Interview

De har tre plader på bagen og et live-ry, der til stadighed lokker nye lyttere til. Og man skal holde godt fast, når Mob først sætter stikket i og lader støj og energi herske. I forbindelse med bandets tredje plade har Undertoner taget en snak med de danske støjrockere. (15.11.05)I forbindelse med deres nye plade We All Repeat the Past inviterede Mob på guldøl, kokostoppe, kaffe og en snak. Med tre plader på samvittigheden samt masser af live-erfaring burde Mob være et hyppigt omtalt band i den danske undergrund. Men af uransagelige årsager er dette ikke tilfældet. Måske netop derfor er Mob ivrige efter at fortælle deres historier. Jagten på den rå lyd We All Repeat the Past er en naturlig fortsættelse af Mobs higen og søgen efter stemningsskabende støjflader. Bandet fortæller, at de altid har haft vanskeligheder ved at indfange den energi og intensitet på plade, som de lader brage ud gennem højttalerne til deres koncerter. “Vores ønske var at indfange en mere rå og live-agtig lyd,” fortæller bassist Kasper Skov. “Folk har altid sagt til os: ‘I er pissefede, når jeg hører jer på Stengade, men jeres plade står og rådner op i min reol, for den har ikke den vildskab, som man normalt forbinder med jer’.” Jagten på den rå lyd førte Mob syd for grænsen til Kroisdorf, en lille by uden for Køln – “hvor dynamitfabrikken ligger,” præciserer bandet grinende. Her gik Mob i studiet med en producer ved navn Guido Lucas, som de havde fået anbefalet.“Det var sådan en rigtig rock-morfar med hinkesten og skæg. Han ligner sådan én, der var med Kiss rundt i 70’erne og sætte højttalere op. Men han vidste, hvad der skulle til!” fortæller Kasper.Mob tilbragte en måned i studiet, hvor de indspillede alle ni sange, som optræder på We All Repeat the Past.“Det var virkelig givtigt at være dernede,” erklærer trommeslager Gunnar Sandegård. “Det var en koncentreret periode, og vi vidste, at sangene skulle på plads og være færdige, inden vi tog hjem.” Lärm – stort skab med penge iWe All Repeat the Past er som sin forgænger I Believe in You udkommet på bandets eget pladeselskab Lärm. Guitarist Peter Ahlers Olsen fortæller, at de tidligere har haft umanérligt meget besvær med danske pladeselskaber, at de til sidst selv tog teten og udgav egne plader:“De er stort set alle sammen krakket omkring ørerne på os. Alternate, som udgav vores første plade, var en fis i en hornlygte. Så kom Martian Records, som gerne ville overtage den første og udgive den anden, men lige pludselig havde de ingen penge, og så stod vi dér,” fortæller Peter med udstrakte arme som for at illustrere afmagten.“Ja, der røg 30.000 down the drain,” lyder det nærmest sukkende fra Kasper, som dog helst ikke vil have, at Lärm kaldes for et pladeselskab. Det lyder som et virke, der også udgiver andre bands, hvilket slet ikke er Mobs intention.“Det er ikke et pladeselskab; det er et produktionsbureau ligesom i kommunisttidens Rusland. Det er et stort skab med nogle penge i… en stor kassekredit et hemmeligt sted i Jylland,” griner han. “Der må godt være torne på busken”Bands har vidt forskellige tilgange til sangskrivningens kunst. Mobs tilgang er blandt andet stærkt præget af en samtidigt nedbrydende og opbyggende støjæstetik.“Morten (Mobs sanger, red.) har nogle enormt enkle og smukke melodier, som vi gør alt for at ødelægge,” fortæller Kasper.Tilløbene til ødelæggelse kan dog være lange og omsiggribende. Peter fortæller, at typiske Mob-sange gerne kræver sammenstykning og eventuelt også aflivning af en masse idéer. “Sådan er det med high performance vehicles. Det er ligesom en Ferrari: Kun 10 % af brændstoffet bliver omdannet til køreglæde. Men hvilken køreglæde!” griner Kasper, mens der nikkes ivrigt rundt om bordet.Mob hører ikke blandt de sangskrivere, som skrotter idéer, der ikke lader sig materialisere til sange inden for en meget kort tidsperiode. Der skal pusles med strukturerne, så de bliver rigtige.“Derfor er det svært for os at lave en popsang,” lyder det fra Gustav.“Nej, vi tror ikke på det,” istemmer Kasper. “Hvis det bliver for pærelet, er det ikke helt godt nok. Der må godt være torne på busken.”“Vi prøver at skabe nogle stemninger, som man kan blive opslugt af,” fortæller Peter.“Og med reference til dét at skrive numre hurtigt, så tror jeg ikke, det kan lade sig gøre at skabe fede stemninger i løbet af ingen tid. Hvis man nu får lidt tid til at stå og mane lidt, så skal der nok komme noget frem,” siger Kasper.“Ja, så bliver det sådan noget ‘fuck, så har vi igen lavet et nummer på seks minutter’,” griner Gustav. Mob har været til møde med playliste-udvalget fra P3, hvor de fremlagde deres bud på en sang, der kunne komme i radioen, men med numrenes længde taget i betagtning var der ikke de store forhåbninger, og der kom da heller ikke noget resultat ud af mødet.Men Mob kan også sagtens uden P3. Samhørighedsforholdet synes i hvert fald ifølge Kasper at være lettere skævvredet.“Der har lige været ‘spil dansk-dag’ i dag, og det har været den mest forfærdelige dag i hele verden,” griner han, men man ikke er i tvivl om, at han mener det. Til februar udkommer We All Repeat the Past i Tyskland på Tumbleweed Records, hvilket vil føre til mere turnévirksomhed. Bandet fortæller ydermere, at nye sange allerede er i støbeskeen – og alt tyder generelt på, at de vil gøre meget for at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Den burde komme af sig selv – men når det ikke sker, må man hjælpe den lidt på vej. De tre plader ifølge Mob …And This Was a Beautiful Day (1999) The Best of Mob 95-98. En meget blandet plade. Den er produceret i et skur på Refshaleøen. Den har sådan et mørkt lag over sig. Den er som en sort/hvid-film – lidt ligesom Den tredje mand; den har den der forladte banegård-stemning over sig. I Believe in You (2002) Det skulle være en større produktion, og så kiksede alt, hvor bl.a. trommeslageren sprang fra. Numrene er mere udfarende og effektfulde. I Believe in You er flere bandmedlemmers yndlingsnummer at spille live. Havde det nummer været en bygning, havde det været Peterskirken i Rom. We All Repeat the Past (2005) Pladen er mere kontant og direkte end de øvrige to, og den viser et band, der spiller bedre sammen. Produktionen er blevet bedre. Pladen er mindre kompliceret: Selv om den skramler mere, er den mere tilgængelig. Så tæt på som bandet lyder live.

