Anbefalet

Hvis du trykker en højstemt musikskribent på maven, kommer der gerne ord som "episk" og "langstrakt" ud af munden. Men selv om de ord oftest er en ros, er der nu ikke noget som nøje afmålte numre, hvor alt overflødigt fedt og lir er fjernet. Her er ni af den slags korte knaldperler.

Anbefalet

Slagsmålsnumre

Vi tror selvfølgelig på principperne om ikke-vold, og vi er søde og rare. På æresord. Men nogle gange kan det være rart at få raset sine frustrationer ud til noget musik, der giver lyst til at svinge syngende lussinger til højre og venstre. Her er ni bud på sange, der giver lyst til at slås. (17.10.06)“Hey, du dér! Kom lige herover! Ja, herover. Ska’ du ha’ nogle bank?” Sådan lyder det weekend efter weekend, når halballer, Crazy Daisy-fester og overrislede grundejerforeningsgeneralforsamlinger bliver forvandlet til live-udgaver af Fight Club med blødende tindinger og smadrede tandsæt. Naturligvis er vi pacifister her på redaktionen. Vold er slet ikke noget for os. Det er afskyeligt og usselt, og den stigende voldskriminalitet er udtryk for en ubehagelig forråelse. Vi bryder os ikke om de typer, der tager i byen for at komme op og slås, og vi synes, det er for galt, at folks opdragelse er så dårlig, at de synker så dybt at lade næverne tale i stedet for munden. Men når vi sidder derhjemme og drikker te, mens vi læser bøger, der beskriver Ghandis tankesæt om ikke-vold – ja, så hænder det, at vi kommer til at sætte en plade på, der får al den pæne fernis til at krakelere. Musikken råber noget an dybt inde i os. Noget ukontrolleret og nærmest dyrisk. Tonerne, klangene, forvrængningen, rytmen, en forreven vokal – et eller andet vækker vores arrigskab og antænder den, så den manifesterer sig i hele kroppen. Aggressionerne fosser rundt i kroppen, og musklerne sitrer. Hvis der kommer nogen ind lige nu, får de et lag tæsk. Hvis vi går ned på gaden nu, bliver den første, den uheldigste pandet ned. ARRRGHH! Vi får naturligvis aldrig gjort noget ved det. Men vi tror, at det er sundt at få raset ud en gang imellem. Hér er de plader, vi hører, når vi har brug for at råbe højt og hamre knytnæverne ind i edderdunsdynerne eller sofapuderne en hel aften for at få renset sindet. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Arre Prefuse 73: “The End of Biters International” (One Word Extinguisher, 2003) I disse Mikkel Kessler-tider må det være god stil at lægge ud med et nummer, der er oplagt at gå i ringen til. Med et bombardement af smældende bækkener, et aggressivt opklippet beat og pågående rap indleder Scott Herren udrensningsalbummet One Word Extinguisher. For ham handlede det om at rense sit kærlighedsliv, men de 77 sekunder kan sagtens inspirere til en nævekamp – ikke mindst takket være teksten »like a baseball bat, I’ll break you down to your knees.« Knifehandchop: “Sun Jammer Is My Favorite Pokemon Trainer” (V/A: Tigerbeat6 Inc., 2001) Der er noget råt, næsten skræmmende over rapperen DMX, når han brøler hæst hen over et hiphopbeat. Når han i stedet bjæffer hen over overgearede jungletrommer, får det knytnæverne til at krible. Til sidst i nummeret, der bygger på et ulovligt sample af DMX-nummeret “œWhat’s My Name”, går der tilmed elastisk gabba-rave i den, og DMX gør det klart, at folk kan vente sig, ved at blive ved med at skrige »come and get it!« – hvis de altså tør nærme sig. Oneida: “Sheets of Easter” (Each One Teach One, 2002) Tilbage til de smældende bækkener – her er der bare tale om noget ganske andet. De udknaldede amerikanere i Oneida leverer et 14 minutter langt nummer, der stort set består af ét guitarriff, én orgelakkord og en vedholdende rytme med bækkenskrald på alle taktslag. Det er som at høre verdens længeste krautrockklimaks, og den mildt sagt hidsige omgang med trommerne får adrenalinen til at pumpe helt afsindigt. Hey, skal vi slås, hva’? Hva’? HVA’? Mikkel Mortensen Foo Fighters: “All My Life” (One by One, 2002) Dave Grohl virker egentlig som en meget fredelig mand, men han må bære på en kraftig indre vrede. Ellers ville han næppe være i stand til at skabe noget så rasende som denne sang. Allerede introens heftige guitarriffs stinker af næseblod, og det bliver bare værre og værre. Helt grumt bliver det i sangens sidste sekunder, hvor Grohl med sine lungers fulde kraft skriger: »Done, done / on to the next one,« hvilket man jo passende kan skrige med på, mens man lader næverne tale. The Von Bondies: “C’mon C’mon” (Pawn Shoppe Heart, 2004) Sangen handler så vidt vides om sanger Jason Stollsteimers ødelagte forhold, men bliver behandlet på en så aggressiv måde, at den må være det perfekte soundtrack til vold. Især på grund af de gentagne “C’mon, c’mon«-omkvæd, der jo kan tolkes som en direkte opfordring til at fortsætte med at uddele slag. (Om det så kan bruges i en ‘den voldelige kraft i “Helter Skelter”/én eller anden Metallica/Rammstein/Slayer-sang fik mig til at gøre det’-undskyldning, vides endnu ikke). Beastie Boys: “Sabotage” (Ill Communication, 1994) Hvis nu volden er rettet mod én, der virkelig har fortjent det, virker “Sabotage” som et godt valg. Teksten er én lang omgang “du har svigtet mig / jeg kan ikke li’ dig«, der passende kan råbes til offeret. Musikalsk set er der rigeligt med punkede guitarer og aggressive attituder til at hjælpe volden på vej. Desuden kan Spike Jonzes video give gode tips til, hvordan man tæver folk (hvis man nu skulle mangle inspiration). Mikkel Stensgaard AFI: “Death of Seasons” (Sing the Sorrow, 2003) Den aggressive blanding af skrigende vokal, collegepunk og hård techno gør, at denne sang egner sig perfekt til fuldstændig uprovokerede og voldsomme angreb. Sangens høje tempo og mange breaks pumper hjertet op i højeste gear, og selvom den polerede punk ofte skinner for meget igennem, kan dette nummer stadig få selv det roligste gemyt til at levere en mavepumper eller to. Sex Pistols: “Anarchy in the UK” (Never Mind the Bollocks, 1977) Frustrationen over arbejdsløshed, grå hverdag og no future lyser gennem Johnny Rottens flabede vokal. Kongerne af klassisk punk opildner på dette ultimativt lofi- skramlede nummer til oprør og sår idéer om at skabe bedre tider ved hjælp af rå vold og gåpåmod. Dansen pogo, som går ud på at sparke og slå vildt om sig, er opstået i denne periode. Og derfor må denne punkperle være det perfekte soundtrack til nogle minutter i knytnævernes tegn. Nine Inch Nails: “March of the Pigs” (Downward Spiral, 1994) Med en frontmand så sort, at Johnny Cash kommer til at ligne en børnehavepædagog, er Nine Inch Nails det perfekte bud på leverandører af en voldssang. Trent Reznor skriger sig gennem larm og trommer, som om livet var på spil, hvilket hænger godt sammen med sangens titel. Massemorderen Charles Manson og hans sekt skrev “Pigs” med blod på væggene i deres ofres hjem. Så både symbolsk og musikalsk er “March of the Pigs” den direkte vej til uhæmmet vold.

