Anbefalet

Anbefalet

Plader vi burde være vokset fra

De fleste har sikkert en række plader, som de er vokset fra. F.eks. vidner mængden af Boney M-plader i antikvariaterne tikronerskasser om, at tysk disco for manges vedkommende er et lykkelig overstået kapitel. Men der er imidlertid plader, som man på trods af almindelig fornuft insisterer på at holde fast i. Vi giver en flok eksempler.(22.03.07)Visse plader er så uddaterede, at det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle få en revival. Folk, der så MTV eller hørte radio i 90’erne, behøver bare at tænke på Ugly Kid Joe, Spin Doctors eller Rednex. Trend- og hitlistegudernes veje er ofte uransagelige. Men der er også en underlige mellemkategori: Plader, som tydeligvis hænger uløseligt fast i en bestemt kontekst, men som alligevel har en sær dragende effekt. Med andre ord: plader, som man burde være vokset fra, men som alligevel er for gode til, at man kan få sig til at glemme dem. Vi anbefaler her en håndfuld. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Mortensen Smashing Pumpkins: Melon Collie & the Infinite Sadness (1995) Billy Corgan – en mand der lyder, som om han for evigt er fanget i et pubertært helvede – byder her på et overflødighedshorn af teenageangst. Dobbeltalbummet er varieret nok til at fungere som soundtrack til de fleste følelsesudsving, en teenager kan komme ud for. På trods af at albummet er alt for langt, så er Corgan dog en glimrende sangskriver, der på trods af sin hang til selvmedlidenhed og lidt for meget pompøsitet sagtens ved, hvordan man skruer gode sange sammen. Coldplay: Parachutes (2000) Bandet var knap nok selv ude af teenageårene, da de lavede dette album fyldt med sørgmodige ballader om knuste hjerter og andre teenageproblemer. Nogle vil nok kalde det “tuderock”, hvilket så vidt vides er en genre, der appellerer mest til følsomme teenagere. Men Chris Martin er altså en fremragende sanger, og bandet er bestemt ikke uefne, når det gælder om at skrive sange, der går direkte i hjertekulen. Et album for følsomme personer af alle aldersgrupper. Fiona Apple: When the Pawn (1999) Den purunge, amerikanske singer/songwriter fulgte op på sit millionsælgende debutalbum med endnu en samling pianodrevne popsange om kærlighedens bedrageriske væsen og andre angstfyldte temaer. Fiona Apple viste sig dog – chokerende nok – at være en fantastisk sangskriver, der mestrer den svære kunst at skrive lettilgængelige, men også langtidsholdbare sange. Og så viste Jon Brion sig at være den helt rigtige producer, når det gjaldt om at få kanterne frem i materialet. Martin Laurberg José Feliciano: Feliciano! (1968) Spørgsmålet er, om det nogen sinde har været rimeligt at kunne lide denne plade … Feliciano toppede i sin tid de mere Giro 413-agtige hitlister med latinagtige easy listening-udgaver af hits som “Light My Fire” og “California Dreaming”. Det er lummert … men alligevel tillokkende! F.eks. kan Feliciano finde på at sætte trumf på ved pludselig at slå over i indfølt spansk. Og desuden er det sjovt, som han hele tiden ødelægger den afslappede stemning med sine evindelige pralerier på den spanske guitar. Soul Asylum: Hang Time (1988) Efter manges mening er Soul Asylums 90’er-hit “Runaway Train” så forfærdeligt, at selve bandnavnet vækker afsky. Men faktisk er deres dårlige rygte helt urimeligt. Det er Hang Time et godt eksempel på. Ja, jeg forsvarer dem helt klart af nostalgiske årsager. Men uanset hvad er dette ægte arbejderrock fra bundhæderlige mennesker iført skovmandsskjorter og med bagagerummet fuld af dåseøl. Og så lyder det en gang imellem lidt som verdens bedste band – The Replacements. Porno for Pyros: s.t. (1993) Da Jane’s Addiction-frontmanden Perry Farrell dannede Porno for Pyros, syntes jeg, at det var fedt nok, at Farrell sang så meget om sit sexliv (“Orgasm”, “Black Girlfriend” etc.). Det synes jeg sådan set stadig. Til gengæld er der elementer af hård 90’er-funkrock på pladen, som i dag burde være helt uacceptable at lytte til. Alligevel er det en rigtig god plade. Farrell synger bedre end nogen sinde, og det hele har et psykedelisk præg, som man måske godt kan savne lidt hos Jane’s Addiction. Søren Jakobsen Rage Against the Machine: s.t. (1992) Genren rapmetal begyndte og endte med Rage Against the Machine – og måske allerede med deres debut. At de kunne proppe så meget frådende raseri mod kapitalen og amerikansk udenrigspolitik ind på én plade, er i sig selv bemærkelsesværdigt. At de samtidig satte en ny standard for, hvad man kunne få ud af den stagnerende hiphop-genre, ’bare’ ved at fusionere den med lige dele Led Zeppelin, Afrika Bambataa og et eget særpræg, gjorde pladen til en håndgranat til enhver privatfest. Oasis: Definitely Maybe (1994) Man kan ikke bare hade de allestedsnærværende Gallagher-brødre – det bør man. Jeg hader dem for at minde mig om, hvor nødvendig musik de lavede, da det var allermest tiltrængt. Det gør de sådan set hver gang, de udgiver en ny skive fyldt med muggent opvaskevand i skikkelse af noget, de kalder “rock”. Men i 1994 havde de så stor en overflod af attitude, perfekte guitarchops og sejrssikkerhed, at d’herrer stadig kan tillade sig at kalde nye, engelske bands nogle prætentiøse wankers. Prodigy: The Fat of the Land (1997) Mindet om The Fat of the Land er beklageligvis sølet til i smagen af Pisang Ambong-bræk og øretæver. Men det gør ikke så meget, når numre som “Climbatize”, “Breathe” og den uomgængelige “Firestarter” ikke lyder en pind ringere i dag end for 10 år siden. At Liam Howlett, i lighed med Oasis, ikke har sat en fod rigtigt siden, gør pladen til en djævelsk bastung og monolitisk gravskrift for den engelske techno/ravekultur. En øredøvende dagbog fra en bierfest i helvede.

