Med en umanerligt tight rytmegruppe og en overflod af spilledeglæde leverede Joan as Police Woman et overbevisende svendestykke ud i grooves på en sveddryppende aften i Lille Vega.
Skribent - Søren Hansen
Boards of Canada: Geogaddi – Velkommen til den fremtid, vi aldrig fik
I en overgang blev musik med sang pludseligt helt uinteressant for mig.
Linn Koch-Emmery, 27.10.21, Vega, Ideal Bar, København
Linn Koch-Emmery formåede ikke at løfte musikken fra sine studieindspilninger ved at fremføre den live. Tværtimod var det som om, at der blot blev skrællet lag af detaljer væk i koncertudgaverne.
Mykki Blanco: Broken Hearts & Beauty Sleep
Skiftet mod de mere poppede toner lykkedes ikke rigtigt for Mykki Blanco. Både tekstskrivningen, sangskrivningen og produktionen virker ufuldendt.
Gameboy_98: Adultery
Trods lovende takter er Gameboy_98s nye album for ufokuseret til at blive rigtig godt. Potentialet er dog i den grad til stede.
Vegas Udvalgte 2021, 07.05.21, Store Vega, København
Koncertdanmark blev vækket til live igen med en flot sammensat opvisning fra nogle af Danmarks mest lovende unge bands til Vegas Udvalgte, der bød på en alsidig blanding af rock, pop og folk.
Joni Mitchell: Hejira – En rejsedagbog fra mytologiernes Amerika
Joni Mitchells melankolske mesterværk fra 1976 tager lytteren med på roadtrip til et sagnomspundet land med endeløse motorveje, stormombrust kærlighed og splittede frihedsdrømme, hvor en svunden guldalders nostalgi lurer overalt.
Felix Arthur: Fartøj
Til trods for fine takter og gode idéer, løfter Felix Arthur ikke de 80'er-romantiske ambitioner på en EP, der lyder for maskinelt, har for ufærdige sangidéer og for demolydende instrumentaler.
The Microphones: Microphones in 2020
Microphones in 2020 er en varm lyksalighed af menneskelig varme, og analogo bas- og guitatstykker. En perfekt tur ud i de amerikanske skove, men med en bet i melodikken.
Yune, 27.08.20, Empire Bio, København
Yune spillede forsinket releasekoncert i Empire Bio, men det velspillende aarhusianske bands ørkenrock fik desværre aldrig rigtig sandet til at fyge, så det gjorde indtryk.
Halvåret, der gik på Undertoner – del 1
I det første af tre afsnit tager vi temperaturen på redaktionens musikalske oplevelser i løbet af årets første seks måneder. Denne gang med dobbelt op på Fiona Apple og Car Seat Headrest, norsk jazzpop, italiensk syrepop og et farvel til John Prine.
Yune: Agog
Med en kunstnerisk ambition om at konceptualisere ørkenen på et album formår Yune at skabe fængende indie-rock, men potentialet forløses ikke til fulde.
Thundercat: It Is What It Is
Thundercats fjerde album sætter tyk streg under hans store potentiale og uforlignelige evner på bass. Men mækrværdige genrevalg, klichéfyldt lyrik og programmerede trommer, forhindrer ham i blive forløst for alvor.
Benjamin Hav: Spice Up Your Life + Dit Syge Dyr
Benjamin Hav har sat Benal på pause og er gået på gaden med to tvillingeudgivelser Spice Up Your Life og Dit Syge Dyr, der, trods enkelte lyspunkter, savner produktionen og idérigdommen fra Benal.
Weyes Blood, 14.11.19, DR Koncerthuset, Studie 2, København
Weyes Blood skabte i Studie 2 et undersøisk musikparadis af tristesse og ballader, som Undertoners anmelder aldrig vil forlade igen.
Tårn, 02.11.19, Hotel Cecil, København
Tårn fik for en stund publikum til at glemme alt om, at rocken eftersigende er død og skabte sus i maven med guitarsoli og rockattitude på Hotel Cecil.
