Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Camilla Munck leverede en koncert, så englene sang, og fra den anden side af Sundet fik publikum en vittig melankoliker.Efter en hård weekend var folk valfartet til Rust for at få plejet tømmermændene i afdæmpet selskab med Camilla Munck og Oscar Danielsson. For at øge søndagsstemningen sad publikum på gulvet, og der var blevet trukket puder frem for komfortens skyld. Camilla MunckCamilla Munck var ledsaget af en guitarist og lagde ud med at spille den ustyrligt smukke Ghostdance, som var eneste sang, jeg kendte i forvejen. Munck vekslede mellem sin stemmes utrolige fylde og en hviskende vokal og mindede mest af alt om en kvindelig udgave af stilhedens ubestridte mester, Mark Hollis. Der blev sunget med lukkede øjne, og der var ingen tvivl om, at det var med knugende indlevelse, sangene blev leveret. Melodierne bestod hovedsageligt af et sagte fingerspil, men blev flere gange helt sfærisk som det skete i indledningsnummeret, hvor der i bedste Sigur Rös-stil blev spillet med bue. Det var i høj grad Muncks fabelagtige vokal, som dominerede billedet, og jeg blev nødt til at overgive mig fuldstændig og titulere hende som Danmarks i særklasse bedste sangerinde. Heldigvis var der også plads til, at der i ny og næ blev flået lidt i strengene, hvilket bare gjorde lydbilledet varieret og bredere. Musikerne komplementerede hinanden glimrende. Deres sang var harmonisk, og man blev gang på gang fyldt med salighed, så tankerne vandrede mod Low, hvis Mimi Parker Wynona-sangerinden var fuldt på højde med. Publikum var meget veloplagte på det udsolgte Rust. De respekterede det tyste udtryk i langt det meste af koncerten. Dog bad den kække guitarist på et tidspunkt folk om at undlade samtaler, da han kunne høre hvert ord, der blev sagt. Det var en koncert fyldt med højdepunkter, og heriblandt var en svensk sang, som jeg formoder var et cover-nummer. Her var det røde scenelys fejlplaceret, da de blå toner nærmest piblede ned af væggen. Selvom der lige umiddelbart var et stykke fra Wynona til Camilla Muncks mere minimalistiske soloprojekt, var der stadig undertoner af nordicana, hvilket blev tydeligst, da guitaristen, der i øvrigt havde et tag-selv-bord af guitarer med, gav sig i kast med pedal steel. Der var tilsyneladende planer om, at når og hvis materialet skulle indspilles på plade, ville det højst sandsynligt være i ledsagelse af orkester, hvilket man så bare må krydse fingre for ikke hæmmer den smukke sårbarhed, som denne konstellation frembragte. Oscar Danielsson Efter Camilla Munck var gået af, blev tæppet trukket for, og da det gik op igen, var scenen blevet udstyret med orgel og singer/songwriter-stol. Jeg havde ingen erfaring med Oscar Danielsson, så da en mørkhåret mand med Polizei-t-shirt trådte frem og mimede et lille underholdningsshow med det formål at afholde folk fra at larme under koncerten, gik jeg ud fra, at det måtte være den svenske troubadour, som havde fået kultstatus herhjemme. Publikums reaktion afslørede dog, da den rigtige Danielsson entrerede. Han havde i dagens anledning taget en lur hjemmefra, så han kunne holde sig længere oppe. Det tydede i starten på, det hele ville gå op i røg og blå briller og nærmere ville blive et stand-up show frem for en regulær koncert. Forstærkerstikket var ikke sat i, og Danielsson var lige ved at lave en Victor Borge, da han skulle bestige sin stol. Publikum virkede som om, de var med helt med på løjerne, og latterkaskader blev kastet mod den besynderlige svensker. Den førnævnte mimer viste sig siden hen at være det underholdende side-kick på orgel. Den musikalske stil var småjazzet, og det skortede heller ikke på improvisationer fra de to legesyge musikere, som begge viste sig virkelig at kunne deres kram. Balancegangen mellem alvor og humor er uhyre svær, hvis kunstneren har ambitioner om at være mere end et underholdende mellemspil, og netop humoren, som egentlig var en af Danielssons klare forcer, næsten blev en forhindring for musikken. Følelsen blev ambivalent, for de små, stille og ganske udmærkede melodier blev skæmmet af højlydte grin. Teksterne var finurlige hverdagshistorier, der, deres humoristiske indgangsvinkel til trods, var blevet mere vedkommende, hvis forummet havde ventet med at vise deres begejstring til efter afslutningen på hver sang. Det morsomme i en sætning som “Jag skriver en låt, men jag känner igen den, jag har hört den, ja, den låten fanns förut” kan ikke fornægtes, men med latteren afskrives Danielsson nemt som en musikalsk onkel til Roben & Knud, hvilket er at gøre de eftertænksomme sange til skamme. Nu skal undertegnede heller ikke spille hellig, for Oscar Danielsson var overordentlig morsom, både i sine tekster og i sine underholdende anekdoter, og der listede sig også et par brede smil over munden. Han fortalte bl.a. om sin nye single Kudden, som skulle udgives i et nyt format, ’single +,’ som bestod af 8 versioner af samme sang, så den var nok mest for dem, som virkelig godt kunne lide sangen. Han indrømmede også at have skrevet nummeret i kommercielt øjemed, da han havde luret tricket med at gentage omkvædet en masse gange, så folk fik det lært. Alt i alt var det dog en glimrende oplevelse, og efter halvanden times hverdagsparanoia er der kun at sige, at både de musikalske og lyriske evner klart er anbefalelsesværdige. Læs også Undertoners anmeldelse af:Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Aftenens koncerter beviste, at musikken trods alt må have forrang for attituden. Der var point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Meine Kleine DeutscheLate night på Nørrebro. Da, trods navnet, ærkesvenske Meine Kleine Deutsche slog den første akkord an, var stueetagen vel blot en fjerdedel fyldt, men svensken lod ikke til at kære sig synderligt om, hvorvidt der var tyndt befolket, eller om folket stadig ikke var stået helt op til natten endnu. En pogo-dansende riotgrrrl-sangerinde, en af disse svenske neotruckere (tænk Senior), der ligeledes tog sig af vokal, og line-up’et kompletteredes af en fuzzguitarist. Trommemaskine og resten af lydbilledet leveredes af en drilagtig minidisc. Det var i høj grad råben på