Skribent - Redaktionen

Artikler

De bedste liveplader

Liveplader er det næstbedste efter at være der selv, og de har den fordel, at de kan opleves igen og igen. Vi tør ikke proklamere, at vi har lavet en liste over verdens allerbedste – men her er i hvert fald en samling, som er enestående for os. (14.01.07)Hvorfor bruger vi tid på at lytte til optagelser af nogle mennesker, der er til en koncert? Hvorfor vil vi lade fortræffelige sange blive overdøvet af klappen, piften og skrigen? Svaret er helt simpelt. Fordi optagelsen indfanger et moment så fantastisk, at vi føler os som del af publikum og i den største indlevelse kan tage os selv i at klappe med mellem numrene. Liveplader er det næstbedste efter at være der selv, og de har den fordel, at de kan opleves igen og igen. Musik optaget live indfanger den essentielle lyd af en kunstner – uden dubbing, remixing eller andre studiefinesser. Mixing og efterproduktion slipper vi ikke helt for, for det skal jo også lyde godt, men i bund og grund handler det om musikken, som den bliver spillet, og som den skal høres. I 1970’erne kunne liveplader blive enorme sællerter. Tag f.eks. Kiss’ Alive, Cheap Tricks At Budokan og Peter Frampton Comes Alive!, hvor sidstnævnte er verdens bedst sælgende liveplade nogensinde, og som med over 16 millioner solgte eksemplarer også er højt placeret blandt verdens bedst sælgende plader generelt. Selvfølgelig er der noget, der hedder kvalitet over kvantitet. Og netop kvalitet mener vi præger listen nedenfor. I stedet for at skulle finde alle tiders bedste liveplader har vi sat os for at finde nogle, der er for os er enestående. Et sådant udvalg er præget af høj subjektiv smag, men forhåbentlig vil læseren kunne nikke anerkendende til nogle af pladerne og måske endda finde overraskelser iblandt, som inviterer til nye musikalske opdagelser. Arab Strap: Mad for Sadness Nu er det for sent at opleve Arab Strap live, for i 2006 spillede bandet sin sidste koncert. Men guitarist Malcom Middleton og sanger Aidan Moffat blev i 1998 indfanget i bedste form. Optagelsen fanger bandet, mens det musikalske udtryk stadig var domineret af Mofffats slæbende, fortællende vokal oven på Middletons musikalske bagtæppe. Vokal, guitar og beats smelter sammen i en næsten guddommelig treenighed. Sammenspillet og disponeringen af sættet – ikke mindst den pumpende version af “Girls of Summer” – gør Mad for Sadness til en meget stemningsfuld optagelse. Og måske mere vigtigt foreviger pladen Arab Strap i det øjeblik, hvor bandets udtryk var allermest særegent i sin langsomme, deprimerende trished. Bright Eyes: Motion Sickness Efter simultan-udgivelsen af de to vidt forskellige albums I’m Wide Awake, It’s Morning og Digital Ash in a Digital Urn tog Bright Eyes konsekvensen, og drog på to seperate turnéer. Optagelserne til Motion Sickness stammer fra I’m Wide Awake-turnéen, hvor der var dømt folk og country. Motion Sickness består således af en bred vifte af numre fra I’m Wide Awake… og det øvrige bagkatalog samt to covernumre, hvoraf især Elliott Smiths “The Biggest Lie” fremført solo af Conor Oberst med om muligt endnu mere hjerteskærende skrøbelig vokal end normalt er rystende smuk i al sin akustiske enkelthed. På Motion Sickness skinner den nerve og intimitet, der præger Bright Eyes’ liveoptrædener, igennem i hvert eneste nummer, hvad enten de er optaget i større arenaer eller på små spillesteder. The Clash: From Here to Eternity Live Når man lytter til live punkudgivelser fra perioden ’78-’82, er lyden ofte et kaotisk inferno af larm. Sådan er det ikke her. Energien kommer ikke fra kaoset, der omgav punkscenen, men fra musikken selv. Klassikerne er naturligvis med og fremføres med maksimal energi og attitude. Men optagelserne spænder vidt. Blandt andet over reggae og funk. Det er med til at skabe et anderledes billede af datidens punkscene. From Here To Eternity Live bevæger sig fra det ene højdepunkt til det andet som et dopet Tour de France-felt. Pladen er perfekt at hive frem, hvis du skal fremføre et modargument over for en person, der påstår, at punkscenen blot bestod af anarkister uden musikalske evner. The Cure: Paris Nogen elsker The Cure for deres glad-i-låget popsange, mens andre hælder mere til de sortrandede hymner. I 1993 udgav The Cure to glimrende liveplader – Show og Paris – som hylder henholdsvis lyset og mørket. Paris hylder melankolien og mørket med et eklektisk sæt, der strækker sig over sange fra kamikaze-pladen Pornography (82) og den daværende aktuelle plade Wish (92). Humøret sættes øjeblikkeligt med dommedagstrommerne i “The Figurehead,” hvor Robert Smith resigneret græder: »I will never be clean again.« Herfra flyder Paris naturligt fremad med popmusik for de depressive. Paris er indhyllet i stor lyd, og alle sange leveres med masser af mismod – lige præcis, hvad vi elsker The Cure for. Galaxie 500: Copenhagen Danmarks Radio stod klar med optagegrejet, da Galaxie 500 i 1990 trådte på scenen i et proppet Barbue (i dag kendt som Musikcaféen i Huset i Magstræde) i København. Det resulterede i Copenhagen, Galaxie 500’s eneste officielle liveplade. Copenhagen markerede en kulmination på Galaxie 500s europæiske turné – og på flere måder også bandets endeligt. Men isoleret set viser Copenhagen en gnistrende stærk livetrio armeret med eget materiale fra deres tre studieplader og yderligere krydret med covernumre af Yoko Ono, Jonathan Richman og Velvet Underground. Galaxie 500 blev væsentligt mere populære i deres efterliv; i musikhistorien har de cementeret deres plads som forløbere for slowcore-genren – og det er Copenhagen et lysende live eksempel på. Joy Division: Les Bains Douches 18 December 1979 På Les Bains Douches 18 December 1979 kan man tydeligt høre, hvordan Ian Curtis var en mand i opløsning. De sidste numre er optaget kun fire måneder før hans død, og man kan høre en mand på randen af – hvis ikke midt i – en depression. Ud over Curtis’ desperate, ofte råbende vokal vidner albummet om et fænomenalt liveband. Albummet indeholder alle de numre, som et Joy Division-album kan forventes at indeholde. Man savner kun en billedside, hvor Curtis’ notoriske epilepsianfaldsfremkaldende dans ville give den uhyggeligt mørke, men uendeligt dragende lydside et visuelt modstykke. Motörhead: No Sleep ’till Hammersmith I 1980 havde Motörhead – efter sin dannelse i 1975 – opbygget en stor fanskare, der alle var blevet hypnotiseret af trioens karakteristiske og helt igennem nakkebrækkende speed-blues-punk-metal. Kulminationen oven på et par klassiske albums resulterede i udgivelsen No Sleep ’till Hammersmith. Selv lyttere, der var vant til brutaliteten og hastigheden, blev udfordret allerede fra begyndelsen af pladen, hvor klassikeren “Ace of Spades” flænser sig igennem højttalerne i et tempo som en bulldozer med raketmotor. Resten af albummet er én stor, voldsom gennemgang af de mest kendte sange fra bagkataloget, leveret med Lemmys karakteristiske rustne brøl, men samtidig med en stor melodisk tæft, selv i de mest ekstreme numre. En milepæl inden for live metal. Ramones: It’s Alive Nytårsaften 1977 i London. Dee Dee tæller første nummer i gang, som han altid har gjort, men afbrydes af Joey: »Wait! We’re the Ramones. This one’s called “Rockaway Beach”!« Således begynder It’s Alive, og herfra sætter de fire rødder ikke farten ned igen. 28 klassiske punkrocksange (alle fra de første tre Ramones-plader) leveret på mindre end 54 minutter. Samtlige sange er mere aggressive og går hurtigere end deres respektive studieudgaver. Pladen fungerer lidt som en greatest hits-plade – de er der alle sammen: “Blitzkrieg Bop,” “Sheena Is a Punk Rocker”, “Judy Is a Punk” osv. Nytåret kunne næppe fejres på bedre manér, og It’s Alive står unægteligt som det næstbedste – efter reelt at opleve Ramones live. Suicide: 23 Minutes Over Brussels Dette er en af de mest forstyrrende koncertoptagelser, du kommer til at høre. Den er ikke valgt, fordi det var en god (eller lang) koncert, men fordi hele seancen er omgærdet af et kaos uden lige. Lige fra bandet går på scenen som opvarmning for Elvis Costello buher folk. Først da Suicide efter 23 minutter forlader scenen, får de deres eneste egentlige bifald den aften. Musikken får aldrig lov at leve, fordi folk er så negativt indstillede over for de her arty-farty new yorkere. Til gengæld står koncertoptagelsen tilbage som utroligt underholdende. I dag kan man kun more sig over, at et helt publikum kunne være så enige om at afvise noget så godt. Tom Waits: Nighthawks at the Diner Tom Waits’ musikalske produktion kan deles i to perioder: før og efter 1983 – eller før og efter Kathleen Brennan (Waits’ kone og co-sangskriver). Hvis nogen plade skulle repræsentere Waits’ tidlige periode, kan man uden tøven vælge Nighthawks at the Diner. Pladen var kun Waits’ tredje, og her skulle der ske noget nyt. Waits opsatte sit studie som en natklub, inviterede et lille publikum og indspillede hele Nighthawks at the Diner live. Det må have været det perfekte format for Waits, som netop havde fremelsket dette nattelige univers af barer, beatniks og bebop-poesi. Den intime stemning fungerer fremragende med velfølte liveleveringer og morsomme og småpoetiske introduktioner imellem – og man føler det helt, som om man sidder med ved scenekanten.

Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2006

Ligegyldigt hvor meget vi prøver at nå at skrive om alt, vi finder spændende, lykkes det ikke. Men her ved årets afslutning vil vi i det mindste forsøge at samle op på nogle af de plader, der i første omgang strøg uden om vores radar.

