Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Det spanske selskab Munster Records udgiver nu et single-bokssæt med et af historiens bedste bands: The Swell Maps. Boksen indeholder fem singler: Read About Seymour // Ripped & Torn : Black VelvetDresden Style / Mystery Track // Ammunition Train / Full Moon (dub)Real Shocks // New York / AvalancheLet’s Build A Car // Big Maz In The Country / …Then PolandSecret Island // Sheep Dip / Texas Singlerne kommer med de originale covere, og der er dermed tale om et sandt lille luksusprodukt (man får endda Secret Island-singlen med cover, selv om den aldrig udkom i sin tid). Boksen er måske nok mest for fans, eftersom numrene allerede ligger forskellige steder, f.eks. på Mute Records’ Collision Time Revisited fra 1989, og som ekstranumre på genudgivelserne fra 1989 af Swell Maps’ to plader, A Trip to Marineville og In Jane From Occupied Europe. Alligevel er boksen en fin lille sag, og det er dejligt, at Munster bruger krudt på at udgive/genudgive plader med seje kunstnere som Swell Maps, Nikki Sudden og Alex Chilton.

I morgen fredag holdes releasefest på Rust. Det sker i anledning af kompilationen Radio Recordings TWO, som indeholder noget af det ypperste fra den danske elektroniske scene. Pladen kommer i butikkerne den 1. februar og indeholder numre med bl.a. Junkyard Production, Djosos Krost, Pellarin, Rasmus Möbius, Crowd Control, Skyphone, Def Jaguar, Trentemøller/DJ TOM og Unexploded. P3 sender direkte fra arrangementet, som har følgende koncertprogram: 21:30: Pellarin22:00: Djosos Krost23:00: Junkyard Production24:00: Trentemøller/DJ TOM Entréen lyder på 50 kroner.

Ja, egentlig begynder Vibration-festivalen først den 15. februar, men arrangørerne i Play/Rec har to forudgående shows, som de putter under samme paraply. Præ-Vibration-shows. Smart nok, ikke? I aften åbner de dørene for det første af slagsen. Det foregår på Huset i Magstræde i København, og på plakaten er Chris Leo og Little Wings. Der er endnu ingen forlydender om entrépris, men tidligere koncerter i Play/Rec-regi plejer at koste omkring 50 kroner. Nedenstående bandbeskrivelser er sakset fra Vibrations hjemmeside. Chris Leo (US)Den tidligere frontfigur i The Van Pelt har siden tiden i dette toneangivende amerikanske band ikke ligget på den lade side. Umiddelbart indledte han under navnet The Lapse et samarbejde med Toko Yasuda (The Van Pelt, ENON), der resulterede i en række plader med stilsikre bud på en fornyelse af indiegenren med en lyd, der kan spores hos bands som Blonde Redhead, Sunny Day Real Estate og Karate. På Vibration ’05 dukker Chris Leo op alene med en akustisk guitar og en samling nye sange, der uden tvivl vil brænde igennem med hans helt unikke udtryk i kombinationen af talte og sungne passager, intelligente og poetisk tekster samt et forfriskende syn på samfundet som helhed. Little Wings (US)Bliver året 2005 troubadourernes år? Sidste år virkede i alt fald som startskuddet for et større omrejsende gilde af hipsters, der slog triste folktoner an. Således er tilfældet også for den særegne Kyle Field og hans konstant foranderlige bandkonstellation, Little Wings, hvis musik er af en bøjelig størrelse. Den bevæger sig fra Beach Boys-inspireret, solslikkende indiepop til mere tilbagelænet country og folk. Og på en scene er uforudsigeligheden blandt de mere gældende faktorer. Der er plads til alt fra improviserede melodier til lejrbålssange. Stilen har aldrig været mere populær, og hvis du er lige så meget til indhold som til form, så er Little Wings en sikker vinder. For mere information: www.vibration05.dk, www.playrec.dk

