Koncerter

Koncerter

Trier, Tobias, Nikolaj Nørlund og Rhonda Harris, Stine Michel, Coolsville, 04-05.06.04, Spot 10, Årh

Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål.Det danske sprog lever Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål. Med den store fokusering, der de seneste år har været på danske eksportsucceser, kunne man frygte, at det danske sprog vil få det endnu sværere ved overleve i det musikalske landskab. Selv om der i mange år har været mange engelsksprogede navne for hvert dansksprogede, så er der stadig navne, der vælger at tage udgangspunkt i deres modersmål. Tobias Trier Det var svært ikke at blive grebet af den overvældende livs- og spilleglæde, der væltede ud fra scenen, da Tobias Trier sammen med sit ualmindeligt velspillende band indtog scenen. Tobias Trier er forrygende som tekstforfatter og som musikalsk legebarn og har over tre album skrevet sange om hverdagen, kærligheden og alt derimellem med stor poetisk snilde, og Trier leger i høj grad med ord og rim. Selv om der er en meget humoristisk og ironisk tilgang til musikken, er det hele samtidig meget alvorligt og intelligent. Et godt eksempel herpå er Et sted englene ved, der startede som en lidt fjollet sang om at have ting, man har mistet. Sangen var let i tonen, indtil den pludseligt knækkede over med “Engang havde jeg en mor” og blev en meget følelsesladet sang om at savne et afdødt familiemedlem. Det var meget rørende. Musikalsk breder Tobias Trier sig over en række stilarter som rock, klassisk sangskrivning, latin og nærmest Beck-agtig slackerrock. Tobias Trier er uddannet på musikkonservatoriet, og hvor det ofte medfører lidt kedelige musikere, har Tobias Trier og hans følge valgt at bruge deres tekniske kunnen som et springbræt til at udfordre sangmaterialet. Koncerten til Spot bestod stort set udelukkende af sange fra den seneste og glimrende plade Pigen som kalder, indtil der til sidst til stor begejstring fra salen blev afsluttet med den forrygende rap Jeg drak af din kop. Desværre varer koncerter til Spot ikke længere end tre kvarter, og det var ærgerligt, at Tobias Triers band måtte stoppe så tidligt, især når man ved fra tidligere koncerter, at han har mange flere esser i ærmet. Nikolaj Nørlund og Rhonda HarrisEn af veteranerne og en slider på den dansksprogede scene er Nikolaj Nørlund, der var blevet beæret med den umulige Café-scene fredag aften. En smule overraskende var det dog, at Nørlund udelukkende spillede dansksprogede sange, da Rhonda Harris ellers er blevet opfundet som dække for hans engelske produktion. Men selv om han har leveret tre fine plader under det navn, er det alligevel, når han bruger det danske sprog, at han for alvor skiller sig ud fra mængden. Koncerten lørdag aften var ikke nogen undtagelse. Nørlund og band viste, at det godt kan lade sig gøre på én gang både at spille rock Foto: Martin Dam og være intellektuel på en gang. Lige som på det seneste album Tændstik var det en Nørlund, der var i rockhumør, og der var skruet godt op for guitaren i sange som Gætterog Flyveplads, der med en tung rytmegang og malende guitarspil fik det til at lyde næsten som Crazy Horse. Jeg har efterhånden set Nørlund en del gange, men aldrig tidligere har han været så rocket som fredag aften, og selv den gamle klassiker Den støjende tid blev leveret i en pågående rockudgave. Undervejs blev der dog også plads til et par mere afdæmpede sange som eksempelvis Vælter ned. Nikolaj Nørlunds plader er i sig selv rigtig gode, men det er, som om sangene lige hæver sig et ekstra stykke, når han træder op på en scene. Koncerten fredag aften var ingen undtagelse, selv om publikum fejlagtigt var placeret ved cafeborde. Nørlund selv tog det da også meget humoristisk og bød publikum velkommen i indkøbscentret. Stine MichelEt af de første navne på scenen lørdag eftermiddag var den for mig ukendte Stine Michel, der hører til inden for folkemusikkens verden – men i en markant anderledes version end vi normalt forbinder med folkemusik. Musikken er, som det hører sig til inden for genren, meget dansk i tonen, og kan på mange måder ses som en opdatering af den danske visetradition. Uden at imponere voldsomt leverede Stine Michel og band en meget behagelig koncert, der dog nok havde passet bedre ude i juni-solen. Under alle omstændigheder var det godt at se, at det er nogen, der holder fast ved og fornyer den danske musiktradition. CoolsvilleDet sidste dansksprogede navn, jeg vil medtage i denne omgang, er Coolsville, der har været med i den seneste udgave af DR’s Karrierekanonen. Med den akustiske guitar i front i lydbilledet var der dømt klassisk sangskriver-orienteret poprock, der dog for mig fremstod temmelig intetsigende. Coolsville kunne ganske vist deres håndværk, men manglede et særkende, der kunne hæve dem over det ordinære. Coolsville vil gerne skrive tekster, der kan stå alene som poesi, men om de kan det, skal jeg lade være usagt, da lyden til koncerten umuliggjorde at følge med i, hvad der blev sunget. Og så skal det nævnes, at Coolsville, ligesom nærmest alle andre unge danske bands for tiden, også spillede et mere pågående rocknummer med keyboard som drivkraft.

Koncerter

Kosteljanetz, David, Simon Gylden, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Et par talenter fra uafhængige pladeselskaber, der ikke havde fundet vej til Spots officielle program, fik mulighed for at præsentere en håndfuld sange – desværre for et meget beskedent publikum.Uafhængige talenter uden publikum Et par talenter fra uafhængige pladeselskaber, der ikke havde fundet vej til Spots officielle program, fik mulighed for at præsentere en håndfuld sange – desværre for et meget beskedent publikum. Et af de nye tiltag på årets Spot Festival var en lille udendørs scene, hvor en række uafhængige pladeselskaber kunne få mulighed for at præsentere et lille udpluk af deres materiale. Fredag eftermiddag kunne man således opleve to af tidens spændende københavnske sangskrivere i form af David Kosteljanetz og Simon Gylden. David KosteljanetzJeg har været meget begejstret for David Kosteljanetz, siden hans debutalbum udkom tidligere på året, og kunne godt have undet ham en plads i det officielle program. I stedet fik han tjansen med at spille som det første navn klokken 16, inden der var kommet ret mange mennesker; der var næppe mere end 20 tilhørere på plads foran scenen, da han startede med at spille. På plade mixer Kosteljanetz en akustisk baseret sangskrivning med 80’ernes electropop, men på Spot var det næsten lavet om til ren electropop. Kosteljanetz var på scenen sammen med sin bas og en medbragt sangerinde, og resten af musikken var playback. Det er derfor lidt svært at vurdere, hvordan Kosteljanetz vil lyde i en rigtig koncertsammenhæng. Sang hen over et forindspillet bånd mindede lidt for meget om diverse mindre kvalitetsorienterede navnes optrædender på diverse markedspladser. Sangenes kvaliteter kunne man dog ikke tage fra ham, og det kan anbefales at lytte til sange som She, Delerious samt titelnummeret fra Kosteljanetz’ plade One Night Only. Simon Gylden Umiddelbart efter gik Simon Gylden på scenen, uden at der var dukket mange flere mennesker op. Simon Gylden er et godt dansk bud på, hvordan den alternative countrygenre kan lyde, og han spiller den i variant, der er skæv, skramlet og ret humoristisk. I et par sange blev mundharpen fundet frem, og det var her tydeligt, at et af forbillederne er Bob Dylan. Akkorderne bliver taget lidt skævt og lød heller ikke helt rene, hvilket virkede godt, og de fem sange, han fik mulighed for at spille fredag eftermiddag, var rigtigt gode. På trods af det manglende publikum gjorde Gylden og den medbragte ekstra-guitarist det godt. Og egentlig passede musik inspireret af varmere himmelstrøg meget godt til at blive spillet ude i solskinnet, der brød igennem skydækket i løbet af det korte sæt. Læs også Undertoners anmeldelser afDavid Kosteljanetz: One Night OnlyDavid Kosteljanetz, Moonbabies, Epo-555, Vibration Festival 12.02.04Simon Gylden: Go Folk Yourself! (The Small Folsky Album)Simon Gylden: Copenhagen White Boy Sound: The Candy Apple Album

