Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

I forbindelse med udgivelsen af Dear Catastrohpe Waitress fik Undertoner en snak med Sarah og Stevie fra Belle and Sebastian. Sikken måde at tilbringe en time hevet ud af en næsten tilfældig kalenderdag. Jeg sidder i en bar, der er bygget, så den nærmest ligner et bibliotek (det var måske et bibliotek, førend den blev en bar?), og nyder en velskænket fadøl, imens jeg taler med Sarah og Stevie fra Belle & Sebastian. Samtalen falder på baggrund af, at bandet udgiver en ny plade. Med et fast greb om kuglepen og de afrevne papirstykker sidder jeg klar til at interviewe et af Skotlands mest indflydelsesrige bands nogensinde… sådan forlyder det da i hvert fald. Undertoner: I er kendte for at udgive promotionbilleder, der afbilder personer, som end ikke er med i bandet, og I giver meget modvilligt interviews – dog sidder I her midt i København klar til netop at give et interview. Hvordan kan det være? Sarah & Stevie: Tja, først af alt er vi en smule sære. Det er Stuart (Murdoch, Belle & Sebastians forsanger og primære sangskriver), der er den mere tilbagetrukne type. Han kan ikke selv lide at give interviews, men vi har givet dem lige fra starten. Vi er blevet interviewet på baggrund af hver eneste plade, som vi har lavet, så der er intet nyt i det. Vi har slået os sammen to og to, og bandet er rundt omkring i hele Europa for at promovere den nye plade. Det kan nogle gange være enerverende at give interviews, eksempelvis med NME. Man ved, at en masse mennesker vil læse det, man siger, og ofte forsøger intervieweren at presse en bestemt historie ned over hovedet på én. Stuart David, bassisten, blev for eksempel engang kaldt arrogant, fordi han forlod et interview i utide for at hente suppe til sin syge kone. Når folk er så ivrige efter at sætte disse etiketter på én, er der egentlig ikke så meget, man kan gøre ved det. Det kan nogle gange være frustrerende. Normaltvis er det dog fint nok, men en smule mærkeligt at skulle snakke om én selv, specielt når man skal gøre det i 8 timer i træk som i dag. Men undertiden nyder jeg det. Undertoner: I passer ganske godt ind i billedet af det perfekte indieband. I er generte, udgiver på independent labels osv. Hvor bevidste er I omkring alt det? Sarah & Stevie: Næsten slet ikke. Stuart var måske. Han havde muligvis en ide om, hvad der foregik, men jeg tror, at det mere eller mindre bare skete. Til at begynde med var det ren sjov: Tigermilk blev trykt i et begrænset oplag, og vi var ikke at finde på bandbillederne – alt det var ikke en genialt udtænkt plan, som skulle give os herredømme over indieverdenen. Det handlede primært om ikke at sælge os selv for billigt, men der var aldrig nogen lumsk plan. Jeg kunne godt tænke mig at mane hele indiemyten til jorden. Jeg tror, at det er éns omgivelser, der anser én for at være indie. Vi betragter i hvert fald ikke os selv som værende særligt indie. Undertoner: Hvad med den nye plade? Sarah & Stevie: Jeg vil faktisk ikke sige, at den er så meget anderledes. Den er bedre pakket ind, hurtigere og bedre i tone og timing. Den lyder gladere og er bedre indspillet og mixet. Den er mere livlig, anderledes og udtryksfuld. Det var noget, jeg lige fandt på, haha. Nej, pladen er helt seriøst ikke så forskellig fra hvordan, vi normalt lyder. Men bandet er krystalliseret i løbet af de seneste par år, hvis ikke i sangskrivningen så i hvert fald i at opfange den, finde ud af og forsøge at forstå, hvordan vi lyder og så tage den videre derfra. Hvis man forventer en musikalsk revolution, er Dear Catastrophe Waitress helt bestemt det forkerte album. Der er sket meget, siden vi startede, men det sker i et langsomt tempo. Med de to første plader var det mere eller mindre Stuarts gruppe. Det var en nem tid – i hvert fald for os: Vi skulle bare være der og spille vores part. Derfra gik det frem og tilbage. Der er medgang og modgang i livet, og sådan er det også med Belle & Sebastian. Nu har alle en stor følelsesmæssig og nærmest åndelig interesse i bandet, hvilket er væsentlig forskelligt fra de to første plader. Bandet har undergået en større forandring. Det er egentlig modsat normen. Vi var ikke skolekammerater, som hang ud sammen og endte med at danne et band. Til at begynde med håndplukkede Stuart medlemmerne, så de passede ind i hans idéer – så bandet måtte efterfølgende vokse sig til at et band. Det er formentlig, hvad vi har brugt tid på på de seneste par plader. Man kan sige, at Dear Catastrophe Waitress er endnu et skridt på vejen. Undertoner: Hvad er jeres forventninger til den nye plade? Sarah & Stevie: Vi ønsker selvfølgelig, at den klarer sig godt. Når man udgiver på et nyt selskab (Rough Trade), skaber det et større pres. Vi føler nok, vi skal stå lidt mere til regnskab denne gang. Jeg håber, at den sælger bedre end sine forgængere. Men helt ærligt… sålænge den sælger tilstrækkeligt til, at vi kan fortsætte med at lave det, vi gør, så er jeg tilfreds. Undertoner: Spørger I nogensinde jer selv, “œhvor mange plader kan vi sælge”, under arbejdet med en plade? Sarah & Stevie: Nej. Og selv hvis vi ønskede at tækkes et større publikum, tror jeg ikke, at vi ville kunne være så manipulerende. Ikke nødvendigvis fordi vores musik er så ærlig, men mere i retning af at vi simpelthen ikke er så gode. Vi ville fejle grufuldt, hvis vi forsøgte. Og ligeså snart pladen er udgivet, er den heldigvis ude af vores hænder. Undertoner: Hvad var idéen med billedet af Múm-pigerne (på frontcoveret af Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant)? Sarah & Stevie: Vi var på Island, og Stuart fik øje på disse to tvillinger, eller måske kendte han dem i forvejen – og det var simpelthen bare perfekt. Så han var nødt til at tage tilbage dertil for at tage billedet. Jeg kan huske, at deres mor havde denne geniale kommentar, og hun spurgte ham, om vi da ikke havde tvillinger i Skotland. Han blev fuldstændig forvirret og var nødt til at mumle et eller andet svar tilbage. Denne gang har vi gjort brug af en sangtitel, Dear Catastrophe Waitress, som titel til albummet, fordi vi synes, at den er konkret, men også levende og billedskabende. Det er noget, alle kan forholde sig til. Undertoner: Jeres fans synes at have et stærkt følelsesmæssigt forhold til jeres musik. Hvordan har I det med en sådan “œforgudelse”? Sarah & Stevie: Det er stadig magisk at spille i et rock’n’roll band. Det er flatterende, når folk kan lide éns musik. Vi har spillet på steder rundt om i verden, hvor fansne faktisk udgjorde oplevelsen for os. Vi spillede f.eks. i Spanien i et telt for 8000 mennesker. Der var denne transparente lyd af forventning, før vi gik på scenen. Alle ventede bare på os. Det var virkelig utroligt. I Japan var lobbyen fyldt med unge ligesom i tredserne. Det var, som om vi var Beatles… vi kaldte også os selv for ‘the magnificent seven’, haha. I Brasilien af alle steder sang alle blandt publikum med på vores sange. Det overrasker virkelig én. Man skulle tro, at de havde bedre ting at tage sig til, såsom at stikke af fra politiet, end at lære vores tekster udenad. I Skotland spiller alle mere eller mindre i et band. Alting er så jordnært der, at man glemmer, at der er en verden udenom, hvilket er en god ting. Man skal også holde in mente, at en fanatisk tilhængerskare også har det med at være den mest kritiske. Det er ligesom bagsiden af medaljen. Når musikken er skrevet, er den skrevet. Så går vi igang med at øve, spille koncerter og så tilbage for at fokusere på det næste album. Nogle diehard-fans mener sikkert, at vi solgte ud, da vi genoptrykte Tigermilk. Det kan jeg ikke bruge til noget. Fansne er vigtige, men der har de altså ikke noget at skulle have sagt. Undertoner: Hvor ville I befinde jer, hvis Belle & Sebastian aldrig havde eksisteret? Stevie: Jeg ville være i et band med et skodarbejde ved siden af for at kunne klare mig. Sådan var det faktisk for mig før Belle & Sebastian, og selvom jeg er glad for, at jeg ikke behøver det længere, er jeg sikker på, at jeg sagtens kunne gøre det igen. Sarah: Abekattestreger. Jeg ville være en lingvist, som arbejdede med aber. Jeg så dette program om aber, som var rigtig interessant. Men undervisning er ret dyr i Skotland, og aber kan heller ikke være særligt billige. Det er derfor jeg stiller op til promotion, så jeg kan tjene så mange penge, at jeg kan købe mig min egen abe. Efter et utal af afbrydelser fra arrangøren af interviewet, er der meget der tyder på, at mine 30 minutter (læs: 1 time) er gået. Samtalen har hele vejen igennem mere båret præg af en hyggesnak end et egentligt interview. Havde de to repræsentanter fra bandet virket en smule sky og tilbageholdende til at begynde med, var de i hvert fald svære at sætte en stopper for, når de først kom i gang. Der er absolut intet arrogant eller indiesmart over dem, som undertegnede måske havde frygtet forud for interviewet. Udsigten til at skulle igennem en heftig omgang dechifrering af mine kragetæer og noter og omformningen af samme til noget præsentabelt er ikke alt for tillokkende, men Sarahs afslutningsvise kommentar om, at “knalde rundt med aber” sætter mig alligevel i stand til at smile, som jeg trasker videre ud i den store verden uden for det lille bibliotek. Læs også Undertoners anmeldelse af Dear Catastrophe Waitress

