Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

[Nikolaj Rasmussen]Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. En af den slags koncerter, der ikke er til at glemme lige med det samme. (12.12.05)Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello i lørdags bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. Og medmindre at man var født uden noget, der minder om danselyst, var der ingen anden udvej end at kaste sig ud i det inferno af rytmer og balkaninspirerede melodier, som Gogol Bordello bombarderede publikum med. Og sikke et inferno! Medrivende og umuligt at stå stille til – hvilket da også var tydeligt hos publikum. Der blev danset, skreget og svedt. Bandet – der består af en traditionel rockopstilling tillagt violin, harmonika og dansepige – gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde til. Eller rettere: Hvis der var én ting, Gogol Bordello gjorde lørdag aften, var det at springe alle remmer og alt tøj. Inden koncerten havde undertegnede kort hilst på den ukrainskfødte frontmand Eugine Hütz, der virkede rolig og afslappet fortalte, at han glædede sig til forstående koncert.Denne afslappethed så man dog intet tegn på senere på aftenen, hvor han gav en kamikazelignende performance. Et af højdepunkterne var, da Hütz i det mesterlige afslutningsnummer Baro Foro hoppede op på en tromme, som publikum holdt oppe. Herefter sejlede han rundt under loftet over publikum, mens han bankede mikrofonen ned i trommen. Et anden af aftenens store plusser var den midaldrende og gråhåret russiske violinist, der utrætteligt fremdrev den ene medrivende og dansable sigøjnermelodi efter den anden. Det var ufatteligt, at bandet kunne fortsætte i et så højt tempo en hel koncert igennem. I hvert fald kunne mange blandt publikum ikke holde det til hæsblæsende energiniveau og måtte ud og trække lidt frisk luft en gang imellem. Derudover må det siges, at det var en hård omgang for ørerne; lydniveauet var enormt højt; hyletonen har ikke forladt denne anmelders ører endnu. Sammenlignet med den meget omtalte koncert på Roskilde Festival i 2003 leverede Gogol Bordello denne gang en koncert på samme høje niveau. De havde ikke lige så mange overraskende gimmicks med som på Roskilde, men denne koncert var mere intim, og Gogol Bordello passede perfekt ind i Stengade30’s rammer. Der var en formidabel og tæt kontakt mellem band og publikum, hvilket udløste en intens og hæmningsløs fest, der vil få en koncert med et lignende band som Kaizers Orchestra til at virke direkte søvndyssende. Det var med andre ord én af de koncerter, som vil brænde sig fast i hukommelsen, som en eminent oplevelse. Læs også Undertoners anmeldelser af:Gogol Bordello vs. Tamir Muskat: J.U.F.Gogol Bordello: Gypsy Punks Karakter:       Bedømmelseskriterier

Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket.Dystopisk hiphop med publikumstække Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket. Grayskul:Godt halvanden time forsinkede går JFK og Onry Ozzborn på scenen svøbt i mørke og publikums jubel. Selv om de fra begyndelsen lader deres dystre tematiske univers præge stemningen, er deres første kommentar “We live in such a beautiful world”. Måske for at fremhæve det smukke i at mødes, kunstnere og publikum, på tværs af jordkloden. Det synes da også hurtigt som et givende møde, for der går ikke mange minutter før menneskemassen råber med på “bouncy chemicals”. Grayskul virker taknemmelige for at optræde i Århus og sender snart en anmodning om at levere de sande sider af Seattle midt i ridehuset – “Can we take you to Seattle right now?” – hvorefter et magisk guitarsample stiger fra de mudrede beats. Melodiske og æteriske vers afløses snart af eksplosive heavy-riffs og aggressiv scratch, i hvad der må siges at være koncertens dybt medrivende højdepunkt. Produktionen spiller ud med sine kakofoniske og innovative egenskaber, og det er opløftende at opleve, hvordan Grayskuls sceneoptræden handler mere om at inddrage publikum i de dystopiske og postmoderne problemstillinger end om at fremhæve sin egen karakter. Koncerten bliver således en stærk præsentation af den nordvestlige amerikanske hiphops fremtid. El-P & Cage:Efter en relativt kort pause dæmpes lyset igen, denne gang for at drage opmærksomheden til aftenens hovednavne, El-P & Cage, der skal forsøge at råde bod på Cannibal Ox’ aflysning. Under et new-horizon tegnefilmstema kommer Cage alene frem på scenen og leverer en tre numre lang soloindledning. Først med amboltbeats og karikerede klaversamples og senere med et mere afdæmpet udtryk, der får publikum til at bounce mellem svajende lighterild. Netop som Cage synes at miste grebet om intensiteten, træder El Producto ind med voldsomt hurtige rim, der inden længe får publikum til at råbe Denmark og New York som respons mellem scene og gulv. Kort efter følger nummeret Deep Space 9mm fra Fantastic Damage, hvis uklare maskingevær-drills fyrer endnu mere op under stemningen, der stadig udvikler sig som stærk kontakt mellem rapperne og publikum. “If you’re with us, make some fucking noise,” råber Cage og det er klart, at aftenens mission for d’herrer er at udviske skuffelsen fra den nylige aflysning. Det lykkes da også langt hen af vejen ved hjælp af samhørigheden med sit publikum. I en improvisation sender El-P her en lille smædesang om USA og Danmarks krigsberedskab og kaster vandrette white-trash tegn til det entusiastiske publikum. Så selv om koncerten efter en god times tid slutter brat, da strømmen pludselig ryger, har man oplevet den skarpe, intelligente og alternative hiphops stormestre indløse forventningerne og gøre koncerten til andet end blot en erstatning fra pladeselskabets ledelse.

Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks.Danmark = hygge, Østrig = uhygge og udsvævende drømme Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks. SystemEfter Jesper Skaanings solokoncert under aliaset Acustic må Anders Remmer og Thomas Knak i al hast forlade deres kebabruller og gruppere sig foran deres kontrolpaneler. Foto: jint.dk De obligatoriske laptops foldes ud, og snart bliver et skønt melodikatema gennemhullet af diverse elektroniske perler. Bag de tre herrer udspiller der sig en temmelig besynderlig video på det ophængte sejl. En mand, der ved nærmere eftersyn viser sig at være Jesper Skaaning, kører rundt med en ordentlig indkøbsvogn i IKEAs lagerhaller, tydeligvis på jagt efter de rigtige møbelkomponenter. Som i musikken er der i videoen ingen klare billeder, ej heller noget klart forløb, men masser af svagt modificerede gentagelser. Der søges på de endeløse hylder efter de rigtige brune papkasser, og på samme måde gennemsøger System deres datakartoteker for at samle et lydbillede, hvor klodserne passer ind i hinanden. Melodier og effekter dukker op og forsvinder snart igen i det urolige ocean af mikrobeats. Der er stort set ingen kontakt programmørerne imellem. Hver for sig står de svajende til strømmen af skratten, klikken og klang. Selv om Anders Remmer træder tilbage for at tage et par hengivne dansetrin, er showet ikke gribende nok til at stoppe publikums småsnak. Her præsenteres problemet med anonyme laptop-koncerter. Hvornår skal publikum klappe, og hvad skal de klappe ad? De melodiøse nano-grooves forekommer sært distancerende, og heller ikke de glidende visuals kan stille noget op mod den opløsende koncentration. Synd for System, der ellers stedvis fandt spændende strukturer frem af gemmerne. PitaAt genfortælle og anmelde en laptop-koncert kan ikke gøres på samme måde som ordinære rockkoncerter. Der er stort set ingen sceneaktivitet. Musikerne står bag deres skærme dybt optaget af deres minutiøse arbejde. Foto: jint.dk Dette viser sig selvfølgelig også på publikum, der sidder småsnakkende tilbage. Det, der foregår aktivt, foregår i den usynlige computermusik i rummet og inde i hovedet. Bevidstheden smelter ind i lydene, og man må som anmelder gøre sig utilstrækkelige forsøg på at forklare musikken præcist. Disse forhold gør sig i høj grad gældende ved aftenens næste to koncerter. Den første fremført af østrigske Peter “Pita” Rehberg, der lægger ud med en serie uhyggeligt susende toner. Han får hurtigt opbygget et stærkt forfærdende lyd-design, men står selv fuldstændig uberørt af sin urovækkende støj-ambient. Han er fuldstændig fordybet i sin skærm og fortsætter uforfærdet konstruktionen af sit soniske rædselskabinet. Der er en ubeskrivelig lidelse forbundet med Pitas musik. Ved bordene sidder publikum og ser dybt bekymrede på hinanden med hænderne hævet til ørerne eller panden. Det er, som om vi udsættes for et angreb fra en anden verden. Mareridtsvæsener blæser deres sjæleskrig over os og pisker et eskalerende inferno op i salens tomme rum. Man ænser forvrængede stemmeophug og kriblende insekters kæbesmæld, og som en lysere tone stiger i horisonten, tænker jeg, hvad fanden der egentlig foregår oppe i hovedet på den tilforladeligt udseende kunstner. Lidt efter bliver jeg mere rolig og mindre påvirket. En relativ ordinær rytmik har overtaget lydbilledet, og lige så stille dør alle metalliske anstrøg, efterladende kun den lyse båndsløjfe. Pludselig viser en af arrangørerne Peter Rehberg et mobildisplay, der efter alt at dømme beder ham afslutte koncerten på grund af forsinkelsen i programmet. Da dj’en umiddelbart derefter opfylder stilheden med noget hiphop, foregår overgangen tilbage til den trygge musik alt for ureflekteret. Der er ikke tid til at dvæle ved det uhyrlige, man netop har oplevet. FenneszRehbergs landsmand og labelkollega Christian Fennesz åbner med flagrende og flakkende toner, der nok en gang gør sproget til skamme for dets talløse mangler. Et kort øjeblik frygter man endnu et østrigsk mareridt, men truslen afværges til fordel for et befordrende ridt på kosmiske plateauer. Foto: jint.dk Vi er lukket ind i Fennesz’ flimrende drømmerige, hvis lyd denne aften i Ridehuset er overraskende mere kompleks og støjende end på hans fremragende plader. Musikken forvandler sig uafbrudt og pludselig optræder et insisterende majestætisk horn, der danner rammen for en usandsynlig smuk støjæstetik. Nummeret udfolder sig som den mest ubeskrivelige skabning med magiske subtonale forandringer. Herefter hænger Christian Fennesz sin guitar om halsen og påbegynder rytmetemaet fra nummeret Endless Summer. Melodien fremføres dog langtfra med albumversionens sløve akustik, men derimod med en flydende space-echo effekt, der fylder hele salen ud med paradisiske klange. Denne seance vaskes så bort af en skærende larm for i næste nu at vende tifoldigt tilbage med tunge basbuketter og omsluttende dreamscapes. Koncerten griber efter de overjordiske tilstande. En tilbagevenden til det før-kropslige eller en frigørelse ud på krydstogter mellem stjernerne. Fennesz skifter mellem at indhylle os i disse billeder og så bringe os tilbage til støj og det skærende skingre intet. Her genopbygges vi så i varme, kogende basstrømme og en respirators bippen, før Fennesz takker af og slukker for drømmene. Læs også Undertoners anmeldelse af:System: s.t.Fennesz Sakamoto: Cendre

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Joanna Newsom, Pavilion, 13:00I sig selv er der noget iøjnefaldende over en Roskilde-koncert, hvor scenen udelukkende er befolket af en spinkel kvinde og hendes harpe. Når kvinden tilmed indleder med at stille sig ud mod scenekanten og afsynge en folkesang a capella og uden mikrofon – ja, så er det stensikkert, at der kommer til at ske noget spektakulært. Når Joanna Newsom kan slippe af sted med den slags, skyldes det hendes helt enestående stemme. Hendes oprigtigt overraskede “thank you”-kvidren mellem numrene var ret så lillepiget, men når hun først slog harpestrengene an, fik hendes lyse stemme al den dramatik og alle de krogede, men aldrig skingre nuancer, som præger hendes debutplade The Milk-Eyed Mender. Ja, med Bridges and Balloons fik hun en om muligt endnu mere perlende, gnistrende lethed over sit udtryk end på pladen. I den første håndfuld sange formåede hun på imponerende vis at få sine neofolk-sange til at klinge af noget, der er større end os. Det lød i f.eks. Sprout and the Bean (selv om det sikkert er en kliché), som om Newsom var i nær kontakt med naturen som et hele; og den dramatik, der gennemløb hendes hurtige opstigen til de allerhøjeste toner, var i virkeligheden blot en afspejling af det potentiale, som naturen omkring os indeholder. I al fald er Newsoms sange alt andet end storby-farvede, hvilket blev understreget af en (ligesom resten af koncerten) sympatisk og alt andet end strømlinet duet med ørkenhippien Devendra Banhart.Imidlertid gik koncerten lidt i tomgang derfra – bedst bevist af det omkring et kvarter lange nye nummer, som Newsom holdt premiere på til allersidst. For godt nok har Newsom en stor evne til at få snart sagt enhver komposition til at lyde inderligt indlysende, men hér blev det lige lovligt krævende at finde hoved og hale i Newsoms kringlede opbygning.