Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Koncerter

Dead Moon, 20.09.06, Loppen, Christiania

Night of the Living Dead!rHvad en flaske rom er for en tandløs, enøjet pirat, hvis skib er på vej til at synke, er Dead Moon for musik – nemlig ubetinget fedt uanset hvad! Trioen leverede en uovervindelig stribe af hits onsdag på Loppen.Sidste gang Dead Moon besøgte København, slog de totalt benene væk under de fremmødte på Studenterhuset med deres slagkraftige, psykedeliske og samtidig romantiske no nonsense-rock n’ roll. Så der var lagt i kakkelovnen til et brag, da gruppen i går besøgte Loppen. Og utroligt nok overgik de næsten de i forvejen skyhøje forventninger og spillede en formidabel koncert. Hvad er det, der er så fedt ved dette band? Måske har det noget at gøre med, at de virker kompromisløse i en grad, hvor ingen andre kan være med. (Ifølge rygtet boede ægteparret Fred og Toody Cole, henholdsvis sanger/guitarist og sangerinde/bassist, en tid i en hjemmebygget bjælkehytte langt ude i ødemarken, hvor de levede af at gå på jagt). I hvert fald er der noget helt igennem unikt og ærligt ved deres musik, som gør, at man på én gang ryster næven og bliver blød i knæene. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Fred Cole har et enormt katalog af slidstærke hits, hvilket man fik et effektivt, men dog måske lidt kort, bevis på i går aftes: “Walking on My Grave”, “It’s OK” – den ultimative hyldest til slidte mennesker, “54-40 or Fight” – som har et af historiens bedste synge med-breaks, “Poor Born” – sej hyldest til no nonsense-livsstil, “Dead Moon Night” samt en masse andre hits. Deriblandt en suveræn version af “You Must Be a Witch” med Fred Coles 60’er-gruppe The Lollipop Shoppe. Det ene melodiske pletskud afløste det andet. Hvis man hører til dem, der finder trioformatet begrænsende, behøver man bare at frekventere ægteparret Cole og trommeslager Andrew Loomis for at få rettet sine misforståelser. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden gruppe, der på samme måde kan kombinere soulfulde sjælere, hurtige tonsernumre, duetter, garageriffs og psykedeliske licks. Smukt! Læs også Undertoners anmeldelse af:Dead Moon: Echoes of the Past Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Mogwai, 16.09.06, Pumpehuset, København

Hvad skal publikum have? Det de forventer. Skal de have andet og mere? Niks. Det var parolen, da Mogwai indtog Pumpehuset og leverede en koncert på rutinen. At den rutine så er ganske imponerende, var i den grad en formildende omstændighed.

Koncerter

Amber, 28.08.06, Idealbar, København

Den danske trio Amber fejrede udgivelsen af sit nye album One Minute Love Affair med en gratis koncert, og efter en smule begyndervanskeligheder spillede bandet sig op og demonstrerede, hvor fint de balancerer mellem energi og melankoli.Mandag er normalt ikke en spændende dag. Det er om mandagen, man igen kommer i tanke om det stress og jag, som weekenden kun lige havde nået at forjage. Det er mandag, man igen skal tidligt op for at passe studie eller arbejde. På sådan en dag kan det være nødvendigt at blive mindet om, at verden både er større og mindre end én selv. Denne gråvejrstriste mandag udgav den danske trio Amber sit andet album, One Minute Love Affair, og spillede i den anledning en gratis koncert. Og Ambers melankolske toner var den helt rigtige medicin mod en grå og tung start på en ny uge. Den danske trio fandt den helt rigtige blanding af energi og melankoli. Bandet kæmpede indledningsvis med at finde hinanden, men allerede efter den anden sang var al usikkerhed væk, og derfra voksede de nummer for nummer. Med messende basgange og kraftfuldt trommespil formåede de at finde frem til den smertefulde balancegang, lige før musikken kammer over. I virkeligheden var det lidt som et afbrudt samleje. Stadig voksede musikken i intensitet og tempo. Med kraftigere og kraftigere trommespil og en bas, der blev mere og mere tydelig i sine rundgange, byggede musikken op til et klimaks, der aldrig indtraf.På toppen af den messende melankolske duo, der udgør Ambers rytmesektion, ligger Biljana Stojkoska med sin sårbare vokal. Om det skyldtes de gratis drinks eller nervøsiteten over den store aften, vides ikke, men denne aften manglede hun den sædvanlige kraft i stemmen. Under aftenens to sidste numre var det dog uundgåeligt ikke at lade sig rykke med af trommernes torden og de grædende toner fra bassen. Det var således fyldt med vemod, men stadig i godt humør, at man efter bandet havde spillet sidste nummer forlod Idealbar for at komme ordentligt i gang med den nye uge. Læs også Undertoners anmeldelse af:Amber: One Minute Love AffairInterview med Amber: Et spørgsmål om kommunikation Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Pole, Deadbeat, D&P, Dub Tractor, 19.-20.08.06, Public Service

