Interview

Tim Kasher har i løbet af flere plader fortalt os sine grufulde historier om triste skæbner, der går deres uundgåelige gang mod enden. Han har gjort det i hårde rockindpakninger i Cursive, og han gør det med blødere anslag i The Good Life. Undertoner mødte manden bag de triste og kyniske sange. (26.01.05) “Jeg kan godt lide at fortælle historier,” siger han storsmilende. Og historier har han så sandelig fortalt os. I Cursive har han brugt det musikalske medie som en slags terapi, hvor han udlufter negative følelser omkring kærlighedslivet, der er kørt i sænk. Og indpakningen er i form af aggressiv og snerrende rock med tekstlige universer, der gør brug af alverdens genremæssige virkemidler. Navnet er Tim Kasher. Når han ikke affyrer smertende skrig og guitarkaskader i Cursive, begår han sig i det væsentligt mere afdæmpede The Good Life. Men han vil ikke høre tale om, at det ene projekt skulle være underordnet den andet.“Det projekt, jeg lægger min energi i, er det primære i den gældende stund. Og sådan har det egentlig altid været for mig. Jeg har aldrig brudt mig om idéen om sideprojekter for noget, jeg laver. Jeg tror, The Good Life blev kaldt netop dét, fordi Cursive allerede var godt i gang og blev set som et mere prominent band.” Det er The Good Life, som Tim Kasher for tiden lægger al sin energi i. Bandet udsendte sidst i 2004 den glimrende plade Album of the Year, og de er på nuværende tidspunkt på vej rundt i Europa. Og det var, da de nåede til Malmø, at Undertoners udsendte kiggede fordi til en snak.Det var dog med visse forbehold, for hvis man kaster et blik på al den negativitet og kynisme, som Tim Kasher udtrykker i sine sange, kunne man nemt forestille sig en bitter og indelukket musiker, der helst ville være i fred. Dette var dog langt fra tilfældet. Kasher lod sig gladelig åbne som en bog og virkede overordentlig entusiastisk omkring at tale om sin musik og den succes, han har haft med den. Måske netop derfor synes The Good Life som et symptomatisk endemål for Tim Kasher. Man skal dog ifølge ham selv ikke tage bandnavnets egentlige betydning for gode varer.“Først og fremmest valgte vi navnet The Good Life, fordi det er Nebraska-statens motto. Det er dér, jeg er født og gør min gang. På mange måder er det også et varemærke for, hvordan hele Amerika er. Hele begrebet i sig selv er så klichéfyldt, og jeg tror på, at hver gang jeg ser det brugt, bestyrker det blot bandnavnet og idéen bag, som er hele konceptet omkring den amerikanske drøm. Det 20. århundrede har for mange amerikanske forfattere handlet om tabet af denne drøm, tabet af uskyldigheden. Derfor passer det rigtig godt… for vores musik er ret trist.” Vejen mod den liniære historieI løbet af tre plader har Kasher udviklet og forstærket et musikalsk udtryk, som han selv kalder sin “naturlige måde at skrive sange på.” Udgangspunktet skal man finde et sted i poppens verden med sikre aner fra folk – men der er langt til glimmeret og de brede smil. Vi skal nok snarere godt ind i de mørklagte skammekroge, hvor Kashers musik for alvor breder sig ud.Det er historiefortællingen, struktureringen af en homogenitet og udviklingen af et forløb, der driver Kasher. På The Good Lifes andet album, Black Out, begyndte han at se fuldlængde-formatet som en egentlig helhed. Sangene var som episoder og kapitler; første nummer var begyndelsen, og sidste nummer var slutningen – som i en historie. Denne idé blev videreudviklet på Album of the Year.“For mig er det endnu et skridt på vejen mod at lave en virkelig struktureret musikalsk historie. Det er den mest lineære ting, jeg nogensinde har skrevet. Den første sang er som en prolog til historien, og fremefter udspiller selve historien sig om et par, der mødes, finder sammen, og så følger mistro og bedrageri… og til sidst det endelige opbrud.” En luksus at være vagNår Tim Kasher skriver sange, fortæller han ofte ud fra sit eget liv. Han er ikke meget for at gå videre i detaljer med det, men fastholder, at han bestemt lægger meget af sig selv i, hvad der skal fremstå som historier.“I mine fortællinger har jeg den fordel og luksus i at være vag. Så du kan sagtens skrive om dig selv og andre omkring dig og stadig holde det subtilt. Det er nok også, hvad jeg frygter ved stilen… folk kan komme hen til mig og spørge: ’Handlede den sang om mig?’ Nej, den handlede ikke om dig. Den handlede godt nok om en kvinde med kort brunt hår, grønne øjne… ja, det lyder som dig, ikke?” “Det handler om katarsis”Tonen er trist i langt de fleste af The Good Lifes sange, og de resterende har mindst en understrømning af samme nedtrykthed. Men hvorfor er det, at vi drages mod disse mørkelagte historiefortællinger? Kasher er ikke ét sekund i tvivl.“Det handler om katarsis! Det er ikke uden grund, at vi altid har elsket de græske tragedier.”På den anden side af tragedien og de nedadvendte mundvige finder vi kontrasten: komedien. Det lystige og det glade. Det der bringer smil på vores læber. Men hvorfor begiver Tim Kasher sig ikke ud ad den tangent?“Elliott Smith blev spurgt om det samme engang, og han svarede: Det er nemt at skrive triste sange og virkelig svært at skrive glade sange. Jeg er helt enig. Det er svært at skrive glade sange. Det ville bare blive ’smil alle sammen – alting er for fedt!’. Sådan en gang lal. Men det er ikke fordi, at jeg vælger ikke at skrive glade sange. Der går bare måneder mellem glade melodier, som jeg rent faktisk kan holde ud at høre på, og som jeg vil have, at andre skal høre.” Heldigvis vil han gerne have, at vi skal høre hans triste materiale. Det er måske også dér, vi finder den største tryghed. For det er vitterlig rart at vide, at der et sted derude findes en mand, som hedder Tim Kasher og lukker klagesange ud i verden. Når alt kommer vi alt, vil vi gerne høre dem og finde vores egen forløsning deri. Læs også Undertoners anmeldelser af:The Good Life: Album of the YearThe Good Life: Lovers Need Lawyers EPThe Good Life: Black outCursive: The Ugly Organ

[Astrid Kirstine Dynesen]Thomas Dybdahl har udgivet sidste tredjedel af sin efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Undertoner greb derfor fat i Norges nye darling under hans lynvisit i København til en snak om inspirationen, trilogien og fremtiden. (19.01.05) Melankoliens mester! Troubadour! Vokalsk storhed! Norges svar på Jeff Buckley! Gudsbenådet sangskriver! Ja, kært barn har mange navne, og med disse følger også en massiv strøm af superlativer. Herren, jeg omtaler, er som nok allerede gættet, Thomas Dybdahl. Han har netop udgivet sidste kraftanstrengelse i sin såkaldte efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Hele trilogien har høstet guld i Norge og i samme armbevægelse fjernet usynlighedskappen fra den før så anonyme sanger og sangskriver. Inspiration fra metropolenThomas Dybdahl har siden sin debutudgivelse taget turen til New York med sine skitser for at finde inspiration til færdiggørelsen af sine album. Men hvorfor lige New York? I følge Thomas Dybdahl er det blevet en fast del af hans sangskrivningsproces.“œDet er det værd. Det er måden at leve på. Jeg tror, at hvis man finder noget, der fungerer for én et sted, vil man tilbage hele tiden. Det var det, der skete i New York. Da jeg tog derover første gang, blev jeg fuldstændig overvældet – det havde den her rigtig gode indflydelse på min sangskrivning, så det er egentlig grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det virker. Men hvorfor det er så inspirerende… Det er bare den følelse, man får, når man er der: at være én ud af mange mennesker, der prøver at opnå det samme.” Og så kunne man fristes til at tro, at Thomas Dybdahl havde mødt en masse inspirerende, metropolitanske mennesker og havde oplevet det, der svarer til et menneskeliv. Men nej, for Thomas Dybdahl foretrækker at være alene, når han arbejder.