Weyes Blood: Titanic Rising
Weyes Bloods nye album griber tilbage efter 70'ernes lydelementer og bygger det ind i musikken. Når dette sættes i sammenspil med sanger Natalie Merings stemme, står albummet som en potentiel nyklassiker.
Spellling: Mazy Fly
SPELLLINGs nye album 'Mazy Fly' er et nostalgisk, men fremadrettet bud på popmusik anno 2019 som bestemt er værd at dyppe tæerne i.
Better Oblivion Community Center: s.t.
Phoebe Bridgers og Bright Eyes-frontmand Conor Oberst slår pjalterne sammen i denne nye konstellation og leverer solid indie-pop med støjende elementer der dog trækkes ned af hvad der er et til tider tåkrummende, til tider blot uinteressant tekstunivers.
Steve Gunn: The Unseen In Between
Steve Gunn har bedrevet et folket album med høj musikalsk kvalitet og litterære tekster. Men på trods af sine styrker og evne til at løfte den folkede arv, farer Steve Gunn vild et sted mellem at være kompetent og interessant.
Japanese Breakfast: Soft Sounds from Another Planet
Japanese Breakfast er generelt ganske interessant på den nye plade Soft Sounds from Another Planet, men når kun momentant op over alle dreampopkollegaerne.
Sleep Party People: Lingering
»It's exactly like a dream...« Det danske kaninmaske-enmandsband er tilbage med et smukt album fyldt med drømmende pop med stærke omkvæd og længselsfulde guitarer og synthesizere.
Chastity Belt: I Used to Spend So Much Time Alone
Seattle-kvartetten med de feministiske budskaber og hang til drømmende indierock og postpunk imponerer på nyt album, som er fyldt til randen med æteriske ørehængere og Julia Shapiros ærlige, ekspressive vokal.
Mount Eerie: A Crow Looked at Me
På dette mesterværk får Phil Elverum bearbejdet sorgen over sin afdøde kone på den mest fortryllende og hjerteskærende måde.
Björn Magnusson: Almost Transparent Blue
I en hvirvelvind af forvirrede og eventyrlystne instrumenter står Björn Magnusson i centrum og prøver at holde styr på det hele. Det lykkes momentvis, men han ender for det meste med at fortabe sig i uinteressant ligegyldighed på albummet Almost Transparent Blue.
Cancer: Totem
Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensens (Chorus Grant) fællesbarn Cancer er klar med sit andet album, Totem. Et album, der på trods af enkelte ligegyldige elementer, indeholder skøn musikalitet.
Other Houses: Fabulous Dates
Californiske Morgan Enos skriver barokpop, garagerock og noget midtimellem med spøjse emner som bregner og hvordan man udtaler »tarot«. Det er samlet set ganske charmerende, men albummet indeholder også et af de værste numre, anmelderen har hørt.
A Tribe Called Quest: We Got It from Here… Thank You 4 Your Service
Den legendariske amerikanske hiphopgruppe er tilbage på trods af en af hovedkræfternes død tidligere på året. Med sig har de en lang række hiphopartister fra den yngre generation som Kendrick Lamar og Anderson .Paak. Resultatet er en fænomenal plade, hvor A Tribe Called Quest lader sig inspirere af dem, de selv har inspireret.
The Great Dictators: Women
På Women har The Great Dictators lavet en fremadskuende alternativ rock-plade, der bevæger sig væk fra deres tidligere udgangspunkt i amerikansk folkmusik og vidner om, at de har gang i noget spændende, som ikke lyder som nogle andre i Danmark.
