Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Roskilde Festival er ved at gøre deres uheldige start på ’05-programmet godt igen (hvem vælger af egen vilje at putte forvaskede D.A.D. som det første navn på plakaten? Jesper Binzer har vist efterhånden bevist, at de få toner, stemmebåndet engang kunne bære, er komplet tilridsede og kørt i smadder). I hvert fald begynder tingene at se lysere ud med de fire senest bekræftede bands til festivalen. Men man kan kan vist også kun forlange kvalitet, når billetprisen i år lyder 1250 kroner (kommer der nogensinde til at være et prisloft?!). De fire offentliggjort navne er Black Sabbath, Green Day, The Dears, The Go! Team. For mere info: www.roskilde-festival.dk

Tim Kasher har i løbet af flere plader fortalt os sine grufulde historier om triste skæbner, der går deres uundgåelige gang mod enden. Han har gjort det i hårde rockindpakninger i Cursive, og han gør det med blødere anslag i The Good Life. Undertoner mødte manden bag de triste og kyniske sange. (26.01.05) “Jeg kan godt lide at fortælle historier,” siger han storsmilende. Og historier har han så sandelig fortalt os. I Cursive har han brugt det musikalske medie som en slags terapi, hvor han udlufter negative følelser omkring kærlighedslivet, der er kørt i sænk. Og indpakningen er i form af aggressiv og snerrende rock med tekstlige universer, der gør brug af alverdens genremæssige virkemidler. Navnet er Tim Kasher. Når han ikke affyrer smertende skrig og guitarkaskader i Cursive, begår han sig i det væsentligt mere afdæmpede The Good Life. Men han vil ikke høre tale om, at det ene projekt skulle være underordnet den andet.“Det projekt, jeg lægger min energi i, er det primære i den gældende stund. Og sådan har det egentlig altid været for mig. Jeg har aldrig brudt mig om idéen om sideprojekter for noget, jeg laver. Jeg tror, The Good Life blev kaldt netop dét, fordi Cursive allerede var godt i gang og blev set som et mere prominent band.” Det er The Good Life, som Tim Kasher for tiden lægger al sin energi i. Bandet udsendte sidst i 2004 den glimrende plade Album of the Year, og de er på nuværende tidspunkt på vej rundt i Europa. Og det var, da de nåede til Malmø, at Undertoners udsendte kiggede fordi til en snak.Det var dog med visse forbehold, for hvis man kaster et blik på al den negativitet og kynisme, som Tim Kasher udtrykker i sine sange, kunne man nemt forestille sig en bitter og indelukket musiker, der helst ville være i fred. Dette var dog langt fra tilfældet. Kasher lod sig gladelig åbne som en bog og virkede overordentlig entusiastisk omkring at tale om sin musik og den succes, han har haft med den. Måske netop derfor synes The Good Life som et symptomatisk endemål for Tim Kasher. Man skal dog ifølge ham selv ikke tage bandnavnets egentlige betydning for gode varer.“Først og fremmest valgte vi navnet The Good Life, fordi det er Nebraska-statens motto. Det er dér, jeg er født og gør min gang. På mange måder er det også et varemærke for, hvordan hele Amerika er. Hele begrebet i sig selv er så klichéfyldt, og jeg tror på, at hver gang jeg ser det brugt, bestyrker det blot bandnavnet og idéen bag, som er hele konceptet omkring den amerikanske drøm. Det 20. århundrede har for mange amerikanske forfattere handlet om tabet af denne drøm, tabet af uskyldigheden. Derfor passer det rigtig godt… for vores musik er ret trist.” Vejen mod den liniære historieI løbet af tre plader har Kasher udviklet og forstærket et musikalsk udtryk, som han selv kalder sin “naturlige måde at skrive sange på.” Udgangspunktet skal man finde et sted i poppens verden med sikre aner fra folk – men der er langt til glimmeret og de brede smil. Vi skal nok snarere godt ind i de mørklagte skammekroge, hvor Kashers musik for alvor breder sig ud.Det er historiefortællingen, struktureringen af en homogenitet og udviklingen af et forløb, der driver Kasher. På The Good Lifes andet album, Black Out, begyndte han at se fuldlængde-formatet som en egentlig helhed. Sangene var som episoder og kapitler; første nummer var begyndelsen, og sidste nummer var slutningen – som i en historie. Denne idé blev videreudviklet på Album of the Year.“For mig er det endnu et skridt på vejen mod at lave en virkelig struktureret musikalsk historie. Det er den mest lineære ting, jeg nogensinde har skrevet. Den første sang er som en prolog til historien, og fremefter udspiller selve historien sig om et par, der mødes, finder sammen, og så følger mistro og bedrageri… og til sidst det endelige opbrud.” En luksus at være vagNår Tim Kasher skriver sange, fortæller han ofte ud fra sit eget liv. Han er ikke meget for at gå videre i detaljer med det, men fastholder, at han bestemt lægger meget af sig selv i, hvad der skal fremstå som historier.“I mine fortællinger har jeg den fordel og luksus i at være vag. Så du kan sagtens skrive om dig selv og andre omkring dig og stadig holde det subtilt. Det er nok også, hvad jeg frygter ved stilen… folk kan komme hen til mig og spørge: ’Handlede den sang om mig?’ Nej, den handlede ikke om dig. Den handlede godt nok om en kvinde med kort brunt hår, grønne øjne… ja, det lyder som dig, ikke?” “Det handler om katarsis”Tonen er trist i langt de fleste af The Good Lifes sange, og de resterende har mindst en understrømning af samme nedtrykthed. Men hvorfor er det, at vi drages mod disse mørkelagte historiefortællinger? Kasher er ikke ét sekund i tvivl.“Det handler om katarsis! Det er ikke uden grund, at vi altid har elsket de græske tragedier.”På den anden side af tragedien og de nedadvendte mundvige finder vi kontrasten: komedien. Det lystige og det glade. Det der bringer smil på vores læber. Men hvorfor begiver Tim Kasher sig ikke ud ad den tangent?“Elliott Smith blev spurgt om det samme engang, og han svarede: Det er nemt at skrive triste sange og virkelig svært at skrive glade sange. Jeg er helt enig. Det er svært at skrive glade sange. Det ville bare blive ’smil alle sammen – alting er for fedt!’. Sådan en gang lal. Men det er ikke fordi, at jeg vælger ikke at skrive glade sange. Der går bare måneder mellem glade melodier, som jeg rent faktisk kan holde ud at høre på, og som jeg vil have, at andre skal høre.” Heldigvis vil han gerne have, at vi skal høre hans triste materiale. Det er måske også dér, vi finder den største tryghed. For det er vitterlig rart at vide, at der et sted derude findes en mand, som hedder Tim Kasher og lukker klagesange ud i verden. Når alt kommer vi alt, vil vi gerne høre dem og finde vores egen forløsning deri. Læs også Undertoners anmeldelser af:The Good Life: Album of the YearThe Good Life: Lovers Need Lawyers EPThe Good Life: Black outCursive: The Ugly Organ

Nu vover Soundvenue sig ud, hvor mange andre i tidernes løb er gået nedenom og hjem. Fra den 10. marts kan du finde bladet på hylderne hos din bladforhandler – men det er ikke længere gratis. Nu bliver du nødt til at slippe 40 kroner, hvis du vil have deres læsestof med dig hjem. Det er et værdigt forsøg, men også et farligt forsøg. Tiderne har vist, at det ikke lader sig gøre at holde et seriøst musikblad oven vande, hvis man vil have folk til at punge ud for det. Hvem husker ikke Wild? Eller Zoo? Og i en tid hvor internettet har bragt et kæmpe udbud af gratis online-musikmagasiner oven i de i forvejen etablerede trykte, får Soundvenue virkelig noget at kæmpe med. Hvis de vil holde en seriøst fokuseret tone og ikke lefle for den gennemsnitlige musikforbruger i Danmark, er der enorme udfordringer i vente. Men de får en tommelfinger op herfra for forsøget…

Vibration har sammenstykket et mangfoldigt program med en blanding af navne fra det danske vækstlag, som festivalen finder interessante, og en mindre håndfuld udenlandske artister som krydderi på lokkemaden. Festivalen løber af stablen i perioden 16.-19. februar med primær omgang i det københavnske, dog med et par enkelte afstikkere til Odense. Arrangementet sparkes dog igang allerede den 15. februar på Rust, hvor fem mindre navne giver deres bud på lyden af dansk musik anno 2005. Entré er gratis, der bliver uddelt Vibration-cd’er med numre fra 18 af de optrædende bands, og mon ikke også der falder et par gratis dråber fra den gyldne hane? Untitled Document   Tirsdag 15. februar Onsdag 16. februar Torsdag 17. februar Fredag 18. februar Lørdag 19. februar Stengade30 Barra Head Lack Candy Crash Rock City Morgue Lille Vega Jozé Gonzáles Antophones Efterklang Stafrænn Hakon Rust GimmiJapan Hellraiser Ten Marvins Revolt My Friend George Oh No Ono Max Tundra Sternklang Ugress The Blue Van The Royal Highness Loppen The Frames Figurines Gravy Hell on Wheels Delicia Mini Little Jimmy Reeves Studenternes Hus, Odense José Gonzalez Erwin Thomas & His Tiny Band The Alpine Joycehotel Yellowish For yderligere information: www.vibration05.dk

Det lille, men yderst produktive, Københavnske pladeselskab BSBTA er på banen igen med en række nye udgivelser i foråret, men vil derefter holde en (chok) sommerferie. Mellem nu og april vil der dog komme en del fra Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, som er pladeselskabets fulde mærkelige navn. The Silver Quickies er allerede nu ude med pladen Phlegmboyant (Hvad sker der med de ord?), og snart vil man også høre nyt fra Kristian Thomsen og Frail Stars. Den produktive nordsjællænder David Neuer kommer med Maple Tree, mens et af BSBTA-grundlæggeren Christian Kanns egne projekter, The Inhibitionists, udsender Living It Up in the Dark Ages. Den sidste af de allerede nu planlagte forårsudgivelser er Branta îx´s tredobbelte cd-r Arse-shaped Boxx. Vi glæder os og ønsker derefter god sommerferie til BSBTA, der, efter udgivelsespausen, vil vende tilbage til august. For mere info: www.bsbta.dk

