Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Interview

Stilhed før stormen: Evan Dando er atter tilbage

Efter The Lemonheads, efter den lange nedtur med druk og stoffer og de 7 års stilhed, der fulgte, er Evan Dando endelig tilbage med en ny plade og en verdensomspændende turné. Undertoner tog en snak med ham om hans fortid, nutid og fremtid. Tiden har bestemt ikke stået stille for Evan Dando i løbet af 7-årige den lange, tavse pause fra pladeindustrien. The Lemonheads lukkede og slukkede efter en optræden på Reading Festivalen i 1997, og herefter gik det slemt ned af bakke for Dando. “Der var to år, hvor jeg virkelig var ude af den og drak alt for meget. Så mødte jeg min kone og begyndte at få det bedre – jeg drak dog stadig. Jeg holdt op med at drikke for lidt over et år siden. Så jeg holdt virkelig kun pause i 2 år.”Dando begyndte at turnere igen i 1999. Han alene afsted på små turnéer, hvor han spillede på ligeledes små klubber. Fremmødet var ikke det samme som i de gyldne Lemonheads-dage, men for Dando handlede det også mere om at komme i gear igen som en slags selvterapi. Flere af de sange, som er at finde på Dandos nye plade, Baby I’m Bored, stammer også helt tilbage fra 1999. “Vi optog bare og ventede på at få tilbudt en god pladekontrakt.” Den rustne håndEfter den to-årige pause befandt Dando sig i et sort hul, hvad angår sangskrivning. De gode melodier flød ikke ud fra hans hånd, som de tidligere havde gjort. “Det er derfor, at så mange mennesker er inde over pladen,” erkender han i en lidt ærgerlig tone. Men Dando giver dog ikke op af den grund.“Jeg vil prøve selv at skrive samtlige sange til den næste plade. Jeg skal optage den med et band, der hedder You Am I fra Australien, hvor pladen også vil blive optaget. Det vil jeg gøre i maj eller juni måned næste år. Så jeg har planer om at udgive nogle plader og rejse mere.” Baby I’m Bored virker som en naturlig forlængelse af sangskrivningen på de senere Lemonheads-plader, som til trods for deres primære fokus på rocken også legede med fok- og countryelementer. Det er netop disse elementer, som Dando er gået mere i dybden med på Baby I’m Bored.“Der er faktisk ikke den store forskel mellem Lemonheads og det, jeg laver nu, hvis man tænker over det. Det har altid været en sangskrivning, der ville lidt af det hele. Nu føler jeg, at jeg nærmer mig målet. Denne plade er det første skridt i min rigtige musikalske karriere. Jeg elsker Lemonheads, og jeg elsker mange af sangene på pladerne. Det var rigtig sjovt. Men det var ikke særlig seriøst – ikke at seriøsitet er et krav i musik. Men jeg vil hurtigt lave 3 nye plader, som skal være rigtig, rigtig gode.” Da Dando tog den endelige beslutning om, at Lemonheads var slut som band, var han konsekvent. Han har bl.a. senere udtalt, at der aldrig vil være tale om en genforening af bandet. Det var et overstået kapitel. Men Lemonheads var mere eller mindre et enmandsprojekt, hvor Dando var frontfiguren, og backingbandet blev løbende udskiftet. Dertil er det nærliggende at spørge, hvorfor han så har udgivet denne nye plade under sit eget navn i stedet for under et andet bandnavn.“Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at det ville være den ærligste og mest modige ting at gøre – at kalde det hvad det er. Det giver mig friheden til at få alle de musikere, som jeg lyster, til at spille på min plade. Calexico og Giant Sand spiller eksempelvis på to af de nye sange. Det kunne jeg ikke gøre på en Lemonheads-plade – det ville ikke være fair.” Det er bare sangeSom nævnt i pladeanmeldelsen andetsteds på Undertoner-siden fik jeg det klare indtryk, at Dando havde lagt meget af sig selv i sine sangtekster. På denne led kunne pladen fungere som en slags behandling af fortiden og en måde at komme videre på. Det er tydeligvis et emne, som Dando er blevet konfronteret med før, for han slår meget hurtigt op med armene og trækker på skuldrene.