Anbefalet

Dekadente plader

Der er nogle, der siger, at man ikke skal tro, at man er noget. Men her hos Undertoner kan vi faktisk lide spradebasserne, og derfor anbefaler vi her ni ustyrligt selvsikre plader, der er spækket med store ambitioner og glødende visioner. (28.09.06)Det er ikke, fordi der er noget i vejen med ensomme troubadourer iført akustisk guitar og skrøbelig stemmeføring. Slet ikke. Men nogle gange er det bare lidt festligere med kunstnere, der tør male med den allerbredeste pensel, uanset hvad omverdenen måtte synes. Overambitiøse musikere, der vil gøre alt for at realisere deres glødende visioner. Prætentiøse entertainere, som uden skam i livet jonglerer med de største klichéer uden at tabe det hele på gulvet. Genrenedbrydende originaler, der respektløst udfordrer musikalsk vantænkning af enhver art. Kort sagt: musikere, der konsekvent og uden tøven presser citronen så hårdt som overhovedet muligt. For hvem stort er godt og intet umuligt, så længe strygerne spiller, og håret sidder, som det skal. Undertoner hylder denne måned de allermest spraglede spradebasser og deres dekadente værker, uden hvilke verden havde været et temmelig kedeligt sted at være. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Rasmus Junge Bryan Ferry: These Foolish Things (1973) Allerede på sin solodebut fyrer Bryan Ferry op for de dekandente manerer. I rollen som skabet glam-crooner gøgler han sig igennem 13 covernumre af koryfæer som Beatles, Stones og Dylan. Uden skyggen af respekt for originalerne. Det er løssluppent, overgearet og hele vejen igennem med Ferrys selviscenesættende persona i centrum. En ung bohemes narcissistiske første skud med bøssen. Og en musikalsk fest på business class fuld af blær, lir, fis og flirt. The Beach Boys: Smiley Smile (1967) Hvor The Beach Boys’ mesterlige Pet Sounds fra 1966 er stramt orkestrerede minisymfonier, er efterfølgeren Smiley Smile helt modsat: frit flydende, kreative indfald, kun delvis med mål og mening; fra en sang bygget op omkring rytmisk grøntsagstyggeri til evigt grønne “Good Vibrations”. Brian Wilsons krøllede pophjerne helt ude på overdrevet, godt lakket til med syre og hash. Fra glimtende gudestunder til vanvittige vildskud. Don’t do drugs, kids! Outkast: Aquemini (1998) På deres tredje fuldlængde fusionerer de siden så berømte rappere Dré og Big Boi uden hæmninger fuldfed funk, dryppende dub og hårdtpumpet hip hop med labre melodi-lækkerier og smældende hooks, så hverken trusse eller træningsdragt efterlades tør. Et på én gang hyperambitiøst og umiddelbart imødekommende værk skabt af to 23-årige afroamerikanere i besiddelse af genresprængende idéer, hormonelt betinget selvsikkerhed og et aldrig svigtende hitøre. Lars Simonsen Björk: Medúlla (2004) Når nu Björk i forvejen havde ry for at være en smule dekadent og prætentiøs, kunne det næsten ikke undgås, at en del opfattede Medúlla som for meget af det gode. Men på grund af Björks nærmest overjordiske talent slipper hun forrygende godt fra det ambitiøse projekt, det er at skrue et album sammen, der stort set udelukkende består af variationer over hendes egen og andres sangstemmer. Resultatet er både smukt, originalt og vidunderligt sært. Kings of Leon: Youth & Young Manhood (2003) Det, der først og fremmest springer i ørene, når man lytter til Kings of Leons fremragende debutplade, er forsanger og guitarist Caleb Followills måde at synge på. Hans helt igennem flabede, vrængende – ja, til tider skabede og næsten krukkede sangstil er en fryd for øret og også hovedårsagen til, at pladen er med på denne liste. Hans særegne stemme fremstår prætentiøs og dekadent sammen med den herligt uimponerede bluesrock. Rufus Wainwright: Want One (2003) Alene iscenesættelsen som ridder på coveret signalerer en vis prætentiøs tendens. Wainwrights på det nærmeste medfødte dekadente udstråling går hånd i hånd med oppustede og teatralske numre på denne særegne plade. Såvel pompøse korarrangementer, blæsere, strygere, cabaret-inspiration, folk, singer-songwriter og luftig pop blandes, og slutproduktet er originalt og overdådigt. Og så understreges det prætentiøse i øvrigt herligt med ordene: “This record is dedicated to me.” Erik Bendix Beck: Midnite Vultures (1999) Den helt rette cd til tilværelsens svulstigste øjeblikke. Beck Hansens spraglede konceptuelle epos kredser om nattelivets intellektuelt udfordrede, læderklædte skarer. Tag dog ikke fejl af den gennemgående kritiske tone på Vultures. Musikken ryger fluks ned i de fødedygtige hofter . Klassiske numre som “Sexx Laws”, “Get Real Paid” og det falset-inficerede “Debra” fusionerer på smukkeste vis det samfundskritiske med dansegulvet. Peaches: The Teaches of Peaches (2000) Electroclash-institutionen Peaches er måske ikke den allermest prætentiøse person på den internationale musikscene. Til gengæld er hun et godt bud på at være en ukronet dronning blandt avantgardens mest udfordrende damer (i flere af udtrykkets betydninger). Hendes debutplade The Teaches of Peaches blander electroclash med tekster, der ikke lægger fingre imellem. Emnet er den kvindelige seksualitet, hvor det denne gang er mændenes tur til at blive behandlet som objekter. Hot Chip: Coming On Strong (2004) London-baserede Hot Chips lyd er bestemt ikke britisk, men ærkeamerikansk. Når man lytter til briternes debutplade, dukker mentale billeder af Miami Vice inklusiv speedbåde og letpåklædte kvinder uvilkårligt op på nethinden. Stilen er ofte lettere humoristisk, hvilket blot gør musikken endnu mere charmerende. Forvent fremragende 80’er-inspireret genresammenstød med masser af keyboard. Der er ikke noget at sige til, at Hot Chip har taget deres hjemland med storm.

