Interview

Undertoner har mødt det københavnske rockband Jaguar til en snak om Paidea, shawarma og alt det ind imellem. 25.02.04 I en verden hvor musik ikke bare er tapet på væggen eller noget, man vasker op til. Fra et land hvor alt er yndigt, og ingen tror, de er noget. I en tid hvor alle bliver voksne, men ingen er det, kommer et band med gode melodier og alt og intet på hjertet. Et band som er seriøse med hvad, de laver uden at tage sig selv alt for seriøst. Fem drenge i tyverne med fødderne fast plantet i rockmusikken, hovederne svævende på melankoliens smukke skyer og hjertet på det rette sted. De fem spiller musik, fordi de har lyst. Lyst til at underholde, lyst til at begejstre. Lyst til at lave noget der giver mening – både for dem selv, men forhåbentlig også for de folk der lytter til dem. De vil gerne lave musik, der får både hjerne og ben til at snurre. De vil gerne lave musik, som får hoveder til vende og hjerter til at banke. De skal lave musik, som de selv kan lide. De håber at lave musik, som andre elsker. Vil de forandre verden? Nej, det er bare rockmusik. Kan de forandre min verden? Ja, for helvede, det er rockmusik. The Rules of PaideaUndertoner har mødt 2/5-dele af det københavnske rockband Jaguar. På besøg i min stue er Martin og Peter, og vi sidder og kigger bag på coveret af Jaguars første udgivelse, den selvfinansierede Simple Faces EP. “The Rules of Paidea” står der, og nedenunder følger en kort historie om en flok unge mennesker med livet og uanede muligheder foran dem – måske. Martin: Paidea er simpelt fortalt en leg. En leg uden regler hvor man selv sætter succeskriterierne. Selve historien handler meget om nogle unge mennesker, der har en blåøjet naivitet, og som tror, at sommeren og det bekymringsløse liv fortsætter for evigt – men det passer selvfølgelig ikke. Vi har taget det med, fordi den veksling mellem bekymringsløshed og alvor går igen i vores musik. Det er et eller andet sted pop vs. melankoli. Peter: Vi har også efterhånden fundet hver vores brug af det. Historien minder for eksempel mig meget om, at man ikke vil blive voksen, men samtidig godt ved at det bør man blive. Og et eller andet sted giver historien mig også denne der fede fornemmelse af nærnostalgi – altså, minder om noget der ikke er langt væk, men som alligevel er væk. Martin: Det er faktisk ufatteligt langt væk, for man kan ikke vende tilbage. På den måde er menneskerne i historien måske også et meget godt billede af os selv for ikke så længe siden. En sammentømret enhedJaguar blev dannet i foråret 2003. Christian Mathiesen spiller bas og er den yngste i bandet. Martin Rasmussen spiller guitar, er fem år ældre end Christian og er dermed den ældste i bandet. Andreas Borne spiller også guitar, men er til gengæld tre år yngre end Martin. Viggo Clausen slår på trommerne og har levet et år længere end Andreas. Peter Josef Olsen er i en alder af 27 år forsanger i bandet. Han er næstældst og er kun et år yngre end Martin. Alle fem har beskæftiget sig med musik i mange år, men kun Martin, Andreas og Viggo har gjort det sammen i et stykke tid. Jaguar er således opstået på resterne af Aikido Cop, der igen er en viderebygning af Mole, som rent faktisk startede som Holy Mole. Det er dog mange år siden – musikken var noget andet, Poul Nyrup var statsminister, og det hele foregik vist nok på Fyn. I dag foregår det i København, og trods den korte levetid i nuværende opsætning er Jaguar en sammentømret enhed. Peter: For mig var det fint at komme ind i et band, der allerede havde eksisteret et stykke tid under et andet navn. Der var noget konkret musik at forholde sig til, og da den samtidig appellerede til mig, var det jo godt. Men det er da klart, at jeg jo også hurtigt gerne ville ind og påvirke det – det er svært at holde kæft, når man står og øver, og sådan tror jeg vi alle sammen har det. Martin: Vores musik opstår derfor også meget af, at simple ideer udvikler sig i øvelokalet. Alle er meget engagerede i det her, og man bliver i hvert fald skuffet, hvis man kommer med en helt færdig ide. Peter: Samtidig betyder det også, at alle får hver deres lille hjertebarn med i numrene. Det kan for eksempel være et lille guitar- eller basstykke eller en bestemt trommerytme. Når man tænker over det, er der faktisk ufatteligt få kompromisser i vores musik. Det nye navnBandets samarbejdsevner blev fra starten af sat på en alvorlig prøve, da der skulle findes på et nyt navn. Den opgave udviklede sig til et tovtrækkeri over flere måneder, hvor argumenter, afstemninger og venners hjælp blev inddraget. I sidste ende var fast.food dog alt, hvad der skulle til. Martin: Jeg fandt på det, mens jeg stod og spiste en shawarma, og jeg ringede straks til de andre. Jeg ved ikke, om det er verdens bedste navn, men nu hedder vi i hvert fald Jaguar og er fra København. En af fordelene ved at det tog så lang tid er, at vi nu har en masse forkastede forslag, som vi kan bruge til sangtitler. Peter: Jeg synes faktisk, at det er et rigtigt godt navn, og jeg havde det sådan, at nu vi havde muligheden for at finde på et navn, så skulle det også være godt. At det tog så lang tid at finde på et bandnavn er nok ikke tilfældigt. Jaguar består nemlig af fem mennesker, der, på hver deres måde, tænker meget over, hvad de vil med deres musik. Faktisk tænker de nogle gange over, at de ikke tænker over det. Martin: Vi spiller nu engang det, vi spiller, og jeg tror ikke, at vi er så forhippede på at opfinde den dybe tallerken hele tiden. For mig er det vigtigere, at musikken er personlig. Peter: Jeg synes, at vi er blevet gode til at fange stemninger i vores musik. Jeg elsker i hvert fald, at når jeg har lavet en tekst til en sang og så hører det færdige resultat bagefter, så kommer der billeder frem inde i mit hoved. FremtidsforventningerSpørgsmålet er så, hvilke billeder en snak om fremtiden for Jaguar fremkalder inde i hovederne på en forsanger og en guitarist. Martin: Jeg håber, at vi kan bibeholde den gnist, som vi har i øjeblikket, og så håber jeg, at vi kan komme ud og spille en masse. Peter: Jeg håber på, at et label vil skrive en kontrakt med os. Martin og jeg er nok også en slags modpoler, når det gælder forventninger til fremtiden. Han er negativ, mens jeg er positiv. Nej seriøst, så synes jeg, at det er fjollet, at spille musik for en lille udvalgt skare. Jo flere der kan lide vores musik jo bedre, og jeg synes i hvert fald, at det er vildt, at der stod folk og sang med til vores første koncert, inden vores EP var kommet ud. Martin: Det er rigtigt, men hvis publikum ændrer sig, og det i fremtiden lige pludselig kun er 13-årige piger, der står og synger med, vil jeg nok blive både paf og skuffet. Men altså, det er jo en typisk drengedrøm at blive rockstjerne, og når man fortsat spiller i et band, har man jo nok forlænget både drømmen og årene som dreng lidt. Et eller andet sted synes jeg dog, at nu ville være et meget passende tidspunkt at komme et skridt videre. Hvilken retning det skridt går i, er der nok ingen, der kan svare på, men det vigtigste er også, at Jaguar kommer fra en verden, hvor musik ikke bare er noget, man vasker op til, og hvor man selv sætter succeskriterierne for sin leg. Læs også Undertoners anmeldelse af Jaguar: Simple Faces EP

Han vrider sig normalt bag mikrofonen i emobandet Waxwing, men udover dette udtryk gemmer sanger og sangskriver Rocky Votolato også på et akustisk folkinspireret udtryk, som han fortæller om i forbindelse med sin tredje fuldlængde under eget navn. (03.01.04) Hvis alle musikere falder ind på den ene eller anden side af den hårfine grænse mellem tåbelig og kløgtig, må de tilhørende underarten singer/songwriter falde ind under en, om muligt, endnu finere inddeling mellem troværdighed og ligegyldighed. Specielt når det gælder den kategori af kunstnere, der er opdraget i punkens navn, som træder ud af røgen af skrigende vrede og skarpe guitarudladninger for at give et mere inderligt og afdæmpet musikalsk præg med en akustisk guitar over skulderen – her må man skelne mellem klynk og oprigtighed. Med de rette hænder på gribbrættet og over strengene kan disse indie-troubadurer skabe dybtfølte, gåsehudsfremkaldende musikalske øjeblikke. Med de forkerte hænder får man ikke serveret andet end et følelsesmæssigt vakuum, som blot er en slags virkelig genfortælling af Kejserens nye klæder. Rocky Votolato hører blandt de musikere, der falder ind et lunt sted på den gode side af den usynlige grænse. Han forstår at formidle et ærligt følelsesladet udtryk uden at forfalde til krampagtige pinligheder, både hos sig selv såvel som hos sit lyttende publikum.“Man vil selvfølgelig gerne høre et ærligt udtryk, som rammer én. Men ja, nogle gange kan oplevelserne lige nemt fremkalde krummede tæer,” siger Votolato. “œFor mit vedkommende lyder det vel bare, som det lyder. Jeg forsøger ikke at fremtvinge et udtryk, som ikke er der, ligesom jeg undgår at gøre brug af kliché-agtigt intetsigende vrøvl. Heldigvis har jeg et indtryk af, at folk ikke synes, at min musik lyder hverken banal eller kunstig.“ Votolato gør sin daglige gang i emobandet Waxwing, men han har gennem flere plader udviklet en lyst til at udtrykke sig via en anden genre.“œFor mig har solopladerne været et sideprojekt, for det har altid været sekundært i forhold til mit arbejde med Waxwing. Men siden The Blood Brothers fik succes, havde min bror Cody mindre og mindre tid (Cody Votolato spiller guitar i Waxwing og The Blood Brothers). Dette skete på et tidspunkt, hvor jeg havde taget en endelig beslutning om at fokusere mere på mit solomateriale, så timingen kunne vel kun siges at være god.“ Votolatos tredje fuldlængde under eget navn, Suicide Medicine, er en plade, der som sine forgængere bevæger sig ned ad en velbevandret vej med elementer af country og folk. Det er solide og klare sange, der er sammensat af den akustiske guitar som det centrale instrument, underspillede trommer og forskelligt tilsat krydderi som mundharmonika, orgel, mandolin og klaver. Sommetider er det Votolato alene med sin guitar, et udtryk der ligesåvel kan være afdæmpet og hulkende som fyldt med en iver og drift fra punkens verden, noget der da også kommer til udtryk i Votolatos stemme, som det ene øjeblik kan lyde ru og skurrende og det næste ren og sødmefuld. Votolato har haft en række musikalske venner inde over indspilningerne til Suicide Medicine.“œJeg vælger som regel musikere, som jeg kan stole på, og det har altid virket bedst, hvis de selv bestemmer, hvordan de vil spille deres instrumenter. Casey fra Pedro the Lion har hjulpet til på trommer, og han har komponeret sin del alene i forhold til sangene. Min producer, Chris Walla (Death Cab for Cutie) spiller elektrisk guitar og bas på hele pladen; det var virkelig lækkert at have sådan et input. Seth Warren (Red Stars Theory) har også hjulpet med en masse. Alt i alt mener jeg, at denne plade repræsenterer et udtryk, jeg er meget stolt af at have kreeret.“ Læs desuden Undertoners anmeldelse af Suicide Medicine her. Links:www.rockyvotolato.comwww.secondnaturerecordings.com

Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. Undertoner mødte Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronnie Øhlers Pedersen, der udgør grundstammen i danske Pluto, før en koncert på Loppen. Det kom der et forfriskende ærligt og herligt veloplagt interview ud af. U: Allerførst: Hvorfor hedder i Pluto Thomas (T): Vi har faktisk aldrig rigtigt snakket om hvorfor. Det kom helt naturligt, tror jeg. Jeg kan meget godt lide det, fordi det har nogle gode associationer. Personligt er den association, jeg hælder mest til, planeten, mere end Disney-figuren i hvert fald, men det er jo også en græsk gud og en How Do I-plade, selvom det tænkte vi vist først over bagefter. Og så fungerer det godt auditivt. U: Der har været et relativt stort gennemtræk af musikere i Pluto. Hvordan kan det være? [f.eks. er navnkundige Moogie Johnson ny live-bassist] T: Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke”¦ Der er nogen, der er gået, og så en enkelt, der er blevet gået. Janne Lorentzen (J): Det har nok noget at gøre med, at vores stil har udviklet sig, og så er der nogen, der er faldet fra i processen. De har gerne villet lave noget i en anden retning. Og så var der en, der flyttede væk. Der ligger ikke noget ekstraordinært bag. Vi har i hvert fald oplevet det som en ganske naturlig udvikling. Ronnie Øhlers (R): Vi snakkede faktisk om her til formiddag, at hvis der ikke løbende havde fundet en stilændring sted, og de udskiftninger ikke havde været der som en konsekvens deraf, så havde vi nok ikke siddet her idag. T: Det kan godt være, vi havde siddet her, men vi havde lavet noget helt andet. Det er en levende model. Det er en del af det. Det er en kliché, men det er udvikling. J: Det lød i hvert fald ganske anderledes for ni år siden, da vi startede. Det har været en sund udvikling at gennemgå. T: Ja, faktisk har vi ganske snart ti-års jubilæum. U: Så har I været i gang længere, end jeg havde troet. Hvordan startede I? T: Pluto startede med udgangspunkt i Sub Rosa, som Janne og jeg spillede i før. Det korte og det lange var, at vi måske var for demokratiske og samtidigt grundlæggende uenige om, hvor vi skulle hen rent musikalsk. Den erkendelse nåede vi så frem til i nogenlunde samråd. Der var til tider for meget ævl og kævl og for mange kompromiser. Det endte med at gå ud over spilleglæden. J: Ja, stilmæssigt stak vi i lidt for mange retninger. Det var meget forvirrende. T: Så blev udgangspunktet, at vi måtte lave noget, hvor det var en eller to personer, der tegnede det og skrev sange og musik og bestemte retningen. Vi fandt så ud af, at det skulle være mit projekt, al den stund at det er mine tekster. Så det er ligesom baggrunden for Pluto. Vi drog bare den logiske konsekvens af Sub Rosa og arbejde videre derfra. Det viste sig så, at Pluto i starten kom til at bestå af de samme mennesker som Sub Rosa bortset fra Stefan [Gejsing], der spiller trommer i Diefenbach., Han meldte ud fra starten, at han hellere ville lave noget, hvor der var lidt mere skrald på. Det var så den første udskiftning. De andre kom så løbende derefter. Med Sub Rosa nåede vi at lave en promo med fire sange, hvoraf en af dem lå på barometeret et par uger i ’96, og få et nummer [One and Only] på Starsearch [Nr. 5] , og det var så det. J: Ja, vi har ikke noget stort bagkatalog. T: Eller jo, det har vi sådan set. Det er bare ikke et, der er udgivet. Vi har en idé om, at vi vil lægge et nyt nummer ud på hjemmesiden hver måned. Her vil vi typisk bruge noget af skuffedigningen. I oktober lagde vi en demo af Pausefisk fra den nye plade ud, og måneden før var det Sort og blødt, der egentligt skulle have været med på Forfra, men som blev skåret bort i allersidste øjeblik under masteringen. Den passede ligesom ikke ind der. Som helhed var den måske heller ikke stærkt nok, men den har nogle fine momenter; en slags oplagt b-side kan man sige. Og der er remix af forskellige folk på vej også. Så på den måde vil vi forsøge at udgive mere og udvide vores katalog en lille smule. U: I blev ofte sammenlignet med Nikolaj Nørlund i kølvandet på Forfra. Hvordan har I det med referencer? T: Referencer er fine nok, synes jeg. Man vil selvfølgelig helst have, at det er nogle referencer, man kan identificere sig med, men man skal ikke være mere idealistisk, end at det jo også er den måde, man selv snakker om musik på. Hvis man skal præsentere et band overfor nogle andre mennesker, der ikke kender det, så er man jo nødt til at”¦ Man kan jo godt sige, det er rock, men rock eller postrock eller indie er jo titusinde ting. Der er alle de her begreber, som er meget diffuse. På den måde er referencer til andre kunstnere tit lidt mere specifikke. Og så er det jo klart, at det er oplagt at bruge dem i anmeldelser. Sådan er vilkårene. U: Jeg synes personligt, I minder meget lidt om Nørlund. Bortset fra at I synger på dansk”¦ T: Det synes jeg nu nok heller ikke, vi gør, men jeg kan godt forstå Nørlund-referencen. Folk er meget fastlåst i det der med, at vi synger på dansk, og han har jo netop været den primære eksponent for dansksproget rock fra ’undergrundsscenen’ , kan man sige. Jeg synes måske nok, at han er en del mere”¦ folk’et end os. J: Journalisten er vel også i et eller anden omfang nødt til at moderere sine referencer i en anmeldelse. Ellers går idéen jo nemt af det. Han bliver jo nødt til at afveje, at han både skal ramme præcist i forhold til musikken, men samtidigt også bredest muligt i forhold til målgruppen. For folk der ikke kender den alternative musik, er vi jo helt klart tættere på Nikolaj Nørlund end f.eks. på Anne Linnet”¦ Jeg tror godt, at man kan få noget ud af at læse det, selvom det måske strengt taget ikke er den optimale sammenligning. Hvis man ikke ved alverden, giver det jo alligevel et godt fingerpeg, hvis man læser det i en anmeldelse i Politiken. Så på den måde er det ok., synes jeg. T: Ja, det kommer netop an på, hvor velbevandret man er i den afdeling. Med den første plade synes jeg f.eks. vi var tættere på Olesen-Olesen end Nørlund. Selvom de selvfølgelig også er blevet lidt mere folk’ede og dylan’ske med årene. U: “¦og udover Olesen-Olesen? T: For mit vedkommende er det lydmæssigt Sparklehorse, Yo La Tango, Low, Notwist – og tekstmæssigt Love Shop, C.V. Jørgensen, Pia Juul og Henrik Nordbrandt. U: Hvor meget fylder teksten i forhold til musikken for jer? T: Som udgangspunkt er det fifty-fifty. J: Ja, men vi har alligevel nogle retningslinier, der favoriserer teksten lidt. Hvis musikken bliver trukket for meget til een side, og Thomas ikke mener teksten kan være med længere, så bliver musikken trukket tilbage igen. Så på den måde er det teksten, der bestemmer og er i centrum. T: Ja, men teksten er s’gu stadig ikke mere end halvtreds procent. Det er netop svagheden ved C.V. Jørgensen. Han skriver helt eminente tekster, men musikken er ikke lige spændende hele tiden, og det er jo brandærgerligt. Hvis man går efter, at det skal være perfekt, og det skal det, og det gør vi, så må det veje lige meget, synes jeg. For mig er en sang pr. definition en kombination af musik og tekst. Det kan ikke blive rigtigt godt, medmindre at begge elementer er afstemte og fungerer. U: Hvis vi holder fast i Nørlund-parallellen lidt endnu, ved jeg, at Nørlund efter Strunge-pladen var enormt irriteret over den bås, han havnede i, og følte, at han skulle bruge en masse energi på at ’træde i karakter’ som rockmusiker. Frygter I ikke lidt at blive parkeret samme sted? J: Det tror jeg slet ikke, man kommer udenom, hvis man skriver på dansk. Uanset om det er godt eller dårligt. Der bliver altid fokuseret på det i anmeldelserne. Man kan ligesom lettere slippe afsted med at skrive dårlige tekster på engelsk, tror jeg. T: Eller i hvert fald bare slippe af sted med at det ikke bliver kommenteret så meget. Men jo, i forhold til anmeldelser og omtale kan jeg godt synes, at det fylder for meget, og at folk, i hvert fald udfra hvad de eksplicit skriver, ikke lægger så meget vægt på produktion og lyd, som jeg kunne ønske mig. Jeg læste et interview med Nørlund, hvor han netop sagde, at han var træt af at blive betragtet som poet, at han bare var rockmusiker, og det var det. Det, synes jeg da, er en enormt god indstilling, og det er godt at sige. Man kan jo håbe på, at det får folk til at åbne øjnene lidt mere for musikken. U: Vi dvæler ved Nørlund-sammenligningen lidt endnu: Hvor han ofte er meget prosaisk i sit sprog, er Pluto mere fortættet lyriske. Mere modernistiske, sanselige og intuitive, synes jeg. Hvor velovervejede er dine tekster, Thomas? J: Han er litteraturstuderende. Ha-ha. T: Ja, jeg er bachelor i litteraturvidenskab og læser moderne litteratur. Jeg kender de fleste af referencerne og alt det der, og jeg kan også godt sidde og splitte et digt fuldstændigt ad, hvis det er det, jeg skal i en eller anden sammenhæng. Det er det bare ikke i den her sammenhæng. Jeg lægger et stort stykke arbejde i at prøve på at lade være med at for bevidst om det faktisk, i ikke at være for analytisk. Det kræver lidt øvelse at kunne lægge det fra sig. Nogle gange kan man, og nogle kan man ikke. Så kører den oppe i huset. Hvis det bliver for konstrueret, bliver det for det meste også skrottet rimeligt hurtigt. Det er i hvert fald min oplevelse.Det handler om at lytte. Både med tekst og musik. De to ting er meget udtryk for den samme proces hos mig. Der kører en hel masse ting inde i hovedet: Ord eller melodistumper”¦ slam, slam, slam”¦, der kan tage alle mulige retninger. Det handler så om at kunne fange det, når der kommer en eller anden stump, man kan bruge, og som fører et sted hen og ikke bare ender i en blindgyde. Det skal have et billede eller en historie, fremmane et stærkt indtryk. Mange af teksterne kan starte i en kombination af to ord eller en linie. Mere kræver det ikke for at sætte noget i gang. Det handler om at lytte til den linie og finde ud af”¦ Man kan intuitivt mærke eller høre, om der er noget i dem”¦ hvorhen den peger. Det kunstneriske kaos skal sættes i system ved, at man lytter og arbejder videre fra udgangspunktet. Hvis man ikke er god til at lytte, taget man måske fejl og arbejder i en forkert retning i forhold til det, der var i linierne, og så går idéen i sig selv igen. Det er en proces, som man skal lære. U: Hvad er den største forskel på de to album? J: Jeg synes, vi er blevet mere fri til at spille, hvad der lige passer til sangen. Vi er ikke så meget musikpoliti mere. Vi var nok lidt nervøse for at gå ud over genren i starten – også på baggrund af det, der skete i Sub Rosa, hvor det endte med at blive for rodet. Vi havde det meget sådan, at man ikke måtte lave en bluessolo, fordi det ikke passede til indiegenren. Vi er blevet mere fri til at eksperimentere. På den måde har indiebegrebet været lidt snærende. T: Ja, jeg er også blevet ret træt af alt det indie. J: Jo, men vi har jo også selv været gode til at bruge det. T: Det var vel også ud fra en eller anden betragtning meget dækkende for det første album. Det var meget derhenad. Ad indie som stil og ikke udgivelsesomstændigheder, men sådan set også begge dele, altså. Det er det for mig at se nok ikke helt så meget længere. Det nye album har bl.a. en snært af singer/songwriter. J: Der er hele vinklen til forskel. R: Ja, og tilgangen til det nye album har, i forhold til hvad jeg har jeg fået at vide af jer, været meget anderledes. Vi startede med at lave nogle optagelser af alle numrene. Helt akustisk, kun sangene. Og så fik vi dem med hjem hver især og fik mulighed for at gennemtænke, hvad der kunne ske i hver af de her sange sådan rent musikalsk og melodisk. Vi kom så alle sammen med nogle bud, og derfra sad vi så og sorterede lidt frem og tilbage. Det var faktisk først, da vi gik i studiet, at vi fandt ud af, hvad for nogle ting der skulle med, og hvad for nogle, der ikke skulle. J: Det var meget mere en færdig idé, vi gik i studiet med sidst. Det var meget arrangeret. T: Det hænger jo også sammen med, at man, ligesom med alt muligt andet, skal lære at indspille plader. Man kan godt forbedre sig ved at sidde derhjemme og indspille i hjemmestudiet, men den eneste måde, man kan lære at lave en plade på, det er ved at lave en plade. Den første gang var det ti dage i studiet, og hu-hej nu skal det hele bare knaldes i kassen. Så finder man først ud af bagefter, at hov det kunne egentligt have været sjovt at prøve de her forskellige ting af. Det er så nogle af de ting, vi har haft mulighed og overskud til at prøve af på Støv/eller/støj.Det var også meget sjovt med de demoer, vi lavede. De var i virkeligheden lavet til ,at Morten [Bue] skulle have sangene med hjem for at høre, hvad vi havde gang i, så han også kunne komme med nogle bud på produktionen og gøre sig nogle idéer i forløbet, inden vi startede selve optagelserne. Det var også noget, vi havde lært af den første: Det kunne have været fedt, hvis han havde været inde over noget tidligere, for så havde han haft bedre mulighed for at differentiere udtrykket lidt mere. Det fik han så denne gang. Vi endte så med allesammen at få de her demoer og sidde og lytte og finde på forskellige roller til de forskellige instrumenter osv. Det var en fin proces, synes jeg. J: I det hele taget brugte vi meget mere tid på lyd i studiet denne her gang. Vi lavede, næsten, et nyt set-up til hvert nummer. Det gjorde, at vi undgik at spille med den samme lyd gennem hele pladen. Det er en stor del af forskellen i forhold til den første. T: Ja, der er nyt tromme-set-up på alle numrene. Noget er spillet live. Noget er programmeret. Og noget af det, der lyder som om, det er spillet live, kommer lige fra harddisken og omvendt. U: Hvordan har I det med kommerciel succes? Forfra solgte omkring 500 eksemplarer, ikke sandt. Der er vel ikke realistisk udsigt til, at det nye album kommer til at sælge meget bedre end det. Er det noget, der optager eller bekymrer jer? T: Det kommer lidt an på, hvilken kasket man har på. Nu udgiver vi jo selv. Rent kunstnerisk eller musikalsk så er det jo fedt, at dem, der køber pladen og kan lide den og hører den, forhåbentligt får noget ud af det. Om det er 500, 1000 eller 2000, som for mig altså trods alt er mange mennesker, betyder egentligt ikke så meget. Det vigtigste er at kunne give de her mennesker noget. Men med økonomidirektørkasketten på så vil man selvfølgelig gerne tjene så meget så muligt. Primært fordi det giver mulighed for at prøve endnu flere ting af næste gang. Men når det er sagt, så er vi indstillet på, at det tager tid at nå langt. Et band som Love Shop sælger måske 6000-7000 indenfor noget, der er samme afdeling som os sådan meget, meget bredt betragtet. Og det har jo taget dem meget langt tid at opbygge deres fanbase og nå så langt. Hvis man ser det i forhold til det, så er et salgstal på 500 omkring en tiendedel af, hvad Love Shop har været ti år om at opbygge. Så i det perspektiv er vi ok. tilfredse. U: Så tilgangen er altså, at succesen kommer, når den kommer. Tænker I slet ikke i kommercielle baner, når I laver en plade? R: Hvis det var tilfældet, så er det i hvert fald den forkerte musik, vi har valgt at lave. Hvis vi ville lave en plade for at sælge noget, så er det ikke slet ikke den stil. J: Ja, det er vi udmærket godt klar over. Vores musik er alt for smal til, at vi nogensinde kommer til at sælge 50.000 plader – i Danmark i hvert fald. T: Et af problemerne er så netop, at det er på dansk. J: Men vi har da solgt tyve plader i Japan. P: Via Soulfighting Music”¦ Det kommer, når og hvis det kommer. Succes tager den tid, det skal tage”¦ U: Hvilket nummer på den nye plade kan I selv bedst lide – altså ikke på bekostning af de andre? [efter en del tøven] R: Jeg har et par favoritter. For det første så synes jeg, at titelnummeret, der også er det sidste nummer på pladen, fungerer nærmest perfekt. Det får jeg stadig kuldegysninger af, hver gang jeg hører det. Især når det kommer lidt længere hen i nummeret”¦ Det var måske også et af de numre, hvor vi eksperimenterede allermest – og hvor det netop lykkedes allerbedst. Der er nogle ting på, som vi slet ikke havde aftalt på forhånd, som pludselig bare gik op i en højere enhed. Det er lidt vildt faktisk, for det er ikke rigtigt noget man kan genskabe eller er herre over. Vi snakkede om, at vi skulle spille nummeret til koncerten i går [på Studenterhuset], men droppede det, fordi det nummer er så meget et billede af et øjeblik, at det bliver svært at genskabe live. Vi har ikke rigtigt fundet livenøglen til det nummer endnu. T: Nej, så er man nødt til at lægge det an på en anden måde, og det har vi også gjort med nogle af de andre numre, som vi heller ikke uden videre har kunnet overføre live, men der har vi så fundet en anden måde at gribe an på. Jeg er i øvrigt også enig i, at Støv eller stilhed er en af de gode. R: Og så er der Natjager og Ræs, som, jeg synes, er fantastiske, fordi de kommer op i højere leje. De stiger i intensitet, og der er mere dynamik i de to sange, end der har været i nogen andre Pluto-sange nogensinde, tror jeg. Det, at den virkelig får noget spark i røven på de to sange, er noget, jeg godt kan lide. J: Jeg synes, der er nogle vildt fede outro’er rundt omkring. Det er mine favoritsteder på pladen. Jeg tror mere, jeg har favoritsteder end -numre. Især outro’en på Natjæger er jeg meget tilfreds med. T: Jeg er meget enig i de valg der, men hvis man skal over i den anden ende af skalaen, så er jeg også meget glad for både en Sang og Gi’ op, som er så skrabede, som de er, men hvor teksten virkelig er lykkedes, synes jeg. Den ligger lige som den skal. De er superskrabede, men indeholder stadig så meget, som de gør. J: Med En sang er det lykkedes os at lave den mest skrabede vokalside, vi nogensinde har lavet. Blandt andet fordi vi lå ned og sang den. Det tænker jeg altid på, når jeg hører den. T: Det var et af Mortens bidrag. Han er en skidedygtig producer i det hele taget, men han er i særdeleshed dygtig til at indspille vokaler. Han har en evne til at få folk til at slappe af og komme i den rigtige stemning og vurdere, hvor det skal hen, og hvad der er det rigtige at gøre. Og netop vokalen er ofte den sværeste selv at have distance til. Jeg kan godt høre, hvis jeg har indspillet et eller andet guitarspor, og det ikke ligger helt rigtigt. Det er måske ikke helt tight nok eller ikke så fed en figur. Det er meget sværere med vokalen. Måske også fordi et instrument aldrig kan blive ligeså personligt som ens stemme. Så er det enormt rart at have en udefra, som man stoler på, og som kan være med til at sige, at det her er ikke helt godt, det skal være lidt mere skrøbeligt, eller lidt kraftigere. Det var så Mortens idé det her med, at da vi sang En sang, at jeg skulle prøve at ligge ned. Jeg var først ret skeptisk og sådan lidt “ja, ja, den er god med dig”, men det var en meget spøjs og lærerig oplevelse. Jeg kunne allerede på det første take mærke, at selvom jeg gjorde fuldstændigt det samme, som jeg plejer, så var det alligevel noget andet der kom ud. Det lød helt anderledes. En anden lyd, og måske allermest, en anden stemning. Det fik mig lige til at overveje, at det der med at synge er jo for pokker ens krop”¦ i og med at man pludselig ligger ned i stedet for at stå op, spænder man formodentligt sine muskler helt anderledes. Og så ligger det vel dybt i ens underbevidsthed, at det med at ligge ned har forbindelse til at slappe af. Det gør så måske, at man kan åbne op og nå til en anden stemning, end man ellers havde kunnet. Meget banalt trick, men det var virkelig med til at sætte sit præg på indspilningen af den sang. U: Hvad er kerneværdierne i Pluto? Jeg hørte, du gav hug til Bush i går, Thomas. T: Ja, jeg er s’gu ved at blive rød på mine gamle dage”¦ he-he. U: Hvilken oplevelse vil I helst efterlade, hvis man ellers skræller klichéerne væk? R: Sådan vil jeg nødigt stille det op, for for mig er det vigtigt, at der er åbent for fortolkning. Folk får forskellige associationer, og sådan skal det være. Jeg har et familiemedlem, der synes, vores musik er meget sørgmodig. Han bliver måske næsten utilpas, når han lytter til vores musik. Bedrøvelse er muligvis ikke det bedste, man kan kalde frem i folk, men alligevel synes jeg, det er fedt, fordi vi har formået at appellere til noget meget stærkt i ham. Hvis bare man kan få nogle følelser frem i folk! Samtidigt er der jo en masse andre mennesker, der virkelig får en optursoplevelse ud af vores musik. Det er selvfølgelig ligeså fedt. T: Hvis man skal gi’ et bud på, hvad det er, så er det vel”¦ En del af “projektet” er for mig at sige så meget som muligt med så få midler som muligt. Hvis det er nedbarberet, men samtidigt præcist, gives der størst mulig plads til, at det kan åbne sig og folde sig ud for den enkelte, tror jeg. Musikken og teksten kan bære mere på den måde.Hvis vi ved hjælp af de her sange kan være medvirkende til, at folk får levet nogle følelser igennem, jamen så er det jo super at være rockmusiker. Jeg tror helt basalt, at vi bare gerne vil fremkalde en reaktion, refleksion! Hvis vi kan få folk til at stoppe op og tænke sig om: Hvad laver jeg med mit liv, og hvor er jeg på hen?, så synes jeg, at vi har opnået noget meget stort. Hvis jeg skulle formulere et ’mål’, måtte det være det. J: Jeg kan godt lide musik, der gør ondt på den fede måde, eller hvordan man nu skal sige det. Det rører ved nogle strenge i een, hvor man egentligt får ondt i maven af at høre det, men samtidigt får man det godt. Det er en behagelig følelse, og fremfor alt ikke en ligegyldig een. Jeg kan blive i enormt dårligt humør af at høre al mulig dårlig og ligegyldig pop, men jeg bliver i godt humør af at høre”¦ U: “¦god, sart melankoli”¦ J: Ja netop, deprimerende musik. Jeg vil gerne høre musik, der gør ondt på den fede måde! T: Jeg vil hellere høre noget musik, der gør mig dårligt tilpas, end noget jeg er ligegyldig i forhold til. På den måde får man levet nogle stemninger eller følelser ud, som ellers bare ville side som en knude i maven. R Ja, det er helt klart en vigtig del af det.

