Skribent - Redaktionen

Nyheder

Ny plade fra Moi Caprice

Det danske band Moi Caprice har efter flere studiesessioner færdiggjort en ny fuldlængde, som er bandets anden efter debuten Once upon a Time in the North fra 2003. Pladen kommer til at hedde You Can’t Say No Forever og lander i butikkerne den 14. marts. Du har måske allerede hørt udspillet To the Lighthouse; hvis ikke kan du gøre dette på bandets hjemmeside. Læs også Undertoners anmeldelse af Once upon a Time in the North

Nyheder

Emergenza-musikkonkurrence klar til affyring

Emergenza er nu blevet den største musikkonkurrence i Danmark. Sådan lyder meldingen fra deres egen hjemmeside, og det er da også en ordentlig klynge bands, som står klar til at dyste. Hele 96 navne har Emergenza stykket ind i deres program, så der bliver rigeligt at lytte til i februar og marts måned, hvor konkurrencen løber af stablen i København og Århus. For nærmere information om konkurrencen og de optrædende bands: www.emergenza-festival.dk

Nyheder

Ny EP fra The Lucksmiths – fuldlængde på vej

De blide australske indiepoppere i The Lucksmiths har efter en 18 måneders udgivelsespause udsendt EP´en The Chapter in Your Life Entitled San Francisco, hvoraf titelnummeret vil være at finde på bandets næste fuldlængde, som kommer til april. Idéen til titelnummeret er i øvrigt hentet fra en reklamekampagne, som staten Californien kørte under depressionen i trediverne for at lokke folk og penge til byen. Bandet har været et par år om at skrive sangen færdig, da det især skabte problemer at finde et rim til ‘San Francisco’, der ikke var for langt ude. Hvad det endte med skal ikke afsløres her, men til gengæld kan vi da nævne, at ‘come to pass’ bliver rimet med ‘memoirs’, hvilket vel kun kan lade sig gøre på australsk. De tre øvrige nummer på EP´en omfatter to andre Lucksmiths-kompositioner Young and Dumb og The Winter Proper, samt en coverversion af The Bee Gees´ I Started a Joke. The Chapter in Your Life Entitled San Francisco udkommer kun i 750 eksemplarer og kan bestilles fra Candle Records hjemmeside. www.candlerecords.com.au

Nyheder

Releasefest for elektronisk compilation

I morgen fredag holdes releasefest på Rust. Det sker i anledning af kompilationen Radio Recordings TWO, som indeholder noget af det ypperste fra den danske elektroniske scene. Pladen kommer i butikkerne den 1. februar og indeholder numre med bl.a. Junkyard Production, Djosos Krost, Pellarin, Rasmus Möbius, Crowd Control, Skyphone, Def Jaguar, Trentemøller/DJ TOM og Unexploded. P3 sender direkte fra arrangementet, som har følgende koncertprogram: 21:30: Pellarin22:00: Djosos Krost23:00: Junkyard Production24:00: Trentemøller/DJ TOM Entréen lyder på 50 kroner.

Nyheder

Vibration-festival tyvstarter i aften

Ja, egentlig begynder Vibration-festivalen først den 15. februar, men arrangørerne i Play/Rec har to forudgående shows, som de putter under samme paraply. Præ-Vibration-shows. Smart nok, ikke? I aften åbner de dørene for det første af slagsen. Det foregår på Huset i Magstræde i København, og på plakaten er Chris Leo og Little Wings. Der er endnu ingen forlydender om entrépris, men tidligere koncerter i Play/Rec-regi plejer at koste omkring 50 kroner. Nedenstående bandbeskrivelser er sakset fra Vibrations hjemmeside. Chris Leo (US)Den tidligere frontfigur i The Van Pelt har siden tiden i dette toneangivende amerikanske band ikke ligget på den lade side. Umiddelbart indledte han under navnet The Lapse et samarbejde med Toko Yasuda (The Van Pelt, ENON), der resulterede i en række plader med stilsikre bud på en fornyelse af indiegenren med en lyd, der kan spores hos bands som Blonde Redhead, Sunny Day Real Estate og Karate. På Vibration ’05 dukker Chris Leo op alene med en akustisk guitar og en samling nye sange, der uden tvivl vil brænde igennem med hans helt unikke udtryk i kombinationen af talte og sungne passager, intelligente og poetisk tekster samt et forfriskende syn på samfundet som helhed. Little Wings (US)Bliver året 2005 troubadourernes år? Sidste år virkede i alt fald som startskuddet for et større omrejsende gilde af hipsters, der slog triste folktoner an. Således er tilfældet også for den særegne Kyle Field og hans konstant foranderlige bandkonstellation, Little Wings, hvis musik er af en bøjelig størrelse. Den bevæger sig fra Beach Boys-inspireret, solslikkende indiepop til mere tilbagelænet country og folk. Og på en scene er uforudsigeligheden blandt de mere gældende faktorer. Der er plads til alt fra improviserede melodier til lejrbålssange. Stilen har aldrig været mere populær, og hvis du er lige så meget til indhold som til form, så er Little Wings en sikker vinder. For mere information: www.vibration05.dk, www.playrec.dk

