Skribent - Troels Mads

Plader

Radar Bros.: The Fallen Leaf Pages

Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans - og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.

Interview

'Så lad det dog være en popsang'

Undertoner har taget en snak med Thomas Thomsen, frontmand i Pluto, om bandets nye plade Ingen ved hvorhen. Den kom til at handle om at være åben og turde lade sange udvikle sig til dét, de er bestemt til at være – og om at der nogle gange er behov for hjælp udefra. (02.03.06)Pluto debuterede i 2002 med albummet Forfra. Det var løfterigt og høstede et helt lille bed af anmelderroser. Opfølgeren, Støv/eller/støj, udkom allerede året efter og spillede overordnet på de samme strenge som debuten, men fremstod alligevel mere frigjort og forløst. Inspirationerne hed muligvis stadig Low, Sparklehorse og Ida, men de drømmende understrømme og den lyriske nerve fremstod nu i højere grad som Plutos helt egne. Skønt anmeldernes lovprisninger udeblev det kommercielle gennembrud. Det er således slående, at Pluto her ved udsendelsen af deres tredie plade, Ingen ved hvorhen, fortsat markedsføres som en af den danske musikundergrunds velbevarede hemmeligheder. Det var en af Undertoners bevæggrunde for at mødes med forsanger og sangskriver Thomas Thomsen en uges tid inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen. U: Hidtil har I udgivet jeres plader selv. Hvordan kan det være, at I inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen skrev kontrakt med Good Guy’s Recording Company og lod andre om det praktiske? TT: Vi havde Display sammen med Diefenbach og Geisha. Og da Diefenbach var nødt til at melde sig lidt ud, fordi de blev signet på Wall of Sound, og Geisha holdt en meget lang pause, gav det ligesom sig selv, at Display blev sat på vågeblus. Da vi dannede Display i sin tid, var det simpelthen for at få vores ting ud. At udkomme independent var ikke noget, vi tænkte så forfærdeligt meget over. Vores forrige plader har solgt ca. 500 eksemplarer hver. Selv om det er fint nok, ville jeg da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne tænke mig at sælge nogle flere. Det er nok også en af grundene til, at vi hoppede over til Good Guy’s. Det er A:larm, der står for distributionen, og så kan man jo håbe på, at vi kan nå lidt bredere ud. Det vigtigste er, at resultatet stadig bliver, som vi vil have det. Illustration: Mamamo Jeg kan bruge “Har du glemt mig?”, den første single, til at illustrere det. Først indspillede vi den i en demoudgave med to mikrofoner, og vi var meget glade for den, men den var ikke egnet til at se dagens lys. Så indspillede vi den igen og havde faktisk næsten lavet nummeret færdigt, da Anders Reuss fra Good Guy’s kom forbi og hørte grundsporene. Han syntes, der manglede noget punch, og at vi kunne stramme op på arrangementet.Da han sagde, at vi skulle overveje at genindspille den, sad vi alle sammen og tænkte “for satan…” Jeg tror, det var noget underbevidst, at det simpelthen ville være for langt ude at indspille den forfra. Men da han så påpegede det, vidste vi alle tre nærmest intuitivt, at han havde ret.Pointen er, at Anders var der i funktion af pladeselskabsmand og tænkte i single og måske endda i radiovenlighed, men for os at se var det også den rigtige beslutning rent kunstnerisk. Og så skal man selvfølgelig tage den. Det havde været noget andet, hvis vi havde været uenige med Anders og så havde genindspillet den alligevel. Nu blev nummeret 10 gange skarpere og federe, og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog den beslutning på grundlag af en eller anden følelse af, at nu skal jeg også være så og så indie-kry. U: De ‘indre’ vilkår er altså blevet styrket. Det er de ‘ydre’ vel sådan set også, i hvert fald i forhold til den første plade, med al den her fokus på dansksproget musik. Burde I ikke kunne profitere af det? Jeres musik er vel ikke sværere tilgængelig, end at I sagtens burde kunne få et gennembrud i primetime-P3? TT: Jeg er helt enig i, at vores musik er ikke er sværere tilgængelig, end at den burde kunne dét, men jeg kan jo konstatere, at det er der tilsyneladende nogle andre, der ikke synes. Det er svært for mig at gøre noget ved. Jeg kunne godt rode mig ud i en eller anden lang musikpolitisk tale, om hvad P3 gør, og hvad de ikke gør, og hvad jeg synes, de burde gøre. Men tilbage ville stadig stå, at man ikke kan gøre andet end at sige: “O.k., sådan er dét så”. [Og så gik det ellers hverken værre eller bedre, end at andensinglen “Guldlok” blev Ugens Uundgåelige på P3 i uge 7, red.] U: Hvad er den største forskel på den nye og den forrige plade? TT: Det har været en målsætning, at vi gerne ville lave noget mere udadvendt. Både tekstligt og musikalsk. Måske ligefrem mere poppet. Støv/eller/støj var meget indelukket; den sluttede sig nærmest om sig selv. Ambitionen med Ingen ved hvorhen var, at den skulle være et mere åbent værk. Det har så vist sig, at ambitionen kun er blevet halvt indfriet, men det er vilkårene i processen og dermed også helt fint! Så den er endt et eller andet sted imellem noget nyt og noget gammelt så at sige. Det, der er på spil, er dialogen mellem de to poler. U: Man kan vel også stille det sådan op, at I er blevet mere fokuserede – mere pluto’ske simpelthen? TT: Det er skægt, for inde i hovedet på mig spænder den ret vidt. Men jeg ved selvfølgelig godt, at jeg nok er den forkerte til at bedømme det. Det er klart, at de forskelle, der måtte være mellem pladerne, vil virke meget større på os, fordi vi har brugt så lang tid på at zoome ind på dem.Forskellene kan under tiden også ligge i processen, indspilningen, hvor det måske kræver ret meget af lytteren at finde dem i slutproduktet. Og så blev de to mest rockede sange faktisk sorteret fra den endelige trackliste. De sange står næsten lige så skarpt i billedet, når jeg tænker på pladen. Det kan godt være, det for mig er med til at få den til at føles bredere end det færdige resultat. Ronnie [Øhlers Pedersen, trommer] ville egentligt have haft dem med, fordi de repræsenterer en bestemt del af Pluto, som han mente også burde være der på pladen, hvor Janne [Lorentzen, guitar og keyboards] og jeg nok syntes, at