Interview

Undertoner har taget en snak med Thomas Thomsen, frontmand i Pluto, om bandets nye plade Ingen ved hvorhen. Den kom til at handle om at være åben og turde lade sange udvikle sig til dét, de er bestemt til at være – og om at der nogle gange er behov for hjælp udefra. (02.03.06)Pluto debuterede i 2002 med albummet Forfra. Det var løfterigt og høstede et helt lille bed af anmelderroser. Opfølgeren, Støv/eller/støj, udkom allerede året efter og spillede overordnet på de samme strenge som debuten, men fremstod alligevel mere frigjort og forløst. Inspirationerne hed muligvis stadig Low, Sparklehorse og Ida, men de drømmende understrømme og den lyriske nerve fremstod nu i højere grad som Plutos helt egne. Skønt anmeldernes lovprisninger udeblev det kommercielle gennembrud. Det er således slående, at Pluto her ved udsendelsen af deres tredie plade, Ingen ved hvorhen, fortsat markedsføres som en af den danske musikundergrunds velbevarede hemmeligheder. Det var en af Undertoners bevæggrunde for at mødes med forsanger og sangskriver Thomas Thomsen en uges tid inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen. U: Hidtil har I udgivet jeres plader selv. Hvordan kan det være, at I inden udgivelsen af Ingen ved hvorhen skrev kontrakt med Good Guy’s Recording Company og lod andre om det praktiske? TT: Vi havde Display sammen med Diefenbach og Geisha. Og da Diefenbach var nødt til at melde sig lidt ud, fordi de blev signet på Wall of Sound, og Geisha holdt en meget lang pause, gav det ligesom sig selv, at Display blev sat på vågeblus. Da vi dannede Display i sin tid, var det simpelthen for at få vores ting ud. At udkomme independent var ikke noget, vi tænkte så forfærdeligt meget over. Vores forrige plader har solgt ca. 500 eksemplarer hver. Selv om det er fint nok, ville jeg da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne tænke mig at sælge nogle flere. Det er nok også en af grundene til, at vi hoppede over til Good Guy’s. Det er A:larm, der står for distributionen, og så kan man jo håbe på, at vi kan nå lidt bredere ud. Det vigtigste er, at resultatet stadig bliver, som vi vil have det. Illustration: Mamamo Jeg kan bruge “Har du glemt mig?”, den første single, til at illustrere det. Først indspillede vi den i en demoudgave med to mikrofoner, og vi var meget glade for den, men den var ikke egnet til at se dagens lys. Så indspillede vi den igen og havde faktisk næsten lavet nummeret færdigt, da Anders Reuss fra Good Guy’s kom forbi og hørte grundsporene. Han syntes, der manglede noget punch, og at vi kunne stramme op på arrangementet.Da han sagde, at vi skulle overveje at genindspille den, sad vi alle sammen og tænkte “for satan…” Jeg tror, det var noget underbevidst, at det simpelthen ville være for langt ude at indspille den forfra. Men da han så påpegede det, vidste vi alle tre nærmest intuitivt, at han havde ret.Pointen er, at Anders var der i funktion af pladeselskabsmand og tænkte i single og måske endda i radiovenlighed, men for os at se var det også den rigtige beslutning rent kunstnerisk. Og så skal man selvfølgelig tage den. Det havde været noget andet, hvis vi havde været uenige med Anders og så havde genindspillet den alligevel. Nu blev nummeret 10 gange skarpere og federe, og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog den beslutning på grundlag af en eller anden følelse af, at nu skal jeg også være så og så indie-kry. U: De ‘indre’ vilkår er altså blevet styrket. Det er de ‘ydre’ vel sådan set også, i hvert fald i forhold til den første plade, med al den her fokus på dansksproget musik. Burde I ikke kunne profitere af det? Jeres musik er vel ikke sværere tilgængelig, end at I sagtens burde kunne få et gennembrud i primetime-P3? TT: Jeg er helt enig i, at vores musik er ikke er sværere tilgængelig, end at den burde kunne dét, men jeg kan jo konstatere, at det er der tilsyneladende nogle andre, der ikke synes. Det er svært for mig at gøre noget ved. Jeg kunne godt rode mig ud i en eller anden lang musikpolitisk tale, om hvad P3 gør, og hvad de ikke gør, og hvad jeg synes, de burde gøre. Men tilbage ville stadig stå, at man ikke kan gøre andet end at sige: “O.k., sådan er dét så”. [Og så gik det ellers hverken værre eller bedre, end at andensinglen “Guldlok” blev Ugens Uundgåelige på P3 i uge 7, red.] U: Hvad er den største forskel på den nye og den forrige plade? TT: Det har været en målsætning, at vi gerne ville lave noget mere udadvendt. Både tekstligt og musikalsk. Måske ligefrem mere poppet. Støv/eller/støj var meget indelukket; den sluttede sig nærmest om sig selv. Ambitionen med Ingen ved hvorhen var, at den skulle være et mere åbent værk. Det har så vist sig, at ambitionen kun er blevet halvt indfriet, men det er vilkårene i processen og dermed også helt fint! Så den er endt et eller andet sted imellem noget nyt og noget gammelt så at sige. Det, der er på spil, er dialogen mellem de to poler. U: Man kan vel også stille det sådan op, at I er blevet mere fokuserede – mere pluto’ske simpelthen? TT: Det er skægt, for inde i hovedet på mig spænder den ret vidt. Men jeg ved selvfølgelig godt, at jeg nok er den forkerte til at bedømme det. Det er klart, at de forskelle, der måtte være mellem pladerne, vil virke meget større på os, fordi vi har brugt så lang tid på at zoome ind på dem.Forskellene kan under tiden også ligge i processen, indspilningen, hvor det måske kræver ret meget af lytteren at finde dem i slutproduktet. Og så blev de to mest rockede sange faktisk sorteret fra den endelige trackliste. De sange står næsten lige så skarpt i billedet, når jeg tænker på pladen. Det kan godt være, det for mig er med til at få den til at føles bredere end det færdige resultat. Ronnie [Øhlers Pedersen, trommer] ville egentligt have haft dem med, fordi de repræsenterer en bestemt del af Pluto, som han mente også burde være der på pladen, hvor Janne [Lorentzen, guitar og keyboards] og jeg nok syntes, at pladen ville stå skarpere, hvis vi lod være. På den måde er det rigtigt nok, at vi har forsøgt på at finde et bestemt fokus. Men hele udgangspunktet for, at vi har villet lave noget mere udadvendt, har også været, at vi ikke