Nyheder

Festival for musik du ikke ved du ikke kender

Hvor er det dog skønt at se, at der er gang i vækstlaget i dansk musik. Når de mere etablerede koncertarrangører ikke vil vove sig ud i det, må folk selv ty til at arrangere. Rundt om i landet ser man det ene arrangement poppe op efter det andet, og det er en fryd for øjet – og øret, ikke mindst. Den 28. og 29. januar kan man opleve festivalen, der præsenterer, hvad den hedder; det knap så mundrette navn “Musik du ikke ved du ikke kender.” Det er med selvsikker tone, at festivalen proklamerer, at navnene på deres plakat “vil komme til at præge den danske musikscene i det kommende år.” Muligheden foreligger i hvert fald, eftersom 12 af de bands, der spiller på festivalen, vil pladedebutere i løbet af 2005. Festivalen finder sted i Folkets Hus, Stengade 50, Kbh. N. Her skal man blot slippe 35 kroner pr. dag. Programmet inkluderer følgende navne: BiiCa Cherry Overdrive The Doi Encore un Moment Monsiur Le Bourreau Fukt GimmiJapan Kå Mads Mouritz Niepoort The Ondt and the Gracehoper Pelle og Puta Ea Philippa Siku Steric For mere information: www.c-live.dk

Nyheder

Nye navne på Roskilde-plakaten

Roskilde Festival er ved at gøre deres uheldige start på ’05-programmet godt igen (hvem vælger af egen vilje at putte forvaskede D.A.D. som det første navn på plakaten? Jesper Binzer har vist efterhånden bevist, at de få toner, stemmebåndet engang kunne bære, er komplet tilridsede og kørt i smadder). I hvert fald begynder tingene at se lysere ud med de fire senest bekræftede bands til festivalen. Men man kan kan vist også kun forlange kvalitet, når billetprisen i år lyder 1250 kroner (kommer der nogensinde til at være et prisloft?!). De fire offentliggjort navne er Black Sabbath, Green Day, The Dears, The Go! Team. For mere info: www.roskilde-festival.dk

Nyheder

Vibration ’05 klar med færdigt program

Vibration har sammenstykket et mangfoldigt program med en blanding af navne fra det danske vækstlag, som festivalen finder interessante, og en mindre håndfuld udenlandske artister som krydderi på lokkemaden. Festivalen løber af stablen i perioden 16.-19. februar med primær omgang i det københavnske, dog med et par enkelte afstikkere til Odense. Arrangementet sparkes dog igang allerede den 15. februar på Rust, hvor fem mindre navne giver deres bud på lyden af dansk musik anno 2005. Entré er gratis, der bliver uddelt Vibration-cd’er med numre fra 18 af de optrædende bands, og mon ikke også der falder et par gratis dråber fra den gyldne hane? Untitled Document   Tirsdag 15. februar Onsdag 16. februar Torsdag 17. februar Fredag 18. februar Lørdag 19. februar Stengade30 Barra Head Lack Candy Crash Rock City Morgue Lille Vega Jozé Gonzáles Antophones Efterklang Stafrænn Hakon Rust GimmiJapan Hellraiser Ten Marvins Revolt My Friend George Oh No Ono Max Tundra Sternklang Ugress The Blue Van The Royal Highness Loppen The Frames Figurines Gravy Hell on Wheels Delicia Mini Little Jimmy Reeves Studenternes Hus, Odense José Gonzalez Erwin Thomas & His Tiny Band The Alpine Joycehotel Yellowish For yderligere information: www.vibration05.dk

Nyheder

Nye forårsudgivelser fra BSBTA

Det lille, men yderst produktive, Københavnske pladeselskab BSBTA er på banen igen med en række nye udgivelser i foråret, men vil derefter holde en (chok) sommerferie. Mellem nu og april vil der dog komme en del fra Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, som er pladeselskabets fulde mærkelige navn. The Silver Quickies er allerede nu ude med pladen Phlegmboyant (Hvad sker der med de ord?), og snart vil man også høre nyt fra Kristian Thomsen og Frail Stars. Den produktive nordsjællænder David Neuer kommer med Maple Tree, mens et af BSBTA-grundlæggeren Christian Kanns egne projekter, The Inhibitionists, udsender Living It Up in the Dark Ages. Den sidste af de allerede nu planlagte forårsudgivelser er Branta îx´s tredobbelte cd-r Arse-shaped Boxx. Vi glæder os og ønsker derefter god sommerferie til BSBTA, der, efter udgivelsespausen, vil vende tilbage til august. For mere info: www.bsbta.dk

