Interview

Interview

Canon Blue – jagten på en personlig stemme

Selv om Daniel James har udgivet et fuldlængdealbum, arbejdet sammen med Grizzly Bear og turneret i Europa, leder han stadig efter sit eget udtryk. En eftersøgning, der tager afsæt i Händel, musicalfilm fra 60'erne og glæden ved det uforklarlige.

Interview

Rumskib – svævehoveder, der kan selv

På Rumskibs debut og sin egen soloplade, Ferris Wheel Makeout, har Keith Canisius fået assistance fra Jonas Munk. Men nu føler han sig udlært og parat til at klare sig uden hjælp fra sin ’læremester’, som han i første omgang mødte helt tilfældigt.

Interview

The Notwist – umiddelbarhed i slowmotion

I 2002 blev den tyske trio bannerførere for den fremspirende indietronica-genre. Og så gik der ellers hele seks år, før The Notwist igen lod høre fra sig. Det kunne ikke gå stærkere, fortæller Martin Gretschmann om bandets langsommelige arbejdsproces.

Interview

Larsen and Furious Jane – om at gemme sig og at kunne kigge hinanden i brillerne

Århusianske Larsen and Furious Jane har fået bunkevis af anmelderroser for deres dugfriske album, Zen Sucker. Arbejdsprocessen var imidlertid alt andet end rosenrød for bandet, der smed en næsten færdiggjort plade i skraldespanden, da de endelig fandt ud af, at det var “okay nogle gange at lyde af lort.” Da Larsen og resten af Furious Jane i 2005 udgav Tourist With a Typewriter, gik der ikke lang tid, før det hele blev lidt for meget for bandet. Lidt for meget skjorte og fløjl. Lidt for meget pænhed og lidt for lidt bund i musikken. De havde vænnet sig til at gemme sig bag hinanden, når de spillede koncerter. I mylderet af de mange instrumenter og store arrangementer, der var blevet bandets identitet: 10 mand på scenen og en masse snørklede veje til melodierne. “Men ville vi selv synes, det var fedt, hvis vi ikke selv havde været med til at lave det? Det brugte vi meget tid på at tænke over, og det ville vi nok egentligt ikke,” fortæller sangskriver Torsten Larsen og fortsætter: “Larsen and Furious Jane ville ikke være et band, som medlemmerne af Larsen and Furious Jane ville høre, hvis ikke de selv var medlemmer af det. Og så måtte vi jo ligesom prøve at finde ud af, hvad der tændte os, og hvad vi godt selv kunne lide. Vi havde et meget stort opgør med den her pænhed, som vi havde. Vi skulle finde ud af, at det egentligt var okay, at det nogle gange lød af lort, hvis det var federe på den måde, og der blev fanget noget mere nerve ad den vej.” Før har Torsten Larsen udmærket sig ved kryptiske, ironiske udtalelser – og tekster, især – men fastheden i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Han har ændret sig. Markant. “Vi gav slip på de der pæne, universitetsuddannede smagsdommere og fik øjnene på bolden og målet og begyndte at lege. Og så var det sjovt. Det var meget dét, det kom til at handle om for os. At have det sjovt.” Oplagt mål = færre muligheder Inden Torsten Larsen nåede dertil, havde han sammen med Larsen and Furious Jane indspillet det meste af en plade. En plade, der ifølge Larsen selv lød lidt for meget som Tourist With a Typewriter. ” Men det var jo ikke det, vi ville. Og der var ingen grund til at udgive noget, vi ikke selv var tilfredse med,” forklarer han. “Den her gang gik vi ind i øvelokalet, lukkede døren og eksperimenterede med nye måder at optage på. Nye måder at være sammen på. Og vi brugte tid. Tid til at tænke over tingene.” Og det er netop i arbejdsprocessen, skiftet fra at være et skjorteklædt, intellektuelt appellerende alt. country-band til at være et band, der ikke sætter sig selv i en unødvendig snæver bås, er sket. “Hvis man har en klar idé om, hvor det er, man skal hen, så sigter man efter det og rammer måske lidt under. Men hvis man ikke har nogen klar idé om, hvor man starter, så ved man heller ikke, hvor man skal hen. Og så kan man ramme hvor som helst,” siger Torsten Larsen og indrømmer, at der også er røget et lag høflighed i den proces. “Den fernis af pænhed, vi har haft over for hinanden, er nok forsvundet lidt. Vi kan godt skændes, og stadigvæk vide, at det er for det fælles bedste,” forklarer han, og tilføjer: “Men det vigtigste er, at vi kan se os selv i brillerne, som vores trommeslager vil sige.” Komiker eller komisk? »All my ideas, I believed them myself / But I always knew / I couldn’t carry it through / I have wasted my time / But now it’s running out / (“¦) / Thought I was a comedian / But I was just a joke.” Sådan lyder brudstykker af teksten til “A Deathbed Conversion”, det overrumplende stykke strygerbelagte patosrock, der er første reelle sang på det nye album, Zen Sucker. Og det opsummerer, hvordan Torsten Larsens forhold til teksterne fra de tidligere Larsen & Furious Jane plader er nu, hvor han selv siger, han er nået til en anden fase af sit liv. “På den her plade føler jeg, at jeg er tættere på at sige nogle ting, der faktisk tager udgangspunkt i mit liv – frem for før, hvor jeg var yngre og måske havde en forestilling om nogle erfaringer, som jeg ville få om lang tid. Det er jo sådan en sygdom, man har, når ens yndlingsplade som otte-årig er Tunnel of Love med Bruce Springsteen. Derfor er det lettere for mig nu, for det føles ikke på samme måde forstilt. Jeg mener det, jeg skriver. Jeg kan stå inde for det nu, men måske er jeg et helt andet sted om et år,” siger Torsten Larsen. Ifølge ham selv har han især lært om livet og det at skrive tekster af Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, som sidste år indlemmede en del af Larsen & Furious Jane i arbejdet med Kain og Abel-pladen. “Den ironi, der var på de to første plader, er der luget gevaldigt ud i den her gang. Det har ikke været min mening at lave noget med glimt i øjet,” forklarer Torsten Larsen. Før har han, siger han selv, blødt alle de hårde tekster op med en lille afsluttende joke. “Den trang er måske trængt helt tilbage til, at den kun dukker op i sangtitlerne.” For meget tid Selv om Torsten Larsen ikke har noget imod at fortælle om alle bandprocesserne og den “eksistentielle tvivl”, han og resten af bandet følte ved at spille, som de altid havde gjort det, sværmer han kun let omkring de ting, der har ændret sig i hans eget liv. Han giver dog et eksempel på, hvad der er sket med ham selv og andre i bandet. I 2005, da bandets forrige plade udkom, var han stadig studerende. Det er han ikke længere. “Problemet var jo nok lidt, at dengang havde man det der liv, hvor man var i starten eller midten af tyverne, havde et universitetsstudie og havde alt, alt for meget fritid. Og begyndte at gå alt for meget op i den der identitetsskabende faktor i musikken. Man begyndte at tro, at fordi man havde fået udgivet en plade, der fik gode anmeldelser, så kunne man måske bryde igennem og der kunne ske noget godt…” siger han og stopper op. Vejer ordene en ekstra gang. “I den periode, vi har været igennem med den her plade, har de fleste været færdige med 22 års skolegang eller hvor meget det nu er, og vi skulle til at gå i gang med resten af vores liv. Og prøve at komme ind på arbejdsmarkedet,” fortæller han. Arbejdsmarkedet. Ordet signalerer al den voksenhed, som bandet blev trætte af ved deres to første plader. Og som nu er blevet kodeordet i et forsøg på at kravle ud af hyggekassen. “Det har været en slags identitetskrise. Og der sker jo bare nogle andre ting, der er meget vigtigere end musik. Men det gør jo så også, at når man så endelig er i den der verden, hvor man laver musik, som vi i vores orkester holder meget af at gøre, så vil det være dumt at lade sig binde af en masse ting. For det er jo der, man stadig har sin fritid. Det er ligesom, når en 50-årig køber en motorcykel. Det er det rum, hvor man ligesom realiserer sig selv,” afslutter Torsten Larsen, og indrømmer, at han lige nu mest af alt drømmer om at fatte en skovl. Han vil nemlig gerne grave en kælder under sit hus, så han kan få lov til at være en del af Larsen & Furious Jane resten af livet.

Interview

18th Dye – som at komme hjem

Et af de seneste års mere overraskende comebacks i dansk rock har tysk-danske 18th Dye stået for. Takket være først en stribe koncerter og senest albummet Amorine Queen har trioen fået noget af den ros, de i sin tid måtte undvære – og det turné-aktuelle band nyder det i fulde drag.

