Koncerter

Koncerter

W.E.E.D., Screamin’ Eric, Baby Woodrose, 12.02.04, Vibration Festival

Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge.Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge. Det er nu ikke fordi, de tre havde særlig meget til fælles – undtagen det måske eneste der retfærdiggør at kaste alle mulige forskellige bands ned i samme rock n’ roll-kasse: Som livemusik er det nærmest uovertruffent, fordi der er så ufattelig meget kul på. Folk som ikke kan lide larmerock, kan måske forsøge at komme med indvendinger, men det er altså vanskeligt, når man samtidig får en containerfuld beton i hovedet – især hvis der er svampe i betonen som hos Baby Woodrose. Det vender jeg straks tilbage til. W.E.E.D.Aftenens første gruppe var imidlertid W.E.E.D. (en fiks forkortelse af Wild Evil Entertainment Department), som jeg ikke kendte på forhånd. Det viste sig at være en lidt blandet fornøjelse. W.E.E.D. spillede egentlig en rimelig straight omgang punkrock, men det var alligevel som om, de ikke rigtig havde noget holdepunkt. Det ene øjeblik var det rock n’ roll-agtigt med guitarsoloer og den slags, mens det straks efter var punk på en mere The Clash-agtig måde. De var klart bedst til det sidste, og visse numre var faktisk rigtig fede. Som helhed var deres koncert måske nok alligevel lidt middelmådig i det med lidt for meget fyld og for få højdepunkter, selv om alle bandmedlemmerne, inklusiv den røvflabede og temmelig rustne forsanger, havde god stil og spillede fedt. Screamin’ EricEfter W.E.E.D. gik Screamin’ Eric på scenen. Mit problem med Screamin’ Eric er normalt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om psychobilly (eller hvad man nu kalder det). Derfor ryger fidusen med deres sliderørs-bluespunk måske en lille smule. Men, men… det var nu alligevel en ret fed koncert, Screamin’ Eric spillede. Numrene spændte fra syret flipperrock til hurtig og nærmest hardcoreagtig punkrock, og det hele blev holdt sammen af deres særlige bluesstil på en energisk, sej og haltende måde. Ikke sådan at forstå at musikken var utight, men musikerne haltede bogstavelig talt: et band i meget dårlig fysisk form. Så selvom stilen måske ikke er min kop te, så var der rimelig meget gang i sagerne, og det var i det hele taget fedt nok. Baby Woodrose Som man måske kunne forvente – i hvert fald hvis man regner glamour-parameteret for noget – var aftenens højdepunkt imidlertid stadig i vente. Folk var tydeligvis kommet for at høre Baby Woodrose, og fra første anslag viste det sig at være forståeligt nok. Lad al brok omkring uoriginal retro-rock ligge stille: Baby Woodrose spillede superfedt. Det er imponerende, hvad der kan komme ud af én stor indianer og to unge hippier, der spiller syrerock. Det ene nummer tog det andet, og hele molevitten blev leveret på en meget overbevisende måde. Hvert medlem er lidt af en ekvilibrist, og da de et stykke inde i settet spillede Caught in a Whirl – min personlig Woodrose-favorit – var der ikke et øje tørt. At dømme efter stemningen var jeg da heller ikke den eneste, der var splittet af over Baby Woodroses koncert. Faktisk manglede der vist ikke rigtig noget: Der var vildt meget gang i den, numrene var stemningsfulde uden at blive platte, og såvel bandet som publikum var i godt humør. Det hele kulminerede med nummeret Cherry Bomb, som var et støjorgie med sampler-gæsteoptræden af en vis Hobbit (øjensynligt var det et kopinummer, men vistnok ikke af Runaways-nummeret af samme navn). Baby Woodrose spillede en rigtig dejlig koncert. Torsdag på Stengade var i det hele taget et rigtig godt arrangement, der bød på en bred omgang rock ’n’ roll. Om man nu er til den slags eller ej, så havde man ikke rigtig noget valg efter koncerten: Man skal skrue meget højt op for Belle and Sebastian for at overdøve den tinnitus, der plager éns hjerne efter fire timers tonser-rock. Læs også Undertoners anmeldelser afBaby Woodrose: Money for SoulBaby Woodrose: Dropout!