Hvis du ikke allerede har brugt alle dine sparepenge på diverse juleknas, bør du måske overveje at gemme en krøllet 50’er et sikkert sted til den 19. december, hvor Play/Rec indbyder til julefest med 6 bands i 3 battles på 2 scener. I den forbindelse har Undertoner talt med Jakob Hvitnov fra det københavnske selskab. Julen nærmer sig med hastige skridt. Man er næsten allerede træt af den, ikke sandt? Det er dog heldigvis muligt at undgå at kløjes i æggesnapsen og blive dagligt forpestet af herrerne G. Michael og A. Ridgeley. Bjældeklang eller ej… det københavnske pladeselskab, Play/Rec, har lagt i ovnen til et juleshow af stor kaliber. I den forbindelse har Undertoner sat talsmand Jakob Hvitnov stævne for at høre lidt om selskabet samt dettes jule-happening. Play/Rec-historienHistorien om Play/Rec begyndte tilbage i 1998 i en lille provinsby i det vestsjællandske, hvor en flok musikalske ildsjæle arrangerede musikfestivaler og skaffede øvelokaler til den mængde bands, som de nu selv udgjorde. “Vi var 4-5 bands – som stort set stadig er dem der danner grundstammen i Play/Rec i dag – og vi blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve at dokumentere det musik, vi lavede,” fortæller Hvitnov, som udover at være talsmand for Play/Rec også spiller trommer i Barra Head. Pilotprojektet, som det nyetablerede pladeselskab gav sig i kast med, resulterede i kompilationen med den simple, sigende titel Play/Rec 01. “Hele processen med den plade var ret hård. Vi havde fra en CD-trykker fået et tilbud, som ikke blev holdt, og vi var derfor nødt til at sagsøge. Det endte heldigvis godt; vi fik pladen til den oprindeligt aftalte pris. Men vi endte med et dårligt produkt, for der var så mange ting, som vi på det tidspunkt ikke vidste så meget om.“Idéen med den indledende kompilation var først og fremmest at præsentere de forskellige bands og deres musik, men man håbede også på, at den kunne give et pænt overskud, som kunne financiere nye udgivelser. Fin plan… på papiret. “Men hen ad vejen kunne vi godt se, at det ikke helt gik som forventet. Vi skulle jo videre på en eller anden måde, så vi begyndte selv at skyde penge i vores plader. For der var ingen på det tidspunkt, som var indstillet på, at det skulle slutte.“ Plader i kuldDer var dog heller ingenting, der tydede på, at det skulle have sin ende. De første fire udgivelse, kompilationen inklusiv, udkom nærmest i et kuld inden for det første år. “Langsomt begyndte folk at åbne øjnene for, at vi eksisterede. Det er et mysterium for mig, hvilke kanaler folk bruger. Jeg tror, at de bruger sådan noget som Undertoner. Men det er vel også mund-til-mund-metoden; folk går og snakker, og på et eller andet tidspunkt havde vi fået nok folk til at snakke, så vi begyndte at sælge nogle plader.“Folkene i Play/Rec er dog ikke kommet så langt endnu, at de har kunnet få deres udgivne plader til at financiere de kommende udgivelser, og som sådan har selskabet ikke tjent nogle penge på egne udgivne plader. Det er de respektive bands, der har investeret og som også får, hvad der måtte komme ud i den anden ende. “Vi sælger generelt ikke så mange plader. De plader, vi sælger, ryger i langt de fleste tilfælde afsted til køberne, når bandsne er på turné. Det er sådan, at Barra Head (det salgsmæssige flagskib hos Play/Rec) har solgt omkring 1000 plader.“Udover Barra Head som kastede sig ud i en fuldlængde med det samme, har udgivelserne primært været karakteriseret af de mindre formater som 7″ere og EP’er. Men nu virker det som om, at perspektivet er mere højtløftet og ambitionerne større. “Der er flere ting, som ikke er besværlige længere. Det er ikke besværligt at få trykt en plade og lave coveret; det er meget rutine. Nu kan vi koncentrere os om andre ting: få pladerne distribueret og skabe så meget opmærksomhed omkring dem som muligt,” forklarer Hvitnov, og der er angiveligt en del materiale at råbe op omkring i den nærmeste fremtid. Der er nemlig et nyt “kuld” plader på vej, som Hvitnov betegner som “generation 2.” I starten af det nye år er der friske fuldlængder klar til udgivelse: Til januar kan vi forvente materiale fra The Magic Bullet Theory og The Kind of Bitter, og lidt ud på foråret er der nye toner fra The Violet Hour og Barra Head – alle sammen fuldlængder. Men hvorfor falder pladerne i kuld? “Play/Rec er ligesom mange andre musikalske miljøer, f.eks. Factory i Manchester og Dischord i Washington: Man henter masser af motivation, energi og idéer fra hinanden. Så hvis ét band kommer og siger, at de gerne vil lave en plade, så kommer det næste band kort tid efter og vil det samme. Man løfter hinanden på den måde. Når projektet først er lanceret, er det mere overskueligt at gå igang med for de næste.“ Club Play/RecUdover at have travlt med egne bands samt livtaget med selskabets daglige virke arrangerer folkene hos Play/Rec også månedlige koncerter i Huset i Magstræde. “Det startede af to hovedårsager. På det tidspunkt havde Barra Head turneret rigtig, rigtig meget, og vi syntes, at det var fantastisk, at der eksisterede sådanne miljøer, hvor man kunne komme til og spille koncerter. Man fik mad, sov i folks stuer og blev generelt behandlet rigtig godt. Derfor kunne det være sjovt at se, om den idé kunne gå i København, altså med den indstilling til at lave koncerter. Der er jo masser af bands, der ligger og turnerer hele tiden, men som er sværere at tage ind på de etablerede spillesteder, fordi de har en anden budgetramme, end vi har. Vi var også trætte af, at disse bands aldrig stoppede på vejen til Sverige. Den anden årsag var, at vi også gerne selv ville se nogle af de bands, som sprang København over, og vi tænkte, at det var der sikkert også en masse andre mennesker, der ville.” Det viste der sig at være i langt de fleste tilfælde. Club Play/Rec har haft fuldt hus til navne som Stars of the Lid, Baby Woodrose/The UNIT og Do Make Say Think. Jul i Huset Med det seneste arrangement rundede Club Play/Rec deres 20. show, hvilket er én af grundene til, at der bliver varmet op til det helt store julebrag i Huset d. 19. december.“Grundlæggende er idéen at fejre os selv. På et eller andet tidspunkt skulle vi lave et sådant show, og det virker oplagt nu, fordi vi nærmer os jul. Der er jo blevet lavet sådan noget før, bl.a. Crunchy X-mas sidste år, men der er åbenbart ikke nogen, der laver det i år udover os. Det går åbenbart lidt på tur.“Play/Rec sætter dog et noget unikt præg på arrangementet. De præsenterer 5 bands fra egne rækker og et enkelt udefra, som går på to ad gangen på hver sin scene. Idéen stammer fra et tidligere arrangement.“Vi lavede den der Double Date 7″ med The UNIT og Menfolk, hvor vi havde stillet to scener op overfor hinanden, og bandsne spillede “mod hinanden” med et nummer hver, hele tiden på skift, ping-pong. Alt sammen med publikum i midten. Til sidst kom The UNIT ind og spillede med på noget Menfolk, og så spillede de The Stooges’ Search and Destroy sammen fra hver deres scene. Det var virkelig et bombardement, så det baskede. Så nu laver vi det med hele moletjavsen.“Der bliver altså 3 blokke med to “battlende” bands ad gangen. Kampprogrammet, som det kommer til at se ud, har vi ladet Hvitnov beskrive med egne ord: The Violet Hour vs. The Kind of Bitter The Violet Hour lægger sig op af en folk-, singer/songwriter-tradition, og en god sammenligning ville være Nick Cave & the Bad Seeds. De spiller meget stemningsmættet og melankolsk musik, og hvis man skulle driste sig til at sige ‘poetisk,’ så er det The Violet Hour, man skal have fat i. The Kind of Bitter er lidt af samme skuffe, men måske lidt mere 1-2-3-4 rock uden rigtigt at være rock og rul. Jeg vil ikke kalde det følelsesfuldt, for det lyder så klistret, men der er både noget til danseskoene og hjertekulen og det hele. Det er desuden sådan et slags allstar-projekt med Chandu (The Magic Bullet Theory), Mikkel (Barra Head), Lars (The UNIT) og Per (Menfolk), så det er stort alt, hvad der kan kravle og gå på Play/Rec. The Magic Bullet Theory vs. The UNIT Så er der The Magic Bullet Theory og The UNIT, som skal battle mod hinanden. Begge bands har jo et eller andet udgangspunkt i garagerocken, men har hver deres tilgang til den. The UNIT kommer fra punk/hardcore, og det kan man godt høre på dem. De har en anden form for energi, så måske er garagerock et helt forkert prædikat? The Magic Bullet Theory lægger sig måske tættere op ad genren, men til gengæld har de et element af kompleksitet – det er jo nærmest math-garage. De kan både fyre den af med et fedt riff, hvor det groover, og så er det samtidigt enormt komplekst og udfordrende. Lemko Hall vs. Barra Head Lemko Hall er instrumental rockmusik fra Sverige. De lægger sig et eller andet sted op ad Godspeed You Black Emperor! og Do Make Say Think og sådanne Constellation-bands, men har mere en jazzet og groovy tilgang til musikken. Der er lidt mere sjov hos Lemko Hall end de andre bands, og man vipper lidt mere med foden i takt. Barra Head går fra det snerrende til det mere melodiske. Det stikker i mange retninger. Barra Head er blevet kaldt post-hardcore, mathrock og tilmed postrock, selvom der er vokal på. Bandet lægger sig lidt op ad en tradition, som er centreret omkring bands som Slint, June of ’44, Metroshifter og sådanne bands. Det er nok den åre, som bandet tapper mest fra. Monoton og Janosch, som er de eneste Play/Rec-bands der ikke spiller (ud over Menfolk som har meldt afbud), kommer i stedet og spiller plader. DJ-sættene kommer til at ligge mellem de 3 blokke af dobbeltkoncerter.

