Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)

Two Gallants, Pavilion, 20.00 Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika. Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori. I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse. Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert. (LDL) Silver Jews, Odeon, 21.00 “I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader. Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal. Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer. Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Mi and L’au, Bar’n, 13.00 Lørdag skulle jeg opleve min første koncert på festivalens mindste scene, den nye Lounge-scene – eller Bar’n som den også kom til at hedde – en stor træbygning med sand på gulvet og en lav, intim scene i den ene ende. Med den bagende sol var det en ekstra oplevelse at træde ind i det kølige mørke. Finske Mi and L’au sad på hver sin skolestol – han med guitar, hun med brækket arm, hvilket betød, at hun kun kunne synge. I mørket blev de to personer ekstra mystiske og skrøbelige, som de sad der alene på scenen. Koncertens første numre blev fuldstændig ødelagt af, at der var lydprøve på Arena-scenen. De blide stemmer og lavmælte guitarmelodier druknede i bulder og brag. Men så holdt larmen op, og en stemning, jeg i hvert fald aldrig har oplevet på festivalen, bredte sig. Mi & L’au spiller en lavmælt, melankolsk folk, hvor deres stemmer fint komplementerer hinanden og de langsomme guitarballader. Stemningen blev næsten andægtig under koncerten, der dog savnede f.eks. en ekstra guitar eller lavmælte trommer for, at lydbilledet ikke blev alt for enslydende. Ros til Roskilde Festivalen for at bringe den intime musik tæt på publikum i fine, atmosfæriske omgivelser. Men hvis scenen skal have kunstnerisk succes, og musikken skal respekteres, er scenens program nødt til at blive planlagt bedre, således at de store scener Arena og Orange ikke ødelægger koncertoplevelserne. (JL) Sterling, Pavilion, 14.00 Forsanger Mads Nygaard var knap kommet på scenen under det instrumentale åbningsnummer, før han hoppede ned foran publikum og kravlede op på rækværket ud til forreste række. Han klappede high fives med publikum i takt til musikken og var sprængfyldt med spræl, mens han nærmest strålede af lyst til at spille. Foto: Malle Gilbert Resten af bandet var lige så veloplagte, og så var der intet til hinder for at spille en hitparade, som de færreste bands med halvanden plade på samvittigheden kan præstere. “Rødvin2004” var noget nær indbegrebet af perlende indiepop, og “Autopilot” demonstrerede et skønt drive og en god bund. Med “Vinterfobi” og “Lyssværd” hen mod slutningen af koncerten gik der endda folkelig sing-along-fest i den, og Nygaards drengede, små-kokette charme holdt konstant festen flydende. Kvartetten starter straks efter festivalen på at indspille et nyt album, og mellem de gamle synge-med-numre sneg der sig en lille håndfuld nye sange ind. Der var lidt mere fylde og flere rockede guitarindspil frem for synthesizermelodier, og især ekstranummeret “Ikke rigtig i mit hoved” lød nærmest helt irriterende fængende – en oplagt singlemulighed. I og for sig var det ganske unge publikum så hengivent, at Sterling kunne have gjort snart sagt hvad som helst, uden at der havde været sure miner. Men Sterling slog ikke til tåls med halve løsninger. Der var fuld skrue hele vejen med plads til skæve indfald. F.eks. endte “På vej”, der afsluttede det oprindelige sæt, med at der gradvist kom flere og flere guitarister på scenen, så der til sidst var seks guitarer med i den støjende finale. Og sådan var Sterlings eftermiddagsshow: én stor komsammen med plads til alle med popører. (MA) Why?, Pavilion, 18.00 Med et stort busket overskæg taget direkte ud af en politikomedie indtog Why?-frontmanden Yoni Wolf scenen. Med et alvorligt blik på sine to bandkollegaer annoncerede han, at “we are Bob Dylan, and we are happy to be here”. Så var tonen slået an – også selv om den næppe var helt ren. Yoni Wolf For hos Why? er det snarere en kvalitet end en fejl, hvis harmonierne vakler en smule, eller hvis Yoni misser et ord eller to. Why? har langt mere fokus på at udnytte de kreative muligheder, der ligger i at give slip på alle konventioner. Så selv om bandet i højere og højere grad spiller sangbaseret indiepop et sted midt mellem Tortoise og glad slackerrock, er der ingen krav om vers og omkvæd. Hvis sangen ikke kan holde til at vare mere end halvandet minut, stopper den bare. Den kreative lovløshed udnyttede Why? i de længere numre til at indskyde ret så uforudsigelige retningsskift, som gjorde det værd at spidse ører. Og havde først slået lyttelapperne ud, flød den ene rapfodede popmelodi efter den anden også indenfor. Pavilion-publikummet fik ikke ligefrem omkvæd, der lagde op til fællessang, men fik til gengæld et væld af friske hooks og muntre vokalharmonier. Trommeslageren Josiah Wolf excellerede hele vejen gennem koncerten i at spille xylofon og trommer på én gang, og xylofonens lette ringende klange understregede musikkens svalende karakter. Why? leverede en omgang skramlet sommerpop spækket med samme optimisme som en af de mange skæve oneliners i Yonis tekster: “Flowers are how plants laugh.” Why? var en af de mest farvestrålende blomster i årets festivalbuket. (MA) Phoenix, Odeon, 01.00 Der var godt fyldt op på Odeon-scenen, da franske Phoenix med det udmærkede nye album It’s Never Been Like That i rygsækken skulle sætte fest under et publikum, hvor de fleste havde drukket øl i over 12 timer. Det var dog snarere publikums forventninger til bandet, som var sværest at overkomme for franskmændene. Phoenix havde denne aften mere bund og en tungere guitarlyd end vanligt. Og en mere rock-orienteret koncert, som ikke altid var lige dansevenlig, var ikke helt det, publikum havde regnet med at høre. Bandet spillede dog ufortrødent, oplagt og sådan set også fint nok, men den lette, hammer-iørefaldende pop, bandet plejer at stå for, var ikke meget til stede. Og det var tydeligt, at det var de mere luftige numre – og hits – folk var kommet for. Derfor var jublen selvfølgelig enorm, da Phoenix først spillede “Everything Is Everything” og blot et par numre senere “If I Ever Feel Better” – sidstnævnte i en ekstra lang udgave, hvor de seksstrengede medhjælpere endnu en gang blev luftet lige lovligt rigeligt – en ikke helt vellykket fortolkning, som da også gik fuldstændigt hen over hovedet på publikum. Måske lidt synd for Phoenix, at bandet stadig bliver nødt til at spille de gamle hits for at please publikum, men respekt til bandet for at i det mindste prøve at omarrangere de gamle numre. Det fungerede bare ikke. Måske skal Phoenix bare ikke forandre sig? (JL) Læs også Undertoners anmeldelser af: Sterling: Estadio Camp-Let Sterling: Yndigt land Why?: Sanddollars

