Pladeklubben
Biografi:
Pladeklubben er et musikfællesskab, hvor medlemmerne gensidigt udfordrer og udvider hinandens musikalske horisonter. Med jævnlige møder med debat og samvær om musik, samt ikke mindst pladegaver i overflod, holder vi os selv og hinanden skarpe på både det, der ligger indenfor vores eget interesseområde, men i lige så høj grad på det, vi ellers umiddelbart ville vende ryggen til.
Selv om vi i Pladeklubben langt fra altid er enige, bestræber vi os som udgangspunkt på at skrive med én stemme. Når Pladeklubben står bag, får du derfor nuancerede anmeldelser i form af ikke bare ét, men flere syn på musikken.
Læs meget mere om Pladeklubben på www.pladeklubben.page.tl
Fem favoritalbums:
Guns 'N Roses: Appetite For Destruction
Black Sabbath: Paranoid
Bob Dylan: Desire
Neil Young: Live at Massey Hall
Led Zeppelin: II
David Bowie: The Next Day
Hvad nu, hvis ingen havde hørt om David Bowie før nu? Ville The Next Day stadig være et triumferende comeback? Det nikker Pladeklubben til.
Nick Cave and the Bad Seeds: Push the Sky Away
På Push the Sky Away synger Nick Cave som en mand på sammenbruddets yderste rand. Derude må han gerne blive …
Foals: Holy Fire
På Holy Fire lyder britiske Foals som et halvtomt dansegulv, hvor alle de lækre piger for længst er gået hjem.
Neil Young & Crazy Horse: Americana
Neil Young har fundet sammen med Crazy Horse for første gang i ni år på Americana. Det er ikke decideret vellykket, men det har en vigtig pointe alligevel.
Patti Smith: Banga
På sit første album i otte år lyder Patti Smith smukkere end hun plejer at lyde, og Banga er et fornemt eksempel på, at Patti på trods af sin fremskredne alder stadig har masser på hjerte.
Dig & Mig: Sommervarmen
Purunge Dig & Mig har med Sune Wagners hjælp begået et stykke befriende umiddelbar partypunk, der uden omsvøb buldrer derudaf, som skrev vi stadig 1985. Så længe de ikke tænker for meget over tingene, er det ganske fremragende.
Spiritualized: Sweet Heart Sweet Light
Engelske Spiritualized bliver kaldt et spacerockband, men det er ikke sandt. Det er derimod sommermusik lige til en strandtur med kæresten. Det skal bare spilles højt nok.
Thåström: Beväpna dig med vingar
Svenske Thåström maler fine stemninger fra Vesterbros rendestensbarer, men drukner også lidt i selvfedme og langtrukne mellemspil.
Bruce Springsteen: Wrecking Ball
Bruce Springsteen har med Wrecking Ball pustet endnu et åndedrag ind i den terminale patient, der lyder navnet rock ’n roll. Der er store huller i osten, men alt i alt er han ude i en god sag.
Jarle Bernhoft bader i Norges oliemillioner
I disse dage er norske Jarle Bernhoft i gang med en turné i Danmark. Her fortæller han Undertoner om sin glæde ved koncerter – og om at få en formue af Statoil.
Rangleklods: Beekeeper
Trods det bøvede navn leverer danske Rangleklods helstøbt og dyster elektropop med et stort sangskrivertalent. Desværre skæmmes debutpladen Beekeeper dog af ligegyldigt fyldstof.
Tindersticks: The Something Rain
Især første halvdel af The Something Rain markerer sig ved sin regnvejrsappel og sørgmodighed, men generelt er pladens lounge- og jazz-univers for intetsigende.
The Big Pink: Future This
Big Pink lyder som en radio, man ikke lytter til. Som Crazy Daisy på en ensom onsdag aften. Som en fest, der aldrig helt kom i gang.
Leonard Cohen: Old Ideas
Hvad kan en krise gøre ved en gammel mand? Alt bliver krænget helt ud på Leonard Cohens nyeste udspil, hvor den dybe, dystre stemme er mere personlig end nogensinde.
Owen: Ghost Town
Enmandshæren Owen rammer med dybsindige, forsigtige sange og skæve indfald dybt ind i mavesækken.
Rum 37: s.t. EP
Rum 37′s debut-ep er omtrent lige så fantasiløs som den nyeste Vesterbro-bar. Musikken er som sådan i orden, og fundamentet til en dag at lave en god plade er til stede, men der mangler i jublende grad et særpræg og en egen identitet.
Tyrants and Kings: Phosphor Anthems
Phosphor Anthems er en åben muskelbil, en skramlet guitar og en klunkebajer. Det er fuld fart frem, det er teknisk i orden og med masser af nerve – det er udansk ad helvede til!
Kashmir: Trespassers
Pladeklubben har lyttet til Kashmirs nye album, der lyder fuldstændig som et Kashmir-album. Og det er pladens problem. Den er lidt for sikker og velproduceret.
Kent: Röd
Svenske Kent fortsætter deres elektroniske rejse og kombinerer den med noget, der ligner protestmusik. Det burde ikke kunne lade sig gøre.
