Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

[Christian Mortensen]Tiden gik i stå et par timer til Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone, hvis toner fik lov at svæve ud i luften og smyge sig om lytteren og gøre en ellers kedelig onsdag til en særdeles flot oplevelse. Det var på samme tid både glædeligt og en smule ærgerligt, at man på en onsdag aften havde hele tre gode koncerter at vælge mellem i København. Selvfølgelig er det skønt, at folk tager initiativ og arrangerer spændende liveoplevelser, men når det hele ligger oven i hinanden, bliver man nødt til at tage et valg. Jeg lod Larsen and Furious Jane/The Violet Hour og Lake Placid begejstre andetsteds i byen, men valgte selv at tage til aftenens, i mine øjne, mest spændende arrangement, nemlig Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone. Det foregik vanen tro i Basements rummelige kælderlokale, der som altid bød på andet end bare musik, denne gang i form af nogle fotografier af Daniel Lyons og Peter Folkmar (Kunstkartellet Klinikken), der var til fri skue for alle gæster. Men det var ikke de i alt 11 fotografier, der stjal opmærksomheden – det var derimod netop musikken. Trioen Skyphone, der udgav deres debutplade på Rune Grammofon i januar i år, fik lov at åbne ballet. Man følte ikke, at man havde at gøre med et så ungt band – faktisk føltes det til tider slet ikke, som om man havde at gøre med et band! Og det er bestemt ikke ment negativt; de tre drenge sad bare på scenen under hele koncerten og lod musikken tale for sig selv. En musik der verden over er blevet nikket anerkendende til og er blevet sammenlignet med navne som Boards of Canada, Four Tet og Alog. Musikken befinder sig da også et sted i grænselandet mellem postrock og electronica, hvor de akustiske instrumenter spiller en stor rolle i udtrykket som helhed. De skrøbelige, luftige arrangementer fra den smukke Fabula fik lov til at folde sig langsomt ud og lægge sig som en søvnig tåge i hele lokalet. Til stor glæde for de folk der rent faktisk gad lytte. For lod man sin opmærksomhed rette sig mod musikken, var det ikke svært at blive hypnotiseret af numre som Kinamands chance og In Our Time, men om det bare virkede som et forstyrrende element i baggrunden, hvis man ikke lyttede efter, kan jeg ikke svare på, men der var en del snakken og larm under Skyphones ellers fine koncert, og det var lidt ærgerligt. Efterklang fyldte en smule mere på scenen – de var udvidet til et 10-mands ensemble: trompeter, klaver, violiner, cello, rhodes, trommer, guitar, sang og tre computere. Samtidig akkompagnerede et videoshow næsten alle sangene. På trods af at Efterklangs musik også er forholdsvis skrøbeligt, var det overvældende på en helt anden måde, da der da også var mødt lidt flere op, og der var lidt mere stille i lokalet. Her var det dog også nærmest den modsatte effekt; musikken tvang nærmest én til bare at tie stille og lade alle indtrykkene strømme ind. For på sin vis var det helt bjergtagende. Det københavnske band spillede fantastisk godt sammen – og at de endnu ikke har udgivet deres første plade endnu, gør det kun endnu mere imponerende. Det kunne have været sange, der på plade fungerer godt, men når de bliver spillet live falder fra hinanden, da bare én lille fejl kan ødelægge det hele. Men det var en meget intens og aldrig kedelig oplevede at blive guidet gennem Efterklangs stillestående lydunivers, der delvis bestod af allerede velkendte sange fra EP’en Springer og spritnye (og lovende!) sange fra det nye album Tripper, som udkommer til august. Meget pga. klaverfigurerne og strygerne – de to violinister er også medlemmer af Amina-strings, der både har indspillet og turneret med det band, éns tanker ofte blev ledt hen på: Sigur Rös. Men at kalde Efterklang en bleg kopi af det islandske band ville være unfair, da de både tilfører musikken et ordentligt skvat personlighed og udfører det så overbevisende, som de gør. Rent musikalsk var det altså en smal sag at tilgive dem deres fascination af ( ), men som koncerten skred frem, irriterede det undertegnede gevaldigt, at forsanger Casper Clausen gang på gang skulle lege Jonsí. Hvor Jonsí gør det med måde, virkede brugen af stemmen som et instrument her en smule anstrengt. Det er også det eneste, jeg kan konkret kan sætte min finger på. Alt i alt var det to intime og flotte koncerter. At der samtidig var en god stemning, gør selvfølgelig ikke det hele værre. Rart gentager arrangementet d. 18. maj i Den Anden Opera, hvilket jeg kun kan anbefale, at man tager til, hvis man har tid både fysisk og mentalt. For så venter der én to rigtig gode koncerter. Læs også Undertoners anmeldelser afEfterklang: SpringerEfterklang: TripperInterview med Efterklang:Hemmelighedsfuldt og ufærdigt

Grant Lee Phillips kaldte atter til audiens blandt folket. Flot, generøst og medrivende – og af en eller anden grund, stadig overraskende. Fem gange på lige godt to år. Så ofte har Grant Lee Phillips gæstet Danmark med sin velklingende tolvstrengede Gibson-guitar, og hver eneste gang har spørgsmålet hos hver eneste gæst i publikummet været: Hvor mange Grant Lee Buffalo-sange har Grant Lee Phillips i sinde at spille? For efter en soloproduktion, der trods alt består af tre, ikke fremragende, men solide albums, må den tidligere Grant Lee Buffalo-leder siges at have nok solomateriale til at fylde den halvanden time, han har kontrakt på. Ikke desto mindre er Grant Lee Phillips mere end villig til at dele ud fra den gavesæk, som de mere eller mindre udødelige Grant Lee Buffalo-hymner egentlig er. Og på sådan en aften bliver det i høj grad tydeliggjort, at Grant Lee Buffalo-kataloget har en om end meget stor plads i folks hjerter, hvad enten man er 20 eller 40 år. Suset, der drøner gennem publikums kollektive mellemgulv, når Grant Lee spiller de første akkorder i Fuzzy, er ikke blevet mindre, selv om selve sensationsværdien over, at han er så gavmild med de gamle klassikere, vel efterhånden burde have fortaget sig. Men det har den ikke, og det er langt hen ad vejen det, der gør de her Grant Lee Phillips-koncerter til så fantastiske oplevelser – netop suset i maven, når man efter næsten 10 år atter er i selskab med det guitartunge manifest, Lone Star Song, den gribende tekst fra The Hook og den højtragende afslutning på Bethlehem Steel, der onsdag aften desværre skulle vise sig at være koncertens eneste bid fra mesterværket Copperopolis. Men under alle omstændigheder er genhøret med disse sang noget helt specielt; noget der gør publikum underdanigt. Grant Lee har os i sin hule hånd, når han begiver sig ud i de æggende åbningsriff fra Mighty Joe Moon. Han gør det ofte, også onsdag aften, og hver gang virker det. Efterspørgslen på dette, historiens musikalske vingefang, var også blevet større siden sidst, og Vega havde forståeligt nok valgt at flytte koncerten til store sal. Dybest set gør det egentlig ikke det store, for selv om lidt af Lille Vegas charmerende intimitet ryger, og publikummet vokser fra 500 til knap 900, så er Store Vega også et yderst behageligt spillested med god lyd og endnu bedre stemning. Grant Lee havde for første gang medbragt et lille band bestående af stand-up bas, trommer og en særdeles effektiv guitarpedal. Det ellers anonyme band var med til at hive de ellers halvkedelige sange fra især det komforme Virginia Creeper-album op på et interessant og indbydende niveau. Om man af den årsag kan sammenligne lyden af Grant Lee med band med lyden af hedengange Grant Lee Buffalo er diskutabelt, men har man allerede oplevet Grant Lee alene med sin guitar, var bandet et kærkomment supplement. Og sikke en fornøjelse det var at se ham i fuldrockende figur! Det var de udadvendte sange, der klædte koncerten bedst, men få ting kunne have vi have undværet. Selv Virginia Creepers noget uinspirerede cover af Gram Parsons Hickory Wind fik vinger at flyve på, og en flot version af Lucinda Williams’ Drunken Angel skulle vise sig at være et af højdepunkterne. Det hele kulminerede imidlertid i de sidste 15 minutter, hvor det høje loft i Vega blev sendt lidt længere til vejrs. En medrivende levering af Dixie Drug Store og en forventet, men forrygende afslutning med signatur-sangen The Shining Hour satte et fornemt punktum for en koncert, der indfriede både forventninger og drømme samtidig med, at den desværre også kastede lys over det faktum, at soloproduktionen simpelthen ikke kan hamle op med de stadig glødende Grant Lee Buffalo-sange. Men dem var der heldigvis nok af.

