Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Det danske band Moi Caprice har efter flere studiesessioner færdiggjort en ny fuldlængde, som er bandets anden efter debuten Once upon a Time in the North fra 2003. Pladen kommer til at hedde You Can’t Say No Forever og lander i butikkerne den 14. marts. Du har måske allerede hørt udspillet To the Lighthouse; hvis ikke kan du gøre dette på bandets hjemmeside. Læs også Undertoners anmeldelse af Once upon a Time in the North

Emergenza er nu blevet den største musikkonkurrence i Danmark. Sådan lyder meldingen fra deres egen hjemmeside, og det er da også en ordentlig klynge bands, som står klar til at dyste. Hele 96 navne har Emergenza stykket ind i deres program, så der bliver rigeligt at lytte til i februar og marts måned, hvor konkurrencen løber af stablen i København og Århus. For nærmere information om konkurrencen og de optrædende bands: www.emergenza-festival.dk

De blide australske indiepoppere i The Lucksmiths har efter en 18 måneders udgivelsespause udsendt EP´en The Chapter in Your Life Entitled San Francisco, hvoraf titelnummeret vil være at finde på bandets næste fuldlængde, som kommer til april. Idéen til titelnummeret er i øvrigt hentet fra en reklamekampagne, som staten Californien kørte under depressionen i trediverne for at lokke folk og penge til byen. Bandet har været et par år om at skrive sangen færdig, da det især skabte problemer at finde et rim til ‘San Francisco’, der ikke var for langt ude. Hvad det endte med skal ikke afsløres her, men til gengæld kan vi da nævne, at ‘come to pass’ bliver rimet med ‘memoirs’, hvilket vel kun kan lade sig gøre på australsk. De tre øvrige nummer på EP´en omfatter to andre Lucksmiths-kompositioner Young and Dumb og The Winter Proper, samt en coverversion af The Bee Gees´ I Started a Joke. The Chapter in Your Life Entitled San Francisco udkommer kun i 750 eksemplarer og kan bestilles fra Candle Records hjemmeside. www.candlerecords.com.au

Countrymusikeren/popikonet Ryan Adams er på vej med ikke en, ikke to, men tre plader i 2005. “Fantastisk,” vil nogle tænke. “Åh nej,” vil det lyde fra andre. Man kan beskylde den unge hr. Adams for mange ting, men manglende produktivitet er bestemt ikke en af dem. For var det ikke forrige år, at han også udsendte tre plader? Og nu er der altså tre på vej igen. Der er endnu ikke den store information om pladerne, men de hedder: Cold Roses, 29 og Jacksonville. Førstnævnte er gu´ hjælpe mig en dobbelt LP, og den er sat til at udkomme den 19. april. I øvrigt er der noget, der tyder på, at Ryan Adams i fremtiden gerne vil kaldes for David Ryan Adams, men det er dog ikke sikkert endnu. Så vent med at råbe det til koncerterne, piger, indtil vi har bekræftet det.

Det spanske selskab Munster Records udgiver nu et single-bokssæt med et af historiens bedste bands: The Swell Maps. Boksen indeholder fem singler: Read About Seymour // Ripped & Torn : Black VelvetDresden Style / Mystery Track // Ammunition Train / Full Moon (dub)Real Shocks // New York / AvalancheLet’s Build A Car // Big Maz In The Country / …Then PolandSecret Island // Sheep Dip / Texas Singlerne kommer med de originale covere, og der er dermed tale om et sandt lille luksusprodukt (man får endda Secret Island-singlen med cover, selv om den aldrig udkom i sin tid). Boksen er måske nok mest for fans, eftersom numrene allerede ligger forskellige steder, f.eks. på Mute Records’ Collision Time Revisited fra 1989, og som ekstranumre på genudgivelserne fra 1989 af Swell Maps’ to plader, A Trip to Marineville og In Jane From Occupied Europe. Alligevel er boksen en fin lille sag, og det er dejligt, at Munster bruger krudt på at udgive/genudgive plader med seje kunstnere som Swell Maps, Nikki Sudden og Alex Chilton.

I morgen fredag holdes releasefest på Rust. Det sker i anledning af kompilationen Radio Recordings TWO, som indeholder noget af det ypperste fra den danske elektroniske scene. Pladen kommer i butikkerne den 1. februar og indeholder numre med bl.a. Junkyard Production, Djosos Krost, Pellarin, Rasmus Möbius, Crowd Control, Skyphone, Def Jaguar, Trentemøller/DJ TOM og Unexploded. P3 sender direkte fra arrangementet, som har følgende koncertprogram: 21:30: Pellarin22:00: Djosos Krost23:00: Junkyard Production24:00: Trentemøller/DJ TOM Entréen lyder på 50 kroner.