“œJeg møder faktisk ikke så mange mennesker i New York, for jeg gør det her på grund af ensomheden. Jeg rejser alene, og jeg bor alene, når jeg er der. Det giver mig muligheden for at arbejde hele tiden – eller lade være. Hvis jeg får en idé klokken 4 om morgenen, kan jeg begynde at spille, optage og skrive. Det er ikke rigtig noget, du kan gøre derhjemme, hvis du bor sammen med kæresten eller har overboer. Du ville blive nødt til at beherske dig og holde igen. Nu kan jeg gøre det, når jeg har lyst.” Thomas Dybdahl forbereder ikke meget, inden han tager turen til New York. Han overvejer temaer og stemninger, men lader kompositionerne vente, til han har fundet sig til rette. “œJeg skriver ikke så meget. Det er bare vigtigt for mig at få rammerne til at fungere. Hvad vil jeg? Er der nogle specifikke scener, jeg vil skrive mere om end andre? Det første, jeg tænker på, er oftest at finde et billede eller lignende, der inspirerer mig. Denne gang var det et fotografi af Annie Leibowitz “¦ jeg kan ikke huske navnet på billedet, men det er meget smukt og ret ‘new yorkish’. Det inspirerer mig til at gå i en bestemt rentning, hvad angår farvesammensætningen. Jeg tænker altid i en eller anden form for farve. For eksempel skal alt være en lille smule brunt.” One Day You’ll Dance for Me, New York City er både titlen på Dybdahls nye album og pladens første skæring. Men titlen er også en af de mere tvetydige og drilske af slagsen og kan ifølge Dybdahl nemt opfattes som værende prætentiøs. “œTitlen skal egentlig ikke forstås så bogstaveligt. Det er i højere grad et billede på mange mennesker, der arbejder med kreative ting. Men albumtitlen handler også meget om ambitioner – forstået på den måde at man ikke bør miste sig selv i kampen for at opnå drømmen, og at man bør lade være med at ofre alt for at nå dertil, hvor man gerne vil være. Der er mange forskellige veje, man kan gå. Hvis det ikke er sket endnu, så tag dig ikke af det. Det behøver ikke ske så hurtigt. Det behøver ikke engang ske overhovedet. For det at være på vej til et eller andet er ofte meget mere inspirerende end at være kommet frem. Trilogien ifølge DybdahlDet er oftest anmelderens tjans at opdage og kommentere forskelle på udgivelser fra en bestemt kunstner. I stedet satte jeg Dybdahl på opgaven og bad ham fortælle om sine tre udgivelser …That Great October Sound, Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City.“œ…That Great October Sound var en slags idé. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg kan gøre igen. Pladen havde det dér, som kun et debutalbum har. Det første, man laver, har nogle specielle vibrationer, en stemning. Det er nogle solide sange, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt gode, men de fungerer vel, og musikken er i høj grad americana- og country-inspireret.Stray Dogs var mere country henimod rock og havde nogle mere pompøse stadier. Men jeg synes, at produktionen og lyden er ret kold.På One Day You’ll Dance for Me, New York City tog jeg alt væk, som ikke var nødvendigt. En måned før sangene var færdige, var de meget anderledes, fra hvad de er nu, fordi de havde alle de her specielle elementer, som jeg bare besluttede mig for at skære fra. Jeg havde ikke rigtig brug for dem. Så de er egentlig bare meget fundamentale, men det er også de bedste sange, jeg har skrevet indtil videre.” En afdæmpet sentimentalitetDen nye, dæmpede stemning har også fungeret som lidt af en fokus-magnet i flere omtaler af seneste udspil. Og der findes skam en lille, men meningsfuld bagtanke med de diskrete kompositioner.“œJeg ved ikke, om der er en speciel grund, men det var en bevidst beslutning. Temaerne er meget store, og jeg har ikke lyst til at overdrive. Jeg vil ikke tippe over på den sentimentale side – jeg vil stå oprejst.” Men hvor går grænsen mellem melankoli og sentimentalitet? Thomas Dybdahl mener, at grænsen er hårfin, men individuel. “œEfter min mening undgår jeg sentimentaliteten, men andre vil sikkert sige det modsatte – alle har deres egne grænser. I mit tilfælde kan det bedst forklares med et eksempel; det er lidt dramatisk… men det er ligesom at fortælle en historie om én, der har kræft, og alt tyder på, at vedkommende skal dø. Hvis jeg begyndte at sætte mig selv ind i denne sang, synge om mig og få historien til at handle om mig, ville jeg måske begynde at få ondt af mig selv. Der tror jeg, at det ville tippe over i sentimentalitet. Men hvis du undgår dette og sørger for at holde dig selv ude af sangene og bare fortæller en historie, så skal det nok gå. Jeg prøver selv, så godt som muligt, at blive på den anden side af sentimentaliteten, selv om jeg selvfølgelig ikke kan skjule mine tanker. Jeg er trods alt den eneste, der kan skrive dem ned.” Gemte detaljerHvis man lytter godt efter på One Day You’ll Dance for Me, New York City, vil man måske bemærke et par detaljer, som hos de fleste normalt aldrig var sluppet gennem et støjfilter. En mønt tabes i Solitude, og en lighter tændes helt diskret i Babe. Dybdahl har valgt at bruge eller sågar undladt at fjerne disse sært spontane lyde, og effekterne er så enkle og nedtonede, at det kræver lukkede vinduer og lydtætte vægge at bemærke dem. Men Dybdahl mener selv, at de spiller en væsentlig rolle i musikken.“œNogle af de her lyde er ikke deciderede uheld. Altså, de skete, men jeg fjernede flere lyde, end jeg lod blive. Faktisk brugte jeg dem som en form for rytme eller slag. Solitude indspillede jeg i den lejlighed, som jeg lejede i New York, og jeg havde ingen instrumenter, kun guitaren. Så jeg indspillede hele nummeret, kun med de ting jeg havde i lejligheden, og da jeg så arbejdede med sangen i studiet, fjernede jeg alle de lyde, der ikke passede ind. Men jeg kan lide det. I stedet for at bruge andre instrumenter, bruger jeg disse. De leder op til noget, men på en meget mere diskret måde.” Ud over disse elementer har Dybdahl i begyndelsen af nummeret If We Want It It’s Right brugt følgende talte citat af den norske filosof Arne Næss: “œHvorledes kan min, hva vi kaller for livskvalitet, beholdes eller bli høyere? Og livskvalitet går overhovedet ikke på, hvad man har, men hvordan man føler man er og hvorledes det er; hva er det som gleder oss?” Valget faldt på Arne Næss på grund af ordenes værdi og gennemslagskraft.“œJeg fik ideen, fordi jeg er i gang med at skrive musik til en film, hvori der er et interview med Arne Næss. Jeg synes, at han er meget nem at beundre. Han er en gammel mand, der nu endelig erkender, at han måske undervurderede værdien af sine følelser og tanker for i stedet at have travlt med alt muligt andet. Citatet, jeg har brugt, kan alle sikkert forholde sig til på en eller anden måde. Det er den åbenlyse sandhed, som man nogle gange tænker på, men som der aldrig rigtig er nogen, der siger. Nogle mennesker har den tyngde, der skal til for at sige sådan noget. De får dig til at tro på det… som om det er første gang, du har hørt det i lang tid.” FremtidenTre udgivelser på tre år, et væld af priser, rosende anmeldelser og heftig koncertaktivitet. Thomas Dybdahl bryder traditionen og lader New York vente på sig.“œI første omgang skal vi ud og turnere. Vi har kun udgivet det første album i resten af Europa, så vi mangler stadig Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City. Vi kan have travlt, hvis vi vil. Det er ret luksuriøst, for vi har de her tre album, de er allerede færdige, og vi ved, at de fungerer. Så vi skal bare ud og trykke den af. Men New York… nej. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet… måske musik til film. Lige nu vil jeg gerne arbejde med noget, der ikke har noget med ord at gøre. Bare for en stund. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive om, eller hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det. Men instrumentalmusik – det vil jeg virkelig gerne arbejde med. Jeg tror, at jeg har brug for det.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York CityThomas Dybdahl, Spot10 i Århus, 04.06.04

"Det, vi søgte, var nogle sange, vi kunne overraskes af, selv om vi havde arbejdet intensivt med dem i et halvt år." Undertoner har fanget Rasmus Stolberg fra Efterklang og spurgt til tilblivelsen af bandets nye plade.