Koncerter

Halph, Campsite, Sterling, The Unit, 10.02.04, Vibration Festival

Vibration Festival lokkede med et alsidigt program. Dette var der i hvert fald tale om på denne åbningsaften for festivalen.Der blev lokket med gratis fadøl til de rettidigt ankomne, og tricket syntes at virke. I hvert fald var folk stimlet til de smalle lokaler på Rust. Men det var fra starten tydeligt, at man var kommet for andet end de gyldne dråber og den gratis indgang. Denne aften markerede startskuddet for en uge fyldt med en række af de fremtrædende navne på den danske indiescene. I denne uge gør vi os forhåbninger om at kunne finde det store i det små, som man passende kunne kalde det. For hvis der var et sted, det var mest rigtigt at starte, så var det vitterlig i det små. Og det var også den plan, som var lagt på bordet for denne tirsdag aftens musikalske udfoldelser: fem af de mindre navne. HalphDet var det helt ubeskrevne blad, Halph, som havde fået åbningstjansen for Vibration 04. Halph var udgjort af blot to mennesker på henholdsvis guitar/vokal og trommer, og man skulle ikke langt ind i første nummer, før man fik en fornemmelse af en ganske interessant stilblanding. Halph er tydeligvis udgjort af to venner fra to vidt forskellige skoler: en guitarist/sanger med en gravalvorlig rockmine og en ekvilibristisk legende jazztrommeslager. En sådan blanding er set før med succes hos andre bands, og det samme var i høj grad tilfældet her. Melodierne var generelt udgjort af repetitive guitarlinjer med hviskende, snakkende og råbende vokaler (ikke helt ulig Lou Reed eller Stephen Immerwahr (Codeine)) og elegante armkast på trommer og bækkener. Enkelte sange snurrede sagte rundt i en fascinerende ring for så at eksplodere. Vi fik serveret dybt personlige sange, som fik en ordentlig præsentation med på vejen uden at være ofr navlepillende. Mest mindeværdig var hyldestssangen til forsangerens niece, som døde som spæd. ’Hyldestssang’ var, hvad han selv kaldte den, men det lød mest af alt som en ren og skær dødsmarch, men en fabelagtig en af slagsen. ” Dæmp lyset, en eller anden,” sagde min sidemand til mig, og det var der i den grad behov for. Med så sarte sange måtte man passe på, at de ikke faldt fra hinanden, og alt tydede på, at de netop burde spilles i et mørkt kammer. Halph lagde en mørk musikalsk sky over åbningen af Vibration 04. ” Jeg lover jer, at vi ser mere til hinanden,” lød de afsluttende ord. Jeg kunne kun sige: ” Det håber jeg så sandelig” og udsende et samtidigt håb om, at de næste gang medbringer en bassist, så sangene kan få den fylde, man ikke kan lade være med at tænke på, de burde have. Campsite Rust kunne næsten ligeså godt have været en cool club i New York. Det blev man i hvert fald glimtvis overbevist om af det efterfølgende band, Campsite, som havde et godt tag i den populære postpunk-genre. Campsite leverede triste, men velbevandrede melodier med et bittersødt strøg af resignation… når det fungerede, vel at mærke. Det gjorde det i flere sange, og på den måde lykkedes det bandet at få de blågrønne lys i loftet til at dryppe ned over sit publikum og tage os med tilbage til dengang i 80’erne, hvor genren for alvor fandt fodfæste. Campsite var bedst i de øjeblikke, hvor de fik os til at glemme tiden – dengang og sidenhen – og blot lod musikken tale. Men når musikkens argumenter ikke var stærke nok, blev man mindet om alt, hvad der ellers eksisterer af nutidige bands: Interpol, The Strokes, The Stills, Elefant osv. – alle sammen navne som Campsite forsøgsvist lægger sig op på siden af. Forsangeren havde det tidsrigtige tøj og hår, og han lagde en attitude for dagen, som det ene øjeblik matchede musikkens udtryk og det næste blot var et kæmpe irritationsmoment (man er nødt til at have noget at have det i, hvis det endelig skal være). Men al fysisk fremtræden lagt til side… det må siges, at han besidder en herlig doven vokal, der kan betegnes som en light-version af de respektive forsangere fra ovenfor nævnte bands. Campsite fungerer fint som et band, og de har fat i den lange ende. Nu må de bare videreudvikle sig og få frasorteret de middelmådige sange. Giv dem et par år og lad os så se. Sterling“Rødvin, cigaretter og lidt for meget motion / Det har aldrig været godt for nogen.” Sterling var gået på scenen. Trommerne satte i med en frisk rytme, guitar og bas fremad fulgtes hånd i hånd, mens et samplet keyboard hilste på i den tempofyldte popsang, Rødvin. Denne anmelder måtte føres nogle sange ind i settet, før det gik op for mig, hvor jeg havde hørt disse sange før. Tonen var humoristisk og ironisk, bandet havde nogle glade melodier, men de lignede ikke nogen, der egentlig havde noget at sige. Hvem var det, de mindede om? Ahh, og så ramte den mig ved andet nummers udtoning. Junior! Dem der var på flugt fra alting og havde madpakke med. Ligesom Junior havde Sterling fat i de dansksprogede popsange, og som Junior havde Sterling ikke det store på hjerte. Så var spørgsmålet, om man kunne nøjes, hvis bare melodierne var stærke nok. Rødvin havde et hook, der var lige ved at være der, men en sidste gnist manglede. Den manglende gnist lå i vokalmelodierne, som var for ordinære og kedelige, hvilket forsangerens stemme også måtte karakteriseres som. Og således fortsatte det i de følgende sange. De kunne ikke løfte sig langt over middel, selv om bandets fremtræden på scenen var helt i top. Ironisk nok var det i det afsluttende covernummer, at bandet fandt deres form. Sangen havde fået et ryk, melodien sad der, og forsangeren strakte sin vokal op over det middelmådige. Det lød faktisk som et nutidigt svar på Kliche, og det er sjældent dårligt. Det fungerede i hvert fald i de tre minutter, sangen varede. The Unit Vibration reklamerer for et bredt udbud af genrer, noget denne aften sagtens bevidnede. Hvor der var letbenet popmusik hos Sterling, var blodet sat i kog hos de hårdt rockende The Unit. Ind på scenen trådte tre sortklædte herrer, og der var ikke så mange dikkedarer. Der skulle leveres beskidt, støjende rock. Et simpelt, rockende guitarriff satte ind og fik hurtigt lagt et ståluldstæppe under sig i form af forvrænget bas og hårdt bankende trommer. Hertil skulle lægges en rå, blødende vokal, der det ene øjeblik sang vredt og vrægende for så at skyde over i et hjerteskærende skrig med en eksplosiv instrumental backing. Når rock og vrede blandes, og der er substans bag udgydelserne, så er det ikke til at stå stille. Dette var tilfældet her. “But as I’m having my nervous breakdown I need you round,” lød det fra højttalerne, hvorefter forsangeren slog over i et hjerteskærende skrig tilsat en kakofoni af støj med ringende bækkener, der svingede de indre dæmoner rundt i lokalet. ’Nervøst sammenbrud’ var muligvis en overdrivelse, men en dybere grad af katarsis blev der i hvert fald gennemgået på scenen. dB-niveauet ramte absolut højest under The Units koncert, men hvem har nogensinde ville gå til en rockkoncert med lav volumen? The Unit spillede i knap 25 minutter, hvilket netop var tilstrækkeligt. Efter en række numre havde man stort set regnet vokaldelen ud. Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men sang i versene og skrig i omkvædene var stort set den struktur kompositionerne havde. Instrumentalt var der rigeligt med variation, der blev trio-formatet virkelig udnyttet, men hvad angik de vokale leveringer savnede jeg en smule mere uforudsigelighed eller i hvert fald udfordring. Læs også Undertoners anmeldelser afHalph: Answering MachinesSterling: Solo danser mama sjusThe Unit: White Night

Koncerter

Mikkel Metal, Austin, Le Bombe, 07.02.04, Rart

[Ivan Petersen]Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker.Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker Tja, det lyder lidt som en trist aften, så jeg skynder mig lige at understrege, at det faktisk ikke var tilfældet. Hyggeligt, ikke prætentiøst og Fuglsang til meget overkommelige priser (og som sønderjyde får man jo nærmest vand i øjnene, når man ser en Ding-Dong). Så stor ros for et i bund og grund godt initiativ. Mikkel Metal Hvad angår det mere seriøse, nemlig anmelderiet, bestod de musikalske indslag denne aften af Mikkel Metal, Austin, begge fra Danmark, og svenske Le Bombe. For nu at starte fra en ende af lagde Mikkel Metal ud med omtrent en times laptop-electronica. Jeg vil blankt indrømme, at jeg ikke er den store kender af lige præcis den type musik, hvorfor enkelte facetter ganske givet er gået min næse forbi, men jeg vil dog trods alt vove den påstand, at udtrykket var lettere standardiseret, meget lidt nyskabende og en smule kedeligt. Indledningen var et sløvt, næsten søvndyssende, dystert nummer, der blev afløst af en lidt hurtigere periode, der i enkelte momenter lød ret cool med et skramlet beat som underlægning for en simpel, men iørefaldende melodi. Den resterende del af koncerten var til gengæld i for høj grad præget af den indledende sløvhed, de samme gentagelser, og den minimale musikalske udvikling, og så, undskyld, lyder det hele som noget, man har hørt et par tusinde gange før. Det samme gjorde sig gældende i forhold til Austin, der efterfølgende trådte på scenen (og her har jeg mere at have det i, eftersom jeg er en temmelig stor beundrer af diverse skotske og canadiske postrock-bands). Imponeret blev jeg over afslutningen af det første nummer, der var hurtigt, næsten catchy og kraftigt afvigende fra det, man lige forventede. Men netop det, at den sædvanlige postrock-formel i øvrigt ikke blev brudt, hvorfor det virkede lidt for forudsigeligt, gjorde koncerten til lidt af et antiklimaks. Det er selvfølgelig en oplagt mulighed, at jeg er en halvgammel, bitter mandsperson, der allerede har hørt tilstrækkeligt instrumentalmusik til at kunne glædes over endnu et band inden for denne genre, for det var såmænd ikke det, at musikken var dårlig, der var problemet, men snarere, at den i mine ører lød som en blanding af Mogwais mogwai:ep og en Do Make Say Think-udgivelse. Så det her skal vel egentlig betragtes som lidt af en ros, samtidig med at jeg lige vil påpege, at det efterhånden kunne være rart, hvis de såkaldte eksperimenterende rockbands rent faktisk var i stand til at ændre på såvel form som indhold. Unikummet fra Malmø, som var programmets i øvrigt rammende beskrivelse af Le Bombe, var til gengæld en spøjs oplevelse. Det drejede sig om en svensker, der på en simpel musikalsk baggrund fremførte en række korte og i de fleste tilfælde happy-happy-corny sange og derfor var et forfriskende indslag. Om det ligefrem var godt er svært at svare på, eftersom man fik det indtryk, at det nok mest af alt var lidt for sjov, og delvist morsomt var det i hvert fald. Summa summarum: Selve Rart-arrangementet kan pga. formen og den afslappede stemning varmt anbefales (og jeg har da tænkt mig at møde op næste gang også). Til den tid satser jeg så på, at musikken ikke udgøres af en solist og et band, der uden at være dårlige hænger lidt for meget fast i hver sin lidt for fortærskede musikstil, samt en løjerlig artist fra hinsidan. For mere info se Rarts hjemmeside.