Lyden er stram, lyrikken underfundig og skarp. Manden bag er rodet og forvirret, men frem for alt humoristisk og selvironisk. Skibet er ladet med kontraster og en venligtsindet gal videnskabsmand som kaptajn, når Johannes Gammelby som I Am Bones losser til backpackers og håner det vestlige samfunds tryghedsnarkomani. (09.11.05)Gennem en småramponeret dobbeltsidet yderdør placeret i kæften på en grå boligblok, ind i en unaturligt lille og klaustrofobisk elevator, med buldren og knirken op mod fjerde sal, ud og til højre. Foran ligger en dør, hvis skilt ikke afslører beboeren bag, og hvis klokke ikke virker. Efter en kort banken dukker en halvsøvnig, forvirret Johannes Gammelby op i døren.“Kan jeg friste med noget? Kaffe, the?”, han tager en lang pause, “ymer?”.Lidt efter placerer han sig i det eneste møblerede værelse i lejligheden. Møbleret i betydningen, et par stole og en sofa, der samtidig agerer opbevaringsenhed for diverse. Men guitarer, et trommesæt, kabler og computere dominerer helheden og gør det klart, at det smalle rum ikke primært fungerer som opholdsrum, men som studie. Vi er i den gale professors kreative hule. Nemmere, når man selv må bestemmeGammelby var tidligere en af kollaboratørerne i støjrockbandet Strumm.“Vi havde det hyggeligt, og det gik godt, når vi spillede live – vi havde det godt sammen, og vi havde noget særligt, som ikke mange bands har eller havde. Men jeg havde større kreative ambitioner. Jeg fik mere ud af at skrive sange selv, for det er meget mere effektivt, at det ikke skal gennem en demokratisk proces. Vi havde i bandet en proces, hvor alting blev vendt og drejet 1000 gange, men det faldt 90 procent af gangene alligevel til jorden. Det gad jeg simpelthen ikke.”Derfor satte Gammelby sig for at fokusere på soloprojektet I Am Bones, og for en måneds tid siden udkom debutalbummet Wrong Numbers Are Never Busy. Her langer Gammelby ud efter både backpackers, og hvad han kalder “den nye bølge af vestlige imperialister”, der på lige fod med englænderne i starten af 1900-tallet koloniserer verden – nu blot med andre metoder.Dertil kommer vrede, vrede udbrud som eksempelvis i Bellyache: “You hold the devil in your gut / yeah yeah yeah yeah / you keep that motherfucker down / yeah yeah yeah yeah / I should not have been allowed to reproduce / the semen should have fertilized the ground.”En sang, der har vakt en del undren: “Min kæreste synes simpelthen, den sang er latterlig! Hun sagde til mig, da hun hørte den: ‘Hvorfor synger du sådan noget, Johannes? Skal vi ikke have børn eller hvad?’ og jeg sagde: ‘Jo, det kan vi da godt.’.” Gammelby mener ikke, at sangene skal tages så alvorligt, som de lyder. Dertil er mange af sangene et resultat af hans egne og produceren Torsten Larsens mærkelige indfald i sangskrivningsprocessen: “Torsten og jeg har en humor med at stille os selv i en eller anden situation og så vise, hvor latterlige, ynkelige og dumme vi er. Så lyrikken ender tit med at være et eksperiment, der netop viser, hvor dum man er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det morer mig.” “Jeg kan godt lide at fucke tingene lidt op”Sangene er også et oprør mod ‘tudefjæs-indie’: “Der kan være nok så meget hjerte/smerte, men det bliver først sjovt, når man bruger sig selv som den, der bliver angrebet. Der er ikke så meget mere kød på Bellyache, end at jeg piller mig selv ned og giver djævlen skylden for det hele. Han havde fået lidt for meget magt i min eksistens, og det er derfor, jeg ikke skulle reproducere mig selv.” Omgivelsernes opmærksomhed på teksterne har overrasket Gammelby. “Når jeg skriver lyrikken, tænker jeg ret meget over, hvordan det bliver at lytte til, men jeg har ikke nogen visioner om at give folk åbenbaringer. Hvis de kan afkode nogen budskaber og få noget glæde af det, er det fint, men det er primært for at bære melodien. Teksterne er ofte båret af en eller anden frase, jeg er stødt på, og som hænger ved. Det er sgu ikke så pissealvorligt alt sammen – jeg kan bare godt lide at fucke tingene lidt op!” Selv om Gammelby nedtoner sin vrede, er der alligevel visse ting, der sætter hans pis i kog: “Jeg kan simpelthen ikke klare hykleri. Mine fødder gør så’n her,” han løfter venstre fod for at demonstrere, hvordan han krummer tæer blot ved tanken, “og så er jeg træt af folk, der er påtaget følsomme, blot for at vinde andre folks hjerter med denne følsomhed. Det er røvirriterende! Og så hader jeg hippie-tilgangen til tingene. Det er fint, at de er glade – men lige så snart de begynder at presse alt deres anti-kød-mentalitet ned over hovedet på mig, står jeg af, for så bliver det til en religionsform, og det synes jeg er træls!” Men så snart det er sagt, forsøger Johannes igen at berolige: “Men jeg er altså ik’ så’n en gal én. Jeg laver bare musik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Og i processen kommer en række udtryk frem, der på en eller anden måde er en del af mig, uden det nødvendigvis er så alvorligt, som det lyder.”

Den 18-årige indietronica-darling Khonnor er med debutpladen Handwriting lynhurtigt steget til musikverdenens tinder. Måske er det på nogle punkter gået lidt for hurtigt, fortæller han til Undertoner, og forklarer om besværet med pludselig at skulle leve op til folks forventninger. "Folk vil ikke høre noget nyt. De vil høre Handwriting."

Gennemsnitsalderen var ikke meget mere end 20 år, da kvartetten Oh No Ono sidste år fik en pladekontrakt med Morningside Records. Undertoner forsøgte at finde ud af, hvordan man kommer ind i varmen så hurtigt - og svaret er hårdt arbejde og mild planlægning af hinandens liv.

Den særdeles produktive engelske sangerinde Kathryn Williams udgav i foråret sin femte plade på seks år. Det medførte ikke mange løftede øjenbryn herhjemme, på trods af at hendes singer/songwriter-univers burde appellere til mange. Undertoner har bedt Williams præsentere sig selv ved at vælge højdepunkter fra sine plader.Til trods for fem plader på seks år er Kathryn Williams et forholdsvis ubeskrevet blad herhjemme. Eksempelvis har hendes anden plade Little Black Numbers, der i 2000 blev nomineret til en Mercury Award i England, ikke solgt mere end 465 eksemplarer i det danske. Williams’ spartanske arrangementer og sødmefulde vokal burde ellers tiltale langt flere end de få, der har fået ørerne op for hende. Men i og med at den seneste plade Over Fly Over end ikke er kommet i dansk distribution, ligesom de foregående plader højst har udløst en fodnote i de danske medier, er Williams oppe mod svære odds. Det ville være så let at lave et traditionelt portræt, så i stedet blev der sendt en mail over Nordsøen til Kathryn Williams selv for at høre, om hun havde lyst til at udvælge højdepunkterne fra hendes forskellige plader – og det havde hun. Der blev forudsigeligt nok argumenteret for, at det ville være som at skulle vælge mellem sine børn, men her følger ikke desto mindre – Kathryn Williams om Kathryn Williams: Dog Leap Stairs Det er lang tid siden jeg sidst har lyttet til den, men vi spiller fra tid til anden Fade, Leazes Park og Madmen and Maniacs live. Jeg er stolt af denne plade, fordi jeg lavede den selv for kun 80 pund, og en sang som Something Like That blev indspillet på min Tascam-four track med vinduet åbent. Samplingerne er noget musik fra nogens hus på den anden side vejen, som jeg trækker ind og ud af optagelsen. Hvis jeg skulle vælge ét nummer, ville det sandsynligvis blive Madmen and Maniacs, fordi det minder mig om første gang, jeg var i Paris, hvor jeg sad på sengen i mit hotelværelse og tænkte, at bare dét at sidde på sengen var noget af det mest fantastiske, netop fordi det var i Paris. Det handler om, hvordan jeg har det med forhold. Hvordan jeg vil være sammen med én for altid, men ikke ønsker at kvæle vedkommende. Little Black Numbers Denne plade er den mest kendte herovre (i England, red.). Mit favoritsang på denne plade er Flicker. Jeg arbejdede på en café, og der var en stor kø, og så dukkede sangen op i mit hoved, som hvis nogen havde tændt for en radio. Jeg løb ud på toilettet og skrev teksten ned og sang den så, indtil min vagt sluttede, så jeg kunne gå hjem og indspille den. Min sange kommer ikke altid så nemt til mig. Som regel arbejder jeg med sangene og ændrer på dem, indtil det føles rigtigt, men jeg kan godt lide, når de kommer til mig på denne måde. Jeg kan også godt lide Fell Down Fast, fordi den blev skrevet til en af mine venner, der døde. Old Low Light … Åh Gud, det her er svært, men jeg vil tage et dybt åndedræt og sige Mirrorball eller Tradition – det er et svært valg. Mirrorball handler om en motorvej, der fører mig hjem igen, og om livet og de planer, man har for det. Og om den person, man tror, man ender som – og om hvem man egentlig ender som. Og om kærlighed, der måske ikke så synlig, men alligevel støtter dig. Og om krager og måger. Egentlig handler den om alt det, der er godt her i livet. Relations Det er nemmere med denne plade, for det er ikke mine egne sange. Jeg havde lyst til at lave en plade med covernumre, fordi når folk laver en plade med covernumre, er det normalt for at tjene penge på sange, der er kendte i forvejen. Jeg gjorde det, for at folk kunne komme til at høre nogle fantastiske sange, der måske er knap så kendte. Jeg elsker Beautiful Cosmos, fordi den er skrevet af Ivor Cutler, som i mine øjne er et geni. Men jeg synes også, Hallelujah og These Days er noget særligt, fordi de er liveoptagelser fra Regents Park Open Air Show. Det var årets varmeste dag, og tusmørket var begyndt at falde på. Træerne begyndte at bevæge på sig og lød som percussion, fuglene fløj hen over scenen, og hele aftenen føltes som en drøm. Over Fly Over Min nye! Jeg er især glad for de sange, der har en lidt hårdere lyd som f.eks. Three og Just like a Birthday. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg musikalsk prøvede noget nyt med disse sange. Breath er rar at synge med min cellist, så det er livefavoritten, og Old Low Light #2 er også en favorit, fordi den handler om kærlighed, og det er ikke så tit, jeg skriver om kærlighed…

