Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Interview

Ben Kweller – optimistisk fremturen

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Artikler

Hvor køber jeg mine plader?

Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. 23.06.04 Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. De fleste pladekøbere har faste rutiner, mht. hvor de køber deres musik. Men det er ingen hemmelighed, at de fysiske grænser for pladeforretninger er udflydende i dag. Internettet har gjort sit indtog mere slagkraftigt end nogensinde før, og netop på internettet finder du de bedst assorterede pladeforretninger. Det er pladeforretninger, som har langt størstedelen af de plader, der bliver skrevet om på Undertoner – plader som i mange tilfælde end ikke er i dansk distribution. Men hvor skal man så gå hen? Hvor er pladerne billige og sælgeren pålidelig? Undertoners redaktion har snuset rundt på nettet og ud fra bred, kollektiv erfaring fundet de bedste og mest velassorterede pladeforretninger online. Action Records En klassisk indie-netshop er engelske Action Records, som også af og til udgiver CD’er som pladeselskab (selskabet har bl.a. udgivet The Fall). Der er den almindelige nye tilgang af plader, men fordelen ved Action Records er, at der også er en tilgang af promoeksemplarer af forskellige plader. Det betyder, at man ofte kan finde de nyeste udgivelser (før de har haft officiel release) i promoudgaver til meget billige priser. Desuden har de et stort bagkatalog med mange gamle vinylpromoer. Man skal være opmærksom på, at shoppen er delt op i en dance- og indiesektion, hvilket betyder, at hvis man søger på en artist i indiesektionen, som de har rubriceret som dance, får man ingen hits, selv om de rent faktisk har varen. Det kan nemt føre til forgæves søgninger. Norman Records Også Leeds-baserede Norman Records har haft et pladeselskab som bibeskæftigelse. Men trods den gennemgående høje standard måtte Jonathon Whiskey Records for nogle måneder siden lade livet.Heldigvis lever pladeforretningen stadig i bedste velgående. En af Norman Records’ store forcer er et konstant opdateret katalog. Der ligger så godt som aldrig noget på hjemmesiden, der ikke er på lager – eller ikke kan skaffes hjem. Ydermere excellerer Leeds-shoppen i altid at have 500 ting på udsalg, og det hænder, at der er yderst fine ting imellem.Servicen er upåklagelig. Man kan reservere plader i op til en uge uden at være forpligtet til at købe. Ekspeditions- og forsendelsestiden er sjældent over fire-fem dage.En ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Norman Records i ny og næ smider secondhand-plader på siden. Det er ikke til at se, om pladerne er brugte, når man søger i kataloget. Kvaliteten af secondhand-skiverne plejer dog at være acceptabel. Boomkat Boomkat er et outlet for Baked Goods, som er europæisk distributør for mange elektroniske labels. Det betyder, at Boomkat har et kæmpe udvalg i elektronisk musik, og det er også det, deres nyhedsbrev fokuserer på. Hos Boomkat kan man finde elektroniske artister, man ikke finder ret mange andre steder. De ekspederer hurtigt og billigt, og hvis man bestiller i dag, kan man godt være heldig at have sine plader i overmorgen, hvis de ellers er på lager. Boomkats svaghed er, at de på sitet viser varer, som de reelt ikke har hjemme – og plader, de påstår, de ikke kan skaffe, kan man selv skaffe ved at klø sig et vist sted – eller søge i en anden shop. eBay Det mest åbenlyse sted at gå til efter brugte plader er auktionssiden eBay. Tusinder af plader bliver dagligt sat på auktion, og mange af dem er fra små selskaber og bands. Hvis du er heldig, kan du finde plader til en slik, men husk at aftale en fragtpris med sælgeren først. Bemærk ligeledes hvilke betalingsformer sælgeren accepterer (et hyppigt benyttet betalingssystem er det særdeles fremragende PayPal). Dit bud er bundet op omkring et såkaldt ’proxy-bud,’ der betyder, at du blot sætter en maximumpris, og så byder systemet for dig i forhold til de andres maksimumpris. Og husk, at det bedste tip for købere er at byde i sidste øjeblik, så du ikke bare er med til at hive prisen i vejret – et såkaldt sniping-bud (du kan også gøre brug af en gratis, ekstern “sniping”-service hos Auctionstealer). Gemm Dengang pladehandel på internettet for alvor blev moderne, etablerede den amerikanske hjemmeside Gemm sig hurtigt som et af de steder, hvor man kunne få brugte sager, som var uopdrivelige andetsteds. Hjemmesiden er en fælles portal for en hel masse pladebutikker – i reglen amerikanske – der lægger deres kataloger af primært brugte plader ud. Når man åbner Gemm, bliver man stadigvæk mødt af de rosende ord, som Rolling Stone Magazine for snart længe siden besmykkede hjemmesiden med: “If you can’t find it here, fuhgeddaboudit!” Det er nok ikke helt tilfældet længere med eBays indtræden in mente. Faktisk har Gemm nærmest fået et dårligt ry, fordi pladerne ved første blik ser ud til at være urimelig dyre i forhold til mange andre steder. Det er også sandt til en vis grad. Når man kigger rundt på siden, er der vitterlig mange latterlige beløb at læse, som slet ikke svarer til de pågældende pladers værdi. Men de høje priser skyldes formentlig mest, at Gemm ikke bliver opdateret på samme måde som auktionsstederne. Hvis en plade er for dyr, bliver den ikke solgt, og så får den lov at stå på siden i al evighed. Det betyder alt sammen, at man skal holde øje med de ting, man gerne vil have og købe dem, når de bliver lagt ud på siden. Hvis man gør det, kan man ofte gøre gode køb, for når man har lagt billet ind på en plade, kan der ikke komme en japansk millionær og byde den op i et urealistisk prisleje. Hvis man er flittig til at holde øje, så er Gemm et rigtig godt sted at købe plader. Der er usandsynlig mange butikker tilmeldt, så der kommer hele tiden mange nye ting til. Mange af butikkerne er måske også af den lidt mere slidte slags, så de kan godt finde på at sælge sjældne plader til meget rimelige priser. Netsounds og Musicstack Der findes også europæisk baserede hjemmesider (selv om det hele selvfølgelig bliver mere og mere spredt med tiden – der er også mange europæere på Gemm). To af de største europæiske sider er Netsounds og Musicstack. Efter at Netsounds opdaterede deres hjemmeside for et par måneder siden, er de to sider blevet næsten identiske. Den primære forskel er, at priserne på Netsounds er anført i engelske pund, mens det er amerikanske dollars, der er den gældende valuta på Musicstack. På den måde kan man vælge lidt mellem dem, efterhånden som valutakurserne ændrer sig. Det sidste lange stykke tid har Musicstack derfor været billigst (den slags varer dog aldrig længe, for de grådige butiksejere ændrer priserne efter kurserne). Princippet på de to sider er det samme som på Gemm, selv om europæerne har været dygtigere til at lave hjemmesiderne, så man hurtigt kan få et overblik over pladerne: En stor gruppe af pladebutikker er tilmeldt siden, og man kan dermed søge i en hel masse forskellige kataloger på én gang. Det er rigtig smart, og man kan let finde gode ting, hvis man er lidt tålmodig og holder øje. Netsounds har måske en tendens til at have lidt flere spændende sager end Musicstack. Djangos Brugt som nyt kan købes hos den amerikanske minikæde Djangos. Fysisk har de et lille antal butikker spredt ud over det amerikanske kontinent, og kataloget fra alle disse er samlet på kædens hjemmeside. Udvalget er ganske bredt, og servicen er høj. Priserne er ligeledes rimelige, og du betaler ikke ekstra for en ordre, uanset hvor mange butikker kæden bliver nødt til at udsende fra. Brugte titler ryger konstant ind og ud af butikken, så derfor er det en god idé at gøre brug af ’notify me’-servicen. Det foregår således, at du får tilsendt en email, når netop den brugte plade, som du har efterspurgt, bliver sat til salg. Men vær hurtig til at snuppe pladen, for du er garanteret ikke den eneste, som er ude efter den! Ovenstående er blot få af mange udbud af online-pladebutikker, så der er altså masser af steder at gå til. Det bedste råd af alle må dog være: Pas på pengepungen! Der er så mange fristelser derude til billige penge, og det kan være svært at gå tomhændet hjem fra et besøg hos de virtuelle pladeforretninger. God købelyst!