Koncerter

Kitty Wu, 14.11.03, Voxhall

[]Kitty Wu har sat sig mellem to stole. Mens bands som Raveonettes og Mew har trodset dansk rocks sociale arv, og Tim Christensen herhjemme har taget Kim Larsen-hatten på, valgte Kitty Wu at trække sig ind i sig selv. Det var et – på alle måder – koldt klima, Kitty Wu havde valgt at trodse denne fredag aften i Århus. Onsdag såvel som torsdag havde Tim Christensen mættet mainstreamen i et udsolgt Voxhall med sine mange fortolkninger af sindets to arketyper: “glad” og “ikke glad”. Så blev det lidt lettere at tage afsked med Nikolaj og Julie. Aftenens koncert virkede da også som et kærkomment pusterum for personalet og de få besøgende. Camilla Munck (Wynona) leverede en halv times glimrende og intens opvarmning. Herefter tog en lille håndfuld trofaste fans iført nyindkøbte Kitty Wu-trøjer plads ved scenekanten, og så gik Kitty Wu på. Under de tre første numre virkede de lidt matte i lakken, især forsanger Robert Lund så bogstavelig talt sløj ud. Den fremragende Those Who Got Away kom slet ikke ud over scenekanten, hvilket paradoksalt nok så ud til at bekomme det slumrende publikum ganske udmærket. Da bandet imidlertid tog fat på This Building Is on Fire, var det som om, koncerten langt om længe efterkom denne sangs konstatering, og så var der tændt op. I’m Not Going Fast fra debutpladen Privacy blev leveret med inderlig intensitet, og en storsvedende Robert Lund gav sine lyriske perler ny energi, hvorefter bandet fik kvalificeret opbakning af Camilla Munck på Arms Raised. Midt i hvad der efterhånden var blevet en rigtig god koncert, forekom det mystisk at spille nummeret Trigger i noget nær dobbelttempo, hvor det eksplosive omkvæd blev ladt aldeles i stikken. Af setlistens tre sidste numre blev Stay Indoors efterfulgt af den smukke Hands in the Air, et af koncertens absolutte højdepunkter. Under sidstnævnte lykkedes det endda at fremprovokere en reaktion fra det ellers apatiske publikum, således at Kitty Wu, inden de forlod scenen, kunne betragte en beskeden skov af hænder. Forstærkernes endnu rødglødende pærer vidnede dog om, at koncerten ikke var helt slut. I første omgang var det en Robert Lund i ensom majestæt, der genindtog scenen. I selskab med en akustisk guitar og godt med weltschmerz leverede han to relativt ukendte Kitty Wu-numre. Under disse sange gav han for alvor prøver på sin fantastiske vokal. En hjerteskærende falset affødte den slags gåsehud, der ikke lader sig beskrive i anmeldelser. Da man næsten ikke kunne ønske sig mere, kom bandet på endnu en gang med aftenens sidste to sange. Kitty Wu sluttede med en fantastisk version af Rule #9. Et skoleeksempel på rocksammenspil og i øvrigt et nummer der starter med ordene: “There are far too many people in this room“. Galgenhumor fra et af Danmarks mest undervurderede rockbands? Måske.

Koncerter

David & the Citizens, 05.11.03, Loppen

Et usselt fremmøde lagde en dæmper på en ellers glimrende pop-koncert, da David & the Citizens var på besøg på Loppen. To ludere og en lommetyv. Så få mennesker var der ikke til stede på Loppen onsdag aften, men det var tæt på. Det var lidt ærgerligt, for de svenske popsmede fra David & The Citizens gav en glimrende koncert. Hvorvidt det var billetprisen på 80 kroner, manglen på et dansk opvarmningsband, konkurrencen fra 16 Horsepower og Dave Gahan, der spillede samme aften, eller det bare var et spørgsmål om, at David & the Citizens’ danske fanbase er begrænset, så gik alt for mange mennesker i hvert fald glip af koncert fyldt med medrivende og melankolsk popmusik. Det svenske band, der lige har udgivet deres anden fuldlængde, Until the Sadness Is Gone, havde taget deres venner fra Homeland med til at opvarme. Homeland, der havde hovedbandets trommeslager på vokal og guitar, leverede en udmærket gang country-inspireret pop, uden at være noget særligt. Det var dog også svære forhold for Homeland. De få folk, der var kommet, havde nemlig valgt at blive siddende ved deres borde, og derfor måtte forsangeren rent faktisk stå med siden til på tværs af scenen – i håb om bare den mindste øjenkontakt. Da David & the Citizens gik på, valgte folk heldigvis at trække op foran scenen, men når man har masser af plads til at stille sin øl ned på jorden foran sig for at klappe mellem numrene, så er der altså ikke tale om rigtig koncertstemning. Måske var det derfor, at bandet startede en smule svagt – der var jo unægtelig tale om ny situation for de fem svenskere, der er vant til at spille for fulde huse i hjembyen Malmø. Allerede med det andet nummer havde de dog vænnet sig til situationen, og således bragede Pink Evening fra deres første fuldlængde ud over scenen og satte gang i den lukkede fest. Det blev fulgt op af Long Days og det fremragende titelnummer fra den nye skive Until the Sadness Is Gone. Således lå det også fast, at koncerten ville blive præget af bandets uptempo-numre, hvilket nok var en god ide. Numre som New Direction og Graycoated Morning vakte ligeledes begejstring og spredte tilråb blandt det begrænsede publikum, men koncerten bød dog også på nogle mere stille stunder. Divine og As You Fall (I Watch with Love) gav den logiske variation i strømmen af popsange, men højdepunkterne set fra undertegnedes synspunkt måtte være “hitsinglerne” fra debutpladen, Now She Sleeps in a Box in the Good Soil of Denmark og Song Against Life. Førstnævnte er et utroligt intenst nummer, trods det faktum at det for en stor del af tiden kun består af akustisk guitar og vokal. Det sidstnævnte er en triumf af en, trods sin titel, livshyldende sang, der sluttede af inden ekstranumrene. Alt i alt var der tale om en rigtig god koncertoplevelse, der dog sjældent kom helt op at ringe. Det hænger dog mest sammen med det sparsomme fremmøde, som i den grad modvirkede en medrivende koncertstemning. David & the Citizens gjorde dog deres til at skabe en sådan stemning, og man må håbe, at der dukker lidt flere mennesker op, næste gang David og hans svenske medborgere besøger Danmark. Læs også Undertoners anmeldelser afFor All Happy EndingsNew Direction EPUntil the Sadness Is GoneBig Chill EPLaakso, David and the Citizens, First Floor Power, Bergman Rock, Spot 10 i Århus 04-05.06.04Interview med David & the Citizens:Der er intet andet svensk band som os