Martha Wainwright, Pavilion, 15.00 Seneste skud på Wainwright-stammen kom ind på Pavilion-scenen iført høje hæle, meget korte ternede shorts og sort t-shirt. Det lidt trashede look viste sig velvalgt til den skrigende rockudgave af Martha Wainwright, der under det meste af koncerten stod en smule i knæ, let foroverbøjet, mens hun næsten konstant svingede og sparkede det ene ben ned i jorden. Hun lagde godt ud med to af de bedste sange fra sidste års debut, først “Factory” og dernæst “Far Away”. Men som koncerten skred frem, blev det trættende at lytte til hendes stemme. Til tider var det en opvisning i hendes stemmes formåen. Den er dog ikke særlig facetteret, for groft sagt veksler den mellem skønsang og skrål. Og der var – hvor imponerende det end lyder – alt for meget skrigeri. Der var heldigvis flere øjeblikke, der brød med det temmelig monotone sangforedrag. Især “G.P.T.”, ekstranummeret “Bloody Mother F***ing A**hole”, der er Marthas smædesang mod sin far Loudon Wainwright III, og hendes fortolkning af sin fars gamle antikrigssang “Pretty Good Day”. Alle stærke numre, som sagtens kunne bære det nøgne udtryk med kun vokal og akustisk guitar. Men det gjaldt langtfra alle numre, så koncerten føltes en anelse lang. Den storsmilende søster Wainwright havde et forbilledligt tag om publikum. Hun flirtede med de publikummer, der erklærede hende deres kærlighed. Og så skulle hun naturligvis lige høre, om det er lovligt at ryge pot i Danmark – det var ikke et entydigt korrekt svar, hun fik på det spørgsmål. Disse små afbræk løsnede op for den fastlåshed, som store dele af hendes optræden desværre var hæmmet af. Martha Wainwright var for det meste godt selskab. En hel koncert blev dog for meget – trods hendes åbenlyse talent. (LDL) Serena Maneesh, Pavilion, 03.00 Det norske rockuhyre Serena Maneesh væltede ind på Pavilion-scenen til festivalens absolut senest programlagte koncert. At det skete til tonerne af, hvad der mindede om messe-musik fra et hemmeligt kloster i rockhimmelen, og badet aldeles i lys og røg, virkede ikke tilfældigt. Efter nogle lydproblemer hos frontmand Emil Nikolaisen (der dog blev fornemt akkompagneret af et øredøvende højt groove fra resten af orkestret), startede 45 minutters åndemaning og kamp. Ikke bare med lydproblemerne, men også resten af verden. Igennem den korte koncert rundede bandet et par af numrene fra debuten, men oftest var det svært at følge med i støjen. Normalt ville sådan en stor masse af lyd være et kritikpunkt, men ikke her. For selv om det var umuligt at høre vokalen, var bandets egentlige stemme Emil Nikolaisens guitar i samspil med violin, percussion, tordnende krautrock-trommer samt bassistens trampende rundgange. Serena Maneeshs støjskyer bredte sig langt op i atmosfæren og lavede dundertorden hos publikum. De ellers så velafstemte sange overrumplede og flyttede sig ind i en ny verden, som inden koncerten ikke eksisterede. Hvordan det lykkedes for dem at komme dertil, opgav jeg at finde ud af, men sikkert er det, at der ikke var ret meget andet end Serena Maneesh i universet, da det endeligt blev lyst i Roskilde. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Rasmus Møbius, Pellarin & Lenler, Melk, Metropol, 12.00 Sidste år manglede et element på Roskilde Festivalen – der var nemlig ikke noget elektronisk pladeselskab, som fik forlænget spilletid på en af scenerne. Men den tradition vendte tilbage i år – med blandede resultater. Tidligere har danske Hobby Industries og tyske Kitty Yo vist deres artister frem, og i år var det Statler & Waldorf, som fik lov til at præge de første timer på Metropol-scenen. Albumaktuelle Rasmus Møbius åbnede, og hans dubbede elektronica var perfekt til at få søvnen ud af øjnene med – samtidig kom solen frem og begyndte at varme kroppen, som dog til tider havde svært ved rigtig at vågne, fordi Møbius’ musik ikke altid var lige interessant. Bedst fungerede det, når han spillede på sin medbragte trompet, og når bassen og beatet supplerede hinanden til en fælles bund, der var mere dubbet end bare straight downbeat. Pellarin & Lenler efterfulgte Rasmus Møbius, og de åbnede sættet med Pernille Pang fra Tiger Baby på vokal. Hun har på plade en flot, luftig stemme, men live kniber det mere for hende at komme igennem til publikum. Sådan var det desværre også denne dag, hvor hun lagde vokal til Pellarin & Lenlers knitrende, flydende kompositioner. Melk – foto: jint.dk Den Berlin-bosatte dansker Raz Ohara gav til gengæld masser af krop og sjæl til musikken og var med til at afanonymisere lydbilledet i sættets sidste del. De afsluttende numre, som var langt mere funky end sættets tidligere numre, fungerede samtidig som overgang til næste band. Da Melk trådte ind på scenen, rejste det ellers afslappede publikum sig op, og det var tydeligt, at hvis der var et Statler & Waldorf-band, folk var kommet for at se, så var det Melk. Tempoet og energien hos Melk var da også mere engagerende end hos de andre artister, og deres hiphop-influerede lydbillede, som blev præget af rapperen Gisli og soulsangerinden Ane Trolle, opfordrede helt sikkert til mere end bare at sidde og rokke med i takt. Desværre var ørerne trætte efter flere timer med et lydbillede, der de små forskelle til trods lød ekstremt ens. Idéen med en pladeselskabs-showcase er rigtig god, men man bør skære ned på artisternes spilletid – ellers dræber det publikums lytteglæde. (JL) Dälek, Pavilion, 01.00 New Jersey-hiphopperne Dälek, der i nattens anledning kun bestod af rapperen af samme navn og produceren Oktopus, havde et enkelt tilbud til publikum i det halvfyldte Pavilion-telt: Hvis I vil, kan I komme indenfor i et trøsteløst, ramponeret hus fyldt med dæmoner – og I må tage hele pakken eller gå, for vi pynter ikke noget. Og nej, der var sandt for dyden ingen formildende omstændigheder hos Dälek. Kværnende industriel støj tårnede sig op under tørre, blytunge beats og ondt brummende basgange, der fik bræddegulvet til at sitre. Hen over det hele lå Däleks hvileløse ordstrømme, som med den massive lydstyrke in mente gik overraskende