Skribent - Søren Jakobsen

Plader

The War on Drugs: I Don’t Live Here Anymore

På deres femte plade bryder The War on Drugs med den lyd, der på forrige udspil gav en fornemmelse af et band, som var begyndt at køre lidt i samme rille. Med "I Don't Live Here Anymore" er widescreen-formatet trods alt stadig intakt, og sangmaterialet holder en høj standard, der lever op til de høje forventninger.

Plader

Wolf Alice: Blue Weekend

Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.

Plader

Mdou Moctar: Afrique Victime

Tuareg-tappedjævlen Mdou Moctar og hans kvartet er tilbage i fremragende form, selvom der er lidt mere pusterum end tidligere. Det gør ikke noget. Det er nemlig fortsat de udmattende guitarstykker, der bærer værket, og guitarister fås ikke meget bedre i 2021 end Moctar.

Plader

Kent: Då som nu för alltid

De svenske nationalmelankolikere lægger sig selv i graven med stort annonceret farvelalbum og turné. Albummet viser, at det er rette tid at stoppe – men også, at der er meget at takke Kent for.

Plader

Sleater-Kinney: No Cities to Love

Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere.

Koncerter

Dean Wareham, 27.04.11, KB18, København

Det lignede den legendariske og for længst opløste artrock-gruppe Galaxie 500, der optrådte på KB18, men det var kun Dean Wareham. Det lod hverken Wareham, band eller publikum sig nu mærke med, og sætlisten kunne ikke have været meget bedre.

Koncerter

Mogwai, 30.03.11, Store Vega, København

Mogwai var i glimrende form, selvom manglen på blod ud af øregangene er et irritationsmoment, når det netop er Mogwai. Fokus lå på de nye numre, men et par favoritter gav buler i både ører og tag, da der blev givet pokker i lydrestriktionerne.

Plader

Radiohead: The King of Limbs

Endnu en gang udøver Radiohead blitzkrieg mod deres fans, men i forhold til 2007-udgivelsen er The King of Limbs både kortere, køligere og mere usammenhængende. Resultatet er såmænd en ganske kedelig parentes af en Radiohead-plade.

Plader

Microtia: Spacemaker

Portland-bandet Microtia spiller som begejstrede 12-armede blæksprutter. Desværre hæmmes de af migrænefremkaldende vokaler og så mange rytmeskift, at enhver Red Hot Chili Peppers-fan vil række efter kummen.

Plader

Damien Jurado: Saint Bartlett

Med Saint Bartlett fortsætter Damien Jurado udviklingen fra det nedbarberede til det fuldskæggede, men som helhed er Jurados nyeste plade en lidt skizofren størrelse, selvom den lover godt for den fremtidige udvikling.

Plader

Catbird: Among Us

Blåt blod forpligter gerne og ofte. Og når man er datter af to af Danmarks mest unikke musikere, nemlig Anisette og salig Thomas Koppel fra Savage Rose, er det et svært dynasti at være en del af. Billie Koppel forsøger, men forfalder sammen med sin gemal ofte til trivialiteter.

Plader

Portishead: Third

Den var der nok næppe nogen, der så komme. Geoff Barrow og co. genopfinder sig selv ikke bare en, men flere gange i løbet af en chokerende god plade, der både overrasker, buldrer, brager og nødvendigvis må havne blandt årets bedste – hvis dét kan gøre det.

Koncerter

Portishead, 04.04.08, KB Hallen, Frederiksberg

Bristol-triumviratet har ladet vente på sig meget, meget længe, men om et par uger udsender de endelig album nummer tre. Den kan vise sig at være helt fantastisk, for sidste fredags koncert var særdeles strålende. Ikke mindst fordi bandet har udviklet sig kolossalt siden dengang i 90'erne.

Plader

School of Language: Sea From Shore

Efter at Field Music er gået i hi på ubestemt tid, har frontmand David Brewis kastet sig ud i et ambitiøst soloprojekt, hvor kringlet glampop går hånd i hånd med sampler-eksperimenter. Han lægger ingen bånd på sig selv, og albummet stritter lige rigeligt i alle retninger. Projektet er velment, men ikke rigtig vellykket.

