Anbefalet

Den tidligere Death by Kite-sanger og -guitarist Bjørn Lange spiller nu under navnet Flag White. På fredag varmer han op for The Pains of Being Pure at Heart i Amager Bio, og nu kan du varme op med hans anbefalinger af favoritplader.

Larsen & Furious Jane har netop sluppet albummet Dolly til gratis download, og som før er anmelderne faldet i svime på stribe. Derfor er det oplagt at spørge: Hvad synes sangskriver Torsten Larsen selv er verdens bedste plader?

Undertoner har bedt den danske krauttrio Papir anbefale nogle plader, som de har et særligt forhold til. Det er blevet til en anbefaler-artikel, der går fra Ash Ra Tempel til Talk Talk. Velbekomme.

Vi har været i arkiverne og fundet plader frem, som enten er blevet genopdaget af en større flok i musikundergrunden, eller som vi havde forkastet som kedelige, abnorme, åndssvage og nu genopdager til vores egen store fryd.

Når vi kigger i vores pladesamlinger, må de fleste af os konstatere, at der er et kraftigt underskud af plader, der ikke er enten på dansk eller engelsk. Det vil vi nu forsøge at rette op på med anbefalinger af ni plader, der alle er på tredje sprog.

Skomager, bliv ved din læst" bruges ofte om folk, der er skrappe på et felt, men fejler, når de begiver sig ud i et andet. Vi præsenterer i denne måned tre producere, der mestrer langt mere end en enkelt genre. Mød Nigel Godrich, Steve Albini og Rick Rubin.

Anbefalet

Åbningsnumre

Nogle plader starter sløjt, nogle flyder sammen i en ligegyldig masse fra start til slut, og nogle bliver skudt igang med så fantastisk et nummer, at man bliver blæst fuldstændig bagover. Vi har valgt at lade tre skribenter fokusere på den sidste kategori.

Anbefalet

Overgangsplader

Indimellem i et musikfyldt liv er der vendepunkter, hvor ens smag tager en markant drejning, hvorefter man aldrig kigger sig tilbage. Disse vendepunkter er typisk markeret ved plader, der står musikelskeres hjerter nær. Vi kigger tilbage på ni af dem.

Hvis du var på årets Roskilde Festival, er der en god chance for, at du allerede savner den og glæder dig til næste år. I så fald vil denne lille guide hjælpe dig med at mindes nogle af de bedste koncerter.