Anmelderroserne spirer helt uden hæmninger omkring Figurines og deres nye album, Skeleton. I anledning af udgivelsen har Undertoner mødt forsanger Christian Hjelm til en snak om forandringer, forventninger og mærkater.

Terapeuter har i mange år forsket i musik som medicinsk del af en helbredelsesproces. Her er det syge patienter, der skal gavnes. Men hvad med kunstnerne selv? Det danske band Murder benytter musikken som terapi. Den har konstant holdt medlemmerne i gang på godt og ondt. Terapeuter har i mange år forsket i musik som medicinsk del af en helbredelsesproces. Her er retningsbestemmelsen sat mod det syge individ. Men hvad med internt for artisterne? Det danske band Murder benytter musikken som terapi. Den har været midlet, der konstant har holdt medlemmerne i gang på godt og ondt. “Vi har afsat en onsdag om ugen, hvor vi skal i terapi sammen,” fortæller Murders frontfigur Jacob Bellens med et skævt smil, der indikerer, at han sagtens kan høre den fjollede klang i sætningen, som dog er ment i ramme alvor.I et alt for stort mødelokale i Københavns centrum sidder de tre medlemmer i Murder pakket sammen ved den ene bordende og fortæller med masser af fagter historien om et band, der havde en masse i hænderne for så at slippe grebet. Baggrunden for fortællingen er Murders debutalbum One Year from Now It’s My Birthday, som fungerer som en forløsning for et band, der nu ser fremad. Fan hos BMGMurder blev skabt i sin tidligste konstellation i 2001. Dengang og fremefter indspillede de numre, efterhånden som de fik dem fra hånden. Samtlige numre er materiale, som gennem bandets udvikling har overlevet og er kommet med på debutpladen. Men selv når tingene kan fare af sted med allerhøjeste hastighed, kan der ufrivilligt blive jokket på bremsen. “Vi lavede en demo, som kom ud til folk – og da var responsen ret overvældende. Folk var generelt meget positivt stemte over for det,” fortæller guitarist/bassist Anders Mathiasen.Hernæst skulle Murder prøves af i livesammenhæng, og så begyndte der straks at ske noget.“Der var en fan, som var i praktik hos BMG, og han havde givet vores demo til dem derinde. De kom ind på Vega og hørte os og var efterfølgende interesserede i at høre mere. Så vi fik fat i en garage og ville indspille nogle ting derude. Men det gik totalt i hårknude af personlige årsager,” fortæller Mathiasen og ønsker tydeligvis ikke at grave sig yderligere ned i disse ’personlige årsager.’ En færdig plade, en færdig konstellationMen paradoksalt nok, stod Murder, selv om de gik helt i stå, med materiale til en færdig plade. Det ændrede dog ikke ved det faktum, at projektet blev skrinlagt, og Murder måtte meddele BMG, at de var stoppet. Dan Stielow, som fungerede som Murders manager, blev ved med at insistere på, at materialet var stærkt nok i sig selv. De tre medlemmer så dog mere udgivelsen som en retrospektiv compilation, der samlede deres periode sammen – på et tidspunkt hvor Murder egentlig var ikke-eksisterende.“Det var som en kaotisk boble af en masse oplevelser, der ikke rigtig havde nogen samlet mening eller nogen forløsning,” forklarer Peder Bacher, Murders lydmagiker.“Jeg tror, at jeg langt hen ad vejen bare tænkte på sangene som numre, der ikke skulle bruges til noget, og at vi havde endnu et projekt, som ikke var lykkedes,” sukker Jacob Bellens med reference til medlemmernes tidligere projekt, Lounge Orchestra, som også stod på tærsklen til noget stort, men hvor medlemmerne formåede at gøre livet surt for sig selv og derfor opløste bandet. “En forvirring og en form for ikke-samlethed”One Year from Now It’s My Birthday – som i sidste ende blev udgivet af Dan Stielow selv på det genetablerede selskab Lidocaine – fremstår på flere måder som en symptomatisk plade, der indkapsler hele Murders forløb. I denne ombæring synes det naturligt at spørge ind til sangenes univers.Men Bellens omtaler sit tekstmateriale med en vis afstandtagen. Selv om sangene på debutpladen på mange måder peger på et temmelig personligt udtryk, fastslår Bellens, at der snarere er tale om decideret ordleg end om egentlig følelsesladet fortælling. Men her bryder de øvrige ind:“Der er da helt klart en mere eller mindre negativt ladet undren over, hvad fanden der sker. En forvirring og en form for ikke-samlethed, som også går igen i hele skabelsesprocessen af pladen. Det synes jeg afgjort, der er. Det tror jeg også gerne, Jacob vil skrive under på,” faststemmer Mathiasen.“Jo … det er der nok,” lyder det fra Bellens, mens han kigger ned i bordet.Mathiasen fortsætter: “Teksterne er aldrig entydige. De peger aldrig indad, ’sådan har jeg det’. De bliver kastet op som billeder. Især fordi der ikke er synderlig meget kontinuitet i sangene. Billederne ændrer sig hele tiden, hvilket gør, at de er meget mere langlivede. Jeg kan stadig finde nye ting i dem, og det synes jeg er vildt dejligt.”Bandet griner alle af Mathiasens udladning med en sikker fascination i tonen over alt det, han har fået ud af det. Musikken skal blive terapienPeder Bacher har siddet tavs i en længere periode og lignet en mand, der virkelig grublede. Pludselig bryder han ind: “Jamen, det interessante er vel, hvorfor vi bliver ved, når vi i bund og grund har haft så mange dårlige oplevelser.”Jacob Bellens fortsætter tankestregen: “Det handler jo om musikken. Men så kommer den ind igen, den med terapien. Før i tiden var musikken ikke terapien, og det skal den blive nu.” Således er vi pludselig tilbage i nuet for Murder igen. Den fornøjelse, som de et eller andet sted mistede på deres vej med at skrive og spille musik, skal genfindes. Og der er god grobund for de første terapisessioner. Bandet har nemlig fået en masse materiale fra hånden, så de er allerede godt inde i processen med næste plade. Lad os håbe, at onsdagsterapien hjælper dem på vej. Læs også Undertoners anmeldelse af:Murder: One Year from Now It’s My Birthday

