Interview

Interview

Vi er et band!

For hver gang Figurines spiller live herhjemme, minder kvartetten mere og mere om guldrandede rock-ikoner som Creedence Clearwater Revival. "Måske er vi blevet voksne," siger bandet, der beundrer de bands, der er en velfungerende helhed. Det vil de også gerne selv være.

Interview

Mere dart, mindre heavy

Canada har de seneste par år været storleverandør af fremragende udgivelser, og hertil har Dan Bejar, også kendt som Destroyer, været flittig bidrager. Undertoner har fået lov til at maile et par spørgsmål til den oversete sanger fra et af musikverdenens mest aktuelle brændpunkter. (14.09.06)Canadiske Dan Bejar er en af det 21. århundredes mest kritikerroste sangskrivere, men mangler endnu at slå sit navn fast i det skandinaviske. Foruden sit hovedprojekt Destroyer har Bejar også været en habil formidler af powerpop til supergruppen The New Pornographers, der desuden tæller Neko Case og Carl Newman. Et af de emner, som nærmest er obligatorisk i interviews med Dan Bejar er, hvorfor han bruger navnet Destroyer til et musikalsk projekt, som på ingen måde er hårdtslående. “Jeg troede, det ville være let at slippe for den slags konnotationer, efter at jeg igennem 11 år omhyggeligt har undgået genren. Ordet kan også dateres længere tilbage end heavy metal-genren. Desuden syntes jeg, at det var mærkeligt, at ingen andre havde brugt navnet, og nu overvejer jeg, om der måske er en årsag til, at ingen havde taget det. I øvrigt var Destroyer også det navn, jeg brugte, når jeg spillede dart.” Hvis du kunne omdøbe Destroyer, så det korresponderede bedre med den musikalske stil, hvad ville du så kalde det, og hvorfor?“Destroyers – fordi vi er en gruppe.” Masser af ordspil – men ingen filosofiEt er de elementer, som ofte bliver fremhævet, er Destroyers tekstunivers, der er blevet betegnet som poetisk, litterært, men også obskurt. De sære ordspil er dog aldrig meningsløse, ligesom lyrikken også har betydning for Bejars udførsel.“Jeg ved altid, hvad jeg synger om. Det ville være mærkeligt og svært ikke at gøre det. Teksterne er vigtige for mig i sangenes kontekst, da min hovedopgave er at åbne munden og synge dem.” Du har også en næsten postmoderne tendens i din brug af direkte citater fra klassiske sange. På Destroyer’s Rubies bruger du velkendte linjer fra “Have I Told You Lately That I Love You” og “Losing My Religion”, som du så giver ny betydning i dine egne sanges kontekst. Hvad er filosofien bag referencerne?“Der er ikke nogen filosofi. De er bare små ordsprog, der forlader sangen, og folk genkender dem så som ting, som de kunne finde på at sige til hinanden. I øvrigt ville jeg aldrig hugge fra en sang, som jeg ikke syntes om. Men der er dog er altid plads til forbedringer, ikke?” Ligeledes har du også en del referencer til dine egne værker, og du nævner både Your Blues og This Night i åbningssangen på det nye album. Er dette bare diskrete cameos, eller er der en dybere mening med intertekstualiteten?“Jeg kan godt lide idéen om diskrete cameos. Det er cool. Generelt er det nok nærmere en række udtryk, som jeg ikke helt er blevet færdige med endnu. Eksempelvis følte jeg behovet for at sige “Tall ships made of snow invading the sun” mere end en gang på Destroyer’s Rubies. (Citatet optræder i både “A Dangerous Woman Up to a Point” og “Priest’s Knees”, red.) Der var mere end én sang, der havde behov for den sætning.” En friere måde at indspille påDestroyer’s Rubies åbner med den imponerende “Rubies”, der er en ni minutter lang fusion af den sløsede, nærmest slackede struktur fra This Night kombineret med den strammere og mere umiddelbart melodiøse Your Blues. Selv om det kan virke som lidt af en mundfuld sammenlignet med de øvrige numre, havde Bejar ingen betænkeligheder med at indlede således. “Det er ikke umuligt, at et Destroyer-album starter med en lang sang. Det gjorde Your Blues også. Desuden hedder sangen også “Rubies”, en slags titelsang, som generelt plejer at indlede eller afslutte, og jeg havde ikke lyst til at sætte den til at lukke.” Selv om Bejar formår at forene en række forskellige karakteristika i det ovennævnte nummer, er der stadig sket en klar udvikling fra forgængeren Your Blues til det nye album.“Generelt vil jeg ikke beskrive den musikalske udvikling, men jeg kan sige, at hvor Your Blues var en øvelse i omhyggelig komposition og ekstremer og undladelse, var Destroyer’s Rubies mere fri. Den nye plade er i højere grad et produkt af de fem mennesker, der optrådte på albummet, og af de to, som optog det, samt en friere (med ‘friere’ mener jeg ‘lettere’) måde at synge og spille på.” Hvis man sammenligner dit arbejde med New Pornographers og Destroyer, er førstnævnte melodifokuseret power-pop, mens sidstnævnte har en mere kompleks og til tider non-figurativ struktur, men med det fængende element holdt intakt. Bruger du New Pornographers til at praktisere det rendyrkede popgen, eller er det mere en slags børnehjem for Destroyer-sange, som ikke passer ind?“Jeg har ikke specielt meget at gøre med produktionen af New Pornographers-sangene, ud over mine vokalindspilninger, så jeg vil sige ‘ingen af delene’.Derudover synes jeg også, at New Pornographers undergraver popskabelonen på udspekulerede måder, som ikke altid er lette at opfange. Bandet er på ingen måde en hjernedød genre-øvelse eller noget lignende, selvom folk har en tendens til at anse dem som et band, der spiller ligefrem power-pop.Jeg har som oftest brugt New Pornographers som et afsætningsmarked for hurtigere, fremaddrevne sange, der måske ikke er så tekst-bårne som det gennemsnitlige Destroyer-nummeret. Som regel er det også de ældre sange, skrevet i 90erne, på nær “Chump Change”, “Jackie Dressed in Cobras” og “Broken Beads”. Til sidst: Skandinavien har endnu ikke haft fornøjelsen af en Destroyer-koncert, og et blik på din kalender viser også, at du ikke lever det vilde tour-liv. Hvorfor turnerer du ikke mere, og er der nogen som helst chance for at opleve dig i København?“Vi turnerer lidt i USA efter hver albumudgivelse. Jeg har været tøvende med at turnere alt for meget i Europa, eftersom en tour i et område, hvor man er totalt ukendt, har en tendens til at resultere i, at man taber et ordentligt læs penge.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Destroyer: Your BluesDestroyer: Destroyer’s Rubies

