Skribent - Redaktionen

Koncerter

Newsom, Joanna, Konono no. 1, Rahzel/Patton & Rahzel/DJ JS-1, 02.-03.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Joanna Newsom, Pavilion, 13:00I sig selv er der noget iøjnefaldende over en Roskilde-koncert, hvor scenen udelukkende er befolket af en spinkel kvinde og hendes harpe. Når kvinden tilmed indleder med at stille sig ud mod scenekanten og afsynge en folkesang a capella og uden mikrofon – ja, så er det stensikkert, at der kommer til at ske noget spektakulært. Når Joanna Newsom kan slippe af sted med den slags, skyldes det hendes helt enestående stemme. Hendes oprigtigt overraskede “thank you”-kvidren mellem numrene var ret så lillepiget, men når hun først slog harpestrengene an, fik hendes lyse stemme al den dramatik og alle de krogede, men aldrig skingre nuancer, som præger hendes debutplade The Milk-Eyed Mender. Ja, med Bridges and Balloons fik hun en om muligt endnu mere perlende, gnistrende lethed over sit udtryk end på pladen. I den første håndfuld sange formåede hun på imponerende vis at få sine neofolk-sange til at klinge af noget, der er større end os. Det lød i f.eks. Sprout and the Bean (selv om det sikkert er en kliché), som om Newsom var i nær kontakt med naturen som et hele; og den dramatik, der gennemløb hendes hurtige opstigen til de allerhøjeste toner, var i virkeligheden blot en afspejling af det potentiale, som naturen omkring os indeholder. I al fald er Newsoms sange alt andet end storby-farvede, hvilket blev understreget af en (ligesom resten af koncerten) sympatisk og alt andet end strømlinet duet med ørkenhippien Devendra Banhart.Imidlertid gik koncerten lidt i tomgang derfra – bedst bevist af det omkring et kvarter lange nye nummer, som Newsom holdt premiere på til allersidst. For godt nok har Newsom en stor evne til at få snart sagt enhver komposition til at lyde inderligt indlysende, men hér blev det lige lovligt krævende at finde hoved og hale i Newsoms kringlede opbygning.(MA) Konono no. 1, Ballroom, 15.15Når man tænker på, hvor stivbenede Duran Duran lød, da de citerede Sly and The Family Stone midt i Notorious lørdag nat, burde de tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos Kinshasa-bandet Konono no. 1.Hvor 80’er-levnene var i stiveste puds og med dyre instrumenter, stillede congoleserne op i genbrugstøj og tre el-forstærkede, temmelig sikkert hjemmelavede, kalimba’er (også kaldet tommelpiano), to congas, en lilletromme, hihat, et sæt koklokker, to tamburiner og en dommerfløjte. Foto: jint.dk Men hvad de otte personer kunne få ud af det? Herre Jemini! Den centralafrikanske rumba vuggede og groovede derudaf fra første taktslag – kalimbaerne tog sig både af basgange og de oppiskende og cirklende tone-guirlander, der hos lidt bedre udrustede rumbabands klares af guitarer; dommerfløjten opildnede, når de enkle call/response-sange holdt pause; og koklokkerne smygede sig polyrytmisk rundt om det hele. Konono No. 1 spiller normalt på gaden i Kinshasa, og er der vant til at skulle kæmpe imod gadelarm, biler og sikkert også andre bands om publikums gunst. Stopper du med at spille, går dit publikum. Denne “skoling” betød, at når et nummer endte, gik der ikke mere end højst to sekunder, så rullede vi igen – og det er sådan set også det eneste kritikpunkt, der kan rejses mod Kononos optræden. Som koncert betragtet var det næsten for råt, for enkelt og ensformigt – intet spændende vokalarbejde, intet sceneshow, bare rytme, rytme, rytme. Havde koncerten løbet af stabelen fredag eller lørdag nat, havde det været perfekt – søndag eftermiddag blev det desværre for meget af det gode.(JOM) Patton/Rahzel, Odeon, lørdag 23.00 & Rahzel/DJ JS-1, Pavilion, søndag 18.00Er det ikke fantastisk, at vores verden er skruet sådan sammen, at bare du er dygtig nok til det, du laver, er der temmelig sikkert også nogen, der vil betale dig for det? Tag nu Rahzel – han er god til at lave lyde. Slet og ret. Til daglig er han medlem af The Roots, men på årets festival optrådte han to gange – med hhv. Mike Patton og DJ JS-1. Fredag nat optrådte Patton med den japanske støjmester Merzbow, og den koncert måtte jeg forlade efter 20 minutter. Det var sent, men dæleme også ekstremt!Til koncerten med Rahzel medbragte Patton det samme lydbord (der indeholdt en sampler og op til flere manipulationsmuligheder), og Rahzel medbragte sig selv og sin mikrofon. Rahzel tog naturligt nok udgangspunkt i hiphoppen, hvor Patton åbnede til andre genrer. Hele settet virkede improviseret, og det stiller selvfølgelig store krav til de udøvendes inspiration. Patton virkede en anelse uoplagt i begyndelsen, men med hjælp fra Rahzel (eller måske det talstærke og meget feststemte publikum?) kom han i gang. Koncerten løb et hav af genrer igennem – fra hiphop, over techno, reggae, rock (med citat fra Queens We Will Rock You), opera og jazz-croon. Men de bedste passager var næsten dem, hvor Rahzel ramte en basgang og et beat, der var holdbart, og Patton fandt frem til en melodisk figur (oftest i falset), han kunne brodere videre på. Hen imod slutningen tog de støjende elementer til, publikum blev sat til at sige som hunde og katte, og legesygen havde i det hele taget gode kår.Koncerten var et fint eksempel på, at publikum kan være lige så ansvarligt for en koncert som kunsterne. Ikke nok med at publikums sang og tilråb blev brugt af de to herrer på scenen – det virkede også som, at den energi publikum havde, smittede af på performerne. Søndag var Rahzel flyttet til Pavilion, og måske var rygtet om lørdagens koncert løbet, for nu var endnu flere mennesker mødt op til en regulær omgang human beatboxing. Det foregående band på Pavilion var desværre forsinket, med det resultat at Rahzel og partner kom senere i gang, og derfor nåede jeg slet ikke nåede at høre DJ JS-1 i aktion, inden jeg måtte haste til Orange Scene for at få en plads til Brian Wilson.Rahzel solo var endnu mere hiphop end sammen med Patton. Han var så pædagogisk at indvie os i beatboxingens historie med fyldige “lydklip” fra sin egen mund. Det var ganske enkelt imponerende, som han var i stand til både at køre et beat, klare en basgang og synge en evt. sang på en og samme tid. Pludselig råbte han “remix” – og så remixede han sig selv, komplet med scratch, backspin osv. Sande virtuoser er det altid en fornøjelse at opleve, men jeg blev nu lidt træt af al den ekvilibrisme for ekvilibrismens egen skyld. Begge koncerter var underholdende, men det er svært at sige, om man fik noget decideret musikalsk udbytte af d’herrers anstrengelser. Det var en glimrende opvisning i, hvad stemmen kan, og som sådan var det fornøjeligt, mens det stod på. Men, tja – det er måske også ok?(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender

Koncerter

Be Good Tanyas, The, The Perceptionists, Death From Above 1979, Mew, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]The Be Good Tanyas, Pavilion, 15.00Fredag eftermiddag bød på en af de få muligheder for at høre country-musik på årets festival. Den canadiske pige-trio The Be Good Tanyas spillede på den intime Pavilion-scene, og de skuffede ikke. Med en musik, der bedst kan beskrives som Neko Case med en anelse mere knald på country-brillen, skabte gruppen fra start en yderst hyggelig stemning. Ud over de tre piger samt deres guitarer og vokalharmonier bød livebesætningen også på en mand på kontrabas og en trommeslager, og sammen skabte de en yderst sprød lyd hele koncerten igennem. Musikken havde den rette blanding af smukke og sørgmodige ballader og mere up-tempo klassiske countrynumre. Mod slutningen var der endda et Neil Young-cover i form af For the Turnstiles fra On the Beach. Det blev præsenteret med oplysningen om, at alle, der lærer at spille guitar i Canada, vil spille et Neil Young-cover. I det hele taget var de tre piger i bandet meget snakkesalige, og der var en del kommunikation med publikum, hvilket altid løfter en koncert. Musikalsk var det ikke ligefrem nogen banebrydende oplevelse, men til gengæld var det en dejlig hyggelig koncert og et godt åndehul i forhold til de mere hæsblæsende oplevelser, festivalen ellers bød på. Især fordi de piger i bandet optrådte med en charmerende afslappethed, der signalerede, at de også hyggede sig ganske godt denne fredag eftermiddag.(PH) The Perceptionists, Pavilion, 19.00Til tonerne af Public Enemy fra DJ Fakts Ones pladetallerkner kom den muskuløse rapper Akrobatik og hans vævre kollega Mr. Lif på scenen for at indlede med ordene “We have come a long way to rock the house“. Og dét var så netop, hvad de gjorde med en stram, minimalistisk og frem for alt hamrende medrivende omgang hiphop. Efter en ekvilibristisk opvarmning bragede Memorial Day af sted med det relevante omkvæd/spørgsmål til George W. Bush, som man straks burde videresende til Anders Fogh: Foto: Jon Simpson “Where are the weapons of mass-destruction / We’ve been looking for months but we ain’t found nothin’ / Please mr. President tell us something / We knew from the beginning that you’re ass was bluffin’“. Og så var festen ellers ligesom i gang! De fantastisk veloplagte rappere smed et eksprestog i hovedet af os – et eksprestog, der bl.a. indeholdt rå og usminkede versioner af Let’s Move, Blo! og Career Finders.Hvor det på Orange Scene var svært at se, om Snoop Dogg fik sved på panden under sit tilbagelænede og selvsmagende show bare en time tidligere, kunne Mr. Lifs t-shirt vrides, da koncerten var overstået – komplet med tre ekstranumre, hvor The Perceptionists gik i freestyle-mode, og alle faste roller og pladser blev opgivet. (JOM) Death From Above 1979, Pavilion, 23.00Klokken 23 på den lille intime Pavilion-scene brød helvede løs med måde. Fem sekunder inden havde konferencien godt nok forberedt det næsten fyldte telt på, at der kom noget ganske anderledes, men alligevel krævede det lige lidt tilvending. Den canadiske duo Death From Above 1979 spillede nemlig deres rockmusik på helt speciel maner. Med kun bas, trommer og en energisk skrigende vokal skabte de et lydbillede, der bedst kan beskrives som et inferno i et meget lille lukket rum. De to mænd var åbenlyst tændte fra starten, og en stor del af publikum fulgte trop. Bassist Jesse Keeler væltede rundt og svingede sin bas mod alle verdenshjørner, mens trommeslager Sebastien Grainger leverede den mundtlige del af koncerten – både under og mellem numrene. De paniske skrig, der udgjorde vokalen, blev således fra tid til anden afløst af en rar stemme, som leverede lun humor. Alt fra Snoop Dogg til Devendra Banhart fik et ord med på vejen, og Grainger fik midtvejs i koncerten også brug for sine talegaver, da en bas gik i stykker, og to-tre minutter uden musik skulle udfyldes. Det var det dog trods alt musikken, der var i centrum i sommernatten, og den kaotiske, men samtidig simple punk var overordnet set en fornøjelse at overvære. Det krævede dog også en del koncentration, fordi der altså var tale om en så anderledes rockkoncert – som om et øjebliks uopmærksomhed kostede nydelsen af et helt nummer. Death From Aboves specielle tilgang til rockmusikken blev måske også for meget i længden. For selv om de bruger deres minimale instrumentering på en både original og medrivende måde, savner man en anelse mere variation til en timelang koncert. Det minus kan dog ikke ændre på, at det var en ret så enestående og hæsblæsende oplevelse.(PH) Mew, Arena, 02.00Det lader til at være lykkedes for Mew at blive verdensberømte. Men det var næppe en del af planen, at det kun skulle være i Danmark, at de nåede berømmelsens tinder.Under alle omstændigheder har Hellerup-drengene opbygget et hengivent publikum, som er taknemmelige for det, de får. Og taknemmeligheden blev ikke mindre af, at bandet efter en voldsomt metallisk indledning, hvor Jonas Bjerres vokal druknede i en syndflod af bas, leverede tre hits fra Frengers lige i streg: Den brusende fremdrift i starten af Am I Wry? No evnede stadig at give gåsehud, men nummeret afslørede ligesom 156, hvor afgørende det er for Mew, at Jonas Bjerres stemme er helt på toppen.De to numre manglede det touch, der gør Mew til noget særligt, mens Snowbrigade fik en perfekt vokal og dermed langt større effekt. Men Bjerres vokal var sandt at sige særdeles svingende natten til lørdag, og i et af de nye numre ramte han nærmest en hel håndfuld toner ved siden af, hvilket førte til, at han opgav at forsøge, da samme passage kom igen lidt senere. Nummeret viste ellers, at Mew med fordel kunne skrue lidt ned for det umådeholdent hæsblæsende udtryk, for bandet skriver stadig nogle fine melodier, som fortjener en lidt mindre buldrende indpakning.Dette blev bekræftet af den ligeledes nye og lovende Zookeeper, der med fængende falsetomkvæd og perlende korflader havde en herlig lethed. Hen mod slutningen viste Eight Flew Over, One Was Destroyed sig at rumme en ulmende farlighed, og det lykkedes til dels at føre denne kant med over i den afsluttende Comforting Sounds, der ellers er begyndt at lyde som lidt af en rutinesag.(MA) Læs også Undertoners anmeldelse af:Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