Vi har vel alle klare holdninger til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvad skal der til, når den sidste øl skal tømmes? Tre Undertoner-skribenter kigger ud gennem rusens tåge og giver et bud. (23.08.06)Kan du huske det øjeblik, hvor festen peakede fuldstændigt? Oftest husker du måske nærmere soundtracket til det øjeblik? Måske bragede Iggy & the Stooges’ Raw Power ud af højttalerne. Måske var dansegulvet pakket, mens svedig 60’er-soul eller naiv 80’er-synthpop satte vrid i kroppen. Måske var musikken en helt anden. Vi har alle vores holdning til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvor den sidste øl skal tømmes, de sidste ord skal fremstammes, og den sidste smøg skal ryges? Måske er du selv vært og vil meget gerne gelejde de sidste fuldebøtter ud. Hvilken musik skal der til? Tre Undertoner-skribenter giver hver deres bud på tre velvirkende plader til at afslutte en fest. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jeppe Kristensen V/A: Lost in Translation – Original Soundtrack (2003) Pladen, der magter det hele. Psykosen, festen, melankolien og ikke mindst lyden af coolness, der følger én helt ud i taxaen og hjem til den sidste smøg. Det relativt elektroniske sammensurium passer både til før, under og efter festen – og er så sandelig et gedigent punktum sidst på natten, hvor især Kevin Shields’ kompositioner trænger gennem selv de mest alkoholiserede øregange. Et virkelig stemningsfyldt soundtrack, der sagtens kan stå alene uden de levende billeder. U2: Zooropa (1993) Skal man for alvor tørre sine pinligheder af på nogen, kan man sagtens dyrke lidt fællessang i selskab med U2’s lidt oversete Zooropa. “Lemon” og “Stay (Faraway, So Close)” kan fint gå på karaoke-anlægget, og så får man lige Johnny Cashs gæstevokal i “The Wanderer” at gå hjem på. Zooropa den lige præcis har den kant, der skal til, når man trænger til noget, der kan danse kinddans med den sidste bajer. Tom Waits: Closing Time (1973) En fremragende plade, der kan lukke og slukke som ingen andre. Tom Waits har det hele, og man føler sig i godt selskab. Et must til de aftener, hvor man ikke har mere i benene, men stadig har en time eller to tilbage i hovedet, og halsen siger god for en sjus mere. Som en lille bonus bærer pladen sangen til de forelskede eller dem, der tror, de skal være det. “I Hope That I Don’t Fall in Love with You” er giftig på et dansegulv – en lidenskabsmagnet, der får hormonerne i sving. Anders Hjortkær Christensen Can: Ege Bamyasi (1972) Krautrock er vejen frem. Ifølge multikunstneren Julian Cope indeholder Ege Bamyasi den tvivlsomme kvalitet, at den kan affolke værelser. Can behøver dog ikke at fungere som skræmmemiddel. De byder tværtimod på de helt rette kvaliteter til nattens sene timer. Ege Bamyasi indeholder repetitive grooves med jazzede og funky elementer, der på tilbagelænet måde maner alle til ro. Skal festen brydes stille og roligt op, er dette vejen at gå. Lou Reed: Metal Machine Music (1975) “Anyone who gets to side 4 is dumber than I am,” har Lou Reed udtalt omkring sit utilnærmelige støjværk MMM, som består af guitar-feedback afspillet i forskellige tempi. Pladen er blevet sammenlignet med et tandlægebesøg og kaldt en forløber for noise-genren. Under alle omstændigheder er MMM det rette middel til sadistisk uddrivelse af gæster, hvis det skal gå stærkt. Skulle det mislykkes, kan du om ikke andet skælde dem ud for mangel på musiksmag. Nick Drake: Pink Moon (1972) Jeg har oplevet at være til en fest, hvor Pink Moon blev sat på. Og sjældent har jeg oplevet et himmelhøjt humør styrtdykke så hastigt. Pink Moon er en fantastisk plade, men der er bare stunder, hvor den ikke skal høres. Hvem ved sine fulde fem finder på sådan en ugerning? Man kan være uheldig at være i lokale med en trist sjæl, som har behov for at høre trist musik. Kuren? Jamen, på med AC/DC’s “Touch Too Much”, så kan sårene slikkes, og vi er kørende igen! Theis Ørntoft Kim Larsen: Forklædt som voksen (1986) Kim Larsen er ikke vor tids store melankoliker, men dele af Forklædt som voksen passer lige ind i døgnets mindste timer. Blandt højdepunkterne er titelnummeret og det lille intermezzo “Sammen og hver for sig”, som med ordene “klokken er slagen fem / nu går de sidste hjem / sammen og hver for sig / jeg ville ønske, De skulle med mig” kickstarter “Fru Sauterne”, der får dig til at rejse dig og med et enkelt blik byde hende, du har kigget på hele natten, op til dans. Hende i den blå kjole. Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975) Jeg kan af gode grunde ikke huske, hvor ofte jeg har stået på et skrivebord og råbt linjerne “But all the while I was alone / the past was close behind / I’ve seen a lot of women / but she never escaped my mind” til tonerne af åbneren “Tangled Up in Blue” fra denne Dylan-klassiker. Pladen er god til at irritere folk, der, selv om festen er ved at slutte, nu igen har sat The Cure på anlægget, men den er også et fint incitament til at synke dybt ned i en lænestol og ryge cigaretter, indtil lungerne ikke vil mere. My Bloody Valentine: Ecstacy and Wine (1989) Når denne plade sættes på, er der ikke rigtigt noget valg. Man stiller sig på gulvet med skoene vendt ind imod hinanden og stirrer på dem, indtil pladen er færdig. På det tidspunkt er man enten væltet, eller også er man blæst så langt væk af støjkaskaderne, at man ikke rigtig kan komme tilbage igen. På vejen har man til gengæld hørt en af støjrockernes fineste popsange “Never Say Goodbye”. Når behovet for at resignere til nattens dekadence kommer snigende, er denne EP den rette.