(MA) Konono no. 1, Ballroom, 15.15Når man tænker på, hvor stivbenede Duran Duran lød, da de citerede Sly and The Family Stone midt i Notorious lørdag nat, burde de tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos Kinshasa-bandet Konono no. 1.Hvor 80’er-levnene var i stiveste puds og med dyre instrumenter, stillede congoleserne op i genbrugstøj og tre el-forstærkede, temmelig sikkert hjemmelavede, kalimba’er (også kaldet tommelpiano), to congas, en lilletromme, hihat, et sæt koklokker, to tamburiner og en dommerfløjte. Foto: jint.dk Men hvad de otte personer kunne få ud af det? Herre Jemini! Den centralafrikanske rumba vuggede og groovede derudaf fra første taktslag – kalimbaerne tog sig både af basgange og de oppiskende og cirklende tone-guirlander, der hos lidt bedre udrustede rumbabands klares af guitarer; dommerfløjten opildnede, når de enkle call/response-sange holdt pause; og koklokkerne smygede sig polyrytmisk rundt om det hele. Konono No. 1 spiller normalt på gaden i Kinshasa, og er der vant til at skulle kæmpe imod gadelarm, biler og sikkert også andre bands om publikums gunst. Stopper du med at spille, går dit publikum. Denne “skoling” betød, at når et nummer endte, gik der ikke mere end højst to sekunder, så rullede vi igen – og det er sådan set også det eneste kritikpunkt, der kan rejses mod Kononos optræden. Som koncert betragtet var det næsten for råt, for enkelt og ensformigt – intet spændende vokalarbejde, intet sceneshow, bare rytme, rytme, rytme. Havde koncerten løbet af stabelen fredag eller lørdag nat, havde det været perfekt – søndag eftermiddag blev det desværre for meget af det gode.(JOM) Patton/Rahzel, Odeon, lørdag 23.00 & Rahzel/DJ JS-1, Pavilion, søndag 18.00Er det ikke fantastisk, at vores verden er skruet sådan sammen, at bare du er dygtig nok til det, du laver, er der temmelig sikkert også nogen, der vil betale dig for det? Tag nu Rahzel – han er god til at lave lyde. Slet og ret. Til daglig er han medlem af The Roots, men på årets festival optrådte han to gange – med hhv. Mike Patton og DJ JS-1. Fredag nat optrådte Patton med den japanske støjmester Merzbow, og den koncert måtte jeg forlade efter 20 minutter. Det var sent, men dæleme også ekstremt!Til koncerten med Rahzel medbragte Patton det samme lydbord (der indeholdt en sampler og op til flere manipulationsmuligheder), og Rahzel medbragte sig selv og sin mikrofon. Rahzel tog naturligt nok udgangspunkt i hiphoppen, hvor Patton åbnede til andre genrer. Hele settet virkede improviseret, og det stiller selvfølgelig store krav til de udøvendes inspiration. Patton virkede en anelse uoplagt i begyndelsen, men med hjælp fra Rahzel (eller måske det talstærke og meget feststemte publikum?) kom han i gang. Koncerten løb et hav af genrer igennem – fra hiphop, over techno, reggae, rock (med citat fra Queens We Will Rock You), opera og jazz-croon. Men de bedste passager var næsten dem, hvor Rahzel ramte en basgang og et beat, der var holdbart, og Patton fandt frem til en melodisk figur (oftest i falset), han kunne brodere videre på. Hen imod slutningen tog de støjende elementer til, publikum blev sat til at sige som hunde og katte, og legesygen havde i det hele taget gode kår.Koncerten var et fint eksempel på, at publikum kan være lige så ansvarligt for en koncert som kunsterne. Ikke nok med at publikums sang og tilråb blev brugt af de to herrer på scenen – det virkede også som, at den energi publikum havde, smittede af på performerne. Søndag var Rahzel flyttet til Pavilion, og måske var rygtet om lørdagens koncert løbet, for nu var endnu flere mennesker mødt op til en regulær omgang human beatboxing. Det foregående band på Pavilion var desværre forsinket, med det resultat at Rahzel og partner kom senere i gang, og derfor nåede jeg slet ikke nåede at høre DJ JS-1 i aktion, inden jeg måtte haste til Orange Scene for at få en plads til Brian Wilson.Rahzel solo var endnu mere hiphop end sammen med Patton. Han var så pædagogisk at indvie os i beatboxingens historie med fyldige “lydklip” fra sin egen mund. Det var ganske enkelt imponerende, som han var i stand til både at køre et beat, klare en basgang og synge en evt. sang på en og samme tid. Pludselig råbte han “remix” – og så remixede han sig selv, komplet med scratch, backspin osv. Sande virtuoser er det altid en fornøjelse at opleve, men jeg blev nu lidt træt af al den ekvilibrisme for ekvilibrismens egen skyld. Begge koncerter var underholdende, men det er svært at sige, om man fik noget decideret musikalsk udbytte af d’herrers anstrengelser. Det var en glimrende opvisning i, hvad stemmen kan, og som sådan var det fornøjeligt, mens det stod på. Men, tja – det er måske også ok?(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]The Be Good Tanyas, Pavilion, 15.00Fredag eftermiddag bød på en af de få muligheder for at høre country-musik på årets festival. Den canadiske pige-trio The Be Good Tanyas spillede på den intime Pavilion-scene, og de skuffede ikke. Med en musik, der bedst kan beskrives som Neko Case med en anelse mere knald på country-brillen, skabte gruppen fra start en yderst hyggelig stemning. Ud over de tre piger samt deres guitarer og vokalharmonier bød livebesætningen også på en mand på kontrabas og en trommeslager, og sammen skabte de en yderst sprød lyd hele koncerten igennem. Musikken havde den rette blanding af smukke og sørgmodige ballader og mere up-tempo klassiske countrynumre. Mod slutningen var der endda et Neil Young-cover i form af For the Turnstiles fra On the Beach. Det blev præsenteret med oplysningen om, at alle, der lærer at spille guitar i Canada, vil spille et Neil Young-cover. I det hele taget var de tre piger i bandet meget snakkesalige, og der var en del kommunikation med publikum, hvilket altid løfter en koncert. Musikalsk var det ikke ligefrem nogen banebrydende oplevelse, men til gengæld var det en dejlig hyggelig koncert og et godt åndehul i forhold til de mere hæsblæsende oplevelser, festivalen ellers bød på. Især fordi de piger i bandet optrådte med en charmerende afslappethed, der signalerede, at de også hyggede sig ganske godt denne fredag eftermiddag.(PH) The Perceptionists, Pavilion, 19.00Til tonerne af Public Enemy fra DJ Fakts Ones pladetallerkner kom den muskuløse rapper Akrobatik og hans vævre kollega Mr. Lif på scenen for at indlede med ordene “We have come a long way to rock the house“. Og dét var så netop, hvad de gjorde med en stram, minimalistisk og frem for alt hamrende medrivende omgang hiphop. Efter en ekvilibristisk opvarmning bragede Memorial Day af sted med det relevante omkvæd/spørgsmål til George W. Bush, som man straks burde videresende til Anders Fogh: Foto: Jon Simpson “Where are the weapons of mass-destruction / We’ve been looking for months but we ain’t found nothin’ / Please mr. President tell us something / We knew from the beginning that you’re ass was bluffin’“. Og så var festen ellers ligesom i gang! De fantastisk veloplagte rappere smed et eksprestog i hovedet af os – et eksprestog, der bl.a. indeholdt rå og usminkede versioner af Let’s Move, Blo! og Career Finders.Hvor det på Orange Scene var svært at se, om Snoop Dogg fik sved på panden under sit tilbagelænede og selvsmagende show bare en time tidligere, kunne Mr. Lifs t-shirt vrides, da koncerten var overstået – komplet med tre ekstranumre, hvor The Perceptionists gik i freestyle-mode, og alle faste roller og pladser blev opgivet. (JOM) Death From Above 1979, Pavilion, 23.00Klokken 23 på den lille intime Pavilion-scene brød helvede løs med måde. Fem sekunder inden havde konferencien godt nok forberedt det næsten fyldte telt på, at der kom noget ganske anderledes, men alligevel krævede det lige lidt tilvending. Den canadiske duo Death From Above 1979 spillede nemlig deres rockmusik på helt speciel maner. Med kun bas, trommer og en energisk skrigende vokal skabte de et lydbillede, der bedst kan beskrives som et inferno i et meget lille lukket rum. De to mænd var åbenlyst tændte fra starten, og en stor del af publikum fulgte trop. Bassist Jesse Keeler væltede rundt og svingede sin bas mod alle verdenshjørner, mens trommeslager Sebastien Grainger leverede den mundtlige del af koncerten – både under og mellem numrene. De paniske skrig, der udgjorde vokalen, blev således fra tid til anden afløst af en rar stemme, som leverede lun humor. Alt fra Snoop Dogg til Devendra Banhart fik et ord med på vejen, og Grainger fik midtvejs i koncerten også brug for sine talegaver, da en bas gik i stykker, og to-tre minutter uden musik skulle udfyldes. Det var det dog trods alt musikken, der var i centrum i sommernatten, og den kaotiske, men samtidig simple punk var overordnet set en fornøjelse at overvære. Det krævede dog også en del koncentration, fordi der altså var tale om en så anderledes rockkoncert – som om et øjebliks uopmærksomhed kostede nydelsen af et helt nummer. Death From Aboves specielle tilgang til rockmusikken blev måske også for meget i længden. For selv om de bruger deres minimale instrumentering på en både original og medrivende måde, savner man en anelse mere variation til en timelang koncert. Det minus kan dog ikke ændre på, at det var en ret så enestående og hæsblæsende oplevelse.