Godspeed You! Black Emperor: ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend!
GY!BE er vendt tilbage som død og pokker, ligesom de er bedst til. ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend! er en brutal og underskøn fornøjelse, der hele tiden bliver flottere: som en asteroide på størrelse med Texas, der kommer stadig tættere på…
Mazzy Star, 06.08.12, Amager Bio, København
Mazzy Star er på trods af en længere tur i mølposen genopstået som et modent band, der hverken virker uddateret eller dovent.
Explosions in the Sky: Take Care Take Care Take Care
De texanske teksturer er i behold på Explosions in the Skys sjette album, der udstiller både styrker og svagheder for et af postrockens mest ekspressive bands, som dog efterhånden kunne bruge en blodtransfusion, selvom de stadig virker friske i ånden.
Dean Wareham, 27.04.11, KB18, København
Det lignede den legendariske og for længst opløste artrock-gruppe Galaxie 500, der optrådte på KB18, men det var kun Dean Wareham. Det lod hverken Wareham, band eller publikum sig nu mærke med, og sætlisten kunne ikke have været meget bedre.
John Grant, 26.04.11, Koncerthuset studie 2, København
John Grant kan få folk til at tude ved at synge om repertoiret i en slikbutik, og live var det en både charmerende og ærefrygtindgydende oplevelse – kun med lidt savn af den bombastiske opbakning fra vennerne i Midlake.
Mogwai, 30.03.11, Store Vega, København
Mogwai var i glimrende form, selvom manglen på blod ud af øregangene er et irritationsmoment, når det netop er Mogwai. Fokus lå på de nye numre, men et par favoritter gav buler i både ører og tag, da der blev givet pokker i lydrestriktionerne.
Radiohead: The King of Limbs
Endnu en gang udøver Radiohead blitzkrieg mod deres fans, men i forhold til 2007-udgivelsen er The King of Limbs både kortere, køligere og mere usammenhængende. Resultatet er såmænd en ganske kedelig parentes af en Radiohead-plade.
Mark Kozelek, 21.02.11, Huset i Magstræde, København
44-årige Mark Kozelek har sit speciale i tristesse og poesien i livets jammerdal – med en særegen stemme og et sublimt guitarspil. De blev anvendt mere end fornuftigt på den første af hans to koncerter i Danmark.
Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will
De passivt aggressive skotter i Mogwai fægter både vanligt højt og mindre bredt på deres seneste album. Forvent episk pumpeorgel, forcerede højdepunkter og en del panisk frihjul. Hvis du kan lide Mogwai, kan du nok lide det alligevel.
Black Rebel Motorcycle Club, 20.11.10, Den Grå Hal, København
BRMC gav en fremragende koncert med få skønhedsfejl. Sætlisten var taget fra hele bagkataloget, og frem for en lang hitparade var der både hemmelige numre og god variation imellem pisk og gulerod.
Manic Street Preachers: Postcards from a Young Man
En af Wales’ primære eksportvarer ud over kul vender på album nummer 10 tilbage til sine popmelodiske sider i jagten på solgte singler.
Microtia: Spacemaker
Portland-bandet Microtia spiller som begejstrede 12-armede blæksprutter. Desværre hæmmes de af migrænefremkaldende vokaler og så mange rytmeskift, at enhver Red Hot Chili Peppers-fan vil række efter kummen.
Damien Jurado: Saint Bartlett
Med Saint Bartlett fortsætter Damien Jurado udviklingen fra det nedbarberede til det fuldskæggede, men som helhed er Jurados nyeste plade en lidt skizofren størrelse, selvom den lover godt for den fremtidige udvikling.
Jay Reatard, 26.10.09, Musikcaféen, Århus
Tre kvarters punkrock og en fadøl i fjæset på publikum. Undertoner var til Jay Reatards debutkoncert med danske Cola Freaks som rytmegruppe.
Jay Reatard – Poppet, og hva’ så?
Undertoners Søren Jakobsen mødte en storsvedende Jay Reatard på Roskilde Festivalen i 2008 i en container. Stemningen var spændt. På bordet stod en flaske Jack D, som det endte med, Søren drak mere af end Jay.
Catbird: Among Us
Blåt blod forpligter gerne og ofte. Og når man er datter af to af Danmarks mest unikke musikere, nemlig Anisette og salig Thomas Koppel fra Savage Rose, er det et svært dynasti at være en del af. Billie Koppel forsøger, men forfalder sammen med sin gemal ofte til trivialiteter.
Portishead: Third
Den var der nok næppe nogen, der så komme. Geoff Barrow og co. genopfinder sig selv ikke bare en, men flere gange i løbet af en chokerende god plade, der både overrasker, buldrer, brager og nødvendigvis må havne blandt årets bedste – hvis dét kan gøre det.
Portishead, 04.04.08, KB Hallen, Frederiksberg
Bristol-triumviratet har ladet vente på sig meget, meget længe, men om et par uger udsender de endelig album nummer tre. Den kan vise sig at være helt fantastisk, for sidste fredags koncert var særdeles strålende. Ikke mindst fordi bandet har udviklet sig kolossalt siden dengang i 90′erne.
School of Language: Sea From Shore
Efter at Field Music er gået i hi på ubestemt tid, har frontmand David Brewis kastet sig ud i et ambitiøst soloprojekt, hvor kringlet glampop går hånd i hånd med sampler-eksperimenter. Han lægger ingen bånd på sig selv, og albummet stritter lige rigeligt i alle retninger. Projektet er velment, men ikke rigtig vellykket.
Young, Neil, 28.02.08, Falconer Teatret, Frederiksberg
Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både…
Logh: North
Seks svenskere fra idylliske Lund hører en masse Grandaddy, tilføjer teenage-kærlighed, udgiver ’episk’ fjerde album og triumferer. Hvis man altså ellers går og mangler en plade til sin kaffebar.
Damon & Naomi: Within These Walls
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Interpol lynudgiver live-EP
De seje newyorkere udsender deres første liveudgivelse via de bedste uafhængige pladebutikker i USA. De fire spillende jakkesæt fra Interpol er tilsyneladende hoppet med på vognen, når det gælder hurtige udgivelser af plader….
Radiohead: In Rainbows
Selv om nogle mediers dækning af Radioheads nye album har tydet på, at distributionsformen i sig selv var nok til at retfærdiggøre høje karakterer, er der god grund til også at lytte til pladen. Bundniveauet er virkelig højt, den gode sangskrivning er endelig kommet i højsædet, og Thom Yorke synger bedre end meget længe.
65daysofstatic: The Destruction of Small Ideas
Selv om Sheffield-kvartetten 65daysofstatic ikke har været videre heldige med deres bandnavn, kan man ikke tage fra dem, at deres tredje album er temmelig uundværligt for fans af blandingen af mathrock og raffineret metal. Til tider er pladen lidt lang i spyttet, men som helhed er den glimrende.