Artikler

Fem vinkler på en plade

Hvordan er en plade god? Og kan man stole på bedømmelsen, hvis én person påstår det? Ikke altid. Undertoner har derfor taget konsekvensen af ovenstående spørgsmål og fra fem vinkler kastet lys på Monster Movies plade To the Moon. Fem skribenter har anmeldt pladen, og de er ikke enige om musikken. (08.12.04)En nedfældet vurdering af et stykke musik. Således kan en pladeanmeldelse karakteriseres. Subjektivitet spiller naturligvis også ind – for hvor er vi henne, hvis der ikke er tale om en personlig oplevelse? Det er denne, der skal videreformidles – og helst på en interessant, appetitlig og saglig måde. Tilgangene til en pladeanmeldelse er lige så forskelligartede som meningerne om de gældende plader. Vi har derfor hos Undertoner kastet os ud i et lille metodeeksperiment. Fem skribenter har fået til opgave at vurdere samme plade. Som man kunne forvente, er anmeldelserne og vurderingerne forskellige fra hinanden. Læs anmeldelserne nedenfor… Monster Movie: To the MoonAf Mikkel ArreMonster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus BækgaardDen forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Peter HansenDen anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Jan Overgaard MogensenEr titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus Bang PetersenMonster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination. Læs anmeldelse…

Interview

“Jeg gad da godt kaste op før hver koncert” – en drøm af et interview med epo-555

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? Foto: Jasper Carlberg (Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.) Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter. [klip][Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?] – D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt. – Men først skal I et smut til New York?Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi. – Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret. [Strubehoved?] [klip][Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.] – Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet. Foto: Jasper Carlberg – Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening. – Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi. [Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.] [klip][Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.] – Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert. – Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være. Foto: Jasper Carlberg – Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget? Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår. – Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag? Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump. [Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?] [klip][Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?] Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…Ebbe: Hvad betyder navnet?– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det. Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan. Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt. Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt. Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.– Tak, tak. [klip] [Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.] – Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst? Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade… – Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden? Foto: Jasper Carlberg Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene. – Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende? Mikkel: Nej.Ebbe: Nej.– Nej. [klip]Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur: “Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.” – Dexter & Angelina. Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

