Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

[Ivan Petersen]Stengade 30 er rammen for fem kvinders månedtlige arrangement med målet at skabe en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” Undertoners udsendte kiggede forbi, men måtte stille sig uforstående over for sigtet. dameUlove er et relativt nyt fænomen i den københavnske undergrund. Der er tale om fem kvinder med forskellig baggrund, der er gået sammen med det erklærede mål at omdanne Stengade 30, hvor arrangementerne foregår den anden onsdag hver måned, til en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” “Damerne,” Nanna de Hemmer Widding, Karin Jønch-Clausen, Ursula Cecilie F. Søndergaard, Ida Bjørn Jensen og Camilla Blicher, beskæftiger sig til daglig med alt fra kunsthistorie til punk og har derudover formået at få Djuna Barnes fast tilknyttet som stedets DJ. Og da en ren og skær kvindeklub trods alt er halvvejs avantgarde, er her en lille reportage fra arrangementet den 18. august, der foregik i et samarbejde med Clubbinhagen. Denne dag var således en smule atypisk, og det mest bemærkelsesværdige kunstneriske bidrag var dansevideoen En rigtig røvtur, der, som navnet antyder, mestendels omhandlede vrikkende bagdele på en storskærm. Videoen var produceret af Ingen Frygt, der under navnet DJ Husmor også vendte plader. Sædvanligvis vil et arrangement også inkludere livemusik, men altså ikke denne gang. Hyggeligt var det dog alligevel, om end 70’er-stolene i plastic, der var en del af interiøret, ikke ligefrem er det mest behagelige koncept i verden. Mere væsentligt end dette er dog en kritisk diskussion af den i øjeblikket meget hypede bølge af feministisk musik og kunst, som dameUlove er en del af. En diskussion, der ikke bare er interessant, men også ualmindeligt nødvendig. Banebrydende, kvindeligt udtrykFormålet, ifølge arrangørerne, som jeg tidligere har mødt til et interview, består i det primære formål at skabe et forum for kvindelige kunstnere, hvor de under professionelle rammer kan fremvise deres kunst og spille deres musik. At være kvinde er dog ikke helt nok, idet der også skal være tale om underrepræsenterede kunstnere inden for alle genrer – så længe udtrykket er skævt eller banebrydende. Eftersom omtrent samtlige udøvende kunstnere har en tendens til at klistre prædikatet ’banebrydende’ på deres værker, lyder det lidt som noget, man efterhånden har hørt ad nauseam, men det er jo så heldigvis også kun en formålsparagraf. Som mand får man dog lyst at spørge: hvorfor? Det er ifølge dameUlove nødvendigt, fordi kvinder har brug for et rum, der er deres eget. Dvs. et sted hvor de kan udveksle meninger og danne netværk på deres egen måde, fordi kvinder tilsyneladende undervurderer egne evner og ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at sælge sig selv. Det er jo alt andet lige en sympatisk tanke, men det rejser immervæk spørgsmålet omkring positiv særbehandlings eventuelle effekt. Og det uagtet at den moderne feminisme tager afstand fra den mere militante og aggressive 70’er-variant, hvorfor dameUlove bl.a. ser mænd som en potentiel målgruppe, der er meget velkommen til de forskellige arrangementer. Køn eller kvalitet?Men ikke desto mindre: Er det en god idé, både anskuet fra en ren kunstnerisk synsvinkel og i et større samfundsmæssigt perspektiv, at fremme én gruppes interesser via udelukkelsen af en anden? Eller: Får man god kunst ud af på forhånd at ekskludere 50% af dette lands befolkning, uanset eventuelle mandlige kunstneres kvaliteter? Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg langt fra er overbevist om, at det er den rigtige indgangsvinkel, eftersom det under ingen omstændigheder kan betegnes som demokratisk, samtidig med at det kunne have den meget negative bivirkning, at kvinders kunst rent faktisk ville blive devalueret, netop fordi kunsten ikke udvælges ud fra dens kvalitet, men i stedet kunstnerens køn. Og som en lille afsluttende bemærkning kan jeg i hvert fald godt gætte mig til ramaskriget, i fald (in a different world) Ny Carlsberg Fondet meddelte, at fra nu af ville de sgu’ ikke længere ville spilde tiden på kvindelige kunstneres værker, fordi “mænd havde brug for et rum for dem selv.” Mand eller kvinde, neutral eller meningsbetonet – du kan læse mere dameUlove og deres arrangementer på www.dameulove.webbyen.dk og www.stengade30.dk

De begyndte med at øve i deres lokale musikforretning, hvis lokaler de fik lov at låne om aftenen. Det har indtil videre resulteret i tre plader, den seneste hos Sub Pop, med spacerockens mange musikalske lag som udgangspunkt.

Les Savy Fav er et specielt band med en uhøjtidelig tilgang til deres musik, som både er løs og legende og stram og gennemtænkt. Bandets seneste afkast, Inches, er et endeligt realiseret projekt, som de har arbejdet på i godt og vel ni år. (12.08.04) Les Savy Fav har en pietetsløs tilgang til musik. Tag blot navnet: Det har en svag hentydning af fransk, men det er, når alt kommer til alt, et kaldenavn uden decideret betydning. Bandet betragter dog selv navnet som meningsfuldt uden en specifik pegefinger. En sådan definition kan også hæftes på bandet selv, som af alverdens musikmagasiner er blevet beskrevet som et guitar-baseret band med en postpunket, minimalistisk kant, og sammenligninger med andre bands er for talrige til at blive opsummeret her. Les Savy Fav er et specielt band med en uhøjtidelig tilgang til deres musik, som både er løs og legende og stram og gennemtænkt. Bandets seneste afkast, Inches, er et endeligt realiseret projekt, som de har arbejdet på i godt og vel ni år. Ni covers, ni singlerDe fire medlemmer i Les Savy Fav sad tilbage i 1995 og tegnede et pladecover på en serviet, som de dernæst delte i ni stykker. Planen var, at hvert stykke skulle repræsentere et 7″-singlecover, og hver af de ni singler skulle udgives på forskellige indie-selskaber. Det samlede puslespil af det oprindelige design og kompilationpladen på baggrund deraf hedder Inches. Det er blevet til i alt 18 sange, der på udgivelsen bliver ledsaget af en DVD, der blandt andet viser højdepunkter fra Les Savy Favs energiske liveshows, og samlet dokumenterer Inches udviklingen af et ambitiøst, ungt band. Sangene er sorteret i omvendt kronologisk rækkefølge med Meet Me in the Dollar Bin (b-siden af den niende 7″) først som det nyeste materiale og Rodeo (a-siden af den første 7″) sidst som det ældste materiale. Som Inches skrider fremad, kan man høre, hvorledes Les Savy Fav “ind”vikler sig; fuldt udviklede idéer gror ind i sig selv, og sidst på pladen kan man høre små støjende vækster. Lytteren er inviteret til at blive en del af denne specielle indskrænkningsproces. Siden 1995 har Les Savy Fav udgivet tre fuldlængder, 3/5, The Cat and the Cobra og Go Forth, samt en enkelt EP, Rome. Inches er dog den type plade, som bandet har skrevet på, lige siden de blevet dannet. Bandet kan dagen i dag smågrine af den fra begyndelsen ambitiøse plan om at udgive en singlekompilation fremfor som nyt band at komme ud og spille nogle livejobs. Les Savy Fav opdagede ganske hurtigt, at alle i bandet havde deres egen foretrukne tilgang til indspilninger. Og med Inches havde de ingen deadline at arbejde mod. Derfor gik alt i deres eget tempo i en masse mindre studier rundt omkring i hjemlandet. Ideel introduktionspladeFor de dedikerede fans, som har samlet 7″erne i den rækkefølge, de blev udgivet, giver Inches muligheden for at lytte til sangene i den sammenhæng, som bandet hele tiden har tænkt dem. For flertallet af lyttere forventer Les Savy