pladen ville stå skarpere, hvis vi lod være. På den måde er det rigtigt nok, at vi har forsøgt på at finde et bestemt fokus. Men hele udgangspunktet for, at vi har villet lave noget mere udadvendt, har også været, at vi ikke har følt, at vi behøvede være nervøse for, om det kom til at lyde som os eller ej. På Forfra var vi meget opmærksomme på, at det ikke måtte minde for meget om det ene eller det andet. Det var sådan lidt dogme-agtigt og blufærdigt, og så kan man godt blive lidt defensiv. Nu tænker vi mere, at “hvis det her er en popsang, så lad det dog være en popsang.” U: Det lader til, at den stærkt elektriske, næsten dream pop- eller shoegazer-agtige guitarlyd fra støv/eller/støj er blevet erstattet af steelguitar og en mere organisk, næsten country-agtig lyd på Ingen ved hvorhen… TT: Ja, jeg har altid været meget glad for alternativ country og americana. Den første Mojave 3-plade har f.eks. inspireret mig. Jeg elsker lapsteel og pedalsteel, så det er en gammel drøm at have fået Moogie [Johnson, multiinstrumentalist]med ombord og dermed muligheden for at få ham til at spille det. U: Har han taget noget Wynona (Moogies tidligere band, red.) med sig ind i bandet? TT: Jeg tror bare, han lyder som Moogie. Han tog lyden af sig selv med ind i Wynona og derfra med over til os. Jeg er egentligt ligeglad med små, hurtige licks og teknisk perfektionering. Det, det handler om for mig, er de der store svævende og atmosfærefyldte flader. Og det er netop det, Moogie kan. Han er en fantastisk musiker. I mine ører spiller han altid de rigtige ting, hvad enten han spiller bas eller guitar i det ene eller andet projekt. Og så tror jeg, Moogie på en eller anden måde har hjulpet Ronnie til at finde sin plads i bandet. Numrene er faktisk indspillet bagvendt. På de sange, hvor der var en eller anden form for grundspor at tage udgangspunkt i, har Ronnie og jeg lavet trommer og rytmeguitar og bare spillet, indtil vi havde et fedt take på det. Så har vi lagt dubs og vokaler på. Og så bassen som noget af det allersidste. I forhold til hvordan man normalt tænker at lave live-agtig musik, er det en ‘forkert’ måde. Grunden til, at det alligevel har fungeret, er, at de to fungerer så godt sammen. Selv om Ronnie havde lagt trommer ind et halvt år før, lykkedes det Moogie at ramme nøjagtigt den samme feeling, som grundsporet blev lavet i. Jeg vil i hvert fald påstå, at man ikke kan høre, at det ikke er spillet samtidigt. U: Ud over Moogie er der også bidrag fra tre andre musikere… TT: Ja, Thomas [Nygård, bl.a. Halph] var jo faktisk bassist i Pluto til at begynde med. Han gik ud en måneds tid, inden vi indspillede Støv/eller/støj, så på den måde føltes det lidt som en ring, der sluttede, at han kom med på Ingen ved hvorhen. Og så er Sara Saxild fra Under Byen med. Det er en fantastisk basgang, hun får smidt ind på pladen. Men jeg må nu nok sige, at den største oplevelse var at arbejde sammen med Nils Grøndahl [også Under Byen]. Det var eddermame intenst. Alt det violin, der er på pladen, er lavet på fire-fem timer en eftermiddag, hvor han ikke havde hørt numrene inden. Han havde lige været på arbejde, og jeg skulle på arbejde, så vi havde fem timer, og det var så dét. Idéer, idéer, idéer, der bare blevet knaldet igennem, som jeg så kunne klippe sammen og rette til bagefter. Han har lavet nogle helt fantastiske ting, ikke mindst i betragtning af at han ikke havde hørt sangene før. Han var virkelig inspirerende og dybt professionel. U: Den tilstræbte udadvendthed kan også genfindes i det tekstlige. Der er vist kun et enkelt nummer, der ikke er skrevet i anden person ental. Det er ret usædvanligt. Er det et teknisk kneb, som skal være med til at sikre den større åbenhed? TT: Jeg synes faktisk, der er mere ’jeg’ på pladen, end der var på støv/eller/støj… U: Jeg opfatter det helt konkret som dig, der skriver til en pige, som så også kunne være lytteren… TT: Det er helt oplagt, at der er nogle af sangene, hvor det er rammen. “Har du glemt mig?” er et godt eksempel. Men jeg er generelt nok lidt forsigtig med at udlægge, hvad det er meningen, de skal handle om. For det som lytteren oplever, de handler om, handler de jo ligeså meget om, et eller andet sted, som det jeg måske har tænkt dem som. Den åbenhed synes jeg, det er vigtigt at bevare. Men ellers har du da ret i, at det er en vinkel, jeg godt kan lide. Der er geografiske stednavne, Dybbølsbro f.eks., og scenografien er i et eller andet omfang ’mit København’. Men i og med at lytteren kan identificere sig selv med den, der synges til eller om, bliver det åbent, samtidig med det er intimt. Lytteren kan træde ind i det her rum og er på den måde med til at udvide det. Populært sagt er det ikke mit univers, men ideelt både mit og hver enkel af lytternes. Og så synes jeg i øvrigt, at teksterne er mere lyriske og mindre singersongwriter-agtige end sidst… U: “Drage i flugt” stikker ud rent lyrisk, synes jeg… TT: Det var også teksten, der gjorde, at jeg ville have den med. De andre var sådan lidt: “Ja, vi kan godt se det, men…”. Der var en lang outro på, som blev fyret, fordi den ikke fungerede. Og da den så var blevet dét, fik vi ideen til at putte den på som en slags præludium til pladen, og så faldt brikkerne heldigvis på plads. Faktisk var det lige modsat med “Hverdag igen”, som, jeg var meget i tvivl om, skulle med. Vi var i tidsnød, da vi skulle mikse til sidst, og jeg kunne se, jeg ikke kunne nå at mikse alle sangene, inden vi skulle masterere. Jeg havde sorteret “Hverdag igen” fra, fordi jeg troede, den ville være alt for svær at få til at fungere. Men Janne sagde, at den skulle med, og da den så var blevet mikset, var vi helt enige om, at det skulle være slutnummeret. I øvrigt udkommer et af de mere rockede numre, der blev sorteret fra, på en 7″-single med Munck//Johnson senere på året. På sin vis har vi været mere fælles om Ingen ved hvorhen, end vi var om de to første. Jeg synes i hvert fald, at jeg har sluppet lidt mere, end jeg måske tidligere har gjort. Det var nok ikke blevet helt den samme plade, hvis ikke jeg havde gjort det. Læs også Undertoners anmeldelse af:Pluto: Ingen ved hvorhenInterview med Pluto: Musik der gør ondt på den fede måde