Studenterhusets koncertsal var væsentligt mere fyldt end sædvanligt, da Robin Proper-Sheppard inklusiv band trådte på scenen. Hen imod 150-200 mennesker var mødt op denne fredag aften til koncerten med Sophia.

Wynonas koncert på Rytmeposten fredag d. 20 var ikke deres endelige farvel, for om lørdagen spillede de i Fredericia, og lyset bliver først slukket for sidste gang til årets Roskilde Festival, men koncerten var mit farvel til Wynona, som jeg med glæde har fulgt, siden jeg for et par år siden hørte dem til Vibracrunch i Malmö. Rytmeposten var ikke særlig velbesøgt til aftenens koncert; ca. 40 personer havde taget plads ved de opstillede borde. Omvendt trak efterårets koncert med Willard Grant Conspiracy ca. det samme antal, så måske skal man bare konstatere, at Odenses livepublikum bare ikke tiltrækkes musik med undertoner af vemod og country. De af os, der havde taget turen, fik dog en virkeligt behagelig og utroligt velspillet koncert. Numrene kom i en lind strøm, for det meste kun afbrudt af et simpelt “tusind tak” ind i mellem, og derfor var det nemt at falde ind i musikken. Derudover kom der kun et par enkelte sætninger ud af munden på forsanger Camilla Munck, en kort forklaring på sammenhængen mellem Kurt Wagner fra Lambchop og sangen The Saddest Cowboy of Them All blev det til, uden at jeg dog blev klogere på andet, end at der åbenbart er en sammenhæng – og så naturligvis hendes sang der fylder så meget i lydbilledet og som lover så godt for den soloplade, der går rygter om skal komme senere på året. Munck virkede også uhyggeligt koncentreret, når hun leverede sin vokal; når hun ikke stod med lukkede øjne, ligner hun mest en ond tegneseriehund i en stirrekonkurrence. Der sker ikke det store på scenen under en Wynona-koncert, og jeg tog mere end en gang mig selv i at sidde og kigge på et punkt lige under scenebelysningen, dette er ikke negativt ment. Wynonas musik frembringer bare en fornemmelse af velvære i mig, der gør at jeg næsten svømmer hen i deres musik. Det er hver mand for sig selv under koncerten. Det virker som om, at behovet for kommunikation mellem musikerne er overflødig, hvad der vidner om et virkelig sammenspillet band eller alternativt: et band i opløsning. De mange smil på scenen vidnede dog til fordel for den første teori. Mellem to af numrene lykkedes det dog Wynonas keyboard- og harmonikaspiller Jesper Andersen at irritere Camilla så meget, at hun ganske højlydt bad ham om at holde kæft. Det udbrud var aftenens lavpunkt og afbrød for et kort sekund den rare stemning. Udbruddet skulle hellere have været rettet mod den del af publikum, der ganske ihærdigt forsøgte at overdøve musikken med deres snak. Koncerten forløb uden egentlige musikalske højde- eller lavpunkter, og publikum klappede pænt, da det hele var forbi. Wynona kom på scenen igen for at give de obligatoriske ekstranumre, men da Jesper Andersen i det første ekstranummer begyndte at putte tangorytmer ind i musikken, og vi blev præsenteret for en art latin-americana, var det som om, hele salen vågnede, og da de 2 ekstranumre var forbi, blev Wynona klappet frem til endnu et ekstranummer, der blev leveret lidt for klinisk effektivt. Camilla Munck nåede ikke mere end lige at give sine vokale bidrag, før hun gemte sig i baggrunden og var da også den første, der forlod scenen. En irriterende afslutning på en fremragende koncert. Jeg kunne sagtens have været det sidste ekstranummer foruden, mod at kunne forlade Rytmeposten med en lidt bedre smag i munden. Efter denne koncert, tør jeg dog alligevel godt give mine varmeste anbefalinger til dem, der har muligheden for at se Wynonas afskedskoncert på årets Roskilde Festival.