Det er de færreste af os, der kan huske det helt store fra vores fødselsår, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at der ingenting skete på den store musikalske scene. Undertoner har set tilbage på anbefalelsesværdige udgivelser, der ramte butikkerne, samtidig med at vi dumpede ned i barselssengen. (28.07.06)Der er naturligvis en række uomgængelige årstal i musikhistorien, der markerer en kreativ guldalder, hvor mesterværker fossede ud, og musikelskere verdenen over måtte overanstrenge ørerne for at (undskyld Finn Nørbygaard-ismen) være med på noderne. Ja, når man kommer til at tænke over det, har langt, langt de fleste år faktisk budt på mesterværker af den ene eller anden art. Og det er urimeligt svært bare sådan at skulle vælge, hvilke år man skal beskæftige sig med, så denne gang er narcissisme-kortet blevet spillet. I denne måneds udgave af Undertoner anbefaler har vi nemlig vendt blikket mod vores egne respektive fødselsår og forsøgt at udvælge det bedste af vores musikalske jævnaldrende. Så er her en række bud på værker, der stadigvæk holder sig aldeles glimrende, samt en aldersmæssig indrømmelse fra os til jer. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mads Jensen The Slits: Cut (1979) The Slits bevægede sig hastigt væk fra punken med Cut. Reggae fylder næsten mere end punk. Det er en spændende blanding, som overraskende nok virker meget overbevisende. På Cut lyder det, som om de har fundet deres eget udtryk. Den lyse, dansende vokal siger post-punk, men melodien siger Jamaica. Nu hvor sommeren har indfundet sig, kommer Cut virkelig til sin ret, og den lyder ingenlunde 27 år gammel. Siouxie & the Banshees: Join Hands (1979) Om end Siouxie og kompagnis version af “Oh Mein Papa” lader noget tilbage at ønske, fremstår Join Hands som et af deres bedste albums. Lige fra åbningsnummeret “Poppy Day” bliver man revet med. Energien har aldrig manglet hos Siouxie & the Banshees og bestemt heller ikke her. Her kommer post-punken udover scenekanten og bliver medrivende. Post-punk, der kan bruges som festmusik. Det lyder som en selvmodsigelse, men er på Join Hands et faktum. Joy Division: Unknown Pleasures (1979) Mørket sænker sig over dit sind, i samme øjeblik du sætter pladen på. Man sidder med følelsen af at være faret vildt i en skov, mens tusmørket falder på. Guitaren og bassen virker som det forsvindende dagslys, der snarere skaber synsbedrag mellem træerne frem for at hjælpe dig til at finde tilbage. Ian Curtis’ vokal minder dig om, at det kun bliver mørkere. Man tilgiver hurtigt gruppen (og Ian) deres korte levetid, når de efterlod en sådan arv til eftertiden. Kasper Würtz Kliché: Okay Okay Boys (1982) Et sjældent mesterværk i dansk musikhistorie og egentlig bedre end sin kanoniserede storebror, Supertanker. Lars H.U.G.s David Byrne-fraseringer står perfekt til melodierne, der både er indbydende og udfordrende på samme tid. Den kolde synthesizer og den skæve vokalføring skaber et mesterligt samspil, og sammen med de kyniske, men atomskræmte tekster fuldendes en fascinerende mekanisk humanisme. Okay Okay Boys må ubetinget være den allerbedste danske svanesang. Associates: Sulk (1982) Associates er højspændt dramatik, dystert hysteri og gode melodier, og det kræver lidt tilvænning at begå sig i universet. Men herefter kan Billy Mackenzies overjordiske vokal og multikunstnerens Alan Rankines konstante musikalske opfindsomheder næsten ikke anbefales nok, og Sulk spænder fra himmelsk pop i “18 Carat Love Affair” til det skingre og håbløse mørke i “No” til surreel soul i “Love Hangover”. Her er hele den musikalske madpyramide samlet, og man kan bare tage for sig. Dexys Midnight Runners: Too-Rye-Aye (1982) Selv om 80’er-poppen langt oftere er kendetegnet af fremragende singler frem for helstøbte albums, viste denne klassiker, at de to ting uden problemer kunne kombineres. “Come On Eileen” er stadigvæk uimodståelig med sit fantastiske violinbårne omkvæd, men også resten af albummet fremstår akkurat lige så melodiøst og viser, at der i høj grad var plads til et pop-album iklædt akustiske elementer fra folk og soul, i den ellers synth-fikserede tid. De keltiske soulbrødre er stadigvæk stærkt savnede. Astrid Kirstine Dynesen U2: War (1983) War satte for alvor skub i U2s karriere, og med sideløbende, bastante ytringer fra Bono som “This song is not a rebel song – this song is Sunday Bloody Sunday” og “Fuck the revolution!” var der ikke nogen tvivl om, at U2 bevægede sig i en mere attitudefuld og politisk retning end på de to forgængere. Allerede nævnte klassiker og hitsinglen “New Year’s Day” er og bliver mindeværdige, mens “Like a Song” dog har forplantet sig i min hukommelse som et af 1980’ernes bedste U2-numre. Pink Floyd: The Final Cut (1983) Der er få stemmer, der som Roger Waters’ kan få én til at falde helt ned på den rare måde. Pladen med den paradoksale titel var den tolvte og sidste plade fra Pink Floyd som et samlet band, og numrene er gennemgående dæmpede og rolige, men samtidig gennemsyrede af en konstant og dybfølt intensitet. Anbefalelsesværdige er “The Post War Dream” og “The Gunner’s Dream”, der med deres slagkraftige omkvæd og mellemspil står stærkest på denne epokegørende udgivelse. The Police: Synchronicity (1983) The Police opnåede uden tvivl deres største, kommercielle succes med Synchronicity, der også blev kvartettens sidste album. At vi har fat i en klassiker her, er ikke til at misforstå, for med numre som “Synchronicity II” og “Wrapped Around Your Finger” afløser den ene ørehænger den anden – og så er det selvfølgelig svært ikke at lade sig rive lidt med af skæringer som eksempelvis all-time mega-slageren “Every Breath You Take” eller den mere sofistikerede “King of Pain”.