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Pole, Deadbeat, D&P Pole har på sine seneste udgivelser ikke formået at gøre meget mere end at gentage sig selv og sin klassiske lyd af dub præget af skrat og hiss, selv om han har prøvet – blandt andet ved at tilføje vokal til sin dub. Derfor var det spændende at se, hvordan han ville være live. Heldigvis blev det ganske underholdende at se den efterhånden midaldrende Stefan Betke skrue op for tempoet og spille en slags hurtig dub-techno. Det var faktisk kun Betkes første nummer, som var nede i tempo, og hvor han på lidt malplaceret vis brugte nogle høje hi-hat-effekter nærmest uden for rytme. Betke skiftede rytmer og tempo, så hans sæt blev varieret, selvom det meget var de samme lyde, han brugte. Den hiphop-inspiration, som prægede Poles selvbetitlede album, var der ikke meget af – det gjorde dog ikke så meget. Mere ærgerligt var det, at Betke ikke spillede så lang tid. Canadiske Deadbeat alias Scott Monteith skulle nemlig overtage scenen, inden han og Betke skulle spille et sæt sammen som D&P. Deadbeat har udgivet et par album på netop Betkes selskab ~scape, og der er klar sammenhæng mellem de tos musikeres udtryk. Men Deadbeat er mere pumpende, mere monoton og indimellem også nærmest Cafe del Mar-agtig. Live viste Monteith dog også, at han sagtens kan spille mere dub, end hans tørre, pumpende lyd ellers lægger op til. Der var sågar inspiration fra reggaeton at finde, men alligevel var hans lidt lange sæt mere stillestående end Poles, selv om Deadbeat nok nåede at bruge flere forskellige elementer i musikken. Deadbeat og Poles fælles sæt var en underlig affære, og virkede nok bedre på papiret (og på plade) end i virkeligheden. Sammen satte Pole og Deadbeat et beat i gang, og så improviserede de to musikere ellers hen over – mere eller mindre – samme trommerytme i en halv times tid. Problemet var, at da beatet først var sat i gang, var der ikke mulighed – eller de benyttede sig i hvert fald ikke af det – for at ændre hastigheden på musikken, hvilket gjorde sættet ret ensformigt. Og så virkede det, som om de to musikeres lyde ikke var blevet indstillet rent niveaumæssigt, inden de skulle spille sammen. Det gjorde tit lydbilledet rodet, og druknede også Deadbeats forsøg på at lægge finere detaljer ind i musikken – det var i hvert fald, som om det mest var Betke, der styrede slagets gang, selv om han så mindst engageret ud. JL Dub Tractor Det var begrænset, hvor mange folk der opholdt sig udenfor i den stilfærdige søndagsregn. Til gengæld var stort set hele gulvet foran scenen fyldt op, og der var vel et par hundrede tilhørere – ret imponerende. Det ville til gengæld være at stramme den at hævde, at Anders Remmer alias Dub Tractor ligefrem imponerede. Men omvendt var Remmers lige knapt timelange sæt ikke skuffende – det var bare, lige hvad man kunne vente sig. Dub Tractor-pseudonymet har efterhånden 13 år på bagen, og på de seneste plader har Remmer forfinet en tør, dub-influeret electronica, som på Hideout fra sidste vinter flirtede med shoegazer-inspireret indiepop. Lige netop den blanding var velegnet som søndagsmusik, og der var dømt mere afslapning end nærlytning. De fleste af numrene mindede nemlig meget om versionerne fra Hideout, så det var kun et par nye numre, der for alvor gjorde det værd at lytte grundigt. Det ene af dem blev domineret af akustisk guitar, og hen mod slutningen dukkede fyldige klangflader op og åbnede døren til et mindre minimalistisk lydunivers. Dub Tractor bød også på et nyt, mere upbeat nummer, og det var rart at høre ham være lidt kæk. Det kan man nemlig ikke rigtig beskylde hans live-setup for at være. Godt nok er han (som en ældre udgave af Khonnor) begyndt at synge i en computermikrofon – men det lød mistænkeligt meget, som om han havde vokalspor med hjemmefra og kun tilføjede et tyndt ekstra-lag af vokal. Dét kunne man så være irriteret over – eller også kunne man bare læne sig tilbage og nyde, at Remmer stadig kan sit kram, når det gælder vuggende dubtronica. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Pole: Steingarten Deadbeat: New World Observer Dub Tractor: Hideout

