Interview

Interview

Holly Golightly – det skal ikke være svært at skrive sange

Holly Golightly stikker ikke noget under stolen, når hun bliver spurgt til, hvordan hun skriver sange. “Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange, uden at det gør noget,” forklarer hun uden at skamme sig det mindste. “That’s bloody Elvis!” udbryder Holly Golightlys ledsager, Lawyer Dave. Han har lige fået øje på Joakim Hediger i en bar i mediebyen under sommerens Roskilde Festival. Holly og Dave troede egentlig, at Elvis var død, så de bliver hurtigt enige om, at det skal foreviges. De knipser et billede til hjemmealbummet, inden de kaster sig ud i en længere dialog om, hvilken whiskey de skal have i deres cola, såfremt baren ikke har Jim Beam. Det bliver ikke overraskende Jack Daniels, der ender i bunden af glasset, inden der bliver hældt cola på. Det er den helt rigtige drik for en dame som Holly, der siden midten af 90’erne har udgivet kompromisløst simple plader med sange, der kunne have været skrevet for 60 eller 70 år siden: “Jeg forsøger bare at gøre det simpelt. Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange med forskellige tekster, uden at det gør noget. Jeg har en standardformel, jeg går ud fra, og det virker fint,” forklarer Holly, der har udgivet alt mellem en enkelt og fire soloplader om året siden hendes første soloplade The Good Things fra 1995. “Det skal ikke være svært at skrive sange, og hvis man ikke kan skrive nok sange til at udgive mindst en plade om året, så bør man nok finde på noget andet at lave.” Kan bedst selv Holly Goligthly debuterede i Thee Headcoatees 1991, men bagmanden Billy Childish efterlod ikke meget plads til Hollys egne sange i pigegruppen. De blev stopfodret med hans eget materiale, så der skulle ske noget andet i Hollys liv. “Jeg startede faktisk med at spille solo, fordi der ikke var andre, der lavede den slags musik. Hvis jeg havde haft mulighed for at gå til koncerter med et band som mit, var jeg aldrig startet,” udbryder Holly, der er glad for at have mulighed for helt selv at kunne bestemme, hvad der skal ske i det band, der står bag hende på pladerne og på scenen. “Jeg er ikke særligt diplomatisk,” siger hun, uden at der kan spores så meget som et glimt af ironi. “Hvis det ikke fungerer, så skifter jeg ud i besætningen.” Punktum. Længere og længere tilbage For 20 år siden begyndte Holly at grave i musikkens randområder for at finde frem til det, som hun selv synes er det essentielle. Det var, mens hun lyttede til punk. “Det var ikke meningen, at jeg bare ville finde en masse gamle plader og så lytte til den slags musik. Jeg startede med punken, men der var altid et eller andet, der pegede bagud. Også hos de gamle punkbands. I min verden var de bedste inspirationer altid dem, der pegede bagud,” forklarer Holly, der aldrig har forsøgt at komme til at lyde som et levn fra fortiden. Hun havde bare ikke råd til dyre guitarer, forstærkere og optageudstyr, så hun måtte købe det billigt på loppemarkeder rundt omkring. Og det er især i den uimponerede tilgang til musikcirkuset, at Holly Goligthly adskiller sig fra de fleste andre kunstnere med mere end 10 albums på dagen. “Jeg begyndte eksempelvis ikke at indspille i Toe Rag (analoge studier i London, hvor bl.a. White Stripes har indspillet, red.) studierne, fordi jeg gerne ville have en speciel lyd på mine plader. Det var bare det eneste sted, jeg havde råd til at indspille, og det har fungeret så godt, at det stadig er mit foretrukne studie at indspille i,” forklarer hun. Hun har stadig et halvtidsjob ved siden af turnélivet og pladeindspilningerne. Hun er dog ikke længere lastbilchauffør, som det var tilfældet i starten af karrieren, men hvad hun laver, vil hun ikke ud med. “Det er top secret. For regeringen,” lyder svaret.

Interview

Tunng – et fuldt udklækket band

Da Mike Lindsay og Sam Genders startede deres folktronica-duo, var der ikke planer om at invitere andre ind. Alligevel voksede bandet til en sekstet inden det andet album. Men det har taget en plade og halvandet år at lære at være et kollektiv, fortæller de to grundlæggere.

Interview

The Lionheart Brothers – sommerpop fra det kolde nord

Det er umuligt at komme uden om Beach Boys, når man skal forklare, hvordan The Lionheart Brothers lyder. Men det er måske kun nu. Næste gang de udgiver en plade, kan det være denne reference skal skiftes ud. Nordmændene vil være i konstant udvikling, så de kan opnå deres mål om at blive intet mindre end et musikalsk fænomen. (12.06.07)Det er umuligt at komme uden om Beach Boys, når man skal forklare, hvordan The Lionheart Brothers lyder. Men det er måske kun nu. Næste gang de udgiver en plade, kan det være denne reference skal skiftes ud. Nordmændene vil være i konstant udvikling, så de kan opnå deres mål om at blive intet mindre end et musikalsk fænomen. Langt oppe i Norge, lige der hvor landet bliver tyndt, er der vintermørke flere måneder i træk. Det er et klima, som må siges at være markant anderledes end den rette geografiske placering for musikken på Oslo-bandet The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss. Tre af bandets medlemmer, Magnus Forsgren (vokal), Morten Øby (guitar) og Audun Storset (orgel) kommer oprindeligt fra Klæbu og Sunndalsøra i Trondheim-området, hvor solens stråler kun er noget, man kan drømme om i vinterhalvåret. Det har de så gjort, og tankerne har ført dem til det altid solrige Californien, og især Beach Boys-pladerne Pet Sounds og Surf’s Up har roteret på pladespilleren. Til gengæld er sommerdagene i den nordlige del af Norge så lange og lyse, at solen knap er gået i seng, før den står op igen. Alligevel er Beach Boys ikke umiddelbart foreneligt med Trondheim. Lionheart Brothers havde da også et andet musikalsk udgangspunkt end westcoast-pop, da de blev dannet af Magnus Forsgren og Audun Storset tilbage i 1999.Akkurat som det er tilfældet med Serena-Maneesh og 120 Days – medlemmer af Lionheart Brothers har været involveret i begge bands – begyndte de som et shoegaze-inspireret band. Det er de sådan set stadig, men med udgivelsen af Dizzy Kiss er Lionheart Brothers blevet kendt som et neopsykedelisk drømmepopband, der står i stor gæld til Brian Wilson. Altså foruden at være kendt som bandet, der har taget navn efter Astrid Lindgrens børnebogsklassiker Brødrene Løvehjerte. “Jeg er stor fan af bogen, og jeg syntes, at det var et godt bandnavn,” siger Magnus Forsgren og forklarer, at det drømmende ved historien om fantasilandet Nangijala, dualismen mellem løve og hjerte, mellem det gode og det onde går igen i musikken. “Og så er man jo en slags brødre, når man spiller i band sammen.” Jagten på det musikalske jegThe Lionheart Brothers har en vision om hele tiden at udvikle sig som band. I et tidligere interview har de udtalt, at deres mål er at blive et musikalsk fænomen. Det må siges at være en ret ambitiøs udmelding, som ikke har mange chancer for at overholde halvnorske Aksel Sandemoses jantelov. “Altså, det lyder mere ambitiøst, end det egentlig er. Det handler bare om at finde ind til kernen, at finde jeg’et. Og det er vel alle kunstarters mål,” siger Morten Øby. Magnus Forsgren uddyber: “Først og fremmest er vi meget interesserede i, at bandet får et langt liv og ikke bare bliver en kort hype. Vi har en trang til at udforske dét at være i et band og udvikle måden, vi anvender guitarerne på, og hvilke effekter vi bruger. Altså hvordan vi kan præge bandets lyd. Vi er meget fascineret af de bands, der formår at skabe al lyd til bandet. Ligesom The Beatles eller The Cure.” I hvilken retning The Lionheart Brothers jagt på det musikalske jeg fører bandet hen, ved de ikke selv. Magnus Forsgren er sikker på, at den næste plade vil være anderledes, men det ligger kun fast, at en Lionheart Brothers-plade altid vil have et retro-præg. Og den vil altid lyde som Lionheart Brothers – uanset genrevalget. Det hænger igen sammen med det at blive et musikalsk fænomen, forklarer Morten Øby. “Der skal være en rød tråd fra plade til plade.” – I vil altså være det nye Motorpsycho?“Ja!,” udbryder Forsgren og Øby grinende. Men bag latteren er der en snert af alvor, som tyder på, at de mener det. Motorpsycho har netop dét, Lionheart Brothers stræber efter. De kan skifte genre fra plade til plade, stort set som det passer dem, uden at miste deres særkende. Om det så er hardrock, jazz, country eller den psykedeliske sommerrock, som fyldte rillerne på Phanerothyme, der står på dagsordenen. Motorpsycho kommer også fra Trondheim. Måske er det en slags modreaktion eller bare rent dagdrømmeri, men det er åbenbart muligt at skabe musik, der gør sig allerbedst under høj solskin med brusende bølger i baggrunden, selv om det er koldt og mørk udenfor. Læs også Undertoners anmeldelse af:The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss

Interview

Dúné – vi er bare en tand bedre end de andre

Deres debutalbum udkommer først i overmorgen, og de fleste medlemmer er først lige blevet myndige. Alligevel har Dúné allerede opnået stor succes. Bandet er stensikre på, hvad de vil, og udgivelsen af debuten er næste skridt på vejen. Undertoner mødte bandet til en snak om live-koncerter, dobbeltliv og store drømme. (27.05.07)Debutalbummet har fået titlen We Are In There You Are Out Here og udkommer d. 29. maj. Men allerede nu har Dúné godt gang i karrieren. På en yderst regnfuld dag knap to uger inden udgivelsen havde 3/7 af bandet været tidligt oppe og taget turen fra hjembyen Skive til Vesterbro i København. Her mødtes Undertoner med Mattias Kolstrup, Cecilie Dyrberg og Ole Bjørn Sørensen på en lille café. Publikum skal være sultneDúnés medvind skyldes især deres selvsikre live-koncerter, hvor bandet tager både publikum og anmeldere med storm. På sidste års Spot-festival var Undertoners anmelder ingen undtagelse. “œDet gode ved live-koncerter er selvfølgelig, at man får musikken ud til mange mennesker – og for os er det dér, vi får al vores energi ud,” fortæller Mattias og forklarer, at bandet er glade for, at publikum har reageret så positivt, på trods af at albummet endnu ikke er udkommet: “Folk er virkelig med – især på numre som “Bloodlines” (tidl. Ugens Uundgåelige på P3, red.) og “Robot Beat”, og det er rigtig fedt.”Cecilie tager over: “Vi slutter altid af med et nummer, der hedder “Go Go Valentina” – igennem koncerten eskalerer energien, og dét er klimakset. Det er også derfor, vi ikke spiller ekstra-numre efter det.” Ole uddyber: “Det virker måske mærkeligt, men det er mere kompromisløst – vi vil gerne have, at publikum ikke bliver “mætte”; de skal gå sultne fra koncerten”. Tidlig succes?Ingen af Dúné-medlemmer har nået de 20 år endnu, og Skive-bandet er dermed yngre end de fleste nye bands i branchen. Indtil nu har de kun et par ep’er bag sig, men de får alligevel meget ros og opmærksomhed. Men det får dem ikke til at føle, at karrieren er gået stærkt. Trods deres unge alder har de allerede spillet sammen som band i seks år. Ole og Cecilie nikker samtykkende, mens Mattias forklarer, at “det nok virker, som om det er gået hurtigt, hvis man ser på det udefra, men det virker ikke sådan for os – vi har altid vidst, hvad vi ville,” Med et smil på læben tilføjer han: “Vi har da spillet sammen i længere tid end Franz Ferdinand.”Ole understreger, at Dúné har kæmpet lige så hårdt som alle andre, og at det er “noget pis, når folk siger, at det er snyd, at det er gået så hurtigt”. Mattias overtager: “Vi er bare en tand bedre end de andre. Vi har gjort det, vi gerne ville, og det har så vist sig at passe godt med, hvad folk kan lide.” DobbeltlivOm det nye album forklarer bandet, at de begyndte indspilningerne sidste år med Troels Abrahamsen (Veto, I Know That You Know) som producer. Men selv om de var nået halvvejs med indspilningerne, valgte de at droppe dem: “Hans lyd var langt fra Dúnés udgangspunkt og ikke så hård. Det er lidt svært at forklare, men det var en anderledes lyd,” siger Ole. Bandet lærte dog også meget i løbet af de fire uger med Troels Abrahamsen.”Vi har brugt mange af hans idéer alligevel, især mht. vokalerne – så på en måde er han alligevel uofficiel producer på albummet.” siger Mattias. Indspilningerne blev påbegyndt igen ved juletid med en ny producer, englænderen Mark Willis. Indspilningsprocessen var lidt speciel, for Mark Willis arbejdede fra Hamburg, mens Dúné indspillede i Randers, hvor Mattias forklarer, at han i den periode kom til studiet i Randers hver dag efter skole for at indspille vokaler.Så blev det sendt til Hamburg, og meget af kommunikationen omkring tilblivelsen af albummet foregik via mail og telefon. Bandet fortæller, at det nye album sætter punktum for den periode, der har været indtil nu, og nogle af numrene er nye versioner af numre tilbage fra 2003. Et af de nye numre er “Dry Lips”, der handler om det mærkværdige “dobbeltliv”, Dúné har ført indtil nu: Bandmedlemmerne er almindelige skoleelever i hverdagen og står på scenen eller i studiet i weekenderne. Det er en tilværelse, der vil fortsætte noget tid endnu, for de fleste er ved at afslutte 2.g, og tænker i denne tid ikke kun på albumudgivelse, men også på eksamener.Cecilie er ikke i tvivl om, hvordan dobbeltlivet har været: “Megahårdt og megafedt.” Mattias mener, at det gælder om at koncentrere sig om én ting ad gangen – holde musikken ude, når det handler om skolen, og også omvendt at skubbe tankerne om eksamen væk, når det drejer sig om musikken: “Det er meget vigtigt at lære at holde fokus – men det er også det eneste, der er tid til. Jeg bruger kun tid på skole og musik. Intet andet.” Vi er ikke indie-helligeDer er altså syv medlemmer i Dúné, men ikke desto mindre fungerer banddemokratiet, forklarer Cecilie: “Vi er enige om helhedslyden. Nogle ting bliver vendt 100 gange og går igennem flere personer, men vi når et samlet resultat, som alle kan være enige om.” Mattias og Ole fortæller, at de to for nylig havde nogle ophedede diskussioner, hvor de var “ved at rive hovederne af hinanden.”“Men så må man bare give en krammer og se at få pakket det udstyr sammen … selv om jeg stadig synes, jeg har ret,” siger Ole.Mattias fortæller, at det nærmere er det visuelle – f.eks. video og cover – som det er svært at blive enige om: “Og her kommer pladeselskab, manager, distribution også ind og har en mening.”“Alle har også ret til at have en mening,” siger Ole: “Vi var vant til at gøre alting selv, men nu er der branchefolk med, der har ekspert-viden. Det gælder om at suge af deres erfaring.” Mattias supplerer: “Man er nødt til at give slip nogle steder og gå på kompromis.” Ole afbryder: “Fordi vi vil noget mere end andre bands – den der løftede indie-pegefinger om at lave alting selv, den kan vi ikke bruge til noget.”“Nej, for så ender det med, at musikken bare bliver en hobby. Vi er indie, men vi er ikke indie-hellige” siger Mattias og griner. Dúné får en travl sommer med masser af koncerter, og debuten udgives også i Tyskland, og muligvis senere i England. Mattias fortæller, at de håber på udgivelse “worldwide” i slutningen af 2008 og siger om fremtiden: “Vi er totalt fokuserede. Det her er det, vi vil – uanset alle de problemer, der kommer undervejs.” De andre er enige, og Cecilie konkluderer: “Vi kan ikke forestille os andet end at spille musik. Musik musik musik.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Dúné: We Are In There, You Are Out Here