“Det er bare sange. De kunne handle om hvem som helst. De handler ikke om mig. Der er små glimt af mig selv i dem, men for meste handler handler de om, hvad jeg ser omkring mig. Den sang, Ben Lee skrev (All My Life), handler om mig, men resten er mine egne indtryk af andre mennesker. Der er intet selvbiografisk i det. Det er, hvad alle tror, men jeg er ikke enig. Det er bare sange – det er man nødt til at huske. De betyder præcist, hvad du vil have dem til at betyde.” Dando bryder sig tydeligvis ikke om, at folk går ind og tolker på hans person. Han ser langt hellere, at man tager hans sange for, hvad de er.“Én af TS Eliots udtalelser lyder: ’Min poesi er, hvad den end betyder for alle’. Jeg sammenligner ikke mig selv med TS Eliot, men det er min teori omkring min musik, at jeg laver den, og det er dét. Jeg er principielt ligeglad med, hvad folk synes om musikken, men det er dog rart, når de kan lide den.”Dando virker meget velovervejet på dette, og han er meget beskeden med sit funktionen af sit erhverv: “Betale min husleje – det er det eneste, jeg overhovedet har ville. Jeg vil ikke være rig og berømt,” erkender han. Men stædigheden for at lave den gode musik ligger dog stadig i ham: “Men jeg vil lave musik, der går over i historien; det vil jeg arbejde hårdt på.” TurnéplanerDando har fornyligt påbegyndt sin verdensomspændende turné, der indtil videre har ført ham rundt i Europa. Han lister en forfærdelig masse bynavne op, som han har spillet i forud for aftenens Malmö-koncert. Når Europa er klaret, er det langtfra overstået:“Derefter har vi to uger fri. Så turnérer vi i USA, hvorefter vi tager til Australien, New Zealand og Japan, kommer tilbage til Europa igen, og så turnérer vi i USA igen og måske Europa igen. Vi skal turnere i et helt år med denne plade. Derefter tager jeg fri i 3 måneder og tager til Australien og gør klar til at lave pladen med You Am I.”Sangene til den kommende plade skriver på de mange hotelværelser, som han besøger. Men han indrømmer samtidig, at det er en vanskelig måde. Dando holder sig travlt beskæftiget. Derfor er det sparsomt mht. andre projekter. Musikpressen spredte sidste år rygter om den såkaldte supergruppe med Evan Dando, Melissa Auf Der Maur, James Iha og Ryan Adams, hvis idé Dando stadig holder fat i.“Vi har allesammen så travlt lige nu, men vi har alle meget lyst til at lave det projekt. Men jeg har planlagt det næste år frem. Men det er en god ide. Ryans beskrivelse af det lyder sådan her: Det er en blanding af Spacemen 3 og Crosby, Stills,Nash & Young. Så vi skal lave massive støjmure og kønt klingende guitarer med masser af reverb og så lave 4 stemmig sang. Vi er simpelthen nødt til at lave det. Spørgsmålet er bare hvornår.” Det er svært at holde Dandos opmærksomhed. Snakken falder på hans nye singleudspil, Stop My Head. “Vil du høre den?” spørger han og løber afsted mod hotelværelset efter en CD-afspiller. Ivrigt fægtende med armene fortæller han om musikken, som den skrider frem. Singlen har allerede sneget sig ind på en fin placering på den engelske singlehitliste, og også Baby I’m Bored har solgt godt. Alting synes at køre på skinner for Dando i disse dage. Så føler han sig lykkelig?“Absolut! Jeg har en skøn kone – det er det vigtigste – og jeg laver noget, som jeg elsker.”

