Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

UnsoundDet er ikke alle islændinge, som har mulighed for at opnå kunstnerisk succes. Det måtte publikum sande, da enmands-orkesteret Unsound gik på scenen fredag aften. Bag Unsound gemmer Kristinn Gunnar Blöndal sig, og denne aften skjulte han sig godt bag langt pandehår og tunge beats og skærende synths. Efter åbningsnummeret var det, som om der et øjeblik blev skiftet musikalsk stil, for Unsound gav nærmest en opvisning i, hvordan man låner det bedste fra den tyske indietronica. Det var hverken nyskabende eller særligt Unsound’sk (skulle det vise sig), men det virkede et kort øjeblik, som om det kunne blive en fin koncert. Men straks derefter og i resten af sættet fortsatte Unsound i en rille præget af en uopfindsom og ganske kedelig electro-stil med masser af tunge beats. Da Unsound spillede en coverversion af Lasgos diskotekshit “Hold Me in Your Arms”, var det en kortvarig tilbagenvenden til det mere melodiske. Men ellers var der for langt mellem melodierne og for kort mellem hamrende, ligegyldige beats. ColleenDet var et helt naturligt break i koncerten, da franske Colleen alias Cécile Schott et par numre inde i sættet manglede sit plekter og måtte rode efter det i sin taske. Publikum var tålmodige, og som Cécile Schott sad placeret blandt alle sine instrumenter badet i blåt lys, var der nok at lade øjet underholde af. Med cello, klarinet og spansk guitar fodrede hun koncerten igennem sine pedaler med lyde, som hun loopede igen og igen, så hun på sarteste vis kunne spille med sig selv. Det var, som om der var flere Cécile Schott’er end bare den ene lille kvinde, som med bare tæer styrede de elektroniske remedier. Ikke bare øjnene, men også ørerne blev udfordret under hele koncerten, hvor Cécile Schott skabte en nærmest afslappet andægtighed, hvad enten hun skabte feedback med celloen eller byggede lag på lag af simple klarinetfigurer. Det var faktisk kun de to gange, hvor lyset i salen uheldigvis blev tændt for fuld knald, at folk blev revet ud og væk fra den fantastiske verden, som Colleens musik trak publikum ind i. Læs også Undertoners anmeldelser af:Colleen: Golden Morning BreaksColleen: Colleen et les boîtes à musique

.tape. Med sin småkrøllede gullige t-shirt og sine gråbrune bukser, der mildt sagt posede ud over skoene, så spanske Daniel Romero ud, som om han var trådt direkte ud af en bog om støvede arkivarer. Brillerne var krøbet lidt ned ad næsen, og hans svagt rynkede øjenbryn udstrålede en mild, men dog konstant forundring – måske over at der ikke var mere end en snes tilhørere. Det nussede udseende bedrog dog, for Romeros musik var alt andet end støvet og hengemt. Tværtimod var det lige før, at kl. 16 var for sent et tidspunkt at lade ham spille, for den perlende electronica fra hans laptop var simpelthen lyden af morgen. Pippende fugle og spinkelt klingende klokkespil blev flettet ind i hinanden, mens akustiske guitar-melodier drev numrene fremad. Når melodierne forsvandt, og der kun var opklippede klokkespil og harpe-toner, var det lidt svært at finde hoved og hale i Romeros musik – bl.a. fordi der ikke skete de store forandringer i løbet af numrene: ingen klimaks og ingen overraskende retningsskift. Til gengæld var der en fortryllende friskhed over noget nær hele koncerten, og de sindrige sammenfletninger af alskens lyse, ringende toner var en vældig fin måde at starte dagen på. Og så var det et fint, særegent træk at lade alle numrene blive bundet sammen af blide reallyds-optagelser af storbytrafik. Spinform For en håndfuld måneder siden udsendte svenske Erik Möller sin første fuldlængdeplade under navnet Spinform. Den bærer navnet Bryter tystnaden – og den titel levede Möller endnu mere op til med sin Public Service-koncert end med pladen. Det meste af sættet bestod af numre fra debutpladen, men de blev løbende omarrangeret, så de endte med at befinde sig i et større klangrum. Mens Bryter tystnaden er indspillet i en lille hytte, hørte Spinforms live-optræden til et sted med højere til loftet – og det var der over hallens søjler. Noget af det, der gjorde koncerten interessant, var, at Möllers ombygninger af sine numre ikke bare bestod af nogle ekstra effekter på et par af sporene på hans laptop. Tværtimod havde han taget sig tid til at indspille nye elementer til de gamle numre, og “Det fanns en tid” bød eksempelvis på både en ny klavermelodi og et analogt tromme-loop begravet et stykke nede i