Interview

!!! – teknologi er fedt!

Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. (21.05.07)Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. Noget, der mest af alt lyder som en kæmpecomputers post-fordrukne brandskid sender et seismisk drøn igennem væggene på Vega, og den tråd, man skal forestille at holde fast i som en bare halvseriøs musikjournalist, forsvinder i selv samme øjeblik. Forsangeren Nic Offer fra det ombejlede rock-funk-postpunk-you name it-orkester !!! forbliver dog ganske upåvirket og glor med rynkede bryn på syningen i sine strækbukser. Han kan forsikre om, at den slags afsindige lyde ikke er noget særsyn, når bandet skal lave deres lydprøver.“Vi har en del udstyr, der kan være svært at have med at gøre en gang imellem, men det skal helst lyde ordentligt, når vi går på scenen,” siger Offer og vender igen blikket mod bukserne. Stemmen har det fintMan forstår mandens bekymring for sine benklæder, hvis man nogen sinde har set !!! optræde på en scene. Offer er ikke just kendt for sine beherskede bevægelser, og bandets seneste udspil, Myth Takes er om muligt endnu mere uregerligt end den foregående plade. Nic Offer – i en uvant stille live-situation Men nok er Offer og hans otte mand store band af udråbstegn kendetegnede ved en alsidighed, der sjældent giver lytteren ro til at tænke over, hvad der lige skete, men sangskrivningen foregår faktisk på ret konventionel manér.“Som oftest er det en ganske demokratisk proces. Jeg arbejder nogle gange med klaveret derhjemme og hiver så skitserne med i studiet, hvor vi tilføjer bandets forskellige elementer og lidt efter lidt arbejder nummeret sig selv færdigt. For det meste er sangene dog opstået som følge af deciderede jam-sessions, hvor vi ikke rigtig ved, hvor det kommer fra,” fortæller Offer.I første omgang var forsangeren ikke det !!!-medlem, Undertoner egentlig skulle have interviewet, da han efter sigende skulle passe på sin stemme. Offer forsikrer dog om, at han ikke er i fare for at lide samme skæbne som Arcade Fire-forsangeren Win Butler, der forleden måtte aflyse sit bands Europa-tour om følge af en kæbehuleinfektion. !!!’s stemmebånd har det fortræffeligt.“Nogle gange er managere lidt overforsigtige. Det er selvfølgelig hårdt at være på tour nogle gange, men vi har det skam alle fint,” forsikrer Offer. Hårdt og ubesværetMyth Takes er en plade, der – selv om den er lige så herligt rodet som de foregående plader – bærer præg af et øget fokus og en strammere styring af sangene. Som sædvanlig er der blevet mast utallige lyde, instrumenter og vokale overdubs ned på pladen. Men den formår alligevel at holde et ubesværet og flydende trav. !!! – arbejder på at gøre klodset fingermaling hipt Moderne indspilningsteknik har tydeligvis været noget, som bandet har valgt at fokusere på.“Vi har helt sikkert arbejdet meget hårdere med at lave denne plade. Når du siger, at den virker meget flydende og ubesværet, hænger det nok dels sammen med, at den er opstået igennem jams og er optaget på en meget omhyggelig måde. Frem for at vi indspillede alle de forskellige dele igennem en enkelt computer, har vi ladet hvert enkelt instrument være tilknyttet en computer, så vi kunne færdigbehandle dem hver for sig, før vi lavede det endelige miks. Teknologi er herligt,” smiler Offer. En blødere side?Afslutningsnummeret på Myth Takes, “Infinifold”, er ikke just karakteristisk for de festglade amerikaneres generelle musik-output. Det langstrakte og melankolsk-psykedeliske nummer skiller sig faktisk noget så gevaldigt ud fra resten af pladen. “Netop det nummer sad jeg faktisk og nørklede med derhjemme. Vi arbejdede en smule videre med det og fandt så på et tidspunkt ud af, at vi ville rive trommerne ud. Det gav nummeret en svævende stemning, som vi godt kunne lide. Det er helt klart et atypisk !!!-nummer, men en typisk album-lukker. Og vi kunne måske godt finde på at lave flere numre af den type i fremtiden,” slutter Offer og forsvinder ind af døren til den forstyrrede støj, der åbenbart er en lydprøve, der ikke levner tvivl om, at aftenens koncert i hvert fald ikke bliver specielt afdæmpet.Han når dog at afsløre, at chancerne ikke er store for, at !!! dukker op til årets Roskilde Festival, men derimod kan fanges på bl.a. den spanske Benicassim-festival.“Vejret er også noget rarere dernede,” som han siger. Hvilket der vel kan være noget om. Læs også Undertoners anmeldelser af:!!!: Louden Up Now!!!: Myth Takes