Interview

Genreambitioner

De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre. Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? The Appleseed Cast er et kritisk band at have hængende på den alternative musikscene, som har det med at skifte ligeså ofte som det danske vejr. De har givet os en god portion behagelige stunder med deres efterårsfarvede musik i løbet af deres 7-årige karriere – en karriere som har hevet et gradvist større rygte og givet bandet mere omtale for hvert album, som er lagt ned på båndspolerne. De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre.Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? Bandets seneste plade, den første uden for Deep Elms rækkevidde, Two Conversations, vil utvivlsomt give bandet en endnu større grad af omtale. The Appleseed Cast er med andre ord et band, som man et eller andet sted ved, hvor man har, selvom de har det med at springe i uforudsigelige retninger. To historierTwo Conversations er The Appleseed Casts sjette plade (selvom Low Level Owl er en dobbeltudgivelse og Lost Songs er en opsamling af ældre materiale), og Chris Crisci, bandets forsanger og guitarist, siger, at bandet rykkede i en ny frisk retning, da de lavede denne plade.“Vi fandt på sangenes tekstlige retning, før vi lavede noget andet. Vi kendte sangtitlerne, før vi overhovedet begyndte at skrive musikken.“Pladen har en lille række forskellige temaer, som hæfter den sammen: Der er to grundlæggende historier samt et højere liggende politisk statement. De to historier besigtiger kærligheden og parforholdets kerne.“De første fem sange på pladen er én historie. Den er opdigtet, men har bestemt elementer fra forskellige forhold. Det er en historie om et par, som langsomt falder fra hinanden. Sangene, som de skrider frem, viser hvordan, det hele kollapser. Der er også en masse politisk billedsprog i de første fem sange, som fungerer som en slags politisk analogi. Den anden historie, som de sidste fem sange fortæller, handler om parforholdet, der er et overstået kapitel, men det slås fast, at venskabet er værdifuldt og nogle gange vigtigere end romancen.“Two Conversations fortsætter med den atmosfæriske, sammenvævede lyd fyldt med feedback, som altid har været til stede hos The Appleseed Cast. Crisci ønsker ikke at lægge lyden af den nye plade i en lille genreboks, men vælger blot at beskrive den som “atmosfærisk rock“.Forud for den nye plade udgav bandet det stærkt ambitiøse dobbeltalbum, Low Level Owl, hvor de gav sig i kast med ambiente lydflader og masser af tromme- og båndloops af forskellig art. Denne dobbeltudgivelse var noget af en omvæltning i forhold til den forrige plade, Mare Vitalis, som på mange punkter var et lille mesterværk inden for emocore-genren. Men det var med Low Level Owl, at bandet virkelig blev anerkendt på indiescenen. Men når man nu bliver anerkendt for en atypisk plade, i forhold til hvad man ellers har bevæget sig indenfor, hvordan laver man så en efterfølger til den?“Vi havde faktisk ikke lyst til at lave en plade magen til. Det var aldrig planen at gøre det. Den nye udgivelse skal på ingen måde leve op til Low Level Owl, da de slet ikke kan sammenlgines. Men hvis man meget firkantet skal placere den nye plade, vil jeg sige, at den ligger et sted mellem Mare Vitalis og Low Level Owl. Der er mange mennesker, som kun kan lide den ene af de to, men med den nye rammer vi plet hos alle, tror jeg.“ Selvom det ikke har påvirket bandets musikalske retning, fortæller Crisci, at The Appleseed Casts skifte fra Deep Elm til TigerStyle Records har været meget positivt.“Vi var meget unge og en smule naive, da vi underskrev en kontrakt på 4 plader med Deep Elm. Det har vi virkelig fortrudt. Efter Low Level Owl var vi på udkig efter et nyt selskab. Vi sendte en hel masse emails ud, og TigerStyle var blandt dem, som svarede. Vi talte med dem, da vi var på tour i New York. De lød som om, at de godt kunne lide, hvad vi lavede, så vi underskrev en kontrakt på to plader. Vi respekterer virkelig deres label; de har nogle gode bands. Det er også fedt at have et selskab, som ikke kontrollerer, hvad man laver musikalsk. De lader os sige, hvad vi har lyst til at sige.“ “Ed er ret dyr”Produceren af Two Conversations er den garvede Ed Rose, som har produceret for blandt andre The Get Up Kids og Casket Lottery, og som også har produceret The Appleseed Casts to sidste udgivelser, Mare Vitalis og Low Level Owl.“Den første plade, som vi lavede (End of the Ring Wars), kunne ingen af os lide lyden af. Den lyder bare ad helvede til. Vi blev anbefalet at tage til Red House og indspille på bånd, så det gjorde vi, og det var der, vi første gang mødte Ed. Ed Rose er en stor del af vores lyd. Han ved lige præcis, hvad der skal gøres for at fremkalde den bestemte lyd, som vi vil have, og han giver os de friheder i studiet, som vi vil have.“Selvom Ed Rose har været fast mand bag mixerpulten for bandet i længere tid, betyder det ikke nødvendigvis, at bandet ønsker at arbejde med ham fremover – og det skyldes blandt andet hans høje timepriser.“Ed er rigtig god, men han er ret dyr. Vi indspillede Mare Vitalis på fem dage. Med Low Level Owl brugte vi syv dage på hver plade. Med Two Conversations har vi haft langt mere tid. Men hvis man regner lidt på det, er det lige før, at man kan bruge en måned i studiet, hvis det var med en anden end Ed. Det er ikke for at sige, at han ikke er det værd; han er rigtig god. Men jeg ved bare ikke, om vi holder fast i ham. Vi kunne også rigtig godt tænke os at arbejde med John Congleton – han lavede den sidste 90 Day Men-plade. Han er rigtig god.“ The Appleseed Cast hører til blandt de bands, som turnerer konstant, og de har da også lagt et forholdsvis ambitiøst skema foran sig her efter udgivelsen af Two Conversations. Bandet dækker hele det amerikanske kontinent med koncerter, hvorefter Canada følger næste år og efterfølgende Europa og Japan. Lad os håbe, at vi kan sætte et kryds i vores kalender for en koncert på dansk jord. Et åbenlyst spørgsmål, som vejrer i vinden, må være, hvad bandet mon finder på næste gang. Crisci har allerede gjort sig en masse tanker derom.“Det næste, vi laver, bliver nok noget i retning af en noise-plade. Vi havde bare lyst til at lave en rockplade denne gang. Jeg ser Two Conversations som pladen, der renser rocken ud af vores system. Vi havde ikke lavet sådan én i et stykke tid, og vi ville ligesom rense paletten, før vi gik videre. Vi havde faktisk snakket om at lave noget Led Zeppelin-agtigt, en klassisk rockplade. Vi snakkede frem og tilbage og forsøgte os, men det virkede bare ikke. Så Two Conversations endte med at blive en regulær rockplade. Jeg ved bare, at den næste plade bliver noget i retning af en noise/instrumental-plade.“ Links:The Appleseed CastTigerStyle Records Læs også Undertoners anmeldelse af The Appleseed Cast: Two Conversations her