Anbefalet

Rejseplader

Måske er at rejse at leve. Måske er at rejse blot et spørgsmål om at komme fra A til B. Under alle omstændigheder er der bare nogle plader, der står rigtig godt til rejsens ædle kunst. Vi har samlet et par håndfulde. (18.02.07)Om dét at rejse virkelig er at leve kan diskuteres. Men det er i al fald fair at hævde, at en rejse bliver mere levende, hvis den akkompagneres af god musik i øregangene. Køreturen, sejladsen, cykelturen, ride- eller gåturen bliver en smule mere tiltalende, overkommelig eller cool, hvis man har et personligt soundtrack med på vejen. I visse tilfælde kan en passende plades beat endda synes at gå op i en højere enhed med vores egen eller transportmidlets rytme og skabe en næsten overjordisk synergi. Hvem har ikke prøvet at komme til at køre lidt for stærkt i bilen fordi musikken syntes at fordre det? Eller simpelthen ikke at få stoppet for rødt på cyklen, fordi musikken lige spillede så godt i høretelefonerne? Vi har samlet nogle af vores yndlings-rejseplader hér. De er ment som inspiration og måske lidt som advarsel, men ikke mindst er de en hyldest til den musik that gets us going. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Theis Ørntoft Cykelpladen – Jim O’Rourke: Eureka (1999) Det er bare godt at træde ud af opgangen om morgenen, låse cyklen op og sætte af sted i netop det øjeblik, hvor “Women of the World” kulminerer med klokkespil, strygere og Jim O’Rourkes rimelig sarkastiske tilgang til det hele. Pladen er på godt og ondt en foranderlig størrelse med blandt andet en flere minutter lang solo på rytmeæg, lige indtil den pludselig kammer over i overdådig kammerjazz med pigekor og trompeter. En meget realistisk måde at møde dagen på. Togpladen – múm: Yesterday Was Dramatic, Today Is Okay (2000) Med albummets to centerkompositioner “Asleep on a Train” og “Awake on a Train” er dette et oplagt valg at konvertere ind i iPod’ens lille hvide hjerne, hvis du vel at mærke skal tilbagelægge afstande, der er større end dem, som den daglige pendlen mellem Herning og Randers byder på. Om rejsen så går gennem Østeuropas spøgelsesagtige fabrikslandskab eller bugter sig ind i Sveriges mosbegroede granittunneller, er op til dig. múm garanterer et sansestimulerende lydspor. Sejlepladen – Anja Garbarek: Smiling and Waving (2001> Anja Garbarek, datter af den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek, har udgivet tre meget feminine album, hvoraf Smiling and Waving absolut er det fineste. Hun opfinder ikke den dybe tallerken, men sange som “And Then” eksponerer ret præcist et stiliseret billede af en lyshåret kvinde i trenchcoat, der læner sig ud over færgens ræling og vinker farvel til sin elskede på kajen med et bittersødt smil og frostklar ånde. Janne Kristensen Cykelpladen – Low: The Great Destroyer (2005) Den fysiske anstrengelse, der unægtelig hænger sammen med at cykle, kan opvejes eller fejes helt bort af de rigtige musikalske toner i øregangen. Lows The Great Destroyer er en af de plader, der fungerer perfekt som soundtrack til en pedaltur rundt i byen. Åbningsnummeret “Monkey” lægger den tunge, trommebaserede grundtone og derfra fortsætter det dybe melodiøse flow inklusiv venlig vokal med at forsyne benene med ny energi i evindelige mængder. Kørepladen – Apparat Organ Quartet: s.t. (2002) At cruise gennem landskaber med Apparat Organ Quartets forførende og klikkende playmobil-rock på anlægget er et af de mest frugtbare samspil mellem musik og bevægelse, der kan opdrives. Orgelbrus, hamrende trommer og et heftigt beat akkompagnerer enhver rejse godt. Apparat-kvartettens drønende orgelstrøm går dog særlig godt i spænd med et motorkøretøjs summen – ja, alt går op i en sand guddommelig enhed, når man overskrider 110 km/t, mens den mekaniske robotvokal bare skriger til himlen. Sejlepladen – Matt Elliott: Drinking Songs (2005) Selv om denne plade er tilegnet fulde sømænd, synes dens slæbende, labyrintiske electronica at kunne berige enhver sejlende. Lytteren kan blive lettere søsyg, når Elliott til tider looper sine beats som en konfus kaptajn, der navigerer uden kompas. Den svingende sejlrytme dementeres dog igen og igen i de dybe, forhalede sømandsviser, der er maskuline pendanter til Odysseus’ lokkende muser og tvinger lytteren ned i det mørke vand. Kasper Würtz Kørepladen – Steve Earle: Guitar Town (1986) Hvis jeg havde kørekort, ville jeg altid køre med åbent vindue til denne klassiker. Det fantastiske titelnummer er en af de allerbedste og mest rendyrkede countryrocksange, jeg nogen sinde har hørt. Pladen er med sin sikre vekslen mellem ensomme ballader og lårklappende rock et perfekt soundtrack til kapløb mod landevejens vindhekse. Den ufortyndede country kan virke skræmmende, men er man først blevet lukket ind i Earles univers, er det svært at slippe cowboyhatten igen. Cykelpladen – The Exploding Hearts: Guitar Romantic (2003) Jeg kan ikke finde ud af at cykle langsomt. Derfor er den tempofyldte Guitar Romantic god at tyndslide pedalerne til. Det er powerpop af fineste skuffe, hvor perfekt skårne melodier danser tæt med rå og aggressive guitarhyl. De fængende perler står i kø og leveres med punket energi og en storsmittende spilleglæde. Det største problem er at koncentrere sig om trafikken, samtidig med at man synger med på dette mesterværk, der desværre blev amerikanernes eneste udgivelse. Hundeslædepladen – Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place (2003) Der er en utroligt flydende bevægelighed over A Strangely Isolated Place, hvor Schnauss’ fyldige electronica leger tagfat med shoegazerguitarer og forvrængede vokaler. De varme, lyse toner skal nok få hævet temperaturen et godt stykke over frysepunktet, og pladen er som skabt til en glidende tur igennem et papirhvidt landskab, hvor musikkens mange facetter ville fylde det snespækkede lærred med langstrakte og bølgende lydflader som en slags musikalsk nordlys.

Anbefalet

Ønskekoncerter 2007

Her på redaktionen er vi efterhånden kommet sig efter julesul og nytårstømmermænd. Så nu er vi klar til at springe, danse og synge os ind i det nye år – og det skal helst ske til live-koncerter. Vi har både ledt i kalenderen og i vores drømme for at pege på 9 shows, vi mildt sagt godt gider at se. (23.01.07)Undertoners skribenter er efterhånden kommet sig efter julesul og nytårstømmermænd. Nu er vi klar til at springe, danse og synge os ind i det nye år – og det skal helst ske til live-koncerter. For der er virkelig ikke noget som koncerter, hvor et band får lov til at udfolde sig og give publikum det lille ekstra, som er umuligt at få med på en cd. Vi har alle bands, vi drømmer om at opleve live. Nogle af drømmene er mulige inden for overskuelig fremtid, fordi bandet udgiver nyt materiale i år – andre er måske nærmere ønsketænkning. Koncertsæsonen er lige så stille ved at vågne af sin vinterdvale, og et nyt koncertår er startet. Undertoner har samlet nogle koncerter, som vi enten håber på at komme til at opleve i 2007 eller rent faktisk ved, at vi kommer til at opleve – og derfor allerede glæder os til. Du kan løbende holde øje med hvilke af årets koncerter, Undertoner mener, der er værd at tage til, i vores koncertkalender. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Camilla Grausen The Smashing Pumpkins: Machina / The Machines of God (2000) The Smashing Pumpkins er genopstået som en føniks fra asken. I den anledning synes jeg, at det er på sin plads med et genhør med bandets (hidtil) sidste, rigtige album. Machina er generelt undervurderet, da det virkelig gemmer på nogle store øjeblikke, og indeholder både rock-epos og velklingende popnumre. Bandet er i studiet nu og skulle udgive det nye album inden længe, hvorefter de tager på verdensturné. Roskilde-rygterne svirrer; jeg krydser fingre. Rufus Wainwright: Rufus Wainwright (1998) En anden udgivelse, jeg venter med spænding i 2007, er Rufus Wainwrights Release The Stars, der udkommer til maj. Der er endnu ingen forlydender om efterfølgende koncerter, men jeg håber, at Wainwright vil berige os med en koncert på dansk jord igen. Manden og hans band er fremragende live. Indtil da er hans debutalbum et lyt værd. Det er sådan set hans ringeste i sammenligning med senere albums, men stadig en fornøjelse og lyden af et kæmpetalent i svøb. The Broken Beats: In the Ruin for the Perfect (2006) Nu skal det hele jo heller ikke være udenlandsk. Og heller ikke kun rygter og gætterier. The Broken Beats er både danske og sikre på at give koncerter. The Broken Beats’ tredje album er ren pop-energi og fortjener mange lyt. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at se bandet live, men de skulle give interessante koncerter, og der er rig mulighed for at fange bandet mange steder i landet i år. Først som opvarmning for Nephew og derefter på egne ben i foråret. Mathias Askholm Oakley Hall: Gypsum Strings (2006) Gypsum er en lovlig euforiserende plante, som man bliver ubehageligt høj af i usædvanlig lang tid. På Oakley Halls andet 2006-udspil bliver man usædvanligt høj og dét i alt for kort tid.Med et rygte som et af New Yorks bedste live-acts og to stærke albums i bagagen, hvor The Byrds og The Flying Burrito Brothers møder Neu! og Oneida, er der ingen tvivl: Oakley Hall skal opleves live i 2007! The Planet The: Psychical Angel (2003) Polka og 2-step, løssluppen dansemusik og stram punk, synth-distortion og ekstatiske vokaler. Bandet med det stenede navn har siden 2003 udgivet flere albums, men ingen af dem når helt op på debutens højder, når det gælder dansetrang, løssluppenhed og idérigdom. Dette er ikke musik til en stille aften foran kaminen. Det er derimod soundtracket til dette årtusinde, så kom ud og dans. The Arcade Fire: Funeral (2004) “¦ og så var der jo alle os, der ikke fik billet til forårets koncert på dansk jord. Med en fantastisk debut brændte The Arcade Fire sig en plads i manges hjerte. Med sange om kærlighed, død, venskab og virkelig gode melodier blev dette album et af 2004’s bedste. Med magiske sange og et nyt album på vej kan intet forhindre et fyldt Vega i at få en oplevelse af de store. Mads Jensen Sonic Youth: Dirty (1992) Sonic Youth må snart komme til Danmark igen. Da de legendariske albums Sister, Daydream Nation, Goo og Dirty udkom, syntes jeg stadig, at Kim Larsen og Tina Turner var det bedste, der fandtes. Derfor står en koncert, hvor Sonic Youth lægger hovedvægten på den æra, øverst på min liste. At høre Kim Gordon brøle sig gennem “Shoot” live må være det eneste, der slår, når Kim Gordon brøler sig gennem “Shoot” på plade. Kliché: Supertanker (1980) Hvis vi taler om ønskekoncerter, skulle der vel ikke være noget i vejen for, at Kliché kunne lave en Dizzy Mizz Lizzy og genforene sig for en aften. I 1980 da Supertanker udkom, var jeg kun et år gammel og dermed for ung til at stå iført slips og overskæg, imens jeg danser som en robot og med et udtryksløst ansigt synger: »Vi elsker uniformer / Ikke silkestoffer«. Nu er jeg gammel nok, og tiden er dermed inde til at opleve Kliché live. Racine: Number One (2005) Racine er snart aktuel med sit andet album (der i stil med titlen på det første opfindsomt kaldes 2), og så er det vel ikke for meget at forlange, at hun/de i den forbindelse tager en tur forbi Danmark. En god gang new wave-koncert med masser af make-up og farverige kjoler. En rigtig fest med tjekkede, arty farty mennesker og dansabel musik i stride strømme. Sådan en af de koncerter man kan gå og smile over flere uger efter.

