Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Der var ikke så mange stilmæssige forkrumninger eller løjerlige twists, da københavnske The Magic Bullet Theory var på scenen. Det hele handlede om rocken og den lige vej derudaf – og det virkede på bedste vis! Foto: Jens Dige/Rockphoto “I wanna make some noise“, brølede forsangeren fra emsemblet The Magic Bullet Theory, og støj fik vi! Bandet serverede rå, medrivende rock’n’roll, som den skal spilles: Hårdt, kort og kontant. Den københavnske kvartet åbnede for alle sluser fra første takt med deres beskidte rock, og det var tæt ved umuligt at stå for invitationen til at danse med foran den lille scene. De fire gutter svedte på deres sparsomme plads og leverede en sønderrivende hvirvelstorm af rock’n’roll og soul med et stænk af gammeldags rhythm and blues. Især bassisten imponerede med sine delikate basgange, og hans samspil med trommeslageren var en sand fryd i sig selv. Forsangerens karismatiske sang og skrig satte et endeligt prik over i’et i udladningerne. Han supplerede stilen tro med en masse yeah’s og all right’s, og det stærkt antal fremmødte publikum var med hele vejen med genklingende yeah’s. “Are you ready?!” blev der skreget fra scenen, og bandet slog over i den svedigt rockende Ding Ding. På trods af det dårlige vejr blev publikum varmet godt op af de magiske kugler, og der var intet andet end fornøjelige smil på alles læber, da de gik derfra. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsMeine Kleine Deutsche og The Magic Bullet Theory, Vibration Festival i København 14.02.04

Hvorfor i alverden blev Silver Rocket inviteret til Roskilde? Med den lamme undskyldning af en garagerockende koncert blev undertegnede udsat for festivalens om muligt dårligste band.”œYou got it / Ride the silver rocket“, synges der i Sonic Youths Silver Rocket, fra hvilken sang man må gætte, at århusianerne har deres bandnavn. Men hvis man blev sendt ud på nogle flyveture med Silver Rocket med afsæt fra Roskildes marker, blev det udlukkende til nogle kedelige af slagsen, hvor en tur med børnekarusellen i Tivoli er langt mere spændende. Silver Rockets musikalske inspirationskilder ligger gemt et ulmt sted i 70’ernes garagerock. De gør sig i tungt drivende guitarrock og skiller sig bemærkelsesværdigt ud ved, at alle tre medlemmer skiftevis synger leadvokal. Overordnet set er idéen uhyre interessant, men for Silver Rockets vedkommende faldt raketten hastigt til jorden. Bedst går det med bandets guitarist på sang. Hans lettere forvrængede vokal Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto passede fint til bandets stil, og det er da også med denne sanger, at selve sangskrivningen fungerede bedst – dog uden på nogen måde at være prangende. Energien viste sig fint tilstedeværende, men sangene var simpelthen for søvndyssende kedelige. Jeg blev pludselig glad for mine ørepropper, da den kvindelige bassist stod for tur foran mikrofonen. Hendes skingre og hysteriske vokal skar mere i mine ører, end den på nogen måde kunne fryde. Meget bedre gik det ikke for trommeslagerens sangmæssige indsats. Et større plus var, at jeg kunne lytte til ham med ørepropperne tilbage i æsken, men til gengæld førte det til et langstrakt gab. Magen til uinspirerende og kedsommelig sang har jeg sjældent måtte lægge ører til. De begejstrede udråb mellem numrene virkede langt mere ophidsende end de numre, bandet var kommet til Roskilde for at spille. Koncerten fik en noget uheldig og skræmmende drejning midt i Silver Rockets set. Vinden, som på daværende tidspunkt blæste med et højt antal sekundmeter, hev fat i et større stativ med koncertlamper, som pludselig faldt med retning mod guitaristens ståsted. Til alles held befandt han sig i det gældende øjeblik midt i en guitarsolo i den anden ende af scenen. Silver Rocket fremstod som et fuldgyldigt amatørband med alle de negative konnotationer, der end må følge med sådan en betegnelse – og jeg skal ærlig talt stille mig uforstående overfor valget af et sådant band til Roskilde Festivalen. Silver Rocket havde absolut intet at gøre på Campingscenen! De burde parkere raketten i garagen et par år mere, pudse den lidt og putte lidt kraftigere sprængstof i, for den ladning, som vi blev udsat for, var for gabende kedelig og dårlig.