Om mindre end to uger går det løs på Dyrskuepladsen i Roskilde. Der er masser af bands på plakaten, og det er umuligt at nå at lære samtlige af dem at kende inden da. Så hvilke ni plader opsummerer årets vigtigste Roskilde-navne? Undertoner giver et svar her. (14.06.06)Roskilde Festival kræver helgarderinger. Man skal både huske de uldne sokker og de korte shorts, og støvlerne skal ikke pakkes for langt væk, selv om det er sandalvejr, når man tager af sted. På samme måde kan der være brug for et sindrigt system af prioriteringer og ruteplanlægninger for at nå de rette koncerter i løbet af dagen. En af måderne at lave sine prioriteringer på er at få hørt sine Roskilde-aktuelle plader igennem for derved at lytte sig frem til, hvilke koncerter der er vigtigst at få med i planlægningen. En tilsvarende øvelse har tre af Undertoner-skribenterne kylet sig selv ud. Og her er den spraglede flok af plader, som de valgte. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Daniel Flendt Dreesen Placebo: Black Market Music (2000) Også nu, med teenage-årene bag sig, er det svært ikke at fortabe sig i det angstfyldte og seksuelt frustrerede panorama på Black Market Music. Nok er Brian Molko siden blevet ældre og hans ungdommeligt hjemsøgte ansigtstræk dermed utroværdige, men i 2000 fejlede autenticiteten intet. På det sorte marked mestredes såvel frigørende kaskader af lys støj som den smerteligt tindrende apologi. Sjældent har det gjort så godt at have ondt, så lad os dykke under teenagetårer på ny. Animal Collective: Spirit They’ve Vanished, Spirit They’ve Gone/Danse Manatee (2003) Der var engang, før Geologen, Pandaen, Avey Tare og Deakin fandt ned på den indianske legeplads. Dengang fandtes ikke hæderskroninger i bredere internationale kredse og spilletid på Det Elektriske Darometer, men blot et uendeligt tomrum og en uudtømmelig fantasi. Omkring årtusindskiftet udkom således disse uvurderlige perler, der trods den skrabede produktion demonstrerer alle facetter af Animal Collectives komplekse melodigenialitet, om end i et mere udfordrende og unikt univers. Serena Maneesh: s.t. (2006) Udklædt som rockguder og udklækket som “the indefatigable saviors of rock’n’roll“. Det er svært at yde Serena-Maneesh retfærdighed, for sidste års selvbetitlede debut fortjener alverdens anerkendelse. I albummets underliggende malstrøm flyder alle rockens største dyder, og vi ydmyge tilhørere må endeligt segne under de psykedeliske udvandringer, hensygne i de serafiske vokalharmonier og svælge i det kilometerfede bånd af inciterende rock n’ roll. Et monster er født. Mathias Askholm Tool: Lateralus (2001) Lateralus er en kulsort rejse mod det indre mørke: musik spillet i et sort hul, hvor hakkende guitarriffs og tunge tæsk på trommerne kæmper mod mørket, mens James Maynards skrigende vokal gennemborer mørket med dystre spådomme og desperate skrig på forløsning. Oplevelsen er voldsom og total og drevet frem af fascination af døden, drømmen om det evige liv og den hjerteskærende smerte der følger med kærligheden. Menfolk: Colossus (2005) Også Menfolk er et band, der slår igen. Som et tonstungt fragttog på afveje er Menfolks muskelrock ikke til at stoppe. Melodierne i musikken er blevet banket bagud i lydbilledet og tilbage er et støjende hav af bankende guitarer. Dette er ikke sing-along-musik, dette er ikke radio-venlig pop, det er ikke en gang specielt kløgtigt, men det er fandens effektivt – og mon ikke Menfolk får mudderet på festivalpladsen til ryste? why?: Oaklandazulasylum (2003) Mindre tung, men ikke mindre kompleks er why?. Jonathan Wolf, der er manden bag aliasset, har en baggrund i hiphop-kollektivet Anticon, men dette udspil har mere til fælles med indierock eller aparte folk-musik end med rap. Wolfs lange og psykedeliske fortællinger med et imponerende ordforråd og fantasi spændes ud over et simpelt rockende grundlag. Spændende og indviklet som et spejl i en gåde! Rasmus Bækgaard Thåstrom: Skebokvarnsv. 209 (2005) Et af Sveriges helt store og altid uforudsigelige rockikoner har smidt rockattuttituderne og de forvrængede guitarer (næsten) på porten. Musikalsk befinder vi os i et eftertænksomt melankolsk univers, der ikke er helt ulig Nick Cave, og tekstligt ser Thåström tilbage på de unge punkdage og sender en hyldest til både Sort Sol og den danske hovedstad. Skebokvarnsv. 209 er et fremragende afdæmpet album fra en stor og uforudsigelig kunstner. The Strokes: First Impressions of Earth (2006) Efter en halvkedelig 2’er er The Strokes tilbage for fuld styrke med et (på i hvert fald den første halvdel) vitalt og tændt rockalbum. Julian Casablancas og co. får virkelig energien og den nærmest arrogante stramme stil til at gå op i en højere enhed i flere sange – endda med en guitarist, der i nogle soloer forsøger at lyde som Iron Maiden! En stor overraskelse for mig, for da The Strokes blev offentliggjort til Roskilde, var jeg nærmest ligeglad – nu ser jeg frem til at opleve dem. Happy Mondays: Pills n’ Thrills n’ Bellyaches (1990) Det er stort set ikke blevet omtalt, at et af de sidste 20 års mest stilskabende engelske bands kommer til Roskilde Festival. Happy Mondays var pionerer inden for fusionen af rock og dansemusik, og få bands har fået house og psykedelisk 60’er-inspireret rock til at spille så smukt og levende sammen som på dette mesterværk fra 1990. Med den karismatiske Shaun Ryder i front og danseren Bez på percussion er det både vanvittig og intelligent partymusik.

