Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Sangerinden Maria Laurette Friis står i front for Tys Tys, en kvartet der via utallige koncerter i både ind- og udland og ikke mindst to høreværdige cd’er langsomt, men sikkert er ved at spille sig ind i hjerterne af folk med deres skæve og egenartede musik. (14.10.04) Tys Tys består af Kresten Osgood på slagtøj, Gunnar Halle på trompet, Henrik Sundh på diverse keyboards og Maria Laurette Friis som den vokale styrke. Gruppen blev dannet på Friis’ initiativ seks år tilbage, og hun har siden stået som primus motor, sangskriver og arrangør. I 2001 udgav de deres debut, der blev et så kraftigt og udtryksfuldt visitkort, at den sikrede gruppen en Danish Music Award-nominering som årets nye jazznavn. Pladen, der blot hedder Tys Tys, har tydeligt sit udspring i en europæisk jazztradition, hvor man frem for kun at lade sig inspirere af de amerikanske forbilleder også vender ørerne mod sin egen lokale musiktradition. Tys Tys emmer således af visetradition, cabaretmusik, sømandshymner og forskellige tiders pop/rockmusik. Denne cocktail bliver også rystet sammen på Go Get Some, bandets anden plade der netop er udkommet. Undertoner satte sig i den anledning på den anden side af spisebordet i Maria Laurette Friis’ lejlighed på Vesterbro for at høre om tilblivelsen af cd’en og få en uforpligtende snak om intuition, arbejdsmetoder og inspirationskilder. – Hvorfra kommer din hang til at udtrykke dig?“Begyndelsen fortaber sig i det dunkle. Jeg har altid lavet mine egne små melodier og indspillet dem på kassettebåndoptager. Musikken var til at starte med et sted, hvor jeg kunne få ting ud af systemet. Jeg havde et band i gymnasiet, hvor jeg spillede guitar og skreg”¦ Det var ret sent, at jeg begyndte at strukturere det.” I flere interviews har Friis nævnt sangere som Leonard Cohen, Billie Holliday og Bob Dylan som nogle af hendes største inspirationskilder. Det kan dog være svært at følge, når man hører hendes musik. Det kan godt være, at de som performere, har været inspirationskilder, men hvor kommer hendes melodier fra? “Hvis jeg går tilbage og lytter til de båndoptagelser, som jeg har lavet igennem tiden, er der stumper af fraser, jeg kan genkende i det, der er nu. På en eller anden måde har essensen altid været der. Det er den samme kilde, jeg trækker fra – man bliver selvfølgelig påvirket hen ad vejen. Specielt fra Henrik, Gunnar og Kresten, men også andre steder fra – jeg begyndte jo i sin tid i støjrocken, Sonic Youth, Pixies og den slags.” Melodierne kan altså sagtens have en kendt guitarlinje eller en trompetsolo som underliggende inspiration. På spørgsmålet om, hvordan hun komponerer, lægger Maria Laurette Friis ikke skjul på, at hun arbejder meget intuitivt. Hun leger nærmest musik og tekst frem: “Musikken kommer måske lidt før ordene. Pludselig er der så et ord, der passer til en bestemt tone, eller en bestemt klang – det er sjældent, jeg har en tekst færdig, og så sætter musik til den.” I forhold til melodierne beskriver Friis selv sine tekster som mere ubearbejdede; hun sætter sig ikke nødvendigvis og renskriver dem – også her lader hun intuitionen råde: “Jeg kan mærke det, når det er rigtigt,” fortæller hun, “fordi så rører det ved et eller andet. Ofte er det dog først, når jeg står på scenen eller foran de andre og skal præsentere teksten, altså i kommunikationen, at jeg finder ud af, hvad det er, den rører ved.”Dette hvad er hun dog ikke meget for at offentliggøre; hvad teksterne betyder for hende selv, finder hun uvedkommende. Hun er lykkelig, hvis teksterne giver mening for andre. Learning by doingMaria Laurette Friis’ nysgerrighed og gåpåmod har bragt hende i kontakt med de fleste af de mangfoldige opgaver, der er forbundet med at lave en cd. Go Get Some endte med at blive færdiggjort hjemme i privaten, og Friis agerede både indspilningsleder, mixer og producer. Hun gjorde alt det “forbudte”, når man har med live-jazzmusikere at gøre: “Jeg har ind i mellem forsøgt at smide det overflødige væk – introer, mellemspil osv. – for at få det til at blive strammere, men samtidig bibeholde det organiske.” For at illustrere arbejdsprocessen giver hun Sweetie som eksempel. Hendes eget snublende og prøvende klaverspil (nærmest indspillet ved et tilfælde ved en helt anden lejlighed) er blevet anvendt på udgivelsen, mens det live naturligvis er Henrik Sundh, der spiller, og hvor nummeret, med Friis’ ord, “i det hele taget er mere reelt, spillet mere rigtigt osv.” Den “forkerte” version gav mere mening i forhold til tekst og albummets karakter. – Så det er måske mere Maria Laurette Friis’ vision om denne musik, end det er Tys Tys på en arbejdsdag?“œDet er en blanding – det er jo en helt anden proces at lave en plade. Der er stor forskel på at høre en cd derhjemme og at høre et band live. Live er vi sammen om det.” Hun indrømmer gerne, at hun vil bestemme og til tider kan have svært ved at gå på kompromis. Og på spørgsmålet om drengene i Tys Tys har haft mulighed for at nedlægge veto mod hendes beslutninger, svarer hun med et skævt smil:“Ja, det har de – men der er også nogle ting, hvor det bare har været nødt til at være sådan – og hvor det måske kun har været mig, der kunne se, at det var nødt til at blive sådan”¦ Det skal dog siges, at flere har været involveret i processen undervejs, især min kæreste og min gode veninde, der har måttet lægge øre til en milliard forskellige mix, til de var ved at brække sig. Det er vigtigt at kunne vende det med andre – det har jeg lært sindssygt meget af.” Er der således ingen tvivl om, at Friis er bossen, benytter hun dog enhver mulighed til at rose sine medsammensvorne. Hun understreger gang på gang, at hun er glad og stolt over, at netop de tre musikere er med i hendes band. Samspillet de fire imellem ser hun som det primære, og derfor kan de mere tyste numre på den nye cd også sagtens udvikle sig og lyde forskelligt fra aften til aften, når bandet spiller live. “Pladen er ikke et endegyldigt udsagn; det primære er den direkte kommunikation. Det er der, jeg synes, vi er bedst,” præciserer hun. Selv om Friis altså opfatter sig mere som liveperformer end pladekunstner, har den kundskabshungrende og talentfulde sangerinde blod på tanden til at forsætte som egen producer, fordi det giver hende større mulighed for at prøve sine ideer af. Så vi andre skal ikke blive overraskede, hvis den næste Tys Tys-cd lyder på en helt ny måde. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at Maria Laurette Friis vil fortsætte sin udvikling og sin afsøgning af sin helt egen personlige vision. Læs også Undertoners anmeldelse af Tys Tys: Go Get Some

Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? (04.10.04)Dette er fortællingen om en højst besynderlig aften. Det hele starter sådan set fint, men intervieweren bliver mere og mere forvirret, som samtalen skrider frem. Eller skrider den i virkeligheden tilbage? Hvad er det, der foregår? Og hvem står bag? Foto: Jasper Carlberg (Opfordring: Læs først reportagen fra epo-555’s pladereception.) Fem dage siden pladereceptionen. Slår døren op til Nørrehus Cafe. Som tydeligvis ikke er en cafe, men en vaskeægte, skummel bodega. Lokalet er ekstremt tilrøget. Snart kommer epo-555’s komponerende halvdel, Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen. Og i dette skelsættende øjeblik går det op for mig, at alt, jeg ville have spurgt disse mennesker om, allerede er blevet behandlet i andre interview. Og at det vil være om ikke uforsvarligt, så slet og ret kedeligt at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Nu kan man sige meget om bandet, men idérige og hittepåsomme er de i hvert fald, så et kedeligt interview ville slet ikke klæde dem. Derfor må der tages en radikal beslutning. Men det hele starter med en mand, der vælter. [klip][Hvad? Hvor er vi? På en bodega, tilsyneladende. Var det derfor, jeg kom?] – D’herrer, jeg er lidt forvirret. I havde i tidernes morgen en idé om et ret specielt arrangement, der skulle foregå… hér?Ebbe: Ja, ’epodega’ kalder vi det, og det skal skam nok blive til noget en dag. Idéen er, at vi inviterer folk til at komme ned på en bodega, hvor der for en gangs skyld vil blive spillet god musik. Så kan folk så sidde og rafle til tonerne af noget andet end det sædvanlige gejl. Vi blev faktisk inspireret af vores yndlingsbodega Isbjørnen, hvor ejeren altid spiller Neil Young – det er da ret sejt. – Men først skal I et smut til New York?Ebbe: Ja, vi glæder os meget. Vi spiller både til en traditionel CMJ-showcase ligesom den, Crunchy Frog i sin tid arrangerede med Raveonettes, og til en uafhængig showcase uden om arrangementet. Begge dele foregår midt i oktober, og det kunne jo være meget cool at ramme et eller andet lille publikum derovre. Og så har vi også lovet Iceland Air, at hvis de hjalp os med rejsen, så ville vi også spille i Reykjavik på vejen hjem – så det gør vi. – Nu har I jo generelt fået en del ros, men jeg har undret mig over opfattelsen af jeres inspirationskilder. Selv hører I mest Bob Hund, Flaming Lips og Calexico, men mange ser shoegazer-elementer i jeres musik, og nogle mener endda, at I lyder som Mew på A Triumph For Man. Kan I se nogle fællestræk med Mew overhovedet?Mikkel: Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har prøvet at lytte efter dem, men det er jo en helt anden lyd og produktion. Altså, Mew er da fine, men jeg synes ikke, vi minder om dem overhovedet.Ebbe: Du synger da ellers nøjagtig som Jonas Bjerre.Mikkel: Ja, men det er jo så, fordi jeg fik hans strubehoved indopereret. [Strubehoved?] [klip][Hvad skete der? Kigger op fra gulvet. Musikerne fortrækker ikke en mine. Besynderligt. De virker næsten konturløse bag den tunge røg.] – Godt at se jer igen. Hvad følte I egentlig dér i fredags, da alle mulige spændte mennesker skulle præsenteres for Dexter Fox?Ebbe: Egentlig ikke så meget, for vi har spillet pladen for folk før og fået en masse respons. Men da vi spillede videoen, blev jeg fandme godt nok glad. Det var virkelig som at se en landskamp, hvor alle sidder foran fjernsynet. Foto: Jasper Carlberg – Tror I, at mange af de mennesker, der har lært musikken at kende igennem de sidste to år, lægger mærke til alle de lag, der ligger i den?Mikkel: Jeg tror, det er ualmindeligt individuelt. Der var en på Danmarks Radio, som lige havde fået pladen, men allerede havde nået at lytte til alle lagene, lære alle tekster udenad og opdage alle mulige små finurlige detaljer, mens hendes kollega bare havde hørt det i baggrunden – og det er da helt fint.Ebbe: Det er jo op til folk, hvad de lægger i pladen. Vi er blevet sammenlignet med alle mulige bands, vi aldrig havde overvejet. Eksempelvis har vi fået at vide, at vi lyder som Postal Service og Radio Dept. – dem havde vi så aldrig hørt før, men det er da en meget god lejlighed til at få lyttet til dem, må man sige. Men i øvrigt har vi forsøgt at være opmærksomme på at stramme op og korte vores korte numre ned, så de lange numres længde ikke bliver udvandet. Hvis det giver nogen mening. – Er det ikke bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mængden af gymnasieelever og barometerlyttere til jeres koncerter er vokset støt det sidste halvandet år?Mikkel: Jo, men det er da dejligt. Man ved jo også, hvor dedikeret en musikelsker man selv var i gymnasiet – da vi hørte bands som Butthole Surfers og Bon Jovi. [Bon Jovi? Øjeblik. Noget stemmer ikke helt.] [klip][Hvor kom jeg fra? Jeg forstår det ikke. Jeg må hellere starte fra begyndelsen.] – Ebbe, hvad tænkte du, da du første gang mødte hr. Max?Ebbe: At han lignede en sømand! Han gik i sådan noget matrostøj, så han lignede Anders And.Mikkel: Ja, jeg kan så til gengæld ikke rigtig huske, jeg nogensinde har mødt Ebbe i virkeligheden. Men jeg spillede engang i band med en trommeslager, der altid kastede op før koncerterne, og det har jeg egentlig altid været lidt misundelig over. Jeg mener – jeg gad da godt kaste op før hver koncert. – Det bliver jeg nødt til at citere dig for. Men hvornår blev I ledt ind på den musikalske vej, der førte jer til det sted, I er i dag?Ebbe: For mig er det faktisk kun 3-4 år siden. Og siden Flaming Lips i Amager Bio (marts 2003, red.) har jeg ikke været den samme.Mikkel: Ja, for mig var det så i 5. klasse på Brundlundskolen i Aabenraa, da jeg så en 14-årig dreng, som jeg syntes var helt vildt sej! Han havde langt, sort hår og gik med en guitar på ryggen, og jeg tænkte, at sådan ville jeg også være. Foto: Jasper Carlberg – Og én af de ting er det så lykkedes dig at forfølge. Hvordan kan det være, at det aldrig blev til noget med guitaren? Og musikken i det hele taget? Mikkel: Det var alle de modeljobs, der fulgte med det sorte hår. – Det leder os frem til dit kønsskifte ved årtusindeskiftet – hvordan så du egentlig ud før den skæbnesvangre dag? Mikkel: Jeg var utroligt lille og plump. [Kønsskifte?? Sagde jeg det? Hvem er det, der styrer det her interview?] [klip][Hvad siger de? Alt er diffust. Er det mig, de taler til?] Mikkel: Du dér! Hør nu her – vi har jo lige sagt, at vi alle er gået ud af bandet, og at du er det nye – og eneste – medlem. Så må vi stille dig spørgsmål! Som for eksempel…Ebbe: Hvad betyder navnet?– Jamen… hvis jeg fortalte jer det, var jeg jo nødt til at dræbe jer! Jeg har svoret en pagt med mig selv om aldrig at røbe det. Ebbe: Fair nok. Hvad handler teksterne så om?– Jamen, de handler jo om nogle sjove karakterer, der render rundt i en eller anden ørken, og der er nogle gode og nogle onde med, og nogle ballerinaer og nogle ræve og sådan. Ebbe: Ha ha, det lyder godt nok fesent!– Ja, det er måske lidt gay – uden at være gay på den cool måde, altså. Men til gengæld har jeg forelsket mig lidt i et udtryk fra en af teksterne, “detonator heartbeat” – det er ret genialt. Mikkel: Hvis du selv skulle sige det.– Ja, hvis jeg selv skulle sige det. Det med at passionen driver hans sprængkraft, det er sgu egentlig ret smukt. Ebbe: Ja, det synes vi egentlig også.– Tak, tak. [klip] [Stop lige. Hvis jeg skal interviewe dem, bliver vi nødt til at få én ting på det rene.] – Mikkel, hvorfor er du så alvorlig? Og hvorfor er det så trist, det hele? Hvorfor vinder skurkene til sidst? Mikkel: Fordi Dexter og Angelina skal have mulighed for at gå deres tragiske skæbne i møde hånd i hånd. De er for dovne, fulde og forsuttede til at vinde. Det er vel egentlig mig selv. Man vil være helt frygtelig idealistisk på en måde og føler sig misforstået og god og alt muligt, og når det så kommer til stykket, så vil man egentlig hellere sidde og drikke limonade… – Er det, fordi de onde altid vinder i virkeligheden? Foto: Jasper Carlberg Mikkel: Ja, de har jo vundet den moralske sejr. Demokratiet og verden er på vej ned i en bølgedal med mere og mere umenneskelig behandling og mindre og mindre civilisation. Sådan går det jo. Det kan man nok ikke ændre så frygteligt meget på. Så det er måske bare om at se kendsgerningerne i øjnene. – Det lyder så trist, at det næsten ikke er til at bære. Det kan vi da ikke have. Skal vi ikke have en sidste positiv kommentar om et eller andet spændende? Mikkel: Nej.Ebbe: Nej.– Nej. [klip]Fem dage siden pladereceptionen. Slår øjnene op på Nørrehus Cafe. Hvor blev de af? Hvad skete der? Det dunker i hovedet. Brudstykker, elementer af en samtale. Drømte jeg? Mit knæ gør ondt. Hiver diktafonen op af lommen – båndet er tomt. Caféen er mørk, og jeg vender mig for at gå ud igennem døren. Men dér, foran mig, står en lille hund med blanke øjne og spærrer vejen. Laïka, står der på navneskiltet. Den har en seddel klistret fast til pelsen. Med en lille signatur: “Vi gav op til sidst. Men vi ses måske igen en nat, et eller andet sted i en bedre verden. Luk øjnene og se efter os på Cow Creek Road.” – Dexter & Angelina. Læs også Undertoners anmeldelse af epo-555: Dexter Fox