[Astrid Kirstine Dynesen]Thomas Dybdahl har udgivet sidste tredjedel af sin efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Undertoner greb derfor fat i Norges nye darling under hans lynvisit i København til en snak om inspirationen, trilogien og fremtiden. (19.01.05) Melankoliens mester! Troubadour! Vokalsk storhed! Norges svar på Jeff Buckley! Gudsbenådet sangskriver! Ja, kært barn har mange navne, og med disse følger også en massiv strøm af superlativer. Herren, jeg omtaler, er som nok allerede gættet, Thomas Dybdahl. Han har netop udgivet sidste kraftanstrengelse i sin såkaldte efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Hele trilogien har høstet guld i Norge og i samme armbevægelse fjernet usynlighedskappen fra den før så anonyme sanger og sangskriver. Inspiration fra metropolenThomas Dybdahl har siden sin debutudgivelse taget turen til New York med sine skitser for at finde inspiration til færdiggørelsen af sine album. Men hvorfor lige New York? I følge Thomas Dybdahl er det blevet en fast del af hans sangskrivningsproces.“œDet er det værd. Det er måden at leve på. Jeg tror, at hvis man finder noget, der fungerer for én et sted, vil man tilbage hele tiden. Det var det, der skete i New York. Da jeg tog derover første gang, blev jeg fuldstændig overvældet – det havde den her rigtig gode indflydelse på min sangskrivning, så det er egentlig grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det virker. Men hvorfor det er så inspirerende… Det er bare den følelse, man får, når man er der: at være én ud af mange mennesker, der prøver at opnå det samme.” Og så kunne man fristes til at tro, at Thomas Dybdahl havde mødt en masse inspirerende, metropolitanske mennesker og havde oplevet det, der svarer til et menneskeliv. Men nej, for Thomas Dybdahl foretrækker at være alene, når han arbejder.“œJeg møder faktisk ikke så mange mennesker i New York, for jeg gør det her på grund af ensomheden. Jeg rejser alene, og jeg bor alene, når jeg er der. Det giver mig muligheden for at arbejde hele tiden – eller lade være. Hvis jeg får en idé klokken 4 om morgenen, kan jeg begynde at spille, optage og skrive. Det er ikke rigtig noget, du kan gøre derhjemme, hvis du bor sammen med kæresten eller har overboer. Du ville blive nødt til at beherske dig og holde igen. Nu kan jeg gøre det, når jeg har lyst.” Thomas Dybdahl forbereder ikke meget, inden han tager turen til New York. Han overvejer temaer og stemninger, men lader kompositionerne vente, til han har fundet sig til rette. “œJeg skriver ikke så meget. Det er bare vigtigt for mig at få rammerne til at fungere. Hvad vil jeg? Er der nogle specifikke scener, jeg vil skrive mere om end andre? Det første, jeg tænker på, er oftest at finde et billede eller lignende, der inspirerer mig. Denne gang var det et fotografi af Annie Leibowitz “¦ jeg kan ikke huske navnet på billedet, men det er meget smukt og ret ‘new yorkish’. Det inspirerer mig til at gå i en bestemt rentning, hvad angår farvesammensætningen. Jeg tænker altid i en eller anden form for farve. For eksempel skal alt være en lille smule brunt.” One Day You’ll Dance for Me, New York City er både titlen på Dybdahls nye album og pladens første skæring. Men titlen er også en af de mere tvetydige og drilske af slagsen og kan ifølge Dybdahl nemt opfattes som værende prætentiøs. “œTitlen skal egentlig ikke forstås så bogstaveligt. Det er i højere grad et billede på mange mennesker, der arbejder med kreative ting. Men albumtitlen handler også meget om ambitioner – forstået på den måde at man ikke bør miste sig selv i kampen for at opnå drømmen, og at man bør lade være med at ofre alt for at nå dertil, hvor man gerne vil være. Der er mange forskellige veje, man kan gå. Hvis det ikke er sket endnu, så tag dig ikke af det. Det behøver ikke ske så hurtigt. Det behøver ikke engang ske overhovedet. For det at være på vej til et eller andet er ofte meget mere inspirerende end at være kommet frem. Trilogien ifølge DybdahlDet er oftest anmelderens tjans at opdage og kommentere forskelle på udgivelser fra en bestemt kunstner. I stedet satte jeg Dybdahl på opgaven og bad ham fortælle om sine tre udgivelser …That Great October Sound, Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City.“œ…That Great October Sound var en slags idé. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg kan gøre igen. Pladen havde det dér, som kun et debutalbum har. Det første, man laver, har nogle specielle vibrationer, en stemning. Det er nogle solide sange, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt gode, men de fungerer vel, og musikken er i høj grad americana- og country-inspireret.Stray Dogs var mere country henimod rock og havde nogle mere pompøse stadier. Men jeg synes, at produktionen og lyden er ret kold.På One Day You’ll Dance for Me, New York City tog jeg alt væk, som ikke var nødvendigt. En måned før sangene var færdige, var de meget anderledes, fra hvad de er nu, fordi de havde alle de her specielle elementer, som jeg bare besluttede mig for at skære fra. Jeg havde ikke rigtig brug for dem. Så de er egentlig bare meget fundamentale, men det er også de bedste sange, jeg har skrevet indtil videre.” En afdæmpet sentimentalitetDen nye, dæmpede stemning har også fungeret som lidt af en fokus-magnet i flere omtaler af seneste udspil. Og der findes skam en lille, men meningsfuld bagtanke med de diskrete kompositioner.