Koncerter

Young, Neil, 28.02.08, Falconer Teatret, Frederiksberg

Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag.Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag. Anmeldelser af Neil Young har for vane at begynde med en af de one-liners, den canadiske rock/country/osv. -musiker har leveret i et helt absurd omfang i løbet af sin foreløbigt over 40 år lange karriere. Kontrolfreak, som manden nu er, kan man ikke være overbevist om, at han selv synes, at det er specielt fedt at blive taget ud af kontekst. Bedst illustreret ved et af højdepunkterne fra denne hans første koncert på dansk grund i fem år, “My My, Hey Hey”. Linjen »It’s better to burn out, than to fade away«, blev som bekendt genoplivet med baggrund i katastrofen, da Kurt Cobain citerede den i sit selvmordsbrev i 1994. At stakkels Cobain ikke formåede at fange ironien i proto-grungenummeret bliver tydeligt, når man ser, i hvor høj grad Young – sprællevende og spydig- viste, at han ikke har tænkt sig hverken at fortone sig i det stille eller brænde ud. Det kan godt være, at indledningen var blød, og Pegi Youngs lidt for klassiske Nashville-sæt føltes som at få smurt flere lag kamfersalve på benene inden en serie 4-kamp i stormvejr. Der var godt nok storm på barometeret, men hovednavnet var nærmere i form til at spille VM. Helt konkret illustreret ved de knap så smarte løbesko, Young er iført, da han trisser ind på scenen omkring klokken ni. Det kan godt være, at eventuelle modediktatorer ville have forbandet det skovalg til et løstsiddende, lyst jakkesæt, men Onkel Neil har aldrig bekymret sig om hverken mode eller så frygteligt meget andet. Han er om nogen en omvandrende, urokkelig legende. Og da han placerede sig iblandt sin halvmåneformede samling af akustiske guitarer og satte i med en af sine senklassikere, “From Hank To Hendrix”, fik man det understreget. Et plus ved den aldeles horrible entrépris er, at man kan være ret sikker på at undgå brøleaberne, der plejer at spolere så mange koncerter med at tiltrække opmærksomhed. I en koncertform, hvor første halvdel var et rent akustisk sæt uden andre end Young på scenen, kunne det have været katastrofalt, men de enkelte tågehorn, der prøvede at overdøve Young op, blev sat på plads på en måde, de givetvis ikke selv fattede. Fordi man er 62, behøver man ikke at miste sit vid og bid. Den indledende hyldest til musik generelt og sine guitarer i særdeleshed, (manden ejer rent faktisk Hank Williams’ guitar), blev fulgt op af aftenens nok største og i hvert fald tidligste højdepunkt, den nærmest zen-meditative sang om ingenting, “Ambulance Blues” fra hovedværket On the Beach. Rygtet var løbet i forvejen om, at denne, lidt oversete, kronjuvel fra Youngs storhedstid i start-70’erne, var blevet indlemmet i hans faste sæt efter ellers at have ligget på hylden i årtier. Derfor var der nok en del, der strammede grebet om deres armlæn, da han rent faktisk satte spor under den langsomt kørende rustvogn og klimprede de første akkorder af. At han nærmest sang bedre end på pladeversionen fra 1975 viste bare, at Young havde en gammel stemme i en ung krop dengang, og at resten af skroget bare matcher den nu. Det hele lod til at vare omkring ni minutter, men det kunne lige så godt have varet en halv time. Resten af det akustiske set var fokuseret omkring klassikere som pladerne Harvest og After the Goldrush. Her var især Pearl Jams musikalske gudfader “Don’t Let It Bring You Down” et højdepunkt, hvor Young ene mand fik pumpet så meget vitalitet ind i nummeret, at det lød bedre end noget fra sidste års 1971-flashback Live From Massey Hall. Imponerende. Efter en kort pause trak Young i det arbejdstøj, vi nok var mange, der frygtede han var blevet for gammel til, men som nævnt, så havde løbeskoene lagt op til, at Onkel Neil ikke havde tænkt sig at sidde ned. For os, der ikke har oplevet den gamle canadier før, kan det nævnes, at det løb koldt ned ad ryggen, da han kickstartede sin notoriske pumpgun af en førsteguitar siden starten af 70’erne, Ol’ Black, og buldrede ind i “Mr Soul”. Der er ikke rigtig andre, der har fået en guitar til at lyde sådan på noget tidspunkt. Og en relativt undervurderet mand som lapsteel og rytme-guitarist Ben Keith er mindst lige så unik. Da Mrs. Young varmede op, gav Keith også hendes ellers jævne sange et klap med på vejen, der gjorde det til en fin opvarmning. Og mange af Youngs numre ville have mistet en del, hvis ikke Keith havde sat sit præg på det. Young vendte sin attitude på en meget lille tallerken og kværnede igennem en blanding af gamle og nyere numre, hvor især det ganske nye “Dirty Old Man” var et eksempel på, hvor godt manden formår at lægge i hvert fald 40 af sine leveår i garderoben, når han går på scenen. Min far bevægede sig ikke sådan, da han var 62, men Young så væsentligt yngre ud, når han spillede sine soloer, end han gjorde under resten af koncerten. Næh, rock og rul vil tilsyneladende aldrig dø, og da Young for alvor gik i gear, holdt man op med at bekymre sig om han helbred. Den fantastiske Rick Rosas var bomstille som en totempæl med rytme, og Ralph Molina demonstrerede flere gange som eneste repræsentant, hvor charmerende Youngs backingband, Crazy Horse, kan være i deres sjuskethed. Han har vist ikke ændret udseende i 30 år, og han er heller ikke blevet til John Bonham. For at sige det mildt. Men efter en arrig “Down By The River”, en 20 minutter lang tilsyret “No Hidden Path” foruden blandt andet førstnævnte “Hey Hey, My My”, “Powderfinger” og “Cinnamon Girl” lukkede manden i Nike-sutterne for Ol’Black og hyldede sig selv, sit band og et overraskende roligt publikum i Falconer Teatret. Bevares, det var denne skribents første Neil Young-koncert. Og om end længe ventet, så formåede det at leve op til forventningerne. Det havde jeg faktisk ikke håbet på. Et lovlig restriktivt Falconer Teater revancherede sig ved at byde på Københavns nok bedste lyd. Og når sange som “Old Man”, “Heart of Gold”, “Cortez the Killer”, “Like a Hurricane”, “After the Goldrush” osv. kan udeblive, uden man tænker på det før bagefter, så må det have været en god koncert. Vi håber dog, der bliver fokus på det elektriske på Roskilde. Det har klædt Orange Scene før, og det vil det nok gøre igen. Karakter:  