[Rasmus Bang Petersen]Københavnerbandet epo-555 med rødder i Aabenraa er ved at bryde igennem med deres særegne musik. Fredag d. 3. oktober blev debuten fejret med årets gladeste fest. (04.10.04) Dørene skulle have været lukket op for en halv time siden. De mange, mange ansigter udenfor ser utålmodige ud – og let alkoholiserede. Der er lagt op til en stor aften med masser af glæde og dans. En ikke helt normal dag for et ikke helt normalt band. 13 minutter senere. Tumultagtige scener. “Det er helt uvirkeligt“, siger Mikkel Max Hansen, sanger og guitarist i epo-555, mens merchandise med farverige motiver gøres parat til salg i et støvet hjørne af lokalet. Et væld af flammer, søde røde hjorte og små, kagemandsagtige figurer pryder bandets t-shirts og plakater. Ligesom sangskriverne selv, Mikkel Max og trommeslager Ebbe Frej, signalerer bandets visuelle udtryk både noget akavet og fandenivoldsk. Og i dag holder de så pladereception på ganske utraditionel vis – de har nemlig besluttet at holde en stor, åben og frem for alt rar fest. Og rart skal det blive på denne glædens aften. Da dørene endelig åbnes, vælter det ind med mennesker i alskens afskygninger: Unge efterskoleelever med piercinger og kejtede smil, københavnersmarte indierockere med alt for lækkert hår – og ikke mindst et væld af berusede gymnasieelever. De er kommet for at høre musik, der fænger ved første festlige lyt, men gemmer flere lag af sammenpresset energi under overfladen. epo spiller en melodisk, ørkenagtig støjrock, som både er skæv, blid og svær at kategorisere. Men det københavnske musikmiljø er faldet for den, og det ses i aften. Rilispardis en masseRygtet om de gratis fadøl breder sig, og folk vender sig med brede smil og ølkrus i favnen mod deres kammerater og deler knus og håndtryk ud. Alle kender alle her. Der er rigeligt med rodet hår, trashede t-shirts, smadrede kondisko og lavthængende cowboy-bukser. De fleste er unge og friske og glinser af glæde. Alt er nyt og fint. Forud for denne lyksalige aften for epo-555 er gået 10 år med musikalske sporskift og den ene navneændring efter den anden. Med så eksotiske bandnavne som Venus, Ivanhoe, Airport og Pierre er det næsten underligt, at eksilsønderjyderne ikke er blevet berømte før. Men først for to år siden, hvor Ebbe og Mikkel efterhånden var ved at nærme sig de 30, besluttede de sig for at satse fuldt og helt på musikken. De opfandt et unikt univers af ørkenræve, tequila, terrorister i ånden og morderiske præsidenter i kamp med hinanden. De fik to ekstra medlemmer, slog sig ned i verdens mindste øvelokale og svor aldrig at fortælle historien bag bandnavnet. De holdt selvbenævnte ‘rilispardis’ for hver sang, de færdiggjorde, og inviterede alle interesserede til at kigge forbi. Og nu står de så her, tiljublet af ekstatiske piger og drenge, og fejrer udgivelsen af Dexter Fox. Godt på vej til at blive mere end blot et undergrundsfænomen. Landets heldigste bandEn monitor der vælter. Unge fans der smelter af varme og begejstring og smider bluserne. De danser, hopper og går amok i en glædesrus, mens epo-folkene står og ser pavestolte ud. På scenen har de ud over sære instrumenter, der siger “pling!” og “fzzz!”, medbragt en selvlysende giraf, en tøjdyr-abestol og et væld af kæder med små julemandslys. Lokationen er Studenterhuset ved Rundetårn, og lokalet er alt for rodet til at virke tjekket. Det er tydeligvis aldrig blevet opgraderet af en fancy designer, men til denne type aften passer det perfekt. “Ebbe Frej! Ebbe Frej! ” gjalder råbene taktfast, og kultfiguren med smøgen i munden nikker venligt bag sit trommesæt. Forinden har bandets første musikvideo haft premiere; ikke overraskende en tegnefilm med ildrøde ræve og flammende musikanter. Publikum er ellevilde, da den fine film løber henover det store, hvide lærred, og for epo kan ingenting tilsyneladende gå galt. Måske skyldes det de mange års erfaring før gennembruddet, måske den sønderjyske lune – faktum er, at deres lyd er både kompleks, uimodståelig og ret unik herhjemme. “Der er efterhånden en del folk, der er blevet glade for vores sange,” siger Mikkel. “Men vi kan egentlig bedre lide at se dem som venner end som fans.” Den enormt imødekommende hjemmeside og de mange åbne fester peger i samme retning. Og mens de sidder her på scenekanten, kan de glade musikanter se ud over en forsamling, der godt nok er halv- eller helt fulde og lige nu mest råber hen over bordene, men som vil dukke trofast op igen, når bandets spilleglæde atter skal vækkes. Begejstringen er gensidig. Denne fredag nat fortsætter festen med inviterede gæstemusikere, der underholder de glade unge. I bandområdet bag scenen bliver der talt om løst og fast og ikke mindst om brune plastikblokfløjter. Men ørkenræven har sat sine spor, og ingen, der er til stede i aften, vil glemme den lige foreløbig. Læs også følgende:Anmeldelse af epo-555: Dexter Fox‘Jeg gad da godt kaste op før hver koncert’ – en drøm af et interview med epo-555

[Ivan Petersen]Stengade 30 er rammen for fem kvinders månedtlige arrangement med målet at skabe en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” Undertoners udsendte kiggede forbi, men måtte stille sig uforstående over for sigtet. dameUlove er et relativt nyt fænomen i den københavnske undergrund. Der er tale om fem kvinder med forskellig baggrund, der er gået sammen med det erklærede mål at omdanne Stengade 30, hvor arrangementerne foregår den anden onsdag hver måned, til en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” “Damerne,” Nanna de Hemmer Widding, Karin Jønch-Clausen, Ursula Cecilie F. Søndergaard, Ida Bjørn Jensen og Camilla Blicher, beskæftiger sig til daglig med alt fra kunsthistorie til punk og har derudover formået at få Djuna Barnes fast tilknyttet som stedets DJ. Og da en ren og skær kvindeklub trods alt er halvvejs avantgarde, er her en lille reportage fra arrangementet den 18. august, der foregik i et samarbejde med Clubbinhagen. Denne dag var således en smule atypisk, og det mest bemærkelsesværdige kunstneriske bidrag var dansevideoen En rigtig røvtur, der, som navnet antyder, mestendels omhandlede vrikkende bagdele på en storskærm. Videoen var produceret af Ingen Frygt, der under navnet DJ Husmor også vendte plader. Sædvanligvis vil et arrangement også inkludere livemusik, men altså ikke denne gang. Hyggeligt var det dog alligevel, om end 70’er-stolene i plastic, der var en del af interiøret, ikke ligefrem er det mest behagelige koncept i verden. Mere væsentligt end dette er dog en kritisk diskussion af den i øjeblikket meget hypede bølge af feministisk musik og kunst, som dameUlove er en del af. En diskussion, der ikke bare er interessant, men også ualmindeligt nødvendig. Banebrydende, kvindeligt udtrykFormålet, ifølge arrangørerne, som jeg tidligere har mødt til et interview, består i det primære formål at skabe et forum for kvindelige kunstnere, hvor de under professionelle rammer kan fremvise deres kunst og spille deres musik. At være kvinde er dog ikke helt nok, idet der