Klassikeren

Engang imellem kan man gribe sig selv i at nære en nærmest automatisk modvilje mod 60’er-inspireret retrorock. Hvorfor forholder det sig mon sådan, at Farfisa-orgler, pagehår, juhu-kor etc. kan give anledning til en ubestemmelig irritation? Måske fordi man foretrækker "den ægte vare" og hellere vil lytte til The Byrds end til The Shins og desuden bedre kan lide, at musik fra 2000 lyder som musik fra 2000?