Anbefalet

Julegaver

Hvad er bedre end at forære plader, man selv elsker, til andre? Og hvad er værre end at have på fornemmelsen, at modtageren ikke er modtagelig for den vidunderlige musik. Vi forsøger at give en bunke tips til, hvordan du blødgør selv de mest stivsindede familiemedlemmer. (15.12.06)Det er juleaften. Juleanden og rødkålen er fortæret i mere end sunde mængder, og den første familiekrise, hvor klanens yngste medlemmer var ved at komme i totterne på hinanden på grund af mandlen i ris a la manden, er afværget. Nu sidder I spredt omkring juletræet i stuens bløde møbler. Og den næste krise er på vej. Gaverne skal deles ud af din far, som har klædt sig ud som julemand. Dine tre små kusiner skændes om at få den første pakke, men du er mindst lige så nervøs som dem. For i år har du bestemt dig for, at alle i familien skal have en cd med noget musik, de ikke kender. Derfor er du spændt på reaktionerne fra familien. Du frygter, at pladerne ryger direkte på hylden – men heldigvis har du forberedt tre taler, som måske kan overtale 1) din røvballerock-far 2) din goth/emo-søster og 3) din techno-fætter til at give deres gaver et forsøg. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jakob Lisbjerg Destroyer: Destroyer’s Rubies (2006) Kære far. I dine ører lyder Destroyer måske ikke som Henning Stærk. Men lyt lige igen. Daniel Bejar er en af USA’s fremmeste sangskrivere. Hvis du lytter efter, kan du høre inspirationen fra Bob Dylan et sted. Det lange åbningsnummer tager måske pusten fra dig, men spring lidt længere hen på albummet og nyd, hvordan rock blandes med pop – og endda med tekster, som er fremragende at lytte til. Jeg ved, du ikke er til poesi, men vil du ikke forsøge at give Bejar en chance? Golden Boy with Miss Kittin: Or (2002) Kære fætter. Jeg ved, du kan lide at danse til elektronisk, pumpende musik, der bygger op mod et klimaks, hvor du kan stå og plukke æbler. Dette album er en blidere udgave, der hverken er helt så pumpende eller helt så crescendo-søgende, som du er vant til. Men der er både tempo og melodi nok til, at du kan danse. Med hjælp fra franske Miss Kitten er der gode hits som “1234” og “Rippin Kittin”. Dans lidt til det – og se, om du ikke godt kan lide det. Karate: The Bed Is In The Ocean (1998) Kære søster. Jeg ved, du har skamredet det nyeste Panic! At the Disco-album hele december, men vidste du, at emo-rock slet ikke er en ny opfindelse? Karate er måske ikke den mest åbenbare reference til emo, men der er på bandets tredje album alligevel følelsesmæssige hints i teksterne. Musikken er en smule mere tilbagelænet, nogle vil sige jazzet, men har stadig en rå kant, som du forhåbentlig vil finde interessant. Lasse Dahl Langbak Royal Trux: Veterans of Disorder (1999) Kære far. Royal Trux er inspireret af god gammeldaws rock. Især Rolling Stones, som du jo ejer alt med. Faktisk har det ene medlem af duoen, Neil Hagerty, genindspillet hele Exile on Main Street i bandet Pussy Galore. Men som du kan se bag på pladen, er han og Jennifer Herrema temmelig langt ude i tovene. Og det kan høres på pladen, der ikke byder på bluesrock i klassisk forstand, men derimod møgbeskidt smadderrock med stærke tobaksvokaler. Radio 4: Gotham! (2001) Kære fætter. Når du gi’r den gas og skaber dig Bacardi Breezer-tosset, er det til tonerne af det, jeg vil kalde tysk tonser-techno. Selv om Radio 4 er gennemvædet af elektroniske toner, har det intet med techno at gøre. Det er derimod en yderst dansevenlig, funkinspireret punkrock, der – sammen med LCD Soundstation og Rapture – var det hotteste hotte i New York for nogle år siden. Det er ikke længere det nye disco, men det bør stadig sætte kog i enhver fest. Også i Nørre Uttrup. Silverbullit: Arclight (2004) Kære søster. Du ønskede dig My Chemical Romance og det nye Tekken, ikke? Arclight er godt nok ikke teatralsk og pompøs, men det må være det perfekte soundtrack til en smådepressiv teenagers liv. Det er en dyster plade med en massiv lyd, der det ene øjeblik er aggressiv, det næste hypnotisk. Du kan derfor både komme af med noget vrede og lade dine tanker flyve. Tekken? Nå, ja computerspils-agtig synth er en væsentlig del af Silverbullits dystre lydbillede. Astrid Kirstine Dynesen V/A: Hedwig and the Angry Inch – Original Motion Picture Soundtrack (2001) Kære far. Lad dig nu ikke skræmme for tidligt af det transseksuelle musicaltema og det faktum, at jeg forærer dig et soundtrack til en film, du aldrig har set. På trods af at pladen er produceret i det 21. århundrede, er det en suveræn og original skive spækket med energiske og klassiske numre, der til sammenligning får Bossen til at ligne vor tids fordrukne, fedladne Elvis. Et uundværligt og ærligt kunststykke, som en rockelsker som dig burde give en chance. Bush: Reconstructed (1997) Kære fætter. Du tænker nok: “hvad dælen kan en rockplade gøre for mine Buffalo-sko?” Men stop en halv, for selv om Deconstructed byder på det gode fra to verdener, er dette mere en pulserende, elektronisk opdagelsesrejse end noget andet. 11 dj’s har plukket hver deres nummer ud af Bushs hårde rock-repetoire, revet dem fra hinanden, pillet et par stumper op og flettet dem ind i deres egne, maskinelle synth-fortolkninger – og resultatet er både medrivende, dansabelt og originalerne værdigt. The Divine Comedy: A Short Album About Love (1997) Kære søster. Dette er ikke et halloween-kostume, men det er næsten ligeså godt. A Short Album About Love er nemlig pompøst og storladent på ydersiden, men lad dig ikke narre af de melodiøse og akkordspækkede kompositioner. Under det glatte lag gemmer Neil Hannon nemlig et ulmende univers af sortsynet lyrik, og med numre som “In Pursuit of Happiness” og “If I Were” er der garanti for, at denne plade ikke vil skuffe dig, hvad angår musikalske, emotionelle rutsjeture.

Anbefalet

Numre på under to minutter

Hvis du trykker en højstemt musikskribent på maven, kommer der gerne ord som "episk" og "langstrakt" ud af munden. Men selv om de ord oftest er en ros, er der nu ikke noget som nøje afmålte numre, hvor alt overflødigt fedt og lir er fjernet. Her er ni af den slags korte knaldperler.

Anbefalet

Slagsmålsnumre

Vi tror selvfølgelig på principperne om ikke-vold, og vi er søde og rare. På æresord. Men nogle gange kan det være rart at få raset sine frustrationer ud til noget musik, der giver lyst til at svinge syngende lussinger til højre og venstre. Her er ni bud på sange, der giver lyst til at slås. (17.10.06)“Hey, du dér! Kom lige herover! Ja, herover. Ska’ du ha’ nogle bank?” Sådan lyder det weekend efter weekend, når halballer, Crazy Daisy-fester og overrislede grundejerforeningsgeneralforsamlinger bliver forvandlet til live-udgaver af Fight Club med blødende tindinger og smadrede tandsæt. Naturligvis er vi pacifister her på redaktionen. Vold er slet ikke noget for os. Det er afskyeligt og usselt, og den stigende voldskriminalitet er udtryk for en ubehagelig forråelse. Vi bryder os ikke om de typer, der tager i byen for at komme op og slås, og vi synes, det er for galt, at folks opdragelse er så dårlig, at de synker så dybt at lade næverne tale i stedet for munden. Men når vi sidder derhjemme og drikker te, mens vi læser bøger, der beskriver Ghandis tankesæt om ikke-vold – ja, så hænder det, at vi kommer til at sætte en plade på, der får al den pæne fernis til at krakelere. Musikken råber noget an dybt inde i os. Noget ukontrolleret og nærmest dyrisk. Tonerne, klangene, forvrængningen, rytmen, en forreven vokal – et eller andet vækker vores arrigskab og antænder den, så den manifesterer sig i hele kroppen. Aggressionerne fosser rundt i kroppen, og musklerne sitrer. Hvis der kommer nogen ind lige nu, får de et lag tæsk. Hvis vi går ned på gaden nu, bliver den første, den uheldigste pandet ned. ARRRGHH! Vi får naturligvis aldrig gjort noget ved det. Men vi tror, at det er sundt at få raset ud en gang imellem. Hér er de plader, vi hører, når vi har brug for at råbe højt og hamre knytnæverne ind i edderdunsdynerne eller sofapuderne en hel aften for at få renset sindet. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Arre Prefuse 73: “The End of Biters International” (One Word Extinguisher, 2003) I disse Mikkel Kessler-tider må det være god stil at lægge ud med et nummer, der er oplagt at gå i ringen til. Med et bombardement af smældende bækkener, et aggressivt opklippet beat og pågående rap indleder Scott Herren udrensningsalbummet One Word Extinguisher. For ham handlede det om at rense sit kærlighedsliv, men de 77 sekunder kan sagtens inspirere til en nævekamp – ikke mindst takket være teksten »like a baseball bat, I’ll break you down to your knees.« Knifehandchop: “Sun Jammer Is My Favorite Pokemon Trainer” (V/A: Tigerbeat6 Inc., 2001) Der er noget råt, næsten skræmmende over rapperen DMX, når han brøler hæst hen over et hiphopbeat. Når han i stedet bjæffer hen over overgearede jungletrommer, får det knytnæverne til at krible. Til sidst i nummeret, der bygger på et ulovligt sample af DMX-nummeret “œWhat’s My Name”, går der tilmed elastisk gabba-rave i den, og DMX gør det klart, at folk kan vente sig, ved at blive ved med at skrige »come and get it!« – hvis de altså tør nærme sig. Oneida: “Sheets of Easter” (Each One Teach One, 2002) Tilbage til de smældende bækkener – her er der bare tale om noget ganske andet. De udknaldede amerikanere i Oneida leverer et 14 minutter langt nummer, der stort set består af ét guitarriff, én orgelakkord og en vedholdende rytme med bækkenskrald på alle taktslag. Det er som at høre verdens længeste krautrockklimaks, og den mildt sagt hidsige omgang med trommerne får adrenalinen til at pumpe helt afsindigt. Hey, skal vi slås, hva’? Hva’? HVA’? Mikkel Mortensen Foo Fighters: “All My Life” (One by One, 2002) Dave Grohl virker egentlig som en meget fredelig mand, men han må bære på en kraftig indre vrede. Ellers ville han næppe være i stand til at skabe noget så rasende som denne sang. Allerede introens heftige guitarriffs stinker af næseblod, og det bliver bare værre og værre. Helt grumt bliver det i sangens sidste sekunder, hvor Grohl med sine lungers fulde kraft skriger: »Done, done / on to the next one,« hvilket man jo passende kan skrige med på, mens man lader næverne tale. The Von Bondies: “C’mon C’mon” (Pawn Shoppe Heart, 2004) Sangen handler så vidt vides om sanger Jason Stollsteimers ødelagte forhold, men bliver behandlet på en så aggressiv måde, at den må være det perfekte soundtrack til vold. Især på grund af de gentagne “C’mon, c’mon«-omkvæd, der jo kan tolkes som en direkte opfordring til at fortsætte med at uddele slag. (Om det så kan bruges i en ‘den voldelige kraft i “Helter Skelter”/én eller anden Metallica/Rammstein/Slayer-sang fik mig til at gøre det’-undskyldning, vides endnu ikke). Beastie Boys: “Sabotage” (Ill Communication, 1994) Hvis nu volden er rettet mod én, der virkelig har fortjent det, virker “Sabotage” som et godt valg. Teksten er én lang omgang “du har svigtet mig / jeg kan ikke li’ dig«, der passende kan råbes til offeret. Musikalsk set er der rigeligt med punkede guitarer og aggressive attituder til at hjælpe volden på vej. Desuden kan Spike Jonzes video give gode tips til, hvordan man tæver folk (hvis man nu skulle mangle inspiration). Mikkel Stensgaard AFI: “Death of Seasons” (Sing the Sorrow, 2003) Den aggressive blanding af skrigende vokal, collegepunk og hård techno gør, at denne sang egner sig perfekt til fuldstændig uprovokerede og voldsomme angreb. Sangens høje tempo og mange breaks pumper hjertet op i højeste gear, og selvom den polerede punk ofte skinner for meget igennem, kan dette nummer stadig få selv det roligste gemyt til at levere en mavepumper eller to. Sex Pistols: “Anarchy in the UK” (Never Mind the Bollocks, 1977) Frustrationen over arbejdsløshed, grå hverdag og no future lyser gennem Johnny Rottens flabede vokal. Kongerne af klassisk punk opildner på dette ultimativt lofi- skramlede nummer til oprør og sår idéer om at skabe bedre tider ved hjælp af rå vold og gåpåmod. Dansen pogo, som går ud på at sparke og slå vildt om sig, er opstået i denne periode. Og derfor må denne punkperle være det perfekte soundtrack til nogle minutter i knytnævernes tegn. Nine Inch Nails: “March of the Pigs” (Downward Spiral, 1994) Med en frontmand så sort, at Johnny Cash kommer til at ligne en børnehavepædagog, er Nine Inch Nails det perfekte bud på leverandører af en voldssang. Trent Reznor skriger sig gennem larm og trommer, som om livet var på spil, hvilket hænger godt sammen med sangens titel. Massemorderen Charles Manson og hans sekt skrev “Pigs” med blod på væggene i deres ofres hjem. Så både symbolsk og musikalsk er “March of the Pigs” den direkte vej til uhæmmet vold.

Anbefalet

Dekadente plader

Der er nogle, der siger, at man ikke skal tro, at man er noget. Men her hos Undertoner kan vi faktisk lide spradebasserne, og derfor anbefaler vi her ni ustyrligt selvsikre plader, der er spækket med store ambitioner og glødende visioner. (28.09.06)Det er ikke, fordi der er noget i vejen med ensomme troubadourer iført akustisk guitar og skrøbelig stemmeføring. Slet ikke. Men nogle gange er det bare lidt festligere med kunstnere, der tør male med den allerbredeste pensel, uanset hvad omverdenen måtte synes. Overambitiøse musikere, der vil gøre alt for at realisere deres glødende visioner. Prætentiøse entertainere, som uden skam i livet jonglerer med de største klichéer uden at tabe det hele på gulvet. Genrenedbrydende originaler, der respektløst udfordrer musikalsk vantænkning af enhver art. Kort sagt: musikere, der konsekvent og uden tøven presser citronen så hårdt som overhovedet muligt. For hvem stort er godt og intet umuligt, så længe strygerne spiller, og håret sidder, som det skal. Undertoner hylder denne måned de allermest spraglede spradebasser og deres dekadente værker, uden hvilke verden havde været et temmelig kedeligt sted at være. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Rasmus Junge Bryan Ferry: These Foolish Things (1973) Allerede på sin solodebut fyrer Bryan Ferry op for de dekandente manerer. I rollen som skabet glam-crooner gøgler han sig igennem 13 covernumre af koryfæer som Beatles, Stones og Dylan. Uden skyggen af respekt for originalerne. Det er løssluppent, overgearet og hele vejen igennem med Ferrys selviscenesættende persona i centrum. En ung bohemes narcissistiske første skud med bøssen. Og en musikalsk fest på business class fuld af blær, lir, fis og flirt. The Beach Boys: Smiley Smile (1967) Hvor The Beach Boys’ mesterlige Pet Sounds fra 1966 er stramt orkestrerede minisymfonier, er efterfølgeren Smiley Smile helt modsat: frit flydende, kreative indfald, kun delvis med mål og mening; fra en sang bygget op omkring rytmisk grøntsagstyggeri til evigt grønne “Good Vibrations”. Brian Wilsons krøllede pophjerne helt ude på overdrevet, godt lakket til med syre og hash. Fra glimtende gudestunder til vanvittige vildskud. Don’t do drugs, kids! Outkast: Aquemini (1998) På deres tredje fuldlængde fusionerer de siden så berømte rappere Dré og Big Boi uden hæmninger fuldfed funk, dryppende dub og hårdtpumpet hip hop med labre melodi-lækkerier og smældende hooks, så hverken trusse eller træningsdragt efterlades tør. Et på én gang hyperambitiøst og umiddelbart imødekommende værk skabt af to 23-årige afroamerikanere i besiddelse af genresprængende idéer, hormonelt betinget selvsikkerhed og et aldrig svigtende hitøre. Lars Simonsen Björk: Medúlla (2004) Når nu Björk i forvejen havde ry for at være en smule dekadent og prætentiøs, kunne det næsten ikke undgås, at en del opfattede Medúlla som for meget af det gode. Men på grund af Björks nærmest overjordiske talent slipper hun forrygende godt fra det ambitiøse projekt, det er at skrue et album sammen, der stort set udelukkende består af variationer over hendes egen og andres sangstemmer. Resultatet er både smukt, originalt og vidunderligt sært. Kings of Leon: Youth & Young Manhood (2003) Det, der først og fremmest springer i ørene, når man lytter til Kings of Leons fremragende debutplade, er forsanger og guitarist Caleb Followills måde at synge på. Hans helt igennem flabede, vrængende – ja, til tider skabede og næsten krukkede sangstil er en fryd for øret og også hovedårsagen til, at pladen er med på denne liste. Hans særegne stemme fremstår prætentiøs og dekadent sammen med den herligt uimponerede bluesrock. Rufus Wainwright: Want One (2003) Alene iscenesættelsen som ridder på coveret signalerer en vis prætentiøs tendens. Wainwrights på det nærmeste medfødte dekadente udstråling går hånd i hånd med oppustede og teatralske numre på denne særegne plade. Såvel pompøse korarrangementer, blæsere, strygere, cabaret-inspiration, folk, singer-songwriter og luftig pop blandes, og slutproduktet er originalt og overdådigt. Og så understreges det prætentiøse i øvrigt herligt med ordene: “This record is dedicated to me.” Erik Bendix Beck: Midnite Vultures (1999) Den helt rette cd til tilværelsens svulstigste øjeblikke. Beck Hansens spraglede konceptuelle epos kredser om nattelivets intellektuelt udfordrede, læderklædte skarer. Tag dog ikke fejl af den gennemgående kritiske tone på Vultures. Musikken ryger fluks ned i de fødedygtige hofter . Klassiske numre som “Sexx Laws”, “Get Real Paid” og det falset-inficerede “Debra” fusionerer på smukkeste vis det samfundskritiske med dansegulvet. Peaches: The Teaches of Peaches (2000) Electroclash-institutionen Peaches er måske ikke den allermest prætentiøse person på den internationale musikscene. Til gengæld er hun et godt bud på at være en ukronet dronning blandt avantgardens mest udfordrende damer (i flere af udtrykkets betydninger). Hendes debutplade The Teaches of Peaches blander electroclash med tekster, der ikke lægger fingre imellem. Emnet er den kvindelige seksualitet, hvor det denne gang er mændenes tur til at blive behandlet som objekter. Hot Chip: Coming On Strong (2004) London-baserede Hot Chips lyd er bestemt ikke britisk, men ærkeamerikansk. Når man lytter til briternes debutplade, dukker mentale billeder af Miami Vice inklusiv speedbåde og letpåklædte kvinder uvilkårligt op på nethinden. Stilen er ofte lettere humoristisk, hvilket blot gør musikken endnu mere charmerende. Forvent fremragende 80’er-inspireret genresammenstød med masser af keyboard. Der er ikke noget at sige til, at Hot Chip har taget deres hjemland med storm.