Sangerinden Maria Laurette Friis står i front for Tys Tys, en kvartet der via utallige koncerter i både ind- og udland og ikke mindst to høreværdige cd’er langsomt, men sikkert er ved at spille sig ind i hjerterne af folk med deres skæve og egenartede musik. (14.10.04) Tys Tys består af Kresten Osgood på slagtøj, Gunnar Halle på trompet, Henrik Sundh på diverse keyboards og Maria Laurette Friis som den vokale styrke. Gruppen blev dannet på Friis’ initiativ seks år tilbage, og hun har siden stået som primus motor, sangskriver og arrangør. I 2001 udgav de deres debut, der blev et så kraftigt og udtryksfuldt visitkort, at den sikrede gruppen en Danish Music Award-nominering som årets nye jazznavn. Pladen, der blot hedder Tys Tys, har tydeligt sit udspring i en europæisk jazztradition, hvor man frem for kun at lade sig inspirere af de amerikanske forbilleder også vender ørerne mod sin egen lokale musiktradition. Tys Tys emmer således af visetradition, cabaretmusik, sømandshymner og forskellige tiders pop/rockmusik. Denne cocktail bliver også rystet sammen på Go Get Some, bandets anden plade der netop er udkommet. Undertoner satte sig i den anledning på den anden side af spisebordet i Maria Laurette Friis’ lejlighed på Vesterbro for at høre om tilblivelsen af cd’en og få en uforpligtende snak om intuition, arbejdsmetoder og inspirationskilder. – Hvorfra kommer din hang til at udtrykke dig?“Begyndelsen fortaber sig i det dunkle. Jeg har altid lavet mine egne små melodier og indspillet dem på kassettebåndoptager. Musikken var til at starte med et sted, hvor jeg kunne få ting ud af systemet. Jeg havde et band i gymnasiet, hvor jeg spillede guitar og skreg”¦ Det var ret sent, at jeg begyndte at strukturere det.” I flere interviews har Friis nævnt sangere som Leonard Cohen, Billie Holliday og Bob Dylan som nogle af hendes største inspirationskilder. Det kan dog være svært at følge, når man hører hendes musik. Det kan godt være, at de som performere, har været inspirationskilder, men hvor kommer hendes melodier fra? “Hvis jeg går tilbage og lytter til de båndoptagelser, som jeg har lavet igennem tiden, er der stumper af fraser, jeg kan genkende i det, der er nu. På en eller anden måde har essensen altid været der. Det er den samme kilde, jeg trækker fra – man bliver selvfølgelig påvirket hen ad vejen. Specielt fra Henrik, Gunnar og Kresten, men også andre steder fra – jeg begyndte jo i sin tid i støjrocken, Sonic Youth, Pixies og den slags.” Melodierne kan altså sagtens have en kendt guitarlinje eller en trompetsolo som underliggende inspiration. På spørgsmålet om, hvordan hun komponerer, lægger Maria Laurette Friis ikke skjul på, at hun arbejder meget intuitivt. Hun leger nærmest musik og tekst frem: “Musikken kommer måske lidt før ordene. Pludselig er der så et ord, der passer til en bestemt tone, eller en bestemt klang – det er sjældent, jeg har en tekst færdig, og så sætter musik til den.” I forhold til melodierne beskriver Friis selv sine tekster som mere ubearbejdede; hun sætter sig ikke nødvendigvis og renskriver dem – også her lader hun intuitionen råde: “Jeg kan mærke det, når det er rigtigt,” fortæller hun, “fordi så rører det ved et eller andet. Ofte er det dog først, når jeg står på scenen eller foran de andre og skal præsentere teksten, altså i kommunikationen, at jeg finder ud af, hvad det er, den rører ved.”Dette hvad er hun dog ikke meget for at offentliggøre; hvad teksterne betyder for hende selv, finder hun uvedkommende. Hun er lykkelig, hvis teksterne giver mening for andre. Learning by doingMaria Laurette Friis’ nysgerrighed og gåpåmod har bragt hende i kontakt med de fleste af de mangfoldige opgaver, der er forbundet med at lave en cd. Go Get Some endte med at blive færdiggjort hjemme i privaten, og Friis agerede både indspilningsleder, mixer og producer. Hun gjorde alt det “forbudte”, når man har med live-jazzmusikere at gøre: “Jeg har ind i mellem forsøgt at smide det overflødige væk – introer, mellemspil osv. – for at få det til at blive strammere, men samtidig bibeholde det organiske.” For at illustrere arbejdsprocessen giver hun Sweetie som eksempel. Hendes eget snublende og prøvende klaverspil (nærmest indspillet ved et tilfælde ved en helt anden lejlighed) er blevet anvendt på udgivelsen, mens det live naturligvis er Henrik Sundh, der spiller, og hvor nummeret, med Friis’ ord, “i det hele taget er mere reelt, spillet mere rigtigt osv.” Den “forkerte” version gav mere mening i forhold til tekst og albummets karakter. – Så det er måske mere Maria Laurette Friis’ vision om denne musik, end det er Tys Tys på en arbejdsdag?“œDet er en blanding – det er jo en helt anden proces at lave en plade. Der er stor forskel på at høre en cd derhjemme og at høre et band live. Live er vi sammen om det.” Hun indrømmer gerne, at hun vil bestemme og til tider kan have svært ved at gå på kompromis. Og på spørgsmålet om drengene i Tys Tys har haft mulighed for at nedlægge veto mod hendes beslutninger, svarer hun med et skævt smil:“Ja, det har de – men der er også nogle ting, hvor det bare har været nødt til at være sådan – og hvor det måske kun har været mig, der kunne se, at det var nødt til at blive sådan”¦ Det skal dog siges, at flere har været involveret i processen undervejs, især min kæreste og min gode veninde, der har måttet lægge øre til en milliard forskellige mix, til de var ved at brække sig. Det er vigtigt at kunne vende det med andre – det har jeg lært sindssygt meget af.” Er der således ingen tvivl om, at Friis er bossen, benytter hun dog enhver mulighed til at rose sine medsammensvorne. Hun understreger gang på gang, at hun er glad og stolt over, at netop de tre musikere er med i hendes band. Samspillet de fire imellem ser hun som det primære, og derfor kan de mere tyste numre på den nye cd også sagtens udvikle sig og lyde forskelligt fra aften til aften, når bandet spiller live. “Pladen er ikke et endegyldigt udsagn; det primære er den direkte kommunikation. Det er der, jeg synes, vi er bedst,” præciserer hun. Selv om Friis altså opfatter sig mere som liveperformer end pladekunstner, har den kundskabshungrende og talentfulde sangerinde blod på tanden til at forsætte som egen producer, fordi det giver hende større mulighed for at prøve sine ideer af. Så vi andre skal ikke blive overraskede, hvis den næste Tys Tys-cd lyder på en helt ny måde. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at Maria Laurette Friis vil fortsætte sin udvikling og sin afsøgning af sin helt egen personlige vision. Læs også Undertoners anmeldelse af Tys Tys: Go Get Some