“œJeg ved ikke, om der er en speciel grund, men det var en bevidst beslutning. Temaerne er meget store, og jeg har ikke lyst til at overdrive. Jeg vil ikke tippe over på den sentimentale side – jeg vil stå oprejst.” Men hvor går grænsen mellem melankoli og sentimentalitet? Thomas Dybdahl mener, at grænsen er hårfin, men individuel. “œEfter min mening undgår jeg sentimentaliteten, men andre vil sikkert sige det modsatte – alle har deres egne grænser. I mit tilfælde kan det bedst forklares med et eksempel; det er lidt dramatisk… men det er ligesom at fortælle en historie om én, der har kræft, og alt tyder på, at vedkommende skal dø. Hvis jeg begyndte at sætte mig selv ind i denne sang, synge om mig og få historien til at handle om mig, ville jeg måske begynde at få ondt af mig selv. Der tror jeg, at det ville tippe over i sentimentalitet. Men hvis du undgår dette og sørger for at holde dig selv ude af sangene og bare fortæller en historie, så skal det nok gå. Jeg prøver selv, så godt som muligt, at blive på den anden side af sentimentaliteten, selv om jeg selvfølgelig ikke kan skjule mine tanker. Jeg er trods alt den eneste, der kan skrive dem ned.” Gemte detaljerHvis man lytter godt efter på One Day You’ll Dance for Me, New York City, vil man måske bemærke et par detaljer, som hos de fleste normalt aldrig var sluppet gennem et støjfilter. En mønt tabes i Solitude, og en lighter tændes helt diskret i Babe. Dybdahl har valgt at bruge eller sågar undladt at fjerne disse sært spontane lyde, og effekterne er så enkle og nedtonede, at det kræver lukkede vinduer og lydtætte vægge at bemærke dem. Men Dybdahl mener selv, at de spiller en væsentlig rolle i musikken.“œNogle af de her lyde er ikke deciderede uheld. Altså, de skete, men jeg fjernede flere lyde, end jeg lod blive. Faktisk brugte jeg dem som en form for rytme eller slag. Solitude indspillede jeg i den lejlighed, som jeg lejede i New York, og jeg havde ingen instrumenter, kun guitaren. Så jeg indspillede hele nummeret, kun med de ting jeg havde i lejligheden, og da jeg så arbejdede med sangen i studiet, fjernede jeg alle de lyde, der ikke passede ind. Men jeg kan lide det. I stedet for at bruge andre instrumenter, bruger jeg disse. De leder op til noget, men på en meget mere diskret måde.” Ud over disse elementer har Dybdahl i begyndelsen af nummeret If We Want It It’s Right brugt følgende talte citat af den norske filosof Arne Næss: “œHvorledes kan min, hva vi kaller for livskvalitet, beholdes eller bli høyere? Og livskvalitet går overhovedet ikke på, hvad man har, men hvordan man føler man er og hvorledes det er; hva er det som gleder oss?” Valget faldt på Arne Næss på grund af ordenes værdi og gennemslagskraft.“œJeg fik ideen, fordi jeg er i gang med at skrive musik til en film, hvori der er et interview med Arne Næss. Jeg synes, at han er meget nem at beundre. Han er en gammel mand, der nu endelig erkender, at han måske undervurderede værdien af sine følelser og tanker for i stedet at have travlt med alt muligt andet. Citatet, jeg har brugt, kan alle sikkert forholde sig til på en eller anden måde. Det er den åbenlyse sandhed, som man nogle gange tænker på, men som der aldrig rigtig er nogen, der siger. Nogle mennesker har den tyngde, der skal til for at sige sådan noget. De får dig til at tro på det… som om det er første gang, du har hørt det i lang tid.” FremtidenTre udgivelser på tre år, et væld af priser, rosende anmeldelser og heftig koncertaktivitet. Thomas Dybdahl bryder traditionen og lader New York vente på sig.“œI første omgang skal vi ud og turnere. Vi har kun udgivet det første album i resten af Europa, så vi mangler stadig Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City. Vi kan have travlt, hvis vi vil. Det er ret luksuriøst, for vi har de her tre album, de er allerede færdige, og vi ved, at de fungerer. Så vi skal bare ud og trykke den af. Men New York… nej. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet… måske musik til film. Lige nu vil jeg gerne arbejde med noget, der ikke har noget med ord at gøre. Bare for en stund. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive om, eller hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det. Men instrumentalmusik – det vil jeg virkelig gerne arbejde med. Jeg tror, at jeg har brug for det.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York CityThomas Dybdahl, Spot10 i Århus, 04.06.04

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Det er disse små, nær-kvadratiske plastikhylstre, der skal holde vores musik i sikker behold, når vi ikke lytter til den. Men cd-coveret er et frygteligt produkt. Klik dig ind, og læs de mange ulyksageligheder, som du med stort sikkerhed selv har døjet med. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro. (16.12.04) Vi elsker musik. Men for at nå ind til musikken, må vi først kæmpe med den beskyttende emballage, der holder materialet indpakket – i visse kredse kaldt cd-covers. Der er mange grunde til at se sig gal i skralden på disse tingester. Måske er nedenstående brokkeriudfald det endelige udslag, der får mig til at skifte over til vinyl. Alle I vinylentusiaster kan i hvert fald glæde jer over alt det besvær, som I slipper for. Lad os springe ud i det… En knækket cirkel af pindeDenne hændelse skal nævnes først, eftersom det er den mest irriterende, og det til trods for at det blot drejer sig om så bittesmå ting. Jeg refererer til den lille cirkel af pinde i coveret, der holder cd’en på plads. Det er dybt frustrerende at åbne en splinterny cd, hvorefter 10 afrevne stumper lander i din håndflade. Hvorfor sker dette