mixet. Således kiggede masser af nye detaljer frem mellem Möllers skiftevis dryppende og rungende beats, samtidig med at musikken fortsat emmede af en nostalgisk melankoli, som man godt kunne kalde ærkenordisk, og som vel er i familie med den nordiske folkemusik. At betegne Spinform som folktronica ville måske ikke være helt i skoven, men hans liveversioner trak mere i en elektronisk end i en håndspillet retning. Dét satte han en streg under ved at afslutte koncerten med et nummer med mere bastante støjflader, end han normalt gør sig i. Endnu et nyt aspekt ved Spinform – og dermed en passende afslutning på en koncert, hvor netop de nye vinkler var i fokus. Bichi Der var skåret helt indtil benet, da Tobias Wilner alias Bichi indledte sin koncert. I det første nummer var der ikke skyggen af melodi eller kun klang – alt var rytmiske elementer, og de bestod alle af støj. Med sin tommelfinger prikkede han små rytmebidder mod et stik, og ved at loope den støj, det gav, byggede han således et hvæsende beat, som han hele tiden videreudviklede. Der var – ligesom på Bichis debutplade Notwithstanding – bestemt spor af Autechre i de detaljerede beats, men aldrig mere end spor. “Clouds” fra debutalbummet blev gengivet lige lovlig loyalt, men det betalte Wilner så tilbage for ved at levere et formidabelt nyt nummer med tunge synkoperede stortromme-detonationer og knivskarpe laser-beats. Med en stille passage med blødt svungne klangflader lagde Bichi perfekt op til et overraskende beat-klimaks, der både fik nakken til at nikke og ørerne til at spidses – og det fungerede glimrende, at klimakset kom igen to gange med forskellige ændringer for hver gang. Desværre var dét signalet til, at Bichi inviterede et par venner – bl.a. sangerinden Sara Savery – på scenen. Og herfra udviklede koncerten sig i en noget mere café-lækker retning. Med kvindens fine og luftige stemme som et vigtigt element bevægede musikken sig i retning af en nedbarberet udgave af Wilners hovedbeskæftigelse, Blue Foundation. Det lød bestemt kønt, men var også lidt af et antiklimaks. Wilner skal have ros for at turde vove sig ud i selv at synge og spille guitar i et nummer, der lød som en singer/songwriter-udgave af Zero 7’s velbehagelighed. Resultatet var bare ikke videre interessant – snarere sødt på en lige vel kejtet måde.

Joan As Police Woman leverede en sand magtdemonstration på Voxhall ved at vise, at de er mindst lige så stærke på en scene som på plade. De smukt arrangerede sange skabte sammen med hyppig interaktion med publikum en meget intens koncertoplevelse.”How do you pronounce this letter?” Joan Wassers fagter skulle forestille et Å. Derpå udtalte hun ‘Århus’, hvilket hun tilsyneladende var meget opsat på at gøre helt korrekt. Med formaliteterne på plads kunne koncerten gå i gang. Sættet bestod primært af numre fra albummet Real Life, men der blev også plads til blandt andet “My Gurl” fra den selvbetitlede EP og B-siden “Broken Eyes” samt det nye nummer “Are You Not Serious”. De stærkeste sange var dog fra Real Life – i særdeleshed “The Ride”, “Anyone” og “Eternal Flame”, der med sit betagende, gyngende omkvæd fik hele Voxhall til at vugge med. På trods af at der kun var tre musikere på scenen (Wasser på vokal og skiftevis guitar og flygel, Ben Perowsky på trommer og Rainy Orteca på bas), manglede der aldrig noget, tværtimod. De mest skrøbelige og spinkle passager på de stille sange blev gengivet endnu smukkere end på pladen. De mere kraftfulde passager havde så meget energi, at man ikke kunne lade være med forgæves at kigge efter skjulte bandmedlemmers fødder under bagtæppet. I det hele taget var det eneste, koncerten manglede faktisk svage punkter. Det bar Wassers humør også præg af. Faktisk kan koncerten bedre betegnes som ‘en hyggeaften i selskab med Joan og venner’, for der var konstant interaktion med publikum mellem numrene, hvilket skabte en afslappet atmosfære og forstærkede det i forvejen hudløst ærlige udtryk, Joan As Police Woman har på deres udgivelser. End ikke de forhindringer, som Wasser blev stillet overfor, kunne ødelægge hendes glæde ved at spille i Jyllands hovedstad. En stærkt beruset mand blev ved med at komme med tilråb, hvilket blev taget i stiv arm med et: “I can’t remember if I hired that guy”. Senere overophedede guitarforstærkeren under “Christobel.” Og som prikken over i’et, var hun efter eget udsagn forkølet. Det kunne man dog absolut ikke høre under koncerten. For vokalen var uden konkurrence koncertens højdepunkt. Når man lytter til Real Life, får man indtryk af, at det har været et større projekt at få vokalen til at lyde så ren og fuldstændig “rigtig” på alle sange, men efter koncerten kunne man uden videre overtales til at tro på, at vokalen blev lavet i ét take. Joan Wasser giver publikum et nærmest ubegrænset indblik i sine tanker og følelser. I høj grad på samme måde, som man føler, at man er vidne til noget specielt, når man hører Antony & the Johnsons eller Rufus Wainwright. De udviser også begge en oprigtig glæde ved at spille for folk, der kan lide deres musik.Det er netop denne ærlighed og intimitet både på plade og til koncerter, der gør New York-scenen til en af de mest spændende lige nu. Og Joan As Police Woman efterlod på Voxhall ingen i tvivl om, at de er et særdeles betydningsfuldt navn på den scene. Læs også Undertoners anmeldelse af:Joan As Police Woman: Real Life Karakter:       Bedømmelseskriterier

Wolfmother, Odeon, 16.00 Med Marshall- og Ampeg-forstærkerne revet op på 11 havde australske Wolfmother fået til opgave at sætte gang i en af den slags fester, der kun findes på Dyrskuepladsen, når det efter en uge med øl, øl og mere øl, er næsten umuligt at få en fornuftig beruselse sat i stand. Men australierne, der så ud til at nyde hver en tone, gjorde deres til at hjælpe publikum i gang. Med armene højt hævet, når han ikke legede riff-konge, var forsanger Andrew Stockdale en fornøjelse at følge – ikke mindst fordi hans Phil Lynott-frisure var autentisk og skæg. Koncerten blev indledt med “Dimension” fra bandets debutplade, hvorfra alle settets sange da også var hentet. Med læssevis af “ohhhh yeah!”-fraseringer kastet i en cementblander med friske rockklassikere blæste Wolfmothers opdatering af Black Sabbath-riffs og Led Zeppelin-melodier støvet langt væk fra Odeon-scenen. Og linjen, der blev lagt fra starten, blev kørt helt ud. Sangene, der på plade i ny og næ er en kende tamme, blev spyet ud med engagement og en autenticitet, der kom helt på højde med Black Sabbaths koncert sidste år. Selv om Wolfmother må være trætte af at blive sammenlignet med netop Black Sabbath, men også Led Zeppelin, så er det umuligt for australierne at løbe fra, at de er mere end inspirerede af start-70’ernes tonserrock fra England. Men det virkede ikke, som om at det betød noget for publikum, der slikkede hvert et riff i sig, og søndagsgratisterne må have været stolte af ungdommen, som stadig kan spille rock, som dengang far havde overskæg, og Ozzy ikke var flyttet til Hollywood. (MT) Coldcut, Metropol, 18.00 Den legendariske engelske duo Coldcuts nye album Sound Mirrors er så tamt og overmåde velpoleret, at det pludselig er blevet svært at huske, hvorfor Matt Black og Jonathan More egentlig er legender. Eller det var det i hvert fald, indtil de to indtog Metropol-scenen. For sammen med en dj, en rapper samt en mand med ansvar for de flimrende, anarkistisk omskiftelige videoprojektioner, der er en afgørende del af Coldcuts liveoptrædener, leverede de to nemlig et rigtig godt show. Der var fuldt knald på fra start af, hvor det ene old school-hiphopbeat afløste det næste, mens Coldcut mixede Jimi Hendrix, AC/DC, stumper fra filmen Casablanca og fra Disneys Junglebogen. Og som om der ikke var rigeligt at følge med i rent musikalsk, fulgte videoshowet musikken, så man kunne se Mowglis abevenner spjætte af sted til de huggende beats. Endnu mere effektfuldt var samspillet mellem lyd og billeder, da Coldcut leverede en ganske drum’n’bass-inspireret udgave af deres Blair-hånende 2001-single “Re: Volution”. En arrig Tony Blair stammede sig frem til at sige “The lunatics have taken over the asylum“, hvorefter bl.a. Blair, Bush og Condoleeza Rices hoveder strittede ud af en bus på faretruende slingrekurs. Og da Charlton Heston blev klippet ind lige efter billeder af Columbine High School og sagde “die, die, die“, gav det perfekt mening at se Coldcut som musikkens Michael Moore. Helt så politisk blev det ikke i resten af koncerten, men publikum kunne dog danse sig gennem numre som “Timber”, der næsten udelukkende består af samples fra regnskovsfældning, og “Atomic Moog 2000”, som protesterer mod alle former for atomkraft. Danset blev der i hvert fald – men, med det nye nummer “True Skool” som eneste undtagelse, kun for alvor til de gamle numre. Coldcut har ikke flyttet sig de sidste 7-8 år – men hvad gør det, når de stadig kan klippe, klistre og scratche sig til en festivalkoncert, der får trætte søndagsfødder på dansegulvet? (MA)

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)

Morrissey, Orange, 19.00“Hello. We are Morrissey,” var ordene, da über-krukken, den bittersøde laps, helten og charmøren Morrissey entrede Orange Scene fredag aften. I 2004 på Arena-scenen gav en comeback-koncert af de absolut mindeværdige, og i år var han så forfremmet til Orange Scene. Det var desværre en kende skudt over målet, det beskedne fremmøde i de forreste båse taget i betragtning. Men han var der, og Morrisseys publikum kan tilgive ham alt – selv at han koncerten igennem flashede løst maveskind og ikke havde til sinds at spille en hit-parade, som de fleste andre store navne gør det på festivalens største scene. Det lugtede ellers ret meget af hit-parade, da Morrissey startede ud med The Smiths-klassikeren “Panic” efterfulgt af “First of the Gang to Die” fra You Are the Quarry. Men så skiftede lydbilledet også gevaldigt, og sangene fra den fremragende Ringleader of the Tormentors overtog showet. Og de passede fremragende til den store scene. “The Father Who Must Be Killed” stak med sit østerlandske guitarspil for alvor ud, men også “I Will See You in Far Off Places” samt “You Have Killed Me” beviste, at Morrissey stadig har masser at byde på. Så gjorde det ikke så meget, at en sang som “Girlfriend in a Coma” blegnede i forhold til de nyere mere rockede sange, og at de langsommere numre satte en stopper for syng-med-festen. Det var befriende at se en så kompromisløs herre gøre, hvad der passer ham, og især var det godt at opleve, at publikum har lige så meget lyst til at høre de nye sange som de gamle travere. Rufus Wainwright, Arena, 20.30Han har hugget layoutet med titlen “The World’s Greatest Entertainer” fra en Judy Garland-plakat fra 1961 og puttet det på tour-merchandise, men tidligt fredag aften beviste canadieren, i sporadisk selskab med søster Martha, samt en guitar og et flygel, at der så afgjort er noget om snakken. For med en simpel opsætning og en kasse med sange, der var renset helt og aldeles for den pompøsitet, de er glaseret med på plade og i sangerens normale liveshow, forvandlede den selvproklamerede bøsse-messias Arena til et intimt spillested med kort til scenen og en kunstner i øjenhøjde med publikum og ikke mindst sangmaterialet, som er svært at matche. Fra første færd var altid flamboyante Rufus i sit es, og sangene virkede som små popvignetter, der må have følt sig overordentligt godt modtaget i det stopfyldte telt. Bedst var “This Love Affair” og “The Art Teacher” fra Want Two samt “California” fra Rufus’ anden plade Poses, der alle som én stod tindrende klart. Wainwrights vokal gik under huden, og det var medvirkende til, at han og søster Marthas version af den Jeff Buckley-udødeliggjorte Leonard Cohen-sang “Hallelujah” endte i fællessang og tændte lightere. Måske lidt for meget af det gode, og helt bestemt et sikkert kort at trække, men sangens kvaliteter er ikke til at skjule. At der blev trukket mange sikre kort, er nok den eneste anke mod koncerten. Desværre bød formen ikke til de store eksperimenter, og især i “Gay Messiah” savnede man ekstravagance og noget ud over det sædvanlige. Det kan dog ikke fjerne et overordentligt positivt indtryk af manden, der selv mener, han skriver de bedste sange i verden for tiden – det er helt i orden, at han har stjålet lidt fra Judy Garland. Læs også Undertoners anmeldelser af:Morrissey: Ringleader of the TormentorsRufus Wainwright: Want Two

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Tied & Tickled Trio, Pavilion, 12.00 Øl og jazz plejer som regel at være en grim blanding, som hører hjemme i Nyhavn, hvor masser af lidt for tykke, rødmossede herrer drikker kedelig øl, mens de rokker i takt til kedelig jazz. Men blandingen viste sig fra en fin side, da tyske Tied + Tickled Trio åbnede Pavillion-scenen lørdag middag. Siddende i græsset uden for teltet eller stående inde i skyggen – musikken nåede begge dele af publikum. Rarheds-faktoren er høj hos Tied & Tickled Trio, og det var perfekt denne lørdag, hvad enten man havde valgt kaffe og kage eller en halv liter Tuborg som morgenmad. Bandet var til denne koncert udvidet til en større gruppe mennesker, hvilket især var tydeligt i blæser-lyden, der var større, fyldigere, bredere end normalt. Det betød også, at de elektroniske elementer havde en mindre plads i musikken end ellers. Til gengæld fik blæsergruppen pause, når bandet lod