Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)

Morrissey, Orange, 19.00“Hello. We are Morrissey,” var ordene, da über-krukken, den bittersøde laps, helten og charmøren Morrissey entrede Orange Scene fredag aften. I 2004 på Arena-scenen gav en comeback-koncert af de absolut mindeværdige, og i år var han så forfremmet til Orange Scene. Det var desværre en kende skudt over målet, det beskedne fremmøde i de forreste båse taget i betragtning. Men han var der, og Morrisseys publikum kan tilgive ham alt – selv at han koncerten igennem flashede løst maveskind og ikke havde til sinds at spille en hit-parade, som de fleste andre store navne gør det på festivalens største scene. Det lugtede ellers ret meget af hit-parade, da Morrissey startede ud med The Smiths-klassikeren “Panic” efterfulgt af “First of the Gang to Die” fra You Are the Quarry. Men så skiftede lydbilledet også gevaldigt, og sangene fra den fremragende Ringleader of the Tormentors overtog showet. Og de passede fremragende til den store scene. “The Father Who Must Be Killed” stak med sit østerlandske guitarspil for alvor ud, men også “I Will See You in Far Off Places” samt “You Have Killed Me” beviste, at Morrissey stadig har masser at byde på. Så gjorde det ikke så meget, at en sang som “Girlfriend in a Coma” blegnede i forhold til de nyere mere rockede sange, og at de langsommere numre satte en stopper for syng-med-festen. Det var befriende at se en så kompromisløs herre gøre, hvad der passer ham, og især var det godt at opleve, at publikum har lige så meget lyst til at høre de nye sange som de gamle travere. Rufus Wainwright, Arena, 20.30Han har hugget layoutet med titlen “The World’s Greatest Entertainer” fra en Judy Garland-plakat fra 1961 og puttet det på tour-merchandise, men tidligt fredag aften beviste canadieren, i sporadisk selskab med søster Martha, samt en guitar og et flygel, at der så afgjort er noget om snakken. For med en simpel opsætning og en kasse med sange, der var renset helt og aldeles for den pompøsitet, de er glaseret med på plade og i sangerens normale liveshow, forvandlede den selvproklamerede bøsse-messias Arena til et intimt spillested med kort til scenen og en kunstner i øjenhøjde med publikum og ikke mindst sangmaterialet, som er svært at matche. Fra første færd var altid flamboyante Rufus i sit es, og sangene virkede som små popvignetter, der må have følt sig overordentligt godt modtaget i det stopfyldte telt. Bedst var “This Love Affair” og “The Art Teacher” fra Want Two samt “California” fra Rufus’ anden plade Poses, der alle som én stod tindrende klart. Wainwrights vokal gik under huden, og det var medvirkende til, at han og søster Marthas version af den Jeff Buckley-udødeliggjorte Leonard Cohen-sang “Hallelujah” endte i fællessang og tændte lightere. Måske lidt for meget af det gode, og helt bestemt et sikkert kort at trække, men sangens kvaliteter er ikke til at skjule. At der blev trukket mange sikre kort, er nok den eneste anke mod koncerten. Desværre bød formen ikke til de store eksperimenter, og især i “Gay Messiah” savnede man ekstravagance og noget ud over det sædvanlige. Det kan dog ikke fjerne et overordentligt positivt indtryk af manden, der selv mener, han skriver de bedste sange i verden for tiden – det er helt i orden, at han har stjålet lidt fra Judy Garland. Læs også Undertoners anmeldelser af:Morrissey: Ringleader of the TormentorsRufus Wainwright: Want Two

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Tied & Tickled Trio, Pavilion, 12.00 Øl og jazz plejer som regel at være en grim blanding, som hører hjemme i Nyhavn, hvor masser af lidt for tykke, rødmossede herrer drikker kedelig øl, mens de rokker i takt til kedelig jazz. Men blandingen viste sig fra en fin side, da tyske Tied + Tickled Trio åbnede Pavillion-scenen lørdag middag. Siddende i græsset uden for teltet eller stående inde i skyggen – musikken nåede begge dele af publikum. Rarheds-faktoren er høj hos Tied & Tickled Trio, og det var perfekt denne lørdag, hvad enten man havde valgt kaffe og kage eller en halv liter Tuborg som morgenmad. Bandet var til denne koncert udvidet til en større gruppe mennesker, hvilket især var tydeligt i blæser-lyden, der var større, fyldigere, bredere end normalt. Det betød også, at de elektroniske elementer havde en mindre plads i musikken end ellers. Til gengæld fik blæsergruppen pause, når bandet lod dubbede numre tage over og lægge endnu et lag til stemningen, der generelt var herligt uformel og afslappende. Dubbens tilstedeværelse i sættet gjorde, at blandingsforholdet dermed blev bedre, selv om man stadig savnede noget af det elektroniske snavs og de beats, som kan pille blæsernes