råben, en-to-tre derudaf af den slags, der fungerer live i kraft af, at det er så energisk og pågående, men uden variation, enerverende i længden. Maria Johansson var fremragende som blikfang, især når hun begav sig ud blandt publikum eller dansede på højtaleren. Den slags ekstravaganza var medvirkende til at forløse stemningen og viste, hvor punk-agtige Meine Kleine Deutsche forsøgte på at være. Der var ustandseligt problemer med at få minidiscen startet rettidigt. Meine Kleine Deutsche syntes i de situationer en smule ubehjælpelige. Slagene i luften gav attituden nogle komiske sprækker, så udtrykket måske snarere blev trukket i retning af en slags party-punk. Eller som en sammensvoren blandt publikum udtrykte det: ”Nu går der s’gu næsten for meget H&M-garagerock-plagiatmode i den.” I Don’t Need Anyone brændte sig bedst fast, måske fordi den brød skabelonen en smule med dens orientalske samplinger og supercatchy guitarhook. En festlig opdatering af Ramones iblandet lyden af The Misfits og The Muffs og en ganske ‘rar’ liveoplevelse, men næppe noget bekendtskab, man kunne tænke sig at vågne op ved siden af næste morgen. På opfordringen om at beskrive sig selv med fem ord: “nice, hard, more punk than 80’s, more punk than rock, more rock than nothing!” Tre rare svenskere der blandt andet fortalte, at de aldrig har haft en trommeslager, da de mener, at det er lettere at lave det, de laver, uden. Desuden kan de nu optræde for både pop- og punkfans og til teselskaber på ungdomsskoler, fordi deres lyd aldrig vil blive så ‘hård’, at de skræmmer nogen bort. “Punk is also about the attitude.” Hvis de formår at ramme noget af det samme som Chicks on Speed, er der bestemt ‘plads’ til dem der. Et kuriøst og ‘underholdende’ indslag på Vibration, men denne lørdag aften lykkedes det dem ikke at overbevise om, at de også er til mere end det. The Magic Bullet Theory Efter en kort pause var vi tilbage på den rigtige side af Sundet. The Magic Bullet Theory er en klassisk kvartet (to gange guitar, trommer og bas), der spiller en god, melodisk hardrock med elementer fra beskidt blues og soul. Referencerne kunne hedde Jet eller The Datsuns på den ene side og AC/DC eller Blue Öyster Cult på den anden. En slags staccato-agtig espressivo-støj med indlagt boogietromme. Igen blev der ført bevis for, at den mere larmende og ekspressive (der rimer på eksplosive) rockmusik ofte har de bedste betingelser live. Inden for rammerne blev der leveret tilpas diversitet – fra den glimrende The Big Knock-out der, med dens countryfeel fra syd for Staterne a la Calexico eller tidlig Friends of Dean Martinez, kunne have være taget fra From Dusk ‘till Dawn-soundtracket, og til A Whole Lot of Nothing Goin’ on, der lød dygtigt henad Chuck Berry spiller Suzanne Vegas Blood Makes Noise. Bandets optræden blev bragt sikkert i land af stor virtuositet. Visuelt vil et band som The Magic Bullet Theory næsten altid komme til kort over for f.eks. aftenens forudgående indslag, Meine Kleine Deutsche. Men selv om koncerten måske lignede så mange andre, var den bestemt på så højt et niveau, at den skilte sig positivt ud. The Magic Bullet Theory er af en helt anden ‘seriøs’ støbning end Meine Kleine Deutsche. Aftenen beviste i dén henseende, at musikken trods alt må have forrang for attituden, og så er der point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsThe Magic Bullet Theory, Campingscenen på Roskilde Festival 24.06.03

Denne aften var præget af to bands, der spiller henholdsvis en mere elektronisk udgave af Radiohead og en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol.70 kroner for at komme ind og se et lille dansk band spille sammen med et forholdsvist ukendt norsk band var nok den største grund til, at der ikke var specielt mange mennesker på Rust denne aften. Spillestedet er smalt og aflangt, og under Printers koncert havde de fleste samlet sig nede foran scenen, så lokalet virkede ikke tomt – det gjorde det til gengæld under Salvatores koncert, hvor folk var trukket op bagerst i lokalet til baren. PrinterPrinters koncert var mest præget af en skare af venner eller fans, som stod forrest til venstre for scenen og råbte en blanding af ’Mogens’ og ’Åge’ mellem numrene. De gjorde det svært for mig dels at få en helhedsoplevelse og dels at kunne leve mig ind i musikken. Helheden er måske ikke noget, som Printer helt bevidst arbejder med; jeg oplevede i hvert fald en række numre, som dels lignede hinanden og så alligevel var en smule fragmenterede som gennemgående form. Printers eklektiske musik minder af og til som en mere elektronisk udgave af Radiohead, og det er nok ikke første gang, de hører den sammenligning. Desværre finder jeg Radiohead en smule mere interessant end Printer, selvom der var momenter, hvor de med lydflader og hårde beats fangede min interesse. Især det sidste nummers sidste minutter var godt. SalvatoreSalvatore var lang tid om at sætte instrumenter op, og da de endelig gik i gang, var de første Rust-gæster, som var kommet for at danse til house, ankommet. Salvatore har netop udgivet deres 4. album, som de har indspillet med John McEntire, og Salvatore spiller også en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol. Deres force er klart de mere groovy numre, som de heldigvis også spillede en hel stak af denne aften. De er absolut ikke stilskabende, men de kan deres kram til UG, og det gjorde mig i godt humør at stå og rokke med til noget, der på en måde var så genkendeligt og dog fuldstændig fremmed. To piger, som ikke var kommet for at høre hverken Salvatore eller Printer, viste også deres begejstring for det groovy ved at danse en sær slags polkadans i dobbelt tempo. De må have haft en speciel oplevelse, når de nu stod og dansede til Salvatore i stedet for til Arman van Helden… Da Salvatore var færdige, skyndte Rusts personale sig at sætte et hårdt pumpende housenummer på for at tilfredsstille de gæster, som var kommet for at danse og ikke for at høre norsk postrock. Det var ikke heldigt for koncertoplevelsen. Jeg skyndte mig ned i garderoben for at hente mit tøj og komme hjem, mens en strøm af storbrystede blondiner og bredskuldrede bodybuildere strømmede den modsatte vej.

Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver.Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver. Loppen var mere fyldt, end jeg havde forventet (men nok ikke mere end totredjedel fyldt), og det var egentlig meget dejligt med lidt plads. Det første band, Viva Vertigo, var et uskrevet blad for mig, men simpel google-research havde forberedt mig på, hvad jeg kunne forvente. The Fashion har jeg set et par gange før, så jeg vidste ligesom, hvad de kunne levere. Viva Vertigo Viva Vertigo er egentlig et enmandsprojekt for sanger og guitarist Simon Beck. Han har netop færdiggjort optagelserne til sit debutalbum, som er produceret af Sune Rose Wagner fra The Raveonettes. Og valget af ham som producer virker egentlig meget nærliggende, når man lytter til Viva Vertigo. Da bandet havde spillet et halvt nummer, tænkte jeg på, at de egentlig lød ret meget som The Raveonettes eller The Jesus and Mary Chain. Senere, da Simon Beck annoncerede, at det kommende album udgives på Bad Afro Records, kunne jeg pludselig også høre garagerocken som inspirationskilde for bandets musik. Og så var der lige Simon Becks vokal, som ligger meget fremme i lydbilledet. Og med en smule ekko og rumklang blev den til tider helt surfagtig. Og da den tanke først var kommet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen – pludselig lød også guitarerne og rytmen som Dick Dale eller Chris Isaak. Jeg rammer vist ikke helt forbi, hvis jeg placerer Viva Vertigos musik et sted mellem JAMC, Dick Dale og Turbonegro. Nogle gange mere det ene end det andet. Men aldrig ingen af delene. Det er ikke synderlig originalt, og nogle gange var det en smule uinteressant. Meget i stil med den tyvstjælende musik fortalte en af mine venner mig, at han havde taget et smugkig på Viva Vertigos setliste. Og alle titlerne lød som noget, han havde hørt før. Under koncerten fangede jeg kun tre sangtitler, men det var helt, som han havde sagt: Los Angeles, Shan-gri-la og så en sang, hvor omkvædet var noget i retning af Sugar Kane, Sugar Kane, Sugar Kane. The FashionThe Fashion behøver vist ingen videre præsentation. Da bandet gik på scenen, var Loppen blevet en smule tommere. Det var tydeligt, at en del af publikum var kommet for alene at se Viva Vertigo. Ud over to meget små drenge (som tydeligvis var fans) og en mand i bar mave, der gav fuckfinger til folk, fordi de ikke ville danse, var der ikke meget gang i publikum, og det var generelt svært for The Fashion at sparke gang i folk til trods for musikkens åbenbare festkvaliteter. De mest aktive publikummer var tre fotografer, som hele tiden bevægede sig rundt imellem hinanden for at få det bedste foto. Det var faktisk først et godt stykke henne i sættet, hvor Let’s Go Dancing blev spillet, at der kom gang i publikum. Men da var sættet næsten ovre. Ekstranummeret var en The Fashion-version af Billy Idol-nummeret Dancing with Myself. Bandet var denne aften ikke iført uniformen med det lyserøde islæt, men som de andre gange, jeg har set bandet, var The Fashion særdeles fremragende performere. Publikum var til gengæld passive, og på den måde påvirkede de koncertoplevelsen i en lidt negativ retning. The Fashion havde hele tiden gang i sceneshowet, og det truede faktisk en gang i mellem med at stjæle fokus fra musikken. Spørgsmålet er, om det gør noget. For mig er svaret nej; jeg kender bandets musik godt nok til, at jeg sagtens kan følge med. Jeg er ikke fan af The Fashion, og jeg ville nok aldrig sætte mig derhjemme og lytte til The Fashion. Jeg har faktisk slet ikke deres album. Men hver gang jeg ser dem live, overvejer jeg endnu en gang, om jeg ikke skulle købe deres album og Let’s Go Dancing derhjemme. Og hele vejen hjem på cyklen gennem København havde jeg mange af deres melodier (som i aften for første gang virkede en smule ens) kørende rundt inde i hovedet. Læs også Undertoners anmeldelser afViva Vertigo: Viva VivaThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03The Fashion, Larsen and Furious Jane, Kira and the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

[Rasmus Bang Petersen]To kontraster: det dystre og det humørspredende. En besynderlig kulde strømmede igennem lokalet, og et sted i baren blev der mumlet om “œfredag den 13.,” men ellers var alt, som det skulle være op til First Floor Powers besøg i København. Publikum var mødt talstærkt op og havde tydeligvis set frem til denne koncert, men før det humørspredende band kunne få lov at gå på scenen, havde et mindre, noget mere dystert band fået lov at give en smagsprøve på deres musik. Windermere Og hvilken musik. Der gik maksimalt ét minut, før enhver opmærksom lytter måtte hengive sig betingelsesløst til Windermeres drømmende guitarstøjflader og himmelske englekor. Allerede mens åbningsnummeret løftede sig op til en massiv mur, stod det klart, at Windermere var utroligt stilsikre. Nok blev den gennemgående blå tone fulgt til dørs af en moden og fyldig vokal, der til tider kunne minde om Martin Gore, men Slowdive står som lysende forbillede for københavnerne. Heldigvis er Windermere vel nok et af de absolut bedste danske bud på genren og deres numre var om ikke alle lige imponerende, så i hvert fald alle veludførte. Når det var bedst, gik guitaren direkte i kroppen og fik én til at lette fra jorden, ikke ulig det sublime klimaks i Sigur Rös’ Vidrar Vel Til Loftarasa. Sine steder gled tankerne også hen på ( )’s mørkere momenter, og det var således ikke upassende, da der pludselig i bedste Jönsi-stil blev filet løs på guitaren med en bue, smukt ledsaget af bløde trommer. I forhold til inspirationskilderne var både vokal og bas dog med til at give musikken et tungere præg, der stod meget godt som kontrast til de svævende elementer. Der kunne således også drages paralleller til GY!BE og enkelte steder til det danske band My Beloved. Måske er Windermere ikke ligefrem banebrydende, men deres musik var ufattelig velspillet, og denne koncert gav bestemt grund til at glæde sig til deres debutalbum, der er ude i marts. First Floor Power Og så var det ellers tid til en gang alpepop – at dømme efter det tøj visse af First Floor Powers medlemmer bar. I det hele taget så bandet lidt spøjse ud, hvilket på sin vis passede meget godt til de finurlige lyde, de frembragte. Hvert instrument havde sit særpræg, og musikerne fik lov at spille på egne præmisser nærmest uafhængigt af hinanden – og alligevel blev det holdt sammen af en fælles energi og spilleglæde. Skuede man ud over publikum, bemærkede man da også et væld af glade ansigter. Alligevel var det åbenlyst, at man skulle have et vist kendskab til bandets repertoire for at blive grebet af den kollektive eufori. Det skortede bestemt ikke på håndklap, harmonier og tambouriner en masse, men det lå nærmest implicit i konceptet, at bandet ikke bekymrede sig om at synge rent – hvilket ikke altid medførte det bedste resultat. Til gengæld kunne man så danse sig igennem hits som Happy Endings og Time Time, og til sidst fik vi med I’m So Happy endda en let vals at gå hjem på. Som helhed fungerede den skramlede pop dog bedst, når der blev eksperimenteret med støj- og trompetudbrud. Ellers skulle man være stor fan af gruppen for helt at kunne leve sig ind i deres skæve univers. Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here