Man skulle et smut over Sundet for at opleve den amerikanske indiesensation. Men det var bestemt turen værd: Death Cab for Cutie spillede et sæt, der fangede alle nuancer ved deres charmerende sangskrivning. Europa havde længe været et forholdsvis ubetrådt område for amerikanske Death Cab for Cutie. Bandet havde dog spillet i England en del gange, men mere var det ikke blevet til. Nu, i kølvandet på udgivelsen af Transatlanticism, havde bandet valgt at tage på en fuldbyrdet europæisk turné. Om det har været dovne bookere eller et simpelt fravalg, skal jeg ikke kunne sige, men faktum var, at København blev sprunget over; til gengæld var det muligt at fange Death Cab for Cutie i Malmö. Inkonst er et spillested på størrelse med vores eget Loppen. Udefra ligner det mest af alt et hurtigt monteret blikskur, men rummet indenfor var ganske behageligt arrangeret (modsat Loppen!), og dette propfyldte rum udgjorde rammerne for Death Cab for Cuties koncert i Malmö. Hvis man ikke lige vidste, hvordan medlemmerne i bandet ser ud, skulle man i første omgang tro, at en flok lydmænd havde fundet det tilpas sjovt at vade på scenen og give et nummer. Death Cab for Cutie foretrækker nemlig selv at sørge for egen lyd, hvad angår stemning af instrumenter og tests af mikrofoner. Det var derfor en større flok mennesker, som med lynets hastighed bevægede sig fra barområdet til den efterhånden propfyldte plads foran scenen. Bandet åbnede showet i en blanding af ydmyghed og selvsikkerhed med For What Reason fra den undervurderede plade We Have the Facts and We’re Voting Yes. Det var tilsyneladende heller ikke en plade, flertallet kendte til; at dømme ud fra kropsbevægelserne var der mest begejstring over numre fra de to seneste plader, Transatlanticism og The Photo Album. Det var da også ved The New Year, åbningsnummer på Transatlanticism og bandets seneste singleudspil, at der for alvor kom gang i festen. Forsanger Ben Gibbard havde udstyret sig med et simpelt elektronisk trommesæt, der spillede sammen med de akustiske trommer og yderligere blev suppleret af behagelige keyboard-akkorder og rytmiske guitarloops. Det hypnotiske beat sat af Jason McGerr, og Gibbards stærke vokalleveringer holdt folks hoveder nikkende til rytmen. Desværre lå Gibbards vokal meget lavt i lydbilledet, noget der dog blev rettet op på undervejs. Denne var dog også den eneste klandring, man kunne komme med: Instrumentalt lød alting sprødt og lækkert, og det var bemærkelsesværdigt, hvor meget hårdere bandets lyd var live, men ingenting gik tabt af den grund – tværtimod. Sange som A Movie Script Ending, We Looked Like Giants og især No Joy in Mudville fik nye elektrisk uimodståelige indpakninger, der satte rocken i højt gear. Gibbard og bassist Nicholas Harmer dansede rundt på scenen, der var udgjort af ujævne, sammensatte kasser, så mikrofonstativet dansede med, noget der ikke helt passede Gibbard. Han ville foretrække et stillestående stativ fremfor $1.000.000 til enhver tid, påstod han grinende til bandets anden guitarist Chris Walla – begge to førte i løbet af sættet fjollede samtaler, delvis til hinanden og delvis til publikum. Efter at have spillet i en god time forlod bandet scenen. Men publikum var ikke tilfredsstillede; de klappede bandet ind til en gang ekstranumre, indledningsvis med en helt nedbarberet version af den herlige 405. Blacking out the Friction gled over i bandets glimrende cover af Björks All Is Full of Love. I denne version var det Harmers opgave at holde sangen i gang med sit afdæmpede, men rytmisk hurtige trommespil. Dette klarede han med de bare næver – en fryd for øjet. Det ideelle afslutningsnummer var den otte minutter lange Transatlanticism. Gibbard satte sig bag keyboardet og lod dettes nøgne toner spille sangen i gang. Sangen bestod af en egentlig opbygning på fem minutter, før den støjende endelige afslutning. Før dette klimaks blev ramt, forlod Gibbard keyboardet til fordel for guitaren, og dernæst blev afslutningen smækket af sted for fuldt drøn. Herfra lød den sidste udtoning. Bandet vinkede på gensyn og forlod scenen. Gensynet kan man kun håbe på sker til sommer i Roskilde, for flere fortjener virkelig at opleve dette band. Nu mangler Death Cab for Cutie bare at få dansk distribution, så de også kan sælge nogle plader herhjemme.

The Raveonettes var vendt hjem til Danmark, hvor de i Vegas store sal leverede en glimrende koncert.Det plejer at være et simpelt regnestykke, og det plejer at holde stik. Den skrevne koncertstart er et tidspunkt, hvortil man kan lægge en time til halvanden for at finde det egentlige øjeblik, hvor scenen bliver betrådt. Men hvad er det nu, at forskerne siger? Videnskabens grundlag er, at den skal kunne falsificeres. Og falsificeret blev min koncertteori denne tirsdag aften. I Vegas program stod der klart og tydeligt kl. 20, og da den store viser tog sit endelig dovne skridt mod ’12,’ da trådte aftenens første opvarmningsband altså på scenen. De var i medierne blevet beskrevet som hjemvendte helte, og vi skulle da også helt tilbage til Roskilde Festival 2003 for at finde The Raveonettes’ sidste rigtige koncert (der var jo også en kort optræden ved P3’s prisuddeling), så man kunne med rette sige, at det var et stykke tid siden, at Sune Wagner og co. sidst havde ladet feedbacken skylle ind i vores øregange. Men før vi skulle lade os fornøje af udsigten til en ugelang hylen for ørerne, var der to supportbands, som skulle opleves. Learning from Las VegasDet første band på scenen, altså det band der denne aften nedsablede min ellers holdbare teori, var The Raveonettes’ labelkammerater hos Crunchy Frog, Learning from Las Vegas. Bandet har fundet deres navn i titlen på en stærkt polemisk arkitekturbog, som fremlagde et skrevet råb mod arkitekters tendens til at bygge pompøse, selvophøjende monumenter. Måske ligger der en grad af selvironi i dette statement; ikke desto mindre tenderede bandet at have et mere spækket lydbillede, end hvad der rent faktisk blev spillet fra scenen. Foto: Millimeter Forud for bandets seneste udgivelse, Richard and Liz, havde trioen budt Jesper Sand (Thau) indenbords som ekstra guitarist, noget der bestemt var en kærkommen idé: Bandets lyd fik mere fylde, og sangene syntes at få bedre tag i de gode melodier. Men efter udgivelsen af førnævnte plade valgte Sand at forlade bandet igen. Således stod Learning from Las Vegas igen som en trio i Vegas store sal. Men det var svært at høre, at der kun stod tre mennesker på scenen. Ud af højttalerne hørtes flere guitarer, flere korstemmer, og hvad der ellers fylder lydbilledet ud på bandets plader. Learning from Las Vegas’ “sangmonumenter” fremstod på denne måde, om ikke “pompøst,” så da i hvert fald fyldigere end