Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Koncerter

National, The, Tenniscoats, Taxi Taxi!, 07.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak og Martin Laurberg]The National, 14:30, Odeon Under et minut inde i det fortræffelige åbningsnummer “Start a War” stod det klart, at amerikanske The National ville blive en stærk oplevelse. Det begyndte helt afdæmpet, men det flåede en markant, tyk bas itu, da den blæste ud fra scenekanten. Linjen var lagt for en koncert, hvor hvert eneste instrument fremstod massivt i lydbilledet og dermed lød noget anderledes end den smukt underspillede americana, som The National normalt mestrer. Det kostede lidt på vokalfronten, da Matt Berningers mørke og ellers nærværende røst til tider havde svært ved at trænge igennem det forbavsende høje lydniveau. The National – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Men omvendt var det en meget intens optræden, hvor trommeslager Bryan Devendorf med sin eminente og afvekslende spillestil fik vist, hvor vigtig han er for The Nationals slidstærke sange. Men det var især Padma Newsomes sikre håndtering af violinen, som hvirvlende energisk indsvøbte flere melodier, der hørte blandt koncertens højdepunkter. Det var især stærkt, de gange han duellerede med en klirrende guitar. Det eneste, man kunne ærgre sig over, var spilletidspunktet. Midt om eftermiddagen – også selv om solen ikke ligefrem skinner – er ikke den rette tid på døgnet for The Nationals mørke, melankoli-rock. Men det hjalp en hel del, at Berninger og co. optrådte som et fuldblodsrockband. (LDL) Karakter:   Tenniscoats, 15:00, loungescenen Allerede fredag aften fik man mulighed for at se Saya og Ueno Takashi aka. Tenniscoats, som begge er medlemmer af Maher Shalal Hash Baz, der gav alletiders bizarre koncert. Lørdag var turen så kommet til at se det melankolske ægtepar på egen hånd som afslutning på den stribe af fine japanske navne, der spillede på loungescenen i år. De sidste par gange Tenniscoats har gæstet Danmark (især første gang), har deres skæve, minimalistiske og sfæriske folk været en fornøjelse, så der var lagt op til en fin og tilbagelænet eftermiddagskoncert. Saya Takashi på rhodes, orgel og sang, Ueno Takashi på mudharpe og elguitar og Satoru Uno på trommer indfriede da også forventningerne til fulde og spillede en smuk og sfærisk omgang japansk folk, der passede perfekt til den matte stemning oven på fredagens sene koncerter med The Congos og Brian Jonestown Massacre. Nu kunne valget af instrumenter – rhodes og mundharpe – måske bringe mindelser om amerikansk C&W-inspireret folk. Men sådan var det langtfra. For hvis der er noget, der kendetegner Tenniscoats’ musik, er det det absolutte fravær af belortede cowboystøvler. Jeg tror aldrig, at det er lykkedes nogen at spille mundharpe mere rent og med mindre twang end Ueno Takashi. Og Saya Takashis rhodes mindede langt mere om et bal på et rokoko-slot end om en sen aften på en bodega i Memphis. Tenniscoats’ koncert var fyldt med smukke folknumre, hvor sfæriske udsvævelser blev perfekt afstemt med udkoksede guitar-freakout-stykker og lirekasseagtig orgelklimpren. Virkelig en fin start på dagen! (ML) Karakter:   Taxi Taxi!, 17:00, Lounge Taxi Taxi! afsluttede rammende deres koncert med en coverversion af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”. Rammende, fordi den manio-depressive amerikaner besidder den samme uskyldsrene naivitet, som ligger til grund for de to svenske teenage-tvillinger, Miriam og Johanna Berhans, tekstunivers. Taxi Taxi! Og rammende fordi denne coverversion var en af de få sange under koncerten, hvor melodimaterialet var stærkt nok til at stå distancen i Taxi Taxi!s skrøbelige og sarte udtryk, der ikke udgøres af andet end piano eller harmonika og en akustisk guitar (eller ukulele, som den var byttet ud med i et enkelt nummer), der blev rørt så lidt, at den næppe skal have skiftet strenge foreløbig. Af egne kompositioner hørte den fine “To Hide This Way” til blandt de få mindeværdige melodier. Taxi Taxi! mangler en del på sangskriversiden, men det opvejede de med deres fascinerende vokalharmonier. De to søstres stemmer lægger sig ikke overraskende tæt op ad hinanden. Miriam har en svagt mørkere klang end Johanna, så de supplerer hinanden fortræffeligt ved at vikle sig ind og ud af hinanden og endda overtage hinandens melodilinjer. Ligesom Björk, som det ikke er helt galt at sammenligne dem med, ynder de at eksperimentere med vokalens muligheder. Det gør de blændende smukt. Og deres lidt generte, men smilende sceneoptræden var også rørende, men der var desværre ikke rigtig nogen sange, der rumsterede i hovedet efter koncerten. (LDL) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: The National: Boxer Taxi Taxi!: s.t.