lyd lidt ned og smudse den rene messing til. Derfor malede Tied + Tickled Trio sig da også op i et hjørne, hvor musikken ikke appellerede så meget til de tilhørere, som ellers er blevet ramt af deres udgivelser. Med andre ord var det en rar, men lidt for pæn koncert. (JL) Kieran Hebden & Steve Reid, Metropol, 15.00 Man var nødt til at være på plads fra starten af, for koncerten med Kieran Hebden og Steve Reid var ikke nem at komme ind i. Og så var det nok også nødvendigt at stå så langt fremme, at man kunne følge med i de to musikeres samspil. I deres 100 % improviserede musik er samspil og kommunikation nøglen til succes. Derfor blev der da også vekslet mange blikke og sendt masser af smil mellem Hebden og Reid, som begge i den grad udstrålede spilleglæde. Det virkede i høj grad, som om det var Reid, der for det meste havde førertrøjen på og bestemte, hvor numrene skulle hen, og hvordan de skulle komme det. Han spillede i hvert fald i lange perioder med lukkede øjne, og Hebden måtte trofast stole på, at Reid vidste, hvad der skulle ske. Og det gjorde han – kun et par enkelte steder var både Hebden og publikum overladt til sig selv. Reids rytmearbejde bag trommesættet var fantastisk, og Hebdens lag af samples gjorde, at koncerten ikke bare blev en lang trommesolo. Det var nemt at genkende Hebdens sans for melodiske elementer, der virkede meget signatur-agtige – flere gange lød det, som om Hebden lige havde samplet nogle af sine egne Four Tet-album. Hans anstrengelser bag sampleren blev af og til blandet med Reids trommer til en næsten dunkende form for techno. Men oftest var både rytmerne og lydkollagernes samspil mere flydende og lange forløb, hvor man ikke bare kunne komme ind i stemningen, hvis man dumpede ind i teltet midt i det hele. (JL) Ms. John Soda, Pavilion, 00.00 150 tilhørere – det var alt, hvad tyske Ms. John Soda havde trukket til Pavilion-teltet, da de ved midnatstid satte gang i dét, der blev bassisten Micha Achers fjerde koncert i løbet af de sidste fem festivaler. Hans baggrund i bands som Notwist og 13 & God gav et ganske præcist billede af, hvad Ms. John Soda ville levere – og i hvert fald mere præcist, end hvis man kun kendte bandets to plader. For hvor pladerne i høj grad rammer lige ned midt i indietronica-båsen, bød Roskilde-koncerten på meget mere indierock end electronica. Med den køligt distancerede sangerinde Stefanie Böhm i front sparkede Ms. John Soda, der live er en kvartet og ikke blot en duo, betydeligt hårdere igennem. Det var forfriskende at høre dem give de til tider lige vel kølige numre meget mere dynamik. De første 20 minutter var det effektfuldt, at Böhm spillede sine riffs på bas, og på den måde gav numrenes klimaks-finaler en betydelig tyngde. Men derefter blev kvartettens anstrengelser desværre for ensformige. Hver sang endte med cirka et minuts rockende gentagelser af riffs, der mindede om hinanden fra nummer til nummer. Ellers stærke numre som “Go Check” og “Hiding/Fading” savnede nogle udadvendte omkvæd, der kunne fange publikum, og Ms. John Soda lod til at læne sig lige rigeligt meget op ad en forventning om, at festivalgæsterne ville have støjende rock. Dét fik de – desværre på bekostning af den variation, der kunne have gjort selv samme klimakser så meget stærkere. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Tied & Tickled Trio: a.r.c. Ms. John Soda: Notes and the Like

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)

Two Gallants, Pavilion, 20.00 Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika. Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori. I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse. Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert. (LDL) Silver Jews, Odeon, 21.00 “I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader. Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal. Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer. Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Mi and L’au, Bar’n, 13.00 Lørdag skulle jeg opleve min første koncert på festivalens mindste scene, den nye Lounge-scene – eller Bar’n som den også kom til at hedde – en stor træbygning med sand på gulvet og en lav, intim scene i den ene ende. Med den bagende sol var det en ekstra oplevelse at træde ind i det kølige mørke. Finske Mi and L’au sad på hver sin skolestol – han med guitar, hun med brækket arm, hvilket betød, at hun kun kunne synge. I mørket blev de to personer ekstra mystiske og skrøbelige, som de sad der alene på scenen. Koncertens første numre blev fuldstændig ødelagt af, at der var lydprøve på Arena-scenen. De blide stemmer og lavmælte guitarmelodier druknede i bulder og brag. Men så holdt larmen