Hvor er det dog skønt at se, at der er gang i vækstlaget i dansk musik. Når de mere etablerede koncertarrangører ikke vil vove sig ud i det, må folk selv ty til at arrangere. Rundt om i landet ser man det ene arrangement poppe op efter det andet, og det er en fryd for øjet – og øret, ikke mindst. Den 28. og 29. januar kan man opleve festivalen, der præsenterer, hvad den hedder; det knap så mundrette navn “Musik du ikke ved du ikke kender.” Det er med selvsikker tone, at festivalen proklamerer, at navnene på deres plakat “vil komme til at præge den danske musikscene i det kommende år.” Muligheden foreligger i hvert fald, eftersom 12 af de bands, der spiller på festivalen, vil pladedebutere i løbet af 2005. Festivalen finder sted i Folkets Hus, Stengade 50, Kbh. N. Her skal man blot slippe 35 kroner pr. dag. Programmet inkluderer følgende navne: BiiCa Cherry Overdrive The Doi Encore un Moment Monsiur Le Bourreau Fukt GimmiJapan Kå Mads Mouritz Niepoort The Ondt and the Gracehoper Pelle og Puta Ea Philippa Siku Steric For mere information: www.c-live.dk

I kølvandet på flodbølgen i Asien (undskyld ordspillet) har folk som sjældent før fundet sammen om projekter, der skal indsamle penge til ofrene. Således også på den danske musikscene. Her er 12 århusianske bands gået sammen om at lave en støtteplade, der i den gode sags tjeneste lader alt overskud gå ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.Med et par skridt på afstand kan man dog spekulere over sådanne gøremål og stille spørgsmålet, hvor meget personlig fortjeneste i henhold til omtale de gældende orkestre ikke får. Det undlader vi dog her (sådan da!) og præsenterer i stedet tracklisten på After the Flood, som pladen passende er kaldt. 1. Magnum44: Wild Thing2. Pinboys: I Hate All the Things You Love3. Strömning: 3324. Tiger Tunes: My Manhood5. Fast Gallows: Casulty6. Marvel Hill: Goodbye Love7. Gob Squad: Reunion8. Yellowish: New Beginners Day9. Powersolo: Broken Wings10. The Burning Primitive: Caught in a Trap11. Ivan: Et liv i drømme12. Veto: You You For mere info: www.aftertheflood.dk

Roskilde Festival er ved at gøre deres uheldige start på ’05-programmet godt igen (hvem vælger af egen vilje at putte forvaskede D.A.D. som det første navn på plakaten? Jesper Binzer har vist efterhånden bevist, at de få toner, stemmebåndet engang kunne bære, er komplet tilridsede og kørt i smadder). I hvert fald begynder tingene at se lysere ud med de fire senest bekræftede bands til festivalen. Men man kan kan vist også kun forlange kvalitet, når billetprisen i år lyder 1250 kroner (kommer der nogensinde til at være et prisloft?!). De fire offentliggjort navne er Black Sabbath, Green Day, The Dears, The Go! Team. For mere info: www.roskilde-festival.dk

Tim Kasher har i løbet af flere plader fortalt os sine grufulde historier om triste skæbner, der går deres uundgåelige gang mod enden. Han har gjort det i hårde rockindpakninger i Cursive, og han gør det med blødere anslag i The Good Life. Undertoner mødte manden bag de triste og kyniske sange. (26.01.05) “Jeg kan godt lide at fortælle historier,” siger han storsmilende. Og historier har han så sandelig fortalt os. I Cursive har han brugt det musikalske medie som en slags terapi, hvor han udlufter negative følelser omkring kærlighedslivet, der er kørt i sænk. Og indpakningen er i form af aggressiv og snerrende rock med tekstlige universer, der gør brug af alverdens genremæssige virkemidler. Navnet er Tim Kasher. Når han ikke affyrer smertende skrig og guitarkaskader i Cursive, begår han sig i det væsentligt mere afdæmpede The Good Life. Men han vil ikke høre tale om, at det ene projekt skulle være underordnet den andet.