Anbefalet

Julegaver

Hvad er bedre end at forære plader, man selv elsker, til andre? Og hvad er værre end at have på fornemmelsen, at modtageren ikke er modtagelig for den vidunderlige musik. Vi forsøger at give en bunke tips til, hvordan du blødgør selv de mest stivsindede familiemedlemmer. (15.12.06)Det er juleaften. Juleanden og rødkålen er fortæret i mere end sunde mængder, og den første familiekrise, hvor klanens yngste medlemmer var ved at komme i totterne på hinanden på grund af mandlen i ris a la manden, er afværget. Nu sidder I spredt omkring juletræet i stuens bløde møbler. Og den næste krise er på vej. Gaverne skal deles ud af din far, som har klædt sig ud som julemand. Dine tre små kusiner skændes om at få den første pakke, men du er mindst lige så nervøs som dem. For i år har du bestemt dig for, at alle i familien skal have en cd med noget musik, de ikke kender. Derfor er du spændt på reaktionerne fra familien. Du frygter, at pladerne ryger direkte på hylden – men heldigvis har du forberedt tre taler, som måske kan overtale 1) din røvballerock-far 2) din goth/emo-søster og 3) din techno-fætter til at give deres gaver et forsøg. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jakob Lisbjerg Destroyer: Destroyer’s Rubies (2006) Kære far. I dine ører lyder Destroyer måske ikke som Henning Stærk. Men lyt lige igen. Daniel Bejar er en af USA’s fremmeste sangskrivere. Hvis du lytter efter, kan du høre inspirationen fra Bob Dylan et sted. Det lange åbningsnummer tager måske pusten fra dig, men spring lidt længere hen på albummet og nyd, hvordan rock blandes med pop – og endda med tekster, som er fremragende at lytte til. Jeg ved, du ikke er til poesi, men vil du ikke forsøge at give Bejar en chance? Golden Boy with Miss Kittin: Or (2002) Kære fætter. Jeg ved, du kan lide at danse til elektronisk, pumpende musik, der bygger op mod et klimaks, hvor du kan stå og plukke æbler. Dette album er en blidere udgave, der hverken er helt så pumpende eller helt så crescendo-søgende, som du er vant til. Men der er både tempo og melodi nok til, at du kan danse. Med hjælp fra franske Miss Kitten er der gode hits som “1234” og “Rippin Kittin”. Dans lidt til det – og se, om du ikke godt kan lide det. Karate: The Bed Is In The Ocean (1998) Kære søster. Jeg ved, du har skamredet det nyeste Panic! At the Disco-album hele december, men vidste du, at emo-rock slet ikke er en ny opfindelse? Karate er måske ikke den mest åbenbare reference til emo, men der er på bandets tredje album alligevel følelsesmæssige hints i teksterne. Musikken er en smule mere tilbagelænet, nogle vil sige jazzet, men har stadig en rå kant, som du forhåbentlig vil finde interessant. Lasse Dahl Langbak Royal Trux: Veterans of Disorder (1999) Kære far. Royal Trux er inspireret af god gammeldaws rock. Især Rolling Stones, som du jo ejer alt med. Faktisk har det ene medlem af duoen, Neil Hagerty, genindspillet hele Exile on Main Street i bandet Pussy Galore. Men som du kan se bag på pladen, er han og Jennifer Herrema temmelig langt ude i tovene. Og det kan høres på pladen, der ikke byder på bluesrock i klassisk forstand, men derimod møgbeskidt smadderrock med stærke tobaksvokaler. Radio 4: Gotham! (2001) Kære fætter. Når du gi’r den gas og skaber dig Bacardi Breezer-tosset, er det til tonerne af det, jeg vil kalde tysk tonser-techno. Selv om Radio 4 er gennemvædet af elektroniske toner, har det intet med techno at gøre. Det er derimod en yderst dansevenlig, funkinspireret punkrock, der – sammen med LCD Soundstation og Rapture – var det hotteste hotte i New York for nogle år siden. Det er ikke længere det nye disco, men det bør stadig sætte kog i enhver fest. Også i Nørre Uttrup. Silverbullit: Arclight (2004) Kære søster. Du ønskede dig My Chemical Romance og det nye Tekken, ikke? Arclight er godt nok ikke teatralsk og pompøs, men det må være det perfekte soundtrack til en smådepressiv teenagers liv. Det er en dyster plade med en massiv lyd, der det ene øjeblik er aggressiv, det næste hypnotisk. Du kan derfor både komme af med noget vrede og lade dine tanker flyve. Tekken? Nå, ja computerspils-agtig synth er en væsentlig del af Silverbullits dystre lydbillede. Astrid Kirstine Dynesen V/A: Hedwig and the Angry Inch – Original Motion Picture Soundtrack (2001) Kære far. Lad dig nu ikke skræmme for tidligt af det transseksuelle musicaltema og det faktum, at jeg forærer dig et soundtrack til en film, du aldrig har set. På trods af at pladen er produceret i det 21. århundrede, er det en suveræn og original skive spækket med energiske og klassiske numre, der til sammenligning får Bossen til at ligne vor tids fordrukne, fedladne Elvis. Et uundværligt og ærligt kunststykke, som en rockelsker som dig burde give en chance. Bush: Reconstructed (1997) Kære fætter. Du tænker nok: “hvad dælen kan en rockplade gøre for mine Buffalo-sko?” Men stop en halv, for selv om Deconstructed byder på det gode fra to verdener, er dette mere en pulserende, elektronisk opdagelsesrejse end noget andet. 11 dj’s har plukket hver deres nummer ud af Bushs hårde rock-repetoire, revet dem fra hinanden, pillet et par stumper op og flettet dem ind i deres egne, maskinelle synth-fortolkninger – og resultatet er både medrivende, dansabelt og originalerne værdigt. The Divine Comedy: A Short Album About Love (1997) Kære søster. Dette er ikke et halloween-kostume, men det er næsten ligeså godt. A Short Album About Love er nemlig pompøst og storladent på ydersiden, men lad dig ikke narre af de melodiøse og akkordspækkede kompositioner. Under det glatte lag gemmer Neil Hannon nemlig et ulmende univers af sortsynet lyrik, og med numre som “In Pursuit of Happiness” og “If I Were” er der garanti for, at denne plade ikke vil skuffe dig, hvad angår musikalske, emotionelle rutsjeture.