Artikler

Power to the people: Svingninger lægges tilbage i hænderne på sine brugere

Diskussionsforummet Svingninger får sin egen eksistens på sit eget domæne. (07.06.04)Diskussionsforummet Svingninger har levet et sprudlende og indholdsrigt liv i den håndfuld år, det har eksisteret. Det blev oprindelig skabt som en selvstændig eksistens, og dets rygte spredtes hurtigt med det resultat, at hundreder af brugerne tilmeldte sig med en primær lyst: til at kommunikere med ligesindede om den alternative musik. Da Undertoner blev stablet på benene for et års tid siden, blev Svingninger en del af nærværende side, og besøgstallene røg yderligere et nøk i vejret. I skrivende stund har Svingninger 1335 tilmeldte brugere, der dagligt diskuterer på kryds og tværs om musikken, og hvad dertil hører. Og som tendenserne viser det, vil dette tal fortsat stige. Men mange brugere fører til øget trafik på siden, og faktum er, at traffik koster penge. De økonomiske midler viste sig hurtigt træge, og som et resultat af dette stak Svingningers brugere hovederne sammen for at finde frem til en løsning. Denne resulterede i kompilations-CD’en Danelectro. Kompilationen var udgjort af respektive brugere af siden og deres musikalske aktiver i diverse projekter og bands. Der blev printet og brændt omkring 100 eksemplarer af CD’en, som hver blev solgt for 50 kroner, og Svingningers øvrige brugere betalte velvilligt det beskedne beløb for at redde stedets eksistens. Men det gode initiativ kunne kun holde forummet flydende i en bestemt periode. Der blev spekuleret grundigt i, hvad der ville tjene forummet bedst – og deraf blev følgende beslutning taget: Forummet skulle tilbage i brugernes hænder. Det var dér, det startede, og det er dér, det trives bedst. Denne beslutning vil træde i kraft fra natten til d. 9. juni, hvor Svingninger vil være at finde på selvsamme adresse, hvor det blev undfanget. Denne adresse lyder www.svingninger.dk Vi ønsker fra Undertoners side fortsat god vind til Svingninger og håber, at det vil holde sig flydende i mange år fremover.

Interview

Family Business

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. Handsome Family, 08.05.04, Lille VegaDa jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud. The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med. Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende. Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen. Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig. Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks. Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra. Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenJeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien. – Jamen, er de ikke allerede kommet?– Det er jeg ikke klar over.– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.– “¦– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦ Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett! – Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske! Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet. Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på. At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.“ Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås. “Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.” Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget. Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte. Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads. The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenKoncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften. Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid. Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Interview

Et rockende styrtdyk mod mørket

Med to plader på samvittigheden, en fornuftig debut og en fremragende opfølger, er The Walkmen et band, man ikke bør overse. Kunstner/værk-adskillelsen træder dog i højeste grad i kraft i følgende interview – noget der måske retfærdiggør, at denne skribent træder ind imellem. (06.04.04)Kunstner og værk – det er en gylden regel, at disse to enheder bør adskilles. Der kan nemt findes dybde i sangtekster, som bandet slet ikke har tænkt over eller simpelthen ikke ønsker at eksplicitere, for måske bør værket tale for sig selv? Det er en hårfin grænse, og den er ikke altid nem at gennemskue. Dette gælder også for et band som amerikanske The Walkmen og deres frontmand, Hamilton Leithauser. “Når jeg skriver tekster,” siger han, “er det ikke en særlig bevidst ting. Hvis ordsammensætningen lyder godt, så bruger jeg den.”Det er noget af en frustrerende affejning, som følger i hælene på Bows + Arrows, The Walkmens anden plade med et ubarmhjertigt og ængsteligt udtryk. Hvor gruppens debutudgivelse balancerede melankoli med optimisme, styrtdykker Bows + Arrows direkte mod mørket. SlæbesporetDen affejende tone er måske ikke helt overraskende endda, The Walkmens problematiske slæbespor taget i betragtning. Tre af gruppens fem medlemmer var del af det New York’ske rockband Jonathan Fire*Eater, som skrev kontrakt med DreamWorks og i 1997 udgav den kommercielt oversete Wolf Songs for Lambs. Jonathan Fire*Eater var på mange måder endnu et uheldigt offer for pengemaskineriet: en gruppe af musikalske ikonoklaster som kom til en portion penge fra et major label, hvem det ikke helt gik op for, hvor kommercielt inkompatibelt bandet egentlig var – trods musikalsk stærke kvaliteter. Jonathan Fire*Eater gik som bekendt i sig selv, og tre af medlemmerne – guitarist Paul Maroon, organist Walter Martin og trommeslager Matt Barrick – skød resten af de indtjente penge i et stykke ejendom i Harlem, hvor de ombyggede et forfaldent lagerlokale til et studie ved navn Marcata. Det er blevet stedet, hvor bandet indspiller; de har fulgt eget ønske om at kunne isolere sig selv og undgå påvirkning fra omgivelserne. Leithauser og Paul Bauer, barndomsvenner af trioen, skulle snart træde ind i rækkerne, der kom til at udgøre det endelige line-up i The Walkmen. New York, New YorkMan skal ikke læse meget om The Walkmen i diverse musikmagaziner, før man støder på den nærmest klassiske overskrift for eller vinkel på den såkaldte New York-bølge. Det er den typiske musikjournalistiske jagt på sensationer fra undergrunden, og hvis man kan putte bands i kuld pga. geografisk overensstemmelse, er det vel blot som mere kød til de hungrende læsere. Lige siden The Strokes brød igennem, er New York-konceptet blevet en væsentlig populær måde at gribe historier an på om bands som f.eks. Interpol og Yeah Yeah Yeahs – og dette uden at man på den måde spilder for mange gyldne ord. Det er en association, som Leithauser er mindre tilfreds med:“Det er blevet komplet umuligt at ryste af sig,” siger han. “Og jeg vil gætte på, at folk stadig render rundt og siger det om 10 år. Som om den eneste grund til, at vi begyndte vores band, var at hæfte os på nogle andres hype.“Sammenligningerne bliver ikke mere urimelige, når man lytter til Bows and Arrows. Jovist, The Walkmen har også fundet inspiration i 70’er-navne fra den New York’ske CBGB’s-scene, og hvis man absolut skal skue i en retning, så bør det være bagud – og ikke på tværs af nutidige bands. “It’s all just a dream, man”Hvor The Walkmens forgænger Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone fremkaldte lunefulde billeder med en særlig tvetydighed, har The Walkmen på Bows + Arrows smidt al munterhed overbord. Leithauser åbner pladen med at sukke “What’s in it for me?” med Paul Maroons anslåede ekko-gennemvædede akkorder i baggrunden. Resten af pladen føles som at træde direkte i hælene på denne betrængte udgydning. Maroons guitarfraser er udslørede og ubestemte, og han sender ofte den samme akkord af sted igen og igen og udtrykker derved en følelse af panik og desperation. De rørige klaverstykker, der pyntede debuten, er blevet kasseret til fordel for hivende, begravelsesagtige orgler. Bows + Arrows er en rockplade, som bestemt dyrker afmagten.Hvis der er et opsummerende statement på Bows + Arrows, dukker det op halvvejs gennem den bidende The Rat. Maroon fremkalder et pludseligt vindstød af guitarakkorder, mens Leithauser træt beklager sig: “When I used to go out, I knew everyone I saw. Now I go out alone, if I go out at all.” Det falder ud som et opgivende suk, den slags som får musikskribenter som undertegnede til at spidse ørerne ekstra meget. Men ifølge Leithauser er det helt tilfældigt. “Jeg ved ikke engang, hvad den linje betyder. Teksten til den sang stykkede jeg sammen i en kort pause. Det passer godt sammen, og jeg kan lide det.“ Det ville være en anelse nemmere at tro ham, hvis ikke det var for, at resten af pladen snurrede om den samme opgivende akse. Igen og igen taler Leithauser om at være blevet snydt og bedraget og skubbet ned i mudderet, mens han forsøger at overbevise sig selv om at “It’s all just a dream, man. It’s all just a dream.” Hvor andre bands hylder dekadencen, lyder The Walkmen på positiv vis ganske udbrændte. Denne slags klatøjet træghed løber stik mod bandets oprindelige hensigt.“Den oprindelige plan var at lave en rockplade – noget som rev og flåede i lydbilledet. Vi ville bare have ren rock fra start til slut. Det blev bare anderledes, da vi først kom i gang i studiet.“ En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er at finde sidst inde på pladen i den nedbarberede, følsomme Come on, Siobhan. Over et klingende barklaver skuer Leithauser ud over et New York, der er ved at lukke ned for natten, mens gaderne fyldes frem mod morgenen med folk.“Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved den sang, er, at hvis du lytter til den i høretelefoner, så lyder den præcis, som den gjorde i lokalet, hvor vi indspillede den. Planen var at spille så blødt som muligt uden at forfalde helt til stilhed.” Men spørges der ind til en bestemt intention med sangen, er der ikke flere svar at hive ud af Leithauser. På en måde er det en skam, at Leithauser ikke søger eller ikke vil indrømme en dybere mening med musikken. Det kræver ikke nogen doktorgrad for at se kvaliteterne i Bows + Arrows; men måske er Leithauser et godt eksempel på, at man bør adskille værk og kunstner og ytringerne fra begge. Læs også Undertoners anmeldelse af The Walkmen: Bows + Arrows

