Skribent - Signe Palsøe

Plader

The Deer Tracks: Aurora

»Hej! Jeg vil gerne bede om for 20 kr. blandet elektronik med Stina Nordenstam-vokal, og så kan du ellers bare fylde op med noget klar klokkelyd. Lidt støj og guitar må der også gerne komme i, men endelig ikke for meget. Og put det gerne i en knitrepose.«

Plader

Peter Broderick: Home

Home indeholder to slags sange. Dem, der kræver sin lytters tålmodighed og nok skal lukke op, hvis bare du banker på længe nok. Og dem, hvor der bare ikke er nogen hjemme, hvor længe du så end bliver stående på dørmåtten.

Plader

The Acorn: Glory Hope Mountain

Dyretarme, marimbaer og ukuleler er bare nogle af de virkemidler, The Acorn har taget i brug for at ære forsanger Rolf Klauseners sydamerikanske mor. Selvom ikke alle skæringer står lige stærkt, gør den utraditionelle instrumentering og en række charmerende folknumre Glory Hope Mountain værd at stifte bekendtskab med.

Koncerter

Mugison, 09.12.08, Loppen, København

Da jeg for små to uger siden anmeldte moi Caprice, var en af ankerne, at bandet ikke løftede taget på Vanløse Kulturhus. Selvom Loppen er af samme størrelse, havde Mugison ikke samme problem ved gårsdagens koncert. Han blæste bare skidtet af.

Plader

The State, the Market & the DJ: New Speak

Danske The State, the Market & the DJ fanger på deres albumdebut en krystalklar kølighed, der formår at være både minimalistisk og vidtfavnende. Desværre gør en kluntet tekstside det ofte svært at tro på musikkens triste budskaber.

Koncerter

Of Montreal, 21.10.08, Amager Bio, København

Cirkus var i byen! Eller var det Of Montreal? Visse steder i løbet af tirsdagens koncert havde man sin tvivl. Til tider var bandets påfund både underholdende og velvalgte, men efterhånden fik musikken svært ved at følge med det dominerende sceneshow.

Plader

Pg.Lost: It’s Not Me, It’s You!

Pg.Lost har opdaget, at stilhed og støj i skøn forening er en god cocktail. Bandets debutalbum er bygget op efter alle genrens regler om lange skæringer og repetitive melodier. Desværre er det i reglen mere behagende end betagende.