Koncerter

13 & God, Brian Wilson, Interpol, 03.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]13 & God, Pavilion, 16:30 (+ et kvarter)Det startede umådeligt dårligt for den tysk-amerikanske sekstet. Lydmændene blev ved med at rode med de betragtelige mængder elektronisk udstyr, bandet havde slæbt med på scenen. Men end ikke et kvarters forsinkelse var nok til at få alt til fungere. Det resulterede i en totalt kikset udgave af Men of Station, førstesinglen fra indietronica-hiphop-konstellationen, der består af The Notwist og Anticon-hiphopperne (m.m.) Themselves.Først virkede Markus Achers mikrofon slet ikke, og selv om han senere halvt med ryggen til publikum sang videre i keyboardspillerens mikrofon, faldt nummeret helt til jorden på grund af bandets usikkerhed. Så skete der imidlertid noget. Efter en lavmælt hilsen til bandets oprindelige keyboard-mand Dax Pierson, der er blevet lam efter et trafikuheld, tog rapperen Doseone nemlig ordet og scenen i sin magt. Iført én englevinge og punkfrisure var den ultra-nasale ordekvilibrist hér, dér og alle vegne, mens han bakkede sine stream-of-consciousness-tekster op med alskens rekvisitter som skæbnens terninger og en oppustelig globus.Hans hvileløse vokaludladninger havde så ekstremt et energiniveau, at de mest Notwist-agtige passager med deres blåtonede klaverklange slet, slet ikke kunne matche ham. De stunder var der heldigvis længere og længere imellem, efterhånden som bandet spillede sig op – ikke mindst ansporet af Themselves-produceren Jel, der byggede sine bragende beats med hænderne via et drumpad. Intet var forberedt hjemmefra: Alt, selv komplicerede synkoperede rytmer, blev skabt for øjnene og ørerne af publikum.Og når Jels beats tæskede derudaf, var Notwist-kumpanerne med tung bas og insisterende guitar aldeles glimrende til at give musikken netop den tyngde, der kunne give Doseone modspil.Men selv om bandet fik gulvbrædderne til at ryste under koncertens sidste klimaks, var det nu den lille, hyperkarismatiske Doseone, der bjæffede sig ind forrest i hukommelsen. Må den mand komme tilbage til landet snarest muligt.(MA) Brian Wilson, Orange Scene, 19.30Man har før set verdensstjerner virke lidt ligeglade med at spille for mange tusinde hengivne mennesker, så det er en del af gamet. Men decideret underlig opførsel er en sjældenhed.Under søndagens koncert sad Brian Wilson alligevel af og til og kiggede mere intenst på lamperne, der hang omkring ham, end på os; pludselig hostede han for fuld kraft ind i mikrofonen; så kiggede han på sit ur, måske for at tjekke hvor lang tid der var tilbage.Da bandet spillede sidste ekstranummer, havde han umanerlig travlt med at få et par hjælpere til at tage sin bas og tage sine musikere i hånden og stille op på række til det sidste buk, allerede inden musikken var færdigspillet. Undervejs sad han bænket bag et stort klaver, som han aldrig spillede på, med to skærme på hvert hjørne, som det så ud, som om han sad og læste op fra under sine sange og præsentationer. Tilmed var hans leadsang lidenskabsløs, og hans indsatser ofte usikre, og lige så ofte hang han gevaldigt i intonationen. Bizart blev det, da han uden skyggen af engagement for femte gang råbte “How loud can you yell?“, som om nogen havde fortalt ham, at det til moderne koncerter er godt at få publikum til at skrige.At have en julesang på repertoiret på en sommerturné (Merry Christmas Evening), er vel også en anelse bizart, men kan måske forklares med, at solen altid skinner i Californien. Men altså, Sloop John B. blev præsenteret som hans favoritnummer fra Pet Sounds?! Det har man svært ved at tro på, når det nu er en jamaicansk sang fra 20’erne, og når Pet Sounds indeholder flere geniale Wilson-kompositioner. Men som Miles Davis sagde: “The music sounds better, when you know who’s playing“. Og derfor var det alligevel en stor oplevelse at høre de fantastiske sange fra mandens egen mund. Vi var igennem alle de up-tempo numre, man næsten kunne ønske sig: Vi kyssede stjernerne med California Girls, der blev efterfulgt af Heroes and Villains, Good Vibrations og som ekstra numre: Get Around, Help Me, Rhonda, Barbra Ann, Surfin’ USA og endelig Fun, Fun, Fun. De otte numre tog 30 minutter, og det er til at blive ør i hovedet af at tænke på, at bare ét af dem havde været nok til at sikre Wilson udødelighed. Bandet var for mig at se stort set identisk med det band, han præsenterede Smile sammen med og var selvfølgelig superkompetent og tight – og ja, jeg fik næsten den sarkastiske tanke, at vi stod og hørte på Byens Bedste Beach Boys Jam Band feat. Daniel Johnston, nå nej, Brian Wilson…(JOM) Interpol, Arena, 20.45Teltet var ikke nær fyldt på Arena-scenen, da Interpol, som altid klædt i jakkesæt, gik på. Almindelig søndagstræthed plus det faktum at Brian Wilson var ved at runde af på Orange Scene, gjorde, at der var god relativ god plads. Det påvirkede dog ikke det cool newyorker-band, der spillede deres bedste koncert på dansk grund. Det startede ellers meget normalt. Hvilket stadig vil sige godt, men måske også en anelse rutine-præget. Numre som Slow Hands og Narc fra sidste års Antics blev leveret yderst tight og velspillet, men også på en temmelig velkendt måde. Foto: jint.dk Da forsanger Paul Banks (eller andre i bandet for den sags skyld) ikke ligefrem er noget sludrechatol, var man i starten vidne til en yderst vellydende, men knap så underholdende koncert. Da koncertens sjette nummer, Not Even Jail, bragede i gang, fik det hele et nøk op – fra glimrende til fremragende og tæt på fantastisk. Pludselig gav Interpol alle deres numre en tand mere, end de plejer. Hvad enten det var de hårdtpumpende trommer i føromtalte Not Even Jail, eller små guitarfigurer her og der, var resultatet til tider magisk.Og når de så oven i købet spillede den fremragende Take You on a Cruise, som uforståeligt blev forbigået ved koncerten i Vega – ja, så gik det meste op i en højere enhed.Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Interpol havde en god aften, behøvede man bare at lytte til slutningen af PDA, der for en gangs skyld bød på ren livevokal fra guitarist Daniel Kessler. Ekstra-numrene Obstacle 1 og Roland rykkede som aldrig før, og det eneste, der lagde en lille dæmper på en ellers stor, stor begejstring blandt publikum, var vel, at Stella… fra Turn On the Bright Lights ikke havde fået plads på setlisten. Interpol leverede kort sagt et fornemt punktum for den rockende del af Roskilde Festival 2005.(PH) Læs også Undertoners anmeldelser af:Brian Wilson: SmileInterpol: Antics