Plader

Logh: North

Seks svenskere fra idylliske Lund hører en masse Grandaddy, tilføjer teenage-kærlighed, udgiver ’episk’ fjerde album og triumferer. Hvis man altså ellers går og mangler en plade til sin kaffebar.

Nyheder

Interpol lynudgiver live-EP

De seje newyorkere udsender deres første liveudgivelse via de bedste uafhængige pladebutikker i USA. De fire spillende jakkesæt fra Interpol er tilsyneladende hoppet med på vognen, når det gælder hurtige udgivelser af plader. I hvert fald har man siden i onsdags kunnet købe en live-EP med newyorkerne via siden thinkindie.com, der bidrager med sjældne og eksklusive udgivelser til en række uafhængige pladebutikker. EP’en er optaget under Interpols koncert den 2. juli på det kendte Astoria i London, og byder ud over to numre fra deres debutplade på liveudgaver af fire numre fra deres seneste udgivelse, Our Love To Admire. Tracklisten er som følger: 1. Pioneer to the Falls2. Obstacle 13. No I in Threesome4. The Heinrich Maneuver5. Mammoth6. Rest My Chemistry

Plader

Radiohead: In Rainbows

Selv om nogle mediers dækning af Radioheads nye album har tydet på, at distributionsformen i sig selv var nok til at retfærdiggøre høje karakterer, er der god grund til også at lytte til pladen. Bundniveauet er virkelig højt, den gode sangskrivning er endelig kommet i højsædet, og Thom Yorke synger bedre end meget længe.