op, og en stemning, jeg i hvert fald aldrig har oplevet på festivalen, bredte sig. Mi & L’au spiller en lavmælt, melankolsk folk, hvor deres stemmer fint komplementerer hinanden og de langsomme guitarballader. Stemningen blev næsten andægtig under koncerten, der dog savnede f.eks. en ekstra guitar eller lavmælte trommer for, at lydbilledet ikke blev alt for enslydende. Ros til Roskilde Festivalen for at bringe den intime musik tæt på publikum i fine, atmosfæriske omgivelser. Men hvis scenen skal have kunstnerisk succes, og musikken skal respekteres, er scenens program nødt til at blive planlagt bedre, således at de store scener Arena og Orange ikke ødelægger koncertoplevelserne. (JL) Sterling, Pavilion, 14.00 Forsanger Mads Nygaard var knap kommet på scenen under det instrumentale åbningsnummer, før han hoppede ned foran publikum og kravlede op på rækværket ud til forreste række. Han klappede high fives med publikum i takt til musikken og var sprængfyldt med spræl, mens han nærmest strålede af lyst til at spille. Foto: Malle Gilbert Resten af bandet var lige så veloplagte, og så var der intet til hinder for at spille en hitparade, som de færreste bands med halvanden plade på samvittigheden kan præstere. “Rødvin2004” var noget nær indbegrebet af perlende indiepop, og “Autopilot” demonstrerede et skønt drive og en god bund. Med “Vinterfobi” og “Lyssværd” hen mod slutningen af koncerten gik der endda folkelig sing-along-fest i den, og Nygaards drengede, små-kokette charme holdt konstant festen flydende. Kvartetten starter straks efter festivalen på at indspille et nyt album, og mellem de gamle synge-med-numre sneg der sig en lille håndfuld nye sange ind. Der var lidt mere fylde og flere rockede guitarindspil frem for synthesizermelodier, og især ekstranummeret “Ikke rigtig i mit hoved” lød nærmest helt irriterende fængende – en oplagt singlemulighed. I og for sig var det ganske unge publikum så hengivent, at Sterling kunne have gjort snart sagt hvad som helst, uden at der havde været sure miner. Men Sterling slog ikke til tåls med halve løsninger. Der var fuld skrue hele vejen med plads til skæve indfald. F.eks. endte “På vej”, der afsluttede det oprindelige sæt, med at der gradvist kom flere og flere guitarister på scenen, så der til sidst var seks guitarer med i den støjende finale. Og sådan var Sterlings eftermiddagsshow: én stor komsammen med plads til alle med popører. (MA) Why?, Pavilion, 18.00 Med et stort busket overskæg taget direkte ud af en politikomedie indtog Why?-frontmanden Yoni Wolf scenen. Med et alvorligt blik på sine to bandkollegaer annoncerede han, at “we are Bob Dylan, and we are happy to be here”. Så var tonen slået an – også selv om den næppe var helt ren. Yoni Wolf For hos Why? er det snarere en kvalitet end en fejl, hvis harmonierne vakler en smule, eller hvis Yoni misser et ord eller to. Why? har langt mere fokus på at udnytte de kreative muligheder, der ligger i at give slip på alle konventioner. Så selv om bandet i højere og højere grad spiller sangbaseret indiepop et sted midt mellem Tortoise og glad slackerrock, er der ingen krav om vers og omkvæd. Hvis sangen ikke kan holde til at vare mere end halvandet minut, stopper den bare. Den kreative lovløshed udnyttede Why? i de længere numre til at indskyde ret så uforudsigelige retningsskift, som gjorde det værd at spidse ører. Og havde først slået lyttelapperne ud, flød den ene rapfodede popmelodi efter den anden også indenfor. Pavilion-publikummet fik ikke ligefrem omkvæd, der lagde op til fællessang, men fik til gengæld et væld af friske hooks og muntre vokalharmonier. Trommeslageren Josiah Wolf excellerede hele vejen gennem koncerten i at spille xylofon og trommer på én gang, og xylofonens lette ringende klange understregede musikkens svalende karakter. Why? leverede en omgang skramlet sommerpop spækket med samme optimisme som en af de mange skæve oneliners i Yonis tekster: “Flowers are how plants laugh.” Why? var en af de mest farvestrålende blomster i årets festivalbuket. (MA) Phoenix, Odeon, 01.00 Der var godt fyldt op på Odeon-scenen, da franske Phoenix med det udmærkede nye album It’s Never Been Like That i rygsækken skulle sætte fest under et publikum, hvor de fleste havde drukket øl i over 12 timer. Det var dog snarere publikums forventninger til bandet, som var sværest at overkomme for franskmændene. Phoenix havde denne aften mere bund og en tungere guitarlyd end vanligt. Og en mere rock-orienteret koncert, som ikke altid var lige dansevenlig, var ikke helt det, publikum havde regnet med at høre. Bandet spillede dog ufortrødent, oplagt og sådan set også fint nok, men den lette, hammer-iørefaldende pop, bandet plejer