Artikler

Vejen ind – de bedste åbningsnumre

Det første indtryk af en plade ligger naturligvis i åbningsnummeret. Det er her, de indledende meninger dannes om pladen. Netop derfor er åbningsnummeret den måske vigtigste del af en plade. Undertoner bringer her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. (02.08.04)Noget af det lækreste ved første gennemlytning af en ny plade er det helt igennem perfekte åbningsnummer. Resten af pladen kan meget vel efterfølgende dykke ned i uforskammelige dybder af elendighed, men hvis et band lægger ud med en ørekrøllende, sublimt vellydende og stærkt opmærksomhedskrævende sang, så er man helt og aldeles i bandets magt i de forventningsfulde minutter, der følger. Det er en delikat kunst at åbne en plade på den helt rigtige manér – og når alt kommer til alt, så har bandet enten magien i sine hænder, eller også er den pist forsvundet (her tæller de såkaldte gyldne middelveje ikke). Måske burde der spares på krudtet, så der er nok guldkorn at sprede ud over hele pladen; men gøres der det, risikerer man, at lytterne falder fra, inden de når så langt. Selv gutterne i High Fidelity kastede favoritter af sig inden for kategorien ’side one, track ones.’ Der var måske nok en del forudsigelighed at spore samt en overvægt af klassikere fra den kant. Undertoners redaktion er trådt ud ad samme sti. Til ære for dem, som kender vejen til en sikker, triumferende sejr, bringer vi her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. Gene Clark: Life’s Greatest Fool Gene Clark var den bedste sanger og sangskriver i The Byrds. Faktum. Men han nåede kun at være med i to år, før han pågyndte en imponerende, men ofte overset soloproduktion. Den varede indtil hans død i 1991 og bød på flere kunstneriske højdepunkter. Det største vil altid være Life’s Greatest Fool fra 1974. At Gene Clark er en af de allervigtigste pioneer inden for countryrock, fastslår han på dette ekstremt medrivende, festlige og kantede stykke musik, der på fornem vis blander rock, country og ikke mindst hvid soul. Sangen åbner med et lækkert, broget klaver, hvorefter Gene Clark begiver sig ud i sin lettere distancerede country-soul-croon. En dyr, men dårlig produktion tvinger Gene Clarks vokal et stykke i baggrunden, og han næsten overdøves af den rungende klaver-rundgang. Men det bidrager kun endnu mere til flowet i sangen, og det hele topper med et højtragende soul-kor. Life’s Greatest Fool har ikke noget decideret omkvæd, men den er et stort røvballe-trip fra ende til anden. Som sagt, en pionerfremturen i countryrock. Further Seems Forever: The Moon Is Down Du hører suset fra et fly, der rasende passerer over dig; således blæses The Moon Is Down i gang, godt fulgt op af piskende bækkener og fræsende guitarer. Further Seems Forever lossede i 2001 nyt liv i en døende emo-genre. Med aggressive og rytmisk varierede trommer samt en stærkt emotionel (ja, ordet skulle jo komme før eller siden) vokallevering af Chris Carrabba fik emoen tildelt et nyt sæt lunger, og med James Paul Wisners samtidigt stramme og luftige produktion, der tillader lag af strygere puste nummeret mod svimlende luftlag, kan man ånde lettet op med smilende kropslig udfoldelse. I den ydre atmosfære på toppen af det hele kan man høre Carrabbas tragi-romantiske tekstlinjer med sikre lyriske driblinger. Det passerende fly fungerer metaforisk som optimismens endelige triumf med parret på vej mod stjernehøjder: “You’ve measured our strides / Marked the degree of our fever / Charted the log / Made sure the temperature’s rising.” Sjældent har et sus blæst så kraftigt om ørerne! Joy Zipper: Like 24 (6 + 1 =3) Long Island-duoen Joy Zipper består af kæresteparret Tabitha Tinsdale og Vincent Cafiso. Og deres glohede kærlighed gør det oplagt, at bandets debutalbum indledes med lydmæssig rekonstruktion af Boticellis berømte maleri af Venus, der fødes af havet. På bølgetoppe af skyllende støj flyder Tinsdale og Cafisos lyse vokalharmonier ind mod land, og da de rammer kysten med et lille bump, udvikler Like 24 (6 + 1 = 3) sig til en sommer-sløv slentretur i det sollune sand. Guitaren er spækket med soltimer, og de to vokaler præsterer en overmåde kælen omgang call-and-response, hvor Tinsdales døsigt sensuelle svar kan få selv erfarne charmører til at slå blikket ned. Også i det dovent