hvad tre mennesker kunne levere. Dette skulle dog ikke holdes mod et band, som ellers normalt har svært ved at komme ud over scenekanten: En sær form for tilbageholdenhed har altid præget Learning from Las Vegas i livesituationer, men her havde de heldigvis nogle rare sange, der kunne godtgøre det. The VeilsHernæst stod der britisk rock på programmet. Bandet The Veils bliver for tiden småhypet af de større nationale musikblade i bandets hjemland, og vi skulle heller ikke synderlig langt ind i briternes koncert, før man forstod hvorfor. Musikalsk besad bandet en udmærket meloditæft, som i en række sange fik lov til at glimte, men hvad, der blinkede kraftigst, var den påfaldende lyd, som gjorde det så nemt at smide The Veils ind i bås med Starsailor og Travis. Det var det brede lydbillede med de beklagende melodier, enten i form af vuggeviser eller højtravende rocknumre, der i sand britisk stil var gennemgående. I front for bandet stod den karismatiske Finn Andrews med en skikkelse ikke helt ulig Jack Skellington fra The Nightmare before Christmas. Den langlemmede krop gemte på en stemme, som pudsigt nok også lød som James Walsh (Starsailor), blot i en lidt mere råsleben, hæs version. Selvom det var tydeligt, at Andrews besidder en stor stemme, var det dog nemmest at afskrive denne, eftersom hans vokal i aftenens anledning ikke var i tip-top stand. Ved slutningen af hver tekstlinje eller når Andrews skulle bevæge stemmen over flere toner, maste et forkølelses-overtoneskrig sig gennem lungerne, gennem mikrofonen, ud af højttalerne og skarpt skærende i ørerne på denne anmelder. The Veils’ sangmateriale syntes at svinge mellem godt og middelmådigt, men med en fejljustering i stemmen var det svært at danne sig et ordentligt indtryk. The RaveonettesI pausen mellem The Veils og The Raveonettes blev der spillet en masse doo wop og 50’er-60’er popmusik, som The Raveonettes plejer at få spillet, før de entrer scenen. Summen gik rundt i Vegas store sal. Folk var efterhånden begyndt at trække ind fra barerne i siden, og her var et helt tydeligt bevis på, at bandets popularitet er steget til vejrs herhjemme. Måske var det derfor, at bandet lagde ud med to pleasere fra Chain Gang of Love, Remember og That great Love Sound, før de slap stormvejret løs med en tur tilbage i det beskedne bagkatalog (som bekendt spilles med de mørkere Bb-mor-akkorder). Opskriften var simpel, som man kender den fra Sune Wagners hånd, men det fungerede fint i den time, som bandet var på. Og variationen mellem de lysere sange og de mørke dunkende rockere var rar for øret, selvom man stadig kunne ønske sig lidt mere variation sangene imellem (her håbes på en kommende plade uden dogmeregler). Der blev plads til mere eller mindre samtlige sange fra bandets to udgivne plader samt en par b-sider – heriblandt kan nævnes højdepunkter som Do You Believe Her, Little Animal, Love Can Destroy Everything (som blev dedikeret til Gram Parsons og Johnny Cash) og det herlige covernummer af Eddie Cochrans C’mon Everybody (som er at finde på Japan-importen af Chain Gang of Love. Foto: Søren Solkær Starbird “Hvor ser I godt ud, København,” grinede Sharin Foo, “tænk at man skal stå og sige det.” Der er ingen tvivl om, at der er sket en masse, mens The Raveonettes har været ude på de amerikanske landeveje. Heartbreak Stroll bliver regelmæssigt spillet på P3 (en sang som på popularitetsbarometeret udgør et trekløver med That Great Love Sound og Attack of the Ghost Riders), og bandet bliver generelt taget til sig af mainstream-publikummet. Så der var ikke så meget at sige til, hvis bandet følte sig meget overraskede over det flotte fremmøde. Sune Wagner virkede nærmest helt forlegen, og da han annoncerede sidste nummer, lød der et ærgerligt “neeej” fra publikum, noget der fremkaldte en nervøs klukkende latter fra Wagner. Bandet kom dog naturligvis også på scenen igen og leverede ekstranumre som Cops on our Tail og den glimrende b-side The Rebel Invasion. I den støjende afslutning af Beat City lå Wagner på gulvet i fuldt sving med at hive og flå så meget hvid støj som muligt ud af sit instrument. Jakob Høyer bankede et langsomt slæbende beat i gang, mens støjen fortsatte. Foo og Wagner sad begge på knæ og deltes om mikrofonen i et simuleret kys, mens de sang deres efterhånden velkendte cover af Buddy Hollys Everyday. The Raveonettes var i højt gear, og de leverede en god koncert. De bør være selvskrevet til Roskilde Festival 2004 (især med Sune Wagners Roskilde-historie in mente der nu er oppe på 10 optrædende år i træk).

Camilla Munck leverede en koncert, så englene sang, og fra den anden side af Sundet fik publikum en vittig melankoliker.Efter en hård weekend var folk valfartet til Rust for at få plejet tømmermændene i afdæmpet selskab med Camilla Munck og Oscar Danielsson. For at øge søndagsstemningen sad publikum på gulvet, og der var blevet trukket puder frem for komfortens skyld. Camilla MunckCamilla Munck var ledsaget af en guitarist og lagde ud med at spille den ustyrligt smukke Ghostdance, som var eneste sang, jeg kendte i forvejen. Munck vekslede mellem sin stemmes utrolige fylde og en hviskende vokal og mindede mest af alt om en kvindelig udgave af stilhedens ubestridte mester, Mark Hollis. Der blev sunget med lukkede øjne, og der var ingen tvivl om, at det var med knugende indlevelse, sangene blev leveret. Melodierne bestod hovedsageligt af et sagte fingerspil, men blev flere gange helt sfærisk som det skete i indledningsnummeret, hvor der i bedste Sigur Rös-stil blev spillet med bue. Det var i høj grad Muncks fabelagtige vokal, som dominerede billedet, og jeg blev nødt til at overgive mig fuldstændig og titulere hende som Danmarks i særklasse bedste sangerinde. Heldigvis var der også plads til, at der i ny og næ blev flået lidt i strengene, hvilket bare gjorde lydbilledet varieret og bredere. Musikerne komplementerede hinanden glimrende. Deres sang var harmonisk, og man blev gang på gang fyldt med salighed, så tankerne vandrede mod Low, hvis Mimi Parker Wynona-sangerinden var fuldt på højde med. Publikum var meget veloplagte på det udsolgte Rust. De respekterede det tyste udtryk i langt det meste af koncerten. Dog bad den kække guitarist på et tidspunkt folk om at undlade samtaler, da han kunne høre hvert ord, der blev sagt. Det var en koncert fyldt med højdepunkter, og heriblandt var en svensk sang, som jeg formoder var et cover-nummer. Her var det røde scenelys fejlplaceret, da de blå toner nærmest piblede ned af væggen. Selvom der lige umiddelbart var et stykke fra Wynona til Camilla Muncks mere minimalistiske soloprojekt, var der stadig undertoner af nordicana, hvilket blev tydeligst, da guitaristen, der i øvrigt havde et