De rockende bornholmere er vendt tilbage med en frisk ladning sange, som er med til at slå fast, at bandet bestemt havde fortjent deres plads på dette års Roskilde Festival. Man kan ikke undgå at føle en smule medlidenhed med bornholmske Softporn. De vandt den sidste omgang af det forgangne DM i Rock, som bekendt fik en noget uheldig og brat afslutning, hvilket bl.a. resulterede i, at Softporn på den bekostning ingen plade fik udgivet. Siden har de bravt kæmpet sig frem på den danske undergrundsscene – så meget at man ikke har kunne undgå at lægge mærke til dem. Derfor var det mere end fortjent, at de stod på dette års Roskilde Festivals Campingscene. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Der var lagt i ovnen til den helt store rockkoncert med de bornholmske drenge, og alle forventninger, man måtte have til Softporn, blev på fineste vis indfriet. Bandet lagde ud med en eksplosiv instrumental rockladning, som væltede ud mod den store masse, som var mødt op foran den lille scene. Herefter fulgte den sejt rockende Rabbit Island, der er at finde på en EP, som blev udgivet på det Internetbaserede pladeselskab Viatone for et par år tilbage. Efterfølgende præsenterede bandet en række numre, som er indspillet på en plade, som de savner et selskab til at udgive. Og her er der virkelig tale om gode numre. Især imponerede et nummer som Into the Ocean, hvor bandet med herlig støjrock leverede den gode melodi tilsat en ordentlig omgang energisk fylde. Spilleglæden skyllede ud over scenekanten som en gigantisk bølge skummende med intensitet på toppen, som man uundgåeligt kunne slippe fra – hvilket vi på ingen måde havde lyst til. Der er måske ikke tale om den store innovative tilgang til rockmusikken fra Softporns side. De har set visse skabeloner efter i syningerne fra bands som blandt andre Psyched up Janis, Mew og Placebo, og ud fra dem har de skabt et udtryk, som er deres. En anden af de nye sange, Rocketeer, havde følgende tekstlinje: “œI never thought I’d find you here“. Samme tekstlinje kunne med ærgerlighed rettes mod Softporn: Man frygtede efter den tidligere DM-fadæse, at bandet ville forsvinde i sig selv. Men de er vendt tilbage med fornyet energi og – ikke mindst – fornyet vilje.

Dårlig lyd og dårlige sange var blandt flere plager i en skidt koncert, hvor det århusianske band, Magnified Eye, tydeligvis havde ambitioner, som trådte ud over deres egen kunnen og formåen.Mit andet besøg foran Roskilde Festivalens Campingscene bragte mig i selskab med en århusiansk kvartet, hvis ambition var at ruske sit publikum igennem med deres musik, hvis rødder er solidt plantet i stonerrock-traditionen. Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto Magnified Eye havde nogle glimtvis gode øjeblikke, men overordnet druknede bandet i en række ambitioner, som deres sange på ingen måde kunne leve op til. Hvis man forestiller sig en blanding af bands som Kyuss og Monster Magnet, giver det et fint billede af, hvor århusianerne vil henad med deres musik. Men med generelt kedelige sange, opbygget af hvad der virkede som et genbrug af selvsamme akkorder fra egne tidligere spillede sange, samt en frygtelig langstrukken, lys vibrerende vokal fra forsanger Torben Egebjerg var der ærgerligvis ikke meget at komme efter. Det hjalp desuden ikke, at Egebjerg havde en selvfed tendens til at sætte ekstremt fokus på egen person med de historier, som ligger bag ved de lettere banale sange. “œDette er en sang, som jeg skrev, da jeg befandt mig i en lettere deprim tilstand“, var én blandt flere præsentationer, der lød som pinlige, selvsmagende blottelser, som jeg personligt nemt kunne have været foruden. Magnified Eye havde dog heller ikke de bedste betingelser. Hvem der end stod bag mixerpulten burde få sig et nyt sæt ører. I løbet af bandets fire første sange var der ingen lyd på bassen, og da bandet senere introducerede en ekstra mand på mundharmonika, var denne heller ikke at høre. Men dårlig lyd eller ej… det var alt andet lige nemt muligt at høre, at hvad Magnified Eye præsterer simpelthen ikke er godt nok. Bandet spiller fint sammen som sådan, men der er virkelig behov for en del grovjusteringer.

