Skribent - Redaktionen

Anbefalet

Fuglefløjt

Vi anerkender, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. (21.04.06)Julen er hjerternes fest – og så må foråret være fuglenes. Hvis de altså ikke har været på charterferie i Portugal, har de siddet og klapret næb i tre måneder, mens alt, de har fået at spise, er størknet fedt og rådne æbler. Men nu hvor alt er grønt og friskt, pipper de lystigt derudaf. Og hvem ville ikke få lyst til at være lidt glad, når det endelig var slut med at spise fordærvet frugt? Fuglenes sangglæde har inspireret masser af musikere gennem tiden – men hvorfor nøjes med at lade sig inspirere, når fuglefløjtene hænger derude i luften og tigger og beder om at blive optaget og brugt i musikken? Nej, vel? Her hos Undertoner anerkender vi, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Martin Laurberg Kraftwerk: Autobahn (1974) Når man hører Autobahn, er der måske en tendens til, at man holder sig til side 1 med det monumentale 20 minutter lange titelnummer. Men hvis man er ude efter fuglelyde, skal man lytte lidt til side 2, som også er superstærk, selv om den ikke er nær så berømt. Fuglelydene er i afslutningsnummeret “Morgenspaziergang”, som er en mærkelig computeralder/Biedermeyer-kogersang. Resten af side 2 er også fænomenal, især “Kometenmelodie 2”, der er et funky ambientnummer smurt ind i isnende synthesizer. A Hawk and a Hacksaw: s.t. (2004) A Hawk and a Hacksaws debutplade er en outreret blanding af ustemt klaver, percussion, samples (f.eks. af fugle), båthorn og båndloops. Det lyder lidt som en mere udknaldet version af et soundtrack til en Chaplin-film eller en tegnefilm fra 40’erne. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af ikke at fatte noget som helst, når man lytter til pladen, samtidig med at man alligevel ikke kan lade være med at blive helt optaget af den. Det er en virkelig god og meget unik plade. The Diodes: Released (1979) Det her er mest for at have en rockplade med også, så det er måske lidt søgt. Men der er noget fugleagtigt ved de rumklangstilsølede kor på The Diodes’ powerpop-klassiker. Det er svært at afgøre, hvad det er, der gør denne plade så stærk. Bandet spiller ikke specielt energisk. Guitarriffsene er som regel ret corny, og trommespillet er nærmest tamt. Ikke desto mindre er det en mesterlig og meget stemningsfuld plade. Hittet “Tired of Waking Up Tired” er en evergreen. Jan Overgaard Mogensen Colleen: Everyone Alive Wants Answers ( fra Everyone Alive Wants Answers (2004)) “Der er så dejligt ude på landet”¦” Første nummer fra Colleens første cd kunne snildt være indledningsmusikken til det berømte eventyr. Guitaren klimprer, harpen klirrer, og noget, der lyder som en ukulele, danser tåspidsforsigtigt rundt. Den landlige idyl bliver med enkle, sarte pensler malet op. Som baggrund hører vi ikke en snadrende andegård, men et helt voliere af kvidrende fugle, der langsomt flyver længere og længere frem i lydbilledet. Her er sgu dejligt. David Toop: Silver Birds (fra Black Chamber (2003)) En hane galer i loop, en motorcykel kører forbi igen og igen, en diskret summen af mennesker på et marked i Chiang Mai – bare nogle af de få ingredienser i denne manipulerede field recording. Og så denne fuglekvidren! I sig selv varer den et par sekunder, men igennem 2 minutter og 23 sekunder, gentages den så mange gange, at fuglen ender med at blive det perfekte billede på, hvor irriterende redebyggende fugle kan være en søndag morgen kl. 4, og tømmermændene befaler én at sove videre. Monolake: Bicom (fra Cinemascope (2001)) Og som man ligger dér i tømmermandssved og drømmer uhyggelige drømme, kunne Monolakes minimalistiske musik danne soundtrack. Et enkelt beat og spacede lyde med masser af rumklang skaber en særegen stemning, der lugter fælt af dårlige varsler. Fra tid til anden gennemskæres den coole overflade af noget, der lyder som et panikslagent fugletræk på flugt fra den forestående atomvinter. Så der er kun én ting at gøre: Vamos a la playa! Jakob Lisbjerg The Radio Dept.: Lesser Matters (2003) Svenske The Radio Dept. har nok lyttet til en hel del støjrock-plader fra start-90’erne, selv om svenskerne ikke larmer specielt meget. Under alle omstændigheder er sangskrivernes popører skruet rigtigt sammen her på debutalbummet. Fuglene kvidrer med i vejkanten, mens bilerne drøner forbi, i “Against the Tide”. Mens solen langsomt begynder at varme for alvor, trænger melankolien sig på, men håbet lever stadig i de små popperler. 1 Mile North: Minor Shadows (2003) Der er masser af himmel og fri udsigt til horisonten, lige meget i hvilken retning du kigger. Græsplanen er halvvissen, og for at få humøret lidt op begynder du at fløjte. Pludselig svarer en lille fugl dine fløjt, og en guitar træder ind i lydbilledet for at give mere retning til duetten i “In 1983 He Loved to Fly”. Territoriet er minimalistisk postrock som Labradford, hvor simple guitarlinjer er i front, og synthflader skaber stemninger underneden. Perfekt til kaffe og lunt mørke. Birdie: Triple Echo (2001) Indrømmet – der er ikke meget fuglekvidder på dette album, men masser af musik, som lyder som en sensommerdag under åben himmel. Og så er der jo navnet… Birdie placerer sig musikalsk et sted mellem Belle & Sebastian og Saint Etienne, og slægtskabet med sidstnævnte er ganske naturligt, da hovedkræfterne Paul Kelly og Deborah Wykes mødtes, da de spillede som backingband for netop Saint Etienne. Triple Echo er simpel og trist retropop med danse-potentiale.

Anbefalet

Der er altid nogle, der har det værre end dig

Er dine følelser blevet sendt til tælling i den mest negative forstand? Stikker det i hjertet at tænke på dengang, alt var godt? Undertoner forstår dig og råder dig til at gøre brug af, at du altid kan finde lidt skadefro trøst i det faktum, at der altid er nogle, der har det værre end dig.

Nyheder

Nyt tiltag: koncertkalender

Ja-ja, det er ikke særlig yndigt at tale om sig selv, men det gør vi nu alligevel for en kort stund. Vi har nemlig fået vores helt egen koncertkalender, så I læsere kan få et overblik over, hvad der egentlig foregår hvor på hvilket tidspunkt. Vi har placeret koncertkalenderen under ‘nyheder’ i menulinien – og ellers kan kalenderen ses her. Listerne er ikke udtømmende, og vi modtager meget gerne tips om koncerter, som vi ikke har med, på camilla[at]undertoner.dk.

Nyheder

Undertoner holder juleferie

Vi sprang sommerferien over – så nu tillader vi os at holde juleferie. Vi ønsker alle vores læsere en rigtig glædelig jul og takker for opmærksomheden i løbet af 2005. Vi online roulette håber at kunne blive ved med at levere varen i 2006. Vi vender tilbage med nye anmeldelser, artikler og nyhedshistorier fra d. 8. januar. Mens I venter, kan I kigge forbi vores to lister over årets bedste plader.Vi glæder os til at klø på i det nye år.