Interview

Slaraffenland – forfængelige stemmer

Måske er det jazzmusikerens lod, at den frie, skabende åre har udspring i et solidt teknisk og kompositorisk grundlag. Og måske netop derfor var det det den lille smule mere overraskende, at netop dansk/svenske Slaraffenland pludselig tyede til stemmebåndene i deres musik på sidste års Private Cinema. For hverken på debuten fra 2004, Slaraffenland, eller på opfølger-ep’en Jinkatawa, var der vokaler, og ingen af de fem medlemmer kan siges at være trænede sangere. “Ja, nogle af os har måttet træne ret meget hjemme hos vores kærester for at føle os trygge ved at skulle synge for andre,” forklarer Mike Taagehøj, bassist og altså pludselig også sanger i Slaraffenland. Men selv træning betød ikke, at Slaraffenland selvsikkert lod deres afvekslende stemmebånd brede sig ud over spillestederne. Selv om de godt var klar over, at vokalen ville give deres musik netop dét udtryk, de længe havde ledt efter. Ja, faktisk en helt ny farve, ifølge Jeppe Skjold, der spiller blæseinstrumenter og – synger. “For os har tilføjelsen af vokaler været lidt som at opdage en helt ny grundfarve. Og det var svært for os at komme i gang med at bruge den. I starten var det sådan, når vi spillede live, at vi gik hen til lydmanden og bad ham sørge for, at vokalerne endte langt nede i mixet,” forklarer han, og svenske Niklas Antonson, der spiller blæsere, drejer på knapper og synger, tilføjer: “Vi oplevede en del gange, at folk kom hen efter koncerterne og sagde: ‘Det er fedt, at I synger – men man kan overhovedet ikke høre det.'” Hvem skal hvad? Alle skal sammen! For Slaraffenland har vejen mod opdagelsen af deres fælles stemme været essentiel. For de har måttet prøve sig frem, agere bas og tenor, synge højt og dybt. Og det er ifølge dem selv lykkedes at finde en struktur i deres vokaler, som de nu kan lege med og nedbryde og bygge op igen i deres sange. Og det har fået konsekvenser for de sange, der i starten led af manglende tiltro til vokalernes evne til at formidle det budskab, bandet leder efter. Men de har fundet den rette formel – en ret simpel en: “Vores usikkerhed gjorde, at vi havde det bedst med at synge sammen. Og det viste sig at være meget stærkt for os,” siger Jeppe Skjold. Ifølge bandet hang nervøsiteten og tilbageholdenheden sammen med, at det var svært for dem at slippe deres indre sanger løs. Der var hverken instrumenter eller ryggrad at falde tilbage på. Kun en mikrofon foran munden. Væltet sangskrivningslæs skal rejses En helt ny grundfarve betyder selvfølgelig også, at sangskrivningen har skullet tilpasse sig de nye farver i klangpaletten. Tidligere har Slaraffenland ikke skortet på instrumenterne. De nærmest snublende kaotiske lydbilleder på de to første udgivelser var resultatet af en konkret tilgang til musikken. “Tidligere har vi haft en tendens til at skrive sange, hvor vi alle sammen spillede på én gang og for fuld knald det meste af tiden. Da vi spillede live omkring udgivelsen af Jinkatawa-ep’en, kunne det aldrig blive højt og buldrende nok. Det er naturligt, at vi blev trætte af det efter et stykke tid, og da vi så fik vokalerne ind som element, blev vi bedre til at variere opbygningen,” siger Jeppe Skjold. Ifølge Niklas Antonson arbejder bandet stadig med at bryde deres gamle vaner ned. “I en af de nyeste sange, vi har skrevet, har vi f.eks. taget næsten alle lydtæpperne bag vokalen væk, så vores vokaler står helt fremme.” Men Jeppe Skjold er hurtig til at understrege, at idéen om at skråle sammen ikke er røget til fordel for en forsanger og en streng struktur i instrumenternes rolle i musikken. “Det kan ikke understreges nok, at vi ikke skal have en leadvokal.” “Nej, det ville ikke klæde os. Det her er et kollektiv,” påpeger Niklas Antonsen bestemt. Slaraffenland har brugt starten af 2008 i studiet. Forhåbentligt spiller de et par af deres nye, vokalomblæste sange når de i april drager på en spredt mini-turné i Danmark. Hvor? Her: 19. april – Rust, København 24. april – pAKHUSET, Århus (PopRevo-opvarmning med Sha La Las, Men Among Animals og ET Tumason) 30. april – Gimle, Roskilde