Fav dog, at Inches vil give en frisk og introducerende indsigt i bandet. Rent ud sagt er Inches den ideelle introduktionsplade til de, der aldrig har lyttet til Les Savy Fav. Og hvad kan så forvente at lægge ører til? Seth Jabours huggende guitarspil sammenfiltrer melodier og dissonans, mens trommeslager Harrison Haynes holder det energiske grundlag dansende i takt med Syd Butlers stilistiske baslinjer. Dette giver masser af plads til frontmand Tim Harringtons optrædener med befalinger til sit publikum om at synge og citere historier om entropi kontra evolution, klarhed kontra forvirring eller at blive oppe hele natten kontra sove hele dagen – der er rigeligt med kontrastforhold at hive fat på. En fastholdt indie-mentalitetLes Savy Fav har altid været et band for fansene. De har altid været den type band, der er gået egne veje… på den gammeldags måde med at turnere og indspille. Og de står med deres fødder plantet solidt på jorden. De svarer altid på deres emails. De har fastholdt deres indie-mentalitet og har udsolgte koncerter, hvor end de tager hen – uden at have hverken et stort selskab, radio eller MTV i ryggen. Med samme mentalitet in mente dannede Syd Butler Frenchkiss Records, hvor Les Savy Fav kunne udgive deres plader. Selskabet er med tiden vokset og er nu et sted, hvor de indviede bands kan få fuldstændig kunstnerisk frihed. Selskabet opfordrer til åbensindet musik og betragter hvert band en ligesindet stemme omkring bordet. Individuelt er hvert medlem i Les Savy Fav kunstnerisk søgende, også uden for musikkens rammer. Syd Butler sidder ved roret hos Frenchkiss Records, Seth Jabour er illustrator, Harrison Haynes er maler, og Tim Harrington har et tekstilfirma. Medlemmerne i Les Savy Favs respektive dedikation til kunsten må siges at styrke deres kollektive, musikalske familie. Læs også Undertoners anmeldelse af:Les Savy Fav: Inches

Er du træt af festivaler med mudder, uindfriede forventninger og lugten af pis? Træt af at gå rabundus bare fordi du er en hund efter livemusik? Og synes du som jeg også, at Roskilde Festival indholdsmæssigt efterhånden ligger på den lade side? Så må modgiften være Forma Nova-festivalen.

Det første indtryk af en plade ligger naturligvis i åbningsnummeret. Det er her, de indledende meninger dannes om pladen. Netop derfor er åbningsnummeret den måske vigtigste del af en plade. Undertoner bringer her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. (02.08.04)Noget af det lækreste ved første gennemlytning af en ny plade er det helt igennem perfekte åbningsnummer. Resten af pladen kan meget vel efterfølgende dykke ned i uforskammelige dybder af elendighed, men hvis et band lægger ud med en ørekrøllende, sublimt vellydende og stærkt opmærksomhedskrævende sang, så er man helt og aldeles i bandets magt i de forventningsfulde minutter, der følger. Det er en delikat kunst at åbne en plade på den helt rigtige manér – og når alt kommer til alt, så har bandet enten magien i sine hænder, eller også er den pist forsvundet (her tæller de såkaldte gyldne middelveje ikke). Måske burde der spares på krudtet, så der er nok guldkorn at sprede ud over hele pladen; men gøres der det, risikerer man, at lytterne falder fra, inden de når så langt. Selv gutterne i High Fidelity kastede favoritter af sig inden for kategorien ’side one, track ones.’ Der var måske nok en del forudsigelighed at spore samt en overvægt af klassikere fra den kant. Undertoners redaktion er trådt ud ad samme sti. Til ære for dem, som kender vejen til en sikker, triumferende sejr, bringer vi her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. Gene Clark: Life’s Greatest Fool Gene Clark var den bedste sanger og sangskriver i The Byrds. Faktum. Men han nåede kun at være med i to år, før han pågyndte en imponerende, men ofte overset soloproduktion. Den varede indtil hans død i 1991 og bød på flere kunstneriske højdepunkter. Det største vil altid være Life’s Greatest Fool fra 1974. At Gene Clark er en af de allervigtigste pioneer inden for countryrock, fastslår han på dette ekstremt medrivende, festlige og kantede stykke musik, der på fornem vis blander rock, country og ikke mindst hvid soul. Sangen åbner med et lækkert, broget klaver, hvorefter Gene Clark begiver sig ud i sin lettere distancerede country-soul-croon. En dyr, men dårlig produktion tvinger Gene Clarks vokal et stykke i baggrunden, og han næsten overdøves af den rungende klaver-rundgang. Men det bidrager kun endnu mere til flowet i sangen, og det hele topper med et højtragende soul-kor. Life’s Greatest Fool har ikke noget decideret omkvæd, men den er et stort røvballe-trip fra ende til anden. Som sagt, en pionerfremturen i countryrock. Further Seems Forever: The Moon Is Down Du hører suset fra et fly, der rasende passerer over dig; således blæses The Moon Is Down i gang, godt fulgt op af piskende bækkener og fræsende guitarer. Further Seems Forever lossede i 2001 nyt liv i en døende emo-genre. Med aggressive og rytmisk varierede trommer samt en stærkt emotionel (ja, ordet skulle jo komme før eller siden) vokallevering af Chris Carrabba fik emoen tildelt et nyt sæt lunger, og med James Paul Wisners samtidigt stramme og luftige produktion, der tillader lag af strygere puste nummeret mod svimlende luftlag, kan man ånde lettet op med smilende kropslig udfoldelse. I den ydre atmosfære på toppen af det hele kan man høre Carrabbas tragi-romantiske tekstlinjer med sikre lyriske driblinger. Det passerende fly fungerer metaforisk som optimismens endelige triumf med parret på vej mod stjernehøjder: “You’ve measured our strides / Marked the degree of our fever / Charted the log / Made sure the temperature’s rising.” Sjældent har et sus blæst så kraftigt om ørerne! Joy Zipper: Like 24 (6 + 1 =3) Long Island-duoen Joy Zipper består af kæresteparret Tabitha Tinsdale og Vincent Cafiso. Og deres glohede kærlighed gør det oplagt, at bandets debutalbum indledes med lydmæssig rekonstruktion af Boticellis berømte maleri af Venus, der fødes af havet. På bølgetoppe af skyllende støj flyder Tinsdale og Cafisos lyse vokalharmonier ind mod land, og da de rammer kysten med et lille bump, udvikler Like 24 (6 + 1 = 3) sig til en sommer-sløv slentretur i det sollune sand. Guitaren er spækket med soltimer, og de to vokaler præsterer en overmåde kælen omgang call-and-response, hvor Tinsdales døsigt sensuelle svar kan få selv erfarne charmører til at slå blikket ned. Også i det dovent daskende omkvæd er vokalerne skubbet helt frem i lydbilledet, hvor de uden at blænde sender korngule stråler af sommerglæde ud til lytteren. “Things aren’t always what they seem,” synger Cafiso. Her er der imidlertid ingen tvivl – dét hér er ufortyndet sommerstemning. Mercury Rev: The Dark Is Rising Hvis den første skæring på Mercury Revs seneste plade fra 2001, All Is Dream, var et af de bilkort, jeg som mindre spillede spil med mine kammerater om, ville den være uhyggelig stærk. Måske er dens tophastighed og dens vægt ikke så imponerende, men den accelererer fra 0 til 100 på mindre end ét sekund. Det er nemlig så hurtigt, det går i The Dark Is Rising, der med sit majestætiske strygerarrangement på overvældende vis starter en ellers skrøbelig og afdæmpet sang. Titlen kunne næsten ikke passe dårligere til denne eksplosion af lys i det mørkeste mørke, som man får kastet i ansigtet i denne ét sekund lange rejse fra helvede til himmel. Når man første gang sætter pladen på, er man ulykkeligt uvidende om den magiske verden, man snarligt skal træde ind i. Og det er en verden, man kommer