“Det projekt, jeg lægger min energi i, er det primære i den gældende stund. Og sådan har det egentlig altid været for mig. Jeg har aldrig brudt mig om idéen om sideprojekter for noget, jeg laver. Jeg tror, The Good Life blev kaldt netop dét, fordi Cursive allerede var godt i gang og blev set som et mere prominent band.” Det er The Good Life, som Tim Kasher for tiden lægger al sin energi i. Bandet udsendte sidst i 2004 den glimrende plade Album of the Year, og de er på nuværende tidspunkt på vej rundt i Europa. Og det var, da de nåede til Malmø, at Undertoners udsendte kiggede fordi til en snak.Det var dog med visse forbehold, for hvis man kaster et blik på al den negativitet og kynisme, som Tim Kasher udtrykker i sine sange, kunne man nemt forestille sig en bitter og indelukket musiker, der helst ville være i fred. Dette var dog langt fra tilfældet. Kasher lod sig gladelig åbne som en bog og virkede overordentlig entusiastisk omkring at tale om sin musik og den succes, han har haft med den. Måske netop derfor synes The Good Life som et symptomatisk endemål for Tim Kasher. Man skal dog ifølge ham selv ikke tage bandnavnets egentlige betydning for gode varer.“Først og fremmest valgte vi navnet The Good Life, fordi det er Nebraska-statens motto. Det er dér, jeg er født og gør min gang. På mange måder er det også et varemærke for, hvordan hele Amerika er. Hele begrebet i sig selv er så klichéfyldt, og jeg tror på, at hver gang jeg ser det brugt, bestyrker det blot bandnavnet og idéen bag, som er hele konceptet omkring den amerikanske drøm. Det 20. århundrede har for mange amerikanske forfattere handlet om tabet af denne drøm, tabet af uskyldigheden. Derfor passer det rigtig godt… for vores musik er ret trist.” Vejen mod den liniære historieI løbet af tre plader har Kasher udviklet og forstærket et musikalsk udtryk, som han selv kalder sin “naturlige måde at skrive sange på.” Udgangspunktet skal man finde et sted i poppens verden med sikre aner fra folk – men der er langt til glimmeret og de brede smil. Vi skal nok snarere godt ind i de mørklagte skammekroge, hvor Kashers musik for alvor breder sig ud.Det er historiefortællingen, struktureringen af en homogenitet og udviklingen af et forløb, der driver Kasher. På The Good Lifes andet album, Black Out, begyndte han at se fuldlængde-formatet som en egentlig helhed. Sangene var som episoder og kapitler; første nummer var begyndelsen, og sidste nummer var slutningen – som i en historie. Denne idé blev videreudviklet på Album of the Year.“For mig er det endnu et skridt på vejen mod at lave en virkelig struktureret musikalsk historie. Det er den mest lineære ting, jeg nogensinde har skrevet. Den første sang er som en prolog til historien, og fremefter udspiller selve historien sig om et par, der mødes, finder sammen, og så følger mistro og bedrageri… og til sidst det endelige opbrud.” En luksus at være vagNår Tim Kasher skriver sange, fortæller han ofte ud fra sit eget liv. Han er ikke meget for at gå videre i detaljer med det, men fastholder, at han bestemt lægger meget af sig selv i, hvad der skal fremstå som historier.“I mine fortællinger har jeg den fordel og luksus i at være vag. Så du kan sagtens skrive om dig selv og andre omkring dig og stadig holde det subtilt. Det er nok også, hvad jeg frygter ved stilen… folk kan komme hen til mig og spørge: ’Handlede den sang om mig?’ Nej, den handlede ikke om dig. Den handlede godt nok om en kvinde med kort brunt hår, grønne øjne… ja, det lyder som dig, ikke?” “Det handler om katarsis”Tonen er trist i langt de fleste af The Good Lifes sange, og de resterende har mindst en understrømning af samme nedtrykthed. Men hvorfor er det, at vi drages mod disse mørkelagte historiefortællinger? Kasher er ikke ét sekund i tvivl.“Det handler om katarsis! Det er ikke uden grund, at vi altid har elsket de græske tragedier.”På den anden side af tragedien og de nedadvendte mundvige finder vi kontrasten: komedien. Det lystige og det glade. Det der bringer smil på vores læber. Men hvorfor begiver Tim Kasher sig ikke ud ad den tangent?“Elliott Smith blev spurgt om det samme engang, og han svarede: Det er nemt at skrive triste sange og virkelig svært at skrive glade sange. Jeg er helt enig. Det er svært at skrive glade sange. Det ville bare blive ’smil alle sammen – alting er for fedt!’. Sådan en gang lal. Men det er ikke fordi, at jeg vælger ikke at skrive glade sange. Der går bare måneder mellem glade melodier, som jeg rent faktisk kan holde ud at høre på, og som jeg vil have, at andre skal høre.” Heldigvis vil han gerne have, at vi skal høre hans triste materiale. Det er måske også dér, vi finder den største tryghed. For det er vitterlig rart at vide, at der et sted derude findes en mand, som hedder Tim Kasher og lukker klagesange ud i verden. Når alt kommer vi alt, vil vi gerne høre dem og finde vores egen forløsning deri. Læs også Undertoners anmeldelser af:The Good Life: Album of the YearThe Good Life: Lovers Need Lawyers EPThe Good Life: Black outCursive: The Ugly Organ

