Koncerter

Vi elsker koncerter, så vi skriver naturligvis også om dem.

Figurines sparkede liv i Ridehuset med deres højspændte energi og gode sange. Man kan dog ikke lade være med at tænke, hvordan oplevelsen ville have været, hvis jydernes materiale var mere originalt.Snakken om Figurines er gået ofte og i rosende vendinger siden bandets debutplade, Shake a Mountain, kom på gaden. Det var derfor med store forventninger, at jeg stod foran Ridehusets scene, da jyderne stod som de næste på plakaten. Er der så noget ved snakken? Ja! Figurines sparkede liv i Ridehusets faldne sandstøv med en større menneskehob foran sig.Figurines spillede en kantet og højenergisk gang indierock, hvor inspirationskilderne Modest Mouse og Pavement var nemme at få øje (og øre) på i sangskrivningen. Mens bandet mangler originalitet, har de til gengæld et overvæld af energi samt nogle knaldgode sange i bagagen. Forsanger Christian Hjelms var herligt løssluppen, bevægende og storsmilende på scenen. Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere af samme skuffe fra de øvrige medlemmer, som virkede lidt stive i betrækket. Med de huggende guitarlinjer og den skabede Isaac Brock-lydende vokal fremstår Figurines’ udtryk befriende løssluppent, og dette bør stemme mere overens med bandets fysiske fremtræden på scenen. Figurines har talentet, men man må håbe, at det bliver brugt på at udvikle sig hen mod et lidt mere original sangskrivning i stedet for blot at kopiere idolerne. Læs også Undertoners anmeldelser afFigurines: Shake a MountainFigurines, Campingscenen på Roskilde Festival 25.06.03

Det virkede, som om de dukkede op fra intetheden, fortryllede deres publikum med et godt sangmateriale, og så var de væk igen. Spleen United fungerede som undertegnedes store opdagelse på Spot.Bandbeskrivelser er for det meste overdrevet rosende og sjældent hverken korrekte eller præcise, men netop i dette tilfælde var jeg glad for, at jeg turde stole på, at den var både rosende og korrekt i at være det. Bandet var Spleen United, og hvor de end kom fra, så imponerede de virkelig. Bandet var for mig et splinternyt bekendtskab, men sikke ét! At se Spleen United var som en tur tilbage til 80’erne. Hvor mange bands bruger 80’erne som kitsch, tager Spleen United dog årtiet helt seriøst. De bevæger sig inden for den melankolske synthpop med masser af afstikkere til shoegazer-genren. Lag på lag af keyboard førte publikum til højere skylag. Netop shoegazer-elementerne kom indledningsvist til overfladen. Bandet indledte deres koncert på Spot med et brag af en popsang, som svævede helt oppe i de øvre skylag. Med lag på lag af keyboards samt forsangerens lyse vokallinjer flydende ovenpå pakkede bandet sit publikum ind i et smukt sonisk tæppe af vellyd. Keyboardet fungerede på mange måder som et centralt karakteristika i bandets lydbillede, men bandet formåede også at rocke med en finurlig blanding af forvrænget guitar og bas, minimalistiske trommer og det førnævnte keyboard, som supplerede med kønne toner. Hvor Spleen United er dukket op fra, kan jeg ikke sige, men jeg vil dog udtrykke et ønske om, at de vil gøre det lidt oftere. Spleen United er et spændende bekendtskab med masser af talent. Læs også Undertoners anmeldelse afSpleen United: s.t.

Christian Juncker fra det hedengangne danske band, Junior, er tilbage med en samling sange, som holder brugen af det danske sprog i hævd. Akustiske arrangementer tilsat hverdagspoesi med enkelte af de samme humoristiske afbræk, som var noget af det, der især kendetegnede Junior.Christian Juncker stod for et par år tilbage i front for det danske band, Junior, som især markerede sig ved at være blandt den nye bølge af bands, som påny turde gøre brug af det danske sprog. Junior nåede dog aldrig længere end deres debutplade, På flugt fra alting, før de opløste sig selv. Den tidligere Junior-forsanger leverede eftertænksomme dansksprogede sange. På Spots akustiske scene var det et væsentligt mere nedbarberet set, end hvad man kender fra Juniors popmusik. Akustisk guitar samt et keyboard var alt, der akkompagnerede Junckers vokal i forgrunden, og han har vitterlig en fyldig vokal, som kan stå for sig. Hvor Junior havde et fjollet tekstunivers, der satsede mere på sjove ordsammensætninger og rim, er tonen mere alvorlig og ærlig under Junckers eget navn. Sangene har tekstuniverset som et centralt element: Juncker fokuserer på de små anekdotiske fortællinger fra barndommen og forstæderne. Men det sker dog ikke i alvorens navn alene – Juncker har stadig et glimt i øjet i teksterne, som ligger på grænsen mellem alvoren og selvironien. Musikalsk er Junckers sangskrivning meget traditionel, men den stemmer godt overens med teksterne, og melodierne fungerer som små perler og minder os om, at Juncker bestemt har sin plads på den danske musikscene.