Koncerter

Slaraffenland, Flaming Lips, Holly Golightly, 07.07.07, Roskilde Festival

Slaraffenland, 12:00, Pavilion »Keep your kids in / there’s thousands like me,« lød en af linjerne i “Dust (Me as a Monster)”, der åbnede den danske støjjazzrock-kvintet Slaraffenlands show. En koncert, der beviste, at der i hvert fald ikke er et væld af andre bands, der er helt som Slaraffenland. De fem københavneres musikalske blandingsprodukt har været under stadig udvikling i hele bandets levetid, og nu har de ramt lidt af en guldåre. Ikke mindst som liveband er Slaraffenland lige p.t. noget af det fineste i Danmark, og Roskilde-koncerten satte en streg under dét. Bjørn Heebølls præcise trommespil drev numrene fremad, mens bandets særlige kendetegn, de fælles halvråbende vokaler, gav sangene intensitet og nærvær. Samtidig var det en fornøjelse at høre, hvor fint bandet vekslede mellem forskellige udtryk og tempi. Eksempelvis blev den perlende melodiske “Polaroids” afløst af “This One Will Kill Us”, der først lod til at være et mere upbeat og ligefrem rocknummer, men siden blev slået fuldstændig ud af kurs i et tumultarisk støjkaos. Langsomt, men sikkert samlede nummeret sig sammen igen og endte i en herlig finale. Lige så fint et match var det at lægge den korte, ligefremme “Show Me the Way” lige inden den mildt sagt udknaldede “You Win”, hvor Heebølls i forvejen kaotisk buldrende trommer blev samplet og lagt oven i sig selv, mens vokalskrålene blev sendt gennem et solidt lag effekter, så de endte som en bølgende sømandsparallel til Animal Collectives tidlige udgivelser. Og når kvintetten så tilmed lukkede med en udvidet udgave af den fængende “Watch Out”, hvor det afsluttende klimaks i dagens anledning fik fuld skrue – ja, så er der kun tilbage at bukke og takke. (MA) Flaming Lips, 18:30, Orange Scene Det er umiskendeligt flaminglipsk at fylde scenen med folk i pangfarvede alien-, julemands- og superhelteudklædninger, og det samme kan siges om den rundtur blandt publikum – eller rettere over deres hoveder – som forsanger Wayne Coyne tog i en stor oppustet gummiboble. Der er ikke nogen, der er ligesom Oklahoma-veteranerne, og det er svært at komme i tanke om så sympatisk et band oppe i musikkens absolutte superliga. Men det kan ikke redde alt at være noget nær verdens rareste. Og ærligt talt var Flaming Lips’ femte show på Roskilde en rodet og til tider ret ufokuseret omgang. Åbneren “Race for the Prize” var godt nok lige så triumferende og oplivende som altid, og det veritable konfettibombardement fik smilet endnu længere opad. Men ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden. Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også. Ligesom de mange balloner blæste en god del af den intensitet, man kunne se på scenen, ud til siden og nåede aldrig ørerne. På et mindre spillested ville den smadrede udgave af “Free Radicals” helt sikkert have været stærk, men under den overskyede himmel druknede eksperimentet i bulderet. Med de mange stærke sange fra bagkataloget, som bandet så bort fra, var det noget svært at forstå, hvorfor den (i hvert fald i en livesammenhæng) alt for luftige, prog-influerede “Pompeii Am Gotterdammerung” skulle hives ind. Der var bestemt snert over den karmabevidste protest “Yeah Yeah Yeah Song”, og den totalt nedbarberede version af “Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1” fungerede blændende. Men som helhed var koncerten svær at holde af – og svær at finde hoved og hale i. (MA) Holly Golightly, 19:15, Astoria Klædt i ikke helt nypressede gevandter og med uprætentiøst uglet hår fik Holly Golightly og hendes band den fornemme scene i Astoria-teltet til at føles som et bittersødt afdansningsbal for folk med hang til old-time musik. For godt nok startede Holly som punkrocker, men siden da har hun gravet længere og længere tilbage i musikhistorien for at finde inspiration, og det var tydeligt at se, at det især er præ-Beatles-melodier, der ligger øverst, når hun skal vælge musik derhjemme i England. Sangene – hun nåede at spille 20 på lidt over en time – var alle hentet i den afdæmpede ende af Hollys katalog. Både fra de ældre plader, men især fra den seneste, hvor hun er backet up af guitaristen og sangeren Dave, der går under navnet The Brokeoffs. I “I Let My Daddy Do That”, “Devil Do” og “Medicine Water” fungerede den skrabede lyd fra kontrabassen og de snøvlede trommer perfekt, og backingvokalen fik for en kort stund Astoria til at føles som en røget bodega alt for tæt på lukketid. Bandet forsøgte ingenlunde at overdøve Hollys flossede vokal, der sine steder minder om Patsy Cline, andre steder om en glemt bluessangerinde fra dybet af den amerikanske sump. Og så hjælper en stiv whisky jo altid på evnen til at lade vokalen flyde. Desværre var lydniveauet så lavt, at det ud over en masse snak ikke var til at fange alle nuancerne, når Holly med band bevægede sig helt ned i tempo. Men heldigvis virkede det til, at de alle var tilfredse med den døsige, men løsslupne stemning i tørvejret. (MT)

Koncerter

Maher Shalal Hash Baz, Lee Scratch Perry & Adrian Sherwood, 06.07.07, Roskilde Festival

Maher Shalal Hash Baz, 21:30, AstoriaDet japanske blues- og blæserensemble Maher Shalal Hash Baz’ koncert fredag aften kommer helt sikkert til at blive dette års mærkeligste og mest utilgængelige oplevelse. Det kunne man allerede få en gisning om ved at se sig omkring på det rystede publikum, der måbende forsøgte at finde en rød tråd i det japanske vanvid. Faktisk var det hele så aparte, at man efter koncerten kunne opleve bandets booker lufte sin frygt for at få ballade for at have hyret dem. I aftenens anledning var Maher Shalal Hash Baz udvidet til en slags all star-udgave, som ud over frontmand Tori Kudo og et par mere etablerede medlemmer talte en del af festivalens andre japanske kunstnere, Saya og Ueno Takashi fra The Tenniscoats samt Kama Aina og Nikaido Kazumi. Altså en lidt broget skare med mange nye medlemmer. Maher Shalal Hash Baz – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Maher Shalal Hash Baz er kendt for at spille korte numre, men aldrig har det været så ekstremt som i denne omgang. Lad os gætte på, at de spillede i omegnen af 70-80 numre i løbet af den times tid, som koncerten varede. Det er i forvejen vanskeligt at kapere så meget forskelligt musik. Og for ligesom at gøre galskaben komplet havde Tori Kudo tilsyneladende først delt noder ud til det intetanende band umiddelbart før koncerten. Derfor var der tale om en koncert, hvor musikerne forsøgte at finde vej på næsten samme måde som publikum. Meget kaotisk. Bandet spillede altså en slags improvisationsmusik, og kvalitetsmæssigt var det, som det ofte er med den slags: Når det virker, er det sublimt. Når det ikke virker, er det mindre fedt. I dette tilfælde var “mindre fedt” imidlertid også rigtig stærkt, så alt i alt var det en virkelig særpræget og gribende koncert. Helt sikkert et af festivalens højdepunkter.(ML) Karakter:   Lee Scratch Perry og Adrian Sherwood, 01:00, CosmopolDet var lagt op til natte-trance-fest, da den legendariske dubproducer Lee Scratch Perry indtog Cosmopol sammen med den britiske producer Adrian Sherwood. Umiddelbart inden koncerten havde Anthony B. givet et brag af en intens og højspændt reggae-kraftpræstation – i hvert fald at dømme efter den sidste halvdel, som jeg nåede at fange. Så der var god brug for de udkogte og bedøvende båndekko-grooves, som har været Lee Scratch Perrys varemærke i tre-fire årtier. Allerede fra koncertens start stod det klart, at der var foretaget en ret stringent arbejdsdeling, hvor Adrian Sherwood stod bag mixerpulten, mens Lee Scratch Perry holdt sig til at synge. Det var på en måde lidt ærgerligt. For Perry har gjort sine største landvindinger som producer og sangskriver og kun i anden række som sanger. Når f.eks. makkerparret gav sig kast med Max Romeos gamle klassiker “War Ina Babylon”, som Lee Scratch Perry i sin tid skrev og producerede, var det åbenlyst, at Perry langt fra kan måle sig med Romeo som sanger. Her kunne det have været sjovt at høre ham livemixe og manipulere originalen i stedet for blot at gengive den i en lidt mindre stærk version. Derudover var det tydeligt, at Perry efterhånden er ved at være oppe i årene. Ikke alene var hans stemme usædvanlig snøvlet – det var den faktisk allerede i 70’erne – hans optræden var i det hele taget præget af en vis træthed. Ud over at synge gav han sig f.eks. i kast med et lidt dovent sceneshow, som bestod i at male klichéfulde reggae-slogans på en stor planche – i stilen “Jah Rastafari”, “Jah Bless”, davidsstjerner etc. – og prale med sin diamantbehæftede kasket. Det var sjovt nok, men også ret sløvt, især fordi det fjernede lidt af hans koncentration fra musikken, hvor den ellers kunne have gjort god gavn. Perrys klassiske skæringer fra 70’erne er så fænomenalt stærke, at selv ren playback er det hele værd, hvis det finder sted på et potent lydanlæg. Derfor var koncerten stærk nok som dj-show betragtet – ikke mindst fordi det netop er den type stenet og groovy musik, man har brug for, når man efter en lang dag står helt udmattet med en halv kubikmeter ævlebævle og en håndfuld pilsnere under vesten. Men som koncert var det en lille smule mindre spændende.(ML) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelse af:Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap

Koncerter

Mando Diao, People Press Play, Roky Erickson and the Explosives, 06.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak, Martin Laurberg og Mikkel Arre]Mando Diao, 14:00, Odeon Mando Diao går for at være et af de bedste livebands i deres hjemland, Sverige. Dét levede det fem mand høje retrorockband til fulde op til, da de gav en energisk og medrivende koncert på Odeon. Tre ekstra mand var hevet med på scenen, og med blæseinstrumenter og bongotrommer satte de ekstra kulør på Mando Diaos british invasion-inspirerede og stærkt melodiske rocksange. Men det var nu de to frontmænd og noget nær perfekte rock’n’roll-makkerpar, Gustaf Norén og Björn Dixgård, der holdt energiniveauet oppe ved at springe rundt mellem hinanden i kampen om den ene mikronfon, som de på skift kaprede med hver sin udtryksfulde rockvokal. Fra åbneren “Tony Zoulias (Lustful Life)” og resten af koncerten var der på intet tidspunkt tegn på, at Mando Diao ville tabe pusten. Fra sang til sang blev koncerten bundet fortrinligt sammen. F.eks. udfyldte en sagte trumpet stilheden, indtil Mando Diao havde samlet sig og var klar til at levere en fuldfed liveudgave af den fyrige “Killer Kaczynski”. Sættet bestod primært af numre fra Mando Diaos seneste album, Ode to Ochracy. Et album, der viste sig at stå distancen live med en lang række stærkt melodiske rocksange som “Song for Aberdeen”, “Amsterdam” og “The Wildfire (If It Was True)”. Sidstnævnte blev indledt af Slash’ legendariske guitarriff i “Sweet Child O’ Mine” som for lige at markere, at Mando Diaos enkle og lidt pæne udtryk er et bevidst valg. Og det må siges at være det helt rette valg. De fem svenskere fra Borlänge matcher nemt de fleste andre melodifokuserede 60’er-retrorockbands – og live må de være svære at overgå. Under ekstranumrene trak Mando Diao for alvor stikket hjem til publikums udelte begejstring. Nemlig ved at spille de sange, som man trods det egentlige sæts høje niveau havde ventet på. “God Knows” fra Hurricane Bar, og “Sheepdog” og den hammond-drevne “The Band” fra debuten Bring ’Em In hører til Mando Diaos allerbedste sange, og de satte endnu mere gang i festen og publikums danselyst, end der var i forvejen. Og sørme om ikke det overgearede band, som stort set kun slappede af under Björn Dixgårds smukke solofremførelse af “Ochracy”, rundede af med den træfsikre duet “Long Gone Before Rock’n’Roll”. En stærk afslutning på Mando Diaos forrygende liveshow. (LDL) Karakter:   People Press Play, 17:00, loungescenen Det er næppe nemt at spille et publikum op, der ligger henslængt i tungt, halvvådt sand. Og når man så tilmed har så underspillede sange med sig, som Anders Remmer, Jesper Skaaning og Sara Savery havde fredag eftermiddag, er det noget nær umuligt. Der er naturligvis ingen, der kan forvente, at en koncert i en småfugtig lade med solidt plantede tilhørere bliver en regulær fest, men det var svært ikke at ønske sig lidt mere af People Press Play. Hvis man giver deres debutplade tid nok, er den en fin lille sommerpopplade, som desværre ikke lever pop-delen fuldt ud. People Press Play Det ville også have pyntet på Roskilde-koncerten, hvis trioen havde turdet dvæle lidt mere ved den lille håndfuld gode omkvæd, som der har i rygsækken. Eller også skulle de have givet mere los og dyrket den sagte shoegazer-beslægtede støj, som Anders Remmers bas fra tid til anden leverede. Inde midt mellem de to stole var People Press Play nemlig ikke voldsomt engagerende. Sara Savery har en fin lys stemme, og i korte glimt varierede hun sine melodier så elegant, at det gav lyst til mere. Det samme gjaldt “Before Me”, hvis dybe dubstep-lignende bas gav nummeret nogle modhager. Men disse gode takter blev ikke rigtig fulgt op, og så endte det hele som en dødsensbehagelig, men også lige lovlig anonym omgang. (MA) Karakter:   Roky Erickson and the Explosives, 18:00, Odeon Dem der har set Roky Erickson-dokumentarfilmen You’re Gonna Miss Me fra 2005 ved, at vi skal være glade for at få muligheden for at se psych-legenden spille koncert. For den mand, man møder i filmen, har en hukommelse på omkring fem minutter og virker i det hele taget ude af stand til at klare ret meget. Siden dengang må Roky have fået det bedre, i hvert fald virkede han i topform, da han fredag aften stillede op med sit band The Explosives på Odeon-scenen. Nu tæller glæden ved overhovedet at se manden jo en del, så derfor er det vanskeligt at være rigtig sur over koncerten. Der var da også mange plusser. Først og fremmest er Roky stadig en af verdens klart bedste sangere og en verdensklasseguitarist af den absolut mest slidte skuffe. Det skortede heller ikke på slidsikre hits, hovedsagelig perler fra hans soloplader – “Two Headed Dog”, “Don’t Shake Me Lucifer”, “The Beast” f.eks. – men også et par 13th Floor Elevators-numre. Alligevel skal man være mere end almindeligt grebet af Roky-entusiasme for ikke at føle en vis skuffelse. For hvis Roky i sig selv var i topform, kan man på den anden side ikke sige, at der var meget eksplosivt ved The Explosives, som talte en knastør konservatoriebassist, der lignede Greg Kinnear på en prik og havde sin bas hængende usædvanlig højt på sin “Birth of the Cool”-t-shirt, en bundslidt trommeslager, som lignede Roy Orbisons onde tvilling (og som egentlig var fed nok) samt – værst af alt – en totalt fejlcastet leadguitarist, som fyrede ulidelige Stevie Ray Vaughan-agtige soloer af, hver gang Roky så meget som lukkede munden. Jeg hader Stevie Ray Vaughan! Selv “Splash 1” fra den første 13th Floor Elevators-plade, som ellers normalt er en af historiens bedste sange, blev bearbejdet på en måde, så det i mistænkelig grad lød som standardblues af den polerede slags. Meget ærgerligt. Nå nå nå! Men trods alt: Roky Erickson er en legende i verdensklasse, så det var en stor oplevelse at se ham. (ML) Karakter:  