Koncerter

16 Horsepower, 05.11.03, Amager Bio

Scenen var gjort klar i Amager Bio til, at en trio fra de mørke sydstatsområder i Amerika skulle gøre deres entré. Vi fik dog mere end en regulær koncert: Vi stod som vidner til frontfigur David Eugene Edwards’ introspektive selvransagelse med den om muligt mørkeste countrymusik nogensinde spillet. 16 Horsepowers plader har altid fungeret som en slags halvt ruinlagt kirke, i hvilken frontmand David Eugene Edwards ser ind i sig selv, flår fat i sin plagede sjæl som kæmper daglige brydekampe med dødssynderne og Herrens ubarmhjertige retfærdighedsforståelser. I livesammenhæng er der ikke så meget, der har ændret sig. Det musikalske udtryk bliver omarrangeret, men ikke desto mindre mere intenst. Edwards er ikke heldigvis ikke forkyndelsens mand. Religion er en privat sag; forskellige religiøse retninger og ateisme er sagen uvedkommende her – religion er en privat sag… medmindre man som Edwards åbner den store port til sit indre og lader alle se, hvad der gemmer sig derinde i de mørke afkroge. Scenen bliver hans private alter, foran hvilket små tusind menneskers glubske øjne ihærdigt vil have det hele med. Således så det i hvert ud denne onsdag aften i Amager Bio. Amager Bio udgjorde de perfekte rammer for 16 Horsepowers mørke countrymusik. Scenen var bred, og der var rigeligt med luft til loftet. Man skulle ellers ikke tro, at bandet havde brug for det, for denne aften trådte de på scenen som blot en trio. Det var dog på ingen måde til at høre. Med deres livligt vibrerende lydbillede lød de som en hel hær af marcherende spøgelser på vej mod afgrunden, og med Edwards’ introspektive selvransagelse var det aldrig til at vide, hvor vi ville blive ført hen i løbet af koncerten. Den diafane skikkelse under navnet David Eugene Edwards har vitterlig en personlighed, som nærmest overdøver og -skygger alt andet. Hans fysiske fremtræden på scenen er altid siddende ned, alt imens han arbejder løs på sit instrument og lader sin intense og til tider desperate røst runge ind i mikrofonen. Udover en regulær mikrofon var han også udstyret med en speciel af slagsen, som lagde et lille lag af forvrængning på vokalen, en effekt som blot bevirkede, at intensiteten blev flået yderligere i vejret. Guitaren var Edwards’ oftest benyttede instrument, og med et sliderør på fingeren blev vi ført til mørke, rurale sydstatsområder, eksempelvis i en sang som For Heaven’s Sake hvor Edwards konstaterer: “All my love, well it is madness / Freely given to you folks with gladness,” og der blev serveret rigelige mængder countrygalskab. Shametown indledtes med drilske rytmer, som man nærmest skulle særligt matematisk begavet for at kunne regne ud, men efter et kløgtigt skift slog sangene dog over i et beat, så hele salen kunne nikke med uden problemer. Vi fik generelt mange klassikere, og eftersom bandet turnerer på baggrund af demoopsamlingen Olden, der ligeledes er en gang blandede bolscher, kunne man næsten heller ikke forvente andet. Der blev selvfølgelig også plads til “hittet” Black Soul Choir og den intense I Seen What I Saw. Sangene American Wheeze og Harm’s Way (begge fra Sackcloth ’n’ Ashes) var blandt de helt store øjeblikke i løbet af koncerten, fordi de begge inkorporerede brugen af harmonika. Edwards gyngede frem og tilbage på stolen, han flåede instrumentets sider rytmisk frem og tilbage, mens han udbrød: “I am an honest man when I’m not lying / I am a living man when I commence to dyin’.” I Horse Head blev der skruet ned for den implicitte desperation, som nummeret ellers har, specielt i vokalmelodien. Edwards havde generelt et mere hysterisk fremtonende udtryk på pladedebuten Sackcloth ’n’ Ashes, noget der virkelig klæder den plade og som også skiller den ud fra gruppens øvrige materiale. Men i denne livesammenhæng valgte Edwards desværre i langt de fleste tilfælde alternative veje i vokalmelodierne, så udtrykket blev mere nedtonet, især i ovenfor nævnte nummer. De ustyrlige skrigs dage er nok desværre forbi, men man havde da lov at håbe. “I can sense it all around me / There’s something in this room / It ain’t magic nor no witchcraft / No bitch on no broom,” sang Edwards i Black Bush – og nej, det var sandelig ikke helt nemt at sætte fingeren præcist på, hvad der skabte denne kuldegysningsfremkaldende stemning, som klæbede mod hvert et hjørne i Amager Bio, og hvis det ikke var magisk, så var det i hvert fald manisk. Også banjoen var et flittigt brugt instrument, og dens traditionelle klang med dybe og mørke undertoner tilsat Edwards messende klagesang passede smukt ind i 16 Horsepowers mørke countryunivers. Edwards indre dæmoner blev skudt ud i salen som hastige kugler fra romerlys, og publikum greb hver og én. Der var dog som før nævnt enkelte kugler, som man ikke havde helt samme lyst til at gribe som de mest funklende af dem alle, men overordnet set var det svært ikke at blive ramt og lade sig fascinere af 16 Horsepowers univers. “Thank you for clapping,” sagde Edwards efter at have spillet to gange ekstranumre, men det var os der takkede med heftige skudsalver af bifald. Læs også Undertoners anmeldelse af Folklore

Koncerter

Arab Strap, 20.10.03, Lille Vega

[Ivan Petersen]Arab Strap spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Arab Strap, der denne aften var udvidet med Alan Barr (cello), Jenny Reeve (violin), Alan Wylie (trompet), David Jeans (trommer) og Chris Bathgate (bas), spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Som en indledende og mere generel kommentar er det værd at bemærke, at sangene fra Monday at the Hug & Pint faktisk fungerer bedre i en live-kontekst end i studieudgaverne. Bedst var Serenade, der afsluttede første del af koncerten, men også Glue og Meanwhile, at the Bar, a Drunkard Muses var ganske glimrende. Af andre højdepunkter kunne man nævne Here We Go og Scenery, der blev præsenteret i forholdsvist hårdtpumpede rockversioner. Derudover spillede bandet bl.a. én af mine egne personlige favoritter, New Birds, og så bliver man jo lidt varm om hjertet, samt et cover af Gladys Knights We Don’t Make Each Other Laugh Anymore. Disse var begge meget vellykkede, sidstnævnte i særdeleshed fordi det faktisk lød som en sang, som Arab Strap i princippet selv kunne have skrevet. Hvis man til gengæld skulle fremdrage et enkelt negativt aspekt ved koncerten, måtte det være, at Aidan Moffats stemme i enkelte numre, dvs. når samtlige syv musikere var involveret på samme tid, druknede noget i larmen. Eftersom sangene i anden del fortrinsvis blev fremført af Malcolm Middleton og Aidan Moffat alene, var denne da også bedre end første. Blandt disse var en usædvanligt smuk Pro-(Your)Life og et lige så fantastisk medley bestående af AC/DC-klassikeren You Shook Me All Night Long og Packs of Three. Der var oven i købet også plads til et publikumsønske, hvor bandet efter lidt palaver indvilgede i at spille Piglet, selvom den af den til tider spøjst morsomme, øldrikkende og spyttende Moffat blev karakteriseret som “one of the most miserable fucking songs” – hvilket jeg sådan set er tilbøjelig til at give ham ret i, og i hvert fald når den som her blev spillet akustisk uden det mystiske beat fra Philophobia. Mens den resterende del af bandet stadig befandt sig på scenen, fik man desuden også serveret en exceptionelt cool og croonet udgave af Soaps. Alt i alt var det således en meget fornøjelig aften, hvorfor man må formode, at de forbløffende mange kærestepar og de knap så mange københavnske indie-drenge nok gik nogenlunde glade og tilfredse hjem. Det gjorde jeg da i hvert fald. Læs også anmeldelser af:Arab Strap: Monday at the Hug and PintArab Strap: The Shy Retirer EP