Koncerter

Marvellous, Epo-555, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

En af de helt store trends på årets Spot Festival var pågående guitarpop, der bliver badet i masser af støj og indhyllet i keyboardlyde.Pop, støj og keyboards En af de helt store trends på årets Spot Festival var pågående guitarpop, der bliver badet i masser af støj og indhyllet i keyboardlyde. Bedømt efter programmet til årets Spot Festival i Århus er en af de helt store trends for tiden på den danske alternative rockscene at spille pågående indierock med masser af fængende hooklines og med masser af keyboards, der trækker tydelige veksler tilbage til 80’erne. Der var rigtig mange navne på programmet, der benyttede sig af denne formel. Jeg fik selv set fem navne af typen, men lidt læsning i de udleverede program mere end antydede, at det langt fra var de eneste. Ud over de to bands, der omtales i denne artikel, fik jeg i løbet af fredagen også hørt nogle brudstykker af andre navne inden for samme genre i form af Lake Placid og The Fashion. Jeg kan rigtig godt lide stilen, men har det samtidigt lidt svært med, at så mange mere eller mindre enslydende bands gør det svært at skelne dem fra hinanden. Marvellous En af grupperne var Marvellous, der oprindeligt kommer fra Struer og som allerede har haft en vis succes med den fængende single Don’t Stop, der blandt andet har roteret på Det Elektriske Barometer. Bandet var programsat som det første navn lørdag i Musikhusets Foyer, og på trods af det svære tidspunkt og den svære scene, lykkedes det for gruppen at gøre en god figur. Gruppen har skrevet en række klare popsange, der blev badet i støj og med masser af keyboards hen over, og jeg er overbevist om, at gruppen har lyttet en del til engelske Lightning Seeds, hvilket både gruppens musik og navn antydede. Ligesom gruppens brug af keyboards vækker medlemmernes udseende også minder om 80’erne med de mandlige medlemmer klædt i hvide skjorter, hvide bukser og pastelfarvede slips. Som kontrast hertil var gruppens kvindelige midtpunkt iklædt en tuttenuttet sommerkjole i 50’er-stil. Modsætningen mellem mand og kvinde blev også brugt i musikken, der benyttede sig af en gammelkendt formel med skiftevis mande- og kvindevokal, der gensidigt supplerede hinanden. Marvellous’ musik var måske ikke voldsomt spændende i længden, men der var tale om glad, sommerlig musik. Epo-555 foto: www.jint.dk Et andet band, der allerede har fået en del opmærksomhed, var københavnske Epo-555, der netop er blevet signet til det succesrige selskab Crunchy Frog – og set i det lys nok skal få succes. I forhold til Marvellous havde bandet mere dybde, og selv om de musikalske virkemidler overordnet var det samme, havde de en lyst til at lege lidt mere med deres udtryk. Det gav sig blandt andet udtryk i, at der i mange numre blev brugt forskellige lyde, der mistænkeligt lød som effekter fra gamle computerspil fra Commodore 64’erens guldalder. Bandets lyst til at lege blev også illustreret af, at scenen var udsmykket med forskelle stykker legetøj i form af blandt andet en abe, en palme, samt at bandets keyboardspiller og sangerinde havde fundet en legetøjs-cowboyvest frem fra skabet. Epo-555 gjorde overvejende et stærkt indtryk med deres musik, der både var frembrusende og medrivende samt mere eftertænksom og melankolsk. Bandet havde fra starten trukket et forholdsvist stort publikum, men da Café-scenen var håbløst indrettet, kunne 2/3 af dem ikke se scenen, og forholdsvis hurtigt tyndede det ud i dem. Jeg tilskriver det dog snarere sceneforholdene end Epo-555s musik.

Koncerter

Edwards, David Eugene, 03.06.04, Lille Vega, København

David Eugene Edwards havde samlet et par hundrede af sine disciple til en religiøs tordentale. Men frelsen udeblev desværre. En bekendt var så fræk at kalde David Eugene Edwards for doom-countryens svar på Smokie, og sådan en kommentar svier sgu’ værre end salt i et sår hos de disciple, der har fulgt ham de sidste 10 år. Men på den anden side, bemærkningen er vel ikke helt uden rette. David Eugene Edwards har de sidste fire års tid jævnligt besøgt Danmark, enten sammen med Sixteen Horsepower eller med sideprojektet Woven Hand. Og så var det jo naturligvis spændende, hvad Vorherres Håndlanger ville diske op med, nu hvor det var første gang, han skulle stå på scenen alene. Ikke at det ligefrem gjorde nogen større forskel, for Edwards har altid været det ubestridte midtpunkt live. Det er ham, øjnene og ørerne er rettet mod; eller rettere sagt, det er ham, der trækker publikums opmærksomhed mod sig. Og det er jo også helt fantastisk (og i den grad foruroligende), hvor voldsomt jorden skævler under fødderne, når den blonde prædikant-søn fra Colorado sætter sig foran mikrofonen. Derfor er Edwards altid en attraktion i sig selv; never mind the bollocks, her er den mest bibelparanoide superstjerne siden Nostradamus. Og du er ikke et sekund i tvivl om hans karisma, når han træder ind i lokalet. Lille Vegas mørke og intime rammer opfordrede da også til absolut ydmyghed blandt publikum. Efter halvanden times ligegyldig opvarmning med Brother Danielson og Sufjan Stevens – den ene omtrent mere kedelig end den anden – tog publikum ærefrygtigt imod Edwards med bøjede hoveder og sug i maven. Overraskelser var der ingen af, og kaniner i hatten har da heller aldrig været Edwards stærkeste side. Han har fundet sit tidsløse hjørne af den punk-inspirerede og afstumpede gospel-folk, og der har han tænkt sig at blive siddende. I det mørke som han frygter så meget, ventende på at Herren skal tage ham til sig eller sende ham ned i flammerne. Han er forberedt på begge dele. Som det var ventet, leverede David Eugene Edwards et velvalgt, men også forudsigeligt udpluk af Sixteen Horsepower/Woven Hand-kataloget. Golden Rope, My Russia, Poor Mouth – og bedst af alt, Strawfoot. Han er professionel og ved, at han altid kan tage publikum med sig ind i den formørkede trance, som han selv glider ind i. Men det kneb alligevel lidt med det intense, og af og til blev det, mod forventning, direkte kedeligt. Edwards er bedst live, når han begiver sig ud i de rystende gode banjo- og guitarrundgange, og værst når han lader sig selv syre ud på et stagnerende gospel-trip. Det skete heldigvis kun et par enkelte gange, men det var alligevel nok til at trække store dele af publikum ud af Edwards greb. Og så er det altså kun menneskeligt at begynde at stå og ævle løs, selv om det uden tvivl skete til stor irritation for de folk, der formåede at holde koncentrationen rettet mod de dommedagsprofetier, der blev leveret fra scenen. Alligevel formåede Edwards at få så tilpas meget lyd ud af sig selv, at man af og til ikke savnede orkestret. For jo, han er bedst, når der er bund i musikken, og en solooptræden gav ham ikke de store muligheder for egentlig udfoldelse. Men man kan nu heller ikke lade være med at føle sig en smule forundret over, at Edwards så ikke udnyttede Sufjan Stevens noget mere. For så kunne det have været en langt mere interessant oplevelse, end det endte med at være. Det var ikke nogen uundværlig koncert, og har man først én gang oplevet David Eugene Edwards for fuld styrke, var der desværre ikke det helt store at hente.

Koncerter

Spot 10 – Den officielle åbningsaften, 03.06.04, Århus

Undertoner var med til den officielle åbning af Spot, der var en lidt underlig blanding af rockkoncert og højtidelig begivenhed. Aftenen bød dog også på et enkelt særpræget kunstnerisk statement.Inden Spot 10-festivalen for alvor starter fredag, havde arrangøren ROSA tyvstartet lidt med en række optaktsarrangementer, der blandt andet satte spot på bands fra Norge og Belgien på spillestederne Voxhall og Kupé. Undertoners udsendte valgte imidlertid at følge med strømmen af branchefolk til den officielle åbning, der foregik i Musikhusets store sal, hvor der var programsat fem navne, heriblandt de storsælgende poprockere Swan Lee. Lad det være sagt med det samme, arrangementet fremstod lidt underligt. Begivenheden havde karakter af en blanding af rockkoncert og en mere højtidelig begivenhed med taler af blandt andre en meget hæs kulturminister. Hertil kommer, at en sal, der langtfra er fuld, og hvor mange mennesker tilsyneladende ikke interesserer sig synderligt for musikken, ikke er de bedste betingelser for navne, der endnu ikke er kendte. Beth HartFørst på programmet var amerikanske Beth Hart, der fik lov til at spille et enkelt nummer (inden hun senere på aftenen skulle spille i Musikhusets foyer). Det er svært at bedømme på baggrund af så lidt, men umiddelbart lød det til, at vi har at gøre med en sangerinde, der har en del til fælles med Alanis Morissette. Sondre LercheEfter et par taler og en introduktion af aftenens konferencier – Reiner fra Canal Wild Card – var det tid til, at den unge norske sangskriver Sondre Lerche kunne indtage scenen alene med fire sange og sin akustiske guitar. Sondre Lerche spiller en singer/songwriter-pop, der har rødder i den britiske musikscene, og som har nogle tydelige undertoner fra 60’ernes folkscene. Musikken er måske ikke synderlig original, men Sondre er udstyret med en fremragende stemme, der minder en smule om en ung Paul McCartney, og derfor var det en helt fin optræden. TeiturNæste indslag havde også tydelige rødder i den engelske musikscene. Teitur fra Færøerne er tydeligvis fascineret af melankolsk engelsk indierock, og der var klare referencer til navne som Coldplay og Starsailor. Teitur har fået meget rosende omtale, men bedømt efter denne optræden er det lidt uklart for mig hvorfor. Der var bestemt gode takter undervejs, men mit overvejende indtryk var, at sangmaterialet og kompositionerne fremstod for ordinære til at kunne lyse op på en scene, der i forvejen er stærkt overbefolket. Jomi Massage Efter en kort pause var det tid til aftenens mest særprægede indslag, der kom fra Jomi Massage. Signe Høirup Wille-Jørgensen entrede scenen iført en knaldrød 60’er-inspireret kjole, lange, røde støvler og endnu længere blå strømper. Inde i tøjet var placeret mikrofoner, sådan at enhver bevægelse kunne høres. Uden at sige et ord gav Signe sig til at klæde sig af, indtil hun var helt nøgen. Herefter stod hun helt stille på scenen i nogle sekunder, hvorefter hun tog tøjet på igen. Hun greb herefter en mikrofon, kastede sig ned på gulvet og skrev aggressivt noget på gulvet med en tændt mikrofon. Hvad det præcise budskab med eventen var, står hen i det uvisse, men det var et statement, der var med til at kaste lidt uforudsigelighed ind i et ellers lidt for pænt arrangement. Og så skal det da lige nævnes, at Jomi Massage også spillede en enkelt og i øvrigt glimrende sang, men det virkede lidt som et antiklimaks oven på denne indledning. Swan LeeNu var tiden kommet til det, som de fleste i salen ventede på – Swan Lee. Jeg forstår godt, at Swan Lee i stor stil har fået hul igennem til plademarkedet, for de formår virkelig at levere nogle gode popsange, og så har de i Pernille Rosendahl en sangerinde med klare stjernekvaliteter. Sættet bestod primært af sange fra bandets nye plade, og i forhold til studieudgaverne lød de mere rå, hvilket især var kendetegnende for Jonas Strucks guitarspil. Swan Lees styrke er medrivende og meget skarpe rocksange og ballader med højt til loftet, hvorimod det kniber mere, når det kommer til midtempo-sangene, der i flere tilfælde var lidt for ordinære. Efter en halv time med Swan Lee var åbningsfesten slut, og man kunne se tilbage på en noget blandet aften, hvor det overvejende indtryk var, at man endnu engang fik bekræftet, at rockmusik ikke hører hjemme i Musikhusets store sal. De optrædende havde meget svært ved at skabe kontakt til publikum, og derfor blev denne åbning aldrig nogen egentlig fest.