Koncerter

Unsound, Colleen, 18.08.06, Public Service

UnsoundDet er ikke alle islændinge, som har mulighed for at opnå kunstnerisk succes. Det måtte publikum sande, da enmands-orkesteret Unsound gik på scenen fredag aften. Bag Unsound gemmer Kristinn Gunnar Blöndal sig, og denne aften skjulte han sig godt bag langt pandehår og tunge beats og skærende synths. Efter åbningsnummeret var det, som om der et øjeblik blev skiftet musikalsk stil, for Unsound gav nærmest en opvisning i, hvordan man låner det bedste fra den tyske indietronica. Det var hverken nyskabende eller særligt Unsound’sk (skulle det vise sig), men det virkede et kort øjeblik, som om det kunne blive en fin koncert. Men straks derefter og i resten af sættet fortsatte Unsound i en rille præget af en uopfindsom og ganske kedelig electro-stil med masser af tunge beats. Da Unsound spillede en coverversion af Lasgos diskotekshit “Hold Me in Your Arms”, var det en kortvarig tilbagenvenden til det mere melodiske. Men ellers var der for langt mellem melodierne og for kort mellem hamrende, ligegyldige beats. ColleenDet var et helt naturligt break i koncerten, da franske Colleen alias Cécile Schott et par numre inde i sættet manglede sit plekter og måtte rode efter det i sin taske. Publikum var tålmodige, og som Cécile Schott sad placeret blandt alle sine instrumenter badet i blåt lys, var der nok at lade øjet underholde af. Med cello, klarinet og spansk guitar fodrede hun koncerten igennem sine pedaler med lyde, som hun loopede igen og igen, så hun på sarteste vis kunne spille med sig selv. Det var, som om der var flere Cécile Schott’er end bare den ene lille kvinde, som med bare tæer styrede de elektroniske remedier. Ikke bare øjnene, men også ørerne blev udfordret under hele koncerten, hvor Cécile Schott skabte en nærmest afslappet andægtighed, hvad enten hun skabte feedback med celloen eller byggede lag på lag af simple klarinetfigurer. Det var faktisk kun de to gange, hvor lyset i salen uheldigvis blev tændt for fuld knald, at folk blev revet ud og væk fra den fantastiske verden, som Colleens musik trak publikum ind i. Læs også Undertoners anmeldelser af:Colleen: Golden Morning BreaksColleen: Colleen et les boîtes à musique