Undertoner har mødt David Fridlund og en af hans medborgere fra bandet David & the Citizens til en snak om anmeldelser og den specielle svenske tone. Fem svenskere med hovedet fuld af gode melodier. Fem musikere med hjertet på det rette sted. Fem personer der laver musik, fordi de bliver nødt til det. David & the Citizens har lige udsendt deres anden fuldlængde Until the Sadness Is Gone til gennemgående gode anmeldelser i hjemlandet og andre steder. Alligevel er de trætte, da Undertoner møder forsanger David Fridlund og bassist Conny Fridh, inden deres koncert på Loppen. Fysisk trætte fordi de har været på arbejde – der skal jo tjenes til dagen og vejen, selv om man udgiver musik. En smule mentalt trætte fordi deres musik skal bedømmes af anmeldere, der ikke nødvendigvis forstår den – men okay, det ved de godt er en del af gamet. Hvorfor laver I musik? David: Det er noget, vi bliver nødt til. Jeg har altid lavet musik, og for mig er det et spørgsmål om at overleve spirituelt. Sådan tror jeg også, at det er for resten af bandet. Er det så kun for jeres egen skyld? Conny: Det er klart, at vi selvfølgelig er glad for, at der er mennesker derude, der kan lide vores musik, men i sidste ende så bliver man nødt til at lave den musik, som man selv kan lide. Ellers tror jeg også, at det bliver noget skidt. Dem, der kan lide os, kan nok lide os alligevel. David: Men altså, der er da nogen, som ikke kan lide vores nyere materiale lige så meget som vores gamle. De ville gerne have, at vi forblev det, vi var, dengang vi var et meget hemmeligt band, som kun en meget lukket kreds af mennesker kendte. Nogen er blevet sure og mener, at vi har solgt ud eller sådan noget lignende, men det er lidt svært at tage hensyn til, og der er heldigvis ikke særligt mange, der har det sådan. Conny: Men vi har et ord for den slags fans… David: Ja, det er rigtigt. Vi kalder dem ‘indietalebanere.’ Prøv at beskrive forskellen på jeres to plader. David: Den første plade var nok en hel del mere sørgelig og indadvendt, mens den nyeste er mere udadvendt og glad. Conny: Så synes jeg også, at den nye fungerer mere som en helhed – en mere fokuseret plade. Var det svært at lave nummer 2? Conny: Langt henne i processen mente vi faktisk ikke, at vi havde problemer med at finde gode melodier, så derfor blev vi ved med at lave nye sange. Da vi så hørte det endelige produkt, var vi sådan: “Det er da meget godt, det her.” David: Når vi laver en plade, så arbejder vi bare derudad uden at se tilbage. I har jo fået gennemgående gode anmeldelser for jeres udgivelser, men hvordan har I det egentlig med den slags? Conny: Jeg tror, vi har det ligesom alle andre bands på det punkt. Vi bliver selvfølgelig glade, når vi får gode anmeldelser, men vi bliver måske endnu mere kede af det, når vi får dårlige anmeldelser. Generelt må man selvfølgelig tage det med, men det kan godt være en smule irriterende, når man fornemmer, at ens musik ikke rigtig bliver bedømt på de rigtige præmisser. David: Vi fik for eksempel en rigtig dårlig anmeldelse i et studenterblad i Sverige, hvor anmelderen lagde ud med at skrive, at han overhovedet ikke brød sig om David & the Citizens og den slags musik, vi spillede. Man kunne så spørge sig selv, om man ikke burde have fundet en anden til at skrive den anmeldelse. Udover det, så var det også en smule irriterende, at vi efter udgivelsen af For All Happy Endings konstant blev sammenlignet med Bright Eyes. Jeg ved selvfølgelig godt, at man kan finde elementer i nogle af vores sange, der minder om Bright Eyes, men jeg synes nu, at det var langt overdrevet. Conny: At vi så også er blevet sammenlignet med navne som Rolling Stones, Beck og Ben Folds Five er kun endnu mere mystisk. David: Men generelt er det selvfølgelig svært at blive bedømt, fordi det jo er en del af ens sjæl, man har lagt ud, og hvis det så bliver skåret ned til en anmeldelse på ti linjer, så har man det lidt dårligt. Er der noget typisk svensk over jeres musik? David: Det ved jeg ikke rigtigt. Der er nok generelt meget vemod i svensk musik, og det er der også i vores. Men jeg synes ikke, at der findes noget andet svensk band, der lyder som os. Conny: Vi har aldrig rigtig lagt os fast på en bestemt musikstil fra starten af, og jeg synes da også, at vi udvikler os hele tiden. Men der er nok altid en grundfølelse i vores sange, som er den samme. Læs også Undertoners anmeldelser afFor All Happy EndingsNew Direction EPUntil the Sadness Is GoneBig Chill EPDavid and the Citizens, Loppen 05.11.03Laakso, David and the Citizens, First Floor Power, Bergman Rock, Spot 10 i Århus 04-05.06.04

Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet. “Vi lever et liv uden for musikindustrien, og vi arbejder fuldstændig modsat af, hvordan den etablerede musikbranche gør.” Udtalelsen kommer fra Gordon McIntyre, der er forsanger i den skotske gruppe Ballboy, og kunne vel egentlig komme fra stort set alle bands på den alternative musikscene. For Ballboys vedkommende giver det dog alligevel mening at tale om deres forhold til den etablerede musikindustri. Gruppen udkommer på et lille selskab, medlemmerne har almindelige jobs ved siden af bandet, og et par af gruppens sange handler eksempelvis om alt det bras, de spiller i radioen, alternativ kontra mainstream, og om en pige i en pladebutik der ikke synes, at gruppen er avantgarde nok. Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet. Ballboy fremstår på en måde nærmest som prototypen på et rigtigt indieband, og stilen er også indiepop af en type, der giver associationer til så forskellige navne som Belle And Sebastian, Pulp og især Hefner. I grundstrukturen er det meste af Ballboys materiale relativt enkle popsange, der er båret af Gordons lidt aparte vokal, og som ofte pakkes ind i storladne, opfindsomme arrangementer med masser af keyboards. Selv er Gordon inspireret af en masse forskellig musik og nævner navne som Violent Femmes, Jesus and Mary Chain, Stereolab, Magnetic Fields og så den ultimative helt Bruce Springsteen som inspirationskilder, alle sammen navne han karakteriserer som “ærlige bands med en mangel på klicheer.” Med hensyn til Bruce Springsteen-inspirationen ved han godt, at den falder lidt ved siden af, men som han siger: “Folk tror, at jeg siger det for sjov, men det gør jeg ikke!“ Musikken i første rækkeBallboy er ikke en gruppe, der sælger plader i millionvis, men alligevel er der en skare af fans, der spændt ser frem til hver eneste udgivelse fra gruppen. Det væsentlige er ikke salgstal og stjernestatus, men at lave musik der tiltaler et publikum, der i høj grad værdsætter musikken. Og Ballboy har i de seneste år fået en stadigt større lytterskare i takt med, at de har udsendt en stribe singler og to fremragende albums, der hører til blandt noget af det bedste britiske musik, jeg har hørt de seneste år. Som nævnt mener Gordon, at det er helt anderledes, end hvad man kender fra den etablerede musikbranche. “Jeg mener, at de [musikbranchen] forsøger at finde et band, der passer til et bestemt image og forsøger så at overbevise folk om, at de skal købe musikken. For os er musikken og sangene altid kommet i første række. Den eneste grund til, at folk køber vores sange er, at de kan lide dem. Der er ikke nogen stor markedsføringsmaskine bag – ingen mediekampagne og ingen glitrede reklamer – bare sangene.“ Ballboy blev dannet i slutningen af halvfemserne og udsendte efterfølgende tre EP’er i begrænsede antal. EP’erne blev rosende omtalt, og blev så efterspurgte, at gruppen i 2001 valgte at samle dem med et par nye sange som deres første album, Club Anthems 2001, der ikke, som titlen ellers antyder, har det fjerneste med dancepop at gøre. Siden er der blevet udsendt endnu en EP – med den rammende titel All The Records on the Radio Are Shite – samt et album, hvor der endnu engang synges om hverdagens trivialiteter, kærligheden og livets større eksistentielle spørgsmål. Akustisk guitar og strygereMed de første to plader har Ballboy lavet en række sange, der ofte har været storladne i deres arrangementer, men hvad kan vi så forvente af det nye album? “Den nye plade er et album med akustisk guitar og strygere. Det er meget mere nedbarberet end de to første albums. Vi vil i den nærmeste fremtid indspille endnu et album med en mere fyldig lyd, men jeg ville have disse sange samlet i stedet for at de skulle blive blandet med mere larmende sange. Jeg synes, at det her album har givet de forskellige elementer muligheden for at få mere plads, og der er derfor en klarhed, som du ikke altid kan opnå med masser af lyd. Det er en kliché, men nogle gang er mindre virkelig mere.” Vi kan således se frem til et album, der adskiller sig fra den stil, som Ballboy har forfinet på de seneste udgivelser, selvom der da også her har været en række mere afdæmpede sange med den akustiske guitar i centrum. Et eksempel på Gordons pointe omkring de akustiske arrangementer er sangen Sex Is Boring , der både er udsendt i en akustisk og elektrisk version, og hvor det afgjort er den akustiske, der fremstår stærkest. Ballboy er i høj grad en gruppe, der lever af mund-til-mund-metoden, når de skal have deres musik ud til publikum. Men de kan også takke den engelske radiovært John Peel for en stor del af deres succes. John Peel har flere gange spillet deres musik og rost gruppen. Gordon anerkender da også i høj grad Peels betydning for gruppen, og på spørgsmålet om, hvorvidt Peel har haft stor betydning for gruppens karriere svarer han: “Absolut. Han lader folk høre noget musik, der ikke bliver spillet andre steder. Han hører til uden for hele den store markedsføringsmaskine, jeg nævnte tidligere. Vi er blevet inviteret til at spille til hans årlige julefest i år, og jeg kan næsten ikke vente. Han er et af de få mennesker, der er værd at give heltestatus.“ Teksterne er en væsentlig del af Ballboys musikalske univers, men hvor kommer inspirationen til de ofte meget levende fortællinger fra? “Sangene kan komme alle steder fra. Nogle gange kommer de fra virkelige oplevelser eller følelser inde i mig selv. Nogle gange forsøger jeg at bruge dem til at beskrive de følelser, jeg har, men det er svært at forklare teksterne, da teksterne i sig selv er forklaringer på, hvad jeg tænker. Alle sangene er meget personlige for mig. Jeg skriver aldrig en tekst bare for at få den til at passe til en sang. Hvis teksten ikke har nogen mening, smider jeg den væk.“Teksterne hos Ballboy tager altså ofte udgangspunkt i virkelige situationer, og det er også tydeligt, at der er en mening med dem, da de let giver billeder og associationer for lytteren, blandt andet ved at de ofte er ret morsomme og ironiske. “Jeg mener, at der altid er plads til humor, selv i de mørkeste øjeblikke. Faktisk er det i de mørkeste stunder, man får de mest humoristiske tanker. Jeg kan godt lide, at noget kan være både sørgeligt og morsomt på samme tid. Samtidig er jeg også meget opmærksom på, at mange af sangene handler om mig, der brokker mig over noget. Humoren er så en måde at bløde det lidt op på og få folk til vide, at jeg ikke tager mig selv så seriøst, som det måske umiddelbart kan lyde.“ I modsætning til de fleste andre skotske bands, vi hører om, kommer Ballboy ikke fra Glasgow, men derimod fra Edinburgh. Ifølge Gordon sker der ikke så meget på musikfronton i Edinburgh. “Jeg vil ikke sige, at der er en musikscene i Edinburgh, og jeg ikke huske, at der har været en. Der er en scene i Glasgow, men vi er ikke rigtig en del af den.” Men Gordon er også på sin vis glad for, at Edinburgh ikke har sådan en mere etableret scene: “En scene kan være en blandet fornøjelse. Den kan virkelig hjælpe én frem, men den kan også let blive alt for indspist.“ Selvom Ballboy har et stigende publikum, har Danmark stadig til gode at få besøg af gruppen, og det er nærliggende at spørge, om der er planer om at komme til landet i fremtiden. “Jeg ved ikke med hensyn til hele bandet, da der er meget at organisere omkring en turné, men måske et soloshow. Jeg kommer ofte til Sverige, da min kæreste bor der, så det burde være muligt. Giv mig et tilbud, jeg ikke kan afslå!” Opfordringen om en koncert med Ballboy på dansk grund er hermed givet videre til danske koncertarrangører. Links:Ballboys hjemmesideSL Records’ hjemmeside

