Blondies powerpopklassiker Parallel Lines er indbegrebet af coolness og indeholder et af verdens ubetinget bedste numre. I tilgift kan pladen i sig selv vende enhver situation til det bedste.
Klassikeren
Prince: 1999
Med 1999 skiftede Prince stil til et næsten udelukkende synthbaseret udtryk. Prince-figuren manifesterer her sin sexgale og partyfikserede person totalt via et apokalyptisk festalbum, hvor han fester for at mærke sig selv, før alt sprænges til atomer.
Company Flow: Funcrusher Plus
I 1997 trængte hiphoppen til en revolution. Den kom fra tre unikke personer, der var pissed off på pladebranchen, og derfor gik imod den med en komplekst produceret plade, hvor der blev leveret den ene fantasifulde sviner efter den anden.
Oval: Systemisch – oprør med en sprittusch
Med en lettere uigennemskuelig blanding af teknologikritik og tilfældighedsprincipper skabte den tyske trio Oval i 1994 en banebrydende electronica-plade, hvis hovedbestanddel var lyden af hakkende cd'er.
Ballet Mécanique: The Icecold Waters of the Egocentric Calculation – prætentiøst og grænseoverskridende
Ballet Mécaniques debutalbum er et af den danske rockhistories mest ambitiøse værker – på én gang ekstremt tidstypisk for de tidligere 80'ere og frigjort fra tid og sted.
Simon & Garfunkel: Bookends – »Old friends, sat on their park bench like bookends«
Da folk-bølgen bredte sig i USA i starten af 60'erne, fik Simon & Garfunkel stor succes. Tiden efter de første plader og singlehits var hektisk, og duoen spillede et hav af koncerter. Men så fik de arbejdsro og skabte mesterværket Bookends.
The Ramones: s.t. – Læderjakke og inkahår
Året er 1974, og soundtracket til ungdomsoprørets eftertid er prog med alt, hvad dertil hører af ambitiøse koncepter og avanceret instrumentering. Og pludselig sker det: Fire rødder fra Queens finder sammen, kalder sig Ramone til efternavn og frembringer en helt igennem klassisk punkplade.
Bruce Springsteen: Born to Run – “I saw rock and roll future”
På Born to Run indfangede Bruce Springsteen ungdommens dilemmaer og drømme. Albummet er en hyldest til ungdommen, til venskab og til den amerikanske drøm. Born to Run gjorde Bruce Springsteen til The Boss.
The United States of America – The United States of Your Mind
"A registered Communist starts a band called The United States Of America and lands a major label record deal before playing a single live gig? Only in the Sixties." Så rammende beskrev den amerikanske musikjournalist Rob Morton en tid af en anden verden, hvor musikken bedre end alt andet beviser, at kalejdoskopet simpelthen bare viste nogle andre mere udknaldede mønstre dengang.
The Meters: Fire on the Bayou – Funky sumpklassiker
I Paris, Frankrig ligger den meter, alle metre måles ud fra. Sådan en ærkemeter er The Meters. Uden at jeg skal lyde som en musikskolelærer i orkesterdisciplin, burde The Meters være gruppen, alle grupper blev målt ud fra. Ikke ud fra originalitet eller evne til at skrive sange, men ud fra så komplekse parametre som samspil, lydhørhed, fornemmelse, timing.
Game Theory: Lolita Nation – Overset diamant
Sacramento-bandet Game Theory var på vej til at gå i opløsning, da sangskriveren Scott Miller i 1987 samlede gruppen for at lave det tredje album. Og tak for det. Lolita Nation er nemlig perfekt disponeret, psykedelisk og catchy.
Nick Drake: Pink Moon – Skyggernes troubadour
Der findes få udgivelser i musikhistorien, der når en tilsvarende grad af nøgenhed som Nick Drakes svanesang fra 1972. Med lige dele akustisk guitar, vokal, mørke, tab og tårer er Pink Moon en halv times musik, der aldrig rigtigt forlader dig igen.
Kraftwerk: Computerwelt
Pionerer er nærmest for svagt et ord at bruge om Kraftwerks rolle i den elektroniske musiks udvikling. Computerwelt præsenterer dem på toppen af deres karriere, hvor de fandt en imponerende balance mellem minimalisme, pop-fornemmelse og temmelig subtile og svært tolkbare samfundsrevsende budskaber.
Nirvana: In Utero – Seattle-bølgens livmoder
Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, og succesalbummet Nevermind hyldes som en klassiker. Imidlertid er In Utero fra 1993 et endnu større mesterværk, der præsenterer en rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana.