Interview

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. Handsome Family, 08.05.04, Lille VegaDa jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud. The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med. Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende. Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen. Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig. Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks. Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra. Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenJeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien. – Jamen, er de ikke allerede kommet?– Det er jeg ikke klar over.– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.– “¦– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦ Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett! – Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske! Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet. Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på. At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.“ Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås. “Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.” Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget. Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte. Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads. The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenKoncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften. Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid. Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Med to plader på samvittigheden, en fornuftig debut og en fremragende opfølger, er The Walkmen et band, man ikke bør overse. Kunstner/værk-adskillelsen træder dog i højeste grad i kraft i følgende interview – noget der måske retfærdiggør, at denne skribent træder ind imellem. (06.04.04)Kunstner og værk – det er en gylden regel, at disse to enheder bør adskilles. Der kan nemt findes dybde i sangtekster, som bandet slet ikke har tænkt over eller simpelthen ikke ønsker at eksplicitere, for måske bør værket tale for sig selv? Det er en hårfin grænse, og den er ikke altid nem at gennemskue. Dette gælder også for et band som amerikanske The Walkmen og deres frontmand, Hamilton Leithauser. “Når jeg skriver tekster,” siger han, “er det ikke en særlig bevidst ting. Hvis ordsammensætningen lyder godt, så bruger jeg den.”Det er noget af en frustrerende affejning, som følger i hælene på Bows + Arrows, The Walkmens anden plade med et ubarmhjertigt og ængsteligt udtryk. Hvor gruppens debutudgivelse balancerede melankoli med optimisme, styrtdykker Bows + Arrows direkte mod mørket. SlæbesporetDen affejende tone er måske ikke helt overraskende endda, The Walkmens problematiske slæbespor taget i betragtning. Tre af gruppens fem medlemmer var del af det New York’ske rockband Jonathan Fire*Eater, som skrev kontrakt med DreamWorks og i 1997 udgav den kommercielt oversete Wolf Songs for Lambs. Jonathan Fire*Eater var på mange måder endnu et uheldigt offer for pengemaskineriet: en gruppe af musikalske ikonoklaster som kom til en portion penge fra et major label, hvem det ikke helt gik op for, hvor kommercielt inkompatibelt bandet egentlig var – trods musikalsk stærke kvaliteter. Jonathan Fire*Eater gik som bekendt i sig selv, og tre af medlemmerne – guitarist Paul Maroon, organist Walter Martin og trommeslager Matt Barrick – skød resten af de indtjente penge i et stykke ejendom i Harlem, hvor de ombyggede et forfaldent lagerlokale til et studie ved navn Marcata. Det er blevet stedet, hvor bandet indspiller; de har fulgt eget ønske om at kunne isolere sig selv og undgå påvirkning fra omgivelserne. Leithauser og Paul Bauer, barndomsvenner af trioen, skulle snart træde ind i rækkerne, der kom til at udgøre det endelige line-up i The Walkmen. New York, New YorkMan skal ikke læse meget om The Walkmen i diverse musikmagaziner, før man støder på den nærmest klassiske overskrift for eller vinkel på den såkaldte New York-bølge. Det er den typiske musikjournalistiske jagt på sensationer fra undergrunden, og hvis man kan putte bands i kuld pga. geografisk overensstemmelse, er det vel blot som mere kød til de hungrende læsere. Lige siden The Strokes brød igennem, er New York-konceptet blevet en væsentlig populær måde at gribe historier an på om bands som f.eks. Interpol og Yeah Yeah Yeahs – og dette uden at man på den måde spilder for mange gyldne ord. Det er en association, som Leithauser er mindre tilfreds med:“Det er blevet komplet umuligt at ryste af sig,” siger han. “Og jeg vil gætte på, at folk stadig render rundt og siger det om 10 år. Som om den eneste grund til, at vi begyndte vores band, var at hæfte os på nogle andres hype.“Sammenligningerne bliver ikke mere urimelige, når man lytter til Bows and Arrows. Jovist, The Walkmen har også fundet inspiration i 70’er-navne fra den New York’ske CBGB’s-scene, og hvis man absolut skal skue i en retning, så bør det være bagud – og ikke på tværs af nutidige bands. “It’s all just a dream, man”Hvor The Walkmens forgænger Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone fremkaldte lunefulde billeder med en særlig tvetydighed, har The Walkmen på Bows + Arrows smidt al munterhed overbord. Leithauser åbner pladen med at sukke “What’s in it for me?” med Paul Maroons anslåede ekko-gennemvædede akkorder i baggrunden. Resten af pladen føles som at træde direkte i hælene på denne betrængte udgydning. Maroons guitarfraser er udslørede og ubestemte, og han sender ofte den samme akkord af sted igen og igen og udtrykker derved en følelse af panik og desperation. De rørige klaverstykker, der pyntede debuten, er blevet kasseret til fordel for hivende, begravelsesagtige orgler. Bows + Arrows er en rockplade, som bestemt dyrker afmagten.Hvis der er et opsummerende statement på Bows + Arrows, dukker det op halvvejs gennem den bidende The Rat. Maroon fremkalder et pludseligt vindstød af guitarakkorder, mens Leithauser træt beklager sig: “When I used to go out, I knew everyone I saw. Now I go out alone, if I go out at all.” Det falder ud som et opgivende suk, den slags som får musikskribenter som undertegnede til at spidse ørerne ekstra meget. Men ifølge Leithauser er det helt tilfældigt. “Jeg ved ikke engang, hvad den linje betyder. Teksten til den sang stykkede jeg sammen i en kort pause. Det passer godt sammen, og jeg kan lide det.“ Det ville være en anelse nemmere at tro ham, hvis ikke det var for, at resten af pladen snurrede om den samme opgivende akse. Igen og igen taler Leithauser om at være blevet snydt og bedraget og skubbet ned i mudderet, mens han forsøger at overbevise sig selv om at “It’s all just a dream, man. It’s all just a dream.” Hvor andre bands hylder dekadencen, lyder The Walkmen på positiv vis ganske udbrændte. Denne slags klatøjet træghed løber stik mod bandets oprindelige hensigt.“Den oprindelige plan var at lave en rockplade – noget som rev og flåede i lydbilledet. Vi ville bare have ren rock fra start til slut. Det blev bare anderledes, da vi først kom i gang i studiet.“ En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er at finde sidst inde på pladen i den nedbarberede, følsomme Come on, Siobhan. Over et klingende barklaver skuer Leithauser ud over et New York, der er ved at lukke ned for natten, mens gaderne fyldes frem mod morgenen med folk.“Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved den sang, er, at hvis du lytter til den i høretelefoner, så lyder den præcis, som den gjorde i lokalet, hvor vi indspillede den. Planen var at spille så blødt som muligt uden at forfalde helt til stilhed.” Men spørges der ind til en bestemt intention med sangen, er der ikke flere svar at hive ud af Leithauser. På en måde er det en skam, at Leithauser ikke søger eller ikke vil indrømme en dybere mening med musikken. Det kræver ikke nogen doktorgrad for at se kvaliteterne i Bows + Arrows; men måske er Leithauser et godt eksempel på, at man bør adskille værk og kunstner og ytringerne fra begge. Læs også Undertoners anmeldelse af The Walkmen: Bows + Arrows

Den danske folkrock-gruppe The Violet Hour står på trapperne til at udgive deres første fuldlængde, Lazarus. Undertoner har lagt ører til de triste melodier og talt med bandet om pladen og bandets konsekvente, men legesyge sangskrivning. 26.04.03 Den københavnske kvartet The Violet Hour går med største sandsynlighed derhjemme og tripper utålmodigt. Deres efterhånden længe ventede plade har fået udskudt sin udgivelse op til flere gange pga. den slags problemer, som tilsyneladende skal opstå, når alt synes at være på plads. Når man tror, at den spritnye båd endelig kan testes på vandets overflade, opstår uventede tyfoner, og The Violet Hours båd står endnu på land – tør og nymalet. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til den snarligt kommende plade Lazarus og kan med stor glæde anbefale den til de læsere med hang til trist folkrock. Lazarus er præget af en varme og et væld af spændende instrumenter, så der gemmer sig masser af lag i musikken.Jeg følte mig overbevist om, at der måtte gemme sig en god historie eller to i bandet. The Violet Hours sanger og sangskriver Daniel Rastén befandt sig et sted i Sydamerikas tropiske klimabælte, så jeg hev fat i de tre øvrige medlemmer, Jonas Jensen, Jan Petersen og Simon Rastén, til en hyggelig snak over kaffe og Jason Molina på anlægget. The Violet Hour er et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske musikscene. De har kun udgivet en EP, på hvilken man godt kunne høre, at det var et band i opstartsfasen. Men siden da har det været et band i en rivende udvikling. Bandet har svedt i øvelokalet og er nået frem til en samling sange, et resultat der går under navnet Lazarus. Det lille hus på landetVed indspilningen af Lazarus valgte The Violet Hour at isolere sig i et hus på landet, hvor de kunne larme i fred og indspille på egne betingelser, som og når de havde lyst.“Vi tog af sted i en bil med en helvedes masse grej til et hus langt ude på landet,” fortæller bandets guitarist Jonas Jensen. Det var midt i den danske sommer sidste år, hvor den dovne varme sneg sig op omkring 30 med strømme af svedperler. Derfor valgte bandet at indspille de fleste af numrene midt om natten; det tidspunkt af døgnet hvor bandets musik også giver mest mening. Isolationen på landet åbnede for sådanne indspilningstidspunkter, uden at bandet ville forstyrre omgivelserne – eller omvendt.“De eneste naboer var et autisthjem ikke så langt derfra, og de klagede ikke,” griner Simon Rastén. “Og ham på den anden side af vejen havde et æsel, der stod og skrydede hele tiden. Det prøvede vi at få med på optagelserne, men det ville aldrig skryde, når det skulle. Sådan er det med et æsel.” “Stædige bæst,” stemmer Jensen i med et skævt smil. Legen med instrumenterThe Violet Hours folkrock indbyder til brug af en masse instrumenter, noget som bandets musikalske legebarn og multiinstrumentalist Jonas Jensen også gjorde nyttigt brug af.“Når vi havde lagt planer for, hvad vi skulle indspille med det ene og det andet instrument, så havde Jonas lige pludselig fundet en harmonika frem, og så kom der pludselig 4-5 instrumenter på. Så måtte vi tage den derfra,” fortæller Jan Petersen, tydeligvis kun glad ved det impulsive “barn” i bandet.Jonas Jensen har opbygget en større samling af forskellige instrumenter – “en hobby,” fortæller han – og det lader sig bestemt høre på Lazarus. Bandet tæller ihærdigt på fingrene og når med lettere besvær frem til et dusin forskellige instrumenter, der blandt andet inkluderer banjo, harmonika, mandolin, trompet, flugelhorn, mundharmonika, sav og kontrabas.“Vi har en idé om, at gamle instrumenter er lidt mere spændende,” fortæller Simon Rastén. “Vi har faktisk også en rytmeboks med,” indskyder han pludseligt med en lige så pludselig begejstring. “Men det er også en ældgammel sag fra 70’erne.” En kort pause opstår, hvorefter han bryder ud i en kort latter: “Det er jo det, de unge vil have. De vil have rytmer. Det er jo det, de kalder e-lec-tro-ni-ca nu om dage.” Han afbrydes muntert af Jan Petersen: “Ja, hvis vi vil have de helt unge med, så…” griner han med en slet skjult reference til folkrockens ældgamle tradition.Selv om man har fat i den lange ende af traditioner, skal man ikke vægre sig fra at eksperimentere og lege – det synes i hvert fald at være en usagt idé i hovedet på de fire musikere i The Violet Hour. Jan Petersen mindes indspilningen af den første EP, hvor Jonas Jensen råbte ned i en vandkande: “Det turde vi simpelthen ikke lade komme med på indspilningen.” Jonas Jensen retter sig ubekvemt op i sofaen og lader sit forfjumskede smil falde over i en mere alvorlig mine: “Altså, selve grundkernen er Daniel og hans akustiske guitar. Han skriver teksterne, og han kommer tit med et oplæg. Så egentlig er det ret spartansk. Men når musikken går så langsomt, som det er tilfældet, så bliver det intet problem at finde plads til de mange instrumenter.