Koncerter

Skyphone, Efterklang, 28.04.04, Basement

[Christian Mortensen]Tiden gik i stå et par timer til Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone, hvis toner fik lov at svæve ud i luften og smyge sig om lytteren og gøre en ellers kedelig onsdag til en særdeles flot oplevelse. Det var på samme tid både glædeligt og en smule ærgerligt, at man på en onsdag aften havde hele tre gode koncerter at vælge mellem i København. Selvfølgelig er det skønt, at folk tager initiativ og arrangerer spændende liveoplevelser, men når det hele ligger oven i hinanden, bliver man nødt til at tage et valg. Jeg lod Larsen and Furious Jane/The Violet Hour og Lake Placid begejstre andetsteds i byen, men valgte selv at tage til aftenens, i mine øjne, mest spændende arrangement, nemlig Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone. Det foregik vanen tro i Basements rummelige kælderlokale, der som altid bød på andet end bare musik, denne gang i form af nogle fotografier af Daniel Lyons og Peter Folkmar (Kunstkartellet Klinikken), der var til fri skue for alle gæster. Men det var ikke de i alt 11 fotografier, der stjal opmærksomheden – det var derimod netop musikken. Trioen Skyphone, der udgav deres debutplade på Rune Grammofon i januar i år, fik lov at åbne ballet. Man følte ikke, at man havde at gøre med et så ungt band – faktisk føltes det til tider slet ikke, som om man havde at gøre med et band! Og det er bestemt ikke ment negativt; de tre drenge sad bare på scenen under hele koncerten og lod musikken tale for sig selv. En musik der verden over er blevet nikket anerkendende til og er blevet sammenlignet med navne som Boards of Canada, Four Tet og Alog. Musikken befinder sig da også et sted i grænselandet mellem postrock og electronica, hvor de akustiske instrumenter spiller en stor rolle i udtrykket som helhed. De skrøbelige, luftige arrangementer fra den smukke Fabula fik lov til at folde sig langsomt ud og lægge sig som en søvnig tåge i hele lokalet. Til stor glæde for de folk der rent faktisk gad lytte. For lod man sin opmærksomhed rette sig mod musikken, var det ikke svært at blive hypnotiseret af numre som Kinamands chance og In Our Time, men om det bare virkede som et forstyrrende element i baggrunden, hvis man ikke lyttede efter, kan jeg ikke svare på, men der var en del snakken og larm under Skyphones ellers fine koncert, og det var lidt ærgerligt. Efterklang fyldte en smule mere på scenen – de var udvidet til et 10-mands ensemble: trompeter, klaver, violiner, cello, rhodes, trommer, guitar, sang og tre computere. Samtidig akkompagnerede et videoshow næsten alle sangene. På trods af at Efterklangs musik også er forholdsvis skrøbeligt, var det overvældende på en helt anden måde, da der da også var mødt lidt flere op, og der var lidt mere stille i lokalet. Her var det dog også nærmest den modsatte effekt; musikken tvang nærmest én til bare at tie stille og lade alle indtrykkene strømme ind. For på sin vis var det helt bjergtagende. Det københavnske band spillede fantastisk godt sammen – og at de endnu ikke har udgivet deres første plade endnu, gør det kun endnu mere imponerende. Det kunne have været sange, der på plade fungerer godt, men når de bliver spillet live falder fra hinanden, da bare én lille fejl kan ødelægge det hele. Men det var en meget intens og aldrig kedelig oplevede at blive guidet gennem Efterklangs stillestående lydunivers, der delvis bestod af allerede velkendte sange fra EP’en Springer og spritnye (og lovende!) sange fra det nye album Tripper, som udkommer til august. Meget pga. klaverfigurerne og strygerne – de to violinister er også medlemmer af Amina-strings, der både har indspillet og turneret med det band, éns tanker ofte blev ledt hen på: Sigur Rös. Men at kalde Efterklang en bleg kopi af det islandske band ville være unfair, da de både tilfører musikken et ordentligt skvat personlighed og udfører det så overbevisende, som de gør. Rent musikalsk var det altså en smal sag at tilgive dem deres fascination af ( ), men som koncerten skred frem, irriterede det undertegnede gevaldigt, at forsanger Casper Clausen gang på gang skulle lege Jonsí. Hvor Jonsí gør det med måde, virkede brugen af stemmen som et instrument her en smule anstrengt. Det er også det eneste, jeg kan konkret kan sætte min finger på. Alt i alt var det to intime og flotte koncerter. At der samtidig var en god stemning, gør selvfølgelig ikke det hele værre. Rart gentager arrangementet d. 18. maj i Den Anden Opera, hvilket jeg kun kan anbefale, at man tager til, hvis man har tid både fysisk og mentalt. For så venter der én to rigtig gode koncerter. Læs også Undertoners anmeldelser afEfterklang: SpringerEfterklang: TripperInterview med Efterklang:Hemmelighedsfuldt og ufærdigt

Koncerter

Phillips, Grant Lee, 31.03.04, Store Vega

Grant Lee Phillips kaldte atter til audiens blandt folket. Flot, generøst og medrivende – og af en eller anden grund, stadig overraskende. Fem gange på lige godt to år. Så ofte har Grant Lee Phillips gæstet Danmark med sin velklingende tolvstrengede Gibson-guitar, og hver eneste gang har spørgsmålet hos hver eneste gæst i publikummet været: Hvor mange Grant Lee Buffalo-sange har Grant Lee Phillips i sinde at spille? For efter en soloproduktion, der trods alt består af tre, ikke fremragende, men solide albums, må den tidligere Grant Lee Buffalo-leder siges at have nok solomateriale til at fylde den halvanden time, han har kontrakt på. Ikke desto mindre er Grant Lee Phillips mere end villig til at dele ud fra den gavesæk, som de mere eller mindre udødelige Grant Lee Buffalo-hymner egentlig er. Og på sådan en aften bliver det i høj grad tydeliggjort, at Grant Lee Buffalo-kataloget har en om end meget stor plads i folks hjerter, hvad enten man er 20 eller 40 år. Suset, der drøner gennem publikums kollektive mellemgulv, når Grant Lee spiller de første akkorder i Fuzzy, er ikke blevet mindre, selv om selve sensationsværdien over, at han er så gavmild med de gamle klassikere, vel efterhånden burde have fortaget sig. Men det har den ikke, og det er langt hen ad vejen det, der gør de her Grant Lee Phillips-koncerter til så fantastiske oplevelser – netop suset i maven, når man efter næsten 10 år atter er i selskab med det guitartunge manifest, Lone Star Song, den gribende tekst fra The Hook og den højtragende afslutning på Bethlehem Steel, der onsdag aften desværre skulle vise sig at være koncertens eneste bid fra mesterværket Copperopolis. Men under alle omstændigheder er genhøret med disse sang noget helt specielt; noget der gør publikum underdanigt. Grant Lee har os i sin hule hånd, når han begiver sig ud i de æggende åbningsriff fra Mighty Joe Moon. Han gør det ofte, også onsdag aften, og hver gang virker det. Efterspørgslen på dette, historiens musikalske vingefang, var også blevet større siden sidst, og Vega havde forståeligt nok valgt at flytte koncerten til store sal. Dybest set gør det egentlig ikke det store, for selv om lidt af Lille Vegas charmerende intimitet ryger, og publikummet vokser fra 500 til knap 900, så er Store Vega også et yderst behageligt spillested med god lyd og endnu bedre stemning. Grant Lee havde for første gang medbragt et lille band bestående af stand-up bas, trommer og en særdeles effektiv guitarpedal. Det ellers anonyme band var med til at hive de ellers halvkedelige sange fra især det komforme Virginia Creeper-album op på et interessant og indbydende niveau. Om man af den årsag kan sammenligne lyden af Grant Lee med band med lyden af hedengange Grant Lee Buffalo er diskutabelt, men har man allerede oplevet Grant Lee alene med sin guitar, var bandet et kærkomment supplement. Og sikke en fornøjelse det var at se ham i fuldrockende figur! Det var de udadvendte sange, der klædte koncerten bedst, men få ting kunne have vi have undværet. Selv Virginia Creepers noget uinspirerede cover af Gram Parsons Hickory Wind fik vinger at flyve på, og en flot version af Lucinda Williams’ Drunken Angel skulle vise sig at være et af højdepunkterne. Det hele kulminerede imidlertid i de sidste 15 minutter, hvor det høje loft i Vega blev sendt lidt længere til vejrs. En medrivende levering af Dixie Drug Store og en forventet, men forrygende afslutning med signatur-sangen The Shining Hour satte et fornemt punktum for en koncert, der indfriede både forventninger og drømme samtidig med, at den desværre også kastede lys over det faktum, at soloproduktionen simpelthen ikke kan hamle op med de stadig glødende Grant Lee Buffalo-sange. Men dem var der heldigvis nok af.