Anbefalet

Numre på under to minutter

Hvis du trykker en højstemt musikskribent på maven, kommer der gerne ord som "episk" og "langstrakt" ud af munden. Men selv om de ord oftest er en ros, er der nu ikke noget som nøje afmålte numre, hvor alt overflødigt fedt og lir er fjernet. Her er ni af den slags korte knaldperler.

Anbefalet

Slagsmålsnumre

Vi tror selvfølgelig på principperne om ikke-vold, og vi er søde og rare. På æresord. Men nogle gange kan det være rart at få raset sine frustrationer ud til noget musik, der giver lyst til at svinge syngende lussinger til højre og venstre. Her er ni bud på sange, der giver lyst til at slås. (17.10.06)“Hey, du dér! Kom lige herover! Ja, herover. Ska’ du ha’ nogle bank?” Sådan lyder det weekend efter weekend, når halballer, Crazy Daisy-fester og overrislede grundejerforeningsgeneralforsamlinger bliver forvandlet til live-udgaver af Fight Club med blødende tindinger og smadrede tandsæt. Naturligvis er vi pacifister her på redaktionen. Vold er slet ikke noget for os. Det er afskyeligt og usselt, og den stigende voldskriminalitet er udtryk for en ubehagelig forråelse. Vi bryder os ikke om de typer, der tager i byen for at komme op og slås, og vi synes, det er for galt, at folks opdragelse er så dårlig, at de synker så dybt at lade næverne tale i stedet for munden. Men når vi sidder derhjemme og drikker te, mens vi læser bøger, der beskriver Ghandis tankesæt om ikke-vold – ja, så hænder det, at vi kommer til at sætte en plade på, der får al den pæne fernis til at krakelere. Musikken råber noget an dybt inde i os. Noget ukontrolleret og nærmest dyrisk. Tonerne, klangene, forvrængningen, rytmen, en forreven vokal – et eller andet vækker vores arrigskab og antænder den, så den manifesterer sig i hele kroppen. Aggressionerne fosser rundt i kroppen, og musklerne sitrer. Hvis der kommer nogen ind lige nu, får de et lag tæsk. Hvis vi går ned på gaden nu, bliver den første, den uheldigste pandet ned. ARRRGHH! Vi får naturligvis aldrig gjort noget ved det. Men vi tror, at det er sundt at få raset ud en gang imellem. Hér er de plader, vi hører, når vi har brug for at råbe højt og hamre knytnæverne ind i edderdunsdynerne eller sofapuderne en hel aften for at få renset sindet. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Arre Prefuse 73: “The End of Biters International” (One Word Extinguisher, 2003) I disse Mikkel Kessler-tider må det være god stil at lægge ud med et nummer, der er oplagt at gå i ringen til. Med et bombardement af smældende bækkener, et aggressivt opklippet beat og pågående rap indleder Scott Herren udrensningsalbummet One Word Extinguisher. For ham handlede det om at rense sit kærlighedsliv, men de 77 sekunder kan sagtens inspirere til en nævekamp – ikke mindst takket være teksten »like a baseball bat, I’ll break you down to your knees.« Knifehandchop: “Sun Jammer Is My Favorite Pokemon Trainer” (V/A: Tigerbeat6 Inc., 2001) Der er noget råt, næsten skræmmende over rapperen DMX, når han brøler hæst hen over et hiphopbeat. Når han i stedet bjæffer hen over overgearede jungletrommer, får det knytnæverne til at krible. Til sidst i nummeret, der bygger på et ulovligt sample af DMX-nummeret “œWhat’s My Name”, går der tilmed elastisk gabba-rave i den, og DMX gør det klart, at folk kan vente sig, ved at blive ved med at skrige »come and get it!« – hvis de altså tør nærme sig. Oneida: “Sheets of Easter” (Each One Teach One, 2002) Tilbage til de smældende bækkener – her er der bare tale om noget ganske andet. De udknaldede amerikanere i Oneida leverer et 14 minutter langt nummer, der stort set består af ét guitarriff, én orgelakkord og en vedholdende rytme med bækkenskrald på alle taktslag. Det er som at høre verdens længeste krautrockklimaks, og den mildt sagt hidsige omgang med trommerne får adrenalinen til at pumpe helt afsindigt. Hey, skal vi slås, hva’? Hva’? HVA’? Mikkel Mortensen Foo Fighters: “All My Life” (One by One, 2002) Dave Grohl virker egentlig som en meget fredelig mand, men han må bære på en kraftig indre vrede. Ellers ville han næppe være i stand til at skabe noget så rasende som denne sang. Allerede introens heftige guitarriffs stinker af næseblod, og det bliver bare værre og værre. Helt grumt bliver det i sangens sidste sekunder, hvor Grohl med sine lungers fulde kraft skriger: »Done, done / on to the next one,« hvilket man jo passende kan skrige med på, mens man lader næverne tale. The Von Bondies: “C’mon C’mon” (Pawn Shoppe Heart, 2004) Sangen handler så vidt vides om sanger Jason Stollsteimers ødelagte forhold, men bliver behandlet på en så aggressiv måde, at den må være det perfekte soundtrack til vold. Især på grund af de gentagne “C’mon, c’mon«-omkvæd, der jo kan tolkes som en direkte opfordring til at fortsætte med at uddele slag. (Om det så kan bruges i en ‘den voldelige kraft i “Helter Skelter”/én eller anden Metallica/Rammstein/Slayer-sang fik mig til at gøre det’-undskyldning, vides endnu ikke). Beastie Boys: “Sabotage” (Ill Communication, 1994) Hvis nu volden er rettet mod én, der virkelig har fortjent det, virker “Sabotage” som et godt valg. Teksten er én lang omgang “du har svigtet mig / jeg kan ikke li’ dig«, der passende kan råbes til offeret. Musikalsk set er der rigeligt med punkede guitarer og aggressive attituder til at hjælpe volden på vej. Desuden kan Spike Jonzes video give gode tips til, hvordan man tæver folk (hvis man nu skulle mangle inspiration). Mikkel Stensgaard AFI: “Death of Seasons” (Sing the Sorrow, 2003) Den aggressive blanding af skrigende vokal, collegepunk og hård techno gør, at denne sang egner sig perfekt til fuldstændig uprovokerede og voldsomme angreb. Sangens høje tempo og mange breaks pumper hjertet op i højeste gear, og selvom den polerede punk ofte skinner for meget igennem, kan dette nummer stadig få selv det roligste gemyt til at levere en mavepumper eller to. Sex Pistols: “Anarchy in the UK” (Never Mind the Bollocks, 1977) Frustrationen over arbejdsløshed, grå hverdag og no future lyser gennem Johnny Rottens flabede vokal. Kongerne af klassisk punk opildner på dette ultimativt lofi- skramlede nummer til oprør og sår idéer om at skabe bedre tider ved hjælp af rå vold og gåpåmod. Dansen pogo, som går ud på at sparke og slå vildt om sig, er opstået i denne periode. Og derfor må denne punkperle være det perfekte soundtrack til nogle minutter i knytnævernes tegn. Nine Inch Nails: “March of the Pigs” (Downward Spiral, 1994) Med en frontmand så sort, at Johnny Cash kommer til at ligne en børnehavepædagog, er Nine Inch Nails det perfekte bud på leverandører af en voldssang. Trent Reznor skriger sig gennem larm og trommer, som om livet var på spil, hvilket hænger godt sammen med sangens titel. Massemorderen Charles Manson og hans sekt skrev “Pigs” med blod på væggene i deres ofres hjem. Så både symbolsk og musikalsk er “March of the Pigs” den direkte vej til uhæmmet vold.