Koncerter

Sonic Youth plays Daydream Nation, 27.06.07, Columbiahalle, Berlin

Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. (03.07.07)Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. Konceptet med at lade et band opføre et af dets musikalske hovedværker er en omsiggribende tendens, der både indebærer en del positive og nogle få negative ting. Hvis man har med et band at gøre, der kliner sig til stringente liveudgaver af deres numre, kan man hurtigt komme til at kede sig bravt. Dertil kan det være svært for et band at gennemføre en hel plade, uden at nogen af numrene kommer til at lyde ferske. Heldigvis ville det være synd at påstå, at støjlegionærerne fra Sonic Youth tilhører bemeldte kategori. Thurston Moore og co. valsede ind på scenen i Berlins smækfyldte Columbiahalle med den mission at spille hovedværket Daydream Nation i dets helhed, og at kalde forventningerne høje, ville være som at kalde Thurston Moore en nogenlunde guitarist. Man kunne dog risikere at være gået forkert, da lysskiltet på den gamle hangar, der er Columbiahalle, reklamerede for en koncert med Sonic Youht. Så meget for tysk grundighed. Og som med så meget andet, skulle man først igennem noget skidt, før man nåede til det gode. Opvarmningen bestod af to mænd, der igennem tyve minutter donerede en gang monoton, helvedeslydende drone ned i hovedet på det proppede spillested. Mange så ud, som om de var på nippet til både at gå eller bare smide de smarte, splintfri ølglas efter støjsenderne på scenen, men man nøjedes med at give en noget så lunken applaus, da de var færdige, til gengæld for hovedpinen. Det kunne Sonic Youth dog ikke rigtig gøre for, medmindre rygtet om, at den ene var Thurston Moores søn, var sande. Han lignede i hvert fald en hel del. Hvor om alting er, gik newyorkerne et kvarter senere på scenen, så man kunne få bevist, at støj ikke nødvendigvis behøver være så grusom, som opvarmningen havde indikeret. Og da Moore og co-guitarist Lee Ranaldo tordnede hovedkulds ind i riffet, hvis man da kan kalde det dét, fra Daydream Nations åbningsnummer “Teen Age Riot”, var man stort set overbevist. Nummeret hører til blandt bandets allerbedste, og live var det en intet mindre end frygtindgydende rockmonolit, man fik lov at opleve. Bassist Kim Gordon dansede og snurrede rundt igennem hele koncerten iført en, som vanligt, alt for stor bas, men ikke desto mindre er hendes evne til at dominere en scene, der samtidig betrædes af d’herrer Ranaldo og Moore beundringsværdig. “Cross the Breeze” demonstrerede i hvert fald tydeligt, at Gordon tilsyneladende har mistet hverken den vrede eller den vokale ballast, der skal til for at gøre nummeret så fantastisk. At guitaristerne afsluttede nummeret med at krydse guitarer som et andet støj-Iron Maiden, fik dertil de 3500 tilskuere til at huje, så man frygtede for de bærende konstruktioner i hallen. Generelt kan siges om koncerten, at lyden lå milevidt foran, hvad noget spillested i Danmark kan præstere. Klar gengivelse af hver enkelt tone, Ranaldo og Moore rev ud af guitaren, vokaler, der ligefrem var forståelige, og Steve Shelleys apokalyptiske buldren, der næppe lavede en eneste fejl og gav pladen en rygrad, der vitterligt gjorde pladen endnu bedre live, end mesterværket var oprindeligt. Der var lidt længere pauser imellem numrene, hvilket nogle gange gjorde musikken knap så strømlinet, som den lyder på pladen, men man var villig til at tilgive en hel del. Om ikke andet kunne man beundre hallens flotte arkitektur i mellemtiden. Efter en kort pause vendte bandet tilbage og spillede seks numre fra deres nyeste udspil, Rather Ripped. I sig selv imponerende, at bandet kunne fortsætte i samme høje tempo, og fraset højdepunkterne fra Daydream Nation var et nummer som “Bull in the Heather” en så imponerende oplevelse, at den massive mur af støj, som den lave højde til loftet hjalp på vej, gik op i en højere enhed. Selv den følgende tinnitus føltes behagelig i kølvandet på koncerten med et band, der stadigvæk kan spille samtlige deres konkurrenter baglæns ud i Atlanterhavet. At bandet vendte tilbage 10 minutter, efter lyset var tændt, og spillede et ekstra nummer, gik hen over hovedet på de fleste, incl. denne skribent. Men Sonic Youth havde også gjort deres til, at man fik brug for frisk luft i en fart. Så meget statisk og buldrende smuk støj kan ikke være godt for ens adrenalinniveau. Læs også Undertoners anmeldelse af:Sonic Youth: Rather Ripped Karakter:  

Interview

!!! – teknologi er fedt!

Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. (21.05.07)Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. Noget, der mest af alt lyder som en kæmpecomputers post-fordrukne brandskid sender et seismisk drøn igennem væggene på Vega, og den tråd, man skal forestille at holde fast i som en bare halvseriøs musikjournalist, forsvinder i selv samme øjeblik. Forsangeren Nic Offer fra det ombejlede rock-funk-postpunk-you name it-orkester !!! forbliver dog ganske upåvirket og glor med rynkede bryn på syningen i sine strækbukser. Han kan forsikre om, at den slags afsindige lyde ikke er noget særsyn, når bandet skal lave deres lydprøver.“Vi har en del udstyr, der kan være svært at have med at gøre en gang imellem, men det skal helst lyde ordentligt, når vi går på scenen,” siger Offer og vender igen blikket mod bukserne. Stemmen har det fintMan forstår mandens bekymring for sine benklæder, hvis man nogen sinde har set !!! optræde på en scene. Offer er ikke just kendt for sine beherskede bevægelser, og bandets seneste udspil, Myth Takes er om muligt endnu mere uregerligt end den foregående plade. Nic Offer – i en uvant stille live-situation Men nok er Offer og hans otte mand store band af udråbstegn kendetegnede ved en alsidighed, der sjældent giver lytteren ro til at tænke over, hvad der lige skete, men sangskrivningen foregår faktisk på ret konventionel manér.“Som oftest er det en ganske demokratisk proces. Jeg arbejder nogle gange med klaveret derhjemme og hiver så skitserne med i studiet, hvor vi tilføjer bandets forskellige elementer og lidt efter lidt arbejder nummeret sig selv færdigt. For det meste er sangene dog opstået som følge af deciderede jam-sessions, hvor vi ikke rigtig ved, hvor det kommer fra,” fortæller Offer.I første omgang var forsangeren ikke det !!!-medlem, Undertoner egentlig skulle have interviewet, da han efter sigende skulle passe på sin stemme. Offer forsikrer dog om, at han ikke er i fare for at lide samme skæbne som Arcade Fire-forsangeren Win Butler, der forleden måtte aflyse sit bands Europa-tour om følge af en kæbehuleinfektion. !!!’s stemmebånd har det fortræffeligt.“Nogle gange er managere lidt overforsigtige. Det er selvfølgelig hårdt at være på tour nogle gange, men vi har det skam alle fint,” forsikrer Offer. Hårdt og ubesværetMyth Takes er en plade, der – selv om den er lige så herligt rodet som de foregående plader – bærer præg af et øget fokus og en strammere styring af sangene. Som sædvanlig er der blevet mast utallige lyde, instrumenter og vokale overdubs ned på pladen. Men den formår alligevel at holde et ubesværet og flydende trav. !!! – arbejder på at gøre klodset fingermaling hipt Moderne indspilningsteknik har tydeligvis været noget, som bandet har valgt at fokusere på.“Vi har helt sikkert arbejdet meget hårdere med at lave denne plade. Når du siger, at den virker meget flydende og ubesværet, hænger det nok dels sammen med, at den er opstået igennem jams og er optaget på en meget omhyggelig måde. Frem for at vi indspillede alle de forskellige dele igennem en enkelt computer, har vi ladet hvert enkelt instrument være tilknyttet en computer, så vi kunne færdigbehandle dem hver for sig, før vi lavede det endelige miks. Teknologi er herligt,” smiler Offer. En blødere side?Afslutningsnummeret på Myth Takes, “Infinifold”, er ikke just karakteristisk for de festglade amerikaneres generelle musik-output. Det langstrakte og melankolsk-psykedeliske nummer skiller sig faktisk noget så gevaldigt ud fra resten af pladen. “Netop det nummer sad jeg faktisk og nørklede med derhjemme. Vi arbejdede en smule videre med det og fandt så på et tidspunkt ud af, at vi ville rive trommerne ud. Det gav nummeret en svævende stemning, som vi godt kunne lide. Det er helt klart et atypisk !!!-nummer, men en typisk album-lukker. Og vi kunne måske godt finde på at lave flere numre af den type i fremtiden,” slutter Offer og forsvinder ind af døren til den forstyrrede støj, der åbenbart er en lydprøve, der ikke levner tvivl om, at aftenens koncert i hvert fald ikke bliver specielt afdæmpet.Han når dog at afsløre, at chancerne ikke er store for, at !!! dukker op til årets Roskilde Festival, men derimod kan fanges på bl.a. den spanske Benicassim-festival.“Vejret er også noget rarere dernede,” som han siger. Hvilket der vel kan være noget om. Læs også Undertoners anmeldelser af:!!!: Louden Up Now!!!: Myth Takes

Plader

Lis Er Stille: Apathobvious

Århusianske Lis Er Stille spiller efter alle postrock-skolens regler på deres andet album. Ambitionerne er enorme, og musikken buldrer og brager. Hvilket sådan set ville være fint nok – hvis der rent faktisk var noget indhold omme bag ved alle kraftanstrengelserne.

Plader

Bracken: We Know About the Need

Det er ikke svært at lave en plade, folk hader. Man kan også snildt lave noget ringe, som masser af folk alligevel elsker. Spørg bare Vengaboys. Men det er ikke tit, man falder over en anonym og ligegyldig plade, der er svær ikke at holde af. Det kræver dog tilvænning og tålmod at komme ind under huden på We Know About the Need.

