Skribent - Simon Freiesleben

Plader

O/RIOH: Selling Out

Selling Out åbenbarer glimtvis det store potentiale, danske O/RIOH gemmer på. Bittersød, elektronisk pop går hånd i hånd med ujævne, lydmæssige eksperimenter på denne debut-ep.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: Jamie xx, 04.07.15, Apollo

Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: DJ Shantel, 29.06.15, Ghettoblaster

Mandag aften spillede den tyskfødte Stefan Hantel, med kunstnernavnet Shantel, op til dans fra toppen af Tuborgs Ghettoblaster-scene. Den gøglede sigøjnermusikant har tidligere skabt et brag af en fest på Arena, da han spillede der i 2010, men nu stod han altså her, blandt campingstole og klapborde og spillede på festivalens vel nok mindste scene. Det vil sige, spillede gjorde han som sådan ikke. Der var i stedet tale om et tre timer langt DJ sæt, der bød på en eklektisk blanding af dansevenlig balkanmusik, spøjs klezmer, punkede Ramones og Max Romeo reggae. Undervejs blev der af flere omgange drysset egne kompositioner ind, så som “Disko Partizani” og “Disko Boy”, der begge blev spillet mere end en gang, akkurat som til koncerten i 2010. Egentlig følte man sig en anelse snydt, over at liveorkesteret Bucovina Club Orkestar ikke var med, og man derfor måtte tage til takke med plade-udgaven. Det store blæserorkester er garant for et slagkraftigt show, som det er nærmest umuligt ikke at bevæge sig til. Som sådan er det vanskeligt at sætte karakter på et DJ-set, for hvad bedømmer man efter? Hvor stor en fest det sætter gang i? Eller den kvalitative sammensætning af musik? Det blev aldrig en folkefest, men det handlede ikke om musikken der blev spillet. For selvom der var en anelse tyndt befolket, så var der smæk på. Der blev både danset folkedans, kædedans, og sågar crowdsurfet, uden sans for egen eller andres sikkerhed foran scenen. Det tynde opbud af mennesker hænger sandsynligvis sammen med at Ghettoblaster-scenen endnu er et relativt nyt indslag på festivallen, der ikke helt har bidt sig fast endnu. Set i kontekst af de konstant voksende festivalanlæg på campingområdet, så er det prisværdigt, at der er kommet en ny scene, hvor det rent faktisk er kvalificerede DJ’s, der spiller. Der er sgu noget over at kunne feste, uden at det behøver at være til galloperende dødstechno, der brat glider over i et remix af Rebecca Black. Det virker som om, at det er blevet en ny trend, at lade prominente navne vende plader på campingområderne i år. Fredag kan man for eksempel opleve Gaslamp Killer DJ’e i Bycenter Øst, efter at han har spillet på Avalon. Mere af den slags, tak.

Koncerter

Roskilde Festival 2015: Benal, 28.06.15, Apollo Countdown

Det var den danske rapduo med navnet Benal, der havde fået tjansen at vække det halvsløve Roskilde publikum med årets første koncert på Apollo scenen på denne lummervarme søndag eftermiddag. Scenen har fuldendt sin transformation og ligner ikke længere en malplaceret orange kållarve, men er i stedet blevet til en futuristisk rubiks-kube af halvgennemsigtig plast. Det er vidst ikke kun selve scenen, der har haft vokseværk. For det var en tonstung og nærmest håndgribelig bas, der pumpede ud af det massive anlæg klokken tre sharp. Benal er en sammentrækning af navnene Benjamin og Albert, der tilsammen udgør gruppen. Mens Benjamin står i front som rapper, og produceren Albert står bag gruppens mastodont-tunge og dystre lydunivers. Med til lejligheden var også en live-perkussionist, der styrede de elektriske trommer med hård hånd. Lydmæssigt var der således ikke noget at sætte fingre på. Vokalen gik knivskarpt igennem, hvilket ikke altid er tilfældet til Roskildes opvarmningskoncerter. Og det hele startede egentlig meget godt ud. Et hiphop-hungrende publikum var mødt relativt talstærkt op og var klar til at kaste håndtegn og nikke til beatet. Men hyggesludder og sniksnak dræbte hurtigt enhver form for flow i koncerten, da Benjamin imellem hvert nummer insisterede på adressere publikum: »Tina Dickow sidder herude bagved. Der sidder alle mulige herude bagved. Men det er ikke det, som det skal handle om, det skal handle om jer… Hvordan har I det, Roskilde?!« Men problemet var, at det kun delvist endte med at handle om publikum. Hyggesnakken spredte sig hurtigt ned fra scenekanten og ud blandt publikum, der virkede uinteresserede i de snøvlede monologer om kærlighed, optur og backstage-kendisser. Koncerten blev omtrent halvvejs afbrudt, da en mand i jakkesæt blev hevet frem fra baglokalet, og friede til sin kæreste midt i showet. Det udløste forvirrede klapsalver og pift blandt publikum. Vi kom bredt omkring de to ep’er, som Benal hidtil har udgivet, og selve udførelsen af sangene var sådan set fin, om end lettere monoton i længden. Benjamin opererer konstant i ét af to stemmelejer, fladt insisterende eller aggressivt battle-rappende. ”Benalgorytmen” blev serveret i en fin live-version, hvor Benjamin viftede livligt med mikrofonstangen og indbød til fællessamling. Koncertens højdepunkt var dog nummeret ”Hiphop”, der med sit Den Gale Pose-sample var en sand crowdpleaser blandt publikum. Jokeren kom da også på scenen for at fyre et enkelt vers og lidt lir af, inden han dansede tilbage i backstage lokalet. En tidsforvirret Benjamin proklamerede en fire-fem gange, at de nu ville spille det sidste nummer, inden han og de to andre musikere også forlod scenen og gik backstage. Såfremt Benal skal gæste Roskilde igen, så håber jeg, at de er mindre optagede af at fortælle om V.I.P livet bag scenen, og i stedet fokuserer på oplevelsen for dem, der befinder sig foran scenen.

Plader

Jamie xx: In Colour

In Colour er Jamie xx' melankolske hyldest til nattelivet. Den 26-årige britiske producers solodebut er fyldt med eminent electropop af karakteristisk søvnig og drømmeagtig karakter.

Plader

Rangleklods: Straitjacket

Danske Rangleklods er gået fra at være et soloprojekt til at være en duo, og det afspejler sig i lyden på deres andet album, Straitjacket. Modsætninger mødes og smukt vokalsamspil opstår på dette legelystne elektro-poppede album, der byder på melankolsk feststemning.

Plader

Alabama Shakes: Sound & Color

Alabama Shakes ryster den musikalske pose og tilføjer deres sydstats-retrorock en nyfunden legelyst. Resultatet er det ujævne, men dog ganske charmerende album Sound & Color med en samling stærke singler.

Plader

Kendrick Lamar: To Pimp a Butterfly

Kendrick Lamar sprænger med To Pimp a Butterfly rammerne for, hvordan hiphop i 2015 kan og bør lyde. Med en lydside fyldt med jazz, funk og soul-referencer, samt Kendricks aggressive socialkritiske lyrik, efterlader albummet ingen tvivl om, hvem der kommer til at indtage hiphoptronen mange år fremover.