Skribent - Nikolaj Rasmussen

Koncerter

Arab Strap, 04.02.06, Lille Vega, København

[Nikolaj Rasmussen]Arab Straps seneste album, The Last Romance, demonstrerede, at skotterne har bevæget sig i retning af en mere direkte og larmende rocklyd. På Vega beviste Moffat og Middleton lørdag aften, at rock-tilgangen også gør sig glimrende i en koncertsammenhæng. (06.02.06)Arab Strap, der udgøres af Aidan Moffat og Malcolm Middleton, er lyden af kroniske tømmermænd blandet med en evig hjertesmerte. De er soundtracket til for mange fadøl, forliste forhold eller kiksede engangsknald. Og altid har de formået at gøre det med en oprigtighed og autenticitet, som har gjort dem helt enestående. Ved koncerten i Vega havde de to skotter allieret sig med tre unge mænd på henholdsvis bas, guitar og trommer. Denne opstilling og deres seneste album The Last Romance lagde op til at et rigtigt rockbrag – og det var lige præcis, hvad publikum fik. Den karismatiske forsanger Moffat stod som sædvanligt i front; enten mumlende eller øldrikkende. Guitarerne fik frie tøjler, og sangene endte ofte i en regn af distortion, der væltede ned over publikum. Den mere end vanligt rockede og larmende lyd fungerede fortræffeligt live, og som publikum kunne man ikke andet end at hengive sig til Moffats mørke univers. I slutningen af koncerten var det, som om guitarerne fik skruet lidt op for lyden, hvilket medførte, at Moffats stemme druknede lidt i nogle af de larmende passager, og det var ærgerligt, da lyden ellers i størstedelen af koncerten var nær det optimale. Setlisten var især præget af numre fra The Last Romance, og de gjorde sig godt live. Der blev dog også spillet sange fra stort set alle de tidligere plader, og disse sange var utroligt velvalgte. Bedst var Fucking Little Bastards og New Birds, der begge blev leveret i overbevisende og intense versioner. Ligeledes var det blevet plads til stærke sange som Pyjamas, Packs of Three, Who Named the Days? og Screaming in the Trees. Det må også siges, at Arab Strap – som har 10 års jubilæum i år – har et imponerende bagkatalog at trække på. Mellem numrene råbte publikum ivrigt flere ønsker, men Moffat beklagede: “So many songs, so little time.“ Efter to omgange ekstranumre sluttede Arab Strap noget overraskende af med en coverversion af It’s a Heartache, der er skrevet af Bonnie Tyler. Og selv om Bonnie Tyler musikalsk ligger lysår væk fra Arab Strap, gav det alligevel perfekt mening at se Moffat synge, “it’s a heartache, nothing but a heartache.” En rammende afslutning på en rigtig god aften. Læs også Undertoners anmeldelse af:Arab Strap: The Last Romance Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Embassy, The: Tacking

The Embassy vil gerne lægge op til dans med en omgang disco-inspireret synthpop. Desværre får albummet ikke én til at lede særlig grundigt efter danseskoene, fordi det simpelthen ikke er vedkommende i længden.

Koncerter

Under Byen, 05.01.06, Copenhagen Jazzhouse

[Nikolaj Rasmussen]Under Byen er et af de mest interessante bands, Danmark har at byde på. Og på en scene er de uden tvivl blandt de bedste i verden. Dette beviste Under Byen endnu en gang, da de gav en velsmagende forsmag på deres nye album Samme stof som stof. (07.01.06)Efter snart fire års ventetid har Under Byen endelig varslet en ny plade. I den forbindelse afholdt de en koncert på Copenhagen Jazzhouse, hvor der var mulighed for at høre alle numre fra det kommende album, Samme stof som stof, der udkommer 6. marts. De otte bandmedlemmer var godt klemt sammen på den lille scene, hvilket resulterede i en lidt utraditionel opstilling. Henriette Sennenvaldt stod i baggrunden, hvilket gav hende en mere anonym rolle under koncerten end vanligt. De to trommeslagere/perkussionister havde heller ikke meget plads at bevæge sig på. Det gik dog, og bandet startede det første af to set, hvor de udelukkende spillede de numre, som senere vil kunne findes på deres kommende album. Det første nummer var Palads, der ikke er helt ubekendt, hvis man tidligere har set Under Byen live. Nummeret var dog anderledes bygget op omkring et elektronisk beat og foldede sig ikke ud i samme grad som under tidligere koncerter, hvilket gav en svag start på koncerten. Oktetten fik dog hurtigt spillede sig varme og leverede et fint og overraskende set. Generelt var de nye numre en del anderledes, end man har været vant til fra Under Byen. Der var en mere mørk tone at spore i sangene, og til tider var stemningen direkte aggressiv. En god repræsentant for de nye numre er titelnummeret, der bliver førstesingle fra pladen. Rytmisk starter den ud med en mekanisk og abrupt rytmebund, som skaber en kaotisk ramme for sangen. Heri blander de andre instrumenter sig, hvilket skaber et på én gang komplekst og tungt lydbillede. Under koncerten brugte Sennenvaldt i de fleste numre en forvrængende effekt på stemmen. Dette medførte, at stemmen virkede som et instrument og blev blandet endnu mere ind i lydbilledet end sædvanligt, hvilket var fint nok. Det betød dog også, at man overhovedet ikke kunne forstå Sennenvaldt poesi, der ellers er i særklasse. Derudover dræbte forvrængningen desværre også nogle af de smukke nuancer og skrøbelige fraseringer, som Sennevaldt så mesterligt behersker. Det var dog virkelig gode sange, som publikum blev trakteret med. Et af højdepunkterne var den underspillede og skrøbeligt smukke Tindrer. Et andet højdepunkt var den bombastiske og tunge Films jeg har set, der endte i et par minutters støjflader. Under Byen takkede af, men kom hurtigt på scenen igen. Denne gang med mere velkendte numre. Den instrumentale Lenin flød over i den inderligt smukke Hjertebarn. Derefter kom Mission og Legesag med intensitet og et klimaks, der nåede det himmelstormende – eller rettere himmelvæltende. Afslutningsvis kom der endnu et nyt nummer. Et sart og smukt nummer, der skruede forventningerne til det nye album i vejret. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Det er mig, der holder træerne sammenUnder Byen: Live at Haldern PopUnder Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 08.04.06, Store Vega, København Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Gogol Bordello, 10.12.05, Stengade30, København