De fleste har sikkert en række plader, som de er vokset fra. F.eks. vidner mængden af Boney M-plader i antikvariaterne tikronerskasser om, at tysk disco for manges vedkommende er et lykkelig overstået kapitel. Men der er imidlertid plader, som man på trods af almindelig fornuft insisterer på at holde fast i. Vi giver en flok eksempler.(22.03.07)Visse plader er så uddaterede, at det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle få en revival. Folk, der så MTV eller hørte radio i 90’erne, behøver bare at tænke på Ugly Kid Joe, Spin Doctors eller Rednex. Trend- og hitlistegudernes veje er ofte uransagelige. Men der er også en underlige mellemkategori: Plader, som tydeligvis hænger uløseligt fast i en bestemt kontekst, men som alligevel har en sær dragende effekt. Med andre ord: plader, som man burde være vokset fra, men som alligevel er for gode til, at man kan få sig til at glemme dem. Vi anbefaler her en håndfuld. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Mortensen Smashing Pumpkins: Melon Collie & the Infinite Sadness (1995) Billy Corgan – en mand der lyder, som om han for evigt er fanget i et pubertært helvede – byder her på et overflødighedshorn af teenageangst. Dobbeltalbummet er varieret nok til at fungere som soundtrack til de fleste følelsesudsving, en teenager kan komme ud for. På trods af at albummet er alt for langt, så er Corgan dog en glimrende sangskriver, der på trods af sin hang til selvmedlidenhed og lidt for meget pompøsitet sagtens ved, hvordan man skruer gode sange sammen. Coldplay: Parachutes (2000) Bandet var knap nok selv ude af teenageårene, da de lavede dette album fyldt med sørgmodige ballader om knuste hjerter og andre teenageproblemer. Nogle vil nok kalde det “tuderock”, hvilket så vidt vides er en genre, der appellerer mest til følsomme teenagere. Men Chris Martin er altså en fremragende sanger, og bandet er bestemt ikke uefne, når det gælder om at skrive sange, der går direkte i hjertekulen. Et album for følsomme personer af alle aldersgrupper. Fiona Apple: When the Pawn (1999) Den purunge, amerikanske singer/songwriter fulgte op på sit millionsælgende debutalbum med endnu en samling pianodrevne popsange om kærlighedens bedrageriske væsen og andre angstfyldte temaer. Fiona Apple viste sig dog – chokerende nok – at være en fantastisk sangskriver, der mestrer den svære kunst at skrive lettilgængelige, men også langtidsholdbare sange. Og så viste Jon Brion sig at være den helt rigtige producer, når det gjaldt om at få kanterne frem i materialet. Martin Laurberg José Feliciano: Feliciano! (1968) Spørgsmålet er, om det nogen sinde har været rimeligt at kunne lide denne plade … Feliciano toppede i sin tid de mere Giro 413-agtige hitlister med latinagtige easy listening-udgaver af hits som “Light My Fire” og “California Dreaming”. Det er lummert … men alligevel tillokkende! F.eks. kan Feliciano finde på at sætte trumf på ved pludselig at slå over i indfølt spansk. Og desuden er det sjovt, som han hele tiden ødelægger den afslappede stemning med sine evindelige pralerier på den spanske guitar. Soul Asylum: Hang Time (1988) Efter manges mening er Soul Asylums 90’er-hit “Runaway Train” så forfærdeligt, at selve bandnavnet vækker afsky. Men faktisk er deres dårlige rygte helt urimeligt. Det er Hang Time et godt eksempel på. Ja, jeg forsvarer dem helt klart af nostalgiske årsager. Men uanset hvad er dette ægte arbejderrock fra bundhæderlige mennesker iført skovmandsskjorter og med bagagerummet fuld af dåseøl. Og så lyder det en gang imellem lidt som verdens bedste band – The Replacements. Porno for Pyros: s.t. (1993) Da Jane’s Addiction-frontmanden Perry Farrell dannede Porno for Pyros, syntes jeg, at det var fedt nok, at Farrell sang så meget om sit sexliv (“Orgasm”, “Black Girlfriend” etc.). Det synes jeg sådan set stadig. Til gengæld er der elementer af hård 90’er-funkrock på pladen, som i dag burde være helt uacceptable at lytte til. Alligevel er det en rigtig god plade. Farrell synger bedre end nogen sinde, og det hele har et psykedelisk præg, som man måske godt kan savne lidt hos Jane’s Addiction. Søren Jakobsen Rage Against the Machine: s.t. (1992) Genren rapmetal begyndte og endte med Rage Against the Machine – og måske allerede med deres debut. At de kunne proppe så meget frådende raseri mod kapitalen og amerikansk udenrigspolitik ind på én plade, er i sig selv bemærkelsesværdigt. At de samtidig satte en ny standard for, hvad man kunne få ud af den stagnerende hiphop-genre, ’bare’ ved at fusionere den med lige dele Led Zeppelin, Afrika Bambataa og et eget særpræg, gjorde pladen til en håndgranat til enhver privatfest. Oasis: Definitely Maybe (1994) Man kan ikke bare hade de allestedsnærværende Gallagher-brødre – det bør man. Jeg hader dem for at minde mig om, hvor nødvendig musik de lavede, da det var allermest tiltrængt. Det gør de sådan set hver gang, de udgiver en ny skive fyldt med muggent opvaskevand i skikkelse af noget, de kalder “rock”. Men i 1994 havde de så stor en overflod af attitude, perfekte guitarchops og sejrssikkerhed, at d’herrer stadig kan tillade sig at kalde nye, engelske bands nogle prætentiøse wankers. Prodigy: The Fat of the Land (1997) Mindet om The Fat of the Land er beklageligvis sølet til i smagen af Pisang Ambong-bræk og øretæver. Men det gør ikke så meget, når numre som “Climbatize”, “Breathe” og den uomgængelige “Firestarter” ikke lyder en pind ringere i dag end for 10 år siden. At Liam Howlett, i lighed med Oasis, ikke har sat en fod rigtigt siden, gør pladen til en djævelsk bastung og monolitisk gravskrift for den engelske techno/ravekultur. En øredøvende dagbog fra en bierfest i helvede.