I forbindelse med udgivelsen af Dear Catastrohpe Waitress fik Undertoner en snak med Sarah og Stevie fra Belle and Sebastian. Sikken måde at tilbringe en time hevet ud af en næsten tilfældig kalenderdag. Jeg sidder i en bar, der er bygget, så den nærmest ligner et bibliotek (det var måske et bibliotek, førend den blev en bar?), og nyder en velskænket fadøl, imens jeg taler med Sarah og Stevie fra Belle & Sebastian. Samtalen falder på baggrund af, at bandet udgiver en ny plade. Med et fast greb om kuglepen og de afrevne papirstykker sidder jeg klar til at interviewe et af Skotlands mest indflydelsesrige bands nogensinde… sådan forlyder det da i hvert fald. Undertoner: I er kendte for at udgive promotionbilleder, der afbilder personer, som end ikke er med i bandet, og I giver meget modvilligt interviews – dog sidder I her midt i København klar til netop at give et interview. Hvordan kan det være? Sarah & Stevie: Tja, først af alt er vi en smule sære. Det er Stuart (Murdoch, Belle & Sebastians forsanger og primære sangskriver), der er den mere tilbagetrukne type. Han kan ikke selv lide at give interviews, men vi har givet dem lige fra starten. Vi er blevet interviewet på baggrund af hver eneste plade, som vi har lavet, så der er intet nyt i det. Vi har slået os sammen to og to, og bandet er rundt omkring i hele Europa for at promovere den nye plade. Det kan nogle gange være enerverende at give interviews, eksempelvis med NME. Man ved, at en masse mennesker vil læse det, man siger, og ofte forsøger intervieweren at presse en bestemt historie ned over hovedet på én. Stuart David, bassisten, blev for eksempel engang kaldt arrogant, fordi han forlod et interview i utide for at hente suppe til sin syge kone. Når folk er så ivrige efter at sætte disse etiketter på én, er der egentlig ikke så meget, man kan gøre ved det. Det kan nogle gange være frustrerende. Normaltvis er det dog fint nok, men en smule mærkeligt at skulle snakke om én selv, specielt når man skal gøre det i 8 timer i træk som i dag. Men undertiden nyder jeg det. Undertoner: I passer ganske godt ind i billedet af det perfekte indieband. I er generte, udgiver på independent labels osv. Hvor bevidste er I omkring alt det? Sarah & Stevie: Næsten slet ikke. Stuart var måske. Han havde muligvis en ide om, hvad der foregik, men jeg tror, at det mere eller mindre bare skete. Til at begynde med var det ren sjov: Tigermilk blev trykt i et begrænset oplag, og vi var ikke at finde på bandbillederne – alt det var ikke en genialt udtænkt plan, som skulle give os herredømme over indieverdenen. Det handlede primært om ikke at sælge os selv for billigt, men der var aldrig nogen lumsk plan. Jeg kunne godt tænke mig at mane hele indiemyten til jorden. Jeg tror, at det er éns omgivelser, der anser én for at være indie. Vi betragter i hvert fald ikke os selv som værende særligt indie. Undertoner: Hvad med den nye plade? Sarah & Stevie: Jeg vil faktisk ikke sige, at den er så meget anderledes. Den er bedre pakket ind, hurtigere og bedre i tone og timing. Den lyder gladere og er bedre indspillet og mixet. Den er mere livlig, anderledes og udtryksfuld. Det var noget, jeg lige fandt på, haha. Nej, pladen er helt seriøst ikke så forskellig fra hvordan, vi normalt lyder. Men bandet er krystalliseret i løbet af de seneste par år, hvis ikke i sangskrivningen så i hvert fald i at opfange den, finde ud af og forsøge at forstå, hvordan vi lyder og så tage den videre derfra. Hvis man forventer en musikalsk revolution, er Dear Catastrophe Waitress helt bestemt det forkerte album. Der er sket meget, siden vi startede, men det sker i et langsomt tempo. Med de to første plader var det mere eller mindre Stuarts gruppe. Det var en nem tid – i hvert fald for os: Vi skulle bare være der og spille vores part. Derfra gik det frem og tilbage. Der er medgang og modgang i livet, og sådan er det også med Belle & Sebastian. Nu har alle en stor følelsesmæssig og nærmest åndelig interesse i bandet, hvilket er væsentlig forskelligt fra de to første plader. Bandet har undergået en større forandring. Det er egentlig modsat normen. Vi var ikke skolekammerater, som hang ud sammen og endte med at danne et band. Til at begynde med håndplukkede Stuart medlemmerne, så de passede ind i hans idéer – så bandet måtte efterfølgende vokse sig til at et band. Det er formentlig, hvad vi har brugt tid på på de seneste par plader. Man kan sige, at Dear Catastrophe Waitress er endnu et skridt på vejen. Undertoner: Hvad er jeres forventninger til den nye plade? Sarah & Stevie: Vi ønsker selvfølgelig, at den klarer sig godt. Når man udgiver på et nyt selskab (Rough Trade), skaber det et større pres. Vi føler nok, vi skal stå lidt mere til regnskab denne gang. Jeg håber, at den sælger bedre end sine forgængere. Men helt ærligt… sålænge den sælger tilstrækkeligt til, at vi kan fortsætte med at lave det, vi gør, så er jeg tilfreds. Undertoner: Spørger I nogensinde jer selv, “œhvor mange plader kan vi sælge”, under arbejdet med en plade? Sarah & Stevie: Nej. Og selv hvis vi ønskede at tækkes et større publikum, tror jeg ikke, at vi ville kunne være så manipulerende. Ikke nødvendigvis fordi vores musik er så ærlig, men mere i retning af at vi simpelthen ikke er så gode. Vi ville fejle grufuldt, hvis vi forsøgte. Og ligeså snart pladen er udgivet, er den heldigvis ude af vores hænder. Undertoner: Hvad var idéen med billedet af Múm-pigerne (på frontcoveret af Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant)? Sarah & Stevie: Vi var på Island, og Stuart fik øje på disse to tvillinger, eller måske kendte han dem i forvejen – og det var simpelthen bare perfekt. Så han var nødt til at tage tilbage dertil for at tage billedet. Jeg kan huske, at deres mor havde denne geniale kommentar, og hun spurgte ham, om vi da ikke havde tvillinger i Skotland. Han blev fuldstændig forvirret og var nødt til at mumle et eller andet svar tilbage. Denne gang har vi gjort brug af en sangtitel, Dear Catastrophe Waitress, som titel til albummet, fordi vi synes, at den er konkret, men også levende og billedskabende. Det er noget, alle kan forholde sig til. Undertoner: Jeres fans synes at have et stærkt følelsesmæssigt forhold til jeres musik. Hvordan har I det med en sådan “œforgudelse”? Sarah & Stevie: Det er stadig magisk at spille i et rock’n’roll band. Det er flatterende, når folk kan lide éns musik. Vi har spillet på steder rundt om i verden, hvor fansne faktisk udgjorde oplevelsen for os. Vi spillede f.eks. i Spanien i et telt for 8000 mennesker. Der var denne transparente lyd af forventning, før vi gik på scenen. Alle ventede bare på os. Det var virkelig utroligt. I Japan var lobbyen fyldt med unge ligesom i tredserne. Det var, som om vi var Beatles… vi kaldte også os selv for ‘the magnificent seven’, haha. I Brasilien af alle steder sang alle blandt publikum med på vores sange. Det overrasker virkelig én. Man skulle tro, at de havde bedre ting at tage sig til, såsom at stikke af fra politiet, end at lære vores tekster udenad. I Skotland spiller alle mere eller mindre i et band. Alting er så jordnært der, at man glemmer, at der er en verden udenom, hvilket er en god ting. Man skal også holde in mente, at en fanatisk tilhængerskare også har det med at være den mest kritiske. Det er ligesom bagsiden af medaljen. Når musikken er skrevet, er den skrevet. Så går vi igang med at øve, spille koncerter og så tilbage for at fokusere på det næste album. Nogle diehard-fans mener sikkert, at vi solgte ud, da vi genoptrykte Tigermilk. Det kan jeg ikke bruge til noget. Fansne er vigtige, men der har de altså ikke noget at skulle have sagt. Undertoner: Hvor ville I befinde jer, hvis Belle & Sebastian aldrig havde eksisteret? Stevie: Jeg ville være i et band med et skodarbejde ved siden af for at kunne klare mig. Sådan var det faktisk for mig før Belle & Sebastian, og selvom jeg er glad for, at jeg ikke behøver det længere, er jeg sikker på, at jeg sagtens kunne gøre det igen. Sarah: Abekattestreger. Jeg ville være en lingvist, som arbejdede med aber. Jeg så dette program om aber, som var rigtig interessant. Men undervisning er ret dyr i Skotland, og aber kan heller ikke være særligt billige. Det er derfor jeg stiller op til promotion, så jeg kan tjene så mange penge, at jeg kan købe mig min egen abe. Efter et utal af afbrydelser fra arrangøren af interviewet, er der meget der tyder på, at mine 30 minutter (læs: 1 time) er gået. Samtalen har hele vejen igennem mere båret præg af en hyggesnak end et egentligt interview. Havde de to repræsentanter fra bandet virket en smule sky og tilbageholdende til at begynde med, var de i hvert fald svære at sætte en stopper for, når de først kom i gang. Der er absolut intet arrogant eller indiesmart over dem, som undertegnede måske havde frygtet forud for interviewet. Udsigten til at skulle igennem en heftig omgang dechifrering af mine kragetæer og noter og omformningen af samme til noget præsentabelt er ikke alt for tillokkende, men Sarahs afslutningsvise kommentar om, at “knalde rundt med aber” sætter mig alligevel i stand til at smile, som jeg trasker videre ud i den store verden uden for det lille bibliotek. Læs også Undertoners anmeldelse af Dear Catastrophe Waitress

