Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Efter at have spillet under bandnavnet Joyphilter i mange år tog medlemmerne valget at skifte navn til The Fashion som følge af en langsomt indsnigende musikalsk stilændring. Kort tid efter skrev de kontrakt med BMG. Undertoner har talt med The Fashion om musikken og det pludselige ryk fra undergrunden til den kommercielle overhalingsbane. Den hårdtarbejdende sved synes at sive ud gennem de gamle mure, som omringer bygningskomplekset på Islands Brygge, hvor godt og vel 100 bands regelmæssigt kommer for at øve. Til trods for at det er ved at blive aften, står solen stadig højt på himlen. Jeg bliver modtaget af bandet The Fashion, som godt gennemblødte af sved efter dagens øvesession er klar til et interview. Fra Joyphilter til The FashionDe tre gutter, Christian Lignell Bækholm, Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau, slog tidligere deres folder i det hedengangne danske emoband, Joyphilter. De producerede en række demoskiver og turnerede heftigt – ikke bare i Danmark, men også på et hav af små spillesteder rundt om i Europa. Men da trommeslageren forlod Joyphilter, og to nye medlemmer kom med i bandet, skete der en rask udvikling i såvel stil som lyd. Som en konsekvens heraf valgte bandet at starte fra nulpunktet under et nyt navn, The Fashion. “Det er sjovt, som det er gledet tilbage i hovedet på én allerede, til trods for at det jo ikke er særlig lang tid siden,” siger forsanger Jakob Printzlau. “Det ville være mærkeligt, hvis vi skulle hedde Joyphilter stadigvæk. Vi tog en rimelig stor “chance” ved at lave om på musikken; der var jo alligevel lavet om på line-up’en, så hvorfor holde fast ved navnet? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og starte forfra?“Skillelinjen mellem det gamle og det nye band blev endeligt trukket i maj måned sidste år. Da udgav det danske label North Post en lille lyserød 3″-single med et nyt dansk band ved navn The Fashion. “Det var mere eller mindre der, det blev officielt, at vi var et andet band, og der var ikke mere Joyphilter,” siger Printzlau.Selvom det kan virke som en voldsom stilændring de to bands imellem, er der alligevel en gråzone i overlappet. “Det sjove er jo, at på vores 3″ er det alle numre, som vi havde haft gang i som Joyphilter,” forklarer Printzlau, “og Jacob og Christoffer (Jacob Ankær Johansen fra Lack og Christoffer Griebel fra Lake Placid) kom henholdsvis med i bandet, inden vi tog konsekvensen og skiftede navn“. BMGs begejstringFor at fejre udgivelsen af The Fashions 3″-single holdt bandet en releasefest. Her blev der delt CD’er ud til de fremmødte. Én af CD’erne endte på en café, hvor den flittigt blev spillet. Det viste sig tilfældigvis at være selvsamme café, som hvor direktøren for pladeselskabet BMG drikker sin kaffe. Han blev nysgerrig efter et par lyt og fik CD’en med hjem.“Det næste, vi ved, er, at vi blev ringet op af nogen A&R-folk, som spurgte, om vi kunne komme til møde den følgende dag. Vi gjorde os en masse tanker om, hvad de kunne sige, hvad de ville sige, og hvad de i hvert fald ikke ville sige. Og det, som vi troede, at de ikke ville sige, nemlig at de ville udgive os, var noget af det allerførste, som de sagde,” forklarer Printzlau med udslåede arme og hævede skuldre, som om han stadig ikke helt kan forstå det.Det viste sig, at selskabet var mægtig glade for det, som The Fashion havde lavet, og det var bestemt noget, som de godt tænke sig at være en del af. Bandet var knap nok stablet på benene. De havde ikke forsøgt