Anbefalet

Rejseplader

Måske er at rejse at leve. Måske er at rejse blot et spørgsmål om at komme fra A til B. Under alle omstændigheder er der bare nogle plader, der står rigtig godt til rejsens ædle kunst. Vi har samlet et par håndfulde. (18.02.07)Om dét at rejse virkelig er at leve kan diskuteres. Men det er i al fald fair at hævde, at en rejse bliver mere levende, hvis den akkompagneres af god musik i øregangene. Køreturen, sejladsen, cykelturen, ride- eller gåturen bliver en smule mere tiltalende, overkommelig eller cool, hvis man har et personligt soundtrack med på vejen. I visse tilfælde kan en passende plades beat endda synes at gå op i en højere enhed med vores egen eller transportmidlets rytme og skabe en næsten overjordisk synergi. Hvem har ikke prøvet at komme til at køre lidt for stærkt i bilen fordi musikken syntes at fordre det? Eller simpelthen ikke at få stoppet for rødt på cyklen, fordi musikken lige spillede så godt i høretelefonerne? Vi har samlet nogle af vores yndlings-rejseplader hér. De er ment som inspiration og måske lidt som advarsel, men ikke mindst er de en hyldest til den musik that gets us going. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Theis Ørntoft Cykelpladen – Jim O’Rourke: Eureka (1999) Det er bare godt at træde ud af opgangen om morgenen, låse cyklen op og sætte af sted i netop det øjeblik, hvor “Women of the World” kulminerer med klokkespil, strygere og Jim O’Rourkes rimelig sarkastiske tilgang til det hele. Pladen er på godt og ondt en foranderlig størrelse med blandt andet en flere minutter lang solo på rytmeæg, lige indtil den pludselig kammer over i overdådig kammerjazz med pigekor og trompeter. En meget realistisk måde at møde dagen på. Togpladen – múm: Yesterday Was Dramatic, Today Is Okay (2000) Med albummets to centerkompositioner “Asleep on a Train” og “Awake on a Train” er dette et oplagt valg at konvertere ind i iPod’ens lille hvide hjerne, hvis du vel at mærke skal tilbagelægge afstande, der er større end dem, som den daglige pendlen mellem Herning og Randers byder på. Om rejsen så går gennem Østeuropas spøgelsesagtige fabrikslandskab eller bugter sig ind i Sveriges mosbegroede granittunneller, er op til dig. múm garanterer et sansestimulerende lydspor. Sejlepladen – Anja Garbarek: Smiling and Waving (2001> Anja Garbarek, datter af den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek, har udgivet tre meget feminine album, hvoraf Smiling and Waving absolut er det fineste. Hun opfinder ikke den dybe tallerken, men sange som “And Then” eksponerer ret præcist et stiliseret billede af en lyshåret kvinde i trenchcoat, der læner sig ud over færgens ræling og vinker farvel til sin elskede på kajen med et bittersødt smil og frostklar ånde. Janne Kristensen Cykelpladen – Low: The Great Destroyer (2005) Den fysiske anstrengelse, der unægtelig hænger sammen med at cykle, kan opvejes eller fejes helt bort af de rigtige musikalske toner i