Endnu et år og endnu en plade til samlingen. Popsnedkeren Robert Pollard fortæller åbent om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Robert Pollard vil have sin rock i en rå og ægte form. Hans band hedder Guided by Voices, og under dette navn har Pollard og co. styret elegant udenom alt, hvad der hedder trends, hypes og anden medieskabt hysteri ved at fokusere på sin egen sangskrivning alene. Og så rocken, selvfølgelig. Guided by Voices har marcheret frem mod en nærmest gudestatus på indiescenen. De spæde skridt blev taget tilbage i midtfirserne, hvor de første sange blev udødeliggjort og optaget ned på en discount firespors-båndoptager. Der skulle dog gå lidt under et årti, før bandet for alvor trådte i karakter, og en decideret fandyrkelse af deres musik begyndte. Ved udgivelsen af Bee Thousand i 1994 blev Guided by Voices placeret oppe på piedestalen som det band, der for alvor skubbede lofi-bevægelsen ind i den musikalske manege. En frygtelig masse er sket siden da, heriblandt op til flere udskiftninger i bandlineuppet, en kort flirt med den etablerede pladebranche samt udgivelsen af en masse, masse sange. I dag, et lille årti efter Bee Thousand, står bandet klar med endnu en funklende ny fuldlængde-udgivelse, Earthquake Glue, i forbindelse med hvilken Pollard åbent fortæller om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Fra de små ambitioner…Ambitionerne var ganske små, da Guided by Voices startede med at spille. For Pollard gjaldt det blot om at spille for egen fornøjelses skyld (en dyd han stadig holder ved den dag i dag) – og faktisk ønskede han ikke et publikum til at starte med.“Jeg ønskede ikke, at nogen skulle finde frem til os, fordi jeg var for genert. Jeg havde heller ingen musikalsk baggrund, så jeg mente ikke, at jeg havde havde nogen som helst form for talent, og at den musik, som jeg skrev, blot var en sekundær afledning fra alt, hvad jeg selv lyttede til. Så jeg veg tilbage for alle former for opmærksomhed ude fra. Da vi blev skubbet ind i rampelyset, var det noget af en frygtindgydende oplevelse. Det var noget, jeg meget hurtigt måtte vænne mig til. Nu ved jeg, at vi sælger et bestemt antal plader hver gang, og at et bestemt antal mennesker køber dem. Det er de mennesker, jeg laver plader til.“Efter at have udgivet fire plader hos Matador fik Guided by Voices pludselig muligheden for at rykke op i den dyre liga og drikke champagne og ryge cigarer med de store drenge. Bandet blev kontaktet og skrev kontrakt med TVT Records. Dette gav Pollard en stor mulighed for at bryde salgsbarriererne og komme ud til langt flere mennesker end hans dedikerede, men noget begrænsede publikum.“Hos TVT Records havde vi alle muligheder for at gøre det, vi ikke kunne tidligere. Vi hyrede en producer (Ric Ocasek) og forsøgte os med rigtig hifi-lyd. Men det gik bare ikke.“Bandets tid hos TVT resulterede i to velansete albums, Do the Collapse og Isolation Drills, som i sidste ende dog kun solgte en lille smule over resten af bagkataloget.“Jeg fandt hurtigt ud af, at vi er, hvad vi er, og der er ingen grund til at forsøge at leve over evne eller genopfinde os selv. Jeg har ingen forventninger til mig selv – udover at blive en bedre sangskriver. Jeg vil bare lave plader, der tilfredsstiller mig selv og de folk, som kan lide Guided by Voices.“ Jordskælv og limEarthquake Glue er, alt afhængigt af hvordan man vælger at tælle, den 15. Guided by Voices-plade, og den indeholder alt, hvad man nu kunne forvente af en Guided by Voices-plade: Med finurlig pladetitel med dertilhørende finurlige sangtitler (I’ll Replace You With Machines; A Trophy Mule in Particular), fængende sange og masser af pop og rock af den gamle skole.“Alle Guided by Voices-plader skal have de fire P’er: Pop, Punk, Psykedelia og Prog. Denne skal være en popplade. Den skal være glad. Jeg overvejde faktisk at kalde den Happy Pills”Med Earthquake Glue, som er den anden plade med Matador i dette nye samarbejde (før TVT udgav bandet 4 plader hos Matador), fornemmer man, at Pollard stiller sig godt tilfreds.“Denne plade er mere fokuseret og sammenhængende, fordi jeg synes at have godt styr over, hvad jeg laver. Det var en nemmere plade at lave, og eftersom vi selv lavede den sammen med Todd (Todd Tobias, Guided by voices-bassisten Tim Tobias’ bror), et samarbejde som før har været ganske succesfuldt, var vi mere fokuserede. Det er en mere traditionel plade med 2 og 3 minutter lange sange. Den er ikke ligeså ujævn som Universal Truths and Cycles – der er langt flere popsange på denne plade.“ I mellemtiden er produktiviteten ikke faldet hjemme hos Robert Pollard. Langt fra! Han har faktisk allerede skrevet sangene til den næste Guided by Voices-plade og regner med at inspille nogle demoer, når bandets turné engang er overstået. “Jeg kan godt lide at være foran. Det er godt at have en plade klar i tilfælde af, at jeg pludselig lider under en skriveblokade. Det har jeg dog aldrig haft. Jeg ved ikke engan, hvad det er. Hvordan lider man under det?“Pollard regner med snarligt at vende sig mod flere soloprojekter. Men indtil da vil Pollard bare tage Guided by Voices’ nye materiale med ud på landevejene og bygge videre på den indie-berømmelse, som han og resten af bandet har bygget på de sidste 20 år.

Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Undertoner gjorde brug af det virtuelle postvæsen og sendte Jimmy Tamborello en række spørgsmål via email. Hvornår mødte du Ben Gibbard, og hvordan fandt I ud af, at I ville arbejde sammen – specielt taget i betragtning af at I hver især kommer fra to vidt forskellige musikalske verdener? Death Cab For Cutie var på tour med min sambos band (The Jealous Sound), og de to blev venner. Ben havde planlagt at tage ned og besøge ham, og jeg var igang med at arbejde på Dntel-pladen (Life is Full of Possibilities). Jeg havde altid godt kunne lide hans stemme, så jeg sendte ham en sang ((This is) The Dream of Evan and Chan) og spurgte, om han ville være interesseret i at synge på den. Han skrev på sin del af sangen, og vi indspillede den, da han kom på besøg. Vi morede os sammen og var begge glade for resultatet af sangen, så vi besluttede at lave mere musik sammen. Selvom vi hver især er kendte for at lave musik i bestemte stilarter, er jeg glad for en masse traditionel rockmusik, og Ben kan lide en del elektronisk musik, så det var ikke så mærkeligt endda. Jeg har også tidligere spillet i en masse rockbands – et af de bands, jeg var med i, spillede endda sammen med Death Cab for Cutie, et år eller to før vi indspillede Dntel-sangen. Det er nærmest blevet gjort til døde af musikskribenter verden rundt i forvejen, men hvordan ville du selv beskrive Postal Services musik? Hvad synes du om idéen at blande indierock med electronica? Jeg kalder det som regel bare technopop. Det virker meget naturligt at blande indierock og elektronisk musik – begge dele stammer fra de unges soveværelser: Indierocken på en 4-spors båndoptager og electronicaen på computeren. Kan du fortælle lidt om jeres arbejdsmetode? Jeg forstår, at jeres projektnavn relaterer dertil? Ja, Ben bor i Seattle, Washington, og jeg bor i Los Angeles, Californien, så alle sangene blev skrevet gennem posten. Jeg lagde ud med en grov instrumental skitse af sangene og sendte en kopi til ham. Han smed det i sin computer, omarrangerede det samt fandt på nogle vokalmelodier og tekster, lagde guitar, keyboard eller trommer på og sendte det tilbage til mig. Vi var kun i samme lokale to gange i løbet af indspilningsprocessen: Først for at indspille de endelige vokalspor samt Jennys (Jenny Lewis fra Rilo Kiley) korvokaler og igen til sidst, hvor pladen skulle mixes. Hvordan fik I kontakt til Sub Pop? Jeg har længe været venner med Tony fra Sub Pop (Tony Kiewel arbejder som A&R-chef for selskabet), og han kunne rigtig godt lide den Dntel-sang, som vi lavede sammen. Da vi snakkede om at lave mere musik sammen, spurgte han, om vi havde lyst til at lave et helt album for Sub Pop. Vi underskrev en kontrakt med dem, før vi havde skrevet nogle af sangene. Hvordan har det været at spille live med Postal Service? Det har været rigtig sjovt at spille live, fordi vi kan forestille os, at vi er et rigtigt band! Vi sammensatte en masse videoer, som skulle afspilles samtidigt med sangene – nogle af dem var nogle fine computeranimationer og andre var skidte hjemmeoptagelser. Desuden har vi haft Jenny med os på tour. Så jeg tager mig af alle computer-sagerne, Ben synger, spiller keyboard og guitar og løber tilmed om og spiller trommer indimellem, og Jenny synger og spiller guitar og keyboard. Postal Service er tydeligvis et sideprojekt for jer begge. Jeg er klar over, at I hver især har travlt med at arbejde på jeres egne projekter, men er der nogen chance for, at vi kommer til at høre nogle nye sange eller måske endda en anden plade fra Postal Service? Ja, den nye Death Cab for Cutie-plade udkommer meget snart, så Ben har allerede travlt med at lave promotion for den samt at forberede sig til den kommende tour, og jeg er bare derhjemme, hvor jeg arbejder på en ny Dntel-plade. Men vi har skam planer om at lave endnu en Postal Service-plade. Vi starter formentlig engang næste år. Vi har ikke nogle officielle planer endnu.