sig hos nogle pladeselskaber, end ikke spillet live med den nye line-up endnu. “BMG vil. Det lyder godt. Let’s do it!” Det var i november 2002. Foto: Søren Solkær Starbird Den “svenske” lydHvor The Fashion forholdsvis hurtigt og smertefrit kom i kontakt med BMG og fik forhandlet deres pladekontrakt, var søgningen efter en producer til bandets plade en helt anden historie. “Der var ikke en eneste dansk producer, som fattede, hvad det var, vi havde gang i,” fortæller Anders Find Axelsen, guitaristen i bandet. “Det var ligegyldigt hvem, vi sendte til, så fik vi den smækket tilbage i hovedet. Det lød demoagtigt, og hvorfor tager han ikke en akkord i stedet for at spille sådan der?” “Og hvorfor stemmer de ikke ned, så han ikke synger så højt?” afbryder Printzlau grinende.Men The Fashion stod fast! Og det selvom de fik den ene kritik efter den anden på det materiale, som de præsenterede de danske lydfolk for. Det resulterede indledningsvist i, at bandet måtte gå i studiet alene og påbegynde arbejdet på debutpladen. Men pludselig fik de hul til en producer på den anden side af Sundet, som var frisk på et samarbejde. “Jeg ved godt, at man ofte siger, at svenskerne ved, hvad de laver, men det er ikke løgn, at den første mand, vi sendte til i Sverige, var Mikael Ilbert. Han forstod præcis, hvad det var, vi havde fat i,” fortæller Axelsen.“Det var befriende, at der pludselig kom én og sagde ’Det, I har, er vildt fedt! Hold fast i det! Der er ikke noget mærkeligt i den vokal, og I skal bare holde ved den skævhed, som I har, for det er den, der er charmen’,” fortsætter Printzlau. “Man må tro på det, man laver, og stå bagved det med 200%, så må folk kunne lide det eller lade være. På den måde får man et langt bedre resultat, end hvis man konstant går og indretter sig efter, hvad responsen er.“ Undergrund vs. MainstreamSelv om The Fashion endnu ikke har udgivet deres fuldlængde-debut, går snakken allerede heftigt i undergrunden. Modtagelsen af det nye band har været overvejende positiv, men der har ligeledes været en række negative udladninger – især fra indiefolk. “De mener med det samme, at vi havde lavet en skræddersyet plan, at nu skulle vi lave noget musik, som skulle ramme ned i en eller anden nerve. Så kunne vi få en pladekontrakt og vinke farvel til alt det, vi kom fra og glemme alt om det,” lyder det irriteret fra Printzlau, som ufrivilligt har måtte stille sig i en forsvarsposition, når de hidsige angreb blev slået an. “Det er sådan noget, som jeg er allermest træt af at høre på, fordi det er sådan nogen mennesker, som er så indgroet i deres had til det etablerede plademiljø. Det er bare en generel tendens, at hvis det ikke er indie, så er det ikke noget værd, så har det ikke nogen værdi.” Christian Lignell Bækholm, som slår bassen an i The Fashion, nikker genkendende: “De folk, der kommer med de statements, at major-labels er noget pis, de kan ikke vide, hvordan det er, før de har prøvet at stå på begge sider af hegnet. Og det har de ikke, mange af dem som kommer og stikker os i skoene, at vi har solgt ud. Hvis du har en god indgangsvinkel til det, og du har en bagage, som gør, at du er godt rustet til at vide, hvad du går ind til, så kan du sagtens gøre brug af de midler, der er stillet til din rådighed, uden at fornægte, at der er noget der hedder major-labels, og at der trods alt er penge involveret i produktionen af musik.“ The Fashion har med stort aftryk ironien med sig i deres samlede udtryk. For det første indbyder bandnavnet til at tænke i modetermer, hvilket kommer til udtryk i medlemmernes “udklædning” på scenen. Det var en idé, som udklækkedes allerede i starten, da bandet smed de første spæde lyde af sig. “Folk tror altid, at de uniformer har noget med major-labelet at gøre. Men da vi lavede vores 3″ på North Post, og der ikke var noget, der hed RCA, stod vi stadigvæk med halskulde. Og tilbage i Joyphilter-dagene var vi iklædt skjorte og slips. Men hvis folk reagerer på det, så har det jo virket i en eller anden udstrækning“, smiler Printzlau. For det andet ligger der konnotationen i bandnavnet “at gøre tingene på en bestemt måde”. Selvom The Fashion pludselig befinder sig i en situation, hvor de kan koncentrere sig om blot at spille deres musik og slippe for mange af de mere organisatoriske tjanser, har de fra dag 1 været særligt bestemte på at være med i de fleste processer. “Vores holdning er, at vi skal skal lave mest muligt af det, vi kan selv. Vi er opdraget med det og vant til det fra undergrunden. Når du gør det på den måde, kommer der også fokus på musikken,” siger Bækholm. “Jeg har aldrig været mere “do-it-yourself”, end jeg er nu, hvor jeg er på et major-label,” griner Printzlau. “Jeg laver så meget mere, end da jeg var rigtig “do-it-yourself”. Vi laver stadig vores egen hjemmeside, CD/LP covers, stickers, flyers, og vi skriver endda vor egen pressemeddelelse – det har vi valgt at lave selv, for hvem forstår det bedre, end vi gør?” Spørgsmålet får lov at hænge lidt i det trange øvelokale, mens de mangeartede lyde fra de tilstødende lokaler runger i væggen. Printzlau kigger op med et bestemt blik og fortsætter sin tankegang: “Du kan jo sagtens give det hele fra dig, men hvorfor? Det er jo dit udtryk. Hvorfor få en eller anden til at lave dit cover, hvis du kan selv? Man kan ligeså godt bruge den ekstra energi på at fuldende udtrykket og gøre det til ens egen ting. Det er derfor, jeg mener, at der ikke går noget af os for at komme på et major-label. Vi sparer en masse udgifter, men vi ofrer også en masse indtægter.“Selvom bandet er kommet ind i varmen hos BMG, betyder det langtfra guld og grønne skove. Bandmedlemmerne har måtte droppe ud af uddannelser og opsige jobs, og de har endvidere måtte låne større summer penge hist og her. “Jeg tror, der er en fordom om, at de store pladeselskaber tager et band ind, og så sørger de bare for, at man bor fint. Men det er altså noget, de har set i fjernsynet,” kommer det smilende fra Printzlau. Bækholm bryder ud i en kortvarig latter: “Ja, det er vist “Popstars”, vi er ovre i dér“. Der er ingen tvivl om, at The Fashion er et fokuseret band. De ved, at de står i en god situation – og selvom de har haft alverdens andre ting om ørerne, er det musikken, som trods alt er det essentielle. “Det er musikken, det handler om. Historien, om hvordan vi fik en pladekontrakt, er jo ikke interessant om et halvt år, men der vil musikken stadigvæk være i fokus,” siger Printzlau og kaster et blik over mod Bækholm, som ganske kort runder svaret helt af: “Alt det andet er snak,” smiler han. The Fashions debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo har endnu ingen releasedato fået, men ifølge bandet skulle der ikke gå mere end et par måneder, før den er på gaden. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