Koncerter

Camera Obscura, Klaxons, Annuals, Brian Jonestown Massacre 06.07.07, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Camera Obscura, 13:00, Pavilion Efter en torsdag af de allerværste var det blidt og behageligt at kunne starte fredagen i selskab med skotske Camera Obscura, hvis musik minder meget om kaffe: hyggelig, bittersød og opkvikkende. Med det Spector-lignende popnummer “Come Back Margaret” som åbner spredte skotterne smil og god stemning, og den småkejtede fælles håndklap-passage gav hints om gruppens tweepop-fortid. På Let’s Get Out of This Country-albummet fra sidste år havde bandet et mere fyldigt udtryk end tidligere, og den varme havde de med sig til Roskilde. Især de solide orgelflader gjorde deres for at give sangene noget at stå imod med. Endnu mere charmerende var de fine trompetmelodier, som understøttede den småtriste grundtone. Den lavmælte melankoli fik nu næppe nogen mundvige til at vende nedad blandt publikum. Dels var Tracyanne Campbell indtagende både som sangerinde og som underspillet showkvinde mellem sangene, og dels var to tredjedele af showet ret så upbeat. I den midterste tredjedel var tempoet dog lige rigeligt sløvt, og kombineret med en flok sange uden de store hooks gav det noget af en bølgedal. Men så kom de seks skotter tilbage på sporet med en håndfuld hurtige, Motown-influerede popsange af den fængende slags. Især “Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken” og “If Looks Could Kill” blev leveret så veloplagt (og en smule utight), at det var umuligt at være hverken utilfreds eller utilpas. (MA) Karakter: Klaxons, 20:00, Odeon New rave? Det er vist allerede overstået, og godt det samme. Heldigvis var der ikke meget tilbage af hverken “new” eller “rave”, da teenager-heltene i Klaxons fik lov til at bryde mudderoverfladen med soniske bølger fra deres relativt korte, men alligevel overraskende succesfulde levetid. Klaxons – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Klaxons’ musik placerer sig hele tiden midt imellem at ville være helvedes dansabel og helvedes punket. Og alt for tit ender det et eller andet sted imellem, hvor der godt nok ikke bliver lukket for festen før tid – men knæklysene brænder aldrig for alvor igennem. Det er faktisk bare meget diskant rockmusik, som tusinde andres. Heldigvis har Klaxons et par solide hits at trække på. Især “Golden Skans”, der excellerer i artigt overraskende vokalharmonier og vellyd, samt den smadrende “Atlantis to Interzone”, der lyder lidt som at overskride alle fartgrænser i en neonfarvet japansk sportsbil, livede op i andet end knæklys og fløjter. Der skulle også en del til for at hanke op i det store publikum, der på grund af forfejlet programplanlægning måtte tage til takke med Odeon-scenen og ikke den langt mere velegnede Arena, hvor der ville have været mere bund i lyden og plads til den fest, som kun publikum under teltdugen var inviteret til. (MT) Karakter: Annuals, 23:00, Pavilion Det var trommernes aften, da det unge amerikanske band Annuals gav en koncert, der var endnu mere mere sprudlende vild, end deres folkpoppede debutalbum, Be He Me, lægger op til. Ud over det ekstra trommesæt, der stod til fri afbenyttelse for frontmand Adam Baker og guitarist Zack Oden ved siden af den faste trommeslager Nick Radford, var der på gulvet opstillet et par trommer ud for både guitarist og sanger Kenny Florence og i Adam Bakers nærhed. Godt nok benytter Annuals sig ofte af dobbelttrommer på deres plade, men rytmesektionen var endnu mere markant og massiv på Pavilion-scenen. Annuals – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Slagtøjet understøttede ikke bare Radford, de fik også nogle aggressive hug, når sangene nåede deres maniske klimaks. Det var vildt og dyrisk. I centrum for udskejelserne sprang Adam Baker rundt, og når han stod ved sin plads, lå han nærmest vandret hen over sit keyboard, mens han svingede overkroppen fra side til side og sang indlevende om både barndomsminder og døden – men trods alvor på tekstsiden var Annuals ramt af musikalsk legesyge. Annuals bliver bl.a. sammenlignet med Animal Collective, men koncerten var nu ikke præget af skæv folk, i hvert fald ikke på en positiv måde. Faktisk havde lydbilledet en tendens til at blive lidt mudret, når sekstetten satte tempoet ned og fremførte de mere afdæmpede og komplekse dele af Be He Me. Men det lykkedes for Annuals at holde sig oven vande og undgå at drukne i deres detaljerige kompositioner ved at skrue lydniveauet i vejret. Højdepunktet var derfor også “Brother”, der eskalerer i buldrende trommer, men også de iørefaldende “Complete, and Completing” og “Carry Around” blev leveret med et overskud så smittende, at det var umuligt at stå for. (LDL) Karakter: Brian Jonestown Massacre, 02:00, Odeon »In one second we’ll be playing a song, and it’s gonna be sick as fuck. Watch!« Frontmanden Anton Newcombe nåede ikke meget mere end at sparke de første fire takter i gang, før han langede ud efter den ene af guitaristerne i sit band og bad ham om at dæmpe rockstjerneattituderne. Det var Antons scene, og ingen har modet til at tage den fra ham. Brian Jonestown Massacre er berygtede for deres kaos-koncerter, og det var, som om publikum på Odeon-scenen var helt på det rene med det faktum. Og at de havde tænkt sig at gøre hvad som helst for at tirre forsangeren med ølkast og andre provokationer. Men heldigvis for musikken er det netop en tirret bandchef, der skal til for at åbne for de enorme reserver af klassisk, psykedelisk rockmusik, som Brian Jonestown Massacre bærer med sig rundt på turné. Der var alt fra lette, lyse popsange til meget lange støjjams med bankende trommer som puls. Der var lidt af det hele, og de tre guitarer gik i symbiose omkring trommeslagerens voldsomt solide, men aldrig kedelig spil. Sammen skabte de det vel nok bedste bud på en videreførelse af den musik, Spaceman 3 leverede i slutningen af 80’erne uden at have glemt rødderne i The Rolling Stones, The Byrds og de syrede solskinspoppere Love. Tilsæt det hele et skvæt af den melodiske grundtone hos House of Love, og du har et band, der lader sig svælge i guitarens muligheder og ikke rigtig bekymrer sig om andet end musikken. Nå-ja, og så lige Antons enorme narkoficerede ego. (MT) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af: Camera Obscura: Let’s Get Out of This Country

Koncerter

Death by Kite, Highway Child, Turboweekend, Choir of Young Believers, 01.-03.07.07, Roskilde Festiva