til at besøge igen og igen – og hvad gør det så, at titlen ikke passer godt til dét, der er et af de bedste åbningsnumre nogen sinde? Morphine: The Night Titelsangen fra amerikanske Morphines svanesang er, set i bakspejlet, en endnu mere tragisk affære, end dens dybt sørgmodige tone i sig selv lægger op til. Væk er Morphines råsexede jazz-punk, erstattet af et grådkvalt epos til natten og forelskelsen Lila. I 1999, et år inden The Night-albummet blev udgivet, var forsanger, sangskriver og bassist Mark Sandman faldet død om af et hjerteanfald under en koncert i Italien. Mange frygtede derfor, at Morphines udskældte (men ikke desto mindre fremragende) Like Swimming fra 1997 ville blive det sidste, vi hørte fra dette unikke orkester, der fra starten næsten udelukkende benyttede sig af en to-strenget bas, saxofon og trommer. Men Morphine havde allerede indspillet The Night før Mark Sandmans død, og ironisk nok får det titelnummeret til at fungere som det endelige tæppefald for Morphine. The Night har det slæbende og jazzede bas-groove, der kendetegner Morphines mere afdæmpede øjeblikke, men det er Dana Colleys legende saxofonspil, der giver sangen det helt rette late night feel. Og selv om det er Mark Sandmans forelskelse i kvinden og natten, der egentlig er sangens kerne, kan man ikke undgå at se den som en uhyggelig sandfærdig spådom om, hvad der et år senere ville ske for Sandman og Morphine. The Replacements: Kids Don’t Follow – Hello. This is the Minneapolis Police. The party is over.– Hey, fuck you man!– If you all just grab your stuff and leave, there won’t be any hassle.– Rock n’ roll!– The party’s been closed”¦ The party is over with, grab your stuff and go and nobody goes to jail.– One, two, three, four”¦ Her er det indledende sample til The Replacements’ Kids Don’t Follow fra minialbummet Stink fra 1982 – et af rockhistoriens stærkeste åbningsnumre og i det hele taget en fantastisk sang. Nummeret indfanger kernen af det, som var fedt ved The Replacements’ omgang med punkbevægelsen. Her er alt, hvad man kan ønske sig af antiautoritære teenage-attituder og provinsiel bonderøvsvrede. Men det er ikke så meget had til politiet som skuffelse over ikke at kunne få lov at drikke pilsnere og høre rock n’ roll i fred, der driver værket. Paul Westerbergs slidte stemme og Bob Stinsons Chuck Berry-agtige guitarriff indgår i en særlig enhed her og rammer en energisk stemning af ungdommelig ligegyldighed og kompromisløshed. Det er utroligt charmerende og helt umuligt at modstå. Shellac: Prayer to God Steve Albini er måske mest kendt som lydteknikeren, der kan hive den sprødeste lyd ud af en nedbarberet bandkonstellation. Derfor kan det vel næppe være en overraskelse af dimensioner, at han som guitarist og sanger i eget band Shellac perfektionerer sine skærende skarpe produktioner. Shellac kan høres for lyden alene, og selv om de kun er tre i bandet, fremmaner Albini det mest bombastiske og sejttrækkende lydbillede. Prayer to God er en aggressiv sag med en guitarlyd som en diskant skærebrænder og trommer som buldrende tordenskrald. Selv om titlen måske kunne indikere det, finder du ingen bønner om tilgivelse eller andre sindsanker i Prayer to God. Vores hovedperson beder blot Gud om den simple tjeneste at dræbe en gammel kæreste og ydmyge hendes medsammensvorne mod en langsom død. Albini arbejder sig op mod en ustyrlig vrede med mantraet “Just fucking kill him” og lukker af med et taknemmeligt “Amen.” Det er bidende, det er arrigt, og det er fantastisk! To Rococo Rot: I Am in the World with You En diskant, hoppende tromme-programmering og en monoton hi-hat slår stemningen an. Et par susende samples ændrer ikke den afmålte, nærmest kølige grundtone. Dæmpet, distanceret – og åh-så tysk.Men hov – hvor kom den basgang fra? Varm og blød som en pigehånd midt i en januar-kuling er bassen en perfekt kontrast til de minutiøst tilrettelagte beats. Den ånder liv ind i frost-tusmørket, og en rørende flok syntetiske strygere indtager rollen som små, mælkehvide udåndingsskyer.Det lyriske får ikke for lidt hos To Rococo Rot – og alligevel er det umuligt at barbere udtrykket længere ned. Byggestenene i I Am in the World with You er valgt med omhu og demonstrerer, hvordan To Rococo Rot på The Amateur View formåede at få de bedste elementer fra den lavmælte postrock og fra electronicaen til at smelte perfekt sammen.Overraskelsen – og derefter glæden – over, at den firtonige bas-melodi med ét dukker op, holder sig selv efter mange gennemlytninger. Men dens varme havde aldrig haft samme dragende effekt, hvis ikke To Rococo Rots programmeringer havde været så køligt tilbageholdne.I Am in the World with You er et spændingsfelt mellem små snefog og dunkende hjerter af kød og blod. Hvem sagde, at Tyskland ikke er romantisk? Whiskeytown: Midway Park At bedømme Ryan Adams’ efterhånden omfattende og til tider uvæsentlige soloproduktion ud fra de sange, han skrev i de fem år, Whiskeytown eksisterede, er sikkert ikke retfærdigt over for manden selv. Men det er stadigvæk et vidnesbyrd om, hvordan den dengang 20-årige knægt kunne gå fra at være alt. country-genrens største talent til nu bare at være en momentvis interessant sangskriver i vrimlen. Men i 1996, da Whiskeytowns debut, Faithless Street, udkom, var der ingen tvivl om, at Ryan Adams både beherskede den udødelige punk og den ditto traditionelle country (essensen af alt. country). Og her er åbningsnummeret Midway Park stadig et strålende lærebogseksempel i, hvordan man bevarer punkens vildskab og countryens stemningsfulde tradition, samtidig med at man skaber en helt tredje lyd.Ryan Adams’ vokal er højspændt, rå og hæs i Midway Park – især i omkvæddet hvor Adams halvkvalt får hakket sig gennem linjerne “Midway Park / Streetlights shine on all that is dark.” Phil Wandschers letgenkendelige og skarpe guitar sender sangen helt op i de grå skyer over betonparken. Midway Park er egentlig mere punk, end den er country, men essensen af sangen er nu engang Ryan Adams’ vokal. Det er rendyrket suburbia og et absolut højdepunkt i hans sangskrivning. Neil Young: My My Hey Hey (Out of the Blue) I 1977 blev musikscenen i den grad væltet på hovedet af punkbølgen, der skubbede de aldrende hippier fra 68-oprøret ud i kulden. Neil Young tilhørte den gamle generation, men blev en af de få, der tog positivt imod de nye toner. Albummet Rust Never Sleeps indledes med Hey Hey My My (Out of the Blue), der blandt andet kan ses som en hyldest til de nye toner. “The king is gone but he’s not forgotten / This is the story of Johny Rotten,” synger Young, inden han finder mundharmonikaen frem og viser, at man ikke behøver at kopiere punken for at være på bølgelængde med den nye generation. My My Hey Hey er en akustisk sang med en fantastisk melodisk drivkraft og et sublimt fremadrettet guitarspil, der har et meget karakteristisk riff. Ganske vist er sangen akustisk, men der er ikke meget hyggelig lejrbålsstemning over den. Den har en energi, man sjældent hører i akustiske optagelser, hvilket hænger sammen med, at den er optaget live, hvorefter publikum er blevet fjernet. Hermed har man fået lyden af en yderst nærværende Neil Young, der i sin vokal tydeligt udstråler, hvad musikken betyder for ham. My My Hey Hey er på mange måder omgærdet af en næsten mytologisk status, men sangen har alligevel formået at kunne bære det og fremstår den dag i dag stadig som en funklende perle. Og så behøver man i denne forbindelse vel næppe nævne, at sangen også afslutter samme album i en støjende og rå rockudgave?