Starflyer 59 har produceret et hav af plader siden midthalvfemserne, og til trods for at de skærer de pureste juveler af popsange, er de aldrig blevet kommercielt anerkendt. Starflyer 59 har været i vælten i musikverdenen i godt og vel 10 år med 12 plader plus det løse på bagen. De har slidt og slæbt, brugt mange år på at finpudse deres lyd. Deres astrale navn til trods har bandet ufrivilligt holdt sig et godt stykke under radarhøjde, hvad angår popularitet og salgstal. Onde tunger i musikindustrien har reduceret Jason Martin og hans Starflyer 59 til intet andet end en bleg kopi af Kevin Shields og hans mesterværk, nemlig My Bloody Valentines shoegazer-opus Loveless fra 1991. Men er der noget om snakken? Shoegazer-genren blev opfundet og dyrket af et hav af bands i slutningen af 80’erne. Navnet kommer ganske simpelt af de optrædende bands manglende virksomhed på en scene: De spillede deres musik praktisk talt ubevægeligt stående hen, mens deres øjne var nedadrettet mod ét sted, nemlig gulvet. Men der er mere til genren end indadskuende optrædender. Lag på lag af forvrængede guitarer indsvøbt i støjende feedback og små yndige melodier gemt et sted bagved støjmuren var blandt de karakteristika, som er shoegazer. Genren gik i sig selv i starten af halvfemserne. Shoegazernes efternøler Men pludselig trådte en californisk lastbilchauffør ind på den døende scene i 1994, og det gjorde han med et ensemble, som han navngav Starflyer 59. Bandet skrev kontrakt med selskabet Tooth & Nail blot et par måneder efter deres første tur i øvelokalet. De voksede sig hurtigt store i undergrunden. Alle elskede Jason Martins fuzzede guitarriffs, men det syntes svært at høre, hvad han med sin luftige vokal mumlede om inde bag lydmuren. Vendepunktet kom fire år senere med Fell in Love at 22-ep’en, på hvilken Jason Martin ændrede sin indadvendte shoegazerstil med en eftertænksom, drømmende 60’er- og 70’er-inspireret popmusik. Og den har fulgt ham og fornøjet os lyttere siden da. Old er deres seneste udspil, som udkom for et par måneder siden. »Jeg synes, at pladen er blevet god,« siger Martin. »For mig lyder det som den plade, vi ikke vidste, hvordan vi skulle lave for seks eller syv år siden.« Men man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor bandet rykkede mod et mere poppet og ligefremt udtryk. Martin er tydeligvis meget afklaret med skiftet. »Det er bare en slags naturlig udvikling, synes jeg. Vi er ældre nu – faktisk var jeg kun omkring 20 år, da vi startede. Det var andre ting, som interesserede mig i musikken. Jeg foretrak det overordnede lydbillede fremfor selve sangen. I løbet af årene har jeg fokuseret mere på sangstrukturen. Det virker som den typiske ting at sige, men jeg synes, at bandet bestemt er bedre nu, end da vi startede. Vores bedste plade ligger nok et par udgivelser tilbage, men jeg er meget tilfreds med vores nye plade.« Studiet frem for scenen Starflyer 59 har spillet mange liveshows inden for den seneste tid (noget der desværre har holdt dem på det amerikanske kontinent). Hvor mange bands har det at spille live som den foretrukne beskæftigelse, er det lige omvendt med Martin. »Med Starflyer er min foretrukne ting at lave pladerne. Det er skægt at spille live, men på pladerne har vi mulighederne for at lave det, vi gerne vil lave. Jeg kan jo ikke hive otte mennesker med op på en scene for at spille et enkelt nummer, der bare skal klikke, idet det spilles.« Jason Martin er det eneste medlem af Starflyer 59, som har været med hele vejen. Han skriver også alle sangene, hvilket resulterer i mindst en plade om året. Men hvad med den manglende opmærksomhed fra den brede publikumskare? »Vi har spillet live og udgivet pladerne i 10 år. Vi er, hvor vi er, men man kan aldrig vide, hvad der ligger forude for os.«