Interview

Annuals – familien er vigtigst

En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. (20.02.08)En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. En ’annual’ er en plante, der på bare et enkelt år spirer, blomstrer og dør. Den amerikanske sekstet Annuals har næsten gennemgået selv samme livscyklus som den etårige plante, de har taget navn efter. Kun ét album, gode anmeldelser og positiv blogomtale skulle der til for at få bandet til at spire blandt andre folkpop-navne som Broken Social Scene og Animal Collective. Blomstringen er sket under bandets koncerter, heriblandt et besøg på sidste års Roskilde Festival, hvor publikum har måttet overgive sig til deres livfulde melodier og medrivende sceneoptræden. Alt sammen er sket, siden debuten blev udgivet i oktober 2006 og godt et års tid frem, til lyset blev slukket efter allersidste koncert under bandets turné. Livløse er Annuals dog ikke. For tiden er de unge bandmedlemmer, der i snit kun har oplevet 20 somre, i studiet for at indspille deres kommende album, som er planlagt til udgivelse i september. Følger indspilningen af dét album samme procedure, som lå bag arbejdet med Be He Me, er der tale om en længerevarende proces. Debuten blev optaget i en god vens kælder, hvor bandmedlemmerne kunne komme og gå, som det passede dem. Det har medført, at Annuals’ sange er sammensat af utallige spor.»Vi kunne arbejde på det, indtil vi ikke gad mere. Og den næste dag kunne vi fortsætte, hvor vi slap dagen før,« siger frontmand Adam Baker og tilføjer om tilblivelsen af Annuals’ sange, at når et bandmedlem har en idé til et stykke af en sang, kan vedkommende bare komme ned i kælderen og indspille det. »Vi bor praktisk talt i denne kælder. Det er rart, at vi kan gøre, som vi vil,« siger Adam Baker, mens keyboardspiller Anna Spence indskyder, at mange af deres sange ændrer sig nede i kælderen. »Ja, og der er indspillet mere end et par versioner af hver enkelt sang,« siger Adam Baker. »Og det er alle sammen versioner, som vi rent faktisk er begyndt at spille,« fortæller Anna Spence. Man tænker, at de frie indspilningsrammer og denne lag på lag-produktion af sangmaterialet nødvendigvis må kræve en bandleder, der har overblik og kontrol over processen. Det afviser Adam Baker:»Jeg skriver sangene, men der er ingen bandleder som sådan. Der er ingen af os, der slår i bordet«. Vores sange skal ikke lyde ensMens første del af Be He Me består af energisk uptempo-folkpop, er en del af pusten tabt på anden halvdel. Annuals erkender selv, at der er forskel mellem de to pladehalvdele. »Det er en udfordring, når albummet skal sættes sammen. Vi havde 20-25 sange, som vi måtte vælge mellem at arbejde på, og de var så forskellige, at vi ikke have nogen idé om, hvordan vi skulle sætte dem sammen på en perfekt måde. Vores mål er ikke at skrive sange, der lyder ens, så albummet kan være svært at fordøje for nogen, fordi sangene er så forskellige,« siger Adam Baker, der dog tror, at visse musiklyttere vil sætte pris på pladen, eftersom visse sange passer til en dag, hvor man har det på én bestemt måde. Næste dag, hvor man måske føler sig elendig, kan man så lytte til den anden halvdel af pladen, forklarer Adam Baker. Selv om det er første del af Be He Me og især