Anbefalet

Dekadente plader

Der er nogle, der siger, at man ikke skal tro, at man er noget. Men her hos Undertoner kan vi faktisk lide spradebasserne, og derfor anbefaler vi her ni ustyrligt selvsikre plader, der er spækket med store ambitioner og glødende visioner. (28.09.06)Det er ikke, fordi der er noget i vejen med ensomme troubadourer iført akustisk guitar og skrøbelig stemmeføring. Slet ikke. Men nogle gange er det bare lidt festligere med kunstnere, der tør male med den allerbredeste pensel, uanset hvad omverdenen måtte synes. Overambitiøse musikere, der vil gøre alt for at realisere deres glødende visioner. Prætentiøse entertainere, som uden skam i livet jonglerer med de største klichéer uden at tabe det hele på gulvet. Genrenedbrydende originaler, der respektløst udfordrer musikalsk vantænkning af enhver art. Kort sagt: musikere, der konsekvent og uden tøven presser citronen så hårdt som overhovedet muligt. For hvem stort er godt og intet umuligt, så længe strygerne spiller, og håret sidder, som det skal. Undertoner hylder denne måned de allermest spraglede spradebasser og deres dekadente værker, uden hvilke verden havde været et temmelig kedeligt sted at være. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Rasmus Junge Bryan Ferry: These Foolish Things (1973) Allerede på sin solodebut fyrer Bryan Ferry op for de dekandente manerer. I rollen som skabet glam-crooner gøgler han sig igennem 13 covernumre af koryfæer som Beatles, Stones og Dylan. Uden skyggen af respekt for originalerne. Det er løssluppent, overgearet og hele vejen igennem med Ferrys selviscenesættende persona i centrum. En ung bohemes narcissistiske første skud med bøssen. Og en musikalsk fest på business class fuld af blær, lir, fis og flirt. The Beach Boys: Smiley Smile (1967) Hvor The Beach Boys’ mesterlige Pet Sounds fra 1966 er stramt orkestrerede minisymfonier, er efterfølgeren Smiley Smile helt modsat: frit flydende, kreative indfald, kun delvis med mål og mening; fra en sang bygget op omkring rytmisk grøntsagstyggeri til evigt grønne “Good Vibrations”. Brian Wilsons krøllede pophjerne helt ude på overdrevet, godt lakket til med syre og hash. Fra glimtende gudestunder til vanvittige vildskud. Don’t do drugs, kids! Outkast: Aquemini (1998) På deres tredje fuldlængde fusionerer de siden så berømte rappere Dré og Big Boi uden hæmninger fuldfed funk, dryppende dub og hårdtpumpet hip hop med labre melodi-lækkerier og smældende hooks, så hverken trusse eller træningsdragt efterlades tør. Et på én gang hyperambitiøst og umiddelbart imødekommende værk skabt af to 23-årige afroamerikanere i besiddelse af genresprængende idéer, hormonelt betinget selvsikkerhed og et aldrig svigtende hitøre. Lars Simonsen Björk: Medúlla (2004) Når nu Björk i forvejen havde ry for at være en smule dekadent og prætentiøs, kunne det næsten ikke undgås, at en del opfattede Medúlla som for meget af det gode. Men på grund af Björks nærmest overjordiske talent slipper hun forrygende godt fra det ambitiøse projekt, det er at skrue et album sammen, der stort set udelukkende består af variationer over hendes egen og andres sangstemmer. Resultatet er både smukt, originalt og vidunderligt sært. Kings of Leon: Youth & Young Manhood (2003) Det, der først og fremmest springer i ørene, når man lytter til Kings of Leons fremragende debutplade, er forsanger og guitarist Caleb Followills måde at synge på. Hans helt igennem flabede, vrængende – ja, til tider skabede og næsten krukkede sangstil er en fryd for øret og også hovedårsagen til, at pladen er med på denne liste. Hans særegne stemme fremstår prætentiøs og dekadent sammen med den herligt uimponerede bluesrock. Rufus Wainwright: Want One (2003) Alene iscenesættelsen som ridder på coveret signalerer en vis prætentiøs tendens. Wainwrights på det nærmeste medfødte dekadente udstråling går hånd i hånd med oppustede og teatralske numre på denne særegne plade. Såvel pompøse korarrangementer, blæsere, strygere, cabaret-inspiration, folk, singer-songwriter og luftig pop blandes, og slutproduktet er originalt og overdådigt. Og så understreges det prætentiøse i øvrigt herligt med ordene: “This record is dedicated to me.” Erik Bendix Beck: Midnite Vultures (1999) Den helt rette cd til tilværelsens svulstigste øjeblikke. Beck Hansens spraglede konceptuelle epos kredser om nattelivets intellektuelt udfordrede, læderklædte skarer. Tag dog ikke fejl af den gennemgående kritiske tone på Vultures. Musikken ryger fluks ned i de fødedygtige hofter . Klassiske numre som “Sexx Laws”, “Get Real Paid” og det falset-inficerede “Debra” fusionerer på smukkeste vis det samfundskritiske med dansegulvet. Peaches: The Teaches of Peaches (2000) Electroclash-institutionen Peaches er måske ikke den allermest prætentiøse person på den internationale musikscene. Til gengæld er hun et godt bud på at være en ukronet dronning blandt avantgardens mest udfordrende damer (i flere af udtrykkets betydninger). Hendes debutplade The Teaches of Peaches blander electroclash med tekster, der ikke lægger fingre imellem. Emnet er den kvindelige seksualitet, hvor det denne gang er mændenes tur til at blive behandlet som objekter. Hot Chip: Coming On Strong (2004) London-baserede Hot Chips lyd er bestemt ikke britisk, men ærkeamerikansk. Når man lytter til briternes debutplade, dukker mentale billeder af Miami Vice inklusiv speedbåde og letpåklædte kvinder uvilkårligt op på nethinden. Stilen er ofte lettere humoristisk, hvilket blot gør musikken endnu mere charmerende. Forvent fremragende 80’er-inspireret genresammenstød med masser af keyboard. Der er ikke noget at sige til, at Hot Chip har taget deres hjemland med storm.