Plader

The Raveonettes: Pretty in Black

Den tredje Raveonettes-plade er bygget på lån efter lån efter lån fra især den amerikanske musikhistorie. Det lykkes ikke altid for bandet at få tilføjet ny værdi. Ikke desto mindre er det Raveonettes' hidtil bedste plade.

Plader

Early Day Miners: All Harm Ends Here

Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade. Problemet er bare, at den slægter gruppens tidligere udgivelser lige vel meget på. Musik macht froh, ja - men rigtig lykkeligt bliver det først, når Early Day Miners tør afvige lidt mere fra det, der efterhånden ligner en standardformel.

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2004

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Plader

Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Lad dig ikke narre af det ucharmerende og lidet informative cover. Her er masser af nærvær, varme, indhold og lytteoplevelse, når Camilla Munck og Moogie Johnson tænder ild i lejrbålet. Men det kræver tålmodighed at finde frem til deres refugium på prærien.

Plader

Julie Doiron: Goodnight Nobody

Julie Doirons sjette langspiller kredser primært om savn og længsel. Det er langsom indierock au naturel. Ingen revolution, men endnu et lillebitte mesterværk inden for genren fra den canadiske sangskrivers hånd.

Plader

V/A: På danske læber

Et snapshot af familien Auditorium med venner og bekendte? Ja, men hvad skal Leonard Cohen ret beset blandes ind i det for? Her er skidt og kanel, som der uvægerligt vil være det med så mange musikere under samme tag, men først og fremmest efterlyses her en dybere mening bag konceptet.

Plader

Barra Head: Arrival EP

Det er ikke, fordi der er sket så forfærdeligt meget siden debuten, men så længe Barra Head gør dét, de gør, så godt, som det er tilfældet, lader man gerne hånt om den umiddelbare mangel på nyskabelse. Smagsprøve på nyt album.

Plader

Lake Placid: Make More Friends

Lake Placid serverer små, udsøgte, lydlige hors d’oeuvre, der giver appetit på mere, men som heller ikke for alvor formår at stille sulten. Trods alt en frisk tilføjelse til pladesamlingen og bestemt bestået.

Plader

Claus Hempler: Hempler

Coveret afbilder den genopstandne Claus Hempler som en cool charmeur. Det oser af klasse, men hvis man kratter lidt i overfladen, viser det sig desværre, at det for størstedelens vedkommende er distanceblænding: Det er rutineret, men også rutinepræget for en debut.

Plader

Virgo: Youandmeversustime

Virgo byder op til en uforpligtende svingom med erotisk ladede tekster og letbenet tonedigtning, og her er ingen farer for, at de træder nogen over tæerne. Desværre. Det er dygtigt gjort, men i længden også irriterende velpoleret.

Koncerter

Meine Kleine Deutsche, The Magic Bullet Theory, 14.02.04, Vibration Festival

Aftenens koncerter beviste, at musikken trods alt må have forrang for attituden. Der var point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Meine Kleine DeutscheLate night på Nørrebro. Da, trods navnet, ærkesvenske Meine Kleine Deutsche slog den første akkord an, var stueetagen vel blot en fjerdedel fyldt, men svensken lod ikke til at kære sig synderligt om, hvorvidt der var tyndt befolket, eller om folket stadig ikke var stået helt op til natten endnu. En pogo-dansende riotgrrrl-sangerinde, en af disse svenske neotruckere (tænk Senior), der ligeledes tog sig af vokal, og line-up’et kompletteredes af en fuzzguitarist. Trommemaskine og resten af lydbilledet leveredes af en drilagtig minidisc. Det var i høj grad råben på råben, en-to-tre derudaf af den slags, der fungerer live i kraft af, at det er så energisk og pågående, men uden variation, enerverende i længden. Maria Johansson var fremragende som blikfang, især når hun begav sig ud blandt publikum eller dansede på højtaleren. Den slags ekstravaganza var medvirkende til at forløse stemningen og viste, hvor punk-agtige Meine Kleine Deutsche forsøgte på at være. Der var ustandseligt problemer med at få minidiscen startet rettidigt. Meine Kleine Deutsche syntes i de situationer en smule ubehjælpelige. Slagene i luften gav attituden nogle komiske sprækker, så udtrykket måske snarere blev trukket i retning af en slags party-punk. Eller som en sammensvoren blandt publikum udtrykte det: ”Nu går der s’gu næsten for meget H&M-garagerock-plagiatmode i den.” I Don’t Need Anyone brændte sig bedst fast, måske fordi den brød skabelonen en smule med dens orientalske samplinger og supercatchy guitarhook. En festlig opdatering af Ramones iblandet lyden af The Misfits og The Muffs og en ganske ‘rar’ liveoplevelse, men næppe noget bekendtskab, man kunne tænke sig at vågne op ved siden af næste morgen. På opfordringen om at beskrive sig selv med fem ord: “nice, hard, more punk than 80’s, more punk than rock, more rock than nothing!” Tre rare svenskere der blandt andet fortalte, at de aldrig har haft en trommeslager, da de mener, at det er lettere at lave det, de laver, uden. Desuden kan de nu optræde for både pop- og punkfans og til teselskaber på ungdomsskoler, fordi deres lyd aldrig vil blive så ‘hård’, at de skræmmer nogen bort. “Punk is also about the attitude.” Hvis de formår at ramme noget af det samme som Chicks on Speed, er der bestemt ‘plads’ til dem der. Et kuriøst og ‘underholdende’ indslag på Vibration, men denne lørdag aften lykkedes det dem ikke at overbevise om, at de også er til mere end det. The Magic Bullet Theory Efter en kort pause var vi tilbage på den rigtige side af Sundet. The Magic Bullet Theory er en klassisk kvartet (to gange guitar, trommer og bas), der spiller en god, melodisk hardrock med elementer fra beskidt blues og soul. Referencerne kunne hedde Jet eller The Datsuns på den ene side og AC/DC eller Blue Öyster Cult på den anden. En slags staccato-agtig espressivo-støj med indlagt boogietromme. Igen blev der ført bevis for, at den mere larmende og ekspressive (der rimer på eksplosive) rockmusik ofte har de bedste betingelser live. Inden for rammerne blev der leveret tilpas diversitet – fra den glimrende The Big Knock-out der, med dens countryfeel fra syd for Staterne a la Calexico eller tidlig Friends of Dean Martinez, kunne have være taget fra From Dusk ‘till Dawn-soundtracket, og til A Whole Lot of Nothing Goin’ on, der lød dygtigt henad Chuck Berry spiller Suzanne Vegas Blood Makes Noise. Bandets optræden blev bragt sikkert i land af stor virtuositet. Visuelt vil et band som The Magic Bullet Theory næsten altid komme til kort over for f.eks. aftenens forudgående indslag, Meine Kleine Deutsche. Men selv om koncerten måske lignede så mange andre, var den bestemt på så højt et niveau, at den skilte sig positivt ud. The Magic Bullet Theory er af en helt anden ‘seriøs’ støbning end Meine Kleine Deutsche. Aftenen beviste i dén henseende, at musikken trods alt må have forrang for attituden, og så er der point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsThe Magic Bullet Theory, Campingscenen på Roskilde Festival 24.06.03