Det norske band Gåte har været på besøg i Danmark. I denne forbindelse har Undertoners udsendte stukket hovedet sammen med forsangerinden Gunnhild Sundli for at komme et par skridt nærmere det mytiske og gådefulde univers, som nordmændene bevæger sig rundt i. (25.02.05) Gåte kan næppe have haft hjemve under deres besøg i Odense fredag den 18. februar. Vejret viste sig fra sin koldeste og mest ubehagelige side, og efter at have brugt små 10 minutter på at komme ind på et aflåst Rytmeposten, var jeg ganske forfrossen, da jeg til sidst kunne træde ind og trykke hånd med Gåtes forsanger Gunnhild Sundli.Resten af Gåte var i fuld gang med lydprøven til aftenens koncert, så det blev til en lille halv times samtale med Sundli om løst og fast. På vej ind ad bagvejen til Rytmeposten havde jeg noteret mig, at der i skidtet på Gåtes tourbus stod skrevet ’Stolte kærlige rebeller på tour,’ og da bussen ellers ikke bar præg af, hvem den kørte rundt med, virkede det som et naturligt åbningsspørgsmål at høre, om det var Gåtes måde at se sig selv på.“Nej! Jeg tror, det blev skrevet på bussen efter Roskilde-koncerten, men vi har en mistanke om, hvem der har skrevet det; det er nogle venner,” bliver der smilende svaret. Gåte fremstår ikke særligt rebelske, men som interviewet skrider frem, skinner stoltheden og troen på hvad de gør igennem – og hvis ikke kærlig, ja så fejler imødekommenheden ingenting.Som hun sidder der, krøllet sammen i hjørnet af en slidt lædersofa, koksrød i ansigtet efter lige at have afsluttet en gang workout minutterne før min ankomst, ligner Gunnhild Sundli enhver anden 19-årig pige. Men inden i pigen findes der en stemmekraft, der kan få de fleste til at blegne samt en bevidsthed om Gåtes og hendes eget talent og værd. “Vi er et stort band i Norge”Gåtes seneste plade Iselilja har været ude i Norge siden november, men først er blevet udgivet herhjemme for nylig.“Jeg tror vi har solgt omkring 37.000 eksemplarer af Iselilja indtil nu, og Jygri nærmer sig de 50.000,” fortæller Sundli og følger op med en linje, der når at blive nævnt yderligere et par gange, før interviewet er forbi: “Du må forstå, vi er et stort band i Norge”. Lyden på Iselilja er hørbart hårdere end på Jygri, men adspurgt, om det er noget, de bevidst er gået efter, lyder et skuldertrækkende svar: “Det var bare noget, der skete.”De flotte salgstal er blevet fulgt op med flere priser, blandt andet Spellemansprisen, den norske grammy, for årets nykommer i 2002. Og for nylig modtog Gåte tre priser i bladet Ut’s prisuddeling, bl.a. for sidste års bedste plade og bedste sang. Gåtes status i hjemlandet kan sammenlignes med den, Kashmir nyder herhjemme – en støt voksende fanbase, i særdeleshed blandt teenagerne, men en interesse i deres musik på tværs af aldersskel. Ud over besøg herhjemme og i Sverige har Gåte spillet til både Eurosonic- og Popkomm-festivalerne for branchefolk.“Sverige er et svært sted at spille. Det er, som om der er nogle grænser, der ikke kan brydes ned. Det virker, som om de har nok i sig selv og deres egen musik”.Men det er ikke udfordringen i at skulle spille udenlands, der skræmmer.“I stedet for at folk kommer ind og kender musikken, er du nødt til at vinde dem over. Tit går rygtet fra mund til mund – nogen kender nogen, der kender Gåte, og så kommer folk og kigger. Publikum på Eurosonic var meget enten eller; ca. halvdelen kunne lide os, den anden halvdel var ligeglade.” Stemningen i musikkenUden at drage musikalske paralleller i øvrigt kan man putte Gåte i bås med navne som Under Byen og Sigur Rös, der i hver deres størrelsesorden er brudt igennem i udlandet på et sprog, som vel næppe nogen af de nye lyttere forstår, men alene i kraft af stemningen i musikken, i Sigur Rös’ tilfælde af gode grunde.“Hvis vi sang på engelsk, jamen så var der intet Gåte. Og selv om langt de fleste af vores tekster er gamle norske tekster, så skal man ikke ligge noget i det, for det er de færreste nordmænd, der vil kunne forstå dem, med mindre de har studeret norsk på universitetet. Det handler om musikken og stemningen i musikken”. Gåtes tekster er en blanding af traditionelle norske viser og tekster af den norske forfatter og lyriker Astrid Krog Halse, der i sit sprogbrug rammer en tone og dialekt forsonlig med Gåtes musik.Det ville være for nemt at afskrive Gåte som moderne folkemusik. Elementerne er der, men der er lånt så mange steder fra, at der ikke umiddelbart kan eller bør sættes et label på dem. Læs også Undertoners anmeldelse af:Gåte: Iselilja