øregangen. Lows The Great Destroyer er en af de plader, der fungerer perfekt som soundtrack til en pedaltur rundt i byen. Åbningsnummeret “Monkey” lægger den tunge, trommebaserede grundtone og derfra fortsætter det dybe melodiøse flow inklusiv venlig vokal med at forsyne benene med ny energi i evindelige mængder. Kørepladen – Apparat Organ Quartet: s.t. (2002) At cruise gennem landskaber med Apparat Organ Quartets forførende og klikkende playmobil-rock på anlægget er et af de mest frugtbare samspil mellem musik og bevægelse, der kan opdrives. Orgelbrus, hamrende trommer og et heftigt beat akkompagnerer enhver rejse godt. Apparat-kvartettens drønende orgelstrøm går dog særlig godt i spænd med et motorkøretøjs summen – ja, alt går op i en sand guddommelig enhed, når man overskrider 110 km/t, mens den mekaniske robotvokal bare skriger til himlen. Sejlepladen – Matt Elliott: Drinking Songs (2005) Selv om denne plade er tilegnet fulde sømænd, synes dens slæbende, labyrintiske electronica at kunne berige enhver sejlende. Lytteren kan blive lettere søsyg, når Elliott til tider looper sine beats som en konfus kaptajn, der navigerer uden kompas. Den svingende sejlrytme dementeres dog igen og igen i de dybe, forhalede sømandsviser, der er maskuline pendanter til Odysseus’ lokkende muser og tvinger lytteren ned i det mørke vand. Kasper Würtz Kørepladen – Steve Earle: Guitar Town (1986) Hvis jeg havde kørekort, ville jeg altid køre med åbent vindue til denne klassiker. Det fantastiske titelnummer er en af de allerbedste og mest rendyrkede countryrocksange, jeg nogen sinde har hørt. Pladen er med sin sikre vekslen mellem ensomme ballader og lårklappende rock et perfekt soundtrack til kapløb mod landevejens vindhekse. Den ufortyndede country kan virke skræmmende, men er man først blevet lukket ind i Earles univers, er det svært at slippe cowboyhatten igen. Cykelpladen – The Exploding Hearts: Guitar Romantic (2003) Jeg kan ikke finde ud af at cykle langsomt. Derfor er den tempofyldte Guitar Romantic god at tyndslide pedalerne til. Det er powerpop af fineste skuffe, hvor perfekt skårne melodier danser tæt med rå og aggressive guitarhyl. De fængende perler står i kø og leveres med punket energi og en storsmittende spilleglæde. Det største problem er at koncentrere sig om trafikken, samtidig med at man synger med på dette mesterværk, der desværre blev amerikanernes eneste udgivelse. Hundeslædepladen – Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place (2003) Der er en utroligt flydende bevægelighed over A Strangely Isolated Place, hvor Schnauss’ fyldige electronica leger tagfat med shoegazerguitarer og forvrængede vokaler. De varme, lyse toner skal nok få hævet temperaturen et godt stykke over frysepunktet, og pladen er som skabt til en glidende tur igennem et papirhvidt landskab, hvor musikkens mange facetter ville fylde det snespækkede lærred med langstrakte og bølgende lydflader som en slags musikalsk nordlys.