“ LazarusLazarus er titlen på The Violet Hours kommende plade, og man behøver ikke at være særlig belæst for at ane, at der gemmer sig en reference heri. Man kan godt mærke på bandet, at de savner Daniel Rastén, når spørgsmålene begynder at falde på de tekstlige elementer.“Daniel henviser altid til, at det er postmodernistisk,” fortæller Jonas Jensen. “Historien om Lazarus omhandler jo manden, der får en chance til for at begå sig i denne verden.” Jonas Jensen læner sig påny tilbage i sofaen som for at indikere, at nu har han taget sin tørn med at svare på tekst-relaterede spørgsmål. ” Man kan bare høre vores plade i stedet for at læse den skide bog,” griner Jan Petersen og fejer samtidig en oversmurt bibelsk forståelse af vejen.På frontcoveret af Lazarus kan man se et fotografi af et smadret spejl, en symbolik der næppe lader sig misforstå. De øvrige to kigger på Simon Rastén, som elegant opsummerer: “Med titlen in mente skal det fortælle, at man godt kan komme videre, selv om noget er gået i stykker.“Drengene fra The Violet Hour er bredt ud enige om, at det tekstlige univers er vigtigt, og der er hos dem tydeligvis en forsigtighed over for tekster, man ikke selv har skrevet. De mener, at der hviler et personligt islæt i sangtekster, hvorfor det naturligvis bør være ham, der skriver teksten, som også synger den, for hvem ved bedre end han, hvad det handler om. Måske er det også derfor, at bandet er ret forbeholdent over for at skulle udtale sig om en anden mands udtryk. Men på det generelle plan kan de alle være med. “Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at sangene skal have gode tekster, også fordi vores musik lægger op til hele den tradition,” siger Jonas Jensen. “Det med teksterne er Daniels eksklusive domæne.” Simon Rastén fortsætter tankegangen: “Hvis vi andre finder nogle akkorder, som går godt sammen, så begynder Daniel bare at synge og falde ind i en eller anden tekst, han har skrevet. Han skriver enormt meget, så han har altid et eller andet liggende.” “Vores funktion i bandet er at spille op til hans tekster – at lægge baggrundsmusik til, at prøve at formidle det videre,” konkluderer Jan Petersen. Popmusikkens formkravAlle bands har ambitioner, men ambitionsgraden er selvsagt forskellig fra band til band. I tilfældet The Violet Hour vil man ikke underlægge sig popmusikkens formkrav og derved gå på kompromis. Holdningen er klar fra Jan Petersens side:“Jeg synes ikke, at popmusik har været synderlig interessant siden 80’erne. Et fint popnummer kan man altid lide, men efter at have hørt det bare to gange, så er man allerede træt af det. Bare spørg The Voice om det; de bytter jo det ud efter tre uger alligevel. For os går det ud på at spille interessant musik, og jeg tror, vi er enige om, at popmusik ikke lige er vores ende af skalaen.“Størstedelen af The Violet Hours sange placerer sig på den, med radioindustriens synspunkt, forkerte side af de tre minutter varighed. “Hvis vi nu spillede i samme tempo, som sangene på The Voice kører, så ville vi faktisk holde os under to minutter. Men vi spiller jo langsomme sange, så sangene har en tendens til at blive det længere,” fortæller Simon Rastén.“Det er da også rart at have noget, man kan dvæle ved,” fortsætter Jonas Jensen. “Folk render jo rundt med stress, og vi lever i en forjaget tid. Og det må vi være nogle, der tager konsekvensen af. Vi spiller jo ikke denne retrorock, hvor der er fut på, og hvor teksterne ikke er så dybe, men hvor alting bare handler om at have det sjovt. Selvfølgelig handler det også om at have det sjovt, men det handler også om at slappe lidt af og nyde turen.“ Interviewet synes konstant at dreje sig omkring genren, som bandet bevæger sig inden for, samt sangenes rolige tempo og eftertænksomhed. Det ligger usagt i luften, men vi vender konstant tilbage dertil. Så lad os dog gribe emnet fat om halsen og høre, hvor bandet selv synes, de hører hjemme på den danske undergrundsscene.“Det, jeg godt kan lide ved vores band, er, at jeg aldrig har hørt noget lignende. Og det er jeg egentlig glad for,” lyder det selvsikkert fra Jan Petersen. “Vi har ikke forsøgt at ramme en bestemt målgruppe på den danske indiescene. Når vi har været ude at spille, har der været folk på 50 år, som har syntes, at det har været helt vildt fedt. Og for mig er det sgu’ ikke vigtigt, om det er folk, der sidder og læser Undertoner hver dag, eller om de læser National Geographic. Hvis bare de kan lide pladen, så er det fint nok.“Drengene fra bandet er ganske spændt på, hvordan pressen modtager pladen. Således udtrykker Simon Rastén det, og Jan Petersen nikker ivrigt: “Det er en plade, der kan blive bedømt lige fra det dårlige til det gode. Det er måske også meget godt; så har man lavet en plade, der stikker ud. Man ved jo aldrig, om gode, gamle Steffen Jungersen er klar på det her. Fra Iron Maiden til The Violet Hour – der er alligevel et stykke vej, ikke?” griner han. The Violet Hours fremtidige planer, efter Lazarus er smidt på gaden, er turen ud på landevejene. “Vi er, for at citere Povl Dissing, bare nogle tossede spillemænd, der spiller for enhver. Vi vil bare gerne og at spille så meget som muligt,” siger Jonas Jensen. Læs også Undertoners anmeldelse af The Violet Hour: Lazarus

Undertoner har mødt det svenske band Shout out Louds, der overraskende nok var meget afdæmpede og nede på jorden. (01.04.04)Det svenske band Shout out Louds er det tætteste, man kommer på rigtige rockstjerner – uden overhovedet at være i nærheden af det. De spiller musik, der er rocket nok til at være levende og poppet nok til at være interessant. De gør det for deres egen skyld, men elsker når en enkelt fan fortæller dem, hvor meget musikken betyder for ham. De er almindelige mennesker, lige bortset fra at de kan lave fængende melodier og åbenhjertige tekster. Og så havde de i øvrigt opgivet nogensinde at blive kendte. Shout Out Louds er ikke et band, der går efter at revolutionere musikscenen, men når man møder dem, finder man ud af, at det ikke nødvendigvis er noget, man kan have imod dem. Selv om der både er elementer af The Strokes, The Cure og Built to Spill i deres musik, er udtrykket stadig bandets eget – en tilgang som, selvfølgelig, også er vigtig for dem. Bliver I irriteret over at blive sat i en kategori som et band i garagerock-bølgen? Jeg synes ikke, at vi er et garagerockband. Og i det hele taget synes vi nok bare ikke, at det betyder noget, om man tilhører en speciel genre. Men det hænger måske også sammen med, at vi selv er så dårlige til at proppe den musik, som vi selv hører ned i bestemte kasser. Vi kan lide det, og så tænker vi ikke over, hvilken genre det tilhører. Vi lytter i hvert fald nok mere til pop end til garagerock, og i det hele taget lytter vi til forskellige ting og bliver så inspireret af dem. Nogle gange kan man lide rytmen i en sang, guitaren i en anden og noget helt tredje i en tredje. Det er ikke noget specielt band, som vi ser op til; det er snarere musik i almindelighed. Man ser op til nogle ting, men det udtryk vi har, er ét vi selv vælger – noget der passer til os personligt. Bliver I påvirket af anmeldelser?Ja, vi læser dem i hvert fald. Især i starten var man jo meget spændt på, hvad andre mennesker syntes om ens musik. Men det påvirker da én, når man læser dårlige anmeldelser. Men ok, man vænner sig til det. Det værste er sådan set ikke nødvendigvis, når folk skriver dårlige anmeldelser, men når anmeldere skriver dårligt – altså anmeldelser hvor der ikke er tale om konstruktiv kritik. Når man kan høre, at anmelderen ikke har lagt energi i at lytte til pladen. Et eller andet sted synes jeg også, at det er ærgerligt, at der bliver skrevet så meget om musik. Altså forstået på den måde at alt bliver analyseret sådan, at folk ikke får chancen for at opdage det selv længere. Er I blevet overraskede over at stå på den anden side lige pludselig – altså at gå fra at være musiknydere til at være nogle som folk bedømmer? Jeg syntes, at det var lidt underligt i starten. Altså, vi har jo været vant til, at det var vores sange. Men nu er det ikke kun vores egne længere, nu er det lige pludselig også alle mulige andres. Jeg skriver jo sangene for mig selv, og derfor er det temmelig underligt og svært at sidde og snakke om musikken. Det er svært at blive bedømt på den måde. Er I overraskede over, hvad folk synes?Ja, fordi vi har haft vores billede af, hvad sangene betyder, og så er det lidt underligt, hvis folk har en helt anden opfattelse. Men på den anden side er det jo det, der er meningen – altså, at folk skal have deres egen opfattelse. Det er sjovere, at man selv skaber sin mening om sangen. Det er også derfor, at det betyder mere, hvis en fan siger, at han eller hun kan lide vores musik, end hvis en anmelder gør det. En anmelder skal have en holdning til musikken, men en anden person behøver egentlig ikke at have en holdning til det, og derfor betyder det meget mere, hvis vedkommende af sig selv siger, at det er godt. Man kender fra sig selv, at man kan få en bestemt følelse i kroppen ved at lytte til noget bestemt musik. Og at folk kan have det sådan ved at lytte til vores musik, det er lidt underligt – på den gode måde altså. Hvorfor begyndte I egentlig at spille musik?Vi begyndte bare for sjov skyld. Vi begyndte bare, fordi vi syntes, det var sjovt at spille i band. I dag har det ændret sig lidt. Nu handler det også meget om sangskrivningen – om at skabe musik. Vi kan kort sagt godt lide, når vi kan skrive nogle gode sange. Er der en forskel i jeres indstilling fra dengang, I begyndte til nu, hvor I er blevet mere kendte?Ja, for det første så tager musikken en større del af vores tid. Man bliver afhængig af at spille musik. Vi har jo alle drømt om at blive rockstjerner, men vi havde nok også alle opgivet den drøm, lige inden vi gik i gang. Vi mente, vi var blevet for gamle, og at der ikke var nogen chance for at blive kendte. Vi droppede den drøm og begyndte at spille bare for sjov. Har I så et større pres på jer nu?Nej, jeg synes faktisk mere, at der er større inspiration. Nu har denne plade ( Howl Howl Gaff Gaff) været ude så længe, at folk kender den, og man er ivrig efter at vise, hvad man også kan. Man har fået foden inden for døren med denne plade, så nu er presset mindre. Læs også Undertoners anmeldelser:Shout out Louds: 100 Degrees EPShout out Louds: Howl Howl Gaff Gaff