også skal være tale om underrepræsenterede kunstnere inden for alle genrer – så længe udtrykket er skævt eller banebrydende. Eftersom omtrent samtlige udøvende kunstnere har en tendens til at klistre prædikatet ’banebrydende’ på deres værker, lyder det lidt som noget, man efterhånden har hørt ad nauseam, men det er jo så heldigvis også kun en formålsparagraf. Som mand får man dog lyst at spørge: hvorfor? Det er ifølge dameUlove nødvendigt, fordi kvinder har brug for et rum, der er deres eget. Dvs. et sted hvor de kan udveksle meninger og danne netværk på deres egen måde, fordi kvinder tilsyneladende undervurderer egne evner og ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at sælge sig selv. Det er jo alt andet lige en sympatisk tanke, men det rejser immervæk spørgsmålet omkring positiv særbehandlings eventuelle effekt. Og det uagtet at den moderne feminisme tager afstand fra den mere militante og aggressive 70’er-variant, hvorfor dameUlove bl.a. ser mænd som en potentiel målgruppe, der er meget velkommen til de forskellige arrangementer. Køn eller kvalitet?Men ikke desto mindre: Er det en god idé, både anskuet fra en ren kunstnerisk synsvinkel og i et større samfundsmæssigt perspektiv, at fremme én gruppes interesser via udelukkelsen af en anden? Eller: Får man god kunst ud af på forhånd at ekskludere 50% af dette lands befolkning, uanset eventuelle mandlige kunstneres kvaliteter? Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg langt fra er overbevist om, at det er den rigtige indgangsvinkel, eftersom det under ingen omstændigheder kan betegnes som demokratisk, samtidig med at det kunne have den meget negative bivirkning, at kvinders kunst rent faktisk ville blive devalueret, netop fordi kunsten ikke udvælges ud fra dens kvalitet, men i stedet kunstnerens køn. Og som en lille afsluttende bemærkning kan jeg i hvert fald godt gætte mig til ramaskriget, i fald (in a different world) Ny Carlsberg Fondet meddelte, at fra nu af ville de sgu’ ikke længere ville spilde tiden på kvindelige kunstneres værker, fordi “mænd havde brug for et rum for dem selv.” Mand eller kvinde, neutral eller meningsbetonet – du kan læse mere dameUlove og deres arrangementer på www.dameulove.webbyen.dk og www.stengade30.dk

De begyndte med at øve i deres lokale musikforretning, hvis lokaler de fik lov at låne om aftenen. Det har indtil videre resulteret i tre plader, den seneste hos Sub Pop, med spacerockens mange musikalske lag som udgangspunkt.

Les Savy Fav er et specielt band med en uhøjtidelig tilgang til deres musik, som både er løs og legende og stram og gennemtænkt. Bandets seneste afkast, Inches, er et endeligt realiseret projekt, som de har arbejdet på i godt og vel ni år. (12.08.04) Les Savy Fav har en pietetsløs tilgang til musik. Tag blot navnet: Det har en svag hentydning af fransk, men det er, når alt kommer til alt, et kaldenavn uden decideret betydning. Bandet betragter dog selv navnet som meningsfuldt uden en specifik pegefinger. En sådan definition kan også hæftes på bandet selv, som af alverdens musikmagasiner er blevet beskrevet som et guitar-baseret band med en postpunket, minimalistisk kant, og sammenligninger med andre bands er for talrige til at blive opsummeret her. Les Savy Fav er et specielt band med en uhøjtidelig tilgang til deres musik, som både er løs og legende og stram og gennemtænkt. Bandets seneste afkast, Inches, er et endeligt realiseret projekt, som de har arbejdet på i godt og vel ni år. Ni covers, ni singlerDe fire medlemmer i Les Savy Fav sad tilbage i 1995 og tegnede et pladecover på en serviet, som de dernæst delte i ni stykker. Planen var, at hvert stykke skulle repræsentere et 7″-singlecover, og hver af de ni singler skulle udgives på forskellige indie-selskaber. Det samlede puslespil af det oprindelige design og kompilationpladen på baggrund deraf hedder Inches. Det er blevet til i alt 18 sange, der på udgivelsen bliver ledsaget af en DVD, der blandt andet viser højdepunkter fra Les Savy Favs energiske liveshows, og samlet dokumenterer Inches udviklingen af et ambitiøst, ungt band. Sangene er sorteret i omvendt kronologisk rækkefølge med Meet Me in the Dollar Bin (b-siden af den niende 7″) først som det nyeste materiale og Rodeo (a-siden af den første 7″) sidst som det ældste materiale. Som Inches skrider fremad, kan man høre, hvorledes Les Savy Fav “ind”vikler sig; fuldt udviklede idéer gror ind i sig selv, og sidst på pladen kan man høre små støjende vækster. Lytteren er inviteret til at blive en del af denne specielle indskrænkningsproces. Siden 1995 har Les Savy Fav udgivet tre fuldlængder, 3/5, The Cat and the Cobra og Go Forth, samt en enkelt EP, Rome. Inches er dog den type plade, som bandet har skrevet på, lige siden de blevet dannet. Bandet kan dagen i dag smågrine af den fra begyndelsen ambitiøse plan om at udgive en singlekompilation fremfor som nyt band at komme ud og spille nogle livejobs. Les Savy Fav opdagede ganske hurtigt, at alle i bandet havde deres egen foretrukne tilgang til indspilninger. Og med Inches havde de ingen deadline at arbejde mod. Derfor gik alt i deres eget tempo i en masse mindre studier rundt omkring i hjemlandet. Ideel introduktionspladeFor de dedikerede fans, som har samlet 7″erne i den rækkefølge, de blev udgivet, giver Inches muligheden for at lytte til sangene i den sammenhæng, som bandet hele tiden har tænkt dem. For flertallet af lyttere forventer Les Savy Fav dog, at Inches vil give en frisk og introducerende indsigt i bandet. Rent ud sagt er Inches den ideelle introduktionsplade til de, der aldrig har lyttet til Les Savy Fav. Og hvad kan så forvente at lægge ører til? Seth Jabours huggende guitarspil sammenfiltrer melodier og dissonans, mens trommeslager Harrison Haynes holder det energiske grundlag dansende i takt med Syd Butlers stilistiske baslinjer. Dette giver masser af plads til frontmand Tim Harringtons optrædener med befalinger til sit publikum om at synge og citere historier om entropi kontra evolution, klarhed kontra forvirring eller at blive oppe hele natten kontra sove hele dagen – der er rigeligt med kontrastforhold at hive fat på. En fastholdt indie-mentalitetLes Savy Fav har altid været et band for fansene. De har altid været den type band, der er gået egne veje… på den gammeldags måde med at turnere og indspille. Og de står med deres fødder plantet solidt på jorden. De svarer altid på deres emails. De har fastholdt deres indie-mentalitet og har udsolgte koncerter, hvor end de tager hen – uden at have hverken et stort selskab, radio eller MTV i ryggen. Med samme mentalitet in mente dannede Syd Butler Frenchkiss Records, hvor Les Savy Fav kunne udgive deres plader. Selskabet er med tiden vokset og er nu et sted, hvor de indviede bands kan få fuldstændig kunstnerisk frihed. Selskabet opfordrer til åbensindet musik og betragter hvert band en ligesindet stemme omkring bordet. Individuelt er hvert medlem i Les Savy Fav kunstnerisk søgende, også uden for musikkens rammer. Syd Butler sidder ved roret hos Frenchkiss Records, Seth Jabour er illustrator, Harrison Haynes er maler, og Tim Harrington har et tekstilfirma. Medlemmerne i Les Savy Favs respektive dedikation til kunsten må siges at styrke deres kollektive, musikalske familie. Læs også Undertoners anmeldelse af:Les Savy Fav: Inches

Er du træt af festivaler med mudder, uindfriede forventninger og lugten af pis? Træt af at gå rabundus bare fordi du er en hund efter livemusik? Og synes du som jeg også, at Roskilde Festival indholdsmæssigt efterhånden ligger på den lade side? Så må modgiften være Forma Nova-festivalen.