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? Foto: Jasper Carlberg (Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.) Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter. [klip][Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?] – D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt. – Men først skal I et smut til New York?Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi. – Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret. [Strubehoved?] [klip][Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.] – Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet. Foto: Jasper Carlberg – Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening. – Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi. [Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.] [klip][Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.] – Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert. – Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være. Foto: Jasper Carlberg – Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget? Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår. – Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag? Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump. [Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?] [klip][Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?] Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…Ebbe: Hvad betyder navnet?– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det. Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan. Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt. Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt. Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.– Tak, tak. [klip] [Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.] – Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst? Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade… – Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden? Foto: Jasper Carlberg Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene. – Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende? Mikkel: Nej.Ebbe: Nej.– Nej. [klip]Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur: “Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.” – Dexter & Angelina. Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

De begyndte med at øve i deres lokale musikforretning, hvis lokaler de fik lov at låne om aftenen. Det har indtil videre resulteret i tre plader, den seneste hos Sub Pop, med spacerockens mange musikalske lag som udgangspunkt.

David Debiak fra Sleep Station er vild med film, men besidder ikke kapitalen til selv at stable sådanne projekter på benene. Til gengæld skriver han partiturer og soundtracks til egne ikke-eksisterende film. Undertoner har betragtet de usynlige billeder og talt med Debiak. 22.07.04 Hvis du er på jagt efter manden bag Sleep Station, Dave Debiak, kan jeg næsten godt afsløre, hvor du skal lede. Han befinder sig højst sandsynligt i sit vaskerum med en guitar, tæt omgivet af paptallerkener med diverse sangtekster skriblet på hver eneste. Hvis ikke dér, så er han i studiet eller på turné. Ét er i hvert fald sikkert: Han er god for en historie eller to. Og han tilsætter gerne en bittersød melodi. Debiak er manden, der leverer materiale til to fuldlængder, når selskabet bare skal bruge en enkelt. Og som tendensen næsten altid ser ud, ligger han inde med materiale til at indspille en håndfuld mere. Musik i filmisk forstandMange musikere har sære rutiner i forbindelse med deres sangskrivningsprocesser, men hvad der især er specielt ved Dave Debiaks tilgang er, at han skriver musik til ikke-eksisterende film – film og handlingsforløb han danner i eget hoved. “œDen første konceptplade, jeg lavede, kom som en senere indskydelse. Jeg ville faktisk gerne lave en film, men havde ingen penge til at producere den. Så jeg syntes, at jeg i det mindste kunne skrive musik til filmen. Siden da har jeg tænkt musik i en mere filmisk forstand.“ Dave Debiak skaber fiktive scenarier og graver dybt ned i sine figurers følelsescentre – til tider bliver han nærmest ét med dem. Han udtaler selv, at idéerne kommer til ham i drømme. De maler stærkt levende billeder, som han ikke kan slippe, når han først sætter sig i vaskerummet med sin guitar. Dette forklarer også valget af koncepter og temaer frem for løsrevne sange.“œDet er nemmere for mig med koncepter, for når en idé først sætter sig fast i hovedet på mig, bliver jeg fuldstændigt optaget af den. Når det sker, begynder jeg bare at skrive sange. Personlige sange, der ikke følger et bestemt tema, kommer til mig hist og her. De er meget forskellige fra hinanden, så hvis jeg putter dem på en plade sammen, ville det lyde som et blandet bånd – ikke særligt sammenhængende.“ Krig som bagtæppeAfter the War er Debiaks femte konceptplade. En plade der udfolder sig med en tilsyneladende endeløs parade af figurer, der toner ind og ud af sangene. Det er fortællinger om håb og længsel blandt mange af de menneskelige følelser, der er på spil i løbet af Anden Verdenskrig, som er Debiaks bagtæppe for historierne. “œSom pladen er sammensat, har man tråden med en enkelt soldats historie som et centralt fokus, men i løbet af pladen er der afbrydende sange, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den specifikke figur. Historierne fungerer mere som en montage, en bred vifte af synspunkter og følelser i løbet af krigen. Der er så mange historier at fortælle, at jeg kunne have fortsat for evigt.“ Som inspiration til historierne talte Debiak med en række krigsveteraner og opsøgte en masse materiale fra krigen. Han tog sågar på loppemarkeder og opkøbte folks fotoalbummer fra den periode.“Det var mærkeligt at støve en fotosamling op og købe den fra folk. Der var en masse ubehagelige billeder, som folk havde taget fra krigen, mens de var der. Og de forærede dem bare væk!“Mange af billederne kan ses i coveret til After the War. Debiak gjorde en dyd ud af, at alt skulle dufte af 1940’erne. Selv under optagelserne brugte bandet en masse optageudstyr fra 1940’erne, noget Debiak hårdnakket påstår lyder bedre end meget af det udstyr, der findes i dag. Fremtidige koncepterHvad kan vi så forvente fra Debiaks hånd næste gang? Han holder kortene tæt til kroppen og er ikke meget for at oplyse for meget. Måske har det noget at gøre med, at han har gang i flere projekter. Debiak har tidligere udtalt, at han har skrevet materiale omkring drømme og materiale, der har at gøre med cirkus. Det lyder alt sammen spændende, men man kan ikke vide sig sikker, for som Debiak selv siger:“Indtil jeg er helt færdig med projekterne, holder jeg dem helst for mig. Jeg er lidt overtroisk, hvad det angår.