Artikler

Der var jo også den der…

Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. (19.12.05)Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. Selv om vi nåede omkring 400 pladeanmeldelser i år, er der stadig en hel del plader fra 2005, som fortjener at få nogle ord med på vejen. Derfor giver en række af Undertoners skribenter her nogle kommentarer til alt fra stilfærdig singer/songwriter over poleret pop til r’n’b. Jakob LisbjergDer var specielt tre udgivelser, jeg så frem til i 2005: Sam Prekops andet soloalbum, Woodbines opfølger til den fantastiske debut fra 1999 og The Montgolfier Brothers’ tredje album All My Bad Thoughts. Prekops Who’s Your New Professor har måske ikke samme umiddelbarhed og bossa-feel som hans første plade. Jaga Jazzist: What We Must Men i disse tider, hvor der er langt mellem albums fra The Sea and Cake, er det et dejligt genhør både musikalsk og vokalmæssigt. Woodbines debut var afdæmpet og sovset ind i et mudret og drømmende lydtæppe. Efterfølgeren Best Before End gemmer sig ikke så meget, men det gør ikke noget, for numrene er lige så stærke og intime, og de gemmer på mange, godt skjulte hemmeligheder. The Montgolfier Brothers’ to forrige album har begge ramt en melankolsk og romantisk nerve i min krop som få andre plader. Desværre lever All My Bad Thoughts ikke helt op til mine forventninger. Sådan er det desværre nogle gange, når man glæder sig for meget. Til gengæld indeholder albummet årets måske smukkeste nummer: Journey’s End er en otte minutters sørgelig, underspillet ballade centreret omkring et simpelt klaver-riff og svævende synthflader. Og så selvfølgelig Roger Quigleys vokal produceret, så den smyger sig helt ind i sjælen. For mig kom årets bedste album fra norske Jaga Jazzist. Jeg har kun været semi-interesseret i deres tidligere udgivelser, som blandede elektronik med jazz i en i mine ører lidt for hektisk kombination. Women and Children-boxsæt Men nordmændene har mere eller mindre droppet jazzen som primære musikstil og spiller nu en storladen form for prog-rock, der maler med kæmpestore, følelsesladede pensler. Jazz-elementerne er der dog stadig, og kombineret med guitarer og fantastiske melodier har Jaga Jazzist virkelig ramt en musikalsk tone, som påvirker mig i hele kroppen. Årets bedste indpakning må være Woman & Children-boksen på selskabet Hallso. Det canadisk-amerikansk-franske band har varmet op for Cat Power, og med deres stemningsfulde, skæve noir-folk er det fremragende efter-aftenkaffen-musik. Boksen, som blot kommer i 500 eksemplarer, er en grøn kasse med guldtryk. Indholdet er to 10″ og en dvd med kortfilm og liveoptagelser. Der medfølger desuden et stort tekstark med. Baghjul til Stereolab, Low og Nick Cave, som alle tre udgav nogle, rent indpakningsmæssigt, pauvre boks-sæt i 2005. Mikkel MortensenFiona Apple havde modet til at lade være med at gøre noget som helst, da Sony nægtede at lade hende genindspille de demoer, hun havde lavet med producer Jon Brion i 2002. Fiona Apple: Extraordinary Machine Det skulle tage tre år, før pladeselskabet grundet pres fra Apples fans gav hende pengene til at gå i studiet med hiphop-produceren Mike Elizondo. Extraordinary Machine indeholder også to Brion-produktioner, og deres barokke, tidløse instrumentering komplimenterer på forunderlig vis resten af albummet på trods af de resterende sanges mere moderne lyd. Dette skyldes utvivlsomt, at Elizondo ikke forsøger at pakke Apples sange ind i glat vellyd. Der er plads til de disharmoniske, krasse elementer, der giver Apples musik sin kant.Og dét er der heldigvis masser af på Extraordinary Machine, der utvivlsomt er Apple’s mest eksperimenterende værk til dato, og det er en fornøjelse at høre, hvordan Apple er vokset som sangskriver, samtidig med at selvtilliden er blevet stor nok til, at hun tør gøre hvad som helst. Man kan kun håbe, at der ikke skal gå yderligere seks år, før Fiona Apple får lov til at udsende et nyt album, eftersom hendes talent er alt for stort til at gå til spilde, blot fordi et multinationalt pladeselskab ikke kan se hitpotentialet. Jan Overgaard MogensenÅrets største overraskelse for mig var ubetinget at opdage, at hverken Orbital eller Plaid har levet forgæves. Tænk, at der stadig laves funky, storladen og detaljerig tecnho. Og at skidtet fungerer! Det drejer sig selvfølgelig om Isolées fantastiske Wearemonster, der napper det bedste fra de sidste 25 års elektroniske musik og gør det nyt, vedkommende og spiseligt. Isolée: Wearemonster Elektro-håndklap og astrale keyboardklange, som hentet direkte fra en LTJ Bukem-opsamling fra midt-90’erne, optræder ved siden af smidige baslinjer fra fransk filterhouse og velfungerende melodier, som Orbital-brødrene ikke kunne have lavet bedre. Isolées landsmand Robert Henke, der i mange år har udgivet under navnet Monolake, udgav for et par måneder siden polygon_cities og uden at han hverken revolutionerer sin egen eller andres verden, er det dog endnu en omgang habil og swingende minimalistisk techno, der langsomt, men sikkert varmer éns fodballer op. I det hele taget lever den tyske electronica i allerbedste velgående og ud over de to nævnte blev vi også begavet med nyt fra Rhythm & Sound, der på See Mi Yah endnu en gang dykkede ned i Jamaicas dubbede dynd. R’n’b er en forkætret genre og har måske det dårligste ry blandt “seriøse” musikelskere. Det er selvfølgelig dybt uretfærdigt – for lige så snart man får børstet guldglimmeret af skulderen og gnedet øjnene fri for stramme røve og lækre babes (det behøver man jo strengt taget ikke at gøre…), gemmer der sig et hav af seriøst arbejdende sangere og producere, der har lige så meget på hjerte og er lige så intense i deres udtryk som de første 100 kloner af Bright Eyes. Jaguar Wrights bedste nummer på Divorcing Neo to Marry Soul er således den MTV-fjendske, over 10 minutter lange ballade Do Your Worst, der forener det bedste fra den højtbesungne guldalder i 60’erne med de nyeste programmeringer. I mine ører kom årets mest vellykkede r’n’b-album dog fra debutanten Leela James, der greb tilbage til Sam Cookes klassiker A Change Is Gonna Come og med sin personlige, lidt hæse stemme rent faktisk fandt nye sider og gemmer i denne soul-klassiker. Skal 2006 været året, hvor du fordomsfrit kaster dig over en ny genre, så lad det blive r’n’b. Der er meget at hente i disse år. Mikkel ArreFolktronica-duoen The Books bekymrer sig over den politiske udvikling i hjemlandet USA. Det kan man (lidt for) klart høre på deres tredje udspil, Lost and Safe. De samplede vokalstumper fra radio-programmer, gamle dokumentarfilm og alle mulige andre lydkilder har på de tidligere plader strejfet samfundskritik, men denne gang er dét element blevet mere åbenlyst. The Books: Lost and Safe “I can hear a collective rumbling in America,” lyder det i Be Good to Them Always, der musikalsk set er undtagelsen, som bekræfter reglen: Lost and Safe er mere afdæmpet og knap så spraglet som især Thought for Food, og numrene er generelt set mere sangorienterede end førhen.Og alt i alt er Lost and Safe et skridt tilbage for The Books – jeg ville i hvert fald have foretrukket, at de politiske budskaber var forblevet subtile, mens musikken havde fastholdt mere af den sprælske sampler-glade omskiftelighed. Men mens Lost and Safe trods tilbageskridtet bestemt er en udmærket og lytteværdig plade, valgte Joy Zipper at tage så mange skridt baglæns, at deres tredje album The Heartlight Set blev årets klart største skuffelse. Deres oprindelige basis i støjpop a la My Bloody Valentine er forsvundet, og i stedet serverer de en flok alt for sødlige og komplet uengagerende popsange uden hverken kant eller bid. Forgængeren American Whip havde visse anstrøg af kedsomhed, og den udvikling fuldbyrder The Heartlight Set totalt. B-siden på det danske selskab BSBTA’s første vinylsingle nogen sinde, Escape af tyske Cryptic Scenery, er heller ikke videre spændende med sin nærmest uendelige guitarsolo. A-siden er derimod et rart genhør med Antenne. Long to Kiss er et klassisk Antenne-nummer med sparsomme guitarakkorder og yndefuld vokal fra Marie-Louise Munck. En skam, at vi ikke fik to Antenne-numre i stedet. Mexicanske Murcof lyder på sit andet album Remembranza også helt som sig selv. Og det er på ingen måde skidt. Hans fine blanding af minimal techno og afmålte klaver- og stryger-akkorder lyder stadig som triste minder fra det tågede ingenmandsland mellem erindring og forglemmelse. Tilbageholdt og smukt.