Det første indtryk af en plade ligger naturligvis i åbningsnummeret. Det er her, de indledende meninger dannes om pladen. Netop derfor er åbningsnummeret den måske vigtigste del af en plade. Undertoner bringer her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. (02.08.04)Noget af det lækreste ved første gennemlytning af en ny plade er det helt igennem perfekte åbningsnummer. Resten af pladen kan meget vel efterfølgende dykke ned i uforskammelige dybder af elendighed, men hvis et band lægger ud med en ørekrøllende, sublimt vellydende og stærkt opmærksomhedskrævende sang, så er man helt og aldeles i bandets magt i de forventningsfulde minutter, der følger. Det er en delikat kunst at åbne en plade på den helt rigtige manér – og når alt kommer til alt, så har bandet enten magien i sine hænder, eller også er den pist forsvundet (her tæller de såkaldte gyldne middelveje ikke). Måske burde der spares på krudtet, så der er nok guldkorn at sprede ud over hele pladen; men gøres der det, risikerer man, at lytterne falder fra, inden de når så langt. Selv gutterne i High Fidelity kastede favoritter af sig inden for kategorien ’side one, track ones.’ Der var måske nok en del forudsigelighed at spore samt en overvægt af klassikere fra den kant. Undertoners redaktion er trådt ud ad samme sti. Til ære for dem, som kender vejen til en sikker, triumferende sejr, bringer vi her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. Gene Clark: Life’s Greatest Fool Gene Clark var den bedste sanger og sangskriver i The Byrds. Faktum. Men han nåede kun at være med i to år, før han pågyndte en imponerende, men ofte overset soloproduktion. Den varede indtil hans død i 1991 og bød på flere kunstneriske højdepunkter. Det største vil altid være Life’s Greatest Fool fra 1974. At Gene Clark er en af de allervigtigste pioneer inden for countryrock, fastslår han på dette ekstremt medrivende, festlige og kantede stykke musik, der på fornem vis blander rock, country og ikke mindst hvid soul. Sangen åbner med et lækkert, broget klaver, hvorefter Gene Clark begiver sig ud i sin lettere distancerede country-soul-croon. En dyr, men dårlig produktion tvinger Gene Clarks vokal et stykke i baggrunden, og han næsten overdøves af den rungende klaver-rundgang. Men det bidrager kun endnu mere til flowet i sangen, og det hele topper med et højtragende soul-kor. Life’s Greatest Fool har ikke noget decideret omkvæd, men den er et stort røvballe-trip fra ende til anden. Som sagt, en pionerfremturen i countryrock. Further Seems Forever: The Moon Is Down Du hører suset fra et fly, der rasende passerer over dig; således blæses The Moon Is Down i gang, godt fulgt op af piskende bækkener og fræsende guitarer. Further Seems Forever lossede i 2001 nyt liv i en døende emo-genre. Med aggressive og rytmisk varierede trommer samt en stærkt emotionel (ja, ordet skulle jo komme før eller siden) vokallevering af Chris Carrabba fik emoen tildelt et nyt sæt lunger, og med James Paul Wisners samtidigt stramme og luftige produktion, der tillader lag af strygere puste nummeret mod svimlende luftlag, kan man ånde lettet op med smilende kropslig udfoldelse. I den ydre atmosfære på toppen af det hele kan man høre Carrabbas tragi-romantiske tekstlinjer med sikre lyriske driblinger. Det passerende fly fungerer metaforisk som optimismens endelige triumf med parret på vej mod stjernehøjder: “You’ve measured our strides / Marked the degree of our fever / Charted the log / Made sure the temperature’s rising.” Sjældent har et sus blæst så kraftigt om ørerne! Joy Zipper: Like 24 (6 + 1 =3) Long Island-duoen Joy Zipper består af kæresteparret Tabitha Tinsdale og Vincent Cafiso. Og deres glohede kærlighed gør det oplagt, at bandets debutalbum indledes med lydmæssig rekonstruktion af Boticellis berømte maleri af Venus, der fødes af havet. På bølgetoppe af skyllende støj flyder Tinsdale og Cafisos lyse vokalharmonier ind mod land, og da de rammer kysten med et lille bump, udvikler Like 24 (6 + 1 = 3) sig til en sommer-sløv slentretur i det sollune sand. Guitaren er spækket med soltimer, og de to vokaler præsterer en overmåde kælen omgang call-and-response, hvor Tinsdales døsigt sensuelle svar kan få selv erfarne charmører til at slå blikket ned. Også i det dovent daskende omkvæd er vokalerne skubbet helt frem i lydbilledet, hvor de uden at blænde sender korngule stråler af sommerglæde ud til lytteren. “Things aren’t always what they seem,” synger Cafiso. Her er der imidlertid ingen tvivl – dét hér er ufortyndet sommerstemning. Mercury Rev: The Dark Is Rising Hvis den første skæring på Mercury Revs seneste plade fra 2001, All Is Dream, var et af de bilkort, jeg som mindre spillede spil med mine kammerater om, ville den være uhyggelig stærk. Måske er dens tophastighed og dens vægt ikke så imponerende, men den accelererer fra 0 til 100 på mindre end ét sekund. Det er nemlig så hurtigt, det går i The Dark Is Rising, der med sit majestætiske strygerarrangement på overvældende vis starter en ellers skrøbelig og afdæmpet sang. Titlen kunne næsten ikke passe dårligere til denne eksplosion af lys i det mørkeste mørke, som man får kastet i ansigtet i denne ét sekund lange rejse fra helvede til himmel. Når man første gang sætter pladen på, er man ulykkeligt uvidende om den magiske verden, man snarligt skal træde ind i. Og det er en verden, man kommer til at besøge igen og igen – og hvad gør det så, at titlen ikke passer godt til dét, der er et af de bedste åbningsnumre nogen sinde? Morphine: The Night Titelsangen fra amerikanske Morphines svanesang er, set i bakspejlet, en endnu mere tragisk affære, end dens dybt sørgmodige tone i sig selv lægger op til. Væk er Morphines råsexede jazz-punk, erstattet af et grådkvalt epos til natten og forelskelsen Lila. I 1999, et år inden The Night-albummet blev udgivet, var forsanger, sangskriver og bassist Mark Sandman faldet død om af et hjerteanfald under en koncert i Italien. Mange frygtede derfor, at Morphines udskældte (men ikke desto mindre fremragende) Like Swimming fra 1997 ville blive det sidste, vi hørte fra dette unikke orkester, der fra starten næsten udelukkende benyttede sig af en to-strenget bas, saxofon og trommer. Men Morphine havde allerede indspillet The Night før Mark Sandmans død, og ironisk nok får det titelnummeret til at fungere som det endelige tæppefald for Morphine. The Night har det slæbende og jazzede bas-groove, der kendetegner Morphines mere afdæmpede øjeblikke, men det er Dana Colleys legende saxofonspil, der giver sangen det helt rette late night feel. Og selv om det er Mark Sandmans forelskelse i kvinden og natten, der egentlig er sangens kerne, kan man ikke undgå at se den som en uhyggelig sandfærdig spådom om, hvad der et år senere ville ske for Sandman og Morphine. The Replacements: Kids Don’t Follow – Hello. This is the Minneapolis Police. The party is over.