Skribent - Perry MacLeod Jensen

Artikler

Uden for nummer 2016 del 2

Det er blevet en tradition på Undertoner at sætte fokus på de numre, som på den ene eller anden måde havde markeret sig i det forgangne år. Vi kårer ikke årets absolut bedste numre, men peger på nogle sange, der karakteriserer 2016, og som har gjort indtryk på Undertoners skribenter. Whitney: “No Woman” Af Camilla Grausen Det var, da Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing anbefalede bands til Undertoner i forbindelse med offentliggørelsen af det fulde Roskilde-program, at jeg hørte indiepop/folk-duoen Whitney og ”No Woman” første gang. Nummeret røg direkte ind på repeat på min indre playliste, og der blev det siddende i flere måneder, kun forstærket af amerikanernes glimrende koncert på festivalen. En lille eventyrlig intro, en trompet, og så trommeslager og forsanger Julien Ehrlichs absolut jomfruelige vokal, som sagte byder ind sammen med en akustisk guitar. Han synger om at gå rundt i en tåget tilstand, fordi man mærker – og måske ikke tør erkende, at en forandring er på vej: »I’ve been going through a change / I might never be sure / I’m just walking in a haze / I’m not ready to turn«. Tromme, violin og trompet gør lydbilledet større og viser, at forandringen presser sig på. Enkelt, folket, sårbart og varmt på én gang. Og bare virkelig iørefaldende. Kelsey Lu: “Dreams” Af Niklas Kiær Jeg elsker albumformatet, men EP’en kan som intet andet introducere og indkapsle stilen for et nyt talent. Det blev jeg endnu en gang mindet om med Kelsey Lus udgivelse Church fra i år. Cellisten, der har spillet med bl.a. Blood Orange, L’Orange, Lady Gaga og Solange, har sin helt egen unikke stil, og det er den mest imponerende EP, jeg har hørt, siden FKA twigs i 2013 udgav EP2. Alle seks numre på EP’en er optaget i en kirke, og spiritualiteten er da også i højsædet udgivelsen igennem, smukkest på det indledende nummer “Dreams”. Nummeret, og således hele EP’en, indledes med celloens langsomt dragende introduktion, der loopes og fordrejes i flere minutter uden vokal, mens intensiteten tager til. Hårene rejser sig overalt på kroppen, når Kelsey Lus fantastiske vokal inderligt messer: »I feel you in my… I feel you in my/I feel you in my dreams/I see you in my… I see you in my/I see you in my dreams«. Nedskrevet virker teksten banal, men tilført den ængstelighed og smerte, som Kelsey Lu formår at give nummeret, er det hjerteskærende smukt. EP’en er fyldt med numre som “Dreams”, og jeg har store forhåbninger til en kommende debutalbum, hvor det bliver interessant, om hun kan strække intimiteten over en hel plade. Deakin: ”Golden Chords” Af Perry MacLeod Jensen Man kan med rette anklage Animal Collective for at have fortabt sig i ren gøgl efter den massive opmærksomhed gruppen tiltrak sig med nyklassiskeren Merriweather Post Pavilion (2009), hvor blandt andet deres album fra i år, Painting With, mest af alt må betragtes som et parentes. Heldigvis spytter gruppens medlemmer stadig gode sange ud hver for sig – hør f.eks. Avey Tares Slasher Flicks’ ”Strange Colores” (2014) eller Panda Bears umådeligt smukke ”Tropic of Cancer” (2015). I år sprang Deakin ud som solist med det glimrende album Sleep Cycle. Herfra vil jeg fremhæve det smukke åbningsnummer ”Golden Chords”, der er båret af akustisk guitar, vokal og det mest basale gak. Fokus er lagt på den smukke melodi, der bliver fint bakket op af den akustiske guitar, og når jeg mener det basale gak, sikrer det sådan set bare genkendeligheden til universet fra Animal Collective, uden det stjæler al opmærksomheden. Bisse: “Lidt mere og jeg brækker mig” Af Simon Freiesleben Thorbjørn Radisch Bredkjær fortsatte i 2016 præcis, hvor han slap 2015: Med en nærmest manisk udgivelsesfrekvens af helstøbte, overraskende og lyrisk overlegne dansksprogede kompositioner. Men hvor Bisse i 2015 primært hørte undergrunden til, så var 2016 året, hvor han for alvor blev til hele Danmarks Bisse. Den Lars H.U.G-klingende ”Lidt mere og jeg brækker mig” er et godt eksempel på, hvordan Bisses lydunivers har bevæget sig i en mere tilgængelig retning – ja, man fristes til at kalde det for pop – uden at troubadouren har mistet sit karakteristiske lyriske bid. Bisse har fået nok af vores amoralske (over)forbrugssamfund, og vrænger forstoppet igen og igen omkvædet: »Jeg kan ikk’ mer’«. Hvis det ikke er det perfekte omkvæd til at opsummere året 2016, så ved jeg ikke, hvad det ellers skulle være. Cymbals Eat Guitars: ”Finally” Af Frederik Voss Newyorker-indierockerne i Cymbals Eat Guitars er et af de der bands, der meldte sin ankom sent i 00’erne og nægtede at lade starten af 00’ernes indielyd dø ud, til min store glæde. Teenage-følelserne får lov at leve videre, og jeg trylles fortsat i året 2016 tilbage til mit teenageværelse, når frontmand Joseph D’Agostino fører an på albumstartskuddet “Finally” fra Pretty Years. Igen viser amerikanerne, at de er eminente indiekomponister med den charmerende guitaråbning, der efterfølges af bombastiske skæve, tunge betoninger, guitarstøj og et piercende godt guitar-hook samt D’Agostinos nostalgiske tekster og desperate vokalfremførsel, der i de ømmeste momenter presser tyndthængende falsetto hen over de billige orgellyde og indieguitarer. Fang dem evt. på Stengade den 17. februar. The Raveonettes: ”Fast Food” Af Frederik Voss Det er gået under radaren for mange, at Sune Rose Wagners produktivitet ikke stagnerede med Pe’ahi – tværtimod. The Raveonettes har under parolen Rave-Sound-of-the-Month udgivet en single hver måned i 2016 – et såkaldt anti-album, der i øvrigt udkommer på vinyl og cd i starten af næste år. Det har været en sand fornøjelse at høre, hvor mange forskellige retninger sangskrivningen og ikke mindst produktionen er stukket i. Nogle gange er projekterne lykkedes, andre gange faldet til jorden, men befriende har det i hver fald været. Et af højdepunkterne er sangen “Fast Food”, der nok er det mest synth-bårne nummer, The Raveonettes har skrevet til dato. Det går op for én, hvor utrolig let det er for de to at lyde som M83 uden, at det gør noget. Teksten er i bedste raves-stil: naive og klichéfyldte billeder af stadig at være tiltrukket af en gammel flamme sidst på aftenen. Sangen fungerer som et øjebliksbillede og således den simple struktur, der ikke forsøger at være andre steder, end den er.  

Koncerter

Nikolaj Nørlund, 01.10.16, Koncerthuset, København

I Koncerthusets Studie 2 blev Nikolaj Nørlund suppleret af nogle af danske musiks ypperste musikere, der fortolkede lidt af hvert fra den danske sangskat, Nørlunds bagkatalog og særligt albummet Villa. Ofte var sangmaterialet dog for kedeligt, og de dygtige musikere kunne derfor ikke udfolde deres eminente fortolkningsevner.