Anbefalet

Plader til at afslutte en fest

Vi har vel alle klare holdninger til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvad skal der til, når den sidste øl skal tømmes? Tre Undertoner-skribenter kigger ud gennem rusens tåge og giver et bud. (23.08.06)Kan du huske det øjeblik, hvor festen peakede fuldstændigt? Oftest husker du måske nærmere soundtracket til det øjeblik? Måske bragede Iggy & the Stooges’ Raw Power ud af højttalerne. Måske var dansegulvet pakket, mens svedig 60’er-soul eller naiv 80’er-synthpop satte vrid i kroppen. Måske var musikken en helt anden. Vi har alle vores holdning til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvor den sidste øl skal tømmes, de sidste ord skal fremstammes, og den sidste smøg skal ryges? Måske er du selv vært og vil meget gerne gelejde de sidste fuldebøtter ud. Hvilken musik skal der til? Tre Undertoner-skribenter giver hver deres bud på tre velvirkende plader til at afslutte en fest. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jeppe Kristensen V/A: Lost in Translation – Original Soundtrack (2003) Pladen, der magter det hele. Psykosen, festen, melankolien og ikke mindst lyden af coolness, der følger én helt ud i taxaen og hjem til den sidste smøg. Det relativt elektroniske sammensurium passer både til før, under og efter festen – og er så sandelig et gedigent punktum sidst på natten, hvor især Kevin Shields’ kompositioner trænger gennem selv de mest alkoholiserede øregange. Et virkelig stemningsfyldt soundtrack, der sagtens kan stå alene uden de levende billeder. U2: Zooropa (1993) Skal man for alvor tørre sine pinligheder af på nogen, kan man sagtens dyrke lidt fællessang i selskab med U2’s lidt oversete Zooropa. “Lemon” og “Stay (Faraway, So Close)” kan fint gå på karaoke-anlægget, og så får man lige Johnny Cashs gæstevokal i “The Wanderer” at gå hjem på. Zooropa den lige præcis har den kant, der skal til, når man trænger til noget, der kan danse kinddans med den sidste bajer. Tom Waits: Closing Time (1973) En fremragende plade, der kan lukke og slukke som ingen andre. Tom Waits har det hele, og man føler sig i godt selskab. Et must til de aftener, hvor man ikke har mere i benene, men stadig har en time eller to tilbage i hovedet, og halsen siger god for en sjus mere. Som en lille bonus bærer pladen sangen til de forelskede eller dem, der tror, de skal være det. “I Hope That I Don’t Fall in Love with You” er giftig på et dansegulv – en lidenskabsmagnet, der får hormonerne i sving. Anders Hjortkær Christensen Can: Ege Bamyasi (1972) Krautrock er vejen frem. Ifølge multikunstneren Julian Cope indeholder Ege Bamyasi den tvivlsomme kvalitet, at den kan affolke værelser. Can behøver dog ikke at fungere som skræmmemiddel. De byder tværtimod på de helt rette kvaliteter til nattens sene timer. Ege Bamyasi indeholder repetitive grooves med jazzede og funky elementer, der på tilbagelænet måde maner alle til ro. Skal festen brydes stille og roligt op, er dette vejen at gå. Lou Reed: Metal Machine Music (1975) “Anyone who gets to side 4 is dumber than I am,” har Lou Reed udtalt omkring sit utilnærmelige støjværk MMM, som består af guitar-feedback afspillet i forskellige tempi. Pladen er blevet sammenlignet med et tandlægebesøg og kaldt en forløber for noise-genren. Under alle omstændigheder er MMM det rette middel til sadistisk uddrivelse af gæster, hvis det skal gå stærkt. Skulle det mislykkes, kan du om ikke andet skælde dem ud for mangel på musiksmag. Nick Drake: Pink Moon (1972) Jeg har oplevet at være til en fest, hvor Pink Moon blev sat på. Og sjældent har jeg oplevet et himmelhøjt humør styrtdykke så hastigt. Pink Moon er en fantastisk plade, men der er bare stunder, hvor den ikke skal høres. Hvem ved sine fulde fem finder på sådan en ugerning? Man kan være uheldig at være i lokale med en trist sjæl, som har behov for at høre trist musik. Kuren? Jamen, på med AC/DC’s “Touch Too Much”, så kan sårene slikkes, og vi er kørende igen! Theis Ørntoft Kim Larsen: Forklædt som voksen (1986) Kim Larsen er ikke vor tids store melankoliker, men dele af Forklædt som voksen passer lige ind i døgnets mindste timer. Blandt højdepunkterne er titelnummeret og det lille intermezzo “Sammen og hver for sig”, som med ordene “klokken er slagen fem / nu går de sidste hjem / sammen og hver for sig / jeg ville ønske, De skulle med mig” kickstarter “Fru Sauterne”, der får dig til at rejse dig og med et enkelt blik byde hende, du har kigget på hele natten, op til dans. Hende i den blå kjole. Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975) Jeg kan af gode grunde ikke huske, hvor ofte jeg har stået på et skrivebord og råbt linjerne “But all the while I was alone / the past was close behind / I’ve seen a lot of women / but she never escaped my mind” til tonerne af åbneren “Tangled Up in Blue” fra denne Dylan-klassiker. Pladen er god til at irritere folk, der, selv om festen er ved at slutte, nu igen har sat The Cure på anlægget, men den er også et fint incitament til at synke dybt ned i en lænestol og ryge cigaretter, indtil lungerne ikke vil mere. My Bloody Valentine: Ecstacy and Wine (1989) Når denne plade sættes på, er der ikke rigtigt noget valg. Man stiller sig på gulvet med skoene vendt ind imod hinanden og stirrer på dem, indtil pladen er færdig. På det tidspunkt er man enten væltet, eller også er man blæst så langt væk af støjkaskaderne, at man ikke rigtig kan komme tilbage igen. På vejen har man til gengæld hørt en af støjrockernes fineste popsange “Never Say Goodbye”. Når behovet for at resignere til nattens dekadence kommer snigende, er denne EP den rette.

