Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men også kvalitetsmæssigt: fra det skræmmende ringe til det imponerende gode.Op- og nedture med det stærke køn De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men desværre også kvalitetsmæssigt. Heidi MortensonDer var ganske tyndt besat foran Svalegangens scene, da Heidi Mortenson med påmalet skæg og beskidt jakkesæt entrede scenen fredag eftermiddag. Hun lagde ud med en omgang ganske god electropop, der dog blev trukket unødvendigt i langdrag. Herefter gik musikken i en mere electroclash-agtig retning – og selv om Mortenson ikke er nogen stor popsmed, var det ikke ligefrem en forbedring. Hendes forsøg på at rappe var, for at sige det mildt, ringe. Selv om musikken blev hårdere og hendes attitude mere konfronterende, gjorde det ikke ligefrem hendes optræden mere relevant. Til dels fordi man ikke nødvendigvis er karismatisk, bare fordi man er højlydt. Mortenson virkede tit som en andenrangs Peaches med hendes skabagtige opførsel og billige effektjageri, som når hun i slutningen af en sang pludselig smed bukserne. Ja, det reflekterede teksten i den pågældende sang, men hvad var relevansen? Mortenson var bedst, når hun formåede at kombinere de poppede elementer fra starten af koncerten med den kantede electroclash. Her ramte hun en virkelig velfungerende tone, hvor en funky, forvrænget bas var med til at skabe et ondt, ondt groove, der udgjorde et stærkt fundament for en glimrende popsang. Ligeledes imponerende var det, da hun byggede en sang op fra bunden ved at sample sig selv om og om igen. Men som oftest var koncerten en halvkedelig affære – Mortensons opførsel til trods – og man ønskede konstant, at hun blot ville koncentrere sig om at skrive flere sange på højde med dem, der udgjorde koncertens få højdepunkter. Jomi MassageSelv om det nok var Signe Høirup Wille-Jørgensen, det ganske talstærke publikum i Musikhuset var kommet for at se, var det guitarist Luke Sutherland, der imponerede mest. Sutherland modificerede konstant sin guitarlyd fra afdæmpet skønhed til rå støj, og som om det ikke var nok, supplerede han i en enkelt sang sit guitarspil med lidt violin. Foto: jint.dk Suppleret af trommer vekslede de godt mellem støj og skønhed. Glimrende eksemplificeret ved åbningsnummeret, der startede skrøbeligt og drømmende, før Wille-Jørgensen og Luke Sutherland lancerede et veritabelt guitarstormvejr.Men der var også plads til andet end Sonic Youth-inspireret støjrock med guitaren som hovedinstrument. På flere sange satte Wille-Jørgensen sig bag keyboardet og satte dette instrument i fokus. Det fungerede især godt, da hun i et nummer hamrede medrivende akkorder af sted, mens Luke Sutherland leverede ditto guitarriffs over et fremadrettet og bastant beat. Det var ikke alt, der fungerede for Jomi Massage, men når trioen var bedst (og det var de en stor del af tiden) leverede de en både støjende og smuk omgang rock, der konstant var udfordrende og interessant. Animal AlphaDet kan godt være at den norske kvintets frontkvinde, Agnete Kjølsrud, så aparte i sine gammeldags gevandter, komplet med hvide handsker og vifte, samt overdreven makeup og vildt touperet hår, men der var intet specielt ved bandets gennemsnitlige hard rock. Der var vist ikke den kliché, der ikke blev gennemtærsket fredag nat på Voxhall, men lige lidt hjalp det. Nordmændene manglede simpelthen knusende stærke grooves og fængende hooks i deres musik. Det hjalp heller ikke, at frk. Kjølsrud var i besiddelse af en meget begrænset stemme, hvilket dog ikke afholdt hende fra at forsøge på både at spinde kælent og brøle uhæmmet. Havde Kjølsrud så i det mindste været så fremragende en scenepersonlighed, som programmet påstod, havde det nok reddet noget af æren, men også på det punkt skuffede Kjølsrud. Helt forfærdeligt blev det dog først, da bandet begyndte på den obligatoriske ballade. Kjølsruds manglende stemmepragt blev her udstillet på det skammeligste, og da sangen af uforståelige grunde fortsatte i det uendelige, var den lige ved at vugge Undertoners udsendte i søvn. Heldigvis nåede både balladen og koncerten sin slutning, så man kunne flygte ud i natten og håbe på, at alle minder ville forsvinde så hurtigt som muligt. LampshadeLampshade spillede en imponerende omgang hypnotisk støjpop lørdag aften på Voxhall. Det syv mand høje band formåede at brede lydpaletten godt ud ved at supplere guitar, bas, trommer med keyboards, vokalharmonier og diskret brug af blæsere. Foto: jint.dk Blandt højdepunkterne var “Disse fugle”, hvor violin og klokkespil var med til at gøre sangens første minutter stilfærdigt smukke, før bandet åbnede for deres skarpt støjende godtepose. Bandet var hele tiden i fuld kontrol over deres virkemidler, og selv når de larmede det bedste, de havde lært, skete det med en brutal elegance. At bandet virkelig er ganske multifacetteret, kunne høres på den funky “New Legs”, der ligefrem var dansabel. Bandets sanger Rebekkamaria bør bestemt fremhæves. På trods af en frisure, der giver hende en ret stor lighed med Pernille Rosendahl, er det meget mere logisk at sammenligne hende med Under Byens Henriette Sennenvaldt (og det er bestemt en kompliment). De har begge skrøbeligt særegne stemmer og en naivt uskyldig sceneoptræden (at Rebekkamaria så virker lidt mere interesseret i at kommunikere med publikum, er kun et plus). Hun er bestemt frontfiguren, men det skal ikke forstås som en nedvurdering af resten af bandet, der alle ydede en flot indsats lørdag aften. Læs også Undertoners anmeldelser af:Heidi Mortenson: Wired StuffJomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…Lampshade: Let’s Away