Interview

Speaker Bite Me – ikke bundet på mund & hånd

For en måneds tid siden bortførte halvdelen af Speaker Bite Me en af Undertoners skribenter. Mens han var kidnappet, fortalte Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ilja Ryum om at være trodsig – også mod idealet om originalitet. (23.04.07)En aften i marts trådte jeg ind på Københavns Hovedbanegård. Jeg skulle mødes med Martin Ilja Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me. Med raske skridt gik jeg mod banegårdens foretrukne mødested, under uret, hvor jeg blev mødt med venlige smil og to forskellige håndtryk. “Er det okay, at vi giver dig bind for øjnene?”, spurgte Signe. Jeg var allerede da afvæbnet og kunne ikke sige nej. Med to af Danmarks fremmeste støjguitarister under armene blev jeg derefter ført ud i mørket. Efter tre minutters gåtur kunne jeg, sanseberøvet som jeg var, dog mærke, at jeg var blevet placeret i en lækker læderstol i et røgfyldt lokale. I min glæde over ikke også at være kneblet begyndte jeg at snakke løs, alt imens jeg blev budt på en fadøl efter eget valg. Jeg tændte en cigaret, og mine indbundne øjne blev blottet. Jeg fumlede med mine papirer for at få et overblik og begyndte med et standardiseret spørgsmål, for hvad var forskellen på udgivelsen af 4 Days in September og den situation, de nu befandt sig i? Signe: Det er faktisk mere interessant at snakke, hvad der er det samme, for vi har endnu en gang opstillet en ramme. 4 Days in September var jo en dogmeplade, hvor vi gik i studiet for at lave musik ud fra et umiddelbart udgangspunkt – at finde hinanden i noget lyd. Nogle gange har det taget et halvt år, og det har så taget seks år den her gang. Sværere end nogen sinde Men var der alligevel ikke en forskel, i og med at de ikke havde ageret som pladeudgivende band i samfulde seks år? Signe: Jamen, livet bevæger sig jo og hip hip hurra for dét, hvilket er tilfældet med vores enkelte liv. Der er sikkert mange bands og ægteskaber, der gentager sig selv, men jeg vil så vove den påstand, at de rent faktisk ikke er lykkelige. Det er jo supervigtigt at stille krav til nysgerrigheden og bevægelsen for at få noget nyt i hovedet. Martin: Vi kan jo godt lide at udfordre os selv – og hinanden. Signe: … hvilket jo gælder for alle pladerne, for vi har aldrig ledt efter vores unikke lyd. Derimod har vi altid været på jagt efter en lyd, ramme eller stemning, som vi nu kunne have lyst til at opstille denne gang. Så derfor er der jo altid en uhåndgribelig fornemmelse, fordi vi ikke har nogen anelse om, hvor vi skal hen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det denne gang har været sværere end nogen sinde før.4 Days… var en oprørsplade, hvor oprøret var rettet mod os selv. Vi var trætte af, at vi ikke kunne finde nogen glæde i dét at lave musik – at det skulle være et tungt stykke håndværk, man skulle bearbejde. Pga. If Love Is Missing…, pga. et biluheld, pga. noget branchepis. Martin: Det var et oprør mod det gennemarbejdede, hvor 4 Days… bestod af mindre konstruerede kompositioner, fordi der ikke var tid til den følelsesmæssige rejse i dét at skrive. Trodsighed som et arbejdsredskabJeg nikkede samtykkende. Speaker Bite Me har ofte været en udefinerbar størrelse, når de enten har valgt at lade være med at bruge kompressor på deres første plade Sexpowder 2000 Volts (dengang under navnet Murmur, red.) eller med angrebslystne støjpopsange med den højt estimerede – i næsten alle andre kredse end deres egen – Flemming Rasmussen som producer. For ikke at nævne den famøse dogmeplade fra 2001. Omskifteligheden præger også den nye plade. Martin: Det er en trodsighed over for os selv såvel som lytteren. Det er nødvendigt at udfordre os selv. Signe: Jeg anser det som en positiv kulturel byrde at give folk noget nyt, de skal tage stilling til; at skubbe lytteren i stedet for at lave patetiske postrockkompositioner. Trodsigheden bliver et arbejdsredskab – ligesom kærligheden. Med et overflødighedshorn af referencer til hele rockhistorien lige fra klassiske koryfæer som Kate Bush og Pink Floyd til mere underspillede håndtegn til Alanis Morisette og Talking Heads virker Speaker Bite Me mere selvsikre end nogen sinde på Action Painting. Referencerne startede egentlig bare som en leg, forklarer mine to bortførere. Signe: Det, der sker, når man begynder at lege, er jo, at man måske synes, at det er en sjov leg og begynder at udvide den. Det var jo f.eks. fantastisk at putte den gudfrygtige Kate Bush-sætning ind i en sang, der oprindeligt skulle handle om et sindssygehospital. (Linjen »I’m running up that hill / to make a deal with God« optræder i sangen “Crazy Horse”, red.) Martin: I sidste ende bliver det jo så endnu et trodsigt opgør med originalitetstanken – at man skal være fucking unik og autentisk, hvor det så bliver en glad leg med nogle konventioner, og den virkelighed vi befinder os i. Pop om HitlerTanken om processen omkring Action Painting virkede pirrende, og jeg blev nødt til at vide mere om, hvilke greb der lå bag denne nye popplade. Signe: Det er fantastisk at opleve, at man måske har stået og arbejdet med et nummer eller et stykke, hvor man kun har hørt Level 42 de sidste 10 gange, man har forsøgt sig med det, og pludselig er det 11. gang kommet et andet sted hen. Det er en guddommelig manipulation, der sker. Det er dér, hvor man netop får rystet sig fri af kroppens fordomme, som vi jo alle render rundt med. Martin: Hvad er det for et sandfærdigt sceneri, du stiller op på en plade? Skal det være organiske instrumenter, om det er det rigtige flygel? Det hele kan hurtigt blive meget snævert. Vores kodeord har været, at det skal være magi – uden hensyntagen til syntetiske lyde og lignende. Signe: Magien er dog ikke en eskapisme, vi dyrker. Det er ikke ren plasticunderholdning og en fest, vi holder. Der skal være det, Martin kalder kæppen i hjulet, for at spændingen kan opretholdes. Vi laver en utroligt varm popsang, og så handler den om Eva Braun og Hitler. Så randt diktafonens bånd ud, og jeg blev sluppet ud i friheden – en smule klogere på, hvilke tanker der ligger bag Speaker Bite Mes trodsighed.