Ja, egentlig begynder Vibration-festivalen først den 15. februar, men arrangørerne i Play/Rec har to forudgående shows, som de putter under samme paraply. Præ-Vibration-shows. Smart nok, ikke? I aften åbner de dørene for det første af slagsen. Det foregår på Huset i Magstræde i København, og på plakaten er Chris Leo og Little Wings. Der er endnu ingen forlydender om entrépris, men tidligere koncerter i Play/Rec-regi plejer at koste omkring 50 kroner. Nedenstående bandbeskrivelser er sakset fra Vibrations hjemmeside. Chris Leo (US)Den tidligere frontfigur i The Van Pelt har siden tiden i dette toneangivende amerikanske band ikke ligget på den lade side. Umiddelbart indledte han under navnet The Lapse et samarbejde med Toko Yasuda (The Van Pelt, ENON), der resulterede i en række plader med stilsikre bud på en fornyelse af indiegenren med en lyd, der kan spores hos bands som Blonde Redhead, Sunny Day Real Estate og Karate. På Vibration ’05 dukker Chris Leo op alene med en akustisk guitar og en samling nye sange, der uden tvivl vil brænde igennem med hans helt unikke udtryk i kombinationen af talte og sungne passager, intelligente og poetisk tekster samt et forfriskende syn på samfundet som helhed. Little Wings (US)Bliver året 2005 troubadourernes år? Sidste år virkede i alt fald som startskuddet for et større omrejsende gilde af hipsters, der slog triste folktoner an. Således er tilfældet også for den særegne Kyle Field og hans konstant foranderlige bandkonstellation, Little Wings, hvis musik er af en bøjelig størrelse. Den bevæger sig fra Beach Boys-inspireret, solslikkende indiepop til mere tilbagelænet country og folk. Og på en scene er uforudsigeligheden blandt de mere gældende faktorer. Der er plads til alt fra improviserede melodier til lejrbålssange. Stilen har aldrig været mere populær, og hvis du er lige så meget til indhold som til form, så er Little Wings en sikker vinder. For mere information: www.vibration05.dk, www.playrec.dk

Hvor er det dog skønt at se, at der er gang i vækstlaget i dansk musik. Når de mere etablerede koncertarrangører ikke vil vove sig ud i det, må folk selv ty til at arrangere. Rundt om i landet ser man det ene arrangement poppe op efter det andet, og det er en fryd for øjet – og øret, ikke mindst. Den 28. og 29. januar kan man opleve festivalen, der præsenterer, hvad den hedder; det knap så mundrette navn “Musik du ikke ved du ikke kender.” Det er med selvsikker tone, at festivalen proklamerer, at navnene på deres plakat “vil komme til at præge den danske musikscene i det kommende år.” Muligheden foreligger i hvert fald, eftersom 12 af de bands, der spiller på festivalen, vil pladedebutere i løbet af 2005. Festivalen finder sted i Folkets Hus, Stengade 50, Kbh. N. Her skal man blot slippe 35 kroner pr. dag. Programmet inkluderer følgende navne: BiiCa Cherry Overdrive The Doi Encore un Moment Monsiur Le Bourreau Fukt GimmiJapan Kå Mads Mouritz Niepoort The Ondt and the Gracehoper Pelle og Puta Ea Philippa Siku Steric For mere information: www.c-live.dk

I kølvandet på flodbølgen i Asien (undskyld ordspillet) har folk som sjældent før fundet sammen om projekter, der skal indsamle penge til ofrene. Således også på den danske musikscene. Her er 12 århusianske bands gået sammen om at lave en støtteplade, der i den gode sags tjeneste lader alt overskud gå ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.Med et par skridt på afstand kan man dog spekulere over sådanne gøremål og stille spørgsmålet, hvor meget personlig fortjeneste i henhold til omtale de gældende orkestre ikke får. Det undlader vi dog her (sådan da!) og præsenterer i stedet tracklisten på After the Flood, som pladen passende er kaldt. 1. Magnum44: Wild Thing2. Pinboys: I Hate All the Things You Love3. Strömning: 3324. Tiger Tunes: My Manhood5. Fast Gallows: Casulty6. Marvel Hill: Goodbye Love7. Gob Squad: Reunion8. Yellowish: New Beginners Day9. Powersolo: Broken Wings10. The Burning Primitive: Caught in a Trap11. Ivan: Et liv i drømme12. Veto: You You For mere info: www.aftertheflood.dk