Anbefalet

Morgenplader

Der er vidunderlige morgener og tunge morgener og morgener, som egentlig helst bare skulle være aflyst. Undertoners redaktion har fundet ni af de plader, der gør det værd at komme ud af fjerene, og som rent faktisk kan skubbe én godt i gang med dage, der ellers burde være undgået. (12.10.05)Morgenen er en ren befrielse, for forude venter en dag, som har alle muligheder for at blive fremragende. Eller også er morgenen en plage – en slags nødvendigt onde, som bare skal ud af verden på en så smertefri måde som muligt.Morgener er lyse og friske og beder én om at cykle på arbejde i stedet for at tage bussen, men nogle gange er de også så blytunge, at der skal et mere end almindeligt spændende dagsprogram til for at engagere én til at bruge mindre end to timer på at gøre sig klar til at møde verden.Undertoner har udpeget et morgenhold, der bevæbnet med friskpresset appelsinjuice, havregryn og en morgenavis eller to præsenterer deres bedste bud på, hvilke plader der skal til for at indlede dagen på den allerfineste manér. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Stine Mogensen The Clash: London Calling (1979) Giv dig selv en meningsfuld start på dagen med et skud politisk ladet, gedigen Sydlondon-punkrock fra de gode gamle dage! Denne rockhistoriske milepæl er en evigt ung opvisning i smittende nerve og energi og garanterer gang i blodomløbet, også i hjernen. Pladen spænder vidt, fra det rå til det rørende. Skrål med på det vrede titelnummer, mens du læser avis, eller tag en svingom med din pulverkaffe til de funkede toner af Train in Vain. Primal Scream: Screamadelica (1991) Den perfekte symbiose af indie-rock og alternativ dance og den ultimative hyldest til livet som festabe. Med klaver og gospelkor indleder den forførende Movin’ on up et syre-symfonisk album, der byder på lige dele iørefaldende riffs, kølig ambient og dejligt syntetiske trommerytmer. Screamadelica er morgenpladen for dem, der aldrig kom i seng – en plade, som giver en brusende fornemmelse i maven og en smilende start på dagen. Håkan Hellström: Det är så jag säger det (2002) Hvis der skal fart på lige fra den årle morgenstund: Håkan Hellströms andet album er rendyrket powerpop og et frydefuldt inferno af sambatrommer, ride-bækkener, blæsersektioner og skarpe Smiths-inspirerede guitarfigurer. Hellströms skingre vokal belægger dette sammensurium med en hvinende sød fernis og giver et uimodståeligt naivt helhedsindtryk. Numre som Kom igen, Lena er lyden af sommer på plade og de rene vitaminer på en træt novembermorgen. Rose Feldfoss Rossum Oscar Danielson: Schysst och populär (1996) En talentbegavet og veluddannet guitarist med hestehale og al den tid, der er i hele verden, sætter sig ved din seng. Dygtigt akkompagneret synger han om at være et menneske med fejl og om sin stakkels kat, der nok hellere ville smadres mod asfalten fra 5. etage end at leve i hans stillestående selskab. Her sker der ikke meget, men Danielsons stockholmske strøtanker er så fine, at hans overskud ikke undgår at smitte. Verdens mindst stressede mand hedder Oscar Danielson. Bo Kaspers Orkester: Söndag i sängen(1993) Bigband, blæsere, svensk sprog og trippende fødder. Musikken, der smiler til dig fra morgenstunden, serverer scones på en hverdag, går med hat, og hvisker som med et glimt i øjet og en slet skjult svensk accent “Shall we dance?” Dette charmerende jazzede album gør – på Singing in the rain-manér – hver mandag morgen til en fest og hver onsdag til en… Som Bo Kasper selv synger det: “Jeg ved, at det burde være onsdag i dag, men det er søndag i sengen hos mig.” The Streets: A Grand Don’t Come for Free(2004) Mælken var for gammel, cyklen stjålet… Lidt skævt ud ad sengen? Her er din mand. Sådan har han det også. Hiphop fra den alternative skuffe, delt i stykker og sat “forkert” sammen. Knasende genialt. Blottet for ho’s og bling-bling. For uden hittet Fit But You Know It er albummet fyldt med numre, der passer perfekt til en hverdagsmorgen, slentren ned af gaden, almindeligt storbyliv, almindelige problemer. En helt ualmindelig kunstner – og britisk accent. Astrid Kirstine Dynesen Feist: Let It Die (2004) På trods af den depressive titel er dette en plade, der bliver helt magisk i det øjeblik, man tørrer morgenrim af cykelsadlen med sit ærme en kølig efterårs- eller vintermorgen. De 11 numre er både blide og afslappende – men stadig lige præcis så energiske, at man vækkes. Leslie Feists charmerende stemme kryber helt ind under sovemærkerne, og især er det fortryllende at gnide øjne i takt med det country-inspirerede og kække indiepop-nummer Mushaboom. Rufus Wainwright: Want Two (2005) Rufus Wainwrights nyeste udspil er nok den plade i min reol, der kan sniges ind i flest forskellige sammenhænge. Dog er den især god helt tidligt, når vækkeuret har ringet, og dagens første kop kaffe skal indtages. I et intenst nummer som Memphis Skyline sætter kombinationen af den højtrystede, opera-vokal og de smukke klavertoner sig hårdt fast og bliver hurtigt en uundværlig morgenrutine, der på farlig vis frister én til at blive inden døre. Belle & Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996) Belle & Sebastian får jeg vist generelt aldrig nok af, men lige præcis denne plade har en helt speciel, humørvækkende effekt, der egner sig helt forbløffende til cykelstien om morgnen i alt slags vejr, al slags stress og al slags trafik. Med de melodiske, kække og nogle gange sørgelige melodier og ironiske tekster, som eksempelvis i nummeret Get Me Away From Here, I’m Dying, får man lov at forblive – bare lidt længere – i sin helt egen drømmeverden.

Artikler

Undertoners anmeldelser fra Recession 05

2005-udgaven af den grænsesøgende Århus-festival Recession har bestemt ikke haft hverken medvind eller muligheden for at trille ned ad bakke. Efter at 2004-udgaven især organisatorisk lod en del tilbage at ønske, fik arrangørerne kniven af en 200 år gammel digter. Foto: jint.dk Den alt andet end subtile fejring af H.C. Andersens fødselsdag sugede pengene ud af de offentlige kulturkasser, og pludselig var der ikke meget at komme efter for Recession. Derfor var programmet minimeret ret kraftigt i forhold til de to tidligere udgaver af festivalen. Men trods det relativt lille antal optrædende mislykkedes det at gennemføre det annoncerede program. Newyorker-hiphopduoen Cannibal Ox, der var det allerførste navn, arrangørerne præsenterede, viste sig nemlig lige pludselig (kun to dage før deres show!) slet ikke at kunne rejse ud af USA på grund af en samfundstjeneste-dom til en af rapperne.Det er temmelig uklart, hvordan det kunne gå til, at det angiveligt først så sent gik op for enten arrangørerne eller duoens pladeselskab, at koncerten for resten ikke kunne lade sig gøre.Noget tyder dog på, at det var selskabet, Def Jux, der havde taget de helt store støvler på, inden de jokkede i spinatbedet, for allerede 30 timer efter Cannibal Ox’ afbud meldte label-chefen El-P sig som afløser.Og dermed endte dét, der kunne have været en veritabel arrangør-fiasko, trods alt nogenlunde lykkeligt – og hatten af for dét! Undertoner sendte en skribent af sted til de tre dage i Ridehuset, og her er hans anmeldelser af et solidt udpluk af koncerterne: Jomi Massage, Mikael Simpson, 18th Dye, 03.11.05System, Pita, Fennesz, 04.11.05Grayskul, El-P & Cage, 05.11.05

Anbefalet

Løvfaldsplader

Det er på tide igen at indlemme ord som ‘fleecetrøje’ og ‘hyldebærsuppe’ i ordforrådet. Træernes blade vover sig ud i prangende farveeksplosioner og dratter kort efter ned. Og tager sommerens letsind med sig i faldet. Undertoner udpeger en stak plader, som godt ved, hvor tungt løvfaldet kan føles.De gyldne solnedgange kommer tidligere og tidligere, og kulden begynder at bide i fingrene, når man cykler om morgenen. Temperaturfaldet sætter også snart sine sylespidse tænder i træerne, der sitrende lader sig afpresse til at smide de visne blade. Og mens det ravfarvede løv svæver ned mod skovbunden, tager det endegyldigt sommeren og dens ubekymrethed med sig i faldet. Nu er det alvor. Der er lang tid til de næste dage med godt og lunt vejr. Undertoners redaktion har taget konsekvensen af, at terrassen er belejret af bidske vindstød de næste mange måneder, og har sat sig godt til rette med god løvfaldsmusik i ørerne. Cæcilie Jessen The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra-la-la Band: Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward (2001) I høretelefoner er måden, hvorpå lyden skifter side i pladens første skæring, som lyden af et blad, der vugger gennem luften. Følelsen af en genert, blegnet eftermiddagssol er blevet indkapslet i klavertoner, mens dommedagsprofetierne hagler ned over lytteren og skaber et gråsind, der ved, at tiderne bliver mørkere. The Mountain Goats – The Sunset Tree (2005) Mountain Goats har med lige dele sortsynet ironi og hidsig bevægelseslyst skabt en plade, alle bør køre i tog til, mens det rusker udenfor. De første skæringer fanger øret med tekstbidder som “I write down good reasons to freeze to death“, og herefter følger en jævn, folk-rocket masse, før alle bladene til sidst er faldet og der kun er guitar og vokal tilbage. The One Ensemble of Daniel Padden: The Owl of Fives (2003) Daniel Padden kan fylde et stort hus med smuk musik, når det er oktober, og det er bælgmørkt, og det er tid til at skrælle kæmpekartofler. Udspekulerede strenge og blæsere og korsangere danser og svæver af sted og fylder hvert et hjørne med lige dele mystik og nydelse-med-øjnene-lukkede. Daniel Flendt Dreesen Encre: Flux (2004) Franskmanden Yann Tambour har bedrevet et mesterstykke indenfor moderne kammermusik. Som hos tyske Kammerflimmer Kollektief sammensmeltes myriader af organiske melodier med diskret elektronik alt imens der hviskes dragende på modersmålet. Flux skaber en stærk foruroligende stemning, perfekt afstemt til efterårsvindenes natlige susen. Arab Strap: The Red Thread (2001) Aidan Moffat puster omtrent bladene af træerne med sin snøvlende pub-snak, som dog forbliver hjerteskærende og aldrig utroværdig. Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt Moffat har fundet den røde tråd, er The Red Thread utvivlsomt de skotske skyggevogteres smukkeste album til dato. En ren og urolig melankoli; et soundtrack til kolde skovbrande. David Sylvian: Secrets of the Beehive (1987) Sylvian intonerer sit tidløse mesterværk med linien “September is here again” og sætter dermed tonen til forandring i forfaldets farver. Hans årelange kompagnon Ryuchi Sakamotos eventyrlige og intime arrangementer går i symbiose med Sylvians uforlignelige vokal, og der væves tusmørkemusik forankret i naturens kredsløb og sindets hemmelighedsfulde vandringer. Jeppe Kristensen Sunhouse: Crazy on the Weekend (1998) Crazy on the Weekend er en af de plader, der har gemt sig under løvet. Ikke desto mindre er det en fantastisk samling sange, der emmer af melankoli, tab og kærlighed, fantastisk spundet sammen af Gavin Clarkes single malt-stemme. Det er ikke en plade, der giver varme i kinderne, men til gengæld minder den én om, at man kun lever én gang. Man kan kun begræde, at det blev det eneste, man skulle høre fra kvartetten. Hederos/Hellberg: Together in the Darkness (2001) Strømforbruget på denne plade er minimalt. Der er dømt lavmælt og stemningsfyldt svensk melankoli, som kun de formår. Pladen er en kombination af egne sange og covernumre fra blandt andre Neil Young. Der er Martin Hederos’ eminente tangentbehandling og nærværende vokal fra Mattias Hellberg, som løfter melodierne op til en kirke-agtig stemning, hvor man overlader sig til de store tanker. Det er et både originalt og mørkt soundtrack til efterårsferien. James Yorkston and the Athletes: Moving Up Country (2002) Det følsomme og enkle står lysende klart. Det er en fryd at gå på opdagelse i James Yorkstons akustiske folk-rock univers. Jo mere man lytter, jo mere opdager man. Og når man nu nærmest er spærret inde i de mørke måneder, bliver man rigt belønnet ved at bruge tiden på en opdagelsesrejse ind i James Yorkstons landlige og sørgmodige musikalske rum, der får det til at risle frydefuldt ned af ryggen, samtidig med at de musikalske farver blandes nøjagtig som en skovbund i oktober.

