Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Atoi, 01.07.07, 16:30, Pavilion Junior Roskilde-debuten startede så fint for københavnske Atoi. Med dybe, klagende cellostrøg og tørt skramlende programmeringer varslede åbningsnummeret godt om en eftertænksom koncert. At det langstrakte nummer tilmed undervejs forvandlede sig til noget vildere og endte i en støjende finale, var bestemt heller ikke ringe. Atoi er tydeligvis ikke tilfredse med at holde sig inden for et stramt koncept, og kvintettens idéer stritter i vidt forskellige retninger. Det behøver der bestemt ikke være noget galt i, men jo længere bandet kom ind i koncerten, jo sværere blev det at holde af dem. Respekten for deres stilistiske spændvidde kunne ikke opveje den manglende røde tråd. Eksempelvis kom der pludselig reggae-strejf ud af det blå – og straks nummeret var ovre, var der ikke skyggen af Jamaica i resten af sættet. Charmerende variation, ja – men også noget fragmentarisk. Nogle af de hurtigste og mest dansable numre lod til at have et vist hitpotentiale, men desværre kunne Ida Cæcilie Rasmussens stemme ikke matche musikken, når de stramme beats og synthmelodierne sparkede igennem. Så snart hun forsøgte sig med skæve rockfraseringer, lød hun ikke helt skarp, og helt skidt blev det i de to numre, hvor hun snakkesang sig gennem versene. Hun virkede glad og nærværende, men måske var der lidt nerver indeni? Marybell Katastrophy, 03.07.07, 18:00, Pavilion Junior Det er ganske tankevækkende, hvordan de tidligere medlemmer af Tiger Tunes hver for sig er gået i en tungere retning, efter at deres synthpopprojekt blev lagt i dvale. To af tigrene spiller mægtig tungt i Beta Satan, men også sangerinden Marie Højlund har fået betydeligt mere tyngde bag sig med sit band Marybell Katastrophy. Med brummende synthbas og mørke, til tider huggende guitarer lød kvintetten til tider som Electrelane – men vel at mærke med en hel del mere popfornemmelse. For Højlund og co. skriver nogle gode omkvæd, der bider sig fast uden den store forberedelsestid, og det var noget, publikum kunne forstå. Knap så indlysende var det at invitere Efterklang-forsangeren Casper Clausen med på scenen til to numre, hvor han var så usikker på teksten, at han var nødt til at støtte sig til en lap papir. Resultatet var mildt sagt tøvende og gav koncertens midte lidt af et dyk. Til tider lyder Højlund som Björk, og det gav et par af numrene lidt for nære relationer til Sugarcubes. Men derudover stak Marybell Katastrophy i en hel del retninger, der lød som deres helt egne. Den kantede synthrock blev krydret fornemt med skæve samplinger og loops, og der var godt med energi på scenen. Koncerten var en charmerende rodebutik, hvor hylderne nogle gange var lige lovlig tæt på at briste. Men det var til at overkomme, når der var noget at nynne med på. 1 2 3 4, 04.07.07, 13:30, Pavilion Junior Et lille stykke inde i københavnske 1 2 3 4’s koncert blev der pumpet en masse røg ind på scenen. Den lagde sig tykt om alle andre end forsanger Rune Hedeman – og det sagde en del om kvintettens tre kvarter på scenen. For Hedeman er i den grad midtpunktet og fylder rollen ud med spøjse klovnerier a la småfascistisk kung-fu og hovne bodybuilderfagter – og med sine dybe stemme, der lægger sig et sted mellem desillusion og blaserthed, hvilket klæder sangene fint. Singlen “Saddest” åbnede ballet med ørehængerpotentiale, og mindst lige så stærke var “Demons Are a Girl’s Best Friend” og “Coltrane”, der havde fået en overhaling med Phil Spector-agtige bom-ba-dum-chi-trommer. Men derudover var 1 2 3 4 et lige vel anonymt bekendtskab. Eller rettere sagt var alle andre end Hedeman for tilbageholdende. De fint melodiske sange er skåret ret stramt, og fra tid til anden ville det være rart, om der blev gjort plads til en kaotisk afslutning eller et retningsskift. Konferencieren beskrev kvintettens musik som djævlepop, og bandet lukkede med nummeret “The Road to Hell Has a Thousand Shortcuts”. Men 1 2 3 4 mangler nu noget fandenivoldskhed for at kunne påberåbe sig det helt store slægtskab med de mørke magter. Og kom der nu bare lidt mere af den vildskab ind i sangene, ville de have nemmere ved at lette. Melodierne er egentlig fine nok, men Rune Hedeman kan ikke klare opgaven alene.

Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. (03.07.07)Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. Konceptet med at lade et band opføre et af dets musikalske hovedværker er en omsiggribende tendens, der både indebærer en del positive og nogle få negative ting. Hvis man har med et band at gøre, der kliner sig til stringente liveudgaver af deres numre, kan man hurtigt komme til at kede sig bravt. Dertil kan det være svært for et band at gennemføre en hel plade, uden at nogen af numrene kommer til at lyde ferske. Heldigvis ville det være synd at påstå, at støjlegionærerne fra Sonic Youth tilhører bemeldte kategori. Thurston Moore og co. valsede ind på scenen i Berlins smækfyldte Columbiahalle med den mission at spille hovedværket Daydream Nation i dets helhed, og at kalde forventningerne høje, ville være som at kalde Thurston Moore en nogenlunde guitarist. Man kunne dog risikere at være gået forkert, da lysskiltet på den gamle hangar, der er Columbiahalle, reklamerede for en koncert med Sonic Youht. Så meget for tysk grundighed. Og som med så meget andet, skulle man først igennem noget skidt, før man nåede til det gode. Opvarmningen bestod af to mænd, der igennem tyve minutter donerede en gang monoton, helvedeslydende drone ned i hovedet på det proppede spillested. Mange så ud, som om de var på nippet til både at gå eller bare smide de smarte, splintfri ølglas efter støjsenderne på scenen, men man nøjedes med at give en noget så lunken applaus, da de var færdige, til gengæld for hovedpinen. Det kunne Sonic Youth dog ikke rigtig gøre for, medmindre rygtet om, at den ene var Thurston Moores søn, var sande. Han lignede i hvert fald en hel del. Hvor om alting er, gik newyorkerne et kvarter senere på scenen, så man kunne få bevist, at støj ikke nødvendigvis behøver være så grusom, som opvarmningen havde indikeret. Og da Moore og co-guitarist Lee Ranaldo tordnede hovedkulds ind i riffet, hvis man da kan kalde det dét, fra Daydream Nations åbningsnummer “Teen Age Riot”, var man stort set overbevist. Nummeret hører til blandt bandets allerbedste, og live var det en intet mindre end frygtindgydende rockmonolit, man fik lov at opleve. Bassist Kim Gordon dansede og snurrede rundt igennem hele koncerten iført en, som vanligt, alt for stor bas, men ikke desto mindre er hendes evne til at dominere en scene, der samtidig betrædes af d’herrer Ranaldo og Moore beundringsværdig. “Cross the Breeze” demonstrerede i hvert fald tydeligt, at Gordon tilsyneladende har mistet hverken den vrede eller den vokale ballast, der skal til for at gøre nummeret så fantastisk. At guitaristerne afsluttede nummeret med at krydse guitarer som et andet støj-Iron Maiden, fik dertil de 3500 tilskuere til at huje, så man frygtede for de bærende konstruktioner i hallen. Generelt kan siges om koncerten, at lyden lå milevidt foran, hvad noget spillested i Danmark kan præstere. Klar gengivelse af hver enkelt tone, Ranaldo og Moore rev ud af guitaren, vokaler, der ligefrem var forståelige, og Steve Shelleys apokalyptiske buldren, der næppe lavede en eneste fejl og gav pladen en rygrad, der vitterligt gjorde pladen endnu bedre live, end mesterværket var oprindeligt. Der var lidt længere pauser imellem numrene, hvilket nogle gange gjorde musikken knap så strømlinet, som den lyder på pladen, men man var villig til at tilgive en hel del. Om ikke andet kunne man beundre hallens flotte arkitektur i mellemtiden. Efter en kort pause vendte bandet tilbage og spillede seks numre fra deres nyeste udspil, Rather Ripped. I sig selv imponerende, at bandet kunne fortsætte i samme høje tempo, og fraset højdepunkterne fra Daydream Nation var et nummer som “Bull in the Heather” en så imponerende oplevelse, at den massive mur af støj, som den lave højde til loftet hjalp på vej, gik op i en højere enhed. Selv den følgende tinnitus føltes behagelig i kølvandet på koncerten med et band, der stadigvæk kan spille samtlige deres konkurrenter baglæns ud i Atlanterhavet. At bandet vendte tilbage 10 minutter, efter lyset var tændt, og spillede et ekstra nummer, gik hen over hovedet på de fleste, incl. denne skribent. Men Sonic Youth havde også gjort deres til, at man fik brug for frisk luft i en fart. Så meget statisk og buldrende smuk støj kan ikke være godt for ens adrenalinniveau. Læs også Undertoners anmeldelse af:Sonic Youth: Rather Ripped Karakter:  