daskende omkvæd er vokalerne skubbet helt frem i lydbilledet, hvor de uden at blænde sender korngule stråler af sommerglæde ud til lytteren. “Things aren’t always what they seem,” synger Cafiso. Her er der imidlertid ingen tvivl – dét hér er ufortyndet sommerstemning. Mercury Rev: The Dark Is Rising Hvis den første skæring på Mercury Revs seneste plade fra 2001, All Is Dream, var et af de bilkort, jeg som mindre spillede spil med mine kammerater om, ville den være uhyggelig stærk. Måske er dens tophastighed og dens vægt ikke så imponerende, men den accelererer fra 0 til 100 på mindre end ét sekund. Det er nemlig så hurtigt, det går i The Dark Is Rising, der med sit majestætiske strygerarrangement på overvældende vis starter en ellers skrøbelig og afdæmpet sang. Titlen kunne næsten ikke passe dårligere til denne eksplosion af lys i det mørkeste mørke, som man får kastet i ansigtet i denne ét sekund lange rejse fra helvede til himmel. Når man første gang sætter pladen på, er man ulykkeligt uvidende om den magiske verden, man snarligt skal træde ind i. Og det er en verden, man kommer til at besøge igen og igen – og hvad gør det så, at titlen ikke passer godt til dét, der er et af de bedste åbningsnumre nogen sinde? Morphine: The Night Titelsangen fra amerikanske Morphines svanesang er, set i bakspejlet, en endnu mere tragisk affære, end dens dybt sørgmodige tone i sig selv lægger op til. Væk er Morphines råsexede jazz-punk, erstattet af et grådkvalt epos til natten og forelskelsen Lila. I 1999, et år inden The Night-albummet blev udgivet, var forsanger, sangskriver og bassist Mark Sandman faldet død om af et hjerteanfald under en koncert i Italien. Mange frygtede derfor, at Morphines udskældte (men ikke desto mindre fremragende) Like Swimming fra 1997 ville blive det sidste, vi hørte fra dette unikke orkester, der fra starten næsten udelukkende benyttede sig af en to-strenget bas, saxofon og trommer. Men Morphine havde allerede indspillet The Night før Mark Sandmans død, og ironisk nok får det titelnummeret til at fungere som det endelige tæppefald for Morphine. The Night har det slæbende og jazzede bas-groove, der kendetegner Morphines mere afdæmpede øjeblikke, men det er Dana Colleys legende saxofonspil, der giver sangen det helt rette late night feel. Og selv om det er Mark Sandmans forelskelse i kvinden og natten, der egentlig er sangens kerne, kan man ikke undgå at se den som en uhyggelig sandfærdig spådom om, hvad der et år senere ville ske for Sandman og Morphine. The Replacements: Kids Don’t Follow – Hello. This is the Minneapolis Police. The party is over.– Hey, fuck you man!– If you all just grab your stuff and leave, there won’t be any hassle.– Rock n’ roll!– The party’s been closed”¦ The party is over with, grab your stuff and go and nobody goes to jail.– One, two, three, four”¦ Her er det indledende sample til The Replacements’ Kids Don’t Follow fra minialbummet Stink fra 1982 – et af rockhistoriens stærkeste åbningsnumre og i det hele taget en fantastisk sang. Nummeret indfanger kernen af det, som var fedt ved The Replacements’ omgang med punkbevægelsen. Her er alt, hvad man kan ønske sig af antiautoritære teenage-attituder og provinsiel bonderøvsvrede. Men det er ikke så meget had til politiet som skuffelse over ikke at kunne få lov at drikke pilsnere og høre rock n’ roll i fred, der driver værket. Paul Westerbergs slidte stemme og Bob Stinsons Chuck Berry-agtige guitarriff indgår i en særlig enhed her og rammer en energisk stemning af ungdommelig ligegyldighed og kompromisløshed. Det er utroligt charmerende og helt umuligt at modstå. Shellac: Prayer to God Steve Albini er måske mest kendt som lydteknikeren, der kan hive den sprødeste lyd ud af en nedbarberet bandkonstellation. Derfor kan det vel næppe være en overraskelse af dimensioner, at han som guitarist og sanger i eget band Shellac perfektionerer sine skærende skarpe produktioner. Shellac kan høres for lyden alene, og selv om de kun er tre i bandet, fremmaner Albini det mest bombastiske og sejttrækkende lydbillede. Prayer to God er en aggressiv sag med en guitarlyd som en diskant skærebrænder og trommer som buldrende tordenskrald. Selv om titlen måske kunne indikere det, finder du ingen bønner om tilgivelse eller andre sindsanker i Prayer to God. Vores hovedperson