Interview

Der mangler en vokal

Det tyske band Tied & Tickled Trio har med en håndfuld album formået at skabe sit helt egen lyd af jazz, dub og elektroniske elementer. Og nu mener bandet, de er klar til at begynde at eksperimentere med vokal i deres ellers stemmeløse univers. (31.08.06)Det er en varm sommerdag, da jeg møder Markus Acher og Caspar Brandner – to af medlemmerne fra det tyske jazz-band Tied & Tickled Trio. De sveder og drikker øl og snakker om, hvor læskende det er at få en kold pilsner. Der er ikke meget støvet jazz over de to herrer, og Tied & Tickled Trio er da heller ikke et helt almindeligt jazz-band. På egne præmisser har medlemmerne formået at lave en groovy jazz-blanding, som inkluderer elektroniske og tribale elementer. Når man morer sig, går tiden hurtigtTied & Tickled Trio har eksisteret i over 10 år, og da jeg nævner det for Markus Acher og Caspar Brandner, kigger de på hinanden og både griner og ser forundrede ud. De har ikke tænkt så meget over det, siger de nærmest i kor – det er åbenlyst, at det er spændende og udfordrende at spille i Tied & Tickled Trio, for som bekendt går tiden meget hurtigere, når man har det sjovt. Foto: Powerline “Der er sket en del gennem de ti år, selvom vi hele tiden arbejder med de samme elementer,” fortæller Acher. “Vi har udviklet vores eget univers, hvor musikken inden for rammen kan være fri eller komponeret – alting gælder.” Da bandet startede, var medlemmernes baggrund mere forskellig, men efterhånden som de har spillet sammen, har de dannet sig den fælles referenceramme, som nu præger bandet og ikke mindst musikken. “Det er klart, at det er vores forskellige musikalske referencer og alligevel kærlighed til samme musik, som gør, at Tied & Tickled Trios univers kan rumme så mange genrer uden, det bliver rodet,” forklarer Markus Acher. Da Caspar Brandner og Markus Acher bliver spurgt om, hvorfor de har valgt ikke at bruge vokal i musikken, smiler de og fortæller, at de faktisk umiddelbart inden deres tur til Danmark om, at de gerne ville prøve at arbejde med vokal. “Men ikke en almindelig sanger,” fastslår Markus Acher. “Det skal mere være en slags rap, som ligesom kan supplere det rytmiske element og dermed give endnu et element til musikken.” Gammel vin på nye flaskerMorr Music har netop udgivet en koncertoptagelse – som findes på dvd- og cd-udgivelsen a.r.c. – med bandet fra en koncert i München i 2004. Grunden til, at Tied & Tickled Trio bestemte sig for at udgive koncerten på dvd var, at bandmedlemmerne ikke var sikre på, at de ville komme til at spille så mange mennesker sammen igen – der tog de dog fejl, for på årets Roskilde Festival var der også ni mennesker på scenen.“Mens dvd’en er en koncert-optagelse fra 2004, reflekterer cd’en bandet lige nu,” forklarer Caspar Brandner. Han og Markus Acher er dog enige om, at der måske i virkeligheden ikke er så stor forskel på lyden af de to forskellige udgaver af bandet. Tied & Tickled Trio er ikke det mest produktive band, og det skyldes måske, at de fleste af medlemmerne også har andre musikalske projekter at beskæftige sig med – f.eks. Notwist og Lali Puna. Med udgivelsen af a.r.c. og genudgivelser af bandets tre første album er der i den seneste tid kommet en masse plader med Tied & Tickled Trio-navnet på. Spørgsmålet er, hvornår der så kommer noget “ægte” nyt materiale fra bandet. “Micha Acher har skrevet en bunke sange, så måske får vi optaget noget nyt snart,” fortæller Caspar Brandner, men Markus Acher korrigerer ham. “Der er da vist ingen af os, der har tid.” Så griner de begge. Dermed tyder alting på, at a.r.c. skal holde mindst et år derhjemme på hylden som nyeste materiale fra Tied & Tickled Trio. Læs også Undertoners anmeldelse af:Tied & Tickled Trio: a.r.c.