(PH) Mew, Arena, 02.00Det lader til at være lykkedes for Mew at blive verdensberømte. Men det var næppe en del af planen, at det kun skulle være i Danmark, at de nåede berømmelsens tinder.Under alle omstændigheder har Hellerup-drengene opbygget et hengivent publikum, som er taknemmelige for det, de får. Og taknemmeligheden blev ikke mindre af, at bandet efter en voldsomt metallisk indledning, hvor Jonas Bjerres vokal druknede i en syndflod af bas, leverede tre hits fra Frengers lige i streg: Den brusende fremdrift i starten af Am I Wry? No evnede stadig at give gåsehud, men nummeret afslørede ligesom 156, hvor afgørende det er for Mew, at Jonas Bjerres stemme er helt på toppen.De to numre manglede det touch, der gør Mew til noget særligt, mens Snowbrigade fik en perfekt vokal og dermed langt større effekt. Men Bjerres vokal var sandt at sige særdeles svingende natten til lørdag, og i et af de nye numre ramte han nærmest en hel håndfuld toner ved siden af, hvilket førte til, at han opgav at forsøge, da samme passage kom igen lidt senere. Nummeret viste ellers, at Mew med fordel kunne skrue lidt ned for det umådeholdent hæsblæsende udtryk, for bandet skriver stadig nogle fine melodier, som fortjener en lidt mindre buldrende indpakning.Dette blev bekræftet af den ligeledes nye og lovende Zookeeper, der med fængende falsetomkvæd og perlende korflader havde en herlig lethed. Hen mod slutningen viste Eight Flew Over, One Was Destroyed sig at rumme en ulmende farlighed, og det lykkedes til dels at føre denne kant med over i den afsluttende Comforting Sounds, der ellers er begyndt at lyde som lidt af en rutinesag.(MA) Læs også Undertoners anmeldelse af:Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]13 & God, Pavilion, 16:30 (+ et kvarter)Det startede umådeligt dårligt for den tysk-amerikanske sekstet. Lydmændene blev ved med at rode med de betragtelige mængder elektronisk udstyr, bandet havde slæbt med på scenen. Men end ikke et kvarters forsinkelse var nok til at få alt til fungere. Det resulterede i en totalt kikset udgave af Men of Station, førstesinglen fra indietronica-hiphop-konstellationen, der består af The Notwist og Anticon-hiphopperne (m.m.) Themselves.Først virkede Markus Achers mikrofon slet ikke, og selv om han senere halvt med ryggen til publikum sang videre i keyboardspillerens mikrofon, faldt nummeret helt til jorden på grund af bandets usikkerhed. Så skete der imidlertid noget. Efter en lavmælt hilsen til bandets oprindelige keyboard-mand Dax Pierson, der er blevet lam efter et trafikuheld, tog rapperen Doseone nemlig ordet og scenen i sin magt. Iført én englevinge og punkfrisure var den ultra-nasale ordekvilibrist hér, dér og alle vegne, mens han bakkede sine stream-of-consciousness-tekster op med alskens rekvisitter som skæbnens terninger og en oppustelig globus.Hans hvileløse vokaludladninger havde så ekstremt et energiniveau, at de mest Notwist-agtige passager med deres blåtonede klaverklange slet, slet ikke kunne matche ham. De stunder var der heldigvis længere og længere imellem, efterhånden som bandet spillede sig op – ikke mindst ansporet af Themselves-produceren Jel, der byggede sine bragende beats med hænderne via et drumpad. Intet var forberedt hjemmefra: Alt, selv komplicerede synkoperede rytmer, blev skabt for øjnene og ørerne af publikum.Og når Jels beats tæskede derudaf, var Notwist-kumpanerne med tung bas og insisterende guitar aldeles glimrende til at give musikken netop den tyngde, der kunne give Doseone modspil.Men selv om bandet fik gulvbrædderne til at ryste under koncertens sidste klimaks, var det nu den lille, hyperkarismatiske Doseone, der bjæffede sig ind forrest i hukommelsen. Må den mand komme tilbage til landet snarest muligt.(MA) Brian Wilson, Orange Scene, 19.30Man har før set verdensstjerner virke lidt ligeglade med at spille for mange tusinde hengivne mennesker, så det er en del af gamet. Men decideret underlig opførsel er en sjældenhed.Under søndagens koncert sad Brian Wilson alligevel af og til og kiggede mere intenst på lamperne, der hang omkring ham, end på os; pludselig hostede han for fuld kraft ind i mikrofonen; så kiggede han på sit ur, måske for at tjekke hvor lang tid der var tilbage.Da bandet spillede sidste ekstranummer, havde han umanerlig travlt med at få et par hjælpere til at tage sin bas og tage sine musikere i hånden og stille op på række til det sidste buk, allerede inden musikken var færdigspillet. Undervejs sad han bænket bag et stort klaver, som han aldrig spillede på, med to skærme på hvert hjørne, som det så ud, som om han sad og læste op fra under sine sange og præsentationer. Tilmed var hans leadsang lidenskabsløs, og hans indsatser ofte usikre, og lige så ofte hang han gevaldigt i intonationen. Bizart blev det, da han uden skyggen af engagement for femte gang råbte “How loud can you yell?“, som om nogen havde fortalt ham, at det til moderne koncerter er godt at få publikum til at skrige.At have en julesang på repertoiret på en sommerturné (Merry Christmas Evening), er vel også en anelse bizart, men kan måske forklares med, at solen altid skinner i Californien. Men altså, Sloop John B. blev præsenteret som hans favoritnummer fra Pet Sounds?! Det har man svært ved at tro på, når det nu er en jamaicansk sang fra 20’erne, og når Pet Sounds indeholder flere geniale Wilson-kompositioner. Men som Miles Davis sagde: “The music sounds better, when you know who’s playing“. Og derfor var det alligevel en stor oplevelse at høre de fantastiske sange fra mandens egen mund. Vi var igennem alle de up-tempo numre, man næsten kunne ønske sig: Vi kyssede stjernerne med California Girls, der blev efterfulgt af Heroes and Villains, Good Vibrations og som ekstra numre: Get Around, Help Me, Rhonda, Barbra Ann, Surfin’ USA og endelig Fun, Fun, Fun. De otte numre tog 30 minutter, og det er til at blive ør i hovedet af at tænke på, at bare ét af dem havde været nok til at sikre Wilson udødelighed. Bandet var for mig at se stort set identisk med det band, han præsenterede Smile sammen med og var selvfølgelig superkompetent og tight – og ja, jeg fik næsten den sarkastiske tanke, at vi stod og hørte på Byens Bedste Beach Boys Jam Band feat. Daniel Johnston, nå nej, Brian Wilson…(JOM) Interpol, Arena, 20.45Teltet var ikke nær fyldt på Arena-scenen, da Interpol, som altid klædt i jakkesæt, gik på. Almindelig søndagstræthed plus det faktum at Brian Wilson var ved at runde af på Orange Scene, gjorde, at der var god relativ god plads. Det påvirkede dog ikke det cool newyorker-band, der spillede deres bedste koncert på dansk grund. Det startede ellers meget normalt. Hvilket stadig vil sige godt, men måske også en anelse rutine-præget. Numre som Slow Hands og Narc fra sidste års Antics blev leveret yderst tight og velspillet, men også på en temmelig velkendt måde. Foto: jint.dk Da forsanger Paul Banks (eller andre i bandet for den sags skyld) ikke ligefrem er noget sludrechatol, var man i starten vidne til en yderst vellydende, men knap så underholdende koncert. Da koncertens sjette nummer, Not Even Jail, bragede i gang, fik det hele et nøk op – fra glimrende til fremragende og tæt på fantastisk. Pludselig gav Interpol alle deres numre en tand mere, end de plejer. Hvad enten det var de hårdtpumpende trommer i føromtalte Not Even Jail, eller små guitarfigurer her og der, var resultatet til tider magisk.Og når de så oven i købet spillede den fremragende Take You on a Cruise, som uforståeligt blev forbigået ved koncerten i Vega – ja, så gik det meste op i en højere enhed.Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Interpol havde en god aften, behøvede man bare at lytte til slutningen af PDA, der for en gangs skyld bød på ren livevokal fra guitarist Daniel Kessler. Ekstra-numrene Obstacle 1 og Roland rykkede som aldrig før, og det eneste, der lagde en lille dæmper på en ellers stor, stor begejstring blandt publikum, var vel, at Stella… fra Turn On the Bright Lights ikke havde fået plads på setlisten. Interpol leverede kort sagt et fornemt punktum for den rockende del af Roskilde Festival 2005.(PH) Læs også Undertoners anmeldelser af:Brian Wilson: SmileInterpol: Antics