Anbefalet

Regnvejrsplader

Så blev det september, og vinden har fået mere kulde og bid. Pigernes ærmeløse toppe forvandler sig snart til regnjakker, og gummistøvlerne får inden længe kronede dage. Jeps, det trækker op derude i horisonten. Der er umiskendelige tegn, der tyder på, at det bliver regnvejr. Rigtig meget regnvejr.

Anbefalet

Natplader

Der er noget helt specielt ved at høre musik om natten. Melankolien og det intime har de perfekte kulisser i mørket, men trods nattens ensartede farver er der i dette tidsrum både plads til det storladne og det minimalistiske. Undertoner giver her sit bud på musikalsk selskab i døgnets sidste timer.

Anbefalet

Plader til den gode grillaften

Sommeren er over os, under os og omkring os. Og hvad er bedre end at slutte en rar sommerdag af med et grillarrangement? Ikke meget, hvis du spørger Undertoner - og vi sætter tilmed så stor pris på, at der er god musik til maden, at vi her anbefaler ni gode grill-plader.

Koncerter

Newsom, Joanna, Konono no. 1, Rahzel/Patton & Rahzel/DJ JS-1, 02.-03.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Joanna Newsom, Pavilion, 13:00I sig selv er der noget iøjnefaldende over en Roskilde-koncert, hvor scenen udelukkende er befolket af en spinkel kvinde og hendes harpe. Når kvinden tilmed indleder med at stille sig ud mod scenekanten og afsynge en folkesang a capella og uden mikrofon – ja, så er det stensikkert, at der kommer til at ske noget spektakulært. Når Joanna Newsom kan slippe af sted med den slags, skyldes det hendes helt enestående stemme. Hendes oprigtigt overraskede “thank you”-kvidren mellem numrene var ret så lillepiget, men når hun først slog harpestrengene an, fik hendes lyse stemme al den dramatik og alle de krogede, men aldrig skingre nuancer, som præger hendes debutplade The Milk-Eyed Mender. Ja, med Bridges and Balloons fik hun en om muligt endnu mere perlende, gnistrende lethed over sit udtryk end på pladen. I den første håndfuld sange formåede hun på imponerende vis at få sine neofolk-sange til at klinge af noget, der er større end os. Det lød i f.eks. Sprout and the Bean (selv om det sikkert er en kliché), som om Newsom var i nær kontakt med naturen som et hele; og den dramatik, der gennemløb hendes hurtige opstigen til de allerhøjeste toner, var i virkeligheden blot en afspejling af det potentiale, som naturen omkring os indeholder. I al fald er Newsoms sange alt andet end storby-farvede, hvilket blev understreget af en (ligesom resten af koncerten) sympatisk og alt andet end strømlinet duet med ørkenhippien Devendra Banhart.Imidlertid gik koncerten lidt i tomgang derfra – bedst bevist af det omkring et kvarter lange nye nummer, som Newsom holdt premiere på til allersidst. For godt nok har Newsom en stor evne til at få snart sagt enhver komposition til at lyde inderligt indlysende, men hér blev det lige lovligt krævende at finde hoved og hale i Newsoms kringlede opbygning.(MA) Konono no. 1, Ballroom, 15.15Når man tænker på, hvor stivbenede Duran Duran lød, da de citerede Sly and The Family Stone midt i Notorious lørdag nat, burde de tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos Kinshasa-bandet Konono no. 1.Hvor 80’er-levnene var i stiveste puds og med dyre instrumenter, stillede congoleserne op i genbrugstøj og tre el-forstærkede, temmelig sikkert hjemmelavede, kalimba’er (også kaldet tommelpiano), to congas, en lilletromme, hihat, et sæt koklokker, to tamburiner og en dommerfløjte. Foto: jint.dk Men hvad de otte personer kunne få ud af det? Herre Jemini! Den centralafrikanske rumba vuggede og groovede derudaf fra første taktslag – kalimbaerne tog sig både af basgange og de oppiskende og cirklende tone-guirlander, der hos lidt bedre udrustede rumbabands klares af guitarer; dommerfløjten opildnede, når de enkle call/response-sange holdt pause; og koklokkerne smygede sig polyrytmisk rundt om det hele. Konono No. 1 spiller normalt på gaden i Kinshasa, og er der vant til at skulle kæmpe imod gadelarm, biler og sikkert også andre bands om publikums gunst. Stopper du med at spille, går dit publikum. Denne “skoling” betød, at når et nummer endte, gik der ikke mere end højst to sekunder, så rullede vi igen – og det er sådan set også det eneste kritikpunkt, der kan rejses mod Kononos optræden. Som koncert betragtet var det næsten for råt, for enkelt og ensformigt – intet spændende vokalarbejde, intet sceneshow, bare rytme, rytme, rytme. Havde koncerten løbet af stabelen fredag eller lørdag nat, havde det været perfekt – søndag eftermiddag blev det desværre for meget af det gode.(JOM) Patton/Rahzel, Odeon, lørdag 23.00 & Rahzel/DJ JS-1, Pavilion, søndag 18.00Er det ikke fantastisk, at vores verden er skruet sådan sammen, at bare du er dygtig nok til det, du laver, er der temmelig sikkert også nogen, der vil betale dig for det? Tag nu Rahzel – han er god til at lave lyde. Slet og ret. Til daglig er han medlem af The Roots, men på årets festival optrådte han to gange – med hhv. Mike Patton og DJ JS-1. Fredag nat optrådte Patton med den japanske støjmester Merzbow, og den koncert måtte jeg forlade efter 20 minutter. Det var sent, men dæleme også ekstremt!Til koncerten med Rahzel medbragte Patton det samme lydbord (der indeholdt en sampler og op til flere manipulationsmuligheder), og Rahzel medbragte sig selv og sin mikrofon. Rahzel tog naturligt nok udgangspunkt i hiphoppen, hvor Patton åbnede til andre genrer. Hele settet virkede improviseret, og det stiller selvfølgelig store krav til de udøvendes inspiration. Patton virkede en anelse uoplagt i begyndelsen, men med hjælp fra Rahzel (eller måske det talstærke og meget feststemte publikum?) kom han i gang. Koncerten løb et hav af genrer igennem – fra hiphop, over techno, reggae, rock (med citat fra Queens We Will Rock You), opera og jazz-croon. Men de bedste passager var næsten dem, hvor Rahzel ramte en basgang og et beat, der var holdbart, og Patton fandt frem til en melodisk figur (oftest i falset), han kunne brodere videre på. Hen imod slutningen tog de støjende elementer til, publikum blev sat til at sige som hunde og katte, og legesygen havde i det hele taget gode kår.Koncerten var et fint eksempel på, at publikum kan være lige så ansvarligt for en koncert som kunsterne. Ikke nok med at publikums sang og tilråb blev brugt af de to herrer på scenen – det virkede også som, at den energi publikum havde, smittede af på performerne. Søndag var Rahzel flyttet til Pavilion, og måske var rygtet om lørdagens koncert løbet, for nu var endnu flere mennesker mødt op til en regulær omgang human beatboxing. Det foregående band på Pavilion var desværre forsinket, med det resultat at Rahzel og partner kom senere i gang, og derfor nåede jeg slet ikke nåede at høre DJ JS-1 i aktion, inden jeg måtte haste til Orange Scene for at få en plads til Brian Wilson.Rahzel solo var endnu mere hiphop end sammen med Patton. Han var så pædagogisk at indvie os i beatboxingens historie med fyldige “lydklip” fra sin egen mund. Det var ganske enkelt imponerende, som han var i stand til både at køre et beat, klare en basgang og synge en evt. sang på en og samme tid. Pludselig råbte han “remix” – og så remixede han sig selv, komplet med scratch, backspin osv. Sande virtuoser er det altid en fornøjelse at opleve, men jeg blev nu lidt træt af al den ekvilibrisme for ekvilibrismens egen skyld. Begge koncerter var underholdende, men det er svært at sige, om man fik noget decideret musikalsk udbytte af d’herrers anstrengelser. Det var en glimrende opvisning i, hvad stemmen kan, og som sådan var det fornøjeligt, mens det stod på. Men, tja – det er måske også ok?(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender

Koncerter

Be Good Tanyas, The, The Perceptionists, Death From Above 1979, Mew, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]The Be Good Tanyas, Pavilion, 15.00Fredag eftermiddag bød på en af de få muligheder for at høre country-musik på årets festival. Den canadiske pige-trio The Be Good Tanyas spillede på den intime Pavilion-scene, og de skuffede ikke. Med en musik, der bedst kan beskrives som Neko Case med en anelse mere knald på country-brillen, skabte gruppen fra start en yderst hyggelig stemning. Ud over de tre piger samt deres guitarer og vokalharmonier bød livebesætningen også på en mand på kontrabas og en trommeslager, og sammen skabte de en yderst sprød lyd hele koncerten igennem. Musikken havde den rette blanding af smukke og sørgmodige ballader og mere up-tempo klassiske countrynumre. Mod slutningen var der endda et Neil Young-cover i form af For the Turnstiles fra On the Beach. Det blev præsenteret med oplysningen om, at alle, der lærer at spille guitar i Canada, vil spille et Neil Young-cover. I det hele taget var de tre piger i bandet meget snakkesalige, og der var en del kommunikation med publikum, hvilket altid løfter en koncert. Musikalsk var det ikke ligefrem nogen banebrydende oplevelse, men til gengæld var det en dejlig hyggelig koncert og et godt åndehul i forhold til de mere hæsblæsende oplevelser, festivalen ellers bød på. Især fordi de piger i bandet optrådte med en charmerende afslappethed, der signalerede, at de også hyggede sig ganske godt denne fredag eftermiddag.(PH) The Perceptionists, Pavilion, 19.00Til tonerne af Public Enemy fra DJ Fakts Ones pladetallerkner kom den muskuløse rapper Akrobatik og hans vævre kollega Mr. Lif på scenen for at indlede med ordene “We have come a long way to rock the house“. Og dét var så netop, hvad de gjorde med en stram, minimalistisk og frem for alt hamrende medrivende omgang hiphop. Efter en ekvilibristisk opvarmning bragede Memorial Day af sted med det relevante omkvæd/spørgsmål til George W. Bush, som man straks burde videresende til Anders Fogh: Foto: Jon Simpson “Where are the weapons of mass-destruction / We’ve been looking for months but we ain’t found nothin’ / Please mr. President tell us something / We knew from the beginning that you’re ass was bluffin’“. Og så var festen ellers ligesom i gang! De fantastisk veloplagte rappere smed et eksprestog i hovedet af os – et eksprestog, der bl.a. indeholdt rå og usminkede versioner af Let’s Move, Blo! og Career Finders.Hvor det på Orange Scene var svært at se, om Snoop Dogg fik sved på panden under sit tilbagelænede og selvsmagende show bare en time tidligere, kunne Mr. Lifs t-shirt vrides, da koncerten var overstået – komplet med tre ekstranumre, hvor The Perceptionists gik i freestyle-mode, og alle faste roller og pladser blev opgivet. (JOM) Death From Above 1979, Pavilion, 23.00Klokken 23 på den lille intime Pavilion-scene brød helvede løs med måde. Fem sekunder inden havde konferencien godt nok forberedt det næsten fyldte telt på, at der kom noget ganske anderledes, men alligevel krævede det lige lidt tilvending. Den canadiske duo Death From Above 1979 spillede nemlig deres rockmusik på helt speciel maner. Med kun bas, trommer og en energisk skrigende vokal skabte de et lydbillede, der bedst kan beskrives som et inferno i et meget lille lukket rum. De to mænd var åbenlyst tændte fra starten, og en stor del af publikum fulgte trop. Bassist Jesse Keeler væltede rundt og svingede sin bas mod alle verdenshjørner, mens trommeslager Sebastien Grainger leverede den mundtlige del af koncerten – både under og mellem numrene. De paniske skrig, der udgjorde vokalen, blev således fra tid til anden afløst af en rar stemme, som leverede lun humor. Alt fra Snoop Dogg til Devendra Banhart fik et ord med på vejen, og Grainger fik midtvejs i koncerten også brug for sine talegaver, da en bas gik i stykker, og to-tre minutter uden musik skulle udfyldes. Det var det dog trods alt musikken, der var i centrum i sommernatten, og den kaotiske, men samtidig simple punk var overordnet set en fornøjelse at overvære. Det krævede dog også en del koncentration, fordi der altså var tale om en så anderledes rockkoncert – som om et øjebliks uopmærksomhed kostede nydelsen af et helt nummer. Death From Aboves specielle tilgang til rockmusikken blev måske også for meget i længden. For selv om de bruger deres minimale instrumentering på en både original og medrivende måde, savner man en anelse mere variation til en timelang koncert. Det minus kan dog ikke ændre på, at det var en ret så enestående og hæsblæsende oplevelse.(PH) Mew, Arena, 02.00Det lader til at være lykkedes for Mew at blive verdensberømte. Men det var næppe en del af planen, at det kun skulle være i Danmark, at de nåede berømmelsens tinder.Under alle omstændigheder har Hellerup-drengene opbygget et hengivent publikum, som er taknemmelige for det, de får. Og taknemmeligheden blev ikke mindre af, at bandet efter en voldsomt metallisk indledning, hvor Jonas Bjerres vokal druknede i en syndflod af bas, leverede tre hits fra Frengers lige i streg: Den brusende fremdrift i starten af Am I Wry? No evnede stadig at give gåsehud, men nummeret afslørede ligesom 156, hvor afgørende det er for Mew, at Jonas Bjerres stemme er helt på toppen.De to numre manglede det touch, der gør Mew til noget særligt, mens Snowbrigade fik en perfekt vokal og dermed langt større effekt. Men Bjerres vokal var sandt at sige særdeles svingende natten til lørdag, og i et af de nye numre ramte han nærmest en hel håndfuld toner ved siden af, hvilket førte til, at han opgav at forsøge, da samme passage kom igen lidt senere. Nummeret viste ellers, at Mew med fordel kunne skrue lidt ned for det umådeholdent hæsblæsende udtryk, for bandet skriver stadig nogle fine melodier, som fortjener en lidt mindre buldrende indpakning.Dette blev bekræftet af den ligeledes nye og lovende Zookeeper, der med fængende falsetomkvæd og perlende korflader havde en herlig lethed. Hen mod slutningen viste Eight Flew Over, One Was Destroyed sig at rumme en ulmende farlighed, og det lykkedes til dels at føre denne kant med over i den afsluttende Comforting Sounds, der ellers er begyndt at lyde som lidt af en rutinesag.(MA) Læs også Undertoners anmeldelse af:Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