Interview

Fire tossede spillemænd

Den danske folkrock-gruppe The Violet Hour står på trapperne til at udgive deres første fuldlængde, Lazarus. Undertoner har lagt ører til de triste melodier og talt med bandet om pladen og bandets konsekvente, men legesyge sangskrivning. 26.04.03 Den københavnske kvartet The Violet Hour går med største sandsynlighed derhjemme og tripper utålmodigt. Deres efterhånden længe ventede plade har fået udskudt sin udgivelse op til flere gange pga. den slags problemer, som tilsyneladende skal opstå, når alt synes at være på plads. Når man tror, at den spritnye båd endelig kan testes på vandets overflade, opstår uventede tyfoner, og The Violet Hours båd står endnu på land – tør og nymalet. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til den snarligt kommende plade Lazarus og kan med stor glæde anbefale den til de læsere med hang til trist folkrock. Lazarus er præget af en varme og et væld af spændende instrumenter, så der gemmer sig masser af lag i musikken.Jeg følte mig overbevist om, at der måtte gemme sig en god historie eller to i bandet. The Violet Hours sanger og sangskriver Daniel Rastén befandt sig et sted i Sydamerikas tropiske klimabælte, så jeg hev fat i de tre øvrige medlemmer, Jonas Jensen, Jan Petersen og Simon Rastén, til en hyggelig snak over kaffe og Jason Molina på anlægget. The Violet Hour er et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske musikscene. De har kun udgivet en EP, på hvilken man godt kunne høre, at det var et band i opstartsfasen. Men siden da har det været et band i en rivende udvikling. Bandet har svedt i øvelokalet og er nået frem til en samling sange, et resultat der går under navnet Lazarus. Det lille hus på landetVed indspilningen af Lazarus valgte The Violet Hour at isolere sig i et hus på landet, hvor de kunne larme i fred og indspille på egne betingelser, som og når de havde lyst.“Vi tog af sted i en bil med en helvedes masse grej til et hus langt ude på landet,” fortæller bandets guitarist Jonas Jensen. Det var midt i den danske sommer sidste år, hvor den dovne varme sneg sig op omkring 30 med strømme af svedperler. Derfor valgte bandet at indspille de fleste af numrene midt om natten; det tidspunkt af døgnet hvor bandets musik også giver mest mening. Isolationen på landet åbnede for sådanne indspilningstidspunkter, uden at bandet ville forstyrre omgivelserne – eller omvendt.“De eneste naboer var et autisthjem ikke så langt derfra, og de klagede ikke,” griner Simon Rastén. “Og ham på den anden side af vejen havde et æsel, der stod og skrydede hele tiden. Det prøvede vi at få med på optagelserne, men det ville aldrig skryde, når det skulle. Sådan er det med et æsel.” “Stædige bæst,” stemmer Jensen i med et skævt smil. Legen med instrumenterThe Violet Hours folkrock indbyder til brug af en masse instrumenter, noget som bandets musikalske legebarn og multiinstrumentalist Jonas Jensen også gjorde nyttigt brug af.“Når vi havde lagt planer for, hvad vi skulle indspille med det ene og det andet instrument, så havde Jonas lige pludselig fundet en harmonika frem, og så kom der pludselig 4-5 instrumenter på. Så måtte vi tage den derfra,” fortæller Jan Petersen, tydeligvis kun glad ved det impulsive “barn” i bandet.Jonas Jensen har opbygget en større samling af forskellige instrumenter – “en hobby,” fortæller han – og det lader sig bestemt høre på Lazarus. Bandet tæller ihærdigt på fingrene og når med lettere besvær frem til et dusin forskellige instrumenter, der blandt andet inkluderer banjo, harmonika, mandolin, trompet, flugelhorn, mundharmonika, sav og kontrabas.“Vi har en idé om, at gamle instrumenter er lidt mere spændende,” fortæller Simon Rastén. “Vi har faktisk også en rytmeboks med,” indskyder han pludseligt med en lige så pludselig begejstring. “Men det er også en ældgammel sag fra 70’erne.” En kort pause opstår, hvorefter han bryder ud i en kort latter: “Det er jo det, de unge vil have. De vil have rytmer. Det er jo det, de kalder e-lec-tro-ni-ca nu om dage.” Han afbrydes muntert af Jan Petersen: “Ja, hvis vi vil have de helt unge med, så…” griner han med en slet skjult reference til folkrockens ældgamle tradition.Selv om man har fat i den lange ende af traditioner, skal man ikke vægre sig fra at eksperimentere og lege – det synes i hvert fald at være en usagt idé i hovedet på de fire musikere i The Violet Hour. Jan Petersen mindes indspilningen af den første EP, hvor Jonas Jensen råbte ned i en vandkande: “Det turde vi simpelthen ikke lade komme med på indspilningen.” Jonas Jensen retter sig ubekvemt op i sofaen og lader sit forfjumskede smil falde over i en mere alvorlig mine: “Altså, selve grundkernen er Daniel og hans akustiske guitar. Han skriver teksterne, og han kommer tit med et oplæg. Så egentlig er det ret spartansk. Men når musikken går så langsomt, som det er tilfældet, så bliver det intet problem at finde plads til de mange instrumenter.“ LazarusLazarus er titlen på The Violet Hours kommende plade, og man behøver ikke at være særlig belæst for at ane, at der gemmer sig en reference heri. Man kan godt mærke på bandet, at de savner Daniel Rastén, når spørgsmålene begynder at falde på de tekstlige elementer.