Koncerter

.tape., Spinform, Bichi, 19.08.06, Public Service

.tape. Med sin småkrøllede gullige t-shirt og sine gråbrune bukser, der mildt sagt posede ud over skoene, så spanske Daniel Romero ud, som om han var trådt direkte ud af en bog om støvede arkivarer. Brillerne var krøbet lidt ned ad næsen, og hans svagt rynkede øjenbryn udstrålede en mild, men dog konstant forundring – måske over at der ikke var mere end en snes tilhørere. Det nussede udseende bedrog dog, for Romeros musik var alt andet end støvet og hengemt. Tværtimod var det lige før, at kl. 16 var for sent et tidspunkt at lade ham spille, for den perlende electronica fra hans laptop var simpelthen lyden af morgen. Pippende fugle og spinkelt klingende klokkespil blev flettet ind i hinanden, mens akustiske guitar-melodier drev numrene fremad. Når melodierne forsvandt, og der kun var opklippede klokkespil og harpe-toner, var det lidt svært at finde hoved og hale i Romeros musik – bl.a. fordi der ikke skete de store forandringer i løbet af numrene: ingen klimaks og ingen overraskende retningsskift. Til gengæld var der en fortryllende friskhed over noget nær hele koncerten, og de sindrige sammenfletninger af alskens lyse, ringende toner var en vældig fin måde at starte dagen på. Og så var det et fint, særegent træk at lade alle numrene blive bundet sammen af blide reallyds-optagelser af storbytrafik. Spinform For en håndfuld måneder siden udsendte svenske Erik Möller sin første fuldlængdeplade under navnet Spinform. Den bærer navnet Bryter tystnaden – og den titel levede Möller endnu mere op til med sin Public Service-koncert end med pladen. Det meste af sættet bestod af numre fra debutpladen, men de blev løbende omarrangeret, så de endte med at befinde sig i et større klangrum. Mens Bryter tystnaden er indspillet i en lille hytte, hørte Spinforms live-optræden til et sted med højere til loftet – og det var der over hallens søjler. Noget af det, der gjorde koncerten interessant, var, at Möllers ombygninger af sine numre ikke bare bestod af nogle ekstra effekter på et par af sporene på hans laptop. Tværtimod havde han taget sig tid til at indspille nye elementer til de gamle numre, og “Det fanns en tid” bød eksempelvis på både en ny klavermelodi og et analogt tromme-loop begravet et stykke nede i mixet. Således kiggede masser af nye detaljer frem mellem Möllers skiftevis dryppende og rungende beats, samtidig med at musikken fortsat emmede af en nostalgisk melankoli, som man godt kunne kalde ærkenordisk, og som vel er i familie med den nordiske folkemusik. At betegne Spinform som folktronica ville måske ikke være helt i skoven, men hans liveversioner trak mere i en elektronisk end i en håndspillet retning. Dét satte han en streg under ved at afslutte koncerten med et nummer med mere bastante støjflader, end han normalt gør sig i. Endnu et nyt aspekt ved Spinform – og dermed en passende afslutning på en koncert, hvor netop de nye vinkler var i fokus. Bichi Der var skåret helt indtil benet, da Tobias Wilner alias Bichi indledte sin koncert. I det første nummer var der ikke skyggen af melodi eller kun klang – alt var rytmiske elementer, og de bestod alle af støj. Med sin tommelfinger prikkede han små rytmebidder mod et stik, og ved at loope den støj, det gav, byggede han således et hvæsende beat, som han hele tiden videreudviklede. Der var – ligesom på Bichis debutplade Notwithstanding – bestemt spor af Autechre i de detaljerede beats, men aldrig mere end spor. “Clouds” fra debutalbummet blev gengivet lige lovlig loyalt, men det betalte Wilner så tilbage for ved at levere et formidabelt nyt nummer med tunge synkoperede stortromme-detonationer og knivskarpe laser-beats. Med en stille passage med blødt svungne klangflader lagde Bichi perfekt op til et overraskende beat-klimaks, der både fik nakken til at nikke og ørerne til at spidses – og det fungerede glimrende, at klimakset kom igen to gange med forskellige ændringer for hver gang. Desværre var dét signalet til, at Bichi inviterede et par venner – bl.a. sangerinden Sara Savery – på scenen. Og herfra udviklede koncerten sig i en noget mere café-lækker retning. Med kvindens fine og luftige stemme som et vigtigt element bevægede musikken sig i retning af en nedbarberet udgave af Wilners hovedbeskæftigelse, Blue Foundation. Det lød bestemt kønt, men var også lidt af et antiklimaks. Wilner skal have ros for at turde vove sig ud i selv at synge og spille guitar i et nummer, der lød som en singer/songwriter-udgave af Zero 7’s velbehagelighed. Resultatet var bare ikke videre interessant – snarere sødt på en lige vel kejtet måde.

