Koncerter

Koncerter

Vesterbro Festival, 06.06.08, København

Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet. (08.06.08)Spot Festivalens københavnske lillebror på Vesterbro havde igen i år haft vokseværk, og denne gang var torsdagen blevet inddraget i weekendens program. Fredagen bød på flere koncerter af særlig høj kvalitet. Twins TwinsEverybody loves the sunshine var budskabet på Twins Twins’ forsanger Theis Ørntofts t-shirt. Et mere rammende tøjvalg kunne man næppe tænke sig, taget i betragtning, at størstedelen af festivaldeltagerne på det givne tidspunkt lå og bagte til Tue West foran udendørsscenen. Ikke desto mindre var en pæn samling klip-klappere og solbriller alligevel trukket ind i Øksnehallens mørke for at overvære tvillingeparrenes koncert. Twins Twins spiller da også guitarbaseret solskinsindie, der er som skabt til de dovne eftermiddages strandture og lyse nætters havefester – og de gør et godt stykke arbejde. Hitmaskinen må have kørt for fuld damp hjemme i Twins Twins’ soveværelse, for der var ikke mange numre, som det ikke var værd at vippe med på – især barometertesteren “Strawberry Wine” var ren rødgrød med fløde for øregangene og sommerhumøret. Harpcore. Foto: Signe Palsøe Trods hit-på-hit-opbygningen havde Twins Twins problemer med at give publikum et samlet indtryk. I baggrunden sad trommeslager Morten Hyldahl konstant iført vidt åben mund med et kæmpe tandsmil og mindede mest af alt om en hundehvalp, hvis ejer lige er kommet hjem fra arbejde – en temmelig stor kontrast til de fire fyre på scenekanten, der var noget mere cool og en kende for stillestående til musikkens ånd. Når dette er sagt, forstod de fem tvillinger alligevel at fremmane en tiltrængt feriefornemmelse, og mon ikke EP’en til september kan få sommeren til at vare lidt længere. Karakter:   HarpcoreHvad kan man gøre for at skaffe sig opmærksomhed på en festival, hvor over 100 danske opkomlinge kæmper om publikums gunst? Tja, man kan jo starte med at klæde sig ud som stewardesser og servere kaffe og kage for de tilstedeværende, som Harpcore gjorde det til fredagens koncert. Som navnet vist røber, er Harpcores univers bygget op omkring to store harper, der på et underlag af elektronik og trommer kan frembringe alle lyde mellem Joanna Newsom og Luke Skywalker med lyssværd. I koncertsammenhæng var bandet en oplevelse for alle sanser – omkring den house-orienterede, poppede electronica opbyggedes billeder og ord, der blev blæst op på store skærme bag bandet. Stilen mindede om Tiëstos opsætninger, dog med en temmelig stor portion humor og en halvbizar frankofil fascination til forskel. De fleste numre var da også med fransk lyrik og tekstet på dansk for alle os, der har lidt knas med vores skolefransk. På den måde gik det ikke hen over hovedet på nogen, når Harpcore langede ud efter singer/songwriters eller danske værdisæt. Særligt vellykket var “franskmændenes” forsøg på at lave et radiohit på engelsk, hvor omkvædet “Don’t break my harp / peace, come back to me / don’t herb my harp again / give me another change” vist taler for sig selv. En ulempe ved en konceptkoncert som denne er naturligvis, at musikken går i ét med alt hvad der ellers foregår på scenen, og derfor ikke altid får den berettigede opmærksomhed eller kritik. I denne sammenhæng er der dog ingen tvivl om, at den tjente sit formål – at levere budskabet og på samme tid være en feststarter ud over det sædvanlige. Karakter:   Death by KiteTo vintre er gået siden Death by Kite for første gang optrådte i den gamle kødby. Dengang resulterede det i en glimrende koncert på den lille Venue-scene, der varslede, at noget større var i vente. Her to år, en fuldlængdespiller og en stak fine anmeldelser senere var bandet blevet opgraderet til at spille midnatskoncert på Øks-scenen til stor glæde for et halvberuset og helt igennem oplagt publikum. Death by Kite må da også siges at have ærmet fuldt af esser i form af catchy støjpopperler med overraskende, omskiftelige riffs og trommer. I gamle kendinge som “Bhf. Asta” og “Pills” kunne de tre musikere for alvor vise kunsten at føre deres respektive instrumenter. Settet var generelt præget af sidste års udgivelse, men enkelte numre fra en snarligt begyndende indspilning blev der også plads til. Desværre hænder det, når små bands vokser sig større, at en del af den oprindeligt så tiltalende intimitet forsvinder. Her kan heller ikke Death by Kite se sig helt fri. Den massive støjmur, der for to år siden ramte med 180 kilometer i timen, syntes at have tabt pusten, som resultat af pludselig at skulle fylde hele Øksnehallen. Bands som Mew har tidligere gennemgået denne langt fra lette metamorfose og er da også kommet ud på den anden side med et resultat af international kaliber. Formår Death by Kite at gøre dem kunsten efter og genfinde den intime overvældelse, vil det være helt urimeligt, hvis der ikke venter de tre støjpoppere en stor fremtid i dansk musik. Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af:Death by Kite: S.t. Death by Kite: S.t. EP Note: Theis Ørntoft, der er forsanger i Twins Twins, har tidligere været tilknyttet Undertoner som skribent.