“   En kort gennemgang af Sleep Stations konceptudgivelser: Anhedonia – ‘Anhedoni’ defineres som den manglende følelse af tilfredsstillelse ved ellers tilfredsstillende (seksuelle) oplevelser. Anhedonia beskriver en voldtægtsforbryder/morders fødsel, liv, død og den efterfølgende tur til Helvede. Hans liv vises fra forskellige perspektiver, fra førsteperson til offer. Sleep Station lægger hårdt ud fra plade ét. Runaway Elba-1 – Vi følger en underbetalt og dybt ensom kybernetic-ingeniør, som over flere år stjæler materiale fra sit laboratorium for at bygge en kvindelig robot, Elba-1. Da hun er færdigbygget, forelsker de to sig vildt i hinanden. Ingeniøren flygter med sin opfindelse – med hele laboratoriet i hælene. En fjollet, men kærlig historie. Hang in There Charlie – Historien fortælles om de to astronauter, der i 70’erne blev sendt ud i rummet for at hjælpe med reparationen af en rumstation. De opdager hurtigt et videnskabeligt sjuskeri derude, og efter en masse protester bliver de efterladt i rummet til en sikker død. En rørende fortælling pakket ind i bittersød popmusik. Von Cosel EP – I 1934 arbejdede Dr. Carl von Cosel med at behandle den daværende dødelige tuberkulosis-sygdom. Han forelskede sig i den 22-årige Elena Hoyos, som dog snarligt døde. Von Cosel tog liget med hjem, pyntede det voks og glas og levede med det i sand harmoni. En frygtelig historie forvandlet til en kærlighedshistorie. After the War – Anden Verdenskrig er den blinkende og bombende baggrund for en række følelsesladede fortællinger fra vidt forskellige figurer under krigens rasen. Der skabes et rum, hvori strømme af følelser lader sig tone ind, f.eks. håb, kærlighed, savn, længsel, frygt, troskab osv. – for at mindes de små historier i den store. Læs også Undertoners anmeldelser af:Sleep Station: Von Cosel EPSleep Station: After the War

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. Handsome Family, 08.05.04, Lille VegaDa jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud. The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med. Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende. Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen. Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig. Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks. Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra. Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenJeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien. – Jamen, er de ikke allerede kommet?– Det er jeg ikke klar over.– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.– “¦– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦ Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett! – Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske! Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet. Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på. At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.“ Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås. “Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.” Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget. Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte. Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads. The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenKoncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften. Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid. Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Med to plader på samvittigheden, en fornuftig debut og en fremragende opfølger, er The Walkmen et band, man ikke bør overse. Kunstner/værk-adskillelsen træder dog i højeste grad i kraft i følgende interview – noget der måske retfærdiggør, at denne skribent træder ind imellem. (06.04.04)Kunstner og værk – det er en gylden regel, at disse to enheder bør adskilles. Der kan nemt findes dybde i sangtekster, som bandet slet ikke har tænkt over eller simpelthen ikke ønsker at eksplicitere, for måske bør værket tale for sig selv? Det er en hårfin grænse, og den er ikke altid nem at gennemskue. Dette gælder også for et band som amerikanske The Walkmen og deres frontmand, Hamilton Leithauser. “Når jeg skriver tekster,” siger han, “er det ikke en særlig bevidst ting. Hvis ordsammensætningen lyder godt, så bruger jeg den.”Det er noget af en frustrerende affejning, som følger i hælene på Bows + Arrows, The Walkmens anden plade med et ubarmhjertigt og ængsteligt udtryk. Hvor gruppens debutudgivelse balancerede melankoli med optimisme, styrtdykker Bows + Arrows direkte mod mørket. SlæbesporetDen affejende tone er måske ikke helt overraskende endda, The Walkmens problematiske slæbespor taget i betragtning. Tre af gruppens fem medlemmer var del af det New York’ske rockband Jonathan Fire*Eater, som skrev kontrakt med DreamWorks og i 1997 udgav den kommercielt oversete Wolf Songs for Lambs. Jonathan Fire*Eater var på mange måder endnu et uheldigt offer for pengemaskineriet: en gruppe af musikalske ikonoklaster som kom til en portion penge fra et major label, hvem det ikke helt gik op for, hvor kommercielt inkompatibelt bandet egentlig var – trods musikalsk stærke kvaliteter. Jonathan Fire*Eater gik som bekendt i sig selv, og tre af medlemmerne – guitarist Paul Maroon, organist Walter Martin og trommeslager Matt Barrick – skød resten af de indtjente penge i et stykke ejendom i Harlem, hvor de ombyggede et forfaldent lagerlokale til et studie ved navn Marcata. Det er blevet stedet, hvor bandet indspiller; de har fulgt eget ønske om at kunne isolere sig selv og undgå påvirkning fra omgivelserne. Leithauser og Paul Bauer, barndomsvenner af trioen, skulle snart træde ind i rækkerne, der kom til at udgøre det endelige line-up i The Walkmen. New York, New YorkMan skal ikke læse meget om The Walkmen i diverse musikmagaziner, før man støder på den nærmest klassiske overskrift for eller vinkel på den såkaldte New York-bølge. Det er den typiske musikjournalistiske jagt på sensationer fra undergrunden, og hvis man kan putte bands i kuld pga. geografisk overensstemmelse, er det vel blot som mere kød til de hungrende læsere. Lige siden The Strokes brød igennem, er New York-konceptet blevet en væsentlig populær måde at gribe historier an på om bands som f.eks. Interpol og Yeah Yeah Yeahs – og dette uden at man på den måde spilder for mange gyldne ord. Det er en association, som Leithauser er mindre tilfreds med:“Det er blevet komplet umuligt at ryste af sig,” siger han. “Og jeg vil gætte på, at folk stadig render rundt og siger det om 10 år. Som om den eneste grund til, at vi begyndte vores band, var at hæfte os på nogle andres hype.“Sammenligningerne bliver ikke mere urimelige, når man lytter til Bows and Arrows. Jovist, The Walkmen har også fundet inspiration i 70’er-navne fra den New York’ske CBGB’s-scene, og hvis man absolut skal skue i en retning, så bør det være bagud – og ikke på tværs af nutidige bands. “It’s all just a dream, man”Hvor The Walkmens forgænger Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone fremkaldte lunefulde billeder med en særlig tvetydighed, har The Walkmen på Bows + Arrows smidt al munterhed overbord. Leithauser åbner pladen med at sukke “What’s in it for me?” med Paul Maroons anslåede ekko-gennemvædede akkorder i baggrunden. Resten af pladen føles som at træde direkte i hælene på denne betrængte udgydning. Maroons guitarfraser er udslørede og ubestemte, og han sender ofte den samme akkord af sted igen og igen og udtrykker derved en følelse af panik og desperation. De rørige klaverstykker, der pyntede debuten, er blevet kasseret til fordel for hivende, begravelsesagtige orgler. Bows + Arrows er en rockplade, som bestemt dyrker afmagten.Hvis der er et opsummerende statement på Bows + Arrows, dukker det op halvvejs gennem den bidende The Rat. Maroon fremkalder et pludseligt vindstød af guitarakkorder, mens Leithauser træt beklager sig: “When I used to go out, I knew everyone I saw. Now I go out alone, if I go out at all.” Det falder ud som et opgivende suk, den slags som får musikskribenter som undertegnede til at spidse ørerne ekstra meget. Men ifølge Leithauser er det helt tilfældigt. “Jeg ved ikke engang, hvad den linje betyder. Teksten til den sang stykkede jeg sammen i en kort pause. Det passer godt sammen, og jeg kan lide det.