Interview

Vi reintroducerer slapbassen

Fra ep’en Now You Know til debutalbummet Yes har Oh No Ono gennemgået en forvandling. Det er nærliggende at tro, at bandets nye 80’er-prægede lyd skyldes, at pladen er produceret af Jesper Mortensen fra Junior Senior. Men det er kun en del af sandheden. (28.08.06)“Sparringspartner,” lyder det prompte og enstemmigt fra Malthe Fischer, Kristian Olsen og Kristoffer Rom fra Oh No Ono. Man kunne ellers nemt få den opfattelse, at Jesper Mortensen fra Junior Senior har haft stor indflydelse på Oh No Onos bemærkelsesværdige forvandling fra Now You Know-ep’ens hæsblæsende poppunk til den funky elektropop, der præger debutalbummet Yes. Men selv om Jesper Mortensen er krediteret som producer, er det altså ikke helt den rolle, han har haft: “Hans opgave, som han også selv sagde fra starten af, var at samle en masse idéer til et samlet udtryk og prøve at få det bedste frem i os. Han havde ingen intentioner om at lave om på os,” forklarer Malthe Fischer. Jesper Mortensen har altså hverken siddet bag mixerpulten og skruet på knapper – “for det kan han sgu ikke finde ud af” – eller leveret sine egne idéer. Før han overhovedet blev involveret i projektet, havde Oh No Ono indspillet demoerne til de sange, der er kommet med på den endelige plade. Mortensens opgave har derfor været at finde frem til den lyd, bandet ønskede at iklæde sangene. Foto: jint.dk Oh No Ono fandt nogle musikalske referencer, der passede til den lyd, de ville ramme, så Jesper Mortensen kunne høre, hvor de gerne ville hen. Og det har så været hans opgave at sortere i idéerne. Men kun som rådgiver, ikke som beslutningstager.“Han har været supergod til at skære igennem og sige: ‘Det der virker på grund af dét og dét.’ Der har også været mange gange, hvor han har valgt en idé, som han syntes var rigtig, og så har vi taget noget andet. Det har været meget demokratisk,” fortæller Kristoffer Rom. Ingen bevidst strategiOh No Onos pladeselskab, Morningside Records, har ikke råbt særlig højt op om, at Yes er produceret af en af dem fra Junior Senior. Jesper Mortensen har selv ønsket ikke at få ‘Junior’ tilføjet sit navn, men ellers mener de tre Oh No Ono-drenge ikke, der er tale om en bevidst strategi: De har hverken fremhævet eller undladt at nævne Jesper Mortensen. Men de er dog klar over, at folk kan få en forkert opfattelse af bandet på grund af den oplagte kobling til Junior Senior. “Scenen i Danmark er så forholdsvis lille, at det meget hurtigt vil komme til at se ud, som om at først lavede Thomas Troelsen Junior Senior, og så lavede Junior Senior Oh No Ono. Det er bare ikke faktum. Men tingene er ikke store nok til, at der er en mangfoldighed,” siger Kristoffer Rom. Den opfattelse kunne have været forstærket, hvis nummeret “Practical Money Skills for Life” havde udviklet sig, som det på et tidspunkt var meningen. Planen var nemlig at tilføje nummeret en rap-passage fra den anden halvdel af Junior Senior, Jeppe Breum Larsen.“Det var før, vi overhovedet havde snakket med Jesper. Men vi fandt ud af, at det ikke passede ind alligevel, så det blev aldrig til noget”, fortæller Malthe Fischer. Vi har aldrig villet være indierock80’er-produktionen på Yes kommer sikkert bag på de fleste. Forskellen mellem debutpladen og den halvandet år gamle ep er stor, men det er der en grund til. Også én, der ikke handler om Fischers kærlighed til Talking Heads, Devo og David Bowies “Let’s Dance”. Produktionen på Now You Know er skrabet, men det var ikke med Oh No Onos gode vilje. “Det har aldrig været vores hensigt at høre ind under indierock-kategorien eller være lofi. Men det var vi nødt til,” fortæller Malthe Fischer. Foto: Søren Malmose Kristoffer Rom forklarer hvorfor: “Med ep’en sad vi i vores egen stue og lavede det hele selv. Vi havde ikke noget særlig godt grej, og den lyd, vi ønskede, var vi simpelthen ikke dygtige nok til at lave. Selv om vi er glade for ep’en, ville den have lydt anderledes, hvis den var indspillet i et professionelt studie. Der er mange lydmæssige nødløsninger.” Yes er – som den allerførste plade – indspillet i Thomas Troelsens nye studie, så Oh No Ono har haft noget nær optimale betingelser. Det har de udnyttet til at indspille nye versioner af “Ba Ba Baba Ba Ba Well Anyway” og “Am I Right?” samt skrive “Victim of the Modern Age” på grundlag af “Simon Says” – alle tre numre fra Now You Know. Versioner, som ifølge bandet “er til det bedre” og “harmonerer med resten af pladen”. “Der skal nok være nogen, der har noget imod det”Oh No Ono erkender, at lyden på Yes er lidt hen ad Junior Senior. Men de synes ikke, at lyden er overdrevent 80’er-agtig – ud over trommerne, pitchede lyde og ikke mindst slapbassen, som de er forberedte på at få kommentarer om.“Slapbassen vil være svær at tygge for nogen. Det er virkelig let at fremhæve den slapbas og sige, man ikke kan lide det på grund af den. Hvis man ikke kan dét, er det, fordi man ikke har lyst,” mener Malthe Fischer. Oh No Ono står så meget ved at anvende den forkætrede spilleteknik, at Kristoffer Rom proklamerer: “Vi reintroducerer slapbassen!” Godt nok med et grin, men tag ikke fejl, Oh No Ono er “utrolig seriøse”. Og kvintetten vil lave noget nyt og overraskende hver gang. Uanset om de kan spille det eller ej. Det må de så lære.Derfor skal man heller ikke forvente, at Oh No Ono nu endegyldigt kan rubriceres. For det kan den næste plade meget vel vende op og ned på. “Principielt vil vi ikke holde fast i noget som helst. Jeg tror ikke, vi kommer til at lave en plade, der minder om den her,” siger Malthe Fischer. Oh No Ono er sikre på, at Yes er en god plade. Men de er knap så sikre på, hvordan den vil blive modtaget af anmeldere og publikum.“Med fare for at lyde arrogant synes jeg, at enhver anstændig musikjournalist burde kunne se kvaliteterne i vores musik. Uden nødvendigvis at kunne lide det. Der skal nok være nogen, der har noget imod det,” forudsiger Kristoffer Rom, der også er skeptisk, når det gælder, hvor meget pladen vil sælge: “Det er tvivlsomt i Danmark. Altså, det hele skal være så utrolig folkeligt, før det kommer til at slå an.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Oh No Ono: Now You KnowOh No Ono: YesInterview med Oh No Ono: ‘Vi skal gøre noget godt for bandet hver eneste dag’

Interview

Dälek – underklassens kamp er gået i stå

Selv om der er skudsår og afklædte damer ud over det hele i hovedparten af den amerikanske hiphop, er der stadig kunstnere tilbage, der "hellere vil skrive intelligente tekster end rappe om bitches & hoes". Ordene er rapperen Däleks – og grundlaget for såvel hans tekster som hans grimme, støjende musik er en intens indignation.

Artikler Interview

Serena-Maneesh – Gud eller whisky

Med udklædningstøj og aldeles udknaldede live-koncerter har norske Serena-Maneesh i løbet af det sidste år gjort godt grundigt opmærksom på sig selv. Men der er meget mere end syret rock i frontmanden Emil Nikolaisens liv, fortæller han i et interview om, hvordan hans musik hænger sammen med hans intense kristne tro.

Interview

Homesick Hank – ved skrammelkongens hof

Da den danske sekstet Homesick Hank skulle indspille sit andet album, satte de sig for dels at få en god producer og dels at lave en upoleret plade. Og det sidste gav sig selv, da de fik en aftale i stand med produceren Paul Oldham, hvilket tilmed gav adgang til hans bror Will.