– Hey, fuck you man!– If you all just grab your stuff and leave, there won’t be any hassle.– Rock n’ roll!– The party’s been closed”¦ The party is over with, grab your stuff and go and nobody goes to jail.– One, two, three, four”¦ Her er det indledende sample til The Replacements’ Kids Don’t Follow fra minialbummet Stink fra 1982 – et af rockhistoriens stærkeste åbningsnumre og i det hele taget en fantastisk sang. Nummeret indfanger kernen af det, som var fedt ved The Replacements’ omgang med punkbevægelsen. Her er alt, hvad man kan ønske sig af antiautoritære teenage-attituder og provinsiel bonderøvsvrede. Men det er ikke så meget had til politiet som skuffelse over ikke at kunne få lov at drikke pilsnere og høre rock n’ roll i fred, der driver værket. Paul Westerbergs slidte stemme og Bob Stinsons Chuck Berry-agtige guitarriff indgår i en særlig enhed her og rammer en energisk stemning af ungdommelig ligegyldighed og kompromisløshed. Det er utroligt charmerende og helt umuligt at modstå. Shellac: Prayer to God Steve Albini er måske mest kendt som lydteknikeren, der kan hive den sprødeste lyd ud af en nedbarberet bandkonstellation. Derfor kan det vel næppe være en overraskelse af dimensioner, at han som guitarist og sanger i eget band Shellac perfektionerer sine skærende skarpe produktioner. Shellac kan høres for lyden alene, og selv om de kun er tre i bandet, fremmaner Albini det mest bombastiske og sejttrækkende lydbillede. Prayer to God er en aggressiv sag med en guitarlyd som en diskant skærebrænder og trommer som buldrende tordenskrald. Selv om titlen måske kunne indikere det, finder du ingen bønner om tilgivelse eller andre sindsanker i Prayer to God. Vores hovedperson beder blot Gud om den simple tjeneste at dræbe en gammel kæreste og ydmyge hendes medsammensvorne mod en langsom død. Albini arbejder sig op mod en ustyrlig vrede med mantraet “Just fucking kill him” og lukker af med et taknemmeligt “Amen.” Det er bidende, det er arrigt, og det er fantastisk! To Rococo Rot: I Am in the World with You En diskant, hoppende tromme-programmering og en monoton hi-hat slår stemningen an. Et par susende samples ændrer ikke den afmålte, nærmest kølige grundtone. Dæmpet, distanceret – og åh-så tysk.Men hov – hvor kom den basgang fra? Varm og blød som en pigehånd midt i en januar-kuling er bassen en perfekt kontrast til de minutiøst tilrettelagte beats. Den ånder liv ind i frost-tusmørket, og en rørende flok syntetiske strygere indtager rollen som små, mælkehvide udåndingsskyer.Det lyriske får ikke for lidt hos To Rococo Rot – og alligevel er det umuligt at barbere udtrykket længere ned. Byggestenene i I Am in the World with You er valgt med omhu og demonstrerer, hvordan To Rococo Rot på The Amateur View formåede at få de bedste elementer fra den lavmælte postrock og fra electronicaen til at smelte perfekt sammen.Overraskelsen – og derefter glæden – over, at den firtonige bas-melodi med ét dukker op, holder sig selv efter mange gennemlytninger. Men dens varme havde aldrig haft samme dragende effekt, hvis ikke To Rococo Rots programmeringer havde været så køligt tilbageholdne.I Am in the World with You er et spændingsfelt mellem små snefog og dunkende hjerter af kød og blod. Hvem sagde, at Tyskland ikke er romantisk? Whiskeytown: Midway Park At bedømme Ryan Adams’ efterhånden omfattende og til tider uvæsentlige soloproduktion ud fra de sange, han skrev i de fem år, Whiskeytown eksisterede, er sikkert ikke retfærdigt over for manden selv. Men det er stadigvæk et vidnesbyrd om, hvordan den dengang 20-årige knægt kunne gå fra at være alt. country-genrens største talent til nu bare at være en momentvis interessant sangskriver i vrimlen. Men i 1996, da Whiskeytowns debut, Faithless Street, udkom, var der ingen tvivl om, at Ryan Adams både beherskede den udødelige punk og den ditto traditionelle country (essensen af alt. country). Og her er åbningsnummeret Midway Park stadig et strålende lærebogseksempel i, hvordan man bevarer punkens vildskab og countryens stemningsfulde tradition, samtidig med at man skaber en helt tredje lyd.Ryan Adams’ vokal er højspændt, rå og hæs i Midway Park – især i omkvæddet hvor Adams halvkvalt får hakket sig gennem linjerne “Midway Park / Streetlights shine on all that is dark.” Phil Wandschers letgenkendelige og skarpe guitar sender sangen helt op i de grå skyer over betonparken. Midway Park er egentlig mere punk, end den er country, men essensen af sangen er nu engang Ryan Adams’ vokal. Det er rendyrket suburbia og et absolut højdepunkt i hans sangskrivning. Neil Young: My My Hey Hey (Out of the Blue) I 1977 blev musikscenen i den grad væltet på hovedet af punkbølgen, der skubbede de aldrende hippier fra 68-oprøret ud i kulden. Neil Young tilhørte den gamle generation, men blev en af de få, der tog positivt imod de nye toner. Albummet Rust Never Sleeps indledes med Hey Hey My My (Out of the Blue), der blandt andet kan ses som en hyldest til de nye toner. “The king is gone but he’s not forgotten / This is the story of Johny Rotten,” synger Young, inden han finder mundharmonikaen frem og viser, at man ikke behøver at kopiere punken for at være på bølgelængde med den nye generation. My My Hey Hey er en akustisk sang med en fantastisk melodisk drivkraft og et sublimt fremadrettet guitarspil, der har et meget karakteristisk riff. Ganske vist er sangen akustisk, men der er ikke meget hyggelig lejrbålsstemning over den. Den har en energi, man sjældent hører i akustiske optagelser, hvilket hænger sammen med, at den er optaget live, hvorefter publikum er blevet fjernet. Hermed har man fået lyden af en yderst nærværende Neil Young, der i sin vokal tydeligt udstråler, hvad musikken betyder for ham. My My Hey Hey er på mange måder omgærdet af en næsten mytologisk status, men sangen har alligevel formået at kunne bære det og fremstår den dag i dag stadig som en funklende perle. Og så behøver man i denne forbindelse vel næppe nævne, at sangen også afslutter samme album i en støjende og rå rockudgave?