sange som det åbnende trekløver “Brother”, “Dry Clothes” og “Complete, or Completing”, som Annuals er brudt igennem på, havde Anna Spence troet, at det var et helt andet nummer, der ville blive valgt ud. Nemlig den langstrakte folksang “Sway”, der afrunder pladen, fordi »den har alt det, vi lyder som, i en og samme sang«. Kan bjørne lægge puslespil?På coveret til Be He Me står en mand med Robin Hood-hat i en frodig skov og kigger på et gammelt, kroget træ, mens han bliver betragtet af en ged og en kat. Det ville være en passende illustration til et Brødrene Grimm-eventyr. »Det var præcis en eventyrs-stemning, vi gik efter. De fleste sange handler metaforisk om arketyper. Vi tager en ged, og du tænker ikke, at en ged vil forlade en hær. Vi tager en bjørn, og du tænker ikke, at en bjørn vil “¦ øh, jeg ved ikke”¦ samle et puslespil,« forklarer Adam Baker til stor latter. Han tilføjer, at han godt kan lide dyr, som det vrimler med i teksterne, fordi de er bedre end mennesker. »Vi ødelægger verden, det gør de ikke«. Hvad vil I udtrykke med alle dyrene i teksterne? »Der er ingen dybere mening, ingen større grund. Folk lægger for megen vægt i musik. Det er ikke den vigtigste ting i verden. Men det gør livet meget bedre.«»Det er vigtigt”¦.,« indskyder trommeslager Nick Radford. »Ja, hvis det ikke blev indspillet og solgt.«»Men så ville vi ikke være her.«»Ja, okay, det er vigtigt for os,« overgiver Adam Baker sig. Jeres tekster kredser meget om døden? »Der er meget død deri, ja. På denne plade er der mange temaer om familien. Familien er den vigtigste ting i verden. Det skulle den i hvert fald være. Selv om mange ikke synes at tænke sådan. Teksterne er dog ikke lavet ud fra nogen formular, men handler bare om det, jeg føler. Der er masser af personlige ting. Men jeg kan på ingen måde beskrive det hele i en sætning.« Be He Me er dedikeret til Bakers far. Han døde af kræft i de dage, Annuals var ved at optage klaversporet til “Father”, og derfor fandt bandet en dedikation passende. Ud over “Father” indeholder albummet også familiesangene “Mother” og “Brother”. Det var imidlertid ikke intensionen til at begynde med, at albummet skulle indeholde et mindre familie-koncept, forklarer Adam Baker. Han endte bare med at skrive tekster om det, der står ham nært; familien. Tophemmelig pagtMange har sikkert kløet sig en hel del i håret af ren og skær undren over, hvad pladetitlerne Be He Me og Frelen Mas, navnet på en b-sideopsamling der udkom som download i efteråret, betyder. Selv efter et møde med tre Annuals-medlemmer blæser svaret stadig i vinden. Mens Frelen Mas kan betyde det, man nu vælger at lægge i det, er Annuals langt mere hemmelighedsfulde, når de bliver spurgt ind til meningen med den pudsige sammensætning af ordene be, he og me.»Jeg kan ikke fortælle, hvad det betyder,« lyder det kategorisk fra Adam Baker.»Det er top secret. Det betyder noget for os,« siger Anna Spence, mens Nick Radford tilføjer: »Det betyder mange ting for os på mange forskellige måder.« I vil ikke fortælle én af tingene? »Nej, vi har indgået en pagt,« siger Adam Baker.»Du vil aldrig regne det ud. Det har vi ikke selv,« slutter Anna Spence. Læs også Undertoners anmeldelser af:Annuals: Be He MeAnnuals, 06.07.07, Roskilde Festival

