Skribent - Rasmus Bækgaard

Plader

Happy Mondays: Uncle Dysfunktional

De syrede danserockere i Happy Mondays vender tilbage efter et årti med et album, der ikke byder på det store nyt, men som – uden dog at være fremragende – bestemt godt kan være bekendt. Men noget must er comebackpladen ikke.

Plader

Apples & Milk: Master of Disguise

Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.

Plader

Editors: An End Has a Start

Engelske Editors følger op på den store succes med et album, der ikke tilføjer så meget nyt til gruppens musikalske univers, men til gengæld perfektionerer udtrykket. Storladen rockmusik i den dystre ende – af absolut bedste slags.

Plader

Nina Nastasia & Jim White: You Follow Me

Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.

Plader

Kaiser Chiefs: Yours Truly, Angry Mob

Kaiser Chiefs følger op på megasuccessen fra det første album med en plade, der lyder akkurat som den første. Der er altså tale om klassisk britisk rockmusik, som lægger sig tydeligt i sporene fra Blur og The Jam. Men energi og et par fremragende numre kan ikke ændre på, at middelmådigheden kommer snigende.

Plader

The Earlies: The Enemy Chorus

Engelsk-amerikanske The Earlies vender tilbage med et album, der på fornem vis blander elektronik og akustiske instrumenter i en fremragende produktion, men man sidder også lidt for meget tilbage med fornemmelsen af at have hørt det før.

Plader

The Cooper Temple Clause: Make This Your Own

The Cooper Temple Clause står på deres tredje album i et vadested. Det virker, som om de ikke rigtig ved, hvor de skal bevæge sig hen, og derfor svinger pladen ekstremt meget stil- og kvalitetsmæssigt. Den fungerer klart bedst, når det er den dystre elektrorock, gruppen kaster sig over.

Plader

The Isles: Perfumed Lands

Newyorker-gruppen The Isles debuterer med et album, der lyder lidt for meget af, at gruppens medlemmer har brugt for meget tid på at lytte til deres gamle Smiths-plader og for lidt på at skrive nogle rigtigt gode sange.

Plader

Joan As Police Woman: Real Life

Joan As Police Woman er det seneste musikalske skud på den stamme af teatralsk og cabaret-agtig musik, der med Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons i spidsen har haft stor succes de sidste år. Real Life er flot og melankolsk, men mangler det sidste for at løfte sig over det anonyme.

Plader

The Twilight Singers: Powder Burns

Greg Dulli vender tilbage til rampelyset med en samling ret ordinære rocksange, der alt for ofte klinger af stadionrock, og som oven i købet hæmmes af en tam produktion og alt for mange attituder frem for regulær substans.

Plader

The M’s: Future Women

Amerikanske The M's er besat af tiden omkring The British Invasion, og de leverer med deres andet album en overbevisende og meget personlig omgang rock, der får Future Women til at høre til blandt årets hidtil bedste plader.

Plader

The Charlatans: Simpatico

The Charlatans hører efter mere end 15 år til blandt veteranerne på britrock-scenen. Deres seneste udspil, Simpatico, er nok lidt for svingende i kvalitet, men Charlatans er stadig i sine bedste øjeblikke leveringsdygtige i sublime og intense rocksange.

Plader

Most Valuable Players: You in Honey

Den svenske gruppe Most Valuable Players spiller på deres debutplade en stilsikker indietronica med en gennemgående kølig melankolsk stemning. Selv om pladen er lytteværdig, er den dog for anonym til rigtigt at gøre en forskel.