Her på redaktionen er vi efterhånden kommet sig efter julesul og nytårstømmermænd. Så nu er vi klar til at springe, danse og synge os ind i det nye år – og det skal helst ske til live-koncerter. Vi har både ledt i kalenderen og i vores drømme for at pege på 9 shows, vi mildt sagt godt gider at se. (23.01.07)Undertoners skribenter er efterhånden kommet sig efter julesul og nytårstømmermænd. Nu er vi klar til at springe, danse og synge os ind i det nye år – og det skal helst ske til live-koncerter. For der er virkelig ikke noget som koncerter, hvor et band får lov til at udfolde sig og give publikum det lille ekstra, som er umuligt at få med på en cd. Vi har alle bands, vi drømmer om at opleve live. Nogle af drømmene er mulige inden for overskuelig fremtid, fordi bandet udgiver nyt materiale i år – andre er måske nærmere ønsketænkning. Koncertsæsonen er lige så stille ved at vågne af sin vinterdvale, og et nyt koncertår er startet. Undertoner har samlet nogle koncerter, som vi enten håber på at komme til at opleve i 2007 eller rent faktisk ved, at vi kommer til at opleve – og derfor allerede glæder os til. Du kan løbende holde øje med hvilke af årets koncerter, Undertoner mener, der er værd at tage til, i vores koncertkalender. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Camilla Grausen The Smashing Pumpkins: Machina / The Machines of God (2000) The Smashing Pumpkins er genopstået som en føniks fra asken. I den anledning synes jeg, at det er på sin plads med et genhør med bandets (hidtil) sidste, rigtige album. Machina er generelt undervurderet, da det virkelig gemmer på nogle store øjeblikke, og indeholder både rock-epos og velklingende popnumre. Bandet er i studiet nu og skulle udgive det nye album inden længe, hvorefter de tager på verdensturné. Roskilde-rygterne svirrer; jeg krydser fingre. Rufus Wainwright: Rufus Wainwright (1998) En anden udgivelse, jeg venter med spænding i 2007, er Rufus Wainwrights Release The Stars, der udkommer til maj. Der er endnu ingen forlydender om efterfølgende koncerter, men jeg håber, at Wainwright vil berige os med en koncert på dansk jord igen. Manden og hans band er fremragende live. Indtil da er hans debutalbum et lyt værd. Det er sådan set hans ringeste i sammenligning med senere albums, men stadig en fornøjelse og lyden af et kæmpetalent i svøb. The Broken Beats: In the Ruin for the Perfect (2006) Nu skal det hele jo heller ikke være udenlandsk. Og heller ikke kun rygter og gætterier. The Broken Beats er både danske og sikre på at give koncerter. The Broken Beats’ tredje album er ren pop-energi og fortjener mange lyt. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at se bandet live, men de skulle give interessante koncerter, og der er rig mulighed for at fange bandet mange steder i landet i år. Først som opvarmning for Nephew og derefter på egne ben i foråret. Mathias Askholm Oakley Hall: Gypsum Strings (2006) Gypsum er en lovlig euforiserende plante, som man bliver ubehageligt høj af i usædvanlig lang tid. På Oakley Halls andet 2006-udspil bliver man usædvanligt høj og dét i alt for kort tid.Med et rygte som et af New Yorks bedste live-acts og to stærke albums i bagagen, hvor The Byrds og The Flying Burrito Brothers møder Neu! og Oneida, er der ingen tvivl: Oakley Hall skal opleves live i 2007! The Planet The: Psychical Angel (2003) Polka og 2-step, løssluppen dansemusik og stram punk, synth-distortion og ekstatiske vokaler. Bandet med det stenede navn har siden 2003 udgivet flere albums, men ingen af dem når helt op på debutens højder, når det gælder dansetrang, løssluppenhed og idérigdom. Dette er ikke musik til en stille aften foran kaminen. Det er derimod soundtracket til dette årtusinde, så kom ud og dans. The Arcade Fire: Funeral (2004) “¦ og så var der jo alle os, der ikke fik billet til forårets koncert på dansk jord. Med en fantastisk debut brændte The Arcade Fire sig en plads i manges hjerte. Med sange om kærlighed, død, venskab og virkelig gode melodier blev dette album et af 2004’s bedste. Med magiske sange og et nyt album på vej kan intet forhindre et fyldt Vega i at få en oplevelse af de store. Mads Jensen Sonic Youth: Dirty (1992) Sonic Youth må snart komme til Danmark igen. Da de legendariske albums Sister, Daydream Nation, Goo og Dirty udkom, syntes jeg stadig, at Kim Larsen og Tina Turner var det bedste, der fandtes. Derfor står en koncert, hvor Sonic Youth lægger hovedvægten på den æra, øverst på min liste. At høre Kim Gordon brøle sig gennem “Shoot” live må være det eneste, der slår, når Kim Gordon brøler sig gennem “Shoot” på plade. Kliché: Supertanker (1980) Hvis vi taler om ønskekoncerter, skulle der vel ikke være noget i vejen for, at Kliché kunne lave en Dizzy Mizz Lizzy og genforene sig for en aften. I 1980 da Supertanker udkom, var jeg kun et år gammel og dermed for ung til at stå iført slips og overskæg, imens jeg danser som en robot og med et udtryksløst ansigt synger: »Vi elsker uniformer / Ikke silkestoffer«. Nu er jeg gammel nok, og tiden er dermed inde til at opleve Kliché live. Racine: Number One (2005) Racine er snart aktuel med sit andet album (der i stil med titlen på det første opfindsomt kaldes 2), og så er det vel ikke for meget at forlange, at hun/de i den forbindelse tager en tur forbi Danmark. En god gang new wave-koncert med masser af make-up og farverige kjoler. En rigtig fest med tjekkede, arty farty mennesker og dansabel musik i stride strømme. Sådan en af de koncerter man kan gå og smile over flere uger efter.