beder blot Gud om den simple tjeneste at dræbe en gammel kæreste og ydmyge hendes medsammensvorne mod en langsom død. Albini arbejder sig op mod en ustyrlig vrede med mantraet “Just fucking kill him” og lukker af med et taknemmeligt “Amen.” Det er bidende, det er arrigt, og det er fantastisk! To Rococo Rot: I Am in the World with You En diskant, hoppende tromme-programmering og en monoton hi-hat slår stemningen an. Et par susende samples ændrer ikke den afmålte, nærmest kølige grundtone. Dæmpet, distanceret – og åh-så tysk.Men hov – hvor kom den basgang fra? Varm og blød som en pigehånd midt i en januar-kuling er bassen en perfekt kontrast til de minutiøst tilrettelagte beats. Den ånder liv ind i frost-tusmørket, og en rørende flok syntetiske strygere indtager rollen som små, mælkehvide udåndingsskyer.Det lyriske får ikke for lidt hos To Rococo Rot – og alligevel er det umuligt at barbere udtrykket længere ned. Byggestenene i I Am in the World with You er valgt med omhu og demonstrerer, hvordan To Rococo Rot på The Amateur View formåede at få de bedste elementer fra den lavmælte postrock og fra electronicaen til at smelte perfekt sammen.Overraskelsen – og derefter glæden – over, at den firtonige bas-melodi med ét dukker op, holder sig selv efter mange gennemlytninger. Men dens varme havde aldrig haft samme dragende effekt, hvis ikke To Rococo Rots programmeringer havde været så køligt tilbageholdne.I Am in the World with You er et spændingsfelt mellem små snefog og dunkende hjerter af kød og blod. Hvem sagde, at Tyskland ikke er romantisk? Whiskeytown: Midway Park At bedømme Ryan Adams’ efterhånden omfattende og til tider uvæsentlige soloproduktion ud fra de sange, han skrev i de fem år, Whiskeytown eksisterede, er sikkert ikke retfærdigt over for manden selv. Men det er stadigvæk et vidnesbyrd om, hvordan den dengang 20-årige knægt kunne gå fra at være alt. country-genrens største talent til nu bare at være en momentvis interessant sangskriver i vrimlen. Men i 1996, da Whiskeytowns debut, Faithless Street, udkom, var der ingen tvivl om, at Ryan Adams både beherskede den udødelige punk og den ditto traditionelle country (essensen af alt. country). Og her er åbningsnummeret Midway Park stadig et strålende lærebogseksempel i, hvordan man bevarer punkens vildskab og countryens stemningsfulde tradition, samtidig med at man skaber en helt tredje lyd.Ryan Adams’ vokal er højspændt, rå og hæs i Midway Park – især i omkvæddet hvor Adams halvkvalt får hakket sig gennem linjerne “Midway Park / Streetlights shine on all that is dark.” Phil Wandschers letgenkendelige og skarpe guitar sender sangen helt op i de grå skyer over betonparken. Midway Park er egentlig mere punk, end den er country, men essensen af sangen er nu engang Ryan Adams’ vokal. Det er rendyrket suburbia og et absolut højdepunkt i hans sangskrivning. Neil Young: My My Hey Hey (Out of the Blue) I 1977 blev musikscenen i den grad væltet på hovedet af punkbølgen, der skubbede de aldrende hippier fra 68-oprøret ud i kulden. Neil Young tilhørte den gamle generation, men blev en af de få, der tog positivt imod de nye toner. Albummet Rust Never Sleeps indledes med Hey Hey My My (Out of the Blue), der blandt andet kan ses som en hyldest til de nye toner. “The king is gone but he’s not forgotten / This is the story of Johny Rotten,” synger Young, inden han finder mundharmonikaen frem og viser, at man ikke behøver at kopiere punken for at være på bølgelængde med den nye generation. My My Hey Hey er en akustisk sang med en fantastisk melodisk drivkraft og et sublimt fremadrettet guitarspil, der har et meget karakteristisk riff. Ganske vist er sangen akustisk, men der er ikke meget hyggelig lejrbålsstemning over den. Den har en energi, man sjældent hører i akustiske optagelser, hvilket hænger sammen med, at den er optaget live, hvorefter publikum er blevet fjernet. Hermed har man fået lyden af en yderst nærværende Neil Young, der i sin vokal tydeligt udstråler, hvad musikken betyder for ham. My My Hey Hey er på mange måder omgærdet af en næsten mytologisk status, men sangen har alligevel formået at kunne bære det og fremstår den dag i dag stadig som en funklende perle. Og så behøver man i denne forbindelse vel næppe nævne, at sangen også afslutter samme album i en støjende og rå rockudgave?