at stå for, var ikke meget til stede. Og det var tydeligt, at det var de mere luftige numre – og hits – folk var kommet for. Derfor var jublen selvfølgelig enorm, da Phoenix først spillede “Everything Is Everything” og blot et par numre senere “If I Ever Feel Better” – sidstnævnte i en ekstra lang udgave, hvor de seksstrengede medhjælpere endnu en gang blev luftet lige lovligt rigeligt – en ikke helt vellykket fortolkning, som da også gik fuldstændigt hen over hovedet på publikum. Måske lidt synd for Phoenix, at bandet stadig bliver nødt til at spille de gamle hits for at please publikum, men respekt til bandet for at i det mindste prøve at omarrangere de gamle numre. Det fungerede bare ikke. Måske skal Phoenix bare ikke forandre sig? (JL) Læs også Undertoners anmeldelser af: Sterling: Estadio Camp-Let Sterling: Yndigt land Why?: Sanddollars

Martha Wainwright, Pavilion, 15.00 Seneste skud på Wainwright-stammen kom ind på Pavilion-scenen iført høje hæle, meget korte ternede shorts og sort t-shirt. Det lidt trashede look viste sig velvalgt til den skrigende rockudgave af Martha Wainwright, der under det meste af koncerten stod en smule i knæ, let foroverbøjet, mens hun næsten konstant svingede og sparkede det ene ben ned i jorden. Hun lagde godt ud med to af de bedste sange fra sidste års debut, først “Factory” og dernæst “Far Away”. Men som koncerten skred frem, blev det trættende at lytte til hendes stemme. Til tider var det en opvisning i hendes stemmes formåen. Den er dog ikke særlig facetteret, for groft sagt veksler den mellem skønsang og skrål. Og der var – hvor imponerende det end lyder – alt for meget skrigeri. Der var heldigvis flere øjeblikke, der brød med det temmelig monotone sangforedrag. Især “G.P.T.”, ekstranummeret “Bloody Mother F***ing A**hole”, der er Marthas smædesang mod sin far Loudon Wainwright III, og hendes fortolkning af sin fars gamle antikrigssang “Pretty Good Day”. Alle stærke numre, som sagtens kunne bære det nøgne udtryk med kun vokal og akustisk guitar. Men det gjaldt langtfra alle numre, så koncerten føltes en anelse lang. Den storsmilende søster Wainwright havde et forbilledligt tag om publikum. Hun flirtede med de publikummer, der erklærede hende deres kærlighed. Og så skulle hun naturligvis lige høre, om det er lovligt at ryge pot i Danmark – det var ikke et entydigt korrekt svar, hun fik på det spørgsmål. Disse små afbræk løsnede op for den fastlåshed, som store dele af hendes optræden desværre var hæmmet af. Martha Wainwright var for det meste godt selskab. En hel koncert blev dog for meget – trods hendes åbenlyse talent. (LDL) Serena Maneesh, Pavilion, 03.00 Det norske rockuhyre Serena Maneesh væltede ind på Pavilion-scenen til festivalens absolut senest programlagte koncert. At det skete til tonerne af, hvad der mindede om messe-musik fra et hemmeligt kloster i rockhimmelen, og badet aldeles i lys og røg, virkede ikke tilfældigt. Efter nogle lydproblemer hos frontmand Emil Nikolaisen (der dog blev fornemt akkompagneret af et øredøvende højt groove fra resten af orkestret), startede 45 minutters åndemaning og kamp. Ikke bare med lydproblemerne, men også resten af verden. Igennem den korte koncert rundede bandet et par af numrene fra debuten, men oftest var det svært at følge med i støjen. Normalt ville sådan en stor masse af lyd være et kritikpunkt, men ikke her. For selv om det var umuligt at høre vokalen, var bandets egentlige stemme Emil Nikolaisens guitar i samspil med violin, percussion, tordnende krautrock-trommer samt bassistens trampende rundgange. Serena Maneeshs støjskyer bredte sig langt op i atmosfæren og lavede dundertorden hos publikum. De ellers så velafstemte sange overrumplede og flyttede sig ind i en ny verden, som inden koncerten ikke eksisterede. Hvordan det lykkedes for dem at komme dertil, opgav jeg at finde ud af, men sikkert er det, at der ikke var ret meget andet end Serena Maneesh i universet, da det endeligt blev lyst i Roskilde. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Rasmus Møbius, Pellarin & Lenler, Melk, Metropol, 12.00 Sidste år manglede et element på Roskilde Festivalen – der var nemlig ikke noget elektronisk pladeselskab, som fik forlænget spilletid på en af scenerne. Men den tradition vendte tilbage i år – med blandede resultater. Tidligere har danske Hobby Industries og tyske Kitty Yo vist deres artister frem, og i år var det Statler & Waldorf, som fik lov til at præge de første timer på Metropol-scenen. Albumaktuelle Rasmus Møbius åbnede, og hans dubbede elektronica var perfekt til at få søvnen ud af øjnene med – samtidig kom solen frem og begyndte at varme kroppen, som dog til tider havde svært ved rigtig at