Koncerter

Mofus, Amber, 13.02.04, Vibration Festival

En totrinsraket med en slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet og næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal.Kø for at komme ind på Rust allerede kl. 22? Omkring hundrede mennesker havde forladt deres varme stuer denne aften for at høre Mofus og Amber. Et relativt pænt fremmøde – måske fordi alle og enhver tilsyneladende var på gæstelisten. Koncerten afholdtes i Vibration-regi – dette glimrende initiativ, der skyller alternativ, rytmisk musik ind over København i indeværende, forlængede weekend. AmberOg Amber fik lov at åbne ballet. Amber er en trio med skæv instrumentering: en lapset herre på xylofon/trommer, en Erik Nielsen-lookalike på strengeinstrumenter med en ‘vil du se min smukke navle’-sangerinde midt imellem sig. Stilen var stille og indædt, lange crescendoer og støjende forløsning. En slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet – ikke ulig den man finder hos Speaker Bite Me, blot ikke nær så pågående. Selvom der til tider var Chan Marshall-reminiscens i vokalen, hvilket i sammenhængen gav et skud innovation, lykkedes det dog ikke Amber for alvor at bibringe genren noget nyt. Især de støjende passager savnede inspiration, men indrømmet, uden dem ville musikken måske gå til i ensartethed; der er ikke den store variation at spore på parcel Amber. Desværre, for det, de gør, gør de såmænd udmærket. De mere sfæriske dele, hvor vokalen fik lov at vokse, fungerede efter hensigten. Eller som Danmarks pt. Bedste Sangerindeâ„¢ udtrykte det: “œDet kan undre, at Amber havde valgt et så tørt lydbillede, som vokalen næsten druknede i.” Man kunne godt have ønsket sig lidt mere ‘fylde’ i lyden, der måske også kunne have været forstærket af endnu et sæt strenge. Der blev præsenteret nyt materiale til et kommende album, der i den rette produktion nok kan blive et interessant bekendtskab. Hvis Amber i liveudgaven vil have hæftet det samme prædikat på sig, bliver de dog nok nødt til at overveje, om der mon ikke er en grund til, at der aldrig kommer nogle mennesker til frimærkeudstillinger. Amber skal puste sig selv helt op i en størrelse large, så dem nede på de bageste rækker kan se og høre så meget, at også de lader sig opsluge af musikken og holder kæft. Indtil videre må Amber nøjes med skudsmålet bestået – en lille smule kedeligt, men trods alt en løfterig affære. MofusAnden del af totrinsraketten var i høj grad en overraskelse for denne anmelder. Det Mofus, jeg havde hørt forud for denne aftens koncert, var knitrende elektronisk og meget alvorligt. Her til lejligheden var Mofus dressed up i ens røde bukser og gule skjorter. I en kvintet bestående af keys, trommer, bas/keys, guitar og guitar/keys gives der mulighed for stor variation, og den forstod Mofus at udnytte. Aftenens koncert bød på såvel næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal. Mofus har et britisk tilsnit (en slags Madness-udtryk minus ska’en), men er ellers først og fremmest helt deres egne. Variationen i udtrykket gav også variation i kvaliteten af arrangementerne. Materialet blev ikke alene fremført med stadig større entusiasme og overbevisning, det blev simpilthen også bare bedre. Arrangørerne havde set rigtigt ved at lade Mofus spille sidst: Mofus’ anstrengelser på scenen blev tilsyneladende mødt med positiv overraskelse af de klubgængere, der, som den sene aften blev til tidlig nat, begyndte at fylde Rust. Enkelte steder sås endda tiløb til dans. Mofus imponerede altså, uden dog at brillere. Et stykke gedignt håndværk, som alle lod til at være tilfredse med, og så vil kun de mest emsige gide påpege, at Mofus med held kunne have givet den endnu et skud frigørende vildskab og løftet koncerten endnu et nøk. Og som et kuriøst post scriptum, en salut fra frontlinjen: Mikael Simpson hilser og si’r, at hjemmesiden kun er nede, fordi han har glemt at ringe til sin udbyder, at der er indspillet fem sange til et album, der er sat til at komme 11. sept., og at hvis man aldrig er blevet bootleg’et, så er man ikke happening“¦

Plader

Electric Turn to Me: s.t. EP

Electric Turn to Me er det seneste skud på stammen af fremadstormende new yorker-rockere. Ep’en er så overlæsset med referencer, at det er vanskeligt at danne sig et ordentligt, dækkende indtryk af gruppen.