Jason Molina fortæller om, hvorfor han har lagt Songs: Ohia-projektet på hylden og nu starter et decideret band med samme navn som Songs: Ohias svanesang, Magnolia Electric Co. (05.04.04)“Songs: Ohia er et overstået kapitel,” fortæller manden bag, Jason Molina, “Det var ikke et band fra starten – og så vidt jeg kan se, ville det aldrig blive til et egentligt band. Nu vil jeg gøre brug af navnet ’et-eller-andet Electric Co.’“ Electric Co.-konceptetDen første udgivelse i Molinas planlagte serie af Electric Co.-plader var angiveligt det syvende og altså sidste Songs: Ohia-album The Magnolia Electric Co., der blev udgivet sidste år. Selv om pladen, der blev optaget hos Steve Albini i hans Electrical Audio Studio i Chicago, blev afsat som en Songs: Ohia-udgivelse, var projektnavnet ikke til at se nogle steder på coveret – præcis som Molina havde planlagt det.“Det sætter mere fokus på samlingen af musikere på pladen,” forklarer Molina med henblik på Electric Co.-konceptet. “Hver gang jeg har samlet et band til en plade, har det været ved den ene plade alene; de samme musikere er aldrig med på den næste plade, jeg har lavet. Eftersom jeg er midterpunktet fra plade til plade, virker det som om, at min person har fået alt for meget fokus. Det fjerner meget fra musikernes bidrag, og alt bliver lagt over på mig. Jeg har aldrig villet have det til at handle om mig. Songs: Ohia har været et 10-årigt eksperiment med at lave musik på den måde, og nu vil jeg lave noget anderledes.“ De fleste af Songs: Ohia-inkarnationerne har lagt musik til Molinas tendens til et sammenkog af Neil Young og Bonnie “Prince” Billy med et roterende hav af backingmusikere, der i det store hele har budt på en konstant lydmæssig diversitet, som Molina flettede ind i hver af sine indspilninger.“Jeg skriver musikken og teksterne og sammenstykker til sidst et band,” siger Molina. “Jeg skriver nærmest musikken i samme øjeblik, som når jeg prøver at komme i tanke om, hvem der bedst ville kunne spille med på den, og så ryger den direkte ned til produceren. Det er måske en fej måde at arbejde på, fordi jeg ikke lægger alle byrder på mine egne skuldre, men ens ego bør aldrig være en del af musikken.“ Den tyste PyramidSom det tidligere har været tilfældet, vil året 2004 afsløre flere Molina-projekter. Det fine Neil Young’ske værk fra sidste år, Magnolia Electric Co., blev fulgt op af den tyste soloplade Pyramid Electric Co., som blev indspillet for to år siden sammen med den faste Saddle Creek-producer, Mike Mogis. “Jeg tænkte på et tidspunkt, at det kunne være lækkert med nogle band-arrangementer på nogle af disse sange,” siger Molina om Pyramid-materialet. “Men Pyramid var sådan en rigtig sælsom session. Jeg sendte fancy demoer rundt, som var indspillet i et rigtig rart studie, og alle sagde ’lad det være, som det er.’ Det er ikke en egentlig typisk soloplade. Den er virkelig mørk og tungsindig – også selvom det bare er mig med en elektrisk guitar.“ Molina er for nylig taget tilbage i Albinis Electrical Audio Studio for at arbejde på det næste Magnolia Electric Co.-album, som vi formentlig får at høre senere i år. Læs også Undertoners anmeldelser af:Jason Molina: Pyramid Electric Co.Magnolia Electric Co.: Trials & ErrorsMagnolia Electric Co.: What Comes After the Blues

Undertoner har sat Kim Oxlund fra det danske pladeaktuelle band Windermere i stævne med en række spørgsmål om den nye plade The World Is Here og arbejdsgangen som dansk indieband. 25.03.04Undertoner har sat Kim Oxlund fra det danske pladeaktuelle band Windermere i stævne med en række spørgsmål om den nye plade The World Is Here og arbejdsgangen som dansk indieband. Hvorfra stammer jeres navn?Navnet Windermere går omkring fem år tilbage, da jeg startede det som et triphop-projekt med en sangerinde. Vi nåede at lave en demo, og Thomas, den nuværende trommeslager, var inde over det for en kort periode. Han valgte dog at hoppe fra pga. travlhed. Cirka et halvt år efter havde jeg stoppet projektet og ledte efter noget nyt. Jeg stødte ind i Thomas til en fest, og vi blev enige om, at det kunne være interessant at blande mine elektroniske ting med hans band Maroc Sevens engelske guitarlyd. Vi blev i en kort periode til Maroc Seven, men da den anden guitarist, Hans, tog til USA i seks måneder, fik jeg de andre med på at ændre navnet til Windermere og spille nogle af mine sange. Men ellers er Windermere navnet på Englands største indlandssø. Det er for det første et meget stort, men også meget poetisk og smukt naturområde. Det var blandt andet her en masse af romantikkens digtere residerede og fandt deres inspiration. Oscar Wildes skuespil, der også bærer en del af navnet, handler om at finde sin plads i tilværelsen og tillid og loyalitet over for sine nærmeste. Alt sammen temaer og billeder der beskriver det poetiske sprog i vores musik på bedste vis. Jeres musikalske udtryk synes at indeholde store mængder af melankoli og længsel, og teksterne synes at have to gennemgående nøgleord, afmagt og hedonisme – hvor kommer al dette vemod fra?Pladen er blevet meget intens, eftertænksom og også meget ærlig i udtrykket. Den omhandler jo alle de basale emner, vi alle kommer ud for fra tid til anden. Kærlighed, mangel på samme, loyalitet og søgen efter glæde med de midler, man nu engang har til rådighed. Jeg har personligt brugt de sidste seks år på at slippe væk fra en meget kaotisk opvækst, og der har musikken altid været det vigtigste holdepunkt – og det afspejles selvfølgelig. Men vi søger altid at få både musik og lyrik til at afspejle hinanden og går meget op i, at der er en mening bag. Nok også en af grundene til at vores sange generelt er meget længe undervejs. Meget peger i retning af dig som det store maskineri, der holder Windermere i gang. Du har lavet artwork, mixet den nye plade, og det er også dig, der skriver musikken. Alligevel lyder I meget som et band. Hvordan er jeres arbejdsproces? Vi lyder først og fremmest som et band, fordi vi er et band – en kollektiv enhed hvor alle har deres meninger og bliver hørt. Jakob og jeg er nogenlunde ligeligt ansvarlige for teksterne, mens størstedelen af pladens musik kommer fra min hånd. Og det skyldes i stor grad den måde, vi hidtil har arbejdet på. Fra vi startede og stort set op til pladens indspilning har det fungeret på den måde, at jeg kom med nogle indspillede keyboardspor ofte med guitar og vokal, hvor det meste nogenlunde var på plads. De andre havde så allerede fra starten en skitse til, hvad de skulle spille. Nogle sange har så beholdt grundidéen nogenlunde, mens andre er blevet rekonstrueret fuldstændigt. En enkelt er endda fra før min tid, som vi så har arbejdet videre på op til pladen. På det seneste har vi så lagt den arbejdsproces lidt på hylden og koncentreret os om en lidt mere kollektiv sangskrivning. Det giver selvfølgelig langt mere frihed til at lægge et personligt præg på musikken og udnytte de enkeltes idéer, når de kommer. Men jeg tror egentlig, det har været en sund måde at gøre tingene på fra starten af, da det har hjulpet os til at blive en meget sammentømret enhed på relativ kort tid. En måde at holde fokus og lære at forstå hinanden som musikere. I har fået Soma Allpass med på cello. Hun synes at være en populær gæstemusiker at gøre brug af?Ja, men hun har jo også udgivet sin soloplade på vores selskab. Hende og Maurice har kendt hinanden i mange år, så det syntes som et meget naturligt valg. Men hun er en meget dygtig cellist og har en stor forståelse for hurtigt at få éns tanker og idéer ud gennem strengene. Hvordan endte I hos Iwave? Hvad er Iwave for et selskab?Iwave er et lille enmands-pladeselskab, der er relativt nyt. Maurice (ejeren) har været ansat som A&R-mand hos Mega Records i 10 år og arbejdet sammen med nogle af de bedst sælgende folk i branchen. Jeg har kendt ham i en del år efterhånden, lige siden han fik interesse for et elektronisk pop-projekt, jeg lavede nogle år tilbage. Han var dog også interesseret i Windermere, men mente at han ville gøre mere skade end gavn ved at bryde ind på daværende tidpunkt. For et år siden dukkede han så op til vores koncert på Studenterhuset og fik os overtalt til at booke en weekend i Woodhouse i Vanløse til at indspille denne plade. Oprindeligt amerikaner var han en god hjælp til at få finpudset teksterne, så de blev så klare og direkte som muligt. Han er meget dedikeret til musikken og har endvidere været en rigtig god støtte for mig under det halve år, det efterhånden havde taget mig at mixe pladen. Hvad kan man forvente af jeres liveshows?Vi søger altid at give publikum en meget intens oplevelse og et nærvær. For os er stemningen det altoverskyggende element i musikken, så hvis vi kan få hevet folk med ind i musikkens univers i stedet for bare at underholde, er det den bedste oplevelse, vi kan have af en koncert. Men live er udtrykket en del mere støjende end på plade. En af de vigtigste ting er dog, at publikum ikke går hjem med den fornemmelse, at de bare kunne have hørt pladen derhjemme i stedet. Hvordan vil du placere jer som band på den danske indiescene?Svært spørgsmål da folks kendskab til os selvfølgelig stadig er relativt småt. Men forhåbentlig som et solidt og eftertænksomt kendskab i en tid hvor scenen synes at interessere sig mere for stil og attitude end det, der egentlig burde være holdepunktet: kærligheden til musikken og det den kan gøre ved én. Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here. Link: Windermeres hjemmeside

Hovedparten af den dansk stab af folk-sangere har altid haft lettere ved at tale til fadølsgenet fremfor følelserne hos publikum. Men Lasse Vestergaard, en ung sangskriver fra Aalborg, lader til at være den, der skal gøre dansk folk-musik både sober og seriøs. 08.03.04 Lasse Vestergaard udgav i 2002 solodebuten Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell. Den 24-årige lærerstuderende fra Aalborg havde få år forinden fungeret som forsanger i rockorkestret Daisy, der på den tid var blandt frontløberne for den nordjyske undergrundsscene. En scene der i så mange år havde levet i lidelse og tort i skyggen af en tonstung heavymetal-scene, provinsiel fadølsrock, beruset syng-med-mentalitet og brægende røvballerock. Det lykkedes aldrig for hverken Daisy eller andre af Aalborgs spirende indie- og rockorkestre at nå op til overfladen og nå det bredere gennembrud, som mange af dem egentlig fortjente. I stedet for at koncentrere sig om sit lærerstudie valgte Lasse Vestergaard efter bruddet med Daisy at arbejde videre med sin egen sangskrivning, og selv om singer/songwriter-fænomenet længe har været direkte synonymt med lokalradio-troubadourer, ufarlige familiefestivaler og halvtomme forsamlingshuse, var Lasse alligevel blevet så betaget af genren, at der ikke var anden udvej end at tage kampen op mod de fordomme, folk end måtte have over for denne genre. Få tøserne til at holde kæftSongs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell viste, at Lasse Vestergaard bestemt havde talentet til at skrive fine folk-melodier. Størstedelen af sangene på debuten lå i den mere poppede ende af skalen, og selvom der hen ad vejen manglede en stram vision med de folk-inspirerede popsange, var de alligevel af en så høj kvalitet, at man ikke var et øjeblik i tvivl om, at talentet var stort. Vestergaard ønskede ikke at binde sig rent musikalsk, og det var primært et ønske om at høre sine egne sange i endelig indspillet form – at stå med sin egen plade i hånden, der var Lasse Vestergaards egentlige incitament til at udgive Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell. Debuten gav desuden Lasse Vestergaard den uvurderlige mulighed for at tage sine sange med ud i landet, og en omfattende turné på landets caféer og mindre spillesteder gav Lasse Vestergaard troen på, at sangene trods alt indeholdt en vis værdi. Også selv om det krævede et stort mod af den unge sangskriver – han skulle nu stå alene på en scene med sine sange for første gang. “Men når jeg kunne få tre storsnakkende tøser til at holde kæft under en sang, måtte jeg jo have gjort noget rigtigt,” siger Lasse Vestergaard om jomfruturnéen, der skulle teste, om sangene også kunne holde vande, når de skulle leveres live. Et skridt ad gangen-procesPå Tracks har Lasse Vestergaard imidlertid fundet et udtryk, der er langt mere modent, end man kunne forvente af en sangskriver midt i tyverne. Han har taget trygt ophold i samme retning som den country-inspirerede folk-musiks bedste sangskrivere, og Lasse Vestergaard befinder sig ikke langt fra Richard Buckner, Tim Easton og Ryan Adams. Om den musikalske tilblivelse af Tracks fortæller Lasse Vestergaard:“Jeg har været et helt andet sted både musikalsk og personligt. Jeg har dyrket et renere udtryk, arrangementerne er ikke fastlåst, og der har været stor plads til udfoldelse og improvisiation. Pladen er jo indspillet live, hvilket vil sige, at hver enkelt sang som regel er blevet lavet i fem eller seks versioner, hvoraf den “œbedste” er blevet valgt ud. Tiden har været kort i studiet; det egentlige arbejde har bestået i at vælge de rette versioner af sangene. Det rette feel, groove og udtryk har betydet mere end småfejl og musisk perfektionisme. Vi har også i højere grad valgt de takes af sangene, som på en eller anden måde skillede sig ud – både godt og skidt.“ Grundreglen i sangene på Tracks har været kravet om, at de har skullet fungere med kun Lasse Vestergaards guitar. Det har betydet, at det ikke har været nødvendigt at tænke i arrangementer eller instrumentation under selve sangskrivningsprocessen. Det har kun været melodi, tekst og udtryk, der har været afgørende om, hvorvidt Lasse har fundet sangen holdbar. “Jeg kalder det for ‘et skridt ad gangen’-processen – måske noget medfødt nordjysk, jeg ved det ikke. Men det er sangene, der bærer en plade fremfor den rette produktion og lyd. Dermed ikke sagt at lyden ikke spiller en rolle, men jeg har helt overladt produktionen til Jacob Froberg. Jeg ved, at han har bestræbt sig meget på at ramme en amerikansk lyd og bevidst undgået den alt for kendte danske/europæriske lyd.” Plads til dobroSelv om sangene på Tracks først og fremmest er skrevet til Lasses egen guitar, udgør Lasses orkester, The Red Light People, en vigtig del af sangskrivnings- og indspilningsprocessen. Der er især gjort god plads til brugen af dobro, den umisgenkendelige amerikanske slideguitar (et instrument som har fået sin renæssance efter de seneste års bluegrass-revolution).