har følt, at vi behøvede være nervøse for, om det kom til at lyde som os eller ej. På Forfra var vi meget opmærksomme på, at det ikke måtte minde for meget om det ene eller det andet. Det var sådan lidt dogme-agtigt og blufærdigt, og så kan man godt blive lidt defensiv. Nu tænker vi mere, at “hvis det her er en popsang, så lad det dog være en popsang.” U: Det lader til, at den stærkt elektriske, næsten dream pop- eller shoegazer-agtige guitarlyd fra støv/eller/støj er blevet erstattet af steelguitar og en mere organisk, næsten country-agtig lyd på Ingen ved hvorhen… TT: Ja, jeg har altid været meget glad for alternativ country og americana. Den første Mojave 3-plade har f.eks. inspireret mig. Jeg elsker lapsteel og pedalsteel, så det er en gammel drøm at have fået Moogie [Johnson, multiinstrumentalist]med ombord og dermed muligheden for at få ham til at spille det. U: Har han taget noget Wynona (Moogies tidligere band, red.) med sig ind i bandet? TT: Jeg tror bare, han lyder som Moogie. Han tog lyden af sig selv med ind i Wynona og derfra med over til os. Jeg er egentligt ligeglad med små, hurtige licks og teknisk perfektionering. Det, det handler om for mig, er de der store svævende og atmosfærefyldte flader. Og det er netop det, Moogie kan. Han er en fantastisk musiker. I mine ører spiller han altid de rigtige ting, hvad enten han spiller bas eller guitar i det ene eller andet projekt. Og så tror jeg, Moogie på en eller anden måde har hjulpet Ronnie til at finde sin plads i bandet. Numrene er faktisk indspillet bagvendt. På de sange, hvor der var en eller anden form for grundspor at tage udgangspunkt i, har Ronnie og jeg lavet trommer og rytmeguitar og bare spillet, indtil vi havde et fedt take på det. Så har vi lagt dubs og vokaler på. Og så bassen som noget af det allersidste. I forhold til hvordan man normalt tænker at lave live-agtig musik, er det en ‘forkert’ måde. Grunden til, at det alligevel har fungeret, er, at de to fungerer så godt sammen. Selv om Ronnie havde lagt trommer ind et halvt år før, lykkedes det Moogie at ramme nøjagtigt den samme feeling, som grundsporet blev lavet i. Jeg vil i hvert fald påstå, at man ikke kan høre, at det ikke er spillet samtidigt. U: Ud over Moogie er der også bidrag fra tre andre musikere… TT: Ja, Thomas [Nygård, bl.a. Halph] var jo faktisk bassist i Pluto til at begynde med. Han gik ud en måneds tid, inden vi indspillede Støv/eller/støj, så på den måde føltes det lidt som en ring, der sluttede, at han kom med på Ingen ved hvorhen. Og så er Sara Saxild fra Under Byen med. Det er en fantastisk basgang, hun får smidt ind på pladen. Men jeg må nu nok sige, at den største oplevelse var at arbejde sammen med Nils Grøndahl [også Under Byen]. Det var eddermame intenst. Alt det violin, der er på pladen, er lavet på fire-fem timer en eftermiddag, hvor han ikke havde hørt numrene inden. Han havde lige været på arbejde, og jeg skulle på arbejde, så vi havde fem timer, og det var så dét. Idéer, idéer, idéer, der bare blevet knaldet igennem, som jeg så kunne klippe sammen og rette til bagefter. Han har lavet nogle helt fantastiske ting, ikke mindst i betragtning af at han ikke havde hørt sangene før. Han var virkelig inspirerende og dybt professionel. U: Den tilstræbte udadvendthed kan også genfindes i det tekstlige. Der er vist kun et enkelt nummer, der ikke er skrevet i anden person ental. Det er ret usædvanligt. Er det et teknisk kneb, som skal være med til at sikre den større åbenhed? TT: Jeg synes faktisk, der er mere ’jeg’ på pladen, end der var på støv/eller/støj… U: Jeg opfatter det helt konkret som dig, der skriver til en pige, som så også kunne være lytteren… TT: Det er helt oplagt, at der er nogle af sangene, hvor det er rammen. “Har du glemt mig?” er et godt eksempel. Men jeg er generelt nok lidt forsigtig med at udlægge, hvad det er meningen, de skal handle om. For det som lytteren oplever, de handler om, handler de jo ligeså meget om, et eller andet sted, som det jeg måske har tænkt dem som. Den åbenhed synes jeg, det er vigtigt at bevare. Men ellers har du da ret i, at det er en vinkel, jeg godt kan lide. Der er geografiske stednavne, Dybbølsbro f.eks., og scenografien er i et eller andet omfang ’mit København’. Men i og med at lytteren kan identificere sig selv med den, der synges til eller om, bliver det åbent, samtidig med det er intimt. Lytteren kan træde ind i det her rum og er på den måde med til at udvide det. Populært sagt er det ikke mit univers, men ideelt både mit og hver enkel af lytternes. Og så synes jeg i øvrigt, at teksterne er mere lyriske og mindre singersongwriter-agtige end sidst… U: “Drage i flugt” stikker ud rent lyrisk, synes jeg… TT: Det var også teksten, der gjorde, at jeg ville have den med. De andre var sådan lidt: “Ja, vi kan godt se det, men…”. Der var en lang outro på, som blev fyret, fordi den ikke fungerede. Og da den så var blevet dét, fik vi ideen til at putte den på som en slags præludium til pladen, og så faldt brikkerne heldigvis på plads. Faktisk var det lige modsat med “Hverdag igen”, som, jeg var meget i tvivl om, skulle med. Vi var i tidsnød, da vi skulle mikse til sidst, og jeg kunne se, jeg ikke kunne nå at mikse alle sangene, inden vi skulle masterere. Jeg havde sorteret “Hverdag igen” fra, fordi jeg troede, den ville være alt for svær at få til at fungere. Men Janne sagde, at den skulle med, og da den så var blevet mikset, var vi helt enige om, at det skulle være slutnummeret. I øvrigt udkommer et af de mere rockede numre, der blev sorteret fra, på en 7″-single med Munck//Johnson senere på året. På sin vis har vi været mere fælles om Ingen ved hvorhen, end vi var om de to første. Jeg synes i hvert fald, at jeg har sluppet lidt mere, end jeg måske tidligere har gjort. Det var nok ikke blevet helt den samme plade, hvis ikke jeg havde gjort det. Læs også Undertoners anmeldelse af:Pluto: Ingen ved hvorhenInterview med Pluto: Musik der gør ondt på den fede måde

Anders Remmer har netop udsendt sin femte plade som Dub Tractor. Halvandet årti som musiker har dog ikke fået ham til at tage lettere på arbejdet – det kan stadig være svært overhovedet at blive tilfreds.