I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. (17.06.07)I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. A Kid Hereafter»Velkommen til regndans,« lød det fra scenekanten, da årets Vesterbro Festival blev skudt i gang. På trods af de faretruende tunge skyer og en pessimistisk meteorolog i radioen var en større skare troppet op foran Air-scenen for at overvære A Kid Hereafters udskejelser. Frederik Thaae samt band og lillepigekor havde i dagens anledning fundet deres fineste lyserøde velourdragter frem fra gemmerne; et særdeles begavet tøjvalg, da en stor del af bandets medlemmer må lide af DAMP eller bare har et kaffeindtag, der er kørt af sporet. “Military Waiver” åbnede ballet med et energi-kick, der snildt kunne sætte gang i publikums fødder såvel som at få hr. Thaae himself til kravle på væggene. Det blev til alt fra high fives til publikum til halvakrobatiske udfoldelser på scenegulvet på de tre minutter, det tog at få nummeret prustet ud gennem det imponerende fuldskæg. Energiniveauet faldt absolut ikke, da “Secret Service” og de efterfølgende poppunkede knaldperler skulle smides; undervejs fik nogen dog stukket manden en guitar, der holdt ham fast i en overvejende lodret position for en kort tid. Omkring halvvejs gennem koncerten blev der for publikum et dansemæssigt pusterum under den sjælede og en anelse søbende “Superficial Star” samt coverversionen af Yes’ “Long Distance Runaround”; til gengæld startede anden halvleg med fornyet styrke og kulminerede under “Seven Days Later”, da en endnu syngende Thaae valgte at forlade scenen til fordel for en kammeratlig støvledans med en fyr med paraply blandt publikum. Det hele blev tilsyneladende for meget af det gode for mikrofonen, der valgte at sætte ud midt i løjerne. Ikke at publikum skulle snydes på den bekostning, for nummeret blev på behørig vis fulgt til dørs, da der igen var orden i elektronikken. Så var det slut for denne gang – det troede vi i hvert fald, indtil en stemme fra bagtæppet fik tildelt A Kid Hereafter et ekstra minut i spotlyset. Og på et minut kan man åbenbart nå en hel del! Den punkede popmusik fra den sidste lille times tid røg øjeblikkeligt i glemmebogen, da bandet brat slog over i en growlende omgang dødsmetal. Ikke mindre end tre numre à 30 sekunder blev det til, før scenefar sagde stop og pitmosherne måtte videre. Skyerne havde holdt tæt mod alle odds – og skulle vejrguderne blive mindre nådige senere på aftenen, ville der i det mindste være en god portion kropsvarme at tære på efter en særdeles underholdende åbningskoncert. Karakter:   I Got You on TapeAftenens hidtil største forsamling var uden tvivl at finde under Øksnehallens hvælvinger lige før kl. 22. Måske hjalp det på tilskuertallet, at to af festivalens seks scener netop havde sagt godnat og tak for i dag, og at termometeret var drastisk på vej mod det blå felt. I Got You on Tape inkl. sideprojekter stod for et par af sidste års fineste udgivelser herhjemme. Tilbagelænethed er absolut et nøgleord, når det kommer til I Got You on Tape, og det kan både bruges om deres musik og deres attitude på scenen. Det er i og for sig en udmærket egenskab, hvis den vel at mærke kan omsættes til noget konstruktivt. Mikses den godt op med en omgang følsom rock af den drømmende, atmosfæriske slags, er der en fæl risiko for at ende med et navlebeskuende og ikke synderlig interessant udtryk. Med for meget energi falder projektet til gengæld til jorden, da nerven forsvinder. Det er her, I Got You on Tape forstår at ramme plet mellem uvedkommenhedens to poler i det felt, der hedder absolut nærvær. Trommernes stramme rammer holdt de vidtfavnende guitarflader i et fast greb under forsanger Jacob Bellens’ ensartede, men altid fængslende vokal. Uden de store afvigelser fulgte I Got You on Tape den faste skabelon og undgik samtidig at forfalde til monotonien. “Pins and Needles” var et af de absolutte højdepunkter, hvor vokalen med diktatorisk kølighed undertrykte den massive energi fra de ulmende guitarer og oprørske trommer. Bedst var dog afslutningen “Mary Jane” med Bellens i det Interpolske hjørne og en så tyk, atmosfærisk instrumentering, at Øksnehallens tag var tæt på at lette. Skønt Vesterbro Festival er tiltænkt de nyudklækkede danske musikynglinge, er I Got You on Tape tydeligvis flyvefærdige. Og nu da indspilningen af deres nye album er skudt i gang, kan man blot håbe på snart at se dem på vej mod de helt høje luftlag. Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourI Got You on Tape: s.t.

Årets udgave af Spot gik glat og helt uden de uheld, som nogle ellers kunne frygte fra festival nr. 13. Og mens Christian Poulsen ødelagde alting i fodboldkampen mod svensken, tog de danske bands stikket hjem og overstrålede de gul-blå.