Ovenpå weekendens udskejelser troppede de århusianske tigre op på Roskilde Festivalens Campingscene. Selv med lidt lavere energiniveau formåede bandet at levere varen. Foto: Thomas Arnbo/Rockphoto Det lå på de meget omtalte århusianere i Tiger Tunes’ skuldre at skyde den musikalske fest i gang på dette års Roskilde Festival. Tiger Tunes stod som de første til at entre den siden 2000 faste scene, Campingscenen. De århusianske tigre er kendte for at stå som faste leverandører af fest og dans, når de går til instrumenterne, men noget lod til, at weekendens udskejelser forud for denne mandagskoncert havde sat sit præg på især forsanger mr. H. “œVi er desværre lidt langt fra weekenden. Vi beklager, hvis vores koncert bærer præg af det“, meddelte han med en stemme, som heller ikke lød helt til at være i topform. Dette kom desværre ligeledes til udtryk i samtlige af bandets sange – især de steder hvor mr. H er nødt til at strække sin vokal mod en grænse, som han p.t. ikke kunne nå til. Det var også en mere nedtonet start, som Tiger Tunes lagde ud med i form af Long Distance Goodnite, som er en sød lille vuggevise. Det forblev dog også kun ved denne ene neddæmpede sag, før der blev skruet op for alle energiniveauer. Med en sang som Pancake America blev der samtidigt rocket igennem og sat kog under gryden med diverse kitschede 80’er-lyde – alt sammen et sammenkog som blot betød én ting: Fest med tigrene! “œYou’ve got to put your hands in the air“, blev der skrålet oppe fra scenen, og til trods for de mange træthedstegn fra bandets side gjorde vi det velvilligt i en salut til de skøre tigres dansable discopop. Læs også Undertoners anmeldelser af:Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important BooksTiger Tunes: Forget about the Stupid Rocket Idea – Up and out EPV/A: Århus:nuTiger Tunes, Spot09 i Århus 30.05.03Tiger Tunes, Spot10 i Århus 05.06.04

Den glade svensker spillede op til dans, men der blev smurt alt for tykt på af sambarytmer og kulørte lys.Håkan Hellström var med resten af sømændene i sit sædvanlige sprudlende humør fra første tone i den afsluttende koncert på dette års Spot-festival. Der var fest og farver malet over det hele, men midt i den oversøde smag anede jeg en kvalmende fornemmelse. Fest og farver med Håkan Hellström. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg befandt mig midt i et kulørt karneval eller endnu et dårligt Melodi Grand Prix-år. Hellströms band spillede det ene øjeblik sambarytmer og det næste toner, som kunne repræsentere Sverige til den næste omgang Eurovision. Lad os bare sige, at Hellström proppede sine lalleglade sange så langt ned i halsen på publikum, at man enten følte sig som på lykkepiller eller havde denne ubehagelige fornemmelse fra maven. Det er et meget dygtigt backingband, som Hellström skal skrabet sammen. De spillede skam knaldgodt sammen med et væld af instrumenter, og noget siger mig, at Hellström skal prise sig heldig med de mange korstemmer, som hans egen vokal er omgivet af, for alene kan han ikke holde sangene flydende rent vokalmæssigt. Hans vokal tenderer til det falske, hvilket især kammer fuldstændig over i sangene med højt tempo. Men det er alt sammen gemt væk langt inde i karnevalets kvalmende farver. Jeg tager en tår Bob Hund, så jeg kan få skyllet den dårlige smag væk. Pyha! Læs også Undertoners anmeldelse afHåkan Hellström: Det är så jeg säger det

