Nina Ulrich Østergaard
Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).
Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration
Unik intimkoncert med Suede på vej
Inden det genopståede, legendariske britpopband Suede giver koncert i Tivoli, holder de en unik koncert i intime rammer i Lille Vega den 26. juni.
Dinner: Girl EP
Dommedagsrøsten alias Anders Rhedin er tilbage. Temaet denne gang er piger, men det er desværre ikke nær så vellykket som på debut-ep’en fra sidste år. Lidt variation ville klæde Dinners skarpt optegnede univers, hvor monotonien trænger sig på.
Dråpe: Canicular Days
Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.
Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte
Claus Høxbroe er så meget beatpoet, at han har det tatoveret på sine hænder. Samfundskritikken kommer dog lidt for sløvt til udtryk på dette album, der kunne have nydt godt af et mere varieret lydbillede, et strammere format og lidt mere galskab.
The Beardy Durfs – fra kælderen til Roskilde
På den forgange Roskilde Festival mødte Undertoner The Beardy Durfs til en snak om Roskilde Rising, D.I.Y., Beach Boys og frem for alt den støj, som de udsætter deres publikum for.
Chelsea Light Moving: s.t.
Thurston Moores nye band, Chelsea Light Moving, har ikke begået noget mesterværk. Men det er lyden af 10 vilde heste, og hvilken lykke er det ikke efter de seneste, lidt trætte Sonic Youth-udgivelser.
Keith Canisius: Beautiful Sharks
Yderst produktive Keith Canisius er tilbage i velkendt farvand, hvor den sfæriske dreampop regerer. Ambitionerne er store, men ensformigheden trænger sig på.
Navneløs: s.t. EP
Der er ingen tvivl om, at kunstneriske ambitioner og talent går op i en højere enhed hos Navneløs. Alligevel udebliver den helt store wow-faktor, der ellers var potentiale til. De musikalske forbilleder fornægter sig ikke, men EP er trods alt en imponerende debut.
First Aid Kit, 12.11.12, Store Vega, København
Få kan som First Aid Kit excellere i vokalharmonier, autentisk 70′er-retro og publikumskontakt. Der var ikke en finger at sætte på søndagens optræden i Store Vega, og Undertoners anmelder smed fordommene og lysten til at komme hjem til tv’et med det samme.
Dinner: You Are Like LA EP
Det er et både foruroligende og dragende Los Angeles, der besynges af Dinner. Den maskinelle, synth-bårne postpunk lykkes generelt ganske godt på denne ep, der dog savner en snert af variation.
The Raveonettes, 26.10.12, Store Vega, København
10 års jubilæet for duoen fejredes i Store Vega med en koncert i røg og damp, der mod slutningen mindede Undertoners anmelder om, hvorfor hun engang faldt for The Raveonettes.
Valby Vokalgruppe: Bah New Era
Valby Vokalgruppe har som forventet skabt et mærkværdigt, legesygt album, der balancerer på en hårfin grænse mellem det kedelige og det sprængfarlige. Absolut ikke for utålmodige sjæle.
Let Me Play Your Guitar: Shoebill Garden EP
Shoebill Garden er et vellykket mellemspil inden danske Let Me Play Your Guitars svære toer, der skal cementere langtidsholdbarheden og potentialet.
Radio24syv: Monogram
Radio24syv vil vise, at kanalen tager musikken seriøst og har derfor lanceret konceptet Monogram – blandt andet i form af en pladeudgivelse, hvor seks danske kunstnere har indspillet tre numre hver direkte ned på vinyl. Det er naturligvis svært ikke at bifalde.
Jens Lekman: I Know What Love Isn’t
Jens Lekman har ondt i hjertet, og det er der kommet et absolut fremragende og meget helstøbt album ud af. På vanlig vis blandes det livskloge med det fjollede, det smukke med det kitschede i en underfundig og dybt personlig cocktail, der fortsat imponerer.
Nikolaj Nørlund, 20.09.12, Koncerthuset, København
Nikolaj Nørlund og band leverede som forventet en særdeles vellykket aften med det stort anlagte show i koncertsalen i DR’s koncerthus.
Cat Power: Sun
Cat Power er efter to lidt for tandløse album tilbage i det dystre hjørne på sit måske mest modige udspil til dato – nu tilsat synth.
Dum Dum Girls, 03.09.12, Lille Vega, København
En gennemgående dårlig lyd skæmmede desværre Dum Dum Girls’ optræden, og resultatet blev en underlig, amputeret fremførsel af de ellers glimrende støjpopperler.
Christian Hjelm: Før vi blev lette
Christian Hjelm debuterer som solist på dansk, og det er en udsøgt fornøjelse at lægge ører til hans charmerende nostalgi. Kun enkelte irritationsmomenter skæmmer sensommerens vemodige soundtrack.
Thurston Moore, 06.08.12, Store Vega, København
Trods anmelderens skråsikre forestillinger var der ikke lagt op til eftertænksom, akustisk post-skilsmisse/post-Sonic Youth-rock fra den aldrende king of cool. Thurston Moore-kaoset lever fortsat og har det godt.
Roskilde Festival 2012: Santigold, 08.07.12, Arena
Guldglimmer, girlpower og masser af sexappeal. Santigold delte gavmildt ud af det hele i sit über-velkoreograferede show, der dog lige manglede en ekstra tand for at blive den helt store afslutningsfest.
Roskilde Festival 2012: Korallreven, 08.07.12, Apollo
De stakkels svenskere havde alle odds mod sig – først smeltede harddisken, og dernæst blev den ellers smukke dreampop skæmmet af en elendig lyd. Det tog 30 minutter.
Roskilde Festival 2012: Mew, 07.07.12, Orange
Mew spillede alle de kendte hits, som teenagepigerne ville have, under den ganske vellykkede koncert, der dog aldrig blev rigtig sindsoprivende.
Roskilde Festival 2012: Cold Specks, 07.07.12, Pavilion
Cold Specks kunne overdøve hele Dyrskuepladsen med sin drøm af en stemme og formåede at løfte sit i forvejen stærke materiale til nye højder.
Roskilde Festival 2012: Lee Ranaldo, 06.07.12, Odeon
Lee Ranaldo kan sagtens selv uden sit berømte band og slog endnu en gang fast, hvorfor han er en af verdens ypperste guitarister.