Interview

Genreambitioner

De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre. Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? The Appleseed Cast er et kritisk band at have hængende på den alternative musikscene, som har det med at skifte ligeså ofte som det danske vejr. De har givet os en god portion behagelige stunder med deres efterårsfarvede musik i løbet af deres 7-årige karriere – en karriere som har hevet et gradvist større rygte og givet bandet mere omtale for hvert album, som er lagt ned på båndspolerne. De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre.Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? Bandets seneste plade, den første uden for Deep Elms rækkevidde, Two Conversations, vil utvivlsomt give bandet en endnu større grad af omtale. The Appleseed Cast er med andre ord et band, som man et eller andet sted ved, hvor man har, selvom de har det med at springe i uforudsigelige retninger. To historierTwo Conversations er The Appleseed Casts sjette plade (selvom Low Level Owl er en dobbeltudgivelse og Lost Songs er en opsamling af ældre materiale), og Chris Crisci, bandets forsanger og guitarist, siger, at bandet rykkede i en ny frisk retning, da de lavede denne plade.“Vi fandt på sangenes tekstlige retning, før vi lavede noget andet. Vi kendte sangtitlerne, før vi overhovedet begyndte at skrive musikken.“Pladen har en lille række forskellige temaer, som hæfter den sammen: Der er to grundlæggende historier samt et højere liggende politisk statement. De to historier besigtiger kærligheden og parforholdets kerne.“De første fem sange på pladen er én historie. Den er opdigtet, men har bestemt elementer fra forskellige forhold. Det er en historie om et par, som langsomt falder fra hinanden. Sangene, som de skrider frem, viser hvordan, det hele kollapser. Der er også en masse politisk billedsprog i de første fem sange, som fungerer som en slags politisk analogi. Den anden historie, som de sidste fem sange fortæller, handler om parforholdet, der er et overstået kapitel, men det slås fast, at venskabet er værdifuldt og nogle gange vigtigere end romancen.“Two Conversations fortsætter med den atmosfæriske, sammenvævede lyd fyldt med feedback, som altid har været til stede hos The Appleseed Cast. Crisci ønsker ikke at lægge lyden af den nye plade i en lille genreboks, men vælger blot at beskrive den som “atmosfærisk rock“.Forud for den nye plade udgav bandet det stærkt ambitiøse dobbeltalbum, Low Level Owl, hvor de gav sig i kast med ambiente lydflader og masser af tromme- og båndloops af forskellig art. Denne dobbeltudgivelse var noget af en omvæltning i forhold til den forrige plade, Mare Vitalis, som på mange punkter var et lille mesterværk inden for emocore-genren. Men det var med Low Level Owl, at bandet virkelig blev anerkendt på indiescenen. Men når man nu bliver anerkendt for en atypisk plade, i forhold til hvad man ellers har bevæget sig indenfor, hvordan laver man så en efterfølger til den?“Vi havde faktisk ikke lyst til at lave en plade magen til. Det var aldrig planen at gøre det. Den nye udgivelse skal på ingen måde leve op til Low Level Owl, da de slet ikke kan sammenlgines. Men hvis man meget firkantet skal placere den nye plade, vil jeg sige, at den ligger et sted mellem Mare Vitalis og Low Level Owl. Der er mange mennesker, som kun kan lide den ene af de to, men med den nye rammer vi plet hos alle, tror jeg.“ Selvom det ikke har påvirket bandets musikalske retning, fortæller Crisci, at The Appleseed Casts skifte fra Deep Elm til TigerStyle Records har været meget positivt.“Vi var meget unge og en smule naive, da vi underskrev en kontrakt på 4 plader med Deep Elm. Det har vi virkelig fortrudt. Efter Low Level Owl var vi på udkig efter et nyt selskab. Vi sendte en hel masse emails ud, og TigerStyle var blandt dem, som svarede. Vi talte med dem, da vi var på tour i New York. De lød som om, at de godt kunne lide, hvad vi lavede, så vi underskrev en kontrakt på to plader. Vi respekterer virkelig deres label; de har nogle gode bands. Det er også fedt at have et selskab, som ikke kontrollerer, hvad man laver musikalsk. De lader os sige, hvad vi har lyst til at sige.“ “Ed er ret dyr”Produceren af Two Conversations er den garvede Ed Rose, som har produceret for blandt andre The Get Up Kids og Casket Lottery, og som også har produceret The Appleseed Casts to sidste udgivelser, Mare Vitalis og Low Level Owl.“Den første plade, som vi lavede (End of the Ring Wars), kunne ingen af os lide lyden af. Den lyder bare ad helvede til. Vi blev anbefalet at tage til Red House og indspille på bånd, så det gjorde vi, og det var der, vi første gang mødte Ed. Ed Rose er en stor del af vores lyd. Han ved lige præcis, hvad der skal gøres for at fremkalde den bestemte lyd, som vi vil have, og han giver os de friheder i studiet, som vi vil have.“Selvom Ed Rose har været fast mand bag mixerpulten for bandet i længere tid, betyder det ikke nødvendigvis, at bandet ønsker at arbejde med ham fremover – og det skyldes blandt andet hans høje timepriser.“Ed er rigtig god, men han er ret dyr. Vi indspillede Mare Vitalis på fem dage. Med Low Level Owl brugte vi syv dage på hver plade. Med Two Conversations har vi haft langt mere tid. Men hvis man regner lidt på det, er det lige før, at man kan bruge en måned i studiet, hvis det var med en anden end Ed. Det er ikke for at sige, at han ikke er det værd; han er rigtig god. Men jeg ved bare ikke, om vi holder fast i ham. Vi kunne også rigtig godt tænke os at arbejde med John Congleton – han lavede den sidste 90 Day Men-plade. Han er rigtig god.“ The Appleseed Cast hører til blandt de bands, som turnerer konstant, og de har da også lagt et forholdsvis ambitiøst skema foran sig her efter udgivelsen af Two Conversations. Bandet dækker hele det amerikanske kontinent med koncerter, hvorefter Canada følger næste år og efterfølgende Europa og Japan. Lad os håbe, at vi kan sætte et kryds i vores kalender for en koncert på dansk jord. Et åbenlyst spørgsmål, som vejrer i vinden, må være, hvad bandet mon finder på næste gang. Crisci har allerede gjort sig en masse tanker derom.“Det næste, vi laver, bliver nok noget i retning af en noise-plade. Vi havde bare lyst til at lave en rockplade denne gang. Jeg ser Two Conversations som pladen, der renser rocken ud af vores system. Vi havde ikke lavet sådan én i et stykke tid, og vi ville ligesom rense paletten, før vi gik videre. Vi havde faktisk snakket om at lave noget Led Zeppelin-agtigt, en klassisk rockplade. Vi snakkede frem og tilbage og forsøgte os, men det virkede bare ikke. Så Two Conversations endte med at blive en regulær rockplade. Jeg ved bare, at den næste plade bliver noget i retning af en noise/instrumental-plade.“ Links:The Appleseed CastTigerStyle Records Læs også Undertoners anmeldelse af The Appleseed Cast: Two Conversations her

Endnu et år og endnu en plade til samlingen. Popsnedkeren Robert Pollard fortæller åbent om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Robert Pollard vil have sin rock i en rå og ægte form. Hans band hedder Guided by Voices, og under dette navn har Pollard og co. styret elegant udenom alt, hvad der hedder trends, hypes og anden medieskabt hysteri ved at fokusere på sin egen sangskrivning alene. Og så rocken, selvfølgelig. Guided by Voices har marcheret frem mod en nærmest gudestatus på indiescenen. De spæde skridt blev taget tilbage i midtfirserne, hvor de første sange blev udødeliggjort og optaget ned på en discount firespors-båndoptager. Der skulle dog gå lidt under et årti, før bandet for alvor trådte i karakter, og en decideret fandyrkelse af deres musik begyndte. Ved udgivelsen af Bee Thousand i 1994 blev Guided by Voices placeret oppe på piedestalen som det band, der for alvor skubbede lofi-bevægelsen ind i den musikalske manege. En frygtelig masse er sket siden da, heriblandt op til flere udskiftninger i bandlineuppet, en kort flirt med den etablerede pladebranche samt udgivelsen af en masse, masse sange. I dag, et lille årti efter Bee Thousand, står bandet klar med endnu en funklende ny fuldlængde-udgivelse, Earthquake Glue, i forbindelse med hvilken Pollard åbent fortæller om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Fra de små ambitioner…Ambitionerne var ganske små, da Guided by Voices startede med at spille. For Pollard gjaldt det blot om at spille for egen fornøjelses skyld (en dyd han stadig holder ved den dag i dag) – og faktisk ønskede han ikke et publikum til at starte med.“Jeg ønskede ikke, at nogen skulle finde frem til os, fordi jeg var for genert. Jeg havde heller ingen musikalsk baggrund, så jeg mente ikke, at jeg havde havde nogen som helst form for talent, og at den musik, som jeg skrev, blot var en sekundær afledning fra alt, hvad jeg selv lyttede til. Så jeg veg tilbage for alle former for opmærksomhed ude fra. Da vi blev skubbet ind i rampelyset, var det noget af en frygtindgydende oplevelse. Det var noget, jeg meget hurtigt måtte vænne mig til. Nu ved jeg, at vi sælger et bestemt antal plader hver gang, og at et bestemt antal mennesker køber dem. Det er de mennesker, jeg laver plader til.“Efter at have udgivet fire plader hos Matador fik Guided by Voices pludselig muligheden for at rykke op i den dyre liga og drikke champagne og ryge cigarer med de store drenge. Bandet blev kontaktet og skrev kontrakt med TVT Records. Dette gav Pollard en stor mulighed for at bryde salgsbarriererne og komme ud til langt flere mennesker end hans dedikerede, men noget begrænsede publikum.“Hos TVT Records havde vi alle muligheder for at gøre det, vi ikke kunne tidligere. Vi hyrede en producer (Ric Ocasek) og forsøgte os med rigtig hifi-lyd. Men det gik bare ikke.“Bandets tid hos TVT resulterede i to velansete albums, Do the Collapse og Isolation Drills, som i sidste ende dog kun solgte en lille smule over resten af bagkataloget.“Jeg fandt hurtigt ud af, at vi er, hvad vi er, og der er ingen grund til at forsøge at leve over evne eller genopfinde os selv. Jeg har ingen forventninger til mig selv – udover at blive en bedre sangskriver. Jeg vil bare lave plader, der tilfredsstiller mig selv og de folk, som kan lide Guided by Voices.“ Jordskælv og limEarthquake Glue er, alt afhængigt af hvordan man vælger at tælle, den 15. Guided by Voices-plade, og den indeholder alt, hvad man nu kunne forvente af en Guided by Voices-plade: Med finurlig pladetitel med dertilhørende finurlige sangtitler (I’ll Replace You With Machines; A Trophy Mule in Particular), fængende sange og masser af pop og rock af den gamle skole.“Alle Guided by Voices-plader skal have de fire P’er: Pop, Punk, Psykedelia og Prog. Denne skal være en popplade. Den skal være glad. Jeg overvejde faktisk at kalde den Happy Pills”Med Earthquake Glue, som er den anden plade med Matador i dette nye samarbejde (før TVT udgav bandet 4 plader hos Matador), fornemmer man, at Pollard stiller sig godt tilfreds.“Denne plade er mere fokuseret og sammenhængende, fordi jeg synes at have godt styr over, hvad jeg laver. Det var en nemmere plade at lave, og eftersom vi selv lavede den sammen med Todd (Todd Tobias, Guided by voices-bassisten Tim Tobias’ bror), et samarbejde som før har været ganske succesfuldt, var vi mere fokuserede. Det er en mere traditionel plade med 2 og 3 minutter lange sange. Den er ikke ligeså ujævn som Universal Truths and Cycles – der er langt flere popsange på denne plade.“ I mellemtiden er produktiviteten ikke faldet hjemme hos Robert Pollard. Langt fra! Han har faktisk allerede skrevet sangene til den næste Guided by Voices-plade og regner med at inspille nogle demoer, når bandets turné engang er overstået. “Jeg kan godt lide at være foran. Det er godt at have en plade klar i tilfælde af, at jeg pludselig lider under en skriveblokade. Det har jeg dog aldrig haft. Jeg ved ikke engan, hvad det er. Hvordan lider man under det?“Pollard regner med snarligt at vende sig mod flere soloprojekter. Men indtil da vil Pollard bare tage Guided by Voices’ nye materiale med ud på landevejene og bygge videre på den indie-berømmelse, som han og resten af bandet har bygget på de sidste 20 år.

Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Undertoner gjorde brug af det virtuelle postvæsen og sendte Jimmy Tamborello en række spørgsmål via email. Hvornår mødte du Ben Gibbard, og hvordan fandt I ud af, at I ville arbejde sammen – specielt taget i betragtning af at I hver især kommer fra to vidt forskellige musikalske verdener? Death Cab For Cutie var på tour med min sambos band (The Jealous Sound), og de to blev venner. Ben havde planlagt at tage ned og besøge ham, og jeg var igang med at arbejde på Dntel-pladen (Life is Full of Possibilities). Jeg havde altid godt kunne lide hans stemme, så jeg sendte ham en sang ((This is) The Dream of Evan and Chan) og spurgte, om han ville være interesseret i at synge på den. Han skrev på sin del af sangen, og vi indspillede den, da han kom på besøg. Vi morede os sammen og var begge glade for resultatet af sangen, så vi besluttede at lave mere musik sammen. Selvom vi hver især er kendte for at lave musik i bestemte stilarter, er jeg glad for en masse traditionel rockmusik, og Ben kan lide en del elektronisk musik, så det var ikke så mærkeligt endda. Jeg har også tidligere spillet i en masse rockbands – et af de bands, jeg var med i, spillede endda sammen med Death Cab for Cutie, et år eller to før vi indspillede Dntel-sangen. Det er nærmest blevet gjort til døde af musikskribenter verden rundt i forvejen, men hvordan ville du selv beskrive Postal Services musik? Hvad synes du om idéen at blande indierock med electronica? Jeg kalder det som regel bare technopop. Det virker meget naturligt at blande indierock og elektronisk musik – begge dele stammer fra de unges soveværelser: Indierocken på en 4-spors båndoptager og electronicaen på computeren. Kan du fortælle lidt om jeres arbejdsmetode? Jeg forstår, at jeres projektnavn relaterer dertil? Ja, Ben bor i Seattle, Washington, og jeg bor i Los Angeles, Californien, så alle sangene blev skrevet gennem posten. Jeg lagde ud med en grov instrumental skitse af sangene og sendte en kopi til ham. Han smed det i sin computer, omarrangerede det samt fandt på nogle vokalmelodier og tekster, lagde guitar, keyboard eller trommer på og sendte det tilbage til mig. Vi var kun i samme lokale to gange i løbet af indspilningsprocessen: Først for at indspille de endelige vokalspor samt Jennys (Jenny Lewis fra Rilo Kiley) korvokaler og igen til sidst, hvor pladen skulle mixes. Hvordan fik I kontakt til Sub Pop? Jeg har længe været venner med Tony fra Sub Pop (Tony Kiewel arbejder som A&R-chef for selskabet), og han kunne rigtig godt lide den Dntel-sang, som vi lavede sammen. Da vi snakkede om at lave mere musik sammen, spurgte han, om vi havde lyst til at lave et helt album for Sub Pop. Vi underskrev en kontrakt med dem, før vi havde skrevet nogle af sangene. Hvordan har det været at spille live med Postal Service? Det har været rigtig sjovt at spille live, fordi vi kan forestille os, at vi er et rigtigt band! Vi sammensatte en masse videoer, som skulle afspilles samtidigt med sangene – nogle af dem var nogle fine computeranimationer og andre var skidte hjemmeoptagelser. Desuden har vi haft Jenny med os på tour. Så jeg tager mig af alle computer-sagerne, Ben synger, spiller keyboard og guitar og løber tilmed om og spiller trommer indimellem, og Jenny synger og spiller guitar og keyboard. Postal Service er tydeligvis et sideprojekt for jer begge. Jeg er klar over, at I hver især har travlt med at arbejde på jeres egne projekter, men er der nogen chance for, at vi kommer til at høre nogle nye sange eller måske endda en anden plade fra Postal Service? Ja, den nye Death Cab for Cutie-plade udkommer meget snart, så Ben har allerede travlt med at lave promotion for den samt at forberede sig til den kommende tour, og jeg er bare derhjemme, hvor jeg arbejder på en ny Dntel-plade. Men vi har skam planer om at lave endnu en Postal Service-plade. Vi starter formentlig engang næste år. Vi har ikke nogle officielle planer endnu.