To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning.Holy Fuck, sikke en koncert To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning. Årets SPOT-åbningsaften startede i Musikhusets store sal, hvor først ROSAs leder Gunnar Madsen bød velkommen og fortalte, hvis vi skulle have glemt det, hvorfor SPOT er så god en festival. For dem med dårlig korttidshukommelse fortalte Århus’ borgmester Nicolai Wammen stort set det samme et par minutter senere. Derefter dukkede en kortklippet, velsoigneret og slips-bærende Simon Kvamm op. Han ville også gerne lovprise SPOT, men startede dog med en lille vise, der hyldede Silkeborg og derefter dissede AGF – noget der overraskende nok ikke lod til at gøre ham synderligt upopulær. Kvamm fandt dog andre pointer at fremhæve ved SPOT end de foregående talere og advarede ligefrem arrangørerne om ikke at lade sig forblænde af det smarte og hippe, og sikre sig, at de der spiller på SPOT også har noget på hjerte. På sin vej til denne pointe fandt Kvamm også tid til at disse Big Fat Snakes Peter Viskinde – og det var der vist ikke nogen blandt publikum, der havde noget imod. Lis Er StilleROSA tog noget af en chance, da de på foranledning af nogle begejstrede teenage fans fik ørerne op for Lis Er Stille, og valgte dem til at indlede denne åbningsaften. Deres satsning bar dog så sandelig frugt, eftersom Lis Er Stille leverede en yderst glimrende koncert. Bandet indledte koncerten med den fremragende “Styrke”, hvis opbygning viste sig at være utrolig effektiv. Fra den minimalistiske indledning med kun keyboard og vokal til det øjeblik, hvor den afgrundsdybe bas slog til, akkompagneret af en dyster cello og eksploderende trommer, var bandet i fuld kontrol over deres virkemidler, og det var lige så imponerende, som det var utroligt medrivende. De to næste numre kunne ikke helt leve op til åbningsnummeret, men det var alligevel rart at se, at Lis Er Stille formår at modificere opbygningen af deres numre, så ikke alle numre nødvendigvis følger den samme stille i starten – støj i slutningen-formel. Hvis bandet var nervøse på grund af deres vel nok største koncert til dato, skjulte de det imponerende godt. Guitarist Tue Rasmussen og i særdeleshed bassist Asbjørn Hansen havde endog en imponerende udadvendt rockstjerneattitude. Bestemt ikke lige den opførsel, man forventer fra et band, der laver så “seriøs” og “kompliceret” musik som Lis Er Stille, men det er egentlig rart, når ens fordomme på ingen måde bliver bekræftet. Elliott BroodHerefter var det tid til at begive sig over mod teltet på Officerspladsen, hvor danske Figurines samt canadiske Holy Fuck og Elliott Brood spillede op til dans.Elliott Brood betegner selv deres musik som “death country”. Det lød nu ret meget som en ganske almindelig omgang roots rock/alt. country. Trioen lagde godt ud et par glimrende uptempo-sange. Herefter begyndte bandet at miste grebet, og den gode start fusede ud i anonyme sange, der hurtigt fik kedsomheden til at brede sig. Elliott Brood havde dog heller ikke de bedste betingelser. Det var tydeligvis ikke dem, folk var kommet for at se, og de, der befandt sig i teltet, talte højlydt, som om EB ikke var andet end et hyggeorkester nede på den lokale pub. Værst af alt lød EB tit lige præcis så anonymt som den slags bands. Der var ikke meget variation i lyden, der som oftest kun bestod af akustisk guitar, trommer og en – af uransagelige årsager – vanvittigt lavt mixet banjo. Hvis EB skal være i stand til at fastholde et greb i publikum, mangler der noget: gerne en bredere instrumentering, eller også nogle mindre anonyme sange, der ikke blot fortaber sig blandt alle de andre. FigurinesSå var det tid til Figurines. Og de fik al den respekt, Elliott Brood ikke fik. Publikum klappede i og lyttede det bedste, de havde lært. Det havde de også god grund til – i hvert fald i starten. Foto: Miriam Dalsgaard Bandet lagde ud med et – for dem – ganske langsomt nummer, der fungerede utroligt godt på grund af et hypnotisk guitarriff. Herefter skruede Figurines op for hastigheden med “The Wonder”, hvilket fik jubelen til at bryde løs. Her blev det også tydeligt, hvorfor Figurines er et godt live band: De er legesyge, charmerende, og så har de noget så gammeldags som spilleglæde. Det er svært ikke at blive i godt humør af Figurines, når det virkelig kører for dem, og det gjorde det her, og i den efterfølgende “I Remember”. Derefter gik koncerten en smule i selvsving, og undertegnede savnede ubetinget stærkere sange og gerne mere personlighed i musikken. Bandet har fine inspirationskilder, men de mangler stadig at sætte deres personlige signatur på en stor del af deres sange, så de ikke bare lyder som Pavement/Modest Mouse/Built to Spill/Pixies light. Holy FuckTeltet var mere eller mindre tomt, da de fantastisk betitlede Holy Fuck gik i gang. Det ændrede sig dog hurtigt. Holy Fuck spiller en improviseret og legesyg form for elektronisk musik, der forfriskende nok ikke inkluderer laptops, samplere og lignende “moderne” pjat. Holy Fuck er i stedet lyden af legetøjskeyboards, bas, trommer og massevis af andre lo-tech hjælpemidler. De håndspillede beats var sprøde, bassen ulmede så funky som muligt, og hen over dette improviserede bandets to resterende medlemmer med deres utallige gadgets. Musikken var i konstant udvikling – en musikalsk lavalampe, om man vil. Musikken var enormt medrivende, og selv når bandet til tider satte tempoet ned, fungerede musikken upåklageligt: Bassen blev mere melodisk, trommerne blev mildere, og musikken antog et nærmest dub-agtig anslag. Holy Fuck satte faktisk ikke en fod forkert, og musikken formåede på forunderlig vis at være både syntetisk og menneskelig, simpel, men også kompleks – og den talte til kroppen, samtidig med at hovedet også blev stimuleret på glimrende vis. Koncerten med Holy Fuck var præcis det, SPOT handler om: at opdage fremragende bands, man aldrig har hørt om før. Herfra kan man kun håbe, at kvartetten så hurtigt som muligt kommer tilbage til Danmark, så andre end de få, der var i teltet på Officerspladsen torsdag aften, kan få øjnene op for dette fremragende liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lis Er Stille: The Construction of the Amp TrainFigurines: SkeletonFigurines, 11.06.05, Spot 11, Århus