dubbede numre tage over og lægge endnu et lag til stemningen, der generelt var herligt uformel og afslappende. Dubbens tilstedeværelse i sættet gjorde, at blandingsforholdet dermed blev bedre, selv om man stadig savnede noget af det elektroniske snavs og de beats, som kan pille blæsernes lyd lidt ned og smudse den rene messing til. Derfor malede Tied + Tickled Trio sig da også op i et hjørne, hvor musikken ikke appellerede så meget til de tilhørere, som ellers er blevet ramt af deres udgivelser. Med andre ord var det en rar, men lidt for pæn koncert. (JL) Kieran Hebden & Steve Reid, Metropol, 15.00 Man var nødt til at være på plads fra starten af, for koncerten med Kieran Hebden og Steve Reid var ikke nem at komme ind i. Og så var det nok også nødvendigt at stå så langt fremme, at man kunne følge med i de to musikeres samspil. I deres 100 % improviserede musik er samspil og kommunikation nøglen til succes. Derfor blev der da også vekslet mange blikke og sendt masser af smil mellem Hebden og Reid, som begge i den grad udstrålede spilleglæde. Det virkede i høj grad, som om det var Reid, der for det meste havde førertrøjen på og bestemte, hvor numrene skulle hen, og hvordan de skulle komme det. Han spillede i hvert fald i lange perioder med lukkede øjne, og Hebden måtte trofast stole på, at Reid vidste, hvad der skulle ske. Og det gjorde han – kun et par enkelte steder var både Hebden og publikum overladt til sig selv. Reids rytmearbejde bag trommesættet var fantastisk, og Hebdens lag af samples gjorde, at koncerten ikke bare blev en lang trommesolo. Det var nemt at genkende Hebdens sans for melodiske elementer, der virkede meget signatur-agtige – flere gange lød det, som om Hebden lige havde samplet nogle af sine egne Four Tet-album. Hans anstrengelser bag sampleren blev af og til blandet med Reids trommer til en næsten dunkende form for techno. Men oftest var både rytmerne og lydkollagernes samspil mere flydende og lange forløb, hvor man ikke bare kunne komme ind i stemningen, hvis man dumpede ind i teltet midt i det hele. (JL) Ms. John Soda, Pavilion, 00.00 150 tilhørere – det var alt, hvad tyske Ms. John Soda havde trukket til Pavilion-teltet, da de ved midnatstid satte gang i dét, der blev bassisten Micha Achers fjerde koncert i løbet af de sidste fem festivaler. Hans baggrund i bands som Notwist og 13 & God gav et ganske præcist billede af, hvad Ms. John Soda ville levere – og i hvert fald mere præcist, end hvis man kun kendte bandets to plader. For hvor pladerne i høj grad rammer lige ned midt i indietronica-båsen, bød Roskilde-koncerten på meget mere indierock end electronica. Med den køligt distancerede sangerinde Stefanie Böhm i front sparkede Ms. John Soda, der live er en kvartet og ikke blot en duo, betydeligt hårdere igennem. Det var forfriskende at høre dem give de til tider lige vel kølige numre meget mere dynamik. De første 20 minutter var det effektfuldt, at Böhm spillede sine riffs på bas, og på den måde gav numrenes klimaks-finaler en betydelig tyngde. Men derefter blev kvartettens anstrengelser desværre for ensformige. Hver sang endte med cirka et minuts rockende gentagelser af riffs, der mindede om hinanden fra nummer til nummer. Ellers stærke numre som “Go Check” og “Hiding/Fading” savnede nogle udadvendte omkvæd, der kunne fange publikum, og Ms. John Soda lod til at læne sig lige rigeligt meget op ad en forventning om, at festivalgæsterne ville have støjende rock. Dét fik de – desværre på bekostning af den variation, der kunne have gjort selv samme klimakser så meget stærkere. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Tied & Tickled Trio: a.r.c. Ms. John Soda: Notes and the Like

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)

Two Gallants, Pavilion, 20.00 Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika. Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori. I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse. Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert. (LDL) Silver Jews, Odeon, 21.00 “I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader. Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal. Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer. Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Mi and L’au, Bar’n, 13.00 Lørdag skulle jeg opleve min første koncert på festivalens mindste scene, den nye Lounge-scene – eller Bar’n som den også kom til at hedde – en stor træbygning med sand på gulvet og en lav, intim scene i den ene ende. Med den bagende sol var det en ekstra oplevelse at træde ind i det kølige mørke. Finske Mi and L’au sad på hver sin skolestol – han med guitar, hun med brækket arm, hvilket betød, at hun kun kunne synge. I mørket blev de to personer ekstra mystiske og skrøbelige, som de sad der alene på scenen. Koncertens første numre blev fuldstændig ødelagt af, at der var lydprøve på Arena-scenen. De blide stemmer og lavmælte guitarmelodier druknede i bulder og brag. Men så holdt larmen op, og en stemning, jeg i hvert fald aldrig har oplevet på festivalen, bredte sig. Mi & L’au spiller en lavmælt, melankolsk folk, hvor deres stemmer fint komplementerer hinanden og de langsomme guitarballader. Stemningen blev næsten andægtig under koncerten, der dog savnede f.eks. en ekstra guitar eller lavmælte trommer for, at lydbilledet ikke blev alt for enslydende. Ros til Roskilde Festivalen for at bringe den intime musik tæt på publikum i fine, atmosfæriske omgivelser. Men hvis scenen skal have kunstnerisk succes, og musikken skal respekteres, er scenens program nødt til at blive planlagt bedre, således at de store scener Arena og Orange ikke ødelægger koncertoplevelserne. (JL) Sterling, Pavilion, 14.00 Forsanger Mads Nygaard var knap kommet på scenen under det instrumentale åbningsnummer, før han hoppede ned foran publikum og kravlede op på rækværket ud til forreste række. Han klappede high fives med publikum i takt til musikken og var sprængfyldt med spræl, mens han nærmest strålede af lyst til at spille. Foto: Malle Gilbert Resten af bandet var lige så veloplagte, og så var der intet til hinder for at spille en hitparade, som de færreste bands med halvanden plade på samvittigheden kan præstere. “Rødvin2004” var noget nær indbegrebet af perlende indiepop, og “Autopilot” demonstrerede et skønt drive og en god bund. Med “Vinterfobi” og “Lyssværd” hen mod slutningen af koncerten gik der endda folkelig sing-along-fest i den, og Nygaards drengede, små-kokette charme holdt konstant festen flydende. Kvartetten starter straks efter festivalen på at indspille et nyt album, og mellem de gamle synge-med-numre sneg der sig en lille håndfuld nye sange ind. Der var lidt mere fylde og flere rockede guitarindspil frem for synthesizermelodier, og især ekstranummeret “Ikke rigtig i mit hoved” lød nærmest helt irriterende fængende – en oplagt singlemulighed. I og for sig var det ganske unge publikum så hengivent, at Sterling kunne have gjort snart sagt hvad som helst, uden at der havde været sure miner. Men Sterling slog ikke til tåls med halve løsninger. Der var fuld skrue hele vejen med plads til skæve indfald. F.eks. endte “På vej”, der afsluttede det oprindelige sæt, med at der gradvist kom flere og flere guitarister på scenen, så der til sidst var seks guitarer med i den støjende finale. Og sådan var Sterlings eftermiddagsshow: én stor komsammen med plads til alle med popører. (MA) Why?, Pavilion, 18.00 Med et stort busket overskæg taget direkte ud af en politikomedie indtog Why?-frontmanden Yoni Wolf scenen. Med et alvorligt blik på sine to bandkollegaer annoncerede han, at “we are Bob Dylan, and we are happy to be here”. Så var tonen slået an – også selv om den næppe var helt ren. Yoni Wolf For hos Why? er det snarere en kvalitet end en fejl, hvis harmonierne vakler en smule, eller hvis Yoni misser et ord eller to. Why? har langt mere fokus på at udnytte de kreative muligheder, der ligger i at give slip på alle konventioner. Så selv om bandet i højere og højere grad spiller sangbaseret indiepop et sted midt mellem Tortoise og glad slackerrock, er der ingen krav om vers og omkvæd. Hvis sangen ikke kan holde til at vare mere end halvandet minut, stopper den bare. Den kreative lovløshed udnyttede Why? i de længere numre til at indskyde ret så uforudsigelige retningsskift, som gjorde det værd at spidse ører. Og havde først slået lyttelapperne ud, flød den ene rapfodede popmelodi efter den anden også indenfor. Pavilion-publikummet fik ikke ligefrem omkvæd, der lagde op til fællessang, men fik til gengæld et væld af friske hooks og muntre vokalharmonier. Trommeslageren Josiah Wolf excellerede hele vejen gennem koncerten i at spille xylofon og trommer på én gang, og xylofonens lette ringende klange understregede musikkens svalende karakter. Why? leverede en omgang skramlet sommerpop spækket med samme optimisme som en af de mange skæve oneliners i Yonis tekster: “Flowers are how plants