Til daglig er han frontfigur i det walisiske band Super Furry Animals, men Gruff Rhys er nu aktuel med en plade i eget navn. Undertoner har mødt manden, der fortæller om finurlighederne ved det knap så mundrette walisiske sprog samt om at stå på egne ben med en noget anderledes sangskrivning. (07.02.05) Han sidder i hjørnet på caféen og venter. Han har stort, krøllet hår og varme øjne og er helt oprigtigt sympatisk. Når han bliver stillet et spørgsmål, tager han sig god tid til at svare – som om han virkelig tænker over sine svar, inden han leverer dem på et engelsk, som er stærkt påvirket af, at han egentlig er vokset op med walisisk som sit førstesprog. Gruff Rhys er forsanger i det walisiske band Super Furry Animals, som har udgivet en lang række albums på engelsk, men også et enkelt album med den mundrette titel mwng – et album som er det bedst sælgende walisisk-sprogede album nogensinde. Rhys’ soloalbum er netop udkommet, og titlen Yr Atal Genhedlaet afslører, at Gruff Rhys igen har taget det walisiske sprog i munden. Et tilfældigt album“Albummet var egentlig slet ikke planlagt,” fortæller Gruff Rhys. Han har en kammerat, som lever på en gård med masser af dyr og hjemmelavet vin. Ham plejer han at besøge for at stresse af og lege lidt med forskellige musikstykker, han har haft i hovedet. I sommeren 2003 besøgte han ham igen, og i løbet af få dage havde han indspillet et par numre. “Numrene lød rå, men ret færdige, og ikke som halve demoer jeg ville tage med til bandet,” fortæller Gruff Rhys. Og da han så fik købt sig et billigt keyboard og et trommesæt til at lege videre med, gik det stærkt. I løbet af kort tid havde han indspillet fem numre. “Jeg tænkte: Fem numre”¦ det er jo halvdelen af et album, så hvorfor ikke lave fem mere?” Det blev dog ikke lige med det samme, men et par måneder senere fik han indspillet resten af de numre, han bare skulle have ud af systemet. Selv om sangene kom som skidt fra en spædekalv, er der faktisk nogle af numrene på albummet, som har været længe undervejs. “Tja, nogle sange kommer bare med det samme, mens andre… for eksempel nummeret Gwn Mi Wn skrev jeg teksten til for 12 år siden, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle optage den. Men i min vens hus eksperimenterede jeg med at optage den, og det var faktisk det første nummer fra albummet, jeg optog,” fortæller Gruff Rhys. Gwn Mi Wn er et enkelt skrabet nummer, kun med trommer og vokal, og Gruff Rhys griner, mens han fortæller, at han egentlig hellere vil være trommeslager i et rockband end forsanger. “Alene har jeg kun mine egne evner”Netop enkeltheden præger Gruff Rhys’ debutalbum, og det har helt klart været et bevidst valg fra hans side. “I Super Furry Animals eksperimenterer vi med lyden på hvert eneste album, og vores filosofi er at skubbe grænserne hele tiden. Men det er noget, som kun fungerer i bandet; når vi er sammen alle fem. På mit album er det mere simpelt, det er bare mig, som leger og prøver mig frem.” Gruff Rhys mener dog, at nogle af numrene sagtens kunne have været på et kommende Super Furry Animals album.“I løbet af indspilningerne mistede jeg nok lidt den simpelhed, som numrene havde i starten – jeg begyndte at ringe til mine venner og bede dem om at komme og spille trompet eller banjo. Men numrene ville nok alligevel have lydt anderledes, hvis jeg havde taget dem med til bandet,” siger han og henviser blandt andet til nummeret Ambell Waith, som netop har et mere komplekst lydbillede end mange andre numre på albummet. Det er første gang, Gruff Rhys har arbejdet alene om at skrive numre. Normalt bidrager alle medlemmerne i Super Furry Animals med demoer og små melodistykker, som de i fællesskab sætter sammen og påvirker.Selv om det ikke er så nemt at sammenligne, fortrækker han alligevel at arbejde kollektivt frem for alene. “Det er en oplevelse, man deler med andre, og det er en meget usædvanlig følelse at kunne spille sammen med mennesker, som man har spillet sammen med i over 10 år. Og det er også en hel del sjovere at være på turné, når man er sammen.” Gruff Rhys fortæller, at de i bandet har udviklet en slags telepatiske evner, så de kender hinandens små tegn og handlinger – men de er alligevel så uforudsigelige, at det aldrig bliver forudsigeligt eller kedeligt.“Samarbejdet kan skabe meget mere, end jeg selv kan, for jeg er begrænset af mine egne evner – så mit album er også en måde for mig at udleve min trommefantasi på.” Walisisk er sjovereFør Super Furry Animals spillede Gruff Rhys i bandet Ffa Coffi Pawb, som på engelsk betyder ’everybody’s coffee beans’, men som udtales som ’fuck off everybody’. Bandet turnerede i syv år med kun få koncerter uden for Wales.I Ffa Coffi Pawb sang Gruff på walisisk, og fordi bandet i midt-80’erne var så stor en del af den walisiske postpunk-scene, var det ikke specielt politisk korrekt at synge på engelsk. Ffa Coffi Pawb var desuden en del af den generation af bands, som opstod sammen med de walisisk-sprogede medier, så der var stor efterspørgsel efter walisisk-sproget musik. Derfor behøvede Ffa Coffi Pawb ikke at synge på engelsk. Men på et tidspunkt skiftede scenen, og efter syv års turné skiftede bandet til engelsk. Gruff Rhys er vokset op med walisisk som førstesprog, men det er lige naturligt for ham både at skrive på walisisk og på engelsk. Han har dog en svaghed for det engelske sprog. “Det er massemediernes skyld med presset fra den anglo-amerikanske scene,” griner han, “og derfor falder de engelske rock-klichéer da også meget nemt for mig.” Men han indrømmer dog, at han har et mere komplekst sprog, og at han kan være meget sjovere, når han skriver tekster på walisisk. Gruff Rhys skal presses lidt, inden han indrømmer, at han generelt skriver ret fjollede tekster. Også de mere alvorlige har han svært ved at lade være udelukkende alvorlige. Pwdiw Wy 1 og Pwdiw Wy 2 handler om henholdsvis starten og slutningen på et forhold til en kvinde med navnet Egg Pudding. Han fortæller, at det er et meget seriøst nummer trods den åbenlyse humor i valget af kvindenavn.Men til trods for eller netop på grund af den ekstreme situation i anden del af sangen, hvor begge parter er ved at dø af en sygdom, er sangen også morsom i alt sit mørke. “Hvis dette havde været en Super Furry Animals-plade, havde jeg nok ændret teksterne til noget mere seriøst,” fortæller Gruff Rhys, mens han undrende filosoferer over, om The Beatles’ Yesterday i virkeligheden ikke hed Fish’n’ Chips. For de fleste, der hører Yr Atal Genhedlaeth, er teksterne helt uforståelige. Walisisk indeholder ikke et eneste ord, som lyder bekendt. Men om teksterne skal oversættes, tvivler Gruff Rhys på. Han mener, at når tekster bliver oversat, forsvinder mange af ordspillene og finesserne. På sit website har han dog lagt små forklaringer ud, men generelt er det bare en guide til numrene.“Jeg håber, at sangene kan fungere ud fra deres energi og melodi. Med numre som Pwdiw Wy 1 og Pwdiw Wy 2 kan det måske fornemmes, at den første er en pop-eksplosion, hvor lytteren kan føle forelskelsen, mens den anden er en sørgelig sang, hvor vi begge er døende,” siger han og slutter: “Folk vil forhåbentlig kunne føle disse følelser uden at forstå teksten. Det håber jeg.” Læs også Undertoners anmeldelse:Gruff Rhys: Yr Atal Genhedlaeth