Koncerter

Opto, Sunn O))), Autechre, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Opto, Metropol, 14.00Et kort øjeblik lød det, som om at det var fuglepippen, der indledte Carsten Nicolai og Thomas Knaks debutoptræden som liveduo. Men snart svirrede metalliske klange fra side til side, og alt, der var tilbage af fuglene, var fornemmelsen af at traske rundt i en skov i forårsfarver. Foto: jint.dk Knaks afmålte melodier har ved mødet med Nicolais ellers knivskarpt kliniske lydunivers fået en varmere og mere følsom klang, og det var en fornøjelse, når de tittede ind mellem træerne. Vandreturen var både nemmest og mest givende, når de dansk-tyske beats var mest håndgribelige og pågående. Så nikkede publikums nakker på Metropols gulv, og de bølgende lydlandskaber fik lov at vugge tilhørerne.Nicolai og Knak leverede sine steder lige lovligt album-loyale versioner af gamle numre, men omvendt formåede de to at strække flere af numrene fra sidste års 2nd ud i mere svævende egne – samtidig med at de omtrent hiphop-synkoperede beats holdt det hele på plads.Og afslutningsvis blev skoven næsten helt farlig, da ondt brummende bastoner sendte mørke skyer ind over trætoppene. Så ilde stod det nu langtfra til med Opto, der snarere er et glimrende eksempel på en duo, der er andet og mere end summen af de to deltageres evner.(MA) Sunn O))), Odeon, 16.15En dyb, dyb summen gik direkte i brystet på én, da koncerten med det internationale drone-metal-navn Sunn O))) gik på scenen fredag eftermiddag. Aldrig har jeg hørt så voldsom og larmende musik udvikle sig så langsomt – det var, som hvis en stor tung granitsten langsomt begyndte at rulle direkte ned i helvede. Foto: jint.dk Efter fem minutter skreg ørerne på ørepropper, og da bandet efter den lange opbygning af lag på lag af rumlerier var samlet, rystede benene under mig.Det var ikke, fordi jeg var træt, men fordi musikkens vibrationer var så stærke, at de på en god dag må kunne sende jorden ud af sin bane. Koncerten kan bedst beskrives med den slidte metal-kliche, at vi var samlet til en sort, rituel messe af gotisk tilsnit. Musikerne, indhyllet i munkekutter, bevægede sig i slowmotion og udviklede langsomt den dundrende musik med flere og flere overtoner og dybere og dybere bas. En vokalist kom på scenen og growlede uforståelige lyde til sin menighed, og hele koncerten endte i det længste og mest hjerteskærende skrig – fra både guitarer og vokal – jeg har hørt. Sunn O))) er en form for dødsmetalambient, som næsten bedst opleves liggende med lukkede øjne. I hvert fald stilles der store krav til lytteren – krav, som kun de færreste havde lyst til at honorere, idet teltet kun havde en tredjedel af de oprindelige tilskuere tilbage, da koncerten sluttede. En slutning, der var det eneste bratte ved showet: I ét og samme sekund blev der slukket for samtlige 11 forstærkere (flere end selv Sonic Youth!).Sunn O))) deler vandene. Enten er de geniale, eller også er de til grin. Jeg var i humør til bandet og fik en oplevelse.(JOM) Autechre, Metropol, 00.30Det er vel 10 år siden (i hvert fald), at Autechre lavede decideret dansemusik, men ikke desto mindre spillede de et forholdsvis dansabelt set lørdag nat. Forholdsvis, for Autechre ville ikke være Autechre uden de konstante skift i rytme og lyd – men faktisk tabte Sean Booth og Rob Brown aldrig, bortset fra en kort overgang to tredjedele inde i koncerten, pulsen af syne.Det er imponerende, som Autechre er i stand til at variere deres numre fra indspilning til live – i stedet for regulære numre dukkede af og til rytmiske mønstre og melodistumper fra deres seneste cd op. Både LCC og Pro Radii blev smidt ind i det komplekse univers, som bar endnu to typiske Autechre-kendetegn: Den sound, Booth & Brown henter frem fra computernes gemmer, er bare så delikat – den står nærmest mejslet ud i luften, så det er muligt at røre ved den. Og denne håndgribelighed går igen i det næsten tre-dimensionelle lydbillede, som de delikate lyde bliver sat ind i.På trods af alle deres avantgardistiske tiltag demonstrerede Autechre, at de ikke har glemt, hvad 90% af al musik i bund og grund bygger på, nemlig det simple at bygge en spænding op og forløse den igen. Fremragende.(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Autechre: Untilted

Anbefalet

Roskilde ’05-plader

Fra nu af vil Undertoner hver måned sætte tre anmeldere til at levere tre anbefalinger ud fra et givent tema. Første ombæring af <em>Undertoner anbefaler</em> er helt aktuel og skuer frem mod den forestående Roskilde Festival - og den bærer præg af, at et legendarisk støjrockband fra New York kommer forbi.

