Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Det er koldt, vådt og onsdag – ingen af delene en umiddelbar kilde til lykke. Men lusker man ind på spillestedet Pumpehuset vil man hurtigt mærke, at det er der ingen, der har bidt mærke i her. Tværtimod er der her til aften godt pakket med den glade og smilende københavnske undergrundsungdom, og de er mere end klar til at sparke dørene ind til Journey Fest – en ny dansk “fest”ival, der fejrer de skjulte stortalenter og morgendagens stjerner – og som løber af stablen for anden gang på knap fem måneder. Sidste gang blev festivalen afviklet under banneret: ”Otte danske og international artister, vi tror på” og var en en-dags affære i Den Grå Hal på Christiania. I år har konceptet udviklet og vokset sig markant større, og tæller nu fire dage med 25 bands spredt ud på fire forskellige københavnske spillesteder og under fire forskellige musikalske temaer: indie, folk, soul og rock. Undertoners udsendte var på pletten her på første koncertaften i Pumpehuset til Journey.indie, og i de kommende dage dækker vi festivalen løbende i både ord og billeder. Journey.indie, 21.02.19, Pumpehuset, København Communions (DK) De fire herrer fra danske Communions er ikke just nye på musikscenen. Tværtimod har de rumsteret i noget der nu ligner fem år, og har høstet både danske og internationale roser for deres længselsfulde drømmerock med dybe rødder i den engelske new wave og post-punk lyd. Med en god håndfuld udgivelser af forskellig lændgemæssig karakter under bæltet, og en ganske tilforladelige mine, kryber de to brøde Martin (sanger) og Mads (bas) Rehof på scenen sammen med Frederik Lind Köppen på trommer og Jacob van Deurs Formann på guitar og iført alle tiders safari hat. Og knap er de første toner blevet slået an, før publikum og undertegnede kollektivt sendes tilbage til 80’erne og den melankolske, alternative og dog dansable rock. Det er her vi starter. Det er her vi forbliver. Og ja, det er også her vi slutter. Communions er meget overbevisende på en scene. Martin Refhof gør det glimrende som forsanger med sin gennemtrængende, lidt nasale stemme, der med lukkede øjne bliver hvislet ud gennem tænderne og ned i den mikrofon, hans hænder krammer så inderligt, mens han svinger fra side til side med guitaren over skulderen – ganske som det hør og bør sig. Formann har godt fat i de travle trommer, der løber ud over stepperne mod den horisonten, drømmen, det ukendte og dybt romantiske. Men selvom de syv numre, som Communions når at servere for os her til aften, alle er godt skruet sammen og ganske velspillede og også er godt placeret i forhold til hinanden, så numrene fint griber fat i hinanden, så er der desværre alt, alt for lidt variation. The Cure er et forbillede for mange, og også for Communions, men her til aften føles det mest som om, man har pakket alle numrene ind i den samme dyne af længselsfulde drømme, kun med et lejlighedsvis udbrud af larm og støj fra guitar og bas, der kunne give det hele lidt kant. Resultatet er, at jeg ved sjette nummer oprigtigt kommer i tvivl om, hvorvidt jeg lige har hørt det nummer, der nu bliver spillet, og det kan jo umuligt være meningen. Hvor Communions muligvis har en helt igennem genkendelig lyd også på deres studioudgivelser, så er der dog meget mere variation at hente, end der var her i aften på Pumpehusets scene. Hvis The Cure og svenske The Radio Dept. på mystisk vis skulle blive i stand til at lave et kærlighedsbarn, ville de have kaldt det Communions. Det er synd. Fotos af Daniel Nielsen.

Kokoko! fik skudt københavnernes vinterferie i gang med DIT-techno festivitas og Kinshasa-stemning. Selvom koncerten til tider blev en rodet fornøjelse, så var den hedonistiske fejringsdans en medrivende affære.

Lows seneste album er mere skurrende og dissonant end nogensinde. Og Lows seneste koncert? Not quite. Musikken på Voxhall var smuk, langsommelig og selvfølgelig lige i skabet.

Selvsikker og charmerende, momentvis farlig og skarptsleben folkelighed i Bisses livtag med Danmark. Tanmaurk-revyen ruller over det ganske land og blev i aftes skudt i gang i det gamle Radiohus på Frederiksberg i København i selskab med Copenhagen Phil. Det var opfindsomt og inspireret showmanship, som dog ikke blev 100 % forløst.

For niende år i træk inviterede Vega seks splinternye artister på scenen, for at vise alle os andre, hvem de tror bliver noget ganske særligt i det kommende år og for at give de nye talenter chancen for at vise, hvad de hver især har at byde på. Undertoner tog et smut forbi Vega for at tage temperaturen på Atusji, Bette og Selma Judith.

På en grå og kedelig onsdag aften spillede amerikanske Algiers klar til politisk kamp med liv og sjæl, gimmicks og, ja, gimmicks. Det blev til en noget blandet affære, der trods fede sange ikke rigtig formåede at hive i hjertestrengene.

boeger