Kori og Jason Hammel udgør duoen Mates of State og er i øvrigt også gift. Vi trængte ind i deres lykkeboble for at få en snak om duoens musik. Når man taler med Kori og Jason Hammel, føler man sig lidt som en tilskuer, der er trådt ind på forbudt grund og derved bliver vidne til en personlig udveksling af tanker og følelser to personer imellem. Jeg får lov at stille masser af spørgsmål, og de svarer også på dem – men ikke rigtig til mig. De tager spørgsmålene og bruger dem som emner i en privat samtale, hvor der er masser af plads til grin og drillerier, men mest af alt: Åbenhed.Kori og Jason er gift og udgør tilsammen bandet Mates of State. Deres musik er en frisk blanding af indiepop-hooks, en luftig intimitet og den type harmonier, som udlukkende kan stamme fra to mennesker, som netop harmonerer sammen. Og det gøres på ingen bredere instrumentering end trommer og orgel – dog fyldigere lydende, end man skulle tro muligt. Fra band til duo "Det er så nemt med to personer" Et af de første spørgsmål, som jeg stiller Kori og Jason, er, hvorfor de vil “nøjes” med at være to personer i Mates of State, når de nu har muligheden for at fylde mere på. Men Kori og Jason har allerede været der. Faktisk var det sådan, at Mates of State kom til verden. De spillede begge i samme band, og en dag var de øvrige medlemmer forhindret i at møde op til øvning. “Der stod et orgel og et trommesæt i øvelokalet. Den følgende uge skulle vi spille til et åben scene-arrangement på akustiske guitarer, men så endte vi med at gøre det med orgel og trommer i stedet,” husker Kori. “Derefter fandt vi ud af, at det var anderledes, men nemmere, og siden vi alligevel på det tidspunkt skulle flytte, besluttede vi at lave et nyt band, udgjort af os to alene. Det var noget af et indfald, men det viste sig at være en god idé.“Jason nikker anerkendende: “For mig er det nemmere at spille musik med bare én anden person, fordi kommunikationen mellem to personer er så meget nemmere og bedre, end den er med flere. Vi behøver end ikke at skulle tænke på at koordinere ekstra lyde eller folk ind. Vi fylder mindre musikalsk, mentalt og fysisk.“Kori og Jason startede med Mates of State i San Francisco, men er siden flyttet til østkysten i eget hus. “Der skriver vi sange og øver,” fortæller Kori, og Jason fortsætter: “I San Francisco havde vi et lille øvelokale, som vi delte med andre. Det var et frygteligt pres at skulle skrive nye sange i løbet af få timer, mens det buldrede med heavy metal omkring ørerne på os fra de andre øvelokaler. Nu har vi eget hus, og der kan vi øve, når vi har lyst, og vi kan aflyse i sidste øjeblik, hvis det er. Det er så nemt med to personer.“ Et fuldtidsjobMates of State befinder sig i stalden hos Polyvinyl Records. De besluttede efter debutpladen My Solo Project at dedikere sig fuldt ud til musikken, hvilket naturligvis medførte, at de måtte opsige deres regulære jobs. Polyvinyl finansierede hele processen ved indspilningen af duoens anden plade, hvilket samtidig betød, at Mates of State havde et stramt skema foran sig. De havde kun 8 sange klar og blev nødt til at skrive to nye i studiet under indspilningerne. Det resulterede i pladen Our Constant Concern, der udkom sidste år, og som ikke desto mindre er en ganske vellykket plade med flere af den slags luftige popsange, man hørte første gang på My Solo Project. “Efter den oplevelse fandt vi generelt ud af, at vi egentlig ikke rigtig bryder os om at indspille. Vi kan lide bare at spille,” indrømmer Kori. Og spille koncerter får de virkelig lov til: Mates of State er på en længerevarig turné, først i Europa og efterfølgende i USA, for at promovere deres tredje fuldlængde, Team Boo, som udkommer d. 16. september. Kori Hammel under indspilningerne til Team Boo Under parrets svar på mine spørgsmål har de ligeledes travlt med at sende hinanden små blikke og smil. Dette sker langt fra kun uden for koncertscenernes kulørte lamper. De virker så tæt knyttet, at deres liveshows nærmest er et virtuelt makrokosmos bestående af de små blik og smil – en intim oplevelse for de to optrædende tilsammen. Det kommer især til udtryk ved, at Kori og Jason befinder sig lige overfor hinanden på scenen.“Det er sandt,” siger Kori, “vi er så tæt knyttet, at det ikke ville give mening at spille en koncert, hvor vi bare skulle spille sangene og ikke snakke sammen eller kigge på hinanden. Det ville føles forkert. Vi er der bare for at hygge os og nyde at spille musik sammen. Det er, hvad det er.““Vi er i et tæt forhold, når vi ikke er på scenen, så hvorfor skulle vi lade, som om vi ikke var på scenen?” spørger Jason retorisk. “At vi er i et forhold, skinner igennem, uanset om vi ønsker det eller ej.“ Ud over kemien de to imellem eksisterer der også en uspoleret og simpel glæde i duoen musik. Jason forklarer: “Vi er meget ligefremme, når vi spiller live, og vores musik er meget ligefrem. Vi har ikke flere lag af instrumenter, som skal fyldes på, vi skal heller ikke stoppe op for at stemme instrumenterne, og vi roder heller ikke rundt i lange introer, før vi kommer frem til de respektive sange. Vi starter sangen fra første slag, og den stopper ikke før tre minutter senere. Her er sangen, hvad vi skrev, og den kommer lige imod dig. Vi pakker ikke musikken ind.“ Bid for bid frem for skitserMen selv om Mates of State bevæger sig inden for popmusikkens termer, er det ikke en simpel og ligetil metode, de bruger i deres sangskrivning.“Jeg har aldrig brudt mig om idéen at sætte sig ned for at skrive et vers, et omkvæd, en bro – du ved, alt det traditionelle. Det er bare ikke os,” siger Kori og bryder pludselig ud i latter: “Jeg fangede Letterman på TV en aften, hvor Jon Bon Jovi var gæst. Han blev spurgt om, hvordan han skriver sine sange, og han svarede helt seriøst, at han allerførst fandt på en god titel.” Det er svært at høre, hvad Kori siger, fordi hun er ved at eksplodere af latter, fordi Jason slår over i lidt Bon Jovi-sang: “It’s my liiiife…“. “Måske er det derfor, du er så elendig, Bon Jovi!” lyder det samtidigt grinende og hånende fra Kori. Der opstår en kortere pause – de to parter skal lige spore sig ind på den tankegang, som de startede på. Jason fortsætter: “Vi skriver bare dele af sange og sætter delene sammen og beslutter os så for, hvordan det lyder, og om vi kan lide det. Vi tænker meget sjældent på en sang i sin helhed, før den er færdig. Først når de passende dele er sat sammen, vurderer vi, om sangen er færdig. Jeg tror, at vi ved at skrive enkelte dele ad gangen får sangene til at være en smule mere komplekse – dele som ikke nødvendigvis passer sammen.“Det ville være oplagt for duoen at supplere deres sødmefyldte popmusik med kærlighedstekster, og det sker det også fra tid til anden, men det er langt fra noget, som er et generelt udtryk. “Det er sådan en kliché,” siger Kori, “vi vil langt hellere lade kærligheden strømme gennem den instrumentale del – en kærlighed til musikken. Sommetider forstår folk ikke helt vores tekster, og jeg tror, det er fordi, at de relaterer meget til vores private liv, ting der er sket for hos osv. Det behøver såmænd ikke at være så gravalvorlige emner: Nogle gange er det en intern joke, som fylder en linje eller to i en sang, og de eneste, der forstår det, er Jason og mig,” griner Kori.Hvor mange interne jokes, der er at finde på den kommende plade, Team Boo, kan man kun gætte sig til. Men jeg kan da afsløre, at åbningsnummeret hedder Ha Ha, og det kan downloades fra Polyvinyls hjemmeside. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooMates of State, Club PlayRec, Huset 09.08.03

Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. "Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os…" Inden vi dykker ned i andre emner, så lad os da lige få historien omkring navnet .moneen. og dets skøre tegnsætning. Kenny Bridges forklarer: Tegnsætningen er bare én af de idéer… man gør det, fordi man kan. Men navnet i sig selv har en interessant historie. For omkring fire år siden gik min kæreste på universitet, og hun delte værelse med en pige ved navn Moneen. Bandet havde intet navn, og vi gjorde os ingen forhåbninger om at komme i tanke om et. Jeg sagde altid til Moneen, at jeg ville opkalde et band efter hende bare for at nedbryde hendes identitet. Da vi skulle beslutte os for et navn, spurgte vi folk, hvad de syntes om .moneen., og alle hadede det. Så der kan du se, vi var nødt til at bruge det. Den dag i dag modtager pigen modtager stadig emails, som egentlig er adresseret til bandet, og det driver hendes til vanvid. I punkens “overklasse”.moneen. er nu i stalden hos Vagrant Records, som er et af de største uafhængige selskaber i USA for tiden, og som huser bands som Alkaline Trio, Dashboard Confessional og The Get Up Kids m.fl. Inden da udgav de plader på det lille canadiske selskab, Smallman Records. Men ønsket om at rykke op i de højere luftlag har altid ligget hos bandet. Vi søgte med lys og lygte efter et label, som vi kunne føle os trygge hos, og det bedste ved det hele er, at de fandt os. Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os og spurgte, om vi ville være interesserede i et samarbejde med dem. Det første vi tænkte var, at det var den ondeste joke at lave med os, for hvorfor skulle de dog være interesserede i os? Jeg tror, at efter The Theory of Harmonial Value (bandets første fuldlængde) blev udgivet hos Hopeless Records, så blev den sendt rundt i visse kredse i Californien og landede altså i Rich’ (Rich Egan, medejer af Vagrant) hænder. Heldigvis for os kunne han lide den. Han havde aldrig set os spille før og kendte ikke rigtig noget til os, men musikken var tiltrækkelig til, at han tilbød os en plads i deres familie. Emo er ikke slemtTil spørgsmålet omkring .moneen.s musikalske stil og lyd er Bridges meget krakilsk i sit svar: “Vores musik er glad, trist, vred, formildende, aggressiv, høj, afdæmpet, melodisk, excentrisk – med et anstrøg af jublende hooks. Dækker det?” spørger han drilsk, for han er tydeligvis fuldt ud bevidst omkring mit efterfølgende uddybende spørgsmål. Det handler om den for de fleste bands frygtede emo-betegnelse. Alle synes at have forskellige forestillinger om den og, ikke mindst, forskellige holdninger til den. Men ét er sikkert: De fleste folk ville nok skubbe .moneen. ned i den kasse, der hedder emo. Emo er ikke slemt. Det kan bruges i den forkerte kontekst – men det er virkelig ikke slemt. På mange måder hjælper det folk til at forstå, hvilken type musik der snakkes om. Hvis jeg f.eks. sagde, at vi var et rock’n’roll-band, ville du sikkert spørge, hvad fanden det var. Der er ingen, der ved, hvad rock’n’roll er for tiden. Det lader til, at alt musik er. Jeg tror ikke, at mange af de bands, som kalder sig rock’n’roll, bruger betegnelsen decideret møntet på den musik, de spiller. Jeg tror nærmere, det er attituden, og fordi de vil leve rock’n’roll-livet. På .moneen.s seneste udgivelse, Are We Really Happy With Who We Are Right Now?, er det måske mest bemærkelsesværdige element sammenblandingen af så talrige elementer. Når man hører, hvem Bridges nævner som sine inspirationskilder, er det måske ikke så mærkeligt endda. Jeg har nogle forskelligartede indflydelseskilder. Jeg kan virkelig godt lide Beach Boys’ Pet Sounds – den er min primære inspiration, om for intet andet så for det faktum at Brian Wilson ingen begrænsninger havde lagt på hans kreativitet. Jeg vil aldrig holde op med at skabe musik og skubbe mig selv frem mod at skabe nye ting – nye for mig i hvert fald. Jeg synes også, at Clarity af Jimmy Eat World er et fantastisk album. Hver sang er forskellig fra de øvrige og skaber en helt ny atmosfære. Endnu en indflydelse er Failures Magnified – den plade alene fordi kun to mennesker lavede den. Utroligt! To mennesker alene om at bestemme lige præcis, hvad de selv ville lave – og sikke idéer. Det er nærmest genialt! Lege med lyde.moneen. har også selv brugt lang tid i studiet på at skabe netop det lydbillede, som de ønskede. I flere tilfælde er det ganske komplekse sange med talrige lag på lag af forskellige instrumenter og lyde. Bridges fortæller videre om sangskrivningen og udviklingen af denne i studiet. Vi lukkede bare vores øjne og lod musikken spille sig selv. Vi vidste, hvordan vi ville have sangene til at lyde, men hvad angår effekter og underlige lyde, skabte vi disse, mens vi indspillede. Nogle gange i løbet af optagelserne, hvor vi skulle være stille, mens rene guitarlyde blev indspillet, begyndte hippien (bandets anden guitarist) og jeg at lege med nogle delay-effekter. Det hjalp til med at gøre denne plade en fremragende plade til hovedtelefoner. Til trods for at bandet elsker at fylde på med lag på plade, har de en god fornemmelse for at stoppe mens legen er god. Vi lægger aldrig lag på bare for at lægge lag på. Alt, der er at høre på pladen, blev optaget, mens vi indspillede vores respektive spor. Der er små detaljer, som vi lagde på bagefter, men for langt størstedelen af materialet skulle det kunne optages, som det kan spilles live. På den måde ville vi aldrig blive revet med af begejstringen og overproducere pladen. Det er derfor, at Trever (Trever Keith, producer og frontmand i Face to Face) var fantastisk. Han havde samme forestilling omkring, hvordan sangene skulle lyde, og han kæmpede ligeså hårdt, som vi selv gjorde, for at de endte som forestillingen. Dette er første gang, at vi har formået at fange en god live-vibe på pladen. Det har altid været svært for os at fange energien fra et liveshow på en optagelse, men Trever hjalp virkelig med at få alting til at lyde og føles så naturligt. .moneen.s Are We Really Happy With Who We Are Right Now? er udkommet på Vagrant Records. Så nu må tiden vise, hvor canadiernes musik skal føre dem til næste gang.