Koncerter

Beatday 08, 09.08.08, Docken, København

Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. (11.08.08)Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. Blue FoundationDikotomier – parvise modsætninger – siges i den litterære verden at være det konfliktskabende element i en tekst. Konflikt fører til dynamik, og en fortælling opstår. Kan en tilsvarende model bruges om musik? Ved lørdagens åbningskoncert var modsætningerne i hvert fald en vigtig drivkraft. Blue Foundation er en noget sammensat størrelse. Bandet består af seks medlemmer fra tre forskellige lande og er åbensindede nok til at rumme både afrohår, smalle solbriller, jakkesæt, bare fødder og løse gevandter. Lørdag eftermiddag lignede de mest af alt et indslag på Woodstock med Pet Shop Boys som gæsteoptræden. Det noget skizofrene udtryk viste sig alligevel at være overordentlig passende til Blue Foundations sammensmeltning af shoegazer, elektronik og rendyrket pop. Med en flagrende og gestikulerende Kirstine Stubbe i front var fokus sat på det poppede, mens de øvrige bandmedlemmer stod for at opretholde et støjtæppe af vekslende tykkelse og karakter, hvor trompet, elektronik og tamburin var med til at puste yderligere liv i lydbilledet. Til tider holdt vokalen inde for en stund, og bandet lod den rene lydmur få overtaget – en fin variation i den ellers hitbesatte setliste, der hovedsageligt bestod af indslag fra sidste års Life of a Ghost. Særligt vellykket var “Eyes on Fire”, hvor Stubbes vokal fik et virkningsfuldt modspil af MC Jabber, der også stod for at oversætte en af de helt igennem imponerende elektroniske peptalks, som især var Blue Foundations varemærke på Sweep of Days fra 2004. Alt i alt lykkedes det bandet at få de mange forskelligartede elementer til at gå op i en højere enhed og få skudt lørdagens koncertprogram i gang på fornem vis. Karakter:   Mercury RevTilskuer 1: »Har han røget sig selv fuldstændig i hegnet?«Tilskuer 2: »Nej, sådan er han vist bare.« For dem, der lørdag oplevede Mercury Rev for første gang, skulle forsanger Jonathan Donahues fremtræden lige tygges på et øjeblik. På scenen stod, sad, lå, kravlede og fløj(!) Donahue sig gennem den fem kvarter lange koncert med et blik, der konstant balancerede på grænsen af “jeg elsker jer alle sammen” og “nu kommer jeg og æder jer!”. Eftersom Mercury Revs tekster mestendels omhandler bier, blomster, kærlighed og en verden så smuk, som var den skabt af Walt Disney, ville en for selvhøjtidelig attitude kunne gøre affæren en anelse kvalm. Nok var det en anelse vanvittigt at overvære, men på intet tidspunkt blev det uengageret eller ligegyldigt. Med kun fem kvarter til rådighed var det ikke nogen let opgave at få alt det bedste fra bagkataloget med og samtidig give publikum en forsmag på det kommende efterårs to udgivelser, Snowflake Midnight og mp3-albummet Strange Attractor. Det nye materiale måtte da også så godt som fuldstændig vige for gamle kendinge, der især stammede fra diskografiens højdepunkt, Deserter’s Songs. Det er ikke nemt at fremhæve højdepunkter i en sådan hit-på-hit-konstellation, men især “Holes”, “Opus 40”, “The Funny Bird” og “Goddess on a Hiway” blev fremført med stor indlevelse fra hele orkesteret. Røgmaskinen var på overarbejde gennem hel koncerten, hvilket især var effektfuldt under “The Dark Is Rising”. Her gik lys, røg, lyd og Donahues guddommelige gestikuleren op i en højere enhed, og resultatet mindede mest af alt om troldmanden i Fantasia, der dikterer en storslået og dramatisk solnedgang. Man kunne måske have ønsket et lidt større indblik i, hvad den musikalske fremtid vil bringe for Mercury Rev, men efter aftenens energiudladning var der ikke meget andet at gøre end at bukke, takke og konstatere, at de grånende herrer på ingen måde er ved at falde af på den. Karakter:  