tag-selv-bord af guitarer med, gav sig i kast med pedal steel. Der var tilsyneladende planer om, at når og hvis materialet skulle indspilles på plade, ville det højst sandsynligt være i ledsagelse af orkester, hvilket man så bare må krydse fingre for ikke hæmmer den smukke sårbarhed, som denne konstellation frembragte. Oscar Danielsson Efter Camilla Munck var gået af, blev tæppet trukket for, og da det gik op igen, var scenen blevet udstyret med orgel og singer/songwriter-stol. Jeg havde ingen erfaring med Oscar Danielsson, så da en mørkhåret mand med Polizei-t-shirt trådte frem og mimede et lille underholdningsshow med det formål at afholde folk fra at larme under koncerten, gik jeg ud fra, at det måtte være den svenske troubadour, som havde fået kultstatus herhjemme. Publikums reaktion afslørede dog, da den rigtige Danielsson entrerede. Han havde i dagens anledning taget en lur hjemmefra, så han kunne holde sig længere oppe. Det tydede i starten på, det hele ville gå op i røg og blå briller og nærmere ville blive et stand-up show frem for en regulær koncert. Forstærkerstikket var ikke sat i, og Danielsson var lige ved at lave en Victor Borge, da han skulle bestige sin stol. Publikum virkede som om, de var med helt med på løjerne, og latterkaskader blev kastet mod den besynderlige svensker. Den førnævnte mimer viste sig siden hen at være det underholdende side-kick på orgel. Den musikalske stil var småjazzet, og det skortede heller ikke på improvisationer fra de to legesyge musikere, som begge viste sig virkelig at kunne deres kram. Balancegangen mellem alvor og humor er uhyre svær, hvis kunstneren har ambitioner om at være mere end et underholdende mellemspil, og netop humoren, som egentlig var en af Danielssons klare forcer, næsten blev en forhindring for musikken. Følelsen blev ambivalent, for de små, stille og ganske udmærkede melodier blev skæmmet af højlydte grin. Teksterne var finurlige hverdagshistorier, der, deres humoristiske indgangsvinkel til trods, var blevet mere vedkommende, hvis forummet havde ventet med at vise deres begejstring til efter afslutningen på hver sang. Det morsomme i en sætning som “Jag skriver en låt, men jag känner igen den, jag har hört den, ja, den låten fanns förut” kan ikke fornægtes, men med latteren afskrives Danielsson nemt som en musikalsk onkel til Roben & Knud, hvilket er at gøre de eftertænksomme sange til skamme. Nu skal undertegnede heller ikke spille hellig, for Oscar Danielsson var overordentlig morsom, både i sine tekster og i sine underholdende anekdoter, og der listede sig også et par brede smil over munden. Han fortalte bl.a. om sin nye single Kudden, som skulle udgives i et nyt format, ’single +,’ som bestod af 8 versioner af samme sang, så den var nok mest for dem, som virkelig godt kunne lide sangen. Han indrømmede også at have skrevet nummeret i kommercielt øjemed, da han havde luret tricket med at gentage omkvædet en masse gange, så folk fik det lært. Alt i alt var det dog en glimrende oplevelse, og efter halvanden times hverdagsparanoia er der kun at sige, at både de musikalske og lyriske evner klart er anbefalelsesværdige. Læs også Undertoners anmeldelse af:Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Aftenens koncerter beviste, at musikken trods alt må have forrang for attituden. Der var point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Meine Kleine DeutscheLate night på Nørrebro. Da, trods navnet, ærkesvenske Meine Kleine Deutsche slog den første akkord an, var stueetagen vel blot en fjerdedel fyldt, men svensken lod ikke til at kære sig synderligt om, hvorvidt der var tyndt befolket, eller om folket stadig ikke var stået helt op til natten endnu. En pogo-dansende riotgrrrl-sangerinde, en af disse svenske neotruckere (tænk Senior), der ligeledes tog sig af vokal, og line-up’et kompletteredes af en fuzzguitarist. Trommemaskine og resten af lydbilledet leveredes af en drilagtig minidisc. Det var i høj grad råben på råben, en-to-tre derudaf af den slags, der fungerer live i kraft af, at det er så energisk og pågående, men uden variation, enerverende i længden. Maria Johansson var fremragende som blikfang, især når hun begav sig ud blandt publikum eller dansede på højtaleren. Den slags ekstravaganza var medvirkende til at forløse stemningen og viste, hvor punk-agtige Meine Kleine Deutsche forsøgte på at være. Der var ustandseligt problemer med at få minidiscen startet rettidigt. Meine Kleine Deutsche syntes i de situationer en smule ubehjælpelige. Slagene i luften gav attituden nogle komiske sprækker, så udtrykket måske snarere blev trukket i retning af en slags party-punk. Eller som en sammensvoren blandt publikum udtrykte det: ”Nu går der s’gu næsten for meget H&M-garagerock-plagiatmode i den.” I Don’t Need Anyone brændte sig bedst fast, måske fordi den brød skabelonen en smule med dens orientalske samplinger og supercatchy guitarhook. En festlig opdatering af Ramones iblandet lyden af The Misfits og The Muffs og en ganske ‘rar’ liveoplevelse, men næppe noget bekendtskab, man kunne tænke sig at vågne op ved siden af næste morgen. På opfordringen om at beskrive sig selv med fem ord: “nice, hard, more punk than 80’s, more punk than rock, more rock than nothing!” Tre rare svenskere der blandt andet fortalte, at de aldrig har haft en trommeslager, da de mener, at det er lettere at lave det, de laver, uden. Desuden kan de nu optræde for både pop- og punkfans og til teselskaber på ungdomsskoler, fordi deres lyd aldrig vil blive så ‘hård’, at de skræmmer nogen bort. “Punk is also about the attitude.” Hvis de formår at ramme noget af det samme som Chicks on Speed, er der bestemt ‘plads’ til dem der. Et kuriøst og ‘underholdende’ indslag på Vibration, men denne lørdag aften lykkedes det dem ikke at overbevise om, at de også er til mere end det. The Magic Bullet Theory Efter en kort pause var vi tilbage på den rigtige side af Sundet. The Magic Bullet Theory er en klassisk kvartet (to gange guitar, trommer og bas), der spiller en god, melodisk hardrock med elementer fra beskidt blues og soul. Referencerne kunne hedde Jet eller The Datsuns på den ene side og AC/DC eller Blue Öyster Cult på den anden. En slags staccato-agtig espressivo-støj med indlagt boogietromme. Igen blev der ført bevis for, at den mere larmende og ekspressive (der rimer på eksplosive) rockmusik ofte har de bedste betingelser live. Inden for rammerne blev der leveret tilpas diversitet – fra den glimrende The Big Knock-out der, med dens countryfeel fra syd for Staterne a la Calexico eller tidlig Friends of Dean Martinez, kunne have være taget fra From Dusk ‘till Dawn-soundtracket, og til A Whole Lot of Nothing Goin’ on, der lød dygtigt henad Chuck Berry spiller Suzanne Vegas Blood Makes Noise. Bandets optræden blev bragt sikkert i land af stor virtuositet. Visuelt vil et band som The Magic Bullet Theory næsten altid komme til kort over for f.eks. aftenens forudgående indslag, Meine Kleine Deutsche. Men selv om koncerten måske lignede så mange andre, var den bestemt på så højt et niveau, at den skilte sig positivt ud. The Magic Bullet Theory er af en helt anden ‘seriøs’ støbning end Meine Kleine Deutsche. Aftenen beviste i dén henseende, at musikken trods alt må have forrang for attituden, og så er der point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsThe Magic Bullet Theory, Campingscenen på Roskilde Festival 24.06.03