Mudhoney gjorde enhver frygt for, at de er faldet af på den, til skamme med et dundrende brag af en mandagskoncert. Det er særdeles sandsynligt, at det her ender som årets koncert i København. (17.05.06)Jeg er i virkeligheden ikke den rette at sende til en Mudhoney-koncert, for min entusiasme for gruppen nåede sit højdepunkt for snart mange år siden. Jeg elskede de første ting og Every Good Boy Deserves Fudge, men blev ikke rigtig overbevist af Piece of Cake, og efterfølgende har jeg kun fulgt ekstensivt med i Mudhoneys karriere. Det lader til at være dumt gjort, for hvis jeg havde halvlunkne forventninger op til koncerten, blev de blæst godt og grundigt ud i løbet af aftenen (sammen med min hjerne i øvrigt). Aftenens opvarmningsband The Holy Soul lød omtrent, som jeg havde frygtet, at Mudhoney ville lyde: lidt flad 90’er-rock med irriterende lyd, halvkedelige numre og en forsanger, der lægger hovedet på skrå. Men ikke så snart havde Mudhoney fået sat koncerten i gang med en sej udgave af “Suck You Dry” (fra Piece of Cake, sjovt nok), før man kunne mærke, at skibet skulle sejle i en langt mere slagkraftig, spændende og indtagende retning. Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud. Mudhoney anno 2006 er mere stoner-agtigt og psykedelisk, end man kunne have troet eller håbet på. Gamle klassikere som “You Got It (Keep It Out of My Face)” blev hevet i en langt mere syret retning med lange og udsvævende fuzz-soloer og blandet med lidt nyere numre som “Beneath the Valley of the Underdog” fra Tomorrow Hit Today, som blev leveret i en langstrakt og helt eminent udgave, og et par numre fra den nye plade Under a Billion Suns. Mudhoney har altid været et syret band, men her var det, som om den trance-agtige dimension i deres musik fik ekstra meget plads. Det stod perfekt til deres sludge-agtige riffs, catchy melodier og Dan Peters’ hårdkogte trommespil. Fra første akkord blev man som hypnotiseret af Mudhoneys seje stil (måske også delvist fordi de spillede så højt, at man enten blev lammet i alle muskler eller tvunget til at springe rundt), og da de omtrent midt i koncerten spillede det absolutte claim to fame “Touch Me I’m Sick”, kogte det hele sammen i et virvar af brede smil, stage diving og 90’er-melankoli. Det var virkelig et smukt øjeblik. Det er vanskeligt at sige, hvad der er så fedt ved Mudhoney. Måske er hemmeligheden, at de formår at skrive catchy numre, selv om de helt tydeligt vælger den mest bølleagtige løsning, hver gang de er i tvivl om noget. Måske er den, at Mark Arms skærende stemme og Steve Turners ur-riffs ikke kender deres mage. Under alle omstændigheder fik Mudhoney fyret så eftertrykkeligt op for blusset, at det er tvivlsomt, om man får mulighed til at gå til en bedre koncert i år. Karakter:       Bedømmelseskriterier

En spøjs samling nørder i forklædning forsøgte fra første færd med en habil, rocket energiudladning at sparke gang i et reserveret publikum. Desværre kæmpede de forgæves. (14.05.06)En gorilla af en trommeslager med et for lille trommesæt. En ranglet underfundig bas-/guitarist med et stift, fjernt blik og discoinspirerede bevægelser. En søvnig, fordrukken ørkenhippie bevæbnet med alskens underlige blæseinstrumenter. En skrøbelig, skinger nørd iklædt fuldskæg og vrælende vokal. Et underfundigt sammenskudsgilde af mærkværdige personligheder med bragende sydstats- og countryrock samt en malplaceret britisk accent i bagagen. Et energisk freakshow! Og en lille håndfuld kedelige, apatiske koncertgængere, der med Voxhalls publikumskapacitet intet fyldte på gulvet – altid med forbavsende stor afstand til scenen og reserverede miner. Var de mon gået forkert? Foto: Simon Thordahl Det begrænsede publikumsopbud til trods bragede bandet igennem fra første færd med masser af distortion, feedback fra forstærkere og en gennemslagskraftig trommelyd, der holdt galskaben sammen med taktfast spil og masser af energi. Ørepropper ville have været en kærkommen gave; trods en voldsom mængde distortion, tørre trommetæsk og en hidsig vokal var lyden ren og gennemtrængende – og bragende høj! I mellem få af numrene var der indlagte pauser, mens forsangeren tunede guitaren (fordi de var fattige og underbudgeterede, udtalte han), og i få tilfælde lykkedes det med anekdoter at frembringe et smil – en enkelt gang et grin – hos de forstenede iagttagere. Men selve musikken syntes aldrig at manifestere sig i bevægelse, ej heller blot et skridt nærmere scenen – det var vanskelige forhold, bandet var vidne til på dansk jord. Ufortrødent fortsatte de med den ene bluesinspirerede bragende rockeskapade efter den anden, der bød på adskillige numre fra den seneste plade, Derdang Derdang, men samtidig også en håndfuld fra tidligere udgivelser. Der blev blandt andet serveret heftige skridtprygl i form af numrene “Cherry Lips” og “Dart for My Sweetheart”, der i voldsommere, mere aggressive versioner tog sig ganske godt ud. I forhold til hinanden agerede bandmedlemmerne som én velsmurt, velfungerende, gensidigt supplerende maskine, hvis samspil var i høj, høj klasse med et fantastisk drive, der burde have sat spor hos de fremmødte. Men det var bare ikke deres hjemmebane. De havde fortjent et bedre, mere indlevende publikum, hvorfor den samlede koncertoplevelse ikke var den bedste – under andre forhold havde de scoret højt og haft muligheden for at skabe en unik oplevelse. Men de manglede publikums hjælp. Læs også Undertoners anmeldelse af:Archie Bronson Outfit: Derdang Derdang Karakter:  

Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer. (27.04.06)Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer. Band Ane:Kun få gæster var mødt frem, da Band Ane blev introduceret på scenen i Teatersalen som første optrædende. Væbnet med bedrøvende, slæbende, sløv melodika, laptop og en mikserpult skabte Ane Østergaard et drømmende univers i vekselvirkning mellem skrattende, skramlende, pumpende ambient, underfundige samplinger og de bløde toner fra melodikaen. Det på daværende tidspunkt ringe fremmøde gjorde ikke det store i forhold til koncertoplevelsen, da det gav flere gæster en enestående mulighed for at campere på gulvet og lade sig svæve væk i en illusorisk sfære af smukke, skæve kompositioner. Ane selv stod iført stor, farvestrålende strikketrøje og vuggede drømmende i dans med blæseinstrumentet, mens hun undertiden pillede hist og her og justerede på knapper for at fremmane de rigtige stemningsbilleder. Ane kalder selv sit musikalske udtryk for “kaotisk stilforvirring”, men i musikken hørtes paralleller til navne som Efterklang og Múm samt Aphex Twin, selvom der aldrig blev skabt tvivl om, at Band Ane repræsenterer en unik elektronisk lyd, der er opsigtsvækkende velkomponeret og elegant. En oplevelse, man passende kunne skænke sig selv, når Band Ane optræder på Pavillonscenen på sommerens Roskilde Festival. Karakter:   I Am Bones:Da Johannes Gammelby og backinggroup gik på scenen, var der flere fremmødte – og koncerten blev indledt med en opfordring til alle om at bevæge sig op foran scenen. En opfordring alle til en vis grænse fulgte, men helt hen til scenekanten nåede de aldrig. Stort set alle valgte at stå reserverede med armene over kors på behørig afstand. Fra første færd var der smæk på musikken, der ikke bød på de stilfærdige, eftertænksomme ballader fra Wrong Numbers Are Never Busy, men derimod en masse aggressivitet fra galskabens afdeling i form af en håndfuld voldsomme, larmende numre fra samme plade samt en del numre fra en fremtidig plade, der umiddelbart tegner til at blive en hidsig sag. I Am Bones var desværre meget, meget hæmmet af den mildt sagt elendige akustik, der skabte en forfærdelig rumklang og rungende ekko, der tvang ørepropperne frem hos mange koncertgængere. Gammelby undlod da heller ikke at kommentere dette med en tilbagelænet, fattet bemærkning: “Uha, der er godt nok meget rumklang herinde”. Men rumklangen i den gamle teatersal var ikke det eneste, der skændede koncertoplevelsen. Bandet – og ikke mindst Johannes selv – virkede meget nervøse i forhold til at skulle prøve materialet af foran publikum, hvilket gav udslag i en hidsigt accelereret version af repertoiret. Dertil kom, at vokalen ofte svingede fra en oktav til en anden – og tilbage igen – hvilket gjorde, at den, når valget faldt på laveste oktav, var næsten umulig at høre. Kun ved at lægge sig et oktav højere i forhold til albumindspilningerne kunne sangen høres for musikken – det lød bare en smule skævt. Om det også var nervøsitet, den irriterende rumklang eller dårlig monitorindstilling, der var skyld i dette, skal her være usagt. Det var under alle omstændigheder ikke den bedste aften for I Am Bones, men der er potentiale og medrivende galskab i musikken, der fortjener en om’er. Karakter:   Wolfkin:Wolfkin led fra start under de samme vanskeligheder, som I Am Bones i forhold til akustikken. Det var absolut ikke taknemmelige forhold at optræde under. Foto: Tomace Wolfkin virkede ikke nær så udadvendte som forgængeren på scenen, men stod en smule indesluttede og med en gedigen rock’n’roll-attitude og spillede en rock-blues-country-fusion, der i lyd og udførelse sendte tankerne mod Raveonettes. Ikke overraskende blev bandet modtaget med den samme arrogance fra publikum som de forrige – der var væsentligt flere lyttere end fanatiske entusiaster, men det var tydeligvis ikke betinget af bandet på scenen, snarere en “tough crowd” generelt. Uanset hvilke udskejelser de optrædende gjorde, rykkede det ikke alverden i forsamlingen. Wolfkin leverede en solid, holdbar præstation, der lover godt for fremtiden. Hvis man tiltrækkes af genren, er det uvægerligt et band, man bør holde øje med – og formentlig en stor liveoplevelse i andre rammer. De spiller tight og velkomponeret musik, der giver et markant los i mellemgulvet til enhver, der lytter – bare ikke i Teatersalen i Århus. Læs også Undertoners anmeldelse af:Band Ane, 28.06.06, Roskilde FestivalWolfkin: Brand New Pants Karakter:  

Veto leverede en energisk koncert i Kolding, og efter lang tid med irriterende lydproblemer lykkedes det efterhånden bandet at få energien til at forplante sig blandt publikum. (16.04.06)Pitstop i Kolding lagde onsdag den 12.04.2006 lokaler til en koncert med århusianske Veto, og det stod fra starten klart, at denne koncert ville blive blandt de erindringsværdige. Næppe på grund af bandets navn, der stadig er under udbredelse, men på grund af den elektriske, spændte stemning blandt dem, der i en foragt for andre, havde trampet sig frem til scenekanten længe før koncertens påbegyndelse, og de mere tøvende, men stadig ihærdige kendere, der med gensidig underforstået nikken og undertiden voluminøse, udfarende armbevægelser delte tolkninger af lyrik, rygter, musikforståelse, anbefalinger og forventninger. Efter den sædvanlige (og irriterende) ventetid gik Veto på scenen, kort før gassen ville være gået af det anspændte, nervepirrede publikum. Under de første to, tre numre stod de ubevægelige, vuggende og iagttog bandets – og især forsanger Troels Abrahamsens – krumspring og energiske anstrengelser. Publikum deltog måske i sjæl og sind, men ikke rent fysisk. Var det musikkens eller bandets skyld? Nej, nok nærmere det faktum, at musikken lød, som blev det spillet på et anlæg uden bashøjttalere og med alt, alt, alt for meget diskant – som om Veto spillede gennem en olieledning fra Georgien. Derfor var de indledende 10-15 minutter en smertelig oplevelse