Anbefalet

Anbefalet

1-2-3-vinter!

Januarsøndage giver sjældent lyst til ret meget mere end bare at blive liggende i sengen. Dét kender vi godt her på Undertoner, men vi tror på, at søndagene godt kan have gode ting i ærmet. Derfor er her en musikalsk tretrinsguide til at få noget godt ud af dem.

Anbefalet

Morgenplader

Der er vidunderlige morgener og tunge morgener og morgener, som egentlig helst bare skulle være aflyst. Undertoners redaktion har fundet ni af de plader, der gør det værd at komme ud af fjerene, og som rent faktisk kan skubbe én godt i gang med dage, der ellers burde være undgået. (12.10.05)Morgenen er en ren befrielse, for forude venter en dag, som har alle muligheder for at blive fremragende. Eller også er morgenen en plage – en slags nødvendigt onde, som bare skal ud af verden på en så smertefri måde som muligt.Morgener er lyse og friske og beder én om at cykle på arbejde i stedet for at tage bussen, men nogle gange er de også så blytunge, at der skal et mere end almindeligt spændende dagsprogram til for at engagere én til at bruge mindre end to timer på at gøre sig klar til at møde verden.Undertoner har udpeget et morgenhold, der bevæbnet med friskpresset appelsinjuice, havregryn og en morgenavis eller to præsenterer deres bedste bud på, hvilke plader der skal til for at indlede dagen på den allerfineste manér. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Stine Mogensen The Clash: London Calling (1979) Giv dig selv en meningsfuld start på dagen med et skud politisk ladet, gedigen Sydlondon-punkrock fra de gode gamle dage! Denne rockhistoriske milepæl er en evigt ung opvisning i smittende nerve og energi og garanterer gang i blodomløbet, også i hjernen. Pladen spænder vidt, fra det rå til det rørende. Skrål med på det vrede titelnummer, mens du læser avis, eller tag en svingom med din pulverkaffe til de funkede toner af Train in Vain. Primal Scream: Screamadelica (1991) Den perfekte symbiose af indie-rock og alternativ dance og den ultimative hyldest til livet som festabe. Med klaver og gospelkor indleder den forførende Movin’ on up et syre-symfonisk album, der byder på lige dele iørefaldende riffs, kølig ambient og dejligt syntetiske trommerytmer. Screamadelica er morgenpladen for dem, der aldrig kom i seng – en plade, som giver en brusende fornemmelse i maven og en smilende start på dagen. Håkan Hellström: Det är så jag säger det (2002) Hvis der skal fart på lige fra den årle morgenstund: Håkan Hellströms andet album er rendyrket powerpop og et frydefuldt inferno af sambatrommer, ride-bækkener, blæsersektioner og skarpe Smiths-inspirerede guitarfigurer. Hellströms skingre vokal belægger dette sammensurium med en hvinende sød fernis og giver et uimodståeligt naivt helhedsindtryk. Numre som Kom igen, Lena er lyden af sommer på plade og de rene vitaminer på en træt novembermorgen. Rose Feldfoss Rossum Oscar Danielson: Schysst och populär (1996) En talentbegavet og veluddannet guitarist med hestehale og al den tid, der er i hele verden, sætter sig ved din seng. Dygtigt akkompagneret synger han om at være et menneske med fejl og om sin stakkels kat, der nok hellere ville smadres mod asfalten fra 5. etage end at leve i hans stillestående selskab. Her sker der ikke meget, men Danielsons stockholmske strøtanker er så fine, at hans overskud ikke undgår at smitte. Verdens mindst stressede mand hedder Oscar Danielson. Bo Kaspers Orkester: Söndag i sängen(1993) Bigband, blæsere, svensk sprog og trippende fødder. Musikken, der smiler til dig fra morgenstunden, serverer scones på en hverdag, går med hat, og hvisker som med et glimt i øjet og en slet skjult svensk accent “Shall we dance?” Dette charmerende jazzede album gør – på Singing in the rain-manér – hver mandag morgen til en fest og hver onsdag til en… Som Bo Kasper selv synger det: “Jeg ved, at det burde være onsdag i dag, men det er søndag i sengen hos mig.” The Streets: A Grand Don’t Come for Free(2004) Mælken var for gammel, cyklen stjålet… Lidt skævt ud ad sengen? Her er din mand. Sådan har han det også. Hiphop fra den alternative skuffe, delt i stykker og sat “forkert” sammen. Knasende genialt. Blottet for ho’s og bling-bling. For uden hittet Fit But You Know It er albummet fyldt med numre, der passer perfekt til en hverdagsmorgen, slentren ned af gaden, almindeligt storbyliv, almindelige problemer. En helt ualmindelig kunstner – og britisk accent. Astrid Kirstine Dynesen Feist: Let It Die (2004) På trods af den depressive titel er dette en plade, der bliver helt magisk i det øjeblik, man tørrer morgenrim af cykelsadlen med sit ærme en kølig efterårs- eller vintermorgen. De 11 numre er både blide og afslappende – men stadig lige præcis så energiske, at man vækkes. Leslie Feists charmerende stemme kryber helt ind under sovemærkerne, og især er det fortryllende at gnide øjne i takt med det country-inspirerede og kække indiepop-nummer Mushaboom. Rufus Wainwright: Want Two (2005) Rufus Wainwrights nyeste udspil er nok den plade i min reol, der kan sniges ind i flest forskellige sammenhænge. Dog er den især god helt tidligt, når vækkeuret har ringet, og dagens første kop kaffe skal indtages. I et intenst nummer som Memphis Skyline sætter kombinationen af den højtrystede, opera-vokal og de smukke klavertoner sig hårdt fast og bliver hurtigt en uundværlig morgenrutine, der på farlig vis frister én til at blive inden døre. Belle & Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996) Belle & Sebastian får jeg vist generelt aldrig nok af, men lige præcis denne plade har en helt speciel, humørvækkende effekt, der egner sig helt forbløffende til cykelstien om morgnen i alt slags vejr, al slags stress og al slags trafik. Med de melodiske, kække og nogle gange sørgelige melodier og ironiske tekster, som eksempelvis i nummeret Get Me Away From Here, I’m Dying, får man lov at forblive – bare lidt længere – i sin helt egen drømmeverden.