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.

Anbefalet

Fuglefløjt

Vi anerkender, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. (21.04.06)Julen er hjerternes fest – og så må foråret være fuglenes. Hvis de altså ikke har været på charterferie i Portugal, har de siddet og klapret næb i tre måneder, mens alt, de har fået at spise, er størknet fedt og rådne æbler. Men nu hvor alt er grønt og friskt, pipper de lystigt derudaf. Og hvem ville ikke få lyst til at være lidt glad, når det endelig var slut med at spise fordærvet frugt? Fuglenes sangglæde har inspireret masser af musikere gennem tiden – men hvorfor nøjes med at lade sig inspirere, når fuglefløjtene hænger derude i luften og tigger og beder om at blive optaget og brugt i musikken? Nej, vel? Her hos Undertoner anerkender vi, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Martin Laurberg Kraftwerk: Autobahn (1974) Når man hører Autobahn, er der måske en tendens til, at man holder sig til side 1 med det monumentale 20 minutter lange titelnummer. Men hvis man er ude efter fuglelyde, skal man lytte lidt til side 2, som også er superstærk, selv om den ikke er nær så berømt. Fuglelydene er i afslutningsnummeret “Morgenspaziergang”, som er en mærkelig computeralder/Biedermeyer-kogersang. Resten af side 2 er også fænomenal, især “Kometenmelodie 2”, der er et funky ambientnummer smurt ind i isnende synthesizer. A Hawk and a Hacksaw: s.t. (2004) A Hawk and a Hacksaws debutplade er en outreret blanding af ustemt klaver, percussion, samples (f.eks. af fugle), båthorn og båndloops. Det lyder lidt som en mere udknaldet version af et soundtrack til en Chaplin-film eller en tegnefilm fra 40’erne. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af ikke at fatte noget som helst, når man lytter til pladen, samtidig med at man alligevel ikke kan lade være med at blive helt optaget af den. Det er en virkelig god og meget unik plade. The Diodes: Released (1979) Det her er mest for at have en rockplade med også, så det er måske lidt søgt. Men der er noget fugleagtigt ved de rumklangstilsølede kor på The Diodes’ powerpop-klassiker. Det er svært at afgøre, hvad det er, der gør denne plade så stærk. Bandet spiller ikke specielt energisk. Guitarriffsene er som regel ret corny, og trommespillet er nærmest tamt. Ikke desto mindre er det en mesterlig og meget stemningsfuld plade. Hittet “Tired of Waking Up Tired” er en evergreen. Jan Overgaard Mogensen Colleen: Everyone Alive Wants Answers ( fra Everyone Alive Wants Answers (2004)) “Der er så dejligt ude på landet”¦” Første nummer fra Colleens første cd kunne snildt være indledningsmusikken til det berømte eventyr. Guitaren klimprer, harpen klirrer, og noget, der lyder som en ukulele, danser tåspidsforsigtigt rundt. Den landlige idyl bliver med enkle, sarte pensler malet op. Som baggrund hører vi ikke en snadrende andegård, men et helt voliere af kvidrende fugle, der langsomt flyver længere og længere frem i lydbilledet. Her er sgu dejligt. David Toop: Silver Birds (fra Black Chamber (2003)) En hane galer i loop, en motorcykel kører forbi igen og igen, en diskret summen af mennesker på et marked i Chiang Mai – bare nogle af de få ingredienser i denne manipulerede field recording. Og så denne fuglekvidren! I sig selv varer den et par sekunder, men igennem 2 minutter og 23 sekunder, gentages den så mange gange, at fuglen ender med at blive det perfekte billede på, hvor irriterende redebyggende fugle kan være en søndag morgen kl. 4, og tømmermændene befaler én at sove videre. Monolake: Bicom (fra Cinemascope (2001)) Og som man ligger dér i tømmermandssved og drømmer uhyggelige drømme, kunne Monolakes minimalistiske musik danne soundtrack. Et enkelt beat og spacede lyde med masser af rumklang skaber en særegen stemning, der lugter fælt af dårlige varsler. Fra tid til anden gennemskæres den coole overflade af noget, der lyder som et panikslagent fugletræk på flugt fra den forestående atomvinter. Så der er kun én ting at gøre: Vamos a la playa! Jakob Lisbjerg The Radio Dept.: Lesser Matters (2003) Svenske The Radio Dept. har nok lyttet til en hel del støjrock-plader fra start-90’erne, selv om svenskerne ikke larmer specielt meget. Under alle omstændigheder er sangskrivernes popører skruet rigtigt sammen her på debutalbummet. Fuglene kvidrer med i vejkanten, mens bilerne drøner forbi, i “Against the Tide”. Mens solen langsomt begynder at varme for alvor, trænger melankolien sig på, men håbet lever stadig i de små popperler. 1 Mile North: Minor Shadows (2003) Der er masser af himmel og fri udsigt til horisonten, lige meget i hvilken retning du kigger. Græsplanen er halvvissen, og for at få humøret lidt op begynder du at fløjte. Pludselig svarer en lille fugl dine fløjt, og en guitar træder ind i lydbilledet for at give mere retning til duetten i “In 1983 He Loved to Fly”. Territoriet er minimalistisk postrock som Labradford, hvor simple guitarlinjer er i front, og synthflader skaber stemninger underneden. Perfekt til kaffe og lunt mørke. Birdie: Triple Echo (2001) Indrømmet – der er ikke meget fuglekvidder på dette album, men masser af musik, som lyder som en sensommerdag under åben himmel. Og så er der jo navnet… Birdie placerer sig musikalsk et sted mellem Belle & Sebastian og Saint Etienne, og slægtskabet med sidstnævnte er ganske naturligt, da hovedkræfterne Paul Kelly og Deborah Wykes mødtes, da de spillede som backingband for netop Saint Etienne. Triple Echo er simpel og trist retropop med danse-potentiale.