Interview

Musik, der gør ondt på den fede måde

Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. U: Allerførst: Hvorfor hedder i Pluto Thomas (T): Vi har faktisk aldrig rigtigt snakket om hvorfor. Det kom helt naturligt, tror jeg. Jeg kan meget godt lide det, fordi det har nogle gode associationer. Personligt er den association, jeg hælder mest til, planeten, mere end Disney-figuren i hvert fald, men det er jo også en græsk gud og en How Do I-plade, selvom det tænkte vi vist først over bagefter. Og så fungerer det godt auditivt. U: Der har været et relativt stort gennemtræk af musikere i Pluto. Hvordan kan det være? [f.eks. er navnkundige Moogie Johnson ny live-bassist] T: Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke”¦ Der er nogen, der er gået, og så en enkelt, der er blevet gået. Janne Lorentzen (J): Det har nok noget at gøre med, at vores stil har udviklet sig, og så er der nogen, der er faldet fra i processen. De har gerne villet lave noget i en anden retning. Og så var der en, der flyttede væk. Der ligger ikke noget ekstraordinært bag. Vi har i hvert fald oplevet det som en ganske naturlig udvikling. Ronnie Øhlers (R): Vi snakkede faktisk om her til formiddag, at hvis der ikke løbende havde fundet en stilændring sted, og de udskiftninger ikke havde været der som en konsekvens deraf, så havde vi nok ikke siddet her idag. T: Det kan godt være, vi havde siddet her, men vi havde lavet noget helt andet. Det er en levende model. Det er en del af det. Det er en kliché, men det er udvikling. J: Det lød i hvert fald ganske anderledes for ni år siden, da vi startede. Det har været en sund udvikling at gennemgå. T: Ja, faktisk har vi ganske snart ti-års jubilæum. U: Så har I været i gang længere, end jeg havde troet. Hvordan startede I? T: Pluto startede med udgangspunkt i Sub Rosa, som Janne og jeg spillede i før. Det korte og det lange var, at vi måske var for demokratiske og samtidigt grundlæggende uenige om, hvor vi skulle hen rent musikalsk. Den erkendelse nåede vi så frem til i nogenlunde samråd. Der var til tider for meget ævl og kævl og for mange kompromiser. Det endte med at gå ud over spilleglæden. J: Ja, stilmæssigt stak vi i lidt for mange retninger. Det var meget forvirrende. T: Så blev udgangspunktet, at vi måtte lave noget, hvor det var en eller to personer, der tegnede det og skrev sange og musik og bestemte retningen. Vi fandt så ud af, at det skulle være mit projekt, al den stund at det er mine tekster. Så det er ligesom baggrunden for Pluto. Vi drog bare den logiske konsekvens af Sub Rosa og arbejde videre derfra. Det viste sig så, at Pluto i starten kom til at bestå af de samme mennesker som Sub Rosa bortset fra Stefan [Gejsing], der spiller trommer i Diefenbach., Han meldte ud fra starten, at han hellere ville lave noget, hvor der var lidt mere skrald på. Det var så den første udskiftning. De andre kom så løbende derefter. Med Sub Rosa nåede vi at lave en promo med fire sange, hvoraf en af dem lå på barometeret et par uger i ’96, og få et nummer [One and Only] på Starsearch [Nr. 5] , og det var så det. J: Ja, vi har ikke noget stort bagkatalog. T: Eller jo, det har vi sådan set. Det er bare ikke et, der er udgivet. Vi har en idé om, at vi vil lægge et nyt nummer ud på hjemmesiden hver måned. Her vil vi typisk bruge noget af skuffedigningen. I oktober lagde vi en demo af Pausefisk fra den nye plade ud, og måneden før var det Sort og blødt, der egentligt skulle have været med på Forfra, men som blev skåret bort i allersidste øjeblik under masteringen. Den passede ligesom ikke ind der. Som helhed var den måske heller ikke stærkt nok, men den har nogle fine momenter; en slags oplagt b-side kan man sige. Og der er remix af forskellige folk på vej også. Så på den måde vil vi forsøge at udgive mere og udvide vores katalog en lille smule. U: I blev ofte sammenlignet med Nikolaj Nørlund i kølvandet på Forfra. Hvordan har I det med referencer? T: Referencer er fine nok, synes jeg. Man vil selvfølgelig helst have, at det er nogle referencer, man kan identificere sig med, men man skal ikke være mere idealistisk, end at det jo også er den måde, man selv snakker om musik på. Hvis man skal præsentere et band overfor nogle andre mennesker, der ikke kender det, så er man jo nødt til at”¦ Man kan jo godt sige, det er rock, men rock eller postrock eller indie er jo titusinde ting. Der er alle de her begreber, som er meget diffuse. På den måde er referencer til andre kunstnere tit lidt mere specifikke. Og så er det jo klart, at det er oplagt at bruge dem i anmeldelser. Sådan er vilkårene. U: Jeg synes personligt, I minder meget lidt om Nørlund. Bortset fra at I synger på dansk”¦ T: Det synes jeg nu nok heller ikke, vi gør, men jeg kan godt forstå Nørlund-referencen. Folk er meget fastlåst i det der med, at vi synger på dansk, og han har jo netop været den primære eksponent for dansksproget rock fra ’undergrundsscenen’ , kan man sige. Jeg synes måske nok, at han er en del mere”¦ folk’et end os. J: Journalisten er vel også i et eller anden omfang nødt til at moderere sine referencer i en anmeldelse. Ellers går idéen jo nemt af det. Han bliver jo nødt til at afveje, at han både skal ramme præcist i forhold til musikken, men samtidigt også bredest muligt i forhold til målgruppen. For folk der ikke kender den alternative musik, er vi jo helt klart tættere på Nikolaj Nørlund end f.eks. på Anne Linnet”¦ Jeg tror godt, at man kan få noget ud af at læse det, selvom det måske strengt taget ikke er den optimale sammenligning. Hvis man ikke ved alverden, giver det jo alligevel et godt fingerpeg, hvis