Koncerter

13 & God, Brian Wilson, Interpol, 03.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]13 & God, Pavilion, 16:30 (+ et kvarter)Det startede umådeligt dårligt for den tysk-amerikanske sekstet. Lydmændene blev ved med at rode med de betragtelige mængder elektronisk udstyr, bandet havde slæbt med på scenen. Men end ikke et kvarters forsinkelse var nok til at få alt til fungere. Det resulterede i en totalt kikset udgave af Men of Station, førstesinglen fra indietronica-hiphop-konstellationen, der består af The Notwist og Anticon-hiphopperne (m.m.) Themselves.Først virkede Markus Achers mikrofon slet ikke, og selv om han senere halvt med ryggen til publikum sang videre i keyboardspillerens mikrofon, faldt nummeret helt til jorden på grund af bandets usikkerhed. Så skete der imidlertid noget. Efter en lavmælt hilsen til bandets oprindelige keyboard-mand Dax Pierson, der er blevet lam efter et trafikuheld, tog rapperen Doseone nemlig ordet og scenen i sin magt. Iført én englevinge og punkfrisure var den ultra-nasale ordekvilibrist hér, dér og alle vegne, mens han bakkede sine stream-of-consciousness-tekster op med alskens rekvisitter som skæbnens terninger og en oppustelig globus.Hans hvileløse vokaludladninger havde så ekstremt et energiniveau, at de mest Notwist-agtige passager med deres blåtonede klaverklange slet, slet ikke kunne matche ham. De stunder var der heldigvis længere og længere imellem, efterhånden som bandet spillede sig op – ikke mindst ansporet af Themselves-produceren Jel, der byggede sine bragende beats med hænderne via et drumpad. Intet var forberedt hjemmefra: Alt, selv komplicerede synkoperede rytmer, blev skabt for øjnene og ørerne af publikum.Og når Jels beats tæskede derudaf, var Notwist-kumpanerne med tung bas og insisterende guitar aldeles glimrende til at give musikken netop den tyngde, der kunne give Doseone modspil.Men selv om bandet fik gulvbrædderne til at ryste under koncertens sidste klimaks, var det nu den lille, hyperkarismatiske Doseone, der bjæffede sig ind forrest i hukommelsen. Må den mand komme tilbage til landet snarest muligt.(MA) Brian Wilson, Orange Scene, 19.30Man har før set verdensstjerner virke lidt ligeglade med at spille for mange tusinde hengivne mennesker, så det er en del af gamet. Men decideret underlig opførsel er en sjældenhed.Under søndagens koncert sad Brian Wilson alligevel af og til og kiggede mere intenst på lamperne, der hang omkring ham, end på os; pludselig hostede han for fuld kraft ind i mikrofonen; så kiggede han på sit ur, måske for at tjekke hvor lang tid der var tilbage.Da bandet spillede sidste ekstranummer, havde han umanerlig travlt med at få et par hjælpere til at tage sin bas og tage sine musikere i hånden og stille op på række til det sidste buk, allerede inden musikken var færdigspillet. Undervejs sad han bænket bag et stort klaver, som han aldrig spillede på, med to skærme på hvert hjørne, som det så ud, som om han sad og læste op fra under sine sange og præsentationer. Tilmed var hans leadsang lidenskabsløs, og hans indsatser ofte usikre, og lige så ofte hang han gevaldigt i intonationen. Bizart blev det, da han uden skyggen af engagement for femte gang råbte “How loud can you yell?“, som om nogen havde fortalt ham, at det til moderne koncerter er godt at få publikum til at skrige.At have en julesang på repertoiret på en sommerturné (Merry Christmas Evening), er vel også en anelse bizart, men kan måske forklares med, at solen altid skinner i Californien. Men altså, Sloop John B. blev præsenteret som hans favoritnummer fra Pet Sounds?! Det har man svært ved at tro på, når det nu er en jamaicansk sang fra 20’erne, og når Pet Sounds indeholder flere geniale Wilson-kompositioner. Men som Miles Davis sagde: “The music sounds better, when you know who’s playing“. Og derfor var det alligevel en stor oplevelse at høre de fantastiske sange fra mandens egen mund. Vi var igennem alle de up-tempo numre, man næsten kunne ønske sig: Vi kyssede stjernerne med California Girls, der blev efterfulgt af Heroes and Villains, Good Vibrations og som ekstra numre: Get Around, Help Me, Rhonda, Barbra Ann, Surfin’ USA og endelig Fun, Fun, Fun. De otte numre tog 30 minutter, og det er til at blive ør i hovedet af at tænke på, at bare ét af dem havde været nok til at sikre Wilson udødelighed. Bandet var for mig at se stort set identisk med det band, han præsenterede Smile sammen med og var selvfølgelig superkompetent og tight – og ja, jeg fik næsten den sarkastiske tanke, at vi stod og hørte på Byens Bedste Beach Boys Jam Band feat. Daniel Johnston, nå nej, Brian Wilson…(JOM) Interpol, Arena, 20.45Teltet var ikke nær fyldt på Arena-scenen, da Interpol, som altid klædt i jakkesæt, gik på. Almindelig søndagstræthed plus det faktum at Brian Wilson var ved at runde af på Orange Scene, gjorde, at der var god relativ god plads. Det påvirkede dog ikke det cool newyorker-band, der spillede deres bedste koncert på dansk grund. Det startede ellers meget normalt. Hvilket stadig vil sige godt, men måske også en anelse rutine-præget. Numre som Slow Hands og Narc fra sidste års Antics blev leveret yderst tight og velspillet, men også på en temmelig velkendt måde. Foto: jint.dk Da forsanger Paul Banks (eller andre i bandet for den sags skyld) ikke ligefrem er noget sludrechatol, var man i starten vidne til en yderst vellydende, men knap så underholdende koncert. Da koncertens sjette nummer, Not Even Jail, bragede i gang, fik det hele et nøk op – fra glimrende til fremragende og tæt på fantastisk. Pludselig gav Interpol alle deres numre en tand mere, end de plejer. Hvad enten det var de hårdtpumpende trommer i føromtalte Not Even Jail, eller små guitarfigurer her og der, var resultatet til tider magisk.Og når de så oven i købet spillede den fremragende Take You on a Cruise, som uforståeligt blev forbigået ved koncerten i Vega – ja, så gik det meste op i en højere enhed.Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Interpol havde en god aften, behøvede man bare at lytte til slutningen af PDA, der for en gangs skyld bød på ren livevokal fra guitarist Daniel Kessler. Ekstra-numrene Obstacle 1 og Roland rykkede som aldrig før, og det eneste, der lagde en lille dæmper på en ellers stor, stor begejstring blandt publikum, var vel, at Stella… fra Turn On the Bright Lights ikke havde fået plads på setlisten. Interpol leverede kort sagt et fornemt punktum for den rockende del af Roskilde Festival 2005.(PH) Læs også Undertoners anmeldelser af:Brian Wilson: SmileInterpol: Antics

Koncerter

Opto, Sunn O))), Autechre, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Opto, Metropol, 14.00Et kort øjeblik lød det, som om at det var fuglepippen, der indledte Carsten Nicolai og Thomas Knaks debutoptræden som liveduo. Men snart svirrede metalliske klange fra side til side, og alt, der var tilbage af fuglene, var fornemmelsen af at traske rundt i en skov i forårsfarver. Foto: jint.dk Knaks afmålte melodier har ved mødet med Nicolais ellers knivskarpt kliniske lydunivers fået en varmere og mere følsom klang, og det var en fornøjelse, når de tittede ind mellem træerne. Vandreturen var både nemmest og mest givende, når de dansk-tyske beats var mest håndgribelige og pågående. Så nikkede publikums nakker på Metropols gulv, og de bølgende lydlandskaber fik lov at vugge tilhørerne.Nicolai og Knak leverede sine steder lige lovligt album-loyale versioner af gamle numre, men omvendt formåede de to at strække flere af numrene fra sidste års 2nd ud i mere svævende egne – samtidig med at de omtrent hiphop-synkoperede beats holdt det hele på plads.Og afslutningsvis blev skoven næsten helt farlig, da ondt brummende bastoner sendte mørke skyer ind over trætoppene. Så ilde stod det nu langtfra til med Opto, der snarere er et glimrende eksempel på en duo, der er andet og mere end summen af de to deltageres evner.(MA) Sunn O))), Odeon, 16.15En dyb, dyb summen gik direkte i brystet på én, da koncerten med det internationale drone-metal-navn Sunn O))) gik på scenen fredag eftermiddag. Aldrig har jeg hørt så voldsom og larmende musik udvikle sig så langsomt – det var, som hvis en stor tung granitsten langsomt begyndte at rulle direkte ned i helvede. Foto: jint.dk Efter fem minutter skreg ørerne på ørepropper, og da bandet efter den lange opbygning af lag på lag af rumlerier var samlet, rystede benene under mig.Det var ikke, fordi jeg var træt, men fordi musikkens vibrationer var så stærke, at de på en god dag må kunne sende jorden ud af sin bane. Koncerten kan bedst beskrives med den slidte metal-kliche, at vi var samlet til en sort, rituel messe af gotisk tilsnit. Musikerne, indhyllet i munkekutter, bevægede sig i slowmotion og udviklede langsomt den dundrende musik med flere og flere overtoner og dybere og dybere bas. En vokalist kom på scenen og growlede uforståelige lyde til sin menighed, og hele koncerten endte i det længste og mest hjerteskærende skrig – fra både guitarer og vokal – jeg har hørt. Sunn O))) er en form for dødsmetalambient, som næsten bedst opleves liggende med lukkede øjne. I hvert fald stilles der store krav til lytteren – krav, som kun de færreste havde lyst til at honorere, idet teltet kun havde en tredjedel af de oprindelige tilskuere tilbage, da koncerten sluttede. En slutning, der var det eneste bratte ved showet: I ét og samme sekund blev der slukket for samtlige 11 forstærkere (flere end selv Sonic Youth!).Sunn O))) deler vandene. Enten er de geniale, eller også er de til grin. Jeg var i humør til bandet og fik en oplevelse.(JOM) Autechre, Metropol, 00.30Det er vel 10 år siden (i hvert fald), at Autechre lavede decideret dansemusik, men ikke desto mindre spillede de et forholdsvis dansabelt set lørdag nat. Forholdsvis, for Autechre ville ikke være Autechre uden de konstante skift i rytme og lyd – men faktisk tabte Sean Booth og Rob Brown aldrig, bortset fra en kort overgang to tredjedele inde i koncerten, pulsen af syne.Det er imponerende, som Autechre er i stand til at variere deres numre fra indspilning til live – i stedet for regulære numre dukkede af og til rytmiske mønstre og melodistumper fra deres seneste cd op. Både LCC og Pro Radii blev smidt ind i det komplekse univers, som bar endnu to typiske Autechre-kendetegn: Den sound, Booth & Brown henter frem fra computernes gemmer, er bare så delikat – den står nærmest mejslet ud i luften, så det er muligt at røre ved den. Og denne håndgribelighed går igen i det næsten tre-dimensionelle lydbillede, som de delikate lyde bliver sat ind i.På trods af alle deres avantgardistiske tiltag demonstrerede Autechre, at de ikke har glemt, hvad 90% af al musik i bund og grund bygger på, nemlig det simple at bygge en spænding op og forløse den igen. Fremragende.(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Autechre: Untilted

Anbefalet

Roskilde ’05-plader

Fra nu af vil Undertoner hver måned sætte tre anmeldere til at levere tre anbefalinger ud fra et givent tema. Første ombæring af <em>Undertoner anbefaler</em> er helt aktuel og skuer frem mod den forestående Roskilde Festival - og den bærer præg af, at et legendarisk støjrockband fra New York kommer forbi.