“Daniel henviser altid til, at det er postmodernistisk,” fortæller Jonas Jensen. “Historien om Lazarus omhandler jo manden, der får en chance til for at begå sig i denne verden.” Jonas Jensen læner sig påny tilbage i sofaen som for at indikere, at nu har han taget sin tørn med at svare på tekst-relaterede spørgsmål. ” Man kan bare høre vores plade i stedet for at læse den skide bog,” griner Jan Petersen og fejer samtidig en oversmurt bibelsk forståelse af vejen.På frontcoveret af Lazarus kan man se et fotografi af et smadret spejl, en symbolik der næppe lader sig misforstå. De øvrige to kigger på Simon Rastén, som elegant opsummerer: “Med titlen in mente skal det fortælle, at man godt kan komme videre, selv om noget er gået i stykker.“Drengene fra The Violet Hour er bredt ud enige om, at det tekstlige univers er vigtigt, og der er hos dem tydeligvis en forsigtighed over for tekster, man ikke selv har skrevet. De mener, at der hviler et personligt islæt i sangtekster, hvorfor det naturligvis bør være ham, der skriver teksten, som også synger den, for hvem ved bedre end han, hvad det handler om. Måske er det også derfor, at bandet er ret forbeholdent over for at skulle udtale sig om en anden mands udtryk. Men på det generelle plan kan de alle være med. “Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at sangene skal have gode tekster, også fordi vores musik lægger op til hele den tradition,” siger Jonas Jensen. “Det med teksterne er Daniels eksklusive domæne.” Simon Rastén fortsætter tankegangen: “Hvis vi andre finder nogle akkorder, som går godt sammen, så begynder Daniel bare at synge og falde ind i en eller anden tekst, han har skrevet. Han skriver enormt meget, så han har altid et eller andet liggende.” “Vores funktion i bandet er at spille op til hans tekster – at lægge baggrundsmusik til, at prøve at formidle det videre,” konkluderer Jan Petersen. Popmusikkens formkravAlle bands har ambitioner, men ambitionsgraden er selvsagt forskellig fra band til band. I tilfældet The Violet Hour vil man ikke underlægge sig popmusikkens formkrav og derved gå på kompromis. Holdningen er klar fra Jan Petersens side:“Jeg synes ikke, at popmusik har været synderlig interessant siden 80’erne. Et fint popnummer kan man altid lide, men efter at have hørt det bare to gange, så er man allerede træt af det. Bare spørg The Voice om det; de bytter jo det ud efter tre uger alligevel. For os går det ud på at spille interessant musik, og jeg tror, vi er enige om, at popmusik ikke lige er vores ende af skalaen.“Størstedelen af The Violet Hours sange placerer sig på den, med radioindustriens synspunkt, forkerte side af de tre minutter varighed. “Hvis vi nu spillede i samme tempo, som sangene på The Voice kører, så ville vi faktisk holde os under to minutter. Men vi spiller jo langsomme sange, så sangene har en tendens til at blive det længere,” fortæller Simon Rastén.“Det er da også rart at have noget, man kan dvæle ved,” fortsætter Jonas Jensen. “Folk render jo rundt med stress, og vi lever i en forjaget tid. Og det må vi være nogle, der tager konsekvensen af. Vi spiller jo ikke denne retrorock, hvor der er fut på, og hvor teksterne ikke er så dybe, men hvor alting bare handler om at have det sjovt. Selvfølgelig handler det også om at have det sjovt, men det handler også om at slappe lidt af og nyde turen.“ Interviewet synes konstant at dreje sig omkring genren, som bandet bevæger sig inden for, samt sangenes rolige tempo og eftertænksomhed. Det ligger usagt i luften, men vi vender konstant tilbage dertil. Så lad os dog gribe emnet fat om halsen og høre, hvor bandet selv synes, de hører hjemme på den danske undergrundsscene.“Det, jeg godt kan lide ved vores band, er, at jeg aldrig har hørt noget lignende. Og det er jeg egentlig glad for,” lyder det selvsikkert fra Jan Petersen. “Vi har ikke forsøgt at ramme en bestemt målgruppe på den danske indiescene. Når vi har været ude at spille, har der været folk på 50 år, som har syntes, at det har været helt vildt fedt. Og for mig er det sgu’ ikke vigtigt, om det er folk, der sidder og læser Undertoner hver dag, eller om de læser National Geographic. Hvis bare de kan lide pladen, så er det fint nok.“Drengene fra bandet er ganske spændt på, hvordan pressen modtager pladen. Således udtrykker Simon Rastén det, og Jan Petersen nikker ivrigt: “Det er en plade, der kan blive bedømt lige fra det dårlige til det gode. Det er måske også meget godt; så har man lavet en plade, der stikker ud. Man ved jo aldrig, om gode, gamle Steffen Jungersen er klar på det her. Fra Iron Maiden til The Violet Hour – der er alligevel et stykke vej, ikke?” griner han. The Violet Hours fremtidige planer, efter Lazarus er smidt på gaden, er turen ud på landevejene. “Vi er, for at citere Povl Dissing, bare nogle tossede spillemænd, der spiller for enhver. Vi vil bare gerne og at spille så meget som muligt,” siger Jonas Jensen. Læs også Undertoners anmeldelse af The Violet Hour: Lazarus

