Mystery Jets leverer et solidt pop/rock-album læsset med ørehængere og lydeksplosioner. Man savner dog noget af den eksperimenterende kant, der på de tidligere udspil gjorde gruppen til mere end bare endnu et rockband.
Bear in Heaven er et spændende bekendtskab. Deres særegne synthpop er både dramatisk, dyster og vældig iørefaldende – og nu kan den langt om længe findes i fysisk format herhjemme.
Australien har fostret alt lige fra Nick Cave til The Avalanches. PVT selv er måske endnu ikke helt på samme niveau, men på Church with No Magic tager de afgjort et skridt i den rigtige retning.
Slaphead Faun er et lettere rodet afkog af IDM og dubstep. Det hele leveres dog med smittende charme og friskhed, der gør skiven til en fantastisk rutsjetur blandt kække beats, dystre lydfragmenter og en enkelt god lille melodi.
Nogle af bandmedlemmerne er skredet fra !!!, og resten har sat sig mageligt i den lyd, der nu engang definerer dem. Velkommen til en doven fest.
Efter et anonymt liv som musikalsk lejesvend for andre har Thomas White skabt sit første soloalbum, hvor han selv har spillet alle instrumenter, arrangeret, indspillet og produceret.
Københavnske Søren Lemmike debuterer med et livealbum, der med afsæt i såvel electro som diverse bastunge electronicagenrer byder på udmærket håndværk, men uden at skille sig synderligt ud.
Dansk duo etablerer en mindre atomreaktor af dødsforagtende freejazz og metallisk smadder.
Interruption Songs er ikke en samling sange, men nærmere en tilstand. Giver man bevidstheden lov til at falde ind og ud af musikken uden at lytte for intenst, venter der en god stemningsmættet oplevelse et sted mellem drone og syret folk.
Denne split-ep mellem to kunstnere slingrer noget i kursen mellem rod og dansabel disco. Det sidste er klart det bedste.
Jens Blendstrup er jaloux på digtere, der kan skrive en tekst på mellem to og 20 sekunder, og håber på, at Claus Høxbroe fremover vover pelsen, udstanser den med skruenøgler og tager den på.
Surfing the Void er britiske Klaxons’ imødesete andet album. Rent kunstnerisk er den ikke langt fra debuten, og det er bÃ¥de godt og skidt.
Roots bevæger sig dybt ind i indiepop- og indierockland. Men det gør ikke noget, for de glemmer ikke hiphoppens dyder: beats, rim og historiefortælling.
Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.
Chapter har med Three forsøgt at lave et helstøbt, melankolsk folkrock-album, der tager fat på livets mere alvorlige sider. Resultatet er et selvhøjtideligt og til tider næsten irriterende dybfølt album, der føles kunstigt og uvedkommende.
Grænsen mellem galskab og genialitet er hårfin – især når det gælder kunstnere, der forsøger at revolutionere den måde, man anskuer musik på. Jeg ved ikke, om det er det, The Books forsøger, men det lykkes i hvert fald.
Med afsæt i hiphoppede beats præsenterer amerikanske Will Wiesenfeld både glædesstrålende electronica og længselsfuld pop på sin udmærkede debutplade, der dog har visse skønhedsfejl.
Debutalbummet fra Best Coast har været imødeset med spænding siden sidste år. Albummet vil formentlig ikke skuffe fans af bandet, for det lyder præcis, som man kunne forvente – som snydt ud af næsen på USA.
At påstå, at Terminal er mere sjælden end køn, er lige groft nok. Det er dog sjældent, at skæve indiebands kaster sig over musicalgenren med så stor loyalitet. Resultatet er solidt, på sin vis vellykket og ikke videre lytteværdigt.
Tangerine Dream, Cluster og Ash Ra Tempel er for nylig blevet genopdaget af en række af vor tids elektroniske musikere. Nyeste skud på stammen hedder Rene Hell. Det er der kommet et godt og sanseudvidende album ud af.
NÃ¥r man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe pÃ¥ deres egne modersmÃ¥l. Jeg forstÃ¥r ikke et ord – men det er lige meget.
Freiland Klaviermusik er spændende, men også så tung og svært tilgængelig, at den aldrig rigtig kommer til at fungere.
The Coral har som altid skruet en plade sammen med flair for melodien. Alligevel havde det været rart, om bandet hele vejen kunne være lige så gode til at overraske, som de er på pladens sidste skæringer.
New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.