klart igennem. Men ordene var stadig svære at skelne, fordi der var så utrolig mange af dem. For Dälek er en mand med en mission – mod alle former for organiseret religion, uligheden i det amerikanske samfund og alt andet, der forhindrer de folk, han i en sangtitel kalder “Permanent Underclass”, i at bevæge sig opad i samfundet. Denne aften var hans ustoppelige foredrag totalt kompromisløse – der var intet lir og ikke særlig meget kommunikation med publikum. Ja, efterhånden som Dälek oftere og oftere begyndte at gnide hænderne mod sit ansigt og sit korte hår, virkede han nærmest besat – og de skurrende, hvæsende støjudladninger fra Oktopus’ to laptops lød med ét som en slags udligning af overtrykket i frontmandens hoved. Det var svært ikke at ærgre sig over, at de to vrede herrer ikke havde taget dj’en Still med. For det havde været rart med lidt mere variation og måske også lidt mere sceneshow. Det kunne i hvert fald have gjort det lidt lettere for folk uden forkendskab til bandet at få noget ud af showet. Men den slags ville have været stik mod Däleks filosofi om ikke at pynte noget som helst. Og Dälek gik ikke på kompromis. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Dälek: Absence Dälek: Abandoned Language

Barra Head, Pavilion, 20.30 De debuterede faktisk på Roskilde Festival allerede i 2001 på den gamle blokvognsscene, men i år var Barra Head og deres tight komponerede mathrock-ekskursioner forfremmet til hovedprogrammet. Fra start var det et smilende orkester, der mødte publikum. Men Barra Head bærer de indre frustrationer uden på tøjet, og i går blev de blandet med en halvnervøs og ukrukket fremtoning, så det var svært ikke at lade sig drive med. Igennem hele koncerten klamerede Arvid Gregersens bas og Mikkel Jes Hansens guitar og vokal sig til trommeslager Jakob Hvitnovs simple, men indvoldsruskende beat og flød kontrastfuldt rundt i støvet. Guitaren var diskant og overordentligt pågående uden at være omklamrende, og bassen blæste af sted med nerve og desperation. Det føltes som at have en knyttet næve tæt på ansigtet uden at vide, om den pludselig eksploderer i fjæset på én. Og det var netop koncertens styrke. Barra Head har spillet i snart sagt enhver landsby i Tyskland igennem de seneste fem år. Faktisk er det kun pladeselskabs-vennerne fra Lack, der kommer i nærheden af at være så sikre og samtidig levende i fremførelsen af en overordentlig kompleks og letantændelig rock. (MT) Clap Your Hands Say Yeah, Odeon, 21.30 “Are you guys aware that Guns n’ Roses are playing right now?” spurgte indiepopperne Clay Your Hands Say Yeah halvvejs gennem deres koncert. Alle var vist klar over hvem, der agerede trækplaster på Orange på samme tidspunkt, men ingen så ud til at have den fjerneste lyst til at give slip på CYHSY, før koncerten var helt slut. Koncerten levede op til bandnavnet. For der blev klappet en hel del. Både på scenen og ikke mindst blandt publikum, som tog del i en forrygende og festlig indiepopfest, der både talte til hjerne og fødder. Især fødderne. At man ikke kan lade være med at vippe med foden, når man hører amerikanernes debutplade, er ingenting i forhold til, hvordan kroppen gebærder sig til live-udgaven af CYHSY. Især under sange som “Let the Cool Goddess Rust Away” og “Over and Over Again (Lost & Found)” var det umuligt at få kroppen til at stå stille. I starten var koncerten dog ikke særlig flydende. Pauserne mellem de enkelte numre føltes i hvert fald en tand for lange. Men efterhånden fik CYHSY greb om tingene og leverede uimodståelige indiepopsange på overlegen vis. Og Alec Ounsworths specielle vokal, der i den grad er dét, der gør bandet til noget virkelig særligt, var ikke mindre særegen og karakteristisk uden for studiets fire vægge. Hen mod slutningen lød det til, at CYHSY havde tømt kilden med sprudlende sange. De – heriblandt et par nye – holdt alle samme høje niveau, men i takt med at intensiteten dalede på scenen, skete det tilsvarende blandt publikum. Redningen blev temasangen “Clap Your Hands!”, som igen satte fuld blus under publikum, der var mere end villige til at klappe taktfast og råbe “yeah!” Dét energiniveau blev holdt resten af koncerten, der viste, at CYHSY har en masse at byde på. Ikke blot som et interessant navn her og nu, men også længere ud i fremtiden. (LDL)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Jenny Wilson, Odeon, 19.30 Det var et oplagt publikum – en blanding af fans og folk, der havde hørt om en svensk pop-dronning – som mere end fyldte Odeon-scenen. Iført et kæmpe rødt sjal af tyl indtog den højgravide Jenny Wilson scenen til tonerne af åbningsnummeret “Crazy Summer” fra hendes solodebut Love and Youth fra sidste år. Hun fik hurtigt smidt det røde sjal og havde indenunder en perlemorsfarvet kortere kjole på. Som altid var påklædningen i top. Koncerten havde lidt svært ved at komme i gang. Den stille intro tog lidt af toppen af stemningen, og de fire medlemmer i bandet synede ikke af meget på scenen. Beats og bækkener blev betjent af keyboard-spilleren Lina Selleby til ug, men i det store telt savnede man lidt den dynamik og det drive, som et trommesæt ville have givet. Energien kom dog lidt tilbage halvvejs i settet med hittet “Summertime’s the Roughest Time” og det nye disco-nummer “A Brief Story”. Forvirret af at være på en international festival vekslede Jenny Wilson i sine henvendelser til publikum mellem svensk og engelsk. Foto: jint.dk Hun virkede en smule nervøs, men charmerede sig ud af usikkerheden, og koncerten sluttede en del karakterer højere, end den begyndte. Først med de to tempofyldte numre “Let My Shoes Lead Me Forward” og “Hey, What’s The Matter”, som fik så vild jubel fra publikum, at Jenny Wilson med et kæmpe smil takkede og grinende sagde “Don’t wake up my baby!”