David Debiak fra Sleep Station er vild med film, men besidder ikke kapitalen til selv at stable sådanne projekter på benene. Til gengæld skriver han partiturer og soundtracks til egne ikke-eksisterende film. Undertoner har betragtet de usynlige billeder og talt med Debiak. 22.07.04 Hvis du er på jagt efter manden bag Sleep Station, Dave Debiak, kan jeg næsten godt afsløre, hvor du skal lede. Han befinder sig højst sandsynligt i sit vaskerum med en guitar, tæt omgivet af paptallerkener med diverse sangtekster skriblet på hver eneste. Hvis ikke dér, så er han i studiet eller på turné. Ét er i hvert fald sikkert: Han er god for en historie eller to. Og han tilsætter gerne en bittersød melodi. Debiak er manden, der leverer materiale til to fuldlængder, når selskabet bare skal bruge en enkelt. Og som tendensen næsten altid ser ud, ligger han inde med materiale til at indspille en håndfuld mere. Musik i filmisk forstandMange musikere har sære rutiner i forbindelse med deres sangskrivningsprocesser, men hvad der især er specielt ved Dave Debiaks tilgang er, at han skriver musik til ikke-eksisterende film – film og handlingsforløb han danner i eget hoved. “œDen første konceptplade, jeg lavede, kom som en senere indskydelse. Jeg ville faktisk gerne lave en film, men havde ingen penge til at producere den. Så jeg syntes, at jeg i det mindste kunne skrive musik til filmen. Siden da har jeg tænkt musik i en mere filmisk forstand.“ Dave Debiak skaber fiktive scenarier og graver dybt ned i sine figurers følelsescentre – til tider bliver han nærmest ét med dem. Han udtaler selv, at idéerne kommer til ham i drømme. De maler stærkt levende billeder, som han ikke kan slippe, når han først sætter sig i vaskerummet med sin guitar. Dette forklarer også valget af koncepter og temaer frem for løsrevne sange.“œDet er nemmere for mig med koncepter, for når en idé først sætter sig fast i hovedet på mig, bliver jeg fuldstændigt optaget af den. Når det sker, begynder jeg bare at skrive sange. Personlige sange, der ikke følger et bestemt tema, kommer til mig hist og her. De er meget forskellige fra hinanden, så hvis jeg putter dem på en plade sammen, ville det lyde som et blandet bånd – ikke særligt sammenhængende.“ Krig som bagtæppeAfter the War er Debiaks femte konceptplade. En plade der udfolder sig med en tilsyneladende endeløs parade af figurer, der toner ind og ud af sangene. Det er fortællinger om håb og længsel blandt mange af de menneskelige følelser, der er på spil i løbet af Anden Verdenskrig, som er Debiaks bagtæppe for historierne. “œSom pladen er sammensat, har man tråden med en enkelt soldats historie som et centralt fokus, men i løbet af pladen er der afbrydende sange, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den specifikke figur. Historierne fungerer mere som en montage, en bred vifte af synspunkter og følelser i løbet af krigen. Der er så mange historier at fortælle, at jeg kunne have fortsat for evigt.“ Som inspiration til historierne talte Debiak med en række krigsveteraner og opsøgte en masse materiale fra krigen. Han tog sågar på loppemarkeder og opkøbte folks fotoalbummer fra den periode.“Det var mærkeligt at støve en fotosamling op og købe den fra folk. Der var en masse ubehagelige billeder, som folk havde taget fra krigen, mens de var der. Og de forærede dem bare væk!“Mange af billederne kan ses i coveret til After the War. Debiak gjorde en dyd ud af, at alt skulle dufte af 1940’erne. Selv under optagelserne brugte bandet en masse optageudstyr fra 1940’erne, noget Debiak hårdnakket påstår lyder bedre end meget af det udstyr, der findes i dag. Fremtidige koncepterHvad kan vi så forvente fra Debiaks hånd næste gang? Han holder kortene tæt til kroppen og er ikke meget for at oplyse for meget. Måske har det noget at gøre med, at han har gang i flere projekter. Debiak har tidligere udtalt, at han har skrevet materiale omkring drømme og materiale, der har at gøre med cirkus. Det lyder alt sammen spændende, men man kan ikke vide sig sikker, for som Debiak selv siger:“Indtil jeg er helt færdig med projekterne, holder jeg dem helst for mig. Jeg er lidt overtroisk, hvad det angår.“   En kort gennemgang af Sleep Stations konceptudgivelser: Anhedonia – ‘Anhedoni’ defineres som den manglende følelse af tilfredsstillelse ved ellers tilfredsstillende (seksuelle) oplevelser. Anhedonia beskriver en voldtægtsforbryder/morders fødsel, liv, død og den efterfølgende tur til Helvede. Hans liv vises fra forskellige perspektiver, fra førsteperson til offer. Sleep Station lægger hårdt ud fra plade ét. Runaway Elba-1 – Vi følger en underbetalt og dybt ensom kybernetic-ingeniør, som over flere år stjæler materiale fra sit laboratorium for at bygge en kvindelig robot, Elba-1. Da hun er færdigbygget, forelsker de to sig vildt i hinanden. Ingeniøren flygter med sin opfindelse – med hele laboratoriet i hælene. En fjollet, men kærlig historie. Hang in There Charlie – Historien fortælles om de to astronauter, der i 70’erne blev sendt ud i rummet for at hjælpe med reparationen af en rumstation. De opdager hurtigt et videnskabeligt sjuskeri derude, og efter en masse protester bliver de efterladt i rummet til en sikker død. En rørende fortælling pakket ind i bittersød popmusik. Von Cosel EP – I 1934 arbejdede Dr. Carl von Cosel med at behandle den daværende dødelige tuberkulosis-sygdom. Han forelskede sig i den 22-årige Elena Hoyos, som dog snarligt døde. Von Cosel tog liget med hjem, pyntede det voks og glas og levede med det i sand harmoni. En frygtelig historie forvandlet til en kærlighedshistorie. After the War – Anden Verdenskrig er den blinkende og bombende baggrund for en række følelsesladede fortællinger fra vidt forskellige figurer under krigens rasen. Der skabes et rum, hvori strømme af følelser lader sig tone ind, f.eks. håb, kærlighed, savn, længsel, frygt, troskab osv. – for at mindes de små historier i den store. Læs også Undertoners anmeldelser af:Sleep Station: Von Cosel EPSleep Station: After the War