Anbefalet

Plader til at afslutte en fest

Vi har vel alle klare holdninger til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvad skal der til, når den sidste øl skal tømmes? Tre Undertoner-skribenter kigger ud gennem rusens tåge og giver et bud. (23.08.06)Kan du huske det øjeblik, hvor festen peakede fuldstændigt? Oftest husker du måske nærmere soundtracket til det øjeblik? Måske bragede Iggy & the Stooges’ Raw Power ud af højttalerne. Måske var dansegulvet pakket, mens svedig 60’er-soul eller naiv 80’er-synthpop satte vrid i kroppen. Måske var musikken en helt anden. Vi har alle vores holdning til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvor den sidste øl skal tømmes, de sidste ord skal fremstammes, og den sidste smøg skal ryges? Måske er du selv vært og vil meget gerne gelejde de sidste fuldebøtter ud. Hvilken musik skal der til? Tre Undertoner-skribenter giver hver deres bud på tre velvirkende plader til at afslutte en fest. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jeppe Kristensen V/A: Lost in Translation – Original Soundtrack (2003) Pladen, der magter det hele. Psykosen, festen, melankolien og ikke mindst lyden af coolness, der følger én helt ud i taxaen og hjem til den sidste smøg. Det relativt elektroniske sammensurium passer både til før, under og efter festen – og er så sandelig et gedigent punktum sidst på natten, hvor især Kevin Shields’ kompositioner trænger gennem selv de mest alkoholiserede øregange. Et virkelig stemningsfyldt soundtrack, der sagtens kan stå alene uden de levende billeder. U2: Zooropa (1993) Skal man for alvor tørre sine pinligheder af på nogen, kan man sagtens dyrke lidt fællessang i selskab med U2’s lidt oversete Zooropa. “Lemon” og “Stay (Faraway, So Close)” kan fint gå på karaoke-anlægget, og så får man lige Johnny Cashs gæstevokal i “The Wanderer” at gå hjem på. Zooropa den lige præcis har den kant, der skal til, når man trænger til noget, der kan danse kinddans med den sidste bajer. Tom Waits: Closing Time (1973) En fremragende plade, der kan lukke og slukke som ingen andre. Tom Waits har det hele, og man føler sig i godt selskab. Et must til de aftener, hvor man ikke har mere i benene, men stadig har en time eller to tilbage i hovedet, og halsen siger god for en sjus mere. Som en lille bonus bærer pladen sangen til de forelskede eller dem, der tror, de skal være det. “I Hope That I Don’t Fall in Love with You” er giftig på et dansegulv – en lidenskabsmagnet, der får hormonerne i sving. Anders Hjortkær Christensen Can: Ege Bamyasi (1972) Krautrock er vejen frem. Ifølge multikunstneren Julian Cope indeholder Ege Bamyasi den tvivlsomme kvalitet, at den kan affolke værelser. Can behøver dog ikke at fungere som skræmmemiddel. De byder tværtimod på de helt rette kvaliteter til nattens sene timer. Ege Bamyasi indeholder repetitive grooves med jazzede og funky elementer, der på tilbagelænet måde maner alle til ro. Skal festen brydes stille og roligt op, er dette vejen at gå. Lou Reed: Metal Machine Music (1975) “Anyone who gets to side 4 is dumber than I am,” har Lou Reed udtalt omkring sit utilnærmelige støjværk MMM, som består af guitar-feedback afspillet i forskellige tempi. Pladen er blevet sammenlignet med et tandlægebesøg og kaldt en forløber for noise-genren. Under alle omstændigheder er MMM det rette middel til sadistisk uddrivelse af gæster, hvis det skal gå stærkt. Skulle det mislykkes, kan du om ikke andet skælde dem ud for mangel på musiksmag. Nick Drake: Pink Moon (1972) Jeg har oplevet at være til en fest, hvor Pink Moon blev sat på. Og sjældent har jeg oplevet et himmelhøjt humør styrtdykke så hastigt. Pink Moon er en fantastisk plade, men der er bare stunder, hvor den ikke skal høres. Hvem ved sine fulde fem finder på sådan en ugerning? Man kan være uheldig at være i lokale med en trist sjæl, som har behov for at høre trist musik. Kuren? Jamen, på med AC/DC’s “Touch Too Much”, så kan sårene slikkes, og vi er kørende igen! Theis Ørntoft Kim Larsen: Forklædt som voksen (1986) Kim Larsen er ikke vor tids store melankoliker, men dele af Forklædt som voksen passer lige ind i døgnets mindste timer. Blandt højdepunkterne er titelnummeret og det lille intermezzo “Sammen og hver for sig”, som med ordene “klokken er slagen fem / nu går de sidste hjem / sammen og hver for sig / jeg ville ønske, De skulle med mig” kickstarter “Fru Sauterne”, der får dig til at rejse dig og med et enkelt blik byde hende, du har kigget på hele natten, op til dans. Hende i den blå kjole. Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975) Jeg kan af gode grunde ikke huske, hvor ofte jeg har stået på et skrivebord og råbt linjerne “But all the while I was alone / the past was close behind / I’ve seen a lot of women / but she never escaped my mind” til tonerne af åbneren “Tangled Up in Blue” fra denne Dylan-klassiker. Pladen er god til at irritere folk, der, selv om festen er ved at slutte, nu igen har sat The Cure på anlægget, men den er også et fint incitament til at synke dybt ned i en lænestol og ryge cigaretter, indtil lungerne ikke vil mere. My Bloody Valentine: Ecstacy and Wine (1989) Når denne plade sættes på, er der ikke rigtigt noget valg. Man stiller sig på gulvet med skoene vendt ind imod hinanden og stirrer på dem, indtil pladen er færdig. På det tidspunkt er man enten væltet, eller også er man blæst så langt væk af støjkaskaderne, at man ikke rigtig kan komme tilbage igen. På vejen har man til gengæld hørt en af støjrockernes fineste popsange “Never Say Goodbye”. Når behovet for at resignere til nattens dekadence kommer snigende, er denne EP den rette.

Anbefalet

Dengang vi blev født…

Det er de færreste af os, der kan huske det helt store fra vores fødselsår, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at der ingenting skete på den store musikalske scene. Undertoner har set tilbage på anbefalelsesværdige udgivelser, der ramte butikkerne, samtidig med at vi dumpede ned i barselssengen. (28.07.06)Der er naturligvis en række uomgængelige årstal i musikhistorien, der markerer en kreativ guldalder, hvor mesterværker fossede ud, og musikelskere verdenen over måtte overanstrenge ørerne for at (undskyld Finn Nørbygaard-ismen) være med på noderne. Ja, når man kommer til at tænke over det, har langt, langt de fleste år faktisk budt på mesterværker af den ene eller anden art. Og det er urimeligt svært bare sådan at skulle vælge, hvilke år man skal beskæftige sig med, så denne gang er narcissisme-kortet blevet spillet. I denne måneds udgave af Undertoner anbefaler har vi nemlig vendt blikket mod vores egne respektive fødselsår og forsøgt at udvælge det bedste af vores musikalske jævnaldrende. Så er her en række bud på værker, der stadigvæk holder sig aldeles glimrende, samt en aldersmæssig indrømmelse fra os til jer. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mads Jensen The Slits: Cut (1979) The Slits bevægede sig hastigt væk fra punken med Cut. Reggae fylder næsten mere end punk. Det er en spændende blanding, som overraskende nok virker meget overbevisende. På Cut lyder det, som om de har fundet deres eget udtryk. Den lyse, dansende vokal siger post-punk, men melodien siger Jamaica. Nu hvor sommeren har indfundet sig, kommer Cut virkelig til sin ret, og den lyder ingenlunde 27 år gammel. Siouxie & the Banshees: Join Hands (1979) Om end Siouxie og kompagnis version af “Oh Mein Papa” lader noget tilbage at ønske, fremstår Join Hands som et af deres bedste albums. Lige fra åbningsnummeret “Poppy Day” bliver man revet med. Energien har aldrig manglet hos Siouxie & the Banshees og bestemt heller ikke her. Her kommer post-punken udover scenekanten og bliver medrivende. Post-punk, der kan bruges som festmusik. Det lyder som en selvmodsigelse, men er på Join Hands et faktum. Joy Division: Unknown Pleasures (1979) Mørket sænker sig over dit sind, i samme øjeblik du sætter pladen på. Man sidder med følelsen af at være faret vildt i en skov, mens tusmørket falder på. Guitaren og bassen virker som det forsvindende dagslys, der snarere skaber synsbedrag mellem træerne frem for at hjælpe dig til at finde tilbage. Ian Curtis’ vokal minder dig om, at det kun bliver mørkere. Man tilgiver hurtigt gruppen (og Ian) deres korte levetid, når de efterlod en sådan arv til eftertiden. Kasper Würtz Kliché: Okay Okay Boys (1982) Et sjældent mesterværk i dansk musikhistorie og egentlig bedre end sin kanoniserede storebror, Supertanker. Lars H.U.G.s David Byrne-fraseringer står perfekt til melodierne, der både er indbydende og udfordrende på samme tid. Den kolde synthesizer og den skæve vokalføring skaber et mesterligt samspil, og sammen med de kyniske, men atomskræmte tekster fuldendes en fascinerende mekanisk humanisme. Okay Okay Boys må ubetinget være den allerbedste danske svanesang. Associates: Sulk (1982) Associates er højspændt dramatik, dystert hysteri og gode melodier, og det kræver lidt tilvænning at begå sig i universet. Men herefter kan Billy Mackenzies overjordiske vokal og multikunstnerens Alan Rankines konstante musikalske opfindsomheder næsten ikke anbefales nok, og Sulk spænder fra himmelsk pop i “18 Carat Love Affair” til det skingre og håbløse mørke i “No” til surreel soul i “Love Hangover”. Her er hele den musikalske madpyramide samlet, og man kan bare tage for sig. Dexys Midnight Runners: Too-Rye-Aye (1982) Selv om 80’er-poppen langt oftere er kendetegnet af fremragende singler frem for helstøbte albums, viste denne klassiker, at de to ting uden problemer kunne kombineres. “Come On Eileen” er stadigvæk uimodståelig med sit fantastiske violinbårne omkvæd, men også resten af albummet fremstår akkurat lige så melodiøst og viser, at der i høj grad var plads til et pop-album iklædt akustiske elementer fra folk og soul, i den ellers synth-fikserede tid. De keltiske soulbrødre er stadigvæk stærkt savnede. Astrid Kirstine Dynesen U2: War (1983) War satte for alvor skub i U2s karriere, og med sideløbende, bastante ytringer fra Bono som “This song is not a rebel song – this song is Sunday Bloody Sunday” og “Fuck the revolution!” var der ikke nogen tvivl om, at U2 bevægede sig i en mere attitudefuld og politisk retning end på de to forgængere. Allerede nævnte klassiker og hitsinglen “New Year’s Day” er og bliver mindeværdige, mens “Like a Song” dog har forplantet sig i min hukommelse som et af 1980’ernes bedste U2-numre. Pink Floyd: The Final Cut (1983) Der er få stemmer, der som Roger Waters’ kan få én til at falde helt ned på den rare måde. Pladen med den paradoksale titel var den tolvte og sidste plade fra Pink Floyd som et samlet band, og numrene er gennemgående dæmpede og rolige, men samtidig gennemsyrede af en konstant og dybfølt intensitet. Anbefalelsesværdige er “The Post War Dream” og “The Gunner’s Dream”, der med deres slagkraftige omkvæd og mellemspil står stærkest på denne epokegørende udgivelse. The Police: Synchronicity (1983) The Police opnåede uden tvivl deres største, kommercielle succes med Synchronicity, der også blev kvartettens sidste album. At vi har fat i en klassiker her, er ikke til at misforstå, for med numre som “Synchronicity II” og “Wrapped Around Your Finger” afløser den ene ørehænger den anden – og så er det selvfølgelig svært ikke at lade sig rive lidt med af skæringer som eksempelvis all-time mega-slageren “Every Breath You Take” eller den mere sofistikerede “King of Pain”.