Anbefalet

Dengang vi blev født…

Det er de færreste af os, der kan huske det helt store fra vores fødselsår, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at der ingenting skete på den store musikalske scene. Undertoner har set tilbage på anbefalelsesværdige udgivelser, der ramte butikkerne, samtidig med at vi dumpede ned i barselssengen. (28.07.06)Der er naturligvis en række uomgængelige årstal i musikhistorien, der markerer en kreativ guldalder, hvor mesterværker fossede ud, og musikelskere verdenen over måtte overanstrenge ørerne for at (undskyld Finn Nørbygaard-ismen) være med på noderne. Ja, når man kommer til at tænke over det, har langt, langt de fleste år faktisk budt på mesterværker af den ene eller anden art. Og det er urimeligt svært bare sådan at skulle vælge, hvilke år man skal beskæftige sig med, så denne gang er narcissisme-kortet blevet spillet. I denne måneds udgave af Undertoner anbefaler har vi nemlig vendt blikket mod vores egne respektive fødselsår og forsøgt at udvælge det bedste af vores musikalske jævnaldrende. Så er her en række bud på værker, der stadigvæk holder sig aldeles glimrende, samt en aldersmæssig indrømmelse fra os til jer. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mads Jensen The Slits: Cut (1979) The Slits bevægede sig hastigt væk fra punken med Cut. Reggae fylder næsten mere end punk. Det er en spændende blanding, som overraskende nok virker meget overbevisende. På Cut lyder det, som om de har fundet deres eget udtryk. Den lyse, dansende vokal siger post-punk, men melodien siger Jamaica. Nu hvor sommeren har indfundet sig, kommer Cut virkelig til sin ret, og den lyder ingenlunde 27 år gammel. Siouxie & the Banshees: Join Hands (1979) Om end Siouxie og kompagnis version af “Oh Mein Papa” lader noget tilbage at ønske, fremstår Join Hands som et af deres bedste albums. Lige fra åbningsnummeret “Poppy Day” bliver man revet med. Energien har aldrig manglet hos Siouxie & the Banshees og bestemt heller ikke her. Her kommer post-punken udover scenekanten og bliver medrivende. Post-punk, der kan bruges som festmusik. Det lyder som en selvmodsigelse, men er på Join Hands et faktum. Joy Division: Unknown Pleasures (1979) Mørket sænker sig over dit sind, i samme øjeblik du sætter pladen på. Man sidder med følelsen af at være faret vildt i en skov, mens tusmørket falder på. Guitaren og bassen virker som det forsvindende dagslys, der snarere skaber synsbedrag mellem træerne frem for at hjælpe dig til at finde tilbage. Ian Curtis’ vokal minder dig om, at det kun bliver mørkere. Man tilgiver hurtigt gruppen (og Ian) deres korte levetid, når de efterlod en sådan arv til eftertiden. Kasper Würtz Kliché: Okay Okay Boys (1982) Et sjældent mesterværk i dansk musikhistorie og egentlig bedre end sin kanoniserede storebror, Supertanker. Lars H.U.G.s David Byrne-fraseringer står perfekt til melodierne, der både er indbydende og udfordrende på samme tid. Den kolde synthesizer og den skæve vokalføring skaber et mesterligt samspil, og sammen med de kyniske, men atomskræmte tekster fuldendes en fascinerende mekanisk humanisme. Okay Okay Boys må ubetinget være den allerbedste danske svanesang. Associates: Sulk (1982) Associates er højspændt dramatik, dystert hysteri og gode melodier, og det kræver lidt tilvænning at begå sig i universet. Men herefter kan Billy Mackenzies overjordiske vokal og multikunstnerens Alan Rankines konstante musikalske opfindsomheder næsten ikke anbefales nok, og Sulk spænder fra himmelsk pop i “18 Carat Love Affair” til det skingre og håbløse mørke i “No” til surreel soul i “Love Hangover”. Her er hele den musikalske madpyramide samlet, og man kan bare tage for sig. Dexys Midnight Runners: Too-Rye-Aye (1982) Selv om 80’er-poppen langt oftere er kendetegnet af fremragende singler frem for helstøbte albums, viste denne klassiker, at de to ting uden problemer kunne kombineres. “Come On Eileen” er stadigvæk uimodståelig med sit fantastiske violinbårne omkvæd, men også resten af albummet fremstår akkurat lige så melodiøst og viser, at der i høj grad var plads til et pop-album iklædt akustiske elementer fra folk og soul, i den ellers synth-fikserede tid. De keltiske soulbrødre er stadigvæk stærkt savnede. Astrid Kirstine Dynesen U2: War (1983) War satte for alvor skub i U2s karriere, og med sideløbende, bastante ytringer fra Bono som “This song is not a rebel song – this song is Sunday Bloody Sunday” og “Fuck the revolution!” var der ikke nogen tvivl om, at U2 bevægede sig i en mere attitudefuld og politisk retning end på de to forgængere. Allerede nævnte klassiker og hitsinglen “New Year’s Day” er og bliver mindeværdige, mens “Like a Song” dog har forplantet sig i min hukommelse som et af 1980’ernes bedste U2-numre. Pink Floyd: The Final Cut (1983) Der er få stemmer, der som Roger Waters’ kan få én til at falde helt ned på den rare måde. Pladen med den paradoksale titel var den tolvte og sidste plade fra Pink Floyd som et samlet band, og numrene er gennemgående dæmpede og rolige, men samtidig gennemsyrede af en konstant og dybfølt intensitet. Anbefalelsesværdige er “The Post War Dream” og “The Gunner’s Dream”, der med deres slagkraftige omkvæd og mellemspil står stærkest på denne epokegørende udgivelse. The Police: Synchronicity (1983) The Police opnåede uden tvivl deres største, kommercielle succes med Synchronicity, der også blev kvartettens sidste album. At vi har fat i en klassiker her, er ikke til at misforstå, for med numre som “Synchronicity II” og “Wrapped Around Your Finger” afløser den ene ørehænger den anden – og så er det selvfølgelig svært ikke at lade sig rive lidt med af skæringer som eksempelvis all-time mega-slageren “Every Breath You Take” eller den mere sofistikerede “King of Pain”.

Anbefalet

Roskilde '06-plader

Om mindre end to uger går det løs på Dyrskuepladsen i Roskilde. Der er masser af bands på plakaten, og det er umuligt at nå at lære samtlige af dem at kende inden da. Så hvilke ni plader opsummerer årets vigtigste Roskilde-navne? Undertoner giver et svar her. (14.06.06)Roskilde Festival kræver helgarderinger. Man skal både huske de uldne sokker og de korte shorts, og støvlerne skal ikke pakkes for langt væk, selv om det er sandalvejr, når man tager af sted. På samme måde kan der være brug for et sindrigt system af prioriteringer og ruteplanlægninger for at nå de rette koncerter i løbet af dagen. En af måderne at lave sine prioriteringer på er at få hørt sine Roskilde-aktuelle plader igennem for derved at lytte sig frem til, hvilke koncerter der er vigtigst at få med i planlægningen. En tilsvarende øvelse har tre af Undertoner-skribenterne kylet sig selv ud. Og her er den spraglede flok af plader, som de valgte. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Daniel Flendt Dreesen Placebo: Black Market Music (2000) Også nu, med teenage-årene bag sig, er det svært ikke at fortabe sig i det angstfyldte og seksuelt frustrerede panorama på Black Market Music. Nok er Brian Molko siden blevet ældre og hans ungdommeligt hjemsøgte ansigtstræk dermed utroværdige, men i 2000 fejlede autenticiteten intet. På det sorte marked mestredes såvel frigørende kaskader af lys støj som den smerteligt tindrende apologi. Sjældent har det gjort så godt at have ondt, så lad os dykke under teenagetårer på ny. Animal Collective: Spirit They’ve Vanished, Spirit They’ve Gone/Danse Manatee (2003) Der var engang, før Geologen, Pandaen, Avey Tare og Deakin fandt ned på den indianske legeplads. Dengang fandtes ikke hæderskroninger i bredere internationale kredse og spilletid på Det Elektriske Darometer, men blot et uendeligt tomrum og en uudtømmelig fantasi. Omkring årtusindskiftet udkom således disse uvurderlige perler, der trods den skrabede produktion demonstrerer alle facetter af Animal Collectives komplekse melodigenialitet, om end i et mere udfordrende og unikt univers. Serena Maneesh: s.t. (2006) Udklædt som rockguder og udklækket som “the indefatigable saviors of rock’n’roll“. Det er svært at yde Serena-Maneesh retfærdighed, for sidste års selvbetitlede debut fortjener alverdens anerkendelse. I albummets underliggende malstrøm flyder alle rockens største dyder, og vi ydmyge tilhørere må endeligt segne under de psykedeliske udvandringer, hensygne i de serafiske vokalharmonier og svælge i det kilometerfede bånd af inciterende rock n’ roll. Et monster er født. Mathias Askholm Tool: Lateralus (2001) Lateralus er en kulsort rejse mod det indre mørke: musik spillet i et sort hul, hvor hakkende guitarriffs og tunge tæsk på trommerne kæmper mod mørket, mens James Maynards skrigende vokal gennemborer mørket med dystre spådomme og desperate skrig på forløsning. Oplevelsen er voldsom og total og drevet frem af fascination af døden, drømmen om det evige liv og den hjerteskærende smerte der følger med kærligheden. Menfolk: Colossus (2005) Også Menfolk er et band, der slår igen. Som et tonstungt fragttog på afveje er Menfolks muskelrock ikke til at stoppe. Melodierne i musikken er blevet banket bagud i lydbilledet og tilbage er et støjende hav af bankende guitarer. Dette er ikke sing-along-musik, dette er ikke radio-venlig pop, det er ikke en gang specielt kløgtigt, men det er fandens effektivt – og mon ikke Menfolk får mudderet på festivalpladsen til ryste? why?: Oaklandazulasylum (2003) Mindre tung, men ikke mindre kompleks er why?. Jonathan Wolf, der er manden bag aliasset, har en baggrund i hiphop-kollektivet Anticon, men dette udspil har mere til fælles med indierock eller aparte folk-musik end med rap. Wolfs lange og psykedeliske fortællinger med et imponerende ordforråd og fantasi spændes ud over et simpelt rockende grundlag. Spændende og indviklet som et spejl i en gåde! Rasmus Bækgaard Thåstrom: Skebokvarnsv. 209 (2005) Et af Sveriges helt store og altid uforudsigelige rockikoner har smidt rockattuttituderne og de forvrængede guitarer (næsten) på porten. Musikalsk befinder vi os i et eftertænksomt melankolsk univers, der ikke er helt ulig Nick Cave, og tekstligt ser Thåström tilbage på de unge punkdage og sender en hyldest til både Sort Sol og den danske hovedstad. Skebokvarnsv. 209 er et fremragende afdæmpet album fra en stor og uforudsigelig kunstner. The Strokes: First Impressions of Earth (2006) Efter en halvkedelig 2’er er The Strokes tilbage for fuld styrke med et (på i hvert fald den første halvdel) vitalt og tændt rockalbum. Julian Casablancas og co. får virkelig energien og den nærmest arrogante stramme stil til at gå op i en højere enhed i flere sange – endda med en guitarist, der i nogle soloer forsøger at lyde som Iron Maiden! En stor overraskelse for mig, for da The Strokes blev offentliggjort til Roskilde, var jeg nærmest ligeglad – nu ser jeg frem til at opleve dem. Happy Mondays: Pills n’ Thrills n’ Bellyaches (1990) Det er stort set ikke blevet omtalt, at et af de sidste 20 års mest stilskabende engelske bands kommer til Roskilde Festival. Happy Mondays var pionerer inden for fusionen af rock og dansemusik, og få bands har fået house og psykedelisk 60’er-inspireret rock til at spille så smukt og levende sammen som på dette mesterværk fra 1990. Med den karismatiske Shaun Ryder i front og danseren Bez på percussion er det både vanvittig og intelligent partymusik.