laugh.” Why? var en af de mest farvestrålende blomster i årets festivalbuket. (MA) Phoenix, Odeon, 01.00 Der var godt fyldt op på Odeon-scenen, da franske Phoenix med det udmærkede nye album It’s Never Been Like That i rygsækken skulle sætte fest under et publikum, hvor de fleste havde drukket øl i over 12 timer. Det var dog snarere publikums forventninger til bandet, som var sværest at overkomme for franskmændene. Phoenix havde denne aften mere bund og en tungere guitarlyd end vanligt. Og en mere rock-orienteret koncert, som ikke altid var lige dansevenlig, var ikke helt det, publikum havde regnet med at høre. Bandet spillede dog ufortrødent, oplagt og sådan set også fint nok, men den lette, hammer-iørefaldende pop, bandet plejer at stå for, var ikke meget til stede. Og det var tydeligt, at det var de mere luftige numre – og hits – folk var kommet for. Derfor var jublen selvfølgelig enorm, da Phoenix først spillede “Everything Is Everything” og blot et par numre senere “If I Ever Feel Better” – sidstnævnte i en ekstra lang udgave, hvor de seksstrengede medhjælpere endnu en gang blev luftet lige lovligt rigeligt – en ikke helt vellykket fortolkning, som da også gik fuldstændigt hen over hovedet på publikum. Måske lidt synd for Phoenix, at bandet stadig bliver nødt til at spille de gamle hits for at please publikum, men respekt til bandet for at i det mindste prøve at omarrangere de gamle numre. Det fungerede bare ikke. Måske skal Phoenix bare ikke forandre sig? (JL) Læs også Undertoners anmeldelser af: Sterling: Estadio Camp-Let Sterling: Yndigt land Why?: Sanddollars

Martha Wainwright, Pavilion, 15.00 Seneste skud på Wainwright-stammen kom ind på Pavilion-scenen iført høje hæle, meget korte ternede shorts og sort t-shirt. Det lidt trashede look viste sig velvalgt til den skrigende rockudgave af Martha Wainwright, der under det meste af koncerten stod en smule i knæ, let foroverbøjet, mens hun næsten konstant svingede og sparkede det ene ben ned i jorden. Hun lagde godt ud med to af de bedste sange fra sidste års debut, først “Factory” og dernæst “Far Away”. Men som koncerten skred frem, blev det trættende at lytte til hendes stemme. Til tider var det en opvisning i hendes stemmes formåen. Den er dog ikke særlig facetteret, for groft sagt veksler den mellem skønsang og skrål. Og der var – hvor imponerende det end lyder – alt for meget skrigeri. Der var heldigvis flere øjeblikke, der brød med det temmelig monotone sangforedrag. Især “G.P.T.”, ekstranummeret “Bloody Mother F***ing A**hole”, der er Marthas smædesang mod sin far Loudon Wainwright III, og hendes fortolkning af sin fars gamle antikrigssang “Pretty Good Day”. Alle stærke numre, som sagtens kunne bære det nøgne udtryk med kun vokal og akustisk guitar. Men det gjaldt langtfra alle numre, så koncerten føltes en anelse lang. Den storsmilende søster Wainwright havde et forbilledligt tag om publikum. Hun flirtede med de publikummer, der erklærede hende deres kærlighed. Og så skulle hun naturligvis lige høre, om det er lovligt at ryge pot i Danmark – det var ikke et entydigt korrekt svar, hun fik på det spørgsmål. Disse små afbræk løsnede op for den fastlåshed, som store dele af hendes optræden desværre var hæmmet af. Martha Wainwright var for det meste godt selskab. En hel koncert blev dog for meget – trods hendes åbenlyse talent. (LDL) Serena Maneesh, Pavilion, 03.00 Det norske rockuhyre Serena Maneesh væltede ind på Pavilion-scenen til festivalens absolut senest programlagte koncert. At det skete til tonerne af, hvad der mindede om messe-musik fra et hemmeligt kloster i rockhimmelen, og badet aldeles i lys og røg, virkede ikke tilfældigt. Efter nogle lydproblemer hos frontmand Emil Nikolaisen (der dog blev fornemt akkompagneret af et øredøvende højt groove fra resten af orkestret), startede 45 minutters åndemaning og kamp. Ikke bare med lydproblemerne, men også resten af verden. Igennem den korte koncert rundede bandet et par af numrene fra debuten, men oftest var det svært at følge med i støjen. Normalt ville sådan en stor masse af lyd være et kritikpunkt, men ikke her. For selv om det var umuligt at høre vokalen, var bandets egentlige stemme Emil Nikolaisens guitar i samspil med violin, percussion, tordnende krautrock-trommer samt bassistens trampende rundgange. Serena Maneeshs støjskyer bredte sig langt op i atmosfæren og lavede dundertorden hos publikum. De ellers så velafstemte sange overrumplede og flyttede sig ind i en ny verden, som inden koncerten ikke eksisterede. Hvordan det lykkedes for dem at komme dertil, opgav jeg at finde ud af, men sikkert er det, at der ikke var ret meget andet end Serena Maneesh i universet, da det endeligt blev lyst i Roskilde. (MT)