Denne aften var præget af to bands, der spiller henholdsvis en mere elektronisk udgave af Radiohead og en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol.70 kroner for at komme ind og se et lille dansk band spille sammen med et forholdsvist ukendt norsk band var nok den største grund til, at der ikke var specielt mange mennesker på Rust denne aften. Spillestedet er smalt og aflangt, og under Printers koncert havde de fleste samlet sig nede foran scenen, så lokalet virkede ikke tomt – det gjorde det til gengæld under Salvatores koncert, hvor folk var trukket op bagerst i lokalet til baren. PrinterPrinters koncert var mest præget af en skare af venner eller fans, som stod forrest til venstre for scenen og råbte en blanding af ’Mogens’ og ’Åge’ mellem numrene. De gjorde det svært for mig dels at få en helhedsoplevelse og dels at kunne leve mig ind i musikken. Helheden er måske ikke noget, som Printer helt bevidst arbejder med; jeg oplevede i hvert fald en række numre, som dels lignede hinanden og så alligevel var en smule fragmenterede som gennemgående form. Printers eklektiske musik minder af og til som en mere elektronisk udgave af Radiohead, og det er nok ikke første gang, de hører den sammenligning. Desværre finder jeg Radiohead en smule mere interessant end Printer, selvom der var momenter, hvor de med lydflader og hårde beats fangede min interesse. Især det sidste nummers sidste minutter var godt. SalvatoreSalvatore var lang tid om at sætte instrumenter op, og da de endelig gik i gang, var de første Rust-gæster, som var kommet for at danse til house, ankommet. Salvatore har netop udgivet deres 4. album, som de har indspillet med John McEntire, og Salvatore spiller også en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol. Deres force er klart de mere groovy numre, som de heldigvis også spillede en hel stak af denne aften. De er absolut ikke stilskabende, men de kan deres kram til UG, og det gjorde mig i godt humør at stå og rokke med til noget, der på en måde var så genkendeligt og dog fuldstændig fremmed. To piger, som ikke var kommet for at høre hverken Salvatore eller Printer, viste også deres begejstring for det groovy ved at danse en sær slags polkadans i dobbelt tempo. De må have haft en speciel oplevelse, når de nu stod og dansede til Salvatore i stedet for til Arman van Helden… Da Salvatore var færdige, skyndte Rusts personale sig at sætte et hårdt pumpende housenummer på for at tilfredsstille de gæster, som var kommet for at danse og ikke for at høre norsk postrock. Det var ikke heldigt for koncertoplevelsen. Jeg skyndte mig ned i garderoben for at hente mit tøj og komme hjem, mens en strøm af storbrystede blondiner og bredskuldrede bodybuildere strømmede den modsatte vej.

Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver.Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver. Loppen var mere fyldt, end jeg havde forventet (men nok ikke mere end totredjedel fyldt), og det var egentlig meget dejligt med lidt plads. Det første band, Viva Vertigo, var et uskrevet blad for mig, men simpel google-research havde forberedt mig på, hvad jeg kunne forvente. The Fashion har jeg set et par gange før, så jeg vidste ligesom, hvad de kunne levere. Viva Vertigo Viva Vertigo er egentlig et enmandsprojekt for sanger og guitarist Simon Beck. Han har netop færdiggjort optagelserne til sit debutalbum, som er produceret af Sune Rose Wagner fra The Raveonettes. Og valget af ham som producer virker egentlig meget nærliggende, når man lytter til Viva Vertigo. Da bandet havde spillet et halvt nummer, tænkte jeg på, at de egentlig lød ret meget som The Raveonettes eller The Jesus and Mary Chain. Senere, da Simon Beck annoncerede, at det kommende album udgives på Bad Afro Records, kunne jeg pludselig også høre garagerocken som inspirationskilde for bandets musik. Og så var der lige Simon Becks vokal, som ligger meget fremme i lydbilledet. Og med en smule ekko og rumklang blev den til tider helt surfagtig. Og da den tanke først var kommet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen – pludselig lød også guitarerne og rytmen som Dick Dale eller Chris Isaak. Jeg rammer vist ikke helt forbi, hvis jeg placerer Viva Vertigos musik et sted mellem JAMC, Dick Dale og Turbonegro. Nogle gange mere det ene end det andet. Men aldrig ingen af delene. Det er ikke synderlig originalt, og nogle gange var det en smule uinteressant. Meget i stil med den tyvstjælende musik fortalte en af mine venner mig, at han havde taget et smugkig på Viva Vertigos setliste. Og alle titlerne lød som noget, han havde hørt før. Under koncerten fangede jeg kun tre sangtitler, men det var helt, som han havde sagt: Los Angeles, Shan-gri-la og så en sang, hvor omkvædet var noget i retning af Sugar Kane, Sugar Kane, Sugar Kane. The FashionThe Fashion behøver vist ingen videre præsentation. Da bandet gik på scenen, var Loppen blevet en smule tommere. Det var tydeligt, at en del af publikum var kommet for alene at se Viva Vertigo. Ud over to meget små drenge (som tydeligvis var fans) og en mand i bar mave, der gav fuckfinger til folk, fordi de ikke ville danse, var der ikke meget gang i publikum, og det var generelt svært for The Fashion at sparke gang i folk til trods for musikkens åbenbare festkvaliteter. De mest aktive publikummer var tre fotografer, som hele tiden bevægede sig rundt imellem hinanden for at få det bedste foto. Det var faktisk først et godt stykke henne i sættet, hvor Let’s Go Dancing blev spillet, at der kom gang i publikum. Men da var sættet næsten ovre. Ekstranummeret var en The Fashion-version af Billy Idol-nummeret Dancing with Myself. Bandet var denne aften ikke iført uniformen med det lyserøde islæt, men som de andre gange, jeg har set bandet, var The Fashion særdeles fremragende performere. Publikum var til gengæld passive, og på den måde påvirkede de koncertoplevelsen i en lidt negativ retning. The Fashion havde hele tiden gang i sceneshowet, og det truede faktisk en gang i mellem med at stjæle fokus fra musikken. Spørgsmålet er, om det gør noget. For mig er svaret nej; jeg kender bandets musik godt nok til, at jeg sagtens kan følge med. Jeg er ikke fan af The Fashion, og jeg ville nok aldrig sætte mig derhjemme og lytte til The Fashion. Jeg har faktisk slet ikke deres album. Men hver gang jeg ser dem live, overvejer jeg endnu en gang, om jeg ikke skulle købe deres album og Let’s Go Dancing derhjemme. Og hele vejen hjem på cyklen gennem København havde jeg mange af deres melodier (som i aften for første gang virkede en smule ens) kørende rundt inde i hovedet. Læs også Undertoners anmeldelser afViva Vertigo: Viva VivaThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03The Fashion, Larsen and Furious Jane, Kira and the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