Interview

En besættelse ude af kontrol

London-duoen Psapp er blandt de fremmeste leverandører, når det gælder skæv, sprudlende sommerpop. I anledning af bandets nye plade The Only Thing I Ever Wanted tog Undertoner en snak med dem om at skrive sange, at skifte pladeselskab – og at elske katte. (14.07.06)Man kan godt gøre karriere, hvis man blot holder af popmusik og mærkelige lyde. Det har den London-baserede duo Psapp senest bevist med bandets andet album The Only Thing I Ever Wanted, som udkom for et par måneder siden. Duoen er et umage par, men de komplementerer hinanden særdeles godt. Mens Carim Clasmann har en baggrund som støj-fanatiker i den tyske undergrund, er Galia Durant ægte Casio-entusiast (hun er vokset op med en 1988 vintage Casio SK-8 under armen). At de er kreative sammen og ikke mindst har det sjovt høres tydeligt på duoens to album, der sprudler af sommerpop og skæve indslag. Ifølge dem selv er der dog en forskel på det nyeste album i forhold til debuten Tiger, My Friend – dels er der færre ambiente felt-optagelser, og dels spiller de to mange flere rigtige instrumenter. Hurtigere arbejdsproces – og humørsvingningerCarim Classmann mener også, den anderledes lyd er en konsekvens af, at de to mødes og skriver numrene sammen i stedet for at skrive hver for sig og først derefter mødes for at færdiggøre materialet. “Det er meget mere tilfredsstillende at skrive numrene i nu’et, så de ligesom reflekterer det humør, vi er i – for humøret svinger meget i Psapp,” fortæller han. Et nummer behøver dog absolut ikke starte et særligt konkret sted, men kan sagtens starte med et nyt legetøj, supplerer Galia Durant. Det kan for eksempel være et pivedyr som på debutalbummet. I forhold til Tiger, My Friend synes Carim Clasmann og Galia Durant også, at numrene på The Only Thing I Ever Wanted er blevet bedre, fordi de to medlemmer i bandet har lært hinanden at kende, og dermed kan kommunikere bedre. “Da vi startede, kunne det tage flere måneder at skrive et nummer,” forklarer Galia Durant og fortæller, at selv efter måneders arbejde kunne der stadig være ting, som de ikke var tilfredse med. “Sådan er det heldigvis ikke mere,” fortsætter hun. Hun er tydeligvis glad for, at skriveprocessen er blevet hurtigere og mindre kompliceret. Psapps debut udkom på det lille selskab Arable, men da opfølgeren skulle udgives, valgte bandet at skrive kontrakt med det større selskab Domino. Hverken Galia Durant eller Carim Clasmann synes dog, der er nogen nævneværdig forskel på de to selskaber. “Selv om Domino er et stort selskab,” fortæller Galia Durant, “så fungerer det meget som et lille selskab – og Domino har hele tiden støttet vores idéer uden at blande sig for meget.” Den frygt, som Psapp havde haft om at blive ensrettet af et stort selskab, blev dermed gjort til skamme. I første omgang skulle Domino egentlig bare have udgivet Psapp på licens, men da bandet gav nogle af dets nye numre til selskabet, blev de pludselig tilbudt en kontrakt. At blive labelmate med så mange favoritbands kunne Psapp ikke sige nej til. “Og da vi skrev kontrakten under, fik vi lov til at slæbe så meget vinyl hjem, at vi knap kunne bære det hele vejen,” griner Galia Durant. Selvstændige katteelskereFlere anmeldere har sammenlignet duoen med bands som Stereolab og Pram, men det generer ikke London-duoen at blive sat i bås. Både Carim Clasmann og Galia Durant er glade for Pram, men derudover synes de begge, at det måske mere er andres måde at beskrive Psapps lyd på. “Når vi skriver et nummer, tænker jeg i hvert fald aldrig på, at vi lyder som nogle af de bands, jeg ser os sammenlignet med,” tilføjer Carim Clasmann. Galia Durant spiller stadig på det Casio-keyboard, hun spillede på som otteårig. Men det er ikke hendes eneste besættelse, for både hun og Carim Clasmann er nærmest sygeligt vilde med katte. Både coveret på deres debutalbum og på The Only Thing I Ever Wanted er præget af katte. “Vi beundrer katte, og personligt elsker jeg besættelser, som kommer ud af kontrol,” fortæller Galia Durant. Mens de fleste mennesker måske har svært ved at retfærdiggøre deres fascination af frimærker eller ande-avl, så mener hun ikke, der er noget at rafle om med katte. “Katte vinder med deres sure fjæs, skæve personlighed og gode lyde.” Og hvis man skulle være i tvivl, er det nok at kaste et blik på Psapps venner på Myspace – de fleste har poter… Læs også Undertoners anmeldelser af:Psapp: Tiger, My FriendPsapp: The Only Thing I Ever Wanted