vågne, fordi Møbius’ musik ikke altid var lige interessant. Bedst fungerede det, når han spillede på sin medbragte trompet, og når bassen og beatet supplerede hinanden til en fælles bund, der var mere dubbet end bare straight downbeat. Pellarin & Lenler efterfulgte Rasmus Møbius, og de åbnede sættet med Pernille Pang fra Tiger Baby på vokal. Hun har på plade en flot, luftig stemme, men live kniber det mere for hende at komme igennem til publikum. Sådan var det desværre også denne dag, hvor hun lagde vokal til Pellarin & Lenlers knitrende, flydende kompositioner. Melk – foto: jint.dk Den Berlin-bosatte dansker Raz Ohara gav til gengæld masser af krop og sjæl til musikken og var med til at afanonymisere lydbilledet i sættets sidste del. De afsluttende numre, som var langt mere funky end sættets tidligere numre, fungerede samtidig som overgang til næste band. Da Melk trådte ind på scenen, rejste det ellers afslappede publikum sig op, og det var tydeligt, at hvis der var et Statler & Waldorf-band, folk var kommet for at se, så var det Melk. Tempoet og energien hos Melk var da også mere engagerende end hos de andre artister, og deres hiphop-influerede lydbillede, som blev præget af rapperen Gisli og soulsangerinden Ane Trolle, opfordrede helt sikkert til mere end bare at sidde og rokke med i takt. Desværre var ørerne trætte efter flere timer med et lydbillede, der de små forskelle til trods lød ekstremt ens. Idéen med en pladeselskabs-showcase er rigtig god, men man bør skære ned på artisternes spilletid – ellers dræber det publikums lytteglæde. (JL) Dälek, Pavilion, 01.00 New Jersey-hiphopperne Dälek, der i nattens anledning kun bestod af rapperen af samme navn og produceren Oktopus, havde et enkelt tilbud til publikum i det halvfyldte Pavilion-telt: Hvis I vil, kan I komme indenfor i et trøsteløst, ramponeret hus fyldt med dæmoner – og I må tage hele pakken eller gå, for vi pynter ikke noget. Og nej, der var sandt for dyden ingen formildende omstændigheder hos Dälek. Kværnende industriel støj tårnede sig op under tørre, blytunge beats og ondt brummende basgange, der fik bræddegulvet til at sitre. Hen over det hele lå Däleks hvileløse ordstrømme, som med den massive lydstyrke in mente gik overraskende klart igennem. Men ordene var stadig svære at skelne, fordi der var så utrolig mange af dem. For Dälek er en mand med en mission – mod alle former for organiseret religion, uligheden i det amerikanske samfund og alt andet, der forhindrer de folk, han i en sangtitel kalder “Permanent Underclass”, i at bevæge sig opad i samfundet. Denne aften var hans ustoppelige foredrag totalt kompromisløse – der var intet lir og ikke særlig meget kommunikation med publikum. Ja, efterhånden som Dälek oftere og oftere begyndte at gnide hænderne mod sit ansigt og sit korte hår, virkede han nærmest besat – og de skurrende, hvæsende støjudladninger fra Oktopus’ to laptops lød med ét som en slags udligning af overtrykket i frontmandens hoved. Det var svært ikke at ærgre sig over, at de to vrede herrer ikke havde taget dj’en Still med. For det havde været rart med lidt mere variation og måske også lidt mere sceneshow. Det kunne i hvert fald have gjort det lidt lettere for folk uden forkendskab til bandet at få noget ud af showet. Men den slags ville have været stik mod Däleks filosofi om ikke at pynte noget som helst. Og Dälek gik ikke på kompromis. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Dälek: Absence Dälek: Abandoned Language

Barra Head, Pavilion, 20.30 De debuterede faktisk på Roskilde Festival allerede i 2001 på den gamle blokvognsscene, men i år var Barra Head og deres tight komponerede mathrock-ekskursioner forfremmet til hovedprogrammet. Fra start var det et smilende orkester, der mødte publikum. Men Barra Head bærer de indre frustrationer uden på tøjet, og i går blev de blandet med en halvnervøs og ukrukket fremtoning, så det var svært ikke at lade sig drive med. Igennem hele koncerten klamerede Arvid Gregersens bas og Mikkel Jes Hansens guitar og vokal sig til trommeslager Jakob Hvitnovs simple, men indvoldsruskende beat og flød kontrastfuldt rundt i støvet. Guitaren var diskant og overordentligt pågående uden at være omklamrende, og bassen blæste af sted med nerve og desperation. Det føltes som at have en knyttet næve tæt på ansigtet uden at vide, om den pludselig eksploderer i fjæset på én. Og det var netop koncertens styrke. Barra Head har spillet i snart sagt enhver landsby i Tyskland igennem de seneste fem år. Faktisk er det kun pladeselskabs-vennerne fra Lack, der kommer i nærheden af at være så sikre og samtidig levende i fremførelsen af en overordentlig kompleks og letantændelig rock. (MT) Clap