“ Det ville være en anelse nemmere at tro ham, hvis ikke det var for, at resten af pladen snurrede om den samme opgivende akse. Igen og igen taler Leithauser om at være blevet snydt og bedraget og skubbet ned i mudderet, mens han forsøger at overbevise sig selv om at “It’s all just a dream, man. It’s all just a dream.” Hvor andre bands hylder dekadencen, lyder The Walkmen på positiv vis ganske udbrændte. Denne slags klatøjet træghed løber stik mod bandets oprindelige hensigt.“Den oprindelige plan var at lave en rockplade – noget som rev og flåede i lydbilledet. Vi ville bare have ren rock fra start til slut. Det blev bare anderledes, da vi først kom i gang i studiet.“ En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er at finde sidst inde på pladen i den nedbarberede, følsomme Come on, Siobhan. Over et klingende barklaver skuer Leithauser ud over et New York, der er ved at lukke ned for natten, mens gaderne fyldes frem mod morgenen med folk.“Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved den sang, er, at hvis du lytter til den i høretelefoner, så lyder den præcis, som den gjorde i lokalet, hvor vi indspillede den. Planen var at spille så blødt som muligt uden at forfalde helt til stilhed.” Men spørges der ind til en bestemt intention med sangen, er der ikke flere svar at hive ud af Leithauser. På en måde er det en skam, at Leithauser ikke søger eller ikke vil indrømme en dybere mening med musikken. Det kræver ikke nogen doktorgrad for at se kvaliteterne i Bows + Arrows; men måske er Leithauser et godt eksempel på, at man bør adskille værk og kunstner og ytringerne fra begge. Læs også Undertoners anmeldelse af The Walkmen: Bows + Arrows

Den danske folkrock-gruppe The Violet Hour står på trapperne til at udgive deres første fuldlængde, Lazarus. Undertoner har lagt ører til de triste melodier og talt med bandet om pladen og bandets konsekvente, men legesyge sangskrivning. 26.04.03 Den københavnske kvartet The Violet Hour går med største sandsynlighed derhjemme og tripper utålmodigt. Deres efterhånden længe ventede plade har fået udskudt sin udgivelse op til flere gange pga. den slags problemer, som tilsyneladende skal opstå, når alt synes at være på plads. Når man tror, at den spritnye båd endelig kan testes på vandets overflade, opstår uventede tyfoner, og The Violet Hours båd står endnu på land – tør og nymalet. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til den snarligt kommende plade Lazarus og kan med stor glæde anbefale den til de læsere med hang til trist folkrock. Lazarus er præget af en varme og et væld af spændende instrumenter, så der gemmer sig masser af lag i musikken.Jeg følte mig overbevist om, at der måtte gemme sig en god historie eller to i bandet. The Violet Hours sanger og sangskriver Daniel Rastén befandt sig et sted i Sydamerikas tropiske klimabælte, så jeg hev fat i de tre øvrige medlemmer, Jonas Jensen, Jan Petersen og Simon Rastén, til en hyggelig snak over kaffe og Jason Molina på anlægget. The Violet Hour er et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske musikscene. De har kun udgivet en EP, på hvilken man godt kunne høre, at det var et band i opstartsfasen. Men siden da har det været et band i en rivende udvikling. Bandet har svedt i øvelokalet og er nået frem til en samling sange, et resultat der går under navnet Lazarus. Det lille hus på landetVed indspilningen af Lazarus valgte The Violet Hour at isolere sig i et hus på landet, hvor de kunne larme i fred og indspille på egne betingelser, som og når de havde lyst.“Vi tog af sted i en bil med en helvedes masse grej til et hus langt ude på landet,” fortæller bandets guitarist Jonas Jensen. Det var midt i den danske sommer sidste år, hvor den dovne varme sneg sig op omkring 30 med strømme af svedperler. Derfor valgte bandet at indspille de fleste af numrene midt om natten; det tidspunkt af døgnet hvor bandets musik også giver mest mening. Isolationen på landet åbnede for sådanne indspilningstidspunkter, uden at bandet ville forstyrre omgivelserne – eller omvendt.“De eneste naboer var et autisthjem ikke så langt derfra, og de klagede ikke,” griner Simon Rastén. “Og ham på den anden side af vejen havde et æsel, der stod og skrydede hele tiden. Det prøvede vi at få med på optagelserne, men det ville aldrig skryde, når det skulle. Sådan er det med et æsel.” “Stædige bæst,” stemmer Jensen i med et skævt smil. Legen med instrumenterThe Violet Hours folkrock indbyder til brug af en masse instrumenter, noget som bandets musikalske legebarn og multiinstrumentalist Jonas Jensen også gjorde nyttigt brug af.“Når vi havde lagt planer for, hvad vi skulle indspille med det ene og det andet instrument, så havde Jonas lige pludselig fundet en harmonika frem, og så kom der pludselig 4-5 instrumenter på. Så måtte vi tage den derfra,” fortæller Jan Petersen, tydeligvis kun glad ved det impulsive “barn” i bandet.Jonas Jensen har opbygget en større samling af forskellige instrumenter – “en hobby,” fortæller han – og det lader sig bestemt høre på Lazarus. Bandet tæller ihærdigt på fingrene og når med lettere besvær frem til et dusin forskellige instrumenter, der blandt andet inkluderer banjo, harmonika, mandolin, trompet, flugelhorn, mundharmonika, sav og kontrabas.“Vi har en idé om, at gamle instrumenter er lidt mere spændende,” fortæller Simon Rastén. “Vi har faktisk også en rytmeboks med,” indskyder han pludseligt med en lige så pludselig begejstring. “Men det er også en ældgammel sag fra 70’erne.” En kort pause opstår, hvorefter han bryder ud i en kort latter: “Det er jo det, de unge vil have. De vil have rytmer. Det er jo det, de kalder e-lec-tro-ni-ca nu om dage.” Han afbrydes muntert af Jan Petersen: “Ja, hvis vi vil have de helt unge med, så…” griner han med en slet skjult reference til folkrockens ældgamle tradition.Selv om man har fat i den lange ende af traditioner, skal man ikke vægre sig fra at eksperimentere og lege – det synes i hvert fald at være en usagt idé i hovedet på de fire musikere i The Violet Hour. Jan Petersen mindes indspilningen af den første EP, hvor Jonas Jensen råbte ned i en vandkande: “Det turde vi simpelthen ikke lade komme med på indspilningen.” Jonas Jensen retter sig ubekvemt op i sofaen og lader sit forfjumskede smil falde over i en mere alvorlig mine: “Altså, selve grundkernen er Daniel og hans akustiske guitar. Han skriver teksterne, og han kommer tit med et oplæg. Så egentlig er det ret spartansk. Men når musikken går så langsomt, som det er tilfældet, så bliver det intet problem at finde plads til de mange instrumenter.