for øregangene. Bandet besidder et fantastisk drive, der burde appellere til alle og sætte samtlige lemmer i bevægelse, men selv ikke Abrahamsens kraftfulde, karakteristiske stemme og en hårdt sammenskruet synth-, tromme- og bas- struktur kunne opveje den dårlige lyd. Man kunne måske have benyttet en lydmand, der kendte stedet bedre på forhånd og havde kendskab til, hvorledes akustikken ændres fra lydprøverne til publikums indtræden? Men alt forladt – det blev indhentet, selv om det tog for lang tid. Langsomt, men sikkert genfandt publikum den musik, de kendte, og den stigende indlevelse manifesterede sig i fysisk udfoldelse i form af hoppen og fingre i luften. Og det var, som om denne energi havde sin effekt på Veto. Troels Abrahamsen kom nærmere og nærmere scenekanten til folkets hyldest, og den efterhånden velafbalancerede lyd lod sig ved bandets flid og anstrengelse trænge ind under huden og ind i kraniet på enhver, der måtte lytte. Således nåede de omkring en stak fødte klassikere i det relativt begrænsede bagkatalog, herunder især numrene “From A to B” samt “We Are Not Your Friends”, der blev smukt opført, igen til glæde for et stadigt voksende antal mennesker, der fik hoppet i takt, når det kunne lade sig gøre. Og pludselig er man tilbage til barndommen: Lige som man leger bedst, er det forbi, og man skal hjem, og man kan kun sige “mere, mere, mere!”, men skuffet erkende, det er slut.Synd, der skulle en så lang og opslidende start til, før Veto, publikum og især lydmanden fandt formen frem. Læs også Undertoners anmeldelser af:Veto: I Will Not ListenVeto: There’s a Beat in All Machines Karakter:       Bedømmelseskriterier

Nye numre, ny opstilling, nyt look. Under Byens koncerter har ændret form, og det er en forbedring, der passer godt til den tungere lyd fra det nye album. Men underholdningsværdien er dalet, og lørdag aften i Vega lykkedes det ikke bandet at holde interessen fast hos publikum, hvoraf en del gik før ekstranumrene. (09.04.06)Mange bondepigekjoler og 17-årige bevidst rodede hestehaler havde indfundet sig i Store Vega lørdag aften. Stemningen var høj hos mange, og forventningen var ligeså hos de fleste, der så frem til at høre live-udgaven af Under Byens nye album Samme stof som stof. Det første, der faldt i øjnene, var da også den utraditionelle Under Byen-opstilling, som musikken på det nye album har inspireret til. Forsanger Henriette Sennenvaldt var ikke længere placeret i front, og lyset var langt mere dæmpet end normalt til koncert med de otte århusianere. Med to trommeslagere, Stine Sørensen og Morten Larsen, var der ordentligt drøn på, da Under Byen skulle spille Store Vega op. Trommer og bas stod stærkt, og trommeslagerne komplimenterede hinanden dygtigt. Det gav et effektivt ryk i publikum, og koncerten startede stort. Undervejs var det særligt de nye numre, der nød godt af de kraftfulde trommer, og den mere voldsomme lyd fra Samme stof som stof kom til sin ret – det gjaldt i særdeleshed for aftenens mest vellykkede nummer fra den nye plade, “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”. Stine Sørensen havde en olietønde som en del af sit trommesæt, og den formede bl.a. “Mission”s karakteristiske lyd. Turen gik videre igennem flere af de nye numre, men også forbi ældre eksemplarer som “Fugle og ild”, “Sylfiden” og “Lenin”. Vi fik også “Legesag”, som i øvrigt – efter publikums ivrige hvin at dømme – er gået hen og blevet noget så mærkværdigt som et regulært Under Byen-hit. Når nu sukkene, småskrigene og Under Byen-poesien var rykket længere bagud på scenen, var det cellisten Morten Svenstrup og Nils Gröndahl, bevæbnet med sav og violin, der indtog pladserne nærmest publikum. Sennenvaldt-spotlyset var fraværende, og lyset på scenen var sparsomt. Samtidig havde bandet denne gang store faner hængende fra gulv til loft, hvorpå der blev projekteret forskellige (til tider noget ensformige) mønstre og på et tidspunkt også skovbilleder. Denne nye opstilling gav et indtryk af en større enhed. Orkestret var ikke længere Henriette Sennenvaldt & Under Byen, men bare Under Byen – én organisme, hvor instrumenter, vokal, visuals og lys sammen udgør et hele. Det var lørdag aften, og Vega bød på sine halvvejs obligatoriske lørdagsfulderikker, der kom med utidige, platte tilråb og andre forstyrrende udbrud. Efterhånden var de dog ikke de eneste, der begyndte at rumstere rundt. Hen ad vejen blev gulvpublikummet rastløse og begyndte at vandre rundt og snik-snakke højlydt. Spørgsmålet er, om Under Byen, specielt med sit nye udtryk med mere helhed og mindre forsanger-underholdning, bare ikke egner sig som et lørdag aften-band? Eller om bandet også selv gik lidt i tomgang undervejs og ganske enkelt ikke magtede at fastholde publikums opmærksomhed? Svaret ligger nok et sted imellem de to muligheder. Under Byen leverede ikke varen fuldt ud, og f.eks. var det svært at holde gejsten oppe under den lange “Siamesisk”. Tørt blev det også under andre numre med masser af langtrukken guitar-feedback, når de roterende mønstre bag bandet mistede pusten, og bandmedlemmerne stod i halvmørke. På samme tid er Under Byen et overordentligt velspillende orkester, og numrene fra Samme stof som stof klarer sig fint live. Den nye opstilling er et skridt i en positiv retning for århusianerne, men det er, som om den nye form skal finpudses, og medlemmerne må finde en måde at holde publikumsinteressen fanget i halvanden time, nu hvor de er gået bort fra at overeksponere Henriette Sennenvaldt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 05.01.06, Copenhagen Jazzhouse Karakter:       Bedømmelseskriterier

Den svenske dametrio Midaircondo fremførte onsdag aften for første og sidste gang deres nykomponerede musik til stumfilmen Mod lyset fra 1919. En smuk, empatisk skildring af en forvirret forførerskes vej mod frelsen.