Death by Kite, 01.07.07, 21:00, Pavillion JuniorDette er en prøvelse. For jeg vil forsøge at undgå at nævne tre bands, som det er svært ikke at nævne, når snakken falder på Death By Kite. Ok? Fint.Søndag aften lukkede de københavnske støjpoppere Pavillion Junior-scenen, og de gjorde det så overbevisende, at de ikke-nævnte tre bands for alvor skal se sig over skulderen. Mest på grund af Death By Kites sære evne til at pakke popsange ind i sødt gavepapir med glittet støjbånd omkring. De går komprosmisløst til værks på titelsangen på deres debutalbum, hvor trommeslager Kristian Kimer er så solid i sit spil, at Bjørn Langes stemme får det modspil dens lyse natur behøver. Og når bandet så allerede som tredje nummer spiller “Bhf. Asta” – det tætteste, de kommer på et regulært hit på deres debut – og stadig har numre som “Pills” og “Kicking Up a Riot Grrrl” at tage af – sidstnævnte hentet fra sidste års demo – så beviser de, at det netop er i melodiernes simplicitet og solide håndværk, at Death by Kite har deres styrke. De tre fylder ikke unødigt på, og netop dér ligger forskellen på københavnerne og de bands, de nok ikke slipper for at blive sammenlignet med sådan lige med det samme. Et stramt spillet sæt sætter naturligvis sine begrænsninger, og derfor blev det hele i ny og næ lidt for tyndt at lytte til. Men det må man tage med, hvis det er støjpop uden omsvøb, man gerne vil have. Og det ville mange søndag aften. Karakter:   Highway Child Highway Child, 02.07.07, 16:30, Pavillion JuniorEn sund kost af 70’er-rock og begejstring for nærmest hele AC/DC-bagkataloget op til Ballbreaker må være, hvad Highway Child er blevet tvunget til at spise i deres opvækst. For det er svært at komme på andre danske bands, der på samme vis fortolker den tunge ende af rockens guldalder så godt som det pladeselskabsløse band. Især live kommer deres simple skabeloner og sikre greb om virkemidlerne til deres ret, og selv om det i længden kan kede lidt, at de er så tro mod rockhistorien, under man bandet al den success de forhåbentligt opnår i de næste par år. Især hvis numre som den pumpende “Love For Sale” og signaturen “Highway Child” kan finde vej til pladebutikkerne. Efter at Baby Woodrose på de seneste par udspil har fjernet sig fra den ætervenlige rock, som de overraskende blev representanter for for et par år siden, kan man nu endelig se en flok knægte, der kan løfte ansvaret som Danmarks uforfalskede rockkonger. Selv om det til tider virker en kende for uinspireret, når alle klichéerne (fællessang, bred benstilling under soloerne m.v.) bliver smidt på bordet, er Highway Child alligevel værd at beskæftige sig med. Ligesom 0,8 liter fadøl i princippet er en kedelig fornemmelse halvvejs, er det alligevel ret fedt, når nakken ryger bagover i forsøget på at vride glasset tomt. Bare fordi man kan sige, at man lige har drukket næsten en liter øl. Karakter:   Turboweekend, 02.07.07, 19:30, Pavillion Junior»De er lige blevet signet på Copenhagen Records, så mon ikke de snart er Ugens Uundgåelige på P3,« sagde jeg til min sidekammerat under Turboweekends koncert. Og søreme om ikke førstesinglen “Into You” allerede har roteret lystigt hos Statsradiofonien. Det er dog med god grund, for Turboweekend har allerede en så stærk håndfuld poppede og hamrende electrorock-sange skrabet sammen, at det ikke kan undre, at pladeselskabsfolket og andre vigtige typer gerne har villet udgive dem. Men bare vent, for på Roskilde Festivalens Pavillion Junior-scene beviste Turboweekend, at de ikke bare bliver et hit på grund af en dygtig A&R-mand og gode reklamefolk. Turboweekend For selv om deres sceneoptræden er stylet, så det næsten gør ondt i øjnene med alle de naive pastelfarver og fjollede t-shirts, kan bandet skrue numre sammen som få andre. Især “I’m Not A DJ”, der åbnede koncerten med Silas Bjerregaards soulstemme helt oppe i det røde felt, og “Wash Out” har hitpotentiale ud over MySpace-neonsegmentet. Så selv om Turboweekend til tider forfalder til lidt for lette tricks i livesituationen – raverbreaks inkluderet – så er deres blotte tilstedeværelse på årets festival et bevis på, hvor lidt magt pladeselskaberne og radioen har for tiden. For det er deres intense live-optræden og gode evne til at promovere sig selv på nettet, der gør, at Turboweekend kunne få pløretunge støvler og regnsæt til at danse, som var de de friskeste sneakers fra WoodWood. Det er så trendy, at man som jyde bliver en kende misundelig. Karakter:   Choir of Young Believers, 13:30, Pavillion JuniorMed fire udgivne sange og en stor stak skitser, der forhåbentligt ender på en debutplade, var Jannis Makrigiannis og resten af Choir of Young Believers nødt til at tænke de syv sange, som de nåede at spille, videre end gængse popformeler. Med cello, violin og ekstra percussion fik sangene heldigvis også et melodisk modspil, og især “We Talk on the Phone” fungerede fornemt med bandets variede formåen. Det lød i ny og næ som en knap så sammenspillet udgave af The Bad Seeds. Men den ekstra orkestrering var desværre også med til at fjerne fokus fra sangenes mildt sagt skrøbelige struktur. Og et skraldespandslåg, der udgjorde en alt for bastant percussion, ødelagde hittet “Sharpen Your Knife”, der netop lever sit eget liv på grund af et ligetil arrangement, der kun næsten kan holde sin form. Langt bedre fungerede “Riot” og den afsluttende “Burn the Flag”, hvor koret pressede de messende toner ud gennem huden og ind til publikum. I dét øjeblik var det svært at forestille sig en smukkere afslutning på den koncert. Karakter:  

Koncerter

Arcade Fire, Speaker Bite Me, Björk, 05.07.07, Roskilde Festival

Arcade Fire, 18:00, Arena Det kan være svært at fatte, hvad man gør det hele for, når man omtrent står med laks i skulderhøjde foran indgangen til Roskildes næststørste scene. At festivalens første, store navn så samtidig er et af nutidens mest hyldede livebands, Arcade Fire, gav torsdag aften fornemmelsen af, at det skulle lykkes, hvis man skulle opretholde håbet om en reel festival med indhold frem for et nyt Pompeji på en dyrskueplads i Danmark. Men hvordan skulle det næsten gå galt? Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark. Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet. De mange musikere roterede konstant rundt, så det ville være forkert f.eks. bare at kalde frontkvinde Regine Chassagne for bassist eller trommeslager. Hun var det hele og havde en epileptisk energi, der drev hende rundt over scenen, når hun da ikke søgte at synge teltet op uden mikrofon. Der var stor vægt på numrene fra Arcade Fires skamroste album nummer to Neon Bible, men det stod klart, at publikum reserverede meget af deres energi til numrene fra årtiets måske bedste debut, den dunkle Funeral. Og mens den neonoplyste dommedag fra de nye numre var mest passende til omgivelserne, var det “Neighbourhood”-trilogien fra debuten, der pumpede både band og publikum op i et satanisk gear, der slettede al erindring om skodvejr og druknede telte. Livemusik fås næppe bedre lige nu. (SJ) Speaker Bite Me, 21:30, Odeon Hvor mange art/støjrock-koncerter har du været til, hvor der er blevet opfordret til at “ryste røv”? Hvis du har været til mere end én, må du meget gerne sige til. Da Speaker Bite Me spillede i et halvfyldt telt blev opfordringen taget alvorligt, selv om det nok mest var mental røv, der blev rystet under regnbukserne. For med et arsenal af alvorligt saftspændte numre fra deres nye plade, Action Painting, samt et par rockende og støjende åreladninger fra fortiden, var koncerten bevis på, at det ikke altid er de helt unge, der besidder ungdommelig spændstighed. “Lesson One” og den vuggende og fugtige “Belle De Boskoop” fik smilebåndene til at låse sig fast i alt andet end botox-stivede folder, imens det spandexklædte kor fik kroppen til at vibrere i lige dele fryd og respekt under crescendoet i “Teach Me Tiger”. Desværre døde vildskaben lidt i midten af koncerten. Biddet forsvandt, og selv om de fine variationer i melodierne trådte bedre frem, var det i de bastant pumpende sekvenser, det for alvor fungerede. Og så er et ekstranummer på to minutters pumpende postrock-finale med bækkener dirrende i den våde luft alt, hvad man har brug for. (MT) Björk, 22:00, Orange Scene Hvis man har gået og været i tvivl om, hvilke hovednavne der egentlig var årsagen til, at årets Roskilde Festival blev udsolgt i lyntempo, gav et blik ud over pladsen ved Orange Scene torsdag aften et godt hint. For selv i den silende regn, der havde været i gang i mere end 18 timer, stod folk tæt pakket i mudderet. Og heldigvis leverede Björk varen – og mere til. Lyden var tilmed aldeles glimrende, så det gik klart igennem, at Björk sang blændende og virkede nærværende og engageret. Koncerten åbnede stærkt med “Earth Intruders”, en indlevende udgave af “Hunter” og flotte korflader i “Pagan Poetry”. Koret var de ti medlemmer af et brassband, som undervejs satte især sangene fra Homogenic ind i nye, interessante arrangementer. Men koncertens største aktiv – ud over Björk selv – var den elektroniske troldmand Mark Bell. Så godt som samtlige sange havde syng-med-potentiale, og ind og ud mellem de slidstærke melodier sprang Bells flossede, buldrende beats. Havde sammenhængen været en anden, ville de skurrende, hvæsende programmeringer nok have sendt tankerne i retning af en mørk klub, men i selskab med Björk kom de snarere til at minde om ustyrlige naturkræfter. Ikke mindst de skælvende beats i “Jöga” lød som jordens plader i kværnende bevægelse. Koncertens klart største bifald tilfaldt Bells fineste genistreg, “Hyperballad”. Det er i forvejen er et superstærkt nummer, og efter et minuts tid blev det splejset sømløst sammen med “Freak”, et af Bells egne, acid-inspirerede numre under navnet LFO. Rave-vildskaben fortsatte i “Pluto”, som lukkede det originale sæt. “Oceania” var et noget tamt ekstranummer, men “Declare Independence” fik energien tilbage – og med løsrivelsestemaet in mente dukkede der både et færøsk og et grønlandsk flag op ved scenen. »Declare independence! Don’t let them do that to you!« proklamerede Björk som afslutning på en koncert, der understregede, at Björk er sin egen – og stadig er sprængfyldt med musikalsk nysgerrighed. (MA)