Roskilde Festival er ved at gøre deres uheldige start på ’05-programmet godt igen (hvem vælger af egen vilje at putte forvaskede D.A.D. som det første navn på plakaten? Jesper Binzer har vist efterhånden bevist, at de få toner, stemmebåndet engang kunne bære, er komplet tilridsede og kørt i smadder). I hvert fald begynder tingene at se lysere ud med de fire senest bekræftede bands til festivalen. Men man kan kan vist også kun forlange kvalitet, når billetprisen i år lyder 1250 kroner (kommer der nogensinde til at være et prisloft?!). De fire offentliggjort navne er Black Sabbath, Green Day, The Dears, The Go! Team. For mere info: www.roskilde-festival.dk

Nu vover Soundvenue sig ud, hvor mange andre i tidernes løb er gået nedenom og hjem. Fra den 10. marts kan du finde bladet på hylderne hos din bladforhandler – men det er ikke længere gratis. Nu bliver du nødt til at slippe 40 kroner, hvis du vil have deres læsestof med dig hjem. Det er et værdigt forsøg, men også et farligt forsøg. Tiderne har vist, at det ikke lader sig gøre at holde et seriøst musikblad oven vande, hvis man vil have folk til at punge ud for det. Hvem husker ikke Wild? Eller Zoo? Og i en tid hvor internettet har bragt et kæmpe udbud af gratis online-musikmagasiner oven i de i forvejen etablerede trykte, får Soundvenue virkelig noget at kæmpe med. Hvis de vil holde en seriøst fokuseret tone og ikke lefle for den gennemsnitlige musikforbruger i Danmark, er der enorme udfordringer i vente. Men de får en tommelfinger op herfra for forsøget…

Vibration har sammenstykket et mangfoldigt program med en blanding af navne fra det danske vækstlag, som festivalen finder interessante, og en mindre håndfuld udenlandske artister som krydderi på lokkemaden. Festivalen løber af stablen i perioden 16.-19. februar med primær omgang i det københavnske, dog med et par enkelte afstikkere til Odense. Arrangementet sparkes dog igang allerede den 15. februar på Rust, hvor fem mindre navne giver deres bud på lyden af dansk musik anno 2005. Entré er gratis, der bliver uddelt Vibration-cd’er med numre fra 18 af de optrædende bands, og mon ikke også der falder et par gratis dråber fra den gyldne hane? Untitled Document   Tirsdag 15. februar Onsdag 16. februar Torsdag 17. februar Fredag 18. februar Lørdag 19. februar Stengade30 Barra Head Lack Candy Crash Rock City Morgue Lille Vega Jozé Gonzáles Antophones Efterklang Stafrænn Hakon Rust GimmiJapan Hellraiser Ten Marvins Revolt My Friend George Oh No Ono Max Tundra Sternklang Ugress The Blue Van The Royal Highness Loppen The Frames Figurines Gravy Hell on Wheels Delicia Mini Little Jimmy Reeves Studenternes Hus, Odense José Gonzalez Erwin Thomas & His Tiny Band The Alpine Joycehotel Yellowish For yderligere information: www.vibration05.dk

Det lille, men yderst produktive, Københavnske pladeselskab BSBTA er på banen igen med en række nye udgivelser i foråret, men vil derefter holde en (chok) sommerferie. Mellem nu og april vil der dog komme en del fra Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, som er pladeselskabets fulde mærkelige navn. The Silver Quickies er allerede nu ude med pladen Phlegmboyant (Hvad sker der med de ord?), og snart vil man også høre nyt fra Kristian Thomsen og Frail Stars. Den produktive nordsjællænder David Neuer kommer med Maple Tree, mens et af BSBTA-grundlæggeren Christian Kanns egne projekter, The Inhibitionists, udsender Living It Up in the Dark Ages. Den sidste af de allerede nu planlagte forårsudgivelser er Branta îx´s tredobbelte cd-r Arse-shaped Boxx. Vi glæder os og ønsker derefter god sommerferie til BSBTA, der, efter udgivelsespausen, vil vende tilbage til august. For mere info: www.bsbta.dk