Efter at have spillet under bandnavnet Joyphilter i mange år tog medlemmerne valget at skifte navn til The Fashion som følge af en langsomt indsnigende musikalsk stilændring. Kort tid efter skrev de kontrakt med BMG. Undertoner har talt med The Fashion om musikken og det pludselige ryk fra undergrunden til den kommercielle overhalingsbane. Den hårdtarbejdende sved synes at sive ud gennem de gamle mure, som omringer bygningskomplekset på Islands Brygge, hvor godt og vel 100 bands regelmæssigt kommer for at øve. Til trods for at det er ved at blive aften, står solen stadig højt på himlen. Jeg bliver modtaget af bandet The Fashion, som godt gennemblødte af sved efter dagens øvesession er klar til et interview. Fra Joyphilter til The FashionDe tre gutter, Christian Lignell Bækholm, Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau, slog tidligere deres folder i det hedengangne danske emoband, Joyphilter. De producerede en række demoskiver og turnerede heftigt – ikke bare i Danmark, men også på et hav af små spillesteder rundt om i Europa. Men da trommeslageren forlod Joyphilter, og to nye medlemmer kom med i bandet, skete der en rask udvikling i såvel stil som lyd. Som en konsekvens heraf valgte bandet at starte fra nulpunktet under et nyt navn, The Fashion. “Det er sjovt, som det er gledet tilbage i hovedet på én allerede, til trods for at det jo ikke er særlig lang tid siden,” siger forsanger Jakob Printzlau. “Det ville være mærkeligt, hvis vi skulle hedde Joyphilter stadigvæk. Vi tog en rimelig stor “chance” ved at lave om på musikken; der var jo alligevel lavet om på line-up’en, så hvorfor holde fast ved navnet? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og starte forfra?“Skillelinjen mellem det gamle og det nye band blev endeligt trukket i maj måned sidste år. Da udgav det danske label North Post en lille lyserød 3″-single med et nyt dansk band ved navn The Fashion. “Det var mere eller mindre der, det blev officielt, at vi var et andet band, og der var ikke mere Joyphilter,” siger Printzlau.Selvom det kan virke som en voldsom stilændring de to bands imellem, er der alligevel en gråzone i overlappet. “Det sjove er jo, at på vores 3″ er det alle numre, som vi havde haft gang i som Joyphilter,” forklarer Printzlau, “og Jacob og Christoffer (Jacob Ankær Johansen fra Lack og Christoffer Griebel fra Lake Placid) kom henholdsvis med i bandet, inden vi tog konsekvensen og skiftede navn“. BMGs begejstringFor at fejre udgivelsen af The Fashions 3″-single holdt bandet en releasefest. Her blev der delt CD’er ud til de fremmødte. Én af CD’erne endte på en café, hvor den flittigt blev spillet. Det viste sig tilfældigvis at være selvsamme café, som hvor direktøren for pladeselskabet BMG drikker sin kaffe. Han blev nysgerrig efter et par lyt og fik CD’en med hjem.“Det næste, vi ved, er, at vi blev ringet op af nogen A&R-folk, som spurgte, om vi kunne komme til møde den følgende dag. Vi gjorde os en masse tanker om, hvad de kunne sige, hvad de ville sige, og hvad de i hvert fald ikke ville sige. Og det, som vi troede, at de ikke ville sige, nemlig at de ville udgive os, var noget af det allerførste, som de sagde,” forklarer Printzlau med udslåede arme og hævede skuldre, som om han stadig ikke helt kan forstå det.Det viste sig, at selskabet var mægtig glade for det, som The Fashion havde lavet, og det var bestemt noget, som de godt tænke sig at være en del af. Bandet var knap nok stablet på benene. De havde ikke forsøgt sig hos nogle pladeselskaber, end ikke spillet live med den nye line-up endnu. “BMG vil. Det lyder godt. Let’s do it!” Det var i november 2002. Foto: Søren Solkær Starbird Den “svenske” lydHvor The Fashion forholdsvis hurtigt og smertefrit kom i kontakt med BMG og fik forhandlet deres pladekontrakt, var søgningen efter en producer til bandets plade en helt anden historie. “Der var ikke en eneste dansk producer, som fattede, hvad det var, vi havde gang i,” fortæller Anders Find Axelsen, guitaristen i bandet. “Det var ligegyldigt hvem, vi sendte til, så fik vi den smækket tilbage i hovedet. Det lød demoagtigt, og hvorfor tager han ikke en akkord i stedet for at spille sådan der?” “Og hvorfor stemmer de ikke ned, så han ikke synger så højt?” afbryder Printzlau grinende.Men The Fashion stod fast! Og det selvom de fik den ene kritik efter den anden på det materiale, som de præsenterede de danske lydfolk for. Det resulterede indledningsvist i, at bandet måtte gå i studiet alene og påbegynde arbejdet på debutpladen. Men pludselig fik de hul til en producer på den anden side af Sundet, som var frisk på et samarbejde. “Jeg ved godt, at man ofte siger, at svenskerne ved, hvad de laver, men det er ikke løgn, at den første mand, vi sendte til i Sverige, var Mikael Ilbert. Han forstod præcis, hvad det var, vi havde fat i,” fortæller Axelsen.“Det var befriende, at der pludselig kom én og sagde ’Det, I har, er vildt fedt! Hold fast i det! Der er ikke noget mærkeligt i den vokal, og I skal bare holde ved den skævhed, som I har, for det er den, der er charmen’,” fortsætter Printzlau. “Man må tro på det, man laver, og stå bagved det med 200%, så må folk kunne lide det eller lade være. På den måde får man et langt bedre resultat, end hvis man konstant går og indretter sig efter, hvad responsen er.“ Undergrund vs. MainstreamSelv om The Fashion endnu ikke har udgivet deres fuldlængde-debut, går snakken allerede heftigt i undergrunden. Modtagelsen af det nye band har været overvejende positiv, men der har ligeledes været en række negative udladninger – især fra indiefolk. “De mener med det samme, at vi havde lavet en skræddersyet plan, at nu skulle vi lave noget musik, som skulle ramme ned i en eller anden nerve. Så kunne vi få en pladekontrakt og vinke farvel til alt det, vi kom fra og glemme alt om det,” lyder det irriteret fra Printzlau, som ufrivilligt har måtte stille sig i en forsvarsposition, når de hidsige angreb blev slået an. “Det er sådan noget, som jeg er allermest træt af at høre på, fordi det er sådan nogen mennesker, som er så indgroet i deres had til det etablerede plademiljø. Det er bare en generel tendens, at hvis det ikke er indie, så er det ikke noget værd, så har det ikke nogen værdi.” Christian Lignell Bækholm, som slår bassen an i The Fashion, nikker genkendende: “De folk, der kommer med de statements, at major-labels er noget pis, de kan ikke vide, hvordan det er, før de har prøvet at stå på begge sider af hegnet. Og det har de ikke, mange af dem som kommer og stikker os i skoene, at vi har solgt ud. Hvis du har en god indgangsvinkel til det, og du har en bagage, som gør, at du er godt rustet til at vide, hvad du går ind til, så kan du sagtens gøre brug af de midler, der er stillet til din rådighed, uden at fornægte, at der er noget der hedder major-labels, og at der trods alt er penge involveret i produktionen af musik.“ The Fashion har med stort aftryk ironien med sig i deres samlede udtryk. For det første indbyder bandnavnet til at tænke i modetermer, hvilket kommer til udtryk i medlemmernes “udklædning” på scenen. Det var en idé, som udklækkedes allerede i starten, da bandet smed de første spæde lyde af sig. “Folk tror altid, at de uniformer har noget med major-labelet at gøre. Men da vi lavede vores 3″ på North Post, og der ikke var noget, der hed RCA, stod vi stadigvæk med halskulde. Og tilbage i Joyphilter-dagene var vi iklædt skjorte og slips. Men hvis folk reagerer på det, så har det jo virket i en eller anden udstrækning“, smiler Printzlau. For det andet ligger der konnotationen i bandnavnet “at gøre tingene på en bestemt måde”. Selvom The Fashion pludselig befinder sig i en situation, hvor de kan koncentrere sig om blot at spille deres musik og slippe for mange af de mere organisatoriske tjanser, har de fra dag 1 været særligt bestemte på at være med i de fleste processer. “Vores holdning er, at vi skal skal lave mest muligt af det, vi kan selv. Vi er opdraget med det og vant til det fra undergrunden. Når du gør det på den måde, kommer der også fokus på musikken,” siger Bækholm. “Jeg har aldrig været mere “do-it-yourself”, end jeg er nu, hvor jeg er på et major-label,” griner Printzlau. “Jeg laver så meget mere, end da jeg var rigtig “do-it-yourself”. Vi laver stadig vores egen hjemmeside, CD/LP covers, stickers, flyers, og vi skriver endda vor egen pressemeddelelse – det har vi valgt at lave selv, for hvem forstår det bedre, end vi gør?” Spørgsmålet får lov at hænge lidt i det trange øvelokale, mens de mangeartede lyde fra de tilstødende lokaler runger i væggen. Printzlau kigger op med et bestemt blik og fortsætter sin tankegang: “Du kan jo sagtens give det hele fra dig, men hvorfor? Det er jo dit udtryk. Hvorfor få en eller anden til at lave dit cover, hvis du kan selv? Man kan ligeså godt bruge den ekstra energi på at fuldende udtrykket og gøre det til ens egen ting. Det er derfor, jeg mener, at der ikke går noget af os for at komme på et major-label. Vi sparer en masse udgifter, men vi ofrer også en masse indtægter.