“Jeg tror, at alle komponister gerne vil høre deres værker spillet af et orkester. Glæden ved at spille musik ligger for mig lige så meget i at spille sammen med andre som i at komponere. Og en god sang bliver bestemt ikke værre af at blive spillet af dygtige folk. Bandet tilfører jo sangene noget nyt, et helt andet andet præg. De repræsenterer den del af pladen, der svinger og rocker, hvorimod at jeg som solist repræsenterer den mere ærlige og enkle udtryksform – et minimalistisk og mere indadvendt udtryk.“ Det kan umuligt diskuteres, hvorvidt Lasse Vestergaards brug af dobro tilfører Tracks et udtryk, der peger i retning af country.“Jeg har dog aldrig været meget for den rendyrket country-stil. Men heldigvis er jeg jo vokset op med alternativ country i form af Dolly Partons Jolene og senere Violent Femmes, Whiskeytown og alle de andre. Det har været den eneste form for country, jeg har været optaget af. Jeg har ikke forsøgt at sammensætte punkens spillemåde med country, som efter sigende skulle være den rette opskrift af alt.country. Jeg har snarre forsøgt at benytte de redskaber fra countrymusikken, som siger mig noget, i en mere rocket facon. Især med musikken som country og vokalen som mere rocket.“ Svære følelserPå det lyriske plan skinner det tydeligt igennem, at Lasse Vestergaard er blevet voksen. Måske endda lidt for hurtigt. En personlig tragedie satte sidste år et midlertidigt stop for indspilningerne af Tracks. At sorgen så har givet sangskrivningen et ekstra skub er tydeligt i den let vemodige tone, der præger sangene.“Pladen viser, hvem jeg er nu, og hvem jeg har været det sidste års tid. Den vidner om gode tider og svære tider. Den er blevet en slags erindringsskildring for mig, og jeg tror, den rummer mange af de følelser, man møder i et liv; glæden ved kærligheden og livet og frustrationen og vreden over kærligheden og døden. Den er samtidig blevet en personlig hyldest til en meget speciel person, jeg har mistet. Den slags følelser er jo som bekendt svære.“ En sang om ugenAlligevel kredser Lasse Vestergaards sangskrivning snarere om et næsten naivt forhold til kærligheden end om tab og tragedier. Der er ingen bitterhed i sangene, men i højere grad en afklarethed i forhold til livet og kærligheden. Men samtidig når Lasse også momentvis op i forelskelsens lyserøde skyer med nyt mod, ny energi. Og ligesom sorgen ofte afspejles i Lasse Vestergaards sørgmodige sange, finder glæden også sin rette vej ind i pladen. Det kan høres på den svingende og rå As Pretty As Last Night, der tempofyldt tæsker derudad med den autentiske dobro-lyd i bagagen. Uden at se sig tilbage.“Jeg har prøvet at skrive mindst én ny sang om ugen. Derfor spreder sangene sig over et helt år af mit liv. Nogle af dem har været lette at gå til, mens andre har været sværere at skrive. Når man har med følelser at gøre, er det jo ikke altid lige let. Jeg har altid været optaget af ikke at lave en ‘greatest hits plade’, hvor det er de enkelte sange, der fortæller historien. En plade skal hænge sammen og i sin helhed fortælle en historie.“ Samme person bag sangenLasse Vestergaard nævner selv en lang række inspirationskilder, der strækker sig fra hans mangeårige fascination af Bob Dylan og Neil Young til fællesskabet med vor tids singer/songwriter koryfæer som Ryan Adams, Ron Sexsmith, Matthew Jay og Elliott Smith. Fælles for disse er i følge Lasse Vestergaard blandt andet det underspillede og kantede.“Jeg har lyttet meget til musik, der fremstår ærligt, let, direkte og udtryksfuldt. Jeg har ladet mig fascinere meget af underproducerede ting, mere alternative og mere lofi, end jeg tidligere har gjort. For mig betyder begrebet singer/songwriter, at musikken bliver leveret uden om mellemmand. Forstået på den måde at det er én og samme, der har følt, skrevet, sunget og spillet sangene. Det er en ren form for udtryk, hvor sangen bliver behandlet, som den er ment! Jeg siger ikke, at mine sange er leveret perfekt i mine versioner, men sådan er de nu engang ment.” “Mit mål med musikken er, tror jeg, at skrive en sang, der vil kunne stå alene, en sang som 91% af befolkningen vil kunne genkende på den ene eller den anden måde. Men jeg skriver først og fremmest for mig selv! Men netop derfor ville det også være fedt at ramme en følelse, som går igen hos folk.“ www.lassevestergaard.dk

Undertoner har mødt det københavnske rockband Jaguar til en snak om Paidea, shawarma og alt det ind imellem. 25.02.04 I en verden hvor musik ikke bare er tapet på væggen eller noget, man vasker op til. Fra et land hvor alt er yndigt, og ingen tror, de er noget. I en tid hvor alle bliver voksne, men ingen er det, kommer et band med gode melodier og alt og intet på hjertet. Et band som er seriøse med hvad, de laver uden at tage sig selv alt for seriøst. Fem drenge i tyverne med fødderne fast plantet i rockmusikken, hovederne svævende på melankoliens smukke skyer og hjertet på det rette sted. De fem spiller musik, fordi de har lyst. Lyst til at underholde, lyst til at begejstre. Lyst til at lave noget der giver mening – både for dem selv, men forhåbentlig også for de folk der lytter til dem. De vil gerne lave musik, der får både hjerne og ben til at snurre. De vil gerne lave musik, som får hoveder til vende og hjerter til at banke. De skal lave musik, som de selv kan lide. De håber at lave musik, som andre elsker. Vil de forandre verden? Nej, det er bare rockmusik. Kan de forandre min verden? Ja, for helvede, det er rockmusik. The Rules of PaideaUndertoner har mødt 2/5-dele af det københavnske rockband Jaguar. På besøg i min stue er Martin og Peter, og vi sidder og kigger bag på coveret af Jaguars første udgivelse, den selvfinansierede Simple Faces EP. “The Rules of Paidea” står der, og nedenunder følger en kort historie om en flok unge mennesker med livet og uanede muligheder foran dem – måske. Martin: Paidea er simpelt fortalt en leg. En leg uden regler hvor man selv sætter succeskriterierne. Selve historien handler meget om nogle unge mennesker, der har en blåøjet naivitet, og som tror, at sommeren og det bekymringsløse liv fortsætter for evigt – men det passer selvfølgelig ikke. Vi har taget det med, fordi den veksling mellem bekymringsløshed og alvor går igen i vores musik. Det er et eller andet sted pop vs. melankoli. Peter: Vi har også efterhånden fundet hver vores brug af det. Historien minder for eksempel mig meget om, at man ikke vil blive voksen, men samtidig godt ved at det bør man blive. Og et eller andet sted giver historien mig også denne der fede fornemmelse af nærnostalgi – altså, minder om noget der ikke er langt væk, men som alligevel er væk. Martin: Det er faktisk ufatteligt langt væk, for man kan ikke vende tilbage. På den måde er menneskerne i historien måske også et meget godt billede af os selv for ikke så længe siden. En sammentømret enhedJaguar blev dannet i foråret 2003. Christian Mathiesen spiller bas og er den yngste i bandet. Martin Rasmussen spiller guitar, er fem år ældre end Christian og er dermed den ældste i bandet. Andreas Borne spiller også guitar, men er til gengæld tre år yngre end Martin. Viggo Clausen slår på trommerne og har levet et år længere end Andreas. Peter Josef Olsen er i en alder af 27 år forsanger i bandet. Han er næstældst og er kun et år yngre end Martin. Alle fem har beskæftiget sig med musik i mange år, men kun Martin, Andreas og Viggo har gjort det sammen i et stykke tid. Jaguar er således opstået på resterne af Aikido Cop, der igen er en viderebygning af Mole, som rent faktisk startede som Holy Mole. Det er dog mange år siden – musikken var noget andet, Poul Nyrup var statsminister, og det hele foregik vist nok på Fyn. I dag foregår det i København, og trods den korte levetid i nuværende opsætning er Jaguar en sammentømret enhed. Peter: For mig var det fint at komme ind i et band, der allerede havde eksisteret et stykke tid under et andet navn. Der var noget konkret musik at forholde sig til, og da den samtidig appellerede til mig, var det jo godt. Men det er da klart, at jeg jo også hurtigt gerne ville ind og påvirke det – det er svært at holde kæft, når man står og øver, og sådan tror jeg vi alle sammen har det. Martin: Vores musik opstår derfor også meget af, at simple ideer udvikler sig i øvelokalet. Alle er meget engagerede i det her, og man bliver i hvert fald skuffet, hvis man kommer med en helt færdig ide. Peter: Samtidig betyder det også, at alle får hver deres lille hjertebarn med i numrene. Det kan for eksempel være et lille guitar- eller basstykke eller en bestemt trommerytme. Når man tænker over det, er der faktisk ufatteligt få kompromisser i vores musik. Det nye navnBandets samarbejdsevner blev fra starten af sat på en alvorlig prøve, da der skulle findes på et nyt navn. Den opgave udviklede sig til et tovtrækkeri over flere måneder, hvor argumenter, afstemninger og venners hjælp blev inddraget. I sidste ende var fast.food dog alt, hvad der skulle til. Martin: Jeg fandt på det, mens jeg stod og spiste en shawarma, og jeg ringede straks til de andre. Jeg ved ikke, om det er verdens bedste navn, men nu hedder vi i hvert fald Jaguar og er fra København. En af fordelene ved at det tog så lang tid er, at vi nu har en masse forkastede forslag, som vi kan bruge til sangtitler. Peter: Jeg synes faktisk, at det er et rigtigt godt navn, og jeg havde det sådan, at nu vi havde muligheden for at finde på et navn, så skulle det også være godt. At det tog så lang tid at finde på et bandnavn er nok ikke tilfældigt. Jaguar består nemlig af fem mennesker, der, på hver deres måde, tænker meget over, hvad de vil med deres musik. Faktisk tænker de nogle gange over, at de ikke tænker over det. Martin: Vi spiller nu engang det, vi spiller, og jeg tror ikke, at vi er så forhippede på at opfinde den dybe tallerken hele tiden. For mig er det vigtigere, at musikken er personlig. Peter: Jeg synes, at vi er blevet gode til at fange stemninger i vores musik. Jeg elsker i hvert fald, at når jeg har lavet en tekst til en sang og så hører det færdige resultat bagefter, så kommer der billeder frem inde i mit hoved. FremtidsforventningerSpørgsmålet er så, hvilke billeder en snak om fremtiden for Jaguar fremkalder inde i hovederne på en forsanger og en guitarist. Martin: Jeg håber, at vi kan bibeholde den gnist, som vi har i øjeblikket, og så håber jeg, at vi kan komme ud og spille en masse. Peter: Jeg håber på, at et label vil skrive en kontrakt med os. Martin og jeg er nok også en slags modpoler, når det gælder forventninger til fremtiden. Han er negativ, mens jeg er positiv. Nej seriøst, så synes jeg, at det er fjollet, at spille musik for en lille udvalgt skare. Jo flere der kan lide vores musik jo bedre, og jeg synes i hvert fald, at det er vildt, at der stod folk og sang med til vores første koncert, inden vores EP var kommet ud. Martin: Det er rigtigt, men hvis publikum ændrer sig, og det i fremtiden lige pludselig kun er 13-årige piger, der står og synger med, vil jeg nok blive både paf og skuffet. Men altså, det er jo en typisk drengedrøm at blive rockstjerne, og når man fortsat spiller i et band, har man jo nok forlænget både drømmen og årene som dreng lidt. Et eller andet sted synes jeg dog, at nu ville være et meget passende tidspunkt at komme et skridt videre. Hvilken retning det skridt går i, er der nok ingen, der kan svare på, men det vigtigste er også, at Jaguar kommer fra en verden, hvor musik ikke bare er noget, man vasker op til, og hvor man selv sætter succeskriterierne for sin leg. Læs også Undertoners anmeldelse af Jaguar: Simple Faces EP