Koncerter

Jurado, Damien, 09.10.03, Copenhagen Beat Packing District

Damien Jurados første besøg i København var en stilren, rar og til tider ganske smuk oplevelse. Men opfindsomheden blev væk. Copenhagen Beat Packing District var, på trods af dets forholdsvis autentiske (men lettere out-dated) midt-firser punk-feel, dets kryptiske beliggenhed og de halvlunkne og vamle Giraf-øl, en noget nær perfekt ramme for Damien Jurados første besøg i København. Jurado, der – lad det være sagt med det samme – ligner en engelsk hooligan-bølle i den mere brutale ende, har i de sidste fem-seks år vist sig som en af de mest talentfulde sangskrivere på folk-scenen. Han kan med rette sammenlignes med både Bruce Springsteen og Will Oldham og har absolut også et talent, der næsten er på højde med sidstnævntes. Men Damien Jurado har altid holdt sig lige under overfladen og er vel egentlig stadig en velbevaret hemmelighed. Han er som Copenhagen Beat Packing District gemt godt væk, uden det brede appeal og med en lækker usleben kant. Damien Jurados seneste plade, Where Shall You Take Me, var koncertens umiddelbare omdrejningspunkt, og herfra leverede han blandt andet de særdeles smukke Abilene og Amateur Night, der lagde en tryg varme over det lille og halvkolde lokale. Ohio var som den skulle være: smuk, intens og gribende, men i det hele taget udmærkede sangene sig ved at lyde nøjagtigt, som de gør på Jurados i øvrigt fremragende plader. Dette er, når det kommer til stykket, egentlig ikke et kritikpunkt, men mere en konstatering af, at alt var, som det skulle være. Der var ingen overraskelser, og det føltes af og til, som om Damien Jurado tog en lidt for hurtig tilflugt i sine egne pladers tryghed og dermed leverede sangene uden den kant, som en liveoptræden ofte kan tilføre sange. Lidt opfindsomhed havde nok givet de mindeværdige fortællinger et ekstra skub ud over scenekanten. Til gengæld var hans sange spækket med en så grundlæggende ynde, at det må siges at være mere end imponerende, at de kunne holde sig ovenvande uden dette ekstra skub. Jurados sange kan mest af alt betegnes som Nebraska for zapper-generationen, og den skønhed, der kendetegner Springsteens klassiker (og Jurados egen Where Shall You Take Me) var absolut til stede i Copenhagen Beat Packing District. Men den var aldrig allestedsnærværende, og det skete, at kulden, støjende bartendere og betongulvet var for stærk en modstander for sjælen i de tyste, tragiske og oplivende fortællinger. Desværre kom Damien Jurado aldrig op i de højere luftlag, og det virkede ofte en smule for indøvet og stilsikkert. Men selvom overraskelserne manglede, og det helt store sus udeblev, skuffede han heller ikke på noget tidspunkt, og da den efter en lille time atter stod på S-tog og efterårsaften, var luften alligevel blevet lidt varmere og natten lidt lysere. Læs også Undertoners anmeldelser af: Where Shall You Take Me?Just in Time for Something EPOn My Way to Absence

Koncerter

Chesnutt, Vic, 23.09.03, Loppen

Den amerikanske mirakel-historie, Vic Chesnutt, leverede desværre en koncert langt under standarden for en mand af hans karakter og sangskrivertalent. Med Vic Chesnutt er man aldrig i tvivl om, at man er i nærheden af noget stort. Den lille mand bliver med tiden tilsyneladende mere og mere fysisk skrøbelig, vel sagtens en uundgåelig konsekvens af at have været bundet til en kørestol i mere end ti år. Men bag dette let skræmmende, men harmløse ydre gemmer der sig altså én af USAs største sangskrivere. Det har han bevist adskillige gange, lige fra hans første plade, den Michael Stipe producerede Little til The Salesman & Bernadette fra 1998, karrierens foreløbige højdepunkt. Vic Chesnutts betydning for de seneste års bølge af udfordrende – og udfordrede – sangskrivere er ubeskrivelig i sin tyngde og vælde. Will Oldham har fået lov til at være den underfundige person, han er, på grund af Vic Chesnutt. Kurt Wagner fra Lambchop droppede sit day-time job på grund af Vic Chesnutt, og Howe Gelb kan stadig holde sig kunstnerisk oven vande på grund af Vic Chesnutt. Var det ikke for Vic, havde denne musikscene nok aldrig tilladt disse livets og sangskrivningens skæve eksistenser at få den succes og anerkendelse, som vi i dag kan tilskrive dem. Men dette giver ikke automatisk straffrihed, hvilket Vic Chesnutt desværre glemte på Loppen. Hans seneste plade, Silver Lake var bestemt god, men den kan ikke alene bære en hel koncert, som den skulle på Loppen. Sangene på Silver Lake matcher ikke de forrige pladers storhed og betydning, og ej heller var koncerten på noget tidspunkt bare i nærheden af de forventninger, man med rette kan stille til et talent som Vic Chesnutt. Koncerten bestod med enkelte undtagelser hen mod slutningen, udlukkende af numre fra Silver Lake, og på trods af sange som Stay Inside og I’m Throughs åbenlyse kvaliteter, blev de til fodnoter på en aften, der var præget af lidt for meget indlevelse og lidt for meget sjov tobak. Det med indlevelsen var et stort problem. Vic Chesnutt, der stillede uden backingband, lod sig ofte rive med i en næsten ekstatisk trance i fortolkningen af sangene. Han levede sig ind i dem, han levede sig ind i sin Gibson-guitar og havde flere gange meget svært ved at finde ud igen. Det resulterede i, at flere af numrene fra Silver Lake, som i forvejen ikke er en overflod af prægtige melodier, blev trukket i langdrag – noget disse sange desværre ikke kunne bære. Vic Chesnutt formåede heller ikke at styre uden om kedsomheden. Han skar alle sangene over samme kam – først lidt sagte guitar, så et vers, så lidt mere guitar, endnu et vers og så til sidst en mur af one-man/one-guitar støjrock. Det var svært at skelne den ene sang fra den anden. Det er ellers ikke et problem, der gør sig gældende på hans plader. Vic Chesnutt var næsten som et intergalaktisk sort hul på den lille scene på Loppen. Alles øjne var rettet mod den lille mand, der, til trods for at han altså var krøllet sammen i en kørestol, stadig havde en stolt og rank værdighed på scenen – også selvom han næsten var tynget helt bagover af vægten fra Gibson-guitaren. Hans kontakt til publikum var upåklagelig – rar, morsom og imødekommende. Det er svært at undgå at holde øjnene fra en mand som Vic Chesnutt, der i kraft af sin egen udstillede “dårligdom” også fremtvinger en vis ærefrygt for hans overlevelsesevne og musikalske kraft. Men på Loppen viste det sig desværre ikke at være tilstrækkeligt til at redde koncerten fra at være en skuffende oplevelse. Hans bagkatalog rummer flere legender, end man tør tænke på, men disse lod han blive i kufferten i går. I stedet måtte vi trækkes igennem knap to timer med en mand, der desværre lod sine sange og sit udtryk løbe afsted med ham… uden egentlig at invitere os med ind.