Your Hands Say Yeah, Odeon, 21.30 “Are you guys aware that Guns n’ Roses are playing right now?” spurgte indiepopperne Clay Your Hands Say Yeah halvvejs gennem deres koncert. Alle var vist klar over hvem, der agerede trækplaster på Orange på samme tidspunkt, men ingen så ud til at have den fjerneste lyst til at give slip på CYHSY, før koncerten var helt slut. Koncerten levede op til bandnavnet. For der blev klappet en hel del. Både på scenen og ikke mindst blandt publikum, som tog del i en forrygende og festlig indiepopfest, der både talte til hjerne og fødder. Især fødderne. At man ikke kan lade være med at vippe med foden, når man hører amerikanernes debutplade, er ingenting i forhold til, hvordan kroppen gebærder sig til live-udgaven af CYHSY. Især under sange som “Let the Cool Goddess Rust Away” og “Over and Over Again (Lost & Found)” var det umuligt at få kroppen til at stå stille. I starten var koncerten dog ikke særlig flydende. Pauserne mellem de enkelte numre føltes i hvert fald en tand for lange. Men efterhånden fik CYHSY greb om tingene og leverede uimodståelige indiepopsange på overlegen vis. Og Alec Ounsworths specielle vokal, der i den grad er dét, der gør bandet til noget virkelig særligt, var ikke mindre særegen og karakteristisk uden for studiets fire vægge. Hen mod slutningen lød det til, at CYHSY havde tømt kilden med sprudlende sange. De – heriblandt et par nye – holdt alle samme høje niveau, men i takt med at intensiteten dalede på scenen, skete det tilsvarende blandt publikum. Redningen blev temasangen “Clap Your Hands!”, som igen satte fuld blus under publikum, der var mere end villige til at klappe taktfast og råbe “yeah!” Dét energiniveau blev holdt resten af koncerten, der viste, at CYHSY har en masse at byde på. Ikke blot som et interessant navn her og nu, men også længere ud i fremtiden. (LDL)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Jenny Wilson, Odeon, 19.30 Det var et oplagt publikum – en blanding af fans og folk, der havde hørt om en svensk pop-dronning – som mere end fyldte Odeon-scenen. Iført et kæmpe rødt sjal af tyl indtog den højgravide Jenny Wilson scenen til tonerne af åbningsnummeret “Crazy Summer” fra hendes solodebut Love and Youth fra sidste år. Hun fik hurtigt smidt det røde sjal og havde indenunder en perlemorsfarvet kortere kjole på. Som altid var påklædningen i top. Koncerten havde lidt svært ved at komme i gang. Den stille intro tog lidt af toppen af stemningen, og de fire medlemmer i bandet synede ikke af meget på scenen. Beats og bækkener blev betjent af keyboard-spilleren Lina Selleby til ug, men i det store telt savnede man lidt den dynamik og det drive, som et trommesæt ville have givet. Energien kom dog lidt tilbage halvvejs i settet med hittet “Summertime’s the Roughest Time” og det nye disco-nummer “A Brief Story”. Forvirret af at være på en international festival vekslede Jenny Wilson i sine henvendelser til publikum mellem svensk og engelsk. Foto: jint.dk Hun virkede en smule nervøs, men charmerede sig ud af usikkerheden, og koncerten sluttede en del karakterer højere, end den begyndte. Først med de to tempofyldte numre “Let My Shoes Lead Me Forward” og “Hey, What’s The Matter”, som fik så vild jubel fra publikum, at Jenny Wilson med et kæmpe smil takkede og grinende sagde “Don’t wake up my baby!”. De tre ekstranumre bød dels på Jenny Wilson alene med pianoet og siden et spritnyt nummer, som opfordrede til fællessang, fordi keyboard-spilleren løftede et papskilt op, så publikum kunne synge med på omkvædet “I’ve had enough of troubles / Troubles don’t fit in refrains“. Med endnu et nummer fra sit album gik Jenny Wilson af scenen, mens hun sendte håndkys til publikum. Og publikum gengældte dem. (JL) Sigur Rös, Arena, 22.30 Det er de færreste bands, der efter at have spillet sidste nummer, kommer tilbage til scenen for at bukke og klappe af publikum. Der er formentlig ikke andre end Sigur Rös, der kommer ind fire gange. Men det var der bestemt også klapsalver nok til fra et meget hengivent publikum, som fik, hvad de kunne forvente. For uanset at Sigur Rös’ seneste album Takk er en lidt for renskuret forfinelse af islændingenes klare og drømmende lydunivers, kan kvartetten stadig dét, der for snart en håndfuld år siden fik lyttere i hele verden til at spærre øjne og ører op. Forsangeren Jönsis forrevne guitartoner – frembragt med en violinbue – klinger, kliché eller ej, af brusende elve og hylende blæst. Og hans eventyrligt lyse falsetvokal når stadig højder, man ikke troede mulige. Kvartetten, der i dagens anledning var forstærket af både en strygerkvartet og fem blæsere, åbnede koncerten bag et mælkehvidt lærred, hvor glitrende orange