Koncerter

Vesterbro Festival, 06.06.08, København

Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet. (08.06.08)Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet. Twins TwinsEverybody loves the sunshine var budskabet på Twins Twins’ forsanger Theis Ørntofts t-shirt. Et mere rammende tøjvalg kunne man næppe tænke sig, taget i betragtning, at størstedelen af festivaldeltagerne på det givne tidspunkt lå og bagte til Tue West foran udendørsscenen. Ikke desto mindre var en pæn samling klip-klappere og solbriller alligevel trukket ind i Øksnehallens mørke for at overvære tvillingeparrenes koncert. Twins Twins spiller da også guitarbaseret solskinsindie, der er som skabt til de dovne eftermiddages strandture og lyse nætters havefester – og de gør et godt stykke arbejde. Hitmaskinen må have kørt for fuld damp hjemme i Twins Twins’ soveværelse, for der var ikke mange numre, som det ikke var værd at vippe med på – især barometertesteren “Strawberry Wine” var ren rødgrød med fløde for øregangene og sommerhumøret. Harpcore. Foto: Signe Palsøe Trods hit-på-hit-opbygningen havde Twins Twins problemer med at give publikum et samlet indtryk. I baggrunden sad trommeslager Morten Hyldahl konstant iført vidt åben mund med et kæmpe tandsmil og mindede mest af alt om en hundehvalp, hvis ejer lige er kommet hjem fra arbejde – en temmelig stor kontrast til de fire fyre på scenekanten, der var noget mere cool og en kende for stillestående til musikkens ånd. Når dette er sagt, forstod de fem tvillinger alligevel at fremmane en tiltrængt feriefornemmelse, og mon ikke EP’en til september kan få sommeren til at vare lidt længere. Karakter:   HarpcoreHvad kan man gøre for at skaffe sig opmærksomhed på en festival, hvor over 100 danske opkomlinge kæmper om publikums gunst? Tja, man kan jo starte med at klæde sig ud som stewardesser og servere kaffe og kage for de tilstedeværende, som Harpcore gjorde det til fredagens koncert. Som navnet vist røber, er Harpcores univers bygget op omkring to store harper, der på et underlag af elektronik og trommer kan frembringe alle lyde mellem Joanna Newsom og Luke Skywalker med lyssværd. I koncertsammenhæng var bandet en oplevelse for alle sanser – omkring den house-orienterede, poppede electronica opbyggedes billeder og ord, der blev blæst op på store skærme bag bandet. Stilen mindede om Tiëstos opsætninger, dog med en temmelig stor portion humor og en halvbizar frankofil fascination til forskel. De fleste numre var da også med fransk lyrik og tekstet på dansk for alle os, der har lidt knas med vores skolefransk. På den måde gik det ikke hen over hovedet på nogen, når Harpcore langede ud efter singer/songwriters eller danske værdisæt. Særligt vellykket var “franskmændenes” forsøg på at lave et radiohit på engelsk, hvor omkvædet “Don’t break my harp / peace, come back to me / don’t herb my harp again / give me another change” vist taler for sig selv. En ulempe ved en konceptkoncert som denne er naturligvis, at musikken går i ét med alt hvad der ellers foregår på scenen, og derfor ikke altid får den berettigede opmærksomhed eller kritik. I denne sammenhæng er der dog ingen tvivl om, at den tjente sit formål – at levere budskabet og på samme tid være en feststarter ud over det sædvanlige. Karakter:   Death by KiteTo vintre er gået siden Death by Kite for første gang optrådte i den gamle kødby. Dengang resulterede det i en glimrende koncert på den lille Venue-scene, der varslede, at noget større var i vente. Her to år, en fuldlængdespiller og en stak fine anmeldelser senere var bandet blevet opgraderet til at spille midnatskoncert på Øks-scenen til stor glæde for et halvberuset og helt igennem oplagt publikum. Death by Kite må da også siges at have ærmet fuldt af esser i form af catchy støjpopperler med overraskende, omskiftelige riffs og trommer. I gamle kendinge som “Bhf. Asta” og “Pills” kunne de tre musikere for alvor vise kunsten at føre deres respektive instrumenter. Settet var generelt præget af sidste års udgivelse, men enkelte numre fra en snarligt begyndende indspilning blev der også plads til. Desværre hænder det, når små bands vokser sig større, at en del af den oprindeligt så tiltalende intimitet forsvinder. Her kan heller ikke Death by Kite se sig helt fri. Den massive støjmur, der for to år siden ramte med 180 kilometer i timen, syntes at have tabt pusten, som resultat af pludselig at skulle fylde hele Øksnehallen. Bands som Mew har tidligere gennemgået denne langt fra lette metamorfose og er da også kommet ud på den anden side med et resultat af international kaliber. Formår Death by Kite at gøre dem kunsten efter og genfinde den intime overvældelse, vil det være helt urimeligt, hvis der ikke venter de tre støjpoppere en stor fremtid i dansk musik. Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af:Death by Kite: S.t. Death by Kite: S.t. EP Note: Theis Ørntoft, der er forsanger i Twins Twins, har tidligere været tilknyttet Undertoner som skribent.