Koncerter

Efterklang, Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam.Stjernestunder med internationalt potentiale Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam. EfterklangDer var rigtig mange folk i Musikhusets Store Sal lørdag eftermiddag, og det lod til at overraske Efterklang at se så mange mennesker. Den smilende guitarist Rasmus Stolberg snublede i hvert fald lidt rundt i ordene, da han ville sige, at bandet håbede at kunne give alle de mange tilskuere en god oplevelse ved at leve op til deres bedste. Foto: Emil Eskesen Dét lykkedes til fulde for Efterklang, der i overvejende grad spillede nye numre. Og ih, hvor de lovede godt for fremtiden. Det lader nemlig til, at gruppen i stadig mindre grad forlader sig på hektiske, Oval-inspirerede glitch-programmeringer for i stedet at turde at kaste sig ud på dybere vand – eller rettere ud i den kolde, tynde luft – for at gå på jagt efter den rene skønhed. De nye kompositioner lød til at strække sig endnu længere ud end numrene på Tripper – måske afledt af, at de elektroniske programmeringer ikke længere skaber uro ved at hundse med resten af lydbilledet. Nu var beatet bare ét blandt mange virkemidler og gnistrede og glimtede mellem søgende strygermelodier og melankolsk trombonespil. Samtidig krydrede bandet numrene fra Tripper med ekstra klaverdryp, der reddede Monopolist ud af det Under Byen-inficerede rytmehelvede, som nummeret tidligere har udviklet sig til i live-versioner.Det var også en fornøjelse at høre Efterklang forsøge sig med tre korvokaler på én gang. Endnu mere overraskende var det, at forsanger Casper Clausen pludselig sang fuldt igennem midt i en tung, nærmest postrock-agtig passage, og denne kraft varslede godt for mulighederne for, at Efterklang kan afsøge større, mere varierede musikalske områder i stedet for at stirre sig sneblinde på alle de mange muligheder inde i en Macintosh.Allerede i afslutningsnummeret var der antydninger af noget nyt og stort: Decideret hvid støj flød ud af guitaren og viste, at skønhed ikke behøver at være pussenusset. Og tak for det.(MA) MewSom Spots hovednavn ankom Mew naturligvis fashionably late, og der var ikke engang plads i det pakkede Ridehus til alle de folk, der ville se dem, men dette afholdt bestemt ikke Mew fra at sætte krav til publikum. Måske har ingen fortalt Mew, at en festival ikke nødvendigvis er stedet, hvor man tager chancer, eller også er Mew bare fuldstændig ligeglade (det er nok det sidste), men ikke desto mindre spillede Mew hele seks nye numre foran et publikum, der nok mest af alt bare ville have nogle hits, før de fortsatte festen. Hits var der da også et par stykker af: Am I Wry? No, 156, Snowbrigade, She Came Home for Christmas og Comforting Sounds blev alle leveret så medrivende og smukt, som man kunne forvente, men det virkelig interessante ved koncerten var de nye sange. Og generelt kan det siges, at det søde, lille popband Mew er dødt. Mew har tilsyneladende fået hår på brystet, og det er en tungere og mere kontant tone, der præger de nye sange. Guitarerne rusker hårdere, især i det dystre nummer, der åbnede koncerten. Men der er stadig plads til det afdæmpede og smukke, eksemplificeret i koncertens næstsidste nummer, en smuk pianoballade, der fortsatte i det uendelige, og det måtte den egentlig gerne, så smuk som den var. De smukke stemninger blev imponerende flot understøttet af de animationer, der kørte bag bandet. Skiftevis sanseløst smukt eller dybt foruroligende bidrog disse til, at koncerten blev noget af en helhedsoplevelse. Lad det dog være sagt med det samme: Det skulle være yderst tvivlsomt, hvis dette album giver Mew et internationalt gennembrud, for der var ikke umiddelbart her-og-nu-hitpotentiale at spore i de nye sange, der blev luftet natten til søndag, og medmindre bandet af en eller anden grund gemte et par potentielle monster-hits i baghånden, kunne man godt forestille sig, at bandets internationale eventyr ryger sig en tur.Det skal dog ikke forplumre det faktum, at bandet gav en smuk og medrivende koncert, der lover godt for både Roskilde-showet og deres turné i oktober.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperMew, 01.07.05, Roskilde Festival

Koncerter

Simpson, Mikael, &amp; Sølvstorm, Figurines, moi Caprice, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt.Krukker og showmænd De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt. Mikael Simpson & SølvstormMikael Simpson var overraskende charmerende over for det talstærke publikum i Ridehuset, og der var heldigvis langt til den usympatiske og små-arrogante attitude, der til tider kendetegner sangeren. Publikum blev bl.a. spurgt, om de stadig holdt med AGF, hvorefter Brian Steen Nielsen blev inviteret op på scenen (han var desværre ikke til stede – det kunne have været interessant), før Simpson dedikerede 10 minutter til holdets Leon Andreasen. Mærkeligt nok var det de sange, der fungerede dårligst i studieversionerne, der fungerede bedst live, mens de sange, der fungerede bedst på Simpsons plader, ikke klarede sig helt så godt. 10 minutter, Er du kommet for at få noget? og Det sommer nu fik dybe housegrooves, der klædte dem meget mere end den noget tynde dub, der karakteriserede studieversionerne. Det lige meget og Narkokys overraskede også i mere konkrete og ligefremme versioner, der var klart stærkere end originalversionerne.Til gengæld lykkedes det ikke Simpson og co. at give de fremragende Put Mig og Knæk den samme overjordiske skønhed, der præger studieversionerne, men det piller dog ikke ved det faktum, at det var meget rørende, når Simpson ændrede teksten i sidstnævnte til: “Er I okay indeni?“, hvilket udgjorde en smuk udgangsreplik til en glimrende koncert.(MM) FigurinesDer var ikke gået mere end halvanden måned, siden Figurines sidst tog Århus med storm, men det tog hverken band eller publikum sig af. Foto: Miriam Dalsgaard Så endnu en gang demonstrerede eks-vendelboerne, at de har undergået noget af en udvikling siden debutpladen Shake a Mountain. I koncertsituationen er det tydeligste tegn, at forsanger Christian Hjelm virker meget mere tændt og opsat på at levere varen hele vejen igennem. Og denne lørdag aften i Ridehuset var ingen undtagelse: Han var konstant fokuseret på publikum, og trods en vis (nattelivs-?)hæshed i det høje register holdt han smukt sammen på sangene. Det fungerede glimrende, at Figurines – måske på grund af den begrænsede spilletid – koncentrerede sig om de hurtigste og mest energiske numre. Nok en gang sprang den elastisk smældende Bright samt den målrettede Ambush i ørerne. Sammen viste de to numre – ja, i og for sig hele koncerten – at Figurines er blevet langt bedre musikere siden debutskiven. Nok befinder deres rødder sig stadig i omegnen af Built to Spill og Modest Mouse (og nu også folk som Neil Young og Springsteen), men der er ikke meget lofi-skramlen tilbage.Ja, faktisk var prikken over i’et denne aften, at kvartetten sluttede deres set af med en veloplagt, indfølt udgave af Rivalry, som var et eksempel på, at d’herrer også er begyndt at lave nogle fremragende vokalharmonier. Dem fulgte Christian Hjelm til dørs med en kæk omgang can-can og cementerede sin nye status som showmand.(MA) moi CapriceDet startede så godt, men endte så skidt for moi Caprice. Kvintetten lagde klogelig ud med et par af de popsange, de mestrer som få, især den absolut uimodståelige Artboy Meets Artgirl, der ganske simpelt var fremragende. Her fungerer Michael Møllers ikke specielt store, men spinkle røst og lettere krukkede sceneoptræden godt. Det gør den desværre ikke altid. Især ikke når bandet vælger at koncentrere sig lidt for meget om deres ikke specielt velfungerende ballader. Møllers begrænsede stemmepragt udstilles her alt for tydeligt, og når bandet ikke er i stand til at afslutte de episke, alt for langstrakte ballader ordentligt, ender det i gigantiske antiklimaks, som ingen kan være tilfredse med.moi Caprice valgte heldigvis mod slutningen af koncerten at vende tilbage til popsangene som den fine To the Lighthouse. Det hjalp lidt, men retter ikke op på, at balladerne virkelig ikke er deres territorium, og til en koncert ved en festival er det nok klogest at satse på mere umiddelbart iørefaldende materiale.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Mikael Simpson: De ti skudMikael Simpson & Sølvstorm, 02.07.05, Roskilde FestivalFigurines: Skeletonmoi Caprice: You Can’t Say No Forever