man læser det i en anmeldelse i Politiken. Så på den måde er det ok., synes jeg. T: Ja, det kommer netop an på, hvor velbevandret man er i den afdeling. Med den første plade synes jeg f.eks. vi var tættere på Olesen-Olesen end Nørlund. Selvom de selvfølgelig også er blevet lidt mere folk’ede og dylan’ske med årene. U: “¦og udover Olesen-Olesen? T: For mit vedkommende er det lydmæssigt Sparklehorse, Yo La Tango, Low, Notwist – og tekstmæssigt Love Shop, C.V. Jørgensen, Pia Juul og Henrik Nordbrandt. U: Hvor meget fylder teksten i forhold til musikken for jer? T: Som udgangspunkt er det fifty-fifty. J: Ja, men vi har alligevel nogle retningslinier, der favoriserer teksten lidt. Hvis musikken bliver trukket for meget til een side, og Thomas ikke mener teksten kan være med længere, så bliver musikken trukket tilbage igen. Så på den måde er det teksten, der bestemmer og er i centrum. T: Ja, men teksten er s’gu stadig ikke mere end halvtreds procent. Det er netop svagheden ved C.V. Jørgensen. Han skriver helt eminente tekster, men musikken er ikke lige spændende hele tiden, og det er jo brandærgerligt. Hvis man går efter, at det skal være perfekt, og det skal det, og det gør vi, så må det veje lige meget, synes jeg. For mig er en sang pr. definition en kombination af musik og tekst. Det kan ikke blive rigtigt godt, medmindre at begge elementer er afstemte og fungerer. U: Hvis vi holder fast i Nørlund-parallellen lidt endnu, ved jeg, at Nørlund efter Strunge-pladen var enormt irriteret over den bås, han havnede i, og følte, at han skulle bruge en masse energi på at ’træde i karakter’ som rockmusiker. Frygter I ikke lidt at blive parkeret samme sted? J: Det tror jeg slet ikke, man kommer udenom, hvis man skriver på dansk. Uanset om det er godt eller dårligt. Der bliver altid fokuseret på det i anmeldelserne. Man kan ligesom lettere slippe afsted med at skrive dårlige tekster på engelsk, tror jeg. T: Eller i hvert fald bare slippe af sted med at det ikke bliver kommenteret så meget. Men jo, i forhold til anmeldelser og omtale kan jeg godt synes, at det fylder for meget, og at folk, i hvert fald udfra hvad de eksplicit skriver, ikke lægger så meget vægt på produktion og lyd, som jeg kunne ønske mig. Jeg læste et interview med Nørlund, hvor han netop sagde, at han var træt af at blive betragtet som poet, at han bare var rockmusiker, og det var det. Det, synes jeg da, er en enormt god indstilling, og det er godt at sige. Man kan jo håbe på, at det får folk til at åbne øjnene lidt mere for musikken. U: Vi dvæler ved Nørlund-sammenligningen lidt endnu: Hvor han ofte er meget prosaisk i sit sprog, er Pluto mere fortættet lyriske. Mere modernistiske, sanselige og intuitive, synes jeg. Hvor velovervejede er dine tekster, Thomas? J: Han er litteraturstuderende. Ha-ha. T: Ja, jeg er bachelor i litteraturvidenskab og læser moderne litteratur. Jeg kender de fleste af referencerne og alt det der, og jeg kan også godt sidde og splitte et digt fuldstændigt ad, hvis det er det, jeg skal i en eller anden sammenhæng. Det er det bare ikke i den her sammenhæng. Jeg lægger et stort stykke arbejde i at prøve på at lade være med at for bevidst om det faktisk, i ikke at være for analytisk. Det kræver lidt øvelse at kunne lægge det fra sig. Nogle gange kan man, og nogle kan man ikke. Så kører den oppe i huset. Hvis det bliver for konstrueret, bliver det for det meste også skrottet rimeligt hurtigt. Det er i hvert fald min oplevelse.Det handler om at lytte. Både med tekst og musik. De to ting er meget udtryk for den samme proces hos mig. Der kører en hel masse ting inde i hovedet: Ord eller melodistumper”¦ slam, slam, slam”¦, der kan tage alle mulige retninger. Det handler så om at kunne fange det, når der kommer en eller anden stump, man kan bruge, og som fører et sted hen og ikke bare ender i en blindgyde. Det skal have et billede eller en historie, fremmane et stærkt indtryk. Mange af teksterne kan starte i en kombination af to ord eller en linie. Mere kræver det ikke for at sætte noget i gang. Det handler om at lytte til den linie og finde ud af”¦ Man kan intuitivt mærke eller høre, om der er noget i dem”¦ hvorhen den peger. Det kunstneriske kaos skal sættes i system ved, at man lytter og arbejder videre fra udgangspunktet. Hvis man ikke er god til at lytte, taget man måske fejl og arbejder i en forkert retning i forhold til det, der var i linierne, og så går idéen i sig selv igen. Det er en proces, som man skal lære. U: Hvad er den største forskel på de to album? J: Jeg synes, vi er blevet mere fri til at spille, hvad der lige passer til sangen. Vi er ikke så meget musikpoliti mere. Vi var nok lidt nervøse for at gå ud over genren i starten – også på baggrund af det, der skete i Sub Rosa, hvor det endte med at blive for rodet. Vi havde det meget sådan, at man ikke måtte lave en bluessolo, fordi det ikke passede til indiegenren. Vi er blevet mere fri til at eksperimentere. På den måde har indiebegrebet været lidt snærende. T: Ja, jeg er også blevet ret træt af alt det indie. J: Jo, men vi har jo også selv været gode til at bruge det. T: Det var vel også ud fra en eller anden betragtning meget dækkende for det første album. Det var meget derhenad. Ad indie som stil og ikke udgivelsesomstændigheder, men sådan set også begge dele, altså. Det er det for mig at se nok ikke helt så meget længere. Det nye album har bl.a. en snært af singer/songwriter. J: Der er hele vinklen til forskel. R: Ja, og tilgangen til det nye album har, i forhold til hvad jeg har jeg fået at vide af jer, været meget anderledes. Vi startede med at lave