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.

Anbefalet

Fuglefløjt

Vi anerkender, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. (21.04.06)Julen er hjerternes fest – og så må foråret være fuglenes. Hvis de altså ikke har været på charterferie i Portugal, har de siddet og klapret næb i tre måneder, mens alt, de har fået at spise, er størknet fedt og rådne æbler. Men nu hvor alt er grønt og friskt, pipper de lystigt derudaf. Og hvem ville ikke få lyst til at være lidt glad, når det endelig var slut med at spise fordærvet frugt? Fuglenes sangglæde har inspireret masser af musikere gennem tiden – men hvorfor nøjes med at lade sig inspirere, når fuglefløjtene hænger derude i luften og tigger og beder om at blive optaget og brugt i musikken? Nej, vel? Her hos Undertoner anerkender vi, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Martin Laurberg Kraftwerk: Autobahn (1974) Når man hører Autobahn, er der måske en tendens til, at man holder sig til side 1 med det monumentale 20 minutter lange titelnummer. Men hvis man er ude efter fuglelyde, skal man lytte lidt til side 2, som også er superstærk, selv om den ikke er nær så berømt. Fuglelydene er i afslutningsnummeret “Morgenspaziergang”, som er en mærkelig computeralder/Biedermeyer-kogersang. Resten af side 2 er også fænomenal, især “Kometenmelodie 2”, der er et funky ambientnummer smurt ind i isnende synthesizer. A Hawk and a Hacksaw: s.t. (2004) A Hawk and a Hacksaws debutplade er en outreret blanding af ustemt klaver, percussion, samples (f.eks. af fugle), båthorn og båndloops. Det lyder lidt som en mere udknaldet version af et soundtrack til en Chaplin-film eller en tegnefilm fra 40’erne. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af ikke at fatte noget som helst, når man lytter til pladen, samtidig med at man alligevel ikke kan lade være med at blive helt optaget af den. Det er en virkelig god og meget unik plade. The Diodes: Released (1979) Det her er mest for at have en rockplade med også, så det er måske lidt søgt. Men der er noget fugleagtigt ved de rumklangstilsølede kor på The Diodes’ powerpop-klassiker. Det er svært at afgøre, hvad det er, der gør denne plade så stærk. Bandet spiller ikke specielt energisk. Guitarriffsene er som regel ret corny, og trommespillet er nærmest tamt. Ikke desto mindre er det en mesterlig og meget stemningsfuld plade. Hittet “Tired of Waking Up Tired” er en evergreen. Jan Overgaard Mogensen Colleen: Everyone Alive Wants Answers ( fra Everyone Alive Wants Answers (2004)) “Der er så dejligt ude på landet”¦” Første nummer fra Colleens første cd kunne snildt være indledningsmusikken til det berømte eventyr. Guitaren klimprer, harpen klirrer, og noget, der lyder som en ukulele, danser tåspidsforsigtigt rundt. Den landlige idyl bliver med enkle, sarte pensler malet op. Som baggrund hører vi ikke en snadrende andegård, men et helt voliere af kvidrende fugle, der langsomt flyver længere og længere frem i lydbilledet. Her er sgu dejligt. David Toop: Silver Birds (fra Black Chamber (2003)) En hane galer i loop, en motorcykel kører forbi igen og igen, en diskret summen af mennesker på et marked i Chiang Mai – bare nogle af de få ingredienser i denne manipulerede field recording. Og så denne fuglekvidren! I sig selv varer den et par sekunder, men igennem 2 minutter og 23 sekunder, gentages den så mange gange, at fuglen ender med at blive det perfekte billede på, hvor irriterende redebyggende fugle kan være en søndag morgen kl. 4, og tømmermændene befaler én at sove videre. Monolake: Bicom (fra Cinemascope (2001)) Og som man ligger dér i tømmermandssved og drømmer uhyggelige drømme, kunne Monolakes minimalistiske musik danne soundtrack. Et enkelt beat og spacede lyde med masser af rumklang skaber en særegen stemning, der lugter fælt af dårlige varsler. Fra tid til anden gennemskæres den coole overflade af noget, der lyder som et panikslagent fugletræk på flugt fra den forestående atomvinter. Så der er kun én ting at gøre: Vamos a la playa! Jakob Lisbjerg The Radio Dept.: Lesser Matters (2003) Svenske The Radio Dept. har nok lyttet til en hel del støjrock-plader fra start-90’erne, selv om svenskerne ikke larmer specielt meget. Under alle omstændigheder er sangskrivernes popører skruet rigtigt sammen her på debutalbummet. Fuglene kvidrer med i vejkanten, mens bilerne drøner forbi, i “Against the Tide”. Mens solen langsomt begynder at varme for alvor, trænger melankolien sig på, men håbet lever stadig i de små popperler. 1 Mile North: Minor Shadows (2003) Der er masser af himmel og fri udsigt til horisonten, lige meget i hvilken retning du kigger. Græsplanen er halvvissen, og for at få humøret lidt op begynder du at fløjte. Pludselig svarer en lille fugl dine fløjt, og en guitar træder ind i lydbilledet for at give mere retning til duetten i “In 1983 He Loved to Fly”. Territoriet er minimalistisk postrock som Labradford, hvor simple guitarlinjer er i front, og synthflader skaber stemninger underneden. Perfekt til kaffe og lunt mørke. Birdie: Triple Echo (2001) Indrømmet – der er ikke meget fuglekvidder på dette album, men masser af musik, som lyder som en sensommerdag under åben himmel. Og så er der jo navnet… Birdie placerer sig musikalsk et sted mellem Belle & Sebastian og Saint Etienne, og slægtskabet med sidstnævnte er ganske naturligt, da hovedkræfterne Paul Kelly og Deborah Wykes mødtes, da de spillede som backingband for netop Saint Etienne. Triple Echo er simpel og trist retropop med danse-potentiale.

Anbefalet

Der er altid nogle, der har det værre end dig

Er dine følelser blevet sendt til tælling i den mest negative forstand? Stikker det i hjertet at tænke på dengang, alt var godt? Undertoner forstår dig og råder dig til at gøre brug af, at du altid kan finde lidt skadefro trøst i det faktum, at der altid er nogle, der har det værre end dig.