Interview

Pop’n’Roll i øjenhøjde

Undertoner har mødt det svenske band Shout out Louds, der overraskende nok var meget afdæmpede og nede på jorden. (01.04.04)Det svenske band Shout out Louds er det tætteste, man kommer på rigtige rockstjerner – uden overhovedet at være i nærheden af det. De spiller musik, der er rocket nok til at være levende og poppet nok til at være interessant. De gør det for deres egen skyld, men elsker når en enkelt fan fortæller dem, hvor meget musikken betyder for ham. De er almindelige mennesker, lige bortset fra at de kan lave fængende melodier og åbenhjertige tekster. Og så havde de i øvrigt opgivet nogensinde at blive kendte. Shout Out Louds er ikke et band, der går efter at revolutionere musikscenen, men når man møder dem, finder man ud af, at det ikke nødvendigvis er noget, man kan have imod dem. Selv om der både er elementer af The Strokes, The Cure og Built to Spill i deres musik, er udtrykket stadig bandets eget – en tilgang som, selvfølgelig, også er vigtig for dem. Bliver I irriteret over at blive sat i en kategori som et band i garagerock-bølgen? Jeg synes ikke, at vi er et garagerockband. Og i det hele taget synes vi nok bare ikke, at det betyder noget, om man tilhører en speciel genre. Men det hænger måske også sammen med, at vi selv er så dårlige til at proppe den musik, som vi selv hører ned i bestemte kasser. Vi kan lide det, og så tænker vi ikke over, hvilken genre det tilhører. Vi lytter i hvert fald nok mere til pop end til garagerock, og i det hele taget lytter vi til forskellige ting og bliver så inspireret af dem. Nogle gange kan man lide rytmen i en sang, guitaren i en anden og noget helt tredje i en tredje. Det er ikke noget specielt band, som vi ser op til; det er snarere musik i almindelighed. Man ser op til nogle ting, men det udtryk vi har, er ét vi selv vælger – noget der passer til os personligt. Bliver I påvirket af anmeldelser?Ja, vi læser dem i hvert fald. Især i starten var man jo meget spændt på, hvad andre mennesker syntes om ens musik. Men det påvirker da én, når man læser dårlige anmeldelser. Men ok, man vænner sig til det. Det værste er sådan set ikke nødvendigvis, når folk skriver dårlige anmeldelser, men når anmeldere skriver dårligt – altså anmeldelser hvor der ikke er tale om konstruktiv kritik. Når man kan høre, at anmelderen ikke har lagt energi i at lytte til pladen. Et eller andet sted synes jeg også, at det er ærgerligt, at der bliver skrevet så meget om musik. Altså forstået på den måde at alt bliver analyseret sådan, at folk ikke får chancen for at opdage det selv længere. Er I blevet overraskede over at stå på den anden side lige pludselig – altså at gå fra at være musiknydere til at være nogle som folk bedømmer? Jeg syntes, at det var lidt underligt i starten. Altså, vi har jo været vant til, at det var vores sange. Men nu er det ikke kun vores egne længere, nu er det lige pludselig også alle mulige andres. Jeg skriver jo sangene for mig selv, og derfor er det temmelig underligt og svært at sidde og snakke om musikken. Det er svært at blive bedømt på den måde. Er I overraskede over, hvad folk synes?Ja, fordi vi har haft vores billede af, hvad sangene betyder, og så er det lidt underligt, hvis folk har en helt anden opfattelse. Men på den anden side er det jo det, der er meningen – altså, at folk skal have deres egen opfattelse. Det er sjovere, at man selv skaber sin mening om sangen. Det er også derfor, at det betyder mere, hvis en fan siger, at han eller hun kan lide vores musik, end hvis en anmelder gør det. En anmelder skal have en holdning til musikken, men en anden person behøver egentlig ikke at have en holdning til det, og derfor betyder det meget mere, hvis vedkommende af sig selv siger, at det er godt. Man kender fra sig selv, at man kan få en bestemt følelse i kroppen ved at lytte til noget bestemt musik. Og at folk kan have det sådan ved at lytte til vores musik, det er lidt underligt – på den gode måde altså. Hvorfor begyndte I egentlig at spille musik?Vi begyndte bare for sjov skyld. Vi begyndte bare, fordi vi syntes, det var sjovt at spille i band. I dag har det ændret sig lidt. Nu handler det også meget om sangskrivningen – om at skabe musik. Vi kan kort sagt godt lide, når vi kan skrive nogle gode sange. Er der en forskel i jeres indstilling fra dengang, I begyndte til nu, hvor I er blevet mere kendte?Ja, for det første så tager musikken en større del af vores tid. Man bliver afhængig af at spille musik. Vi har jo alle drømt om at blive rockstjerner, men vi havde nok også alle opgivet den drøm, lige inden vi gik i gang. Vi mente, vi var blevet for gamle, og at der ikke var nogen chance for at blive kendte. Vi droppede den drøm og begyndte at spille bare for sjov. Har I så et større pres på jer nu?Nej, jeg synes faktisk mere, at der er større inspiration. Nu har denne plade ( Howl Howl Gaff Gaff) været ude så længe, at folk kender den, og man er ivrig efter at vise, hvad man også kan. Man har fået foden inden for døren med denne plade, så nu er presset mindre. Læs også Undertoners anmeldelser:Shout out Louds: 100 Degrees EPShout out Louds: Howl Howl Gaff Gaff

Interview

Jason Molina: Slut med Songs: Ohia

Jason Molina fortæller om, hvorfor han har lagt Songs: Ohia-projektet på hylden og nu starter et decideret band med samme navn som Songs: Ohias svanesang, Magnolia Electric Co. (05.04.04)“Songs: Ohia er et overstået kapitel,” fortæller manden bag, Jason Molina, “Det var ikke et band fra starten – og så vidt jeg kan se, ville det aldrig blive til et egentligt band. Nu vil jeg gøre brug af navnet ’et-eller-andet Electric Co.’“ Electric Co.-konceptetDen første udgivelse i Molinas planlagte serie af Electric Co.-plader var angiveligt det syvende og altså sidste Songs: Ohia-album The Magnolia Electric Co., der blev udgivet sidste år. Selv om pladen, der blev optaget hos Steve Albini i hans Electrical Audio Studio i Chicago, blev afsat som en Songs: Ohia-udgivelse, var projektnavnet ikke til at se nogle steder på coveret – præcis som Molina havde planlagt det.“Det sætter mere fokus på samlingen af musikere på pladen,” forklarer Molina med henblik på Electric Co.-konceptet. “Hver gang jeg har samlet et band til en plade, har det været ved den ene plade alene; de samme musikere er aldrig med på den næste plade, jeg har lavet. Eftersom jeg er midterpunktet fra plade til plade, virker det som om, at min person har fået alt for meget fokus. Det fjerner meget fra musikernes bidrag, og alt bliver lagt over på mig. Jeg har aldrig villet have det til at handle om mig. Songs: Ohia har været et 10-årigt eksperiment med at lave musik på den måde, og nu vil jeg lave noget anderledes.“ De fleste af Songs: Ohia-inkarnationerne har lagt musik til Molinas tendens til et sammenkog af Neil Young og Bonnie “Prince” Billy med et roterende hav af backingmusikere, der i det store hele har budt på en konstant lydmæssig diversitet, som Molina flettede ind i hver af sine indspilninger.“Jeg skriver musikken og teksterne og sammenstykker til sidst et band,” siger Molina. “Jeg skriver nærmest musikken i samme øjeblik, som når jeg prøver at komme i tanke om, hvem der bedst ville kunne spille med på den, og så ryger den direkte ned til produceren. Det er måske en fej måde at arbejde på, fordi jeg ikke lægger alle byrder på mine egne skuldre, men ens ego bør aldrig være en del af musikken.“ Den tyste PyramidSom det tidligere har været tilfældet, vil året 2004 afsløre flere Molina-projekter. Det fine Neil Young’ske værk fra sidste år, Magnolia Electric Co., blev fulgt op af den tyste soloplade Pyramid Electric Co., som blev indspillet for to år siden sammen med den faste Saddle Creek-producer, Mike Mogis. “Jeg tænkte på et tidspunkt, at det kunne være lækkert med nogle band-arrangementer på nogle af disse sange,” siger Molina om Pyramid-materialet. “Men Pyramid var sådan en rigtig sælsom session. Jeg sendte fancy demoer rundt, som var indspillet i et rigtig rart studie, og alle sagde ’lad det være, som det er.’ Det er ikke en egentlig typisk soloplade. Den er virkelig mørk og tungsindig – også selvom det bare er mig med en elektrisk guitar.“ Molina er for nylig taget tilbage i Albinis Electrical Audio Studio for at arbejde på det næste Magnolia Electric Co.-album, som vi formentlig får at høre senere i år. Læs også Undertoners anmeldelser af:Jason Molina: Pyramid Electric Co.Magnolia Electric Co.: Trials & ErrorsMagnolia Electric Co.: What Comes After the Blues