Nu vover Soundvenue sig ud, hvor mange andre i tidernes løb er gået nedenom og hjem. Fra den 10. marts kan du finde bladet på hylderne hos din bladforhandler – men det er ikke længere gratis. Nu bliver du nødt til at slippe 40 kroner, hvis du vil have deres læsestof med dig hjem. Det er et værdigt forsøg, men også et farligt forsøg. Tiderne har vist, at det ikke lader sig gøre at holde et seriøst musikblad oven vande, hvis man vil have folk til at punge ud for det. Hvem husker ikke Wild? Eller Zoo? Og i en tid hvor internettet har bragt et kæmpe udbud af gratis online-musikmagasiner oven i de i forvejen etablerede trykte, får Soundvenue virkelig noget at kæmpe med. Hvis de vil holde en seriøst fokuseret tone og ikke lefle for den gennemsnitlige musikforbruger i Danmark, er der enorme udfordringer i vente. Men de får en tommelfinger op herfra for forsøget…

Vibration har sammenstykket et mangfoldigt program med en blanding af navne fra det danske vækstlag, som festivalen finder interessante, og en mindre håndfuld udenlandske artister som krydderi på lokkemaden. Festivalen løber af stablen i perioden 16.-19. februar med primær omgang i det københavnske, dog med et par enkelte afstikkere til Odense. Arrangementet sparkes dog igang allerede den 15. februar på Rust, hvor fem mindre navne giver deres bud på lyden af dansk musik anno 2005. Entré er gratis, der bliver uddelt Vibration-cd’er med numre fra 18 af de optrædende bands, og mon ikke også der falder et par gratis dråber fra den gyldne hane? Untitled Document   Tirsdag 15. februar Onsdag 16. februar Torsdag 17. februar Fredag 18. februar Lørdag 19. februar Stengade30 Barra Head Lack Candy Crash Rock City Morgue Lille Vega Jozé Gonzáles Antophones Efterklang Stafrænn Hakon Rust GimmiJapan Hellraiser Ten Marvins Revolt My Friend George Oh No Ono Max Tundra Sternklang Ugress The Blue Van The Royal Highness Loppen The Frames Figurines Gravy Hell on Wheels Delicia Mini Little Jimmy Reeves Studenternes Hus, Odense José Gonzalez Erwin Thomas & His Tiny Band The Alpine Joycehotel Yellowish For yderligere information: www.vibration05.dk

Det lille, men yderst produktive, Københavnske pladeselskab BSBTA er på banen igen med en række nye udgivelser i foråret, men vil derefter holde en (chok) sommerferie. Mellem nu og april vil der dog komme en del fra Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, som er pladeselskabets fulde mærkelige navn. The Silver Quickies er allerede nu ude med pladen Phlegmboyant (Hvad sker der med de ord?), og snart vil man også høre nyt fra Kristian Thomsen og Frail Stars. Den produktive nordsjællænder David Neuer kommer med Maple Tree, mens et af BSBTA-grundlæggeren Christian Kanns egne projekter, The Inhibitionists, udsender Living It Up in the Dark Ages. Den sidste af de allerede nu planlagte forårsudgivelser er Branta îx´s tredobbelte cd-r Arse-shaped Boxx. Vi glæder os og ønsker derefter god sommerferie til BSBTA, der, efter udgivelsespausen, vil vende tilbage til august. For mere info: www.bsbta.dk