“ LazarusLazarus er titlen på The Violet Hours kommende plade, og man behøver ikke at være særlig belæst for at ane, at der gemmer sig en reference heri. Man kan godt mærke på bandet, at de savner Daniel Rastén, når spørgsmålene begynder at falde på de tekstlige elementer.“Daniel henviser altid til, at det er postmodernistisk,” fortæller Jonas Jensen. “Historien om Lazarus omhandler jo manden, der får en chance til for at begå sig i denne verden.” Jonas Jensen læner sig påny tilbage i sofaen som for at indikere, at nu har han taget sin tørn med at svare på tekst-relaterede spørgsmål. ” Man kan bare høre vores plade i stedet for at læse den skide bog,” griner Jan Petersen og fejer samtidig en oversmurt bibelsk forståelse af vejen.På frontcoveret af Lazarus kan man se et fotografi af et smadret spejl, en symbolik der næppe lader sig misforstå. De øvrige to kigger på Simon Rastén, som elegant opsummerer: “Med titlen in mente skal det fortælle, at man godt kan komme videre, selv om noget er gået i stykker.“Drengene fra The Violet Hour er bredt ud enige om, at det tekstlige univers er vigtigt, og der er hos dem tydeligvis en forsigtighed over for tekster, man ikke selv har skrevet. De mener, at der hviler et personligt islæt i sangtekster, hvorfor det naturligvis bør være ham, der skriver teksten, som også synger den, for hvem ved bedre end han, hvad det handler om. Måske er det også derfor, at bandet er ret forbeholdent over for at skulle udtale sig om en anden mands udtryk. Men på det generelle plan kan de alle være med. “Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at sangene skal have gode tekster, også fordi vores musik lægger op til hele den tradition,” siger Jonas Jensen. “Det med teksterne er Daniels eksklusive domæne.” Simon Rastén fortsætter tankegangen: “Hvis vi andre finder nogle akkorder, som går godt sammen, så begynder Daniel bare at synge og falde ind i en eller anden tekst, han har skrevet. Han skriver enormt meget, så han har altid et eller andet liggende.” “Vores funktion i bandet er at spille op til hans tekster – at lægge baggrundsmusik til, at prøve at formidle det videre,” konkluderer Jan Petersen. Popmusikkens formkravAlle bands har ambitioner, men ambitionsgraden er selvsagt forskellig fra band til band. I tilfældet The Violet Hour vil man ikke underlægge sig popmusikkens formkrav og derved gå på kompromis. Holdningen er klar fra Jan Petersens side:“Jeg synes ikke, at popmusik har været synderlig interessant siden 80’erne. Et fint popnummer kan man altid lide, men efter at have hørt det bare to gange, så er man allerede træt af det. Bare spørg The Voice om det; de bytter jo det ud efter tre uger alligevel. For os går det ud på at spille interessant musik, og jeg tror, vi er enige om, at popmusik ikke lige er vores ende af skalaen.“Størstedelen af The Violet Hours sange placerer sig på den, med radioindustriens synspunkt, forkerte side af de tre minutter varighed. “Hvis vi nu spillede i samme tempo, som sangene på The Voice kører, så ville vi faktisk holde os under to minutter. Men vi spiller jo langsomme sange, så sangene har en tendens til at blive det længere,” fortæller Simon Rastén.“Det er da også rart at have noget, man kan dvæle ved,” fortsætter Jonas Jensen. “Folk render jo rundt med stress, og vi lever i en forjaget tid. Og det må vi være nogle, der tager konsekvensen af. Vi spiller jo ikke denne retrorock, hvor der er fut på, og hvor teksterne ikke er så dybe, men hvor alting bare handler om at have det sjovt. Selvfølgelig handler det også om at have det sjovt, men det handler også om at slappe lidt af og nyde turen.“ Interviewet synes konstant at dreje sig omkring genren, som bandet bevæger sig inden for, samt sangenes rolige tempo og eftertænksomhed. Det ligger usagt i luften, men vi vender konstant tilbage dertil. Så lad os dog gribe emnet fat om halsen og høre, hvor bandet selv synes, de hører hjemme på den danske undergrundsscene.“Det, jeg godt kan lide ved vores band, er, at jeg aldrig har hørt noget lignende. Og det er jeg egentlig glad for,” lyder det selvsikkert fra Jan Petersen. “Vi har ikke forsøgt at ramme en bestemt målgruppe på den danske indiescene. Når vi har været ude at spille, har der været folk på 50 år, som har syntes, at det har været helt vildt fedt. Og for mig er det sgu’ ikke vigtigt, om det er folk, der sidder og læser Undertoner hver dag, eller om de læser National Geographic. Hvis bare de kan lide pladen, så er det fint nok.“Drengene fra bandet er ganske spændt på, hvordan pressen modtager pladen. Således udtrykker Simon Rastén det, og Jan Petersen nikker ivrigt: “Det er en plade, der kan blive bedømt lige fra det dårlige til det gode. Det er måske også meget godt; så har man lavet en plade, der stikker ud. Man ved jo aldrig, om gode, gamle Steffen Jungersen er klar på det her. Fra Iron Maiden til The Violet Hour – der er alligevel et stykke vej, ikke?” griner han. The Violet Hours fremtidige planer, efter Lazarus er smidt på gaden, er turen ud på landevejene. “Vi er, for at citere Povl Dissing, bare nogle tossede spillemænd, der spiller for enhver. Vi vil bare gerne og at spille så meget som muligt,” siger Jonas Jensen. Læs også Undertoners anmeldelse af The Violet Hour: Lazarus

Undertoner har mødt det svenske band Shout out Louds, der overraskende nok var meget afdæmpede og nede på jorden. (01.04.04)Det svenske band Shout out Louds er det tætteste, man kommer på rigtige rockstjerner – uden overhovedet at være i nærheden af det. De spiller musik, der er rocket nok til at være levende og poppet nok til at være interessant. De gør det for deres egen skyld, men elsker når en enkelt fan fortæller dem, hvor meget musikken betyder for ham. De er almindelige mennesker, lige bortset fra at de kan lave fængende melodier og åbenhjertige tekster. Og så havde de i øvrigt opgivet nogensinde at blive kendte. Shout Out Louds er ikke et band, der går efter at revolutionere musikscenen, men når man møder dem, finder man ud af, at det ikke nødvendigvis er noget, man kan have imod dem. Selv om der både er elementer af The Strokes, The Cure og Built to Spill i deres musik, er udtrykket stadig bandets eget – en tilgang som, selvfølgelig, også er vigtig for dem. Bliver I irriteret over at blive sat i en kategori som et band i garagerock-bølgen? Jeg synes ikke, at vi er et garagerockband. Og i det hele taget synes vi nok bare ikke, at det betyder noget, om man tilhører en speciel genre. Men det hænger måske også sammen med, at vi selv er så dårlige til at proppe den musik, som vi selv hører ned i bestemte kasser. Vi kan lide det, og så tænker vi ikke over, hvilken genre det tilhører. Vi lytter i hvert fald