Interview

Windermere – højtløftet og storladent

Undertoner har sat Kim Oxlund fra det danske pladeaktuelle band Windermere i stævne med en række spørgsmål om den nye plade The World Is Here og arbejdsgangen som dansk indieband. 25.03.04Undertoner har sat Kim Oxlund fra det danske pladeaktuelle band Windermere i stævne med en række spørgsmål om den nye plade The World Is Here og arbejdsgangen som dansk indieband. Hvorfra stammer jeres navn?Navnet Windermere går omkring fem år tilbage, da jeg startede det som et triphop-projekt med en sangerinde. Vi nåede at lave en demo, og Thomas, den nuværende trommeslager, var inde over det for en kort periode. Han valgte dog at hoppe fra pga. travlhed. Cirka et halvt år efter havde jeg stoppet projektet og ledte efter noget nyt. Jeg stødte ind i Thomas til en fest, og vi blev enige om, at det kunne være interessant at blande mine elektroniske ting med hans band Maroc Sevens engelske guitarlyd. Vi blev i en kort periode til Maroc Seven, men da den anden guitarist, Hans, tog til USA i seks måneder, fik jeg de andre med på at ændre navnet til Windermere og spille nogle af mine sange. Men ellers er Windermere navnet på Englands største indlandssø. Det er for det første et meget stort, men også meget poetisk og smukt naturområde. Det var blandt andet her en masse af romantikkens digtere residerede og fandt deres inspiration. Oscar Wildes skuespil, der også bærer en del af navnet, handler om at finde sin plads i tilværelsen og tillid og loyalitet over for sine nærmeste. Alt sammen temaer og billeder der beskriver det poetiske sprog i vores musik på bedste vis. Jeres musikalske udtryk synes at indeholde store mængder af melankoli og længsel, og teksterne synes at have to gennemgående nøgleord, afmagt og hedonisme – hvor kommer al dette vemod fra?Pladen er blevet meget intens, eftertænksom og også meget ærlig i udtrykket. Den omhandler jo alle de basale emner, vi alle kommer ud for fra tid til anden. Kærlighed, mangel på samme, loyalitet og søgen efter glæde med de midler, man nu engang har til rådighed. Jeg har personligt brugt de sidste seks år på at slippe væk fra en meget kaotisk opvækst, og der har musikken altid været det vigtigste holdepunkt – og det afspejles selvfølgelig. Men vi søger altid at få både musik og lyrik til at afspejle hinanden og går meget op i, at der er en mening bag. Nok også en af grundene til at vores sange generelt er meget længe undervejs. Meget peger i retning af dig som det store maskineri, der holder Windermere i gang. Du har lavet artwork, mixet den nye plade, og det er også dig, der skriver musikken. Alligevel lyder I meget som et band. Hvordan er jeres arbejdsproces? Vi lyder først og fremmest som et band, fordi vi er et band – en kollektiv enhed hvor alle har deres meninger og bliver hørt. Jakob og jeg er nogenlunde ligeligt ansvarlige for teksterne, mens størstedelen af pladens musik kommer fra min hånd. Og det skyldes i stor grad den måde, vi hidtil har arbejdet på. Fra vi startede og stort set op til pladens indspilning har det fungeret på den måde, at jeg kom med nogle indspillede keyboardspor ofte med guitar og vokal, hvor det meste nogenlunde var på plads. De andre havde så allerede fra starten en skitse til, hvad de skulle spille. Nogle sange har så beholdt grundidéen nogenlunde, mens andre er blevet rekonstrueret fuldstændigt. En enkelt er endda fra før min tid, som vi så har arbejdet videre på op til pladen. På det seneste har vi så lagt den arbejdsproces lidt på hylden og koncentreret os om en lidt mere kollektiv sangskrivning. Det giver selvfølgelig langt mere frihed til at lægge et personligt præg på musikken og udnytte de enkeltes idéer, når de kommer. Men jeg tror egentlig, det har været en sund måde at gøre tingene på fra starten af, da det har hjulpet os til at blive en meget sammentømret enhed på relativ kort tid. En måde at holde fokus og lære at forstå hinanden som musikere. I har fået Soma Allpass med på cello. Hun synes at være en populær gæstemusiker at gøre brug af?Ja, men hun har jo også udgivet sin soloplade på vores selskab. Hende og Maurice har kendt hinanden i mange år, så det syntes som et meget naturligt valg. Men hun er en meget dygtig cellist og har en stor forståelse for hurtigt at få éns tanker og idéer ud gennem strengene. Hvordan endte I hos Iwave? Hvad er Iwave for et selskab?Iwave er et lille enmands-pladeselskab, der er relativt nyt. Maurice (ejeren) har været ansat som A&R-mand hos Mega Records i 10 år og arbejdet sammen med nogle af de bedst sælgende folk i branchen. Jeg har kendt ham i en del år efterhånden, lige siden han fik interesse for et elektronisk pop-projekt, jeg lavede nogle år tilbage. Han var dog også interesseret i Windermere, men mente at han ville gøre mere skade end gavn ved at bryde ind på daværende tidpunkt. For et år siden dukkede han så op til vores koncert på Studenterhuset og fik os overtalt til at booke en weekend i Woodhouse i Vanløse til at indspille denne plade. Oprindeligt amerikaner var han en god hjælp til at få finpudset teksterne, så de blev så klare og direkte som muligt. Han er meget dedikeret til musikken og har endvidere været en rigtig god støtte for mig under det halve år, det efterhånden havde taget mig at mixe pladen. Hvad kan man forvente af jeres liveshows?Vi søger altid at give publikum en meget intens oplevelse og et nærvær. For os er stemningen det altoverskyggende element i musikken, så hvis vi kan få hevet folk med ind i musikkens univers i stedet for bare at underholde, er det den bedste oplevelse, vi kan have af en koncert. Men live er udtrykket en del mere støjende end på plade. En af de vigtigste ting er dog, at publikum ikke går hjem med den fornemmelse, at de bare kunne have hørt pladen derhjemme i stedet. Hvordan vil du placere jer som band på den danske indiescene?Svært spørgsmål da folks kendskab til os selvfølgelig stadig er relativt småt. Men forhåbentlig som et solidt og eftertænksomt kendskab i en tid hvor scenen synes at interessere sig mere for stil og attitude end det, der egentlig burde være holdepunktet: kærligheden til musikken og det den kan gøre ved én. Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here. Link: Windermeres hjemmeside