Koncerter

Matmos, Mahmoud Ahmed, 05.07.07, Roskilde Festival

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Matmos, 20:00, Astoria Med endeløs regn udenfor virkede Astoria tilsyneladende som et tillokkende ly for ret mange festivalgæster, som ikke var kommet for at se Matmos. I hvert fald var der klart mere proppet på siddepladserne ved teltets sider end på gulvet. San Francisco-duoen og deres instrumentale altmuligmand Nate Boyce krævede nu også en hel del af publikum, og efter åbningsnummeret var der tyndet ud i rækkerne. Nummeret kørte også på i godt 10 minutter og var dissonant og skingeret. Martin Schmidt spillede akustisk guitar med en violinbue og klippede derefter optagelserne i småstykker, og det hele endte med at være mere freeform og uhåndgribeligt end langt det meste i duoens bagkatalog. Frit flydende var det næste “nummer” også – for den sidste halve time af den korte koncert var én lang glidende overgang mellem vidt forskellige stemninger og udtryk. Matmos – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Disse 30 minutter var overordentlig fine og bød på calypso-inspireret house med tungen-i-kinden-agtige chillout-tendenser og perlende melodistykker med små-dubbet bas a la Future 3 som klubmusikere. Til sidst var der tungt pumpende rave-bas, og Schmidt krydrede med den hvinende lyd af en ballon, der langsomt mistede luften. Der var god mulighed for at lytte sig ind i helt andre verdener, for Matmos’ omsluttende soundscapes tiggede og bad om at suge én væk – og ville man nikke med nakken, leverede Drew Daniels laptops også dunkende beats. Tre kvarter var dog lige i underkanten, og de tre amerikanere virkede en anelse uoplagte. Der var ikke meget kontakt med publikum, og måske så Schmidt og Daniel egentlig mest frem til at være special guests hos Björk et par timer senere. (MA) Karakter:   Mahmoud Ahmed, 22:30, Cosmopol Der var noget anakronistisk ved at træde ind i Cosmopol-teltet for at se den etiopiske sanger Mahmoud Ahmed. For guderne skal vide, at der ikke var meget etiopisk ved Roskildefestivalens torsdag, som klart må være kandidat til titlen Verdens Værste Dag. Faktisk mindede de ekstreme vejrforhold ikke så lidt om Roland Emmericks The Day After Tomorrow, bare uden Dennis Quaid til at rage kastanjerne ud af ilden. Men nok om vejret. Mahmoud Ahmed er en stjerne i etiopisk musik og var en af frontmændene i 60’erne og 70’ernes unikke etiopiske blanding af freejazz, soul og afrikansk trancemusik. Hans musik fra dengang, som kan findes på nogle af det franske selskab Buda Musiques Éthiopiques-plader, er virkelig stærke sager. Nutidens Mahmoud Ahmed er en lidt anden historie, hvilket man allerede kunne få en mistanke om inden koncerten, eftersom scenen var skæmmet af et stativ med to Korg-keyboards. Man kunne frygte en koncert domineret af uheldige easy listening-keyboardeffekter. Den frygt viste sig at være højst berretiget, for Ahmeds band var over en bred kam – trommer, bas, guitar, keyboard og to saxofoner, ja tilmed Ahmed selv i front – smurt ind i corny 80’er-rumklangseffekter af den værste slags. Det var lidt svært at abstrahere fra. Samtidig kunne man ikke undgå at blive totalt opslugt. For hvert nummer var spækket med groovy saxofonriffs, soulfulde sangmelodier og funky guitarlicks i en grad, så det var umuligt at stå stille. Og desuden var det umuligt at stå for den charmerende Ahmed, som det ene øjeblik brød ud mærkelige udgaver af rockklicheer så som «Are you ok? Are you ok! Are you ok! Thank you! I’m ok too!», for straks efter af slå sig løs i funky dans eller agere soul-præst som en etiopisk udgave af James Brown. Hvis publikum til at begynde med måske forhold sig lidt forbeholdent til manden fra Addis Ababa, så ændrede det sig hurtigt, og efter ti minutter og koncerten ud havde Ahmed folket i sin hule hånd. Smukt. (ML) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: Matmos: The Rose Has Teeth in the Mouth of the Beast Matmos: Supreme Balloon

Koncerter

Atoi, Marybell Katastrophy, 1 2 3 4, 01.-04.07.07, Roskilde Festival

Atoi, 01.07.07, 16:30, Pavilion Junior Roskilde-debuten startede så fint for københavnske Atoi. Med dybe, klagende cellostrøg og tørt skramlende programmeringer varslede åbningsnummeret godt om en eftertænksom koncert. At det langstrakte nummer tilmed undervejs forvandlede sig til noget vildere og endte i en støjende finale, var bestemt heller ikke ringe. Atoi er tydeligvis ikke tilfredse med at holde sig inden for et stramt koncept, og kvintettens idéer stritter i vidt forskellige retninger. Det behøver der bestemt ikke være noget galt i, men jo længere bandet kom ind i koncerten, jo sværere blev det at holde af dem. Respekten for deres stilistiske spændvidde kunne ikke opveje den manglende røde tråd. Eksempelvis kom der pludselig reggae-strejf ud af det blå – og straks nummeret var ovre, var der ikke skyggen af Jamaica i resten af sættet. Charmerende variation, ja – men også noget fragmentarisk. Nogle af de hurtigste og mest dansable numre lod til at have et vist hitpotentiale, men desværre kunne Ida Cæcilie Rasmussens stemme ikke matche musikken, når de stramme beats og synthmelodierne sparkede igennem. Så snart hun forsøgte sig med skæve rockfraseringer, lød hun ikke helt skarp, og helt skidt blev det i de to numre, hvor hun snakkesang sig gennem versene. Hun virkede glad og nærværende, men måske var der lidt nerver indeni? Marybell Katastrophy, 03.07.07, 18:00, Pavilion Junior Det er ganske tankevækkende, hvordan de tidligere medlemmer af Tiger Tunes hver for sig er gået i en tungere retning, efter at deres synthpopprojekt blev lagt i dvale. To af tigrene spiller mægtig tungt i Beta Satan, men også sangerinden Marie Højlund har fået betydeligt mere tyngde bag sig med sit band Marybell Katastrophy. Med brummende synthbas og mørke, til tider huggende guitarer lød kvintetten til tider som Electrelane – men vel at mærke med en hel del mere popfornemmelse. For Højlund og co. skriver nogle gode omkvæd, der bider sig fast uden den store forberedelsestid, og det var noget, publikum kunne forstå. Knap så indlysende var det at invitere Efterklang-forsangeren Casper Clausen med på scenen til to numre, hvor han var så usikker på teksten, at han var nødt til at støtte sig til en lap papir. Resultatet var mildt sagt tøvende og gav koncertens midte lidt af et dyk. Til tider lyder Højlund som Björk, og det gav et par af numrene lidt for nære relationer til Sugarcubes. Men derudover stak Marybell Katastrophy i en hel del retninger, der lød som deres helt egne. Den kantede synthrock blev krydret fornemt med skæve samplinger og loops, og der var godt med energi på scenen. Koncerten var en charmerende rodebutik, hvor hylderne nogle gange var lige lovlig tæt på at briste. Men det var til at overkomme, når der var noget at nynne med på. 1 2 3 4, 04.07.07, 13:30, Pavilion Junior Et lille stykke inde i københavnske 1 2 3 4’s koncert blev der pumpet en masse røg ind på scenen. Den lagde sig tykt om alle andre end forsanger Rune Hedeman – og det sagde en del om kvintettens tre kvarter på scenen. For Hedeman er i den grad midtpunktet og fylder rollen ud med spøjse klovnerier a la småfascistisk kung-fu og hovne bodybuilderfagter – og med sine dybe stemme, der lægger sig et sted mellem desillusion og blaserthed, hvilket klæder sangene fint. Singlen “Saddest” åbnede ballet med ørehængerpotentiale, og mindst lige så stærke var “Demons Are a Girl’s Best Friend” og “Coltrane”, der havde fået en overhaling med Phil Spector-agtige bom-ba-dum-chi-trommer. Men derudover var 1 2 3 4 et lige vel anonymt bekendtskab. Eller rettere sagt var alle andre end Hedeman for tilbageholdende. De fint melodiske sange er skåret ret stramt, og fra tid til anden ville det være rart, om der blev gjort plads til en kaotisk afslutning eller et retningsskift. Konferencieren beskrev kvintettens musik som djævlepop, og bandet lukkede med nummeret “The Road to Hell Has a Thousand Shortcuts”. Men 1 2 3 4 mangler nu noget fandenivoldskhed for at kunne påberåbe sig det helt store slægtskab med de mørke magter. Og kom der nu bare lidt mere af den vildskab ind i sangene, ville de have nemmere ved at lette. Melodierne er egentlig fine nok, men Rune Hedeman kan ikke klare opgaven alene.