Koncerter

Susanna and the Magical Orchestra, Skambankt, Cloroform, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fra det frostkolde og bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider.Kontrolleret frost-pop og maniske energi-eksplosioner Fra det bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider. Susanna and the Magical OrchestraSusanna and the Magical Orchestra alias duoen Susanna Wallumrød og Morten Qvenild ankom til deres første optræden i Danmark med anmelderroser fra bade England og USA. Men det betød nu ikke, at publikum på Aros gad holde op med at tale, bare fordi duoen var gået i gang med at spille. At det desuden var svært at se Susanna og Morten på grund af solens ganske kraftige stråler, gjorde ikke ligefrem koncerten mere behagelig.Så det var op ad bakke for duoen, som på trods af de noget vanskelige betingelser formåede at skabe en smuk og sfærisk stemning gennem deres vægtløse og atmosfære gennemvædede sange, der dog også havde en tendens til at blive en smule sterile. De smukke syntetiske klangflader, der bestemt gav reminiscenser til Björk anno Vespertine, var så langsomme og alt andet end påtrængende, at det var svært at holde publikums opmærksomhed fanget. Dette skulle helt og holdent ske gennem Susannas smukke og skrøbelige stemme, men det lykkedes kun til dels, da bandets sange ærligt talt ikke gør sig specielt godt live. Det er studiemusik, der ganske enkelt er bedre på plade, hvor alle detaljerne står krystalklart.(MM) SkambanktStorladen filmmusik med et vist strækmarch-potentiale varslede den norske garagepunkkvartets ankomst. Foto: Paal Audestad Men det var så også de sidste harmoniske toner på Voxhall denne fredag nat. For med The Stooges som et sikkert fikspunkt drønede og buldrede Skambankt derudaf med vredladne guitarer og et lydniveau på højde med hjemlandets fjelde.Det var eksplosiv punk uden skyggen af fine fornemmelser – og desværre også uden fornemmelse for bare nogenlunde mindeværdige melodier. Nok indbød et nummer som Desertør til paramilitære kampråb i området, men det skyldtes bestemt ikke fængende toner. Under koncerten var manglen på melodier dog noget af tiden til at bære over med, for selv om Skambankt i dén grad var primitive, var deres beskidte aggressivitet særdeles effektiv og satte sig i kroppen. Forsanger Terje Vinterstø legede med en rolle som kaptajn, og de forreste geledder i salen makkede ret ved at kaste sig ud i anarkistisk tumult-dans.Men uanset hvor krops-aktiverende Skambankts eskapader var, var der, så snart man kom ud i nattemørket, kun én ting, der blev siddende – og det var hyletonen i ørerne.(MA) CloroformDet er blevet påstået, at Cloroform er svære at beskrive, men det er måske ikke så svært endda. Hvis man nu tager landmændene i Kaizers Orchestra og først erstatter trademark-gasmaskerne med orange kedeldragter. Derefter ændres inspirationskilderne fra balkan-folk og Tom Waits til rockabilly og punk. Efterfølgende ændres sproget fra norsk til engelsk, og så erstattes olietønderne med distortede, analoge keyboards. Så nærmer man sig trioen Cloroform, der lørdag eftermiddag formåede at levere en energisk og meget medrivende koncert. Cloroform virker som det helt forkerte navn til bandet, da der intet bedøvende er over dem. De leverer i stedet en superenergisk optræden, hvor især frontfigur John Erik Kaada giver den på alle tangenter, og det skal egentlig tages bogstaveligt, da manden samtidig med at levere en aggressiv vokal præsterer at spille på to keyboards samtidig, og så momentvis have den ene fod placeret på én af de mange pedaler, der gjorde, at de to synthesizere lød som alt andet end det, de var.Cloroforms vanvittige, punkede sange var muligvis tomme kalorier, men live var der anarkistisk energi og medrivende attitude nok til, at det hele gled ned.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Skambankt: EliksirCloroform: Cracked Wide Open

Koncerter

Entakt, Utah, Green Concorde, Gravy, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre.Hæse stemmer og gedigent rockhåndværk Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre. EntaktEntakt levede desværre for sjældent op til deres egen indgangsreplik: “Vi hedder Entakt, og vi spiller popsange om jordens undergang”. Foto: Martin Stampe Det gjorde de kun to gange – mod koncertens slutning, og disse to sange var utvivlsomt koncertens højdepunkter.Entakt åbnede med tre sange, der alle gav reminiscenser om Muse anno Showbiz (dvs. før bandet virkelig fandt sig selv). Eneste forskel var, at bandets sanger ikke helt havde samme stemmepragt som Matt Bellamy og så naturligvis de danske tekster. Men der var sandelig ikke tale om Tue West-agtige hverdagstekster. Det var “lyrik” så højpandet, at selv Henriette Sennenvaldt burde krumme tæer. Koncertens fjerde nummer blev introduceret som nyere materiale, hvilket fik forventningerne til at stige, da dette nummer muligvis ville vise, at bandet var vokset ud af Muse-inspirationen og videre mod et mere selvstændigt udtryk. Men ak, det var bestemt ikke tilfældet. Denne ballade var komplet anonym med tåbeligt keyboardspil og en guitarsolo taget direkte fra rockens ABC.Det var som sagt først til sidst, da bandet endelig levede op til deres eget prædikat og bare spillede pop, at det virkelig fungerede. Man kan kun håbe, at de vil følge denne retning i fremtiden.(MM) UtahPå Spot 10 gjorde Skanderborg-bandet Utah en overraskende god figur med deres intense og smukke, men ikke specielt originale rock, der trak både på engelske og amerikanske traditioner. Foto: Patricia Ozcki Forventningerne var derfor ganske høje før denne koncert. Disse blev desværre ikke indfriet, eftersom kvintetten tilsyneladende ikke har forstået, hvor deres egentlige styrke ligger.Denne findes, når Jesper Boths imponerende stemme får mulighed for at folde sig helt ud over en gnistrende intens rocksang. Det skete desværre kun én gang under koncerten – til stor begejstring fra det overraskende talstærke publikum på Train. Klogt nok valgte bandet også dette tidspunkt til den obligatoriske melding om, at en ny udgivelse kunne købes efter koncerten.Den resterende del af koncerten var præget af sange, der musikalsk ikke formåede at udfordre Jesper Boths vokal på samme måde, og det gjorde koncerten til en noget flad fornemmelse.(MM) Green ConcordeGreen Concorde er tydeligvis inspireret af Joy Division og i særdeleshed Interpol – og det er der bestemt ikke noget galt i (der findes bestemt langt værre forbilleder). Det beviste bandet i den første del af lørdagens koncert. Her formåede de med held at frembringe den hypnotiske, fremadrettede guitarrock, som især førnævnte newyorker band excellerer i. Men da bandet forståeligt nok valgte at spille deres Barometer-hit, Detroit, skete der noget. Sangen markerede et vendepunkt, og herefter begyndte bandets sange at gå i en mere støjrocket retning, og selv om variation bestemt er fint, klædte det ikke just bandet. Ikke engang den heroisk kæmpende leadguitarist kunne gøre meget ved det svage materiale, der også havde den uheldige sideeffekt, at forsanger Mortens meget begrænsede stemmepragt blev udstillet på det skammeligste. Især ét tilfælde, hvor han virkelig skulle synge igennem faldt helt til jorden, da hans lettere hæse stemme slet ikke kunne bære det.Alt i alt en positiv oplevelse, men det skyldtes ene og alene koncertens første halvdel.(MM) GravyScenen i Musikhusets café var tætpakket, da Gravy lørdag aften serverede en omgang velspillet og særdeles energisk rock’n’roll. Foto: Manne Gersby I live-udgaven rummer bandet ikke mindre end seks medlemmer, herunder to trommeslagere, og der blev da også spillet solidt og højt. Imidlertid var der stadig plads til fine detaljer og forskellige melodilinier, og især Mads Nygaards falset-korvokaler klarede sig flot i guitar-sværmen.Formålet med at have to trommeslagere var ikke altid helt tydeligt, men om ikke andet gav det en massiv tyngde. Denne ros skal imidlertid ikke skjule – og kan heller ikke helt opveje – at det blev sørgeligt profetisk, at bandet startede med at spille Meltdown. For Nikolaj Grummesgårds vokal smeltede – eller krakelerede – lynhurtigt og var, eksempelvis i omkvædet i Do I Feel Free, næsten totalt ude af stand til at ramme toner bare lidt over mellemlejet. Hans udtale var lige præcis så tilpas mumlende, at ordene ikke rigtig kom ud.Det var et ærgerligt handicap for Gravy, og det hæmmede mange af vokalharmonierne.De sad til gengæld lige i øjet, da Grummesgård og hans kumpaner trak publikum op ved hårrødderne ved at slutte af med den liflige sommerhymne That Girl. Hér fængede Gravy for alvor – og det endda så grundigt, at afslutningsnummerets ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-kor blev skrålet af de forreste tilskuerrækker i et minuts tid, efter at bandet havde forladt scenen.(MA) Læs også Undertoners anmeldelser af:Green Concorde: s.t.We vs. Death/Green Concorde: 9-Song SplitGravy: s.t.Utah, Spot 10, Århus, 05.06.04