Tim Kasher har i løbet af flere plader fortalt os sine grufulde historier om triste skæbner, der går deres uundgåelige gang mod enden. Han har gjort det i hårde rockindpakninger i Cursive, og han gør det med blødere anslag i The Good Life. Undertoner mødte manden bag de triste og kyniske sange. (26.01.05) “Jeg kan godt lide at fortælle historier,” siger han storsmilende. Og historier har han så sandelig fortalt os. I Cursive har han brugt det musikalske medie som en slags terapi, hvor han udlufter negative følelser omkring kærlighedslivet, der er kørt i sænk. Og indpakningen er i form af aggressiv og snerrende rock med tekstlige universer, der gør brug af alverdens genremæssige virkemidler. Navnet er Tim Kasher. Når han ikke affyrer smertende skrig og guitarkaskader i Cursive, begår han sig i det væsentligt mere afdæmpede The Good Life. Men han vil ikke høre tale om, at det ene projekt skulle være underordnet den andet.“Det projekt, jeg lægger min energi i, er det primære i den gældende stund. Og sådan har det egentlig altid været for mig. Jeg har aldrig brudt mig om idéen om sideprojekter for noget, jeg laver. Jeg tror, The Good Life blev kaldt netop dét, fordi Cursive allerede var godt i gang og blev set som et mere prominent band.” Det er The Good Life, som Tim Kasher for tiden lægger al sin energi i. Bandet udsendte sidst i 2004 den glimrende plade Album of the Year, og de er på nuværende tidspunkt på vej rundt i Europa. Og det var, da de nåede til Malmø, at Undertoners udsendte kiggede fordi til en snak.Det var dog med visse forbehold, for hvis man kaster et blik på al den negativitet og kynisme, som Tim Kasher udtrykker i sine sange, kunne man nemt forestille sig en bitter og indelukket musiker, der helst ville være i fred. Dette var dog langt fra tilfældet. Kasher lod sig gladelig åbne som en bog og virkede overordentlig entusiastisk omkring at tale om sin musik og den succes, han har haft med den. Måske netop derfor synes The Good Life som et symptomatisk endemål for Tim Kasher. Man skal dog ifølge ham selv ikke tage bandnavnets egentlige betydning for gode varer.“Først og fremmest valgte vi navnet The Good Life, fordi det er Nebraska-statens motto. Det er dér, jeg er født og gør min gang. På mange måder er det også et varemærke for, hvordan hele Amerika er. Hele begrebet i sig selv er så klichéfyldt, og jeg tror på, at hver gang jeg ser det brugt, bestyrker det blot bandnavnet og idéen bag, som er hele konceptet omkring den amerikanske drøm. Det 20. århundrede har for mange amerikanske forfattere handlet om tabet af denne drøm, tabet af uskyldigheden. Derfor passer det rigtig godt… for vores musik er ret trist.” Vejen mod den liniære historieI løbet af tre plader har Kasher udviklet og forstærket et musikalsk udtryk, som han selv kalder sin “naturlige måde at skrive sange på.” Udgangspunktet skal man finde et sted i poppens verden med sikre aner fra folk – men der er langt til glimmeret og de brede smil. Vi skal nok snarere godt ind i de mørklagte skammekroge, hvor Kashers musik for alvor breder sig ud.Det er historiefortællingen, struktureringen af en homogenitet og udviklingen af et forløb, der driver Kasher. På The Good Lifes andet album, Black Out, begyndte han at se fuldlængde-formatet som en egentlig helhed. Sangene var som episoder og kapitler; første nummer var begyndelsen, og sidste nummer var slutningen – som i en historie. Denne idé blev videreudviklet på Album of the Year.“For mig er det endnu et skridt på vejen mod at lave en virkelig struktureret musikalsk historie. Det er den mest lineære ting, jeg nogensinde har skrevet. Den første sang er som en prolog til historien, og fremefter udspiller selve historien sig om et par, der mødes, finder sammen, og så følger mistro og bedrageri… og til sidst det endelige opbrud.” En luksus at være vagNår Tim Kasher skriver sange, fortæller han ofte ud fra sit eget liv. Han er ikke meget for at gå videre i detaljer med det, men fastholder, at han bestemt lægger meget af sig selv i, hvad der skal fremstå som historier.“I mine fortællinger har jeg den fordel og luksus i at være vag. Så du kan sagtens skrive om dig selv og andre omkring dig og stadig holde det subtilt. Det er nok også, hvad jeg frygter ved stilen… folk kan komme hen til mig og spørge: ’Handlede den sang om mig?’ Nej, den handlede ikke om dig. Den handlede godt nok om en kvinde med kort brunt hår, grønne øjne… ja, det lyder som dig, ikke?” “Det handler om katarsis”Tonen er trist i langt de fleste af The Good Lifes sange, og de resterende har mindst en understrømning af samme nedtrykthed. Men hvorfor er det, at vi drages mod disse mørkelagte historiefortællinger? Kasher er ikke ét sekund i tvivl.“Det handler om katarsis! Det er ikke uden grund, at vi altid har elsket de græske tragedier.”På den anden side af tragedien og de nedadvendte mundvige finder vi kontrasten: komedien. Det lystige og det glade. Det der bringer smil på vores læber. Men hvorfor begiver Tim Kasher sig ikke ud ad den tangent?“Elliott Smith blev spurgt om det samme engang, og han svarede: Det er nemt at skrive triste sange og virkelig svært at skrive glade sange. Jeg er helt enig. Det er svært at skrive glade sange. Det ville bare blive ’smil alle sammen – alting er for fedt!’. Sådan en gang lal. Men det er ikke fordi, at jeg vælger ikke at skrive glade sange. Der går bare måneder mellem glade melodier, som jeg rent faktisk kan holde ud at høre på, og som jeg vil have, at andre skal høre.” Heldigvis vil han gerne have, at vi skal høre hans triste materiale. Det er måske også dér, vi finder den største tryghed. For det er vitterlig rart at vide, at der et sted derude findes en mand, som hedder Tim Kasher og lukker klagesange ud i verden. Når alt kommer vi alt, vil vi gerne høre dem og finde vores egen forløsning deri. Læs også Undertoners anmeldelser af:The Good Life: Album of the YearThe Good Life: Lovers Need Lawyers EPThe Good Life: Black outCursive: The Ugly Organ

