Turbo Kids’ powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.

Alcoholic Faith Missions tredje udspil er et fremragende bud på en tidssvarende, underspillet indie-rock, der nok trækker veksler på den næsten rustikke amerikanske indierockscene, men gør det på en både engagerende og selvstændig måde.

Superbriten Eddie Argos, der kan få alt til at rime, er sjovere, end han er god på denne musiske offensiv, hvor Art Brut er blevet ladt i stikken til fordel for kæresten Dyan Valdés.

På opfølgeren til det fantastiske debutalbum har Eagle Seagull indsnævret lydbilledet en smule, men de lyder stadig som alt godt fra indiescenen og formår stadig at tryllebinde lytteren med genremæssige krumspring.

Sterling har igen smurt tonemaskineriet, men de toner, der slipper ud, er for størstedelen lænset for den kantede charme, der tidligere var Sterlings force.

Den mystiske, shaman-agtige Gonjasufi albumdebuterer med et lille mesterværk, der er et sjældent destilleret sammenkog af alt fra Bollywood til syrerock og wonky.

BLCK er en malstrøm, der med styrke og sørgmodighed trækker lytteren ned i et mørkt hav, hvorfra man nok kan se lyset, men ikke kan nå det.

Én guitar, én vokal og ét trommesæt er opskriften på det nyeste skud på den danske rockstamme. Rockduoen The Freudian Slip spiller på debutalbummet Positive/Negative straightforward rock med et minimum af remedier.

Et ambitiøst og sympatisk projekt af Ave lavet over gamle barokke og romantiske digte. På trods af at teksterne ikke altid er lige sangbare, lykkes det Ave at skabe ganske fin musik.

The Bravery har en lidt for nedadgÃ¥ende formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmÃ¥dig treer. Hmm, her gik man og hÃ¥bede pÃ¥, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt – men ak. Det forbliver desværre ved hÃ¥bet.

Denne komplet ubrugelige opsamling giver, om ikke andet, en altid kærkommen lejlighed til at fyre en uforbeholden hyldest af til 90′ernes bedste amerikanske band.

Forklædt som Saybia leverer Midlake denne gang uinspireret middelalderpop og dårlig sangskrivning.

De altid overraskende og nytænkende Liars plejer at være garant for radikale ændringer i deres udtryk, når de udsender nyt, men på Sisterworld er den eneste overraskelse desværre, at de for første gang står i stampe.

The Black Box Revelation spiller belgisk bluesrock på den snottede facon. Det er ikke videre mindeværdigt.

Joanna Newsom giver dig det hele på sin regning på sit nye folk-mesterværk, Have One on Me. Men tag dig god tid: Joanna har ikke travlt, og det bør du heller ikke have, for der er masser af perler at finde. Det er bare et spørgsmål om at kunne fokusere.

Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.

Dansk-amerikaneren ALX leverer en gedigen omgang hardcore-inspireret hiphop, der både er fremragende produktionsmæssigt og til tider lyrisk. Dog skæmmes albummet af et par ganske unødvendige numre.

Danske Marshmallow Kisses and Candy Apples’ ep byder på enkelte gode elementer, men er desværre mest præget af en høj grad af uopfindsomhed og en vokal, der trækker det samlede indtryk ned.

»Fordi hun vil og kan ‘mere’.« SÃ¥dan lyder det gudhjælpemig i pressemeddelelsen til RebekkaMarias nye album. Mere? Ja, mÃ¥ske, hvis der med ‘mere’ menes mere kliché, mere skabethed og mere metervare.

Trods visse kvaliteter er …Undone, The Lucy Shows debutplade fra 85, ingen vigtig genudgivelse. Bandet formÃ¥r hverken at fÃ¥ de ellers ganske fængende melodier til at funkle eller gøre det mørke tekstunivers dragende.

Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.

Et ubeslutsomt navn til et band med dybe rødder. En selvudslettende titel til en darkwaveplade, der aldrig peaker. En anmelder, der er både for og imod.

The Slow Escape er en velproduceret, velspillet og iørefaldende debut. Eneste problem er, at pladens pendulering mellem electro/synthpop og (indie)pop ikke udnytter den potente energi, der findes i pendulets spændingsfelt, men fremstår lidt skizofrent.

Som en harmløs rejse gennem et ensformigt terræn snoer Yamon Yamon sig rundt i et idyllisk lydlandskab. Nogle vil måske betages, de fleste vil gabe efter et par numre.

Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.