Koncerter

Wynona, 20.02.04, Rytmeposten, Odense

Wynonas koncert på Rytmeposten fredag d. 20 var ikke deres endelige farvel, for om lørdagen spillede de i Fredericia, og lyset bliver først slukket for sidste gang til årets Roskilde Festival, men koncerten var mit farvel til Wynona, som jeg med glæde har fulgt, siden jeg for et par år siden hørte dem til Vibracrunch i Malmö. Rytmeposten var ikke særlig velbesøgt til aftenens koncert; ca. 40 personer havde taget plads ved de opstillede borde. Omvendt trak efterårets koncert med Willard Grant Conspiracy ca. det samme antal, så måske skal man bare konstatere, at Odenses livepublikum bare ikke tiltrækkes musik med undertoner af vemod og country. De af os, der havde taget turen, fik dog en virkeligt behagelig og utroligt velspillet koncert. Numrene kom i en lind strøm, for det meste kun afbrudt af et simpelt “tusind tak” ind i mellem, og derfor var det nemt at falde ind i musikken. Derudover kom der kun et par enkelte sætninger ud af munden på forsanger Camilla Munck, en kort forklaring på sammenhængen mellem Kurt Wagner fra Lambchop og sangen The Saddest Cowboy of Them All blev det til, uden at jeg dog blev klogere på andet, end at der åbenbart er en sammenhæng – og så naturligvis hendes sang der fylder så meget i lydbilledet og som lover så godt for den soloplade, der går rygter om skal komme senere på året. Munck virkede også uhyggeligt koncentreret, når hun leverede sin vokal; når hun ikke stod med lukkede øjne, ligner hun mest en ond tegneseriehund i en stirrekonkurrence. Der sker ikke det store på scenen under en Wynona-koncert, og jeg tog mere end en gang mig selv i at sidde og kigge på et punkt lige under scenebelysningen, dette er ikke negativt ment. Wynonas musik frembringer bare en fornemmelse af velvære i mig, der gør at jeg næsten svømmer hen i deres musik. Det er hver mand for sig selv under koncerten. Det virker som om, at behovet for kommunikation mellem musikerne er overflødig, hvad der vidner om et virkelig sammenspillet band eller alternativt: et band i opløsning. De mange smil på scenen vidnede dog til fordel for den første teori. Mellem to af numrene lykkedes det dog Wynonas keyboard- og harmonikaspiller Jesper Andersen at irritere Camilla så meget, at hun ganske højlydt bad ham om at holde kæft. Det udbrud var aftenens lavpunkt og afbrød for et kort sekund den rare stemning. Udbruddet skulle hellere have været rettet mod den del af publikum, der ganske ihærdigt forsøgte at overdøve musikken med deres snak. Koncerten forløb uden egentlige musikalske højde- eller lavpunkter, og publikum klappede pænt, da det hele var forbi. Wynona kom på scenen igen for at give de obligatoriske ekstranumre, men da Jesper Andersen i det første ekstranummer begyndte at putte tangorytmer ind i musikken, og vi blev præsenteret for en art latin-americana, var det som om, hele salen vågnede, og da de 2 ekstranumre var forbi, blev Wynona klappet frem til endnu et ekstranummer, der blev leveret lidt for klinisk effektivt. Camilla Munck nåede ikke mere end lige at give sine vokale bidrag, før hun gemte sig i baggrunden og var da også den første, der forlod scenen. En irriterende afslutning på en fremragende koncert. Jeg kunne sagtens have været det sidste ekstranummer foruden, mod at kunne forlade Rytmeposten med en lidt bedre smag i munden. Efter denne koncert, tør jeg dog alligevel godt give mine varmeste anbefalinger til dem, der har muligheden for at se Wynonas afskedskoncert på årets Roskilde Festival.