Koncerter

Efterklang, Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam.Stjernestunder med internationalt potentiale Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam. EfterklangDer var rigtig mange folk i Musikhusets Store Sal lørdag eftermiddag, og det lod til at overraske Efterklang at se så mange mennesker. Den smilende guitarist Rasmus Stolberg snublede i hvert fald lidt rundt i ordene, da han ville sige, at bandet håbede at kunne give alle de mange tilskuere en god oplevelse ved at leve op til deres bedste. Foto: Emil Eskesen Dét lykkedes til fulde for Efterklang, der i overvejende grad spillede nye numre. Og ih, hvor de lovede godt for fremtiden. Det lader nemlig til, at gruppen i stadig mindre grad forlader sig på hektiske, Oval-inspirerede glitch-programmeringer for i stedet at turde at kaste sig ud på dybere vand – eller rettere ud i den kolde, tynde luft – for at gå på jagt efter den rene skønhed. De nye kompositioner lød til at strække sig endnu længere ud end numrene på Tripper – måske afledt af, at de elektroniske programmeringer ikke længere skaber uro ved at hundse med resten af lydbilledet. Nu var beatet bare ét blandt mange virkemidler og gnistrede og glimtede mellem søgende strygermelodier og melankolsk trombonespil. Samtidig krydrede bandet numrene fra Tripper med ekstra klaverdryp, der reddede Monopolist ud af det Under Byen-inficerede rytmehelvede, som nummeret tidligere har udviklet sig til i live-versioner.Det var også en fornøjelse at høre Efterklang forsøge sig med tre korvokaler på én gang. Endnu mere overraskende var det, at forsanger Casper Clausen pludselig sang fuldt igennem midt i en tung, nærmest postrock-agtig passage, og denne kraft varslede godt for mulighederne for, at Efterklang kan afsøge større, mere varierede musikalske områder i stedet for at stirre sig sneblinde på alle de mange muligheder inde i en Macintosh.Allerede i afslutningsnummeret var der antydninger af noget nyt og stort: Decideret hvid støj flød ud af guitaren og viste, at skønhed ikke behøver at være pussenusset. Og tak for det.(MA) MewSom Spots hovednavn ankom Mew naturligvis fashionably late, og der var ikke engang plads i det pakkede Ridehus til alle de folk, der ville se dem, men dette afholdt bestemt ikke Mew fra at sætte krav til publikum. Måske har ingen fortalt Mew, at en festival ikke nødvendigvis er stedet, hvor man tager chancer, eller også er Mew bare fuldstændig ligeglade (det er nok det sidste), men ikke desto mindre spillede Mew hele seks nye numre foran et publikum, der nok mest af alt bare ville have nogle hits, før de fortsatte festen. Hits var der da også et par stykker af: Am I Wry? No, 156, Snowbrigade, She Came Home for Christmas og Comforting Sounds blev alle leveret så medrivende og smukt, som man kunne forvente, men det virkelig interessante ved koncerten var de nye sange. Og generelt kan det siges, at det søde, lille popband Mew er dødt. Mew har tilsyneladende fået hår på brystet, og det er en tungere og mere kontant tone, der præger de nye sange. Guitarerne rusker hårdere, især i det dystre nummer, der åbnede koncerten. Men der er stadig plads til det afdæmpede og smukke, eksemplificeret i koncertens næstsidste nummer, en smuk pianoballade, der fortsatte i det uendelige, og det måtte den egentlig gerne, så smuk som den var. De smukke stemninger blev imponerende flot understøttet af de animationer, der kørte bag bandet. Skiftevis sanseløst smukt eller dybt foruroligende bidrog disse til, at koncerten blev noget af en helhedsoplevelse. Lad det dog være sagt med det samme: Det skulle være yderst tvivlsomt, hvis dette album giver Mew et internationalt gennembrud, for der var ikke umiddelbart her-og-nu-hitpotentiale at spore i de nye sange, der blev luftet natten til søndag, og medmindre bandet af en eller anden grund gemte et par potentielle monster-hits i baghånden, kunne man godt forestille sig, at bandets internationale eventyr ryger sig en tur.Det skal dog ikke forplumre det faktum, at bandet gav en smuk og medrivende koncert, der lover godt for både Roskilde-showet og deres turné i oktober.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperMew, 01.07.05, Roskilde Festival

Koncerter

Simpson, Mikael, &amp; Sølvstorm, Figurines, moi Caprice, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt.Krukker og showmænd De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt. Mikael Simpson & SølvstormMikael Simpson var overraskende charmerende over for det talstærke publikum i Ridehuset, og der var heldigvis langt til den usympatiske og små-arrogante attitude, der til tider kendetegner sangeren. Publikum blev bl.a. spurgt, om de stadig holdt med AGF, hvorefter Brian Steen Nielsen blev inviteret op på scenen (han var desværre ikke til stede – det kunne have været interessant), før Simpson dedikerede 10 minutter til holdets Leon Andreasen. Mærkeligt nok var det de sange, der fungerede dårligst i studieversionerne, der fungerede bedst live, mens de sange, der fungerede bedst på Simpsons plader, ikke klarede sig helt så godt. 10 minutter, Er du kommet for at få noget? og Det sommer nu fik dybe housegrooves, der klædte dem meget mere end den noget tynde dub, der karakteriserede studieversionerne. Det lige meget og Narkokys overraskede også i mere konkrete og ligefremme versioner, der var klart stærkere end originalversionerne.Til gengæld lykkedes det ikke Simpson og co. at give de fremragende Put Mig og Knæk den samme overjordiske skønhed, der præger studieversionerne, men det piller dog ikke ved det faktum, at det var meget rørende, når Simpson ændrede teksten i sidstnævnte til: “Er I okay indeni?“, hvilket udgjorde en smuk udgangsreplik til en glimrende koncert.(MM) FigurinesDer var ikke gået mere end halvanden måned, siden Figurines sidst tog Århus med storm, men det tog hverken band eller publikum sig af. Foto: Miriam Dalsgaard Så endnu en gang demonstrerede eks-vendelboerne, at de har undergået noget af en udvikling siden debutpladen Shake a Mountain. I koncertsituationen er det tydeligste tegn, at forsanger Christian Hjelm virker meget mere tændt og opsat på at levere varen hele vejen igennem. Og denne lørdag aften i Ridehuset var ingen undtagelse: Han var konstant fokuseret på publikum, og trods en vis (nattelivs-?)hæshed i det høje register holdt han smukt sammen på sangene. Det fungerede glimrende, at Figurines – måske på grund af den begrænsede spilletid – koncentrerede sig om de hurtigste og mest energiske numre. Nok en gang sprang den elastisk smældende Bright samt den målrettede Ambush i ørerne. Sammen viste de to numre – ja, i og for sig hele koncerten – at Figurines er blevet langt bedre musikere siden debutskiven. Nok befinder deres rødder sig stadig i omegnen af Built to Spill og Modest Mouse (og nu også folk som Neil Young og Springsteen), men der er ikke meget lofi-skramlen tilbage.Ja, faktisk var prikken over i’et denne aften, at kvartetten sluttede deres set af med en veloplagt, indfølt udgave af Rivalry, som var et eksempel på, at d’herrer også er begyndt at lave nogle fremragende vokalharmonier. Dem fulgte Christian Hjelm til dørs med en kæk omgang can-can og cementerede sin nye status som showmand.(MA) moi CapriceDet startede så godt, men endte så skidt for moi Caprice. Kvintetten lagde klogelig ud med et par af de popsange, de mestrer som få, især den absolut uimodståelige Artboy Meets Artgirl, der ganske simpelt var fremragende. Her fungerer Michael Møllers ikke specielt store, men spinkle røst og lettere krukkede sceneoptræden godt. Det gør den desværre ikke altid. Især ikke når bandet vælger at koncentrere sig lidt for meget om deres ikke specielt velfungerende ballader. Møllers begrænsede stemmepragt udstilles her alt for tydeligt, og når bandet ikke er i stand til at afslutte de episke, alt for langstrakte ballader ordentligt, ender det i gigantiske antiklimaks, som ingen kan være tilfredse med.moi Caprice valgte heldigvis mod slutningen af koncerten at vende tilbage til popsangene som den fine To the Lighthouse. Det hjalp lidt, men retter ikke op på, at balladerne virkelig ikke er deres territorium, og til en koncert ved en festival er det nok klogest at satse på mere umiddelbart iørefaldende materiale.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Mikael Simpson: De ti skudMikael Simpson & Sølvstorm, 02.07.05, Roskilde FestivalFigurines: Skeletonmoi Caprice: You Can’t Say No Forever