Interview

1 2 3 4 – depraveret med et glimt i øjet

Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. (31.10.07)Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. I løbet af de seneste fire-fem år har Aalborg markeret sig som lidt af en slackerrockby. Rækken af bands, der kan deres Pavement, Sebadoh og Guided by Voices og på en eller anden vis har rødder i den nordjyske hovedstad, er nemlig lige præcis lang nok til, at det er påfaldende. Ud over pionererne fra det nu hedengangne My Friend George og den eneste kommercielle succes Figurines har fine demobands som bl.a. Bought Landings og Torpedoes også slacket rundt på de aalborgensiske spillesteder, mens Charlie, Don’t Surf stadig er i fuld vigør. 1 2 3 4 i landlige omgivelser Næste skud på stammen kalder sig 1 2 3 4 og har tidligere guitarist i Torpedoes Rune Hedeman som frontmand. Trods tilhørsforholdet til Aalborg, der gælder alle i bandet undtagen guitarist Kasper Helweg, går 1 2 3 4 dog for at være et københavnerband. Det var da også i København, at bandet blev dannet for halvandet år siden, og deres nyligt udsendte debutplade In Your Faith er udgivet på ærkekøbenhavneren Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. Men trods alt fornægter ligheden med ovennævnte Aalborg-bands sig ikke helt, og bandet diskuterer da også stadig selv, om det er et københavnerband eller ej. Rune Hedeman hælder en smule til det sidste.»Vi er sgu et eller andet sted et Aalborg-band. Vi spiller sådan noget Aalborg-rock,« siger han og uddyber: »Dengang jeg boede i Aalborg, var det sådan, at drengene fra Figurines, Oh No Ono, My Friend George og jeg bare kendte hinanden og gik i byen sammen. Der blev skabt en lille klub deroppe, hvor vi lyttede til plader, kyssede med de samme piger og gik de samme steder hen i byen. Det var sgu dejligt, og det kan ikke undgå at præge en. Men det er efterhånden mange år siden, og man kan også mærke, at de fælles udtryk er ved at være væk. Vi har de samme inspirationskilder, og så er der sket noget forskelligt med det.« Selv har Hedeman droppet den smadrede lofi-lyd, der prægede dagene med Torpedoes. In Your Faith er nemlig mere stram og knap så slacket. Og det skyldes ikke, at Nikolaj Nørlund har siddet i producerstolen under indspilningen, men at Hedeman har dikteret over for de andre, at de skal spille ordentligt, da der »kun er en tynd linje mellem at være slacker og lofi og at være en klovn.« Selv om 1 2 3 4 er gode musikere, er de det først og fremmest i kraft af deres sammenspil, mener Hedeman og peger på Pavement som et band, der kan gå lofi, uden at det går op i hat og briller.»Pavement var fantastiske musikere, fordi de var dygtige, men også fordi de turde være dårlige og skrælle deres musikalitet helt ned til det helt basale, så det bare blev rent udtryk i stedet for kunnen.« Homofascistiske armbevægelserAllerede langt før 1 2 3 4 fik en pladekontrakt, har bandet eller rettere Rune Hedeman gjort sig en del bemærket. Hans fagter og armbevægelser under bandets koncerter er så iøjnefaldende, at han er blevet sammenlignet med Morrissey, Mussolini og Napoleon. Hedeman forklarer, at denne måde at agere på er noget, der bare kommer til ham. 3/5 af bandet på visit hos DR – Rune Hedemann halvt skjult bag sin kop »Jeg har ingen indstuderede moves, det er ikke koreograferet. Jeg gør bare det, der falder mig ind. Noget spas,« siger Hedeman, som dog finder det sjovt at få disse kaldenavne.Det samme gør de resterende bandmedlemmer, som på grund af sammenligningerne med Morrissey og Mussolini er begyndt at kalde ham for homofascisten. Du har det også med at kigge ondt ud på folk med et skulende blik?»Jeg skuler aldrig ondt ud mod publikum. Jeg forsøger at kigge dem lidt i øjnene. Se, hvem de er. Publikum forandrer sig altid fra gang til gang, det gør jeg også selv. Så det er en meget god ting lige at se dem i øjnene, og møde dem, hvor de er. Jeg plejer også at gøre det samme med drengene – tage en runde og se, hvordan de har det.« »Vi er jo ikke Grinderman« »Even though I stayed aroundI’d still be the saddest boy in townSo full of gospel, so filled with gossipThe shattered love with its broken logic I foundSo where does it go from here?I don’t care anymore for that toothbrush’s been dropped on the floor«(“œSaddest”) Et mere eller mindre tilfældigt tekstuddrag fra én af Rune Hedemans tekster viser med al tydelighed, hvilken sindsstemning der hersker i 1234’s univers. Med Hedemans egne ord »klassisk ungdommeligt tungsind«, der dog er tilpas reflekteret til, at det ikke er ren weltschmertz. Det nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er sådan, han selv går rundt og har det?»Uha, ja og nej. Man kan ikke skrive med andre som udgangspunkt end en selv.« Men man kan godt opfinde et univers?»Ja, men så skulle det være de værste udgaver eller de bedste udgaver af mig selv. Forskellige udgaver af, hvordan jeg har haft det.« Du sammenligner det selv med Charles Bukowksi. Hvad er dit forhold til ham?»Dengang jeg begyndte at læse ham, syntes jeg bare, jeg kunne genkende en mand, der var lige så indebrændt og depraveret som mig selv. Som havde set livets dårskab i øjnene, og som turde udtrykke og konfrontere det. Det, syntes jeg, var smukt. Jeg siger ikke, mine tekster er smukke, men det er i hvert fald der, mit forlæg er. Men der er så mange andre som Hemingway, John Fante og Baudelaire.« Du er ikke bange for, at man ser dig som en vred ung mand? Hvis man kun ser dine fagter på scenen og hører teksterne, kan man godt opfatte dig lidt som den der homofascist…»Ha ha, jeg lugter en overskrift. Nej, jeg synes, der er et glimt i øjet i vores univers. Altså, det er jo ikke Grinderman, det her. Musikken er pop, det forsøger vi i hvert fald at lave, og jeg synes, det er vigtigt at have den kontrast til teksterne, at melodierne er iørefaldende.« Læs også Undertoners anmeldelser af:1 2 3 4: In Your Faith1 2 3 4, 04.07.07, Roskilde Festival

Interview

Maher Shalal Hash Baz – vi er professionelle!