nogle optagelser af alle numrene. Helt akustisk, kun sangene. Og så fik vi dem med hjem hver især og fik mulighed for at gennemtænke, hvad der kunne ske i hver af de her sange sådan rent musikalsk og melodisk. Vi kom så alle sammen med nogle bud, og derfra sad vi så og sorterede lidt frem og tilbage. Det var faktisk først, da vi gik i studiet, at vi fandt ud af, hvad for nogle ting der skulle med, og hvad for nogle, der ikke skulle. J: Det var meget mere en færdig idé, vi gik i studiet med sidst. Det var meget arrangeret. T: Det hænger jo også sammen med, at man, ligesom med alt muligt andet, skal lære at indspille plader. Man kan godt forbedre sig ved at sidde derhjemme og indspille i hjemmestudiet, men den eneste måde, man kan lære at lave en plade på, det er ved at lave en plade. Den første gang var det ti dage i studiet, og hu-hej nu skal det hele bare knaldes i kassen. Så finder man først ud af bagefter, at hov det kunne egentligt have været sjovt at prøve de her forskellige ting af. Det er så nogle af de ting, vi har haft mulighed og overskud til at prøve af på Støv/eller/støj.Det var også meget sjovt med de demoer, vi lavede. De var i virkeligheden lavet til ,at Morten [Bue] skulle have sangene med hjem for at høre, hvad vi havde gang i, så han også kunne komme med nogle bud på produktionen og gøre sig nogle idéer i forløbet, inden vi startede selve optagelserne. Det var også noget, vi havde lært af den første: Det kunne have været fedt, hvis han havde været inde over noget tidligere, for så havde han haft bedre mulighed for at differentiere udtrykket lidt mere. Det fik han så denne gang. Vi endte så med allesammen at få de her demoer og sidde og lytte og finde på forskellige roller til de forskellige instrumenter osv. Det var en fin proces, synes jeg. J: I det hele taget brugte vi meget mere tid på lyd i studiet denne her gang. Vi lavede, næsten, et nyt set-up til hvert nummer. Det gjorde, at vi undgik at spille med den samme lyd gennem hele pladen. Det er en stor del af forskellen i forhold til den første. T: Ja, der er nyt tromme-set-up på alle numrene. Noget er spillet live. Noget er programmeret. Og noget af det, der lyder som om, det er spillet live, kommer lige fra harddisken og omvendt. U: Hvordan har I det med kommerciel succes? Forfra solgte omkring 500 eksemplarer, ikke sandt. Der er vel ikke realistisk udsigt til, at det nye album kommer til at sælge meget bedre end det. Er det noget, der optager eller bekymrer jer? T: Det kommer lidt an på, hvilken kasket man har på. Nu udgiver vi jo selv. Rent kunstnerisk eller musikalsk så er det jo fedt, at dem, der køber pladen og kan lide den og hører den, forhåbentligt får noget ud af det. Om det er 500, 1000 eller 2000, som for mig altså trods alt er mange mennesker, betyder egentligt ikke så meget. Det vigtigste er at kunne give de her mennesker noget. Men med økonomidirektørkasketten på så vil man selvfølgelig gerne tjene så meget så muligt. Primært fordi det giver mulighed for at prøve endnu flere ting af næste gang. Men når det er sagt, så er vi indstillet på, at det tager tid at nå langt. Et band som Love Shop sælger måske 6000-7000 indenfor noget, der er samme afdeling som os sådan meget, meget bredt betragtet. Og det har jo taget dem meget langt tid at opbygge deres fanbase og nå så langt. Hvis man ser det i forhold til det, så er et salgstal på 500 omkring en tiendedel af, hvad Love Shop har været ti år om at opbygge. Så i det perspektiv er vi ok. tilfredse. U: Så tilgangen er altså, at succesen kommer, når den kommer. Tænker I slet ikke i kommercielle baner, når I laver en plade? R: Hvis det var tilfældet, så er det i hvert fald den forkerte musik, vi har valgt at lave. Hvis vi ville lave en plade for at sælge noget, så er det ikke slet ikke den stil. J: Ja, det er vi udmærket godt klar over. Vores musik er alt for smal til, at vi nogensinde kommer til at sælge 50.000 plader – i Danmark i hvert fald. T: Et af problemerne er så netop, at det er på dansk. J: Men vi har da solgt tyve plader i Japan. P: Via Soulfighting Music”¦ Det kommer, når og hvis det kommer. Succes tager den tid, det skal tage”¦ U: Hvilket nummer på den nye plade kan I selv bedst lide – altså ikke på bekostning af de andre? [efter en del tøven] R: Jeg har et par favoritter. For det første så synes jeg, at titelnummeret, der også er det sidste nummer på pladen, fungerer nærmest perfekt. Det får jeg stadig kuldegysninger af, hver gang jeg hører det. Især når det kommer lidt længere hen i nummeret”¦ Det var måske også et af de numre, hvor vi eksperimenterede allermest – og hvor det netop lykkedes allerbedst. Der er nogle ting på, som vi slet ikke havde aftalt på forhånd, som pludselig bare gik op i en højere enhed. Det er lidt vildt faktisk, for det er ikke rigtigt noget man kan genskabe eller er herre over. Vi snakkede om, at vi skulle spille nummeret til koncerten i går [på Studenterhuset], men droppede det, fordi det nummer er så meget et billede af et øjeblik, at det bliver svært at genskabe live. Vi har ikke rigtigt fundet livenøglen til det nummer endnu. T: Nej, så er man nødt til at lægge det an på en anden måde, og det har vi også gjort med nogle af de andre numre, som vi heller ikke uden videre har kunnet overføre live, men der har vi så fundet en anden måde at gribe an på. Jeg er i øvrigt også enig i, at Støv eller stilhed er en af de gode. R: Og så er der Natjager og Ræs, som, jeg synes, er fantastiske, fordi de kommer op i højere leje. De stiger i intensitet, og der er mere dynamik i de to sange, end der har været i nogen andre Pluto-sange nogensinde, tror