[Astrid Kirstine Dynesen]Thomas Dybdahl har udgivet sidste tredjedel af sin efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Undertoner greb derfor fat i Norges nye darling under hans lynvisit i København til en snak om inspirationen, trilogien og fremtiden. (19.01.05) Melankoliens mester! Troubadour! Vokalsk storhed! Norges svar på Jeff Buckley! Gudsbenådet sangskriver! Ja, kært barn har mange navne, og med disse følger også en massiv strøm af superlativer. Herren, jeg omtaler, er som nok allerede gættet, Thomas Dybdahl. Han har netop udgivet sidste kraftanstrengelse i sin såkaldte efterårstrilogi med albummet One Day You’ll Dance for Me, New York City. Hele trilogien har høstet guld i Norge og i samme armbevægelse fjernet usynlighedskappen fra den før så anonyme sanger og sangskriver. Inspiration fra metropolenThomas Dybdahl har siden sin debutudgivelse taget turen til New York med sine skitser for at finde inspiration til færdiggørelsen af sine album. Men hvorfor lige New York? I følge Thomas Dybdahl er det blevet en fast del af hans sangskrivningsproces.“œDet er det værd. Det er måden at leve på. Jeg tror, at hvis man finder noget, der fungerer for én et sted, vil man tilbage hele tiden. Det var det, der skete i New York. Da jeg tog derover første gang, blev jeg fuldstændig overvældet – det havde den her rigtig gode indflydelse på min sangskrivning, så det er egentlig grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det virker. Men hvorfor det er så inspirerende… Det er bare den følelse, man får, når man er der: at være én ud af mange mennesker, der prøver at opnå det samme.” Og så kunne man fristes til at tro, at Thomas Dybdahl havde mødt en masse inspirerende, metropolitanske mennesker og havde oplevet det, der svarer til et menneskeliv. Men nej, for Thomas Dybdahl foretrækker at være alene, når han arbejder.“œJeg møder faktisk ikke så mange mennesker i New York, for jeg gør det her på grund af ensomheden. Jeg rejser alene, og jeg bor alene, når jeg er der. Det giver mig muligheden for at arbejde hele tiden – eller lade være. Hvis jeg får en idé klokken 4 om morgenen, kan jeg begynde at spille, optage og skrive. Det er ikke rigtig noget, du kan gøre derhjemme, hvis du bor sammen med kæresten eller har overboer. Du ville blive nødt til at beherske dig og holde igen. Nu kan jeg gøre det, når jeg har lyst.” Thomas Dybdahl forbereder ikke meget, inden han tager turen til New York. Han overvejer temaer og stemninger, men lader kompositionerne vente, til han har fundet sig til rette. “œJeg skriver ikke så meget. Det er bare vigtigt for mig at få rammerne til at fungere. Hvad vil jeg? Er der nogle specifikke scener, jeg vil skrive mere om end andre? Det første, jeg tænker på, er oftest at finde et billede eller lignende, der inspirerer mig. Denne gang var det et fotografi af Annie Leibowitz “¦ jeg kan ikke huske navnet på billedet, men det er meget smukt og ret ‘new yorkish’. Det inspirerer mig til at gå i en bestemt rentning, hvad angår farvesammensætningen. Jeg tænker altid i en eller anden form for farve. For eksempel skal alt være en lille smule brunt.” One Day You’ll Dance for Me, New York City er både titlen på Dybdahls nye album og pladens første skæring. Men titlen er også en af de mere tvetydige og drilske af slagsen og kan ifølge Dybdahl nemt opfattes som værende prætentiøs. “œTitlen skal egentlig ikke forstås så bogstaveligt. Det er i højere grad et billede på mange mennesker, der arbejder med kreative ting. Men albumtitlen handler også meget om ambitioner – forstået på den måde at man ikke bør miste sig selv i kampen for at opnå drømmen, og at man bør lade være med at ofre alt for at nå dertil, hvor man gerne vil være. Der er mange forskellige veje, man kan gå. Hvis det ikke er sket endnu, så tag dig ikke af det. Det behøver ikke ske så hurtigt. Det behøver ikke engang ske overhovedet. For det at være på vej til et eller andet er ofte meget mere inspirerende end at være kommet frem. Trilogien ifølge DybdahlDet er oftest anmelderens tjans at opdage og kommentere forskelle på udgivelser fra en bestemt kunstner. I stedet satte jeg Dybdahl på opgaven og bad ham fortælle om sine tre udgivelser …That Great October Sound, Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City.