Koncerter

Joan As Police Woman, 17.08.06, Voxhall, Århus

Joan As Police Woman leverede en sand magtdemonstration på Voxhall ved at vise, at de er mindst lige så stærke på en scene som på plade. De smukt arrangerede sange skabte sammen med hyppig interaktion med publikum en meget intens koncertoplevelse.”How do you pronounce this letter?” Joan Wassers fagter skulle forestille et Å. Derpå udtalte hun ‘Århus’, hvilket hun tilsyneladende var meget opsat på at gøre helt korrekt. Med formaliteterne på plads kunne koncerten gå i gang. Sættet bestod primært af numre fra albummet Real Life, men der blev også plads til blandt andet “My Gurl” fra den selvbetitlede EP og B-siden “Broken Eyes” samt det nye nummer “Are You Not Serious”. De stærkeste sange var dog fra Real Life – i særdeleshed “The Ride”, “Anyone” og “Eternal Flame”, der med sit betagende, gyngende omkvæd fik hele Voxhall til at vugge med. På trods af at der kun var tre musikere på scenen (Wasser på vokal og skiftevis guitar og flygel, Ben Perowsky på trommer og Rainy Orteca på bas), manglede der aldrig noget, tværtimod. De mest skrøbelige og spinkle passager på de stille sange blev gengivet endnu smukkere end på pladen. De mere kraftfulde passager havde så meget energi, at man ikke kunne lade være med forgæves at kigge efter skjulte bandmedlemmers fødder under bagtæppet. I det hele taget var det eneste, koncerten manglede faktisk svage punkter. Det bar Wassers humør også præg af. Faktisk kan koncerten bedre betegnes som ‘en hyggeaften i selskab med Joan og venner’, for der var konstant interaktion med publikum mellem numrene, hvilket skabte en afslappet atmosfære og forstærkede det i forvejen hudløst ærlige udtryk, Joan As Police Woman har på deres udgivelser. End ikke de forhindringer, som Wasser blev stillet overfor, kunne ødelægge hendes glæde ved at spille i Jyllands hovedstad. En stærkt beruset mand blev ved med at komme med tilråb, hvilket blev taget i stiv arm med et: “I can’t remember if I hired that guy”. Senere overophedede guitarforstærkeren under “Christobel.” Og som prikken over i’et, var hun efter eget udsagn forkølet. Det kunne man dog absolut ikke høre under koncerten. For vokalen var uden konkurrence koncertens højdepunkt. Når man lytter til Real Life, får man indtryk af, at det har været et større projekt at få vokalen til at lyde så ren og fuldstændig “rigtig” på alle sange, men efter koncerten kunne man uden videre overtales til at tro på, at vokalen blev lavet i ét take. Joan Wasser giver publikum et nærmest ubegrænset indblik i sine tanker og følelser. I høj grad på samme måde, som man føler, at man er vidne til noget specielt, når man hører Antony & the Johnsons eller Rufus Wainwright. De udviser også begge en oprigtig glæde ved at spille for folk, der kan lide deres musik.Det er netop denne ærlighed og intimitet både på plade og til koncerter, der gør New York-scenen til en af de mest spændende lige nu. Og Joan As Police Woman efterlod på Voxhall ingen i tvivl om, at de er et særdeles betydningsfuldt navn på den scene. Læs også Undertoners anmeldelse af:Joan As Police Woman: Real Life Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Wolfmother, Coldcut, 02.07.06, Roskilde Festival

