udvikler sig i en interessant og intens retning, selv når vokalerne er forstummet. Eneste fejlskud var soul-balladen (det kaldte de den selv), Circular Motions, der var helt igennem mislykket – den slags sangskrivning mestrer bandet altså ikke endnu, men det skal dog ikke betyde, at de ikke mestrer den mere ordinære sangskrivning, for det gør de også, især eksemplificeret ved det fremragende Camouflage. Som et ekstra element ved Diefenbachs sceneshow kørte der under koncerten lofi-videooptagelser eller computer-animationer på et lærred bag bandet, der kun bidrog til at gøre koncerten endnu mere stemningsfuld. Før og efter koncerten skiftede lærredet til et billede med et meget enkelt budskab: Diefenbach loves you – efter sådan en koncert var det svært ikke også at holde bare en lille smule af Diefenbach. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lake Placid: Make More FriendsMoon Gringo: Ingrid SuperstarDiefenbach: Run Trip Fall

Plader

Interpol: Turn On the Bright Lights

Ikke et eneste fejltrin. Ikke en eneste misser. Interpols debutplade er en aldeles blændende nyfortolkning af Joy Divisions weltschmerz, hvor New York-bandet maler et på én gang sortsynet og opløftende billede af deres samtid.

Plader

Idlewild: The Remote Part

Idlewilds tredje album er en fint afstemt blanding af guitarfræs og rørende ballader. R.E.M. har ikke levet forgæves, men det piller ikke ved det faktum, at The Remote Part er et smukt skridt i den rigtige retning for det skotske band.