Med The Standards nye album Albatross er der pludselig kommet fokus på Portlands musikscene. Men er der i det hele taget en lokal scene at repræsentere, eller er det pladekøberne, der har en trang til at tvangsfodre musikken med et geografisk eller stilmæssigt ophav? (24.01.06)Begrebet “Portland-scenen” er så småt begyndt at dukke op i forskellige sammenhænge. For hvor byen, der ligger halvvejs mellem San Francisco og Seattle og mønstrer en lille million indbyggere, hidtil mest af alt har markeret sig sporadisk i form af The Dandy Warhols og Everclear, er orkestre som Norfolk & Western, Jackie-O-Motherfucker, Richmond Fontaine, The Standard og Dolorean nu for nyligt begyndt at røre så tilpas meget på sig, at også folk uden for statsgrænsen har lagt mærke til det. Dolorean spillede således deres første koncert i Danmark i efteråret, og The Standard har netop udsendt deres fjerde album til stor hæder. Undertoner har talt med Doloreans sanger og sangskriver Alex James og Tim Putnam, forsanger i The Standard. Og sidstnævnte kan da godt se, at scenen i Portland har det bedre end nogen sinde, selv om der dog stadig er et godt stykke vej, til at man for alvor kan hylde byen som et musikalsk mekka.“Her er fantastisk mange bands, byens størrelse taget i betragtning. Men af frygt for at blive klynget op ville jeg aldrig kalde Portland for ‘det nye Seattle’. Det er et besynderligt sted, for historisk set har der aldrig været nogen musikindustri i byen – den har i hvert fald ikke været særlig stor – og det er både godt og skidt. The Standard – foto: Michael Rubenstein Det har givet os mange interessante bands, men mange af dem lever og dør i Portland uden nogen sinde at slippe ud af det nordvestlige hjørne af Amerika. Men på det seneste har det ændret sig, en række pladeselskaber har slået sig ned i byen, og det har vel kun været et spørgsmål om tid. For her er utrolig meget talent.” Ligegyldige definitionerHvad angår pladeselskaber, er genkendelighedsfaktoren på listen over lokale pladeselskaber langt fra overvældende, på trods at to af internettets største onlinemusikker for butik, Djangos og CDBaby, har hovedbase i Portland. Men som Tim Putnam siger, er det også blevet en uvane at tillægge de enkelte pladeselskaber og deres kunstneriske profiler en alt for stor betydning. Og The Standard selv er signet til Yep Roc Records, der holder til i den modsatte ende af landet, nærmere betegnet i North Carolina på østkysten. “At definere musik ud fra hvilket pladeselskab, der udsender kunstnerens plader, virker helt forkert. Yep Roc udgiver vores plader, og det er jeg glad for. Men folk går for meget op i pladeselskaberne, og det er blevet indiemusikkens helt store problem. Jeg ville aldrig nogensinde definere vores band ud fra vores pladeselskab. Det er relativt ligegyldigt. Pladeselskaberne har et arbejde, de skal udføre, når de modtager en plade, og hvis det er et godt pladeselskab, gør de forhåbentlig et så godt stykke arbejde som muligt.” Musik på de forkerte præmisserEt andet Portland-orkester er Dolorean, som også har kontrakt med Yep Roc. Modsat The Standards storladne emo-prog, befinder Dolorean sig i den del af americana-genren, der ligger godt gemt mellem Springsteens Nebraska og 70ernes Laurel Canyon-folk. Med tre albums udgivet på et mellemstort amerikansk uafhængigt selskab og en relativt begrænset turneaktivitet (Alex James arbejder til daglig som vinimportør i Portland) er der stadig et godt stykke vej til et gennembrud af samme størrelse som dét, eksempelvis Damien Jurado og Rosie Thomas nyder for tiden. Ikke desto mindre var 2005 året, hvor Alex James og Dolorean for første gang fik mulighed for at spille i Europa. Selv siger han, at han på denne side af Atlanten har mødt en hel anden mentalitet hos publikum, som amerikanerne godt kunne lære noget af; en indstilling til musik, hvor det ikke handler om, hvilken scene man nu end måtte komme fra, men slet og ret bare om musikken.“Den alternative musik er blevet så populær i USA at den ikke længere er hverken alternativ eller undergrund, men derimod godt på vej til at blive nøjagtig lige så mainstream som alt muligt andet. Alex James Der er ikke nogen kemi, noget bånd mellem musikere og publikum, som der er her i Europa,” fortæller Alex James, da Undertoner møder ham før koncerten i Århus. “I USA koncentrerer folk sig mere om, at det band, de tager til koncert for at høre, måske kan blive det næste nye store navn, den næste store hype. Man er enten helt ukendt eller the next big thing. Derhjemme handler det om at være cool, når man går til koncert, om at se de »rigtige« bands fra den »rigtige« scene, hvorimod det her i Europa virker til at man i højere grad bare tager til koncert, fordi bandet eller kunstneren lyder interessant. Det synes jeg er prisværdigt.” Glem kunstnerenI det hele taget ville Alex James ønske, at folk ville lade være med at gå så meget op i selve kunstneren og i stedet bare tage musikken for dét den er.“Hvis du er til koncert og fuldstændigt glemmer at se på, hvem det er der står på scenen, er det en god koncert. Det handler ikke om mig som sanger og musiker, men om de sange, jeg står og spiller på scenen. Jeg er ikke interessant, men det er mine sange forhåbentligt. Hvis du kan glemme alt om mig, og bare koncentrere dig om musikken, bliver hele oplevelsen meget bedre. Det ville jeg ønske folk ville lære,” siger Dolorean-sangeren. Tim Putnam har det på samme måde som Alex James, når det handler om vores tendenser til at sætte musikken og kunstneren i en bestemt bås, både hvad angår genren og kunstnerens geografiske og sociale ophav. “Det er meget svært i USA for tiden. Langt størstedelen af både den populære og uafhængige amerikansk musik fremstår for mig som ekstremt fortænkt. Den er kedelig og uopfindsom. Med få undtagelser er det svært at få fodfæste, hvis du ikke laver noget, der er meget tilgængeligt,” fortæller Tim Putnam og fortsætter:“Hvorfor skrive musik bare for at kunne passe ind i en eller anden forudbestemt opfattelse af, hvordan en sang skal lyde eller ikke lyde? Jeg holder af at skrive musik, fordi det hjælper mig til at forstå verden og min egen plads i den, når jeg rammer en præcis beskrivelse af noget, der ellers før har været uforklaret. Og hvorfor så prøve at kopiere en andens forklaring? Det er det samme som at forsøge at tegne en ny version af et landkort, bare fordi du synes det ser godt ud. Derfor ignorerer jeg mærkater. Jeg føler, at de er hæmmende.” Læs også Undertoners anmeldelser af:The Standard: AlbatrossDolorean: Violence in the Snowy Fields