Wolfmother, Odeon, 16.00 Med Marshall- og Ampeg-forstærkerne revet op på 11 havde australske Wolfmother fået til opgave at sætte gang i en af den slags fester, der kun findes på Dyrskuepladsen, når det efter en uge med øl, øl og mere øl, er næsten umuligt at få en fornuftig beruselse sat i stand. Men australierne, der så ud til at nyde hver en tone, gjorde deres til at hjælpe publikum i gang. Med armene højt hævet, når han ikke legede riff-konge, var forsanger Andrew Stockdale en fornøjelse at følge – ikke mindst fordi hans Phil Lynott-frisure var autentisk og skæg. Koncerten blev indledt med “Dimension” fra bandets debutplade, hvorfra alle settets sange da også var hentet. Med læssevis af “ohhhh yeah!”-fraseringer kastet i en cementblander med friske rockklassikere blæste Wolfmothers opdatering af Black Sabbath-riffs og Led Zeppelin-melodier støvet langt væk fra Odeon-scenen. Og linjen, der blev lagt fra starten, blev kørt helt ud. Sangene, der på plade i ny og næ er en kende tamme, blev spyet ud med engagement og en autenticitet, der kom helt på højde med Black Sabbaths koncert sidste år. Selv om Wolfmother må være trætte af at blive sammenlignet med netop Black Sabbath, men også Led Zeppelin, så er det umuligt for australierne at løbe fra, at de er mere end inspirerede af start-70’ernes tonserrock fra England. Men det virkede ikke, som om at det betød noget for publikum, der slikkede hvert et riff i sig, og søndagsgratisterne må have været stolte af ungdommen, som stadig kan spille rock, som dengang far havde overskæg, og Ozzy ikke var flyttet til Hollywood. (MT) Coldcut, Metropol, 18.00 Den legendariske engelske duo Coldcuts nye album Sound Mirrors er så tamt og overmåde velpoleret, at det pludselig er blevet svært at huske, hvorfor Matt Black og Jonathan More egentlig er legender. Eller det var det i hvert fald, indtil de to indtog Metropol-scenen. For sammen med en dj, en rapper samt en mand med ansvar for de flimrende, anarkistisk omskiftelige videoprojektioner, der er en afgørende del af Coldcuts liveoptrædener, leverede de to nemlig et rigtig godt show. Der var fuldt knald på fra start af, hvor det ene old school-hiphopbeat afløste det næste, mens Coldcut mixede Jimi Hendrix, AC/DC, stumper fra filmen Casablanca og fra Disneys Junglebogen. Og som om der ikke var rigeligt at følge med i rent musikalsk, fulgte videoshowet musikken, så man kunne se Mowglis abevenner spjætte af sted til de huggende beats. Endnu mere effektfuldt var samspillet mellem lyd og billeder, da Coldcut leverede en ganske drum’n’bass-inspireret udgave af deres Blair-hånende 2001-single “Re: Volution”. En arrig Tony Blair stammede sig frem til at sige “The lunatics have taken over the asylum“, hvorefter bl.a. Blair, Bush og Condoleeza Rices hoveder strittede ud af en bus på faretruende slingrekurs. Og da Charlton Heston blev klippet ind lige efter billeder af Columbine High School og sagde “die, die, die“, gav det perfekt mening at se Coldcut som musikkens Michael Moore. Helt så politisk blev det ikke i resten af koncerten, men publikum kunne dog danse sig gennem numre som “Timber”, der næsten udelukkende består af samples fra regnskovsfældning, og “Atomic Moog 2000”, som protesterer mod alle former for atomkraft. Danset blev der i hvert fald – men, med det nye nummer “True Skool” som eneste undtagelse, kun for alvor til de gamle numre. Coldcut har ikke flyttet sig de sidste 7-8 år – men hvad gør det, når de stadig kan klippe, klistre og scratche sig til en festivalkoncert, der får trætte søndagsfødder på dansegulvet? (MA)

Koncerter

Spleen United, Deftones, 01.07.06, Roskilde Festival

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)