St. Thomas dukkede op i Århus med en trommeslager og en båndoptager med resten af bandet på. Det var en skidt idé.St. Thomas dukkede op på Ridehusets scene med en meget sparsom besætning. Kun akkompagneret af sin egen akustiske, og til tider elektriske, guitar samt en trommeslager spillede han sine Neil Young-inspirerede hymner. St. Thomas befinder sig et sted mellem gammelt, rendyrket country og folk, og med sin sødmefyldte vokal og smånaive tekstunivers søgte den gæve nordmand at spille sig ind i folks hjerter. Men man følte sig samtidig lidt snydt. Selvom materialet er i orden, er det langt fra i orden blot at dukke op med en trommeslager. Hr. Thomas Hansen har tydeligvis godt været klar over, at det ville give et tyndt lydbillede, så der blev ikke sparet på fyldet, som kom fra diverse instrumenter … fra en båndoptager! St. Thomas har ironien og humoren med sig, når han går på scenen. Han er heller ikke bleg for at fortælle historier. Meget lod dog til, at de fleste af fortællingerne gik lige ind over hovedet på folk og landede et sted i en grusbunke nede bagved. Hansen talte både hurtigt og i en norsk dialekt, som jeg i hvert fald havde svært ved at decifrere. Så ønskede man sig hellere, at han spillede sin musik i stedet, men når det skete, blev man irriteret over den manglende bandbesætning. Det var ikke St. Thomas’ aften, så meget skal være sagt. Han levede ikke op til sit eget ry som livemusiker

Racing Ape spillede op til fest, men det foregik på alt for traditionel vis.Nogle gange er det bare befriende at slå den større tankevirksomhed fra i lytningen til musik. I selskab med Racing Ape er det nærmest at krav, for der findes ikke den store betænksomhed i bandets musik. For Racing Ape er planen klar og tydelig: Publikum skal ruskes godt igennem med en gang rock. Hvad Racing Ape havde af energi, manglede de af originalitet. Der var ikke den store tvivl om, at der var kæmpe fest på scenen, da Racing Ape spillede, og bandet kæmpede, som var det deres liv, som stod på spil, for at hive publikum med ind i festen, hvilket også lykkedes til dels. Forsanger Christian Woll var 100% oplagt og svedte i sine ihærdige forsøg på at få publikum op i det højest mulige gear. Musikken kunne dog godt gøre arbejdet selv ind imellem, eksempelvis det glimrende koncerthit, Waterfall, som fik de forreste rækker til at danse af fryd. Men trods energien og de momentane fine melodier er Racing Ape noget, man har hørt alt for mange gange før. Sangskrivningen er traditionel og forudsigelig. Racing Ape har dog immervæk en kemi, såvel intern som med publikum. Man må håbe, at næste gang pennen gribes, så forsøger de måske at skrive med deres kejtede hånd – uforudsigelige kurver i en linje er trods alt mere interessante end en helt lige én af slagsen.

Mikael Simpson formåede at skabe intimitet til trods for en stor scene og en ligeledes stor samling mennesker foran sig. Simpson har en kvalitet, der gør, at han kan tryllebinde. "…det siger jeg så højt, det nu kan blive" Mikael Simpson har efterhånden slået sit navn ganske godt fast, og en stor del af grunden hertil er klart hans liveformåen. Simpson har fået stablet et velspillende liveband på benene, som sætter en væsentlig fyldigere livelyd til de simple optagelser fra sidste års hjemmeoptagede Os 2 + lidt ro 2002. Desuden har Simpson altid været en hyggelig fætter på en scene: Han har ofte en dialog i gang med publikum, og han fortæller gerne små anekdoter mellem sangene, hvilket højner intimiteten. Dette gjorde sig også gældende på Musikhusets scene, hvor et stort antal mennesker var dukket op for at lytte til, hvad Simpson havde på hjerte. Med en storladen version af det gamle Luksus-nummer, Put mig, leverede Simpson sin lille kritik til de mere intetsigende bands i musikindustrien i dag. “œJeg har ikke en skid at sige, og det siger jeg så højt, det nu kan blive“, sang han, mens publikum gyngede med til tonerne. Simpson langede også ud efter Lomborg og slog sit slag for, at Christiania bør bevares. Mikael Simpson er ved at skrive sig ind i den danske sangskrivningstradition, hvor blandt andre Olesen Olesen hører hjemme. Livemæssigt er der dog en lidt større lyd hos Simpson, hvilket også gør, at han ikke hører hjemme på de små klubscener. Men hvad gør det, så længe sangmaterialet er i orden?