Er dine følelser blevet sendt til tælling i den mest negative forstand? Stikker det i hjertet at tænke på dengang, alt var godt? Undertoner forstår dig og råder dig til at gøre brug af, at du altid kan finde lidt skadefro trøst i det faktum, at der altid er nogle, der har det værre end dig.

Anbefalet

1-2-3-vinter!

Januarsøndage giver sjældent lyst til ret meget mere end bare at blive liggende i sengen. Dét kender vi godt her på Undertoner, men vi tror på, at søndagene godt kan have gode ting i ærmet. Derfor er her en musikalsk tretrinsguide til at få noget godt ud af dem.

Anbefalet

Morgenplader

Der er vidunderlige morgener og tunge morgener og morgener, som egentlig helst bare skulle være aflyst. Undertoners redaktion har fundet ni af de plader, der gør det værd at komme ud af fjerene, og som rent faktisk kan skubbe én godt i gang med dage, der ellers burde være undgået. (12.10.05)Morgenen er en ren befrielse, for forude venter en dag, som har alle muligheder for at blive fremragende. Eller også er morgenen en plage – en slags nødvendigt onde, som bare skal ud af verden på en så smertefri måde som muligt.Morgener er lyse og friske og beder én om at cykle på arbejde i stedet for at tage bussen, men nogle gange er de også så blytunge, at der skal et mere end almindeligt spændende dagsprogram til for at engagere én til at bruge mindre end to timer på at gøre sig klar til at møde verden.Undertoner har udpeget et morgenhold, der bevæbnet med friskpresset appelsinjuice, havregryn og en morgenavis eller to præsenterer deres bedste bud på, hvilke plader der skal til for at indlede dagen på den allerfineste manér. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Stine Mogensen The Clash: London Calling (1979) Giv dig selv en meningsfuld start på dagen med et skud politisk ladet, gedigen Sydlondon-punkrock fra de gode gamle dage! Denne rockhistoriske milepæl er en evigt ung opvisning i smittende nerve og energi og garanterer gang i blodomløbet, også i hjernen. Pladen spænder vidt, fra det rå til det rørende. Skrål med på det vrede titelnummer, mens du læser avis, eller tag en svingom med din pulverkaffe til de funkede toner af Train in Vain. Primal Scream: Screamadelica (1991) Den perfekte symbiose af indie-rock og alternativ dance og den ultimative hyldest til livet som festabe. Med klaver og gospelkor indleder den forførende Movin’ on up et syre-symfonisk album, der byder på lige dele iørefaldende riffs, kølig ambient og dejligt syntetiske trommerytmer. Screamadelica er morgenpladen for dem, der aldrig kom i seng – en plade, som giver en brusende fornemmelse i maven og en smilende start på dagen. Håkan Hellström: Det är så jag säger det (2002) Hvis der skal fart på lige fra den årle morgenstund: Håkan Hellströms andet album er rendyrket powerpop og et frydefuldt inferno af sambatrommer, ride-bækkener, blæsersektioner og skarpe Smiths-inspirerede guitarfigurer. Hellströms skingre vokal belægger dette sammensurium med en hvinende sød fernis og giver et uimodståeligt naivt helhedsindtryk. Numre som Kom igen, Lena er lyden af sommer på plade og de rene vitaminer på en træt novembermorgen. Rose Feldfoss Rossum Oscar Danielson: Schysst och populär (1996) En talentbegavet og veluddannet guitarist med hestehale og al den tid, der er i hele verden, sætter sig ved din seng. Dygtigt akkompagneret synger han om at være et menneske med fejl og om sin stakkels kat, der nok hellere ville smadres mod asfalten fra 5. etage end at leve i hans stillestående selskab. Her sker der ikke meget, men Danielsons stockholmske strøtanker er så fine, at hans overskud ikke undgår at smitte. Verdens mindst stressede mand hedder Oscar Danielson. Bo Kaspers Orkester: Söndag i sängen(1993) Bigband, blæsere, svensk sprog og trippende fødder. Musikken, der smiler til dig fra morgenstunden, serverer scones på en hverdag, går med hat, og hvisker som med et glimt i øjet og en slet skjult svensk accent “Shall we dance?” Dette charmerende jazzede album gør – på Singing in the rain-manér – hver mandag morgen til en fest og hver onsdag til en… Som Bo Kasper selv synger det: “Jeg ved, at det burde være onsdag i dag, men det er søndag i sengen hos mig.” The Streets: A Grand Don’t Come for Free(2004) Mælken var for gammel, cyklen stjålet… Lidt skævt ud ad sengen? Her er din mand. Sådan har han det også. Hiphop fra den alternative skuffe, delt i stykker og sat “forkert” sammen. Knasende genialt. Blottet for ho’s og bling-bling. For uden hittet Fit But You Know It er albummet fyldt med numre, der passer perfekt til en hverdagsmorgen, slentren ned af gaden, almindeligt storbyliv, almindelige problemer. En helt ualmindelig kunstner – og britisk accent. Astrid Kirstine Dynesen Feist: Let It Die (2004) På trods af den depressive titel er dette en plade, der bliver helt magisk i det øjeblik, man tørrer morgenrim af cykelsadlen med sit ærme en kølig efterårs- eller vintermorgen. De 11 numre er både blide og afslappende – men stadig lige præcis så energiske, at man vækkes. Leslie Feists charmerende stemme kryber helt ind under sovemærkerne, og især er det fortryllende at gnide øjne i takt med det country-inspirerede og kække indiepop-nummer Mushaboom. Rufus Wainwright: Want Two (2005) Rufus Wainwrights nyeste udspil er nok den plade i min reol, der kan sniges ind i flest forskellige sammenhænge. Dog er den især god helt tidligt, når vækkeuret har ringet, og dagens første kop kaffe skal indtages. I et intenst nummer som Memphis Skyline sætter kombinationen af den højtrystede, opera-vokal og de smukke klavertoner sig hårdt fast og bliver hurtigt en uundværlig morgenrutine, der på farlig vis frister én til at blive inden døre. Belle & Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996) Belle & Sebastian får jeg vist generelt aldrig nok af, men lige præcis denne plade har en helt speciel, humørvækkende effekt, der egner sig helt forbløffende til cykelstien om morgnen i alt slags vejr, al slags stress og al slags trafik. Med de melodiske, kække og nogle gange sørgelige melodier og ironiske tekster, som eksempelvis i nummeret Get Me Away From Here, I’m Dying, får man lov at forblive – bare lidt længere – i sin helt egen drømmeverden.