Interview

På hyttetur med Tapes 'n Tapes

Efter internet-hype og et anmelderrost debutalbum har Tapes ‘n Tapes fået større succes, end de havde kunnet drømme om, dengang historien om Minnesota-bandet tog sin begyndelse. Deres første udgivelse var en selvproduceret ep, som de indspillede ude i en primitiv skovhytte – uden helt at vide, hvad de lavede. (12.02.07)For bare et par år siden så verden unægtelig anderledes ud for de amerikanske indierockere i Tapes ‘n Tapes, end den gør efter, at det roste debutalbum The Loon blev udgivet i hele verden sidste sommer. Bandet har netop været på en længere udlandsturné, hvor de har sat deres fødder på det europæiske kontinent, i Asien og Australien for allerførste gang. Forsanger og guitarist Josh Grier har godt nok måttet bede sin “forstående chef” om at få fri fra sit arbejde som dataanalytiker, men de andre bandmedlemmer har skiftet tilværelsen som lønslave ud med livet som rockmusiker på fuld tid. Tapes ‘n Tapes blev dannet i 2003, og deres første ep indspillede de på egen hånd under meget beskedne forhold. I vinteren 2004 tog Josh Grier og Matt Kretzmann, de eneste tilbageværende medlemmer fra den tidlige udgave af Tapes ‘n Tapes, og den daværende trommeslager op til en lille, primitiv skovhytte uden rindende vand. Væk fra de hjemlige omgivelser, hvor de sikkert bare ville have generet deres bofæller, var planen med opholdet, som varede tre kolde dage, at indspille en ep. Men ingen af dem havde den store erfaring med at indspille, og de vidste ikke, hvilket udstyr de havde brug for. Record making for dummies»Vi tog ned i en musikforretning og spurgte: ’Okay, hvad skal vi bruge?’. De fortalte os så, hvad vi skulle købe,« fortæller Josh Grier. Alt det udstyr, de havde råd til, blev derefter bestilt på nettet. Og det nåede frem præcis dagen før, de skulle af sted.Oppe i hytten anede de tre ikke helt, hvad de skulle stille op med de ledninger og mikrofoner, som de havde med i bagagen. Helt galt var det med computerudstyret: »Vi læste i manualen, mens vi indspillede,« griner Josh Grier. Han bliver afbrudt af bassist Eric Applewick, som tydeligvis er forbavset over, at ep’en blev indspillet under så primitive forhold. Da det går op for ham, at den er god nok, kan han ikke lade være med at grine. For han har produceret The Loon og udnævner derfor sig selv til ’hit record maker’. Med debutalbummets succes in mente er den titel svær at tage fra ham. Ep’ens vaskeægte lofi-lyd, som altså er utilsigtet og ikke et æstetisk valg, står efter Josh Griers opfattelse i vejen for sangene. Det omvendte er tilfældet på The Loon, som både er indspillet i et rigtigt studie og under kyndig vejledning af Eric Applewick, som ligefrem havde producererfaring i forvejen. Oveni var Josh Grier ikke længere grøn på området. »Det var halvandet år senere, og jeg havde brugt vores udstyr til at indspille for andre bands, så jeg var ikke længere helt dum og blev knap så frustreret.«Tapes ‘n Tapes er trods alt stadig tilfredse med den lofi-producerede ep. Flere sange derfra var endda en del af sætlisten til bandets koncert på Vega i november. »De repræsenterer, hvordan vi var, dengang vi fjollede rundt. Det blev nogle ret rå optagelser, men vi kan lide sangene.« Både sangene fra ep’en og debutalbummet kalder på en masse referencer til de sidste 30 års største indierocknavne, hvor Pavement og Wire står allerforrest i køen. Tapes ‘n Tapes vedkender sig, at de har yndlingsbands, som inspirerer dem. Sammenligningerne med andre bands ser de derfor ikke som et problem. »Det er bare referencepunkter, så det er okay – altså så længe det ikke er Phil Collins,« siger Josh Grier og uddyber: »Hvis vi har skrevet en sang, og vi kan høre, at noget lyder som et andet band, forsøger vi at ændre det.« Tre af numrene fra den udsolgte debut-ep kan downloades kvit og frit hos Tapes ‘n Tapes. Læs også Undertoners anmeldelse af:Tapes ‘n Tapes: The Loon