Interview

Ud og se med Pete Doherty

Engelske Babyshambles’ primære drivkraft er den karismatiske forsanger Pete Doherty, som har en magnetisk effekt på skandaler. Og en tre timers togtur fra Århus til København var rigeligt til at demonstrere kaoset omkring det omrejsende cirkus. (19.05.06)“Du ser godt nok ret skandinavisk ud!” Da Pete Doherty kommer ind i kupéen omkring Odense, bemærker han min højde og mit blonde hår og griner fjoget. Selv ligner han mest en brugt piberenser. Forsangeren og guitaristen i to af Englands mest omtalte bands igennem de sidste par år, først The Libertines og nu Babyshambles, ser ellers mærkværdigt frisk ud i blikket, men hans aura som arketypisk, britisk rockstjerne følger ham, selv i et IC3-tog.Doherty og hans band er på vej fra Århus til en koncert i København og har set sig nødsaget til at benytte sig af de danske statsbaner frem for at rejse under mere private forhold. Det lader nu ikke til at genere dem synderligt. Den nye guitarist, Mickey Blue-Eyes, er i udpræget forårshumør og bjæffer jævnligt af de væsentligt yngre piger i kupeen. Stoffer, supermodeller og parasitterRockmusikere kommer som bekendt mest ud om natten, og Doherty er ingen undtagelse. Tatoveringer, der ville støde en rockers æstetiske sans, arme som tændstikker, og en mildest talt bleg kulør. Men det omgivende kaos er måske det mest karakteristiske ved manden og hele hans situation. På forhånd har Paul Roundhill, Dohertys selvudråbte muse, webmaster og litterære agent, nævnt, at jeg nok ikke skal spørge til Kate. Selvfølgelig med reference til supermodellen Kate Moss, der ligesom Doherty er blevet beskrevet som lidt af en omvandrende snestorm. Coke, heroin og alt derimellem er blevet faste termer i forbindelse med det celebre par. Ventetiden, indtil Doherty på Fyn vågner op af sin skønhedssøvn, tilbringes med Mickey og Paul. Af en muse at være virker den forhutlede Paul ikke særligt oplagt, og de pseudolitterære henvisninger vælter ud af det sorte skæg. En flaske vodka i smuglerstørrelse triller rundt på gulvet, og Pauls historier om den historiske sammenhæng mellem amfetamin og rockstjerner er til tider direkte uforståelig. Tilmed er han gentagne gange ved at sætte ild til sine mørke krøller med sine cigaretter.“Han tager generelt de samme stoffer (kokain og heroin, red.), men han burde udvide sit ‘repertoire’. Coke er skidt for sangere,” siger Paul. Han mener dog ikke, at stofferne fjerner Dohertys fokus fra musikken, for hans primære narkotika er musik og poesi. Mickey uddyber: “Pete er en fantastisk produktiv fyr. Vi har skrevet omkring 85 sange sammen på 1½ måned, vi arbejdede flere dage af gangen, og i de perioder kom vi ikke uden for en dør. Den største forskel, fra da jeg lærte ham at kende for ni år siden, er menneskerne omkring ham, ikke stofferne. Stofferne har altid været der. Men hans såkaldte venner skælder ham ikke ud mere – de er alle sammen rygklappere.” På dette tidspunkt forsvinder den stadig mere fraværende Paul ud på et af togets toiletter, og Mickey sender et hvast blik efter ham, da han forlader kupéen.“Jeg ved ikke, hvorfor Pete finder sig i den fyr. Han er en forbandet parasit og regner sig selv for meget mere, end han reelt er. På det sidste har vi ellers skaffet os af med al den scum. Der har mindst været en snes stykker. Da Pete var ved at ryge i spjældet sidst, og jeg ringede til en af dem, var svaret »hvor i alverden skal jeg så få mine penge fra?« Ikke et ord om, at det var skrækkeligt for Pete, kun frygt for hans skide penge!” Dyret vågnerI samme øjeblik træder han så ind i kupeen, iført undertrøje og et par cowboybukser, der er mærket af de ‘uundgåelige cigarethuller’, som Roger Waters refererer til i sin beskrivelse af den typiske junkiemusikers fald fra tinderne på Pink Floyds The Wall.Doherty hilser pænt og venligt, men har lidt svært ved at se folk i øjnene i længere tid af gangen. Han virker ikke genert, men nærmere lidt svævende, som om han lige så vel kunne være til fodboldkamp på Antarktis uden at bemærke det specielt. Han begynder at rulle en smøg, og hans umanerligt sorte fingre og negle springer i øjnene. Vel vidende, at Doherty næppe har været ude at plante rhododendron, er det svært at slippe fornemmelsen af, at hvis jeg af en eller anden grund skulle få hans hånd ind i munden, ville jeg befinde mig i en parallelverden en uges tid derefter. Hvordan føles det at være væk fra tabloidpressen i England?“Jeg har aldrig bekymret mig om den. Jeg elsker at tale med dem, men jeg læser dem ikke. Har aldrig gjort det. Men al omtale er god omtale.”Det bekræfter i hvert fald, at han ikke læser, hvad de kulørte blade skriver om ham. Kongen af fæcesJeg spørger til koncerten i Århus dagen før og fortæller, at de fik gode anmeldelser i et af de danske musikblade. Både han og Mickey ser himmelfaldne ud. “Det var ellers virkelig ringe. Vi gik bogstaveligt talt lige ud på scenen med vores kufferter, fik stukket en øl i hånden, og så var det nærmest »Øh, hej Århus!«, og så i gang med det samme,” siger frontmanden.I fik ikke tid til at lave lydprøve?“Dem laver vi aldrig. Den slags er uhørt i dette band.” Babyshambles’ debutalbum, Down in Albion, er produceret af den gamle Clash-guitarist Mick Jones, og er – om muligt – endnu mere gennemsyret af opløste kompositioner og diffuse sangtekster, end Libertines’ to plader er. Der er dog snart en ny plade på vej, der altså er skrevet i samarbejde med Mickey, som Doherty ømt omtaler som “et familiemedlem”. Hvor langt er I med det nye materiale?“Teksterne er netop skrevet færdig i sidste uge (slutningen af april, red.), og vi er godt i gang med at arbejde på musikken,” siger Doherty. Hvordan bliver retningen på det album? Jeg forstår, at I spillede et reggaenummer som afslutning på koncerten på Train?“Jeps, det hedder “Stone Me, What a Life””, forklarer han, “men det er nu ikke fordi, at vi laver en reggaeplade. Selv om Mickey ved alt om ska.”Virkelig? Det sagde Paul ellers, at han selv gjorde? Han kaldte sig “œThe King of Ska”.“Nærmere “œThe King of Faeces”,” indskyder Mickey til stor morskab for Doherty, der tilføjer:“Ja, eller heroin! Nå, men alvorligt talt, så kan man forvente en hel masse kollaborationer med andre kunstnere. Og en hel masse mig. På samme tid!”Har du nogle navne på dem, du samarbejder med?“Det holder jeg ind til kroppen lidt endnu,” gnækker frontmanden. Pete og RadioheadHerefter spørger de til, om jeg skal med til koncerten samme aften på Vega. Jeg svarer, at jeg skal se noget, der nærmest står som en direkte modsætning til Babyshambles’ baggårdsslagsmål af en plade, nemlig Radiohead i KB-Hallen. Synes du, at de er blevet til rockdinosaurer?“Tja, ingen kan vel undslippe tiden og alderen. Bortset fra mig.”Hvordan har du tænkt dig at undgå at ende som dem?“Tage en overdosis!” Doherty har ganske vist et smil på læben, da han siger det. Men det er påfaldende, at han i en alder af 26 år allerede lyder som en blanding af Keith Richards og Brad Pitt’s sigøjnerbokser i filmen Snatch. Især når man ved, at 27-årsgrænsen for rockstjerner har det med at være en forhekset alder, der som bekendt har været sidste stoppested for Jim Morrison, Jimi Hendrix og Kurt Cobain. Og man sidder med en fornemmelse af, at Doherty kun mangler netop denne endegyldige exit.Om end den mystik, der omgærder ham, virker helt ubegrundet, som han sidder dér og guffer Ritter Sport med nødder i et dansk IC3-tog.