Interview

Musik uden mellemmænd

Hovedparten af den dansk stab af folk-sangere har altid haft lettere ved at tale til fadølsgenet fremfor følelserne hos publikum. Men Lasse Vestergaard, en ung sangskriver fra Aalborg, lader til at være den, der skal gøre dansk folk-musik både sober og seriøs. 08.03.04 Lasse Vestergaard udgav i 2002 solodebuten Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell. Den 24-årige lærerstuderende fra Aalborg havde få år forinden fungeret som forsanger i rockorkestret Daisy, der på den tid var blandt frontløberne for den nordjyske undergrundsscene. En scene der i så mange år havde levet i lidelse og tort i skyggen af en tonstung heavymetal-scene, provinsiel fadølsrock, beruset syng-med-mentalitet og brægende røvballerock. Det lykkedes aldrig for hverken Daisy eller andre af Aalborgs spirende indie- og rockorkestre at nå op til overfladen og nå det bredere gennembrud, som mange af dem egentlig fortjente. I stedet for at koncentrere sig om sit lærerstudie valgte Lasse Vestergaard efter bruddet med Daisy at arbejde videre med sin egen sangskrivning, og selv om singer/songwriter-fænomenet længe har været direkte synonymt med lokalradio-troubadourer, ufarlige familiefestivaler og halvtomme forsamlingshuse, var Lasse alligevel blevet så betaget af genren, at der ikke var anden udvej end at tage kampen op mod de fordomme, folk end måtte have over for denne genre. Få tøserne til at holde kæftSongs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell viste, at Lasse Vestergaard bestemt havde talentet til at skrive fine folk-melodier. Størstedelen af sangene på debuten lå i den mere poppede ende af skalen, og selvom der hen ad vejen manglede en stram vision med de folk-inspirerede popsange, var de alligevel af en så høj kvalitet, at man ikke var et øjeblik i tvivl om, at talentet var stort. Vestergaard ønskede ikke at binde sig rent musikalsk, og det var primært et ønske om at høre sine egne sange i endelig indspillet form – at stå med sin egen plade i hånden, der var Lasse Vestergaards egentlige incitament til at udgive Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell. Debuten gav desuden Lasse Vestergaard den uvurderlige mulighed for at tage sine sange med ud i landet, og en omfattende turné på landets caféer og mindre spillesteder gav Lasse Vestergaard troen på, at sangene trods alt indeholdt en vis værdi. Også selv om det krævede et stort mod af den unge sangskriver – han skulle nu stå alene på en scene med sine sange for første gang. “Men når jeg kunne få tre storsnakkende tøser til at holde kæft under en sang, måtte jeg jo have gjort noget rigtigt,” siger Lasse Vestergaard om jomfruturnéen, der skulle teste, om sangene også kunne holde vande, når de skulle leveres live. Et skridt ad gangen-procesPå Tracks har Lasse Vestergaard imidlertid fundet et udtryk, der er langt mere modent, end man kunne forvente af en sangskriver midt i tyverne. Han har taget trygt ophold i samme retning som den country-inspirerede folk-musiks bedste sangskrivere, og Lasse Vestergaard befinder sig ikke langt fra Richard Buckner, Tim Easton og Ryan Adams. Om den musikalske tilblivelse af Tracks fortæller Lasse Vestergaard:“Jeg har været et helt andet sted både musikalsk og personligt. Jeg har dyrket et renere udtryk, arrangementerne er ikke fastlåst, og der har været stor plads til udfoldelse og improvisiation. Pladen er jo indspillet live, hvilket vil sige, at hver enkelt sang som regel er blevet lavet i fem eller seks versioner, hvoraf den “œbedste” er blevet valgt ud. Tiden har været kort i studiet; det egentlige arbejde har bestået i at vælge de rette versioner af sangene. Det rette feel, groove og udtryk har betydet mere end småfejl og musisk perfektionisme. Vi har også i højere grad valgt de takes af sangene, som på en eller anden måde skillede sig ud – både godt og skidt.“ Grundreglen i sangene på Tracks har været kravet om, at de har skullet fungere med kun Lasse Vestergaards guitar. Det har betydet, at det ikke har været nødvendigt at tænke i arrangementer eller instrumentation under selve sangskrivningsprocessen. Det har kun været melodi, tekst og udtryk, der har været afgørende om, hvorvidt Lasse har fundet sangen holdbar. “Jeg kalder det for ‘et skridt ad gangen’-processen – måske noget medfødt nordjysk, jeg ved det ikke. Men det er sangene, der bærer en plade fremfor den rette produktion og lyd. Dermed ikke sagt at lyden ikke spiller en rolle, men jeg har helt overladt produktionen til Jacob Froberg. Jeg ved, at han har bestræbt sig meget på at ramme en amerikansk lyd og bevidst undgået den alt for kendte danske/europæriske lyd.” Plads til dobroSelv om sangene på Tracks først og fremmest er skrevet til Lasses egen guitar, udgør Lasses orkester, The Red Light People, en vigtig del af sangskrivnings- og indspilningsprocessen. Der er især gjort god plads til brugen af dobro, den umisgenkendelige amerikanske slideguitar (et instrument som har fået sin renæssance efter de seneste års bluegrass-revolution).“Jeg tror, at alle komponister gerne vil høre deres værker spillet af et orkester. Glæden ved at spille musik ligger for mig lige så meget i at spille sammen med andre som i at komponere. Og en god sang bliver bestemt ikke værre af at blive spillet af dygtige folk. Bandet tilfører jo sangene noget nyt, et helt andet andet præg. De repræsenterer den del af pladen, der svinger og rocker, hvorimod at jeg som solist repræsenterer den mere ærlige og enkle udtryksform – et minimalistisk og mere indadvendt udtryk.“ Det kan umuligt diskuteres, hvorvidt Lasse Vestergaards brug af dobro tilfører Tracks et udtryk, der peger i retning af country.“Jeg har dog aldrig været meget for den rendyrket country-stil. Men heldigvis er jeg jo vokset op med alternativ country i form af Dolly Partons Jolene og senere Violent Femmes, Whiskeytown og alle de andre. Det har været den eneste form for country, jeg har været optaget af. Jeg har ikke forsøgt at sammensætte punkens spillemåde med country, som efter sigende skulle være den rette opskrift af alt.country. Jeg har snarre forsøgt at benytte de redskaber fra countrymusikken, som siger mig noget, i en mere rocket facon. Især med musikken som country og vokalen som mere rocket.“ Svære følelserPå det lyriske plan skinner det tydeligt igennem, at Lasse Vestergaard er blevet voksen. Måske endda lidt for hurtigt. En personlig tragedie satte sidste år et midlertidigt stop for indspilningerne af Tracks. At sorgen så har givet sangskrivningen et ekstra skub er tydeligt i den let vemodige tone, der præger sangene.“Pladen viser, hvem jeg er nu, og hvem jeg har været det sidste års tid. Den vidner om gode tider og svære tider. Den er blevet en slags erindringsskildring for mig, og jeg tror, den rummer mange af de følelser, man møder i et liv; glæden ved kærligheden og livet og frustrationen og vreden over kærligheden og døden. Den er samtidig blevet en personlig hyldest til en meget speciel person, jeg har mistet. Den slags følelser er jo som bekendt svære.“ En sang om ugenAlligevel kredser Lasse Vestergaards sangskrivning snarere om et næsten naivt forhold til kærligheden end om tab og tragedier. Der er ingen bitterhed i sangene, men i højere grad en afklarethed i forhold til livet og kærligheden. Men samtidig når Lasse også momentvis op i forelskelsens lyserøde skyer med nyt mod, ny energi. Og ligesom sorgen ofte afspejles i Lasse Vestergaards sørgmodige sange, finder glæden også sin rette vej ind i pladen. Det kan høres på den svingende og rå As Pretty As Last Night, der tempofyldt tæsker derudad med den autentiske dobro-lyd i bagagen. Uden at se sig tilbage.“Jeg har prøvet at skrive mindst én ny sang om ugen. Derfor spreder sangene sig over et helt år af mit liv. Nogle af dem har været lette at gå til, mens andre har været sværere at skrive. Når man har med følelser at gøre, er det jo ikke altid lige let. Jeg har altid været optaget af ikke at lave en ‘greatest hits plade’, hvor det er de enkelte sange, der fortæller historien. En plade skal hænge sammen og i sin helhed fortælle en historie.“ Samme person bag sangenLasse Vestergaard nævner selv en lang række inspirationskilder, der strækker sig fra hans mangeårige fascination af Bob Dylan og Neil Young til fællesskabet med vor tids singer/songwriter koryfæer som Ryan Adams, Ron Sexsmith, Matthew Jay og Elliott Smith. Fælles for disse er i følge Lasse Vestergaard blandt andet det underspillede og kantede.“Jeg har lyttet meget til musik, der fremstår ærligt, let, direkte og udtryksfuldt. Jeg har ladet mig fascinere meget af underproducerede ting, mere alternative og mere lofi, end jeg tidligere har gjort. For mig betyder begrebet singer/songwriter, at musikken bliver leveret uden om mellemmand. Forstået på den måde at det er én og samme, der har følt, skrevet, sunget og spillet sangene. Det er en ren form for udtryk, hvor sangen bliver behandlet, som den er ment! Jeg siger ikke, at mine sange er leveret perfekt i mine versioner, men sådan er de nu engang ment.” “Mit mål med musikken er, tror jeg, at skrive en sang, der vil kunne stå alene, en sang som 91% af befolkningen vil kunne genkende på den ene eller den anden måde. Men jeg skriver først og fremmest for mig selv! Men netop derfor ville det også være fedt at ramme en følelse, som går igen hos folk.“ www.lassevestergaard.dk