Nyheder

Undertoner går i sommer-modus

De færreste kan vel være i tvivl om, at sommeren er over os. Vi opdagede det allerede for en halv måneds tid siden, men har pustende og svedende forsøgt at arbejde videre. Sommerens første og sidste Glæsel-besøg på Undertoner Men efter at Arbejdstilsynet har betegnet det som ulovligt, at vi lod folk arbejde i redaktionslokaler med en temperatur på over 50 grader, har vi valgt at smutte på sommerferie. Så fra i dag og et par uger frem skruer vi ned for blusset, så siden kun bliver opdateret to gange om ugen med et par anmeldelser og en artikel pr. opdatering. I modsætning til snart sagt alle landsdækkende medier har vi ingen grill-serie til læserne – ja, vi kan med sikkerhed love, at der ikke optræder nogen medlemmer af Glæsel-familien på siden i løbet af sommeren.Nå, der er vist ingen grund til at gøre dette længere end højst nødvendigt. Vi håber, I nyder sommeren – vi har tænkt os at gøre det samme.

Artikler

Anmeldelser fra Roskilde Festival 06

Årets festival blev en varm omgang med mange mennesker overalt. Bare ikke dér, hvor alle teltene plejer at ligge. På øst-delen af campingpladsen har en grusgrav nemlig på grådigste vis ædt enorme arealer, så sjældent har så mange festivalgæster gået så langt i løbet af festivalen. Grusgraven har øjensynligt tænkt sig at blive ved med at vokse. Så festivalarrangørerne må i gang med at tænke sig rigtig grundigt om, for hvis udviklingen fortsætter, kan festivalen ende med at appellere mere til folk med smag for vandreture end til musikfans. Rent musikalsk kom festivalen sløvt fra start på grund af et ikke videre inspirerende optaktsprogram på Pavilion Junior-scenen. Godt nok havde arrangørerne plukket lidt hist og her blandt de danske nykommere, men de kunne med stor fordel have danset lidt tættere på potentielt farlige afgrunde. Hvor var f.eks. dansk-svenske Big Bombastic Collective, hvis særdeles koncert-egnede skrammel-jazzrock har fået ros alle vegne? Hvor var psych-stonerne Causa Sui? Og har det københavnsk-berlinske selskab Yoyooyoy ikke snart præsenteret så mange vildt varierede bands, at bare ét af dem kunne få lov at komme og udfordre det stadig udhvilede Roskilde-publikum? Selve festivalen forløb, med den store publikumstilstrømning, overraskende fint. Folk opførte sig pænt og tog hensyn til hinanden – og arrangørerne tog hensyn til publikum ved at levere en tight afvikling af det meste. Tidsskemaet for Guns’n’Roses-koncerten – et show, vi ellers ikke orker at omtale som andet end en antydning af, at Roskilde-folkene ikke behøver hente speelautomaten flere afdankede has-beens fremover – tiltede dog som forventeligt. Omvendt var det at gå lige rigeligt meget i den anden grøft, at den vel nok mest intense og langvarige publikumsjubel på Dyrskuepladsen i dette årtusinde ikke kunne berettige Animal Collective til at få bare fem minutter mere. Anyway, vi nåede at anmelde 34 af koncerterne – og vores (overvejende positive) vurderinger kan ses hér: Band Ane, Dúné, 28.06.06Barra Head, Clap Your Hands Say Yeah, 29.06.06Jenny Wilson, Sigur Rös, 29.06.06Martha Wainwright, Serena Maneesh, 30.06.06Morrissey, Rufus Wainwright, 30.06.06Statler Waldorf-showcase, Dälek 30.06.06Mi and L”au, Sterling, Why?, Phoenix, 01.07.06Spleen United, Deftones, 01.07.06Tied & Tickled Trio, Kieran Hebden & Steve Reid, Ms. John Soda, 01.07.06Two Gallants, Silver Jews, 01.07.06Arctic Monkeys, The Strokes, Franz Ferdinand, 02.07.06Figurines, Placebo, The Raconteurs, 02.07.06Killl, Insen – alva.noto & Ryuichi Sakamoto, Animal Collective, 02.07.06Wolfmother, Coldcut, 02.07.06

Anbefalet

Roskilde '06-plader

Om mindre end to uger går det løs på Dyrskuepladsen i Roskilde. Der er masser af bands på plakaten, og det er umuligt at nå at lære samtlige af dem at kende inden da. Så hvilke ni plader opsummerer årets vigtigste Roskilde-navne? Undertoner giver et svar her. (14.06.06)Roskilde Festival kræver helgarderinger. Man skal både huske de uldne sokker og de korte shorts, og støvlerne skal ikke pakkes for langt væk, selv om det er sandalvejr, når man tager af sted. På samme måde kan der være brug for et sindrigt system af prioriteringer og ruteplanlægninger for at nå de rette koncerter i løbet af dagen. En af måderne at lave sine prioriteringer på er at få hørt sine Roskilde-aktuelle plader igennem for derved at lytte sig frem til, hvilke koncerter der er vigtigst at få med i planlægningen. En tilsvarende øvelse har tre af Undertoner-skribenterne kylet sig selv ud. Og her er den spraglede flok af plader, som de valgte. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Daniel Flendt Dreesen Placebo: Black Market Music (2000) Også nu, med teenage-årene bag sig, er det svært ikke at fortabe sig i det angstfyldte og seksuelt frustrerede panorama på Black Market Music. Nok er Brian Molko siden blevet ældre og hans ungdommeligt hjemsøgte ansigtstræk dermed utroværdige, men i 2000 fejlede autenticiteten intet. På det sorte marked mestredes såvel frigørende kaskader af lys støj som den smerteligt tindrende apologi. Sjældent har det gjort så godt at have ondt, så lad os dykke under teenagetårer på ny. Animal Collective: Spirit They’ve Vanished, Spirit They’ve Gone/Danse Manatee (2003) Der var engang, før Geologen, Pandaen, Avey Tare og Deakin fandt ned på den indianske legeplads. Dengang fandtes ikke hæderskroninger i bredere internationale kredse og spilletid på Det Elektriske Darometer, men blot et uendeligt tomrum og en uudtømmelig fantasi. Omkring årtusindskiftet udkom således disse uvurderlige perler, der trods den skrabede produktion demonstrerer alle facetter af Animal Collectives komplekse melodigenialitet, om end i et mere udfordrende og unikt univers. Serena Maneesh: s.t. (2006) Udklædt som rockguder og udklækket som “the indefatigable saviors of rock’n’roll“. Det er svært at yde Serena-Maneesh retfærdighed, for sidste års selvbetitlede debut fortjener alverdens anerkendelse. I albummets underliggende malstrøm flyder alle rockens største dyder, og vi ydmyge tilhørere må endeligt segne under de psykedeliske udvandringer, hensygne i de serafiske vokalharmonier og svælge i det kilometerfede bånd af inciterende rock n’ roll. Et monster er født. Mathias Askholm Tool: Lateralus (2001) Lateralus er en kulsort rejse mod det indre mørke: musik spillet i et sort hul, hvor hakkende guitarriffs og tunge tæsk på trommerne kæmper mod mørket, mens James Maynards skrigende vokal gennemborer mørket med dystre spådomme og desperate skrig på forløsning. Oplevelsen er voldsom og total og drevet frem af fascination af døden, drømmen om det evige liv og den hjerteskærende smerte der følger med kærligheden. Menfolk: Colossus (2005) Også Menfolk er et band, der slår igen. Som et tonstungt fragttog på afveje er Menfolks muskelrock ikke til at stoppe. Melodierne i musikken er blevet banket bagud i lydbilledet og tilbage er et støjende hav af bankende guitarer. Dette er ikke sing-along-musik, dette er ikke radio-venlig pop, det er ikke en gang specielt kløgtigt, men det er fandens effektivt – og mon ikke Menfolk får mudderet på festivalpladsen til ryste? why?: Oaklandazulasylum (2003) Mindre tung, men ikke mindre kompleks er why?. Jonathan Wolf, der er manden bag aliasset, har en baggrund i hiphop-kollektivet Anticon, men dette udspil har mere til fælles med indierock eller aparte folk-musik end med rap. Wolfs lange og psykedeliske fortællinger med et imponerende ordforråd og fantasi spændes ud over et simpelt rockende grundlag. Spændende og indviklet som et spejl i en gåde! Rasmus Bækgaard Thåstrom: Skebokvarnsv. 209 (2005) Et af Sveriges helt store og altid uforudsigelige rockikoner har smidt rockattuttituderne og de forvrængede guitarer (næsten) på porten. Musikalsk befinder vi os i et eftertænksomt melankolsk univers, der ikke er helt ulig Nick Cave, og tekstligt ser Thåström tilbage på de unge punkdage og sender en hyldest til både Sort Sol og den danske hovedstad. Skebokvarnsv. 209 er et fremragende afdæmpet album fra en stor og uforudsigelig kunstner. The Strokes: First Impressions of Earth (2006) Efter en halvkedelig 2’er er The Strokes tilbage for fuld styrke med et (på i hvert fald den første halvdel) vitalt og tændt rockalbum. Julian Casablancas og co. får virkelig energien og den nærmest arrogante stramme stil til at gå op i en højere enhed i flere sange – endda med en guitarist, der i nogle soloer forsøger at lyde som Iron Maiden! En stor overraskelse for mig, for da The Strokes blev offentliggjort til Roskilde, var jeg nærmest ligeglad – nu ser jeg frem til at opleve dem. Happy Mondays: Pills n’ Thrills n’ Bellyaches (1990) Det er stort set ikke blevet omtalt, at et af de sidste 20 års mest stilskabende engelske bands kommer til Roskilde Festival. Happy Mondays var pionerer inden for fusionen af rock og dansemusik, og få bands har fået house og psykedelisk 60’er-inspireret rock til at spille så smukt og levende sammen som på dette mesterværk fra 1990. Med den karismatiske Shaun Ryder i front og danseren Bez på percussion er det både vanvittig og intelligent partymusik.