Mugison har turnéret verden slidt med over 50 koncerter alene i år, der har slæbt ham fra London og L.A. til Köln og Kolding. Men trods de mange optrædender er han stadig skrækslagen, før han går på scenen. En solotroubadour, der frygter publikum. (10.12.05)“Jeg er skræmt, når jeg ved, jeg snart skal på scenen og optræde, og det er ligegyldigt, om jeg spiller for 10 eller 1500 mennesker. Måske gør det mig til en bedre ‘showman’, når jeg er ved at pisse i bukserne af skræk – det er frygten for at fejle, der gør, at jeg lykkes.”Mugison udspiler øjnene og fremmaner en skræmt grimasse: “Jeg har haft diarré før hver koncert i år med undtagelse af to – og de to var de værste koncerter, jeg nogensinde har spillet. Når jeg ikke har diarré før et show, er jeg ikke nervøs nok. Så er jeg mere kæk og tager mange ting for givet; og det kan publikum mærke!” Derfor kan det undre, at Mugison optræder alene, når andre sagtens kunne overtage en del af showet som eksempelvis trommespillet, der er baseret på forhåndsindspilninger. Men det har ikke været et spørgsmål om valg: “Jeg optræder alene, fordi det er en nødvendighed. Da jeg startede og lavede pladen Lonely Mountain, var det på et meget lille pladeselskab på et minimalt budget. Det eneste promotion, der var plads til, var en billet med EasyJet, så jeg kunne drage ud i verden og promovere min musik og spille for et lille publikum for et par hundrede kroner,” siger han grinende. “Gennem mine koncerter begyndte mit one-man-band at udvikle sig til det, det er i dag. Men tro mig, det første halvandet år var det virkelig noget lort, når jeg optrådte!” Måske er det ikke tilfredsstillende at optræde selv, eller måske ønsker han at have andre at dele publikumsangsten med. Uanset hvad er Mugison som solovarieté en saga blot ved udgangen af 2005: “Når touren er slut, slår jeg det her solotrip ihjel. Fra og med næste plade kommer der andre musikere ind over – både under indspilningerne og på turnéerne.” Det er altså muligvis sidste gang, vi har fået lov at se den karismatiske islænding alene på dansk jord. De fantastiske og forfærdeligeSelv om Mugison er skræmt, før han skal på scenen, er det ikke ensbetydende med, at han hader at optræde. Med få undtagelser har han nydt at optræde, når først den indledningsvise nervøsitet er overstået. Men én koncert overskygger dem alle – koncerten i Pavillonen på sommerens Roskilde Festival: “Den koncert er den bedste, jeg nogen sinde har spillet, i høj grad på grund af publikum. Klokken var ét om eftermiddagen, og jeg troede, at alle folk stadig sov på det tidspunkt. Men til min store overraskelse kom der en masse mennesker. Det var helt vildt – et øjeblik var jeg i tvivl, om jeg havde spist svampe eller ej. Og publikum var ganske enkelt fantastiske!” Han holder en kort pause, smiler skævt, og lader blikket vandre drømmende mod loftet, mens han fortsætter: “Jeg skabte den fantasi, at hvis jeg blot kunne turnere med det publikum og tage dem med mig overalt, så ville alt blive godt.” Foruden Roskilde er troubadouren også glad for job i provinsen. Til gengæld forværres frygten yderligere før en koncert i de større byer, navnlig hovedstæderne: “I de større byer har publikum en tendens til at have en arrogant coolness-attitude over for optrædende. De tror, de ved alt og har hørt alt før og er derfor næsten umulige at imponere. Det er for eksempel altid et mareridt at spille i London. Det er forfærdeligt, når publikum bare står der og ryger deres forbandede cigaretter med armene over kors og spiller smarte. Jeg forestiller mig tit, at det er det vilde vesten, hvor alle har pistoler, og det blot er et spørgsmål om, hvem der trækker først.” Et privilegium at være islændingIsland har de seneste år ageret udviklingsplatform for mange gode, alternative bands som múm og Sigur Rös. Alligevel føler Mugison ikke et pres fra den kant: “Jeg tror, det er godt jeg kommer fra et lille samfund som Island. Dét at alle kender alle, også blandt musikere, skaber en konstruktiv rivalisering mellem bandene, og det, tror jeg, skaber fremgang i kreativiteten. Alle har mulighed for at høre, hvad landets udbud er og enten lade sig inspirere heraf eller gå egne helt, helt nye veje.”Han fortsætter med, hvad der minder om ærefrygt: “Der er nogen virkelig hårdtarbejdende bands deroppe. Et band som Sigur Rös slapper aldrig af, men bruger alt deres tid på musikken – de har senest færdiggjort et album, turnéret verden tynd og samtidig lavet adskillige musikvideoer. Når man som musiker fra samme, lille land ser det, tænker man: ‘Hold da kæft, jeg er nødt til arbejde endnu hårdere.’ Det er med til at motivere mig som kunstner.” Det er imponerende, at et samfund bestående af så få, kan producere så meget fantastisk musik. Mugison mener til dels, det er held: “I øjeblikket er der en del fokus på den islandske musikscene, men jeg tror det kunne være os som så mange andre. For et par år siden var det jo Sverige, der var interessant, og før det var det steder som Seattle, Californien, Liverpool etc. Men jeg synes så absolut, det er fortjent, at vi får bolden nu – der er som sagt mange kreative, hårdtarbejdende musikere på Island, der fortjener en chance.” Men lige så vel som visse bands inspirerer til hårdt arbejde, inspirerer andre i højere grad på det kunstneriske felt: “Jeg tror, at gode rollemodeller skaber en god grobund for musikken – og på den front er Björk enestående! Hun er islandsk musiks storesøster; nej, gudinde! Hun er anderledes, selvstændig og enestående. Hun har altid villet lave noget, der var hendes helt eget, og jeg ved, at mange islandske musikere – mig selv inklusive – ser op til hende og måden, hvorpå hun har skabt en karriere. Vi ønsker simpelthen at forsøge det samme. Hun er i mine øjne en af de primære årsager til, at islandsk musik ikke er så kommerciel som i andre lande – vi prøver at finde en løsning, der ikke ligner de andres, og lader os ikke diktere af strømmen.” Lad endelig uafhængigheden og urokkeligheden fortsætte fremover. Det har Mugison i hvert fald tænkt sig: “Jeg vil altid prøve at skabe min egen ‘suppe’ af inspiration udefra og egne idéer. Jeg vil altid følge min mavefølelse, når jeg skaber musikken og skriver mine underlige bullshit-tekster,” afslutter han grinende.Indtil videre må vi tage afsked med troubadouren i soloform og afvente hans genkomme med band i 2006.

