Primal Scream: More Light
Primal Scream står klar med sit 10. album og fejrer jubilæet med bravur. More Light er nemlig ét stort kludetæppe af genrer, udtryk og lyde, men dette til trods er det både helstøbt og overbevisende. Nu med blæsere!
Boujeloud: Går på vandet
Boujeloud erklærer mainstream-kulturen krig på thrashjazzet debut. Desværre bærer de selv for meget præg af institutionalisering.
Håkan Hellström: Det kommer aldrig va över för mig
Det moderne Sveriges nationalskjald, Håkan Hellström, er pladeaktuel for syvende gang. Det nyeste skud på stammen hedder Det kommer aldrig va över for mig og er en traditionel poprockplade, der tematisk kredser om livets gang, om døden, der kommer til os alle – og sidst og selvfølgeligt: kärleken.
Mouritz/Hørslev: Allermindst dig selv
Mouritz/Hørslev er ude med deres tredje album med sproglige finurligheder og charmerende simple arrangementer.
On An On: Give In
Amerikanske On An On eksperimenterer på sit debutalbum, og det munder ud i en rejse fuld af overraskelser, nogle mere positive end andre. Man keder sig i hvert fald ikke, og det er spændende at følge med i, hvad der virker for trioen.
Iron & Wine: Ghost on Ghost
Iron & Wine vokser på gruppens femte album Ghost on Ghost fortsat i lyd og størrelse. Sam Beam har skruet ned for den følsomme folk og forsøger sig denne gang med jazz, funk, pop og Motown, hvilket ikke falder alt for heldigt ud.
Cold War Kids: Dear Miss Lonelyhearts
For Cold War Kids handler Dear Miss Lonelyhearts om, hvad de allerede har udrettet og ikke om nye græsgange. Her er Cold War Kids’ indierock både unik og medrivende, men også kitschet og melodramatisk, når det er værst.
Virgin Suicide: s.t. EP
Catchy melodier leveres med stilsikre virkemidler på Virgin Suicide udgivelsesmæssige jomfrurejse. Den gennemgående forvrængede guitar og en nærværende stemme giver associationer til det tidlige The Smiths og bandet har en dejlig umiddelbar energi og tilgang til deres numre. Men det bliver desværre en smule trivielt.
She & Him: Volume 3
Indieduoen She & Him har altid været garant for skudsikker nostalgipop, der formår at være bevidst cheesy, pigesødt og skørt – altid med et charmerende glimt i øjet. På tredje album, Volume III, halter det dog med charmen. Måske er det på tide at introducere lidt fornyelse.
Akron/Family: Sub Verses
Med Sub Verses redefinerer Akron/Family ikke den karakteristiske lyd af Brooklyn og 00′ernes eksperimenterende indie-pop/rock. Men spørgsmålet er dog også, om det overhovedet er nødvendigt, når bare man er i stand til at levere et mildest talt brandgodt album
Mudhoney: Vanishing Point
De aldrende grungerockere fra Mudhoney er på gaden med deres niende studiealbum og viser, at de trods tidens grådige tand stadig har noget at byde på.
Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara: Unattended Cooking
Hvem siger, madlavning skal være kedeligt? På Unattended Cooking skruer Jørgen Teller & The Empty Stairs helt op for blusset og serverer en ret, der helst skal tages med grydehandsker. Kan man lide smagen af støj, er der lagt an til gourmet – stærke sager!
Telekinesis: Dormarion
Michael Benjamin Lerner alias Telekinesis er blevet voksen – eller er i al fald i gang med at blive det. Hans lyd er blevet mere avanceret, og kant og melankoli præger hans stemme og musik. Det er klædeligt.
The Besnard Lakes: Until in Excess, Imperceptible UFO
Canadiske The Besnard Lakes leverer på Until in Excess, Imperceptible UFO et noget blødere og mere drømmende materiale end tidligere, hvilket desværre går ud over gruppens ellers fine fornemmelse for himmelstormende og knasende guitarer.
Dinner: Girl EP
Dommedagsrøsten alias Anders Rhedin er tilbage. Temaet denne gang er piger, men det er desværre ikke nær så vellykket som på debut-ep’en fra sidste år. Lidt variation ville klæde Dinners skarpt optegnede univers, hvor monotonien trænger sig på.
Flume: s.t.
På australske Flumes debutalbum bliver energien fra hiphop og soul underbygget af det seneste årtis mest toneangivende elektroniske virkemidler. Det er intelligent, men yderst tilgængelig club-musik med velvalgte gæsteoptrædener og afstikkere i mange stilretninger.
Dråpe: Canicular Days
Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.
The Child of Lov: s.t.
Han ligner Zlatan, lyder som Prince og producerer som en blanding af Madlib og Al Green. Han påstår at lave “pineapple camel funk” og har fået så store navne som DOOM og Damon Albarn til at hjælpe til på sit debutalbum.
Deerhunter: Monomania
På deres sjette album finder Deerhunter tilbage til de støjende rødder og mere til. Der er igen kommet gang i distortion-pedalen, mens lo-fi-kærligheden er bibeholdt. Resultatet er fængende og har sine chok-momenter, men som albummet skrider frem, savner man alligevel lidt overraskelser.
Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte
Claus Høxbroe er så meget beatpoet, at han har det tatoveret på sine hænder. Samfundskritikken kommer dog lidt for sløvt til udtryk på dette album, der kunne have nydt godt af et mere varieret lydbillede, et strammere format og lidt mere galskab.
The Shaking Sensations: Start Stop Worrying
Halvandet år efter deres debut er københavnske The Shaking Sensations tilbage med opfølgeren, der kun i perioder er på højde med sin forgænger.
A Hound Ensemble: s.t.
A Hound Ensembles debutplade er postpunket, dyster dansemusik, der er drevet af solid instrumentering og en god portion energi.
The Knife: Shaking the Habitual
The Knife har lavet deres mest uhyggelige og sværest tilgængelige album til dato. Nej, okay, fraset Darwin-operaen – men alligevel. Forvent hovedpine, angst og snarlig overgivelse.
V/A: Reason to Believe – The Songs of Tim Hardin
Navnet Tim Hardin vækker formentlig ikke den store genklang. Men en række vidt forskellige fortolkninger af nogle af folkmusikerens centrale numre overbeviser om, at man bør lære manden at kende.
The Black Angels: Indigo Meadow
I stedet for at flyve frit og gøre sig fri af inspirationerne har The Black Angels taget autovingerne på. Det resulterer i, at Indigo Meadow, på trods af nogle stilsikre højdepunkter ødelægges som helhed af en alt for anonym midtersektion.