Interview

Further Seems Forever – i Dashboard Confessionals skygge

Få rockbands kan miste et nøglemedlem og stadig fortsætte med integriteten intakt. De fleste bands bryder simpelthen op, men nogle sætter lid til idéen – lad os kalde det for The Doors-syndromet – at de skal fortsætte. Further Seems Forever har deres at se til med en ny forsanger efter Chris Carrabbas afsked med gruppen. Further Seems Forever forsanger, Jason Gleason, har masser at glæde sig over. Den nyligt udgivne opfølger til debutpladen sælger udmærket, og bandet er blevet vel modtaget på deres turné. Alt dette er er vigtigt for især Gleason, siden det er hans første udgivelse i front for emo-kvintetten, efter han tog over efter Chris Carrabba, som havde forladt bandet til fordel for sit eget projekt, Dashboard Confessional. Og Carrabba er alle steder, på alle forsider. Gleason får ikke mange chancer. Dog har han en ganske solid plade i ryggen, How to Start a Fire, og med den er Gleason trådt de første skridt væk fra Carrabas fingeraftryk, som sandelig har gjort sit til at hjælpe debuten, The Moon is Down (2001), til at være den bedst sælgende plade hos selskabet, Tooth and Nail. Gleason er ikke bare en tilfældig gut, som er trådt i Carrabbas fodspor; han er Furthers nye sanger. “Jeg tror ikke, at vi kunne have lavet en bedre plade for at slippe væk fra alle de ting og bare være vores eget band. Det er noget, jeg tænker mere over, end andre gør, udlukkende fordi jeg er ham, der er trådt ind fra siden. Jeg synes bestemt, at pladen lyder som en Further Seems Forever-plade, men det er et fuldstændig anderledes Further Seems Forever. De fleste folk har det ok med, at han er Dashboard og vi er Further, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan lide det, så er det bare ærgerligt.” Emo som ikke græder How to Start a Fire er en hvirvlende tur gennem diverse powerpop og post-hardcore-konventioner, som ikke vakler rundt i forudsigelige melodier og rytmer tilsat selvmedlidende tekster. Faktisk er How to Start a Fire en af de sjældne nutidige plader, som ikke drukner i sin egen depression, så man kan godt pakke alle emogråd-jokes langt væk, for Further Seems Forever præsenterer en lyd, som både blødt og hårdtslående udtrykker en stærk troværdighed. Pladen har med andre ord masser af poppede hooks, men så sandelig med solide rødder i emocorens intensitet. Men det er ikke nemt at skille sig ud, når et voldsomt antal bands dannes hvert år, hvis eneste kunstneriske mål er at komme til at lyde henad Saves the Day og Thursday. Gleasons holdning til egen rolle i bandet er bestemt noget, han har gjort sig tanker om. “Som frontperson synes jeg, der følger en masse ansvarlighed med. Hvorfor ikke udnytte det som en måde at nå folk på i stedet for bare at synge om, at min kæreste slog op med mig, eller at jeg er vild med computerspil?” Men det er ikke nemt at forestille sig, at der skulle være ubetrådte territorier i emoverdenen, som Further Seems Forever kunne søge mod. Dog påstår Gleason det modsatte. “Der er så mange musikalske områder, som bands kan udforske. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke lyder som mange af de bands, der kommer frem, er, at vi er ikke en del af scenen længere. Der kommer konstant nye bands frem nu, så vi sidder i bandbussen, og vores booker ringer os op og siger: ’Hey, vi har forberedt en turné til jer, og det bliver så stort! De har solgt omkring en million plader, og det er dét her emoband!’ Og vi spørger ’Ok, hvem er det med?’ De nævner et band, som ingen af os nogensinde har hørt om før.” Og det er, hvor Further Seems Forever sidder: Fanget et sted mellem horder af indtil nu ukendte emobands, som for en stund får lov at tage del i den store fest, samt mellem en pladeindustri og et undergrundsfænomen – fanget mellem indieintegriteten og det kommercielle Dashboard-marked. Det er et svært valg for et band, som blot ønsker at være kendte for den musik, de nu laver. Ingen af valgmulighederne viser sig dog aktuelle, og hvis bandet skal slippe ud af sådan en situation, skal det ske gennem How to Start a Fire. Uanset hvor bandet ender henne – enten som et band, der har gjort et stort navn ud af sig selv, eller som et band, der blot figurerer som en fodnote i fortællingen om Dashboard Confessional – bliver det ikke uden kamp. Gleason bruger ikke tid på at snakke om, at Chris Carrabba er på forsiden af det ene blad efter det andet, han bruger tid på at snakke om, at hans band har en ny plade ude. Som det ser ud nu, håber han, at lidt omtale er alt, hvad de har brug for. “Vi har udgivet denne plade, og vi vil få en masse nye lyttere“, gætter han. “Vi kan næsten garantere, at den vil sælge ligeså mange plader som den gamle. Dem, der kan lide det, vil selvfølgelig købe den, og dem, der ikke kan lide mig, vil købe pladen for at høre, om jeg fejler.”