“œ…That Great October Sound var en slags idé. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg kan gøre igen. Pladen havde det dér, som kun et debutalbum har. Det første, man laver, har nogle specielle vibrationer, en stemning. Det er nogle solide sange, som jeg ikke nødvendigvis synes er vildt gode, men de fungerer vel, og musikken er i høj grad americana- og country-inspireret.Stray Dogs var mere country henimod rock og havde nogle mere pompøse stadier. Men jeg synes, at produktionen og lyden er ret kold.På One Day You’ll Dance for Me, New York City tog jeg alt væk, som ikke var nødvendigt. En måned før sangene var færdige, var de meget anderledes, fra hvad de er nu, fordi de havde alle de her specielle elementer, som jeg bare besluttede mig for at skære fra. Jeg havde ikke rigtig brug for dem. Så de er egentlig bare meget fundamentale, men det er også de bedste sange, jeg har skrevet indtil videre.” En afdæmpet sentimentalitetDen nye, dæmpede stemning har også fungeret som lidt af en fokus-magnet i flere omtaler af seneste udspil. Og der findes skam en lille, men meningsfuld bagtanke med de diskrete kompositioner.“œJeg ved ikke, om der er en speciel grund, men det var en bevidst beslutning. Temaerne er meget store, og jeg har ikke lyst til at overdrive. Jeg vil ikke tippe over på den sentimentale side – jeg vil stå oprejst.” Men hvor går grænsen mellem melankoli og sentimentalitet? Thomas Dybdahl mener, at grænsen er hårfin, men individuel. “œEfter min mening undgår jeg sentimentaliteten, men andre vil sikkert sige det modsatte – alle har deres egne grænser. I mit tilfælde kan det bedst forklares med et eksempel; det er lidt dramatisk… men det er ligesom at fortælle en historie om én, der har kræft, og alt tyder på, at vedkommende skal dø. Hvis jeg begyndte at sætte mig selv ind i denne sang, synge om mig og få historien til at handle om mig, ville jeg måske begynde at få ondt af mig selv. Der tror jeg, at det ville tippe over i sentimentalitet. Men hvis du undgår dette og sørger for at holde dig selv ude af sangene og bare fortæller en historie, så skal det nok gå. Jeg prøver selv, så godt som muligt, at blive på den anden side af sentimentaliteten, selv om jeg selvfølgelig ikke kan skjule mine tanker. Jeg er trods alt den eneste, der kan skrive dem ned.” Gemte detaljerHvis man lytter godt efter på One Day You’ll Dance for Me, New York City, vil man måske bemærke et par detaljer, som hos de fleste normalt aldrig var sluppet gennem et støjfilter. En mønt tabes i Solitude, og en lighter tændes helt diskret i Babe. Dybdahl har valgt at bruge eller sågar undladt at fjerne disse sært spontane lyde, og effekterne er så enkle og nedtonede, at det kræver lukkede vinduer og lydtætte vægge at bemærke dem. Men Dybdahl mener selv, at de spiller en væsentlig rolle i musikken.“œNogle af de her lyde er ikke deciderede uheld. Altså, de skete, men jeg fjernede flere lyde, end jeg lod blive. Faktisk brugte jeg dem som en form for rytme eller slag. Solitude indspillede jeg i den lejlighed, som jeg lejede i New York, og jeg havde ingen instrumenter, kun guitaren. Så jeg indspillede hele nummeret, kun med de ting jeg havde i lejligheden, og da jeg så arbejdede med sangen i studiet, fjernede jeg alle de lyde, der ikke passede ind. Men jeg kan lide det. I stedet for at bruge andre instrumenter, bruger jeg disse. De leder op til noget, men på en meget mere diskret måde.” Ud over disse elementer har Dybdahl i begyndelsen af nummeret If We Want It It’s Right brugt følgende talte citat af den norske filosof Arne Næss: “œHvorledes kan min, hva vi kaller for livskvalitet, beholdes eller bli høyere? Og livskvalitet går overhovedet ikke på, hvad man har, men hvordan man føler man er og hvorledes det er; hva er det som gleder oss?” Valget faldt på Arne Næss på grund af ordenes værdi og gennemslagskraft.