Interview

Amber – et spørgsmål om kommunikation

Improvisation er en afgørende faktor, når den danske trio Amber skaber sin musik. Det kræver tillid til hinandens indfald og ikke mindst evnen til at kunne tale sammen – med og uden ord. (18.01.07)For to år siden udgav trioen Amber deres debutplade på deres eget selskab Duck On The Walk Records. En stor del af opmærksomheden omkring denne udgivelse skyldtes, at bandet havde indspillet pladen i USA sammen med den anerkendte lydtekniker Steve Albini. Dette faktum skyggede dog ikke for Ambers unikke sammensætning. Den nøgne trioform og specielle instrumentering i form af vokal, bas og en vekslen mellem trommer og vibrafon vandt hurtigt hjerterne hos flere, der sukkede efter danske bands med konsekvent originale udtryk. I sommeren 2006 udgav de deres andet album, One Minute Love Affair, der var produceret af endnu en indienotabilitet i skikkelse af John Parish (bl.a. kendt for sit arbejde med P.J. Harvey). Nogle uger senere satte Undertoner bandet i stævne for at tale om den kreative proces og musikken selv. ArbejdsmetoderneAmbers arbejde består primært i jam-sessions, hvor de optager alt, hvad der rent musikalsk foregår i øvelokalet. De beskriver det som en meget intuitiv og næsten intim arbejdsproces, hvor tilfældighederne råder, og tilliden er meget nødvendig. Det afsløres især, da jeg spørger til den nyeste plades udvidelse i forhold til forskellige stilarter. “Jazzen har sådan set hele tiden været der – også på den gamle plade,” forklarer trommeslager Martin Soelmark. “Jan lytter til en masse forskelligt musik, hvilket vi alle sammen gør, men det kommer ofte spontant, hvis vi står i øvelokalet og dyrker et bestemt groove, hvor inspirationen er spontan for os hver især. Det kan af og til være en vej at gå, at man spiller nogle lidt mere karikerede ting – og så ser, hvor de kan føre hen.” Foto: Alex Vanhee Bassist Jan Nissen griber straks ordet: “Det kan jo bare være et enkelt trommeslag fra Martins hånd eller en lille melodistump fra Biljanas mund, der sætter det hele i gang. Det kommer ud af det blå, og så er det os, der skal fange, hvad det kan blive til – hvad enten det er polka eller disco.”Martin Soelmark uddyber: “Det er de enkelte associationer, der styrer det. Hvis Jan begynder at spille nogle akkorder, opfatter jeg det måske som lydsporet til en detektivserie.”Det minder Jan Nissen om noget: “Vi havde faktisk en idé om at lave nogle tematiske ep’er: én med agentfilmstemaer, én med børnesange og én, der rummede en bestemt ånd- eller tidsalder. Det var økonomien desværre ikke til, men det kunne have indrammet vores metoder ret godt.” På begge Ambers pladecovers er medlemmerne ikoniserede i ét sammenføjet billede, hvilket giver indtryk af bandet som en uadskillelig enhed. Siden arbejdsprocessen er tæt, er det så også det image, de ønsker at videregive til offentligheden? “Det visuelle skal bare se godt ud. Gør det ikke det?”, ironiserer Soelmark, hvortil Stojkoska grinende uddyber: “Det er faktisk meget sjovt, fordi vores grafiker, Amanda (Taarup Betz), har benyttet sig af den samme arbejdsform, som vi har snakket om i dag. Hun er så kommet med sin frie fortolkning af, hvordan vores musik kunne oversættes til noget visuelt.” Trommeslageren vil dog ikke give sig: “Det er ikke os, der skal se godt ud. Det er artworket, der skal.” Den musikalske nøgenhedBandets intuitive tilgang til musikken resulterer ofte i, at netop dyrkelsen af øjeblikket også bliver åbenbaret for lytteren. I tyste vendinger formulerer sangerinden Biljana Stojkoska fornemmelser og stemninger for lytteren med uden anden underlægning end en bas og et percussivt instrument som tromme eller vibrafon. Det har ofte undret mig, hvorfor instrumenteringen ikke bliver udvidet for umiddelbarhedens skyld.“Når Jan og jeg har spillet sammen, sker der noget, vi ikke har oplevet, når der eksempelvis er andre trommeslagere med,” fastslår Martin Soelmark. “Jeg vil rigtigt gerne spille vibrafon, men det har aldrig fungeret optimalt. Derfor har vi nok sagt til os selv, at den begrænsning er en styrke, og når jeg forlader trommesættet, kan vi træde ind i et andet rum og udforske det, vi så har at gøre med. Deri ligger der en enorm frihed.” Ikke desto mindre benytter Amber sig af og til af en cellist, så hvad mon forklaringen er på det?Jan Nissen funderer: “Jeg ved ikke, om det har noget at sige, men når man tilføjer en cello, så er udgangspunktet, at en cello ikke rigtig kan spille akkorder, og den har kun fire strenge, mens man på et trommesæt kan lave en forfærdeligt masse og ligeledes en guitarist. Jeg tror, at det kan være rigtigt svært for mange at begrænse sig. Cellister har ikke så mange strenge at spille på, og derfor er der langt mere plads og rum til, at det hele kan gå sammen i en enhed.” Biljana Stojkoska udbryder med en overrasket latter: “Sådan har jeg aldrig tænkt på det før!”, hvortil Jan Nissen tænksomt svarer, at det har han egentlig heller ikke. De berømmede producereTrods denne tætte arbejdsproces bandet imellem finder de det alligevel nødvendigt at indgå i et samarbejde med udenforstående. Det har i løbet af Ambers levetid udmøntet sig i samarbejde med to prominente musikere, der i Ambers tilfælde har udfyldt rollen som enten producer eller tekniker. “John Parish var meget mere inde over musikken med kommentarer, produktion osv., mens Steve Albini kun tog sig af, hvad han hørte lydligt, energimæssigt. Sidstnævnte var på sin vis en udvidet tekniker, hvilket var den grundlæggende forskel,” forklarer Martin Soelmark, hvortil Jan Nissen uddyber: “Vores numre var langt mere færdige, da vi indspillede debutpladen. Hvad angik de nye sange, var der flere, hvor vi rigtig gerne ville have Johns mening med. Steve sagde nærmest ikke et ord.” Stojkoska og Nissen under musikvideooptagelser. Ingen kom alvorligt til skade “De havde dog nogle lighedspunkter,” afbryder Stojkoska. “De var meget stille begge to og meget hyggelige typer. Man kunne virkelig mærke, at den ene var amerikaner, hvor den anden var englænder, selv om de begge besad en god varme i hver deres personlighed.” Ambers intentioner med disse samarbejder er dog udelukkende af musikalsk karakter. Selv om bandet indrømmer, at det hjælper at have et prominent navn i pressemeddelelsen, har det altid været det musikalske sigte, der har afgjort sagen.“Vi blev foreslået John Parish af en belgisk journalist, da vi var turné i Benelux-landene, og selv om jeg ikke rigtig kendte til hans produktion, tog jeg alligevel rådet til efterretning. I sidste ende valgte vi Parish, fordi vi hørte, at han var en flink fyr – og selvfølgelig dygtig til sit job,” forklarer Nissen. Den danske danseviseI forhold til øjebliksæstetikken, hvor stemningen tidligere har været det vigtigste, er der på One Minute Love Affair leget med mere dansable rytmer. Derfor spørger jeg, hvorvidt Amber har forestillet sig, at deres lyttere skal kridte danseskoene – og om bandet vil bevæge sig længere i den retning. “Det er jo ikke umuligt at danse til det,” svarer Stojkoska efter en længere tænkepause. “Men det spændende ved det er faktisk, at vi ikke selv ved, hvilken retning vi kommer til at bevæge os i. Det er nok det mest givtige ved at være en del af Amber – og måske også at lytte til Amber.” Martin Soelmark funderer: “Det kan være, at vi kunne lave en ep med et dansetema. Måske med lidt salsa og wienervals.”“Det ved jeg nu ikke lige!” udbryder Jan Nissen i en påtaget forargelse og et glimt i øjet. Stojkoska gyder olie på vandene og lukker emnet: “Jeg har ikke set særligt mange danse endnu, men hvis folk har modet, kan det da sagtens lade sig gøre.” Hvad fremtiden angår, regner Amber med at tage ud og spille i januar og februar – og derefter må udlandet gerne kalde.“Det hele afhænger af, hvor meget nye projekter og tiltag kommer til at koste,” forklarer Soelmark. “Vi vil jo eksempelvis gerne lave en video mere, men det kommer lidt an på, hvor meget One Minute Love Affair sælger her i Danmark,” hvortil Stojkoska føjer: “Ja, og så skal vi i gang med en lille bestillingsopgave snart, som bliver ganske interessant at arbejde med.”Og mere kan Amber ikke sige om dét. Jan Nissen understreger emnets hemmelige karakter: “For at snakke om noget andet, så skal vi snart til at lave en musikvideo.”“Skal vi det?” udbryder Martin Soelmark.Jan Nissen svarer: “Ja, jeg har ikke fået andet at vide. Eller også er det i næste måned?” Stojkoska forsikrer: “Jo, det er i næste måned. Det hele skal bare lige gå op.” Jeg påpeger, at det åbenbart er et bevis på bandets intime kommunikation, der er blevet talt om, hvortil Soelmark syrligt svarer: “Det drejer sig om telepati – intet andet.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Amber: One Minute Love AffairAmber, 28.08.06, Idealbar, København

Interview

Jenny Wilson – træt af demokrati

Onsdag aften spillede den tidligere First Floor Power-frontkvinde Jenny Wilson i Vega. I dette interview fortæller hun, hvordan det har været at begynde at arbejde alene – og at dét bl.a. har inkluderet Missy Elliott.