. De tre ekstranumre bød dels på Jenny Wilson alene med pianoet og siden et spritnyt nummer, som opfordrede til fællessang, fordi keyboard-spilleren løftede et papskilt op, så publikum kunne synge med på omkvædet “I’ve had enough of troubles / Troubles don’t fit in refrains“. Med endnu et nummer fra sit album gik Jenny Wilson af scenen, mens hun sendte håndkys til publikum. Og publikum gengældte dem. (JL) Sigur Rös, Arena, 22.30 Det er de færreste bands, der efter at have spillet sidste nummer, kommer tilbage til scenen for at bukke og klappe af publikum. Der er formentlig ikke andre end Sigur Rös, der kommer ind fire gange. Men det var der bestemt også klapsalver nok til fra et meget hengivent publikum, som fik, hvad de kunne forvente. For uanset at Sigur Rös’ seneste album Takk er en lidt for renskuret forfinelse af islændingenes klare og drømmende lydunivers, kan kvartetten stadig dét, der for snart en håndfuld år siden fik lyttere i hele verden til at spærre øjne og ører op. Forsangeren Jönsis forrevne guitartoner – frembragt med en violinbue – klinger, kliché eller ej, af brusende elve og hylende blæst. Og hans eventyrligt lyse falsetvokal når stadig højder, man ikke troede mulige. Kvartetten, der i dagens anledning var forstærket af både en strygerkvartet og fem blæsere, åbnede koncerten bag et mælkehvidt lærred, hvor glitrende orange pletter gled henover. Det tilføjede endnu et lag til den sky attitude, bandet har over for omverdenen. Selv da lærredet efter nogle minutter blev trukket til side, forblev islændingene indadvendte, og sine steder – primært i de stilfærdige numre fra Takk – led koncerten under, at der ikke var det helt store nærvær. Men når bandet fandt sangene fra Ágætis Byrjun frem og forsynede numre som “Olsen Olsen” med ekstra horn eller gav “Ný Batteri” en lang, flosset guitar-intro – ja, så var det klart og tydeligt, hvorfor publikum var så henført. For der er stadig en stjernetindrende skønhed i islændingenes himmelstræbende postrock – og da de sluttede showet med afslutningsnummeret fra ( ), var der kun tilbage at overgive sig. Det gigantiske, dundrende klimaks truede nærmest med at flænge det hvide lærred, der igen var trukket for, og rensede på den mest velgørende vis. Og med dén afslutning var det ikke sært, at publikum klappede Sigur Rös tilbage på scenen igen og igen. (MA)

Band Ane, Pavilion Junior, 13.30 Det er et evigt dilemma, hvordan electronica skal præsenteres? Skal kunstneren bare komme med sin laptop og stå foroverbøjet over den – eller skal der smides et band oven i de elektroniske spor? Ane Østergaard alias Band Ane valgte den sidste løsning og viste sin drum’n’bass-inspirerede electronica frem sammen med en bassist, en trommeslager og en soul-inspireret sangerinde. Og hun fik udnyttet en af de markante fordele ved at vælge live-modellen: Der var nemlig en fin kontakt med publikum, og det smittede at se, hvor meget hun nød at være til stede. Desværre måtte hun også trækkes med en af de klassiske ulemper ved at medbringe et band: Det hele blev vældig bastant, og især trommeslagerens indsats førte mestendels til, at Østergaards egne programmeringer blev trådt under fode. Ligeledes var der lige lovligt meget lige lovligt lækker soul-vokal, som tog fokus fra det, der virkede mest interessant, nemlig de originale elektroniske tracks, der dryppede og pludrede nedenunder. Østergaards næsten konstante melodika-spil blev – uanset dets børnetime-nostalgiske kvaliteter – lige vel ensformigt i længden. Men det er svært at være sur som anmelder, når man får serveret en lystig og naivt legende koncert, hvor hovedpersonen selv er glad og nærværende. Trumfen satte Band Ane ind knap midtvejs. Et nummer fik en brat afslutning, og bandet lod, som om laptoppen var gået ned – og da den velkendte Windows XP-melodi drønede ud gennem højtalerne, klappede publikum og smilede overbærende. Da lyden dukkede op igen, kiggede folk på hinanden – og fik tilråbet “snydt!” fra scenen, hvor bandet kastede sig ud i et nummer bygget på en opklippet version af netop Windows-melodien. Som live-show led koncerten ikke desto mindre under det tidlige spilletidspunkt; det er lidt firkantet sagt svært at lave et rave først på eftermiddagen. Men folk smilede og var glade – og så kan man bare glæde sig til den plade, der kommer til efteråret. Forhåbentlig uden alt det bastante og med lidt mere plads til de skæve, knirkende programmeringer, som det lod til, at Østergaard mestrer. (MA) Dúné, Pavilion Junior, 18.00 Onsdag var hypens hovedgade ført direkte til Pavilion Junior-scenen, hvor de purunge spradebasser fra Dúné Roskilde-debuterede med deres troværdige (eller tyvagtige, om man vil…) opdatering af alt fra 60’er-rock over letbenet synth og de så moderne postpunkede og huggende guitarriffs a la Gang Of Four. Fra start var deres optræden velorkestreret og gennemtænkt. Alt fra tøjet til det obligatoriske vandkast var gennemprøvet. Dúné har alt dét, Superheroes havde i starten af dette årtusinde, så sammenligningen er åbenlys. Men Dúné vil det anderledes og har en generelt mørkere lyd end Superheroes. Dermed har de ikke ligefrem taget den lette vej til pophimlen. Ja, faktisk virkede det, som om de har taget en stor omvej uden om dét fængende pophit, som de helt tydeligt har i sig. Og det kunne et ellers ret begejstret publikum så stå og vente på, mens de spillede, så efterskolepigerne segnede. Helt tørlagt for gode sange er Dúné dog heldigvis ikke, og det var især numrene fra deres seneste ep Go Go Robot, der løftede Mattias Kolstrups forsangersprællerier. “Robot Beat” er dansevenlig grænsende til det smittende, og især det afsluttende nummer “Go Go Valentina” rummede tilpas med afveksling og havde et bittersød tone, der efterlod et godt indtryk og ønsket om en lille smule mere af Dúné. (MT)

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.Godt på vej – og alt andet end fastgroede Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk. Yellowish Man har lidt ondt af Yellowish. På trods af to gode albums, anmelderros, opmærksomhed fra P3, vellykkede koncerter og en tidssvarende rockmusik, har skæbnen endnu ikke tildelt dem nogen afgørende folkelig opmærksomhed. Derfor må det have været et forløsende syn, der mødte det århusianske band, da det gik på Ridehusets scene, for der var nemlig mange mennesker, og det virkede ikke, som om folk var dumpet tilfældigt forbi for at se, hvad der skete – folk var kommet for at se Yellowish. Under hele koncerten hvilede der en sælsom tavshed og forventningsfuldhed blandt publikum, en spænding, en forhåbning om, at koncerten ville gå godt. Og det gjorde den på mange måder. Det lod til, at de spændte omgivelser overraskede frontfigurerne Aage Hedensted og Laura Nozsczyk en smule. I hvert fald fornemmede man en vis usikkerhed på scenen, og i første del af koncerten havde de to vokaler indimellem lidt svært ved at ramme tonerne helt rent. Det forsvandt dog, som koncerten skred frem, og til sidst trådte især Nozsczyks kirkeskønne vokal helt rent frem. Men når man har en rytmesektion som Yellowish, er det egentlig også begrænset, hvad der er at frygte, for den er ekstremt