De danske vindere af LiveContest DK er ikke deres titel værd. Til trods for en energisk fremførelse byder Aim på intet nyt, men søger i stedet efter at lyde som forbillederne. Til de som endnu ikke er klar over det: Aim er vinderne af dette års LiveContest DK (DM i Rock i nye klæder), og som det plejer at være, rider vinderbandet med på en musikalsk hypebølge, som er startet enten i USA eller England. Hvis jeg nævner bands som The Hives, The Strokes, White Stripes og danske The Raveonettes, behøver jeg så at sige mere? Om det siger mest om dommerne i LiveContest DK eller bandsne, der deltager, skal jeg lade være usagt, men et eller andet sted er der altså noget rivende galt. De danske LiveContest-vindere overbeviste ingen. Sjældent har jeg hørt magen til tidstypisk rock’n’roll, som i dette danske bands tilfælde blot lyder som en bleg kopi af den musik, som i forvejen er fremme. Bevares, Aim spiller knaldgodt, men hvis man skal lytte til denne stilart, hvorfor så ikke lytte til den ægte vare, i stedet for typiske danske second comings?Bandet har brugt masser af tid på at finpudse deres image, men måske burde de bruge mere tid på at udvikle deres eget udtryk. Med forsanger Marie Salfeldts klynkeagtige sang i front lyder Aim som en sekundær kopi af Yeah Yeah Yeahs, og hvis jeg skulle vælge, ville jeg langt hellere lægge øre til Karen O fra forbillederne.

Tiger Tunes leverede en energisk koncert med fjollet tegneserierock, som nægter at være alvorlig.Der var en bemærkelsesværdig forskel hos publikum henholdsvis før og efter Tiger Tunes’ koncert. Når man i starten skuede rundt i Ridehuset, før Tiger Tunes entrede scenen, stod de fleste uindviede lyttere med armene over kors. Men der skulle ikke lyde mange toner, før disse arme begejstret blev kastet i vejret – og da koncerten var slut, dansede folk nærmest videre. Dette siger ikke så lidt om Tiger Tunes, for det var svært ikke at blive medrevet af de århusianske tigeres legesyge univers. Tiger Tunes’ musik tager udgangspunkt et sted i 80’erne med et væld af elektroniske finesser, men den elektroniske del bliver væsentligt rocket op af forvrænget guitar samt en hårdtslående trommeslager. Bandet lever sig på formidabel vis ind i deres tegneserieverden, hvor der ikke er plads til andet end dans og brede smil. Helt i front har Tiger Tunes den karismatiske Mr. H (bandet har tildelt samtlige medlemmer en række skøre kaldenavne), som ikke kunne stå stille i to sekunder. Det tjente bandet godt, hvad angår energiudslag. Desværre gik for meget råb i den i stedet for ordentlig sang, som Mr. H tydeligvis sagtens kunne præstere. Endvidere bar hans udtale stærkt præg af en tyk dansk dialekt i det engelske, og sådan noget klinger aldrig kønt. Opfindsomheden i Tiger Tunes’ musik må siges at være i top. Man ved aldrig, hvad der sker, og det overraskelseselement er en vigtig bestanddel i deres musik – især når man, som undertegnede, ikke har lyttet til bandet før. Tiger Tunes gør deres til, at nysgerrigheden holdes intakt. Dog lykkedes det mig aldrig at finde ud af, om tigerdyrene mener deres musik alvorligt, eller om det udlukkende handler om festen, dansen og fjolleriet. Fjolleri eller ej, når man først er trådt ind i Tiger Tunes’ lystige verden, har man ikke lyst til at forlade den igen, og dette satte sit aftryk hos publikum.