Efter The Lemonheads, efter den lange nedtur med druk og stoffer og de 7 års stilhed, der fulgte, er Evan Dando endelig tilbage med en ny plade og en verdensomspændende turné. Undertoner tog en snak med ham om hans fortid, nutid og fremtid. Tiden har bestemt ikke stået stille for Evan Dando i løbet af 7-årige den lange, tavse pause fra pladeindustrien. The Lemonheads lukkede og slukkede efter en optræden på Reading Festivalen i 1997, og herefter gik det slemt ned af bakke for Dando. “Der var to år, hvor jeg virkelig var ude af den og drak alt for meget. Så mødte jeg min kone og begyndte at få det bedre – jeg drak dog stadig. Jeg holdt op med at drikke for lidt over et år siden. Så jeg holdt virkelig kun pause i 2 år.”Dando begyndte at turnere igen i 1999. Han alene afsted på små turnéer, hvor han spillede på ligeledes små klubber. Fremmødet var ikke det samme som i de gyldne Lemonheads-dage, men for Dando handlede det også mere om at komme i gear igen som en slags selvterapi. Flere af de sange, som er at finde på Dandos nye plade, Baby I’m Bored, stammer også helt tilbage fra 1999. “Vi optog bare og ventede på at få tilbudt en god pladekontrakt.” Den rustne håndEfter den to-årige pause befandt Dando sig i et sort hul, hvad angår sangskrivning. De gode melodier flød ikke ud fra hans hånd, som de tidligere havde gjort. “Det er derfor, at så mange mennesker er inde over pladen,” erkender han i en lidt ærgerlig tone. Men Dando giver dog ikke op af den grund.“Jeg vil prøve selv at skrive samtlige sange til den næste plade. Jeg skal optage den med et band, der hedder You Am I fra Australien, hvor pladen også vil blive optaget. Det vil jeg gøre i maj eller juni måned næste år. Så jeg har planer om at udgive nogle plader og rejse mere.” Baby I’m Bored virker som en naturlig forlængelse af sangskrivningen på de senere Lemonheads-plader, som til trods for deres primære fokus på rocken også legede med fok- og countryelementer. Det er netop disse elementer, som Dando er gået mere i dybden med på Baby I’m Bored.“Der er faktisk ikke den store forskel mellem Lemonheads og det, jeg laver nu, hvis man tænker over det. Det har altid været en sangskrivning, der ville lidt af det hele. Nu føler jeg, at jeg nærmer mig målet. Denne plade er det første skridt i min rigtige musikalske karriere. Jeg elsker Lemonheads, og jeg elsker mange af sangene på pladerne. Det var rigtig sjovt. Men det var ikke særlig seriøst – ikke at seriøsitet er et krav i musik. Men jeg vil hurtigt lave 3 nye plader, som skal være rigtig, rigtig gode.” Da Dando tog den endelige beslutning om, at Lemonheads var slut som band, var han konsekvent. Han har bl.a. senere udtalt, at der aldrig vil være tale om en genforening af bandet. Det var et overstået kapitel. Men Lemonheads var mere eller mindre et enmandsprojekt, hvor Dando var frontfiguren, og backingbandet blev løbende udskiftet. Dertil er det nærliggende at spørge, hvorfor han så har udgivet denne nye plade under sit eget navn i stedet for under et andet bandnavn.“Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at det ville være den ærligste og mest modige ting at gøre – at kalde det hvad det er. Det giver mig friheden til at få alle de musikere, som jeg lyster, til at spille på min plade. Calexico og Giant Sand spiller eksempelvis på to af de nye sange. Det kunne jeg ikke gøre på en Lemonheads-plade – det ville ikke være fair.” Det er bare sangeSom nævnt i pladeanmeldelsen andetsteds på Undertoner-siden fik jeg det klare indtryk, at Dando havde lagt meget af sig selv i sine sangtekster. På denne led kunne pladen fungere som en slags behandling af fortiden og en måde at komme videre på. Det er tydeligvis et emne, som Dando er blevet konfronteret med før, for han slår meget hurtigt op med armene og trækker på skuldrene.