Interview

Newyorkere på dannelsesrejse

Nogle bands sætter en ære i at genopfinde sig selv på hvert album – og Liars er et af dem. Trioen har udgivet tre albums, der alle har har haft som mål at udfordre de trofaste fans. Men hvorfor alle disse eksperimenter? Hvor er den røde tråd i gruppens musik? (01.05.06)Amerikanske Liars drog i 2005 til Berlin. Her bosatte de sig og begyndte indspilningen af, hvad der skulle ende som Drum’s Not Dead. I forbindelse med bandets koncert i København i starten af marts satte Undertoner de tre medlemmer Aaron Hemphill, Angus Andrews og Julian Gross stævne til en snak om bandets kringlede udvikling. Ingen vennerLiars’ debutplade fra 2001 med det meget lidt mundrette navn They Threw Us in a Trench and Stuck a Monument on Top fik umiddelbart ikke ret mange til at lægge mærke til newyorker-ensemblet. Da pladeselskabet Mute genudgav pladen året efter, var modtagelsen dog en helt anden. Verden fik pludselig øjnene op for Liars’ dansable postpunk og udfordrende tekster. Lige så pludseligt som Liars var røget ind i hypemaskinens cirkus som en del af den såkaldte newyorker-scene, lige så hurtigt sørgede de for at komme ud. Kvartetten blev til en trio med en ny trommeslager, og gruppens andet album They Were Wrong, So We Drowned modtog meget blandet kritik, heriblandt absolutte bundkarakter af Rolling Stone og Spin. Rollen som en del af New York-scenen har aldrig passet Liars. Det at de forskellige bands fra byen tilhører en fælles scene, hvor de hænger ud sammen og laver musik, er en myte. Som Angus forklarer: “Vi har ikke rigtigt nogen venner. Når vi laver musik, er der ikke rigtig nogen tid til at være sammen med andre bands.” Det er dog ikke sådan, at medlemmerne af Liars ikke lytter til bands som The Rapture, !!! og Oneida. “Noget af det nyder jeg, men jeg hører det mest for at have nogle referencer, så når andre siger, at de hører f.eks. Rapture, så ved jeg, hvad de mener. Jeg kan selvfølgelig lide Oneida rigtig meget, men det er ikke sådan, at vi ser os som en del af en større gruppe. Alle bands er forskellige. Det er ikke sådan, at jeg lytter til ‘New York-musik’,” forklarer Aaron, og Julian tilføjer, at Billy Joel jo også er fra New York. Den berømte farvede trådMed gruppens andet album They Were Wrong”¦, mistede Liars ikke kun musikpressens hype. Musikken skiftede stilmæssigt væk fra de meget klare inspirationer af Gang of Four, the Fall og Sonic Youth til en mere dyster og svært tilgængelig lyd. Forsangeren Angus mener dog, at der er en klar linje mellem de tre albums. “For os er der en meget klar linje. Og den måde vi gik til dette nye album var at pointere, at der er den linje: Trommerne har altid været udgangspunktet for os. Når vi skriver sange, starter vi altid med trommerne. Det har været sådan siden They Threw Us… og hele vejen frem til nu, så pladerne virker meget ens for os.” Den røde tråd mellem pladerne, som Angus fremhæver, var dog ikke tilstrækkelig, til at debutalbummets publikum også kastede sig over opfølgerpladen. Mange af de, der lystigt dansede af sted til They Threw Us…, kunne ganske simpelt ikke længere finde takten, fordi stilskiftet fra var for stort. For at gøre det hele mindre tilgængeligt havde They Were Wrong”¦ tilmed et overordnet koncept om tysk hekseforfølgelse. Tid til selvrefleksionOgså Drum’s Not Dead, som Liars er aktuelle med netop nu, er et konceptalbum. Flere af sangene refererer til to yin og yang-agtige karakterer: Drum og Mt. Heart Attack. “Trommen signalerer umiddelbar reaktion,” forklarer Angus, “det er den umiddelbarhed og energi, vi stræber efter, så på den måde er trommen noget positivt. Den anden side er Mt. Heart Attack, der er følelsen af at være usikker på sig selv. Hvad det her handler om, er i virkeligheden den måde, Aaron og jeg arbejder på. Det er ikke sådan, at en af os er Drum og den anden Mt. Heart Attack. Det er snarere to elementer, der udgør os begge fra tid til tid.” Umiddelbart er der med Drum’s Not Dead tale om en kæmpe udvikling for et band, der på deres første album stædigt sang Not too political, nothing too clever. Liars er selv enige om, at det nye album på sin vis er et mere personligt udspil. “Indspilningsprocessen var meget anderledes denne gang”, forklarer Angus: “Tidligere har vi brugt en god del tid på at snakke med hinanden om, hvad vi havde lyst til at lave Denne gang tænkte vi slet ikke over det, så det gav os en chance for at udforske nogle ting, der var mere personlige for os.” “Vores mål er at skabe”Liars har siden They Were Wrong… været igennem en selvransagende proces. Den startede med, at Angus flyttede til Berlin for alene at bo der i et par måneder. I Berlin oplevede han en helt anden måde at leve på end dén, der var hverdagen i New York. Det at bo et andet sted satte i gang i en masse tanker, blandt andet om tab og forandring. “Bare det at få en fornemmelse af at der er andre måder at gøre tingene på, betød rigtigt meget,” fortæller Angus og tilføjer: “Også dét, at der er andre regeringer, der alle har deres egne måder at gøre ting på, var en opdagelse.” Medlemmerne af Liars er politisk bevidste, og de interesserer sig for deres omverden, men vil helst ikke være påtrængende med deres meninger. “Vi vil ikke stå på en sæbekasse og svinge med næven mod folk,” forklarer Julian, og Angus følger op: “Vi er mennesker, der bekymrer os om vores verden, men jeg tror, vi forsøger ikke at snakke til folk, som om vi er dem, der skal fortælle dem, hvad de skal gøre. Så idéen er at forsøge ikke at være for aggressivt politiske, men forsøge at være mere subtile.” Meningen med Liars er altså ikke at belære folk om ret og uret. Men dermed ikke sagt, at der intet mål er med galskaben. “Vores mål er bare at skabe”, siger Julian: “Vi kan alle lide at lave ting, at eksperimentere. Jeg tror, ingen af os kan lade være med det. Hvad end det handler om at lave mad eller lave et halstørklæde, er det oprindeligt noget, man laver for sig selv. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at lave noget for et publikum.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Liars: Drum’s Not Dead

Interview

Ud i de uudforskede territorier

Under Byens fans har i årevis sukket og længtes efter en ny plade fra Under Byen. Og langt om længe er bandet på ny landet på dansk grund og har udgivet ny musik. Men hvad skete der i al den tid, og var de nogensinde væk?