En nat i indre by midt i den støjende tid gav Nikolaj Nørlund koncert. Nørlunds lune facon - og talentet er som ridset i panden. Ja, det væltede ned over publikum med et lille digt her og en anden mands historie dér. Nørlund er måske ikke verdensmester i at huske sine sange, men som den kunstner han er, fortjener han stor respekt endnu.

Engelske Editors leverede en glimrende koncert i Vega, hvor gruppen hævede niveauet markant over albummet The Back Room og lagde afstand til beskyldningerne om at være en bleg kopi af Interpol. (21.02.06)Editors har hurtigt placeret sig som et af tidens førende engelske indiebands. Selv om bandet som så mange andre hader at blive sat i bås, følger gruppens lyd fint i slipstrømmen på utallige andre bands, der har genopdaget de tidlige 80’eres postpunk lyd. Det vil sige dansable rytmer, dystre basgang og skærende guitarriffs. Skal man være lidt ond, kan man sige, at bandet er et fuldstændigt plagiat af Interpol, for både når et kommer til sangstrukturer, lyden og vokalen er ligheden slående. Alligevel er Editors værd at beskæftige sig med. For ganske vist bidrager de ikke med meget originalitet, men de gør det, de gør, ganske forrygende. Inden Editors gik på scenen, blev publikum præsenteret for et andet nyt britisk band, der for alvor har anmelderroser med i bagagen. Brakes er blevet beskrevet som en slags indiesupergruppe med medlemmer fra blandt andet British Sea Power og Electric Soft Parade. Sammenlignet med så mange andre af tidens andre engelske bands, lyder Brakes overraskende lidt britiske i deres lyd. Inspirationskilderne kommer i langt højere grad fra den anden side af Atlanten. Musikken er således en blanding af hardcorepunk, country og amerikanske guitarrock fra 80’erne – eksemplificeret ved at gruppen spillede et covernummer af Camper Van Bethoven, som der tydeligvis ikke var mange blandt publikum, der havde hørt om. Mest af alt kan Brakes lede tankerne hen på Pixies, og de har den samme form for vekslen mellem melodi og næsten ukontrolleret vildskab. Da Editors gik på, stod det hurtigt klart, at gruppen havde tænkt sig at rocke igennem fra koncertens start med “Lights” og en forrygende energisk udgave af singlen “Blood”, hvor guitaren fremstod langt klarere end i studieudgaven. Lidt senere blev tempoet sat en smule ned med den fremragende “All Spark”, der fremstår som et af højdepunkterne på The Back Room. Herefter fulgte et af koncertens absolutte højdepunkter i form af “Fall”, der er blandt de mere stemningsfulde numre, og Editors gav i liveudgaven for alvor guitaristen plads til at folde sig ud og havde samtidig en særdeles velsyngende Tom Smith i front. Det er i numre som dette, at Vegas rammer for alvor kommer til deres ret, godt hjulpet af den kvivskarpe lyd søndag aften. De samme forhold gjorde, at andre af koncertens højdepunkter kom i de mere stemningsfulde øjeblikke som den halvelektroniske “Camera” og det nye nummer “Nights”. Editors har skrevet en samling fængende rocksange som den førnævnte “Blood” og ikke mindst hittet “Munich”, der også vakte genkendelsens glæde – men det er i de mere stemningsfulde og malende numre, at gruppen er bedst. Det er måske ikke så tydeligt på The Back Room som det var tilfældet på Vega, hvor både guitaristen og trommeslageren fik lov til at folde sig ud i nogle mere langstrakte passager, der var virkeligt medrivende og løftede nogle numre op i en helt anden klasse end studieversionerne. Undervejs i koncerten var der måske ikke så meget kontakt med publikum, hvilket også er svært et stort sted som Vega, hvor en stor del af publikum tydeligvis kun kendte ganske få numre. Men i de bedste numre talte musikken for sig selv, og koncerten i Vega var et godt eksempel på et band, der formåede at løfte et forholdsvist ordinært album til noget stort i livesammenhæng. Det var, som om alt fungerede bedre end på pladen. Guitaren fik meget mere plads, lyden var bedre og ikke mindst sang Tom Smith langt bedre end på pladen. Det kan godt være, at Editors lyder som et plagiat af Interpol, men sammenlignet med den Interpol-koncert, jeg så på sidste års Roskilde Festival, er Editors et langt bedre liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Editors: The Back RoomEditors: An End Has a StartBrakes: Give Blood Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Arab Straps seneste album, The Last Romance, demonstrerede, at skotterne har bevæget sig i retning af en mere direkte og larmende rocklyd. På Vega beviste Moffat og Middleton lørdag aften, at rock-tilgangen også gør sig glimrende i en koncertsammenhæng. (06.02.06)Arab Strap, der udgøres af Aidan Moffat og Malcolm Middleton, er lyden af kroniske tømmermænd blandet med en evig hjertesmerte. De er soundtracket til for mange fadøl, forliste forhold eller kiksede engangsknald. Og altid har de formået at gøre det med en oprigtighed og autenticitet, som har gjort dem helt enestående. Ved koncerten i Vega havde de to skotter allieret sig med tre unge mænd på henholdsvis bas, guitar og trommer. Denne opstilling og deres seneste album The Last Romance lagde op til at et rigtigt rockbrag – og det var lige præcis, hvad publikum fik. Den karismatiske forsanger Moffat stod som sædvanligt i