pletter gled henover. Det tilføjede endnu et lag til den sky attitude, bandet har over for omverdenen. Selv da lærredet efter nogle minutter blev trukket til side, forblev islændingene indadvendte, og sine steder – primært i de stilfærdige numre fra Takk – led koncerten under, at der ikke var det helt store nærvær. Men når bandet fandt sangene fra Ágætis Byrjun frem og forsynede numre som “Olsen Olsen” med ekstra horn eller gav “Ný Batteri” en lang, flosset guitar-intro – ja, så var det klart og tydeligt, hvorfor publikum var så henført. For der er stadig en stjernetindrende skønhed i islændingenes himmelstræbende postrock – og da de sluttede showet med afslutningsnummeret fra ( ), var der kun tilbage at overgive sig. Det gigantiske, dundrende klimaks truede nærmest med at flænge det hvide lærred, der igen var trukket for, og rensede på den mest velgørende vis. Og med dén afslutning var det ikke sært, at publikum klappede Sigur Rös tilbage på scenen igen og igen. (MA)

Band Ane, Pavilion Junior, 13.30 Det er et evigt dilemma, hvordan electronica skal præsenteres? Skal kunstneren bare komme med sin laptop og stå foroverbøjet over den – eller skal der smides et band oven i de elektroniske spor? Ane Østergaard alias Band Ane valgte den sidste løsning og viste sin drum’n’bass-inspirerede electronica frem sammen med en bassist, en trommeslager og en soul-inspireret sangerinde. Og hun fik udnyttet en af de markante fordele ved at vælge live-modellen: Der var nemlig en fin kontakt med publikum, og det smittede at se, hvor meget hun nød at være til stede. Desværre måtte hun også trækkes med en af de klassiske ulemper ved at medbringe et band: Det hele blev vældig bastant, og især trommeslagerens indsats førte mestendels til, at Østergaards egne programmeringer blev trådt under fode. Ligeledes var der lige lovligt meget lige lovligt lækker soul-vokal, som tog fokus fra det, der virkede mest interessant, nemlig de originale elektroniske tracks, der dryppede og pludrede nedenunder. Østergaards næsten konstante melodika-spil blev – uanset dets børnetime-nostalgiske kvaliteter – lige vel ensformigt i længden. Men det er svært at være sur som anmelder, når man får serveret en lystig og naivt legende koncert, hvor hovedpersonen selv er glad og nærværende. Trumfen satte Band Ane ind knap midtvejs. Et nummer fik en brat afslutning, og bandet lod, som om laptoppen var gået ned – og da den velkendte Windows XP-melodi drønede ud gennem højtalerne, klappede publikum og smilede overbærende. Da lyden dukkede op igen, kiggede folk på hinanden – og fik tilråbet “snydt!” fra scenen, hvor bandet kastede sig ud i et nummer bygget på en opklippet version af netop Windows-melodien. Som live-show led koncerten ikke desto mindre under det tidlige spilletidspunkt; det er lidt firkantet sagt svært at lave et rave først på eftermiddagen. Men folk smilede og var glade – og så kan man bare glæde sig til den plade, der kommer til efteråret. Forhåbentlig uden alt det bastante og med lidt mere plads til de skæve, knirkende programmeringer, som det lod til, at Østergaard mestrer. (MA) Dúné, Pavilion Junior, 18.00 Onsdag var hypens hovedgade ført direkte til Pavilion Junior-scenen, hvor de purunge spradebasser fra Dúné Roskilde-debuterede med deres troværdige (eller tyvagtige, om man vil…) opdatering af alt fra 60’er-rock over letbenet synth og de så moderne postpunkede og huggende guitarriffs a la Gang Of Four. Fra start var deres optræden velorkestreret og gennemtænkt. Alt fra tøjet til det obligatoriske vandkast var gennemprøvet. Dúné har alt dét, Superheroes havde i starten af dette årtusinde, så sammenligningen er åbenlys. Men Dúné vil det anderledes og har en generelt mørkere lyd end Superheroes. Dermed har de ikke ligefrem taget den lette vej til pophimlen. Ja, faktisk virkede det, som om de har taget en stor omvej uden om dét fængende pophit, som de helt tydeligt har i sig. Og det kunne et ellers ret begejstret publikum så stå og vente på, mens de spillede, så efterskolepigerne segnede. Helt tørlagt for gode sange er Dúné dog heldigvis ikke, og det var især numrene fra deres seneste ep Go Go Robot, der løftede Mattias Kolstrups forsangersprællerier. “Robot Beat” er dansevenlig grænsende til det smittende, og især det afsluttende nummer “Go Go Valentina” rummede tilpas med afveksling og havde et bittersød tone, der efterlod et godt indtryk og ønsket om en lille smule mere af Dúné. (MT)