“Det er bare sange. De kunne handle om hvem som helst. De handler ikke om mig. Der er små glimt af mig selv i dem, men for meste handler handler de om, hvad jeg ser omkring mig. Den sang, Ben Lee skrev (All My Life), handler om mig, men resten er mine egne indtryk af andre mennesker. Der er intet selvbiografisk i det. Det er, hvad alle tror, men jeg er ikke enig. Det er bare sange – det er man nødt til at huske. De betyder præcist, hvad du vil have dem til at betyde.” Dando bryder sig tydeligvis ikke om, at folk går ind og tolker på hans person. Han ser langt hellere, at man tager hans sange for, hvad de er.“Én af TS Eliots udtalelser lyder: ’Min poesi er, hvad den end betyder for alle’. Jeg sammenligner ikke mig selv med TS Eliot, men det er min teori omkring min musik, at jeg laver den, og det er dét. Jeg er principielt ligeglad med, hvad folk synes om musikken, men det er dog rart, når de kan lide den.”Dando virker meget velovervejet på dette, og han er meget beskeden med sit funktionen af sit erhverv: “Betale min husleje – det er det eneste, jeg overhovedet har ville. Jeg vil ikke være rig og berømt,” erkender han. Men stædigheden for at lave den gode musik ligger dog stadig i ham: “Men jeg vil lave musik, der går over i historien; det vil jeg arbejde hårdt på.” TurnéplanerDando har fornyligt påbegyndt sin verdensomspændende turné, der indtil videre har ført ham rundt i Europa. Han lister en forfærdelig masse bynavne op, som han har spillet i forud for aftenens Malmö-koncert. Når Europa er klaret, er det langtfra overstået:“Derefter har vi to uger fri. Så turnérer vi i USA, hvorefter vi tager til Australien, New Zealand og Japan, kommer tilbage til Europa igen, og så turnérer vi i USA igen og måske Europa igen. Vi skal turnere i et helt år med denne plade. Derefter tager jeg fri i 3 måneder og tager til Australien og gør klar til at lave pladen med You Am I.”Sangene til den kommende plade skriver på de mange hotelværelser, som han besøger. Men han indrømmer samtidig, at det er en vanskelig måde. Dando holder sig travlt beskæftiget. Derfor er det sparsomt mht. andre projekter. Musikpressen spredte sidste år rygter om den såkaldte supergruppe med Evan Dando, Melissa Auf Der Maur, James Iha og Ryan Adams, hvis idé Dando stadig holder fat i.“Vi har allesammen så travlt lige nu, men vi har alle meget lyst til at lave det projekt. Men jeg har planlagt det næste år frem. Men det er en god ide. Ryans beskrivelse af det lyder sådan her: Det er en blanding af Spacemen 3 og Crosby, Stills,Nash & Young. Så vi skal lave massive støjmure og kønt klingende guitarer med masser af reverb og så lave 4 stemmig sang. Vi er simpelthen nødt til at lave det. Spørgsmålet er bare hvornår.” Det er svært at holde Dandos opmærksomhed. Snakken falder på hans nye singleudspil, Stop My Head. “Vil du høre den?” spørger han og løber afsted mod hotelværelset efter en CD-afspiller. Ivrigt fægtende med armene fortæller han om musikken, som den skrider frem. Singlen har allerede sneget sig ind på en fin placering på den engelske singlehitliste, og også Baby I’m Bored har solgt godt. Alting synes at køre på skinner for Dando i disse dage. Så føler han sig lykkelig?“Absolut! Jeg har en skøn kone – det er det vigtigste – og jeg laver noget, som jeg elsker.”