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. (13.10.07)Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. Egentlig ser det hele meget normalt ud, da Maher Shalal Hash Baz forlader scenen efter deres første Roskilde-koncert. Der er godt nok mange japanere på vej ned ad rampen, men der er ikke noget, der springer i øjnene. Ikke før et af bandmedlemmerne kommer vraltende med en massiv stumtjener lænet op ad den ene skulder. Det er mildt sagt ikke hvert år, den slags møbler kommer på scenen på Roskilde Festival, men faktisk er den mørkerøde stumtjener langtfra det underligste ved dét, der lige er sket. Inklusive de to danske drenge, der var blevet inviteret til at komme og daske et par trommestikker mod en flok ølflasker, en bøjlestang med regnjakker og stumtjeneren, har der i alt været 12 musikere på scenen. Maher Shalal Hash Baz er kendt for at være en slidt forsamling. Ikke alene ligger deres plader med sløset blues, hornorkestermusik og absolut uforståeligt engelsk i den absolut sjuskede ende af spektret. Deres koncerter har også for vane at være et kaos af nodepapirer og taktløst spil på alle niveauer – men den ekstremt usammenhængende Roskilde-koncert overgår alt. Det meste af tiden har den mest af alt lignet en stiløvelse i sær adfærd. Tori Kudo i studiet På 55 minutter har Maher Shalal Hash Baz nået at fyre et sted mellem 90 og 100 numre af – de fleste af dem med en varighed på under 15 sekunder. Mere skørt end ventet Nede blandt publikum resulterede den kaotiske afvikling i alt fra højlydte protester over vantro hovedrysten til brede smil blandt dem, der følte sig bedst hjemme i japanernes kortfattede og dybt, dybt sløsede horndrevne blues-univers. Bag scenen smiler bandets booker også, efterhånden som musikerne kommer ned ad rampen og går over mod deres omklædningsrum. Men bag smilet kører tankerne rundt i hovedet på ham, for det her var endnu mere vanvittigt end ventet. “Puha, jeg har det lidt dårligt i maven,” siger han og går lidt hvileløst rundt om sig selv. Der går rygter om, at gårsdagens Matmos-koncert på samme scene medførte brok fra nogle af festivalens musikansvarlige, fordi koncerten varede for kort tid, og han frygter, at han også skal irettesættes. “Jeg får aldrig lov at booke et band igen,” siger han, men griner alligevel lidt af hele situationen. En slags konge eller kejser I omklædningsrummet myldrer musikerne rundt mellem hinanden, men på trods af at der er 10 personer på 15 kvadratmeter, er der nærmest helt stille. Årsagen er, at bandets ubestridte boss, Tori Kudo, er ved at give et interview til en svensk journalist. Der er ingen af de to, der har bedt om ro – det er, som om det bare giver sig selv, at der skal være stille, når Tori Kudo taler. Fornemmelsen af at den 48-årige keramiker og guitarist bestemmer, hvad der sker i Maher Shalal Hash Baz, er ikke helt forkert, fortæller trompetisten Naoki, der har forladt stillelegen i backstagelokalet. “Det var ham, der startede bandet, og han er den ældste, så han er højest i hierarkiet. Det kan godt være lidt svært at spille i Maher, for Tori er nærmest som en konge eller en kejser,” forklarer den lille japaner. Selv om han har spillet og turneret med Maher Shalal Hash Baz hele dette årtusinde, svarer Naoki lidt tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt han så er et regulært medlem af det omskiftelige orkester. “Ja, det håber jeg da, ha-ha. Maher er et åbent band, og der er altid gæster med. Men jeg har da i hvert fald været mere eller mindre fast medlem siden 1999,” forklarer han og beretter så, hvordan han kom ind i bandet. “Da jeg i sin tid mødte Tori, ville han gerne have flere horn med i bandet. Så jeg gik ud og købte en trompet, selv om jeg egentlig ikke kunne finde ud af at spille på sådan én.” “Vi ville gerne spille noget sart og alvorligt” På den måde passer Naoki fint ind i det billede af Maher Shalal Hash Baz, som bandets amerikanske pladeselskab K Recs har forsøgt at male ved at give Tori Kudo tilnavnet ‘The Master of Mistake’. Selskabet forpasser heller ikke nogen muligheder for at fortælle om, at Kudo helst vil arbejde sammen med famlende amatører, der ikke kan spille på deres instrumenter. Og netop sådan har musikken da også lydt, siden skotske Geographic Records i starten af årtusindet begyndte at udgive bandets musik, så den for første gang siden bandets opståen i 1984 kom uden for Japans grænser. Men uanset at Maher Shalal Hash Baz’ sange virker skødeløst sjuskede, skriver Tori Kudo alle sine sange ud på nodepapir, som musikerne får udleveret. Der er bare ikke altid særlig meget tid til at forberede sig, fortæller Naoki. “Nogle gange får vi først at vide, hvad vi skal spille, lige inden koncerten. Så får vi et nodepapir med en helt ukendt sang på, som vi må forsøge at få det bedste ud af. Han skriver hele tiden nye sange, og hver dag spiller vi noget, som vi aldrig har prøvet at