Nyheder

Elektronisk Spring Break i Vega

Fra den 7. til den 9. april går Vega i elektronisk forårsmode og serverer en række elektroniske koncerter i både Store og Lille Vega. Begivenheden har fået det amerikansk klingende navn ’Spring Break’ og er arrangeret i samarbejde med Roskilde Festivalen. Torsdag den 7. april kan man blandt andet opleve danske Bichi og engelske Jamie Lidell, mens fredagen er domineret af den Berlinske clubscene, når blandt andre Ellen Allien, Modeselektor og Captain Comatose lægger vejen forbi. Lørdagen har et mere nordisk præg, da man blandt andet kan opleve Bikstok Røgsystem og Ralph Myersz & The Jack Herren Band. Alle herlighederne kan nydes til 60 kr. pr. aften. www.vega.dk

Nyheder

Gravy udsender debutplade til maj

Det danske band Gravy udsender den 2. maj det selvbetitlede debutalbum Gravy på det københavnske pladeselskab Ponyrec. Gravy er synonymt med Nikolaj Grummesgaard, der har en fortid i The Defectors og i psychobilly-outfittet Godless Wicked Creeps. Udover det, er Powersolos trommeslager, Jens Søndergaard, også inddraget i projektet – som trommeslager og kreativ sparringspartner for Grummesgaard. Gravy spiller efter sigende en blanding af punkrock, garagerock og især lo-fi-slackerrock, og på et mere poetisk plan bliver musikken betegnet som et smukt barn, hvor forældrene hedder originalt talent og traditionsbevidsthed! Gravy kan opleves live på Stengade 30 den 28. april og på The Rock den 27. maj. Live får Grummesgaard og Søndergaard selskab af medlemmer fra Sterling og Traening. Her er tracklisten til Gravy: 1. Meltdown 2. That Girl3. Can’t You See4. Shine On Us5. Party In The Mensroom6. Behind My Walls7. Do I Feel Free8. In Love With Me9. Ocean And Sun10. Bored And Lazy11. Remember Me

Nyheder

Barra Head udgives i Europa

Det danske math-post-rock-band Barra Heads nyeste og yderst kritikerroste plade We Are Your Numbers bliver nu udgivet i England, Tyskland og Benelux-landene. Barra Heads danske pladeselskab Play/Rec har således lavet en distributionsaftale med en række udenlandske pladeselskaber, så andre folkeslag end danskere også får mulighed for at nyde pladen. We Are Your Numbers kommer ud i de nævnte lande i løbet af foråret, og det er planen, at pladen kommer ud i resten af Europa samt USA i sensommeren. Lige nu rykker Barra Head på en lille Europatur, der starter og slutter i Danmark. Her er hvor du kan fange dem: 17.03 : København (DK) – Rust (+ Tenderloud)18.03 : Roskilde (DK) – Gimle (+ The Unit)19.03 : Esbjerg (DK) – Konfus (+ The Unit)23-03 : Hamburg (D) – Molotow (+ Logh)24.03 : Bonn (D) – Kult 4125.03 : Amsterdam (NL) – Occii26.03 : Groningen (NL) – Vera (+ The Unit)27.03 : Den Haag (NL) – SCSI Cell 29.03 : Wiesbaden (D) – Schlachthof (+ Lack)30.03 : Nancy (F) – MJC Haut du Liévre (+ Lack)31.03 : Frankfurt (D) – Club Keller01.04 : Saarlouis (D) – Juz 02.04 : Luxembourg – Out of the crowd-festival (+ Engine Down, Ted Leo o.a.)20.04 : Århus (DK) – Voxhall (+ Karate)21.04 : København (DK) – Loppen (+ Karate) Læs også Undertoners anmeldelser af:Barra Head: We Are Your NumbersBarra Head: Arrival EPBarra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies 12″ splitBarra Head vs. Lack, 16.02.05, Vibration Festival, Stengade30, København