Interview

'Så lad det dog være en popsang'

Undertoner har taget en snak med Thomas Thomsen, frontmand i Pluto, om bandets nye plade Ingen ved hvorhen. Den kom til at handle om at være åben og turde lade sange udvikle sig til dét, de er bestemt til at være – og om at der nogle gange er behov for hjælp udefra. (02.03.06)Pluto debuterede i 2002 med albummet Forfra. Det var løfterigt og høstede et helt lille bed af anmelderroser. Opfølgeren, Støv/eller/støj, udkom allerede året efter og spillede overordnet på de samme strenge som debuten, men fremstod alligevel mere frigjort og forløst. Inspirationerne hed muligvis stadig Low, Sparklehorse og Ida, men de drømmende understrømme og den lyriske nerve fremstod nu i højere grad som Plutos helt egne. Skønt anmeldernes lovprisninger udeblev det kommercielle gennembrud. Det er således slående, at Pluto her ved udsendelsen af deres tredie plade, Ingen ved hvorhen, fortsat markedsføres som en af den danske musikundergrunds velbevarede hemmeligheder. Det var en af Undertoners bevæggrunde for at mødes med forsanger og sangskriver Thomas Thomsen en uges tid inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen. U: Hidtil har I udgivet jeres plader selv. Hvordan kan det være, at I inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen skrev kontrakt med Good Guy’s Recording Company og lod andre om det praktiske? TT: Vi havde Display sammen med Diefenbach og Geisha. Og da Diefenbach var nødt til at melde sig lidt ud, fordi de blev signet på Wall of Sound, og Geisha holdt en meget lang pause, gav det ligesom sig selv, at Display blev sat på vågeblus. Da vi dannede Display i sin tid, var det simpelthen for at få vores ting ud. At udkomme independent var ikke noget, vi tænkte så forfærdeligt meget over. Vores forrige plader har solgt ca. 500 eksemplarer hver. Selv om det er fint nok, ville jeg da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne tænke mig at sælge nogle flere. Det er nok også en af grundene til, at vi hoppede over til Good Guy’s. Det er A:larm, der står for distributionen, og så kan man jo håbe på, at vi kan nå lidt bredere ud. Det vigtigste er, at resultatet stadig bliver, som vi vil have det. Illustration: Mamamo Jeg kan bruge “Har du glemt mig?”, den første single, til at illustrere det. Først indspillede vi den i en demoudgave med to mikrofoner, og vi var meget glade for den, men den var ikke egnet til at se dagens lys. Så indspillede vi den igen og havde faktisk næsten lavet nummeret færdigt, da Anders Reuss fra Good Guy’s kom forbi og hørte grundsporene. Han syntes, der manglede noget punch, og at vi kunne stramme op på arrangementet.Da han sagde, at vi skulle overveje at genindspille den, sad vi alle sammen og tænkte “for satan…” Jeg tror, det var noget underbevidst, at det simpelthen ville være for langt ude at indspille den forfra. Men da han så påpegede det, vidste vi alle tre nærmest intuitivt, at han havde ret.Pointen er, at Anders var der i funktion af pladeselskabsmand og tænkte i single og måske endda i radiovenlighed, men for os at se var det også den rigtige beslutning rent kunstnerisk. Og så skal man selvfølgelig tage den. Det havde været noget andet, hvis vi havde været uenige med Anders og så havde genindspillet den alligevel. Nu blev nummeret 10 gange skarpere og federe, og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog den beslutning på grundlag af en eller anden følelse af, at nu skal jeg også være så og så indie-kry. U: De ‘indre’ vilkår er altså blevet styrket. Det er de ‘ydre’ vel sådan set også, i hvert fald i forhold til den første plade, med al den her fokus på dansksproget musik. Burde I ikke kunne profitere af det? Jeres musik er vel ikke sværere tilgængelig, end at I sagtens burde kunne få et gennembrud i primetime-P3? TT: Jeg er helt enig i, at vores musik er ikke er sværere tilgængelig, end at den burde kunne dét, men jeg kan jo konstatere, at det er der tilsyneladende nogle andre, der ikke synes. Det er svært for mig at gøre noget ved. Jeg kunne godt rode mig ud i en eller anden lang musikpolitisk tale, om hvad P3 gør, og hvad de ikke gør, og hvad jeg synes, de burde gøre. Men tilbage ville stadig stå, at man ikke kan gøre andet end at sige: “O.k., sådan er dét så”. [Og så gik det ellers hverken værre eller bedre, end at andensinglen “Guldlok” blev Ugens Uundgåelige på P3 i uge 7, red.] U: Hvad er den største forskel på den nye og den forrige plade? TT: Det har været en målsætning, at vi gerne ville lave noget mere udadvendt. Både tekstligt og musikalsk. Måske ligefrem mere poppet. Støv/eller/støj var meget indelukket; den sluttede sig nærmest om sig selv. Ambitionen med Ingen ved hvorhen var, at den skulle være et mere åbent værk. Det har så vist sig, at ambitionen kun er blevet halvt indfriet, men det er vilkårene i processen og dermed også helt fint! Så den er endt et eller andet sted imellem noget nyt og noget gammelt så at sige. Det, der er på spil, er dialogen mellem de to poler. U: Man kan vel også stille det sådan op, at I er blevet mere fokuserede – mere pluto’ske simpelthen? TT: Det er skægt, for inde i hovedet på mig spænder den ret vidt. Men jeg ved selvfølgelig godt, at jeg nok er den forkerte til at bedømme det. Det er klart, at de forskelle, der måtte være mellem pladerne, vil virke meget større på os, fordi vi har brugt så lang tid på at zoome ind på dem.Forskellene kan under tiden også ligge i processen, indspilningen, hvor det måske kræver ret meget af lytteren at finde dem i slutproduktet. Og så blev de to mest rockede sange faktisk sorteret fra den endelige trackliste. De sange står næsten lige så skarpt i billedet, når jeg tænker på pladen. Det kan godt være, det for mig er med til at få den til at føles bredere end det færdige resultat. Ronnie [Øhlers Pedersen, trommer] ville egentligt have haft dem med, fordi de repræsenterer en bestemt del af Pluto, som han mente også burde være der på pladen, hvor Janne [Lorentzen, guitar og keyboards] og jeg nok syntes, at pladen ville stå skarpere, hvis vi lod være. På den måde er det rigtigt nok, at vi har forsøgt