Softporn viste sit publikum, at de, trods en længere pause, stadig er her. Og det viste de med en samling nye sange, som imponerede.Koncerten med Softporn var én, som jeg virkelig havde set frem til. Softporn vandt som bekendt det hedengangne DM i Rock tilbage i 1998. Det førte til en smule airplay på P3 samt en række koncerter, men herefter forsvandt Softporn pludselig. Nu er de tilbage med en splinterny plade, som de søger pladeselskab til – dette fører Softporn rundt omkring i landet for at promovere deres nye sange. Heriblandt var Spot en velegnet venue. Softporn entrede som de første om lørdagen Musikhusets store scene. Her leverede de en selvsikker koncert med intrikante og samtidigt ufattelig catchy sange. Med 3 guitarister formåede bandet at levere spændende og udfordrende guitarlinjer indsvøbt i tykke lag af distortion. Magen til energiudladninger på en scene skal man lede længe efter. Specielt bassist Nicolai Wichmann havde sit at se til – han havde ligesom trommeslageren fået tildelt sin egen ophøjning, som han dog ikke stod på længe ad gangen. Han spurtede rundt, så hvis man ikke blev forpustet af Softporns rockende melodier, blev man det i hvert fald af at se på ham. Publikum var dog ikke de eneste, som blev forpustet. Forsanger Kristian Kristensen måtte også hive efter vejret mellem sangene. “œI må lige give mig to minutter“, stønnede han ind i mikrofonen. Softporns nye sange har melodierne i højsædet, men bandet er ikke blegt for at støje i numrene. Det er dog ikke støj for støjens skyld. Den optræder som en vigtig bestanddel i Softporns sange. Samtidig står den i kontrast til Kristensens lette Jonas Bjerre-agtige vokal, og det samlede udtryk står ganske stærkt. De nye sange virker gode, og hvis der er nogen retfærdighed til, vil Softporn meget snart blive tilbudt en pladekontrakt. De fortjener det i hvert fald!

På grund af et par omrokeringer havde moi Caprice fået tildelt den fornemme tjans at spille som fredagens sidste band på Spot09. Det gjorde de med manér.Michael Møller var i sit sædvanlige hopla på scenen. Med en reference til bandets tidligere sorte uheld med konkursramte pladeselskaber og årelange forsinkelser præsenterede han et nyt nummer med: “œHer er vores seneste single, som vil udkomme om to år. Den er fra vores næste plade, som kommer om fem år“. Møller fungerede som storcharmør på Ridehusets scene, som han sammen med den lettere udvidede besætning i moi Caprice indtog. Bandet spillede, ud over et par nye numre, udpluk fra deres debut, Once Upon a Time in the North. Den evigskønne Daisies blev fremført på majestætisk vis og er en sang, som er med til at illustrere moi Caprices format. moi Caprice spillede på samtlige følelsesmæssige tangenter og leverede en smuk koncert. Bandet havde åbnet for samtlige sluser: Hvor det skulle være stille og afdæmpet, var det det, og hvor der skulle larmes og støjes, blev der det. Eksempelvis fik The Sun & the Silence endelig lov til at regne med støjende guitarkaskader ned over sit publikum (noget der gik helt tabt i den seneste studieversion af sangen), alt imens Møllers vokal svævede rundt i rummet. Jeg tror aldrig, jeg har hørt den bedre – sammenlagt kommer bandets storladne lyd da også først til sin ret på en ordenlig scene. Bandet afsluttede koncerten med den filmiske Girls in the Trees, som langsomt arbejdede sig hen mod den klimaktiske afslutning med en mur af støj – skønt! Der blev dog plads til et par ekstranumre, eftersom bandet var det sidste på scenen, og de blev brugt på et nyt nummer samt vuggevisen Berceuse. “It’s time for me to say goodnight“, sang Møller, hvorefter bandet forlod scenen. Fredagens Spot var lukket med manér af et alt for undervurderet dansk band. Læs også Undertoners anmeldelser afmoi Caprice: Once Upon a Time in the Northmoi Caprice: We Had Faces Then