Interview

Two Gallants – amerikanske rødder

Den koncertaktuelle amerikanske duo Two Gallants synes ikke, at de mangler nogen tredjemand. Adam Stephens og Tyler Vogel har nemlig fundet en enkel, men effektiv metode, der kan få 1 plus 1 til at give 3. (12.11.06)For nogle uger siden endte en koncert med Two Gallants i det rene kaos. Politiet havde modtaget en klage om, at musikken var for høj, så en bredskuldret politibetjent ankom til spillestedet i Houston. Han tog sig resolut af trommeslager Tyson Vogel, der blev arresteret, mens forsangeren og guitaristen Adam Stephens blev skudt med en strømpistol flere gange, før det lykkedes ham at stikke af. Hændelsen illustrerer ikke kun, hvor kort for hovedet politiet i Texas kan være, men også hvor meget lyd San Francisco-duoen kan få ud af en guitar og et trommesæt. Omvendt spillemådeTwo Gallants debuterede med The Throes i 2004, og tidligere i år udkom den glimrende opfølger What the Toll Tells. På begge plader bliver Adam Stephens indfølte sjælefortællinger og aggressive udbrud stort set kun ledsaget af hans egen guitar og Tyson Vogels energiske trommespil. En så spartansk instrumentering sætter sine naturlige begrænsninger. Alligevel synes de to amerikanere ikke, at de mangler et ekstra medlem. Også selv om det ville være mere passende for visse sange, hvis de kunne udvide instrumenteringen med en bas. Tyson Vogels trommespil fylder helt bevidst meget i bandets lyd. Trommer og guitar bliver nemlig spillet med tanke på, at de kun har de to instrumenter at gøre godt med. “Vi justerer vores spillestil, så vi kan gøre det ud for den manglende person. Jeg prøver at spille lidt mere rytmisk, mens Tyson spiller lidt mere melodisk. Hvilket jo er det modsatte af instrumenternes egentlige formål. Jeg prøver at spille en basgang for at få en fyldigere lyd. Og Tyson spiller mere individuelle toner,” forklarer Adam Stephens.Når selve sangen bliver skrevet, har det derimod ikke den store betydning, at de er et tomandsband.“Selve sangene afhænger ikke nødvendigvis af, at de skal spilles af to personer. De kan spilles af 20 personer, og du kan spille dem alene.” Irsk indflydelse via amerikansk musikSangene vil helt sikkert også kunne spilles af en gruppe irske folkemusikanter. Der skinner i al fald en tydelig inspiration fra irske folkemelodier gennem sangene. Og da Two Gallants samtidig er navnet på en novelle af den irske forfatter James Joyce, forledes man til at tro, at de to amerikanere har et nært forhold til den grønne ø. Men det er ikke helt tilfældet.“Jeg har lyttet til meget irsk folkemusik, og jeg nyder meget af det. Men jeg synes ikke, at det er et gennemgående tema i vores musik. Flere af vores sange går i 3/4-takt ligesom mange irske sange. Derfor er der visse sammenligninger, men det har ikke været nogen reel indflydelse,” forklarer Adam Stephens. Mødt med påstanden om, at sangen “Prodigal Son” har en stor lighed med netop en irsk folkemelodi, uddyber Stephens: “Meget traditionel, amerikansk musik er baseret på traditionel britisk musik. “Prodigal Son” er ikke baseret på nogen sang, det er en original sang. Vi har lyttet meget til ældre amerikansk musik, så indflydelsen er der. Men vi har ikke noget stærkt bånd til Irland.” 15.000 teenagetøserTwo Gallants udkommer på pladeselskabet Saddle Creek, som nok er mest kendt på grund af medejeren Conor Oberst fra Bright Eyes. Oberst har åbenbart travlt nok med sine egne projekter, for han er ikke en del af arbejdet på selskabet og har derfor heller ikke haft nogen som helst indflydelse på Two Gallants’ to plader. Men det giver opmærksomhed at blive forbundet med Bright Eyes, og det er positivt, indrømmer Adam Stephens og peger på, at der også er stor respekt omkring andre Saddle Creek-kunstnere som Cursive og Azure Ray. At det er sidstnævnte to navne, Two Gallants helst vil forbindes med, slår Tyson Vogel fast.“Jeg tror, at Cursive, som vist nok har eksisteret i længere tid end Bright Eyes, er kendetegnende for Saddle Creek-lyden. De er lidt mere undergrund, men jeg tror, at de på visse måder er lige så store som Bright Eyes. Ud over 15.000 15-årige piger vil de fleste sikkert bedre kunne lide Cursive end Bright Eyes.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Two Gallants: What the Toll TellsTwo Gallants, 01.07.06, Roskilde Festival

Interview

Ms. John Soda – musikken skal lagres som god vin

Det tager sin tid for den tyske duo Ms. John Soda at lave gode sange – faktisk så lang tid, at det er uvist, om der overhovedet kommer ny musik fra parret, fortæller sangerinden Stefanie Böhm i et interview. (09.11.06)Da duoen Ms. John Soda tidligere i år udgav albummet Notes and the Like, var det parrets første plade i fire år. Bandet stammer fra den sydtyske by Weilheim og er centreret omkring sangerinden Stefanie Böhm og multiinstrumentalisten Micha Acher. Hun spiller også med i krautrock-bandet Couch, mens han er endnu mere beskæftiget med afgørende roller i The Notwist og Tied & Tickled Trio. Ting tager tid“Musikken er som god vin,” fortæller Stefanie Böhm i sin forklaring af, hvorfor der er gået så lang tid siden sidste album. “Numrene får lov til at ligge lidt efter, de er blevet skrevet. Og de bliver derefter bedre, når de laves om og ændres efter et stykke tid.”Det er altså ikke, fordi hun og Micha Acher har haft en knap så produktiv periode. Gode numre tager bare tid at skrive – i hvert fald for Ms. John Soda. Normalt sender Böhm sine ideer til Micha Acher og omvendt, og heldigt nok er de to meget enige om, hvornår et nummer er færdigt, og hun kan begynde at arbejde på det tekstmæssige udtryk – et element, hun ikke prioriterer specielt højt.“Min vokal og mine tekster er ikke vigtige. Teksternes indhold skal ikke tages så alvorligt, og min stemme er derfor heller ikke mikset helt i front,” forklarer Stefanie Böhm. Hun synes dog heller ikke, vokalen skal helt ud af musikken, men bare være en ligeværdig modspiller til instrumenterne. Fødderne skal bevæge sigRent musikalsk er der ikke langt mellem bandets første album No. P. or D. og efterfølgeren. Men Stefanie Böhm vil alligevel fremhæve nogle forskelle: “Der er i hvert fald flere lag i musikken, som definerer hvert enkelt nummer. Og vi har arbejdet med at gøre lagene mere komplekse,” fortæller den lille mørkhårede bassist. Hun fremhæver, at de har prøvet at arbejde i samme musikalske retning som med det første album. “Vores musik er nok også blevet mere melankolsk – men der er stadig masser af energi, så man kan fortsat danse til den,” siger hun og smiler. Det er tydeligt, at dette er en af de vigtige elementer i Ms. John Sodas musik: Fødderne skal helst ikke stå stille for længe. “Vi spiller ikke indietronica”Som mange af de andre bands udgivet på det tyske selskab Morr Music bryder Stefanie Böhm sig ikke om at blive påduttet genrebetegnelsen indietronica. Hun synes, det er en dårlig og alt for bred, musikalsk betegnelse, som for Ms. John Sodas vedkommende slet ikke er dækkende.“Hvis jeg skal betegne vores musik med et enkelt ord, må det være rock,” siger hun. Hun indrømmer dog, at et af bandets udefinerede mål er at udviske grænserne mellem musikgenrer og lade elementer fra de forskellige lejre påvirke hinanden. Om det er lykkedes, må lytterne selv bedømme. Og om der kommer endnu et forsøg fra Ms. John Soda på at bryde grænserne – det kan kun fremtiden vise. Men Stefanie Böhm er faktisk ikke sikker. “Både mit og Michas liv er ved at forandre sig, så det bliver sværere at finde tid. Men hvis vi kan finde tiden…”Hun afslutter ikke sætningen. Men hvis tiden er der, er lysten det også. Læs også Undertoners anmeldelser af:Ms. John Soda: Notes and the LikeMs. John Soda, 01.07.06, Roskilde Festival