Der er sket en hel del rent musikalsk for Yoni Wolf fra hans tid i cLOUDDEAD over soloalbummet som Why?, Oaklandazulasylum, til dette års bandalbum Elephant Eyelash. Men musikken betyder mindre for Yoni Wolf end ordene. Derfor anser han sig heller ikke sig selv for at være musiker.

Undertoners skribent mødte intetanende op til Grizzly Bears koncert i Odense – og endte med at blive så bjergtaget, at han bare måtte lave et helt igennem improviseret interview med to af de fire medlemmer af bjørnebandet.

I dette lille tema tjekker Undertoner pulsen på den hårde danske musik-undergrund og fokuserer på tre af de allermest spændende hårdere navne lige nu: Lack, The Psyke Project og KLoAK. (21.11.05)Det er ingen hemmelighed, at den danske musikscene i de senere år for alvor er begyndt at opdyrke originale og i nogle tilfælde ret snævre udtryk. Lack Inden for snart alle stilretninger leges og eksperimenteres der fra nye musikalske vinkler, hvilket også mærkes i det nu ikke så store udland. Den tunge afdeling har desværre været lidt undereksponeret i forhold til de mange bud på iørefaldende indiepop og -rock, som danske bands er blevet ferme til. En skam, for de larmende drenge i klassen er også spændende tonemestre, der ikke lader den internationale scene noget efter i selvbevidste rammesprængninger. I dette lille tema tjekker Undertoner pulsen på den hårde danske musik-undergrund og fokuserer på tre af de allermest spændende hårdere navne lige nu: Lack, The Psyke Project og KLoAK. De to første har for ikke så længe siden hver især udgivet deres anden plade, mens sidstnævnte har deres debutopfølger lige på trapperne. Læs interviews med:LackKLoAKThe Psyke Project

The Psyke Project tog livtag med de musikalske traditioner på deres andet album, og det bragte dem på turné i det meste af Europa – med brækkede arme til følge. (21.11.05)The Psyke Project har haft en relativt kort, men produktiv karriere. Efter et par roste demoer udgav de i 2003 Samara, og i år er Daikini sendt på gaden – et album, der bl.a. kan bryste sig af Tue Madsens velsmurte produktion. Bandet er ikke helt brudt igennem mediemuren, men har absolut et potentiale, der er værd at holde øje med. Den kompromisløse lyd af mørk metalcore synes lige så forankret i en støjrocksæstetik som i den genre, den umiddelbart udspringer af, og det er der kommet nogle meget vellykkede skæringer ud af. Dystert og kaotiskBandet er bevidste om at ville bryde fri af konventioner, forklarer guitarist Mikkel Vadstrup Schmidt: “Med vores udvikling fra Samara til Daikini har vi forsøgt at søge lidt væk fra den gængse metalcore. Jeg tror, vi alle er af den mening, at genren simpelthen er ved at blive så gennemtærsket med de hundredevis af nye metalcorebands, der hele tiden dukker op med den samme lyd – masser af breakdowns og svensk-inspirerede melodiske guitarriffs. Ikke dermed sagt, at der ikke er nogen fede bands med den lyd – amerikanske As I Lay Dying gør det virkelig godt – men mange af de nye bands laver simpelthen noget, som er hørt 100 gange før. Med Daikini er vi røget over i en mere dyster kaotisk og brutal lyd, hvilket vi er godt tilfredse med.” Bandets skabelsesproces er meget målrettet, forklarer Schmidt: “Arbejdet omkring Daikini har været meget koncentreret. Vi har lagt meget vægt på at skabe en rød tråd gennem pladen, så den fastholder den samme dystre atmosfære i alle 14 numre. Vi har lavet numrene ved, at enten Mikkel eller Simon (de to guitarister, red.) er dukket op i øveren med en eller flere skitser til nye numre. Derefter har vi afholdt adskillige øve-maratoner på 12-13 timer af gangen, hvor vi har gennemarbejdet materialet, så det blev bedst muligt. Alle numrene er lavet inden for forholdsvis kort tid, hvilket har betydet, at de alle har fået samme ‘feeling’ og derved hjulpet til at skabe den før omtalte røde tråd.” Dansk hardcore er på vej fremAf internationale bands, som The Psyke Project føler sig beslægtede med, peger Mikkel Vadstrup Schmidt på Neurosis, Shora og Will Haven. Med hensyn til danske bands er det lidt sværere at finde forbindelser, fordi hardcore-scenen herhjemme ikke er voldsomt omfangsrig. Ikke desto mindre mener bandet, at der er gang i noget positivt i Danmark.“I takt med at hardcorescenen er under voldsom udvikling, springer der jo hele tiden nye fede bands op med deres egen idé om hvordan stilen skal lyde. Det gælder selvfølgelig også de mere etablerede bands, som søger nye former at udtrykke deres musik på. Et godt eksempel er et band som Lack, der virkelig har taget et skridt i en ny retning. De er jo gået fra at lave regulær hardcore til nu at spille en slags hård lounge-rock, som dog stadig har rødder i hardcoregenren.” Selv om The Psyke Project ikke er videre kendte herhjemme, var kvintetten i sommermånederne på en større turné rundt i Tyskland, Benelux og England, og bandet er glad for forløbet, fortæller Schmidt.“Det var noget af en drøm, der gik i opfyldelse for os alle sammen. Vi var dog ramt af nogle startvanskeligheder i form af en ødelagt forstærker og to brækkede arme. Men efter dét kørte det på skinner. Folk tog generelt godt imod os over det hele, endda også i England, hvor vi faktisk var blevet advaret lidt imod at spille, da de efter sigende skulle være dårlige til at tage sig af promovering og bands. Men det rygte kan vi godt mane i jorden, da det nærmest var derovre, vi havde nogle af de fedeste oplevelser. Folk var generelt rigtig gæstfri over det hele.” I løbet af efteråret har bandet været rundt i Skandinavien, og nu er de i gang med at skrive numre til album nummer tre. Følg bandet på deres hjemmeside.