Han vrider sig normalt bag mikrofonen i emobandet Waxwing, men udover dette udtryk gemmer sanger og sangskriver Rocky Votolato også på et akustisk folkinspireret udtryk, som han fortæller om i forbindelse med sin tredje fuldlængde under eget navn. (03.01.04) Hvis alle musikere falder ind på den ene eller anden side af den hårfine grænse mellem tåbelig og kløgtig, må de tilhørende underarten singer/songwriter falde ind under en, om muligt, endnu finere inddeling mellem troværdighed og ligegyldighed. Specielt når det gælder den kategori af kunstnere, der er opdraget i punkens navn, som træder ud af røgen af skrigende vrede og skarpe guitarudladninger for at give et mere inderligt og afdæmpet musikalsk præg med en akustisk guitar over skulderen – her må man skelne mellem klynk og oprigtighed. Med de rette hænder på gribbrættet og over strengene kan disse indie-troubadurer skabe dybtfølte, gåsehudsfremkaldende musikalske øjeblikke. Med de forkerte hænder får man ikke serveret andet end et følelsesmæssigt vakuum, som blot er en slags virkelig genfortælling af Kejserens nye klæder. Rocky Votolato hører blandt de musikere, der falder ind et lunt sted på den gode side af den usynlige grænse. Han forstår at formidle et ærligt følelsesladet udtryk uden at forfalde til krampagtige pinligheder, både hos sig selv såvel som hos sit lyttende publikum.“Man vil selvfølgelig gerne høre et ærligt udtryk, som rammer én. Men ja, nogle gange kan oplevelserne lige nemt fremkalde krummede tæer,” siger Votolato. “œFor mit vedkommende lyder det vel bare, som det lyder. Jeg forsøger ikke at fremtvinge et udtryk, som ikke er der, ligesom jeg undgår at gøre brug af kliché-agtigt intetsigende vrøvl. Heldigvis har jeg et indtryk af, at folk ikke synes, at min musik lyder hverken banal eller kunstig.“ Votolato gør sin daglige gang i emobandet Waxwing, men han har gennem flere plader udviklet en lyst til at udtrykke sig via en anden genre.“œFor mig har solopladerne været et sideprojekt, for det har altid været sekundært i forhold til mit arbejde med Waxwing. Men siden The Blood Brothers fik succes, havde min bror Cody mindre og mindre tid (Cody Votolato spiller guitar i Waxwing og The Blood Brothers). Dette skete på et tidspunkt, hvor jeg havde taget en endelig beslutning om at fokusere mere på mit solomateriale, så timingen kunne vel kun siges at være god.“ Votolatos tredje fuldlængde under eget navn, Suicide Medicine, er en plade, der som sine forgængere bevæger sig ned ad en velbevandret vej med elementer af country og folk. Det er solide og klare sange, der er sammensat af den akustiske guitar som det centrale instrument, underspillede trommer og forskelligt tilsat krydderi som mundharmonika, orgel, mandolin og klaver. Sommetider er det Votolato alene med sin guitar, et udtryk der ligesåvel kan være afdæmpet og hulkende som fyldt med en iver og drift fra punkens verden, noget der da også kommer til udtryk i Votolatos stemme, som det ene øjeblik kan lyde ru og skurrende og det næste ren og sødmefuld. Votolato har haft en række musikalske venner inde over indspilningerne til Suicide Medicine.“œJeg vælger som regel musikere, som jeg kan stole på, og det har altid virket bedst, hvis de selv bestemmer, hvordan de vil spille deres instrumenter. Casey fra Pedro the Lion har hjulpet til på trommer, og han har komponeret sin del alene i forhold til sangene. Min producer, Chris Walla (Death Cab for Cutie) spiller elektrisk guitar og bas på hele pladen; det var virkelig lækkert at have sådan et input. Seth Warren (Red Stars Theory) har også hjulpet med en masse. Alt i alt mener jeg, at denne plade repræsenterer et udtryk, jeg er meget stolt af at have kreeret.“ Læs desuden Undertoners anmeldelse af Suicide Medicine her. Links:www.rockyvotolato.comwww.secondnaturerecordings.com

Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. U: Allerførst: Hvorfor hedder i Pluto Thomas (T): Vi har faktisk aldrig rigtigt snakket om hvorfor. Det kom helt naturligt, tror jeg. Jeg kan meget godt lide det, fordi det har nogle gode associationer. Personligt er den association, jeg hælder mest til, planeten, mere end Disney-figuren i hvert fald, men det er jo også en græsk gud og en How Do I-plade, selvom det tænkte vi vist først over bagefter. Og så fungerer det godt auditivt. U: Der har været et relativt stort gennemtræk af musikere i Pluto. Hvordan kan det være? [f.eks. er navnkundige Moogie Johnson ny live-bassist] T: Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke”¦ Der er nogen, der er gået, og så en enkelt, der er blevet gået. Janne Lorentzen (J): Det har nok noget at gøre med, at vores stil har udviklet sig, og så er der nogen, der er faldet fra i processen. De har gerne villet lave noget i en anden retning. Og så var der en, der flyttede væk. Der ligger ikke noget ekstraordinært bag. Vi har i hvert fald oplevet det som en ganske naturlig udvikling. Ronnie Øhlers (R): Vi snakkede faktisk om her til formiddag, at hvis der ikke løbende havde fundet en stilændring sted, og de udskiftninger ikke havde været der som en konsekvens deraf, så havde vi nok ikke siddet her idag. T: Det kan godt være, vi havde siddet her, men vi havde lavet noget helt andet. Det er en levende model. Det er en del af det. Det er en kliché, men det er udvikling. J: Det lød i hvert fald ganske anderledes for ni år siden, da vi startede. Det har været en sund udvikling at gennemgå. T: Ja, faktisk har vi ganske snart ti-års jubilæum. U: Så har I været i gang længere, end jeg havde troet. Hvordan startede I? T: Pluto startede med udgangspunkt i Sub Rosa, som Janne og jeg spillede i før. Det korte og det lange var, at vi måske var for demokratiske og samtidigt grundlæggende uenige om, hvor vi skulle hen rent musikalsk. Den erkendelse nåede vi så frem til i nogenlunde samråd. Der var til tider for meget ævl og kævl og for mange kompromiser. Det endte med at gå ud over spilleglæden. J: Ja, stilmæssigt stak vi i lidt for mange retninger. Det var meget forvirrende. T: Så blev udgangspunktet, at vi måtte lave noget, hvor det var en eller to personer, der tegnede det og skrev sange og musik og bestemte retningen. Vi fandt så ud af, at det skulle være mit projekt, al den stund at det er mine tekster. Så det er ligesom baggrunden for Pluto. Vi drog bare den logiske konsekvens af Sub Rosa og arbejde videre derfra. Det viste sig så, at Pluto i starten kom til at bestå af de samme mennesker som Sub Rosa bortset fra Stefan [Gejsing], der spiller trommer i Diefenbach., Han meldte ud fra starten, at han hellere ville lave noget, hvor der var lidt mere skrald på. Det var så den første udskiftning. De andre kom så løbende derefter. Med Sub Rosa nåede vi at lave en promo med fire sange, hvoraf en af dem lå på barometeret et par uger i ’96, og få et nummer [One and Only] på Starsearch [Nr. 5] , og det var så det. J: Ja, vi har ikke noget stort bagkatalog. T: Eller jo, det har vi sådan set. Det er bare ikke et, der er udgivet. Vi har en idé om, at vi vil lægge et nyt nummer ud på hjemmesiden hver måned. Her vil vi typisk bruge noget af skuffedigningen. I oktober lagde vi en demo af Pausefisk fra den nye plade ud, og måneden før var det Sort og blødt, der egentligt skulle have været med på Forfra, men som blev skåret bort i allersidste øjeblik under masteringen. Den passede ligesom ikke ind der. Som helhed var den måske heller ikke stærkt nok, men den har nogle fine momenter; en slags oplagt b-side kan man sige. Og der er remix af forskellige folk på vej også. Så på den måde vil vi forsøge at udgive mere og udvide vores katalog en lille smule. U: I blev ofte sammenlignet med Nikolaj Nørlund i kølvandet på Forfra. Hvordan har I det med referencer? T: Referencer er fine nok, synes jeg. Man vil selvfølgelig helst have, at det er nogle referencer, man kan identificere sig med, men man skal ikke være mere idealistisk, end at det jo også er den måde, man selv snakker om musik på. Hvis man skal præsentere et band overfor nogle andre mennesker, der ikke kender det, så er man jo nødt til at”¦ Man kan jo godt sige, det er rock, men rock eller postrock eller indie er jo titusinde ting. Der er alle de her begreber, som er meget diffuse. På den måde er referencer til andre kunstnere tit lidt mere specifikke. Og så er det jo klart, at det er oplagt at bruge dem i anmeldelser. Sådan er vilkårene. U: Jeg synes personligt, I minder meget lidt om Nørlund. Bortset fra at I synger på dansk”¦ T: Det synes jeg nu nok heller ikke, vi gør, men jeg kan godt forstå Nørlund-referencen. Folk er meget fastlåst i det der med, at vi synger på dansk, og han har jo netop været den primære eksponent for dansksproget rock fra ’undergrundsscenen’ , kan man sige. Jeg synes måske nok, at han er en del mere”¦ folk’et end os. J: Journalisten er vel også i et eller anden omfang nødt til at moderere sine referencer i en anmeldelse. Ellers går idéen jo nemt af det. Han bliver jo nødt til at afveje, at han både skal ramme præcist i forhold til musikken, men samtidigt også bredest muligt i forhold til målgruppen. For folk der ikke kender den alternative musik, er vi jo helt klart tættere på Nikolaj Nørlund end f.eks. på Anne Linnet”¦ Jeg tror godt, at man kan få noget ud af at læse det, selvom det måske strengt taget ikke er den optimale sammenligning. Hvis man ikke ved alverden, giver det jo alligevel et godt fingerpeg, hvis man læser det i en anmeldelse i Politiken. Så på den måde er det ok., synes jeg. T: Ja, det kommer netop an på, hvor velbevandret man er i den afdeling. Med den første plade synes jeg f.eks. vi var tættere på Olesen-Olesen end Nørlund. Selvom de selvfølgelig også er blevet lidt mere folk’ede og dylan’ske med årene. U: “¦og udover Olesen-Olesen? T: For mit vedkommende er det lydmæssigt Sparklehorse, Yo La Tango, Low, Notwist – og tekstmæssigt Love Shop, C.V. Jørgensen, Pia Juul og Henrik Nordbrandt. U: Hvor meget fylder teksten i forhold til musikken for jer? T: Som udgangspunkt er det fifty-fifty. J: Ja, men vi har alligevel nogle retningslinier, der favoriserer teksten lidt. Hvis musikken bliver trukket for meget til een side, og Thomas ikke mener teksten kan være med længere, så bliver musikken trukket tilbage igen. Så på den måde er det teksten, der bestemmer og er i centrum. T: Ja, men teksten er s’gu stadig ikke mere end halvtreds procent. Det er netop svagheden ved C.V. Jørgensen. Han skriver helt eminente tekster, men musikken er ikke lige spændende hele tiden, og det er jo brandærgerligt. Hvis man går efter, at det skal være perfekt, og det skal det, og det gør vi, så må det veje lige meget, synes jeg. For mig er en sang pr. definition en kombination af musik og tekst. Det kan ikke blive rigtigt godt, medmindre at begge elementer er afstemte og fungerer. U: Hvis vi holder fast i Nørlund-parallellen lidt endnu, ved jeg, at Nørlund efter Strunge-pladen var enormt irriteret over den bås, han havnede i, og følte, at han skulle bruge en masse energi på at ’træde i karakter’ som rockmusiker. Frygter I ikke lidt at blive parkeret samme sted? J: Det tror jeg slet ikke, man kommer udenom, hvis man skriver på dansk. Uanset om det er godt eller dårligt. Der bliver altid fokuseret på det i anmeldelserne. Man kan ligesom lettere slippe afsted med at skrive dårlige tekster på engelsk, tror jeg. T: Eller i hvert fald bare slippe af sted med at det ikke bliver kommenteret så meget. Men jo, i forhold til anmeldelser og omtale kan jeg godt synes, at det fylder for meget, og at folk, i hvert fald udfra hvad de eksplicit skriver, ikke lægger så meget vægt på produktion og lyd, som jeg kunne ønske mig. Jeg læste et interview med Nørlund, hvor han netop sagde, at han var træt af at blive betragtet som poet, at han bare var rockmusiker, og det var det. Det, synes jeg da, er en enormt god indstilling, og det er godt at sige. Man kan jo håbe på, at det får folk til at åbne øjnene lidt mere for musikken. U: Vi dvæler ved Nørlund-sammenligningen lidt endnu: Hvor han ofte er meget prosaisk i sit sprog, er Pluto mere fortættet lyriske. Mere modernistiske, sanselige og intuitive, synes jeg. Hvor velovervejede er dine tekster, Thomas? J: Han er litteraturstuderende. Ha-ha. T: Ja, jeg er bachelor i litteraturvidenskab og læser moderne litteratur. Jeg kender de fleste af referencerne og alt det der, og jeg kan også godt sidde og splitte et digt fuldstændigt ad, hvis det er det, jeg skal i en eller anden sammenhæng. Det er det bare ikke i den her sammenhæng. Jeg lægger et stort stykke arbejde i at prøve på at lade være med at for bevidst om det faktisk, i ikke at være for analytisk. Det kræver lidt øvelse at kunne lægge det fra sig. Nogle gange kan man, og nogle kan man ikke. Så kører den oppe i huset. Hvis det bliver for konstrueret, bliver det for det meste også skrottet rimeligt hurtigt. Det er i hvert fald min oplevelse.Det handler om at lytte. Både med tekst og musik. De to ting er meget udtryk for den samme proces hos mig. Der kører en hel masse ting inde i hovedet: Ord eller melodistumper”¦ slam, slam, slam”¦, der kan tage alle mulige retninger. Det handler så om