Figurines sparkede liv i Ridehuset med deres højspændte energi og gode sange. Man kan dog ikke lade være med at tænke, hvordan oplevelsen ville have været, hvis jydernes materiale var mere originalt.Snakken om Figurines er gået ofte og i rosende vendinger siden bandets debutplade, Shake a Mountain, kom på gaden. Det var derfor med store forventninger, at jeg stod foran Ridehusets scene, da jyderne stod som de næste på plakaten. Er der så noget ved snakken? Ja! Figurines sparkede liv i Ridehusets faldne sandstøv med en større menneskehob foran sig.Figurines spillede en kantet og højenergisk gang indierock, hvor inspirationskilderne Modest Mouse og Pavement var nemme at få øje (og øre) på i sangskrivningen. Mens bandet mangler originalitet, har de til gengæld et overvæld af energi samt nogle knaldgode sange i bagagen. Forsanger Christian Hjelms var herligt løssluppen, bevægende og storsmilende på scenen. Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere af samme skuffe fra de øvrige medlemmer, som virkede lidt stive i betrækket. Med de huggende guitarlinjer og den skabede Isaac Brock-lydende vokal fremstår Figurines’ udtryk befriende løssluppent, og dette bør stemme mere overens med bandets fysiske fremtræden på scenen. Figurines har talentet, men man må håbe, at det bliver brugt på at udvikle sig hen mod et lidt mere original sangskrivning i stedet for blot at kopiere idolerne. Læs også Undertoners anmeldelser afFigurines: Shake a MountainFigurines, Campingscenen på Roskilde Festival 25.06.03

Det virkede, som om de dukkede op fra intetheden, fortryllede deres publikum med et godt sangmateriale, og så var de væk igen. Spleen United fungerede som undertegnedes store opdagelse på Spot.Bandbeskrivelser er for det meste overdrevet rosende og sjældent hverken korrekte eller præcise, men netop i dette tilfælde var jeg glad for, at jeg turde stole på, at den var både rosende og korrekt i at være det. Bandet var Spleen United, og hvor de end kom fra, så imponerede de virkelig. Bandet var for mig et splinternyt bekendtskab, men sikke ét! At se Spleen United var som en tur tilbage til 80’erne. Hvor mange bands bruger 80’erne som kitsch, tager Spleen United dog årtiet helt seriøst. De bevæger sig inden for den melankolske synthpop med masser af afstikkere til shoegazer-genren. Lag på lag af keyboard førte publikum til højere skylag. Netop shoegazer-elementerne kom indledningsvist til overfladen. Bandet indledte deres koncert på Spot med et brag af en popsang, som svævede helt oppe i de øvre skylag. Med lag på lag af keyboards samt forsangerens lyse vokallinjer flydende ovenpå pakkede bandet sit publikum ind i et smukt sonisk tæppe af vellyd. Keyboardet fungerede på mange måder som et centralt karakteristika i bandets lydbillede, men bandet formåede også at rocke med en finurlig blanding af forvrænget guitar og bas, minimalistiske trommer og det førnævnte keyboard, som supplerede med kønne toner. Hvor Spleen United er dukket op fra, kan jeg ikke sige, men jeg vil dog udtrykke et ønske om, at de vil gøre det lidt oftere. Spleen United er et spændende bekendtskab med masser af talent. Læs også Undertoners anmeldelse afSpleen United: s.t.

Christian Juncker fra det hedengangne danske band, Junior, er tilbage med en samling sange, som holder brugen af det danske sprog i hævd. Akustiske arrangementer tilsat hverdagspoesi med enkelte af de samme humoristiske afbræk, som var noget af det, der især kendetegnede Junior.Christian Juncker stod for et par år tilbage i front for det danske band, Junior, som især markerede sig ved at være blandt den nye bølge af bands, som påny turde gøre brug af det danske sprog. Junior nåede dog aldrig længere end deres debutplade, På flugt fra alting, før de opløste sig selv. Den tidligere Junior-forsanger leverede eftertænksomme dansksprogede sange. På Spots akustiske scene var det et væsentligt mere nedbarberet set, end hvad man kender fra Juniors popmusik. Akustisk guitar samt et keyboard var alt, der akkompagnerede Junckers vokal i forgrunden, og han har vitterlig en fyldig vokal, som kan stå for sig. Hvor Junior havde et fjollet tekstunivers, der satsede mere på sjove ordsammensætninger og rim, er tonen mere alvorlig og ærlig under Junckers eget navn. Sangene har tekstuniverset som et centralt element: Juncker fokuserer på de små anekdotiske fortællinger fra barndommen og forstæderne. Men det sker dog ikke i alvorens navn alene – Juncker har stadig et glimt i øjet i teksterne, som ligger på grænsen mellem alvoren og selvironien. Musikalsk er Junckers sangskrivning meget traditionel, men den stemmer godt overens med teksterne, og melodierne fungerer som små perler og minder os om, at Juncker bestemt har sin plads på den danske musikscene.