Koncerter

Editors, Brakes, 19.02.06, Store Vega, København

Engelske Editors leverede en glimrende koncert i Vega, hvor gruppen hævede niveauet markant over albummet The Back Room og lagde afstand til beskyldningerne om at være en bleg kopi af Interpol. (21.02.06)Editors har hurtigt placeret sig som et af tidens førende engelske indiebands. Selv om bandet som så mange andre hader at blive sat i bås, følger gruppens lyd fint i slipstrømmen på utallige andre bands, der har genopdaget de tidlige 80’eres postpunk lyd. Det vil sige dansable rytmer, dystre basgang og skærende guitarriffs. Skal man være lidt ond, kan man sige, at bandet er et fuldstændigt plagiat af Interpol, for både når et kommer til sangstrukturer, lyden og vokalen er ligheden slående. Alligevel er Editors værd at beskæftige sig med. For ganske vist bidrager de ikke med meget originalitet, men de gør det, de gør, ganske forrygende. Inden Editors gik på scenen, blev publikum præsenteret for et andet nyt britisk band, der for alvor har anmelderroser med i bagagen. Brakes er blevet beskrevet som en slags indiesupergruppe med medlemmer fra blandt andet British Sea Power og Electric Soft Parade. Sammenlignet med så mange andre af tidens andre engelske bands, lyder Brakes overraskende lidt britiske i deres lyd. Inspirationskilderne kommer i langt højere grad fra den anden side af Atlanten. Musikken er således en blanding af hardcorepunk, country og amerikanske guitarrock fra 80’erne – eksemplificeret ved at gruppen spillede et covernummer af Camper Van Bethoven, som der tydeligvis ikke var mange blandt publikum, der havde hørt om. Mest af alt kan Brakes lede tankerne hen på Pixies, og de har den samme form for vekslen mellem melodi og næsten ukontrolleret vildskab. Da Editors gik på, stod det hurtigt klart, at gruppen havde tænkt sig at rocke igennem fra koncertens start med “Lights” og en forrygende energisk udgave af singlen “Blood”, hvor guitaren fremstod langt klarere end i studieudgaven. Lidt senere blev tempoet sat en smule ned med den fremragende “All Spark”, der fremstår som et af højdepunkterne på The Back Room. Herefter fulgte et af koncertens absolutte højdepunkter i form af “Fall”, der er blandt de mere stemningsfulde numre, og Editors gav i liveudgaven for alvor guitaristen plads til at folde sig ud og havde samtidig en særdeles velsyngende Tom Smith i front. Det er i numre som dette, at Vegas rammer for alvor kommer til deres ret, godt hjulpet af den kvivskarpe lyd søndag aften. De samme forhold gjorde, at andre af koncertens højdepunkter kom i de mere stemningsfulde øjeblikke som den halvelektroniske “Camera” og det nye nummer “Nights”. Editors har skrevet en samling fængende rocksange som den førnævnte “Blood” og ikke mindst hittet “Munich”, der også vakte genkendelsens glæde – men det er i de mere stemningsfulde og malende numre, at gruppen er bedst. Det er måske ikke så tydeligt på The Back Room som det var tilfældet på Vega, hvor både guitaristen og trommeslageren fik lov til at folde sig ud i nogle mere langstrakte passager, der var virkeligt medrivende og løftede nogle numre op i en helt anden klasse end studieversionerne. Undervejs i koncerten var der måske ikke så meget kontakt med publikum, hvilket også er svært et stort sted som Vega, hvor en stor del af publikum tydeligvis kun kendte ganske få numre. Men i de bedste numre talte musikken for sig selv, og koncerten i Vega var et godt eksempel på et band, der formåede at løfte et forholdsvist ordinært album til noget stort i livesammenhæng. Det var, som om alt fungerede bedre end på pladen. Guitaren fik meget mere plads, lyden var bedre og ikke mindst sang Tom Smith langt bedre end på pladen. Det kan godt være, at Editors lyder som et plagiat af Interpol, men sammenlignet med den Interpol-koncert, jeg så på sidste års Roskilde Festival, er Editors et langt bedre liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Editors: The Back RoomEditors: An End Has a StartBrakes: Give Blood Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Belle and Sebastian: The Life Pursuit

Det nye album fra indiekongerne Belle and Sebastian er en varieret og glimrende samling sange. Gruppen viser en lyst til at forny og udvikle sit udtryk uden at give afkald på sin særegne charme og karakteristiske lyd.

Plader

Arab Strap: The Last Romance

Indierockens mest fordrukne skotter er tilbage med et album, der balancerer mellem at have et rocket drive og at være en kaotisk rodebutik. En glimrende plade fra et band, der både lyder, som de plejer, og alligevel tør udvikle sig.

Plader

New City: s.t.

Det nye danske projekt New City forsøger at give kunstigt åndedræt til de tidlige 80'eres mørke dansemusik og new romantics, men ender som et hult ekko af fortiden. Melodierne er blottet for gnist og fremdrift, og oven i købet har gruppen lavet en af de svageste singler i årevis.