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. 23.06.04 Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. De fleste pladekøbere har faste rutiner, mht. hvor de køber deres musik. Men det er ingen hemmelighed, at de fysiske grænser for pladeforretninger er udflydende i dag. Internettet har gjort sit indtog mere slagkraftigt end nogensinde før, og netop på internettet finder du de bedst assorterede pladeforretninger. Det er pladeforretninger, som har langt størstedelen af de plader, der bliver skrevet om på Undertoner – plader som i mange tilfælde end ikke er i dansk distribution. Men hvor skal man så gå hen? Hvor er pladerne billige og sælgeren pålidelig? Undertoners redaktion har snuset rundt på nettet og ud fra bred, kollektiv erfaring fundet de bedste og mest velassorterede pladeforretninger online. Action Records En klassisk indie-netshop er engelske Action Records, som også af og til udgiver CD’er som pladeselskab (selskabet har bl.a. udgivet The Fall). Der er den almindelige nye tilgang af plader, men fordelen ved Action Records er, at der også er en tilgang af promoeksemplarer af forskellige plader. Det betyder, at man ofte kan finde de nyeste udgivelser (før de har haft officiel release) i promoudgaver til meget billige priser. Desuden har de et stort bagkatalog med mange gamle vinylpromoer. Man skal være opmærksom på, at shoppen er delt op i en dance- og indiesektion, hvilket betyder, at hvis man søger på en artist i indiesektionen, som de har rubriceret som dance, får man ingen hits, selv om de rent faktisk har varen. Det kan nemt føre til forgæves søgninger. Norman Records Også Leeds-baserede Norman Records har haft et pladeselskab som bibeskæftigelse. Men trods den gennemgående høje standard måtte Jonathon Whiskey Records for nogle måneder siden lade livet.Heldigvis lever pladeforretningen stadig i bedste velgående. En af Norman Records’ store forcer er et konstant opdateret katalog. Der ligger så godt som aldrig noget på hjemmesiden, der ikke er på lager – eller ikke kan skaffes hjem. Ydermere excellerer Leeds-shoppen i altid at have 500 ting på udsalg, og det hænder, at der er yderst fine ting imellem.Servicen er upåklagelig. Man kan reservere plader i op til en uge uden at være forpligtet til at købe. Ekspeditions- og forsendelsestiden er sjældent over fire-fem dage.En ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Norman Records i ny og næ smider secondhand-plader på siden. Det er ikke til at se, om pladerne er brugte, når man søger i kataloget. Kvaliteten af secondhand-skiverne plejer dog at være acceptabel. Boomkat Boomkat er et outlet for Baked Goods, som er europæisk distributør for mange elektroniske labels. Det betyder, at Boomkat har et kæmpe udvalg i elektronisk musik, og det er også det, deres nyhedsbrev fokuserer på. Hos Boomkat kan man finde elektroniske artister, man ikke finder ret mange andre steder. De ekspederer hurtigt og billigt, og hvis man bestiller i dag, kan man godt være heldig at have sine plader i overmorgen, hvis de ellers er på lager. Boomkats svaghed er, at de på sitet viser varer, som de reelt ikke har hjemme – og plader, de påstår, de ikke kan skaffe, kan man selv skaffe ved at klø sig et vist sted – eller søge i en anden shop. eBay Det mest åbenlyse sted at gå til efter brugte plader er auktionssiden eBay. Tusinder af plader bliver dagligt sat på auktion, og mange af dem er fra små selskaber og bands. Hvis du er heldig, kan du finde plader til en slik, men husk at aftale en fragtpris med sælgeren først. Bemærk ligeledes hvilke betalingsformer sælgeren accepterer (et hyppigt benyttet betalingssystem er det særdeles fremragende PayPal). Dit bud er bundet op omkring et såkaldt ’proxy-bud,’ der betyder, at du blot sætter en maximumpris, og så byder systemet for dig i forhold til de andres maksimumpris. Og husk, at det bedste tip for købere er at byde i sidste øjeblik, så du ikke bare er med til at hive prisen i vejret – et såkaldt sniping-bud (du kan også gøre brug af en gratis, ekstern “sniping”-service hos Auctionstealer). Gemm Dengang pladehandel på internettet for alvor blev moderne, etablerede den amerikanske hjemmeside Gemm sig hurtigt som et af de steder, hvor man kunne få brugte sager, som var uopdrivelige andetsteds. Hjemmesiden er en fælles portal for en hel masse pladebutikker – i reglen amerikanske – der lægger deres kataloger af primært brugte plader ud. Når man åbner Gemm, bliver man stadigvæk mødt af de rosende ord, som Rolling Stone Magazine for snart længe siden besmykkede hjemmesiden med: “If you can’t find it here, fuhgeddaboudit!” Det er nok ikke helt tilfældet længere med eBays indtræden in mente. Faktisk har Gemm nærmest fået et dårligt ry, fordi pladerne ved første blik ser ud til at være urimelig dyre i forhold til mange andre steder. Det er også sandt til en vis grad. Når man kigger rundt på siden, er der vitterlig mange latterlige beløb at læse, som slet ikke svarer til de pågældende pladers værdi. Men de høje priser skyldes formentlig mest, at Gemm ikke bliver opdateret på samme måde som auktionsstederne. Hvis en plade er for dyr, bliver den ikke solgt, og så får den lov at stå på siden i al evighed. Det betyder alt sammen, at man skal holde øje med de ting, man gerne vil have og købe dem, når de bliver lagt ud på siden. Hvis man gør det, kan man ofte gøre gode køb, for når man har lagt billet ind på en plade, kan der ikke komme en japansk millionær og byde den op i et urealistisk prisleje. Hvis man er flittig til at holde øje, så er Gemm et rigtig godt sted at købe plader. Der er usandsynlig mange butikker tilmeldt, så der kommer hele tiden mange nye ting til. Mange af butikkerne er måske også af den lidt mere slidte slags, så de kan godt finde på at sælge sjældne plader til meget rimelige priser. Netsounds og Musicstack Der findes også europæisk baserede hjemmesider (selv om det hele selvfølgelig bliver mere og mere spredt med tiden – der er også mange europæere på Gemm). To af de største europæiske sider er Netsounds og Musicstack. Efter at Netsounds opdaterede deres hjemmeside for et par måneder siden, er de to sider blevet næsten identiske. Den primære forskel er, at priserne på Netsounds er anført i engelske pund, mens det er amerikanske dollars, der er den gældende valuta på Musicstack. På den måde kan man vælge lidt mellem dem, efterhånden som valutakurserne ændrer sig. Det sidste lange stykke tid har Musicstack derfor været billigst (den slags varer dog aldrig længe, for de grådige butiksejere ændrer priserne efter kurserne). Princippet på de to sider er det samme som på Gemm, selv om europæerne har været dygtigere til at lave hjemmesiderne, så man hurtigt kan få et overblik over pladerne: En stor gruppe af pladebutikker er tilmeldt siden, og man kan dermed søge i en hel masse forskellige kataloger på én gang. Det er rigtig smart, og man kan let finde gode ting, hvis man er lidt tålmodig og holder øje. Netsounds har måske en tendens til at have lidt flere spændende sager end Musicstack. Djangos Brugt som nyt kan købes hos den amerikanske minikæde Djangos. Fysisk har de et lille antal butikker spredt ud over det amerikanske kontinent, og kataloget fra alle disse er samlet på kædens hjemmeside. Udvalget er ganske bredt, og servicen er høj. Priserne er ligeledes rimelige, og du betaler ikke ekstra for en ordre, uanset hvor mange butikker kæden bliver nødt til at udsende fra. Brugte titler ryger konstant ind og ud af butikken, så derfor er det en god idé at gøre brug af ’notify me’-servicen. Det foregår således, at du får tilsendt en email, når netop den brugte plade, som du har efterspurgt, bliver sat til salg. Men vær hurtig til at snuppe pladen, for du er garanteret ikke den eneste, som er ude efter den! Ovenstående er blot få af mange udbud af online-pladebutikker, så der er altså masser af steder at gå til. Det bedste råd af alle må dog være: Pas på pengepungen! Der er så mange fristelser derude til billige penge, og det kan være svært at gå tomhændet hjem fra et besøg hos de virtuelle pladeforretninger. God købelyst!