Masasolo: Breakup
Jeg husker, da jeg så Masasolo på Rising-scenen på Roskilde Festival i sommer. Jeg gik derfra med den følelse, at det var et fint band, der dog lød enormt meget som Tame Impala, men at jeg glædede mig til at høre den ægte vare på Arena om fredagen. Efter at have hørt deres nye EP Breakup, sidder jeg tilbage med samme følelse, for deres ligheder er ganske mange. F.eks. den store fascination af guitareffekter som phaser, flanger og reverb, groovy, lo-fi, bitcrunchede trommer, falsetvokalen og følerteksterne, den fremskudte bas med de livlige figurer, de psykedeliske synths og den kompromisløse poptilgang til psychrocken. Ifølge mig er EP’ens bedste sang åbneren “On My Own”. Den har tonsvis af momentum og et upbeat trommegroove med en dyb lilletromme og en syndflod af psykedeliske guitarer og synthesizere, der hvirvler rundt i lydbilledet. Morten Søgaards lyse vokal kommer ind og danser vellykket oven på denne bund af psykedelisk sukkerdej. Sangen rammer så omkvædet, og med det rammer vi hermed også højdepunktet på pladen. Omkvædet er lige præcis den slags knivskarpe psychpop, som Masasolo stræber efter at lave. Faktisk en helt igennem fantastisk syret popsang. Det dykker dog nedad i niveau på den næste sang “Really Thought She Loved Me”, som er førstesinglen fra albummet. Det er en straight forward-popsang, men den er bare ikke specielt spændende og fanger mig ikke rigtigt. Det undrer mig lidt, at dette er deres største hit, da den er den klart mest forglemmelige. Jeg kan huske omkvædene i alle de andre sange, men jeg kan ikke huske et eneste musikalsk moment fra denne sang. Den er egentlig ganske fin, imens man hører den, men den lever ikke videre i mit hoved, efter jeg har hørt den, da melodien simpelthen ikke er spændende nok, hvilket jeg synes er problematisk, da det rimelig tydeligt er et band, der gerne vil lave popmusik. Så skal jeg blive fanget af deres førstesingle. Den leder os dog ned til næste sang, “My Medicine”. Her går Masasolo fuldt ud Beatlemania. Omkvædet lyder som, noget der kunne have passet fint ind på et 67-68’er-Beatlesalbum – melodien i omkvædet minder i øvrigt utroligt meget om “Run for Your Life” fra Rubber Soul. Den her sang er faktisk ret ørehængende, og selvom jeg i starten ikke var så vild med den, er den efter en halv snes lytninger blevet en sang, der med lethed finder sin vej til min hjerne, hver gang jeg hører den. Teksten er dog lidt overfladisk og banal i dens tematik, hvilket lidt er en skam. »We got time to kill/look her in the eyes as she eats the pill« er bare i mine øjne en lidt smagløs rehashing af 60’ernes stofglorificering. Sidste sang på udgivelsen er andensinglen “How It Feels”. Den har lidt bluesede kvaliteter og er en velsammenskruet psykedelisk popsang. Den minder lidt om en mere downtempo udgave af Tame Impalas “Solitude Is Bliss”, men lider bare også under samme kvaler som førstesinglen, navnligt at den ikke er så catchy som, den i mine øjne burde være. Hvis man vil høre Morten Søgaard i nogle andre konstellationer, kan man f.eks. gå på opdagelse i hans gruppe Ufornias Fall Into the Real (2015), som er en tæt på fantastisk shoegaze-EP. Jeg har ikke lige så mange roser at sige om denne EP, der lyder næsten identisk med Tame Impala, hvilket får Breakup til at lyde som en b-side-EP fra de australske psychrockere, og tæt på alle idéer på denne EP lyder som en idé, Kevin Parker har haft før, som han bare har udført med mere finesse. Misforstå mig ikke, dette er en helt udmærket EP. Gruppen har bestemt potentiale, og jeg håber, at de får udarbejdet en mere genkendelig Masasolo-lyd i fremtiden, for lige nu distraherer det mig simpelthen for meget.
The Radio Dept.: Running Out of Love
Efter seks års stilhed er det svenske indiepopband tilbage med et album med politiske tekster og en lidt sær blanding af synthpop og deep house (!), som dog rummer visse voldsomt iørefaldende numre.
Kråkesølv: Pangea
Det nordnorske indierockband Kråkesølvs nye album indeholder vidunderlige rutsjebaneturer, men kunne dog godt bruge mere af samme vildskab og personlighed.