"Vi er et popband, der bare griber tingene fuldstændigt forkert an," forklarer garageheavy-kvartetten KLoAK og rapporterer fra et af de mest larmende og hæsblæsende områder i det danske musiklandskab.

Lacks forsanger Thomas Burø fortæller om bandets politiske engagement, som i hans øjne ikke er større end alle mulige andre bands’. Lack har bare valgt at tage fat i sociale og politiske emner. (21.11.05)Det var en travl sommer for de fire københavnere i Lack, der var rundt i det meste af Vesteuropa for at promovere deres meget roste Be There Pulse. I det hele taget har bandet i løbet af deres mere end seks-årige karriere været meget udlandsorienterede, hvilket også kan spores i musikken, der ikke umiddelbart lyder som noget, vi kender herhjemmefra. En af de slående ting ved Lack er, hvordan denne originalitet går hånd i hånd med et lige så personligt og klichébefriet tekstunivers, som har ført til, at bandet er blevet kategoriseret som ‘politisk’.Men bandet ser nu ikke sig selv som særligt politiske, forklarer forsanger Thomas Burø:“Som jeg ser det, giver det ikke rigtig mening at skelne mellem politiske og ikke-politiske bands. Enten er alle bands politiske, eller også er alle bands ikke-politiske. At vores tekster er udtalte omkring nogle sociale og politiske emner, gør ikke, at vi er politiske, mere end det gør et band, der udelukkende berører dybt personlige, abstrakte emner, til et ikke-politisk band.” Han uddyber synspunktet: “Vi indgår alle sammen i en politisk virkelighed. Vores handlinger er politiske. Hvis vi vælger at skrive en sang om Irak-krigen, er det en politisk handling, fordi den handler på vores fælles virkelighed og indretningen af denne. Hvis vi vælger ikke at skrive en sang om krigen, men om kærlighed eller flødeskum, er det også en politisk handling, fordi den lige så meget handler om vores fælles virkelighed. At tie er politisk.Politik handler ikke blot om partier og Christiansborg, men om indretningen af vores fælles virkelighed og vilkår, og så vores reaktioner på den virkelighed. For mig at se var Aqua mindst lige så politisk et band som Røde Mor.” Politiske bands behøver man ikke høre efterMen Lack er et udtalt band. Vi er ikke bange for at lufte vores holdninger i sange. Det er den eneste måde, jeg kan finde ud af at opretholde en ærlig tekstskrivning på. Jeg ved, at det pisser mange folk af, men det er okay. Det er meningen. Jeg vil hellere have fjender end folk, der er ligeglade.” Thomas Burø mener, at stemplet “politisk band” er et redskab, som omverdenen bruger til at give sig selv lov til at tage bandets holdninger med et gran salt.“Når folk ved, at nogle kunstnere er politiske, behøver de ikke at tage de ting, kunstnerne siger, alvorligt. De behøver ikke en gang koncentrere sig om, hvad deres kunst egentlig siger, fordi de ved, at kunsten er ‘politisk’, og det er nok for dem. Det er et spektakel, hvor vi konsumerer et bands politiske image, men ikke lytter til, hvad de egentlig siger.Vi har næsten ikke diskuteret indholdet af vores sange i nogle interviews, skønt alle interviews har stillet spørgsmål til vores tilsyneladende ‘politiske’ karakter, hvilket jeg ser som meget sigende for “politiske” bands’ funktion i musikmaskineriet.” Den kaotiske jagt på perfekte sangeRent musikalsk er Thomas Burø ikke meget for at tale om, at der skulle være nogen særlig plan for Lack med at spille musik. “Vi laver den bare og prøver at spille så meget så muligt med den. Jeg tror måske, at vi fantaserer lidt om den perfekte form. Jeg går hemmeligt og venter på den dag, hvor vi skriver den sang, der gør, at vi ikke behøver at skrive flere sange, fordi den er perfekt. Det sker dog næppe.” Jagten på den perfekte sang starter som regel omkring et par guitarriffs og en løs idé til et trommebeat. For det meste forkastede kvartetten alt. Men ind imellem var der noget, der ville et eller andet, og så arbejdede de med det.“Hvis man skulle sætte vores typiske numre skrivning på formel, ville en typisk skrivecyklus se sådan ud: 1) lys ide, optimisme 2) forsøgsvis form, mild optimisme 3) reelt formforsøg, pessimisme 4) forhandling, hive hinanden op, snakke om sidste øver 5) nyt formforsøg, mild optimisme 6) øveren åbnes revisionistisk, formen stinker, beatet svinger ikke, vores riffs er dårlige, depression 7) vi prøver igen … 27) sangen er (måske) færdig, eufori.” “Det største problem var form og struktur. Vi har været besatte af form. Det har været fuldstændig ulideligt til tider, men vi har lært meget af det, og vi er pludselig blevet enormt opmærksomme på andre bands’ måder at skrue en form sammen på. Når vi så havde en form, kom der noget vokal på. Da vi kom i studiet, pillede vi lidt ved det hele igen, stressede ret meget og famlede os frem, og pludselig havde vi sgu lavet en plade.” Læs anmeldelsen af Be There Pulse og se Lacks hjemmeside.