Plader

Grinderman: s.t.

I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.

Nyheder

Kendte fans hylder Go-Betweens på ny plade

Er du en go’ Go-Between-fan? Så har du nu chancen for at deltage på en hyldestplade til salig Grant McLennan. Med den australske sanger og sangskriver Grant McLennans alt for tidlige død sidste maj, mistede Australien og musikverdenen en af de sidste 20 års fornemste troubadourer. Grant McLennan Hans indflydelse som medlem af The Go-Betweens og som solokunstner kan dårligt undervurderes, og to af bandets dedikerede fans har som en konsekvens deraf taget initiativ til et hyldestalbum med den rammende og kærlige titel Love Goes On. Det vil både indeholde coverversioner af numre fra McLennans soloplader såvel som fra hans tid i The Go-Betweens og udgives af David James Buckner og hans kone Sherri på deres eget pladeselskab Rare Victory. Den musikalske opbakning kan man roligt påstå er McLennan værdig. På gæstelisten er bl.a. engelske The Clientele, The Orchids, Auteurs/Black Box Recorder-guruen Luke Haines, Trembling Blue Stars og Portastatic. Derudover kan det være interessant for fans af The Go-Betweens, at gruppens måske største hit, “Love Goes On”, står uden aftager på hyldestpladens trackliste, efter at et pludseligt afbud ramte initiativtagerne. Så interesserede kan sende deres version af nummeret til Rare Victory på deres mail: rarevictory@gmail.com. Hvis du er heldig, kommer du i selskab med disse herrer og damer: The Bats: Right HereBrookville: Haunted HouseThe Clientele: Orpheus BeachFuture Pilot AKA: Dusty in HereGlenn Bennie/GB3 [ft. Angie Hart]: Devil’s EyeLuke Haines (The Auteurs/Black Box Recorder): You Won’t Find It AgainPaul Handyside (Hurrah!): Bachelor KissesKelman: Apology AcceptedMellow Drunk: Boundary RiderThe Orchids: Magic in HerePortastatic: Bye Bye PrideTrembling Blue Stars: Coming Up for AirPhil Wilson: Black Mule Et par af numrene kan sniglyttes på Rare Victorys MySpace-profil.

Plader

Jerry Fels: Live in Your Bedroom

Med en gasovn trukket ned over hovedet og melodierne strittende ud som toiletpapir under hælen forsøger Jerry Fels at vælte ind i dit soveværelse. Find hængelås, brædder og jernkæder frem.

Plader

Field Music: Tones of Town

Sunderland-bandet Field Music leverer med deres andet album et af årets første utvetydige højdepunkter. Deres strålende, solgule pop har en sikker basis i forgangne årtiers musikalske værdier, men takket være en uovertruffen idérigdom finder Field Music deres helt egne kreative løsninger.

Plader

Clinic: Visitations

Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.

Nyheder

The Clientele spiller disco

Det ligner punk, men er det ikke. Engelske The Clienteles kommende plade, God Save the Clientele, er nu på skinner og forventes at udkomme i starten af foråret. Den punk-relaterede titel dækker ifølge bandet selv blandt andet over et disco-nummer. Disco er måske næppe den stilart, de fleste fra bandets voksende fanskare ville forbinde med The Clienteles foreløbige CV, men den skulle nu være god nok. Forsanger og guitarist Alasdair Maclean beskriver selv det endnu ubetitlede nummer som “kronjuvelen på et ganske skizofrent album.” På bandets sidste plade, Strange Geometry, stod den excentriske franskmand Louis Philippe for pladens markante strygerarrangementer. Philippe får lov at gøre det igen på God Save the Clientele, og denne gang i en målestok, der ifølge Maclean er “mere Scott Walker end “Eleanor Rigby”.” I det hele taget har det ganske kontrolfikserede band i denne omgang sluppet tøjlerne og har overdraget ansvar til både produceren Mark Nevers (Lambchop, Silver Jews, Will Oldham) og gruppens nye, fjerde medlem, den kvindelige violinist Mel Draisey. Sangtitlerne til det nye album inkluderer bl.a. “Here Comes the Phantom” og “Kill the Drummer”.

Plader

Eagle Seagull: s.t.

Amerikanske Eagle Seagull står bag en af årets allerbedste debutudgivelser, der krydsrefererer til al den musik, der er blevet pumpet ud af det nordamerikanske kontinent siden 2000, og kondenserer det hele ned til 11 numre, man bør høre, hvis man er til bands som The Arcade Fire og Grandaddy.