hele tiden? Det værste ved denne defekt er, at den forhindrer coveret i at passe førsteprioriteten i sit arbejde, nemlig at holde plastikskiven på plads, så den ikke konstant falder ud. Gad vide hvor vanskeligt det egentlig er at designe en lille, solid plastikforhøjning der stemmer overens i mål med cd’ens midterhul? Når cirklen af pinde ikke vil give slipDu står med din nyindkøbte cd og er klar til at lytte til den. Men du må ikke… den lille cirkel af stumper nægter nemlig hårdhændet at slippe cd’en. Du aser og maser og bemærker samtidig, hvorledes cd’en bliver stadigt skarpere bueformet. Du ved, du er nødt til at give slip for at forhindre lyden af knækket plastik. Gad vide hvor mange der i deres stædighed er blevet inde i kampen for kun i sidste ende at stå med to halve stykker? De små coverarmePå indersiden af det forreste stykke transparente plastik er placeret fire arme, der skal holde det til cd’en trykte cover på plads. Mangen en gang finder jeg mig selv i en kamp på liv og død med et mangesidet cover, der er så tykt, at det flænses i kanten på sin vej tilbage i cd-coveret. Og af og til sværger jeg på, at de fire arme har deres eget liv. De synes i hvert fald ofte at bladre sig ind mellem coverets sider, så det bliver krøllet og forrevet i ryggen, og det kræver dernæst et små-kirurgisk indgreb for at få det ud igen. Samme sted i cd-coveret har man placeret to “bomme”, som ligeledes skal holde det trykte cover på plads. Trods deres højde på blot en enkelt millimeter volder de store problemer, når coveret skal ud. Et lyskryds med kronisk rødt for alle retninger giver næppe mening. Klistermærker og deres efterladenskaberHvis du hører til typen, der fra tid til anden køber cd’er, der indeholder et hit eller to, så ved du, at pladeselskabet i de fleste tilfælde finder på at pryde dit cd-cover med et reklamerende klistermærke. Og du ved sikkert også, at de er kropumulige at pille af igen, uden at de efterlader sig et stykke lim, der for øvrigt stadig er velfungerende. Så det er kun et spørgsmål om tid, før dit cd-cover bliver prydet med hår og nullermænd. TyverialarmerFor den magnetiske tyverialarm gælder samme effekt som ved klistermærket. Skulle det lykkes dig at fjerne den, kan du i det mindste trøste dig ved tanken om, at den i det mindste sad omme i samme rum som bagcoveret. Eller vent… for overhovedet at kunne komme af med tingesten, må du flå coveret fra hinanden som en modvillig østers – en disciplin som jeg personligt er blevet ret skrap til med tiden. Når et cover har dobbelt ansvarCd-formatet har været på markedet siden 1982, og det er stadig ikke lykkedes nogen at blive enige om et fælles system til cd-covers med plads til to skiver. I de fleste covers er hver cd placeres på hver side sin af den dobbelte holder, som har en slags flip-og-åbn-mekanisme. Men fra hvilken side skal man skal åbne? Fra højre mod venstre som når man bladrer en side i en bog – eller omvendt? Uanset hvad, vid dig sikker på, at får du hevet for hårdt i den forkerte side, kan du godt vinke farvel til det cd-cover. Ukurante coverstørrelserDe fleste musikelskere har deres helt eget reol- eller hyldesystem til musikken. Og som det så ofte er med sådanne systemer, er det tætpakkede entiteter, der kræver en større omrokade for hver ny tilføjelse i samlingen. Det er derfor ikke at gøre det nemmere for os, når f.eks. Barra Heads Songs and Departures og Pearl Jams Vitalogy er pakket i “ukurante” coverstørrelser, der rager over de øvrige cd’er i højden. Hvor i alverden skal de stå, hvis der ikke er plads sammen med det andre? Argh, panik!

Hvordan er en plade god? Og kan man stole på bedømmelsen, hvis én person påstår det? Ikke altid. Undertoner har derfor taget konsekvensen af ovenstående spørgsmål og fra fem vinkler kastet lys på Monster Movies plade To the Moon. Fem skribenter har anmeldt pladen, og de er ikke enige om musikken. (08.12.04)En nedfældet vurdering af et stykke musik. Således kan en pladeanmeldelse karakteriseres. Subjektivitet spiller naturligvis også ind – for hvor er vi henne, hvis der ikke er tale om en personlig oplevelse? Det er denne, der skal videreformidles – og helst på en interessant, appetitlig og saglig måde. Tilgangene til en pladeanmeldelse er lige så forskelligartede som meningerne om de gældende plader. Vi har derfor hos Undertoner kastet os ud i et lille metodeeksperiment. Fem skribenter har fået til opgave at vurdere samme plade. Som man kunne forvente, er anmeldelserne og vurderingerne forskellige fra hinanden. Læs anmeldelserne nedenfor… Monster Movie: To the MoonAf Mikkel ArreMonster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus BækgaardDen forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Peter HansenDen anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Jan Overgaard MogensenEr titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus Bang PetersenMonster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination. Læs anmeldelse…

"Det, vi søgte, var nogle sange, vi kunne overraskes af, selv om vi havde arbejdet intensivt med dem i et halvt år." Undertoner har fanget Rasmus Stolberg fra Efterklang og spurgt til tilblivelsen af bandets nye plade.