[Rasmus Bang Petersen]To kontraster: det dystre og det humørspredende. En besynderlig kulde strømmede igennem lokalet, og et sted i baren blev der mumlet om “œfredag den 13.,” men ellers var alt, som det skulle være op til First Floor Powers besøg i København. Publikum var mødt talstærkt op og havde tydeligvis set frem til denne koncert, men før det humørspredende band kunne få lov at gå på scenen, havde et mindre, noget mere dystert band fået lov at give en smagsprøve på deres musik. Windermere Og hvilken musik. Der gik maksimalt ét minut, før enhver opmærksom lytter måtte hengive sig betingelsesløst til Windermeres drømmende guitarstøjflader og himmelske englekor. Allerede mens åbningsnummeret løftede sig op til en massiv mur, stod det klart, at Windermere var utroligt stilsikre. Nok blev den gennemgående blå tone fulgt til dørs af en moden og fyldig vokal, der til tider kunne minde om Martin Gore, men Slowdive står som lysende forbillede for københavnerne. Heldigvis er Windermere vel nok et af de absolut bedste danske bud på genren og deres numre var om ikke alle lige imponerende, så i hvert fald alle veludførte. Når det var bedst, gik guitaren direkte i kroppen og fik én til at lette fra jorden, ikke ulig det sublime klimaks i Sigur Rös’ Vidrar Vel Til Loftarasa. Sine steder gled tankerne også hen på ( )’s mørkere momenter, og det var således ikke upassende, da der pludselig i bedste Jönsi-stil blev filet løs på guitaren med en bue, smukt ledsaget af bløde trommer. I forhold til inspirationskilderne var både vokal og bas dog med til at give musikken et tungere præg, der stod meget godt som kontrast til de svævende elementer. Der kunne således også drages paralleller til GY!BE og enkelte steder til det danske band My Beloved. Måske er Windermere ikke ligefrem banebrydende, men deres musik var ufattelig velspillet, og denne koncert gav bestemt grund til at glæde sig til deres debutalbum, der er ude i marts. First Floor Power Og så var det ellers tid til en gang alpepop – at dømme efter det tøj visse af First Floor Powers medlemmer bar. I det hele taget så bandet lidt spøjse ud, hvilket på sin vis passede meget godt til de finurlige lyde, de frembragte. Hvert instrument havde sit særpræg, og musikerne fik lov at spille på egne præmisser nærmest uafhængigt af hinanden – og alligevel blev det holdt sammen af en fælles energi og spilleglæde. Skuede man ud over publikum, bemærkede man da også et væld af glade ansigter. Alligevel var det åbenlyst, at man skulle have et vist kendskab til bandets repertoire for at blive grebet af den kollektive eufori. Det skortede bestemt ikke på håndklap, harmonier og tambouriner en masse, men det lå nærmest implicit i konceptet, at bandet ikke bekymrede sig om at synge rent – hvilket ikke altid medførte det bedste resultat. Til gengæld kunne man så danse sig igennem hits som Happy Endings og Time Time, og til sidst fik vi med I’m So Happy endda en let vals at gå hjem på. Som helhed fungerede den skramlede pop dog bedst, når der blev eksperimenteret med støj- og trompetudbrud. Ellers skulle man være stor fan af gruppen for helt at kunne leve sig ind i deres skæve univers. Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here

En totrinsraket med en slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet og næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal.Kø for at komme ind på Rust allerede kl. 22? Omkring hundrede mennesker havde forladt deres varme stuer denne aften for at høre Mofus og Amber. Et relativt pænt fremmøde – måske fordi alle og enhver tilsyneladende var på gæstelisten. Koncerten afholdtes i Vibration-regi – dette glimrende initiativ, der skyller alternativ, rytmisk musik ind over København i indeværende, forlængede weekend. AmberOg Amber fik lov at åbne ballet. Amber er en trio med skæv instrumentering: en lapset herre på xylofon/trommer, en Erik Nielsen-lookalike på strengeinstrumenter med en ‘vil du se min smukke navle’-sangerinde midt imellem sig. Stilen var stille og indædt, lange crescendoer og støjende forløsning. En slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet – ikke ulig den man finder hos Speaker Bite Me, blot ikke nær så pågående. Selvom der til tider var Chan Marshall-reminiscens i vokalen, hvilket i sammenhængen gav et skud innovation, lykkedes det dog ikke Amber for alvor at bibringe genren noget nyt. Især de støjende passager savnede inspiration, men indrømmet, uden dem ville musikken måske gå til i ensartethed; der er ikke den store variation at spore på parcel Amber. Desværre, for det, de gør, gør de såmænd udmærket. De mere sfæriske dele, hvor vokalen fik lov at vokse, fungerede efter hensigten. Eller som Danmarks pt. Bedste Sangerindeâ„¢ udtrykte det: “œDet kan undre, at Amber havde valgt et så tørt lydbillede, som vokalen næsten druknede i.” Man kunne godt have ønsket sig lidt mere ‘fylde’ i lyden, der måske også kunne have været forstærket af endnu et sæt strenge. Der blev præsenteret nyt materiale til et kommende album, der i den rette produktion nok kan blive et interessant bekendtskab. Hvis Amber i liveudgaven vil have hæftet det samme prædikat på sig, bliver de dog nok nødt til at overveje, om der mon ikke er en grund til, at der aldrig kommer nogle mennesker til frimærkeudstillinger. Amber skal puste sig selv helt op i en størrelse large, så dem nede på de bageste rækker kan se og høre så meget, at også de lader sig opsluge af musikken og holder kæft. Indtil videre må Amber nøjes med skudsmålet bestået – en lille smule kedeligt, men trods alt en løfterig affære. MofusAnden del af totrinsraketten var i høj grad en overraskelse for denne anmelder. Det Mofus, jeg havde hørt forud for denne aftens koncert, var knitrende elektronisk og meget alvorligt. Her til lejligheden var Mofus dressed up i ens røde bukser og gule skjorter. I en kvintet bestående af keys, trommer, bas/keys, guitar og guitar/keys gives der mulighed for stor