De har tre plader på bagen og et live-ry, der til stadighed lokker nye lyttere til. Og man skal holde godt fast, når Mob først sætter stikket i og lader støj og energi herske. I forbindelse med bandets tredje plade har Undertoner taget en snak med de danske støjrockere. (15.11.05)I forbindelse med deres nye plade We All Repeat the Past inviterede Mob på guldøl, kokostoppe, kaffe og en snak. Med tre plader på samvittigheden samt masser af live-erfaring burde Mob være et hyppigt omtalt band i den danske undergrund. Men af uransagelige årsager er dette ikke tilfældet. Måske netop derfor er Mob ivrige efter at fortælle deres historier. Jagten på den rå lyd We All Repeat the Past er en naturlig fortsættelse af Mobs higen og søgen efter stemningsskabende støjflader. Bandet fortæller, at de altid har haft vanskeligheder ved at indfange den energi og intensitet på plade, som de lader brage ud gennem højttalerne til deres koncerter. “Vores ønske var at indfange en mere rå og live-agtig lyd,” fortæller bassist Kasper Skov. “Folk har altid sagt til os: ‘I er pissefede, når jeg hører jer på Stengade, men jeres plade står og rådner op i min reol, for den har ikke den vildskab, som man normalt forbinder med jer’.” Jagten på den rå lyd førte Mob syd for grænsen til Kroisdorf, en lille by uden for Køln – “hvor dynamitfabrikken ligger,” præciserer bandet grinende. Her gik Mob i studiet med en producer ved navn Guido Lucas, som de havde fået anbefalet.“Det var sådan en rigtig rock-morfar med hinkesten og skæg. Han ligner sådan én, der var med Kiss rundt i 70’erne og sætte højttalere op. Men han vidste, hvad der skulle til!” fortæller Kasper.Mob tilbragte en måned i studiet, hvor de indspillede alle ni sange, som optræder på We All Repeat the Past.“Det var virkelig givtigt at være dernede,” erklærer trommeslager Gunnar Sandegård. “Det var en koncentreret periode, og vi vidste, at sangene skulle på plads og være færdige, inden vi tog hjem.” Lärm – stort skab med penge iWe All Repeat the Past er som sin forgænger I Believe in You udkommet på bandets eget pladeselskab Lärm. Guitarist Peter Ahlers Olsen fortæller, at de tidligere har haft umanérligt meget besvær med danske pladeselskaber, at de til sidst selv tog teten og udgav egne plader:“De er stort set alle sammen krakket omkring ørerne på os. Alternate, som udgav vores første plade, var en fis i en hornlygte. Så kom Martian Records, som gerne ville overtage den første og udgive den anden, men lige pludselig havde de ingen penge, og så stod vi dér,” fortæller Peter med udstrakte arme som for at illustrere afmagten.“Ja, der røg 30.000 down the drain,” lyder det nærmest sukkende fra Kasper, som dog helst ikke vil have, at Lärm kaldes for et pladeselskab. Det lyder som et virke, der også udgiver andre bands, hvilket slet ikke er Mobs intention.“Det er ikke et pladeselskab; det er et produktionsbureau ligesom i kommunisttidens Rusland. Det er et stort skab med nogle penge i… en stor kassekredit et hemmeligt sted i Jylland,” griner han. “Der må godt være torne på busken”Bands har vidt forskellige tilgange til sangskrivningens kunst. Mobs tilgang er blandt andet stærkt præget af en samtidigt nedbrydende og opbyggende støjæstetik.“Morten (Mobs sanger, red.) har nogle enormt enkle og smukke melodier, som vi gør alt for at ødelægge,” fortæller Kasper.Tilløbene til ødelæggelse kan dog være lange og omsiggribende. Peter fortæller, at typiske Mob-sange gerne kræver sammenstykning og eventuelt også aflivning af en masse idéer. “Sådan er det med high performance vehicles. Det er ligesom en Ferrari: Kun 10 % af brændstoffet bliver omdannet til køreglæde. Men hvilken køreglæde!” griner Kasper, mens der nikkes ivrigt rundt om bordet.Mob hører ikke blandt de sangskrivere, som skrotter idéer, der ikke lader sig materialisere til sange inden for en meget kort tidsperiode. Der skal pusles med strukturerne, så de bliver rigtige.“Derfor er det svært for os at lave en popsang,” lyder det fra Gustav.“Nej, vi tror ikke på det,” istemmer Kasper. “Hvis det bliver for pærelet, er det ikke helt godt nok. Der må godt være torne på busken.”“Vi prøver at skabe nogle stemninger, som man kan blive opslugt af,” fortæller Peter.“Og med reference til dét at skrive numre hurtigt, så tror jeg ikke, det kan lade sig gøre at skabe fede stemninger i løbet af ingen tid. Hvis man nu får lidt tid til at stå og mane lidt, så skal der nok komme noget frem,” siger Kasper.“Ja, så bliver det sådan noget ‘fuck, så har vi igen lavet et nummer på seks minutter’,” griner Gustav. Mob har været til møde med playliste-udvalget fra P3, hvor de fremlagde deres bud på en sang, der kunne komme i radioen, men med numrenes længde taget i betagtning var der ikke de store forhåbninger, og der kom da heller ikke noget resultat ud af mødet.Men Mob kan også sagtens uden P3. Samhørighedsforholdet synes i hvert fald ifølge Kasper at være lettere skævvredet.“Der har lige været ‘spil dansk-dag’ i dag, og det har været den mest forfærdelige dag i hele verden,” griner han, men man ikke er i tvivl om, at han mener det. Til februar udkommer We All Repeat the Past i Tyskland på Tumbleweed Records, hvilket vil føre til mere turnévirksomhed. Bandet fortæller ydermere, at nye sange allerede er i støbeskeen – og alt tyder generelt på, at de vil gøre meget for at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Den burde komme af sig selv – men når det ikke sker, må man hjælpe den lidt på vej. De tre plader ifølge Mob …And This Was a Beautiful Day (1999) The Best of Mob 95-98. En meget blandet plade. Den er produceret i et skur på Refshaleøen. Den har sådan et mørkt lag over sig. Den er som en sort/hvid-film – lidt ligesom Den tredje mand; den har den der forladte banegård-stemning over sig. I Believe in You (2002) Det skulle være en større produktion, og så kiksede alt, hvor bl.a. trommeslageren sprang fra. Numrene er mere udfarende og effektfulde. I Believe in You er flere bandmedlemmers yndlingsnummer at spille live. Havde det nummer været en bygning, havde det været Peterskirken i Rom. We All Repeat the Past (2005) Pladen er mere kontant og direkte end de øvrige to, og den viser et band, der spiller bedre sammen. Produktionen er blevet bedre. Pladen er mindre kompliceret: Selv om den skramler mere, er den mere tilgængelig. Så tæt på som bandet lyder live.