Det New York-baserede label Team Love har udgivet deres første plade, Tilly and the Walls Wild Like Children. Ud over at folk kan købe en trykt version, er hele pladen stillet til rådighed på selskabets hjemmeside i mp3-format – og det er helt og aldeles gratis. (24.10.04)Det New York-baserede label Team Love har udgivet deres første plade, Tilly and the Walls Wild Like Children. Ud over at folk kan købe en trykt version, er hele pladen stillet til rådighed på selskabets hjemmeside i mp3-format – og det er helt og aldeles gratis. I slutningen af 2003 mødtes Bright Eyes’ hovedfigur Conor Oberst og Nate Krenkel i forbindelse med fejringen af 100.000 solgte eksemplarer af Bright Eyes’ Lifted-plade. Conor Obersts kunstneriske succes er gennem årene for alvor blevet fastslået, og det førte de to til snakken om at starte noget nyt. Et nyt label. Det skulle være kunstner-venligt med nye tilgange og politikker. Gratis musik som promotion Ganske kort tid efter gik Krenkel og Oberst direkte til Tilly and the Wall, som var det band, de ville bruge som pilotprojekt. Bandet fik at vide, at kontrakten ville være kortfattet, at den kun ville dække én plade, og at bandet ville få masser af frihed til optagelserne. Et endeligt punkt lød, at når Team Love-plader kom på markedet, ville samtlige sange også stå til gratis rådighed på selskabets hjemmeside. Og det er en slagkraftig filosofi, der vil noget, mest af alt modsætte sig det argument som den generelle pladebranche har fremsat: At download af musik sænker salgstallene og forhindrer succes. Krenkel fortæller, at downloading sagtens kan benyttes som et promotion-værktøj. Eksponeringen er nærmest fuldbyrdig, hvilket passer Tilly and the Wall stortartet: “Jo mere musik der downloades, jo mere sælger den. Det er en måde at tage del i, hvordan det foregår i dag og ikke forsøge at kontrollere det,” har bandet udtalt. Musikindustrien må gå planken udMens pladeindustrien over en længere årrække er i stadig krig mod musikpirater og internettets potentialer – med argumenter om at dets muligheder ødelægger deres forretning – går en håndfuld kunstnere i modsat retning. Team Love, Tilly and the Wall (og mange andre verden rundt) har taget teknologien til sig og bruger den på fornyende og indbydende måder. Og dette kan, i væsentlig højere grad end musikpirater, lade musikindustrien gå planken ud. Dette er primært fordi, internettet frigør musikere for behovet for major labels, og internettet gør det muligt for musikere at markedsføre sig selv ved at forære musik væk og lade word-of-mouth-metoden træde i kraft. Med Tilly and the Walls debutudgivelse til gratis rådighed på internettet, synes alt at pege mod denne trussel mod den etablerede pladeindustri. Band og selskab forventer at gå i nul ved 10.000 solgte eksemplarer – hvilket dog er et temmelig højt nummer for en debutplade på et uafhængigt selskab. Men som det ser ud nu, har fritstillingen af musikken fungeret fremragende for Tilly and the Wall: Pladen har i løbet af sine to første måneders levetid rundet over 3.000 solgte eksemplarer, og bandets koncerter over det amerikanske kontinent tiltrækker stadigt flere entusiastiske fans – hvilket må siges at være en lynhurtig begyndelse for et splinternyt band. Og man må endelig ikke afskrive Team Love som et helhjertet, men naivt forsøg. Med sine 24 år har Conor Oberst spillet og udgivet musik i 11 år, et forløb der specielt tog fart, da Bright Eyes begyndte at røre på sig i undergrunden. Sammen med sin bror har han været med til at opstarte det efterhånden velkendte Saddle Creek-selskab. Nate Krenkel har erfaring fra tidligere arbejde hos EMI og Sony. Og med den samlede viden og erfaring i bagagen lader Team Love internettet gøre, hvad det nu gør bedst: at skabe opmærksomhed i grædrodshøjde og derved skabe fællesskaber mellem alle interesserede. Og mens Team Love bevæger sig fremad, lærer de konstant af erfaringerne, de gør sig. Og et sted i baggrunden står hele industrien og kigger med… Læs mere om Team Love på selskabets hjemmeside Læs også Undertoners anmeldelse af Tilly and the Wall: Wild Like Children

Sangerinden Maria Laurette Friis står i front for Tys Tys, en kvartet der via utallige koncerter i både ind- og udland og ikke mindst to høreværdige cd’er langsomt, men sikkert er ved at spille sig ind i hjerterne af folk med deres skæve og egenartede musik. (14.10.04) Tys Tys består af Kresten Osgood på slagtøj, Gunnar Halle på trompet, Henrik Sundh på diverse keyboards og Maria Laurette Friis som den vokale styrke. Gruppen blev dannet på Friis’ initiativ seks år tilbage, og hun har siden stået som primus motor, sangskriver og arrangør. I 2001 udgav de deres debut, der blev et så kraftigt og udtryksfuldt visitkort, at den sikrede gruppen en Danish Music Award-nominering som årets nye jazznavn. Pladen, der blot hedder Tys Tys, har tydeligt sit udspring i en europæisk jazztradition, hvor man frem for kun at lade sig inspirere af de amerikanske forbilleder også vender ørerne mod sin egen lokale musiktradition. Tys Tys emmer således af visetradition, cabaretmusik, sømandshymner og forskellige tiders pop/rockmusik. Denne cocktail bliver også rystet sammen på Go Get Some, bandets anden plade der netop er udkommet. Undertoner satte sig i den anledning på den anden side af spisebordet i Maria Laurette Friis’ lejlighed på Vesterbro for at høre om tilblivelsen af cd’en og få en uforpligtende snak om intuition, arbejdsmetoder og inspirationskilder. – Hvorfra kommer din hang til at udtrykke dig?