på at finde et bestemt fokus. Men hele udgangspunktet for, at vi har villet lave noget mere udadvendt, har også været, at vi ikke har følt, at vi behøvede være nervøse for, om det kom til at lyde som os eller ej. På Forfra var vi meget opmærksomme på, at det ikke måtte minde for meget om det ene eller det andet. Det var sådan lidt dogme-agtigt og blufærdigt, og så kan man godt blive lidt defensiv. Nu tænker vi mere, at “hvis det her er en popsang, så lad det dog være en popsang.” U: Det lader til, at den stærkt elektriske, næsten dream pop- eller shoegazer-agtige guitarlyd fra støv/eller/støj er blevet erstattet af steelguitar og en mere organisk, næsten country-agtig lyd på Ingen ved hvorhen… TT: Ja, jeg har altid været meget glad for alternativ country og americana. Den første Mojave 3-plade har f.eks. inspireret mig. Jeg elsker lapsteel og pedalsteel, så det er en gammel drøm at have fået Moogie [Johnson, multiinstrumentalist]med ombord og dermed muligheden for at få ham til at spille det. U: Har han taget noget Wynona (Moogies tidligere band, red.) med sig ind i bandet? TT: Jeg tror bare, han lyder som Moogie. Han tog lyden af sig selv med ind i Wynona og derfra med over til os. Jeg er egentligt ligeglad med små, hurtige licks og teknisk perfektionering. Det, det handler om for mig, er de der store svævende og atmosfærefyldte flader. Og det er netop det, Moogie kan. Han er en fantastisk musiker. I mine ører spiller han altid de rigtige ting, hvad enten han spiller bas eller guitar i det ene eller andet projekt. Og så tror jeg, Moogie på en eller anden måde har hjulpet Ronnie til at finde sin plads i bandet. Numrene er faktisk indspillet bagvendt. På de sange, hvor der var en eller anden form for grundspor at tage udgangspunkt i, har Ronnie og jeg lavet trommer og rytmeguitar og bare spillet, indtil vi havde et fedt take på det. Så har vi lagt dubs og vokaler på. Og så bassen som noget af det allersidste. I forhold til hvordan man normalt tænker at lave live-agtig musik, er det en ‘forkert’ måde. Grunden til, at det alligevel har fungeret, er, at de to fungerer så godt sammen. Selv om Ronnie havde lagt trommer ind et halvt år før, lykkedes det Moogie at ramme nøjagtigt den samme feeling, som grundsporet blev lavet i. Jeg vil i hvert fald påstå, at man ikke kan høre, at det ikke er spillet samtidigt. U: Ud over Moogie er der også bidrag fra tre andre musikere… TT: Ja, Thomas [Nygård, bl.a. Halph] var jo faktisk bassist i Pluto til at begynde med. Han gik ud en måneds tid, inden vi indspillede Støv/eller/støj, så på den måde føltes det lidt som en ring, der sluttede, at han kom med på Ingen ved hvorhen. Og så er Sara Saxild fra Under Byen med. Det er en fantastisk basgang, hun får smidt ind på pladen. Men jeg må nu nok sige, at den største oplevelse var at arbejde sammen med Nils Grøndahl [også Under Byen]. Det var eddermame intenst. Alt det violin, der er på pladen, er lavet på fire-fem timer en eftermiddag, hvor han ikke havde hørt numrene inden. Han havde lige været på arbejde, og jeg skulle på arbejde, så vi havde fem timer, og det var så dét. Idéer, idéer, idéer, der bare blevet knaldet igennem, som jeg så kunne klippe sammen og rette til bagefter. Han har lavet nogle helt fantastiske ting, ikke mindst i betragtning af at han ikke havde hørt sangene før. Han var virkelig inspirerende og dybt professionel. U: Den tilstræbte udadvendthed kan også genfindes i det tekstlige. Der er vist kun et enkelt nummer, der ikke er skrevet i anden person ental. Det er ret usædvanligt. Er det et teknisk kneb, som skal være med til at sikre den større åbenhed? TT: Jeg synes faktisk, der er mere ’jeg’ på pladen, end der var på støv/eller/støj… U: Jeg opfatter det helt konkret som dig, der skriver til en pige, som så også kunne være lytteren… TT: Det er helt oplagt, at der er nogle af sangene, hvor det er rammen. “Har du glemt mig?” er et godt eksempel. Men jeg er generelt nok lidt forsigtig med at udlægge, hvad det er meningen, de skal handle om. For det som lytteren oplever, de handler om, handler de jo ligeså meget om, et eller andet sted, som det jeg måske har tænkt dem som. Den åbenhed synes jeg, det er vigtigt at bevare. Men ellers har du da ret i, at det er en vinkel, jeg godt kan lide. Der er geografiske stednavne, Dybbølsbro f.eks., og scenografien er i et eller andet omfang ’mit København’. Men i og med at lytteren kan identificere sig selv med den, der synges til eller om, bliver det åbent, samtidig med det er intimt. Lytteren kan træde ind i det her rum og er på den måde med til at udvide det. Populært sagt er det ikke mit univers, men ideelt både mit og hver enkel af lytternes. Og så synes jeg i øvrigt, at teksterne er mere lyriske og mindre singersongwriter-agtige end sidst… U: “Drage i flugt” stikker ud rent lyrisk, synes jeg… TT: Det var også teksten, der gjorde, at jeg ville have den med. De andre var sådan lidt: “Ja, vi kan godt se det, men…”. Der var en lang outro på, som blev fyret, fordi den ikke fungerede. Og da den så var blevet dét, fik vi ideen til at putte den på som en slags præludium til pladen, og så faldt brikkerne heldigvis på plads. Faktisk var det lige modsat med “Hverdag igen”, som, jeg var meget i tvivl om, skulle med. Vi var i tidsnød, da vi skulle mikse til sidst, og jeg kunne se, jeg ikke kunne nå at mikse alle sangene, inden vi skulle masterere. Jeg havde sorteret “Hverdag igen” fra, fordi jeg troede, den ville være alt for svær at få til at fungere. Men Janne sagde, at den skulle med, og da den så var blevet mikset, var vi helt enige om, at det skulle være slutnummeret. I øvrigt udkommer et af de mere rockede numre, der blev sorteret fra, på en 7″-single med Munck//Johnson senere på året. På sin vis har vi været mere fælles om Ingen ved hvorhen, end vi var om de to første. Jeg synes i hvert fald, at jeg har sluppet lidt mere, end jeg måske tidligere har gjort. Det var nok ikke blevet helt den samme plade, hvis ikke jeg havde gjort det. Læs også Undertoners anmeldelse af:Pluto: Ingen ved hvorhenInterview med Pluto: Musik der gør ondt på den fede måde