“œJeg fik ideen, fordi jeg er i gang med at skrive musik til en film, hvori der er et interview med Arne Næss. Jeg synes, at han er meget nem at beundre. Han er en gammel mand, der nu endelig erkender, at han måske undervurderede værdien af sine følelser og tanker for i stedet at have travlt med alt muligt andet. Citatet, jeg har brugt, kan alle sikkert forholde sig til på en eller anden måde. Det er den åbenlyse sandhed, som man nogle gange tænker på, men som der aldrig rigtig er nogen, der siger. Nogle mennesker har den tyngde, der skal til for at sige sådan noget. De får dig til at tro på det… som om det er første gang, du har hørt det i lang tid.” FremtidenTre udgivelser på tre år, et væld af priser, rosende anmeldelser og heftig koncertaktivitet. Thomas Dybdahl bryder traditionen og lader New York vente på sig.“œI første omgang skal vi ud og turnere. Vi har kun udgivet det første album i resten af Europa, så vi mangler stadig Stray Dogs og One Day You’ll Dance for Me, New York City. Vi kan have travlt, hvis vi vil. Det er ret luksuriøst, for vi har de her tre album, de er allerede færdige, og vi ved, at de fungerer. Så vi skal bare ud og trykke den af. Men New York… nej. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet… måske musik til film. Lige nu vil jeg gerne arbejde med noget, der ikke har noget med ord at gøre. Bare for en stund. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive om, eller hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det. Men instrumentalmusik – det vil jeg virkelig gerne arbejde med. Jeg tror, at jeg har brug for det.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York CityThomas Dybdahl, Spot10 i Århus, 04.06.04

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

Det er disse små, nær-kvadratiske plastikhylstre, der skal holde vores musik i sikker behold, når vi ikke lytter til den. Men cd-coveret er et frygteligt produkt. Klik dig ind, og læs de mange ulyksageligheder, som du med stort sikkerhed selv har døjet med. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro. (16.12.04) Vi elsker musik. Men for at nå ind til musikken, må vi først kæmpe med den beskyttende emballage, der holder materialet indpakket – i visse kredse kaldt cd-covers. Der er mange grunde til at se sig gal i skralden på disse tingester. Måske er nedenstående brokkeriudfald det endelige udslag, der får mig til at skifte over til vinyl. Alle I vinylentusiaster kan i hvert fald glæde jer over alt det besvær, som I slipper for. Lad os springe ud i det… En knækket cirkel af pindeDenne hændelse skal nævnes først, eftersom det er den mest irriterende, og det til trods for at det blot drejer sig om så bittesmå ting. Jeg refererer til den lille cirkel af pinde i coveret, der holder cd’en på plads. Det er dybt frustrerende at åbne en splinterny cd, hvorefter 10 afrevne stumper lander i din håndflade. Hvorfor sker dette hele tiden? Det værste ved denne defekt er, at den forhindrer coveret i at passe førsteprioriteten i sit arbejde, nemlig at holde plastikskiven på plads, så den ikke konstant falder ud. Gad vide hvor vanskeligt det egentlig er at designe en lille, solid plastikforhøjning der stemmer overens i mål med cd’ens midterhul? Når cirklen af pinde ikke vil give slipDu står med din nyindkøbte cd og er klar til at lytte til den. Men du må ikke… den lille cirkel af stumper nægter nemlig hårdhændet at slippe cd’en. Du aser og maser og bemærker samtidig, hvorledes cd’en bliver stadigt skarpere bueformet. Du ved, du er nødt til at give slip for at forhindre lyden af knækket plastik. Gad vide hvor mange der i deres stædighed er blevet inde i kampen for kun i sidste ende at stå med to halve stykker? De små coverarmePå indersiden af det forreste stykke transparente plastik er placeret fire arme, der skal holde det til cd’en trykte cover på plads. Mangen en gang finder jeg mig selv i en kamp på liv og død med et mangesidet cover, der er så tykt, at det flænses i kanten på sin vej tilbage i