Plader

Ike Yard: 1980-82 Collected

Det samlede materiale fra det eksperimenterende amerikanske Factory Records- band Ike Yard er nu blevet genudgivet på en enkelt plade med et virkelig unikt lydbillede. Men desværre også et enerverende og ikke særligt langtidsholdbart et af slagsen.

Plader

The North Sea & Rameses III: Night of the Ankou

Sammen begiver The North Sea og Rameses III sig ud på Nilens smulte vande, og stemningskanonerne fyrer løs i bestræbelserne på at skabe bølgegang og bevægelse i lydbilledet. Nogle gange sker det med stor succes, men fascinationen holder ikke hele pladen igennem.

Interview

Ud og se med Pete Doherty

Engelske Babyshambles’ primære drivkraft er den karismatiske forsanger Pete Doherty, som har en magnetisk effekt på skandaler. Og en tre timers togtur fra Århus til København var rigeligt til at demonstrere kaoset omkring det omrejsende cirkus. (19.05.06)“Du ser godt nok ret skandinavisk ud!” Da Pete Doherty kommer ind i kupéen omkring Odense, bemærker han min højde og mit blonde hår og griner fjoget. Selv ligner han mest en brugt piberenser. Forsangeren og guitaristen i to af Englands mest omtalte bands igennem de sidste par år, først The Libertines og nu Babyshambles, ser ellers mærkværdigt frisk ud i blikket, men hans aura som arketypisk, britisk rockstjerne følger ham, selv i et IC3-tog.Doherty og hans band er på vej fra Århus til en koncert i København og har set sig nødsaget til at benytte sig af de danske statsbaner frem for at rejse under mere private forhold. Det lader nu ikke til at genere dem synderligt. Den nye guitarist, Mickey Blue-Eyes, er i udpræget forårshumør og bjæffer jævnligt af de væsentligt yngre piger i kupeen. Stoffer, supermodeller og parasitterRockmusikere kommer som bekendt mest ud om natten, og Doherty er ingen undtagelse. Tatoveringer, der ville støde en rockers æstetiske sans, arme som tændstikker, og en mildest talt bleg kulør. Men det omgivende kaos er måske det mest karakteristiske ved manden og hele hans situation. På forhånd har Paul Roundhill, Dohertys selvudråbte muse, webmaster og litterære agent, nævnt, at jeg nok ikke skal spørge til Kate. Selvfølgelig med reference til supermodellen Kate Moss, der ligesom Doherty er blevet beskrevet som lidt af en omvandrende snestorm. Coke, heroin og alt derimellem er blevet faste termer i forbindelse med det celebre par. Ventetiden, indtil Doherty på Fyn vågner op af sin skønhedssøvn, tilbringes med Mickey og Paul. Af en muse at være virker den forhutlede Paul ikke særligt oplagt, og de pseudolitterære henvisninger vælter ud af det sorte skæg. En flaske vodka i smuglerstørrelse triller rundt på gulvet, og Pauls historier om den historiske sammenhæng mellem amfetamin og rockstjerner er til tider direkte uforståelig. Tilmed er han gentagne gange ved at sætte ild til sine mørke krøller med sine cigaretter.“Han tager generelt de samme stoffer (kokain og heroin, red.), men han burde udvide sit ‘repertoire’. Coke er skidt for sangere,” siger Paul. Han mener dog ikke, at stofferne fjerner Dohertys fokus fra musikken, for hans primære narkotika er musik og poesi. Mickey uddyber: “Pete er en fantastisk produktiv fyr. Vi har skrevet omkring 85 sange sammen på 1½ måned, vi arbejdede flere dage af gangen, og i de perioder kom vi ikke uden for en dør. Den største forskel, fra da jeg lærte ham at kende for ni år siden, er menneskerne omkring ham, ikke stofferne. Stofferne har altid været der. Men hans såkaldte venner skælder ham ikke ud mere – de er alle sammen rygklappere.” På dette tidspunkt forsvinder den stadig mere fraværende Paul ud på et af togets toiletter, og Mickey sender et hvast blik efter ham, da han forlader kupéen.“Jeg ved ikke, hvorfor Pete finder sig i den fyr. Han er en forbandet parasit og regner sig selv for meget mere, end han reelt er. På det sidste har vi ellers skaffet os af med al den scum. Der har mindst været en snes stykker. Da Pete var ved at ryge i spjældet sidst, og jeg ringede til en af dem, var svaret »hvor i alverden skal jeg så få mine penge fra?