De tre keyboardspillende gratier fra Brooklyn i Au Revoir Simone spillede stemningsfuld synthpop med lyse stemmer og melankolsk indhold på Loppen. Dog med lidt rigelig gang i trommemaskinen.
Jónsi benytter sig i Vega af opbyggelighedens forløsende kraft og leverer en særdeles helstøbt koncertoplevelse.
tUnE-YarDs leverede en overrumplende ekspressiv koncert og bidrog i den grad yderligere til deres rygte som vildt liveband.
LCD Soundsystem fik bogstaveligt talt grunden til at gynge i DR Byen. Det var en electro-disco-funk-punk-lovable fest af format.
Tung bas i brystkassen og mudret lyd tog pusten ud af en ellers lovende Reflection Eternal-koncert med det legendariske team.
Med tribale rytmer og glad indiepop fik Taken by Trees sat skub i festen ud på de sene timer.
Basia Bulat leverede indfølt singer/songwriter, der dog mistede glød og nyhedens interesse lige så stille.
Sikke et brag. Iggy Pop og de andre veteraner fra the Stooges leverede en syngende, livsbekræftende rock’n'roll-lussing.
»Roadrunner, roadrunner.« M.I.A. leverede varen og læssevis af pistolskud, da hun væltede en proppet Flamingo-scene.
Langsom, utilnærmelig start, poppet, altomfavnende afslutning. Panda Bear spillede sig varm i sin udsyrede, rockede electronica.
Amerikanerne kom til smilets by, og de tog deres moustacher med! Musikcaféen indbød til psykedelisk fest, med eklektisk rock og hypet synthrock.
The Low Anthem er mestre i at skabe en stemningsfuld melankoli og ikke slippe taget i den. Havde de bare givet los og ladet fredag være fredag et par gange, ville også de stille passager nu have været en del mere virkningsfulde.
Med en samling instrumentalt overlegne musikere anført af Jonathan Meiburgs overrumplende og voldsomme vokal kunne Shearwater ikke skuffe, selvom man til tider kunne have ønsket, at førstnævnte fik lidt mere frirum til at udfolde sig.
Hvem kan stå for Zlatan, der banker bolden op i krogen? Hvem kan stå for solskinscalypso med dansable beats på en regntung aften?
Regina Spektor og band leverede tirsdag en trist koncert, der var præget af cellisten Dan Chos drukneulykke for en uge siden i Schweiz og ikke ydede sangerinden retfærdighed.
Forventninger er djævelske ødelæggere af fremtiden, men Prince er heldigvis en performer af Guds nåde, som vandt over ondskaben.
Da Pavement entrede scenen i Arena-teltet, var det tid til et nostalgitrip af rang: tilbage til start-90′erne for at hænge ud med et af datidens allervigtigste indierockbands.
Mange festivalgæster valgte at smutte hjem eller lade op til Prince ved at blive væk fra Kasabian. Synd for dem – og synd for os, der godt kunne have brugt lidt flere til at skabe stemning.
The National er en Volvo: pålidelig, rummelig, sikker og lidt mytisk. Men placeret i et sumpområde, hvor kun en jeep kan færdes ordentligt, mærker man ikke den samme køreglæde.
Hawaii-drengen og hans band gav de trætte festivalgængere en sidste dosis chillout og solskin foran Orange Scene.
Local Natives nåede ikke at få løsnet op for melodierne. Men et par solide hits reddede dem.
Popvæveren fra en svunden tid beviste, at man kommer meget langt med solidt håndværk.
Det tog noget tid, før såvel lydforholdene som bandet kom ordentligt på plads. Men da det først skete, leverede Mouritz/Hørslev Projektet en fin og behagelig søndagskoncert.
Muse har aldrig svulmet så meget som lørdag aften på Orange. Desværre er grænsen mellem storslåethed og varm luft hårfin, når der serveres ensidig hitparade.
Hva’ faen?! Er jeg til rap-koncert, demonstration eller prædiken? Brother Ali lod tungen løbe og blandede i sandhed elementerne sammen.