Anbefalet

Fuglefløjt

Vi anerkender, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. (21.04.06)Julen er hjerternes fest – og så må foråret være fuglenes. Hvis de altså ikke har været på charterferie i Portugal, har de siddet og klapret næb i tre måneder, mens alt, de har fået at spise, er størknet fedt og rådne æbler. Men nu hvor alt er grønt og friskt, pipper de lystigt derudaf. Og hvem ville ikke få lyst til at være lidt glad, når det endelig var slut med at spise fordærvet frugt? Fuglenes sangglæde har inspireret masser af musikere gennem tiden – men hvorfor nøjes med at lade sig inspirere, når fuglefløjtene hænger derude i luften og tigger og beder om at blive optaget og brugt i musikken? Nej, vel? Her hos Undertoner anerkender vi, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Martin Laurberg Kraftwerk: Autobahn (1974) Når man hører Autobahn, er der måske en tendens til, at man holder sig til side 1 med det monumentale 20 minutter lange titelnummer. Men hvis man er ude efter fuglelyde, skal man lytte lidt til side 2, som også er superstærk, selv om den ikke er nær så berømt. Fuglelydene er i afslutningsnummeret “Morgenspaziergang”, som er en mærkelig computeralder/Biedermeyer-kogersang. Resten af side 2 er også fænomenal, især “Kometenmelodie 2”, der er et funky ambientnummer smurt ind i isnende synthesizer. A Hawk and a Hacksaw: s.t. (2004) A Hawk and a Hacksaws debutplade er en outreret blanding af ustemt klaver, percussion, samples (f.eks. af fugle), båthorn og båndloops. Det lyder lidt som en mere udknaldet version af et soundtrack til en Chaplin-film eller en tegnefilm fra 40’erne. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af ikke at fatte noget som helst, når man lytter til pladen, samtidig med at man alligevel ikke kan lade være med at blive helt optaget af den. Det er en virkelig god og meget unik plade. The Diodes: Released (1979) Det her er mest for at have en rockplade med også, så det er måske lidt søgt. Men der er noget fugleagtigt ved de rumklangstilsølede kor på The Diodes’ powerpop-klassiker. Det er svært at afgøre, hvad det er, der gør denne plade så stærk. Bandet spiller ikke specielt energisk. Guitarriffsene er som regel ret corny, og trommespillet er nærmest tamt. Ikke desto mindre er det en mesterlig og meget stemningsfuld plade. Hittet “Tired of Waking Up Tired” er en evergreen. Jan Overgaard Mogensen Colleen: Everyone Alive Wants Answers ( fra Everyone Alive Wants Answers (2004)) “Der er så dejligt ude på landet”¦” Første nummer fra Colleens første cd kunne snildt være indledningsmusikken til det berømte eventyr. Guitaren klimprer, harpen klirrer, og noget, der lyder som en ukulele, danser tåspidsforsigtigt rundt. Den landlige idyl bliver med enkle, sarte pensler malet op. Som baggrund hører vi ikke en snadrende andegård, men et helt voliere af kvidrende fugle, der langsomt flyver længere og længere frem i lydbilledet. Her er sgu dejligt. David Toop: Silver Birds (fra Black Chamber (2003)) En hane galer i loop, en motorcykel kører forbi igen og igen, en diskret summen af mennesker på et marked i Chiang Mai – bare nogle af de få ingredienser i denne manipulerede field recording. Og så denne fuglekvidren! I sig selv varer den et par sekunder, men igennem 2 minutter og 23 sekunder, gentages den så mange gange, at fuglen ender med at blive det perfekte billede på, hvor irriterende redebyggende fugle kan være en søndag morgen kl. 4, og tømmermændene befaler én at sove videre. Monolake: Bicom (fra Cinemascope (2001)) Og som man ligger dér i tømmermandssved og drømmer uhyggelige drømme, kunne Monolakes minimalistiske musik danne soundtrack. Et enkelt beat og spacede lyde med masser af rumklang skaber en særegen stemning, der lugter fælt af dårlige varsler. Fra tid til anden gennemskæres den coole overflade af noget, der lyder som et panikslagent fugletræk på flugt fra den forestående atomvinter. Så der er kun én ting at gøre: Vamos a la playa! Jakob Lisbjerg The Radio Dept.: Lesser Matters (2003) Svenske The Radio Dept. har nok lyttet til en hel del støjrock-plader fra start-90’erne, selv om svenskerne ikke larmer specielt meget. Under alle omstændigheder er sangskrivernes popører skruet rigtigt sammen her på debutalbummet. Fuglene kvidrer med i vejkanten, mens bilerne drøner forbi, i “Against the Tide”. Mens solen langsomt begynder at varme for alvor, trænger melankolien sig på, men håbet lever stadig i de små popperler. 1 Mile North: Minor Shadows (2003) Der er masser af himmel og fri udsigt til horisonten, lige meget i hvilken retning du kigger. Græsplanen er halvvissen, og for at få humøret lidt op begynder du at fløjte. Pludselig svarer en lille fugl dine fløjt, og en guitar træder ind i lydbilledet for at give mere retning til duetten i “In 1983 He Loved to Fly”. Territoriet er minimalistisk postrock som Labradford, hvor simple guitarlinjer er i front, og synthflader skaber stemninger underneden. Perfekt til kaffe og lunt mørke. Birdie: Triple Echo (2001) Indrømmet – der er ikke meget fuglekvidder på dette album, men masser af musik, som lyder som en sensommerdag under åben himmel. Og så er der jo navnet… Birdie placerer sig musikalsk et sted mellem Belle & Sebastian og Saint Etienne, og slægtskabet med sidstnævnte er ganske naturligt, da hovedkræfterne Paul Kelly og Deborah Wykes mødtes, da de spillede som backingband for netop Saint Etienne. Triple Echo er simpel og trist retropop med danse-potentiale.

Anbefalet

Der er altid nogle, der har det værre end dig

Er dine følelser blevet sendt til tælling i den mest negative forstand? Stikker det i hjertet at tænke på dengang, alt var godt? Undertoner forstår dig og råder dig til at gøre brug af, at du altid kan finde lidt skadefro trøst i det faktum, at der altid er nogle, der har det værre end dig.

Nyheder

Nyt tiltag: koncertkalender

Ja-ja, det er ikke særlig yndigt at tale om sig selv, men det gør vi nu alligevel for en kort stund. Vi har nemlig fået vores helt egen koncertkalender, så I læsere kan få et overblik over, hvad der egentlig foregår hvor på hvilket tidspunkt. Vi har placeret koncertkalenderen under ‘nyheder’ i menulinien – og ellers kan kalenderen ses her. Listerne er ikke udtømmende, og vi modtager meget gerne tips om koncerter, som vi ikke har med, på camilla[at]undertoner.dk.

Nyheder

Undertoner holder juleferie

Vi sprang sommerferien over – så nu tillader vi os at holde juleferie. Vi ønsker alle vores læsere en rigtig glædelig jul og takker for opmærksomheden i løbet af 2005. Vi online roulette håber at kunne blive ved med at levere varen i 2006. Vi vender tilbage med nye anmeldelser, artikler og nyhedshistorier fra d. 8. januar. Mens I venter, kan I kigge forbi vores to lister over årets bedste plader.Vi glæder os til at klø på i det nye år.