Koncerter

Sonic Youth plays Daydream Nation, 27.06.07, Columbiahalle, Berlin

Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. (03.07.07)Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. Konceptet med at lade et band opføre et af dets musikalske hovedværker er en omsiggribende tendens, der både indebærer en del positive og nogle få negative ting. Hvis man har med et band at gøre, der kliner sig til stringente liveudgaver af deres numre, kan man hurtigt komme til at kede sig bravt. Dertil kan det være svært for et band at gennemføre en hel plade, uden at nogen af numrene kommer til at lyde ferske. Heldigvis ville det være synd at påstå, at støjlegionærerne fra Sonic Youth tilhører bemeldte kategori. Thurston Moore og co. valsede ind på scenen i Berlins smækfyldte Columbiahalle med den mission at spille hovedværket Daydream Nation i dets helhed, og at kalde forventningerne høje, ville være som at kalde Thurston Moore en nogenlunde guitarist. Man kunne dog risikere at være gået forkert, da lysskiltet på den gamle hangar, der er Columbiahalle, reklamerede for en koncert med Sonic Youht. Så meget for tysk grundighed. Og som med så meget andet, skulle man først igennem noget skidt, før man nåede til det gode. Opvarmningen bestod af to mænd, der igennem tyve minutter donerede en gang monoton, helvedeslydende drone ned i hovedet på det proppede spillested. Mange så ud, som om de var på nippet til både at gå eller bare smide de smarte, splintfri ølglas efter støjsenderne på scenen, men man nøjedes med at give en noget så lunken applaus, da de var færdige, til gengæld for hovedpinen. Det kunne Sonic Youth dog ikke rigtig gøre for, medmindre rygtet om, at den ene var Thurston Moores søn, var sande. Han lignede i hvert fald en hel del. Hvor om alting er, gik newyorkerne et kvarter senere på scenen, så man kunne få bevist, at støj ikke nødvendigvis behøver være så grusom, som opvarmningen havde indikeret. Og da Moore og co-guitarist Lee Ranaldo tordnede hovedkulds ind i riffet, hvis man da kan kalde det dét, fra Daydream Nations åbningsnummer “Teen Age Riot”, var man stort set overbevist. Nummeret hører til blandt bandets allerbedste, og live var det en intet mindre end frygtindgydende rockmonolit, man fik lov at opleve. Bassist Kim Gordon dansede og snurrede rundt igennem hele koncerten iført en, som vanligt, alt for stor bas, men ikke desto mindre er hendes evne til at dominere en scene, der samtidig betrædes af d’herrer Ranaldo og Moore beundringsværdig. “Cross the Breeze” demonstrerede i hvert fald tydeligt, at Gordon tilsyneladende har mistet hverken den vrede eller den vokale ballast, der skal til for at gøre nummeret så fantastisk. At guitaristerne afsluttede nummeret med at krydse guitarer som et andet støj-Iron Maiden, fik dertil de 3500 tilskuere til at huje, så man frygtede for de bærende konstruktioner i hallen. Generelt kan siges om koncerten, at lyden lå milevidt foran, hvad noget spillested i Danmark kan præstere. Klar gengivelse af hver enkelt tone, Ranaldo og Moore rev ud af guitaren, vokaler, der ligefrem var forståelige, og Steve Shelleys apokalyptiske buldren, der næppe lavede en eneste fejl og gav pladen en rygrad, der vitterligt gjorde pladen endnu bedre live, end mesterværket var oprindeligt. Der var lidt længere pauser imellem numrene, hvilket nogle gange gjorde musikken knap så strømlinet, som den lyder på pladen, men man var villig til at tilgive en hel del. Om ikke andet kunne man beundre hallens flotte arkitektur i mellemtiden. Efter en kort pause vendte bandet tilbage og spillede seks numre fra deres nyeste udspil, Rather Ripped. I sig selv imponerende, at bandet kunne fortsætte i samme høje tempo, og fraset højdepunkterne fra Daydream Nation var et nummer som “Bull in the Heather” en så imponerende oplevelse, at den massive mur af støj, som den lave højde til loftet hjalp på vej, gik op i en højere enhed. Selv den følgende tinnitus føltes behagelig i kølvandet på koncerten med et band, der stadigvæk kan spille samtlige deres konkurrenter baglæns ud i Atlanterhavet. At bandet vendte tilbage 10 minutter, efter lyset var tændt, og spillede et ekstra nummer, gik hen over hovedet på de fleste, incl. denne skribent. Men Sonic Youth havde også gjort deres til, at man fik brug for frisk luft i en fart. Så meget statisk og buldrende smuk støj kan ikke være godt for ens adrenalinniveau. Læs også Undertoners anmeldelse af:Sonic Youth: Rather Ripped Karakter:  