at kunne fange det, når der kommer en eller anden stump, man kan bruge, og som fører et sted hen og ikke bare ender i en blindgyde. Det skal have et billede eller en historie, fremmane et stærkt indtryk. Mange af teksterne kan starte i en kombination af to ord eller en linie. Mere kræver det ikke for at sætte noget i gang. Det handler om at lytte til den linie og finde ud af”¦ Man kan intuitivt mærke eller høre, om der er noget i dem”¦ hvorhen den peger. Det kunstneriske kaos skal sættes i system ved, at man lytter og arbejder videre fra udgangspunktet. Hvis man ikke er god til at lytte, taget man måske fejl og arbejder i en forkert retning i forhold til det, der var i linierne, og så går idéen i sig selv igen. Det er en proces, som man skal lære. U: Hvad er den største forskel på de to album? J: Jeg synes, vi er blevet mere fri til at spille, hvad der lige passer til sangen. Vi er ikke så meget musikpoliti mere. Vi var nok lidt nervøse for at gå ud over genren i starten – også på baggrund af det, der skete i Sub Rosa, hvor det endte med at blive for rodet. Vi havde det meget sådan, at man ikke måtte lave en bluessolo, fordi det ikke passede til indiegenren. Vi er blevet mere fri til at eksperimentere. På den måde har indiebegrebet været lidt snærende. T: Ja, jeg er også blevet ret træt af alt det indie. J: Jo, men vi har jo også selv været gode til at bruge det. T: Det var vel også ud fra en eller anden betragtning meget dækkende for det første album. Det var meget derhenad. Ad indie som stil og ikke udgivelsesomstændigheder, men sådan set også begge dele, altså. Det er det for mig at se nok ikke helt så meget længere. Det nye album har bl.a. en snært af singer/songwriter. J: Der er hele vinklen til forskel. R: Ja, og tilgangen til det nye album har, i forhold til hvad jeg har jeg fået at vide af jer, været meget anderledes. Vi startede med at lave nogle optagelser af alle numrene. Helt akustisk, kun sangene. Og så fik vi dem med hjem hver især og fik mulighed for at gennemtænke, hvad der kunne ske i hver af de her sange sådan rent musikalsk og melodisk. Vi kom så alle sammen med nogle bud, og derfra sad vi så og sorterede lidt frem og tilbage. Det var faktisk først, da vi gik i studiet, at vi fandt ud af, hvad for nogle ting der skulle med, og hvad for nogle, der ikke skulle. J: Det var meget mere en færdig idé, vi gik i studiet med sidst. Det var meget arrangeret. T: Det hænger jo også sammen med, at man, ligesom med alt muligt andet, skal lære at indspille plader. Man kan godt forbedre sig ved at sidde derhjemme og indspille i hjemmestudiet, men den eneste måde, man kan lære at lave en plade på, det er ved at lave en plade. Den første gang var det ti dage i studiet, og hu-hej nu skal det hele bare knaldes i kassen. Så finder man først ud af bagefter, at hov det kunne egentligt have været sjovt at prøve de her forskellige ting af. Det er så nogle af de ting, vi har haft mulighed og overskud til at prøve af på Støv/eller/støj.Det var også meget sjovt med de demoer, vi lavede. De var i virkeligheden lavet til ,at Morten [Bue] skulle have sangene med hjem for at høre, hvad vi havde gang i, så han også kunne komme med nogle bud på produktionen og gøre sig nogle idéer i forløbet, inden vi startede selve optagelserne. Det var også noget, vi havde lært af den første: Det kunne have været fedt, hvis han havde været inde over noget tidligere, for så havde han haft bedre mulighed for at differentiere udtrykket lidt mere. Det fik han så denne gang. Vi endte så med allesammen at få de her demoer og sidde og lytte og finde på forskellige roller til de forskellige instrumenter osv. Det var en fin proces, synes jeg. J: I det hele taget brugte vi meget mere tid på lyd i studiet denne her gang. Vi lavede, næsten, et nyt set-up til hvert nummer. Det gjorde, at vi undgik at spille med den samme lyd gennem hele pladen. Det er en stor del af forskellen i forhold til den første. T: Ja, der er nyt tromme-set-up på alle numrene. Noget er spillet live. Noget er programmeret. Og noget af det, der lyder som om, det er spillet live, kommer lige fra harddisken og omvendt. U: Hvordan har I det med kommerciel succes? Forfra solgte omkring 500 eksemplarer, ikke sandt. Der er vel ikke realistisk udsigt til, at det nye album kommer til at sælge meget bedre end det. Er det noget, der optager eller bekymrer jer? T: Det kommer lidt an på, hvilken kasket man har på. Nu udgiver vi jo selv. Rent kunstnerisk eller musikalsk så er det jo fedt, at dem, der køber pladen og kan lide den og hører den, forhåbentligt får noget ud af det. Om det er 500, 1000 eller 2000, som for mig altså trods alt er mange mennesker, betyder egentligt ikke så meget. Det vigtigste er at kunne give de her mennesker noget. Men med økonomidirektørkasketten på så vil man selvfølgelig gerne tjene så meget så muligt. Primært fordi det giver mulighed for at prøve endnu flere ting af næste gang. Men når det er sagt, så er vi indstillet på, at det tager tid at nå langt. Et band som Love Shop sælger måske 6000-7000 indenfor noget, der er samme afdeling som os sådan meget, meget bredt betragtet. Og det har jo taget dem meget langt tid at opbygge deres fanbase og nå så langt. Hvis man ser det i forhold til det, så er et salgstal på 500 omkring en tiendedel af, hvad Love Shop har været ti år om at opbygge. Så i det perspektiv er vi ok. tilfredse. U: Så tilgangen er altså, at succesen kommer, når den kommer. Tænker I slet ikke i kommercielle baner, når I laver en plade? R: Hvis det var tilfældet, så er det i hvert fald den forkerte musik, vi har valgt at lave. Hvis vi ville lave en plade for at sælge noget, så er det ikke slet ikke den stil. J: Ja, det er vi udmærket godt klar over. Vores musik er alt for smal til, at vi nogensinde kommer til at sælge 50.000 plader – i Danmark i hvert fald. T: Et af problemerne er så netop, at det er på dansk. J: Men vi har da solgt tyve plader i Japan. P: Via Soulfighting Music”¦ Det kommer, når og hvis det kommer. Succes tager den tid, det skal tage”¦ U: Hvilket nummer på den nye plade kan I selv bedst lide – altså ikke på bekostning af de andre? [efter en del tøven] R: Jeg har et par favoritter. For det første så synes jeg, at titelnummeret, der også er det sidste nummer på pladen, fungerer nærmest perfekt. Det får jeg stadig kuldegysninger af, hver gang jeg hører det. Især når det kommer lidt længere hen i nummeret”¦ Det var måske også et af de numre, hvor vi eksperimenterede allermest – og hvor det netop lykkedes allerbedst. Der er nogle ting på, som vi slet ikke havde aftalt på forhånd, som pludselig bare gik op i en højere enhed. Det er lidt vildt faktisk, for det er ikke rigtigt noget man kan genskabe eller er herre over. Vi snakkede om, at vi skulle spille nummeret til koncerten i går [på Studenterhuset], men droppede det, fordi det nummer er så meget et billede af et øjeblik, at det bliver svært at genskabe live. Vi har ikke rigtigt fundet livenøglen til det nummer endnu. T: Nej, så er man nødt til at lægge det an på en anden måde, og det har vi også gjort med nogle af de andre numre, som vi heller ikke uden videre har kunnet overføre live, men der har vi så fundet en anden måde at gribe an på. Jeg er i øvrigt også enig i, at Støv eller stilhed er en af de gode. R: Og så er der Natjager og Ræs, som, jeg synes, er fantastiske, fordi de kommer op i højere leje. De stiger i intensitet, og der er mere dynamik i de to sange, end der har været i nogen andre Pluto-sange nogensinde, tror jeg. Det, at den virkelig får noget spark i røven på de to sange, er noget, jeg godt kan lide. J: Jeg synes, der er nogle vildt fede outro’er rundt omkring. Det er mine favoritsteder på pladen. Jeg tror mere, jeg har favoritsteder end -numre. Især outro’en på Natjæger er jeg meget tilfreds med. T: Jeg er meget enig i de valg der, men hvis man skal over i den anden ende af skalaen, så er jeg også meget glad for både en Sang og Gi’ op, som er så skrabede, som de er, men hvor teksten virkelig er lykkedes, synes jeg. Den ligger lige som den skal. De er superskrabede, men indeholder stadig så meget, som de gør. J: Med En sang er det lykkedes os at lave den mest skrabede vokalside, vi nogensinde har lavet. Blandt andet fordi vi lå ned og sang den. Det tænker jeg altid på, når jeg hører den. T: Det var et af Mortens bidrag. Han er en skidedygtig producer i det hele taget, men han er i særdeleshed dygtig til at indspille vokaler. Han har en evne til at få folk til at slappe af og komme i den rigtige stemning og vurdere, hvor det skal hen, og hvad der er det rigtige at gøre. Og netop vokalen er ofte den sværeste selv at have distance til. Jeg kan godt høre, hvis jeg har indspillet et eller andet guitarspor, og det ikke ligger helt rigtigt. Det er måske ikke helt tight nok eller ikke så fed en figur. Det er meget sværere med vokalen. Måske også fordi et instrument aldrig kan blive ligeså personligt som ens stemme. Så er det enormt rart at have en udefra, som man stoler på, og som kan være med til at sige, at det her er ikke helt godt, det skal være lidt mere skrøbeligt, eller lidt kraftigere. Det var så Mortens idé det her med, at da vi sang En sang, at jeg skulle prøve at ligge ned. Jeg var først ret skeptisk og sådan lidt “ja, ja, den er god med dig”, men det var en meget spøjs og lærerig oplevelse. Jeg kunne allerede på det første take mærke, at selvom jeg gjorde fuldstændigt det samme, som jeg plejer, så var det alligevel noget andet der kom ud. Det lød helt anderledes. En anden lyd, og måske allermest, en anden stemning. Det fik mig lige til at overveje, at det der med at synge er jo for pokker ens krop”¦ i og med at man pludselig ligger ned i stedet for at stå op, spænder man formodentligt sine muskler helt anderledes. Og så ligger det vel dybt i ens underbevidsthed, at det med at ligge ned har forbindelse til at slappe af. Det gør så måske, at man kan åbne op og nå til en anden stemning, end man ellers havde kunnet. Meget banalt trick, men det var virkelig med til at sætte sit præg på indspilningen af den sang. U: Hvad er kerneværdierne i Pluto? Jeg hørte, du gav hug til Bush i går, Thomas. T: Ja, jeg er s’gu ved at blive rød på mine gamle dage”¦ he-he. U: Hvilken oplevelse vil I helst efterlade, hvis man ellers skræller klichéerne væk? R: Sådan vil jeg nødigt stille det op, for for mig er det vigtigt, at der er åbent for fortolkning. Folk får forskellige associationer, og sådan skal det være. Jeg har et familiemedlem, der synes, vores musik er meget sørgmodig. Han bliver måske næsten utilpas, når han lytter til vores musik. Bedrøvelse er muligvis ikke det bedste, man kan kalde frem i folk, men alligevel synes jeg, det er fedt, fordi vi har formået at appellere til noget meget stærkt i ham. Hvis bare man kan få nogle følelser frem i folk! Samtidigt er der jo en masse andre mennesker, der virkelig får en optursoplevelse ud af vores musik. Det er selvfølgelig ligeså fedt. T: Hvis man skal gi’ et bud på, hvad det er, så er det vel”¦ En del af “projektet” er for mig at sige så meget som muligt med så få midler som muligt. Hvis det er nedbarberet, men samtidigt præcist, gives der størst mulig plads til, at det kan åbne sig og folde sig ud for den enkelte, tror jeg. Musikken og teksten kan bære mere på den måde.Hvis vi ved hjælp af de her sange kan være medvirkende til, at folk får levet nogle følelser igennem, jamen så er det jo super at være rockmusiker. Jeg tror helt basalt, at vi bare gerne vil fremkalde en reaktion, refleksion! Hvis vi kan få folk til at stoppe op og tænke sig om: Hvad laver jeg med mit liv, og hvor er jeg på hen?, så synes jeg, at vi har opnået noget meget stort. Hvis jeg skulle formulere et ’mål’, måtte det være det. J: Jeg kan godt lide musik, der gør ondt på den fede måde, eller hvordan man nu skal sige det. Det rører ved nogle strenge i een, hvor man egentligt får ondt i maven af at høre det, men samtidigt får man det godt. Det er en behagelig følelse, og fremfor alt ikke en ligegyldig een. Jeg kan blive i enormt dårligt humør af at høre al mulig dårlig og ligegyldig pop, men jeg bliver i godt humør af at høre”¦ U: “¦god, sart melankoli”¦ J: Ja netop, deprimerende musik. Jeg vil gerne høre musik, der gør ondt på den fede måde! T: Jeg vil hellere høre noget musik, der gør mig dårligt tilpas, end noget jeg er ligegyldig i forhold til. På den måde får man levet nogle stemninger eller følelser ud, som ellers bare ville side som en knude i maven. R Ja, det er helt klart en vigtig del af det.