[Astrid Kirstine Dynesen]Thomas Dybdahl har udgivet sidste tredjedel af sin efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Undertoner greb derfor fat i Norges nye darling under hans lynvisit i København til en snak om inspirationen, trilogien og fremtiden. (19.01.05) Melankoliens mester! Troubadour! Vokalsk storhed! Norges svar på Jeff Buckley! Gudsbenådet sangskriver! Ja, kært barn har mange navne, og med disse følger også en massiv strøm af superlativer. Herren, jeg omtaler, er som nok allerede gættet, Thomas Dybdahl. Han har netop udgivet sidste kraftanstrengelse i sin såkaldte efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Hele trilogien har høstet guld i Norge og i samme armbevægelse fjernet usynlighedskappen fra den før så anonyme sanger og sangskriver. Inspiration fra metropolenThomas Dybdahl har siden sin debutudgivelse taget turen til New York med sine skitser for at finde inspiration til færdiggørelsen af sine album. Men hvorfor lige New York? I følge Thomas Dybdahl er det blevet en fast del af hans sangskrivningsproces.“œDet er det værd. Det er måden at leve på. Jeg tror, at hvis man finder noget, der fungerer for én et sted, vil man tilbage hele tiden. Det var det, der skete i New York. Da jeg tog derover første gang, blev jeg fuldstændig overvældet – det havde den her rigtig gode indflydelse på min sangskrivning, så det er egentlig grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det virker. Men hvorfor det er så inspirerende… Det er bare den følelse, man får, når man er der: at være én ud af mange mennesker, der prøver at opnå det samme.” Og så kunne man fristes til at tro, at Thomas Dybdahl havde mødt en masse inspirerende, metropolitanske mennesker og havde oplevet det, der svarer til et menneskeliv. Men nej, for Thomas Dybdahl foretrækker at være alene, når han arbejder.“œJeg møder faktisk ikke så mange mennesker i New York, for jeg gør det her på grund af ensomheden. Jeg rejser alene, og jeg bor alene, når jeg er der. Det giver mig muligheden for at arbejde hele tiden – eller lade være. Hvis jeg får en idé klokken 4 om morgenen, kan jeg begynde at spille, optage og skrive. Det er ikke rigtig noget, du kan gøre derhjemme, hvis du bor sammen med kæresten eller har overboer. Du ville blive nødt til at beherske dig og holde igen. Nu kan jeg gøre det, når jeg har lyst.” Thomas Dybdahl forbereder ikke meget, inden han tager turen til New York. Han overvejer temaer og stemninger, men lader kompositionerne vente, til han har fundet sig til rette. “œJeg skriver ikke så meget. Det er bare vigtigt for mig at få rammerne til at fungere. Hvad vil jeg? Er der nogle specifikke scener, jeg vil skrive mere om end andre? Det første, jeg tænker på, er oftest at finde et billede eller lignende, der inspirerer mig. Denne gang var det et fotografi af Annie Leibowitz “¦ jeg kan ikke huske navnet på billedet, men det er meget smukt og ret ‘new yorkish’. Det inspirerer mig til at gå i en bestemt rentning, hvad angår farvesammensætningen. Jeg tænker altid i en eller anden form for farve. For eksempel skal alt være en lille smule brunt.” One Day You’ll Dance for Me, New York City er både titlen på Dybdahls nye album og pladens første skæring. Men titlen er også en af de mere tvetydige og drilske af slagsen og kan ifølge Dybdahl nemt opfattes som værende prætentiøs. “œTitlen skal egentlig ikke forstås så bogstaveligt. Det er i højere grad et billede på mange mennesker, der arbejder med kreative ting. Men albumtitlen handler også meget om ambitioner – forstået på den måde at man ikke bør miste sig selv i kampen for at opnå drømmen, og at man bør lade være med at ofre alt for at nå dertil, hvor man gerne vil være. Der er mange forskellige veje, man kan gå. Hvis det ikke er sket endnu, så tag dig ikke af det. Det behøver ikke ske så hurtigt. Det behøver ikke engang ske overhovedet. For det at være på vej til et eller andet er ofte meget mere inspirerende end at være kommet frem. Trilogien ifølge DybdahlDet er oftest anmelderens tjans at opdage og kommentere forskelle på udgivelser fra en bestemt kunstner. I stedet satte jeg Dybdahl på opgaven og bad ham fortælle om sine tre udgivelser …That Great October Sound, Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City.“œ…That Great October Sound var en slags idé. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg kan gøre igen. Pladen havde det dér, som kun et debutalbum har. Det første, man laver, har nogle specielle vibrationer, en stemning. Det er nogle solide sange, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt gode, men de fungerer vel, og musikken er i høj grad americana- og country-inspireret.Stray Dogs var mere country henimod rock og havde nogle mere pompøse stadier. Men jeg synes, at produktionen og lyden er ret kold.På One Day You’ll Dance for Me, New York City tog jeg alt væk, som ikke var nødvendigt. En måned før sangene var færdige, var de meget anderledes, fra hvad de er nu, fordi de havde alle de her specielle elementer, som jeg bare besluttede mig for at skære fra. Jeg havde ikke rigtig brug for dem. Så de er egentlig bare meget fundamentale, men det er også de bedste sange, jeg har skrevet indtil videre.” En afdæmpet sentimentalitetDen nye, dæmpede stemning har også fungeret som lidt af en fokus-magnet i flere omtaler af seneste udspil. Og der findes skam en lille, men meningsfuld bagtanke med de diskrete kompositioner.“œJeg ved ikke, om der er en speciel grund, men det var en bevidst beslutning. Temaerne er meget store, og jeg har ikke lyst til at overdrive. Jeg vil ikke tippe over på den sentimentale side – jeg vil stå oprejst.” Men hvor går grænsen mellem melankoli og sentimentalitet? Thomas Dybdahl mener, at grænsen er hårfin, men individuel. “œEfter min mening undgår jeg sentimentaliteten, men andre vil sikkert sige det modsatte – alle har deres egne grænser. I mit tilfælde kan det bedst forklares med et eksempel; det er lidt dramatisk… men det er ligesom at fortælle en historie om én, der har kræft, og alt tyder på, at vedkommende skal dø. Hvis jeg begyndte at sætte mig selv ind i denne sang, synge om mig og få historien til at handle om mig, ville jeg måske begynde at få ondt af mig selv. Der tror jeg, at det ville tippe over i sentimentalitet. Men hvis du undgår dette og sørger for at holde dig selv ude af sangene og bare fortæller en historie, så skal det nok gå. Jeg prøver selv, så godt som muligt, at blive på den anden side af sentimentaliteten, selv om jeg selvfølgelig ikke kan skjule mine tanker. Jeg er trods alt den eneste, der kan skrive dem ned.” Gemte detaljerHvis man lytter godt efter på One Day You’ll Dance for Me, New York City, vil man måske bemærke et par detaljer, som hos de fleste normalt aldrig var sluppet gennem et støjfilter. En mønt tabes i Solitude, og en lighter tændes helt diskret i Babe. Dybdahl har valgt at bruge eller sågar undladt at fjerne disse sært spontane lyde, og effekterne er så enkle og nedtonede, at det kræver lukkede vinduer og lydtætte vægge at bemærke dem. Men Dybdahl mener selv, at de spiller en væsentlig rolle i musikken.“œNogle af de her lyde er ikke deciderede uheld. Altså, de skete, men jeg fjernede flere lyde, end jeg lod blive. Faktisk brugte jeg dem som en form for rytme eller slag. Solitude indspillede jeg i den lejlighed, som jeg lejede i New York, og jeg havde ingen instrumenter, kun guitaren. Så jeg indspillede hele nummeret, kun med de ting jeg havde i lejligheden, og da jeg så arbejdede med sangen i studiet, fjernede jeg alle de lyde, der ikke passede ind. Men jeg kan lide det. I stedet for at bruge andre instrumenter, bruger jeg disse. De leder op til noget, men på en meget mere diskret måde.” Ud over disse elementer har Dybdahl i begyndelsen af nummeret If We Want It It’s Right brugt følgende talte citat af den norske filosof Arne Næss: “œHvorledes kan min, hva vi kaller for livskvalitet, beholdes eller bli høyere? Og livskvalitet går overhovedet ikke på, hvad man har, men hvordan man føler man er og hvorledes det er; hva er det som gleder oss?” Valget faldt på Arne Næss på grund af ordenes værdi og gennemslagskraft.“œJeg fik ideen, fordi jeg er i gang med at skrive musik til en film, hvori der er et interview med Arne Næss. Jeg synes, at han er meget nem at beundre. Han er en gammel mand, der nu endelig erkender, at han måske undervurderede værdien af sine følelser og tanker for i stedet at have travlt med alt muligt andet. Citatet, jeg har brugt, kan alle sikkert forholde sig til på en eller anden måde. Det er den åbenlyse sandhed, som man nogle gange tænker på, men som der aldrig rigtig er nogen, der siger. Nogle mennesker har den tyngde, der skal til for at sige sådan noget. De får dig til at tro på det… som om det er første gang, du har hørt det i lang tid.” FremtidenTre udgivelser på tre år, et væld af priser, rosende anmeldelser og heftig koncertaktivitet. Thomas Dybdahl bryder traditionen og lader New York vente på sig.“œI første omgang skal vi ud og turnere. Vi har kun udgivet det første album i resten af Europa, så vi mangler stadig Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City. Vi kan have travlt, hvis vi vil. Det er ret luksuriøst, for vi har de her tre album, de er allerede færdige, og vi ved, at de fungerer. Så vi skal bare ud og trykke den af. Men New York… nej. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet… måske musik til film. Lige nu vil jeg gerne arbejde med noget, der ikke har noget med ord at gøre. Bare for en stund. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive om, eller hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det. Men instrumentalmusik – det vil jeg virkelig gerne arbejde med. Jeg tror, at jeg har brug for det.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York CityThomas Dybdahl, Spot10 i Århus, 04.06.04

"Det, vi søgte, var nogle sange, vi kunne overraskes af, selv om vi havde arbejdet intensivt med dem i et halvt år." Undertoner har fanget Rasmus Stolberg fra Efterklang og spurgt til tilblivelsen af bandets nye plade.