Anbefalet

Løvfaldsplader

Det er på tide igen at indlemme ord som ‘fleecetrøje’ og ‘hyldebærsuppe’ i ordforrådet. Træernes blade vover sig ud i prangende farveeksplosioner og dratter kort efter ned. Og tager sommerens letsind med sig i faldet. Undertoner udpeger en stak plader, som godt ved, hvor tungt løvfaldet kan føles.De gyldne solnedgange kommer tidligere og tidligere, og kulden begynder at bide i fingrene, når man cykler om morgenen. Temperaturfaldet sætter også snart sine sylespidse tænder i træerne, der sitrende lader sig afpresse til at smide de visne blade. Og mens det ravfarvede løv svæver ned mod skovbunden, tager det endegyldigt sommeren og dens ubekymrethed med sig i faldet. Nu er det alvor. Der er lang tid til de næste dage med godt og lunt vejr. Undertoners redaktion har taget konsekvensen af, at terrassen er belejret af bidske vindstød de næste mange måneder, og har sat sig godt til rette med god løvfaldsmusik i ørerne. Cæcilie Jessen The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra-la-la Band: Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward (2001) I høretelefoner er måden, hvorpå lyden skifter side i pladens første skæring, som lyden af et blad, der vugger gennem luften. Følelsen af en genert, blegnet eftermiddagssol er blevet indkapslet i klavertoner, mens dommedagsprofetierne hagler ned over lytteren og skaber et gråsind, der ved, at tiderne bliver mørkere. The Mountain Goats – The Sunset Tree (2005) Mountain Goats har med lige dele sortsynet ironi og hidsig bevægelseslyst skabt en plade, alle bør køre i tog til, mens det rusker udenfor. De første skæringer fanger øret med tekstbidder som “I write down good reasons to freeze to death“, og herefter følger en jævn, folk-rocket masse, før alle bladene til sidst er faldet og der kun er guitar og vokal tilbage. The One Ensemble of Daniel Padden: The Owl of Fives (2003) Daniel Padden kan fylde et stort hus med smuk musik, når det er oktober, og det er bælgmørkt, og det er tid til at skrælle kæmpekartofler. Udspekulerede strenge og blæsere og korsangere danser og svæver af sted og fylder hvert et hjørne med lige dele mystik og nydelse-med-øjnene-lukkede. Daniel Flendt Dreesen Encre: Flux (2004) Franskmanden Yann Tambour har bedrevet et mesterstykke indenfor moderne kammermusik. Som hos tyske Kammerflimmer Kollektief sammensmeltes myriader af organiske melodier med diskret elektronik alt imens der hviskes dragende på modersmålet. Flux skaber en stærk foruroligende stemning, perfekt afstemt til efterårsvindenes natlige susen. Arab Strap: The Red Thread (2001) Aidan Moffat puster omtrent bladene af træerne med sin snøvlende pub-snak, som dog forbliver hjerteskærende og aldrig utroværdig. Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt Moffat har fundet den røde tråd, er The Red Thread utvivlsomt de skotske skyggevogteres smukkeste album til dato. En ren og urolig melankoli; et soundtrack til kolde skovbrande. David Sylvian: Secrets of the Beehive (1987) Sylvian intonerer sit tidløse mesterværk med linien “September is here again” og sætter dermed tonen til forandring i forfaldets farver. Hans årelange kompagnon Ryuchi Sakamotos eventyrlige og intime arrangementer går i symbiose med Sylvians uforlignelige vokal, og der væves tusmørkemusik forankret i naturens kredsløb og sindets hemmelighedsfulde vandringer. Jeppe Kristensen Sunhouse: Crazy on the Weekend (1998) Crazy on the Weekend er en af de plader, der har gemt sig under løvet. Ikke desto mindre er det en fantastisk samling sange, der emmer af melankoli, tab og kærlighed, fantastisk spundet sammen af Gavin Clarkes single malt-stemme. Det er ikke en plade, der giver varme i kinderne, men til gengæld minder den én om, at man kun lever én gang. Man kan kun begræde, at det blev det eneste, man skulle høre fra kvartetten. Hederos/Hellberg: Together in the Darkness (2001) Strømforbruget på denne plade er minimalt. Der er dømt lavmælt og stemningsfyldt svensk melankoli, som kun de formår. Pladen er en kombination af egne sange og covernumre fra blandt andre Neil Young. Der er Martin Hederos’ eminente tangentbehandling og nærværende vokal fra Mattias Hellberg, som løfter melodierne op til en kirke-agtig stemning, hvor man overlader sig til de store tanker. Det er et både originalt og mørkt soundtrack til efterårsferien. James Yorkston and the Athletes: Moving Up Country (2002) Det følsomme og enkle står lysende klart. Det er en fryd at gå på opdagelse i James Yorkstons akustiske folk-rock univers. Jo mere man lytter, jo mere opdager man. Og når man nu nærmest er spærret inde i de mørke måneder, bliver man rigt belønnet ved at bruge tiden på en opdagelsesrejse ind i James Yorkstons landlige og sørgmodige musikalske rum, der får det til at risle frydefuldt ned af ryggen, samtidig med at de musikalske farver blandes nøjagtig som en skovbund i oktober.

Anbefalet

Regnvejrsplader

Så blev det september, og vinden har fået mere kulde og bid. Pigernes ærmeløse toppe forvandler sig snart til regnjakker, og gummistøvlerne får inden længe kronede dage. Jeps, det trækker op derude i horisonten. Der er umiskendelige tegn, der tyder på, at det bliver regnvejr. Rigtig meget regnvejr.

Anbefalet

Natplader

Der er noget helt specielt ved at høre musik om natten. Melankolien og det intime har de perfekte kulisser i mørket, men trods nattens ensartede farver er der i dette tidsrum både plads til det storladne og det minimalistiske. Undertoner giver her sit bud på musikalsk selskab i døgnets sidste timer.

Anbefalet

Plader til den gode grillaften

Sommeren er over os, under os og omkring os. Og hvad er bedre end at slutte en rar sommerdag af med et grillarrangement? Ikke meget, hvis du spørger Undertoner - og vi sætter tilmed så stor pris på, at der er god musik til maden, at vi her anbefaler ni gode grill-plader.

Anbefalet

Roskilde ’05-plader

Fra nu af vil Undertoner hver måned sætte tre anmeldere til at levere tre anbefalinger ud fra et givent tema. Første ombæring af <em>Undertoner anbefaler</em> er helt aktuel og skuer frem mod den forestående Roskilde Festival - og den bærer præg af, at et legendarisk støjrockband fra New York kommer forbi.