Koncerter

Susanna and the Magical Orchestra, Skambankt, Cloroform, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fra det frostkolde og bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider.Kontrolleret frost-pop og maniske energi-eksplosioner Fra det bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider. Susanna and the Magical OrchestraSusanna and the Magical Orchestra alias duoen Susanna Wallumrød og Morten Qvenild ankom til deres første optræden i Danmark med anmelderroser fra bade England og USA. Men det betød nu ikke, at publikum på Aros gad holde op med at tale, bare fordi duoen var gået i gang med at spille. At det desuden var svært at se Susanna og Morten på grund af solens ganske kraftige stråler, gjorde ikke ligefrem koncerten mere behagelig.Så det var op ad bakke for duoen, som på trods af de noget vanskelige betingelser formåede at skabe en smuk og sfærisk stemning gennem deres vægtløse og atmosfære gennemvædede sange, der dog også havde en tendens til at blive en smule sterile. De smukke syntetiske klangflader, der bestemt gav reminiscenser til Björk anno Vespertine, var så langsomme og alt andet end påtrængende, at det var svært at holde publikums opmærksomhed fanget. Dette skulle helt og holdent ske gennem Susannas smukke og skrøbelige stemme, men det lykkedes kun til dels, da bandets sange ærligt talt ikke gør sig specielt godt live. Det er studiemusik, der ganske enkelt er bedre på plade, hvor alle detaljerne står krystalklart.(MM) SkambanktStorladen filmmusik med et vist strækmarch-potentiale varslede den norske garagepunkkvartets ankomst. Foto: Paal Audestad Men det var så også de sidste harmoniske toner på Voxhall denne fredag nat. For med The Stooges som et sikkert fikspunkt drønede og buldrede Skambankt derudaf med vredladne guitarer og et lydniveau på højde med hjemlandets fjelde.Det var eksplosiv punk uden skyggen af fine fornemmelser – og desværre også uden fornemmelse for bare nogenlunde mindeværdige melodier. Nok indbød et nummer som Desertør til paramilitære kampråb i området, men det skyldtes bestemt ikke fængende toner. Under koncerten var manglen på melodier dog noget af tiden til at bære over med, for selv om Skambankt i dén grad var primitive, var deres beskidte aggressivitet særdeles effektiv og satte sig i kroppen. Forsanger Terje Vinterstø legede med en rolle som kaptajn, og de forreste geledder i salen makkede ret ved at kaste sig ud i anarkistisk tumult-dans.Men uanset hvor krops-aktiverende Skambankts eskapader var, var der, så snart man kom ud i nattemørket, kun én ting, der blev siddende – og det var hyletonen i ørerne.(MA) CloroformDet er blevet påstået, at Cloroform er svære at beskrive, men det er måske ikke så svært endda. Hvis man nu tager landmændene i Kaizers Orchestra og først erstatter trademark-gasmaskerne med orange kedeldragter. Derefter ændres inspirationskilderne fra balkan-folk og Tom Waits til rockabilly og punk. Efterfølgende ændres sproget fra norsk til engelsk, og så erstattes olietønderne med distortede, analoge keyboards. Så nærmer man sig trioen Cloroform, der lørdag eftermiddag formåede at levere en energisk og meget medrivende koncert. Cloroform virker som det helt forkerte navn til bandet, da der intet bedøvende er over dem. De leverer i stedet en superenergisk optræden, hvor især frontfigur John Erik Kaada giver den på alle tangenter, og det skal egentlig tages bogstaveligt, da manden samtidig med at levere en aggressiv vokal præsterer at spille på to keyboards samtidig, og så momentvis have den ene fod placeret på én af de mange pedaler, der gjorde, at de to synthesizere lød som alt andet end det, de var.Cloroforms vanvittige, punkede sange var muligvis tomme kalorier, men live var der anarkistisk energi og medrivende attitude nok til, at det hele gled ned.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Skambankt: EliksirCloroform: Cracked Wide Open

Koncerter

Entakt, Utah, Green Concorde, Gravy, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre.Hæse stemmer og gedigent rockhåndværk Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre. EntaktEntakt levede desværre for sjældent op til deres egen indgangsreplik: “Vi hedder Entakt, og vi spiller popsange om jordens undergang”. Foto: Martin Stampe Det gjorde de kun to gange – mod koncertens slutning, og disse to sange var utvivlsomt koncertens højdepunkter.Entakt åbnede med tre sange, der alle gav reminiscenser om Muse anno Showbiz (dvs. før bandet virkelig fandt sig selv). Eneste forskel var, at bandets sanger ikke helt havde samme stemmepragt som Matt Bellamy og så naturligvis de danske tekster. Men der var sandelig ikke tale om Tue West-agtige hverdagstekster. Det var “lyrik” så højpandet, at selv Henriette Sennenvaldt burde krumme tæer. Koncertens fjerde nummer blev introduceret som nyere materiale, hvilket fik forventningerne til at stige, da dette nummer muligvis ville vise, at bandet var vokset ud af Muse-inspirationen og videre mod et mere selvstændigt udtryk. Men ak, det var bestemt ikke tilfældet. Denne ballade var komplet anonym med tåbeligt keyboardspil og en guitarsolo taget direkte fra rockens ABC.Det var som sagt først til sidst, da bandet endelig levede op til deres eget prædikat og bare spillede pop, at det virkelig fungerede. Man kan kun håbe, at de vil følge denne retning i fremtiden.(MM) UtahPå Spot 10 gjorde Skanderborg-bandet Utah en overraskende god figur med deres intense og smukke, men ikke specielt originale rock, der trak både på engelske og amerikanske traditioner. Foto: Patricia Ozcki Forventningerne var derfor ganske høje før denne koncert. Disse blev desværre ikke indfriet, eftersom kvintetten tilsyneladende ikke har forstået, hvor deres egentlige styrke ligger.Denne findes, når Jesper Boths imponerende stemme får mulighed for at folde sig helt ud over en gnistrende intens rocksang. Det skete desværre kun én gang under koncerten – til stor begejstring fra det overraskende talstærke publikum på Train. Klogt nok valgte bandet også dette tidspunkt til den obligatoriske melding om, at en ny udgivelse kunne købes efter koncerten.Den resterende del af koncerten var præget af sange, der musikalsk ikke formåede at udfordre Jesper Boths vokal på samme måde, og det gjorde koncerten til en noget flad fornemmelse.(MM) Green ConcordeGreen Concorde er tydeligvis inspireret af Joy Division og i særdeleshed Interpol – og det er der bestemt ikke noget galt i (der findes bestemt langt værre forbilleder). Det beviste bandet i den første del af lørdagens koncert. Her formåede de med held at frembringe den hypnotiske, fremadrettede guitarrock, som især førnævnte newyorker band excellerer i. Men da bandet forståeligt nok valgte at spille deres Barometer-hit, Detroit, skete der noget. Sangen markerede et vendepunkt, og herefter begyndte bandets sange at gå i en mere støjrocket retning, og selv om variation bestemt er fint, klædte det ikke just bandet. Ikke engang den heroisk kæmpende leadguitarist kunne gøre meget ved det svage materiale, der også havde den uheldige sideeffekt, at forsanger Mortens meget begrænsede stemmepragt blev udstillet på det skammeligste. Især ét tilfælde, hvor han virkelig skulle synge igennem faldt helt til jorden, da hans lettere hæse stemme slet ikke kunne bære det.Alt i alt en positiv oplevelse, men det skyldtes ene og alene koncertens første halvdel.(MM) GravyScenen i Musikhusets café var tætpakket, da Gravy lørdag aften serverede en omgang velspillet og særdeles energisk rock’n’roll. Foto: Manne Gersby I live-udgaven rummer bandet ikke mindre end seks medlemmer, herunder to trommeslagere, og der blev da også spillet solidt og højt. Imidlertid var der stadig plads til fine detaljer og forskellige melodilinier, og især Mads Nygaards falset-korvokaler klarede sig flot i guitar-sværmen.Formålet med at have to trommeslagere var ikke altid helt tydeligt, men om ikke andet gav det en massiv tyngde. Denne ros skal imidlertid ikke skjule – og kan heller ikke helt opveje – at det blev sørgeligt profetisk, at bandet startede med at spille Meltdown. For Nikolaj Grummesgårds vokal smeltede – eller krakelerede – lynhurtigt og var, eksempelvis i omkvædet i Do I Feel Free, næsten totalt ude af stand til at ramme toner bare lidt over mellemlejet. Hans udtale var lige præcis så tilpas mumlende, at ordene ikke rigtig kom ud.Det var et ærgerligt handicap for Gravy, og det hæmmede mange af vokalharmonierne.De sad til gengæld lige i øjet, da Grummesgård og hans kumpaner trak publikum op ved hårrødderne ved at slutte af med den liflige sommerhymne That Girl. Hér fængede Gravy for alvor – og det endda så grundigt, at afslutningsnummerets ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-kor blev skrålet af de forreste tilskuerrækker i et minuts tid, efter at bandet havde forladt scenen.(MA) Læs også Undertoners anmeldelser af:Green Concorde: s.t.We vs. Death/Green Concorde: 9-Song SplitGravy: s.t.Utah, Spot 10, Århus, 05.06.04