Sangerinden Maria Laurette Friis står i front for Tys Tys, en kvartet der via utallige koncerter i både ind- og udland og ikke mindst to høreværdige cd’er langsomt, men sikkert er ved at spille sig ind i hjerterne af folk med deres skæve og egenartede musik. (14.10.04) Tys Tys består af Kresten Osgood på slagtøj, Gunnar Halle på trompet, Henrik Sundh på diverse keyboards og Maria Laurette Friis som den vokale styrke. Gruppen blev dannet på Friis’ initiativ seks år tilbage, og hun har siden stået som primus motor, sangskriver og arrangør. I 2001 udgav de deres debut, der blev et så kraftigt og udtryksfuldt visitkort, at den sikrede gruppen en Danish Music Award-nominering som årets nye jazznavn. Pladen, der blot hedder Tys Tys, har tydeligt sit udspring i en europæisk jazztradition, hvor man frem for kun at lade sig inspirere af de amerikanske forbilleder også vender ørerne mod sin egen lokale musiktradition. Tys Tys emmer således af visetradition, cabaretmusik, sømandshymner og forskellige tiders pop/rockmusik. Denne cocktail bliver også rystet sammen på Go Get Some, bandets anden plade der netop er udkommet. Undertoner satte sig i den anledning på den anden side af spisebordet i Maria Laurette Friis’ lejlighed på Vesterbro for at høre om tilblivelsen af cd’en og få en uforpligtende snak om intuition, arbejdsmetoder og inspirationskilder. – Hvorfra kommer din hang til at udtrykke dig?“Begyndelsen fortaber sig i det dunkle. Jeg har altid lavet mine egne små melodier og indspillet dem på kassettebåndoptager. Musikken var til at starte med et sted, hvor jeg kunne få ting ud af systemet. Jeg havde et band i gymnasiet, hvor jeg spillede guitar og skreg”¦ Det var ret sent, at jeg begyndte at strukturere det.” I flere interviews har Friis nævnt sangere som Leonard Cohen, Billie Holliday og Bob Dylan som nogle af hendes største inspirationskilder. Det kan dog være svært at følge, når man hører hendes musik. Det kan godt være, at de som performere, har været inspirationskilder, men hvor kommer hendes melodier fra? “Hvis jeg går tilbage og lytter til de båndoptagelser, som jeg har lavet igennem tiden, er der stumper af fraser, jeg kan genkende i det, der er nu. På en eller anden måde har essensen altid været der. Det er den samme kilde, jeg trækker fra – man bliver selvfølgelig påvirket hen ad vejen. Specielt fra Henrik, Gunnar og Kresten, men også andre steder fra – jeg begyndte jo i sin tid i støjrocken, Sonic Youth, Pixies og den slags.” Melodierne kan altså sagtens have en kendt guitarlinje eller en trompetsolo som underliggende inspiration. På spørgsmålet om, hvordan hun komponerer, lægger Maria Laurette Friis ikke skjul på, at hun arbejder meget intuitivt. Hun leger nærmest musik og tekst frem: “Musikken kommer måske lidt før ordene. Pludselig er der så et ord, der passer til en bestemt tone, eller en bestemt klang – det er sjældent, jeg har en tekst færdig, og så sætter musik til den.” I forhold til melodierne beskriver Friis selv sine tekster som mere ubearbejdede; hun sætter sig ikke nødvendigvis og renskriver dem – også her lader hun intuitionen råde: “Jeg kan mærke det, når det er rigtigt,” fortæller hun, “fordi så rører det ved et eller andet. Ofte er det dog først, når jeg står på scenen eller foran de andre og skal præsentere teksten, altså i kommunikationen, at jeg finder ud af, hvad det er, den rører ved.”Dette hvad er hun dog ikke meget for at offentliggøre; hvad teksterne betyder for hende selv, finder hun uvedkommende. Hun er lykkelig, hvis teksterne giver mening for andre. Learning by doingMaria Laurette Friis’ nysgerrighed og gåpåmod har bragt hende i kontakt med de fleste af de mangfoldige opgaver, der er forbundet med at lave en cd. Go Get Some endte med at blive færdiggjort hjemme i privaten, og Friis agerede både indspilningsleder, mixer og producer. Hun gjorde alt det “forbudte”, når man har med live-jazzmusikere at gøre: “Jeg har ind i mellem forsøgt at smide det overflødige væk – introer, mellemspil osv. – for at få det til at blive strammere, men samtidig bibeholde det organiske.” For at illustrere arbejdsprocessen giver hun Sweetie som eksempel. Hendes eget snublende og prøvende klaverspil (nærmest indspillet ved et tilfælde ved en helt anden lejlighed) er blevet anvendt på udgivelsen, mens det live naturligvis er Henrik Sundh, der spiller, og hvor nummeret, med Friis’ ord, “i det hele taget er mere reelt, spillet mere rigtigt osv.” Den “forkerte” version gav mere mening i forhold til tekst og albummets karakter. – Så det er måske mere Maria Laurette Friis’ vision om denne musik, end det er Tys Tys på en arbejdsdag?“œDet er en blanding – det er jo en helt anden proces at lave en plade. Der er stor forskel på at høre en cd derhjemme og at høre et band live. Live er vi sammen om det.” Hun indrømmer gerne, at hun vil bestemme og til tider kan have svært ved at gå på kompromis. Og på spørgsmålet om drengene i Tys Tys har haft mulighed for at nedlægge veto mod hendes beslutninger, svarer hun med et skævt smil:“Ja, det har de – men der er også nogle ting, hvor det bare har været nødt til at være sådan – og hvor det måske kun har været mig, der kunne se, at det var nødt til at blive sådan”¦ Det skal dog siges, at flere har været involveret i processen undervejs, især min kæreste og min gode veninde, der har måttet lægge øre til en milliard forskellige mix, til de var ved at brække sig. Det er vigtigt at kunne vende det med andre – det har jeg lært sindssygt meget af.” Er der således ingen tvivl om, at Friis er bossen, benytter hun dog enhver mulighed til at rose sine medsammensvorne. Hun understreger gang på gang, at hun er glad og stolt over, at netop de tre musikere er med i hendes band. Samspillet de fire imellem ser hun som det primære, og derfor kan de mere tyste numre på den nye cd også sagtens udvikle sig og lyde forskelligt fra aften til aften, når bandet spiller live. “Pladen er ikke et endegyldigt udsagn; det primære er den direkte kommunikation. Det er der, jeg synes, vi er bedst,” præciserer hun. Selv om Friis altså opfatter sig mere som liveperformer end pladekunstner, har den kundskabshungrende og talentfulde sangerinde blod på tanden til at forsætte som egen producer, fordi det giver hende større mulighed for at prøve sine ideer af. Så vi andre skal ikke blive overraskede, hvis den næste Tys Tys-cd lyder på en helt ny måde. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at Maria Laurette Friis vil fortsætte sin udvikling og sin afsøgning af sin helt egen personlige vision. Læs også Undertoners anmeldelse af Tys Tys: Go Get Some

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? Foto: Jasper Carlberg (Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.) Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter. [klip][Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?] – D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt. – Men først skal I et smut til New York?Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi. – Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret. [Strubehoved?] [klip][Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.] – Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet. Foto: Jasper Carlberg – Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening. – Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi. [Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.] [klip][Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.] – Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert. – Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være. Foto: Jasper Carlberg – Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget? Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår. – Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag? Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump. [Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?] [klip][Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?] Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…Ebbe: Hvad betyder navnet?– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det. Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan. Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt. Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt. Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.– Tak, tak. [klip] [Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.] – Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst? Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade… – Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden? Foto: Jasper Carlberg Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene. – Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende? Mikkel: Nej.Ebbe: Nej.– Nej. [klip]Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur: “Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.” – Dexter & Angelina. Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

boeger