“Vi er gået hjem. Det gav jo ingen mening med alt den snak.” Sådan skrev en af mine venner i en sms efter halvdelen af koncerten med The Books var afviklet. Og der var godt nok meget snak denne aften på Lab, hvilket påvirkede både publikums oplevelse og musikernes fremførelse.(13.05.07)“Vi er gået hjem. Det gav jo ingen mening med alt den snak.” Sådan skrev en af mine venner i en sms efter halvdelen af koncerten med The Books var afviklet. Og der var godt nok alt for meget snak denne aften på Lab, der da også havde lukket dørene for flere gæster, da brandmyndighedernes grænse på de 100 personer var nået. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Aftenens første artist Henning Lundkvist havde på baggrund af en forlist bachelor-opgave skabt en audiovisuel fortælling, hvor han samplede billeder og lyd fra blandt andet gamle Charlton Heston-film. Det var en langsom fortælling, og da de fleste i lokalet hellere ville snakke med venner end se på, var det umuligt at koncentrere sig om Henning Lundkvists værk. Det havde nok fortjent en biografsal for at komme til sin ret. Hans Appelqvist måtte først kæmpe med teknikken, der drillede og tydeligvis irriterede den unge svensker. Og hans tyste musik med prog-rock-præg havde det også svært i Labs larm, hvor både han selv og publikum flere gange måtte tysse for at dæmpe lydniveauet. Hans Appelqvists sæt tog denne aften udgangspunkt i hans forrige album Naima, som er en fortælling om et væsen, der i svære situationer dukker op i folks liv og giver dem råd. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Som vanligt lod Hans Appelqvist sin musik ledsage af en fortællende billedside. For mit vedkommende blev det et mislykket forsøg på at visualisere de indre billeder, han virkelig skabte med Naima. Og hans set virkede dermed som en dårlig filmatisering af en rigtig god bog. Synd når hans album er så gode. Da The Books gik på scenen, dannedes der en kødrand omkring scenen, som var større, end jeg havde forventet – måske var der alligevel kommet en del personer på Lab denne aften for at høre musik og ikke bare for at snakke? Siddende foran det store lærred i næsten mørke var Nick Willscher Zammuto og Paul de Jong godt gemt bag henholdsvis cello og guitar. Deres billedside var altdominerende, men duoen havde virkelig arbejdet med at få musik og billeder til at fungere sammen, så den akustiske cut-up-pop med samplinger fik et fantastisk visuelt medspil og dermed også medvind; faktisk i en sådan grad, at Mew og Efterklang, som også i høj grad benytter sig af visuals, virkelig har noget at lære. At mange af videoerne tilmed var sjove, trak absolut heller ikke ned. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Når projektoren ikke arbejdede, blev duoens show næsten fladt, som for eksempel under deres original-tro udgave af Nick Drakes “Cello Song”. Duoen præsenterede numre fra alle tre album, og heldigvis blev koncerten ikke en helt så indietronisk affære, som seneste album Lost and Safe var. Personligt savnede jeg flere af de ældre numre, hvor bandet virkelig bruger samplinger kreativt. Mens den første halve time af koncerten var præget af snakken på Lab, gik musikken for mit vedkommende heldigvis rent ind i den sidste del af showet. Se videoen til The Books’ “Take Time” hos PitchforkLæs også Undertoners anmeldelse af:Hans Appelqvist: NaimaHans Appelqvist: Karakter:   The Books: Karakter:       Bedømmelseskriterier

Direkte importeret fra Georgia gjorde Of Montreal søndag til en fest på et varmt og proppet Loppen. Med en kombination af kostumefest og popkoncert fik vi en række af bandets perler, og med Kevin Barnes som kejtet krukke i forgrunden legemliggjorde Of Montreal denne aften sjælen i deres musik.

Bob Dylan spillede en stærk koncert i går i Forum. Det hele bar muligvis lidt præg af, at vi stadig er i begyndelsen af turneen. Altså: ikke helt så stramt, som man kunne tro. Men ikke desto mindre fedt.Hver gang Dylan spiller i Danmark, bliver der lagt i kakkelovnen på den ene eller anden måde: Enten får han sindssygt stryg, eller også får han umådeholden og ubetinget ros. Det er, som om dem, der holder af Dylan, insisterer på at give ham ekstra gode anmeldelser, for ligesom at imødegå det mere teenageagtige segment, der hårdnakket insisterer på, at manden er grå og kedelig (og lad os få noget mere hindbærvand, tak). Det er sjovt nok at følge med i. Et hurtigt blik på aldersfordelingen blandt publikum i Forum i går aftes afslørede, at der hovedsagelig var repræsentanter fra den første gruppe, de glade fans, mens de tvære teenage-Bloc Party-tilhængere var i undertal. Faktisk var salen et regulært hav af grå manker og skaldede måner, kun afbrudt af smilende tandsæt, der snarere var præget af porcelæn og guldkroner end af bøjler. Så de kritiske røster fik