Skribent - Niklas Kiær

Plader

Janelle Monáe: The Electric Lady

Anmelderdarlingen Janelle Monáe bevæger sig på sit andet album tilbage til fortiden for at sætte nutiden i det rette relief. Hun får besøg af Prince, Erykah Badu og Miguel og lyder som både Bo Diddley og Stevie Wonder. Opskriften er færre sci-fi-fortællinger og mere nærhed, mindre dystopi og mere retrofiksering. Men er det godt?

Plader

Peder: Ghost of a Smile

Radiovært, satiriker, fotograf, selvlært skuespiller, hiphopper, triphopper og nu også fuldblods-singer/songwriter. Peder er ude med sit tredje soloalbum, hvorpå han udbygger perlerækken af talenter med en hel plade dedikeret til solosang. Kan stemmen bære i de dystre og melankolske produktioner?

Plader

OOFJ: Disco To Die To

OOFJ's debutplade Disco to Die to er lige dele film noir, synth-pop og Portishead-lignende sangerinde i en sort/hvid og stiliseret indpakning. Det er ikke lige så spændende, som det lyder.

Plader

Den Sorte Skole: Lektion III

Det er fem år siden, Den Sorte Skole sidst udgav en plade. Efter en længere periode, hvor de har fokuseret på koncerter, er de nu tilbage med lektier til alle, der vil undervises i musikkens mange aspekter. Hiphop-elementet er næsten forsvundet og er erstattet af en trippet rejse ud af kroppen og ind i et dystert univers uden for tid og sted.

Plader

Quadron: Avalanche

Siden debutpladen fra 2009 har Quadron bredt sine vinger i det amerikanske, men nu vender de tilbage med opfølgeren Avalanche. Denne gang er der ingen risiko for at blive overset, og det danske publikum kan se frem til et førsteklasses album fra en umådeligt charmerende duo.

Plader

The Child of Lov: s.t.

Han ligner Zlatan, lyder som Prince og producerer som en blanding af Madlib og Al Green. Han påstår at lave "pineapple camel funk" og har fået så store navne som DOOM og Damon Albarn til at hjælpe til på sit debutalbum.

Plader

Atoms for Peace: Amok

Thom Yorke har høstet bandmedlemmer fra Red Hot Chili Peppers, Becks band og Forro in the Dark med det formål at høre Fela Kuti og drikke sig i hegnet. Ud af det er kommet Amok, der nærmere fungerer som en symbolsk arvtager til Yorkes solodebut fra 2006.

Plader

Jamie Lidell: s.t.

Jamie Lidell er tilbage, og selvfølgelig er stilen lagt fuldstændig om. Han her genopfundet sig selv i et virvar af funky bas, omskiftelige produktioner og 80'er-sensibilitet. Der er lagt an til en stor, løssluppen fest.

Plader

Rhye: Woman

Med de to singler "Open" og "The Fall" samt en god portion hemmelighedskræmmeri og kønsforvirring har Rhye formået at skabe en solid buzz op til deres debutudgivelse. Og også på Woman kæler lydbølgerne sensuelt for hinanden – i en sådan grad, at det hist og her bliver lige rigeligt blidt og inderligt.

Plader

Young: Picasso med en afro EP

Young viser på sin debut-ep eksempler på det umiskendelige talent, han besidder. Men er det nok til at få lytteren op af stolen og måske endda give nyt liv til den danske hiphop-scene?

Plader

Captain Murphy: Duality

Captain Murphy er Flying Lotus, Flying Lotus er Captain Murphy. Med Duality melder han sig som rapper, og resultatet er et syretrip af obskure kultsamples, tegneseriereferencer, rap-blær og vilde beats. Med Madlib om bord er stilen lagt mod den skæve samplebaserede hiphop, og Duality er rodet, men spændende og ambitiøs.

Plader

Sean Price: Mic Tyson

'The best rapper, the worst rapper' aka. "The brokest rapper you know" aka. Sean Price er tilbage med sit tredje soloalbum efter fem års pause. Flere rim om at uddele lussinger til rappere i stramme bukser, skæve referencer og gaderim kan forventes, men er det i samme boldgade som de tidligere succeser, Monkey Barz og Jesus Price Supastar?

Plader

Scott Walker: Bish Bosch

Forestil dig Tom Waits som smørtenor, placeret i et mareridtsunivers instrueret af David Lynch i et særligt uhyggeligt humør. Scott Walker er tilbage med sit 14. album, og der er ikke blevet ændret meget i opskriften. Stilen er dyster, makaber og syret på en måde, som kun han kan præstere.