Kori og Jason Hammel udgør duoen Mates of State og er i øvrigt også gift. Vi trængte ind i deres lykkeboble for at få en snak om duoens musik. Når man taler med Kori og Jason Hammel, føler man sig lidt som en tilskuer, der er trådt ind på forbudt grund og derved bliver vidne til en personlig udveksling af tanker og følelser to personer imellem. Jeg får lov at stille masser af spørgsmål, og de svarer også på dem – men ikke rigtig til mig. De tager spørgsmålene og bruger dem som emner i en privat samtale, hvor der er masser af plads til grin og drillerier, men mest af alt: Åbenhed.Kori og Jason er gift og udgør tilsammen bandet Mates of State. Deres musik er en frisk blanding af indiepop-hooks, en luftig intimitet og den type harmonier, som udlukkende kan stamme fra to mennesker, som netop harmonerer sammen. Og det gøres på ingen bredere instrumentering end trommer og orgel – dog fyldigere lydende, end man skulle tro muligt. Fra band til duo "Det er så nemt med to personer" Et af de første spørgsmål, som jeg stiller Kori og Jason, er, hvorfor de vil “nøjes” med at være to personer i Mates of State, når de nu har muligheden for at fylde mere på. Men Kori og Jason har allerede været der. Faktisk var det sådan, at Mates of State kom til verden. De spillede begge i samme band, og en dag var de øvrige medlemmer forhindret i at møde op til øvning. “Der stod et orgel og et trommesæt i øvelokalet. Den følgende uge skulle vi spille til et åben scene-arrangement på akustiske guitarer, men så endte vi med at gøre det med orgel og trommer i stedet,” husker Kori. “Derefter fandt vi ud af, at det var anderledes, men nemmere, og siden vi alligevel på det tidspunkt skulle flytte, besluttede vi at lave et nyt band, udgjort af os to alene. Det var noget af et indfald, men det viste sig at være en god idé.“Jason nikker anerkendende: “For mig er det nemmere at spille musik med bare én anden person, fordi kommunikationen mellem to personer er så meget nemmere og bedre, end den er med flere. Vi behøver end ikke at skulle tænke på at koordinere ekstra lyde eller folk ind. Vi fylder mindre musikalsk, mentalt og fysisk.“Kori og Jason startede med Mates of State i San Francisco, men er siden flyttet til østkysten i eget hus. “Der skriver vi sange og øver,” fortæller Kori, og Jason fortsætter: “I San Francisco havde vi et lille øvelokale, som vi delte med andre. Det var et frygteligt pres at skulle skrive nye sange i løbet af få timer, mens det buldrede med heavy metal omkring ørerne på os fra de andre øvelokaler. Nu har vi eget hus, og der kan vi øve, når vi har lyst, og vi kan aflyse i sidste øjeblik, hvis det er. Det er så nemt med to personer.“ Et fuldtidsjobMates of State befinder sig i stalden hos Polyvinyl Records. De besluttede efter debutpladen My Solo Project at dedikere sig fuldt ud til musikken, hvilket naturligvis medførte, at de måtte opsige deres regulære jobs. Polyvinyl finansierede hele processen ved indspilningen af duoens anden plade, hvilket samtidig betød, at Mates of State havde et stramt skema foran sig. De havde kun 8 sange klar og blev nødt til at skrive to nye i studiet under indspilningerne. Det resulterede i pladen Our Constant Concern, der udkom sidste år, og som ikke desto mindre er en ganske vellykket plade med flere af den slags luftige popsange, man hørte første gang på My Solo Project. “Efter den oplevelse fandt vi generelt ud af, at vi egentlig ikke rigtig bryder os om at indspille. Vi kan lide bare at spille,” indrømmer Kori. Og spille koncerter får de virkelig lov til: Mates of State er på en længerevarig turné, først i Europa og efterfølgende i USA, for at promovere deres tredje fuldlængde, Team Boo, som udkommer d. 16. september. Kori Hammel under indspilningerne til Team Boo Under parrets svar på mine spørgsmål har de ligeledes travlt med at sende hinanden små blikke og smil. Dette sker langt fra kun uden for koncertscenernes kulørte lamper. De virker så tæt knyttet, at deres liveshows nærmest er et virtuelt makrokosmos bestående af de små blik og smil – en intim oplevelse for de to optrædende tilsammen. Det kommer især til udtryk ved, at Kori og Jason befinder sig lige overfor hinanden på scenen.“Det er sandt,” siger Kori, “vi er så tæt knyttet, at det ikke ville give mening at spille en koncert, hvor vi bare skulle spille sangene og ikke snakke sammen eller kigge på hinanden. Det ville føles forkert. Vi er der bare for at hygge os og nyde at spille musik sammen. Det er, hvad det er.““Vi er i et tæt forhold, når vi ikke er på scenen, så hvorfor skulle vi lade, som om vi ikke var på scenen?” spørger Jason retorisk. “At vi er i et forhold, skinner igennem, uanset om vi ønsker det eller ej.“ Ud over kemien de to imellem eksisterer der også en uspoleret og simpel glæde i duoen musik. Jason forklarer: “Vi er meget ligefremme, når vi spiller live, og vores musik er meget ligefrem. Vi har ikke flere lag af instrumenter, som skal fyldes på, vi skal heller ikke stoppe op for at stemme instrumenterne, og vi roder heller ikke rundt i lange introer, før vi kommer frem til de respektive sange. Vi starter sangen fra første slag, og den stopper ikke før tre minutter senere. Her er sangen, hvad vi skrev, og den kommer lige imod dig. Vi pakker ikke musikken ind.“ Bid for bid frem for skitserMen selv om Mates of State bevæger sig inden for popmusikkens termer, er det ikke en simpel og ligetil metode, de bruger i deres sangskrivning.“Jeg har aldrig brudt mig om idéen at sætte sig ned for at skrive et vers, et omkvæd, en bro – du ved, alt det traditionelle. Det er bare ikke os,” siger Kori og bryder pludselig ud i latter: “Jeg fangede Letterman på TV en aften, hvor Jon Bon Jovi var gæst. Han blev spurgt om, hvordan han skriver sine sange, og han svarede helt seriøst, at han allerførst fandt på en god titel.” Det er svært at høre, hvad Kori siger, fordi hun er ved at eksplodere af latter, fordi Jason slår over i lidt Bon Jovi-sang: “It’s my liiiife…“. “Måske er det derfor, du er så elendig, Bon Jovi!” lyder det samtidigt grinende og hånende fra Kori. Der opstår en kortere pause – de to parter skal lige spore sig ind på den tankegang, som de startede på. Jason fortsætter: “Vi skriver bare dele af sange og sætter delene sammen og beslutter os så for, hvordan det lyder, og om vi kan lide det. Vi tænker meget sjældent på en sang i sin helhed, før den er færdig. Først når de passende dele er sat sammen, vurderer vi, om sangen er færdig. Jeg tror, at vi ved at skrive enkelte dele ad gangen får sangene til at være en smule mere komplekse – dele som ikke nødvendigvis passer sammen.“Det ville være oplagt for duoen at supplere deres sødmefyldte popmusik med kærlighedstekster, og det sker det også fra tid til anden, men det er langt fra noget, som er et generelt udtryk. “Det er sådan en kliché,” siger Kori, “vi vil langt hellere lade kærligheden strømme gennem den instrumentale del – en kærlighed til musikken. Sommetider forstår folk ikke helt vores tekster, og jeg tror, det er fordi, at de relaterer meget til vores private liv, ting der er sket for hos osv. Det behøver såmænd ikke at være så gravalvorlige emner: Nogle gange er det en intern joke, som fylder en linje eller to i en sang, og de eneste, der forstår det, er Jason og mig,” griner Kori.Hvor mange interne jokes, der er at finde på den kommende plade, Team Boo, kan man kun gætte sig til. Men jeg kan da afsløre, at åbningsnummeret hedder Ha Ha, og det kan downloades fra Polyvinyls hjemmeside. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooMates of State, Club PlayRec, Huset 09.08.03

Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. "Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os…" Inden vi dykker ned i andre emner, så lad os da lige få historien omkring navnet .moneen. og dets skøre tegnsætning. Kenny Bridges forklarer: Tegnsætningen er bare én af de idéer… man gør det, fordi man kan. Men navnet i sig selv har en interessant historie. For omkring fire år siden gik min kæreste på universitet, og hun delte værelse med en pige ved navn Moneen. Bandet havde intet navn, og vi gjorde os ingen forhåbninger om at komme i tanke om et. Jeg sagde altid til Moneen, at jeg ville opkalde et band efter hende bare for at nedbryde hendes identitet. Da vi skulle beslutte os for et navn, spurgte vi folk, hvad de syntes om .moneen., og alle hadede det. Så der kan du se, vi var nødt til at bruge det. Den dag i dag modtager pigen modtager stadig emails, som egentlig er adresseret til bandet, og det driver hendes til vanvid. I punkens “overklasse”.moneen. er nu i stalden hos Vagrant Records, som er et af de største uafhængige selskaber i USA for tiden, og som huser bands som Alkaline Trio, Dashboard Confessional og The Get Up Kids m.fl. Inden da udgav de plader på det lille canadiske selskab, Smallman Records. Men ønsket om at rykke op i de højere luftlag har altid ligget hos bandet. Vi søgte med lys og lygte efter et label, som vi kunne føle os trygge hos, og det bedste ved det hele er, at de fandt os. Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os og spurgte, om vi ville være interesserede i et samarbejde med dem. Det første vi tænkte var, at det var den ondeste joke at lave med os, for hvorfor skulle de dog være interesserede i os? Jeg tror, at efter The Theory of Harmonial Value (bandets første fuldlængde) blev udgivet hos Hopeless Records, så blev den sendt rundt i visse kredse i Californien og landede altså i Rich’ (Rich Egan, medejer af Vagrant) hænder. Heldigvis for os kunne han lide den. Han havde aldrig set os spille før og kendte ikke rigtig noget til os, men musikken var tiltrækkelig til, at han tilbød os en plads i deres familie. Emo er ikke slemtTil spørgsmålet omkring .moneen.s musikalske stil og lyd er Bridges meget krakilsk i sit svar: “Vores musik er glad, trist, vred, formildende, aggressiv, høj, afdæmpet, melodisk, excentrisk – med et anstrøg af jublende hooks. Dækker det?” spørger han drilsk, for han er tydeligvis fuldt ud bevidst omkring mit efterfølgende uddybende spørgsmål. Det handler om den for de fleste bands frygtede emo-betegnelse. Alle synes at have forskellige forestillinger om den og, ikke mindst, forskellige holdninger til den. Men ét er sikkert: De fleste folk ville nok skubbe .moneen. ned i den kasse, der hedder emo. Emo er ikke slemt. Det kan bruges i den forkerte kontekst – men det er virkelig ikke slemt. På mange måder hjælper det folk til at forstå, hvilken type musik der snakkes om. Hvis jeg f.eks. sagde, at vi var et rock’n’roll-band, ville du sikkert spørge, hvad fanden det var. Der er ingen, der ved, hvad rock’n’roll er for tiden. Det lader til, at alt musik er. Jeg tror ikke, at mange af de bands, som kalder sig rock’n’roll, bruger betegnelsen decideret møntet på den musik, de spiller. Jeg tror nærmere, det er attituden, og fordi de vil leve rock’n’roll-livet. På .moneen.s seneste udgivelse, Are We Really Happy With Who We Are Right Now?, er det måske mest bemærkelsesværdige element sammenblandingen af så talrige elementer. Når man hører, hvem Bridges nævner som sine inspirationskilder, er det måske ikke så mærkeligt endda. Jeg har nogle forskelligartede indflydelseskilder. Jeg kan virkelig godt lide Beach Boys’ Pet Sounds – den er min primære inspiration, om for intet andet så for det faktum at Brian Wilson ingen begrænsninger havde lagt på hans kreativitet. Jeg vil aldrig holde op med at skabe musik og skubbe mig selv frem mod at skabe nye ting – nye for mig i hvert fald. Jeg synes også, at Clarity af Jimmy Eat World er et fantastisk album. Hver sang er forskellig fra de øvrige og skaber en helt ny atmosfære. Endnu en indflydelse er Failures Magnified – den plade alene fordi kun to mennesker lavede den. Utroligt! To mennesker alene om at bestemme lige præcis, hvad de selv ville lave – og sikke idéer. Det er nærmest genialt! Lege med lyde.moneen. har også selv brugt lang tid i studiet på at skabe netop det lydbillede, som de ønskede. I flere tilfælde er det ganske komplekse sange med talrige lag på lag af forskellige instrumenter og lyde. Bridges fortæller videre om sangskrivningen og udviklingen af denne i studiet. Vi lukkede bare vores øjne og lod musikken spille sig selv. Vi vidste, hvordan vi ville have sangene til at lyde, men hvad angår effekter og underlige lyde, skabte vi disse, mens vi indspillede. Nogle gange i løbet af optagelserne, hvor vi skulle være stille, mens rene guitarlyde blev indspillet, begyndte hippien (bandets anden guitarist) og jeg at lege med nogle delay-effekter. Det hjalp til med at gøre denne plade en fremragende plade til hovedtelefoner. Til trods for at bandet elsker at fylde på med lag på plade, har de en god fornemmelse for at stoppe mens legen er god. Vi lægger aldrig lag på bare for at lægge lag på. Alt, der er at høre på pladen, blev optaget, mens vi indspillede vores respektive spor. Der er små detaljer, som vi lagde på bagefter, men for langt størstedelen af materialet skulle det kunne optages, som det kan spilles live. På den måde ville vi aldrig blive revet med af begejstringen og overproducere pladen. Det er derfor, at Trever (Trever Keith, producer og frontmand i Face to Face) var fantastisk. Han havde samme forestilling omkring, hvordan sangene skulle lyde, og han kæmpede ligeså hårdt, som vi selv gjorde, for at de endte som forestillingen. Dette er første gang, at vi har formået at fange en god live-vibe på pladen. Det har altid været svært for os at fange energien fra et liveshow på en optagelse, men Trever hjalp virkelig med at få alting til at lyde og føles så naturligt. .moneen.s Are We Really Happy With Who We Are Right Now? er udkommet på Vagrant Records. Så nu må tiden vise, hvor canadiernes musik skal føre dem til næste gang.