Hvis du ikke allerede har brugt alle dine sparepenge på diverse juleknas, bør du måske overveje at gemme en krøllet 50’er et sikkert sted til den 19. december, hvor Play/Rec indbyder til julefest med 6 bands i 3 battles på 2 scener. I den forbindelse har Undertoner talt med Jakob Hvitnov fra det københavnske selskab. Julen nærmer sig med hastige skridt. Man er næsten allerede træt af den, ikke sandt? Det er dog heldigvis muligt at undgå at kløjes i æggesnapsen og blive dagligt forpestet af herrerne G. Michael og A. Ridgeley. Bjældeklang eller ej… det københavnske pladeselskab, Play/Rec, har lagt i ovnen til et juleshow af stor kaliber. I den forbindelse har Undertoner sat talsmand Jakob Hvitnov stævne for at høre lidt om selskabet samt dettes jule-happening. Play/Rec-historienHistorien om Play/Rec begyndte tilbage i 1998 i en lille provinsby i det vestsjællandske, hvor en flok musikalske ildsjæle arrangerede musikfestivaler og skaffede øvelokaler til den mængde bands, som de nu selv udgjorde. “Vi var 4-5 bands – som stort set stadig er dem der danner grundstammen i Play/Rec i dag – og vi blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve at dokumentere det musik, vi lavede,” fortæller Hvitnov, som udover at være talsmand for Play/Rec også spiller trommer i Barra Head. Pilotprojektet, som det nyetablerede pladeselskab gav sig i kast med, resulterede i kompilationen med den simple, sigende titel Play/Rec 01. “Hele processen med den plade var ret hård. Vi havde fra en CD-trykker fået et tilbud, som ikke blev holdt, og vi var derfor nødt til at sagsøge. Det endte heldigvis godt; vi fik pladen til den oprindeligt aftalte pris. Men vi endte med et dårligt produkt, for der var så mange ting, som vi på det tidspunkt ikke vidste så meget om.“Idéen med den indledende kompilation var først og fremmest at præsentere de forskellige bands og deres musik, men man håbede også på, at den kunne give et pænt overskud, som kunne financiere nye udgivelser. Fin plan… på papiret. “Men hen ad vejen kunne vi godt se, at det ikke helt gik som forventet. Vi skulle jo videre på en eller anden måde, så vi begyndte selv at skyde penge i vores plader. For der var ingen på det tidspunkt, som var indstillet på, at det skulle slutte.“ Plader i kuldDer var dog heller ingenting, der tydede på, at det skulle have sin ende. De første fire udgivelse, kompilationen inklusiv, udkom nærmest i et kuld inden for det første år. “Langsomt begyndte folk at åbne øjnene for, at vi eksisterede. Det er et mysterium for mig, hvilke kanaler folk bruger. Jeg tror, at de bruger sådan noget som Undertoner. Men det er vel også mund-til-mund-metoden; folk går og snakker, og på et eller andet tidspunkt havde vi fået nok folk til at snakke, så vi begyndte at sælge nogle plader.“Folkene i Play/Rec er dog ikke kommet så langt endnu, at de har kunnet få deres udgivne plader til at financiere de kommende udgivelser, og som sådan har selskabet ikke tjent nogle penge på egne udgivne plader. Det er de respektive bands, der har investeret og som også får, hvad der måtte komme ud i den anden ende. “Vi sælger generelt ikke så mange plader. De plader, vi sælger, ryger i langt de fleste tilfælde afsted til køberne, når bandsne er på turné. Det er sådan, at Barra Head (det salgsmæssige flagskib hos Play/Rec) har solgt omkring 1000 plader.“Udover Barra Head som kastede sig ud i en fuldlængde med det samme, har udgivelserne primært været karakteriseret af de mindre formater som 7″ere og EP’er. Men nu virker det som om, at perspektivet er mere højtløftet og ambitionerne større. “Der er flere ting, som ikke er besværlige længere. Det er ikke besværligt at få trykt en plade og lave coveret; det er meget rutine. Nu kan vi koncentrere os om andre ting: få pladerne distribueret og skabe så meget opmærksomhed omkring dem som muligt,” forklarer Hvitnov, og der er angiveligt en del materiale at råbe op omkring i den nærmeste fremtid. Der er nemlig et nyt “kuld” plader på vej, som Hvitnov betegner som “generation 2.” I starten af det nye år er der friske fuldlængder klar til udgivelse: Til januar kan vi forvente materiale fra The Magic Bullet Theory og The Kind of Bitter, og lidt ud på foråret er der nye toner fra The Violet Hour og Barra Head – alle sammen fuldlængder. Men hvorfor falder pladerne i kuld? “Play/Rec er ligesom mange andre musikalske miljøer, f.eks. Factory i Manchester og Dischord i Washington: Man henter masser af motivation, energi og idéer fra hinanden. Så hvis ét band kommer og siger, at de gerne vil lave en plade, så kommer det næste band kort tid efter og vil det samme. Man løfter hinanden på den måde. Når projektet først er lanceret, er det mere overskueligt at gå igang med for de næste.“ Club Play/RecUdover at have travlt med egne bands samt livtaget med selskabets daglige virke arrangerer folkene hos Play/Rec også månedlige koncerter i Huset i Magstræde. “Det startede af to hovedårsager. På det tidspunkt havde Barra Head turneret rigtig, rigtig meget, og vi syntes, at det var fantastisk, at der eksisterede sådanne miljøer, hvor man kunne komme til og spille koncerter. Man fik mad, sov i folks stuer og blev generelt behandlet rigtig godt. Derfor kunne det være sjovt at se, om den idé kunne gå i København, altså med den indstilling til at lave koncerter. Der er jo masser af bands, der ligger og turnerer hele tiden, men som er sværere at tage ind på de etablerede spillesteder, fordi de har en anden budgetramme, end vi har. Vi var også trætte af, at disse bands aldrig stoppede på vejen til Sverige. Den anden årsag var, at vi også gerne selv ville se nogle af de bands, som sprang København over, og vi tænkte, at det var der sikkert også en masse andre mennesker, der ville.” Det viste der sig at være i langt de fleste tilfælde. Club Play/Rec har haft fuldt hus til navne som Stars of the Lid, Baby Woodrose/The UNIT og Do Make Say Think. Jul i Huset Med det seneste arrangement rundede Club Play/Rec deres 20. show, hvilket er én af grundene til, at der bliver varmet op til det helt store julebrag i Huset d. 19. december.“Grundlæggende er idéen at fejre os selv. På et eller andet tidspunkt skulle vi lave et sådant show, og det virker oplagt nu, fordi vi nærmer os jul. Der er jo blevet lavet sådan noget før, bl.a. Crunchy X-mas sidste år, men der er åbenbart ikke nogen, der laver det i år udover os. Det går åbenbart lidt på tur.“Play/Rec sætter dog et noget unikt præg på arrangementet. De præsenterer 5 bands fra egne rækker og et enkelt udefra, som går på to ad gangen på hver sin scene. Idéen stammer fra et tidligere arrangement.“Vi lavede den der Double Date 7″ med The UNIT og Menfolk, hvor vi havde stillet to scener op overfor hinanden, og bandsne spillede “mod hinanden” med et nummer hver, hele tiden på skift, ping-pong. Alt sammen med publikum i midten. Til sidst kom The UNIT ind og spillede med på noget Menfolk, og så spillede de The Stooges’ Search and Destroy sammen fra hver deres scene. Det var virkelig et bombardement, så det baskede. Så nu laver vi det med hele moletjavsen.“Der bliver altså 3 blokke med to “battlende” bands ad gangen. Kampprogrammet, som det kommer til at se ud, har vi ladet Hvitnov beskrive med egne ord: The Violet Hour vs. The Kind of Bitter The Violet Hour lægger sig op af en folk-, singer/songwriter-tradition, og en god sammenligning ville være Nick Cave & the Bad Seeds. De spiller meget stemningsmættet og melankolsk musik, og hvis man skulle driste sig til at sige ‘poetisk,’ så er det The Violet Hour, man skal have fat i. The Kind of Bitter er lidt af samme skuffe, men måske lidt mere 1-2-3-4 rock uden rigtigt at være rock og rul. Jeg vil ikke kalde det følelsesfuldt, for det lyder så klistret, men der er både noget til danseskoene og hjertekulen og det hele. Det er desuden sådan et slags allstar-projekt med Chandu (The Magic Bullet Theory), Mikkel (Barra Head), Lars (The UNIT) og Per (Menfolk), så det er stort alt, hvad der kan kravle og gå på Play/Rec. The Magic Bullet Theory vs. The UNIT Så er der The Magic Bullet Theory og The UNIT, som skal battle mod hinanden. Begge bands har jo et eller andet udgangspunkt i garagerocken, men har hver deres tilgang til den. The UNIT kommer fra punk/hardcore, og det kan man godt høre på dem. De har en anden form for energi, så måske er garagerock et helt forkert prædikat? The Magic Bullet Theory lægger sig måske tættere op ad genren, men til gengæld har de et element af kompleksitet – det er jo nærmest math-garage. De kan både fyre den af med et fedt riff, hvor det groover, og så er det samtidigt enormt komplekst og udfordrende. Lemko Hall vs. Barra Head Lemko Hall er instrumental rockmusik fra Sverige. De lægger sig et eller andet sted op ad Godspeed You Black Emperor! og Do Make Say Think og sådanne Constellation-bands, men har mere en jazzet og groovy tilgang til musikken. Der er lidt mere sjov hos Lemko Hall end de andre bands, og man vipper lidt mere med foden i takt. Barra Head går fra det snerrende til det mere melodiske. Det stikker i mange retninger. Barra Head er blevet kaldt post-hardcore, mathrock og tilmed postrock, selvom der er vokal på. Bandet lægger sig lidt op ad en tradition, som er centreret omkring bands som Slint, June of ’44, Metroshifter og sådanne bands. Det er nok den åre, som bandet tapper mest fra. Monoton og Janosch, som er de eneste Play/Rec-bands der ikke spiller (ud over Menfolk som har meldt afbud), kommer i stedet og spiller plader. DJ-sættene kommer til at ligge mellem de 3 blokke af dobbeltkoncerter.