Interview

Jaguar: Musik med egne succeskriterier

Undertoner har mødt det københavnske rockband Jaguar til en snak om Paidea, shawarma og alt det ind imellem. 25.02.04 I en verden hvor musik ikke bare er tapet på væggen eller noget, man vasker op til. Fra et land hvor alt er yndigt, og ingen tror, de er noget. I en tid hvor alle bliver voksne, men ingen er det, kommer et band med gode melodier og alt og intet på hjertet. Et band som er seriøse med hvad, de laver uden at tage sig selv alt for seriøst. Fem drenge i tyverne med fødderne fast plantet i rockmusikken, hovederne svævende på melankoliens smukke skyer og hjertet på det rette sted. De fem spiller musik, fordi de har lyst. Lyst til at underholde, lyst til at begejstre. Lyst til at lave noget der giver mening – både for dem selv, men forhåbentlig også for de folk der lytter til dem. De vil gerne lave musik, der får både hjerne og ben til at snurre. De vil gerne lave musik, som får hoveder til vende og hjerter til at banke. De skal lave musik, som de selv kan lide. De håber at lave musik, som andre elsker. Vil de forandre verden? Nej, det er bare rockmusik. Kan de forandre min verden? Ja, for helvede, det er rockmusik. The Rules of PaideaUndertoner har mødt 2/5-dele af det københavnske rockband Jaguar. På besøg i min stue er Martin og Peter, og vi sidder og kigger bag på coveret af Jaguars første udgivelse, den selvfinansierede Simple Faces EP. “The Rules of Paidea” står der, og nedenunder følger en kort historie om en flok unge mennesker med livet og uanede muligheder foran dem – måske. Martin: Paidea er simpelt fortalt en leg. En leg uden regler hvor man selv sætter succeskriterierne. Selve historien handler meget om nogle unge mennesker, der har en blåøjet naivitet, og som tror, at sommeren og det bekymringsløse liv fortsætter for evigt – men det passer selvfølgelig ikke. Vi har taget det med, fordi den veksling mellem bekymringsløshed og alvor går igen i vores musik. Det er et eller andet sted pop vs. melankoli. Peter: Vi har også efterhånden fundet hver vores brug af det. Historien minder for eksempel mig meget om, at man ikke vil blive voksen, men samtidig godt ved at det bør man blive. Og et eller andet sted giver historien mig også denne der fede fornemmelse af nærnostalgi – altså, minder om noget der ikke er langt væk, men som alligevel er væk. Martin: Det er faktisk ufatteligt langt væk, for man kan ikke vende tilbage. På den måde er menneskerne i historien måske også et meget godt billede af os selv for ikke så længe siden. En sammentømret enhedJaguar blev dannet i foråret 2003. Christian Mathiesen spiller bas og er den yngste i bandet. Martin Rasmussen spiller guitar, er fem år ældre end Christian og er dermed den ældste i bandet. Andreas Borne spiller også guitar, men er til gengæld tre år yngre end Martin. Viggo Clausen slår på trommerne og har levet et år længere end Andreas. Peter Josef Olsen er i en alder af 27 år forsanger i bandet. Han er næstældst og er kun et år yngre end Martin. Alle fem har beskæftiget sig med musik i mange år, men kun Martin, Andreas og Viggo har gjort det sammen i et stykke tid. Jaguar er således opstået på resterne af Aikido Cop, der igen er en viderebygning af Mole, som rent faktisk startede som Holy Mole. Det er dog mange år siden – musikken var noget andet, Poul Nyrup var statsminister, og det hele foregik vist nok på Fyn. I dag foregår det i København, og trods den korte levetid i nuværende opsætning er Jaguar en sammentømret enhed. Peter: For mig var det fint at komme ind i et band, der allerede havde eksisteret et stykke tid under et andet navn. Der var noget konkret musik at forholde sig til, og da den samtidig appellerede til mig, var det jo godt. Men det er da klart, at jeg jo også hurtigt gerne ville ind og påvirke det – det er svært at holde kæft, når man står og øver, og sådan tror jeg vi alle sammen har det. Martin: Vores musik opstår derfor også meget af, at simple ideer udvikler sig i øvelokalet. Alle er meget engagerede i det her, og man bliver i hvert fald skuffet, hvis man kommer med en helt færdig ide. Peter: Samtidig betyder det også, at alle får hver deres lille hjertebarn med i numrene. Det kan for eksempel være et lille guitar- eller basstykke eller en bestemt trommerytme. Når man tænker over det, er der faktisk ufatteligt få kompromisser i vores musik. Det nye navnBandets samarbejdsevner blev fra starten af sat på en alvorlig prøve, da der skulle findes på et nyt navn. Den opgave udviklede sig til et tovtrækkeri over flere måneder, hvor argumenter, afstemninger og venners hjælp blev inddraget. I sidste ende var fast.food dog alt, hvad der skulle til. Martin: Jeg fandt på det, mens jeg stod og spiste en shawarma, og jeg ringede straks til de andre. Jeg ved ikke, om det er verdens bedste navn, men nu hedder vi i hvert fald Jaguar og er fra København. En af fordelene ved at det tog så lang tid er, at vi nu har en masse forkastede forslag, som vi kan bruge til sangtitler. Peter: Jeg synes faktisk, at det er et rigtigt godt navn, og jeg havde det sådan, at nu vi havde muligheden for at finde på et navn, så skulle det også være godt. At det tog så lang tid at finde på et bandnavn er nok ikke tilfældigt. Jaguar består nemlig af fem mennesker, der, på hver deres måde, tænker meget over, hvad de vil med deres musik. Faktisk tænker de nogle gange over, at de ikke tænker over det. Martin: Vi spiller nu engang det, vi spiller, og jeg tror ikke, at vi er så forhippede på at opfinde den dybe tallerken hele tiden. For mig er det vigtigere, at musikken er personlig. Peter: Jeg synes, at vi er blevet gode til at fange stemninger i vores musik. Jeg elsker i hvert fald, at når jeg har lavet en tekst til en sang og så hører det færdige resultat bagefter, så kommer der billeder frem inde i mit hoved. FremtidsforventningerSpørgsmålet er så, hvilke billeder en snak om fremtiden for Jaguar fremkalder inde i hovederne på en forsanger og en guitarist. Martin: Jeg håber, at vi kan bibeholde den gnist, som vi har i øjeblikket, og så håber jeg, at vi kan komme ud og spille en masse. Peter: Jeg håber på, at et label vil skrive en kontrakt med os. Martin og jeg er nok også en slags modpoler, når det gælder forventninger til fremtiden. Han er negativ, mens jeg er positiv. Nej seriøst, så synes jeg, at det er fjollet, at spille musik for en lille udvalgt skare. Jo flere der kan lide vores musik jo bedre, og jeg synes i hvert fald, at det er vildt, at der stod folk og sang med til vores første koncert, inden vores EP var kommet ud. Martin: Det er rigtigt, men hvis publikum ændrer sig, og det i fremtiden lige pludselig kun er 13-årige piger, der står og synger med, vil jeg nok blive både paf og skuffet. Men altså, det er jo en typisk drengedrøm at blive rockstjerne, og når man fortsat spiller i et band, har man jo nok forlænget både drømmen og årene som dreng lidt. Et eller andet sted synes jeg dog, at nu ville være et meget passende tidspunkt at komme et skridt videre. Hvilken retning det skridt går i, er der nok ingen, der kan svare på, men det vigtigste er også, at Jaguar kommer fra en verden, hvor musik ikke bare er noget, man vasker op til, og hvor man selv sætter succeskriterierne for sin leg. Læs også Undertoners anmeldelse af Jaguar: Simple Faces EP

Artikler

En nat bliver det sommer

Den startede som en engelsksproget demosang og endte som en nyklassiker i den store danske popsangbog. Dette er historien om Love Shops debutsingle En nat bliver det sommer.