Koncerter

Morrissey, Rufus Wainwright, 30.06.06, Roskilde Festival

Morrissey, Orange, 19.00“Hello. We are Morrissey,” var ordene, da über-krukken, den bittersøde laps, helten og charmøren Morrissey entrede Orange Scene fredag aften. I 2004 på Arena-scenen gav en comeback-koncert af de absolut mindeværdige, og i år var han så forfremmet til Orange Scene. Det var desværre en kende skudt over målet, det beskedne fremmøde i de forreste båse taget i betragtning. Men han var der, og Morrisseys publikum kan tilgive ham alt – selv at han koncerten igennem flashede løst maveskind og ikke havde til sinds at spille en hit-parade, som de fleste andre store navne gør det på festivalens største scene. Det lugtede ellers ret meget af hit-parade, da Morrissey startede ud med The Smiths-klassikeren “Panic” efterfulgt af “First of the Gang to Die” fra You Are the Quarry. Men så skiftede lydbilledet også gevaldigt, og sangene fra den fremragende Ringleader of the Tormentors overtog showet. Og de passede fremragende til den store scene. “The Father Who Must Be Killed” stak med sit østerlandske guitarspil for alvor ud, men også “I Will See You in Far Off Places” samt “You Have Killed Me” beviste, at Morrissey stadig har masser at byde på. Så gjorde det ikke så meget, at en sang som “Girlfriend in a Coma” blegnede i forhold til de nyere mere rockede sange, og at de langsommere numre satte en stopper for syng-med-festen. Det var befriende at se en så kompromisløs herre gøre, hvad der passer ham, og især var det godt at opleve, at publikum har lige så meget lyst til at høre de nye sange som de gamle travere. Rufus Wainwright, Arena, 20.30Han har hugget layoutet med titlen “The World’s Greatest Entertainer” fra en Judy Garland-plakat fra 1961 og puttet det på tour-merchandise, men tidligt fredag aften beviste canadieren, i sporadisk selskab med søster Martha, samt en guitar og et flygel, at der så afgjort er noget om snakken. For med en simpel opsætning og en kasse med sange, der var renset helt og aldeles for den pompøsitet, de er glaseret med på plade og i sangerens normale liveshow, forvandlede den selvproklamerede bøsse-messias Arena til et intimt spillested med kort til scenen og en kunstner i øjenhøjde med publikum og ikke mindst sangmaterialet, som er svært at matche. Fra første færd var altid flamboyante Rufus i sit es, og sangene virkede som små popvignetter, der må have følt sig overordentligt godt modtaget i det stopfyldte telt. Bedst var “This Love Affair” og “The Art Teacher” fra Want Two samt “California” fra Rufus’ anden plade Poses, der alle som én stod tindrende klart. Wainwrights vokal gik under huden, og det var medvirkende til, at han og søster Marthas version af den Jeff Buckley-udødeliggjorte Leonard Cohen-sang “Hallelujah” endte i fællessang og tændte lightere. Måske lidt for meget af det gode, og helt bestemt et sikkert kort at trække, men sangens kvaliteter er ikke til at skjule. At der blev trukket mange sikre kort, er nok den eneste anke mod koncerten. Desværre bød formen ikke til de store eksperimenter, og især i “Gay Messiah” savnede man ekstravagance og noget ud over det sædvanlige. Det kan dog ikke fjerne et overordentligt positivt indtryk af manden, der selv mener, han skriver de bedste sange i verden for tiden – det er helt i orden, at han har stjålet lidt fra Judy Garland. Læs også Undertoners anmeldelser af:Morrissey: Ringleader of the TormentorsRufus Wainwright: Want Two

Koncerter

Figurines, Placebo, The Raconteurs, 02.07.06, Roskilde Festival

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)

Koncerter

Arctic Monkeys, The Strokes, Franz Ferdinand, 02.07.06, Roskilde Festival

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

Koncerter

Tied & Tickled Trio, Kieran Hebden & Steve Reid, Ms. John Soda, 01.07.06, Roskilde Festival