En totrinsraket med en slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet og næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal.Kø for at komme ind på Rust allerede kl. 22? Omkring hundrede mennesker havde forladt deres varme stuer denne aften for at høre Mofus og Amber. Et relativt pænt fremmøde – måske fordi alle og enhver tilsyneladende var på gæstelisten. Koncerten afholdtes i Vibration-regi – dette glimrende initiativ, der skyller alternativ, rytmisk musik ind over København i indeværende, forlængede weekend. AmberOg Amber fik lov at åbne ballet. Amber er en trio med skæv instrumentering: en lapset herre på xylofon/trommer, en Erik Nielsen-lookalike på strengeinstrumenter med en ‘vil du se min smukke navle’-sangerinde midt imellem sig. Stilen var stille og indædt, lange crescendoer og støjende forløsning. En slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet – ikke ulig den man finder hos Speaker Bite Me, blot ikke nær så pågående. Selvom der til tider var Chan Marshall-reminiscens i vokalen, hvilket i sammenhængen gav et skud innovation, lykkedes det dog ikke Amber for alvor at bibringe genren noget nyt. Især de støjende passager savnede inspiration, men indrømmet, uden dem ville musikken måske gå til i ensartethed; der er ikke den store variation at spore på parcel Amber. Desværre, for det, de gør, gør de såmænd udmærket. De mere sfæriske dele, hvor vokalen fik lov at vokse, fungerede efter hensigten. Eller som Danmarks pt. Bedste Sangerindeâ„¢ udtrykte det: “œDet kan undre, at Amber havde valgt et så tørt lydbillede, som vokalen næsten druknede i.” Man kunne godt have ønsket sig lidt mere ‘fylde’ i lyden, der måske også kunne have været forstærket af endnu et sæt strenge. Der blev præsenteret nyt materiale til et kommende album, der i den rette produktion nok kan blive et interessant bekendtskab. Hvis Amber i liveudgaven vil have hæftet det samme prædikat på sig, bliver de dog nok nødt til at overveje, om der mon ikke er en grund til, at der aldrig kommer nogle mennesker til frimærkeudstillinger. Amber skal puste sig selv helt op i en størrelse large, så dem nede på de bageste rækker kan se og høre så meget, at også de lader sig opsluge af musikken og holder kæft. Indtil videre må Amber nøjes med skudsmålet bestået – en lille smule kedeligt, men trods alt en løfterig affære. MofusAnden del af totrinsraketten var i høj grad en overraskelse for denne anmelder. Det Mofus, jeg havde hørt forud for denne aftens koncert, var knitrende elektronisk og meget alvorligt. Her til lejligheden var Mofus dressed up i ens røde bukser og gule skjorter. I en kvintet bestående af keys, trommer, bas/keys, guitar og guitar/keys gives der mulighed for stor variation, og den forstod Mofus at udnytte. Aftenens koncert bød på såvel næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal. Mofus har et britisk tilsnit (en slags Madness-udtryk minus ska’en), men er ellers først og fremmest helt deres egne. Variationen i udtrykket gav også variation i kvaliteten af arrangementerne. Materialet blev ikke alene fremført med stadig større entusiasme og overbevisning, det blev simpilthen også bare bedre. Arrangørerne havde set rigtigt ved at lade Mofus spille sidst: Mofus’ anstrengelser på scenen blev tilsyneladende mødt med positiv overraskelse af de klubgængere, der, som den sene aften blev til tidlig nat, begyndte at fylde Rust. Enkelte steder sås endda tiløb til dans. Mofus imponerede altså, uden dog at brillere. Et stykke gedignt håndværk, som alle lod til at være tilfredse med, og så vil kun de mest emsige gide påpege, at Mofus med held kunne have givet den endnu et skud frigørende vildskab og løftet koncerten endnu et nøk. Og som et kuriøst post scriptum, en salut fra frontlinjen: Mikael Simpson hilser og si’r, at hjemmesiden kun er nede, fordi han har glemt at ringe til sin udbyder, at der er indspillet fem sange til et album, der er sat til at komme 11. sept., og at hvis man aldrig er blevet bootleg’et, så er man ikke happening“¦

[Rasmus Bang Petersen]Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne.Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne. Af forskellige årsager lykkedes det nemlig ingen af kunstnerne at få taget til at lette, selv om der blev forsøgt mere ihærdigt, som aftenen skred frem. Både musikere og publikum vågnede gradvist mere op, og alt var således tæt på at flaske sig for aftenens sidste band – hvis ikke deres allerbedste ven på netop denne hellige aften havde besluttet sig for forråde dem! David KosteljanetzLoppen er kendt for at lade musikere gå på scenen mindst en time for sent, og Vibration-arrangementet var ingen undtagelse. Denne gang skyldtes det dog den pladereception, der samtidig blev holdt for Moonbabies og David Kosteljanetz, og de gratis øl i baren gav sidstnævnte gode chancer for at starte aftenen med publikum på sin side. Der var da også en god stemning lige fra første færd, som Kosteljanetz formåede at udnytte med charme og hyggelig electrofolk – som han valgte at kalde det – og publikum forblev positive koncerten igennem. Det begyndte såmænd også ganske fortrinligt med lækre vokalharmonier, men inden længe blev tempoet taget ud af koncerten, og det gavnede desværre ikke Kosteljanetz og hans gæstemusikere. Man skulle ellers tro, at hele Københavns indiemiljø havde valgt at indfinde sig på scenen denne aften, men trods sympatiske vokalbidrag fra Martin Ryum, Janne & Thomas fra Pluto og smarte Signe fra Daughters of Heavy blev koncerten lidt for ofte lidt for søvndyssende. Bedre gik det med Kosteljanetz nr. 2, Jakob fra Geisha, der gik fint i spænd med sin bror, mens David selv sjældent trådte i karakter og for alvor brugte sin rare vokal til noget. Det var heller ikke nemt at spore Depeche Mode og New Order i den forholdsvis monotone musik, der i sine bedste stunder nok ledte tankerne hen på Printer, men som lidt for ofte forblev velment, men anonym. Først til sidst vågnede Kosteljanetz for alvor op til dåd med et regulært popnummer, der med sit dansable beat gjorde det ud for den trommeslager, man af og til kunne savne. Fint nok, at David Kosteljanetz er tro mod den minimalistiske musik, han spiller, men denne torsdag aften vandt han snarere sympati end reelt engagement. Moonbabies “œSikker svensk succes,” havde jeg tænkt før koncerten med det fine orkester, men selv om Ola og Carina tog de åbenlyse stik hjem, blev mine store forventninger desværre ikke rigtigt indfriet. Finessen fandt aldrig form, og det var i stedet tight trommespil og eksplosive støjudbrud, Moonbabies vandt på. Trods kun to albums gav de indtryk af at være et erfarent liveband, der gav lige præcis, hvad der kunne forventes af dem – og så heller ikke mere. Man kunne med rette hævde, at bandets sceneoptræden var meget indie, men også lidt “œwhatever…”; i hvert fald var duoen helt nede på jorden, og hvorvidt dette var godt eller skidt kom nok i sidste ende an på ens forventninger. Det var i hvert fald svært at blive irriterede på det gennemført sympatiske band og deres fine, fejlfri rock. Som en skandinavisk udgave af Yo La Tengo, omend noget mindre nørdet og raffineret, leverede bandet ikke blot melodisk midwest-rock og Beach Boys-klaver, men også både akustiske passager og vokalt samspil ikke ulig det, man finder hos Postal Service. Som helhed var det dog som om, der manglede et eller andet for at gøre koncerten mere end blot udmærket og lidt ligegyldig. Ingen tvivl om, at bandet og deres sammenbidte trommeslager havde den rigtige indielyd og -attitude, men det blev aldrig så tryllebindende, som man kunne have håbet på. Epo-555 Nok havde David Kosteljanetz og Moonbabies af og til svært ved at komme ud over scenen, men det var intet imod de problemer, Epo-555 stod over for. Af uransagelige årsager havde deres computer nemlig valgt at sætte ud, og det betød nul elektronisk lyd for det ellers så teknisk kompetente orkester. Kendte man ikke bandet i forvejen, lagde man formentlig ikke så meget mærke til det, men faktum var, at med lydkortet røg 90% af Epo-555s nøje iscenesatte udtryk, og det var derfor en voldsomt improviseret discount-udgave af sig selv, bandet måtte hive frem. Dét gjorde de til gengæld med bravour, og vi var få numre inde i koncerten, før bandet smed nervøsiteten fra sig og spillede rock, som gjaldt det deres liv. “œHvis vi ikke har Guds vilje med os, må vi nøjes med Satans!,” erklærede sanger Mikkel Max Hansen og rev som vanligt sine fingre til blods på What’s Wrong with Disco Tango a la Carte og det supercoole cover af Enola Gay. Allerbedst var dog Pioneers / Sugar for the War Machine med fænomenalt trommespil fremført af Ebbe Frej, der som vanligt var sikkerheden selv og styrede sangene i land på upåklagelig vis. Det kunne dog ikke skjules, at en del numre led voldsomt under den manglende computergenerede støj, og de uheldige omstændigheder var dobbelt ærgerlige, al den stund at Crunchy Frog-udsendte kunne spottes i mængden. Men Epo-555 kom sig over skuffelsen og tog det med godt humør og hjælp fra et velvilligt publikum, så selv om koncerten mest mindede om lystige spillemænd i et øvelokale, var den absolut aftenens bedste. Og som en tilfreds tilskuer bemærkede om Epo-555s amputation: “œSå er der grund til at komme igen!“ Læs også Undertoners anmeldelser afDavid Kosteljanetz: One Night OnlyDavid Kosteljanetz, Simon Gylden, Spot10 i Århus 04.-05.06.04Moonbabies: The Orange BillboardEpo-555: Dexter Fox