spille før. Så vi tager mange fotokopier. Ha-ha!” Maher Shalal Hash Baz på Roskilde Festival – foto: Peter Christian Binau-Hansen/Liveshot.dk Grunden til, at der var så mange musikere på scenen, var, at Tori Kudo benyttede sig af, at der i forvejen var en masse japanske musikere til stede på festivalen. Musikere som sangerinden Nikaido Kazumi, Efterklangs japanske ven Kama Aina og folkduoen Tenniscoats var altså for en aften med i Maher Shalal Hash Baz – og det betød, at koncerten var nødt til at være mindre løssluppen end vanligt, forklarer Naoki. Showet lød nu ikke just særlig styret, men Naoki fastholder, at Tori Kudo havde givet ham stramme tøjler. “Når der er så mange nye sange som i dag, kan det godt blive vanskeligt at improvisere. Det plejer vi ellers at gøre meget. Men i dag ville Tori gerne have, at jeg holdt mig ret strengt til noderne, fordi der var så mange gæster med, så når jeg nu var et af de ældste medlemmer, skulle jeg holde lidt styr på det hele.” Hans koksede trompetspil holdt ikke sammen på det helt store – og lige så svært er det for ham at finde de rigtige engelske vendinger til at forklare, hvorfor bandet spillede så mange numre. “Det er, fordi det her er sådan en stor festival. Normalt vil bands vælge at spille popsange sådan et sted, ting der er nemme at nyde. Vi ville gerne spille noget dybt,” siger han og leder efter nogle ord, “noget sart og alvorligt.” Musikalske dagbogsblade Tilbage i backstagelokalet er Tori Kudo så småt ved at være parat til at blive interviewet. Han sidder i en stol, men i stedet for at blive siddende finder han verdens måske dårligste skammel til sig selv og giver stolen fra sig med et lille høfligt buk. I en sofa bagerst i lokalet sidder Saya Takashi fra Tenniscoats og spiller på et klokkespil, men hun spiller så lavt, at det ikke er til at høre på tre meters afstand. Og Tori Kudo understreger ønsket om stilhed ved at nærmest at hviske, mens han læner sig meget tæt på det øre, der skal høre hans svar. “Musikken er min dagbog,” siger han, da han skal forklare, hvorfor der var 100 numre på setlisten. “Det her er en dagbogsturné. Vi prøver at spille vores indtryk af alle de byer og steder, vi er kommet igennem. Jeg har skrevet næsten alle de sange, vi spillede, i løbet af turneen,” fortæller han og bladrer i den tykke bunke af nodeark på bordet ved siden af ham. Titlerne fortæller, hvor de er blevet til: “Boulangerie”, “Orléans”, “Oiseau” – små øjebliksbilleder fra Frankrig. Tori Kudo hvisker, at den her koncertform lige nu er en nødvendighed for ham. “Korte sange har altid betydet meget for mig, og på denne turne vil jeg gerne spille musik, der handler om den virkelighed, jeg oplever omkring mig. Jeg gider ikke spille det samme igen og igen, og lige for tiden er jeg ikke særlig interesseret i lange sange,” siger han og forklarer, at en del af sangskrivningen foregår i søvne. “Når jeg lægger mig til at sove, ligger jeg og tænker. Så kommer der små melodier ind i mit hoved. Jeg skriver ikke noget ned om natten. Men hvis melodien kommer på besøg igen dagen efter, skriver jeg den ned med det samme.” “Alle musikerne er dygtige” Som Naoki fortalte os, inspirerer rundturen i Europa bandlederen kraftigt. De korte sange vælter ud af ham, og det gør det svært at vælge, hvad der skal på setlisten, fortæller Tori Kudo. “I går havde jeg 200 sange, som jeg gerne ville spille, men det ville tage for lang tid. Jeg sad på hotellet og ville til at sortere dem, men jeg blev træt og lagde mig til at sove. I dag havde vi travlt, så det var først to timer før showet, at jeg kunne komme i gang med at vælge. Så kom jeg ned på 120 sange, og først en halv time før koncerten havde jeg fået kopieret noderne, så musikerne kunne få deres papirer.” – Det lyder hektisk. Men det passer måske meget godt til jeres image som et band af amatørmusikere. Hvorfor kan du egentlig godt lide at spille sammen med musikere, der ikke rigtig kan finde ud af at spille? “Jamen, det kan jeg heller ikke! Alle musikere i Maher Shalal Hash Baz er professionelle og meget dygtige. Der er altid nye medlemmer med, og vi har ikke tid til at øve så meget. Vi har altid travlt, men det er dygtige og erfarne musikere, der er med.” – Hvad med Naoki? Tori Kudo kigger op, griner lavmælt og virrer lidt med hovedet: “Ha-ha, nej, ikke lige ham.” Læs også Undertoners anmeldelser af: Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: Osaka Bridge Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap Maher Shalal Hash Baz, 06.07.07, Roskilde Festival

Interview

Jens Lekman – en kontrolfreak slipper tøjlerne

For to år siden kollapsede alt totalt for den svenske indiepopcrooner. Han følte sig forfulgt af usande historier i pressen. Og da der begyndte at gå rygter om, at han var død, mistede han lysten til musik. Men mødet med et japansk kultband gav ham modet til at spille igen – og til at give slip på kontrollen.