“Begyndelsen fortaber sig i det dunkle. Jeg har altid lavet mine egne små melodier og indspillet dem på kassettebåndoptager. Musikken var til at starte med et sted, hvor jeg kunne få ting ud af systemet. Jeg havde et band i gymnasiet, hvor jeg spillede guitar og skreg”¦ Det var ret sent, at jeg begyndte at strukturere det.” I flere interviews har Friis nævnt sangere som Leonard Cohen, Billie Holliday og Bob Dylan som nogle af hendes største inspirationskilder. Det kan dog være svært at følge, når man hører hendes musik. Det kan godt være, at de som performere, har været inspirationskilder, men hvor kommer hendes melodier fra? “Hvis jeg går tilbage og lytter til de båndoptagelser, som jeg har lavet igennem tiden, er der stumper af fraser, jeg kan genkende i det, der er nu. På en eller anden måde har essensen altid været der. Det er den samme kilde, jeg trækker fra – man bliver selvfølgelig påvirket hen ad vejen. Specielt fra Henrik, Gunnar og Kresten, men også andre steder fra – jeg begyndte jo i sin tid i støjrocken, Sonic Youth, Pixies og den slags.” Melodierne kan altså sagtens have en kendt guitarlinje eller en trompetsolo som underliggende inspiration. På spørgsmålet om, hvordan hun komponerer, lægger Maria Laurette Friis ikke skjul på, at hun arbejder meget intuitivt. Hun leger nærmest musik og tekst frem: “Musikken kommer måske lidt før ordene. Pludselig er der så et ord, der passer til en bestemt tone, eller en bestemt klang – det er sjældent, jeg har en tekst færdig, og så sætter musik til den.” I forhold til melodierne beskriver Friis selv sine tekster som mere ubearbejdede; hun sætter sig ikke nødvendigvis og renskriver dem – også her lader hun intuitionen råde: “Jeg kan mærke det, når det er rigtigt,” fortæller hun, “fordi så rører det ved et eller andet. Ofte er det dog først, når jeg står på scenen eller foran de andre og skal præsentere teksten, altså i kommunikationen, at jeg finder ud af, hvad det er, den rører ved.”Dette hvad er hun dog ikke meget for at offentliggøre; hvad teksterne betyder for hende selv, finder hun uvedkommende. Hun er lykkelig, hvis teksterne giver mening for andre. Learning by doingMaria Laurette Friis’ nysgerrighed og gåpåmod har bragt hende i kontakt med de fleste af de mangfoldige opgaver, der er forbundet med at lave en cd. Go Get Some endte med at blive færdiggjort hjemme i privaten, og Friis agerede både indspilningsleder, mixer og producer. Hun gjorde alt det “forbudte”, når man har med live-jazzmusikere at gøre: “Jeg har ind i mellem forsøgt at smide det overflødige væk – introer, mellemspil osv. – for at få det til at blive strammere, men samtidig bibeholde det organiske.” For at illustrere arbejdsprocessen giver hun Sweetie som eksempel. Hendes eget snublende og prøvende klaverspil (nærmest indspillet ved et tilfælde ved en helt anden lejlighed) er blevet anvendt på udgivelsen, mens det live naturligvis er Henrik Sundh, der spiller, og hvor nummeret, med Friis’ ord, “i det hele taget er mere reelt, spillet mere rigtigt osv.” Den “forkerte” version gav mere mening i forhold til tekst og albummets karakter. – Så det er måske mere Maria Laurette Friis’ vision om denne musik, end det er Tys Tys på en arbejdsdag?“œDet er en blanding – det er jo en helt anden proces at lave en plade. Der er stor forskel på at høre en cd derhjemme og at høre et band live. Live er vi sammen om det.” Hun indrømmer gerne, at hun vil bestemme og til tider kan have svært ved at gå på kompromis. Og på spørgsmålet om drengene i Tys Tys har haft mulighed for at nedlægge veto mod hendes beslutninger, svarer hun med et skævt smil:“Ja, det har de – men der er også nogle ting, hvor det bare har været nødt til at være sådan – og hvor det måske kun har været mig, der kunne se, at det var nødt til at blive sådan”¦ Det skal dog siges, at flere har været involveret i processen undervejs, især min kæreste og min gode veninde, der har måttet lægge øre til en milliard forskellige mix, til de var ved at brække sig. Det er vigtigt at kunne vende det med andre – det har jeg lært sindssygt meget af.” Er der således ingen tvivl om, at Friis er bossen, benytter hun dog enhver mulighed til at rose sine medsammensvorne. Hun understreger gang på gang, at hun er glad og stolt over, at netop de tre musikere er med i hendes band. Samspillet de fire imellem ser hun som det primære, og derfor kan de mere tyste numre på den nye cd også sagtens udvikle sig og lyde forskelligt fra aften til aften, når bandet spiller live. “Pladen er ikke et endegyldigt udsagn; det primære er den direkte kommunikation. Det er der, jeg synes, vi er bedst,” præciserer hun. Selv om Friis altså opfatter sig mere som liveperformer end pladekunstner, har den kundskabshungrende og talentfulde sangerinde blod på tanden til at forsætte som egen producer, fordi det giver hende større mulighed for at prøve sine ideer af. Så vi andre skal ikke blive overraskede, hvis den næste Tys Tys-cd lyder på en helt ny måde. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at Maria Laurette Friis vil fortsætte sin udvikling og sin afsøgning af sin helt egen personlige vision. Læs også Undertoners anmeldelse af Tys Tys: Go Get Some

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? Foto: Jasper Carlberg (Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.) Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter. [klip][Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?] – D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt. – Men først skal I et smut til New York?Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi. – Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret. [Strubehoved?] [klip][Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.] – Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet. Foto: Jasper Carlberg – Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening. – Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi. [Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.] [klip][Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.] – Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert. – Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være. Foto: Jasper Carlberg – Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget? Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår. – Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag? Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump. [Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?] [klip][Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?] Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…Ebbe: Hvad betyder navnet?– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det. Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan. Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt. Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt. Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.– Tak, tak. [klip] [Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.] – Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst? Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade… – Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden? Foto: Jasper Carlberg Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene. – Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende? Mikkel: Nej.Ebbe: Nej.– Nej. [klip]Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur: “Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.” – Dexter & Angelina. Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

[Rasmus Bang Petersen]Københavnerbandet epo-555 med rødder i Aabenraa er ved at bryde igennem med deres særegne musik. Fredag d. 3. oktober blev debuten fejret med årets gladeste fest. (04.10.04) Dørene skulle have været lukket op for en halv time siden. De mange, mange ansigter udenfor ser utålmodige ud – og let alkoholiserede. Der er lagt op til en stor aften med masser af glæde og dans. En ikke helt normal dag for et ikke helt normalt band. 13 minutter senere. Tumultagtige scener. “Det er helt uvirkeligt“, siger Mikkel Max Hansen, sanger og guitarist i epo-555, mens merchandise med farverige motiver gøres parat til salg i et støvet hjørne af lokalet. Et væld af flammer, søde røde hjorte og små, kagemandsagtige figurer pryder bandets t-shirts og plakater. Ligesom sangskriverne selv, Mikkel Max og trommeslager Ebbe Frej, signalerer bandets visuelle udtryk både noget akavet og fandenivoldsk. Og i dag holder de så pladereception på ganske utraditionel vis – de har nemlig besluttet at holde en stor, åben og frem for alt rar fest. Og rart skal det blive på denne glædens aften. Da dørene endelig åbnes, vælter det ind med mennesker i alskens afskygninger: Unge efterskoleelever med piercinger og kejtede smil, københavnersmarte indierockere med alt for lækkert hår – og ikke mindst et væld af berusede gymnasieelever. De er kommet for at høre musik, der fænger ved første festlige lyt, men gemmer flere lag af sammenpresset energi under overfladen. epo spiller en melodisk, ørkenagtig støjrock, som både er skæv, blid og svær at kategorisere. Men det københavnske musikmiljø er faldet for den, og det ses i aften. Rilispardis en masseRygtet om de gratis fadøl breder sig, og folk vender sig med brede smil og ølkrus i favnen mod deres kammerater og deler knus og håndtryk ud. Alle kender alle her. Der er rigeligt med rodet hår, trashede t-shirts, smadrede kondisko og lavthængende cowboy-bukser. De fleste er unge og friske og glinser af glæde. Alt er nyt og fint. Forud for denne lyksalige aften for epo-555 er gået 10 år med musikalske sporskift og den ene navneændring efter den anden. Med så eksotiske bandnavne som Venus, Ivanhoe, Airport og Pierre er det næsten underligt, at eksilsønderjyderne ikke er blevet berømte før. Men først for to år siden, hvor Ebbe og Mikkel efterhånden var ved at nærme sig de 30, besluttede de sig for at satse fuldt og helt på musikken. De opfandt et unikt univers af ørkenræve, tequila, terrorister i ånden og morderiske præsidenter i kamp med hinanden. De fik to ekstra medlemmer, slog sig ned i verdens mindste øvelokale og svor aldrig at fortælle historien bag bandnavnet. De holdt selvbenævnte ‘rilispardis’ for hver sang, de færdiggjorde, og inviterede alle interesserede til at kigge forbi. Og nu står de så her, tiljublet af ekstatiske piger og drenge, og fejrer udgivelsen af Dexter Fox. Godt på vej til at blive mere end blot et undergrundsfænomen. Landets heldigste bandEn monitor der vælter. Unge fans der smelter af varme og begejstring og smider bluserne. De danser, hopper og går amok i en glædesrus, mens epo-folkene står og ser pavestolte ud. På scenen har de ud over sære instrumenter, der siger “pling!” og “fzzz!”, medbragt en selvlysende giraf, en tøjdyr-abestol og et væld af kæder med små julemandslys. Lokationen er Studenterhuset ved Rundetårn, og lokalet er alt for rodet til at virke tjekket. Det er tydeligvis aldrig blevet opgraderet af en fancy designer, men til denne type aften passer det perfekt. “Ebbe Frej! Ebbe Frej! ” gjalder råbene taktfast, og kultfiguren med smøgen i munden nikker venligt bag sit trommesæt. Forinden har bandets første musikvideo haft premiere; ikke overraskende en tegnefilm med ildrøde ræve og flammende musikanter. Publikum er ellevilde, da den fine film løber henover det store, hvide lærred, og for epo kan ingenting tilsyneladende gå galt. Måske skyldes det de mange års erfaring før gennembruddet, måske den sønderjyske lune – faktum er, at deres lyd er både kompleks, uimodståelig og ret unik herhjemme. “Der er efterhånden en del folk, der er blevet glade for vores sange,” siger Mikkel. “Men vi kan egentlig bedre lide at se dem som venner end som fans.” Den enormt imødekommende hjemmeside og de mange åbne fester peger i samme retning. Og mens de sidder her på scenekanten, kan de glade musikanter se ud over en forsamling, der godt nok er halv- eller helt fulde og lige nu mest råber hen over bordene, men som vil dukke trofast op igen, når bandets spilleglæde atter skal vækkes. Begejstringen er gensidig. Denne fredag nat fortsætter festen med inviterede gæstemusikere, der underholder de glade unge. I bandområdet bag scenen bliver der talt om løst og fast og ikke mindst om brune plastikblokfløjter. Men ørkenræven har sat sine spor, og ingen, der er til stede i aften, vil glemme den lige foreløbig. Læs også følgende:Anmeldelse af epo-555: Dexter Fox‘Jeg gad da godt kaste op før hver koncert’ – en drøm af et interview med epo-555