« Ikke et ord om, at det var skrækkeligt for Pete, kun frygt for hans skide penge!” Dyret vågnerI samme øjeblik træder han så ind i kupeen, iført undertrøje og et par cowboybukser, der er mærket af de ‘uundgåelige cigarethuller’, som Roger Waters refererer til i sin beskrivelse af den typiske junkiemusikers fald fra tinderne på Pink Floyds The Wall.Doherty hilser pænt og venligt, men har lidt svært ved at se folk i øjnene i længere tid af gangen. Han virker ikke genert, men nærmere lidt svævende, som om han lige så vel kunne være til fodboldkamp på Antarktis uden at bemærke det specielt. Han begynder at rulle en smøg, og hans umanerligt sorte fingre og negle springer i øjnene. Vel vidende, at Doherty næppe har været ude at plante rhododendron, er det svært at slippe fornemmelsen af, at hvis jeg af en eller anden grund skulle få hans hånd ind i munden, ville jeg befinde mig i en parallelverden en uges tid derefter. Hvordan føles det at være væk fra tabloidpressen i England?“Jeg har aldrig bekymret mig om den. Jeg elsker at tale med dem, men jeg læser dem ikke. Har aldrig gjort det. Men al omtale er god omtale.”Det bekræfter i hvert fald, at han ikke læser, hvad de kulørte blade skriver om ham. Kongen af fæcesJeg spørger til koncerten i Århus dagen før og fortæller, at de fik gode anmeldelser i et af de danske musikblade. Både han og Mickey ser himmelfaldne ud. “Det var ellers virkelig ringe. Vi gik bogstaveligt talt lige ud på scenen med vores kufferter, fik stukket en øl i hånden, og så var det nærmest »Øh, hej Århus!«, og så i gang med det samme,” siger frontmanden.I fik ikke tid til at lave lydprøve?“Dem laver vi aldrig. Den slags er uhørt i dette band.” Babyshambles’ debutalbum, Down in Albion, er produceret af den gamle Clash-guitarist Mick Jones, og er – om muligt – endnu mere gennemsyret af opløste kompositioner og diffuse sangtekster, end Libertines’ to plader er. Der er dog snart en ny plade på vej, der altså er skrevet i samarbejde med Mickey, som Doherty ømt omtaler som “et familiemedlem”. Hvor langt er I med det nye materiale?“Teksterne er netop skrevet færdig i sidste uge (slutningen af april, red.), og vi er godt i gang med at arbejde på musikken,” siger Doherty. Hvordan bliver retningen på det album? Jeg forstår, at I spillede et reggaenummer som afslutning på koncerten på Train?“Jeps, det hedder “Stone Me, What a Life””, forklarer han, “men det er nu ikke fordi, at vi laver en reggaeplade. Selv om Mickey ved alt om ska.”Virkelig? Det sagde Paul ellers, at han selv gjorde? Han kaldte sig “œThe King of Ska”.“Nærmere “œThe King of Faeces”,” indskyder Mickey til stor morskab for Doherty, der tilføjer:“Ja, eller heroin! Nå, men alvorligt talt, så kan man forvente en hel masse kollaborationer med andre kunstnere. Og en hel masse mig. På samme tid!”Har du nogle navne på dem, du samarbejder med?“Det holder jeg ind til kroppen lidt endnu,” gnækker frontmanden. Pete og RadioheadHerefter spørger de til, om jeg skal med til koncerten samme aften på Vega. Jeg svarer, at jeg skal se noget, der nærmest står som en direkte modsætning til Babyshambles’ baggårdsslagsmål af en plade, nemlig Radiohead i KB-Hallen. Synes du, at de er blevet til rockdinosaurer?“Tja, ingen kan vel undslippe tiden og alderen. Bortset fra mig.”Hvordan har du tænkt dig at undgå at ende som dem?“Tage en overdosis!” Doherty har ganske vist et smil på læben, da han siger det. Men det er påfaldende, at han i en alder af 26 år allerede lyder som en blanding af Keith Richards og Brad Pitt’s sigøjnerbokser i filmen Snatch. Især når man ved, at 27-årsgrænsen for rockstjerner har det med at være en forhekset alder, der som bekendt har været sidste stoppested for Jim Morrison, Jimi Hendrix og Kurt Cobain. Og man sidder med en fornemmelse af, at Doherty kun mangler netop denne endegyldige exit.Om end den mystik, der omgærder ham, virker helt ubegrundet, som han sidder dér og guffer Ritter Sport med nødder i et dansk IC3-tog.