Evan Dando spillede en vidunderlig blanding af gamle Lemonheads-numre, covers af gamle country-klassikere samt de spritnye numre fra Dandos debutplade, Baby I’m Bored, udgivet under eget navn. Kulturbolaget i Malmö var pakket til randen. Plader og t-shirts blev rakt over skranken i salgsboden, og snakken gik i hjørnerne. Evan Dando var emnet på alles læber. Hvad mon han havde at byde på efter så mange år uden for rampelyset? Til trods for den lange ventetid var han tydeligvis ikke gået i glemmebogen i årenes løb at dømme ud fra aftenenes fremmøde. Om det var for et par timers kørsel ned ad Lemonheads-nostalgiens veje, eller om det var pga. de nye sange, skal jeg lade være usagt, men ét var sikkert: Interessen og nysgerrigheden var intakt. Dando spillede indledningsvist et akustisk set, hvor alle fyldige instrumentale lag var pillet fra, og der var skåret ind til den essentielle kerne: Dando og sin guitar. I dette set blev publikum præsenteret for en længere række af Lemonheads-numre. Meget tydede på, at Dando til stadighed har et godt forhold til sine gamle sange, og de blev fremført med så meget ynde, at man for en kort stund glemte alt om, at manden har været væk i så mange år. Det føltes som en magisk tur tilbage i tiden til dengang i starthalvfemserne, hvor The Lemonheads red på den store popularitetsbølge, og alle skrålede med på numrene. Dengang som nu havde Dando publikum i sin hule hånd. Med simple akkordstrukturer tilsat Dandos mørke, bløde vokal førte han sit publikum igennem gamle hits som It’s a Shame About Ray, Drug Buddy, Ride with Me og Being Around – et væld af numre fra The Lemonheads’ storhedstid. Og publikum sang højlydt med på dem alle. Som altid har Dando følt sig veltilpas på en scene, og det er måske ikke så mærkeligt med et så dedikeret publikum, der kendte til hver en tone og hvert et ord i alle hans sange såvel som de mange kollaborationer, han har været med i. I det efterfølgende set udskiftede Dando den akustiske intimitet med et mere højspændt og støjladet elektrisk ensemble. Han blev akkompagneret af sit tourband, som udgjorde en solid backing til de rockende sange. Med navne som Chris Brokaw (Come), Josh Lattanzi (Ben Kweller) og George Berz (J. Mascis & the Fog) var det tydeligvis ikke hvem som helst, Dando har slæbt med til den europæiske del af sin tour. Især Brokaws finesser på leadguitar gjorde liveoplevelsen ekstra fornøjelig. Her spillede bandet primært de nye Evan Dando-sange, men der sneg sig da også et par Lemonheads-sange ind hist og her, bl.a. If I Could Talk I’d Tell You, Hospital og Rocking Stroll. Havde man gjort sig nogle forhåbninger om at høre Lemonheads’ største hit, coveret af Simon & Garfunkels Mrs. Robinson, var man gået forgævet. The Lemonheads tog i sin tid afstand til nummeret (samme historie som Radioheads afstandtagen til Creep).Dando har angiveligt ikke øvet med sit backingband op til touren. Det gav sig da også til kende i løbet af koncerten. Ikke alle medlemmer var fuldt indforstået med, hvornår og ikke mindst hvordan sangene skulle ende. På den anden side åbnede det for en umiddelbar friskhed i sangene, som gjorde, at der var plads til flere improvisationer. Bandet forlod scenen, og Dando vendte alene tilbage for påny at spille et akustisk set, som afsluttede denne aftens koncert. Her blev der plads til en række ønsker fra publikum. Der blev råbt på kendte såvel som mere ukendte Dando-fortolkninger af sange oprindeligt skrevet af kunstnere som Lucinda Williams, Gram Parsons og tilmed Abba (Dando har tidligere medvirket på en Abba-hyldestplade med Knowing Me, Knowing You).Jeg var af Dando blevet lovet, at han ville spille sin fantastiske fortolkning af Streets of Baltimore. Det glemte han tilsyneladende i farten. Men det er helt ok, Evan, sålænge du fortsætter med at spille koncerter af den kaliber, som du præsterede denne aften i Malmö. Læs også Undertoners anmeldelser afEvan Dando: Live at the Brattle Theatre / Griffith Sunset EPEvan Dando: Baby I’m Bored

boeger