Koncerter

Eels, 23.02.08, Det Kongelige Teater, København

Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse.Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse. Et kultiveret menneske ville sikkert have vidst, at det er særdeles dårlig etikette at ankomme fashionably late til en koncert i Det Kongelige Teater. Alle vi andre fik som straf lov at famle os frem til vores siddepladser i buldrende mørke. Gamle Scene var nemlig ved Eels-koncertens start degraderet til biograf, og på trods af den mærkværdige indledning var den større sammenhæng til at forstå. Eels-forsangeren Mark Everett, bedre kendt som E, rejser rundt i USA for at lære mere om sin for længst afdøde fars banebrydende, men stærkt undervurderede, arbejde inden for kvantemekanikken. Et arbejde, som Niels Bohr ifølge dokumentaren var medvirkende til aldrig blev anerkendt, hvilket øjensynligt førte til alkoholisme samt generel død og ødelæggelse i den Everett’ske familie. Ikke ligefrem en feel good-film at varme op på, men Mark Everetts mere eller mindre depressive og selvterapeutiske tilgang til musikken taget i betragtning, var den helt passende til at sætte dagsordenen. Det var da også med den noget tørre konstatering “you are the country who ruined my father’s life”, at aftenens hovedperson efterfølgende gjorde sin entre. Fine, akustiske versioner af “Dirty Girl” og “My Beloved Monster” fremført af E ene mand på henholdsvis guitar og klaver satte stille og roligt koncerten i gang. En vis ærefrygt over den imponerende gamle sal gav et særegent modspil til den intime stemning, som belysning og musik alligevel formåede af fremmane. Det måtte man give Vega, hér var helt klart tale om rammeudvidelse af en større kaliber. Bandet Eels har altid været en noget udefinerbar størrelse. Med Everett som omdrejningspunkt fyldes opbakning på efter behov. Denne aften dækkede udtrykket “”¦med fuldt orkester” altså over føromtalte plus én mandlig musiker. Selvsagt var udtrykket en anelse skrabet, men de to musikere formåede alligevel at jonglere de enkelte instrumenter rundt på en måde, der gjorde deres skramlede lofi både vedkommende og temmelig charmerende. Afdæmpethed var dog hele tiden et nøgleord – på intet tidspunkt i løbet af aftenen kom nogen større energiudladninger fra scenen, i det mindste ikke i større grad end, at de kunne udføres siddende foroverbøjet over guitar eller klaver. Det var netop efter E’s solonumre, hvor han fik selskab på scenen, at hele konceptet blev noget problematisk. Tiden til at indfri løftet om et rent potpourri af teater og musik var tydeligvis kommet. Samtaler med den afdøde fader og småjoken de to musikere imellem fremstod som irritationsmomenter på linje med radioværters smalltalk, der holder de musikalske indslag fra sendefladen. Decideret tåkrummende pinefuldt blev det nu først, da en længere session med oplæsning af fanbreve, koncertanmeldelser og tragiske uddrag af Everett’s selvbiografi skulle tvinges ud over scenekanten til trods for publikums mere og mere højlydte krav om musik. Det var overspillet humoristisk, ironisk eller bare tørt, men aldrig troede man ét ord på, at der var den mindste følelse bag ordene. Det var synd, for de efterfølgende følelsesladede numre “Elizabeth on the Bathroom Floor” og “Last Stop: This Town” fra Electro-Shock Blues kom til at fremstå temmelig kvalme i lyset af den forudgående svada om familiens ulyksaligheder. Mindre ironi og udpensling havde muligvis kunnet redde noget i land, men hele affæren gav ikke andet udbytte end distance til publikum. Bedre blev det, da snakketøjet langt om længe røg på hylden, og fokus efterhånden flyttedes til musikken. Højdepunktet blev en temmelig imponerende jamsession, hvor det på dygtig vis lykkedes de to musikere at holde en lang række instrumenter i spil og på samme tid udveksle dem indbyrdes. Den fine afslutning kunne dog ikke helt fjerne den noget flade fornemmelse af et langt midterstykke, der mest af alt føltes som en hyggestund med Niels Hausgaard. Bare mindre sjovt. Karakter:

Koncerter

Efterklang, 15.11.07, Lille Vega, København

Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes.Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes. Allerede før koncertens start vidnede spillestedets udsmykning om et vist stilskift. Scene og instrumenter var oversået med klokker, raslende metalbesætninger og påfuglefjer, og orkeserets syv mandlige medlemmer var iført et outfit, der var en tysk reklame for alpenmilchchokolade værdig. At tage bandet seriøst til trods for dette var dog på ingen måde et problem. “Polygone” fra det nye album satte fra starten dagsordenen med sit højtidelige, katedralske kor og en ulmen, der tydeligvis lagde op til noget større. Der blev bygget op og bygget ud og ved koncertens andet nummer, “Himmelbjerget”, blev det første og største højdepunkt da også nået. Helt tyst lagde Casper Clausens vokalarbejde sig over en frostklar flade af knirkende og eftergivende vinterstilhed. En ensom violin, en kvindevokal, så et horn gjorde ham selskab. Efter små syv minutters opbyggen lå landskabet helt oppe under de mørke, snefyldte skyer på Københavns novemberhimmel. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at samtlige medlemmers musikalske færdigheder såvel som evne til performance lå på et usædvanligt højt niveau. Alligevel må Casper Clausens vokalføring ses som et særligt stort plus for bandet – sjældent har jeg set en ukompagneret vokal på grænsen til det hviskende fuldstændig fastfryse samtlige publikummer i ærefrygtig betagelse, på samme måde som det skete til de sidste toner af “Himmelbjerget”. Sublimt. Så alvorligt skulle det nu ikke være hele aftenen. En fase med overvejende nye numre betød et farvel til vinterkold elektronica og et pænt goddag til det halvfolkede udtryk med legesyge klokkespil, stammedans og så stærke rytmesektioner, at trommesættet tog sig en tur på langs undervejs. Til trods for at ingen numre skilte sig synderligt ud, fik monotonien på intet tidspunkt lov at tage over – det sørgede en pludselig taktændring eller uventet blæserpassage for. I “Jojo” opstod et rent støjsammensurium fra de mange instrumenter, hvor en enkelt, selvsikker violin behændigt førte vej gennem stormen. Vedkommenheden var ustandseligt hold oppe af de otte personer på scenen, med en sådan indlevelse at man næsten skulle tro, at støjen blot var deres videreformidlede blodsusen og hjerterytme. Kun enkelte gange faldt det stemningsfulde udtryk en anelse til jorden. Blandt alle sine klokkespillede naboer fremstod den ellers fine “Step Aside” som hård og kold, ja nærmest som nummeret før techno. I andre sammenhænge ville den utvivlsomt kunne leve op til sin fulde ære, men her fik den dybe, elektriske rullen Vega til at ryste i sin grundvold og strøg publikum mod håret i højere grad end at betage. Afslutningen “Chapter 6” virkede en anelse for overskruet i forhold til resten af koncerten. Slaraffenland, der stod for opvarmningen, var blevet inviteret med op på scenen til en omgang sang, dans og tamburinsmadring af de helt store. Dårligt var det ikke, men man kunne have ønsket sig en mere intens afslutning til at smyge sig op langs rygmarven og forsegle aftenens bedste øjeblikke i hjernebarken. Alt i alt kan man dog kun beundre Efterklang for deres evne til at tryllebinde publikum med smukke opbygninger og en intens og varieret fremtræden – eller som et ekstra begejstret medlem af publikum udtrykte det: »I er fandme fede live! «. Læs også Undertoners anmeldelse af:Efterklang: SpringerEfterklang: TripperEfterklang: Under Giant TreesEfterklang: Parades Karakter:  