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.Godt på vej – og alt andet end fastgroede Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk. Yellowish Man har lidt ondt af Yellowish. På trods af to gode albums, anmelderros, opmærksomhed fra P3, vellykkede koncerter og en tidssvarende rockmusik, har skæbnen endnu ikke tildelt dem nogen afgørende folkelig opmærksomhed. Derfor må det have været et forløsende syn, der mødte det århusianske band, da det gik på Ridehusets scene, for der var nemlig mange mennesker, og det virkede ikke, som om folk var dumpet tilfældigt forbi for at se, hvad der skete – folk var kommet for at se Yellowish. Under hele koncerten hvilede der en sælsom tavshed og forventningsfuldhed blandt publikum, en spænding, en forhåbning om, at koncerten ville gå godt. Og det gjorde den på mange måder. Det lod til, at de spændte omgivelser overraskede frontfigurerne Aage Hedensted og Laura Nozsczyk en smule. I hvert fald fornemmede man en vis usikkerhed på scenen, og i første del af koncerten havde de to vokaler indimellem lidt svært ved at ramme tonerne helt rent. Det forsvandt dog, som koncerten skred frem, og til sidst trådte især Nozsczyks kirkeskønne vokal helt rent frem. Men når man har en rytmesektion som Yellowish, er det egentlig også begrænset, hvad der er at frygte, for den er ekstremt tight og velspillende. Yellowish spillede med undtagelse af det gamle barometerhit “Lisa Could Die for Elvis” udelukkende materiale fra den nye plade “So Bright”, hvilket i sig selv er forståeligt nok, men det var nu lidt ærgerligt at der ikke blev blændet op for bare et par af perlerne fra debutalbummet. Bandet beviste dog, at også de nye sange er yderst holdbare. Man fornemmer en inspiration fra Interpols storbyrytmer, og det klæder Yellowish godt. Især singlen “This Is My Direction” kom glimrende ud over scenekanten og fik det ellers så diskrete publikum til at nikke anerkendende med hovederne, mod musikken, mod det sympatiske band på scenen. (TØ) Oh No Ono Det var svært at vide, hvad man skulle forvente lørdag aften på Officerspladsen. De tre krølhårede knægte i front for Oh No Ono så ganske pudsige ud, men hvordan hulen lød så musikken? Tja, noget i retningen af bubblegum-synth-punk er nok ikke helt forkert. Foto: jint.dk Bandet gør sig i simple melodier med tekster, der ikke er mere komplicerede end højst nødvendigt, godt med 80’er-inspirerede keyboards (direkte fra Harold Faltermeyers våde drømme) og sidst, men ikke mindst: godt med punket energi og en ordentlig sjat guitar. Dertil skal man lægge forsangeren Malthe Fischer, der lyder, som om han siden barnsben har indtaget sundhedsskadelige mængder af helium. Det lyder vanvittigt – og det er det bestemt også. Men det fungerer – i høj grad endda. Kvintetten leverede faktisk varen i en sådan grad, at de på et tidspunkt blev nødt til at bede publikum om at gå tilbage, så ingen kom til skade. Som Fischer sagde, så føltes det, som om han var med i Metallica, da han skulle aflevere den besked, og at han som oftest plejede at bede publikum om det modsatte. Det var der bestemt ingen grund til, da det feststemte publikum tog imod bandet med åbne arme og festklare attituder. Det kan godt være, at der ikke er det store indhold i Oh No Onos musik, men denne aften var Oh No Ono et hæsblæsende, originalt og yderst positivt bekendtskab. (MM) I Got You on Tape Det var svært at ryge sine cigaretter i Ridehuset, for man stod tæt, og forventningerne var høje til den københavnske kvintet, som i vinter udgav en formidabel debutplade med en række befriende udanske sange. Det er altid med en smule anspændthed, man ser I Got You on Tape gå på scenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kunstnere er sensitive skabninger – og det er heller ikke svært at se, at forsanger Jacob Bellens er en af dem. Men denne lørdag eftermiddag var der ikke skyggen af destruktiv følsomhed på scenen, og Bellens var ekstremt sympatisk. Måske har bandet svagheder, men de afslørede ikke nogen af dem gennem den 40 minutter lange koncert. De spillede deres tørre, udbrændte, men også forunderligt lysende rock så godt som det kan gøres. De ørkenstøvede surfguitarer tegnede sammen med Bellens’ vokal musikkens ansigt, hvis fundament blev støbt af rytmesektionens klart definerede stil. Der var ikke skyggen af den milde grad af monotoni, der momentvis indfinder sig på debutpladen. Det her var musikalsk nærvær og talent, og det var i alle henseender genialt. Jacob Bellens og I Got You on Tape tog David Bowie og Interpol med ud i ørkenen og transformerede dem til Frihedsgudinden. Da jeg gik fra Ridehuset var det med denne uforglemmelige linje i hovedet: “I guess it’s better to be safe than sad / better not to care than going mad.” I Got You on Tape var fundamentalt rørende. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelse af: Yellowish: So Bright Oh No Ono: Now You Know Oh No Ono: Yes I Got You on Tape: s.t.