Koncerter

Tindersticks, 04.09.03, Store Vega

De britiske gentlemen i Tindersticks kom til Vega i København med endnu en ny plade i bagagen, som de kunne lægge til deres imponerende bagkatalog. Med sådanne sange var der lagt i ovnen til en fabelagtig koncert, og Tindersticks skuffede på ingen måde. Summen i salen forstummede gradvist, som de seks skikkelser trådte ind på scenen, svagt oplyst af de mørke nuancer fra det bløde scenelys og indhyllet i de tætte tåger af tobaksrøg – alt tilsammen dannende de perfekte rammer i Vegas store sal for dette britiske band, hvis musik netop danner indre billeder af et sådant tusmørke. Bandet hedder Tindersticks. I løbet af de sidste 10 år har de pløjet sig igennem den samme sjælens fure, og i de følgende par timer gik de i ét med mørket med sange, som fortsatte i denne fure, der besynger kærlighedens, sindets og eksistensens melankoli. Tindersticks’ varemærke, hvis man skulle kunne reducere det til blot ét, er på mange måder forsanger Stuart Staples. Da Staples gik på scenen, lignede han den forstyrrede kunstner med sin høje figur, det krøllede jakkesæt og det skurkagtige udseende – med sit overskæg og bakkenbarter lignede han en god version af Lee Hazlewood. Men det er såmænd ikke Staples’ udseende, der gør ham karakteristisk; det er hans stemme. Staples’ baryton bevæger sig et sted mellem en nedtonet Tom Waits, en “munter” Leonard Cohen og en dramatisk Nick Cave – med en vokal klang som minder om… Roger Whittaker (noget af et skræmmeord, men den er altså god nok!). Staples mumlede “godaften“, hvilket mere eller mindre var de eneste ord, han fremstammede i løbet af hele koncerten. Hvis luften ikke var tyk af røg og forventning i forvejen, blev den det i hvert fald, da bandet slog de spæde toner an i åbningsnummeret My Autumn’s Done Come, som pudsigt nok er en coverversion af netop Lee Hazlewood (den førnævnte fysiske lighed holdt in mente). Herefter blev publikum taget med på det første lyttervisit på Waiting for the Moon, som er Tindersticks’ dugfriske fuldlængde-udspil. Hvis man ikke var klar over det i forvejen, erfarede man ganske hurtigt, at Tindersticks havde fundet tilbage til den sangskrivning, som de praktiserede på deres tre første albums, inden de på Simple Pleasure skiftede mod en mere soulvarm lyd. Men med Waiting for the Moon lukker mørket sig påny omkring sangene og deres helt specielle univers. De mange fortryllede og opslugte øjne fra salen blev hurtigt, men elegant suget med ind i dette mørke. Det første nummer fra den nye plade, som publikum blev præsenteret for, var Running Wild, som er en sang, der udforsker jeg’ets indre opløsning og den deraf følgende søvnløshed. Det er et tema, som også gennemtrævles i Sleepy Song, som bandet præsenterede senere i settet, hvor Staples i perfekt samstemning med bandets violinist Dickon Hinchliffe sang: “If you let me sleep / I won’t wake up / I haven’t closed my eyes for days“. De to stemmer skabte et sonisk billede, som var stærkt præget af en tung sindsstemning. I Say Goodbye to the City var det den urbane fortvivlelse, som bandet beskrev med en musik, som lod desperationen tale i form af larmende crescendoer. Som flere af Tindersticks’ andre sange startede denne med et lurende og ulmende arrangement: Al Macauleys synkoperede trommespil gik i clinch med orglets varslende insisteren, noget der, jo længere vi kom ind i sangen, fik Hinchliffes violinspil til at hvine op mod det endelige støjende klimaks. Hinchliffe var på mange måder Tindersticks’ ankermand. Vel har hver musiker i bandet sin vigtige plads, men er der et element, som efterhånden er blevet så karakteristisk og livsnødvendigt live, er det violinen. Én af grundene hertil er, at Hinchliffe har en flersidig brug af instrumentet: Violinen får lov at græde, hvor arrangementet skriger efter det, men som i ovenstående beskrivelse kan den udtrykke langt mere end blot yndighed. I 2001 pungede Tindersticks virkelig ud og hev et strygerensemble på en snes mennesker med på deres turné. Det kostede bandet så mange penge, at de desværre måtte aflive idéen igen og “nøjes” med en enkelt violin. Hinchliffes spil er til gengæld så sublimt, at det absolut ingenting gør. Hinchliffe trådte også frem til mikrofonen og lagde vokal til et par numre alene. Det drejede sig om den sære og kaotiske åbner, El Diablo En El Ojo, fra Tindersticks’ andet selvbetitlede album og den smukke og skrøbelige åbner fra Waiting for the Moon, nemlig Until the Morning Comes. Især sidstnævnte var en fornøjelse at lægge ører til. ” My Hands ’round your throat / If I kill you now, they’ll never know,” sang Hinchliffe – en linje som er noget tvetydig: Vel er den rettet mod en karakter i sangen, men kunne den ikke ligeså godt rettes mod publikum? Hver og én stod forstummet af Tindersticks’ musik, der virkelig havde et godt hold om alle. Tindersticks har efterhånden en tradition for at have duetter på deres plader, hvor en sangerinde lægger stemme til den kvinde, hvem Staples dedikerer sin (som regel uforløste) kærlighed til. I Vega tog Staples sig dog af begge vokaler i Sometimes It Hurts, og det fik en stor del af magien i sangen til at flyde ud. Her burde bandet tage valget enten at invitere den gældende sangerinde med eller simpelthen droppe sangen i liverepertoiret, for ulig alle andre sange fra bagkataloget fungerede det simpelthen ikke uden den kvindelige halvdel. På trods af at mange favoritter blev spillet i løbet af koncerten, var der ligeledes mange øvrige favoritter, som manglede i settet. Der blev flere gange råbt forgæves efter Tiny Tears – en sang som om muligt er bandets største “hit”. Selv blandt ekstranumrene valgte bandet at frasortere denne sang til fordel for de twangguitardominerende Her og Shadow (et covernummer af R. Dean Taylor) og den lettere kuriøse She’s Gone. Mørkets klokke, som havde lagt sig over Store Vega, blev fjernet igen, da Staples for sidste gang mumlede ordene “thank you for listening“, og bandet forlod scenen efter at være kommet ind to gange for at spille ekstranumre. Endnu engang havde Tindersticks været forbløffende gode live. Lad os håbe, at de snart kommer igen. Læs også Undertoners anmeldelser afTrouble Every DayWaiting for the Moon