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Rasmus Møbius, Pellarin & Lenler, Melk, Metropol, 12.00 Sidste år manglede et element på Roskilde Festivalen – der var nemlig ikke noget elektronisk pladeselskab, som fik forlænget spilletid på en af scenerne. Men den tradition vendte tilbage i år – med blandede resultater. Tidligere har danske Hobby Industries og tyske Kitty Yo vist deres artister frem, og i år var det Statler & Waldorf, som fik lov til at præge de første timer på Metropol-scenen. Albumaktuelle Rasmus Møbius åbnede, og hans dubbede elektronica var perfekt til at få søvnen ud af øjnene med – samtidig kom solen frem og begyndte at varme kroppen, som dog til tider havde svært ved rigtig at vågne, fordi Møbius’ musik ikke altid var lige interessant. Bedst fungerede det, når han spillede på sin medbragte trompet, og når bassen og beatet supplerede hinanden til en fælles bund, der var mere dubbet end bare straight downbeat. Pellarin & Lenler efterfulgte Rasmus Møbius, og de åbnede sættet med Pernille Pang fra Tiger Baby på vokal. Hun har på plade en flot, luftig stemme, men live kniber det mere for hende at komme igennem til publikum. Sådan var det desværre også denne dag, hvor hun lagde vokal til Pellarin & Lenlers knitrende, flydende kompositioner. Melk – foto: jint.dk Den Berlin-bosatte dansker Raz Ohara gav til gengæld masser af krop og sjæl til musikken og var med til at afanonymisere lydbilledet i sættets sidste del. De afsluttende numre, som var langt mere funky end sættets tidligere numre, fungerede samtidig som overgang til næste band. Da Melk trådte ind på scenen, rejste det ellers afslappede publikum sig op, og det var tydeligt, at hvis der var et Statler & Waldorf-band, folk var kommet for at se, så var det Melk. Tempoet og energien hos Melk var da også mere engagerende end hos de andre artister, og deres hiphop-influerede lydbillede, som blev præget af rapperen Gisli og soulsangerinden Ane Trolle, opfordrede helt sikkert til mere end bare at sidde og rokke med i takt. Desværre var ørerne trætte efter flere timer med et lydbillede, der de små forskelle til trods lød ekstremt ens. Idéen med en pladeselskabs-showcase er rigtig god, men man bør skære ned på artisternes spilletid – ellers dræber det publikums lytteglæde. (JL) Dälek, Pavilion, 01.00 New Jersey-hiphopperne Dälek, der i nattens anledning kun bestod af rapperen af samme navn og produceren Oktopus, havde et enkelt tilbud til publikum i det halvfyldte Pavilion-telt: Hvis I vil, kan I komme indenfor i et trøsteløst, ramponeret hus fyldt med dæmoner – og I må tage hele pakken eller gå, for vi pynter ikke noget. Og nej, der var sandt for dyden ingen formildende omstændigheder hos Dälek. Kværnende industriel støj tårnede sig op under tørre, blytunge beats og ondt brummende basgange, der fik bræddegulvet til at sitre. Hen over det hele lå Däleks hvileløse ordstrømme, som med den massive lydstyrke in mente gik overraskende klart igennem. Men ordene var stadig svære at skelne, fordi der var så utrolig mange af dem. For Dälek er en mand med en mission – mod alle former for organiseret religion, uligheden i det amerikanske samfund og alt andet, der forhindrer de folk, han i en sangtitel kalder “Permanent Underclass”, i at bevæge sig opad i samfundet. Denne aften var hans ustoppelige foredrag totalt kompromisløse – der var intet lir og ikke særlig meget kommunikation med publikum. Ja, efterhånden som Dälek oftere og oftere begyndte at gnide hænderne mod sit ansigt og sit korte hår, virkede han nærmest besat – og de skurrende, hvæsende støjudladninger fra Oktopus’ to laptops lød med ét som en slags udligning af overtrykket i frontmandens hoved. Det var svært ikke at ærgre sig over, at de to vrede herrer ikke havde taget dj’en Still med. For det havde været rart med lidt mere variation og måske også lidt mere sceneshow. Det kunne i hvert fald have gjort det lidt lettere for folk uden forkendskab til bandet at få noget ud af showet. Men den slags ville have været stik mod Däleks filosofi om ikke at pynte noget som helst. Og Dälek gik ikke på kompromis. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Dälek: Absence Dälek: Abandoned Language

boeger