[]Udover Aha, en fjerdedel Aqua og en ordentlig røvfuld black metal, er det ikke meget musik, der er trillet ned fra de norske fjelde og videre ud i verden. Men denne aften viste Gåte, at de har et trille-potentiale af de helt store. Udover Aha, en fjerdedel Aqua og en ordentlig røvfuld black metal, er det ikke meget musik, der er trillet ned fra de norske fjelde og videre ud i verden. Men denne aften viste Gåte, at de har et trille-potentiale af de helt store. Gåte har efterhånden gæstet Danmark en lille håndfuld gang uden den store bevågenhed, men deres tilstedeværelser er ikke gået de danske ører helt forbi, for denne aften var Voxhall noget nær udsolgt. Publikum var delt op i dem, der tydeligvis vidste, hvad det drejede sig om, og så dem der var kommet for at se giraffen, formentlig kraftigt ansporet af den førstnævnte kategori. Giraffen er først og fremmest den 18-årige forsangerinde Gunhill. Hun er epicentret i kvintetten, en uskyldsren skovtrold med en stemme der fremmaner indre billeder af norske bjerglandskaber. Rundt omkring hende sætter Gåtes øvrige medlemmer kraftig strøm til en spændende fortolkning af oldnordisk folkemusik. Folkemusik på steroider og en hel del Sorten Muld referencer. 15 sange kastede Gåte af sig denne aften, og de blev uden undtagelse leveret med gejst, indføling og en naiv professionalisme, der aldrig stod i vejen for bandets umiddelbare naturlighed. I sig selv en formen bedrift. Hen imod slutningen blev det måske lidt for meget af det gode, og især guitaristen havde svært ved at tøjle sin begejstring, som kammede over i et ikke særlig vellykket onemanshow, der osede af misforstået 80’er-etikette. Men en stor del af publikum var allerede solgt, og de hoppede lystigt med, inden det norske eventyr sluttede med et ærbødigt fællesbuk. Efter koncerten gik vi – som de misforståede vikinger vi er her i landet – hjem med en mærkværdig rumlen af tusinde års fortrængte gener, der havde hygget sig gevaldigt i et univers, som end ikke Tolkien ikke kunne have iscenesat bedre.

Da både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust. rDa både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust. The Blue VanThe Blue Van er allerede af Gaffa blevet udråbt til at være et af de danske bands, som bliver store i 2004. Og det var da også på overordentlig uimponeret manér, at scenen blev indtaget. Bassist Anders Villadsen var ekvilibristisk i både sit basspil og i sit kropssprog, mens der var regulær nævekamp mellem Søren Christensen og det medbragte og yderst mørbankede Hammond orgel. Min forventning om rock’n’roll blev banket på plads, godt hjulpet på vej af den hårdtslående Per Jørgensens trommer. Hvis man allerede nu skal kategorisere de 4 nordjyder, som en af ’The’- grupperne med hang til retro-rock, har de i Steffen Westmark så absolut en af de bedste vokaler i genren. Hans sang varierede fra noget, der næsten var oppe at røre det Jeff Buckley’ske til en hæs og langt mere udpræget rock-vokal, men det hele blev fremført på en imponerende og overbevisende måde. Energiniveauet kunne der heller ikke pilles ved, og det kulminerede, da bassisten under et af de mere bluesede numre simpelthen hoppede op på orglet, gav en lille dans og sprang ned igen for at kaste sig ud i en mindre duel med Westmarks guitar, som derefter brød ud i en af flere glimrende soloer. Tankerne blev musikalsk ledt hen på beskidt Beatles, Kinks og Cream, men lød også flere gange som The Doors havde gjort, hvis der var skruet ned for Hammond-orglet og op og for guitarvolumen. Settet bestod var ikke bare 3-minutters hofteskud, men af sange som turde vokse sig til store støjmalerier. Bandet virkede utroligt velspillende, og lyden blev simpelthen presset ud af samtlige instrumenter. Det eneste kritikpunkt til koncerten må siges at være en mangelfuld variation i sangene, som kun bestod af uptempo-sange. Her kunne det være spændende at høre, hvad bandet kunne byde på i de mere afdæmpede afdelinger. Selvom der blev sunget “I’m a rebel with a cause,” er der med The Blue Van ikke dømt rockrevolution, men det havde nok været lige lovligt meget at forlange. Og det er også svært at være utilfreds efter de ca. 40 minutters koncert, hvor den danske musikscene fik et eftertrykkeligt spark bagi. For The Blue Van kan nemt blive Danmarks næste eksportvare, og det bliver spændende at følge, om det hele fungerer lige så godt på pladeform. The Hells De to frontfigurer i britiske The Hells var i aftenens anledning yderst mørktklædte. Konstellationen lignede som udgangspunkt The Kills, men det første nummer afslørede et langt mere støjende lydbillede, så den første frygt for, at bandet skulle være et kedeligt spejlbillede, forsvandt igen”¦ men kun for en stund. Næste nummer lød nemlig som førnævnte band, bare i larmende udgave. Sangerinden Ippys vokal var alarmerende begrænset, som lige umiddelbart måske godt kunne fungere til The Hells musikalske udtryk, men som koncerten skred frem endte den som en hæmsko frem for et særpræg. Den mandlige halvdel, Philly, sang kun et par enkelte gange, men hans nasale røst virkede heller ikke til at kunne have reddet så meget. Desværre var musikken heller ikke rigtig god nok til, at det kunne tage fokus væk fra det sangmæssige handicap. Der var en mærkbar mangel på kemi mellem de to frontfigurer, og det gjorde, at det virkede forceret, når de spillede op til hinanden. Det eneste tidspunkt, hvor der var et glimt af intensitet og spillelyst, var, når der blev skuet ud over det pæne fremmøde på Rust. Koncerten igennem var Philly gemt bag sit lange, sorte pandehår, og det symboliserede egentlig udmærket den gennemgående mangel på nærvær, som The Hells udstrålede, hvilket er synd når man nu allerede er på fornavn med medlemmerne. Der var da flere udmærkede numre. Især var det værd at fremhæve en sang, der ifølge bandet handlede om mad, men som bestod af “I, I, I like it” gentaget om og om. Det var her, når The Hells lod sig rive med af deres egen musik, at det begyndte at blive en lille smule interessant, men det skete kun et fåtal af gange. Det føltes som om, de var fanget i en kreativ rundkørsel, som de, i hvert fald live, ikke havde den charme eller indlevelse til at slippe ud af, som opvarmningsbandet så glimrende havde fremvist. Hvis The Blue Van var “œrebels with a cause,” fremstod The Hells som “œrebels without passion.” Slutningen var symbolsk for hele koncerten. Ippy sprang bare ned fra scenen og løb hen til merchandise-standen, mens Philly gik uden at kigge sig tilbage. Da hverken materialet eller live-leveringen var bemærkelsesværdig, forlod man Rust med en flad fornemmelse, hvilket var synd, især efter den fremragende opvarming.

Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge.Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge. Det er nu ikke fordi, de tre havde særlig meget til fælles – undtagen det måske eneste der retfærdiggør at kaste alle mulige forskellige bands ned i samme rock n’ roll-kasse: Som livemusik er det nærmest uovertruffent, fordi der er så ufattelig meget kul på. Folk som ikke kan lide larmerock, kan måske forsøge at komme med indvendinger, men det er altså vanskeligt, når man samtidig får en containerfuld beton i hovedet – især hvis der er svampe i betonen som hos Baby Woodrose. Det vender jeg straks tilbage til. W.E.E.D.Aftenens første gruppe var imidlertid W.E.E.D. (en fiks forkortelse af Wild Evil Entertainment Department), som jeg ikke kendte på forhånd. Det viste sig at være en lidt blandet fornøjelse. W.E.E.D. spillede egentlig en rimelig straight omgang punkrock, men det var alligevel som om, de ikke rigtig havde noget holdepunkt. Det ene øjeblik var det rock n’ roll-agtigt med guitarsoloer og den slags, mens det straks efter var punk på en mere The Clash-agtig måde. De var klart bedst til det sidste, og visse numre var faktisk rigtig fede. Som helhed var deres koncert måske nok alligevel lidt middelmådig i det med lidt for meget fyld og for få højdepunkter, selv om alle bandmedlemmerne, inklusiv den røvflabede og temmelig rustne forsanger, havde god stil og spillede fedt. Screamin’ EricEfter W.E.E.D. gik Screamin’ Eric på scenen. Mit problem med Screamin’ Eric er normalt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om psychobilly (eller hvad man nu kalder det). Derfor ryger fidusen med deres sliderørs-bluespunk måske en lille smule. Men, men… det var nu alligevel en ret fed koncert, Screamin’ Eric spillede. Numrene spændte fra syret flipperrock til hurtig og nærmest hardcoreagtig punkrock, og det hele blev holdt sammen af deres særlige bluesstil på en energisk, sej og haltende måde. Ikke sådan at forstå at musikken var utight, men musikerne haltede bogstavelig talt: et band i meget dårlig fysisk form. Så selvom stilen måske ikke er min kop te, så var der rimelig meget gang i sagerne, og det var i det hele taget fedt nok. Baby Woodrose Som man måske kunne forvente – i hvert fald hvis man regner glamour-parameteret for noget – var aftenens højdepunkt imidlertid stadig i vente. Folk var tydeligvis kommet for at høre Baby Woodrose, og fra første anslag viste det sig at være forståeligt nok. Lad al brok omkring uoriginal retro-rock ligge stille: Baby Woodrose spillede superfedt. Det er imponerende, hvad der kan komme ud af én stor indianer og to unge hippier, der spiller syrerock. Det ene nummer tog det andet, og hele molevitten blev leveret på en meget overbevisende måde. Hvert medlem er lidt af en ekvilibrist, og da de et stykke inde i settet spillede Caught in a Whirl – min personlig Woodrose-favorit – var der ikke et øje tørt. At dømme efter stemningen var jeg da heller ikke den eneste, der var splittet af over Baby Woodroses koncert. Faktisk manglede der vist ikke rigtig noget: Der var vildt meget gang i den, numrene var stemningsfulde uden at blive platte, og såvel bandet som publikum var i godt humør. Det hele kulminerede med nummeret Cherry Bomb, som var et støjorgie med sampler-gæsteoptræden af en vis Hobbit (øjensynligt var det et kopinummer, men vistnok ikke af Runaways-nummeret af samme navn). Baby Woodrose spillede en rigtig dejlig koncert. Torsdag på Stengade var i det hele taget et rigtig godt arrangement, der bød på en bred omgang rock ’n’ roll. Om man nu er til den slags eller ej, så havde man ikke rigtig noget valg efter koncerten: Man skal skrue meget højt op for Belle and Sebastian for at overdøve den tinnitus, der plager éns hjerne efter fire timers tonser-rock. Læs også Undertoners anmeldelser afBaby Woodrose: Money for SoulBaby Woodrose: Dropout!

Vibration Festival lokkede med et alsidigt program. Dette var der i hvert fald tale om på denne åbningsaften for festivalen.Der blev lokket med gratis fadøl til de rettidigt ankomne, og tricket syntes at virke. I hvert fald var folk stimlet til de smalle lokaler på Rust. Men det var fra starten tydeligt, at man var kommet for andet end de gyldne dråber og den gratis indgang. Denne aften markerede startskuddet for en uge fyldt med en række af de fremtrædende navne på den danske indiescene. I denne uge gør vi os forhåbninger om at kunne finde det store i det små, som man passende kunne kalde det. For hvis der var et sted, det var mest rigtigt at starte, så var det vitterlig i det små. Og det var også den plan, som var lagt på bordet for denne tirsdag aftens musikalske udfoldelser: fem af de mindre navne. HalphDet var det helt ubeskrevne blad, Halph, som havde fået åbningstjansen for Vibration 04. Halph var udgjort af blot to mennesker på henholdsvis guitar/vokal og trommer, og man skulle ikke langt ind i første nummer, før man fik en fornemmelse af en ganske interessant stilblanding. Halph er tydeligvis udgjort af to venner fra to vidt forskellige skoler: en guitarist/sanger med en gravalvorlig rockmine og en ekvilibristisk legende jazztrommeslager. En sådan blanding er set før med succes hos andre bands, og det samme var i høj grad tilfældet her. Melodierne var generelt udgjort af repetitive guitarlinjer med hviskende, snakkende og råbende vokaler (ikke helt ulig Lou Reed eller Stephen Immerwahr (Codeine)) og elegante armkast på trommer og bækkener. Enkelte sange snurrede sagte rundt i en fascinerende ring for så at eksplodere. Vi fik serveret dybt personlige sange, som fik en ordentlig præsentation med på vejen uden at være ofr navlepillende. Mest mindeværdig var hyldestssangen til forsangerens niece, som døde som spæd. ’Hyldestssang’ var, hvad han selv kaldte den, men det lød mest af alt som en ren og skær dødsmarch, men en fabelagtig en af slagsen. ” Dæmp lyset, en eller anden,” sagde min sidemand til mig, og det var der i den grad behov for. Med så sarte sange måtte man passe på, at de ikke faldt fra hinanden, og alt tydede på, at de netop burde spilles i et mørkt kammer. Halph lagde en mørk musikalsk sky over åbningen af Vibration 04. ” Jeg lover jer, at vi ser mere til hinanden,” lød de afsluttende ord. Jeg kunne kun sige: ” Det håber jeg så sandelig” og udsende et samtidigt håb om, at de næste gang medbringer en bassist, så sangene kan få den fylde, man ikke kan lade være med at tænke på, de burde have. Campsite Rust kunne næsten ligeså godt have været en cool club i New York. Det blev man i hvert fald glimtvis overbevist om af det efterfølgende band, Campsite, som havde et godt tag i den populære postpunk-genre. Campsite leverede triste, men velbevandrede melodier med et bittersødt strøg af resignation… når det fungerede, vel at mærke. Det gjorde det i flere sange, og på den måde lykkedes det bandet at få de blågrønne lys i loftet til at dryppe ned over sit publikum og tage os med tilbage til dengang i 80’erne, hvor genren for alvor fandt fodfæste. Campsite var bedst i de øjeblikke, hvor de fik os til at glemme tiden – dengang og sidenhen – og blot lod musikken tale. Men når musikkens argumenter ikke var stærke nok, blev man mindet om alt, hvad der ellers eksisterer af nutidige bands: Interpol, The Strokes, The Stills, Elefant osv. – alle sammen navne som Campsite forsøgsvist lægger sig op på siden af. Forsangeren havde det tidsrigtige tøj og hår, og han