Skribent - Nina Ulrich Østergaard

Plader

Snowbird: Moon

Det er sødt og blødt, vrimler med nuttede dyr, og sneen daler blidt. Men Simon Raymondes nye duo, Snowbird, lider under Cocteau Twins' spøgelse, der hele tiden lurer i baggrunden. Efter flere gennemlytninger bliver det decideret hårdt.

Plader

Lee Ranaldo and the Dust: Last Night on Earth

Sonic Youths svar på George Harrison er nu sat fri til at dyrke den grandiose 70'er-inspirerede rock, han tilsyneladende længe har drømt om, kraftigt påvirket af sidste års orkan i New York. Desværre er det en lige lovlig magelig dommedagsoplevelse, Lee Ranaldo and the Dust disker op med.

Plader

Body/Head: Coming Apart

»It's not happy music,« siger Kim Gordon om sin nye duo Body/Head, og det er ret spot on. "Coming Apart" er et kompromisløst, udfordrende og dybt personligt værk fra der, hvor det gør allermest ondt, og heldigvis er Gordon – som 60-årig, fraskilt og røvrendt – sejere end nogensinde før.

Plader

De Efterladte: Alvorsord og etagevask

Peter H. Olesen sidder heldigvis stadig fast i det sorte hul, hvorfra Olesen-Olesen og nu De Efterladtes melankolske hverdagshymner bliver udklækket. Det er som altid smukt, underholdende, vedkommende og velskrevet som intet andet, så det er både forståeligt og helt igennem okay, at duoen holder sig til den vante formel.

Plader

Belle and Sebastian: The Third Eye Centre

Mens vi venter på et nyt studiealbum fra kongerne af introvert indiepop, Belle and Sebastian, får vi en samling af b-sider fra de sidste 10 år. Niveauet er gennemgående højt, og flere numre kunne snildt have været a-sider, men nytilkomne lyttere bør starte et andet sted.

Plader

Postiljonen: Skyer

Dreampop er det nye sort, og alt er glat og lækkert i Postiljonens lyserøde drømmeland. Nyd det for feel good-faktoren og de solide guilty pleasure-kvaliteter, men forvent ikke de store kunstneriske udskejelser. Et glimrende popalbum, selvom holdbarheden er tvivlsom.

Plader

Taragana Pyjarama: Nothing Hype

Med rekordfart er Taragana Pyjarama blevet et af de mest lovende elektroniske navne herhjemme. Minialbummet Nothing Hype udmærker sig med sin legesyge tilgang, der i de bedste øjeblikke udfordrer lytterens forventninger, men som mest af alt er et hæderligt mellemspil inden næste fuldlængdealbum.

Plader

Julia Holter: Loud City Song

Enhver musikinteresseret litterats hedeste drøm: Julia Holter er tilbage med endnu et stærkt konceptuelt værk, der er bedst i de dvælende øjeblikke, når det ikke prøver for hårdt at være avantgardistisk kunst. Ikke egnet til ubekymrede feriedage, men bestemt et helstøbt album, der vinder en lille smule mere ved hvert lyt.

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’13: sfærisk og støjende, oversete kunstnere, dramatiske damer og ung skrammelrock

Drøm dig op under teltdugen, få en punklussing fra morgenstunden, oplev en samling 17-årige piger med en forkærlighed for Kurt Cobain, eller stift bekendtskab med et band, som du ikke havde den fjerneste idé om eksisterede. Jo, der er rigeligt med tilbud i dagens Roskilde-anbefalinger.

Plader

Dinner: Girl EP

Dommedagsrøsten alias Anders Rhedin er tilbage. Temaet denne gang er piger, men det er desværre ikke nær så vellykket som på debut-ep'en fra sidste år. Lidt variation ville klæde Dinners skarpt optegnede univers, hvor monotonien trænger sig på.

Plader

Dråpe: Canicular Days

Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.

Plader

Navneløs: s.t. EP

Der er ingen tvivl om, at kunstneriske ambitioner og talent går op i en højere enhed hos Navneløs. Alligevel udebliver den helt store wow-faktor, der ellers var potentiale til. De musikalske forbilleder fornægter sig ikke, men EP er trods alt en imponerende debut.

Plader

Radio24syv: Monogram

Radio24syv vil vise, at kanalen tager musikken seriøst og har derfor lanceret konceptet Monogram - blandt andet i form af en pladeudgivelse, hvor seks danske kunstnere har indspillet tre numre hver direkte ned på vinyl. Det er naturligvis svært ikke at bifalde.

Plader

Jens Lekman: I Know What Love Isn’t

Jens Lekman har ondt i hjertet, og det er der kommet et absolut fremragende og meget helstøbt album ud af. På vanlig vis blandes det livskloge med det fjollede, det smukke med det kitschede i en underfundig og dybt personlig cocktail, der fortsat imponerer.