[Nikolaj Rasmussen]Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. En af den slags koncerter, der ikke er til at glemme lige med det samme. (12.12.05)Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello i lørdags bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. Og medmindre at man var født uden noget, der minder om danselyst, var der ingen anden udvej end at kaste sig ud i det inferno af rytmer og balkaninspirerede melodier, som Gogol Bordello bombarderede publikum med. Og sikke et inferno! Medrivende og umuligt at stå stille til – hvilket da også var tydeligt hos publikum. Der blev danset, skreget og svedt. Bandet – der består af en traditionel rockopstilling tillagt violin, harmonika og dansepige – gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde til. Eller rettere: Hvis der var én ting, Gogol Bordello gjorde lørdag aften, var det at springe alle remmer og alt tøj. Inden koncerten havde undertegnede kort hilst på den ukrainskfødte frontmand Eugine Hütz, der virkede rolig og afslappet fortalte, at han glædede sig til forstående koncert.Denne afslappethed så man dog intet tegn på senere på aftenen, hvor han gav en kamikazelignende performance. Et af højdepunkterne var, da Hütz i det mesterlige afslutningsnummer Baro Foro hoppede op på en tromme, som publikum holdt oppe. Herefter sejlede han rundt under loftet over publikum, mens han bankede mikrofonen ned i trommen. Et anden af aftenens store plusser var den midaldrende og gråhåret russiske violinist, der utrætteligt fremdrev den ene medrivende og dansable sigøjnermelodi efter den anden. Det var ufatteligt, at bandet kunne fortsætte i et så højt tempo en hel koncert igennem. I hvert fald kunne mange blandt publikum ikke holde det til hæsblæsende energiniveau og måtte ud og trække lidt frisk luft en gang imellem. Derudover må det siges, at det var en hård omgang for ørerne; lydniveauet var enormt højt; hyletonen har ikke forladt denne anmelders ører endnu. Sammenlignet med den meget omtalte koncert på Roskilde Festival i 2003 leverede Gogol Bordello denne gang en koncert på samme høje niveau. De havde ikke lige så mange overraskende gimmicks med som på Roskilde, men denne koncert var mere intim, og Gogol Bordello passede perfekt ind i Stengade30’s rammer. Der var en formidabel og tæt kontakt mellem band og publikum, hvilket udløste en intens og hæmningsløs fest, der vil få en koncert med et lignende band som Kaizers Orchestra til at virke direkte søvndyssende. Det var med andre ord én af de koncerter, som vil brænde sig fast i hukommelsen, som en eminent oplevelse. Læs også Undertoners anmeldelser af:Gogol Bordello vs. Tamir Muskat: J.U.F.Gogol Bordello: Gypsy Punks Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Tegan and Sara: So Jealous

Det fjerde Tegan and Sara-album er fyldt med personlige sange om kærligheden og problemerne, der følger med den. Desværre er der ikke saft og kraft nok i numrene, til at de sætter sig fast, og når man om et par år ser tilbage på 2005, vil So Jealous ikke blive husket.

Interview

Den smertefrie to’er

Anmelderroserne spirer helt uden hæmninger omkring Figurines og deres nye album, Skeleton. I anledning af udgivelsen har Undertoner mødt forsanger Christian Hjelm til en snak om forandringer, forventninger og mærkater.

Plader

Gregor Samsa: 27:36

Gregor Samsa har lavet en fin og til tider følelsesladet og intens ep. Desværre har de ikke formået at blande nogle nye og spændende ingredienser ind i postrock-formelen, og man sidder derfor som lytter tilbage med et lidt for velkendt og forudsigeligt smagsindtryk.

Plader

Heartbreak Disco: World Shake

Det danske band Heartbreak Disco står bag dette udspil, som de bestemt kan være stolte af. Og hvis de arbejder lidt mere med de små skønhedsfejl, der findes på denne demo, skal de nok blive et spændende bekendtskab i fremtiden.

Plader

Lali Puna: Faking the Books

Lali Puna har lavet et fint album. De har styr på melodierne, og albummet er fyldt med spændende idéer og lækre detaljer. Alligevel når de ikke helt op til de allerbedste inden for indietronica-genren.

Plader

David & the Citizens: Big Chill EP

David & The Citizens lancerer et stilskifte i pressemeddelelse til deres nyeste ep, Big Chill. Den nye lyd holder dog kun i første nummer, hvorefter bandet leverer en fin ep, som man passende kan slutte sommeren af med.