Toumani Diabeté, Ballroom, 12.30 Den ydmyge og imødekommende koraspiller Toumani Diabeté gik alene på scenen på Ballroom og fik en stormende modtagelse af et forventningsfuldt publikum. Ikke desto mindre indledte han sin koncert, som om vi ikke anede, hvem han er. Han fortalte om sin slægt (hvor der er rigtig mange koraspillere, Diabeté er således 21. generation!), om koraens opbygning med en kalabash som resonansrum, en hals og strengene, der spilles med tommel og pegefinger på hver hånd, om dens tre oktaver m.m. Med et smil på læben afsluttede han den pædagogiske intro med et »yes, it’s a crazy job« og demonstrerede derefter koraens mulighed for på én gang at spille både baslinje, akkompagnement og improviseret melodilinje. Koncerten rummede alt – fra det meditative og tænksomme, over det blidt vuggende til det vildt rykkende. Stille sad virtuosen med lukkede øjne, som i sin egen verden, og forførte os – upåvirket af publikums jubel over tekniske finesser – med smukke melodier, opfindsomme bas-ostinater og medrivende improvisationer. At musikkens verden er kosmopolitisk, var denne koncert et klokkeklart eksempel på. Først benyttede Diabeté en basgang som taget ud af en gammel Robert Johnson-sang, dernæst satte han publikum i gang med at klappe en rytme, som hov! – var i 5/4! Så godt som al afrikansk musik er 4/4, så hvad var nu det? Det var såmænd en fortolkning af Paul Desmonds gamle jazzklassiker “Take Five”. Fusionen af Vesten og Afrika blev fuldbyrdet, da Diabeté efter ca. en time inviterede et par familiemedlemmer og en dansk guitarist, hvis navn jeg ikke fangede, på scenen. Den rytmiske appel steg betragteligt, og folk, der ellers havde ligget ned og nydt musikken, kom på benene og lod sig rive med. Denne koncert gik på jublende vis op i den berømte højere enhed, men faktisk blev det hele skudt i gang af Diabetés umiddelbare glæde over musikken og mødet med publikum – en så ligefrem glæde og ærlighed, at mange kunstneriske wannabes på denne festival sagtens kunne lære noget. (JOM) Devendra Banhart, Pavilion, 16.00 Devendra Banhart er en hippie på godt og ondt. I bar overkrop og med langt hår og skæg spillede, sang, dansede og fjollede han sig igennem en overraskende rocket koncert, der var skiftevis medrivende og halvkedelig. Devendra Banhart er et interessant navn på den internationale musikscene og derfor også på Roskilde Festival, men den helt mindeværdige musik var han ikke i stand til at fremføre. Underholdningsværdien var dog god. Teltet omkring den lille Pavilion-scene var lørdag eftermiddag mere end fyldt med hovedsagelig to slags festival-gæster: Små indie-piger med et forelsket blik i øjnene og lidt større indiedrenge med skæg og flannelsskjorter. Alle som én var de begejstrede for Banharts veloplagte og næsten overgearede optræden, men de var måske også en anelse overraskede over musikken. Devendra og hans backingband med medlemmer fra folk-gruppen Vetiver havde nemlig valgt at nedtone mange af de stille numre fra den populære Rejoicing in the Hands og spillede i stedet en hel del rhythm blues-agtig rock. Det fungerede udmærket, men meget af det nye sangmateriale var ikke helt så stærkt, som man kunne ønske sig, og det holdt derfor ikke hele vejen. Det største øjeblik var vel også, da der blev fremført en forrygende udgave af Lauren Hills “That Thing”, samt måske da en ellevild Devendra Banhart forsøgte at kravle ind over hegnet for at give et ekstra ekstranummer, selv om konferencieren havde sagt, at det var slut. Det lykkedes ikke, men publikum elskede ham for det, og det var vist også det vigtigste den eftermiddag. (PH) Mikael Simpson & Sølvstorm, Odeon, 21.00 Det var overvældende for Mikael Simpson at spille på Odeon lørdag aften. Man kunne tydeligt se det på ham, og han sagde også flere gange, at koncerten var noget særligt. Men nervøsitet var der ellers ikke spor af – han virkede oprigtigt glad for at være sammen med os andre, og som koncerten skred frem blev det også en overvældende oplevelse for os andre. Det kan godt være, at Simpson ikke laver de store forkromede melodiske mesterværker (det forhindrer os nu ikke i at synge med alligevel…), men til gengæld skaber han en særdeles stemningsfuld musik, der flere gange i løbet af en koncert, kan få de små nakkehår til at rejse sig. Allerede fra koncertens begyndelse, hvor Simpson alene med synth’ens sav-lignende lyd ved sin side konstaterede, at han ikke har spor at sige, og »det siger jeg så, så højt det nu kan bli’e«, var vi på sporet af noget stort. Han sang fantastisk; lyden var for at sige det mildt pissegod; og publikum var lydhøre. Da bandet satte fut under det kölnertechno-inspirerede beat og dissede Pia Kjærsgaard, var der ingen vej tilbage: Festen var i gang. En fest der på trods af al sin rytmiske hoppeappel, alligevel rummede de smukkeste, følsomme passager. De store øjeblikke var utallige – den langsomme og rugende opbygning af “Set det ske”, da resten af bandet efter den inderlige indledning faldt ind med fremragende leadguitar; den smukke afslutning på linjen om at »Christiana det husker, Christiansborg glemmer«, der blev lavet om til noget i retning af »M siger tak, fordi I kom« – og ikke mindst ekstranummeret “Det sommer” med Simpson alene sammen med kölnerbeatet, sin mundharmonika og løsslupne selvlærte dansetrin! En stor aften sammen med et stort talent. (JOM) The Raveonettes, Arena, 23.30 Der er ingen tvivl om, at Raveonettes efterhånden er blevet et stort band. Måske endda for stort til Danmark. Lørdag aften gav Sune Wagner og Sharin Foo i hvert fald en yderst professionel og velspillet koncert, men de valgte samtidig at snakke engelsk mellem numrene. Now what’s up with that shit? Fra første færd var det tydeligt, at Raveonettes er blevet et bedre band, også i live-situationerne, siden de sidst besøgte Roskilde-festivalen i 2003. En mur af vellydende støj rejste sig fra starten af koncerten og lagde sig først igen, da publikum forlod teltet. Det pyntede i den grad på musikken, og man må imponeres over den dygtighed, bandet efterhånden fyrer deres sange af med. En endnu større forskel fra den sidste koncert var dog, at Raveonettes nu har tre plader bag sig og kan byde på langt større variation. Numrene fra de tre plader blev også blandet fint sammen og supplerede hinanden glimrende. Alligevel følte bandet måske, at de lige skulle gøre noget ekstra, og det skete så, meget passende, i ekstranumrene. Steen Jørgensen fra Sort Sol kom på scenen sammen med bandet og sang to numre, hvoraf det sidste var en forrygende version af Velvet Underground-klassikeren “Waiting for My Man”. En god afslutning på en ret så glimrende koncert. Eller, musikken var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Til gengæld må den næste opgave for duoen være at blive noget bedre til at interagere med publikum. Lørdag aften var der nemlig ikke den store kontakt mellem folkene på scenen og dem foran den. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have løftet koncerten fra glimrende til fremragende. Måske om to år. (PH) Four Tet, Pavilion, 00.00 Har man opholdt sig bare lidt på festivalens scene for elektronisk musik, Metropol, kender man sikkert opskriften: Hvis en musiker kommer ind på scenen med to laptops og en sampler, står han roligt foroverbøjet gennem hele koncerten, mens han en gang imellem klikker lidt med musen. Ved midnatstide havde engelske Four Tet (alias Kieran Hebden) fået lov at entre naboscenen Pavilion, der er helt anderledes intim end den store Metropol-scene. Men det var næppe scenevalget, som gjorde, at Hebden leverede et show, der brød med alle laptop-konventioner. Nok stod han foroverbøjet, men han var i konstant bevægelse – hvordan skulle han også kunne andet med den musik, han tryllede frem? Oven på bølgende basgange og fængende, funky guitar-rundgange konstruerede Hebden bækkensmældende beats med hiphop-inspirationer (ikke ulig dele af Caribous The Milk of Human Kindness-plade), og de var så intenst groovy, at der var dømt fest fra første øjeblik. Det hjalp bestemt på feststemningen, at Hebden ikke var karrig med de tre højdepunkter “Spirit Fingers”, “She Moves She” og “As Serious as Your Life” fra 2003-albummet Rounds. Det fantastiske ved Hebdens show var, at disse kendinge kortvarigt blev afviklet i de kendte udgaver, hvorefter den smilende englænder improviserede sig ud af et væld af afveje lige fra krautrock-passager med bumlende trommer til minimalistisk fusionsjazz. Hebden balancerede på imponerende vis sit show: De folk, der kom for at høre kendte numre, fik lov at smage genkendelsens sødme, når Hebden vendte tilbage til udgangspunktet efter endnu en kantet improvisation – og samtidig fik de opdagelystne deres behov mere end almindeligt godt dækket. Ja, selv støj-fans fik deres portion, da “As Serious as Your Life” endte i fræsende 8-bit-anarki a la DAT Politics. Og så måtte han pludselig hive stikket ud – ellers havde han (og vi) nok stået der endnu. (MA)

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Opto, Metropol, 14.00Et kort øjeblik lød det, som om at det var fuglepippen, der indledte Carsten Nicolai og Thomas Knaks debutoptræden som liveduo. Men snart svirrede metalliske klange fra side til side, og alt, der var tilbage af fuglene, var fornemmelsen af at traske rundt i en skov i forårsfarver. Foto: jint.dk Knaks afmålte melodier har ved mødet med Nicolais ellers knivskarpt kliniske lydunivers fået en varmere og mere følsom klang, og det var en fornøjelse, når de tittede ind mellem træerne. Vandreturen var både nemmest og mest givende, når de dansk-tyske beats var mest håndgribelige og pågående. Så nikkede publikums nakker på Metropols gulv, og de bølgende lydlandskaber fik lov at vugge tilhørerne.Nicolai og Knak leverede sine steder lige lovligt album-loyale versioner af gamle numre, men omvendt formåede de to at strække flere af numrene fra sidste års 2nd ud i mere svævende egne – samtidig med at de omtrent hiphop-synkoperede beats holdt det hele på plads.Og afslutningsvis blev skoven næsten helt farlig, da ondt brummende bastoner sendte mørke skyer ind over trætoppene. Så ilde stod det nu langtfra til med Opto, der snarere er et glimrende eksempel på en duo, der er andet og mere end summen af de to deltageres evner.(MA) Sunn O))), Odeon, 16.15En dyb, dyb summen gik direkte i brystet på én, da koncerten med det internationale drone-metal-navn Sunn O))) gik på scenen fredag eftermiddag. Aldrig har jeg hørt så voldsom og larmende musik udvikle sig så langsomt – det var, som hvis en stor tung granitsten langsomt begyndte at rulle direkte ned i helvede. Foto: jint.dk Efter fem minutter skreg ørerne på ørepropper, og da bandet efter den lange opbygning af lag på lag af rumlerier var samlet, rystede benene under mig.Det var ikke, fordi jeg var træt, men fordi musikkens vibrationer var så stærke, at de på en god dag må kunne sende jorden ud af sin bane. Koncerten kan bedst beskrives med den slidte metal-kliche, at vi var samlet til en sort, rituel messe af gotisk tilsnit. Musikerne, indhyllet i munkekutter, bevægede sig i slowmotion og udviklede langsomt den dundrende musik med flere og flere overtoner og dybere og dybere bas. En vokalist kom på scenen og growlede uforståelige lyde til sin menighed, og hele koncerten endte i det længste og mest hjerteskærende skrig – fra både guitarer og vokal – jeg har hørt. Sunn O))) er en form for dødsmetalambient, som næsten bedst opleves liggende med lukkede øjne. I hvert fald stilles der store krav til lytteren – krav, som kun de færreste havde lyst til at honorere, idet teltet kun havde en tredjedel af de oprindelige tilskuere tilbage, da koncerten sluttede. En slutning, der var det eneste bratte ved showet: I ét og samme sekund blev der slukket for samtlige 11 forstærkere (flere end selv Sonic Youth!).Sunn O))) deler vandene. Enten er de geniale, eller også er de til grin. Jeg var i humør til bandet og fik en oplevelse.(JOM) Autechre, Metropol, 00.30Det er vel 10 år siden (i hvert fald), at Autechre lavede decideret dansemusik, men ikke desto mindre spillede de et forholdsvis dansabelt set lørdag nat. Forholdsvis, for Autechre ville ikke være Autechre uden de konstante skift i rytme og lyd – men faktisk tabte Sean Booth og Rob Brown aldrig, bortset fra en kort overgang to tredjedele inde i koncerten, pulsen af syne.Det er imponerende, som Autechre er i stand til at variere deres numre fra indspilning til live – i stedet for regulære numre dukkede af og til rytmiske mønstre og melodistumper fra deres seneste cd op. Både LCC og Pro Radii blev smidt ind i det komplekse univers, som bar endnu to typiske Autechre-kendetegn: Den sound, Booth & Brown henter frem fra computernes gemmer, er bare så delikat – den står nærmest mejslet ud i luften, så det er muligt at røre ved den. Og denne håndgribelighed går igen i det næsten tre-dimensionelle lydbillede, som de delikate lyde bliver sat ind i.På trods af alle deres avantgardistiske tiltag demonstrerede Autechre, at de ikke har glemt, hvad 90% af al musik i bund og grund bygger på, nemlig det simple at bygge en spænding op og forløse den igen. Fremragende.(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Autechre: Untilted

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam.Stjernestunder med internationalt potentiale Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam. EfterklangDer var rigtig mange folk i Musikhusets Store Sal lørdag eftermiddag, og det lod til at overraske Efterklang at se så mange mennesker. Den smilende guitarist Rasmus Stolberg snublede i hvert fald lidt rundt i ordene, da han ville sige, at bandet håbede at kunne give alle de mange tilskuere en god oplevelse ved at leve op til deres bedste. Foto: Emil Eskesen Dét lykkedes til fulde for Efterklang, der i overvejende grad spillede nye numre. Og ih, hvor de lovede godt for fremtiden. Det lader nemlig til, at gruppen i stadig mindre grad forlader sig på hektiske, Oval-inspirerede glitch-programmeringer for i stedet at turde at kaste sig ud på dybere vand – eller rettere ud i den kolde, tynde luft – for at gå på jagt efter den rene skønhed. De nye kompositioner lød til at strække sig endnu længere ud end numrene på Tripper – måske afledt af, at de elektroniske programmeringer ikke længere skaber uro ved at hundse med resten af lydbilledet. Nu var beatet bare ét blandt mange virkemidler og gnistrede og glimtede mellem søgende strygermelodier og melankolsk trombonespil. Samtidig krydrede bandet numrene fra Tripper med ekstra klaverdryp, der reddede Monopolist ud af det Under Byen-inficerede rytmehelvede, som nummeret tidligere har udviklet sig til i live-versioner.Det var også en fornøjelse at høre Efterklang forsøge sig med tre korvokaler på én gang. Endnu mere overraskende var det, at forsanger Casper Clausen pludselig sang fuldt igennem midt i en tung, nærmest postrock-agtig passage, og denne kraft varslede godt for mulighederne for, at Efterklang kan afsøge større, mere varierede musikalske områder i stedet for at stirre sig sneblinde på alle de mange muligheder inde i en Macintosh.Allerede i afslutningsnummeret var der antydninger af noget nyt og stort: Decideret hvid støj flød ud af guitaren og viste, at skønhed ikke behøver at være pussenusset. Og tak for det.