Koncerter

Eels, 04.09.03, Pumpehuset

Fra Electro Shock Blues til the blues som sådan krydret med en mand i blød hat spillede Eels for et forlængst udsolgt Pumpehuset og leverede en koncert, der på godt og ondt var et indblik i Eels’ skæve verden. Udenforstående bør ikke starte her. Hvis vi havde befundet os på et hipt diskotek i stedet for Pumpehuset, var der nok en del kroppe, der havde kastet sig ned og vredet sig rundt til Mc Honkys åbningssæt, men aftenens rockpublikum nøjedes pænt med at stå og nikke deres hoveder troligt til rytmerne af dette E-sideprojekt, der i aften rent fysisk manifesterede sig i en piberygende tyk morfartype, komplet med blød hat og cardigan. Historien om Mc Honky er for lang og for langt ude, til at jeg tør gøre forsøget på at genfortælle den, men musikken minder om obskur 60’er-funk, der nok kun er kendt af de få. Pladen er ingen nydelse, men som han stod der i sin cardigan – pillede ved nogle knapper, scratchede nogle plader og kæderøg sin pibe i et tempo, der gjorde det klart, at han ikke normalt var piberyger – gav det nu egentlig ganske god mening. Senere mellem ekstranumrene bemægtigede han sig også scenen for blot at blive smidt væk af Eels’ håndlangere. Alt sammen en gimmick udsprunget af E’s forvredne tankegang. Efter at pladespillere, mixerpult og andet udstyr var blevet fjernet fra scenen, trådte Eels 3 mand stærk op på scenen og lod en tonstung bluesrytme fylde rummet. Min umiddelbart første tanke var, at Butch, trommeslageren, havde tabt sig ganske voldsomt. Desuden troede jeg, at E var ovre sin Unabomber-periode med langt skæg og solbriller. Svaret faldt prompte, da lyset fra en kraftig spot hvirvlede rundt i rummet og landede på E, der fra skuldrene af en roadie blev båret igennem rummet, spillende på en mundharmonika der lagde yderligere bund til bluesrytmen. Manden med skægget var Koool G Murder, som også optræder på de seneste par Eels plader. Trommeslageren hedder Puddin og bliver på Eels’ hjemmeside præsenteret som Butchs lille fætter. Med E på scenen og yderligere en guitarist var Eels nu samlet og klar til at gøre sig deres hyre fortjent. Bluesrytmerne stoppede og blev afløst af mere blues. Det var først i tredje nummer, at jeg kunne nikke genkendende til den musik, Eels tilbød denne aften. Countryblues-klassikeren 60 tons blev præsenteret i en hårdt rockende udgave, der ikke lod originalen noget tilbage at tilbyde, som vi ikke fik her. De to første numre viste sig at være covernumre. Herefter tog Eels’ egne kompositioner over. Packing Blankets blev fremført i samme stil som åbningsnumrene. Efter et par numre til i samme stil truede monotonien med at tage over. Dog Faced Boy vendte det billede: Den skal modsat Mr. E’s Beautiful Blues, My Beloved Monster og hvad der ellers er blevet spillet af Eels’ egne numre, spilles hårdt og rockende. Dog Faced Boy blev til Agony, tempoet faldt, intensiteten steg, og med ét stod jeg midt i en fantastisk koncertoplevelse. Det var så som så med kommunikation mellem bandet og publikum. Størst respons fik I Like Birds på grund af dens råbevenlige omkvæd. I den sidste halvdel af koncerten blev der dog plads til et par små kommentarer fra scenekanten. Samtidig med at der blev skruet ned for den tunge lyd, fik dette koncerten til at trække i en langt mere sympatisk retning. Hvis man har lagt ører til de to seneste udspil fra Eels, ved man, at den nye stil er rock. Alligevel savnede jeg det underspillede, den længsel og det afsavn man finder på Electro Shock Blues og Daisies of the Galaxy. En lille smagsprøve på det fik vi i det 3. sæt ekstranumre. Mc Honky-karakteren gjorde sin entre på en tom scene og bemægtigede sig keyboardet. Han gik i gang med Beautiful Freak, men efter 30 sekunder blev han fjernet af et par roadies, hvorefter E gjorde sin entré og spillede nummeret, kun assisteret af sig selv på førnævnte keyboard. Herefter sluttede koncerten, lyset tændtes, og folk gik mod garderoben. 5 minutter senere bragede et inferno af lyd ned til os i stueetagen, der troligt havde gjort os klar til at gå. Bandet var gået på scenen igen og leverede 10 minutters støjrock af en anden verden, der kulminerede i, at Koool G Murder overtog trommerne, kørte en rytme, og Puddin kastede sig ud på scenegulvet og leverede en gang oldschool breakdance. Hvad andet kunne man forvente fra Eels? Fra det monotone til det mesterlige, leverede Eels både varen og god underholdning i Pumpehuset. Til trods for savnet af den mere lyse side må jeg indrømme, at jeg lod mig imponere af de små skævheder, som der blev lagt ind i koncerten, som eksempelvis Mc Honky-karakteren, støjinfernoet, samt det at E lader sig bære ind på scenen. Det musikalske skift, han har lavet, samt de små skævheder på scenen vidner om en mand, der både vil prøve grænser af og samtidigt underholde folk. Det lykkedes nogle gange bedre end andre, men efterlader én med lysten til at se og høre mere.