lagde en attitude for dagen, som det ene øjeblik matchede musikkens udtryk og det næste blot var et kæmpe irritationsmoment (man er nødt til at have noget at have det i, hvis det endelig skal være). Men al fysisk fremtræden lagt til side… det må siges, at han besidder en herlig doven vokal, der kan betegnes som en light-version af de respektive forsangere fra ovenfor nævnte bands. Campsite fungerer fint som et band, og de har fat i den lange ende. Nu må de bare videreudvikle sig og få frasorteret de middelmådige sange. Giv dem et par år og lad os så se. Sterling“Rødvin, cigaretter og lidt for meget motion / Det har aldrig været godt for nogen.” Sterling var gået på scenen. Trommerne satte i med en frisk rytme, guitar og bas fremad fulgtes hånd i hånd, mens et samplet keyboard hilste på i den tempofyldte popsang, Rødvin. Denne anmelder måtte føres nogle sange ind i settet, før det gik op for mig, hvor jeg havde hørt disse sange før. Tonen var humoristisk og ironisk, bandet havde nogle glade melodier, men de lignede ikke nogen, der egentlig havde noget at sige. Hvem var det, de mindede om? Ahh, og så ramte den mig ved andet nummers udtoning. Junior! Dem der var på flugt fra alting og havde madpakke med. Ligesom Junior havde Sterling fat i de dansksprogede popsange, og som Junior havde Sterling ikke det store på hjerte. Så var spørgsmålet, om man kunne nøjes, hvis bare melodierne var stærke nok. Rødvin havde et hook, der var lige ved at være der, men en sidste gnist manglede. Den manglende gnist lå i vokalmelodierne, som var for ordinære og kedelige, hvilket forsangerens stemme også måtte karakteriseres som. Og således fortsatte det i de følgende sange. De kunne ikke løfte sig langt over middel, selv om bandets fremtræden på scenen var helt i top. Ironisk nok var det i det afsluttende covernummer, at bandet fandt deres form. Sangen havde fået et ryk, melodien sad der, og forsangeren strakte sin vokal op over det middelmådige. Det lød faktisk som et nutidigt svar på Kliche, og det er sjældent dårligt. Det fungerede i hvert fald i de tre minutter, sangen varede. The Unit Vibration reklamerer for et bredt udbud af genrer, noget denne aften sagtens bevidnede. Hvor der var letbenet popmusik hos Sterling, var blodet sat i kog hos de hårdt rockende The Unit. Ind på scenen trådte tre sortklædte herrer, og der var ikke så mange dikkedarer. Der skulle leveres beskidt, støjende rock. Et simpelt, rockende guitarriff satte ind og fik hurtigt lagt et ståluldstæppe under sig i form af forvrænget bas og hårdt bankende trommer. Hertil skulle lægges en rå, blødende vokal, der det ene øjeblik sang vredt og vrægende for så at skyde over i et hjerteskærende skrig med en eksplosiv instrumental backing. Når rock og vrede blandes, og der er substans bag udgydelserne, så er det ikke til at stå stille. Dette var tilfældet her. “But as I’m having my nervous breakdown I need you round,” lød det fra højttalerne, hvorefter forsangeren slog over i et hjerteskærende skrig tilsat en kakofoni af støj med ringende bækkener, der svingede de indre dæmoner rundt i lokalet. ’Nervøst sammenbrud’ var muligvis en overdrivelse, men en dybere grad af katarsis blev der i hvert fald gennemgået på scenen. dB-niveauet ramte absolut højest under The Units koncert, men hvem har nogensinde ville gå til en rockkoncert med lav volumen? The Unit spillede i knap 25 minutter, hvilket netop var tilstrækkeligt. Efter en række numre havde man stort set regnet vokaldelen ud. Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men sang i versene og skrig i omkvædene var stort set den struktur kompositionerne havde. Instrumentalt var der rigeligt med variation, der blev trio-formatet virkelig udnyttet, men hvad angik de vokale leveringer savnede jeg en smule mere uforudsigelighed eller i hvert fald udfordring. Læs også Undertoners anmeldelser afHalph: Answering MachinesSterling: Solo danser mama sjusThe Unit: White Night

[Ivan Petersen]Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker.Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker Tja, det lyder lidt som en trist aften, så jeg skynder mig lige at understrege, at det faktisk ikke var tilfældet. Hyggeligt, ikke prætentiøst og Fuglsang til meget overkommelige priser (og som sønderjyde får man jo nærmest vand i øjnene, når man ser en Ding-Dong). Så stor ros for et i bund og grund godt initiativ. Mikkel Metal Hvad angår det mere seriøse, nemlig anmelderiet, bestod de musikalske indslag denne aften af Mikkel Metal, Austin, begge fra Danmark, og svenske Le Bombe. For nu at starte fra en ende af lagde Mikkel Metal ud med omtrent en times laptop-electronica. Jeg vil blankt indrømme, at jeg ikke er den store kender af lige præcis den type musik, hvorfor enkelte facetter ganske givet er gået min næse forbi, men jeg vil dog trods alt vove den påstand, at udtrykket var lettere standardiseret, meget lidt nyskabende og en smule kedeligt. Indledningen var et sløvt, næsten søvndyssende, dystert nummer, der blev afløst af en lidt hurtigere periode, der i enkelte momenter lød ret cool med et skramlet beat som underlægning for en simpel, men iørefaldende melodi. Den resterende del af koncerten var til gengæld i for høj grad præget af den indledende sløvhed, de samme gentagelser, og den minimale musikalske udvikling, og så, undskyld, lyder det hele som noget, man har hørt et par tusinde gange før. Det samme gjorde sig gældende i forhold til Austin, der efterfølgende trådte på scenen (og her har jeg mere at have det i, eftersom jeg er en temmelig stor beundrer af diverse skotske og canadiske postrock-bands). Imponeret blev jeg over afslutningen af det første nummer, der var hurtigt, næsten catchy og kraftigt afvigende fra det, man lige forventede. Men netop det, at den sædvanlige postrock-formel i øvrigt ikke blev brudt, hvorfor det virkede lidt for forudsigeligt, gjorde koncerten til lidt af et antiklimaks. Det er selvfølgelig en oplagt mulighed, at jeg er en halvgammel, bitter mandsperson, der allerede har hørt tilstrækkeligt instrumentalmusik til at kunne glædes over endnu et band inden for denne genre, for det var såmænd ikke det, at musikken var dårlig, der var problemet, men snarere, at den i mine ører lød som en blanding af Mogwais mogwai:ep og en Do Make Say Think-udgivelse. Så det her skal vel egentlig betragtes som lidt af en ros, samtidig med at jeg lige vil påpege, at det efterhånden kunne være rart, hvis de såkaldte eksperimenterende rockbands rent faktisk var i stand til at ændre på såvel form som indhold. Unikummet fra Malmø, som var programmets i øvrigt rammende beskrivelse af Le Bombe, var til gengæld en spøjs oplevelse. Det drejede sig om en svensker, der på en simpel musikalsk baggrund fremførte en række korte og i de fleste tilfælde happy-happy-corny sange og derfor var et forfriskende indslag. Om det ligefrem var godt er svært at svare på, eftersom man fik det indtryk, at det nok mest af alt var lidt for sjov, og delvist morsomt var det i hvert fald. Summa summarum: Selve Rart-arrangementet kan pga. formen og den afslappede stemning varmt anbefales (og jeg har da tænkt mig at møde op næste gang også). Til den tid satser jeg så på, at musikken ikke udgøres af en solist og et band, der uden at være dårlige hænger lidt for meget fast i hver sin lidt for fortærskede musikstil, samt en løjerlig artist fra hinsidan. For mere info se Rarts hjemmeside.