(MA) MewSom Spots hovednavn ankom Mew naturligvis fashionably late, og der var ikke engang plads i det pakkede Ridehus til alle de folk, der ville se dem, men dette afholdt bestemt ikke Mew fra at sætte krav til publikum. Måske har ingen fortalt Mew, at en festival ikke nødvendigvis er stedet, hvor man tager chancer, eller også er Mew bare fuldstændig ligeglade (det er nok det sidste), men ikke desto mindre spillede Mew hele seks nye numre foran et publikum, der nok mest af alt bare ville have nogle hits, før de fortsatte festen. Hits var der da også et par stykker af: Am I Wry? No, 156, Snowbrigade, She Came Home for Christmas og Comforting Sounds blev alle leveret så medrivende og smukt, som man kunne forvente, men det virkelig interessante ved koncerten var de nye sange. Og generelt kan det siges, at det søde, lille popband Mew er dødt. Mew har tilsyneladende fået hår på brystet, og det er en tungere og mere kontant tone, der præger de nye sange. Guitarerne rusker hårdere, især i det dystre nummer, der åbnede koncerten. Men der er stadig plads til det afdæmpede og smukke, eksemplificeret i koncertens næstsidste nummer, en smuk pianoballade, der fortsatte i det uendelige, og det måtte den egentlig gerne, så smuk som den var. De smukke stemninger blev imponerende flot understøttet af de animationer, der kørte bag bandet. Skiftevis sanseløst smukt eller dybt foruroligende bidrog disse til, at koncerten blev noget af en helhedsoplevelse. Lad det dog være sagt med det samme: Det skulle være yderst tvivlsomt, hvis dette album giver Mew et internationalt gennembrud, for der var ikke umiddelbart her-og-nu-hitpotentiale at spore i de nye sange, der blev luftet natten til søndag, og medmindre bandet af en eller anden grund gemte et par potentielle monster-hits i baghånden, kunne man godt forestille sig, at bandets internationale eventyr ryger sig en tur.Det skal dog ikke forplumre det faktum, at bandet gav en smuk og medrivende koncert, der lover godt for både Roskilde-showet og deres turné i oktober.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperMew, 01.07.05, Roskilde Festival

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt.Krukker og showmænd De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt. Mikael Simpson & SølvstormMikael Simpson var overraskende charmerende over for det talstærke publikum i Ridehuset, og der var heldigvis langt til den usympatiske og små-arrogante attitude, der til tider kendetegner sangeren. Publikum blev bl.a. spurgt, om de stadig holdt med AGF, hvorefter Brian Steen Nielsen blev inviteret op på scenen (han var desværre ikke til stede – det kunne have været interessant), før Simpson dedikerede 10 minutter til holdets Leon Andreasen. Mærkeligt nok var det de sange, der fungerede dårligst i studieversionerne, der fungerede bedst live, mens de sange, der fungerede bedst på Simpsons plader, ikke klarede sig helt så godt. 10 minutter, Er du kommet for at få noget? og Det sommer nu fik dybe housegrooves, der klædte dem meget mere end den noget tynde dub, der karakteriserede studieversionerne. Det lige meget og Narkokys overraskede også i mere konkrete og ligefremme versioner, der var klart stærkere end originalversionerne.Til gengæld lykkedes det ikke Simpson og co. at give de fremragende Put Mig og Knæk den samme overjordiske skønhed, der præger studieversionerne, men det piller dog ikke ved det faktum, at det var meget rørende, når Simpson ændrede teksten i sidstnævnte til: “Er I okay indeni?“, hvilket udgjorde en smuk udgangsreplik til en glimrende koncert.(MM) FigurinesDer var ikke gået mere end halvanden måned, siden Figurines sidst tog Århus med storm, men det tog hverken band eller publikum sig af. Foto: Miriam Dalsgaard Så endnu en gang demonstrerede eks-vendelboerne, at de har undergået noget af en udvikling siden debutpladen Shake a Mountain. I koncertsituationen er det tydeligste tegn, at forsanger Christian Hjelm virker meget mere tændt og opsat på at levere varen hele vejen igennem. Og denne lørdag aften i Ridehuset var ingen undtagelse: Han var konstant fokuseret på publikum, og trods en vis (nattelivs-?)hæshed i det høje register holdt han smukt sammen på sangene. Det fungerede glimrende, at Figurines – måske på grund af den begrænsede spilletid – koncentrerede sig om de hurtigste og mest energiske numre. Nok en gang sprang den elastisk smældende Bright samt den målrettede Ambush i ørerne. Sammen viste de to numre – ja, i og for sig hele koncerten – at Figurines er blevet langt bedre musikere siden debutskiven. Nok befinder deres rødder sig stadig i omegnen af Built to Spill og Modest Mouse (og nu også folk som Neil Young og Springsteen), men der er ikke meget lofi-skramlen tilbage.Ja, faktisk var prikken over i’et denne aften, at kvartetten sluttede deres set af med en veloplagt, indfølt udgave af Rivalry, som var et eksempel på, at d’herrer også er begyndt at lave nogle fremragende vokalharmonier. Dem fulgte Christian Hjelm til dørs med en kæk omgang can-can og cementerede sin nye status som showmand.(MA) moi CapriceDet startede så godt, men endte så skidt for moi Caprice. Kvintetten lagde klogelig ud med et par af de popsange, de mestrer som få, især den absolut uimodståelige Artboy Meets Artgirl, der ganske simpelt var fremragende. Her fungerer Michael Møllers ikke specielt store, men spinkle røst og lettere krukkede sceneoptræden godt. Det gør den desværre ikke altid. Især ikke når bandet vælger at koncentrere sig lidt for meget om deres ikke specielt velfungerende ballader. Møllers begrænsede stemmepragt udstilles her alt for tydeligt, og når bandet ikke er i stand til at afslutte de episke, alt for langstrakte ballader ordentligt, ender det i gigantiske antiklimaks, som ingen kan være tilfredse med.moi Caprice valgte heldigvis mod slutningen af koncerten at vende tilbage til popsangene som den fine To the Lighthouse. Det hjalp lidt, men retter ikke op på, at balladerne virkelig ikke er deres territorium, og til en koncert ved en festival er det nok klogest at satse på mere umiddelbart iørefaldende materiale.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Mikael Simpson: De ti skudMikael Simpson & Sølvstorm, 02.07.05, Roskilde FestivalFigurines: Skeletonmoi Caprice: You Can’t Say No Forever

Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder.Rød-hvid støj med svingende kvalitet Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder. LackDer var ganske tyndt besat på Voxhall, og det virker ganske logisk. Foto: Thomas Grønkjær Lack gav godt nok smæk for skillingen med en vanvittigt energisk sceneoptræden, der bestemt var beundringsværdig, men den blev med tiden nærmest ufrivilligt komisk – især hos bandets rytmeguitarist, hvis nærmest epileptiske kampe med sin guitar til tider virkede livstruende. Bandets sange var alle domineret af en evindelig post-hardcore guitarmur, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne mellem de enkelte sange, der alle som én foregik i samme høje tempo, mens bandets sanger Thomas Burø skreg skingert ovenpå. Bandets efter sigende gode politiske tekster hørte man ikke meget til, da det var så godt som umuligt at høre, hvad der blev skreget. At bandet er venstreorienteret, blev dog klart for alle i løbet af de to gange, de henvendte sig til publikum. Den ene gang for at fortælle, hvor tilfredse de var med Frankrigs nej til EU, og hvor meget de håbede, at Danmark fulgte samme rute. Senere spurgte de, om der var nogen bøsser til stede. Publikum forholdt sig overvejende tavst, men den efterfølgende sang blev dedikeret til dem, fordi: “Vi kan godt lide bøsser … og lesbiske”.En ensformig, og på trods af det høje energiniveau, noget kedelig oplevelse. Marvins RevoltKøbenhavnske Marvins Revolt spiller støjende, alternative rocksange. Det er de bare ikke specielt gode til.Deres sangskrivning lader en hel del tilbage at ønske: måske nogle melodier, måske nogle medrivende stemninger. Det er dog ikke den rene jammerdal. Bandet er faktisk ganske interessante, når de lader sangene udvikle sig til komplekse instrumentale crescendoer, hvilket de til tider gjorde. Her har bandet faktisk fat i noget, der kan bruges. Man aner en vis Sonic Youth-indflydelse, men det bliver gjort noget mere originalt, end det kunne forventes. Man kan kun håbe, at bandet dropper alle forhåbninger om at lyde som Pixies, Dinosaur Jr., eller hvem deres forbilleder nu er, og i stedet indser, at de har talent for at lade simple sange udvikle sig til noget meget større – og så koncentrerer sig om det. Gør de det, er det ikke til at forudsige, hvor gode de kan blive, og det er da noget mere interessant end at forblive et kedeligt støjrockband, der ikke rigtig rykker. The Bleeder GroupDen gamle punker Peter Peters nye projekt er omtrent så langt fra punk, som man overhovedet kan komme. Støj er der nok af, men tempoet er bestemt ikke højt, og musikken er alt andet end ligetil. På den anden side er der noget umiskendeligt punket over måden, hvorpå Peter Peter med dette projekt fuldstændig perverterer folks forventninger til ham. Det er beundringsværdigt, at Peter Peter tør tage chancer, men beundringen blegner en hel del, når det er så elendigt udført, som det er tilfældet her. Bandet talte alt i alt 11 mennesker, og alligevel var den lyd, der blev frembragt uhyggeligt ordinær på trods af fire guitarister og tre vokalister. Fjerner man de ydre lag, har Peter Peter bare skrevet nogle umådeligt ordinære og banale rocksange for derefter at pakke dem ind i nogle uhyggeligt prætentiøse og langstrakte kompositioner, der aldrig kom ud af stedet. Mange af de ekstra effekter virkede også fuldstændigt ligegyldige. Hvad pointen var med den samplede fluesummen og fuglefløjt var der vist ingen, der rigtig forstod. Forsøget på at gøre koncerten til en større oplevelse ved hjælp af animationer faldt ligeledes til jorden med et brag – især sammenlignet med hvad Mew præsterede nogle timer senere samme sted.Der var intet at komme efter hos The Bleeder Group, og det var måske Peter Peters pointe. Måske er The Bleeder Group bare et eksperiment, der skal undersøge, om folk er villige til at rose hvad som helst, bare det er uforståeligt og uigennemtrængeligt nok.Det er nok desværre ikke tilfældet. Barra HeadPå trods af at Barra Head kun er en trio, frembragte de lørdag aften et imponerende højt støjniveau. Lydniveauet var ikke det eneste imponerende ved bandet, der nærmest smed om sig med medrivende riffs og tonstunge grooves, hvilket bestemt faldt i publikums smag. Der dannede sig til tider ligefrem en mindre moshpit foran scenen. Barra Head kunne dog andet end at spille medrivende og enormt tight. Ikke ulig “¦Trail of Dead (men ikke helt så avancerede) formåede Barra Head med held at kombinere det støjende med det afdæmpede i erkendelse af, at støj nu en gang virker bedre, når den kontrasteres af momenter af stilhed. Barra Head bør også sammenlignes med den musikalske side af hedengangne Rage Against the Machine. Ikke fordi Barra Head på nogen måde spiller rapmetal, men fordi der var noget Tom Morello’sk over de ufatteligt medrivende riffs, bandets guitarist formåede at fyre af, og fordi rytmesektionen var mindst lige så knivskarp som hos RATM.Barra Head var ikke vanvittigt originale, men tilpas medrivende og energiske til at man forlod koncerten med en tilfreds mine. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lack: Be There PulseMarvins Revolt: s.t.Barra Head: We Are Your Numbers

Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste.Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste. Camilla Munck/Moogie JohnsonIngen bør være i tvivl om, at Camilla Munck er i besiddelse af en ufatteligt smuk stemme, der i de rette omgivelser kan få nakkehårene til at rejse sig. Det skete dog ikke specielt tit under en koncert, der nok var smuk og atmosfærisk, men også forfærdeligt ensformig.Med en blanding af sange fra debuten Unlike You og et kommende, unavngivet album indtog duoen scenen på Aros fredag aften. Deres nedbarberede nordicana består kun af ballader, og derfor foregik hele koncerten i samme, slæbende tempo med Moogie Johnsons spartanske guitarspil som eneste underlægning. Det blev hurtigt svært at skelne mellem enkelte sange, og koncerten endte som en noget kedelig affære. Det ville være rart, hvis Munck og Moogie ville forlade den “less is more”-spændetrøje, de af uransagelige årsager har iført sig, og i stedet forsøge at variere deres udtryk bare en smule. Måske ved at tilføje flere instrumenter – live kunne det til eksempel manifestere sig ved at medbringe et band. Eller også kunne de begynde at skrive sange, der ikke er så langsomme, at de får Low til at fremstå som speed-metal. Sarah HepburnDer var godt fyldt i Århus Kunstbygning, da den tidligere Glorybox-sangerinde Sarah Hepburn tidligt lørdag aften gik på scenen. Foto: Martin Rosenauer Her fremførte hun de pæne, men alt for glatte og anonyme sange fra sit debutalbum, Stars and Haze. Disse åbner sig mere, når de spilles live, men det var stadig svært for Hepburn og band at skjule, at de sange, hun har skrevet, hverken er synderligt personlige eller vedkommende. Der blev dog spillet højere og med mere bund end på pladen, og det flænsede momentvis den pænhed, der ligger som en tung og kedelig sky over Hepburns materiale.Mod slutningen af koncerten skete der dog noget uventet: Den ellers intetsigende Blue Jeans fik sig et enormt skud rock, og pludselig var sangen enormt medrivende. Det samme kan bestemt siges om Hey”¦Ok?, hvor Hepburn for første og eneste gang trakterede keyboardet, mens hendes band sluttede af med et veritabelt guitar-stormvejr.Disse to sange forvandlede koncerten til en positiv oplevelse, men den mere afdæmpede del af repertoiret var stadig lettere søvndyssende. Jacob Faurholt & Sweetie Pie WilburI det ellers meget stramme Spot-program er en forsinkelse på næste en time noget af en sjældenhed, men det skete dog på Aros lørdag. Foto: David Bering Heldigvis lod det ikke til at genere Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der tog begivenhederne ganske afslappet. Dog ikke så afslappet, at de ikke kunne levere en glimrende, lille koncert. Der blev lagt ud med det hypnotiske og fremragende Nameless Faces, der med fremadrettede trommer, smukke violiner og ditto vokalharmonier stod som koncertens klare højdepunkt. Selv om bandet aldrig nåede helt derop igen, var den resterende del af koncerten ikke nogen decideret skuffelse. Dette skyldtes at bandet havde styr på sangskrivningen. Både ballader som uptempo numre fungerede fint, ikke mindst på grund af den afvekslende instrumentering, hvor både violiner, klokkespil og – med bandets egne ord – støvsugerorgel blev inkorporeret til stor succes. Derudover bør også vokalharmonierne fremhæves. Det er ikke, fordi hverken Jacob Faurholt eller Trine Omø har specielt store stemmer, men de kontrasterede ikke desto mindre hinanden fint, og gav et smukt skær over bandets tidløse americana. Læs også Undertoners anmeldelser af:Munck/Johnson: Unlike YouJacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of HopeSarah Hepburn: Stars & HazeSarah Hepburn, 22.04.05, Train, Århus