variation, og den forstod Mofus at udnytte. Aftenens koncert bød på såvel næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal. Mofus har et britisk tilsnit (en slags Madness-udtryk minus ska’en), men er ellers først og fremmest helt deres egne. Variationen i udtrykket gav også variation i kvaliteten af arrangementerne. Materialet blev ikke alene fremført med stadig større entusiasme og overbevisning, det blev simpilthen også bare bedre. Arrangørerne havde set rigtigt ved at lade Mofus spille sidst: Mofus’ anstrengelser på scenen blev tilsyneladende mødt med positiv overraskelse af de klubgængere, der, som den sene aften blev til tidlig nat, begyndte at fylde Rust. Enkelte steder sås endda tiløb til dans. Mofus imponerede altså, uden dog at brillere. Et stykke gedignt håndværk, som alle lod til at være tilfredse med, og så vil kun de mest emsige gide påpege, at Mofus med held kunne have givet den endnu et skud frigørende vildskab og løftet koncerten endnu et nøk. Og som et kuriøst post scriptum, en salut fra frontlinjen: Mikael Simpson hilser og si’r, at hjemmesiden kun er nede, fordi han har glemt at ringe til sin udbyder, at der er indspillet fem sange til et album, der er sat til at komme 11. sept., og at hvis man aldrig er blevet bootleg’et, så er man ikke happening“¦

[Rasmus Bang Petersen]Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne.Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne. Af forskellige årsager lykkedes det nemlig ingen af kunstnerne at få taget til at lette, selv om der blev forsøgt mere ihærdigt, som aftenen skred frem. Både musikere og publikum vågnede gradvist mere op, og alt var således tæt på at flaske sig for aftenens sidste band – hvis ikke deres allerbedste ven på netop denne hellige aften havde besluttet sig for forråde dem! David KosteljanetzLoppen er kendt for at lade musikere gå på scenen mindst en time for sent, og Vibration-arrangementet var ingen undtagelse. Denne gang skyldtes det dog den pladereception, der samtidig blev holdt for Moonbabies og David Kosteljanetz, og de gratis øl i baren gav sidstnævnte gode chancer for at starte aftenen med publikum på sin side. Der var da også en god stemning lige fra første færd, som Kosteljanetz formåede at udnytte med charme og hyggelig electrofolk – som han valgte at kalde det – og publikum forblev positive koncerten igennem. Det begyndte såmænd også ganske fortrinligt med lækre vokalharmonier, men inden længe blev tempoet taget ud af koncerten, og det gavnede desværre ikke Kosteljanetz og hans gæstemusikere. Man skulle ellers tro, at hele Københavns indiemiljø havde valgt at indfinde sig på scenen denne aften, men trods sympatiske vokalbidrag fra Martin Ryum, Janne & Thomas fra Pluto og smarte Signe fra Daughters of Heavy blev koncerten lidt for ofte lidt for søvndyssende. Bedre gik det med Kosteljanetz nr. 2, Jakob fra Geisha, der gik fint i spænd med sin bror, mens David selv sjældent trådte i karakter og for alvor brugte sin rare vokal til noget. Det var heller ikke nemt at spore Depeche Mode og New Order i den forholdsvis monotone musik, der i sine bedste stunder nok ledte tankerne hen på Printer, men som lidt for ofte forblev velment, men anonym. Først til sidst vågnede Kosteljanetz for alvor op til dåd med et regulært popnummer, der med sit dansable beat gjorde det ud for den trommeslager, man af og til kunne savne. Fint nok, at David Kosteljanetz er tro mod den minimalistiske musik, han spiller, men denne torsdag aften vandt han snarere sympati end reelt engagement. Moonbabies “œSikker svensk succes,” havde jeg tænkt før koncerten med det fine orkester, men selv om Ola og Carina tog de åbenlyse stik hjem, blev mine store forventninger desværre ikke rigtigt indfriet. Finessen fandt aldrig form, og det var i stedet tight trommespil og eksplosive støjudbrud, Moonbabies vandt på. Trods kun to albums gav de indtryk af at være et erfarent liveband, der gav lige præcis, hvad der kunne forventes af dem – og så heller ikke mere. Man kunne med rette hævde, at bandets sceneoptræden var meget indie, men også lidt “œwhatever…”; i hvert fald var duoen helt nede på jorden, og hvorvidt dette var godt eller skidt kom nok i sidste ende an på ens forventninger. Det var i hvert fald svært at blive irriterede på det gennemført sympatiske band og deres fine, fejlfri rock. Som en skandinavisk udgave af Yo La Tengo, omend noget mindre nørdet og raffineret, leverede bandet ikke blot melodisk midwest-rock og Beach Boys-klaver, men også både akustiske passager og vokalt samspil ikke ulig det, man finder hos Postal Service. Som helhed var det dog som om, der manglede et eller andet for at gøre koncerten mere end blot udmærket og lidt ligegyldig. Ingen tvivl om, at bandet og deres sammenbidte trommeslager havde den rigtige indielyd og -attitude, men det blev aldrig så tryllebindende, som man kunne have håbet på. Epo-555 Nok havde David Kosteljanetz og Moonbabies af og til svært ved at komme ud over scenen, men det var intet imod de problemer, Epo-555 stod over for. Af uransagelige årsager havde deres computer nemlig valgt at sætte ud, og det betød nul elektronisk lyd for det ellers så teknisk kompetente orkester. Kendte man ikke bandet i forvejen, lagde man formentlig ikke så meget mærke til det, men faktum var, at med lydkortet røg 90% af Epo-555s nøje iscenesatte udtryk, og det var derfor en voldsomt improviseret discount-udgave af sig selv, bandet måtte hive frem. Dét gjorde de til gengæld med bravour, og vi var få numre inde i koncerten, før bandet smed nervøsiteten fra sig og spillede rock, som gjaldt det deres liv. “œHvis vi ikke har Guds vilje med os, må vi nøjes med Satans!,” erklærede sanger Mikkel Max Hansen og rev som vanligt sine fingre til blods på What’s Wrong with Disco Tango a la Carte og det supercoole cover af Enola Gay. Allerbedst var dog Pioneers / Sugar for the War Machine med fænomenalt trommespil fremført af Ebbe Frej, der som vanligt var sikkerheden selv og styrede sangene i land på upåklagelig vis. Det kunne dog ikke skjules, at en del numre led voldsomt under den manglende computergenerede støj, og de uheldige omstændigheder var dobbelt ærgerlige, al den stund at Crunchy Frog-udsendte kunne spottes i mængden. Men Epo-555 kom sig over skuffelsen og tog det med godt humør og hjælp fra et velvilligt publikum, så selv om koncerten mest mindede om lystige spillemænd i et øvelokale, var den absolut aftenens bedste. Og som en tilfreds tilskuer bemærkede om Epo-555s amputation: “œSå er der grund til at komme igen!“ Læs også Undertoners anmeldelser afDavid Kosteljanetz: One Night OnlyDavid Kosteljanetz, Simon Gylden, Spot10 i Århus 04.-05.06.04Moonbabies: The Orange BillboardEpo-555: Dexter Fox