tight og velspillende. Yellowish spillede med undtagelse af det gamle barometerhit “Lisa Could Die for Elvis” udelukkende materiale fra den nye plade “So Bright”, hvilket i sig selv er forståeligt nok, men det var nu lidt ærgerligt at der ikke blev blændet op for bare et par af perlerne fra debutalbummet. Bandet beviste dog, at også de nye sange er yderst holdbare. Man fornemmer en inspiration fra Interpols storbyrytmer, og det klæder Yellowish godt. Især singlen “This Is My Direction” kom glimrende ud over scenekanten og fik det ellers så diskrete publikum til at nikke anerkendende med hovederne, mod musikken, mod det sympatiske band på scenen. (TØ) Oh No Ono Det var svært at vide, hvad man skulle forvente lørdag aften på Officerspladsen. De tre krølhårede knægte i front for Oh No Ono så ganske pudsige ud, men hvordan hulen lød så musikken? Tja, noget i retningen af bubblegum-synth-punk er nok ikke helt forkert. Foto: jint.dk Bandet gør sig i simple melodier med tekster, der ikke er mere komplicerede end højst nødvendigt, godt med 80’er-inspirerede keyboards (direkte fra Harold Faltermeyers våde drømme) og sidst, men ikke mindst: godt med punket energi og en ordentlig sjat guitar. Dertil skal man lægge forsangeren Malthe Fischer, der lyder, som om han siden barnsben har indtaget sundhedsskadelige mængder af helium. Det lyder vanvittigt – og det er det bestemt også. Men det fungerer – i høj grad endda. Kvintetten leverede faktisk varen i en sådan grad, at de på et tidspunkt blev nødt til at bede publikum om at gå tilbage, så ingen kom til skade. Som Fischer sagde, så føltes det, som om han var med i Metallica, da han skulle aflevere den besked, og at han som oftest plejede at bede publikum om det modsatte. Det var der bestemt ingen grund til, da det feststemte publikum tog imod bandet med åbne arme og festklare attituder. Det kan godt være, at der ikke er det store indhold i Oh No Onos musik, men denne aften var Oh No Ono et hæsblæsende, originalt og yderst positivt bekendtskab. (MM) I Got You on Tape Det var svært at ryge sine cigaretter i Ridehuset, for man stod tæt, og forventningerne var høje til den københavnske kvintet, som i vinter udgav en formidabel debutplade med en række befriende udanske sange. Det er altid med en smule anspændthed, man ser I Got You on Tape gå på scenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kunstnere er sensitive skabninger – og det er heller ikke svært at se, at forsanger Jacob Bellens er en af dem. Men denne lørdag eftermiddag var der ikke skyggen af destruktiv følsomhed på scenen, og Bellens var ekstremt sympatisk. Måske har bandet svagheder, men de afslørede ikke nogen af dem gennem den 40 minutter lange koncert. De spillede deres tørre, udbrændte, men også forunderligt lysende rock så godt som det kan gøres. De ørkenstøvede surfguitarer tegnede sammen med Bellens’ vokal musikkens ansigt, hvis fundament blev støbt af rytmesektionens klart definerede stil. Der var ikke skyggen af den milde grad af monotoni, der momentvis indfinder sig på debutpladen. Det her var musikalsk nærvær og talent, og det var i alle henseender genialt. Jacob Bellens og I Got You on Tape tog David Bowie og Interpol med ud i ørkenen og transformerede dem til Frihedsgudinden. Da jeg gik fra Ridehuset var det med denne uforglemmelige linje i hovedet: “I guess it’s better to be safe than sad / better not to care than going mad.” I Got You on Tape var fundamentalt rørende. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelse af: Yellowish: So Bright Oh No Ono: Now You Know Oh No Ono: Yes I Got You on Tape: s.t.

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet.Retrorock i uføre Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet. BigBang En mild grad af festivalstemning indfandt sig, da norske BigBang indtog Officerspladsen med deres potente landevejsrock. Med Olaf Olsens nærmest hedenske skikkelse bag trommerne samt Øystein Greni og Erik Tresselt i front på henholdsvis guitar/vokal og bas/vokal knaldede bandet en række energiudladninger af sted, der opererede i spændingsfeltet mellem kantet, moderne retrorock og mere ordinær bar-rock som Tom Petty kunne have spillet den – med åbentstående skjorte og guitarsolo. Men uanset hvilke musikalske kontaktflader BigBang berørte, spillede de dog ekstremt energisk og tight, og det var tydeligt, at deres kendskab til hinanden som musikere og mennesker går en del år tilbage. Der var åbenlyst en positiv energi på scenen, de kommunikerede godt, og de to frontfigurer Greni og Tresselt supplerede hinandens vokaler fornemt. Af og til antog musikken dog karakter af regulær røvballerock, og i betragtning af det bagkatalog, BigBang kan vælge sange fra, virkede det lidt utroligt, at det var de pågældende numre, de præsenterede i en sammenhæng som denne Spot-fredag. Når BigBang spillede deres mere udfordrende og kantede rock’n’roll, var det dog en sand fornøjelse at lægge øre til. (TØ) The Magic Bullet Theory Den byfest-stemning, der generelt hjemsøgte Officerspladsens telt, forekom ekstremt svær at nedbryde for de bands, der var blevet sat til at spille, inden mørket faldt på. Det var danske The Magic Bullet Theory (TMBT) måske det ypperligste eksempel på ved dette års Spot. Foto: jint.dk Måske fordi det spredte publikum stadig ikke helt var vågnet efter fredagens fadøl, eller måske fordi bandet selv virkede trætte som en doven bajer. Forsanger Ole Svenningsen bekendtgjorde da også, at det, grundet trafikale problemer, ikke var blevet til mange timer natten forinden. Men musikalsk lugtede det nu også lidt af byfest denne lørdag formiddag. Med en omgang festrock, som alle kunne forstå, en lidt hæs frontmand, der vekslede mellem elguitaren og den akustiske, solo på hammondorgelet og en blæserkvartet, der blev hevet på scenen sidst i settet, gjorde TMBT sit for at sparke energi i publikum og sig selv. Alle i bandet spillede tight og dygtigt, og når bandet flirtede med en mere punket kant på rocken, blev det interessant. Men ellers var det lidt svært at spore friskhed eller nytænkning. Det er svært at vide, hvordan folk ville absorbere denne form for rock, hvis den blev leveret med arrogance, attitude og slidte Prada-loafers – ikke at det betyder noget musikalsk, og ikke at man par excelence skal opføre sig som Rock Hard Power Spray, bare fordi man spiller rock, men rock’n’roll handler live også om andet end musikken. Og attitude var der altså ikke meget af denne formiddag. Men