Koncerter

Death Cab for Cutie, 20.02.04, Inkonst, Malmö

Man skulle et smut over Sundet for at opleve den amerikanske indiesensation. Men det var bestemt turen værd: Death Cab for Cutie spillede et sæt, der fangede alle nuancer ved deres charmerende sangskrivning. Europa havde længe været et forholdsvis ubetrådt område for amerikanske Death Cab for Cutie. Bandet havde dog spillet i England en del gange, men mere var det ikke blevet til. Nu, i kølvandet på udgivelsen af Transatlanticism, havde bandet valgt at tage på en fuldbyrdet europæisk turné. Om det har været dovne bookere eller et simpelt fravalg, skal jeg ikke kunne sige, men faktum var, at København blev sprunget over; til gengæld var det muligt at fange Death Cab for Cutie i Malmö. Inkonst er et spillested på størrelse med vores eget Loppen. Udefra ligner det mest af alt et hurtigt monteret blikskur, men rummet indenfor var ganske behageligt arrangeret (modsat Loppen!), og dette propfyldte rum udgjorde rammerne for Death Cab for Cuties koncert i Malmö. Hvis man ikke lige vidste, hvordan medlemmerne i bandet ser ud, skulle man i første omgang tro, at en flok lydmænd havde fundet det tilpas sjovt at vade på scenen og give et nummer. Death Cab for Cutie foretrækker nemlig selv at sørge for egen lyd, hvad angår stemning af instrumenter og tests af mikrofoner. Det var derfor en større flok mennesker, som med lynets hastighed bevægede sig fra barområdet til den efterhånden propfyldte plads foran scenen. Bandet åbnede showet i en blanding af ydmyghed og selvsikkerhed med For What Reason fra den undervurderede plade We Have the Facts and We’re Voting Yes. Det var tilsyneladende heller ikke en plade, flertallet kendte til; at dømme ud fra kropsbevægelserne var der mest begejstring over numre fra de to seneste plader, Transatlanticism og The Photo Album. Det var da også ved The New Year, åbningsnummer på Transatlanticism og bandets seneste singleudspil, at der for alvor kom gang i festen. Forsanger Ben Gibbard havde udstyret sig med et simpelt elektronisk trommesæt, der spillede sammen med de akustiske trommer og yderligere blev suppleret af behagelige keyboard-akkorder og rytmiske guitarloops. Det hypnotiske beat sat af Jason McGerr, og Gibbards stærke vokalleveringer holdt folks hoveder nikkende til rytmen. Desværre lå Gibbards vokal meget lavt i lydbilledet, noget der dog blev rettet op på undervejs. Denne var dog også den eneste klandring, man kunne komme med: Instrumentalt lød alting sprødt og lækkert, og det var bemærkelsesværdigt, hvor meget hårdere bandets lyd var live, men ingenting gik tabt af den grund – tværtimod. Sange som A Movie Script Ending, We Looked Like Giants og især No Joy in Mudville fik nye elektrisk uimodståelige indpakninger, der satte rocken i højt gear. Gibbard og bassist Nicholas Harmer dansede rundt på scenen, der var udgjort af ujævne, sammensatte kasser, så mikrofonstativet dansede med, noget der ikke helt passede Gibbard. Han ville foretrække et stillestående stativ fremfor $1.000.000 til enhver tid, påstod han grinende til bandets anden guitarist Chris Walla – begge to førte i løbet af sættet fjollede samtaler, delvis til hinanden og delvis til publikum. Efter at have spillet i en god time forlod bandet scenen. Men publikum var ikke tilfredsstillede; de klappede bandet ind til en gang ekstranumre, indledningsvis med en helt nedbarberet version af den herlige 405. Blacking out the Friction gled over i bandets glimrende cover af Björks All Is Full of Love. I denne version var det Harmers opgave at holde sangen i gang med sit afdæmpede, men rytmisk hurtige trommespil. Dette klarede han med de bare næver – en fryd for øjet. Det ideelle afslutningsnummer var den otte minutter lange Transatlanticism. Gibbard satte sig bag keyboardet og lod dettes nøgne toner spille sangen i gang. Sangen bestod af en egentlig opbygning på fem minutter, før den støjende endelige afslutning. Før dette klimaks blev ramt, forlod Gibbard keyboardet til fordel for guitaren, og dernæst blev afslutningen smækket af sted for fuldt drøn. Herfra lød den sidste udtoning. Bandet vinkede på gensyn og forlod scenen. Gensynet kan man kun håbe på sker til sommer i Roskilde, for flere fortjener virkelig at opleve dette band. Nu mangler Death Cab for Cutie bare at få dansk distribution, så de også kan sælge nogle plader herhjemme.

Koncerter

Learning from Las Vegas, The Veils, The Raveonettes, 17.02.04, Store Vega

The Raveonettes var vendt hjem til Danmark, hvor de i Vegas store sal leverede en glimrende koncert.Det plejer at være et simpelt regnestykke, og det plejer at holde stik. Den skrevne koncertstart er et tidspunkt, hvortil man kan lægge en time til halvanden for at finde det egentlige øjeblik, hvor scenen bliver betrådt. Men hvad er det nu, at forskerne siger? Videnskabens grundlag er, at den skal kunne falsificeres. Og falsificeret blev min koncertteori denne tirsdag aften. I Vegas program stod der klart og tydeligt kl. 20, og da den store viser tog sit endelig dovne skridt mod ’12,’ da trådte aftenens første opvarmningsband altså på scenen. De var i medierne blevet beskrevet som hjemvendte helte, og vi skulle da også helt tilbage til Roskilde Festival 2003 for at finde The Raveonettes’ sidste rigtige koncert (der var jo også en kort optræden ved P3’s prisuddeling), så man kunne med rette sige, at det var et stykke tid siden, at Sune Wagner og co. sidst havde ladet feedbacken skylle ind i vores øregange. Men før vi skulle lade os fornøje af udsigten til en ugelang hylen for ørerne, var der to supportbands, som skulle opleves. Learning from Las VegasDet første band på scenen, altså det band der denne aften nedsablede min ellers holdbare teori, var The Raveonettes’ labelkammerater hos Crunchy Frog, Learning from Las Vegas. Bandet har fundet deres navn i titlen på en stærkt polemisk arkitekturbog, som fremlagde et skrevet råb mod arkitekters tendens til at bygge pompøse, selvophøjende monumenter. Måske ligger der en grad af selvironi i dette statement; ikke desto mindre tenderede bandet at have et mere spækket lydbillede, end hvad der rent faktisk blev spillet fra scenen. Foto: Millimeter Forud for bandets seneste udgivelse, Richard and Liz, havde trioen budt Jesper Sand (Thau) indenbords som ekstra guitarist, noget der bestemt var en kærkommen idé: Bandets lyd fik mere fylde, og sangene syntes at få bedre tag i de gode melodier. Men efter udgivelsen af førnævnte plade valgte Sand at forlade bandet igen. Således stod Learning from Las Vegas igen som en trio i Vegas store sal. Men det var svært at høre, at der kun stod tre mennesker på scenen. Ud af højttalerne hørtes flere guitarer, flere korstemmer, og hvad der ellers fylder lydbilledet ud på bandets plader. Learning from Las Vegas’ “sangmonumenter” fremstod på denne måde, om ikke “pompøst,” så da i hvert fald fyldigere end hvad tre mennesker kunne levere. Dette skulle dog ikke holdes mod et band, som ellers normalt har svært ved at komme ud over scenekanten: En sær form for tilbageholdenhed har altid præget Learning from Las Vegas i livesituationer, men her havde de heldigvis nogle rare sange, der kunne godtgøre det. The VeilsHernæst stod der britisk rock på programmet. Bandet The Veils bliver for tiden småhypet af de større nationale musikblade i bandets hjemland, og vi skulle heller ikke synderlig langt ind i briternes koncert, før man forstod hvorfor. Musikalsk besad bandet en udmærket meloditæft, som i en række sange fik lov til at glimte, men hvad, der blinkede kraftigst, var den påfaldende lyd, som gjorde det så nemt at smide The Veils ind i bås med Starsailor og Travis. Det var det brede lydbillede med de beklagende melodier, enten i form af vuggeviser eller højtravende rocknumre, der i sand britisk stil var gennemgående. I front for bandet stod den karismatiske Finn Andrews med en skikkelse ikke helt ulig Jack Skellington fra The Nightmare before Christmas. Den langlemmede krop gemte på en stemme, som pudsigt nok også lød som James Walsh (Starsailor), blot i en lidt mere råsleben, hæs version. Selvom det var tydeligt, at Andrews besidder en stor stemme, var det dog nemmest at afskrive denne, eftersom hans vokal i aftenens anledning ikke var i tip-top stand. Ved slutningen af hver tekstlinje eller når Andrews skulle bevæge stemmen over flere toner, maste et forkølelses-overtoneskrig sig gennem lungerne, gennem mikrofonen, ud af højttalerne og skarpt skærende i ørerne på denne anmelder. The Veils’ sangmateriale syntes at svinge mellem godt og middelmådigt, men med en fejljustering i stemmen var det svært at danne sig et ordentligt indtryk. The RaveonettesI pausen mellem The Veils og The Raveonettes blev der spillet en masse doo wop og 50’er-60’er popmusik, som The Raveonettes plejer at få spillet, før de entrer scenen. Summen gik rundt i Vegas store sal. Folk var efterhånden begyndt at trække ind fra barerne i siden, og her var et helt tydeligt bevis på, at bandets popularitet er steget til vejrs herhjemme. Måske var det derfor, at bandet lagde ud med to pleasere fra Chain Gang of Love, Remember og That great Love Sound, før de slap stormvejret løs med en tur tilbage i det beskedne bagkatalog (som bekendt spilles med de mørkere Bb-mor-akkorder). Opskriften var simpel, som man kender den fra Sune Wagners hånd, men det fungerede fint i den time, som bandet var på. Og variationen mellem de lysere sange og de mørke dunkende rockere var rar for øret, selvom man stadig kunne ønske sig lidt mere variation sangene imellem (her håbes på en kommende plade uden dogmeregler). Der blev plads til mere eller mindre samtlige sange fra bandets to udgivne plader samt en par b-sider – heriblandt kan nævnes højdepunkter som Do You Believe Her, Little Animal, Love Can Destroy Everything (som blev dedikeret til Gram Parsons og Johnny Cash) og det herlige covernummer af Eddie Cochrans C’mon Everybody (som er at finde på Japan-importen af Chain Gang of Love. Foto: Søren Solkær Starbird “Hvor ser I godt ud, København,” grinede Sharin Foo, “tænk at man skal stå og sige det.” Der er ingen tvivl om, at der er sket en masse, mens The Raveonettes har været ude på de amerikanske landeveje. Heartbreak Stroll bliver regelmæssigt spillet på P3 (en sang som på popularitetsbarometeret udgør et trekløver med That Great Love Sound og Attack of the Ghost Riders), og bandet bliver generelt taget til sig af mainstream-publikummet. Så der var ikke så meget at sige til, hvis bandet følte sig meget overraskede over det flotte fremmøde. Sune Wagner virkede nærmest helt forlegen, og da han annoncerede sidste nummer, lød der et ærgerligt “neeej” fra publikum, noget der fremkaldte en nervøs klukkende latter fra Wagner. Bandet kom dog naturligvis også på scenen igen og leverede ekstranumre som Cops on our Tail og den glimrende b-side The Rebel Invasion. I den støjende afslutning af Beat City lå Wagner på gulvet i fuldt sving med at hive og flå så meget hvid støj som muligt ud af sit instrument. Jakob Høyer bankede et langsomt slæbende beat i gang, mens støjen fortsatte. Foo og Wagner sad begge på knæ og deltes om mikrofonen i et simuleret kys, mens de sang deres efterhånden velkendte cover af Buddy Hollys Everyday. The Raveonettes var i højt gear, og de leverede en god koncert. De bør være selvskrevet til Roskilde Festival 2004 (især med Sune Wagners Roskilde-historie in mente der nu er oppe på 10 optrædende år i træk).