cd-coveret. Og af og til sværger jeg på, at de fire arme har deres eget liv. De synes i hvert fald ofte at bladre sig ind mellem coverets sider, så det bliver krøllet og forrevet i ryggen, og det kræver dernæst et små-kirurgisk indgreb for at få det ud igen. Samme sted i cd-coveret har man placeret to “bomme”, som ligeledes skal holde det trykte cover på plads. Trods deres højde på blot en enkelt millimeter volder de store problemer, når coveret skal ud. Et lyskryds med kronisk rødt for alle retninger giver næppe mening. Klistermærker og deres efterladenskaberHvis du hører til typen, der fra tid til anden køber cd’er, der indeholder et hit eller to, så ved du, at pladeselskabet i de fleste tilfælde finder på at pryde dit cd-cover med et reklamerende klistermærke. Og du ved sikkert også, at de er kropumulige at pille af igen, uden at de efterlader sig et stykke lim, der for øvrigt stadig er velfungerende. Så det er kun et spørgsmål om tid, før dit cd-cover bliver prydet med hår og nullermænd. TyverialarmerFor den magnetiske tyverialarm gælder samme effekt som ved klistermærket. Skulle det lykkes dig at fjerne den, kan du i det mindste trøste dig ved tanken om, at den i det mindste sad omme i samme rum som bagcoveret. Eller vent… for overhovedet at kunne komme af med tingesten, må du flå coveret fra hinanden som en modvillig østers – en disciplin som jeg personligt er blevet ret skrap til med tiden. Når et cover har dobbelt ansvarCd-formatet har været på markedet siden 1982, og det er stadig ikke lykkedes nogen at blive enige om et fælles system til cd-covers med plads til to skiver. I de fleste covers er hver cd placeres på hver side sin af den dobbelte holder, som har en slags flip-og-åbn-mekanisme. Men fra hvilken side skal man skal åbne? Fra højre mod venstre som når man bladrer en side i en bog – eller omvendt? Uanset hvad, vid dig sikker på, at får du hevet for hårdt i den forkerte side, kan du godt vinke farvel til det cd-cover. Ukurante coverstørrelserDe fleste musikelskere har deres helt eget reol- eller hyldesystem til musikken. Og som det så ofte er med sådanne systemer, er det tætpakkede entiteter, der kræver en større omrokade for hver ny tilføjelse i samlingen. Det er derfor ikke at gøre det nemmere for os, når f.eks. Barra Heads Songs and Departures og Pearl Jams Vitalogy er pakket i “ukurante” coverstørrelser, der rager over de øvrige cd’er i højden. Hvor i alverden skal de stå, hvis der ikke er plads sammen med det andre? Argh, panik!

Hvordan er en plade god? Og kan man stole på bedømmelsen, hvis én person påstår det? Ikke altid. Undertoner har derfor taget konsekvensen af ovenstående spørgsmål og fra fem vinkler kastet lys på Monster Movies plade To the Moon. Fem skribenter har anmeldt pladen, og de er ikke enige om musikken. (08.12.04)En nedfældet vurdering af et stykke musik. Således kan en pladeanmeldelse karakteriseres. Subjektivitet spiller naturligvis også ind – for hvor er vi henne, hvis der ikke er tale om en personlig oplevelse? Det er denne, der skal videreformidles – og helst på en interessant, appetitlig og saglig måde. Tilgangene til en pladeanmeldelse er lige så forskelligartede som meningerne om de gældende plader. Vi har derfor hos Undertoner kastet os ud i et lille metodeeksperiment. Fem skribenter har fået til opgave at vurdere samme plade. Som man kunne forvente, er anmeldelserne og vurderingerne forskellige fra hinanden. Læs anmeldelserne nedenfor… Monster Movie: To the MoonAf Mikkel ArreMonster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus BækgaardDen forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Peter HansenDen anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Jan Overgaard MogensenEr titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur. Læs anmeldelse… Monster Movie: To the MoonAf Rasmus Bang PetersenMonster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination. Læs anmeldelse…