Undertoner har mødt David Fridlund og en af hans medborgere fra bandet David & the Citizens til en snak om anmeldelser og den specielle svenske tone. Fem svenskere med hovedet fuld af gode melodier. Fem musikere med hjertet på det rette sted. Fem personer der laver musik, fordi de bliver nødt til det. David & the Citizens har lige udsendt deres anden fuldlængde Until the Sadness Is Gone til gennemgående gode anmeldelser i hjemlandet og andre steder. Alligevel er de trætte, da Undertoner møder forsanger David Fridlund og bassist Conny Fridh, inden deres koncert på Loppen. Fysisk trætte fordi de har været på arbejde – der skal jo tjenes til dagen og vejen, selv om man udgiver musik. En smule mentalt trætte fordi deres musik skal bedømmes af anmeldere, der ikke nødvendigvis forstår den – men okay, det ved de godt er en del af gamet. Hvorfor laver I musik? David: Det er noget, vi bliver nødt til. Jeg har altid lavet musik, og for mig er det et spørgsmål om at overleve spirituelt. Sådan tror jeg også, at det er for resten af bandet. Er det så kun for jeres egen skyld? Conny: Det er klart, at vi selvfølgelig er glad for, at der er mennesker derude, der kan lide vores musik, men i sidste ende så bliver man nødt til at lave den musik, som man selv kan lide. Ellers tror jeg også, at det bliver noget skidt. Dem, der kan lide os, kan nok lide os alligevel. David: Men altså, der er da nogen, som ikke kan lide vores nyere materiale lige så meget som vores gamle. De ville gerne have, at vi forblev det, vi var, dengang vi var et meget hemmeligt band, som kun en meget lukket kreds af mennesker kendte. Nogen er blevet sure og mener, at vi har solgt ud eller sådan noget lignende, men det er lidt svært at tage hensyn til, og der er heldigvis ikke særligt mange, der har det sådan. Conny: Men vi har et ord for den slags fans… David: Ja, det er rigtigt. Vi kalder dem ‘indietalebanere.’ Prøv at beskrive forskellen på jeres to plader. David: Den første plade var nok en hel del mere sørgelig og indadvendt, mens den nyeste er mere udadvendt og glad. Conny: Så synes jeg også, at den nye fungerer mere som en helhed – en mere fokuseret plade. Var det svært at lave nummer 2? Conny: Langt henne i processen mente vi faktisk ikke, at vi havde problemer med at finde gode melodier, så derfor blev vi ved med at lave nye sange. Da vi så hørte det endelige produkt, var vi sådan: “Det er da meget godt, det her.” David: Når vi laver en plade, så arbejder vi bare derudad uden at se tilbage. I har jo fået gennemgående gode anmeldelser for jeres udgivelser, men hvordan har I det egentlig med den slags? Conny: Jeg tror, vi har det ligesom alle andre bands på det punkt. Vi bliver selvfølgelig glade, når vi får gode anmeldelser, men vi bliver måske endnu mere kede af det, når vi får dårlige anmeldelser. Generelt må man selvfølgelig tage det med, men det kan godt være en smule irriterende, når man fornemmer, at ens musik ikke rigtig bliver bedømt på de rigtige præmisser. David: Vi fik for eksempel en rigtig dårlig anmeldelse i et studenterblad i Sverige, hvor anmelderen lagde ud med at skrive, at han overhovedet ikke brød sig om David & the Citizens og den slags musik, vi spillede. Man kunne så spørge sig selv, om man ikke burde have fundet en anden til at skrive den anmeldelse. Udover det, så var det også en smule irriterende, at vi efter udgivelsen af For All Happy Endings konstant blev sammenlignet med Bright Eyes. Jeg ved selvfølgelig godt, at man kan finde elementer i nogle af vores sange, der minder om Bright Eyes, men jeg synes nu, at det var langt overdrevet. Conny: At vi så også er blevet sammenlignet med navne som Rolling Stones, Beck og Ben Folds Five er kun endnu mere mystisk. David: Men generelt er det selvfølgelig svært at blive bedømt, fordi det jo er en del af ens sjæl, man har lagt ud, og hvis det så bliver skåret ned til en anmeldelse på ti linjer, så har man det lidt dårligt. Er der noget typisk svensk over jeres musik? David: Det ved jeg ikke rigtigt. Der er nok generelt meget vemod i svensk musik, og det er der også i vores. Men jeg synes ikke, at der findes noget andet svensk band, der lyder som os. Conny: Vi har aldrig rigtig lagt os fast på en bestemt musikstil fra starten af, og jeg synes da også, at vi udvikler os hele tiden. Men der er nok altid en grundfølelse i vores sange, som er den samme. Læs også Undertoners anmeldelser afFor All Happy EndingsNew Direction EPUntil the Sadness Is GoneBig Chill EPDavid and the Citizens, Loppen 05.11.03Laakso, David and the Citizens, First Floor Power, Bergman Rock, Spot 10 i Århus 04-05.06.04

Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet. “Vi lever et liv uden for musikindustrien, og vi arbejder fuldstændig modsat af, hvordan den etablerede musikbranche gør.” Udtalelsen kommer fra Gordon McIntyre, der er forsanger i den skotske gruppe Ballboy, og kunne vel egentlig komme fra stort set alle bands på den alternative musikscene. For Ballboys vedkommende giver det dog alligevel mening at tale om deres forhold til den etablerede musikindustri. Gruppen udkommer på et lille selskab, medlemmerne har almindelige jobs ved siden af bandet, og et par af gruppens sange handler eksempelvis om alt det bras, de spiller i radioen, alternativ kontra mainstream, og om en pige i en pladebutik der ikke synes, at gruppen er avantgarde nok. Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet. Ballboy fremstår på en måde nærmest som prototypen på et rigtigt indieband, og stilen er også indiepop af en type, der giver associationer til så forskellige navne som Belle And Sebastian, Pulp og især Hefner. I grundstrukturen er det meste af Ballboys materiale relativt enkle popsange, der er båret af Gordons lidt aparte vokal, og som ofte pakkes ind i storladne, opfindsomme arrangementer med masser af keyboards. Selv er Gordon inspireret af en masse forskellig musik og nævner navne som Violent Femmes, Jesus and Mary Chain, Stereolab, Magnetic Fields og så den ultimative helt Bruce Springsteen som inspirationskilder, alle sammen navne han karakteriserer som “ærlige bands med en mangel på klicheer.” Med hensyn til Bruce Springsteen-inspirationen ved han godt, at den falder lidt ved siden af, men som han siger: “Folk tror, at jeg siger det for sjov, men det gør jeg ikke!“ Musikken i første rækkeBallboy er ikke en gruppe, der sælger plader i millionvis, men alligevel er der en skare af fans, der spændt ser frem til hver eneste udgivelse fra gruppen. Det væsentlige er ikke salgstal og stjernestatus, men at lave musik der tiltaler et publikum, der i høj grad værdsætter musikken. Og Ballboy har i de seneste år fået en stadigt større lytterskare i takt med, at de har udsendt en stribe singler og to fremragende albums, der hører til blandt noget af det bedste britiske musik, jeg har hørt de seneste år. Som nævnt mener Gordon, at det er helt anderledes, end hvad man kender fra den etablerede musikbranche. “Jeg mener, at de [musikbranchen] forsøger at finde et band, der passer til et bestemt image og forsøger så at overbevise folk om, at de skal købe musikken. For os er musikken og sangene altid kommet i første række. Den eneste grund til, at folk køber vores sange er, at de kan lide dem. Der er ikke nogen stor markedsføringsmaskine bag – ingen mediekampagne og ingen glitrede reklamer – bare sangene.“ Ballboy blev dannet i slutningen af halvfemserne og udsendte efterfølgende tre EP’er i begrænsede antal. EP’erne blev rosende omtalt, og blev så efterspurgte, at gruppen i 2001 valgte at samle dem med et par nye sange som deres første album, Club Anthems 2001, der ikke, som titlen ellers antyder, har det fjerneste med dancepop at gøre. Siden er der blevet udsendt endnu en EP – med den rammende titel All The Records on the Radio Are Shite – samt et album, hvor der endnu engang synges om hverdagens trivialiteter, kærligheden og livets større eksistentielle spørgsmål. Akustisk guitar og strygereMed de første to plader har Ballboy lavet en række sange, der ofte har været storladne i deres arrangementer, men hvad kan vi så forvente af det nye album? “Den nye plade er et album med akustisk guitar og strygere. Det er meget mere nedbarberet end de to første albums. Vi vil i den nærmeste fremtid indspille endnu et album med en mere fyldig lyd, men jeg ville have disse sange samlet i stedet for at de skulle blive blandet med mere larmende sange. Jeg synes, at det her album har givet de forskellige elementer muligheden for at få mere plads, og der er derfor en klarhed, som du ikke altid kan opnå med masser af lyd. Det er en kliché, men nogle gang er mindre virkelig mere.” Vi kan således se frem til et album, der adskiller sig fra den stil, som Ballboy har forfinet på de seneste udgivelser, selvom der da også her har været en række mere afdæmpede sange med den akustiske guitar i centrum. Et eksempel på Gordons pointe omkring de akustiske arrangementer er sangen Sex Is Boring , der både er udsendt i en akustisk og elektrisk version, og hvor det afgjort er den akustiske, der fremstår stærkest. Ballboy er i høj grad en gruppe, der lever af mund-til-mund-metoden, når de skal have deres musik ud til publikum. Men de kan også takke den engelske radiovært John Peel for en stor del af deres succes. John Peel har flere gange spillet deres musik og rost gruppen. Gordon anerkender da også i høj grad Peels betydning for gruppen, og på spørgsmålet om, hvorvidt Peel har haft stor betydning for gruppens karriere svarer han: “Absolut. Han lader folk høre noget musik, der ikke bliver spillet andre steder. Han hører til uden for hele den store markedsføringsmaskine, jeg nævnte tidligere. Vi er blevet inviteret til at spille til hans årlige julefest i år, og jeg kan næsten ikke vente. Han er et af de få mennesker, der er værd at give heltestatus.“ Teksterne er en væsentlig del af Ballboys musikalske univers, men hvor kommer inspirationen til de ofte meget levende fortællinger fra? “Sangene kan komme alle steder fra. Nogle gange kommer de fra virkelige oplevelser eller følelser inde i mig selv. Nogle gange forsøger jeg at bruge dem til at beskrive de følelser, jeg har, men det er svært at forklare teksterne, da teksterne i sig selv er forklaringer på, hvad jeg tænker. Alle sangene er meget personlige for mig. Jeg skriver aldrig en tekst bare for at få den til at passe til en sang. Hvis teksten ikke har nogen mening, smider jeg den væk.“Teksterne hos Ballboy tager altså ofte udgangspunkt i virkelige situationer, og det er også tydeligt, at der er en mening med dem, da de let giver billeder og associationer for lytteren, blandt andet ved at de ofte er ret morsomme og ironiske. “Jeg mener, at der altid er plads til humor, selv i de mørkeste øjeblikke. Faktisk er det i de mørkeste stunder, man får de mest humoristiske tanker. Jeg kan godt lide, at noget kan være både sørgeligt og morsomt på samme tid. Samtidig er jeg også meget opmærksom på, at mange af sangene handler om mig, der brokker mig over noget. Humoren er så en måde at bløde det lidt op på og få folk til vide, at jeg ikke tager mig selv så seriøst, som det måske umiddelbart kan lyde.“ I modsætning til de fleste andre skotske bands, vi hører om, kommer Ballboy ikke fra Glasgow, men derimod fra Edinburgh. Ifølge Gordon sker der ikke så meget på musikfronton i Edinburgh. “Jeg vil ikke sige, at der er en musikscene i Edinburgh, og jeg ikke huske, at der har været en. Der er en scene i Glasgow, men vi er ikke rigtig en del af den.” Men Gordon er også på sin vis glad for, at Edinburgh ikke har sådan en mere etableret scene: “En scene kan være en blandet fornøjelse. Den kan virkelig hjælpe én frem, men den kan også let blive alt for indspist.“ Selvom Ballboy har et stigende publikum, har Danmark stadig til gode at få besøg af gruppen, og det er nærliggende at spørge, om der er planer om at komme til landet i fremtiden. “Jeg ved ikke med hensyn til hele bandet, da der er meget at organisere omkring en turné, men måske et soloshow. Jeg kommer ofte til Sverige, da min kæreste bor der, så det burde være muligt. Giv mig et tilbud, jeg ikke kan afslå!” Opfordringen om en koncert med Ballboy på dansk grund er hermed givet videre til danske koncertarrangører. Links:Ballboys hjemmesideSL Records’ hjemmeside