Diskussionsforummet Svingninger får sin egen eksistens på sit eget domæne. (07.06.04)Diskussionsforummet Svingninger har levet et sprudlende og indholdsrigt liv i den håndfuld år, det har eksisteret. Det blev oprindelig skabt som en selvstændig eksistens, og dets rygte spredtes hurtigt med det resultat, at hundreder af brugerne tilmeldte sig med en primær lyst: til at kommunikere med ligesindede om den alternative musik. Da Undertoner blev stablet på benene for et års tid siden, blev Svingninger en del af nærværende side, og besøgstallene røg yderligere et nøk i vejret. I skrivende stund har Svingninger 1335 tilmeldte brugere, der dagligt diskuterer på kryds og tværs om musikken, og hvad dertil hører. Og som tendenserne viser det, vil dette tal fortsat stige. Men mange brugere fører til øget trafik på siden, og faktum er, at traffik koster penge. De økonomiske midler viste sig hurtigt træge, og som et resultat af dette stak Svingningers brugere hovederne sammen for at finde frem til en løsning. Denne resulterede i kompilations-CD’en Danelectro. Kompilationen var udgjort af respektive brugere af siden og deres musikalske aktiver i diverse projekter og bands. Der blev printet og brændt omkring 100 eksemplarer af CD’en, som hver blev solgt for 50 kroner, og Svingningers øvrige brugere betalte velvilligt det beskedne beløb for at redde stedets eksistens. Men det gode initiativ kunne kun holde forummet flydende i en bestemt periode. Der blev spekuleret grundigt i, hvad der ville tjene forummet bedst – og deraf blev følgende beslutning taget: Forummet skulle tilbage i brugernes hænder. Det var dér, det startede, og det er dér, det trives bedst. Denne beslutning vil træde i kraft fra natten til d. 9. juni, hvor Svingninger vil være at finde på selvsamme adresse, hvor det blev undfanget. Denne adresse lyder www.svingninger.dk Vi ønsker fra Undertoners side fortsat god vind til Svingninger og håber, at det vil holde sig flydende i mange år fremover.

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. Handsome Family, 08.05.04, Lille VegaDa jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud. The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med. Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende. Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen. Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig. Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks. Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra. Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenJeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien. – Jamen, er de ikke allerede kommet?– Det er jeg ikke klar over.– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.– “¦– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦ Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett! – Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske! Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet. Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på. At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.“ Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås. “Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.” Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget. Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte. Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads. The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenKoncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften. Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid. Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Med to plader på samvittigheden, en fornuftig debut og en fremragende opfølger, er The Walkmen et band, man ikke bør overse. Kunstner/værk-adskillelsen træder dog i højeste grad i kraft i følgende interview – noget der måske retfærdiggør, at denne skribent træder ind imellem. (06.04.04)Kunstner og værk – det er en gylden regel, at disse to enheder bør adskilles. Der kan nemt findes dybde i sangtekster, som bandet slet ikke har tænkt over eller simpelthen ikke ønsker at eksplicitere, for måske bør værket tale for sig selv? Det er en hårfin grænse, og den er ikke altid nem at gennemskue. Dette gælder også for et band som amerikanske The Walkmen og deres frontmand, Hamilton Leithauser. “Når jeg skriver tekster,” siger han, “er det ikke en særlig bevidst ting. Hvis ordsammensætningen lyder godt, så bruger jeg den.”Det er noget af en frustrerende affejning, som følger i hælene på Bows + Arrows, The Walkmens anden plade med et ubarmhjertigt og ængsteligt udtryk. Hvor gruppens debutudgivelse balancerede melankoli med optimisme, styrtdykker Bows + Arrows direkte mod mørket. SlæbesporetDen affejende tone er måske ikke helt overraskende endda, The Walkmens problematiske slæbespor taget i betragtning. Tre af gruppens fem medlemmer var del af det New York’ske rockband Jonathan Fire*Eater, som skrev kontrakt med DreamWorks og i 1997 udgav den kommercielt oversete Wolf Songs for Lambs. Jonathan Fire*Eater var på mange måder endnu et uheldigt offer for pengemaskineriet: en gruppe af musikalske ikonoklaster som kom til en portion penge fra et major label, hvem det ikke helt gik op for, hvor kommercielt inkompatibelt bandet egentlig var – trods musikalsk stærke kvaliteter. Jonathan Fire*Eater gik som bekendt i sig selv, og tre af medlemmerne – guitarist Paul Maroon, organist Walter Martin og trommeslager Matt Barrick – skød resten af de indtjente penge i et stykke ejendom i Harlem, hvor de ombyggede et forfaldent lagerlokale til et studie ved navn Marcata. Det er blevet stedet, hvor bandet indspiller; de har fulgt eget ønske om at kunne isolere sig selv og undgå påvirkning fra omgivelserne. Leithauser og Paul Bauer, barndomsvenner af trioen, skulle snart træde ind i rækkerne, der kom til at udgøre det endelige line-up i The Walkmen. New York, New YorkMan skal ikke læse meget om The Walkmen i diverse musikmagaziner, før man støder på den nærmest klassiske overskrift for eller vinkel på den såkaldte New York-bølge. Det er den typiske musikjournalistiske jagt på sensationer fra undergrunden, og hvis man kan putte bands i kuld pga. geografisk overensstemmelse, er det vel blot som mere kød til de hungrende læsere. Lige siden The Strokes brød igennem, er New York-konceptet blevet en væsentlig populær måde at gribe historier an på om bands som f.eks. Interpol og Yeah Yeah Yeahs – og dette uden at man på den måde spilder for mange gyldne ord. Det er en association, som Leithauser er mindre tilfreds med:“Det er blevet komplet umuligt at ryste af sig,” siger han. “Og jeg vil gætte på, at folk stadig render rundt og siger det om 10 år. Som om den eneste grund til, at vi begyndte vores band, var at hæfte os på nogle andres hype.