Anbefalet

Julegaver

Hvad er bedre end at forære plader, man selv elsker, til andre? Og hvad er værre end at have på fornemmelsen, at modtageren ikke er modtagelig for den vidunderlige musik. Vi forsøger at give en bunke tips til, hvordan du blødgør selv de mest stivsindede familiemedlemmer. (15.12.06)Det er juleaften. Juleanden og rødkålen er fortæret i mere end sunde mængder, og den første familiekrise, hvor klanens yngste medlemmer var ved at komme i totterne på hinanden på grund af mandlen i ris a la manden, er afværget. Nu sidder I spredt omkring juletræet i stuens bløde møbler. Og den næste krise er på vej. Gaverne skal deles ud af din far, som har klædt sig ud som julemand. Dine tre små kusiner skændes om at få den første pakke, men du er mindst lige så nervøs som dem. For i år har du bestemt dig for, at alle i familien skal have en cd med noget musik, de ikke kender. Derfor er du spændt på reaktionerne fra familien. Du frygter, at pladerne ryger direkte på hylden – men heldigvis har du forberedt tre taler, som måske kan overtale 1) din røvballerock-far 2) din goth/emo-søster og 3) din techno-fætter til at give deres gaver et forsøg. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jakob Lisbjerg Destroyer: Destroyer’s Rubies (2006) Kære far. I dine ører lyder Destroyer måske ikke som Henning Stærk. Men lyt lige igen. Daniel Bejar er en af USA’s fremmeste sangskrivere. Hvis du lytter efter, kan du høre inspirationen fra Bob Dylan et sted. Det lange åbningsnummer tager måske pusten fra dig, men spring lidt længere hen på albummet og nyd, hvordan rock blandes med pop – og endda med tekster, som er fremragende at lytte til. Jeg ved, du ikke er til poesi, men vil du ikke forsøge at give Bejar en chance? Golden Boy with Miss Kittin: Or (2002) Kære fætter. Jeg ved, du kan lide at danse til elektronisk, pumpende musik, der bygger op mod et klimaks, hvor du kan stå og plukke æbler. Dette album er en blidere udgave, der hverken er helt så pumpende eller helt så crescendo-søgende, som du er vant til. Men der er både tempo og melodi nok til, at du kan danse. Med hjælp fra franske Miss Kitten er der gode hits som “1234” og “Rippin Kittin”. Dans lidt til det – og se, om du ikke godt kan lide det. Karate: The Bed Is In The Ocean (1998) Kære søster. Jeg ved, du har skamredet det nyeste Panic! At the Disco-album hele december, men vidste du, at emo-rock slet ikke er en ny opfindelse? Karate er måske ikke den mest åbenbare reference til emo, men der er på bandets tredje album alligevel følelsesmæssige hints i teksterne. Musikken er en smule mere tilbagelænet, nogle vil sige jazzet, men har stadig en rå kant, som du forhåbentlig vil finde interessant. Lasse Dahl Langbak Royal Trux: Veterans of Disorder (1999) Kære far. Royal Trux er inspireret af god gammeldaws rock. Især Rolling Stones, som du jo ejer alt med. Faktisk har det ene medlem af duoen, Neil