ikke meget plads. Det var der nu heller ikke megen grund til, for Dylan leverede en stærk koncert, der trods et par små sammenbrud var seriøst medrivende. Hans band er et voldsomt godstog, og i de bedste øjeblikke er det virkelig benhård musik. Bob Dylan – fra en tidligere koncert i USA I forhold til den sidste håndfuld Dylan-koncerter, jeg har været til, var der et par forskelle. For det første lægger han ikke længere ud med “Maggie’s Farm”, hvilket er fedt nok – det er ikke hans bedste sang. Mere vigtigt er det, at han efter et par års pause, hvor han udelukkende har spillet på orgel, igen er begyndt at spille på guitar. Rygtet var løbet i forvejen fra Sverige, og derfor var det med spænding, man mødte op – og måske også med en snert af frygt for de knastørre tretonesoloer på 10 minutter, han førhen kunne finde på at fyre af. Det var kun i de første fire numre, at Dylan spillede på guitar. Til gengæld gav det superbonus, og fra første tone var al frygt forstummet. Åbningsnummeret “Tweedle Dee & Tweedle Dum” fra Love and Theft blev spillet i en hårdkogt version. Og dernæst fortsatte det i samme voldsomme, energiske gænge – ikke mindst “Watching the River Flow” var fænomenal – indtil Dylan lagde guitaren fra sig og bemægtigede sig det slidte orgel, som han har klimpret på de seneste par år. Herfra blev det lidt mere blandet. Der var smukke lyspunkter: “Visions of Johanna” blev f.eks. leveret i en intet mindre end fantastisk version. Det samme gjorde “Desolation Row” – der dog var omarrangeret så kraftigt, at det lige tog et par vers, før Dylan og hans mænd fik spillet sig rigtigt ind på hinanden. Og det første ekstranummer “Thunder on the Mountain” fra Dylans seneste (ret overvurderede) udspil Modern Times var en rå energibombe.Omvendt var et nummer som “Spirit on the Water”, ligeledes fra Modern Times, ikke helt skarpt. Alt i alt var bandet dog i topform. Nu er vi jo i begyndelsen af turneen, så de kan måske ikke arrangementerne helt på rygraden endnu. Men det kan de formentlig inden længe, så der er al mulig grund til at tro, at koncerten i Herning om en måneds tid bliver topklasse. Det er på en måde lidt overraskende, at Dylan er så populær. For det er ikke just radiovenlig pop, han giver sig af med. Hans stemme lyder komplet slidt og udflippet. Hans orgelspil er nærmest direkte useriøst og klodset. Han insisterer på at spille sine hits i alternative arrangementer. Hans band lyder som soundtracket til en pickup-truck-biljagt i Sydstaterne. Det er med andre ord virkelig stærkt og fænomenalt indtagende! Hvis Dylan kan siges at være faldet lidt af på den med sit seneste album – og det er han altså, både Time Out of Mind og Love and Theft er klart bedre, say what you will – så er han til gengæld usvækket, når det gælder koncerter. Det fik vi bevist i går. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Pop Revo spiller en afgørende rolle for musiklivet i Århus. Lørdag fejrede de tre års fødselsdag med en koncert på Fabriken med The Clientele. Bandet leverede en både legesyg og medrivende optræden, og bød på gamle kendinge samt smagsprøver fra det kommende album.

Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre.Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre. At dømme ud fra alderen på mange af koncertgængerne denne søndag i Vega, havde en stor del aldrig før set Jarvis Cocker live. Sidste gang han besøgte landet var med Pulp i 1998, og også undertegnede glædede sig til omsider at opleve den karismatiske nørde-helt live. Forventningen var i det hele taget stor hos fans i alle aldre, og da Cocker endelig spankulerede ind på scenen, blev han mødt af store hyl og klapsalver. Han lignede sig selv – de store nørdebriller (der i øvrigt også var fundet frem til lejligheden af mange blandt publikum), det fedtede halvlange hår, en kedelig jakke og ternet skjorte, der begge stumpede på de lange arme. Jarvis Cocker og hans fem man store band lagde hårdt ud med “Fat Children”. Lyseffekter bag ved bandet og Jarvis Cockers hop, dans og tætte publikumskontakt fra første minut gjorde sin virkning, og stemningen var hurtigt i top. Videre gik det med “Don’t Let Him Waste Your Time”, og så var de to sikreste live-kort fra albummet allerede i spil. Spørgsmålet var, om Jarvis Cocker kunne holde gejsten oppe resten af koncerten, nu hvor de numre kunne streges fra sæt-listen. Det lykkedes heldigvis i rimelig grad, dog med enkelte kedelige momenter. Koncerten igennem blev næsten alle numrene fra Jarvis spillet, og også b-siderne “Big Stuff” og “One Man Show” fra to forskellige versioner af “Don’t Let Him Waste Your Time”-singlen. Udmærkede sange, men ikke noget, der rigtig imponerede publikum. Der var ikke voldsomt mange numre at vælge mellem for Hr. Cocker, nu hvor han på forhånd havde bekendtgjort, at aftenen