Koncerter

Ringenberg, Jason, 31.08.03, Loppen

En af countryrockens helt store nulevende legender gæstede i al offentlig ubemærkethed Danmark for anden gang på et halvt år. Jason Ringenberg fra Nashville country-punk-outfittet Jason & The Scorchers, leverede en så elskværdig, original og stilsikker solokoncert, at Hank Williams måtte vende sig i graven af ren lykke.Det kunne være endt i en særdeles pinlig affære. Ikke engang et halvt år efter, at Jason Ringenberg sidst gæstede Danmark i april på Lille Vega, stod han atter på dansk jord. Denne gang godt nok med en nyindkøbt guitar – han havde ikke engang nået at hive prismærket af – men uden et nyt album i bagagen eller nyt materiale for den sags skyld. Alligevel formåede den særprægede amerikanske neo-cowboy at trække en lille håndfuld gæster til på en regnvåd og smådeprimerende søndag aften, hvor der ellers var alle mulige grunde til at blive hjemme og væbne sig mod efteråret. Til forskel fra koncerten på Lille Vega i foråret, havde Jason Ringenberg denne gang ikke medbragt sit backingband, det fremragende belgiske rockabilly orkester, The Seatsniffers. Spørgsmålet var derfor også, om Jason Ringenberg i det hele taget kunne stå distancen som soloperformer, endda over for et så lille publikum. Alt i alt var det mildest talt et særdeles modigt træk af det danske koncertbureau Gearbox Agency at sætte en koncert op med Jason Ringenberg, der, på trods af en imponerende karriere, ikke ligefrem har den største eller mest trofaste fanskare herhjemme, hvilket det meget begrænsede publikumstal (ca. 30) også vidnede om. Men når det er sagt, må al tvivl også ophøre. Jason Ringenberg er virkelig en performer helt uden sidestykke. Hans glorværdige fortid i Jason & the Scorchers, der i dag må regnes som nogle af country-rockens vigtigste pionerer, fornægtede sig ikke under koncerten, der bød på mange af de mere eller mindre legendariske Jason & the Scorchers-sange blandt andet Broken Whiskey Glass. Det improviserede sæt bestod i hovedtræk af disse uforglemmelige Jason & the Scorchers-sange, de fleste af dem spillet på foranledning af publikum, der selv fik lov at vælge og vrage i Ringenbergs bredt favnende repertoire. Et par af sangene kunne han ikke rigtig huske teksten til, og han måtte derfor finde hjælp i coveret til de medbragte plader. Det kan være både charmerende og irriterende, når en kunstner møder “uforberedt” op til en koncert, ofte også direkte pinligt som man for eksempel har set det hos St. Thomas, men i tilfældet Jason Ringenberg blev det bare til en helt vidunderligt uforpligtende oplevelse. Måske savner Ringenbergs sange en gang i mellem lidt tyngde – det er vel afhængigt af smag. Men selv noget så løjerligt som bider fra hans nye repertoire af country-børnesange (fra hans kommende børneplade A Day at the Farm with Farmer Jason) fremførtes så fornemt og selvironisk, at de næsten balancerede på samme musikalske niveau som hans mere alvorlige sange – hvoraf den rørende og samfundskritiske Last Train to Memphis skulle vise sig at blive koncertens, til dato, stadig uforglemmelige højdepunkt. Ikke et øje kunne have været tørt blandt publikum, da Ringenberg sang de smukke linjer “œI’ll take the last train to Memphis where Martin [Luther King] met his fate / I was just a little boy on that sorry day / I’ll maybe take a little drive down Highway 51 / And hope we find it in us to finish what he’d begun“. Sangen lod tæppet falde på Ringenbergs tredje soloplade, All Over Creation og viste, at han på trods af sangtitler som koncertåbneren Honky Tonk Maniac from Mars og Hay Bailing Time alligevel har evnen til at skrive lyrik, der trænger dybt ind i både sind og sjæl. Som sagt kan det diskuteres, om Jason Ringenbergs egne kompositioner besidder samme tyngde som de sange, han ofte fortolker til sine koncerter (blandt andet Bob Dylans Absolutely Sweet Marie og Loretta Lynns Don’t Come Home A’ Drinkin’ with Loving on Your Mind), men under alle omstændigheder er han i besiddelse af en fantastisk og livsbekræftende evne til at fremføre dem på sin helt egen unikke måde. Som publikum følte man sig i et særdeles varmt selskab, og vigtigst af alt var, at det så tydeligt skinnede igennem, at Jason Ringenberg lever for at spille live – hvilket det faktum, at manden har turneret konstant rundt omkring i verden det sidste halvandet år, også peger på. Der er ikke nogen tvivl om, at man meget gerne må have en vis mængde forkærlighed for mere eller mindre regulære countrymelodier, for Jason Ringenberg er absolut ikke for de sarte og fordomsfulde. Men at opleve Jason Ringenberg på en scene må være som at opleve en småfuld Hank Williams eller en lidt ældre version af danske Simon Gylden. Og hvadenten man har en berøringsangst for country eller sluger det råt, er Jason Ringenberg en oplevelse ingen burde snydes for.

Koncerter

Mates of State, 09.08.03, Club PlayRec, Huset

De er to personer, partnere i såvel bandsammenhæng som i ægteskab. Med en sådan sammensmeltning var det ikke så mærkeligt, at gnisten de to imellem glimtede skarpt og vedvarende i løbet af en koncert med en samling sange af fin indiepop-kaliber. Taget i betragtning af at Mates of State blot består af to mennesker (ægteparret Kori og Jason Hammel), er det en imponerende fylde, de har i deres lyd. Kori tager sig af tangenterne på orglet, hvilket både dækker over bløde synthbas-bunde og de højere klingende instrumentalharmonier. Selvom jeg udmærket vidste bedre, måtte jeg fra tid til anden tage sig selv i at spejde efter bassistens skjulested. Det er ganske imponerende, som Koris hænder bevægede sig over tangenterne – noget der indbyder til tanken om en tredje hånd. Jasons trommespil bestod af så meget mere end blot at holde et fast beat kørende til de kønne harmonier. Han var legende og udfordrende i sit spil med en samtidig fornemmelse for de små detaljer. Så er der vokalerne! Hverken Kori eller Jason er nogle store sangere, og det er lige præcis det, som er charmen ved dem. Teknik og alt andet lignende pjat er skubbet til side – de synger fra hjertet. Og tag endelig ikke fejl, de ramte alle de toner, de skal. Ingen af de to parter var på noget tidspunkt reduceret til at synge kor. Hver stemme havde ligeså stor berettigelse som den anden, hvilket især kom til udtryk ved, at Kori og Jason hver især sang forskellige tekstlinjer ind over hinanden. Man skulle umiddelbart tro, det ville lyde forvirrende, var det ikke fordi, at de sang i hvert sit leje, som i det samlede lydbillede smeltede sammen i perfekt harmoni. Kori og Jason var placeret overfor hinanden på scenen, så de kunne holde en øjenkontakt i løbet af de respektive numre. Udover samspillet i sig selv skabte denne øjenkontakt en gnist, som virkelig skubbede duoens sange udover scenekanten. Det førte også til en masse grinen og rysten på hovedet, når enkelte overgange kiksede, ligesom det førte til intern hyggesnak, der ikke altid inkluderede publikum. Hyggen blev dog især vendt ud mod publikum, da Kori slog over i en vittighed: “How many indie kids does it take to screw in a light bulb? You don’t know?” spurgte hun med et stort glimt i øjet, for hvem burde vide det bedre end publikum? Jason introducerede den følgende sang med, at den bestemt var sjovere end den netop fortalte vittighed, og bandet slog velvalgt over i åbningsnummeret fra den kommende plade, Team Boo, med den “sjove” titel: Ha Ha. I løbet af La’hov, som er et absolut fremtrædende nummer på Mates of States debutplade My Solo Project, forlod Kori sin plads bag orglet og dansede ud på gulvet foran scenen. Det virkede mest af alt som et forsøg på at vække liv i folk, som alle sad nærmest ubevægelige foran den lille scene, og dansen faldt derved desværre hårdt til jorden. Med en lettere utilfreds mine på munden dansede hun tilbage bag orglet. “Are you guys having fun?” spurgte hun den stille menneskemængde. De fleste fra publikum stemte i med et forsigtigt “ja“, men Kori skulle forsikre sig: “Are you sure?” Tydeligvis ikke helt overbevist og en smule slået ud af folks inaktivitet (Kori havde før bandets koncert med stor forhåbning i stemmen spurgt undertegnede, om folk dansede til koncerter i Danmark) hviskede hun et par ord til Jason, hvilket tydeligvis indikerede, at der skulle skæres et par numre af setlisten. Man kan skrive spalte op og spalte ned om publikums rolle i en koncertsammenhæng, og i Mates of States tilfælde spiller de tilsyneladende en stor rolle, men jeg vil til enhver tid argumentere, at et band burde give alt, de har i sig, uagtet om de spiller for 10 eller 1000 mennesker. Koncertens sidste par numre, gode som de ellers er, blev leveret lettere halvhjertet af et band, som lagde ud med at stråle af spilleglæde. Man kan kun ønske, at Mates of State får en distributionsaftale i hus i Danmark, så flere vil få kendskab til deres plader og derved dukke op til en næste koncert. På den måde kan vi opleve bandet i fuld hopla i en hel koncerts varighed. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooInterview med Mates of State: I en båd for to