omvendt er der også noget ekstremt befriende i at se et band, som upåagtet af tidens mode spiller den musik de har lyst til – og gør det godt. Denne formiddag dag blev TMBT bare aldrig for alvor rørende, distinkte eller utøjlelige. (TØ) Death to Frank Ziyanak Interessen for at se Silkeborg-trioen Death to Frank Ziyanak var så stor, at Undertoners udsendte måtte stå i kø uden for Voxhall og vente pænt på, at tilstrækkeligt med folk forlod koncerten. Da undertegnede var kommet indenfor, begyndte forvirringen at melde sig. Hvorfor var så stor en folkemængde taget på Voxhall for at høre så uhyggeligt ordinær retrorock som dén, der bragede ud af højtalerne? Svaret må stå hen i det uvisse, for koncerten var bestemt ikke værd at skrive ret meget hjem om. Monotonien var bandets faste følgesvend, og de gjorde ikke meget for at modvirke den. I stedet lod det til at være deres mål at stable så mange rockklicheer oven på hinanden som muligt. Selvfølgelig er det essentielt inden for retrorock, at musikken på ingen måde må være original – alt skal være hørt før. Men mig bekendt står der intet i retrorock-manifestet, der bandlyser vellykkede eller bare medrivende sange. Det gør der så åbenbart i DTFZ’s udgave, for der var ikke meget, der rykkede i publikum sent lørdag eftermiddag. (MM) Causa Sui Der er vist ingen tvivl om, hvilke idolplakater der hænger i øvelokalet hos odenseanske Causa Sui. Med hvide pandebånd, flagrende flannelsskjorter, hippiehalskæder og en forsanger, der uden tvivl har hørt om en festival ved navn Woodstock, leverede bandet en forældet, men temmelig kompetent syrerock lørdag eftermiddag på Officerspladsen. Foto: jint.dk For en gangs skyld var det, som om det lyse telt faktisk talte godt sammen med den musik, der blev spillet inde i det. Frontmand Kasper Markus’ kraftfulde vokal trådte godt igennem i lydbilledet med en klang, der gav mindelser om Hendrix, og bandet spillede de riffbaserede kompositioner upåklageligt med tight rytmebund, wah-wah guitar og stor tro på sig selv. Sangene var ofte af lang varighed, og særligt den sidste blev trukket en kende i langdrag med Kasper Markus på percussion, og en musikalsk kulmination, som ikke rigtig kunne bestemme sig for at være konsekvent, men i stedet bølgede op og ned lige lovligt mange gange. En lidt ærgerlig afslutning, men ikke desto mindre var Causa Sui et interessant og anderledes bekendtskab. Det er sjældent, at man ser et band, som i dén grad indoptager en svunden tid i sig og faktisk gør den til selve identiteten. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar) Causa Sui: s.t.

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni.Dansksprogede anmelderyndlinge på det jævne To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni. Nordstrøm Hvis man vil lave et radiohit i disse dage, er man godt på vej, hvis man inkorporerer den hippe tyske kulturmetropol Berlin i sin sang. Det har den danske duo Nordstrøm også forstået, hvilket de har bevist med deres i og for sig fine discohit “Berlin”. Fredag aften på Train havde de to herrer, Lars Malm og Troels Holdt, taget stilling foran deres synthesizere klædt i hvide jakkesæt, og det gav, ligesom musikken, ufravigeligt mindelser om Pet Shop Boys. Herfra leverede de deres dansksprogede discopop i et tempo, som i starten virkede friskt, men som hurtigt forfaldt til udtalt monotoni. Den første del af sættet bestod af sange bygget op om stort set samme form med et backtrack af friske basgange og discodunk tilsat de synthfigurer, duoen selv spillede.Forsanger Malm brugte sin vocoder mere end flittigt, og det var sjældent til at høre, hvad det egentlig var, der blev sunget. Men gennem de digitaliserede vokaler skimtede man indimellem noget, der kunne være punchlines fra dansk melodi grand prix’ kronede 80’er dage, eller noget Martin Brygmann kunne have komponeret til Det Brune Punktum. Halvvejs inde i koncerten kom et ægte, levende band så på scenen med assistance, og det var godt. Troels Holdt greb guitaren, og herfra var det, som om Nordstrøm for første gang transcenderede imitationen af fordums discoromantik og formåede at spille en række tighte og lidt mere charmerende popsange. Tempoet blev sat ned, og variationen blev en kende mere udtalt. Publikum virkede generøse, og begejstringen fik endnu et hak opad, da “Berlin” endelig strømmede ud af højtalerne. Nordstrøm virkede hverken musikalsk eller livemæssigt synderligt interesserede i at sprænge nogen rammer, eller udfordre den stilart de bevæger sig indenfor, men både publikum og dem selv lod til at befinde sig fint i de sikre omgivelser. (TØ) Pluto Med en småfunky basgang og en simpel, repeterende guitarfigur som underlægning, indledte Pluto deres koncert med den ufatteligt smukke “Ingenting”. Og det med de smukke, lavmælte og poetiske sange, er bestemt noget Pluto mestrer som få. Live har disse sange dog en tendens til at blive vældig indadvendte, og det skete desværre også lørdag aften. Bandet gør ikke meget for at lukke publikum indenfor, og kombineret med materiale, der ikke altid er iørefaldende eller fængende, bliver det meget vanskeligt for almindelige, dødelige koncertgængere, der ikke kender bagkataloget på rygraden, at få noget ud af bandets optræden. Foto: jint.dk Det er naturligvis imponerende, at bandet har tilstrækkeligt med mod til at spille hele koncerter i det samme, stille gear. Men det er alligevel underligt, at Pluto ikke forsøger at give deres stille materiale en mere støjende live-kant, for det kan vel ikke være meningen, at sangenes live-inkarnationer skal være fuldstændig identiske med de originale studieversioner? For hardcore Pluto-fans muligvis et storslået, intimt show. For alle os andre: en eksklusiv oplevelse, vi ikke måtte få del i. (MM) Sterling Sterling lagde overraskende nok ud med instrumentalnummeret “E45”. Det var dog mere overraskende, at det skulle vise sig at være ét af koncertens højdepunkter. “E45” var nemlig medrivende og iørefaldende, hvilket man ikke kunne sige om størstedelen af bandets materiale. Og når man som Sterling gør sig i radiovenlig indie-pop, er det bestemt ikke en god ting. Foto: jint.dk Ikke overraskende bestod koncertens to andre højdepunkter af singlerne “Lyssværd” og “Ubesvaret opkald”. Her var bandet præcis så melodisk uimodståelige, som de burde være hele tiden. Det var bare ikke tilfældet, og derfor var lørdagens koncert en lang ørkenvandring mellem de tre førnævnte livgivende oaser. Vandreturen blev dog formildet af sanger Mads Nygaards fantastiske showmanship. Hans utrættelige insisteren på, at ALLE skulle være med, var bestemt med til at gøre en ikke særligt tilfredsstillende koncert bare en smule bedre. Man kunne dog ønske sig, at en så fremragende frontmand som Nygaard havde bedre materiale at arbejde med. (MM) Læs også Undertoners anmeldelse af: Pluto: Ingen ved hvorhen