front; enten mumlende eller øldrikkende. Guitarerne fik frie tøjler, og sangene endte ofte i en regn af distortion, der væltede ned over publikum. Den mere end vanligt rockede og larmende lyd fungerede fortræffeligt live, og som publikum kunne man ikke andet end at hengive sig til Moffats mørke univers. I slutningen af koncerten var det, som om guitarerne fik skruet lidt op for lyden, hvilket medførte, at Moffats stemme druknede lidt i nogle af de larmende passager, og det var ærgerligt, da lyden ellers i størstedelen af koncerten var nær det optimale. Setlisten var især præget af numre fra The Last Romance, og de gjorde sig godt live. Der blev dog også spillet sange fra stort set alle de tidligere plader, og disse sange var utroligt velvalgte. Bedst var Fucking Little Bastards og New Birds, der begge blev leveret i overbevisende og intense versioner. Ligeledes var det blevet plads til stærke sange som Pyjamas, Packs of Three, Who Named the Days? og Screaming in the Trees. Det må også siges, at Arab Strap – som har 10 års jubilæum i år – har et imponerende bagkatalog at trække på. Mellem numrene råbte publikum ivrigt flere ønsker, men Moffat beklagede: “So many songs, so little time.“ Efter to omgange ekstranumre sluttede Arab Strap noget overraskende af med en coverversion af It’s a Heartache, der er skrevet af Bonnie Tyler. Og selv om Bonnie Tyler musikalsk ligger lysår væk fra Arab Strap, gav det alligevel perfekt mening at se Moffat synge, “it’s a heartache, nothing but a heartache.” En rammende afslutning på en rigtig god aften. Læs også Undertoners anmeldelse af:Arab Strap: The Last Romance Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Under Byen er et af de mest interessante bands, Danmark har at byde på. Og på en scene er de uden tvivl blandt de bedste i verden. Dette beviste Under Byen endnu en gang, da de gav en velsmagende forsmag på deres nye album Samme stof som stof. (07.01.06)Efter snart fire års ventetid har Under Byen endelig varslet en ny plade. I den forbindelse afholdt de en koncert på Copenhagen Jazzhouse, hvor der var mulighed for at høre alle numre fra det kommende album, Samme stof som stof, der udkommer 6. marts. De otte bandmedlemmer var godt klemt sammen på den lille scene, hvilket resulterede i en lidt utraditionel opstilling. Henriette Sennenvaldt stod i baggrunden, hvilket gav hende en mere anonym rolle under koncerten end vanligt. De to trommeslagere/perkussionister havde heller ikke meget plads at bevæge sig på. Det gik dog, og bandet startede det første af to set, hvor de udelukkende spillede de numre, som senere vil kunne findes på deres kommende album. Det første nummer var Palads, der ikke er helt ubekendt, hvis man tidligere har set Under Byen live. Nummeret var dog anderledes bygget op omkring et elektronisk beat og foldede sig ikke ud i samme grad som under tidligere koncerter, hvilket gav en svag start på koncerten. Oktetten fik dog hurtigt spillede sig varme og leverede et fint og overraskende set. Generelt var de nye numre en del anderledes, end man har været vant til fra Under Byen. Der var en mere mørk tone at spore i sangene, og til tider var stemningen direkte aggressiv. En god repræsentant for de nye numre er titelnummeret, der bliver førstesingle fra pladen. Rytmisk starter den ud med en mekanisk og abrupt rytmebund, som skaber en kaotisk ramme for sangen. Heri blander de andre instrumenter sig, hvilket skaber et på én gang komplekst og tungt lydbillede. Under koncerten brugte Sennenvaldt i de fleste numre en forvrængende effekt på stemmen. Dette medførte, at stemmen virkede som et instrument og blev blandet endnu mere ind i lydbilledet end sædvanligt, hvilket var fint nok. Det betød dog også, at man overhovedet ikke kunne forstå Sennenvaldt poesi, der ellers er i særklasse. Derudover dræbte forvrængningen desværre også nogle af de smukke nuancer og skrøbelige fraseringer, som Sennevaldt så mesterligt behersker. Det var dog virkelig gode sange, som publikum blev trakteret med. Et af højdepunkterne var den underspillede og skrøbeligt smukke Tindrer. Et andet højdepunkt var den bombastiske og tunge Films jeg har set, der endte i et par minutters støjflader. Under Byen takkede af, men kom hurtigt på scenen igen. Denne gang med mere velkendte numre. Den instrumentale Lenin flød over i den inderligt smukke Hjertebarn. Derefter kom Mission og Legesag med intensitet og et klimaks, der nåede det himmelstormende – eller rettere himmelvæltende. Afslutningsvis kom der endnu et nyt nummer. Et sart og smukt nummer, der skruede forventningerne til det nye album i vejret. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Det er mig, der holder træerne sammenUnder Byen: Live at Haldern PopUnder Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 08.04.06, Store Vega, København Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. En af den slags koncerter, der ikke er til at glemme lige med det samme. (12.12.05)Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello i lørdags bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. Og medmindre at man var født uden noget, der minder om danselyst, var der ingen anden udvej end at kaste sig ud i det inferno af rytmer og balkaninspirerede melodier, som Gogol Bordello bombarderede publikum med. Og sikke et inferno! Medrivende og umuligt at stå stille til – hvilket da også var tydeligt hos publikum. Der blev danset, skreget og svedt. Bandet – der består af en traditionel rockopstilling tillagt violin, harmonika og dansepige – gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde til. Eller rettere: Hvis der var én ting, Gogol Bordello gjorde lørdag aften, var det at springe alle remmer og alt tøj. Inden koncerten havde undertegnede kort hilst på den ukrainskfødte frontmand Eugine Hütz, der virkede rolig og afslappet fortalte, at han glædede sig til forstående koncert.Denne afslappethed så man dog intet tegn på senere på aftenen, hvor han gav en kamikazelignende performance. Et af højdepunkterne var, da Hütz i det mesterlige afslutningsnummer Baro Foro hoppede op på en tromme, som publikum holdt oppe. Herefter sejlede han rundt under loftet over publikum, mens han bankede mikrofonen ned i trommen. Et anden af aftenens store plusser var den midaldrende og gråhåret russiske violinist, der utrætteligt fremdrev den ene medrivende og dansable sigøjnermelodi efter den anden. Det var ufatteligt, at bandet kunne fortsætte i et så højt tempo en hel koncert igennem. I hvert fald kunne mange blandt publikum ikke holde det til hæsblæsende energiniveau og måtte ud og trække lidt frisk luft en gang imellem. Derudover må det siges, at det var en hård omgang for ørerne; lydniveauet var enormt højt; hyletonen har ikke forladt denne anmelders ører endnu. Sammenlignet med den meget omtalte koncert på Roskilde Festival i 2003 leverede Gogol Bordello denne gang en koncert på samme høje niveau. De havde ikke lige så mange overraskende gimmicks med som på Roskilde, men denne koncert var mere intim, og Gogol Bordello passede perfekt ind i Stengade30’s rammer. Der var en formidabel og tæt kontakt mellem band og publikum, hvilket udløste en intens og hæmningsløs fest, der vil få en koncert med et lignende band som Kaizers Orchestra til at virke direkte søvndyssende. Det var med andre ord én af de koncerter, som vil brænde sig fast i hukommelsen, som en eminent oplevelse. Læs også Undertoners anmeldelser af:Gogol Bordello vs. Tamir Muskat: J.U.F.Gogol Bordello: Gypsy Punks Karakter:       Bedømmelseskriterier

Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket.Dystopisk hiphop med publikumstække Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket. Grayskul:Godt halvanden time forsinkede går JFK og Onry Ozzborn på scenen svøbt i mørke og publikums jubel. Selv om de fra begyndelsen lader deres dystre tematiske univers præge stemningen, er deres første kommentar “We live in such a beautiful world”. Måske for at fremhæve det smukke i at mødes, kunstnere og publikum, på tværs af jordkloden. Det synes da også hurtigt som et givende møde, for der går ikke mange minutter før menneskemassen råber med på “bouncy chemicals”. Grayskul virker taknemmelige for at optræde i Århus og sender snart en anmodning om at levere de sande sider af Seattle midt i ridehuset – “Can we take you to Seattle right now?” – hvorefter et magisk guitarsample stiger fra de mudrede beats. Melodiske og æteriske vers afløses snart af eksplosive heavy-riffs og aggressiv scratch, i hvad der må siges at være koncertens dybt medrivende højdepunkt. Produktionen spiller ud med sine kakofoniske og innovative egenskaber, og det er opløftende at opleve, hvordan Grayskuls sceneoptræden handler mere om at inddrage publikum i de dystopiske og postmoderne problemstillinger end om at fremhæve sin egen karakter. Koncerten bliver således en stærk præsentation af den nordvestlige amerikanske hiphops fremtid. El-P & Cage:Efter en relativt kort pause dæmpes lyset igen, denne gang for at drage opmærksomheden til aftenens hovednavne, El-P & Cage, der skal forsøge at råde bod på Cannibal Ox’ aflysning. Under et new-horizon tegnefilmstema kommer Cage alene frem på scenen og leverer en tre numre lang soloindledning. Først med amboltbeats og karikerede klaversamples og senere med et mere afdæmpet udtryk, der får publikum til at bounce mellem svajende lighterild. Netop som Cage synes at miste grebet om intensiteten, træder El Producto ind med voldsomt hurtige rim, der inden længe får publikum til at råbe Denmark og New York som respons mellem scene og gulv. Kort efter følger nummeret Deep Space 9mm fra Fantastic Damage, hvis uklare maskingevær-drills fyrer endnu mere op under stemningen, der stadig udvikler sig som stærk kontakt mellem rapperne og publikum. “If you’re with us, make some fucking noise,” råber Cage og det er klart, at aftenens mission for d’herrer er at udviske skuffelsen fra den nylige aflysning. Det lykkes da også langt hen af vejen ved hjælp af samhørigheden med sit publikum. I en improvisation sender El-P her en lille smædesang om USA og Danmarks krigsberedskab og kaster vandrette white-trash tegn til det entusiastiske publikum. Så selv om koncerten efter en god times tid slutter brat, da strømmen pludselig ryger, har man oplevet den skarpe, intelligente og alternative hiphops stormestre indløse forventningerne og gøre koncerten til andet end blot en erstatning fra pladeselskabets ledelse.