Anbefalet

Løvfaldsplader

Det er på tide igen at indlemme ord som ‘fleecetrøje’ og ‘hyldebærsuppe’ i ordforrådet. Træernes blade vover sig ud i prangende farveeksplosioner og dratter kort efter ned. Og tager sommerens letsind med sig i faldet. Undertoner udpeger en stak plader, som godt ved, hvor tungt løvfaldet kan føles.De gyldne solnedgange kommer tidligere og tidligere, og kulden begynder at bide i fingrene, når man cykler om morgenen. Temperaturfaldet sætter også snart sine sylespidse tænder i træerne, der sitrende lader sig afpresse til at smide de visne blade. Og mens det ravfarvede løv svæver ned mod skovbunden, tager det endegyldigt sommeren og dens ubekymrethed med sig i faldet. Nu er det alvor. Der er lang tid til de næste dage med godt og lunt vejr. Undertoners redaktion har taget konsekvensen af, at terrassen er belejret af bidske vindstød de næste mange måneder, og har sat sig godt til rette med god løvfaldsmusik i ørerne. Cæcilie Jessen The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra-la-la Band: Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward (2001) I høretelefoner er måden, hvorpå lyden skifter side i pladens første skæring, som lyden af et blad, der vugger gennem luften. Følelsen af en genert, blegnet eftermiddagssol er blevet indkapslet i klavertoner, mens dommedagsprofetierne hagler ned over lytteren og skaber et gråsind, der ved, at tiderne bliver mørkere. The Mountain Goats – The Sunset Tree (2005) Mountain Goats har med lige dele sortsynet ironi og hidsig bevægelseslyst skabt en plade, alle bør køre i tog til, mens det rusker udenfor. De første skæringer fanger øret med tekstbidder som “I write down good reasons to freeze to death“, og herefter følger en jævn, folk-rocket masse, før alle bladene til sidst er faldet og der kun er guitar og vokal tilbage. The One Ensemble of Daniel Padden: The Owl of Fives (2003) Daniel Padden kan fylde et stort hus med smuk musik, når det er oktober, og det er bælgmørkt, og det er tid til at skrælle kæmpekartofler. Udspekulerede strenge og blæsere og korsangere danser og svæver af sted og fylder hvert et hjørne med lige dele mystik og nydelse-med-øjnene-lukkede. Daniel Flendt Dreesen Encre: Flux (2004) Franskmanden Yann Tambour har bedrevet et mesterstykke indenfor moderne kammermusik. Som hos tyske Kammerflimmer Kollektief sammensmeltes myriader af organiske melodier med diskret elektronik alt imens der hviskes dragende på modersmålet. Flux skaber en stærk foruroligende stemning, perfekt afstemt til efterårsvindenes natlige susen. Arab Strap: The Red Thread (2001) Aidan Moffat puster omtrent bladene af træerne med sin snøvlende pub-snak, som dog forbliver hjerteskærende og aldrig utroværdig. Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt Moffat har fundet den røde tråd, er The Red Thread utvivlsomt de skotske skyggevogteres smukkeste album til dato. En ren og urolig melankoli; et soundtrack til kolde skovbrande. David Sylvian: Secrets of the Beehive (1987) Sylvian intonerer sit tidløse mesterværk med linien “September is here again” og sætter dermed tonen til forandring i forfaldets farver. Hans årelange kompagnon Ryuchi Sakamotos eventyrlige og intime arrangementer går i symbiose med Sylvians uforlignelige vokal, og der væves tusmørkemusik forankret i naturens kredsløb og sindets hemmelighedsfulde vandringer. Jeppe Kristensen Sunhouse: Crazy on the Weekend (1998) Crazy on the Weekend er en af de plader, der har gemt sig under løvet. Ikke desto mindre er det en fantastisk samling sange, der emmer af melankoli, tab og kærlighed, fantastisk spundet sammen af Gavin Clarkes single malt-stemme. Det er ikke en plade, der giver varme i kinderne, men til gengæld minder den én om, at man kun lever én gang. Man kan kun begræde, at det blev det eneste, man skulle høre fra kvartetten. Hederos/Hellberg: Together in the Darkness (2001) Strømforbruget på denne plade er minimalt. Der er dømt lavmælt og stemningsfyldt svensk melankoli, som kun de formår. Pladen er en kombination af egne sange og covernumre fra blandt andre Neil Young. Der er Martin Hederos’ eminente tangentbehandling og nærværende vokal fra Mattias Hellberg, som løfter melodierne op til en kirke-agtig stemning, hvor man overlader sig til de store tanker. Det er et både originalt og mørkt soundtrack til efterårsferien. James Yorkston and the Athletes: Moving Up Country (2002) Det følsomme og enkle står lysende klart. Det er en fryd at gå på opdagelse i James Yorkstons akustiske folk-rock univers. Jo mere man lytter, jo mere opdager man. Og når man nu nærmest er spærret inde i de mørke måneder, bliver man rigt belønnet ved at bruge tiden på en opdagelsesrejse ind i James Yorkstons landlige og sørgmodige musikalske rum, der får det til at risle frydefuldt ned af ryggen, samtidig med at de musikalske farver blandes nøjagtig som en skovbund i oktober.

Anbefalet

Regnvejrsplader

Så blev det september, og vinden har fået mere kulde og bid. Pigernes ærmeløse toppe forvandler sig snart til regnjakker, og gummistøvlerne får inden længe kronede dage. Jeps, det trækker op derude i horisonten. Der er umiskendelige tegn, der tyder på, at det bliver regnvejr. Rigtig meget regnvejr.

Anbefalet

Natplader

Der er noget helt specielt ved at høre musik om natten. Melankolien og det intime har de perfekte kulisser i mørket, men trods nattens ensartede farver er der i dette tidsrum både plads til det storladne og det minimalistiske. Undertoner giver her sit bud på musikalsk selskab i døgnets sidste timer.