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Tied & Tickled Trio, Pavilion, 12.00 Øl og jazz plejer som regel at være en grim blanding, som hører hjemme i Nyhavn, hvor masser af lidt for tykke, rødmossede herrer drikker kedelig øl, mens de rokker i takt til kedelig jazz. Men blandingen viste sig fra en fin side, da tyske Tied + Tickled Trio åbnede Pavillion-scenen lørdag middag. Siddende i græsset uden for teltet eller stående inde i skyggen – musikken nåede begge dele af publikum. Rarheds-faktoren er høj hos Tied & Tickled Trio, og det var perfekt denne lørdag, hvad enten man havde valgt kaffe og kage eller en halv liter Tuborg som morgenmad. Bandet var til denne koncert udvidet til en større gruppe mennesker, hvilket især var tydeligt i blæser-lyden, der var større, fyldigere, bredere end normalt. Det betød også, at de elektroniske elementer havde en mindre plads i musikken end ellers. Til gengæld fik blæsergruppen pause, når bandet lod dubbede numre tage over og lægge endnu et lag til stemningen, der generelt var herligt uformel og afslappende. Dubbens tilstedeværelse i sættet gjorde, at blandingsforholdet dermed blev bedre, selv om man stadig savnede noget af det elektroniske snavs og de beats, som kan pille blæsernes lyd lidt ned og smudse den rene messing til. Derfor malede Tied + Tickled Trio sig da også op i et hjørne, hvor musikken ikke appellerede så meget til de tilhørere, som ellers er blevet ramt af deres udgivelser. Med andre ord var det en rar, men lidt for pæn koncert. (JL) Kieran Hebden & Steve Reid, Metropol, 15.00 Man var nødt til at være på plads fra starten af, for koncerten med Kieran Hebden og Steve Reid var ikke nem at komme ind i. Og så var det nok også nødvendigt at stå så langt fremme, at man kunne følge med i de to musikeres samspil. I deres 100 % improviserede musik er samspil og kommunikation nøglen til succes. Derfor blev der da også vekslet mange blikke og sendt masser af smil mellem Hebden og Reid, som begge i den grad udstrålede spilleglæde. Det virkede i høj grad, som om det var Reid, der for det meste havde førertrøjen på og bestemte, hvor numrene skulle hen, og hvordan de skulle komme det. Han spillede i hvert fald i lange perioder med lukkede øjne, og Hebden måtte trofast stole på, at Reid vidste, hvad der skulle ske. Og det gjorde han – kun et par enkelte steder var både Hebden og publikum overladt til sig selv. Reids rytmearbejde bag trommesættet var fantastisk, og Hebdens lag af samples gjorde, at koncerten ikke bare blev en lang trommesolo. Det var nemt at genkende Hebdens sans for melodiske elementer, der virkede meget signatur-agtige – flere gange lød det, som om Hebden lige havde samplet nogle af sine egne Four Tet-album. Hans anstrengelser bag sampleren blev af og til blandet med Reids trommer til en næsten dunkende form for techno. Men oftest var både rytmerne og lydkollagernes samspil mere flydende og lange forløb, hvor man ikke bare kunne komme ind i stemningen, hvis man dumpede ind i teltet midt i det hele. (JL) Ms. John Soda, Pavilion, 00.00 150 tilhørere – det var alt, hvad tyske Ms. John Soda havde trukket til Pavilion-teltet, da de ved midnatstid satte gang i dét, der blev bassisten Micha Achers fjerde koncert i løbet af de sidste fem festivaler. Hans baggrund i bands som Notwist og 13 & God gav et ganske præcist billede af, hvad Ms. John Soda ville levere – og i hvert fald mere præcist, end hvis man kun kendte bandets to plader. For hvor pladerne i høj grad rammer lige ned midt i indietronica-båsen, bød Roskilde-koncerten på meget mere indierock end electronica. Med den køligt distancerede sangerinde Stefanie Böhm i front sparkede Ms. John Soda, der live er en kvartet og ikke blot en duo, betydeligt hårdere igennem. Det var forfriskende at høre dem give de til tider lige vel kølige numre meget mere dynamik. De første 20 minutter var det effektfuldt, at Böhm spillede sine riffs på bas, og på den måde gav numrenes klimaks-finaler en betydelig tyngde. Men derefter blev kvartettens anstrengelser desværre for ensformige. Hver sang endte med cirka et minuts rockende gentagelser af riffs, der mindede om hinanden fra nummer til nummer. Ellers stærke numre som “Go Check” og “Hiding/Fading” savnede nogle udadvendte omkvæd, der kunne fange publikum, og Ms. John Soda lod til at læne sig lige rigeligt meget op ad en forventning om, at festivalgæsterne ville have støjende rock. Dét fik de – desværre på bekostning af den variation, der kunne have gjort selv samme klimakser så meget stærkere. (MA) Læs også Undertoners anmeldelser af: Tied & Tickled Trio: a.r.c. Ms. John Soda: Notes and the Like

Koncerter

Killl + Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto + Animal Collective, 02.07.06, Roskilde Festival

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)