Danske Gigavolt leverer med Hidden Kingdom et folket, eventyrligt album, der sætter drømme og tanker i gang. Indimellem er det dog på grænsen til at blive langtrukkent.

Spænd selen, knap øllen op og lad de seksuelle spændinger bygge ophobe sig. The Good The Bad er tilbage, og farten er ikke taget af i mellemtiden – men har de samlet noget nyt op på turen?

En af dansk electronicas grand old men er tilbage med en plade, der er mørk og alvorlig uden at være voksen på en old måde, og som er god, men uden at være decideret grand.

Musikken fra The Knifes electroopera om Darwin er nu udgivet som dobbeltalbum. Ligesom selve forestillingen er idéen god, men udførelsen mere højpandet end medrivende.

The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.

Turbo Fruits’ powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.

Alcoholic Faith Missions tredje udspil er et fremragende bud på tidssvarende, underspillet indierock, der nok trækker veksler på den næsten rustikke amerikanske indierockscene, men gør det på en både engagerende og selvstændig måde.

Superbriten Eddie Argos, der kan få alt til at rime, er sjovere, end han er god på denne musiske offensiv, hvor Art Brut er blevet ladt i stikken til fordel for kæresten Dyan Valdés.

Med en ‘best of’-lignende tilgang til sit materiale præsenterede Tindersticks en perfekt varieret introduktion til diskografien – og en både gribende og professionel optræden.

»Det næste, jeg vil gøre, gør jeg ellers kun alene,« sagde Fallulah med lumre undertoner, »ønsk mig held og lykke!« Hun hev en lille guitar frem, og publikum råbte »Øøøøv!«. De var friske på det hele torsdag i Lille Vega.

På opfølgeren til det fantastiske debutalbum har Eagle Seagull indsnævret lydbilledet en smule, men de lyder stadig som alt godt fra indiescenen og formår stadig at tryllebinde lytteren med genremæssige krumspring.

Sterling har igen smurt tonemaskineriet, men de toner, der slipper ud, er for størstedelen lænset for den kantede charme, der tidligere var Sterlings force.

Nerven i The Antlers’ musik løber mellem Peter Silbermans tilsyneladende forpinte hjerneceller. Ikke desto mindre vidnede bandets første koncert på dansk grund også om et sjældent stort musikalsk overskud.

Den mystiske, shaman-agtige Gonjasufi albumdebuterer med et lille mesterværk, der er et sjældent destilleret sammenkog af alt fra Bollywood til syrerock og wonky.

BLCK er en malstrøm, der med styrke og sørgmodighed trækker lytteren ned i et mørkt hav, hvorfra man nok kan se lyset, men ikke kan nå det.

Én guitar, én vokal og ét trommesæt er opskriften på det nyeste skud på den danske rockstamme. Rockduoen The Freudian Slip spiller på debutalbummet Positive/Negative straightforward rock med et minimum af remedier.

Tribalpop goes Justin Timberlake goes rave. Med deres musikalske kludetæppe, inciterende danseglæde og et skønt vokalarbejde bragte Yeasayer foråret til Vesterbro.

Et ambitiøst og sympatisk projekt af Ave lavet over gamle barokke og romantiske digte. På trods af at teksterne ikke altid er lige sangbare, lykkes det Ave at skabe ganske fin musik.

The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt – men ak. Det forbliver desværre ved håbet.

Denne komplet ubrugelige opsamling giver, om ikke andet, en altid kærkommen lejlighed til at fyre en uforbeholden hyldest af til 90′ernes bedste amerikanske band.

Forklædt som Saybia leverer Midlake denne gang uinspireret middelalderpop og dårlig sangskrivning.

De altid overraskende og nytænkende Liars plejer at være garant for radikale ændringer i deres udtryk, når de udsender nyt, men på Sisterworld er den eneste overraskelse desværre, at de for første gang står i stampe.

The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.

Joanna Newsom giver dig det hele på sin regning på sit nye folk-mesterværk, Have One on Me. Men tag dig god tid: Joanna har ikke travlt, og det bør du heller ikke have, for der er masser af perler at finde. Det er bare et spørgsmål om at kunne fokusere.

Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.