Efter at have spillet under bandnavnet Joyphilter i mange år tog medlemmerne valget at skifte navn til The Fashion som følge af en langsomt indsnigende musikalsk stilændring. Kort tid efter skrev de kontrakt med BMG. Undertoner har talt med The Fashion om musikken og det pludselige ryk fra undergrunden til den kommercielle overhalingsbane. Den hårdtarbejdende sved synes at sive ud gennem de gamle mure, som omringer bygningskomplekset på Islands Brygge, hvor godt og vel 100 bands regelmæssigt kommer for at øve. Til trods for at det er ved at blive aften, står solen stadig højt på himlen. Jeg bliver modtaget af bandet The Fashion, som godt gennemblødte af sved efter dagens øvesession er klar til et interview. Fra Joyphilter til The FashionDe tre gutter, Christian Lignell Bækholm, Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau, slog tidligere deres folder i det hedengangne danske emoband, Joyphilter. De producerede en række demoskiver og turnerede heftigt – ikke bare i Danmark, men også på et hav af små spillesteder rundt om i Europa. Men da trommeslageren forlod Joyphilter, og to nye medlemmer kom med i bandet, skete der en rask udvikling i såvel stil som lyd. Som en konsekvens heraf valgte bandet at starte fra nulpunktet under et nyt navn, The Fashion. “Det er sjovt, som det er gledet tilbage i hovedet på én allerede, til trods for at det jo ikke er særlig lang tid siden,” siger forsanger Jakob Printzlau. “Det ville være mærkeligt, hvis vi skulle hedde Joyphilter stadigvæk. Vi tog en rimelig stor “chance” ved at lave om på musikken; der var jo alligevel lavet om på line-up’en, så hvorfor holde fast ved navnet? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og starte forfra?“Skillelinjen mellem det gamle og det nye band blev endeligt trukket i maj måned sidste år. Da udgav det danske label North Post en lille lyserød 3″-single med et nyt dansk band ved navn The Fashion. “Det var mere eller mindre der, det blev officielt, at vi var et andet band, og der var ikke mere Joyphilter,” siger Printzlau.Selvom det kan virke som en voldsom stilændring de to bands imellem, er der alligevel en gråzone i overlappet. “Det sjove er jo, at på vores 3″ er det alle numre, som vi havde haft gang i som Joyphilter,” forklarer Printzlau, “og Jacob og Christoffer (Jacob Ankær Johansen fra Lack og Christoffer Griebel fra Lake Placid) kom henholdsvis med i bandet, inden vi tog konsekvensen og skiftede navn“. BMGs begejstringFor at fejre udgivelsen af The Fashions 3″-single holdt bandet en releasefest. Her blev der delt CD’er ud til de fremmødte. Én af CD’erne endte på en café, hvor den flittigt blev spillet. Det viste sig tilfældigvis at være selvsamme café, som hvor direktøren for pladeselskabet BMG drikker sin kaffe. Han blev nysgerrig efter et par lyt og fik CD’en med hjem.“Det næste, vi ved, er, at vi blev ringet op af nogen A&R-folk, som spurgte, om vi kunne komme til møde den følgende dag. Vi gjorde os en masse tanker om, hvad de kunne sige, hvad de ville sige, og hvad de i hvert fald ikke ville sige. Og det, som vi troede, at de ikke ville sige, nemlig at de ville udgive os, var noget af det allerførste, som de sagde,” forklarer Printzlau med udslåede arme og hævede skuldre, som om han stadig ikke helt kan forstå det.Det viste sig, at selskabet var mægtig glade for det, som The Fashion havde lavet, og det var bestemt noget, som de godt tænke sig at være en del af. Bandet var knap nok stablet på benene. De havde ikke forsøgt sig hos nogle pladeselskaber, end ikke spillet live med den nye line-up endnu. “BMG vil. Det lyder godt. Let’s do it!” Det var i november 2002. Foto: Søren Solkær Starbird Den “svenske” lydHvor The Fashion forholdsvis hurtigt og smertefrit kom i kontakt med BMG og fik forhandlet deres pladekontrakt, var søgningen efter en producer til bandets plade en helt anden historie. “Der var ikke en eneste dansk producer, som fattede, hvad det var, vi havde gang i,” fortæller Anders Find Axelsen, guitaristen i bandet. “Det var ligegyldigt hvem, vi sendte til, så fik vi den smækket tilbage i hovedet. Det lød demoagtigt, og hvorfor tager han ikke en akkord i stedet for at spille sådan der?” “Og hvorfor stemmer de ikke ned, så han ikke synger så højt?” afbryder Printzlau grinende.Men The Fashion stod fast! Og det selvom de fik den ene kritik efter den anden på det materiale, som de præsenterede de danske lydfolk for. Det resulterede indledningsvist i, at bandet måtte gå i studiet alene og påbegynde arbejdet på debutpladen. Men pludselig fik de hul til en producer på den anden side af Sundet, som var frisk på et samarbejde. “Jeg ved godt, at man ofte siger, at svenskerne ved, hvad de laver, men det er ikke løgn, at den første mand, vi sendte til i Sverige, var Mikael Ilbert. Han forstod præcis, hvad det var, vi havde fat i,” fortæller Axelsen.“Det var befriende, at der pludselig kom én og sagde ’Det, I har, er vildt fedt! Hold fast i det! Der er ikke noget mærkeligt i den vokal, og I skal bare holde ved den skævhed, som I har, for det er den, der er charmen’,” fortsætter Printzlau. “Man må tro på det, man laver, og stå bagved det med 200%, så må folk kunne lide det eller lade være. På den måde får man et langt bedre resultat, end hvis man konstant går og indretter sig efter, hvad responsen er.“ Undergrund vs. MainstreamSelv om The Fashion endnu ikke har udgivet deres fuldlængde-debut, går snakken allerede heftigt i undergrunden. Modtagelsen af det nye band har været overvejende positiv, men der har ligeledes været en række negative udladninger – især fra indiefolk. “De mener med det samme, at vi havde lavet en skræddersyet plan, at nu skulle vi lave noget musik, som skulle ramme ned i en eller anden nerve. Så kunne vi få en pladekontrakt og vinke farvel til alt det, vi kom fra og glemme alt om det,” lyder det irriteret fra Printzlau, som ufrivilligt har måtte stille sig i en forsvarsposition, når de hidsige angreb blev slået an. “Det er sådan noget, som jeg er allermest træt af at høre på, fordi det er sådan nogen mennesker, som er så indgroet i deres had til det etablerede plademiljø. Det er bare en generel tendens, at hvis det ikke er indie, så er det ikke noget værd, så har det ikke nogen værdi.” Christian Lignell Bækholm, som slår bassen an i The Fashion, nikker genkendende: “De folk, der kommer med de statements, at major-labels er noget pis, de kan ikke vide, hvordan det er, før de har prøvet at stå på begge sider af hegnet. Og det har de ikke, mange af dem som kommer og stikker os i skoene, at vi har solgt ud. Hvis du har en god indgangsvinkel til det, og du har en bagage, som gør, at du er godt rustet til at vide, hvad du går ind til, så kan du sagtens gøre brug af de midler, der er stillet til din rådighed, uden at fornægte, at der er noget der hedder major-labels, og at der trods alt er penge involveret i produktionen af musik.“ The Fashion har med stort aftryk ironien med sig i deres samlede udtryk. For det første indbyder bandnavnet til at tænke i modetermer, hvilket kommer til udtryk i medlemmernes “udklædning” på scenen. Det var en idé, som udklækkedes allerede i starten, da bandet smed de første spæde lyde af sig. “Folk tror altid, at de uniformer har noget med major-labelet at gøre. Men da vi lavede vores 3″ på North Post, og der ikke var noget, der hed RCA, stod vi stadigvæk med halskulde. Og tilbage i Joyphilter-dagene var vi iklædt skjorte og slips. Men hvis folk reagerer på det, så har det jo virket i en eller anden udstrækning“, smiler Printzlau. For det andet ligger der konnotationen i bandnavnet “at gøre tingene på en bestemt måde”. Selvom The Fashion pludselig befinder sig i en situation, hvor de kan koncentrere sig om blot at spille deres musik og slippe for mange af de mere organisatoriske tjanser, har de fra dag 1 været særligt bestemte på at være med i de fleste processer. “Vores holdning er, at vi skal skal lave mest muligt af det, vi kan selv. Vi er opdraget med det og vant til det fra undergrunden. Når du gør det på den måde, kommer der også fokus på musikken,” siger Bækholm. “Jeg har aldrig været mere “do-it-yourself”, end jeg er nu, hvor jeg er på et major-label,” griner Printzlau. “Jeg laver så meget mere, end da jeg var rigtig “do-it-yourself”. Vi laver stadig vores egen hjemmeside, CD/LP covers, stickers, flyers, og vi skriver endda vor egen pressemeddelelse – det har vi valgt at lave selv, for hvem forstår det bedre, end vi gør?” Spørgsmålet får lov at hænge lidt i det trange øvelokale, mens de mangeartede lyde fra de tilstødende lokaler runger i væggen. Printzlau kigger op med et bestemt blik og fortsætter sin tankegang: “Du kan jo sagtens give det hele fra dig, men hvorfor? Det er jo dit udtryk. Hvorfor få en eller anden til at lave dit cover, hvis du kan selv? Man kan ligeså godt bruge den ekstra energi på at fuldende udtrykket og gøre det til ens egen ting. Det er derfor, jeg mener, at der ikke går noget af os for at komme på et major-label. Vi sparer en masse udgifter, men vi ofrer også en masse indtægter.“Selvom bandet er kommet ind i varmen hos BMG, betyder det langtfra guld og grønne skove. Bandmedlemmerne har måtte droppe ud af uddannelser og opsige jobs, og de har endvidere måtte låne større summer penge hist og her. “Jeg tror, der er en fordom om, at de store pladeselskaber tager et band ind, og så sørger de bare for, at man bor fint. Men det er altså noget, de har set i fjernsynet,” kommer det smilende fra Printzlau. Bækholm bryder ud i en kortvarig latter: “Ja, det er vist “Popstars”, vi er ovre i dér“. Der er ingen tvivl om, at The Fashion er et fokuseret band. De ved, at de står i en god situation – og selvom de har haft alverdens andre ting om ørerne, er det musikken, som trods alt er det essentielle. “Det er musikken, det handler om. Historien, om hvordan vi fik en pladekontrakt, er jo ikke interessant om et halvt år, men der vil musikken stadigvæk være i fokus,” siger Printzlau og kaster et blik over mod Bækholm, som ganske kort runder svaret helt af: “Alt det andet er snak,” smiler han. The Fashions debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo har endnu ingen releasedato fået, men ifølge bandet skulle der ikke gå mere end et par måneder, før den er på gaden. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

Starflyer 59 har produceret et hav af plader siden midthalvfemserne, og til trods for at de skærer de pureste juveler af popsange, er de aldrig blevet kommercielt anerkendt. Starflyer 59 har været i vælten i musikverdenen i godt og vel 10 år med 12 plader plus det løse på bagen. De har slidt og slæbt, brugt mange år på at finpudse deres lyd. Deres astrale navn til trods har bandet ufrivilligt holdt sig et godt stykke under radarhøjde, hvad angår popularitet og salgstal. Onde tunger i musikindustrien har reduceret Jason Martin og hans Starflyer 59 til intet andet end en bleg kopi af Kevin Shields og hans mesterværk, nemlig My Bloody Valentines shoegazer-opus Loveless fra 1991. Men er der noget om snakken? Shoegazer-genren blev opfundet og dyrket af et hav af bands i slutningen af 80’erne. Navnet kommer ganske simpelt af de optrædende bands manglende virksomhed på en scene: De spillede deres musik praktisk talt ubevægeligt stående hen, mens deres øjne var nedadrettet mod ét sted, nemlig gulvet. Men der er mere til genren end indadskuende optrædender. Lag på lag af forvrængede guitarer indsvøbt i støjende feedback og små yndige melodier gemt et sted bagved støjmuren var blandt de karakteristika, som er shoegazer. Genren gik i sig selv i starten af halvfemserne. Shoegazernes efternøler Men pludselig trådte en californisk lastbilchauffør ind på den døende scene i 1994, og det gjorde han med et ensemble, som han navngav Starflyer 59. Bandet skrev kontrakt med selskabet Tooth & Nail blot et par måneder efter deres første tur i øvelokalet. De voksede sig hurtigt store i undergrunden. Alle elskede Jason Martins fuzzede guitarriffs, men det syntes svært at høre, hvad han med sin luftige vokal mumlede om inde bag lydmuren. Vendepunktet kom fire år senere med Fell in Love at 22-ep’en, på hvilken Jason Martin ændrede sin indadvendte shoegazerstil med en eftertænksom, drømmende 60’er- og 70’er-inspireret popmusik. Og den har fulgt ham og fornøjet os lyttere siden da. Old er deres seneste udspil, som udkom for et par måneder siden. »Jeg synes, at pladen er blevet god,« siger Martin. »For mig lyder det som den plade, vi ikke vidste, hvordan vi skulle lave for seks eller syv år siden.« Men man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor bandet rykkede mod et mere poppet og ligefremt udtryk. Martin er tydeligvis meget afklaret med skiftet. »Det er bare en slags naturlig udvikling, synes jeg. Vi er ældre nu – faktisk var jeg kun omkring 20 år, da vi startede. Det var andre ting, som interesserede mig i musikken. Jeg foretrak det overordnede lydbillede fremfor selve sangen. I løbet af årene har jeg fokuseret mere på sangstrukturen. Det virker som den typiske ting at sige, men jeg synes, at bandet bestemt er bedre nu, end da vi startede. Vores bedste plade ligger nok et par udgivelser tilbage, men jeg er meget tilfreds med vores nye plade.« Studiet frem for scenen Starflyer 59 har spillet mange liveshows inden for den seneste tid (noget der desværre har holdt dem på det amerikanske kontinent). Hvor mange bands har det at spille live som den foretrukne beskæftigelse, er det lige omvendt med Martin. »Med Starflyer er min foretrukne ting at lave pladerne. Det er skægt at spille live, men på pladerne har vi mulighederne for at lave det, vi gerne vil lave. Jeg kan jo ikke hive otte mennesker med op på en scene for at spille et enkelt nummer, der bare skal klikke, idet det spilles.« Jason Martin er det eneste medlem af Starflyer 59, som har været med hele vejen. Han skriver også alle sangene, hvilket resulterer i mindst en plade om året. Men hvad med den manglende opmærksomhed fra den brede publikumskare? »Vi har spillet live og udgivet pladerne i 10 år. Vi er, hvor vi er, men man kan aldrig vide, hvad der ligger forude for os.«