Artikler

Hvor køber jeg mine plader?

Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. 23.06.04 Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. De fleste pladekøbere har faste rutiner, mht. hvor de køber deres musik. Men det er ingen hemmelighed, at de fysiske grænser for pladeforretninger er udflydende i dag. Internettet har gjort sit indtog mere slagkraftigt end nogensinde før, og netop på internettet finder du de bedst assorterede pladeforretninger. Det er pladeforretninger, som har langt størstedelen af de plader, der bliver skrevet om på Undertoner – plader som i mange tilfælde end ikke er i dansk distribution. Men hvor skal man så gå hen? Hvor er pladerne billige og sælgeren pålidelig? Undertoners redaktion har snuset rundt på nettet og ud fra bred, kollektiv erfaring fundet de bedste og mest velassorterede pladeforretninger online. Action Records En klassisk indie-netshop er engelske Action Records, som også af og til udgiver CD’er som pladeselskab (selskabet har bl.a. udgivet The Fall). Der er den almindelige nye tilgang af plader, men fordelen ved Action Records er, at der også er en tilgang af promoeksemplarer af forskellige plader. Det betyder, at man ofte kan finde de nyeste udgivelser (før de har haft officiel release) i promoudgaver til meget billige priser. Desuden har de et stort bagkatalog med mange gamle vinylpromoer. Man skal være opmærksom på, at shoppen er delt op i en dance- og indiesektion, hvilket betyder, at hvis man søger på en artist i indiesektionen, som de har rubriceret som dance, får man ingen hits, selv om de rent faktisk har varen. Det kan nemt føre til forgæves søgninger. Norman Records Også Leeds-baserede Norman Records har haft et pladeselskab som bibeskæftigelse. Men trods den gennemgående høje standard måtte Jonathon Whiskey Records for nogle måneder siden lade livet.Heldigvis lever pladeforretningen stadig i bedste velgående. En af Norman Records’ store forcer er et konstant opdateret katalog. Der ligger så godt som aldrig noget på hjemmesiden, der ikke er på lager – eller ikke kan skaffes hjem. Ydermere excellerer Leeds-shoppen i altid at have 500 ting på udsalg, og det hænder, at der er yderst fine ting imellem.Servicen er upåklagelig. Man kan reservere plader i op til en uge uden at være forpligtet til at købe. Ekspeditions- og forsendelsestiden er sjældent over fire-fem dage.En ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Norman Records i ny og næ smider secondhand-plader på siden. Det er ikke til at se, om pladerne er brugte, når man søger i kataloget. Kvaliteten af secondhand-skiverne plejer dog at være acceptabel. Boomkat Boomkat er et outlet for Baked Goods, som er europæisk distributør for mange elektroniske labels. Det betyder, at Boomkat har et kæmpe udvalg i elektronisk musik, og det er også det, deres nyhedsbrev fokuserer på. Hos Boomkat kan man finde elektroniske artister, man ikke finder ret mange andre steder. De ekspederer hurtigt og billigt, og hvis man bestiller i dag, kan man godt være heldig at have sine plader i overmorgen, hvis de ellers er på lager. Boomkats svaghed er, at de på sitet viser varer, som de reelt ikke har hjemme – og plader, de påstår, de ikke kan skaffe, kan man selv skaffe ved at klø sig et vist sted – eller søge i en anden shop. eBay Det mest åbenlyse sted at gå til efter brugte plader er auktionssiden eBay. Tusinder af plader bliver dagligt sat på auktion, og mange af dem er fra små selskaber og bands. Hvis du er heldig, kan du finde plader til en slik, men husk at aftale en fragtpris med sælgeren først. Bemærk ligeledes hvilke betalingsformer sælgeren accepterer (et hyppigt benyttet betalingssystem er det særdeles fremragende PayPal). Dit bud er bundet op omkring et såkaldt ’proxy-bud,’ der betyder, at du blot sætter en maximumpris, og så byder systemet for dig i forhold til de andres maksimumpris. Og husk, at det bedste tip for købere er at byde i sidste øjeblik, så du ikke bare er med til at hive prisen i vejret – et såkaldt sniping-bud (du kan også gøre brug af en gratis, ekstern “sniping”-service hos Auctionstealer). Gemm Dengang pladehandel på internettet for alvor blev moderne, etablerede den amerikanske hjemmeside Gemm sig hurtigt som et af de steder, hvor man kunne få brugte sager, som var uopdrivelige andetsteds. Hjemmesiden er en fælles portal for en hel masse pladebutikker – i reglen amerikanske – der lægger deres kataloger af primært brugte plader ud. Når man åbner Gemm, bliver man stadigvæk mødt af de rosende ord, som Rolling Stone Magazine for snart længe siden besmykkede hjemmesiden med: “If you can’t find it here, fuhgeddaboudit!” Det er nok ikke helt tilfældet længere med eBays indtræden in mente. Faktisk har Gemm nærmest fået et dårligt ry, fordi pladerne ved første blik ser ud til at være urimelig dyre i forhold til mange andre steder. Det er også sandt til en vis grad. Når man kigger rundt på siden, er der vitterlig mange latterlige beløb at læse, som slet ikke svarer til de pågældende pladers værdi. Men de høje priser skyldes formentlig mest, at Gemm ikke bliver opdateret på samme måde som auktionsstederne. Hvis en plade er for dyr, bliver den ikke solgt, og så får den lov at stå på siden i al evighed. Det betyder alt sammen, at man skal holde øje med de ting, man gerne vil have og købe dem, når de bliver lagt ud på siden. Hvis man gør det, kan man ofte gøre gode køb, for når man har lagt billet ind på en plade, kan der ikke komme en japansk millionær og byde den op i et urealistisk prisleje. Hvis man er flittig til at holde øje, så er Gemm et rigtig godt sted at købe plader. Der er usandsynlig mange butikker tilmeldt, så der kommer hele tiden mange nye ting til. Mange af butikkerne er måske også af den lidt mere slidte slags, så de kan godt finde på at sælge sjældne plader til meget rimelige priser. Netsounds og Musicstack Der findes også europæisk baserede hjemmesider (selv om det hele selvfølgelig bliver mere og mere spredt med tiden – der er også mange europæere på Gemm). To af de største europæiske sider er Netsounds og Musicstack. Efter at Netsounds opdaterede deres hjemmeside for et par måneder siden, er de to sider blevet næsten identiske. Den primære forskel er, at priserne på Netsounds er anført i engelske pund, mens det er amerikanske dollars, der er den gældende valuta på Musicstack. På den måde kan man vælge lidt mellem dem, efterhånden som valutakurserne ændrer sig. Det sidste lange stykke tid har Musicstack derfor været billigst (den slags varer dog aldrig længe, for de grådige butiksejere ændrer priserne efter kurserne). Princippet på de to sider er det samme som på Gemm, selv om europæerne har været dygtigere til at lave hjemmesiderne, så man hurtigt kan få et overblik over pladerne: En stor gruppe af pladebutikker er tilmeldt siden, og man kan dermed søge i en hel masse forskellige kataloger på én gang. Det er rigtig smart, og man kan let finde gode ting, hvis man er lidt tålmodig og holder øje. Netsounds har måske en tendens til at have lidt flere spændende sager end Musicstack. Djangos Brugt som nyt kan købes hos den amerikanske minikæde Djangos. Fysisk har de et lille antal butikker spredt ud over det amerikanske kontinent, og kataloget fra alle disse er samlet på kædens hjemmeside. Udvalget er ganske bredt, og servicen er høj. Priserne er ligeledes rimelige, og du betaler ikke ekstra for en ordre, uanset hvor mange butikker kæden bliver nødt til at udsende fra. Brugte titler ryger konstant ind og ud af butikken, så derfor er det en god idé at gøre brug af ’notify me’-servicen. Det foregår således, at du får tilsendt en email, når netop den brugte plade, som du har efterspurgt, bliver sat til salg. Men vær hurtig til at snuppe pladen, for du er garanteret ikke den eneste, som er ude efter den! Ovenstående er blot få af mange udbud af online-pladebutikker, så der er altså masser af steder at gå til. Det bedste råd af alle må dog være: Pas på pengepungen! Der er så mange fristelser derude til billige penge, og det kan være svært at gå tomhændet hjem fra et besøg hos de virtuelle pladeforretninger. God købelyst!