jeg. Det, at den virkelig får noget spark i røven på de to sange, er noget, jeg godt kan lide. J: Jeg synes, der er nogle vildt fede outro’er rundt omkring. Det er mine favoritsteder på pladen. Jeg tror mere, jeg har favoritsteder end -numre. Især outro’en på Natjæger er jeg meget tilfreds med. T: Jeg er meget enig i de valg der, men hvis man skal over i den anden ende af skalaen, så er jeg også meget glad for både en Sang og Gi’ op, som er så skrabede, som de er, men hvor teksten virkelig er lykkedes, synes jeg. Den ligger lige som den skal. De er superskrabede, men indeholder stadig så meget, som de gør. J: Med En sang er det lykkedes os at lave den mest skrabede vokalside, vi nogensinde har lavet. Blandt andet fordi vi lå ned og sang den. Det tænker jeg altid på, når jeg hører den. T: Det var et af Mortens bidrag. Han er en skidedygtig producer i det hele taget, men han er i særdeleshed dygtig til at indspille vokaler. Han har en evne til at få folk til at slappe af og komme i den rigtige stemning og vurdere, hvor det skal hen, og hvad der er det rigtige at gøre. Og netop vokalen er ofte den sværeste selv at have distance til. Jeg kan godt høre, hvis jeg har indspillet et eller andet guitarspor, og det ikke ligger helt rigtigt. Det er måske ikke helt tight nok eller ikke så fed en figur. Det er meget sværere med vokalen. Måske også fordi et instrument aldrig kan blive ligeså personligt som ens stemme. Så er det enormt rart at have en udefra, som man stoler på, og som kan være med til at sige, at det her er ikke helt godt, det skal være lidt mere skrøbeligt, eller lidt kraftigere. Det var så Mortens idé det her med, at da vi sang En sang, at jeg skulle prøve at ligge ned. Jeg var først ret skeptisk og sådan lidt “ja, ja, den er god med dig”, men det var en meget spøjs og lærerig oplevelse. Jeg kunne allerede på det første take mærke, at selvom jeg gjorde fuldstændigt det samme, som jeg plejer, så var det alligevel noget andet der kom ud. Det lød helt anderledes. En anden lyd, og måske allermest, en anden stemning. Det fik mig lige til at overveje, at det der med at synge er jo for pokker ens krop”¦ i og med at man pludselig ligger ned i stedet for at stå op, spænder man formodentligt sine muskler helt anderledes. Og så ligger det vel dybt i ens underbevidsthed, at det med at ligge ned har forbindelse til at slappe af. Det gør så måske, at man kan åbne op og nå til en anden stemning, end man ellers havde kunnet. Meget banalt trick, men det var virkelig med til at sætte sit præg på indspilningen af den sang. U: Hvad er kerneværdierne i Pluto? Jeg hørte, du gav hug til Bush i går, Thomas. T: Ja, jeg er s’gu ved at blive rød på mine gamle dage”¦ he-he. U: Hvilken oplevelse vil I helst efterlade, hvis man ellers skræller klichéerne væk? R: Sådan vil jeg nødigt stille det op, for for mig er det vigtigt, at der er åbent for fortolkning. Folk får forskellige associationer, og sådan skal det være. Jeg har et familiemedlem, der synes, vores musik er meget sørgmodig. Han bliver måske næsten utilpas, når han lytter til vores musik. Bedrøvelse er muligvis ikke det bedste, man kan kalde frem i folk, men alligevel synes jeg, det er fedt, fordi vi har formået at appellere til noget meget stærkt i ham. Hvis bare man kan få nogle følelser frem i folk! Samtidigt er der jo en masse andre mennesker, der virkelig får en optursoplevelse ud af vores musik. Det er selvfølgelig ligeså fedt. T: Hvis man skal gi’ et bud på, hvad det er, så er det vel”¦ En del af “projektet” er for mig at sige så meget som muligt med så få midler som muligt. Hvis det er nedbarberet, men samtidigt præcist, gives der størst mulig plads til, at det kan åbne sig og folde sig ud for den enkelte, tror jeg. Musikken og teksten kan bære mere på den måde.Hvis vi ved hjælp af de her sange kan være medvirkende til, at folk får levet nogle følelser igennem, jamen så er det jo super at være rockmusiker. Jeg tror helt basalt, at vi bare gerne vil fremkalde en reaktion, refleksion! Hvis vi kan få folk til at stoppe op og tænke sig om: Hvad laver jeg med mit liv, og hvor er jeg på hen?, så synes jeg, at vi har opnået noget meget stort. Hvis jeg skulle formulere et ’mål’, måtte det være det. J: Jeg kan godt lide musik, der gør ondt på den fede måde, eller hvordan man nu skal sige det. Det rører ved nogle strenge i een, hvor man egentligt får ondt i maven af at høre det, men samtidigt får man det godt. Det er en behagelig følelse, og fremfor alt ikke en ligegyldig een. Jeg kan blive i enormt dårligt humør af at høre al mulig dårlig og ligegyldig pop, men jeg bliver i godt humør af at høre”¦ U: “¦god, sart melankoli”¦ J: Ja netop, deprimerende musik. Jeg vil gerne høre musik, der gør ondt på den fede måde! T: Jeg vil hellere høre noget musik, der gør mig dårligt tilpas, end noget jeg er ligegyldig i forhold til. På den måde får man levet nogle stemninger eller følelser ud, som ellers bare ville side som en knude i maven. R Ja, det er helt klart en vigtig del af det.

Plader

Pluto: Støv/eller/støj

Pluto følger debuten fra sidste år op og understreger på bedste vis, at der er masser af holdbarhed i de små dansksprogede perler, de strør om sig, uden at de dog helt formår at indfri alle forventninger.

Plader

The Swords Project: Entertainment Is Over If You Want It

The Swords Project har med Entertainment Is Over If You Want It føjet endnu et kapital til den canadiske postrockkrønike. Det er næppe en plade, der vil blive rejst noget monument over, men den fortjener et dedikeret publikum, og det bør den da også rimeligvis finde blandt fans af genren.