Koncerter

A Kid Hereafter, I Got You on Tape, 15.06.07, Vesterbro Festival, København

I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. (17.06.07)I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. A Kid Hereafter»Velkommen til regndans,« lød det fra scenekanten, da årets Vesterbro Festival blev skudt i gang. På trods af de faretruende tunge skyer og en pessimistisk meteorolog i radioen var en større skare troppet op foran Air-scenen for at overvære A Kid Hereafters udskejelser. Frederik Thaae samt band og lillepigekor havde i dagens anledning fundet deres fineste lyserøde velourdragter frem fra gemmerne; et særdeles begavet tøjvalg, da en stor del af bandets medlemmer må lide af DAMP eller bare har et kaffeindtag, der er kørt af sporet. “Military Waiver” åbnede ballet med et energi-kick, der snildt kunne sætte gang i publikums fødder såvel som at få hr. Thaae himself til kravle på væggene. Det blev til alt fra high fives til publikum til halvakrobatiske udfoldelser på scenegulvet på de tre minutter, det tog at få nummeret prustet ud gennem det imponerende fuldskæg. Energiniveauet faldt absolut ikke, da “Secret Service” og de efterfølgende poppunkede knaldperler skulle smides; undervejs fik nogen dog stukket manden en guitar, der holdt ham fast i en overvejende lodret position for en kort tid. Omkring halvvejs gennem koncerten blev der for publikum et dansemæssigt pusterum under den sjælede og en anelse søbende “Superficial Star” samt coverversionen af Yes’ “Long Distance Runaround”; til gengæld startede anden halvleg med fornyet styrke og kulminerede under “Seven Days Later”, da en endnu syngende Thaae valgte at forlade scenen til fordel for en kammeratlig støvledans med en fyr med paraply blandt publikum. Det hele blev tilsyneladende for meget af det gode for mikrofonen, der valgte at sætte ud midt i løjerne. Ikke at publikum skulle snydes på den bekostning, for nummeret blev på behørig vis fulgt til dørs, da der igen var orden i elektronikken. Så var det slut for denne gang – det troede vi i hvert fald, indtil en stemme fra bagtæppet fik tildelt A Kid Hereafter et ekstra minut i spotlyset. Og på et minut kan man åbenbart nå en hel del! Den punkede popmusik fra den sidste lille times tid røg øjeblikkeligt i glemmebogen, da bandet brat slog over i en growlende omgang dødsmetal. Ikke mindre end tre numre à 30 sekunder blev det til, før scenefar sagde stop og pitmosherne måtte videre. Skyerne havde holdt tæt mod alle odds – og skulle vejrguderne blive mindre nådige senere på aftenen, ville der i det mindste være en god portion kropsvarme at tære på efter en særdeles underholdende åbningskoncert. Karakter:   I Got You on TapeAftenens hidtil største forsamling var uden tvivl at finde under Øksnehallens hvælvinger lige før kl. 22. Måske hjalp det på tilskuertallet, at to af festivalens seks scener netop havde sagt godnat og tak for i dag, og at termometeret var drastisk på vej mod det blå felt. I Got You on Tape inkl. sideprojekter stod for et par af sidste års fineste udgivelser herhjemme. Tilbagelænethed er absolut et nøgleord, når det kommer til I Got You on Tape, og det kan både bruges om deres musik og deres attitude på scenen. Det er i og for sig en udmærket egenskab, hvis den vel at mærke kan omsættes til noget konstruktivt. Mikses den godt op med en omgang følsom rock af den drømmende, atmosfæriske slags, er der en fæl risiko for at ende med et navlebeskuende og ikke synderlig interessant udtryk. Med for meget energi falder projektet til gengæld til jorden, da nerven forsvinder. Det er her, I Got You on Tape forstår at ramme plet mellem uvedkommenhedens to poler i det felt, der hedder absolut nærvær. Trommernes stramme rammer holdt de vidtfavnende guitarflader i et fast greb under forsanger Jacob Bellens’ ensartede, men altid fængslende vokal. Uden de store afvigelser fulgte I Got You on Tape den faste skabelon og undgik samtidig at forfalde til monotonien. “Pins and Needles” var et af de absolutte højdepunkter, hvor vokalen med diktatorisk kølighed undertrykte den massive energi fra de ulmende guitarer og oprørske trommer. Bedst var dog afslutningen “Mary Jane” med Bellens i det Interpolske hjørne og en så tyk, atmosfærisk instrumentering, at Øksnehallens tag var tæt på at lette. Skønt Vesterbro Festival er tiltænkt de nyudklækkede danske musikynglinge, er I Got You on Tape tydeligvis flyvefærdige. Og nu da indspilningen af deres nye album er skudt i gang, kan man blot håbe på snart at se dem på vej mod de helt høje luftlag. Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourI Got You on Tape: s.t.