“Sammenligningerne bliver ikke mere urimelige, når man lytter til Bows and Arrows. Jovist, The Walkmen har også fundet inspiration i 70’er-navne fra den New York’ske CBGB’s-scene, og hvis man absolut skal skue i en retning, så bør det være bagud – og ikke på tværs af nutidige bands. “It’s all just a dream, man”Hvor The Walkmens forgænger Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone fremkaldte lunefulde billeder med en særlig tvetydighed, har The Walkmen på Bows + Arrows smidt al munterhed overbord. Leithauser åbner pladen med at sukke “What’s in it for me?” med Paul Maroons anslåede ekko-gennemvædede akkorder i baggrunden. Resten af pladen føles som at træde direkte i hælene på denne betrængte udgydning. Maroons guitarfraser er udslørede og ubestemte, og han sender ofte den samme akkord af sted igen og igen og udtrykker derved en følelse af panik og desperation. De rørige klaverstykker, der pyntede debuten, er blevet kasseret til fordel for hivende, begravelsesagtige orgler. Bows + Arrows er en rockplade, som bestemt dyrker afmagten.Hvis der er et opsummerende statement på Bows + Arrows, dukker det op halvvejs gennem den bidende The Rat. Maroon fremkalder et pludseligt vindstød af guitarakkorder, mens Leithauser træt beklager sig: “When I used to go out, I knew everyone I saw. Now I go out alone, if I go out at all.” Det falder ud som et opgivende suk, den slags som får musikskribenter som undertegnede til at spidse ørerne ekstra meget. Men ifølge Leithauser er det helt tilfældigt. “Jeg ved ikke engang, hvad den linje betyder. Teksten til den sang stykkede jeg sammen i en kort pause. Det passer godt sammen, og jeg kan lide det.“ Det ville være en anelse nemmere at tro ham, hvis ikke det var for, at resten af pladen snurrede om den samme opgivende akse. Igen og igen taler Leithauser om at være blevet snydt og bedraget og skubbet ned i mudderet, mens han forsøger at overbevise sig selv om at “It’s all just a dream, man. It’s all just a dream.” Hvor andre bands hylder dekadencen, lyder The Walkmen på positiv vis ganske udbrændte. Denne slags klatøjet træghed løber stik mod bandets oprindelige hensigt.“Den oprindelige plan var at lave en rockplade – noget som rev og flåede i lydbilledet. Vi ville bare have ren rock fra start til slut. Det blev bare anderledes, da vi først kom i gang i studiet.“ En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er at finde sidst inde på pladen i den nedbarberede, følsomme Come on, Siobhan. Over et klingende barklaver skuer Leithauser ud over et New York, der er ved at lukke ned for natten, mens gaderne fyldes frem mod morgenen med folk.“Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved den sang, er, at hvis du lytter til den i høretelefoner, så lyder den præcis, som den gjorde i lokalet, hvor vi indspillede den. Planen var at spille så blødt som muligt uden at forfalde helt til stilhed.” Men spørges der ind til en bestemt intention med sangen, er der ikke flere svar at hive ud af Leithauser. På en måde er det en skam, at Leithauser ikke søger eller ikke vil indrømme en dybere mening med musikken. Det kræver ikke nogen doktorgrad for at se kvaliteterne i Bows + Arrows; men måske er Leithauser et godt eksempel på, at man bør adskille værk og kunstner og ytringerne fra begge. Læs også Undertoners anmeldelse af The Walkmen: Bows + Arrows

Den danske folkrock-gruppe The Violet Hour står på trapperne til at udgive deres første fuldlængde, Lazarus. Undertoner har lagt ører til de triste melodier og talt med bandet om pladen og bandets konsekvente, men legesyge sangskrivning. 26.04.03 Den københavnske kvartet The Violet Hour går med største sandsynlighed derhjemme og tripper utålmodigt. Deres efterhånden længe ventede plade har fået udskudt sin udgivelse op til flere gange pga. den slags problemer, som tilsyneladende skal opstå, når alt synes at være på plads. Når man tror, at den spritnye båd endelig kan testes på vandets overflade, opstår uventede tyfoner, og The Violet Hours båd står endnu på land – tør og nymalet. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til den snarligt kommende plade Lazarus og kan med stor glæde anbefale den til de læsere med hang til trist folkrock. Lazarus er præget af en varme og et væld af spændende instrumenter, så der gemmer sig masser af lag i musikken.Jeg følte mig overbevist om, at der måtte gemme sig en god historie eller to i bandet. The Violet Hours sanger og sangskriver Daniel Rastén befandt sig et sted i Sydamerikas tropiske klimabælte, så jeg hev fat i de tre øvrige medlemmer, Jonas Jensen, Jan Petersen og Simon Rastén, til en hyggelig snak over kaffe og Jason Molina på anlægget. The Violet Hour er et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske musikscene. De har kun udgivet en EP, på hvilken man godt kunne høre, at det var et band i opstartsfasen. Men siden da har det været et band i en rivende udvikling. Bandet har svedt i øvelokalet og er nået frem til en samling sange, et resultat der går under navnet Lazarus. Det lille hus på landetVed indspilningen af Lazarus valgte The Violet Hour at isolere sig i et hus på landet, hvor de kunne larme i fred og indspille på egne betingelser, som og når de havde lyst.“Vi tog af sted i en bil med en helvedes masse grej til et hus langt ude på landet,” fortæller bandets guitarist Jonas Jensen. Det var midt i den danske sommer sidste år, hvor den dovne varme sneg sig op omkring 30 med strømme af svedperler. Derfor valgte bandet at indspille de fleste af numrene midt om natten; det tidspunkt af døgnet hvor bandets musik også giver mest mening. Isolationen på landet åbnede for sådanne indspilningstidspunkter, uden at bandet ville forstyrre omgivelserne – eller omvendt.“De eneste naboer var et autisthjem ikke så langt derfra, og de klagede ikke,” griner Simon Rastén. “Og ham på den anden side af vejen havde et æsel, der stod og skrydede hele tiden. Det prøvede vi at få med på optagelserne, men det ville aldrig skryde, når det skulle. Sådan er det med et æsel.” “Stædige bæst,” stemmer Jensen i med et skævt smil. Legen med instrumenterThe Violet Hours folkrock indbyder til brug af en masse instrumenter, noget som bandets musikalske legebarn og multiinstrumentalist Jonas Jensen også gjorde nyttigt brug af.“Når vi havde lagt planer for, hvad vi skulle indspille med det ene og det andet instrument, så havde Jonas lige pludselig fundet en harmonika frem, og så kom der pludselig 4-5 instrumenter på. Så måtte vi tage den derfra,” fortæller Jan Petersen, tydeligvis kun glad ved det impulsive “barn” i bandet.Jonas Jensen har opbygget en større samling af forskellige instrumenter – “en hobby,” fortæller han – og det lader sig bestemt høre på Lazarus. Bandet tæller ihærdigt på fingrene og når med lettere besvær frem til et dusin forskellige instrumenter, der blandt andet inkluderer banjo, harmonika, mandolin, trompet, flugelhorn, mundharmonika, sav og kontrabas.