Interview

Sterling og familieforviklingerne

Den danske kvartet Sterling har i løbet af det sidste års tid ikke blot lavet sit andet album. Bandet har også fået udvidet sit stamtræ en hel del. De har fået to nye hold storebrødre med vildt god musiksmag og er samtidig blevet viklet så meget ind i hinanden, at de nu er både hinandens brødre og mødre.

Interview

Murder – fra parterapi til musikalsk forløsning

“Det drejer sig om den gode sang,” fortæller Murder, som netop har udgivet sin anden plade, Stockholm Syndrome. Den er samtidig forløsningen for det musikalske makkerpar Anders Mathiasen og Jacob Bellens, som har genfundet glæden ved at skrive musik sammen. (23.10.06) Første gang jeg mødtes med Anders Mathiasen og Jacob Bellens fra bandet Murder var for et års tid siden. Da havde de netop udsendt deres debutplade, One Year From Now It’s My Birthday, som var en kulmination på flere års arbejde med optagelser fra hist og her. Murder blev hevet igennem en intens periode, som for en stund splittede bandet ad. På et tidspunkt var Murder simpelthen holdt op med at eksistere, for glæden ved at lave musik var forsvundet. For et år tilbage kunne bandet således berette, at de da var gået i gang med en helende proces. De skulle nemlig mødes hver onsdag til bandterapi, hvor de skulle lære at være et band igen. Hvad er der sket siden bandterapien?– Jacob: Vi er blevet mere fokuserede på at skrive sange.– Anders: Der er udløbet meget af de terapisessioner, som ikke dækkede over andet, end at vi var nødt til at finde hinanden igen. Også omkring noget andet end at skrive.– Jacob: Vi havde glemt, hvad det egentlig ville sige bare at hænge ud sammen. Det var det, de timer gik ud på: bare at drikke en kop kaffe sammen.– Anders: Vi var nødt til at finde ud af, hvor vi var, i stedet for at tale forbi hinanden og fokusere på, at vi konsekvent skulle være produktive. Halvægteskabeligt samarbejdeDen terapeutiske heling synes at have fungeret, for Murder fandt ud af, hvordan de skulle bevæge sig fremad. Hvad der begyndte som bandterapi endte som parterapi: Bandet Murder blev til duoen Murder. – Anders: Vi har i princippet altid kun været to i den kreative proces.– Jacob: Vi var fire på One Year From Now It’s My Birthday, men sangene har altid været skrevet af mig eller Anders og mig. På Stockholm Syndrome er det 100 procent Anders og mig i fælles sangskrivning. Det er en beslutning, vi har taget – også i forhold til I Got You on Tape (Bellens’ andet band, red.). Der skulle være en fornuft bag, at vi havde dette projekt sammen. At det var et lille barn, som var lige så meget Anders’, som det var mit.– Anders: Og det er ned i mindste detalje. Vi har sammen været igennem hvert eneste ord, hver eneste vending. Det er en totalt givtig proces, at man kan blive ved at gå på opdagelse i det. Der opstår et spil, i kraft af at vi har skrevet det sammen. Vi har skrevet sange sammen i 10 år, så der opstår en fælles intuition omkring, hvad der er rigtigt at gøre. Så det er halvægteskabeligt, som coveret til Stockholm Syndrome også antyder.– Jacob: Man ved også efterhånden, hvad det er for ord, vendinger, akkorder og melodier, den anden tripper over. Det er sådan noget med, at man tager ordene efter hinanden…– Anders: … at man afslutter hinandens sætninger.– Jacob: Lige præcis. Også musikalsk. Hvordan har sangskrivningen så foregået?– Jacob: Anders kommer typisk med en løs ide, og så ændrer jeg den til noget i mol.– Anders: Er det rigtigt?! Det lyder da interessant. Nej, kriteriet har været, at vi sidder ved Jacobs køkkenbord, og sangene skal lyde godt dér. Hvis de ikke gør det, er der ikke noget med, at vi udfolder det i alle mulige trippede lyde. Det skal bare være ind til benet. Hvis vi har en god sang, skal vi ikke gøre særlig meget. Det har gjort denne proces rigtig let, for vi skulle ikke redde noget. Vi skulle bare udfolde det, som allerede var i sangene.– Jacob: Alt sammen med det formål at lave en god sang. Vi har generelt altid trippet over den gode sang. Ny energi Da Murder holdt reception for One Year From Now It’s My Birthday spillede de et kort akustisk sæt – udelukkende bestående af sange fra den plade, der senere materialiserede sig som Stockholm Syndrome. Armeret med guitar, orgel og sang præsenterede Anders og Jacob et nyt, nedbarberet udtryk, som gik rent ind hos Mads Vraa fra Good Tape Records, som befandt sig blandt de lyttende. Han tøvede ikke, men kontaktede Anders og Jacob umiddelbart efter receptionen. – Anders: På det tidspunkt vidste vi ikke rigtig, om vi i det hele taget havde et band. Jacob var i gang med I Got You on Tape, og jeg havde været væk i et stykke tid. Så i realiteten var det Mads, som kickstartede en ny energi i Murder.– Jacob: Ja, vi fik pludselig et mål at arbejde hen imod. Mads sagde simpelthen: Hvis I skriver 10 sange til en plade, så er jeg frisk på at udgive den.– Anders: Det var en fed indsprøjtning, for vi havde begge lyst til det.– Jacob: Og når alt kommer til alt, kan vi jo ikke rigtig lade være med at skrive sange sammen. Synergien, der eksisterer mellem Anders og Jacob, er tydeligvis blevet passet og plejet i så tilstrækkelig en grad, at det nu belønner sig. Det krævede et år i parterapi, men så havde makkerparret også en dugfrisk plade klar. Læs også:Anmeldelse af Murder: One Year from Now It’s My BirthdayAnmeldelse af Murder: Stockholm SyndromeInterview: Murder – musikken som terapi

Interview

Matmos – en temafest, ikke en kompliceret gåde

Duoen Matmos har gennem et årti skabt særprægede electronicaplader ud fra overordnede temaer som medicinsk teknologi og homoseksuelle helte. Men hvad skal alle koncepterne egentlig til for? Og hvad vil Matmos fortælle med dem? "Vores musik er ikke nogen gåde med en løsning," siger duoen.