Koncerter

A Kid Hereafter, I Got You on Tape, 15.06.07, Vesterbro Festival, København

I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. (17.06.07)I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. A Kid Hereafter»Velkommen til regndans,« lød det fra scenekanten, da årets Vesterbro Festival blev skudt i gang. På trods af de faretruende tunge skyer og en pessimistisk meteorolog i radioen var en større skare troppet op foran Air-scenen for at overvære A Kid Hereafters udskejelser. Frederik Thaae samt band og lillepigekor havde i dagens anledning fundet deres fineste lyserøde velourdragter frem fra gemmerne; et særdeles begavet tøjvalg, da en stor del af bandets medlemmer må lide af DAMP eller bare har et kaffeindtag, der er kørt af sporet. “Military Waiver” åbnede ballet med et energi-kick, der snildt kunne sætte gang i publikums fødder såvel som at få hr. Thaae himself til kravle på væggene. Det blev til alt fra high fives til publikum til halvakrobatiske udfoldelser på scenegulvet på de tre minutter, det tog at få nummeret prustet ud gennem det imponerende fuldskæg. Energiniveauet faldt absolut ikke, da “Secret Service” og de efterfølgende poppunkede knaldperler skulle smides; undervejs fik nogen dog stukket manden en guitar, der holdt ham fast i en overvejende lodret position for en kort tid. Omkring halvvejs gennem koncerten blev der for publikum et dansemæssigt pusterum under den sjælede og en anelse søbende “Superficial Star” samt coverversionen af Yes’ “Long Distance Runaround”; til gengæld startede anden halvleg med fornyet styrke og kulminerede under “Seven Days Later”, da en endnu syngende Thaae valgte at forlade scenen til fordel for en kammeratlig støvledans med en fyr med paraply blandt publikum. Det hele blev tilsyneladende for meget af det gode for mikrofonen, der valgte at sætte ud midt i løjerne. Ikke at publikum skulle snydes på den bekostning, for nummeret blev på behørig vis fulgt til dørs, da der igen var orden i elektronikken. Så var det slut for denne gang – det troede vi i hvert fald, indtil en stemme fra bagtæppet fik tildelt A Kid Hereafter et ekstra minut i spotlyset. Og på et minut kan man åbenbart nå en hel del! Den punkede popmusik fra den sidste lille times tid røg øjeblikkeligt i glemmebogen, da bandet brat slog over i en growlende omgang dødsmetal. Ikke mindre end tre numre à 30 sekunder blev det til, før scenefar sagde stop og pitmosherne måtte videre. Skyerne havde holdt tæt mod alle odds – og skulle vejrguderne blive mindre nådige senere på aftenen, ville der i det mindste være en god portion kropsvarme at tære på efter en særdeles underholdende åbningskoncert. Karakter:   I Got You on TapeAftenens hidtil største forsamling var uden tvivl at finde under Øksnehallens hvælvinger lige før kl. 22. Måske hjalp det på tilskuertallet, at to af festivalens seks scener netop havde sagt godnat og tak for i dag, og at termometeret var drastisk på vej mod det blå felt. I Got You on Tape inkl. sideprojekter stod for et par af sidste års fineste udgivelser herhjemme. Tilbagelænethed er absolut et nøgleord, når det kommer til I Got You on Tape, og det kan både bruges om deres musik og deres attitude på scenen. Det er i og for sig en udmærket egenskab, hvis den vel at mærke kan omsættes til noget konstruktivt. Mikses den godt op med en omgang følsom rock af den drømmende, atmosfæriske slags, er der en fæl risiko for at ende med et navlebeskuende og ikke synderlig interessant udtryk. Med for meget energi falder projektet til gengæld til jorden, da nerven forsvinder. Det er her, I Got You on Tape forstår at ramme plet mellem uvedkommenhedens to poler i det felt, der hedder absolut nærvær. Trommernes stramme rammer holdt de vidtfavnende guitarflader i et fast greb under forsanger Jacob Bellens’ ensartede, men altid fængslende vokal. Uden de store afvigelser fulgte I Got You on Tape den faste skabelon og undgik samtidig at forfalde til monotonien. “Pins and Needles” var et af de absolutte højdepunkter, hvor vokalen med diktatorisk kølighed undertrykte den massive energi fra de ulmende guitarer og oprørske trommer. Bedst var dog afslutningen “Mary Jane” med Bellens i det Interpolske hjørne og en så tyk, atmosfærisk instrumentering, at Øksnehallens tag var tæt på at lette. Skønt Vesterbro Festival er tiltænkt de nyudklækkede danske musikynglinge, er I Got You on Tape tydeligvis flyvefærdige. Og nu da indspilningen af deres nye album er skudt i gang, kan man blot håbe på snart at se dem på vej mod de helt høje luftlag. Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourI Got You on Tape: s.t.

Koncerter

Spot Festival 2007 i Århus, 01.-02.06.07

Årets udgave af Spot gik glat og helt uden de uheld, som nogle ellers kunne frygte fra festival nr. 13. Og mens Christian Poulsen ødelagde alting i fodboldkampen mod svensken, tog de danske bands stikket hjem og overstrålede de gul-blå.

Koncerter

Books, The, 11.05.07, Lab, København

“Vi er gået hjem. Det gav jo ingen mening med alt den snak.” Sådan skrev en af mine venner i en sms efter halvdelen af koncerten med The Books var afviklet. Og der var godt nok meget snak denne aften på Lab, hvilket påvirkede både publikums oplevelse og musikernes fremførelse.(13.05.07)“Vi er gået hjem. Det gav jo ingen mening med alt den snak.” Sådan skrev en af mine venner i en sms efter halvdelen af koncerten med The Books var afviklet. Og der var godt nok alt for meget snak denne aften på Lab, der da også havde lukket dørene for flere gæster, da brandmyndighedernes grænse på de 100 personer var nået. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Aftenens første artist Henning Lundkvist havde på baggrund af en forlist bachelor-opgave skabt en audiovisuel fortælling, hvor han samplede billeder og lyd fra blandt andet gamle Charlton Heston-film. Det var en langsom fortælling, og da de fleste i lokalet hellere ville snakke med venner end se på, var det umuligt at koncentrere sig om Henning Lundkvists værk. Det havde nok fortjent en biografsal for at komme til sin ret. Hans Appelqvist måtte først kæmpe med teknikken, der drillede og tydeligvis irriterede den unge svensker. Og hans tyste musik med prog-rock-præg havde det også svært i Labs larm, hvor både han selv og publikum flere gange måtte tysse for at dæmpe lydniveauet. Hans Appelqvists sæt tog denne aften udgangspunkt i hans forrige album Naima, som er en fortælling om et væsen, der i svære situationer dukker op i folks liv og giver dem råd. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Som vanligt lod Hans Appelqvist sin musik ledsage af en fortællende billedside. For mit vedkommende blev det et mislykket forsøg på at visualisere de indre billeder, han virkelig skabte med Naima. Og hans set virkede dermed som en dårlig filmatisering af en rigtig god bog. Synd når hans album er så gode. Da The Books gik på scenen, dannedes der en kødrand omkring scenen, som var større, end jeg havde forventet – måske var der alligevel kommet en del personer på Lab denne aften for at høre musik og ikke bare for at snakke? Siddende foran det store lærred i næsten mørke var Nick Willscher Zammuto og Paul de Jong godt gemt bag henholdsvis cello og guitar. Deres billedside var altdominerende, men duoen havde virkelig arbejdet med at få musik og billeder til at fungere sammen, så den akustiske cut-up-pop med samplinger fik et fantastisk visuelt medspil og dermed også medvind; faktisk i en sådan grad, at Mew og Efterklang, som også i høj grad benytter sig af visuals, virkelig har noget at lære. At mange af videoerne tilmed var sjove, trak absolut heller ikke ned. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Når projektoren ikke arbejdede, blev duoens show næsten fladt, som for eksempel under deres original-tro udgave af Nick Drakes “Cello Song”. Duoen præsenterede numre fra alle tre album, og heldigvis blev koncerten ikke en helt så indietronisk affære, som seneste album Lost and Safe var. Personligt savnede jeg flere af de ældre numre, hvor bandet virkelig bruger samplinger kreativt. Mens den første halve time af koncerten var præget af snakken på Lab, gik musikken for mit vedkommende heldigvis rent ind i den sidste del af showet. Se videoen til The Books’ “Take Time” hos PitchforkLæs også Undertoners anmeldelse af:Hans Appelqvist: NaimaHans Appelqvist: Karakter:   The Books: Karakter:       Bedømmelseskriterier