ikke ville byde på nogen Pulp-melodier. Derfor trak han tiden ud med forskellige fornøjelige anekdoter. Vi hørte både om H.C. Andersen, Bambi, Jarvis’ vielsesring, hvilken hårfarve han havde som lille og meget mere.Det havde måske været mere oplagt at præsentere bandet, hvis der ikke var noget særligt at tale om, men Jarvis Cocker snakkede videre om diverse mere eller mindre relevante emner. Og publikum elskede det og lyttede med stor interesse til hans velartikulerede britiske fortællinger. Som ekstra-numre kom “Running the World” og en coverudgave af Bruce Springsteens “State Trooper”. Her fik Jarvis Cocker omsider præsenteret det i øvrigt meget velspillende band. Det var lidt svært at affinde sig med, at svage sange fandt vej til livesettet, når Cocker nu har så mange fænomenale numre i bagkataloget fra Pulp-dagene. Men samtidig er det også forståeligt, at han gerne vil adskille sin solo-karriere fra Pulp-æraen. Ud over at Jarvis Cocker havde et begrænset antal numre at tage af, er det ikke nemt at sætte fingeren på, hvad der gjorde, at han ikke fik sendt koncerten helt til himmels og topkarakter. For bandet var dygtige og oplagte, og Jarvis Cocker selv havde lige så stor karisma som altid. Hans fortrolighed med publikum og generelle scenevanthed er imponerende stor. Det lange stankelben dansede rundt med højst mærkværige bevægelser, og energien fejlede ikke noget. Det fik gang i publikum og ikke mindst smilene frem på læberne under de mest aparte “dansetrin”. Det var en god aften, og en stor oplevelse at se Jarvis Cocker live, for nutidens musikscene kender immervæk ingen personlighed som ham. Dog manglede der bare den sidste gnist. Endelig gav manden koncert i Danmark igen, men en lille stump af den humor og energi, der var i Pulp, kom man alligevel til at savne. Jeg kunne ikke lade være med at ønske mig tilbage i tiden, hvor jeg kunne have oplevet Jarvis Cocker live som forsanger for Pulp frem for solo. Måske vi dog senere kan være heldige at få lov til at opleve den perfekte Jarvis Cocker-koncert. Med et solo-album mere, vil der sandsynligvis være mere godt og koncert-egnet materiale, og de svagere numre og halvligegyldige covers kan blive hjemme. Så kan den charmerende Sheffield-nørd levere den sublime koncert, der bestemt ikke er udenfor hans rækkevidde. Med en unik entertainer som Jarvis Cocker, kan jeg kun glæde mig til, at det sker. Læs også Undertoners anmeldelse af:Jarvis Cocker: Jarvis Karakter:       Bedømmelseskriterier

Afdæmpet musik og fredag aften går sjældent hånd i hånd, men et stille lyttende publikum og et yderst velspillende band formåede at fylde aftenen med flere magiske og melankolske højdepunkter. En glimrende start på Murders turné.Afdæmpet musik og fredag aften går sjældent hånd i hånd, men et stille lyttende publikum og et yderst velspillende band formåede at fylde aftenen med flere magiske og melankolske højdepunkter. En glimrende start på Murders turné. Fredag aften forbinder man ofte som en aften i festlighedernes tegn. Aftengaderne fyldes hurtigt med vaklende unge mennesker med en grøn flaske i hånden på vej mod den næste fest. Denne fredag aften var ingen undtagelse. Men for alle regler er der undtagelser. Inden for murene i det gamle kulturhus i Magstræde var stemningen en helt anden. I Musikcaféen på husets tredjesal var festens larm forstummet og erstattet af en helt anden mere afdæmpet stemning. Denne fredag aften var Murder på koncertplakaten, der var vel overdækket af et ’udsolgt’-skilt. Og det var med store forventninger, man troppede op, for så godt som samtlige musikmagasiner og dagblade havde hevet superlativerne frem til at beskrive gruppens neofolkplade Stockholm Syndrome. Murder er i daglig omgang en duo bestående af Anders Mathiasen og Jacob Bellens, men i liveregi er gruppen udviddet til fem personer. Fra Bellens’ andet band I Got You On Tape har Murder lånt Jeppe Skovbakke på kontrabas og Jacob Funch på guitar, og fra Under Byen har gruppen lånt Morten Svendstrup på cello. Med denne konstellation har Murder forberedt en turné, der altså begyndte denne fredag aften. Med stearinlys på bordene omkring et siddende publikum var der dømt total hyggestemning, og med et lydanlæg, der nægtede at spille for synderlig høj volumen, krævede Murder-koncerten da også et stille lyttende publikum – en præmis som var vel opfyldt med undtagelse af de sædvanlige bralrehoveder oppe i baren. Således åbnede Murder med den flotte “Feast in My Honour” med et akustisk fingerspil så tyst, at man tog sig selv i at holde vejret lidt længere blot for at få det hele med. Fra åbningen og frem til de endelige toner udbredte Murder en sælsomt dragende stemning, som henter de bedste øjeblikke fra Nick Drake og en tidlig Leonard Cohen og blander det med en højtidelighed, som man kender den