Koncerter

Munck, Camilla, Oscar Danielsson, 15.02.04, Vibration Festival

Camilla Munck leverede en koncert, så englene sang, og fra den anden side af Sundet fik publikum en vittig melankoliker.Efter en hård weekend var folk valfartet til Rust for at få plejet tømmermændene i afdæmpet selskab med Camilla Munck og Oscar Danielsson. For at øge søndagsstemningen sad publikum på gulvet, og der var blevet trukket puder frem for komfortens skyld. Camilla MunckCamilla Munck var ledsaget af en guitarist og lagde ud med at spille den ustyrligt smukke Ghostdance, som var eneste sang, jeg kendte i forvejen. Munck vekslede mellem sin stemmes utrolige fylde og en hviskende vokal og mindede mest af alt om en kvindelig udgave af stilhedens ubestridte mester, Mark Hollis. Der blev sunget med lukkede øjne, og der var ingen tvivl om, at det var med knugende indlevelse, sangene blev leveret. Melodierne bestod hovedsageligt af et sagte fingerspil, men blev flere gange helt sfærisk som det skete i indledningsnummeret, hvor der i bedste Sigur Rös-stil blev spillet med bue. Det var i høj grad Muncks fabelagtige vokal, som dominerede billedet, og jeg blev nødt til at overgive mig fuldstændig og titulere hende som Danmarks i særklasse bedste sangerinde. Heldigvis var der også plads til, at der i ny og næ blev flået lidt i strengene, hvilket bare gjorde lydbilledet varieret og bredere. Musikerne komplementerede hinanden glimrende. Deres sang var harmonisk, og man blev gang på gang fyldt med salighed, så tankerne vandrede mod Low, hvis Mimi Parker Wynona-sangerinden var fuldt på højde med. Publikum var meget veloplagte på det udsolgte Rust. De respekterede det tyste udtryk i langt det meste af koncerten. Dog bad den kække guitarist på et tidspunkt folk om at undlade samtaler, da han kunne høre hvert ord, der blev sagt. Det var en koncert fyldt med højdepunkter, og heriblandt var en svensk sang, som jeg formoder var et cover-nummer. Her var det røde scenelys fejlplaceret, da de blå toner nærmest piblede ned af væggen. Selvom der lige umiddelbart var et stykke fra Wynona til Camilla Muncks mere minimalistiske soloprojekt, var der stadig undertoner af nordicana, hvilket blev tydeligst, da guitaristen, der i øvrigt havde et tag-selv-bord af guitarer med, gav sig i kast med pedal steel. Der var tilsyneladende planer om, at når og hvis materialet skulle indspilles på plade, ville det højst sandsynligt være i ledsagelse af orkester, hvilket man så bare må krydse fingre for ikke hæmmer den smukke sårbarhed, som denne konstellation frembragte. Oscar Danielsson Efter Camilla Munck var gået af, blev tæppet trukket for, og da det gik op igen, var scenen blevet udstyret med orgel og singer/songwriter-stol. Jeg havde ingen erfaring med Oscar Danielsson, så da en mørkhåret mand med Polizei-t-shirt trådte frem og mimede et lille underholdningsshow med det formål at afholde folk fra at larme under koncerten, gik jeg ud fra, at det måtte være den svenske troubadour, som havde fået kultstatus herhjemme. Publikums reaktion afslørede dog, da den rigtige Danielsson entrerede. Han havde i dagens anledning taget en lur hjemmefra, så han kunne holde sig længere oppe. Det tydede i starten på, det hele ville gå op i røg og blå briller og nærmere ville blive et stand-up show frem for en regulær koncert. Forstærkerstikket var ikke sat i, og Danielsson var lige ved at lave en Victor Borge, da han skulle bestige sin stol. Publikum virkede som om, de var med helt med på løjerne, og latterkaskader blev kastet mod den besynderlige svensker. Den førnævnte mimer viste sig siden hen at være det underholdende side-kick på orgel. Den musikalske stil var småjazzet, og det skortede heller ikke på improvisationer fra de to legesyge musikere, som begge viste sig virkelig at kunne deres kram. Balancegangen mellem alvor og humor er uhyre svær, hvis kunstneren har ambitioner om at være mere end et underholdende mellemspil, og netop humoren, som egentlig var en af Danielssons klare forcer, næsten blev en forhindring for musikken. Følelsen blev ambivalent, for de små, stille og ganske udmærkede melodier blev skæmmet af højlydte grin. Teksterne var finurlige hverdagshistorier, der, deres humoristiske indgangsvinkel til trods, var blevet mere vedkommende, hvis forummet havde ventet med at vise deres begejstring til efter afslutningen på hver sang. Det morsomme i en sætning som “Jag skriver en låt, men jag känner igen den, jag har hört den, ja, den låten fanns förut” kan ikke fornægtes, men med latteren afskrives Danielsson nemt som en musikalsk onkel til Roben & Knud, hvilket er at gøre de eftertænksomme sange til skamme. Nu skal undertegnede heller ikke spille hellig, for Oscar Danielsson var overordentlig morsom, både i sine tekster og i sine underholdende anekdoter, og der listede sig også et par brede smil over munden. Han fortalte bl.a. om sin nye single Kudden, som skulle udgives i et nyt format, ’single +,’ som bestod af 8 versioner af samme sang, så den var nok mest for dem, som virkelig godt kunne lide sangen. Han indrømmede også at have skrevet nummeret i kommercielt øjemed, da han havde luret tricket med at gentage omkvædet en masse gange, så folk fik det lært. Alt i alt var det dog en glimrende oplevelse, og efter halvanden times hverdagsparanoia er der kun at sige, at både de musikalske og lyriske evner klart er anbefalelsesværdige. Læs også Undertoners anmeldelse af:Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Koncerter