Få rockbands kan miste et nøglemedlem og stadig fortsætte med integriteten intakt. De fleste bands bryder simpelthen op, men nogle sætter lid til idéen – lad os kalde det for The Doors-syndromet – at de skal fortsætte. Further Seems Forever har deres at se til med en ny forsanger efter Chris Carrabbas afsked med gruppen. Further Seems Forever forsanger, Jason Gleason, har masser at glæde sig over. Den nyligt udgivne opfølger til debutpladen sælger udmærket, og bandet er blevet vel modtaget på deres turné. Alt dette er er vigtigt for især Gleason, siden det er hans første udgivelse i front for emo-kvintetten, efter han tog over efter Chris Carrabba, som havde forladt bandet til fordel for sit eget projekt, Dashboard Confessional. Og Carrabba er alle steder, på alle forsider. Gleason får ikke mange chancer. Dog har han en ganske solid plade i ryggen, How to Start a Fire, og med den er Gleason trådt de første skridt væk fra Carrabas fingeraftryk, som sandelig har gjort sit til at hjælpe debuten, The Moon is Down (2001), til at være den bedst sælgende plade hos selskabet, Tooth and Nail. Gleason er ikke bare en tilfældig gut, som er trådt i Carrabbas fodspor; han er Furthers nye sanger. “Jeg tror ikke, at vi kunne have lavet en bedre plade for at slippe væk fra alle de ting og bare være vores eget band. Det er noget, jeg tænker mere over, end andre gør, udlukkende fordi jeg er ham, der er trådt ind fra siden. Jeg synes bestemt, at pladen lyder som en Further Seems Forever-plade, men det er et fuldstændig anderledes Further Seems Forever. De fleste folk har det ok med, at han er Dashboard og vi er Further, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan lide det, så er det bare ærgerligt.” Emo som ikke græder How to Start a Fire er en hvirvlende tur gennem diverse powerpop og post-hardcore-konventioner, som ikke vakler rundt i forudsigelige melodier og rytmer tilsat selvmedlidende tekster. Faktisk er How to Start a Fire en af de sjældne nutidige plader, som ikke drukner i sin egen depression, så man kan godt pakke alle emogråd-jokes langt væk, for Further Seems Forever præsenterer en lyd, som både blødt og hårdtslående udtrykker en stærk troværdighed. Pladen har med andre ord masser af poppede hooks, men så sandelig med solide rødder i emocorens intensitet. Men det er ikke nemt at skille sig ud, når et voldsomt antal bands dannes hvert år, hvis eneste kunstneriske mål er at komme til at lyde henad Saves the Day og Thursday. Gleasons holdning til egen rolle i bandet er bestemt noget, han har gjort sig tanker om. “Som frontperson synes jeg, der følger en masse ansvarlighed med. Hvorfor ikke udnytte det som en måde at nå folk på i stedet for bare at synge om, at min kæreste slog op med mig, eller at jeg er vild med computerspil?” Men det er ikke nemt at forestille sig, at der skulle være ubetrådte territorier i emoverdenen, som Further Seems Forever kunne søge mod. Dog påstår Gleason det modsatte. “Der er så mange musikalske områder, som bands kan udforske. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke lyder som mange af de bands, der kommer frem, er, at vi er ikke en del af scenen længere. Der kommer konstant nye bands frem nu, så vi sidder i bandbussen, og vores booker ringer os op og siger: ’Hey, vi har forberedt en turné til jer, og det bliver så stort! De har solgt omkring en million plader, og det er dét her emoband!’ Og vi spørger ’Ok, hvem er det med?’ De nævner et band, som ingen af os nogensinde har hørt om før.” Og det er, hvor Further Seems Forever sidder: Fanget et sted mellem horder af indtil nu ukendte emobands, som for en stund får lov at tage del i den store fest, samt mellem en pladeindustri og et undergrundsfænomen – fanget mellem indieintegriteten og det kommercielle Dashboard-marked. Det er et svært valg for et band, som blot ønsker at være kendte for den musik, de nu laver. Ingen af valgmulighederne viser sig dog aktuelle, og hvis bandet skal slippe ud af sådan en situation, skal det ske gennem How to Start a Fire. Uanset hvor bandet ender henne – enten som et band, der har gjort et stort navn ud af sig selv, eller som et band, der blot figurerer som en fodnote i fortællingen om Dashboard Confessional – bliver det ikke uden kamp. Gleason bruger ikke tid på at snakke om, at Chris Carrabba er på forsiden af det ene blad efter det andet, han bruger tid på at snakke om, at hans band har en ny plade ude. Som det ser ud nu, håber han, at lidt omtale er alt, hvad de har brug for. “Vi har udgivet denne plade, og vi vil få en masse nye lyttere“, gætter han. “Vi kan næsten garantere, at den vil sælge ligeså mange plader som den gamle. Dem, der kan lide det, vil selvfølgelig købe den, og dem, der ikke kan lide mig, vil købe pladen for at høre, om jeg fejler.”

boeger