fra Tindersticks. Men rent musikalsk er Murder særegne. Numre som “When the Bees Are Sleeping” og “Daughters of Heavy” lagde en tykt tæppe af tristesse, der i samme instans blev dulmet med fantastisk velskårede melodier. I centrum var Bellens’ karakteristiske vokal, hvis ord i ny og næ blev hængende i luften, som cigaretrøgen engang gjorde det i Musikcaféen. Tag f.eks. det på plade korte interludium “Ra#1,” der live blev til et altindtagende nummer med stemningsbetonet filen på bas- og cellostrenge og hylende spøgelseskor, altimens Bellens bad sit hjerte om at være stille. Flot lød det, når hele bandet istemte med korrøster, bl.a. i “Pixies” hvor Bellens’ skrøbelige falset blev løftet op mod loftet, så tiden for en stund gik helt i stå. Hvor Murder flot formåede at tryllebinde sit publikum med musikken, kneb det dog mellem numrene, hvor der blev pjattet og snakket internt på scenen og i mindre grad udadtil. En forsigtighed eller beskedenhed gjorde, at den intime boble sprængtes og fra hvert nyt nummers begyndelse skulle opbygges påny. Dog var det svært ikke at trække på smilebåndet, når Bellens præsenterede en sang med ordene: »Så er vi kommet til aftenens ballade.« En sådan anke skal også stå som den eneste, der får lov at blive en parantes fra en aften, der blev fyldt med flotte sange fra et velspillende band. I midnatstimen kunne man igen forlade Musikcaféen med et melankolsk smil over læben. Læs også Undertoners anmeldelser af:Murder: Stockholm SyndromeMurder: One Year From Now It’s My Birthday Karakter:       Bedømmelseskriterier

Den skånske sekstet [ingenting] har fået masser af airplay på de svenske radiostationer, især takket være hittet “Punkdrömmar”. Fredag demonstrerede de så i Malmø, at de også kan levere varen live.Det var tydeligt, at der kun var få publikummer, som denne aften var dukket op for at se [Ingenting]. Sekstetten skulle varme op for Timo Räisänen, og selv om [Ingenting]’s musik ikke er helt forskellig fra Räisänens, var der ved koncertens begyndelse kun knap 30 mennesker foran scenen. Og [Ingenting] gjorde det heller ikke nemmere for sig selv ved at starte med en form for organiseret støjmur. På setlisten havde bandet selv kaldt deres intro for “KAOS”. Nummeret fungerede som en slags forlænget intro til åbningsnummeret fra bandets debut ingenting duger – en meget langsom starter, der absolut ikke gjorde det nemmere for publikum uden forhåndsbekendtskab til bandet at engagere sig i koncerten. En lille håndfuld tilskuere var dog helt tydeligt kommet for kun at se [Ingenting] og sang med på stort set alt, hvad bandet spillede. Da tempoet blev sat lidt op med “Här kommer solen” og “Suzanne (Vi kan inte gå hand i hand)” trak flere af de nyankomne tilskuere op mod scenen, og stemningen hos både band og publikum steg – og det hjalp også, at forsanger Christopher Sander lige gav de svenske nazister i Skåne en hån med på vejen. Der var stort set ikke pause mellem selve koncerten og de to ekstranumre. Hittet “Punkdrömmar” blev her leveret til stor jubel hos publikum, hvor mange tydeligvis kendte nummeret. At dømme efter applausen, da bandet var gået af scenen, fik [Ingenting] til trods for den dårlige disponering af deres set overbevist publikum om, at bandet har mere end bare drømme om punk og heroin – [Ingenting] kan også levere deres numre ganske overbevisende. Læs også Undertoners anmeldelse af:[ingenting]: Mycket väsen for ingenting Karakter:       Bedømmelseskriterier

Lemonheads fik sat godt gang i 90’er-melankolien i går i Vega. Kun få har skrevet samme mængde af melodiske hits som Evan Dando. Dem fik man i rigelige mængder i løbet af en koncert, der var gavmildt lang, men også lidt svingende.I første halvdel af 90’erne havde mangen en ung tøs The Lemonheads’ frontmand Evan Dando stående ved siden af Johnny Depp og Kurt Cobain på sin top-3 over drømmemænd. Og for mangen en teenagedreng – mig for eksempel – var han ikke alene et tøj- og hårmæssigt forbillede, men også indbegrebet af en afslappet og potrygende amerikansk rockstjerne, som man gerne ville hænge ud med. Nu er der jo gået et par år siden bandets glansperiode med It’s a Shame About Ray, Come On Feel the Lemonheads og Car Button Cloth fra henholdsvis ’92, ’93 og ’96. Men mens teenagefølelserne for Dando måske mest lever som lykkelige minder (hvilket man selvfølgelig ikke skal undervurdere), så er hans sange noget af det mest slidstærke 90’er-rock overhovedet. Manden har en skatkiste propfyldt med hits. Derfor var der noget at se frem til forud for koncerten i Vega. Foto: Stephen Goodwin Efter et par indledende øvelser ved en vis Nick fra Manchester, som ud over at ligne Giovanni Ribisi på en prik spillede et ganske underholdende akustisk set, kom Dando på scenen med en backinggruppe, der lidt skuffende ikke bestod af Bill