nok mere til pop end til garagerock, og i det hele taget lytter vi til forskellige ting og bliver så inspireret af dem. Nogle gange kan man lide rytmen i en sang, guitaren i en anden og noget helt tredje i en tredje. Det er ikke noget specielt band, som vi ser op til; det er snarere musik i almindelighed. Man ser op til nogle ting, men det udtryk vi har, er ét vi selv vælger – noget der passer til os personligt. Bliver I påvirket af anmeldelser?Ja, vi læser dem i hvert fald. Især i starten var man jo meget spændt på, hvad andre mennesker syntes om ens musik. Men det påvirker da én, når man læser dårlige anmeldelser. Men ok, man vænner sig til det. Det værste er sådan set ikke nødvendigvis, når folk skriver dårlige anmeldelser, men når anmeldere skriver dårligt – altså anmeldelser hvor der ikke er tale om konstruktiv kritik. Når man kan høre, at anmelderen ikke har lagt energi i at lytte til pladen. Et eller andet sted synes jeg også, at det er ærgerligt, at der bliver skrevet så meget om musik. Altså forstået på den måde at alt bliver analyseret sådan, at folk ikke får chancen for at opdage det selv længere. Er I blevet overraskede over at stå på den anden side lige pludselig – altså at gå fra at være musiknydere til at være nogle som folk bedømmer? Jeg syntes, at det var lidt underligt i starten. Altså, vi har jo været vant til, at det var vores sange. Men nu er det ikke kun vores egne længere, nu er det lige pludselig også alle mulige andres. Jeg skriver jo sangene for mig selv, og derfor er det temmelig underligt og svært at sidde og snakke om musikken. Det er svært at blive bedømt på den måde. Er I overraskede over, hvad folk synes?Ja, fordi vi har haft vores billede af, hvad sangene betyder, og så er det lidt underligt, hvis folk har en helt anden opfattelse. Men på den anden side er det jo det, der er meningen – altså, at folk skal have deres egen opfattelse. Det er sjovere, at man selv skaber sin mening om sangen. Det er også derfor, at det betyder mere, hvis en fan siger, at han eller hun kan lide vores musik, end hvis en anmelder gør det. En anmelder skal have en holdning til musikken, men en anden person behøver egentlig ikke at have en holdning til det, og derfor betyder det meget mere, hvis vedkommende af sig selv siger, at det er godt. Man kender fra sig selv, at man kan få en bestemt følelse i kroppen ved at lytte til noget bestemt musik. Og at folk kan have det sådan ved at lytte til vores musik, det er lidt underligt – på den gode måde altså. Hvorfor begyndte I egentlig at spille musik?Vi begyndte bare for sjov skyld. Vi begyndte bare, fordi vi syntes, det var sjovt at spille i band. I dag har det ændret sig lidt. Nu handler det også meget om sangskrivningen – om at skabe musik. Vi kan kort sagt godt lide, når vi kan skrive nogle gode sange. Er der en forskel i jeres indstilling fra dengang, I begyndte til nu, hvor I er blevet mere kendte?Ja, for det første så tager musikken en større del af vores tid. Man bliver afhængig af at spille musik. Vi har jo alle drømt om at blive rockstjerner, men vi havde nok også alle opgivet den drøm, lige inden vi gik i gang. Vi mente, vi var blevet for gamle, og at der ikke var nogen chance for at blive kendte. Vi droppede den drøm og begyndte at spille bare for sjov. Har I så et større pres på jer nu?Nej, jeg synes faktisk mere, at der er større inspiration. Nu har denne plade ( Howl Howl Gaff Gaff) været ude så længe, at folk kender den, og man er ivrig efter at vise, hvad man også kan. Man har fået foden inden for døren med denne plade, så nu er presset mindre. Læs også Undertoners anmeldelser:Shout out Louds: 100 Degrees EPShout out Louds: Howl Howl Gaff Gaff

Jason Molina fortæller om, hvorfor han har lagt Songs: Ohia-projektet på hylden og nu starter et decideret band med samme navn som Songs: Ohias svanesang, Magnolia Electric Co. (05.04.04)“Songs: Ohia er et overstået kapitel,” fortæller manden bag, Jason Molina, “Det var ikke et band fra starten – og så vidt jeg kan se, ville det aldrig blive til et egentligt band. Nu vil jeg gøre brug af navnet ’et-eller-andet Electric Co.’“ Electric Co.-konceptetDen første udgivelse i Molinas planlagte serie af Electric Co.-plader var angiveligt det syvende og altså sidste Songs: Ohia-album The Magnolia Electric Co., der blev udgivet sidste år. Selv om pladen, der blev optaget hos Steve Albini i hans Electrical Audio Studio i Chicago, blev afsat som en Songs: Ohia-udgivelse, var projektnavnet ikke til at se nogle steder på coveret – præcis som Molina havde planlagt det.“Det sætter mere fokus på samlingen af musikere på pladen,” forklarer Molina med henblik på Electric Co.-konceptet. “Hver gang jeg har samlet et band til en plade, har det været ved den ene plade alene; de samme musikere er aldrig med på den næste plade, jeg har lavet. Eftersom jeg er midterpunktet fra plade til plade, virker det som om, at min person har fået alt for meget fokus. Det fjerner meget fra musikernes bidrag, og alt bliver lagt over på mig. Jeg har aldrig villet have det til at handle om mig. Songs: Ohia har været et 10-årigt eksperiment med at lave musik på den måde, og nu vil jeg lave noget anderledes.“ De fleste af Songs: Ohia-inkarnationerne har lagt musik til Molinas tendens til et sammenkog af Neil Young og Bonnie “Prince” Billy med et roterende hav af backingmusikere, der i det store hele har budt på en konstant lydmæssig diversitet, som Molina flettede ind i hver af sine indspilninger.“Jeg skriver musikken og teksterne og sammenstykker til sidst et band,” siger Molina. “Jeg skriver nærmest musikken i samme øjeblik, som når jeg prøver at komme i tanke om, hvem der bedst ville kunne spille med på den, og så ryger den direkte ned til produceren. Det er måske en fej måde at arbejde på, fordi jeg ikke lægger alle byrder på mine egne skuldre, men ens ego bør aldrig være en del af musikken.“ Den tyste PyramidSom det tidligere har været tilfældet, vil året 2004 afsløre flere Molina-projekter. Det fine Neil Young’ske værk fra sidste år, Magnolia Electric Co., blev fulgt op af den tyste soloplade Pyramid Electric Co., som blev indspillet for to år siden sammen med den faste Saddle Creek-producer, Mike Mogis. “Jeg tænkte på et tidspunkt, at det kunne være lækkert med nogle band-arrangementer på nogle af disse sange,” siger Molina om Pyramid-materialet. “Men Pyramid var sådan en rigtig sælsom session. Jeg sendte fancy demoer rundt, som var indspillet i et rigtig rart studie, og alle sagde ’lad det være, som det er.’ Det er ikke en egentlig typisk soloplade. Den er virkelig mørk og tungsindig – også selvom det bare er mig med en elektrisk guitar.“ Molina er for nylig taget tilbage i Albinis Electrical Audio Studio for at arbejde på det næste Magnolia Electric Co.-album, som vi formentlig får at høre senere i år. Læs også Undertoners anmeldelser af:Jason Molina: Pyramid Electric Co.Magnolia Electric Co.: Trials & ErrorsMagnolia Electric Co.: What Comes After the Blues