Hagerty, genindspillet hele Exile on Main Street i bandet Pussy Galore. Men som du kan se bag på pladen, er han og Jennifer Herrema temmelig langt ude i tovene. Og det kan høres på pladen, der ikke byder på bluesrock i klassisk forstand, men derimod møgbeskidt smadderrock med stærke tobaksvokaler. Radio 4: Gotham! (2001) Kære fætter. Når du gi’r den gas og skaber dig Bacardi Breezer-tosset, er det til tonerne af det, jeg vil kalde tysk tonser-techno. Selv om Radio 4 er gennemvædet af elektroniske toner, har det intet med techno at gøre. Det er derimod en yderst dansevenlig, funkinspireret punkrock, der – sammen med LCD Soundstation og Rapture – var det hotteste hotte i New York for nogle år siden. Det er ikke længere det nye disco, men det bør stadig sætte kog i enhver fest. Også i Nørre Uttrup. Silverbullit: Arclight (2004) Kære søster. Du ønskede dig My Chemical Romance og det nye Tekken, ikke? Arclight er godt nok ikke teatralsk og pompøs, men det må være det perfekte soundtrack til en smådepressiv teenagers liv. Det er en dyster plade med en massiv lyd, der det ene øjeblik er aggressiv, det næste hypnotisk. Du kan derfor både komme af med noget vrede og lade dine tanker flyve. Tekken? Nå, ja computerspils-agtig synth er en væsentlig del af Silverbullits dystre lydbillede. Astrid Kirstine Dynesen V/A: Hedwig and the Angry Inch – Original Motion Picture Soundtrack (2001) Kære far. Lad dig nu ikke skræmme for tidligt af det transseksuelle musicaltema og det faktum, at jeg forærer dig et soundtrack til en film, du aldrig har set. På trods af at pladen er produceret i det 21. århundrede, er det en suveræn og original skive spækket med energiske og klassiske numre, der til sammenligning får Bossen til at ligne vor tids fordrukne, fedladne Elvis. Et uundværligt og ærligt kunststykke, som en rockelsker som dig burde give en chance. Bush: Reconstructed (1997) Kære fætter. Du tænker nok: “hvad dælen kan en rockplade gøre for mine Buffalo-sko?” Men stop en halv, for selv om Deconstructed byder på det gode fra to verdener, er dette mere en pulserende, elektronisk opdagelsesrejse end noget andet. 11 dj’s har plukket hver deres nummer ud af Bushs hårde rock-repetoire, revet dem fra hinanden, pillet et par stumper op og flettet dem ind i deres egne, maskinelle synth-fortolkninger – og resultatet er både medrivende, dansabelt og originalerne værdigt. The Divine Comedy: A Short Album About Love (1997) Kære søster. Dette er ikke et halloween-kostume, men det er næsten ligeså godt. A Short Album About Love er nemlig pompøst og storladent på ydersiden, men lad dig ikke narre af de melodiøse og akkordspækkede kompositioner. Under det glatte lag gemmer Neil Hannon nemlig et ulmende univers af sortsynet lyrik, og med numre som “In Pursuit of Happiness” og “If I Were” er der garanti for, at denne plade ikke vil skuffe dig, hvad angår musikalske, emotionelle rutsjeture.

boeger