[]Kitty Wu har sat sig mellem to stole. Mens bands som Raveonettes og Mew har trodset dansk rocks sociale arv, og Tim Christensen herhjemme har taget Kim Larsen-hatten på, valgte Kitty Wu at trække sig ind i sig selv. Det var et – på alle måder – koldt klima, Kitty Wu havde valgt at trodse denne fredag aften i Århus. Onsdag såvel som torsdag havde Tim Christensen mættet mainstreamen i et udsolgt Voxhall med sine mange fortolkninger af sindets to arketyper: “glad” og “ikke glad”. Så blev det lidt lettere at tage afsked med Nikolaj og Julie. Aftenens koncert virkede da også som et kærkomment pusterum for personalet og de få besøgende. Camilla Munck (Wynona) leverede en halv times glimrende og intens opvarmning. Herefter tog en lille håndfuld trofaste fans iført nyindkøbte Kitty Wu-trøjer plads ved scenekanten, og så gik Kitty Wu på. Under de tre første numre virkede de lidt matte i lakken, især forsanger Robert Lund så bogstavelig talt sløj ud. Den fremragende Those Who Got Away kom slet ikke ud over scenekanten, hvilket paradoksalt nok så ud til at bekomme det slumrende publikum ganske udmærket. Da bandet imidlertid tog fat på This Building Is on Fire, var det som om, koncerten langt om længe efterkom denne sangs konstatering, og så var der tændt op. I’m Not Going Fast fra debutpladen Privacy blev leveret med inderlig intensitet, og en storsvedende Robert Lund gav sine lyriske perler ny energi, hvorefter bandet fik kvalificeret opbakning af Camilla Munck på Arms Raised. Midt i hvad der efterhånden var blevet en rigtig god koncert, forekom det mystisk at spille nummeret Trigger i noget nær dobbelttempo, hvor det eksplosive omkvæd blev ladt aldeles i stikken. Af setlistens tre sidste numre blev Stay Indoors efterfulgt af den smukke Hands in the Air, et af koncertens absolutte højdepunkter. Under sidstnævnte lykkedes det endda at fremprovokere en reaktion fra det ellers apatiske publikum, således at Kitty Wu, inden de forlod scenen, kunne betragte en beskeden skov af hænder. Forstærkernes endnu rødglødende pærer vidnede dog om, at koncerten ikke var helt slut. I første omgang var det en Robert Lund i ensom majestæt, der genindtog scenen. I selskab med en akustisk guitar og godt med weltschmerz leverede han to relativt ukendte Kitty Wu-numre. Under disse sange gav han for alvor prøver på sin fantastiske vokal. En hjerteskærende falset affødte den slags gåsehud, der ikke lader sig beskrive i anmeldelser. Da man næsten ikke kunne ønske sig mere, kom bandet på endnu en gang med aftenens sidste to sange. Kitty Wu sluttede med en fantastisk version af Rule #9. Et skoleeksempel på rocksammenspil og i øvrigt et nummer der starter med ordene: “There are far too many people in this room“. Galgenhumor fra et af Danmarks mest undervurderede rockbands? Måske.

Et usselt fremmøde lagde en dæmper på en ellers glimrende pop-koncert, da David & the Citizens var på besøg på Loppen. To ludere og en lommetyv. Så få mennesker var der ikke til stede på Loppen onsdag aften, men det var tæt på. Det var lidt ærgerligt, for de svenske popsmede fra David & The Citizens gav en glimrende koncert. Hvorvidt det var billetprisen på 80 kroner, manglen på et dansk opvarmningsband, konkurrencen fra 16 Horsepower og Dave Gahan, der spillede samme aften, eller det bare var et spørgsmål om, at David & the Citizens’ danske fanbase er begrænset, så gik alt for mange mennesker i hvert fald glip af koncert fyldt med medrivende og melankolsk popmusik. Det svenske band, der lige har udgivet deres anden fuldlængde, Until the Sadness Is Gone, havde taget deres venner fra Homeland med til at opvarme. Homeland, der havde hovedbandets trommeslager på vokal og guitar, leverede en udmærket gang country-inspireret pop, uden at være noget særligt. Det var dog også svære forhold for Homeland. De få folk, der var kommet, havde nemlig valgt at blive siddende ved deres borde, og derfor måtte forsangeren rent faktisk stå med siden til på tværs af scenen – i håb om bare den mindste øjenkontakt. Da David & the Citizens gik på, valgte folk heldigvis at trække op foran scenen, men når man har masser af plads til at stille sin øl ned på jorden foran sig for at klappe mellem numrene, så er der altså ikke tale om rigtig koncertstemning. Måske var det derfor, at bandet startede en smule svagt – der var jo unægtelig tale om ny situation for de fem svenskere, der er vant til at spille for fulde huse i hjembyen Malmø. Allerede med det andet nummer havde de dog vænnet sig til situationen, og således bragede Pink Evening fra deres første fuldlængde ud over scenen og satte gang i den lukkede fest. Det blev fulgt op af Long Days og det fremragende titelnummer fra den nye skive Until the Sadness Is Gone. Således lå det også fast, at koncerten ville blive præget af bandets uptempo-numre, hvilket nok var en god ide. Numre som New Direction og Graycoated Morning vakte ligeledes begejstring og spredte tilråb blandt det begrænsede publikum, men koncerten bød dog også på nogle mere stille stunder. Divine og As You Fall (I Watch with Love) gav den logiske variation i strømmen af popsange, men højdepunkterne set fra undertegnedes synspunkt måtte være “hitsinglerne” fra debutpladen, Now She Sleeps in a Box in the Good Soil of Denmark og Song Against Life. Førstnævnte er et utroligt intenst nummer, trods det faktum at det for en stor del af tiden kun består af akustisk guitar og vokal. Det sidstnævnte er en triumf af en, trods sin titel, livshyldende sang, der sluttede af inden ekstranumrene. Alt i alt var der tale om en rigtig god koncertoplevelse, der dog sjældent kom helt op at ringe. Det hænger dog mest sammen med det sparsomme fremmøde, som i den grad modvirkede en medrivende koncertstemning. David & the Citizens gjorde dog deres til at skabe en sådan stemning, og man må håbe, at der dukker lidt flere mennesker op, næste gang David og hans svenske medborgere besøger Danmark. Læs også Undertoners anmeldelser afFor All Happy EndingsNew Direction EPUntil the Sadness Is GoneBig Chill EPLaakso, David and the Citizens, First Floor Power, Bergman Rock, Spot 10 i Århus 04-05.06.04Interview med David & the Citizens:Der er intet andet svensk band som os