Meine Kleine Deutsche, The Magic Bullet Theory, 14.02.04, Vibration Festival

Aftenens koncerter beviste, at musikken trods alt må have forrang for attituden. Der var point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Meine Kleine DeutscheLate night på Nørrebro. Da, trods navnet, ærkesvenske Meine Kleine Deutsche slog den første akkord an, var stueetagen vel blot en fjerdedel fyldt, men svensken lod ikke til at kære sig synderligt om, hvorvidt der var tyndt befolket, eller om folket stadig ikke var stået helt op til natten endnu. En pogo-dansende riotgrrrl-sangerinde, en af disse svenske neotruckere (tænk Senior), der ligeledes tog sig af vokal, og line-up’et kompletteredes af en fuzzguitarist. Trommemaskine og resten af lydbilledet leveredes af en drilagtig minidisc. Det var i høj grad råben på råben, en-to-tre derudaf af den slags, der fungerer live i kraft af, at det er så energisk og pågående, men uden variation, enerverende i længden. Maria Johansson var fremragende som blikfang, især når hun begav sig ud blandt publikum eller dansede på højtaleren. Den slags ekstravaganza var medvirkende til at forløse stemningen og viste, hvor punk-agtige Meine Kleine Deutsche forsøgte på at være. Der var ustandseligt problemer med at få minidiscen startet rettidigt. Meine Kleine Deutsche syntes i de situationer en smule ubehjælpelige. Slagene i luften gav attituden nogle komiske sprækker, så udtrykket måske snarere blev trukket i retning af en slags party-punk. Eller som en sammensvoren blandt publikum udtrykte det: ”Nu går der s’gu næsten for meget H&M-garagerock-plagiatmode i den.” I Don’t Need Anyone brændte sig bedst fast, måske fordi den brød skabelonen en smule med dens orientalske samplinger og supercatchy guitarhook. En festlig opdatering af Ramones iblandet lyden af The Misfits og The Muffs og en ganske ‘rar’ liveoplevelse, men næppe noget bekendtskab, man kunne tænke sig at vågne op ved siden af næste morgen. På opfordringen om at beskrive sig selv med fem ord: “nice, hard, more punk than 80’s, more punk than rock, more rock than nothing!” Tre rare svenskere der blandt andet fortalte, at de aldrig har haft en trommeslager, da de mener, at det er lettere at lave det, de laver, uden. Desuden kan de nu optræde for både pop- og punkfans og til teselskaber på ungdomsskoler, fordi deres lyd aldrig vil blive så ‘hård’, at de skræmmer nogen bort. “Punk is also about the attitude.” Hvis de formår at ramme noget af det samme som Chicks on Speed, er der bestemt ‘plads’ til dem der. Et kuriøst og ‘underholdende’ indslag på Vibration, men denne lørdag aften lykkedes det dem ikke at overbevise om, at de også er til mere end det. The Magic Bullet Theory Efter en kort pause var vi tilbage på den rigtige side af Sundet. The Magic Bullet Theory er en klassisk kvartet (to gange guitar, trommer og bas), der spiller en god, melodisk hardrock med elementer fra beskidt blues og soul. Referencerne kunne hedde Jet eller The Datsuns på den ene side og AC/DC eller Blue Öyster Cult på den anden. En slags staccato-agtig espressivo-støj med indlagt boogietromme. Igen blev der ført bevis for, at den mere larmende og ekspressive (der rimer på eksplosive) rockmusik ofte har de bedste betingelser live. Inden for rammerne blev der leveret tilpas diversitet – fra den glimrende The Big Knock-out der, med dens countryfeel fra syd for Staterne a la Calexico eller tidlig Friends of Dean Martinez, kunne have være taget fra From Dusk ‘till Dawn-soundtracket, og til A Whole Lot of Nothing Goin’ on, der lød dygtigt henad Chuck Berry spiller Suzanne Vegas Blood Makes Noise. Bandets optræden blev bragt sikkert i land af stor virtuositet. Visuelt vil et band som The Magic Bullet Theory næsten altid komme til kort over for f.eks. aftenens forudgående indslag, Meine Kleine Deutsche. Men selv om koncerten måske lignede så mange andre, var den bestemt på så højt et niveau, at den skilte sig positivt ud. The Magic Bullet Theory er af en helt anden ‘seriøs’ støbning end Meine Kleine Deutsche. Aftenen beviste i dén henseende, at musikken trods alt må have forrang for attituden, og så er der point til The Magic Bullet Theory for konsekvens og for at have underholdt med en eksemplarisk gang rock’n’roll. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsThe Magic Bullet Theory, Campingscenen på Roskilde Festival 24.06.03