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér.Rigtig gode optrædener i udstillingsvinduet Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér. Veto “I know who I am / and I know what I want “, sang Troels Abrahamsen i front for Veto fredag eftermiddag på Voxhall. Og det skal jeg lige love for, at han og bandet ved. Den intelligente elektroniske rock blev afleveret med en nærmest overvældende sikkerhed. Ud over enkelte steder, hvor det var, som om bandet kunne bruge en ekstra guitar for at udfylde det store rum, som sangene formulerer, stod bandets intentioner og energi lysende klare. En anden ting, der også er åbenlys live, er Abrahamsens kvaliteter som frontmand. Han lyser af nærvær og indlevelse, og i sin kontakt med såvel musikken som publikum er han på én gang nænsom og brutal. Sjældent ser man nogen levere så meget af sig selv, uden at det kammer over. Foto: jint.dk Meget få blandt publikum formåede at stå helt stille til de dynamiske beats, de repeterende punchlines og de catchy synthfigurer, som Veto leverede, og særligt den geniale intro til “You Are a Knife” vakte åbenlys genkendelsesglæde. Bandet formår at fremelske en musikalsk energi, en desperation, en brutalitet og imponerende nok også en detaljerigdom på scenen, som de ikke i samme grad får frem på deres studiealbum. Sangene bevarede deres fulde integritet, og Vetos tro på sig selv og deres musikalske identitet var kynisk og følsom, som en knytnæve i hjertet. (TØ) Epo-555 Svalegangen var fyldt, da epo-555 spillede lørdag eftermiddag, og det var bestemt forståeligt, for kvartetten leverede en yderst glimrende koncert. Bandet var netop hjemvendt fra Sydtyskland, men der var ingen træthed at spore hos bandet, der leverede deres skæve og personlige indie-pop med stor overbevisning. Bandet formåede med imponerende lethed at gå fra sange, hvor det elektroniske element havde overtaget til mere rocket materiale. Hele tiden med den energiske og sympatiske sanger Mikkel Max Hansen som midtpunkt. Bandet havde tilsyneladende adskillige tekniske problemer, der blev i hvert fald kommunikeret flittigt med lydmanden mellem sangene, men det påvirkede ikke bandets optræden. Faktisk gik trommeslager, Ebbe Frej, så meget amok, at han smadrede sin lilletromme mod slutningen af koncerten. Heller ikke dette uheld slog bandet ud af kurs. Mikkel Max Hansen udfyldte tomrummet ved at akkompagnere sig selv på en smuk ballade, inden koncerten kunne genoptages med den fine “Sophia”. Undervejs i denne begyndte publikum endda spontant at klappe i takt, hvilket siger en del om deres tilfredshed med koncerten, eftersom det var første og eneste gang, undertegnede oplevede dette fænomen på årets festival. Det var også fuldt fortjent. epo-555 leverede i dén grad varen, og hvis alle deres koncerter er af samme høje klasse, bør udlandet også snart få øjnene op for dem. (MM) Diefenbach Objektivt set bliver de fleste bands snydt på Spot. Thi de få, der får lov at spille på Musikhusets store scene, bliver unægteligt tildelt store foræringer, hvad angår lys, lyd, atmosfære, autoritet og perception. Her kan man bjergtages af effekter og idéer; her er man ikke i tvivl om den formelle grænse mellem den udøvende og den lyttende. Men livet er urimeligt i alle henseender, og det er jo nok heller ikke helt tilfældigt, hvem der får lov til at gå på netop denne scene – det er selvfølgelig de mere etablerede bands, som har bevist deres værd – men det var jo i og for sig bare et godt argument for at tage den kritiske kasket på. Men Diefenbach gjorde det svært at være kritisk. Lysshowet var mekanisk og storladent og formåede at bevare de fire musikere som skikkelser – som statuer; fysiske repræsentanter for storslået og eventyrlig melankolsk rock. På væggen bag bandet kørte en række smukke, men også lidt sikre og konventionelle visuelle forløb, som skulle kommentere de musikalske spændingskurver. De meget klassiske poetiske elementer – dalende blade, brusende vand, neonlys – fungerede dog uden tvivl, og det gjorde musikken også. Diefenbach spillede naturligvis primært materiale fra det nyeste og mere tilgængelige album Set & Drift. Den ypperligt smukke “The Right One” lyste op som et musikalske højdepunkt, og den effektive og intelligente pleaser, hittet “Glorious”, fik til sidst i koncerten det siddende publikum til at rejse sig op i begejstring. Fra bagerste række, hvor undertegnede sad, faldt bassen desværre ofte ud, men det er et akustisk spørgsmål, og havde intet at gøre med Diefenbachs præstation, som var rutineret og fyldig, en anelse kontrolleret, men i grunden bare en beundringsværdig nydelse. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Veto: There’s a Beat in All Machines Epo-555: Mafia Diefenbach: Set & Drift

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet.Svingende skandinaviske sangskrivere Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet. Mugison Islandske Mugison lagde ud i fremragende stil med “Sad as a Truck”, hvor et spændstigt, håndspillet beat og en ondt buldrende bas blev kombineret med funky pianorundgange, mens Mugison selv hamrede den elektroniske støj frem. Desværre gik Mugison i en mere og mere traditionel retning, som koncerten skred frem, og det fik den musikalske side af sagen til at blive mere og mere ligegyldig. Heldigvis viste islændingen sig som en usandsynligt god showmand, der formåede at være underholdende og medrivende både mellem og under sangene. Man kunne blot ønske sig, at han havde haft bedre sange at præsentere. Foto: jint.dk Set i bakspejlet ville det nok have været bedre, hvis Mugison optrådte solo, hvilket han også gjorde på Spot for to år siden. I en sådan situation ville Mugison nok blive nødt til at fokusere mere på den elektroniske del af sit materiale, og det kan med hans halvkedelige traditionelle sange in mente kun være at foretrække. (MM) Thom Hell Det er ingen hemmelighed, at store, lyse lokaler, halvfyldt med snakkende mennesker aldrig har stimuleret inderlig singer/songwriting. Derfor var norske Thom Hell sat på en svær opgave tidligt fredag aften i Aros’ kliniske café-omgivelser. Rent håndværksmæssigt kan Thom Hells evner på ingen måde betvivles. Elegant fingerspil på den akustiske guitar, behagelig sangstemme med diskret vibrato, fint og enkelt klaverspil. Alt sammen leveret upåklageligt. De små, bittersøde melodier strømmede ud af ham, men i nærheden af den rigtigt smertende melankoli kom Hell aldrig. Det skyldtes både omgivelserne, men også sangskrivningen i sig selv, som er funderet i den samme lidt banale og gennemtærskede poesi, som man ser hos f.eks. Teitur. Desværre for Thom Hell dehydrerede de diffuse omgivelser sangene for de fine kvaliteter der trods alt ligger gemt i dem. Omgivelserne farvede musikken, ikke omvendt. Spørgsmålet er så, om Hell var fuldstændig sagesløs i den henseende. Han kunne eksempelvis have valgt at medbringe sit backingband The Love Connection til at gøre sangene mere fyldige, kantede, nuancerede eller bare mere vedkommende. Men Thom Hell valgte at være manden med guitaren. Og i rammer som dem, han blev budt, lykkedes det ikke at forløse mere end middelmådig skønhed. (TØ) Anna Ternheim Smukke svenske Anna Ternheim entrede Aros’ café-scene klædt helt i sort. Enten for at indikere en total anonymisering af sig selv som performer, eller også for at menneskeliggøre de mørke understrømninger, som løber gennem hendes musik. Foto: Jonas Linell Fra første greb om guitaren stod det klart, at hendes enkle kompositioner og krystalklare vokal er lyden af nordisk renhed. Ikke en uskyldig, usmertelig renhed, men hendes stemme fremsang en klarhed og en oprigtighed, der virkede uberørt og tidløs, og som fik de fleste til at tie. Ternheim satte ikke en finger forkert på guitaren, og hun intonerede forunderlig smukt fra start til slut. I et par af sangene satte hun sig ved klaveret, og resultatet var det samme. Aros’ lyse omgivelser ydede heller ikke denne koncert særlig stor retfærdighed, men der var en insisteren og et nærvær i Ternheims performance, som generelt formåede at overtrumfe rammerne. Måske fordi den menneskelige sensitivitet, som åbenlyst ligger til grund for sangene, kom så tydeligt frem gennem instrumentet og stemmen, hvis parløb kun blev brudt til sidst i settet, hvor et enkelt, dystert beat lagde fundamentet for en glimrende og dybt personlig fortolkning af Bowies “China Girl”. (TØ)

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné.Opkomlinge uden modhager – og med Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné. Doí Kunstbygningens smukke, simple omgivelser var et fint forum for danske Doís langstrakte, episke kompositioner, der dog desværre blev skæmmet af, at en stor del af publikum ikke var klar over, at man under en koncert ikke taler højlydt. Det gør man forresten heller ikke på et museum, men den del af den gode opdragelse var vist gået tabt denne fredag aften. Simon Kvamm påstod til torsdagens åbningsaften, at publikum begynder at snakke, når bandet ikke kommer godt nok ud over scenekanten. Det er nok en sandhed med modifikationer, men lige i dette tilfælde var hr. Kvamm meget tæt på at have ret. Efter et godt åbningsnummer, der på imponerende vis vekslede mellem det nænsomt drømmende og det kraftigt støjende, begyndte det syv mand høje band at få problemer. Deres kompositoriske evner begyndte at fejle, og musikken lød pludselig alt for meget som Sigur Ròs, hvilket gjorde det svært at undertrykke følelsen af at have hørt det hele før – og bedre. Mod slutningen viste bandet dog mere personlighed ved blandt andet at inkorporere støvsugerorgel. Desværre var pågældende sang så ordinær, at de Sigur Rös-tilbedende tendenser næsten var at foretrække. (MM) The Holiday Show Den københavnske electropop kvartet lagde klogt nok ud med den fine “Put Me on a TV Show”, der dog blev alt for lang på grund af en tåbelig keyboardsolo. Derefter kom bandet i problemer, eftersom deres simple popsange havde brug for stærke melodier for at overleve, og desværre var kun et par stykker flyvefærdige i den afdeling. Det hjalp naturligvis heller ikke på helhedsindtrykket, at bandets sceneoptræden var så godt som drænet for tilstedeværelse. Der var ikke mange modhager i bandets vellydende synthpop og heller ikke megen personlighed. Hvis bandet ikke er i stand til at skrive flere sange af samme klasse som førnævnte “Put Me on a TV Show” og den ligeledes fine “Snooker Star”, bør de finde modet til at være mere ekstreme – f.eks. ved i nogle sange at lade det elektroniske element få en dominerende rolle eller måske forsøge at rocke lidt hårdere engang i mellem. Efter denne lørdag på Voxhall så det ud til, at The Holiday Show er lidt for anonyme og kønsløse til rigtig at begejstre nogen. (MM) Dúné Har Dúné hørt Bloc Party? Ja. Kan det mærkes på medlemmerne i Dúné, at de ikke er mere end 17-18 år gamle? Ja. Er det gennemskueligt, at Dúné har fundet et koncept, som de sætter alt, hvad de gør, ind i? Ja. Men har jeg én eneste alvorlig indvending imod Dúné? Nej. Og her er forklaringen: Med en yderst selvbevidst og iscenesættende intro havde Dúné fra start fortalt Train, at der skulle ske noget helt ekstraordinært, og således kunne de påbegynde eksekveringen af deres moderne, potente electrorock med publikum i deres hule hånd. Der blev spillet tight og aggressivt, og den ungdommelige energi var så højt oppe i det røde felt, at det næsten løb af med nogle af medlemmerne. Jovist, man skal vise, hvem der bestemmer, men at kaste en fyldt vandflaske hen over publikum og videre ned i mikserpulten, det er vist mere overgearet, end det er arrogant. Talentet, viljen og visheden om såvel egne evner som andre folks forventninger til dem, lyste ud af de syv skikkelser på scenen, og musikalsk trådte Dúné ikke forkert på ét eneste tidspunkt. At man i så ung en alder kan fremstå så troværdigt på scenen, kan skrive og arrangere sange, som er på højde med dem, deres engelske forbilleder hitter med, og kan spille så tight og energisk – det er dybt respektindgydende. Der er noget bizart ved at betragte forsanger Mattias Kolstrup holde en selvsikker strakt arm i vejret med den ene fod på monitoren. At man kan have så meget stjernekvalitet som 17-årig, er på grænsen til det uhørte. Så kan Arctic Monkeys lære det. Dúné er unikke, og det er svært at se, hvad der skulle stoppe dem i deres færd mod toppen. Held og lykke med studentereksamen. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Doi: Sing the Boy Electric Dúné: We Are In There, You Are Out Here Dúné, 28.06.06, Roskilde Festival