David Debiak fra Sleep Station er vild med film, men besidder ikke kapitalen til selv at stable sådanne projekter på benene. Til gengæld skriver han partiturer og soundtracks til egne ikke-eksisterende film. Undertoner har betragtet de usynlige billeder og talt med Debiak. 22.07.04 Hvis du er på jagt efter manden bag Sleep Station, Dave Debiak, kan jeg næsten godt afsløre, hvor du skal lede. Han befinder sig højst sandsynligt i sit vaskerum med en guitar, tæt omgivet af paptallerkener med diverse sangtekster skriblet på hver eneste. Hvis ikke dér, så er han i studiet eller på turné. Ét er i hvert fald sikkert: Han er god for en historie eller to. Og han tilsætter gerne en bittersød melodi. Debiak er manden, der leverer materiale til to fuldlængder, når selskabet bare skal bruge en enkelt. Og som tendensen næsten altid ser ud, ligger han inde med materiale til at indspille en håndfuld mere. Musik i filmisk forstandMange musikere har sære rutiner i forbindelse med deres sangskrivningsprocesser, men hvad der især er specielt ved Dave Debiaks tilgang er, at han skriver musik til ikke-eksisterende film – film og handlingsforløb han danner i eget hoved. “œDen første konceptplade, jeg lavede, kom som en senere indskydelse. Jeg ville faktisk gerne lave en film, men havde ingen penge til at producere den. Så jeg syntes, at jeg i det mindste kunne skrive musik til filmen. Siden da har jeg tænkt musik i en mere filmisk forstand.“ Dave Debiak skaber fiktive scenarier og graver dybt ned i sine figurers følelsescentre – til tider bliver han nærmest ét med dem. Han udtaler selv, at idéerne kommer til ham i drømme. De maler stærkt levende billeder, som han ikke kan slippe, når han først sætter sig i vaskerummet med sin guitar. Dette forklarer også valget af koncepter og temaer frem for løsrevne sange.“œDet er nemmere for mig med koncepter, for når en idé først sætter sig fast i hovedet på mig, bliver jeg fuldstændigt optaget af den. Når det sker, begynder jeg bare at skrive sange. Personlige sange, der ikke følger et bestemt tema, kommer til mig hist og her. De er meget forskellige fra hinanden, så hvis jeg putter dem på en plade sammen, ville det lyde som et blandet bånd – ikke særligt sammenhængende.“ Krig som bagtæppeAfter the War er Debiaks femte konceptplade. En plade der udfolder sig med en tilsyneladende endeløs parade af figurer, der toner ind og ud af sangene. Det er fortællinger om håb og længsel blandt mange af de menneskelige følelser, der er på spil i løbet af Anden Verdenskrig, som er Debiaks bagtæppe for historierne. “œSom pladen er sammensat, har man tråden med en enkelt soldats historie som et centralt fokus, men i løbet af pladen er der afbrydende sange, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den specifikke figur. Historierne fungerer mere som en montage, en bred vifte af synspunkter og følelser i løbet af krigen. Der er så mange historier at fortælle, at jeg kunne have fortsat for evigt.“ Som inspiration til historierne talte Debiak med en række krigsveteraner og opsøgte en masse materiale fra krigen. Han tog sågar på loppemarkeder og opkøbte folks fotoalbummer fra den periode.“Det var mærkeligt at støve en fotosamling op og købe den fra folk. Der var en masse ubehagelige billeder, som folk havde taget fra krigen, mens de var der. Og de forærede dem bare væk!“Mange af billederne kan ses i coveret til After the War. Debiak gjorde en dyd ud af, at alt skulle dufte af 1940’erne. Selv under optagelserne brugte bandet en masse optageudstyr fra 1940’erne, noget Debiak hårdnakket påstår lyder bedre end meget af det udstyr, der findes i dag. Fremtidige koncepterHvad kan vi så forvente fra Debiaks hånd næste gang? Han holder kortene tæt til kroppen og er ikke meget for at oplyse for meget. Måske har det noget at gøre med, at han har gang i flere projekter. Debiak har tidligere udtalt, at han har skrevet materiale omkring drømme og materiale, der har at gøre med cirkus. Det lyder alt sammen spændende, men man kan ikke vide sig sikker, for som Debiak selv siger:“Indtil jeg er helt færdig med projekterne, holder jeg dem helst for mig. Jeg er lidt overtroisk, hvad det angår.“   En kort gennemgang af Sleep Stations konceptudgivelser: Anhedonia – ‘Anhedoni’ defineres som den manglende følelse af tilfredsstillelse ved ellers tilfredsstillende (seksuelle) oplevelser. Anhedonia beskriver en voldtægtsforbryder/morders fødsel, liv, død og den efterfølgende tur til Helvede. Hans liv vises fra forskellige perspektiver, fra førsteperson til offer. Sleep Station lægger hårdt ud fra plade ét. Runaway Elba-1 – Vi følger en underbetalt og dybt ensom kybernetic-ingeniør, som over flere år stjæler materiale fra sit laboratorium for at bygge en kvindelig robot, Elba-1. Da hun er færdigbygget, forelsker de to sig vildt i hinanden. Ingeniøren flygter med sin opfindelse – med hele laboratoriet i hælene. En fjollet, men kærlig historie. Hang in There Charlie – Historien fortælles om de to astronauter, der i 70’erne blev sendt ud i rummet for at hjælpe med reparationen af en rumstation. De opdager hurtigt et videnskabeligt sjuskeri derude, og efter en masse protester bliver de efterladt i rummet til en sikker død. En rørende fortælling pakket ind i bittersød popmusik. Von Cosel EP – I 1934 arbejdede Dr. Carl von Cosel med at behandle den daværende dødelige tuberkulosis-sygdom. Han forelskede sig i den 22-årige Elena Hoyos, som dog snarligt døde. Von Cosel tog liget med hjem, pyntede det voks og glas og levede med det i sand harmoni. En frygtelig historie forvandlet til en kærlighedshistorie. After the War – Anden Verdenskrig er den blinkende og bombende baggrund for en række følelsesladede fortællinger fra vidt forskellige figurer under krigens rasen. Der skabes et rum, hvori strømme af følelser lader sig tone ind, f.eks. håb, kærlighed, savn, længsel, frygt, troskab osv. – for at mindes de små historier i den store. Læs også Undertoners anmeldelser af:Sleep Station: Von Cosel EPSleep Station: After the War

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. 23.06.04 Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. De fleste pladekøbere har faste rutiner, mht. hvor de køber deres musik. Men det er ingen hemmelighed, at de fysiske grænser for pladeforretninger er udflydende i dag. Internettet har gjort sit indtog mere slagkraftigt end nogensinde før, og netop på internettet finder du de bedst assorterede pladeforretninger. Det er pladeforretninger, som har langt størstedelen af de plader, der bliver skrevet om på Undertoner – plader som i mange tilfælde end ikke er i dansk distribution. Men hvor skal man så gå hen? Hvor er pladerne billige og sælgeren pålidelig? Undertoners redaktion har snuset rundt på nettet og ud fra bred, kollektiv erfaring fundet de bedste og mest velassorterede pladeforretninger online. Action Records En klassisk indie-netshop er engelske Action Records, som også af og til udgiver CD’er som pladeselskab (selskabet har bl.a. udgivet The Fall). Der er den almindelige nye tilgang af plader, men fordelen ved Action Records er, at der også er en tilgang af promoeksemplarer af forskellige plader. Det betyder, at man ofte kan finde de nyeste udgivelser (før de har haft officiel release) i promoudgaver til meget billige priser. Desuden har de et stort bagkatalog med mange gamle vinylpromoer. Man skal være opmærksom på, at shoppen er delt op i en dance- og indiesektion, hvilket betyder, at hvis man søger på en artist i indiesektionen, som de har rubriceret som dance, får man ingen hits, selv om de rent faktisk har varen. Det kan nemt føre til forgæves søgninger. Norman Records Også Leeds-baserede Norman Records har haft et pladeselskab som bibeskæftigelse. Men trods den gennemgående høje standard måtte Jonathon Whiskey Records for nogle måneder siden lade livet.Heldigvis lever pladeforretningen stadig i bedste velgående. En af Norman Records’ store forcer er et konstant opdateret katalog. Der ligger så godt som aldrig noget på hjemmesiden, der ikke er på lager – eller