Nyheder

Teenage Fanclub på vej med ottende album

De skotske powerpoppere fra Teenage Fanclub udsender snart deres ottende album Man-Made. Pladen, der er gruppens første i næsten tre år, byder efter sigende på klassisk Teenage Fanclub-lyd, og udkommer den 2. maj på gruppens eget pladeselskab PeMa. Skotterne er også på nippet til at sætte en tourplan for sommeren sammen, og man kunne håbe på, at de vælger at kigge forbi Roskilde Festivalen på en solskinsdag. Her er tracklisten fra Man-Made: 1. It’s All In My Mind2. Time Stops3. Nowhere4. Save5. Slow Fade6. Only With You7. Cells8. Feel9. Fallen Leaves10. Flowing11. Born Under A Good Sign12. Don’t Hide

Nyheder

Man kan danse til the Lucksmiths nye album

Australske the Lucksmiths udsender nyt album til april. Det hedder Warmer Corners, har horn og strygere og så kan man danse til det. Bandet kalder i hvert fald selv åbningsnummeret for en “dancefloor sizzler” og fortæller i øvrigt, at det er en opløftende lille “det-skal-nok-gå-alt-sammen-besked” til en pige, der hedder Louise. Fantastisk. Albummet udkommer den 4. april på australske Candle Records og her er sangene: 1. A Hiccup In Your Happiness 2. The Music Next Door 3. Great Lengths 4. Now I’m Even Further Away 5. The Chapter In Your Life Entitled San Francisco 6. Sunlight In A Jar 7. If You Lived Here, You’d Be Home Now 8. Young And Dumb 9. Putting It Off And Putting It Off 10. I Don’t Want To Walk Around No More 11. The Fog Of Trujilla 12. Fiction

Nyheder

Lyt til nyt Decemberists-nummer

Det amerikanske band The Decemberists er den 22. marts tilbage med et nyt udspil. Pladen, der er gruppens tredje fuldlængde, hedder Picaresque, og nu kan man lytte til førstesinglen The Engine Driver. Nummeret er umiddelbart klassisk Decemberists, men bedøm selv: www.killrockstars.com Picaresque er i øvrigt optaget i en kirke, og det her er vist nok tracklisten: 1. The Infanta2. We Both Go Down Together3. Eli, the Barrow Boy4. The Sporting Life5. The Bagman’s Gambit6. From My Own True Love (Lost at Sea)7. Sixteen Military Wives8. The Engine Driver9. On the Bus Mall10. The Mariner’s Revenge Song11. Of Angels and Angles

Nyheder

Foo Fighters på Roskilde-plakaten

De amerikanske Foo Fighters med top-fighter Dave Grohl i spidsen er nu også at finde på årets spiele casino Roskilde Festival. Rock-bandet skulle allerede have spillet på festivalen i 1996, men meldte dengang afbud i sidste øjeblik. Nu her, ni år efter, har de så fundet plads i den travle kalender til at dukke op på Dyrskuepladsen. Foo Fighters har fire plader bag sig, og en femte er på vej til sommer.

Nyheder

Endnu en Jandek-hyldest på vej

Jandek er blandt den musikalske undergrunds største mytiske personer. Det eneste, der hindrer ham i blot at være en fiktiv figur, var hans enlige koncert i 2004 – som efter sigende var mandens første i 25 år!Uden at foretage direkte sammenligninger er vi ikke langt fra Daniel Johnston-territoriet med den ukendte kunstner, der hyldes af en større flok af indie-bands. Det førte bl.a. til hyldest-pladen Naked in the Afternoon, som blev udgivet i 2000 af Summersteps Records. Samme selskab har nu samlet materiale til et nyt kapitel i hyldest-serien. Det går under titlen Down in a Mirror: A Second Tribute to Jandek og udkommer den 10. maj. Tracklisten ser ud som følger: 1. Jeff Tweedy: Crack a Smile2. Live Show Rabbits: You Painted Your Teeth3. Eric Gaffney: The Dunes4. Okkervil River: Your Other Man5. Brother JT: Message to the Clerk6. Six Organs of Admittance: I’ll Sit Alone and Think about You7. Home for the Def: Cave in on You / European Jewel (Incomplete)8. The Marshmallow Staircase: Down in Mirror9. The Mountain Goats: White Box10. George Parsons: Aimless Breeze11. Lewis and Clarke: Nancy Sings12. Jack Norton: Naked in the Afternoon13. Rivulets: Sung14. Kawabata Makoto: Babe I Love You15. Wayside Drive: The Spirit16. A Real Knife Head: Just Die17. Ross Beach: Van Ness Mission18. Multi Panel: I Found the Right Change19. Dan Melchior: Babe I Love You20. Pothole Skinny: You Painted Your Teeth21. Dirty Projectors: With U Icon (an Homage) For mere info: Summersteps Records

Nyheder

Ny Johnny Cash-boks på vej

Man kan græde salte tårer over tabet af en stor mand, og så kan man samtidig glæde sig over det storartede bagkatalog, som Johnny Cash har efterladt os. Og der er efter sigende mere på vej… Den 7. juni bliver der nemlig sendt endnu et bokssæt på gaden. Johnny Cash – The Legend lyder titlen. Den byder på intet mindre end fire skiver med 107 Johnny Cash-sange, der spænder over perioden 1955-2002 – altså det meste af bedste fra udgivelserne på pladeselskaberne Sun og Columbia.Og hvis man tror, man allerede har alt i forvejen, kan man tro om igen. Bokssettet byder nemlig på syv tidligere uudgivne sange. Og til de hurtige er der er limited edition-pakke, som bl.a. byder på en bonus-cd med optagelsen fra Cashs første radio-optræden i 1995 samt en dvd-dokumentar.

Nyheder

Nyt folk og gammelt pop på Roskilde

Joanne Newsom og Devendra Banhart besøger årets Roskilde-festival med deres nye folk. Det samme gør Duran Duran med deres klassiske pop. Joanna Newsom med den vidunderlige/irriterende stemme har i det forgangne år blæst nyt liv i folk-scenen sammen med den spillende ex-vagabond Denvendra Banhart. The Milk-eyed Mender og Rejoicing in the Hands endte på mange årslister og nu kan musikken altså også nydes på sommerens Roskilde-festival. Hvis man er mere til New Romantic end New Folk kan man så glæde sig over, at pop-veteranerne fra Duran Duran også dukker op på Dyrskuepladsen. Nyligt genforenede i den originale opstilling kan man sikkert regne med hits fra 80-erne, og så gør det vel ikke så meget, at de også bliver nødt til at spille et par numre fra den nye skive. Udover de tre ovennævnte er canadiske The Be Good Tanyas også blevet tilføjet til festivalprogrammet.

Nyheder

Ny EP fra Acid House Kings

De svenske pop-smede fra Acid House Kings udgiver i morgen deres nye EP Do what you wanna do. Smuglyt til musikken allerede nu. “White, heterosexual indie pop has never sounded this gay and soulful!,” lyder det i pressemeddelsen fra det svenske pladeselskab Labrador, der udgiver pladen, som i øvrigt indeholder fem numre. Lyt til musikken på hjemmesiden www.labrador.se, og køb den fra i morgen.