Artikler

Der var jo også den der…

Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. (19.12.05)Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. Selv om vi nåede omkring 400 pladeanmeldelser i år, er der stadig en hel del plader fra 2005, som fortjener at få nogle ord med på vejen. Derfor giver en række af Undertoners skribenter her nogle kommentarer til alt fra stilfærdig singer/songwriter over poleret pop til r’n’b. Jakob LisbjergDer var specielt tre udgivelser, jeg så frem til i 2005: Sam Prekops andet soloalbum, Woodbines opfølger til den fantastiske debut fra 1999 og The Montgolfier Brothers’ tredje album All My Bad Thoughts. Prekops Who’s Your New Professor har måske ikke samme umiddelbarhed og bossa-feel som hans første plade. Jaga Jazzist: What We Must Men i disse tider, hvor der er langt mellem albums fra The Sea and Cake, er det et dejligt genhør både musikalsk og vokalmæssigt. Woodbines debut var afdæmpet og sovset ind i et mudret og drømmende lydtæppe. Efterfølgeren Best Before End gemmer sig ikke så meget, men det gør ikke noget, for numrene er lige så stærke og intime, og de gemmer på mange, godt skjulte hemmeligheder. The Montgolfier Brothers’ to forrige album har begge ramt en melankolsk og romantisk nerve i min krop som få andre plader. Desværre lever All My Bad Thoughts ikke helt op til mine forventninger. Sådan er det desværre nogle gange, når man glæder sig for meget. Til gengæld indeholder albummet årets måske smukkeste nummer: Journey’s End er en otte minutters sørgelig, underspillet ballade centreret omkring et simpelt klaver-riff og svævende synthflader. Og så selvfølgelig Roger Quigleys vokal produceret, så den smyger sig helt ind i sjælen. For mig kom årets bedste album fra norske Jaga Jazzist. Jeg har kun været semi-interesseret i deres tidligere udgivelser, som blandede elektronik med jazz i en i mine ører lidt for hektisk kombination. Women and Children-boxsæt Men nordmændene har mere eller mindre droppet jazzen som primære musikstil og spiller nu en storladen form for prog-rock, der maler med kæmpestore, følelsesladede pensler. Jazz-elementerne er der dog stadig, og kombineret med guitarer og fantastiske melodier har Jaga Jazzist virkelig ramt en musikalsk tone, som påvirker mig i hele kroppen. Årets bedste indpakning må være Woman & Children-boksen på selskabet Hallso. Det canadisk-amerikansk-franske band har varmet op for Cat Power, og med deres stemningsfulde, skæve noir-folk er det fremragende efter-aftenkaffen-musik. Boksen, som blot kommer i 500 eksemplarer, er en grøn kasse med guldtryk. Indholdet er to 10″ og en dvd med kortfilm og liveoptagelser. Der medfølger desuden et stort tekstark med. Baghjul til Stereolab, Low og Nick Cave, som alle tre udgav nogle, rent indpakningsmæssigt, pauvre boks-sæt i 2005. Mikkel MortensenFiona Apple havde modet til at lade være med at gøre noget som helst, da Sony nægtede at lade hende genindspille de demoer, hun havde lavet med producer Jon Brion i 2002. Fiona Apple: Extraordinary Machine Det skulle tage tre år, før pladeselskabet grundet pres fra Apples fans gav hende pengene til at gå i studiet med hiphop-produceren Mike Elizondo. Extraordinary Machine indeholder også to Brion-produktioner, og deres barokke, tidløse instrumentering komplimenterer på forunderlig vis resten af albummet på trods af de resterende sanges mere moderne lyd. Dette skyldes utvivlsomt, at Elizondo ikke forsøger at pakke Apples sange ind i glat vellyd. Der er plads til de disharmoniske, krasse elementer, der giver Apples musik sin kant.Og dét er der heldigvis masser af på Extraordinary Machine, der utvivlsomt er Apple’s mest eksperimenterende værk til dato, og det er en fornøjelse at høre, hvordan Apple er vokset som sangskriver, samtidig med at selvtilliden er blevet stor nok til, at hun tør gøre hvad som helst. Man kan kun håbe, at der ikke skal gå yderligere seks år, før Fiona Apple får lov til at udsende et nyt album, eftersom hendes talent er alt for stort til at gå til spilde, blot fordi et multinationalt pladeselskab ikke kan se hitpotentialet. Jan Overgaard MogensenÅrets største overraskelse for mig var ubetinget at opdage, at hverken Orbital eller Plaid har levet forgæves. Tænk, at der stadig laves funky, storladen og detaljerig tecnho. Og at skidtet fungerer! Det drejer sig selvfølgelig om Isolées fantastiske Wearemonster, der napper det bedste fra de sidste 25 års elektroniske musik og gør det nyt, vedkommende og spiseligt. Isolée: Wearemonster Elektro-håndklap og astrale keyboardklange, som hentet direkte fra en LTJ Bukem-opsamling fra midt-90’erne, optræder ved siden af smidige baslinjer fra fransk filterhouse og velfungerende melodier, som Orbital-brødrene ikke kunne have lavet bedre. Isolées landsmand Robert Henke, der i mange år har udgivet under navnet Monolake, udgav for et par måneder siden polygon_cities og uden at han hverken revolutionerer sin egen eller andres verden, er det dog endnu en omgang habil og swingende minimalistisk techno, der langsomt, men sikkert varmer éns fodballer op. I det hele taget lever den tyske electronica i allerbedste velgående og ud over de to nævnte blev vi også begavet med nyt fra Rhythm & Sound, der på See Mi Yah endnu en gang dykkede ned i Jamaicas dubbede dynd. R’n’b er en forkætret genre og har måske det dårligste ry blandt “seriøse” musikelskere. Det er selvfølgelig dybt uretfærdigt – for lige så snart man får børstet guldglimmeret af skulderen og gnedet øjnene fri for stramme røve og lækre babes (det behøver man jo strengt taget ikke at gøre…), gemmer der sig et hav af seriøst arbejdende sangere og producere, der har lige så meget på hjerte og er lige så intense i deres udtryk som de første 100 kloner af Bright Eyes. Jaguar Wrights bedste nummer på Divorcing Neo to Marry Soul er således den MTV-fjendske, over 10 minutter lange ballade Do Your Worst, der forener det bedste fra den højtbesungne guldalder i 60’erne med de nyeste programmeringer. I mine ører kom årets mest vellykkede r’n’b-album dog fra debutanten Leela James, der greb tilbage til Sam Cookes klassiker A Change Is Gonna Come og med sin personlige, lidt hæse stemme rent faktisk fandt nye sider og gemmer i denne soul-klassiker. Skal 2006 været året, hvor du fordomsfrit kaster dig over en ny genre, så lad det blive r’n’b. Der er meget at hente i disse år. Mikkel ArreFolktronica-duoen The Books bekymrer sig over den politiske udvikling i hjemlandet USA. Det kan man (lidt for) klart høre på deres tredje udspil, Lost and Safe. De samplede vokalstumper fra radio-programmer, gamle dokumentarfilm og alle mulige andre lydkilder har på de tidligere plader strejfet samfundskritik, men denne gang er dét element blevet mere åbenlyst. The Books: Lost and Safe “I can hear a collective rumbling in America,” lyder det i Be Good to Them Always, der musikalsk set er undtagelsen, som bekræfter reglen: Lost and Safe er mere afdæmpet og knap så spraglet som især Thought for Food, og numrene er generelt set mere sangorienterede end førhen.Og alt i alt er Lost and Safe et skridt tilbage for The Books – jeg ville i hvert fald have foretrukket, at de politiske budskaber var forblevet subtile, mens musikken havde fastholdt mere af den sprælske sampler-glade omskiftelighed. Men mens Lost and Safe trods tilbageskridtet bestemt er en udmærket og lytteværdig plade, valgte Joy Zipper at tage så mange skridt baglæns, at deres tredje album The Heartlight Set blev årets klart største skuffelse. Deres oprindelige basis i støjpop a la My Bloody Valentine er forsvundet, og i stedet serverer de en flok alt for sødlige og komplet uengagerende popsange uden hverken kant eller bid. Forgængeren American Whip havde visse anstrøg af kedsomhed, og den udvikling fuldbyrder The Heartlight Set totalt. B-siden på det danske selskab BSBTA’s første vinylsingle nogen sinde, Escape af tyske Cryptic Scenery, er heller ikke videre spændende med sin nærmest uendelige guitarsolo. A-siden er derimod et rart genhør med Antenne. Long to Kiss er et klassisk Antenne-nummer med sparsomme guitarakkorder og yndefuld vokal fra Marie-Louise Munck. En skam, at vi ikke fik to Antenne-numre i stedet. Mexicanske Murcof lyder på sit andet album Remembranza også helt som sig selv. Og det er på ingen måde skidt. Hans fine blanding af minimal techno og afmålte klaver- og stryger-akkorder lyder stadig som triste minder fra det tågede ingenmandsland mellem erindring og forglemmelse. Tilbageholdt og smukt.

Anbefalet

Morgenplader

Der er vidunderlige morgener og tunge morgener og morgener, som egentlig helst bare skulle være aflyst. Undertoners redaktion har fundet ni af de plader, der gør det værd at komme ud af fjerene, og som rent faktisk kan skubbe én godt i gang med dage, der ellers burde være undgået. (12.10.05)Morgenen er en ren befrielse, for forude venter en dag, som har alle muligheder for at blive fremragende. Eller også er morgenen en plage – en slags nødvendigt onde, som bare skal ud af verden på en så smertefri måde som muligt.Morgener er lyse og friske og beder én om at cykle på arbejde i stedet for at tage bussen, men nogle gange er de også så blytunge, at der skal et mere end almindeligt spændende dagsprogram til for at engagere én til at bruge mindre end to timer på at gøre sig klar til at møde verden.Undertoner har udpeget et morgenhold, der bevæbnet med friskpresset appelsinjuice, havregryn og en morgenavis eller to præsenterer deres bedste bud på, hvilke plader der skal til for at indlede dagen på den allerfineste manér. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Stine Mogensen The Clash: London Calling (1979) Giv dig selv en meningsfuld start på dagen med et skud politisk ladet, gedigen Sydlondon-punkrock fra de gode gamle dage! Denne rockhistoriske milepæl er en evigt ung opvisning i smittende nerve og energi og garanterer gang i blodomløbet, også i hjernen. Pladen spænder vidt, fra det rå til det rørende. Skrål med på det vrede titelnummer, mens du læser avis, eller tag en svingom med din pulverkaffe til de funkede toner af Train in Vain. Primal Scream: Screamadelica (1991) Den perfekte symbiose af indie-rock og alternativ dance og den ultimative hyldest til livet som festabe. Med klaver og gospelkor indleder den forførende Movin’ on up et syre-symfonisk album, der byder på lige dele iørefaldende riffs, kølig ambient og dejligt syntetiske trommerytmer. Screamadelica er morgenpladen for dem, der aldrig kom i seng – en plade, som giver en brusende fornemmelse i maven og en smilende start på dagen. Håkan Hellström: Det är så jag säger det (2002) Hvis der skal fart på lige fra den årle morgenstund: Håkan Hellströms andet album er rendyrket powerpop og et frydefuldt inferno af sambatrommer, ride-bækkener, blæsersektioner og skarpe Smiths-inspirerede guitarfigurer. Hellströms skingre vokal belægger dette sammensurium med en hvinende sød fernis og giver et uimodståeligt naivt helhedsindtryk. Numre som Kom igen, Lena er lyden af sommer på plade og de rene vitaminer på en træt novembermorgen. Rose Feldfoss Rossum Oscar Danielson: Schysst och populär (1996) En talentbegavet og veluddannet guitarist med hestehale og al den tid, der er i hele verden, sætter sig ved din seng. Dygtigt akkompagneret synger han om at være et menneske med fejl og om sin stakkels kat, der nok hellere ville smadres mod asfalten fra 5. etage end at leve i hans stillestående selskab. Her sker der ikke meget, men Danielsons stockholmske strøtanker er så fine, at hans overskud ikke undgår at smitte. Verdens mindst stressede mand hedder Oscar Danielson. Bo Kaspers Orkester: Söndag i sängen(1993) Bigband, blæsere, svensk sprog og trippende fødder. Musikken, der smiler til dig fra morgenstunden, serverer scones på en hverdag, går med hat, og hvisker som med et glimt i øjet og en slet skjult svensk accent “Shall we dance?” Dette charmerende jazzede album gør – på Singing in the rain-manér – hver mandag morgen til en fest og hver onsdag til en… Som Bo Kasper selv synger det: “Jeg ved, at det burde være onsdag i dag, men det er søndag i sengen hos mig.” The Streets: A Grand Don’t Come for Free(2004) Mælken var for gammel, cyklen stjålet… Lidt skævt ud ad sengen? Her er din mand. Sådan har han det også. Hiphop fra den alternative skuffe, delt i stykker og sat “forkert” sammen. Knasende genialt. Blottet for ho’s og bling-bling. For uden hittet Fit But You Know It er albummet fyldt med numre, der passer perfekt til en hverdagsmorgen, slentren ned af gaden, almindeligt storbyliv, almindelige problemer. En helt ualmindelig kunstner – og britisk accent. Astrid Kirstine Dynesen Feist: Let It Die (2004) På trods af den depressive titel er dette en plade, der bliver helt magisk i det øjeblik, man tørrer morgenrim af cykelsadlen med sit ærme en kølig efterårs- eller vintermorgen. De 11 numre er både blide og afslappende – men stadig lige præcis så energiske, at man vækkes. Leslie Feists charmerende stemme kryber helt ind under sovemærkerne, og især er det fortryllende at gnide øjne i takt med det country-inspirerede og kække indiepop-nummer Mushaboom. Rufus Wainwright: Want Two (2005) Rufus Wainwrights nyeste udspil er nok den plade i min reol, der kan sniges ind i flest forskellige sammenhænge. Dog er den især god helt tidligt, når vækkeuret har ringet, og dagens første kop kaffe skal indtages. I et intenst nummer som Memphis Skyline sætter kombinationen af den højtrystede, opera-vokal og de smukke klavertoner sig hårdt fast og bliver hurtigt en uundværlig morgenrutine, der på farlig vis frister én til at blive inden døre. Belle & Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996) Belle & Sebastian får jeg vist generelt aldrig nok af, men lige præcis denne plade har en helt speciel, humørvækkende effekt, der egner sig helt forbløffende til cykelstien om morgnen i alt slags vejr, al slags stress og al slags trafik. Med de melodiske, kække og nogle gange sørgelige melodier og ironiske tekster, som eksempelvis i nummeret Get Me Away From Here, I’m Dying, får man lov at forblive – bare lidt længere – i sin helt egen drømmeverden.