Stevenson og Karl Alvarez fra The Descendents, som ellers spiller med på The Lemonheads’ nye plade – men af to for mig ukendte fyre (Vess Ruhtenberg og Devon Ashley fra The Pieces, red.). Skuffelsen fortog sig imidlertid hurtigt, da Dando & Co. kastede sig ud i en slagkraftig åbning af koncerten med bl.a. klassikere som “Down About It”, “The Great Big No” og “Confetti”. Det er virkelig smukke og tidsløse sange… … men de blev leveret i lidt sløve og ikke helt velspillede versioner. Dandos bedste numre er så stærke, at det ikke rigtig betyder noget, hvem man sætter til at spille dem. Her kan selv den mest håbløse lirekassemand ikke gå galt i byen. Men efterhånden som koncerten skred frem, og vi nåede til nogle lidt mindre hæderkronede og geniale numre, blev det en lille smule trægt at lytte til. Helt galt gik det dog aldrig. For inden det nåede så langt, sendte Dando bassist og trommeslager om bag scenen, iførte sig sin akustiske guitar og gav sig i kast med et langstrakt solosæt. Her fik vi bl.a. dovendidrikklassikeren “The Outdoor Type”, en virkelig besynderlig udgave af The Misfits’ makabre “Skulls” samt – hvilket var topmålet af både særhed og klasse – en smuk udgave af Ben Lees gamle “I Wish I Was Him”, som er en hyldestsang til Dando selv med henvisninger til hans strålende intellekt, spændstige overarme og generelt flotte udseende. Lige som det akustiske sæt begyndte at blive lidt kedeligt (nej, faktisk et lille stykke tid efter, at det begyndte at blive kedeligt), kom bandet tilbage på scenen. Medmindre det da var to andre i forklædning, for den energi og entusiasme, der måske havde manglet lidt i første halvdel af sættet, var der nu til overflod, og i en suveræn afslutning på en lang koncert gav Dando og band toptunede versioner af superhits som “It’s a Shame About Ray”, “Alison’s Starting to Happen” og “If I Could Talk I’d Tell You”. Virkelig, virkelig stærkt! Alt i alt var Lemonheads måske en lille smule svingende. Men der er stadig ingen tvivl om, at Evan Dando er både en melodisk superstjerne og en formidabel sanger. Læs også Undertoners anmeldelse af:The Lemonheads: s.t. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Sjældent har et konceptband fået så varm en modtagelse blandt indie-fans som The Pipettes. Live leverede de på charmerende vis mestendels den forventede vare: perlende pop med fine vokalharmonier.Konceptbands bliver normalt opfattet som en grim ting, der er udtænkt af pengegriske pladeselskabsbosser bag store skriveborde, som først og fremmest tænker på bandets indtjeningsmuligheder. Og vejen til succes er som regel kortere, hvis bandets sammensætning og stil virker appellerende på de tiltænkte målgrupper. Om det rent faktisk er god musik, er som regel mindre vigtigt. Engelske The Pipettes er også et band, hvis koncept er udtænkt af andre, og hvor medlemmerne er nøje udvalgt. Idéen var at lave en pigegruppe i stil med dem fra 50’erne og 60’erne, og det er lykkedes fuldt ud. Stilen er gennemført, og musikken holder et udmærket niveau. En håndfuld af gruppens sange er ligefrem ekstremt iørefaldende popperler. De tre piger, Rose, Gwenno og RiotBecki, var som vanligt klædt i sorte kjoler med små prikker i forskellige farver. Altså med et ungpige-look, som det så ud i 60’erne. I tilfældet The Pipettes svarer den tækkelige påklædning bare slet ikke til teksterne, hvor mændene er de underkuede. Og tøjet harmonerer heller ikke med pigernes sceneoptræden, for de opfordrede ikke blot til dans, men også til at publikum gik i lag med hinanden! Med sig havde de backingbandet The Cassettes, men de måtte finde sig i at spille andenviolin. De gled nærmest i ét med væggen og overlod scenen til de tre pipetters koreograferede opvisningsdans. The Pipettes havde indøvet en koreografi til hver eneste sang. Dansen blev udført synkront. Næsten da. For det var en smule ude af takt og ikke altid lige tjekket. Når det gik værst, var det som at være tilskuer til børnenes Melodi Grand Prix. Men det blev leveret med smil på læberne – mere alvorligt tog de det ikke, hvilket det sikkert heller ikke skal tages. Det viste sig, at en Pipettes-koncert er noget, man først og fremmest skal tage del i. Og danse til. Frem for blot at overvære og lytte til sangene, som – ud over en håndfuld gode numre – lød lidt for ens. Som kedelig ikke-danser kunne man dog fint nyde pigernes sang. Selv om de langtfra synger fantastisk, var deres vokalharmonier virkelig gode, da de tre pigers stemmer ligger i hvert sit leje og derfor passer fortrinligt til hinanden. Rose, Gweno og RiotBecki var et charmerende bekendtskab, og underholdningsværdien var i top, hvilket opvejede for, at ikke alle sange sad lige i skabet. Men sjovest var det helt sikkert for dem, der var Vild med dans-fans i forvejen. Karakter:       Bedømmelseskriterier