“Selvom bandet er kommet ind i varmen hos BMG, betyder det langtfra guld og grønne skove. Bandmedlemmerne har måtte droppe ud af uddannelser og opsige jobs, og de har endvidere måtte låne større summer penge hist og her. “Jeg tror, der er en fordom om, at de store pladeselskaber tager et band ind, og så sørger de bare for, at man bor fint. Men det er altså noget, de har set i fjernsynet,” kommer det smilende fra Printzlau. Bækholm bryder ud i en kortvarig latter: “Ja, det er vist “Popstars”, vi er ovre i dér“. Der er ingen tvivl om, at The Fashion er et fokuseret band. De ved, at de står i en god situation – og selvom de har haft alverdens andre ting om ørerne, er det musikken, som trods alt er det essentielle. “Det er musikken, det handler om. Historien, om hvordan vi fik en pladekontrakt, er jo ikke interessant om et halvt år, men der vil musikken stadigvæk være i fokus,” siger Printzlau og kaster et blik over mod Bækholm, som ganske kort runder svaret helt af: “Alt det andet er snak,” smiler han. The Fashions debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo har endnu ingen releasedato fået, men ifølge bandet skulle der ikke gå mere end et par måneder, før den er på gaden. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

Starflyer 59 har produceret et hav af plader siden midthalvfemserne, og til trods for at de skærer de pureste juveler af popsange, er de aldrig blevet kommercielt anerkendt. Starflyer 59 har været i vælten i musikverdenen i godt og vel 10 år med 12 plader plus det løse på bagen. De har slidt og slæbt, brugt mange år på at finpudse deres lyd. Deres astrale navn til trods har bandet ufrivilligt holdt sig et godt stykke under radarhøjde, hvad angår popularitet og salgstal. Onde tunger i musikindustrien har reduceret Jason Martin og hans Starflyer 59 til intet andet end en bleg kopi af Kevin Shields og hans mesterværk, nemlig My Bloody Valentines shoegazer-opus Loveless fra 1991. Men er der noget om snakken? Shoegazer-genren blev opfundet og dyrket af et hav af bands i slutningen af 80’erne. Navnet kommer ganske simpelt af de optrædende bands manglende virksomhed på en scene: De spillede deres musik praktisk talt ubevægeligt stående hen, mens deres øjne var nedadrettet mod ét sted, nemlig gulvet. Men der er mere til genren end indadskuende optrædender. Lag på lag af forvrængede guitarer indsvøbt i støjende feedback og små yndige melodier gemt et sted bagved støjmuren var blandt de karakteristika, som er shoegazer. Genren gik i sig selv i starten af halvfemserne. Shoegazernes efternøler Men pludselig trådte en californisk lastbilchauffør ind på den døende scene i 1994, og det gjorde han med et ensemble, som han navngav Starflyer 59. Bandet skrev kontrakt med selskabet Tooth & Nail blot et par måneder efter deres første tur i øvelokalet. De voksede sig hurtigt store i undergrunden. Alle elskede Jason Martins fuzzede guitarriffs, men det syntes svært at høre, hvad han med sin luftige vokal mumlede om inde bag lydmuren. Vendepunktet kom fire år senere med Fell in Love at 22-ep’en, på hvilken Jason Martin ændrede sin indadvendte shoegazerstil med en eftertænksom, drømmende 60’er- og 70’er-inspireret popmusik. Og den har fulgt ham og fornøjet os lyttere siden da. Old er deres seneste udspil, som udkom for et par måneder siden. »Jeg synes, at pladen er blevet god,« siger Martin. »For mig lyder det som den plade, vi ikke vidste, hvordan vi skulle lave for seks eller syv år siden.« Men man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor bandet rykkede mod et mere poppet og ligefremt udtryk. Martin er tydeligvis meget afklaret med skiftet. »Det er bare en slags naturlig udvikling, synes jeg. Vi er ældre nu – faktisk var jeg kun omkring 20 år, da vi startede. Det var andre ting, som interesserede mig i musikken. Jeg foretrak det overordnede lydbillede fremfor selve sangen. I løbet af årene har jeg fokuseret mere på sangstrukturen. Det virker som den typiske ting at sige, men jeg synes, at bandet bestemt er bedre nu, end da vi startede. Vores bedste plade ligger nok et par udgivelser tilbage, men jeg er meget tilfreds med vores nye plade.« Studiet frem for scenen Starflyer 59 har spillet mange liveshows inden for den seneste tid (noget der desværre har holdt dem på det amerikanske kontinent). Hvor mange bands har det at spille live som den foretrukne beskæftigelse, er det lige omvendt med Martin. »Med Starflyer er min foretrukne ting at lave pladerne. Det er skægt at spille live, men på pladerne har vi mulighederne for at lave det, vi gerne vil lave. Jeg kan jo ikke hive otte mennesker med op på en scene for at spille et enkelt nummer, der bare skal klikke, idet det spilles.« Jason Martin er det eneste medlem af Starflyer 59, som har været med hele vejen. Han skriver også alle sangene, hvilket resulterer i mindst en plade om året. Men hvad med den manglende opmærksomhed fra den brede publikumskare? »Vi har spillet live og udgivet pladerne i 10 år. Vi er, hvor vi er, men man kan aldrig vide, hvad der ligger forude for os.«

Efter The Lemonheads, efter den lange nedtur med druk og stoffer og de 7 års stilhed, der fulgte, er Evan Dando endelig tilbage med en ny plade og en verdensomspændende turné. Undertoner tog en snak med ham om hans fortid, nutid og fremtid. Tiden har bestemt ikke stået stille for Evan Dando i løbet af 7-årige den lange, tavse pause fra pladeindustrien. The Lemonheads lukkede og slukkede efter en optræden på Reading Festivalen i 1997, og herefter gik det slemt ned af bakke for Dando. “Der var to år, hvor jeg virkelig var ude af den og drak alt for meget. Så mødte jeg min kone og begyndte at få det bedre – jeg drak dog stadig. Jeg holdt op med at drikke for lidt over et år siden. Så jeg holdt virkelig kun pause i 2 år.”Dando begyndte at turnere igen i 1999. Han alene afsted på små turnéer, hvor han spillede på ligeledes små klubber. Fremmødet var ikke det samme som i de gyldne Lemonheads-dage, men for Dando handlede det også mere om at komme i gear igen som en slags selvterapi. Flere af de sange, som er at finde på Dandos nye plade, Baby I’m Bored, stammer også helt tilbage fra 1999. “Vi optog bare og ventede på at få tilbudt en god pladekontrakt.” Den rustne håndEfter den to-årige pause befandt Dando sig i et sort hul, hvad angår sangskrivning. De gode melodier flød ikke ud fra hans hånd, som de tidligere havde gjort. “Det er derfor, at så mange mennesker er inde over pladen,” erkender han i en lidt ærgerlig tone. Men Dando giver dog ikke op af den grund.“Jeg vil prøve selv at skrive samtlige sange til den næste plade. Jeg skal optage den med et band, der hedder You Am I fra Australien, hvor pladen også vil blive optaget. Det vil jeg gøre i maj eller juni måned næste år. Så jeg har planer om at udgive nogle plader og rejse mere.” Baby I’m Bored virker som en naturlig forlængelse af sangskrivningen på de senere Lemonheads-plader, som til trods for deres primære fokus på rocken også legede med fok- og countryelementer. Det er netop disse elementer, som Dando er gået mere i dybden med på Baby I’m Bored.“Der er faktisk ikke den store forskel mellem Lemonheads og det, jeg laver nu, hvis man tænker over det. Det har altid været en sangskrivning, der ville lidt af det hele. Nu føler jeg, at jeg nærmer mig målet. Denne plade er det første skridt i min rigtige musikalske karriere. Jeg elsker Lemonheads, og jeg elsker mange af sangene på pladerne. Det var rigtig sjovt. Men det var ikke særlig seriøst – ikke at seriøsitet er et krav i musik. Men jeg vil hurtigt lave 3 nye plader, som skal være rigtig, rigtig gode.” Da Dando tog den endelige beslutning om, at Lemonheads var slut som band, var han konsekvent. Han har bl.a. senere udtalt, at der aldrig vil være tale om en genforening af bandet. Det var et overstået kapitel. Men Lemonheads var mere eller mindre et enmandsprojekt, hvor Dando var frontfiguren, og backingbandet blev løbende udskiftet. Dertil er det nærliggende at spørge, hvorfor han så har udgivet denne nye plade under sit eget navn i stedet for under et andet bandnavn.“Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at det ville være den ærligste og mest modige ting at gøre – at kalde det hvad det er. Det giver mig friheden til at få alle de musikere, som jeg lyster, til at spille på min plade. Calexico og Giant Sand spiller eksempelvis på to af de nye sange. Det kunne jeg ikke gøre på en Lemonheads-plade – det ville ikke være fair.” Det er bare sangeSom nævnt i pladeanmeldelsen andetsteds på Undertoner-siden fik jeg det klare indtryk, at Dando havde lagt meget af sig selv i sine sangtekster. På denne led kunne pladen fungere som en slags behandling af fortiden og en måde at komme videre på. Det er tydeligvis et emne, som Dando er blevet konfronteret med før, for han slår meget hurtigt op med armene og trækker på skuldrene.“Det er bare sange. De kunne handle om hvem som helst. De handler ikke om mig. Der er små glimt af mig selv i dem, men for meste handler handler de om, hvad jeg ser omkring mig. Den sang, Ben Lee skrev (All My Life), handler om mig, men resten er mine egne indtryk af andre mennesker. Der er intet selvbiografisk i det. Det er, hvad alle tror, men jeg er ikke enig. Det er bare sange – det er man nødt til at huske. De betyder præcist, hvad du vil have dem til at betyde.” Dando bryder sig tydeligvis ikke om, at folk går ind og tolker på hans person. Han ser langt hellere, at man tager hans sange for, hvad de er.“Én af TS Eliots udtalelser lyder: ’Min poesi er, hvad den end betyder for alle’. Jeg sammenligner ikke mig selv med TS Eliot, men det er min teori omkring min musik, at jeg laver den, og det er dét. Jeg er principielt ligeglad med, hvad folk synes om musikken, men det er dog rart, når de kan lide den.”Dando virker meget velovervejet på dette, og han er meget beskeden med sit funktionen af sit erhverv: “Betale min husleje – det er det eneste, jeg overhovedet har ville. Jeg vil ikke være rig og berømt,” erkender han. Men stædigheden for at lave den gode musik ligger dog stadig i ham: “Men jeg vil lave musik, der går over i historien; det vil jeg arbejde hårdt på.” TurnéplanerDando har fornyligt påbegyndt sin verdensomspændende turné, der indtil videre har ført ham rundt i Europa. Han lister en forfærdelig masse bynavne op, som han har spillet i forud for aftenens Malmö-koncert. Når Europa er klaret, er det langtfra overstået:“Derefter har vi to uger fri. Så turnérer vi i USA, hvorefter vi tager til Australien, New Zealand og Japan, kommer tilbage til Europa igen, og så turnérer vi i USA igen og måske Europa igen. Vi skal turnere i et helt år med denne plade. Derefter tager jeg fri i 3 måneder og tager til Australien og gør klar til at lave pladen med You Am I.”Sangene til den kommende plade skriver på de mange hotelværelser, som han besøger. Men han indrømmer samtidig, at det er en vanskelig måde. Dando holder sig travlt beskæftiget. Derfor er det sparsomt mht. andre projekter. Musikpressen spredte sidste år rygter om den såkaldte supergruppe med Evan Dando, Melissa Auf Der Maur, James Iha og Ryan Adams, hvis idé Dando stadig holder fat i.“Vi har allesammen så travlt lige nu, men vi har alle meget lyst til at lave det projekt. Men jeg har planlagt det næste år frem. Men det er en god ide. Ryans beskrivelse af det lyder sådan her: Det er en blanding af Spacemen 3 og Crosby, Stills,Nash & Young. Så vi skal lave massive støjmure og kønt klingende guitarer med masser af reverb og så lave 4 stemmig sang. Vi er simpelthen nødt til at lave det. Spørgsmålet er bare hvornår.” Det er svært at holde Dandos opmærksomhed. Snakken falder på hans nye singleudspil, Stop My Head. “Vil du høre den?” spørger han og løber afsted mod hotelværelset efter en CD-afspiller. Ivrigt fægtende med armene fortæller han om musikken, som den skrider frem. Singlen har allerede sneget sig ind på en fin placering på den engelske singlehitliste, og også Baby I’m Bored har solgt godt. Alting synes at køre på skinner for Dando i disse dage. Så føler han sig lykkelig?“Absolut! Jeg har en skøn kone – det er det vigtigste – og jeg laver noget, som jeg elsker.”

Få rockbands kan miste et nøglemedlem og stadig fortsætte med integriteten intakt. De fleste bands bryder simpelthen op, men nogle sætter lid til idéen – lad os kalde det for The Doors-syndromet – at de skal fortsætte. Further Seems Forever har deres at se til med en ny forsanger efter Chris Carrabbas afsked med gruppen. Further Seems Forever forsanger, Jason Gleason, har masser at glæde sig over. Den nyligt udgivne opfølger til debutpladen sælger udmærket, og bandet er blevet vel modtaget på deres turné. Alt dette er er vigtigt for især Gleason, siden det er hans første udgivelse i front for emo-kvintetten, efter han tog over efter Chris Carrabba, som havde forladt bandet til fordel for sit eget projekt, Dashboard Confessional. Og Carrabba er alle steder, på alle forsider. Gleason får ikke mange chancer. Dog har han en ganske solid plade i ryggen, How to Start a Fire, og med den er Gleason trådt de første skridt væk fra Carrabas fingeraftryk, som sandelig har gjort sit til at hjælpe debuten, The Moon is Down (2001), til at være den bedst sælgende plade hos selskabet, Tooth and Nail. Gleason er ikke bare en tilfældig gut, som er trådt i Carrabbas fodspor; han er Furthers nye sanger. “Jeg tror ikke, at vi kunne have lavet en bedre plade for at slippe væk fra alle de ting og bare være vores eget band. Det er noget, jeg tænker mere over, end andre gør, udlukkende fordi jeg er ham, der er trådt ind fra siden. Jeg synes bestemt, at pladen lyder som en Further Seems Forever-plade, men det er et fuldstændig anderledes Further Seems Forever. De fleste folk har det ok med, at han er Dashboard og vi er Further, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan lide det, så er det bare ærgerligt.” Emo som ikke græder How to Start a Fire er en hvirvlende tur gennem diverse powerpop og post-hardcore-konventioner, som ikke vakler rundt i forudsigelige melodier og rytmer tilsat selvmedlidende tekster. Faktisk er How to Start a Fire en af de sjældne nutidige plader, som ikke drukner i sin egen depression, så man kan godt pakke alle emogråd-jokes langt væk, for Further Seems Forever præsenterer en lyd, som både blødt og hårdtslående udtrykker en stærk troværdighed. Pladen har med andre ord masser af poppede hooks, men så sandelig med solide rødder i emocorens intensitet. Men det er ikke nemt at skille sig ud, når et voldsomt antal bands dannes hvert år, hvis eneste kunstneriske mål er at komme til at lyde henad Saves the Day og Thursday. Gleasons holdning til egen rolle i bandet er bestemt noget, han har gjort sig tanker om. “Som frontperson synes jeg, der følger en masse ansvarlighed med. Hvorfor ikke udnytte det som en måde at nå folk på i stedet for bare at synge om, at min kæreste slog op med mig, eller at jeg er vild med computerspil?” Men det er ikke nemt at forestille sig, at der skulle være ubetrådte territorier i emoverdenen, som Further Seems Forever kunne søge mod. Dog påstår Gleason det modsatte. “Der er så mange musikalske områder, som bands kan udforske. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke lyder som mange af de bands, der kommer frem, er, at vi er ikke en del af scenen længere. Der kommer konstant nye bands frem nu, så vi sidder i bandbussen, og vores booker ringer os op og siger: ’Hey, vi har forberedt en turné til jer, og det bliver så stort! De har solgt omkring en million plader, og det er dét her emoband!’ Og vi spørger ’Ok, hvem er det med?’ De nævner et band, som ingen af os nogensinde har hørt om før.” Og det er, hvor Further Seems Forever sidder: Fanget et sted mellem horder af indtil nu ukendte emobands, som for en stund får lov at tage del i den store fest, samt mellem en pladeindustri og et undergrundsfænomen – fanget mellem indieintegriteten og det kommercielle Dashboard-marked. Det er et svært valg for et band, som blot ønsker at være kendte for den musik, de nu laver. Ingen af valgmulighederne viser sig dog aktuelle, og hvis bandet skal slippe ud af sådan en situation, skal det ske gennem How to Start a Fire. Uanset hvor bandet ender henne – enten som et band, der har gjort et stort navn ud af sig selv, eller som et band, der blot figurerer som en fodnote i fortællingen om Dashboard Confessional – bliver det ikke uden kamp. Gleason bruger ikke tid på at snakke om, at Chris Carrabba er på forsiden af det ene blad efter det andet, han bruger tid på at snakke om, at hans band har en ny plade ude. Som det ser ud nu, håber han, at lidt omtale er alt, hvad de har brug for. “Vi har udgivet denne plade, og vi vil få en masse nye lyttere“, gætter han. “Vi kan næsten garantere, at den vil sælge ligeså mange plader som den gamle. Dem, der kan lide det, vil selvfølgelig købe den, og dem, der ikke kan lide mig, vil købe pladen for at høre, om jeg fejler.”