Koncerter

Gåte, 13.02.04, Voxhall

[]Udover Aha, en fjerdedel Aqua og en ordentlig røvfuld black metal, er det ikke meget musik, der er trillet ned fra de norske fjelde og videre ud i verden. Men denne aften viste Gåte, at de har et trille-potentiale af de helt store. Udover Aha, en fjerdedel Aqua og en ordentlig røvfuld black metal, er det ikke meget musik, der er trillet ned fra de norske fjelde og videre ud i verden. Men denne aften viste Gåte, at de har et trille-potentiale af de helt store. Gåte har efterhånden gæstet Danmark en lille håndfuld gang uden den store bevågenhed, men deres tilstedeværelser er ikke gået de danske ører helt forbi, for denne aften var Voxhall noget nær udsolgt. Publikum var delt op i dem, der tydeligvis vidste, hvad det drejede sig om, og så dem der var kommet for at se giraffen, formentlig kraftigt ansporet af den førstnævnte kategori. Giraffen er først og fremmest den 18-årige forsangerinde Gunhill. Hun er epicentret i kvintetten, en uskyldsren skovtrold med en stemme der fremmaner indre billeder af norske bjerglandskaber. Rundt omkring hende sætter Gåtes øvrige medlemmer kraftig strøm til en spændende fortolkning af oldnordisk folkemusik. Folkemusik på steroider og en hel del Sorten Muld referencer. 15 sange kastede Gåte af sig denne aften, og de blev uden undtagelse leveret med gejst, indføling og en naiv professionalisme, der aldrig stod i vejen for bandets umiddelbare naturlighed. I sig selv en formen bedrift. Hen imod slutningen blev det måske lidt for meget af det gode, og især guitaristen havde svært ved at tøjle sin begejstring, som kammede over i et ikke særlig vellykket onemanshow, der osede af misforstået 80’er-etikette. Men en stor del af publikum var allerede solgt, og de hoppede lystigt med, inden det norske eventyr sluttede med et ærbødigt fællesbuk. Efter koncerten gik vi – som de misforståede vikinger vi er her i landet – hjem med en mærkværdig rumlen af tusinde års fortrængte gener, der havde hygget sig gevaldigt i et univers, som end ikke Tolkien ikke kunne have iscenesat bedre.

Koncerter

Kitty Wu, 14.11.03, Voxhall

[]Kitty Wu har sat sig mellem to stole. Mens bands som Raveonettes og Mew har trodset dansk rocks sociale arv, og Tim Christensen herhjemme har taget Kim Larsen-hatten på, valgte Kitty Wu at trække sig ind i sig selv. Det var et – på alle måder – koldt klima, Kitty Wu havde valgt at trodse denne fredag aften i Århus. Onsdag såvel som torsdag havde Tim Christensen mættet mainstreamen i et udsolgt Voxhall med sine mange fortolkninger af sindets to arketyper: “glad” og “ikke glad”. Så blev det lidt lettere at tage afsked med Nikolaj og Julie. Aftenens koncert virkede da også som et kærkomment pusterum for personalet og de få besøgende. Camilla Munck (Wynona) leverede en halv times glimrende og intens opvarmning. Herefter tog en lille håndfuld trofaste fans iført nyindkøbte Kitty Wu-trøjer plads ved scenekanten, og så gik Kitty Wu på. Under de tre første numre virkede de lidt matte i lakken, især forsanger Robert Lund så bogstavelig talt sløj ud. Den fremragende Those Who Got Away kom slet ikke ud over scenekanten, hvilket paradoksalt nok så ud til at bekomme det slumrende publikum ganske udmærket. Da bandet imidlertid tog fat på This Building Is on Fire, var det som om, koncerten langt om længe efterkom denne sangs konstatering, og så var der tændt op. I’m Not Going Fast fra debutpladen Privacy blev leveret med inderlig intensitet, og en storsvedende Robert Lund gav sine lyriske perler ny energi, hvorefter bandet fik kvalificeret opbakning af Camilla Munck på Arms Raised. Midt i hvad der efterhånden var blevet en rigtig god koncert, forekom det mystisk at spille nummeret Trigger i noget nær dobbelttempo, hvor det eksplosive omkvæd blev ladt aldeles i stikken. Af setlistens tre sidste numre blev Stay Indoors efterfulgt af den smukke Hands in the Air, et af koncertens absolutte højdepunkter. Under sidstnævnte lykkedes det endda at fremprovokere en reaktion fra det ellers apatiske publikum, således at Kitty Wu, inden de forlod scenen, kunne betragte en beskeden skov af hænder. Forstærkernes endnu rødglødende pærer vidnede dog om, at koncerten ikke var helt slut. I første omgang var det en Robert Lund i ensom majestæt, der genindtog scenen. I selskab med en akustisk guitar og godt med weltschmerz leverede han to relativt ukendte Kitty Wu-numre. Under disse sange gav han for alvor prøver på sin fantastiske vokal. En hjerteskærende falset affødte den slags gåsehud, der ikke lader sig beskrive i anmeldelser. Da man næsten ikke kunne ønske sig mere, kom bandet på endnu en gang med aftenens sidste to sange. Kitty Wu sluttede med en fantastisk version af Rule #9. Et skoleeksempel på rocksammenspil og i øvrigt et nummer der starter med ordene: “There are far too many people in this room“. Galgenhumor fra et af Danmarks mest undervurderede rockbands? Måske.