“Vi har en idé om, at gamle instrumenter er lidt mere spændende,” fortæller Simon Rastén. “Vi har faktisk også en rytmeboks med,” indskyder han pludseligt med en lige så pludselig begejstring. “Men det er også en ældgammel sag fra 70’erne.” En kort pause opstår, hvorefter han bryder ud i en kort latter: “Det er jo det, de unge vil have. De vil have rytmer. Det er jo det, de kalder e-lec-tro-ni-ca nu om dage.” Han afbrydes muntert af Jan Petersen: “Ja, hvis vi vil have de helt unge med, så…” griner han med en slet skjult reference til folkrockens ældgamle tradition.Selv om man har fat i den lange ende af traditioner, skal man ikke vægre sig fra at eksperimentere og lege – det synes i hvert fald at være en usagt idé i hovedet på de fire musikere i The Violet Hour. Jan Petersen mindes indspilningen af den første EP, hvor Jonas Jensen råbte ned i en vandkande: “Det turde vi simpelthen ikke lade komme med på indspilningen.” Jonas Jensen retter sig ubekvemt op i sofaen og lader sit forfjumskede smil falde over i en mere alvorlig mine: “Altså, selve grundkernen er Daniel og hans akustiske guitar. Han skriver teksterne, og han kommer tit med et oplæg. Så egentlig er det ret spartansk. Men når musikken går så langsomt, som det er tilfældet, så bliver det intet problem at finde plads til de mange instrumenter.“ LazarusLazarus er titlen på The Violet Hours kommende plade, og man behøver ikke at være særlig belæst for at ane, at der gemmer sig en reference heri. Man kan godt mærke på bandet, at de savner Daniel Rastén, når spørgsmålene begynder at falde på de tekstlige elementer.“Daniel henviser altid til, at det er postmodernistisk,” fortæller Jonas Jensen. “Historien om Lazarus omhandler jo manden, der får en chance til for at begå sig i denne verden.” Jonas Jensen læner sig påny tilbage i sofaen som for at indikere, at nu har han taget sin tørn med at svare på tekst-relaterede spørgsmål. ” Man kan bare høre vores plade i stedet for at læse den skide bog,” griner Jan Petersen og fejer samtidig en oversmurt bibelsk forståelse af vejen.På frontcoveret af Lazarus kan man se et fotografi af et smadret spejl, en symbolik der næppe lader sig misforstå. De øvrige to kigger på Simon Rastén, som elegant opsummerer: “Med titlen in mente skal det fortælle, at man godt kan komme videre, selv om noget er gået i stykker.“Drengene fra The Violet Hour er bredt ud enige om, at det tekstlige univers er vigtigt, og der er hos dem tydeligvis en forsigtighed over for tekster, man ikke selv har skrevet. De mener, at der hviler et personligt islæt i sangtekster, hvorfor det naturligvis bør være ham, der skriver teksten, som også synger den, for hvem ved bedre end han, hvad det handler om. Måske er det også derfor, at bandet er ret forbeholdent over for at skulle udtale sig om en anden mands udtryk. Men på det generelle plan kan de alle være med. “Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at sangene skal have gode tekster, også fordi vores musik lægger op til hele den tradition,” siger Jonas Jensen. “Det med teksterne er Daniels eksklusive domæne.” Simon Rastén fortsætter tankegangen: “Hvis vi andre finder nogle akkorder, som går godt sammen, så begynder Daniel bare at synge og falde ind i en eller anden tekst, han har skrevet. Han skriver enormt meget, så han har altid et eller andet liggende.” “Vores funktion i bandet er at spille op til hans tekster – at lægge baggrundsmusik til, at prøve at formidle det videre,” konkluderer Jan Petersen. Popmusikkens formkravAlle bands har ambitioner, men ambitionsgraden er selvsagt forskellig fra band til band. I tilfældet The Violet Hour vil man ikke underlægge sig popmusikkens formkrav og derved gå på kompromis. Holdningen er klar fra Jan Petersens side:“Jeg synes ikke, at popmusik har været synderlig interessant siden 80’erne. Et fint popnummer kan man altid lide, men efter at have hørt det bare to gange, så er man allerede træt af det. Bare spørg The Voice om det; de bytter jo det ud efter tre uger alligevel. For os går det ud på at spille interessant musik, og jeg tror, vi er enige om, at popmusik ikke lige er vores ende af skalaen.“Størstedelen af The Violet Hours sange placerer sig på den, med radioindustriens synspunkt, forkerte side af de tre minutter varighed. “Hvis vi nu spillede i samme tempo, som sangene på The Voice kører, så ville vi faktisk holde os under to minutter. Men vi spiller jo langsomme sange, så sangene har en tendens til at blive det længere,” fortæller Simon Rastén.“Det er da også rart at have noget, man kan dvæle ved,” fortsætter Jonas Jensen. “Folk render jo rundt med stress, og vi lever i en forjaget tid. Og det må vi være nogle, der tager konsekvensen af. Vi spiller jo ikke denne retrorock, hvor der er fut på, og hvor teksterne ikke er så dybe, men hvor alting bare handler om at have det sjovt. Selvfølgelig handler det også om at have det sjovt, men det handler også om at slappe lidt af og nyde turen.“ Interviewet synes konstant at dreje sig omkring genren, som bandet bevæger sig inden for, samt sangenes rolige tempo og eftertænksomhed. Det ligger usagt i luften, men vi vender konstant tilbage dertil. Så lad os dog gribe emnet fat om halsen og høre, hvor bandet selv synes, de hører hjemme på den danske undergrundsscene.“Det, jeg godt kan lide ved vores band, er, at jeg aldrig har hørt noget lignende. Og det er jeg egentlig glad for,” lyder det selvsikkert fra Jan Petersen. “Vi har ikke forsøgt at ramme en bestemt målgruppe på den danske indiescene. Når vi har været ude at spille, har der været folk på 50 år, som har syntes, at det har været helt vildt fedt. Og for mig er det sgu’ ikke vigtigt, om det er folk, der sidder og læser Undertoner hver dag, eller om de læser National Geographic. Hvis bare de kan lide pladen, så er det fint nok.“Drengene fra bandet er ganske spændt på, hvordan pressen modtager pladen. Således udtrykker Simon Rastén det, og Jan Petersen nikker ivrigt: “Det er en plade, der kan blive bedømt lige fra det dårlige til det gode. Det er måske også meget godt; så har man lavet en plade, der stikker ud. Man ved jo aldrig, om gode, gamle Steffen Jungersen er klar på det her. Fra Iron Maiden til The Violet Hour – der er alligevel et stykke vej, ikke?” griner han. The Violet Hours fremtidige planer, efter Lazarus er smidt på gaden, er turen ud på landevejene. “Vi er, for at citere Povl Dissing, bare nogle tossede spillemænd, der spiller for enhver. Vi vil bare gerne og at spille så meget som muligt,” siger Jonas Jensen. Læs også Undertoners anmeldelse af The Violet Hour: Lazarus