Lyden er stram, lyrikken underfundig og skarp. Manden bag er rodet og forvirret, men frem for alt humoristisk og selvironisk. Skibet er ladet med kontraster og en venligtsindet gal videnskabsmand som kaptajn, når Johannes Gammelby som I Am Bones losser til backpackers og håner det vestlige samfunds tryghedsnarkomani. (09.11.05)Gennem en småramponeret dobbeltsidet yderdør placeret i kæften på en grå boligblok, ind i en unaturligt lille og klaustrofobisk elevator, med buldren og knirken op mod fjerde sal, ud og til højre. Foran ligger en dør, hvis skilt ikke afslører beboeren bag, og hvis klokke ikke virker. Efter en kort banken dukker en halvsøvnig, forvirret Johannes Gammelby op i døren.“Kan jeg friste med noget? Kaffe, the?”, han tager en lang pause, “ymer?”.Lidt efter placerer han sig i det eneste møblerede værelse i lejligheden. Møbleret i betydningen, et par stole og en sofa, der samtidig agerer opbevaringsenhed for diverse. Men guitarer, et trommesæt, kabler og computere dominerer helheden og gør det klart, at det smalle rum ikke primært fungerer som opholdsrum, men som studie. Vi er i den gale professors kreative hule. Nemmere, når man selv må bestemmeGammelby var tidligere en af kollaboratørerne i støjrockbandet Strumm.“Vi havde det hyggeligt, og det gik godt, når vi spillede live – vi havde det godt sammen, og vi havde noget særligt, som ikke mange bands har eller havde. Men jeg havde større kreative ambitioner. Jeg fik mere ud af at skrive sange selv, for det er meget mere effektivt, at det ikke skal gennem en demokratisk proces. Vi havde i bandet en proces, hvor alting blev vendt og drejet 1000 gange, men det faldt 90 procent af gangene alligevel til jorden. Det gad jeg simpelthen ikke.”Derfor satte Gammelby sig for at fokusere på soloprojektet I Am Bones, og for en måneds tid siden udkom debutalbummet Wrong Numbers Are Never Busy. Her langer Gammelby ud efter både backpackers, og hvad han kalder “den nye bølge af vestlige imperialister”, der på lige fod med englænderne i starten af 1900-tallet koloniserer verden – nu blot med andre metoder.Dertil kommer vrede, vrede udbrud som eksempelvis i Bellyache: “You hold the devil in your gut / yeah yeah yeah yeah / you keep that motherfucker down / yeah yeah yeah yeah / I should not have been allowed to reproduce / the semen should have fertilized the ground.”En sang, der har vakt en del undren: “Min kæreste synes simpelthen, den sang er latterlig! Hun sagde til mig, da hun hørte den: ‘Hvorfor synger du sådan noget, Johannes? Skal vi ikke have børn eller hvad?’ og jeg sagde: ‘Jo, det kan vi da godt.’.” Gammelby mener ikke, at sangene skal tages så alvorligt, som de lyder. Dertil er mange af sangene et resultat af hans egne og produceren Torsten Larsens mærkelige indfald i sangskrivningsprocessen: “Torsten og jeg har en humor med at stille os selv i en eller anden situation og så vise, hvor latterlige, ynkelige og dumme vi er. Så lyrikken ender tit med at være et eksperiment, der netop viser, hvor dum man er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det morer mig.” “Jeg kan godt lide at fucke tingene lidt op”Sangene er også et oprør mod ‘tudefjæs-indie’: “Der kan være nok så meget hjerte/smerte, men det bliver først sjovt, når man bruger sig selv som den, der bliver angrebet. Der er ikke så meget mere kød på Bellyache, end at jeg piller mig selv ned og giver djævlen skylden for det hele. Han havde fået lidt for meget magt i min eksistens, og det er derfor, jeg ikke skulle reproducere mig selv.” Omgivelsernes opmærksomhed på teksterne har overrasket Gammelby. “Når jeg skriver lyrikken, tænker jeg ret meget over, hvordan det bliver at lytte til, men jeg har ikke nogen visioner om at give folk åbenbaringer. Hvis de kan afkode nogen budskaber og få noget glæde af det, er det fint, men det er primært for at bære melodien. Teksterne er ofte båret af en eller anden frase, jeg er stødt på, og som hænger ved. Det er sgu ikke så pissealvorligt alt sammen – jeg kan bare godt lide at fucke tingene lidt op!” Selv om Gammelby nedtoner sin vrede, er der alligevel visse ting, der sætter hans pis i kog: “Jeg kan simpelthen ikke klare hykleri. Mine fødder gør så’n her,” han løfter venstre fod for at demonstrere, hvordan han krummer tæer blot ved tanken, “og så er jeg træt af folk, der er påtaget følsomme, blot for at vinde andre folks hjerter med denne følsomhed. Det er røvirriterende! Og så hader jeg hippie-tilgangen til tingene. Det er fint, at de er glade – men lige så snart de begynder at presse alt deres anti-kød-mentalitet ned over hovedet på mig, står jeg af, for så bliver det til en religionsform, og det synes jeg er træls!” Men så snart det er sagt, forsøger Johannes igen at berolige: “Men jeg er altså ik’ så’n en gal én. Jeg laver bare musik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Og i processen kommer en række udtryk frem, der på en eller anden måde er en del af mig, uden det nødvendigvis er så alvorligt, som det lyder.”

Den 18-årige indietronica-darling Khonnor er med debutpladen Handwriting lynhurtigt steget til musikverdenens tinder. Måske er det på nogle punkter gået lidt for hurtigt, fortæller han til Undertoner, og forklarer om besværet med pludselig at skulle leve op til folks forventninger. "Folk vil ikke høre noget nyt. De vil høre Handwriting."

Gennemsnitsalderen var ikke meget mere end 20 år, da kvartetten Oh No Ono sidste år fik en pladekontrakt med Morningside Records. Undertoner forsøgte at finde ud af, hvordan man kommer ind i varmen så hurtigt - og svaret er hårdt arbejde og mild planlægning af hinandens liv.