ikke kan skaffes hjem. Ydermere excellerer Leeds-shoppen i altid at have 500 ting på udsalg, og det hænder, at der er yderst fine ting imellem.Servicen er upåklagelig. Man kan reservere plader i op til en uge uden at være forpligtet til at købe. Ekspeditions- og forsendelsestiden er sjældent over fire-fem dage.En ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Norman Records i ny og næ smider secondhand-plader på siden. Det er ikke til at se, om pladerne er brugte, når man søger i kataloget. Kvaliteten af secondhand-skiverne plejer dog at være acceptabel. Boomkat Boomkat er et outlet for Baked Goods, som er europæisk distributør for mange elektroniske labels. Det betyder, at Boomkat har et kæmpe udvalg i elektronisk musik, og det er også det, deres nyhedsbrev fokuserer på. Hos Boomkat kan man finde elektroniske artister, man ikke finder ret mange andre steder. De ekspederer hurtigt og billigt, og hvis man bestiller i dag, kan man godt være heldig at have sine plader i overmorgen, hvis de ellers er på lager. Boomkats svaghed er, at de på sitet viser varer, som de reelt ikke har hjemme – og plader, de påstår, de ikke kan skaffe, kan man selv skaffe ved at klø sig et vist sted – eller søge i en anden shop. eBay Det mest åbenlyse sted at gå til efter brugte plader er auktionssiden eBay. Tusinder af plader bliver dagligt sat på auktion, og mange af dem er fra små selskaber og bands. Hvis du er heldig, kan du finde plader til en slik, men husk at aftale en fragtpris med sælgeren først. Bemærk ligeledes hvilke betalingsformer sælgeren accepterer (et hyppigt benyttet betalingssystem er det særdeles fremragende PayPal). Dit bud er bundet op omkring et såkaldt ’proxy-bud,’ der betyder, at du blot sætter en maximumpris, og så byder systemet for dig i forhold til de andres maksimumpris. Og husk, at det bedste tip for købere er at byde i sidste øjeblik, så du ikke bare er med til at hive prisen i vejret – et såkaldt sniping-bud (du kan også gøre brug af en gratis, ekstern “sniping”-service hos Auctionstealer). Gemm Dengang pladehandel på internettet for alvor blev moderne, etablerede den amerikanske hjemmeside Gemm sig hurtigt som et af de steder, hvor man kunne få brugte sager, som var uopdrivelige andetsteds. Hjemmesiden er en fælles portal for en hel masse pladebutikker – i reglen amerikanske – der lægger deres kataloger af primært brugte plader ud. Når man åbner Gemm, bliver man stadigvæk mødt af de rosende ord, som Rolling Stone Magazine for snart længe siden besmykkede hjemmesiden med: “If you can’t find it here, fuhgeddaboudit!” Det er nok ikke helt tilfældet længere med eBays indtræden in mente. Faktisk har Gemm nærmest fået et dårligt ry, fordi pladerne ved første blik ser ud til at være urimelig dyre i forhold til mange andre steder. Det er også sandt til en vis grad. Når man kigger rundt på siden, er der vitterlig mange latterlige beløb at læse, som slet ikke svarer til de pågældende pladers værdi. Men de høje priser skyldes formentlig mest, at Gemm ikke bliver opdateret på samme måde som auktionsstederne. Hvis en plade er for dyr, bliver den ikke solgt, og så får den lov at stå på siden i al evighed. Det betyder alt sammen, at man skal holde øje med de ting, man gerne vil have og købe dem, når de bliver lagt ud på siden. Hvis man gør det, kan man ofte gøre gode køb, for når man har lagt billet ind på en plade, kan der ikke komme en japansk millionær og byde den op i et urealistisk prisleje. Hvis man er flittig til at holde øje, så er Gemm et rigtig godt sted at købe plader. Der er usandsynlig mange butikker tilmeldt, så der kommer hele tiden mange nye ting til. Mange af butikkerne er måske også af den lidt mere slidte slags, så de kan godt finde på at sælge sjældne plader til meget rimelige priser. Netsounds og Musicstack Der findes også europæisk baserede hjemmesider (selv om det hele selvfølgelig bliver mere og mere spredt med tiden – der er også mange europæere på Gemm). To af de største europæiske sider er Netsounds og Musicstack. Efter at Netsounds opdaterede deres hjemmeside for et par måneder siden, er de to sider blevet næsten identiske. Den primære forskel er, at priserne på Netsounds er anført i engelske pund, mens det er amerikanske dollars, der er den gældende valuta på Musicstack. På den måde kan man vælge lidt mellem dem, efterhånden som valutakurserne ændrer sig. Det sidste lange stykke tid har Musicstack derfor været billigst (den slags varer dog aldrig længe, for de grådige butiksejere ændrer priserne efter kurserne). Princippet på de to sider er det samme som på Gemm, selv om europæerne har været dygtigere til at lave hjemmesiderne, så man hurtigt kan få et overblik over pladerne: En stor gruppe af pladebutikker er tilmeldt siden, og man kan dermed søge i en hel masse forskellige kataloger på én gang. Det er rigtig smart, og man kan let finde gode ting, hvis man er lidt tålmodig og holder øje. Netsounds har måske en tendens til at have lidt flere spændende sager end Musicstack. Djangos Brugt som nyt kan købes hos den amerikanske minikæde Djangos. Fysisk har de et lille antal butikker spredt ud over det amerikanske kontinent, og kataloget fra alle disse er samlet på kædens hjemmeside. Udvalget er ganske bredt, og servicen er høj. Priserne er ligeledes rimelige, og du betaler ikke ekstra for en ordre, uanset hvor mange butikker kæden bliver nødt til at udsende fra. Brugte titler ryger konstant ind og ud af butikken, så derfor er det en god idé at gøre brug af ’notify me’-servicen. Det foregår således, at du får tilsendt en email, når netop den brugte plade, som du har efterspurgt, bliver sat til salg. Men vær hurtig til at snuppe pladen, for du er garanteret ikke den eneste, som er ude efter den! Ovenstående er blot få af mange udbud af online-pladebutikker, så der er altså masser af steder at gå til. Det bedste råd af alle må dog være: Pas på pengepungen! Der er så mange fristelser derude til billige penge, og det kan være svært at gå tomhændet hjem fra et besøg hos de virtuelle pladeforretninger. God købelyst!

Diskussionsforummet Svingninger får sin egen eksistens på sit eget domæne. (07.06.04)Diskussionsforummet Svingninger har levet et sprudlende og indholdsrigt liv i den håndfuld år, det har eksisteret. Det blev oprindelig skabt som en selvstændig eksistens, og dets rygte spredtes hurtigt med det resultat, at hundreder af brugerne tilmeldte sig med en primær lyst: til at kommunikere med ligesindede om den alternative musik. Da Undertoner blev stablet på benene for et års tid siden, blev Svingninger en del af nærværende side, og besøgstallene røg yderligere et nøk i vejret. I skrivende stund har Svingninger 1335 tilmeldte brugere, der dagligt diskuterer på kryds og tværs om musikken, og hvad dertil hører. Og som tendenserne viser det, vil dette tal fortsat stige. Men mange brugere fører til øget trafik på siden, og faktum er, at traffik koster penge. De økonomiske midler viste sig hurtigt træge, og som et resultat af dette stak Svingningers brugere hovederne sammen for at finde frem til en løsning. Denne resulterede i kompilations-CD’en Danelectro. Kompilationen var udgjort af respektive brugere af siden og deres musikalske aktiver i diverse projekter og bands. Der blev printet og brændt omkring 100 eksemplarer af CD’en, som hver blev solgt for 50 kroner, og Svingningers øvrige brugere betalte velvilligt det beskedne beløb for at redde stedets eksistens. Men det gode initiativ kunne kun holde forummet flydende i en bestemt periode. Der blev spekuleret grundigt i, hvad der ville tjene forummet bedst – og deraf blev følgende beslutning taget: Forummet skulle tilbage i brugernes hænder. Det var dér, det startede, og det er dér, det trives bedst. Denne beslutning vil træde i kraft fra natten til d. 9. juni, hvor Svingninger vil være at finde på selvsamme adresse, hvor det blev undfanget. Denne adresse lyder www.svingninger.dk Vi ønsker fra Undertoners side fortsat god vind til Svingninger og håber, at det vil holde sig flydende i mange år fremover.