Artikler

Undertoners anmeldelser fra Recession 05

2005-udgaven af den grænsesøgende Århus-festival Recession har bestemt ikke haft hverken medvind eller muligheden for at trille ned ad bakke. Efter at 2004-udgaven især organisatorisk lod en del tilbage at ønske, fik arrangørerne kniven af en 200 år gammel digter. Foto: jint.dk Den alt andet end subtile fejring af H.C. Andersens fødselsdag sugede pengene ud af de offentlige kulturkasser, og pludselig var der ikke meget at komme efter for Recession. Derfor var programmet minimeret ret kraftigt i forhold til de to tidligere udgaver af festivalen. Men trods det relativt lille antal optrædende mislykkedes det at gennemføre det annoncerede program. Newyorker-hiphopduoen Cannibal Ox, der var det allerførste navn, arrangørerne præsenterede, viste sig nemlig lige pludselig (kun to dage før deres show!) slet ikke at kunne rejse ud af USA på grund af en samfundstjeneste-dom til en af rapperne.Det er temmelig uklart, hvordan det kunne gå til, at det angiveligt først så sent gik op for enten arrangørerne eller duoens pladeselskab, at koncerten for resten ikke kunne lade sig gøre.Noget tyder dog på, at det var selskabet, Def Jux, der havde taget de helt store støvler på, inden de jokkede i spinatbedet, for allerede 30 timer efter Cannibal Ox’ afbud meldte label-chefen El-P sig som afløser.Og dermed endte dét, der kunne have været en veritabel arrangør-fiasko, trods alt nogenlunde lykkeligt – og hatten af for dét! Undertoner sendte en skribent af sted til de tre dage i Ridehuset, og her er hans anmeldelser af et solidt udpluk af koncerterne: Jomi Massage, Mikael Simpson, 18th Dye, 03.11.05System, Pita, Fennesz, 04.11.05Grayskul, El-P & Cage, 05.11.05

Anbefalet

Løvfaldsplader

Det er på tide igen at indlemme ord som ‘fleecetrøje’ og ‘hyldebærsuppe’ i ordforrådet. Træernes blade vover sig ud i prangende farveeksplosioner og dratter kort efter ned. Og tager sommerens letsind med sig i faldet. Undertoner udpeger en stak plader, som godt ved, hvor tungt løvfaldet kan føles.De gyldne solnedgange kommer tidligere og tidligere, og kulden begynder at bide i fingrene, når man cykler om morgenen. Temperaturfaldet sætter også snart sine sylespidse tænder i træerne, der sitrende lader sig afpresse til at smide de visne blade. Og mens det ravfarvede løv svæver ned mod skovbunden, tager det endegyldigt sommeren og dens ubekymrethed med sig i faldet. Nu er det alvor. Der er lang tid til de næste dage med godt og lunt vejr. Undertoners redaktion har taget konsekvensen af, at terrassen er belejret af bidske vindstød de næste mange måneder, og har sat sig godt til rette med god løvfaldsmusik i ørerne. Cæcilie Jessen The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra-la-la Band: Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward (2001) I høretelefoner er måden, hvorpå lyden skifter side i pladens første skæring, som lyden af et blad, der vugger gennem luften. Følelsen af en genert, blegnet eftermiddagssol er blevet indkapslet i klavertoner, mens dommedagsprofetierne hagler ned over lytteren og skaber et gråsind, der ved, at tiderne bliver mørkere. The Mountain Goats – The Sunset Tree (2005) Mountain Goats har med lige dele sortsynet ironi og hidsig bevægelseslyst skabt en plade, alle bør køre i tog til, mens det rusker udenfor. De første skæringer fanger øret med tekstbidder som “I write down good reasons to freeze to death“, og herefter følger en jævn, folk-rocket masse, før alle bladene til sidst er faldet og der kun er guitar og vokal tilbage. The One Ensemble of Daniel Padden: The Owl of Fives (2003) Daniel Padden kan fylde et stort hus med smuk musik, når det er oktober, og det er bælgmørkt, og det er tid til at skrælle kæmpekartofler. Udspekulerede strenge og blæsere og korsangere danser og svæver af sted og fylder hvert et hjørne med lige dele mystik og nydelse-med-øjnene-lukkede. Daniel Flendt Dreesen Encre: Flux (2004) Franskmanden Yann Tambour har bedrevet et mesterstykke indenfor moderne kammermusik. Som hos tyske Kammerflimmer Kollektief sammensmeltes myriader af organiske melodier med diskret elektronik alt imens der hviskes dragende på modersmålet. Flux skaber en stærk foruroligende stemning, perfekt afstemt til efterårsvindenes natlige susen. Arab Strap: The Red Thread (2001) Aidan Moffat puster omtrent bladene af træerne med sin snøvlende pub-snak, som dog forbliver hjerteskærende og aldrig utroværdig. Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt Moffat har fundet den røde tråd, er The Red Thread utvivlsomt de skotske skyggevogteres smukkeste album til dato. En ren og urolig melankoli; et soundtrack til kolde skovbrande. David Sylvian: Secrets of the Beehive (1987) Sylvian intonerer sit tidløse mesterværk med linien “September is here again” og sætter dermed tonen til forandring i forfaldets farver. Hans årelange kompagnon Ryuchi Sakamotos eventyrlige og intime arrangementer går i symbiose med Sylvians uforlignelige vokal, og der væves tusmørkemusik forankret i naturens kredsløb og sindets hemmelighedsfulde vandringer. Jeppe Kristensen Sunhouse: Crazy on the Weekend (1998) Crazy on the Weekend er en af de plader, der har gemt sig under løvet. Ikke desto mindre er det en fantastisk samling sange, der emmer af melankoli, tab og kærlighed, fantastisk spundet sammen af Gavin Clarkes single malt-stemme. Det er ikke en plade, der giver varme i kinderne, men til gengæld minder den én om, at man kun lever én gang. Man kan kun begræde, at det blev det eneste, man skulle høre fra kvartetten. Hederos/Hellberg: Together in the Darkness (2001) Strømforbruget på denne plade er minimalt. Der er dømt lavmælt og stemningsfyldt svensk melankoli, som kun de formår. Pladen er en kombination af egne sange og covernumre fra blandt andre Neil Young. Der er Martin Hederos’ eminente tangentbehandling og nærværende vokal fra Mattias Hellberg, som løfter melodierne op til en kirke-agtig stemning, hvor man overlader sig til de store tanker. Det er et både originalt og mørkt soundtrack til efterårsferien. James Yorkston and the Athletes: Moving Up Country (2002) Det følsomme og enkle står lysende klart. Det er en fryd at gå på opdagelse i James Yorkstons akustiske folk-rock univers. Jo mere man lytter, jo mere opdager man. Og når man nu nærmest er spærret inde i de mørke måneder, bliver man rigt belønnet ved at bruge tiden på en opdagelsesrejse ind i James Yorkstons landlige og sørgmodige musikalske rum, der får det til at risle frydefuldt ned af ryggen, samtidig med at de musikalske farver blandes nøjagtig som en skovbund i oktober.

Anbefalet

Regnvejrsplader

Så blev det september, og vinden har fået mere kulde og bid. Pigernes ærmeløse toppe forvandler sig snart til regnjakker, og gummistøvlerne får inden længe kronede dage. Jeps, det trækker op derude i horisonten. Der er umiskendelige tegn, der tyder på, at det bliver regnvejr. Rigtig meget regnvejr.