Koncerter

Spot Festival 2008, 06.-07.06.08, Århus

Århus, upcoming, vækstlag. Det første har været indiskutabelt. De to sidste ord var til diskussion igennem de sidste par uger inden festivalen. Undertoner tog til Spot Festival for at finde netop dé gemte perler, som hverken bliver de næste Düne, Figurines eller noget andet, der kan minde om store hits. Se hvad vi fandt her.r(06.06.08) Fredag 06.06.08 Under the Sherry MoonEt tyst stueorgel var hovedelementet i indledningen af en koncert, hvor forsangerindens briller hang lige så tungt over næsen som grundstemningen over musikken. Musikken tog udgangspunkt i det jerngreb, som Mazzy Stars tågede undertoner ville tage omkring Young Marble Giants’ rytmer. Det skabte et lydbillede, hvor simple melodier blev løftet til et højtstemt mix af folkmelodier og elektroniske psych-effekter. Nogenlunde sådan ville Beirut lyde, hvis han ikke havde haft held til at hyre en flok Balkan-musikanter. Problemet med Under the Sherry Moons udtryk er dog, at melodierne i længden virkede en kende for sløvt skårne. Det var især tydeligt, når de forsøgte sig med at være indiepoppere. Deres dystre numre, som eksemplevis “Hooks of Love” var heftigt overvældende i dens simplicitet, ligesom “Stick to Me” lykkedes midt i alle referencerne til start-80ernes hektisk udskredne postpunk. Og heldigvis har Under the Sherry Moon deres referencer friske i baghovedet, for det er især deres tråde til fortiden, der gør dem interessante. Karakter:   Salem Al Fakir“Det er simpelthen for cheesy det her. Vi smutter over og hører Figurines.” Det var beskeden fra Undertoners udsendtes koncertmakkere cirka halvandet nummer inde i koncerten med svenske Salem Al Fakir. Og ja, de havde faktisk ganske ret. Salem Al Fakir er cheesy, AOR-agtigt softrock af allerværste radiovenlige skuffe. Hvis man er klar til at acceptere netop dén præmis, er der heldigvis massevis af god popmusik at hente i enmandsprojektets musik. Salem Al Fakir forstår nemlig at koge alle de bløde ingredienser ind til en koncentreret popfond, der både indeholder fjerne noter af Fleetwood Mac anno Rumours, franske Phoenix’ evne til at få et simpelt rock-setup til at lyde som cremet 70’er popfunk, og de sære indskud, som Scott Walker fik, når han var i sit venlige og knapt så konfronterende hjørne. En hel koncert med Salem Al Fakir er lidt ligesom at skære sig et stort stykke lagkage med massevis af flødeskum, sommerlige jordbær, sød glasur og skarpe, knasende stykker makron gemt i midten. De færreste når at få oplevelsen af den sprøde makron, men hvis man er hurtig med gaflen, må selv de mest musiksnobbede erkende, at der er massevis af bid i Salem Al Fakir. Især et nummer som “This Is Who I Am”, titelsignaturen fra den netop udkomne debutplade, gjorde det svært ikke at acceptere Salem Al Fakirs musikalske præmis. For selv ikke de mest idiosynkratisk puritanske indie-hipsters kan undslippe det faktum, at den primære grund til at lytte til musik er netop melodierne. Ikke en bestemt måde at indstille en forstærker eller en måde at forvrænge og smadre vokalen. Karakter:   SnöleopardenEt hurtigt blik på et skramlet sammenrend af slåbare ting. Et nølende “ehhhh”. Snöleoparden, der til lejligheden var udvidet til en duo, forsøgte at præsentere sin til lejligheden medbragte percussionist Henning (efternavnet glippede desværre i varmen) med ordene “mig og Henning skal til at hygge os. Det er Henning på trommer”¦”. Det lille tvivlende “ehhhh” kom herefter. For Henning sad bag et morads af håndvaske, grillriste og hjemmebyggede strengeinstrumenter, der fungerede som rytme- og melodigrundlag for Snöleopardens ekskursioner. Sammen gav de et sirligt sammensat sæt, der inkluderede alt fra hypnotiske indiske ragaer, fjollede Joe Meek-beslægtede synth-melodier og befriende sløsede tribale rytmer. Første nummer var det måske mest uventede Barometerhit i nyere tid, den pakistanske “Dreng”, der fik lov til at udfolde sig uden lydtæppet af strenge og rumlen. Selvom Snöleoparden egentligt bare er budbringen af den pakistanske drengs sang, så lykkedes det ham med det nummer at koge hele hans musikalske budskab ind via netop drengen. Det er den barnlige begejstring, der styrer Snöleoparden i live-situationen. Og det i langt højere grad end på plade. Han lykkedes med at lave en lille symfoni ud af den ellers lidt tørre komposition “Xylofon”, ligesom han mestrer den frit flydende guitarekskursion, der godt nok er repetitativ, men aldrig forfalder til tung motorik. I stedet rammer han så tilpas meget ved siden af, at musikken får et liv, der lever på netop de barnlige præmisser, i stedet for at blive stiløvelser. Det afsluttende nummer, der ikke optræder på den nyligt udsendte debutplade, var en indisk fløjte ikke var helt ulig den, en slangetæmmer bruger, når han skal lokke en kobra op af en kurv, omdrejningspunktet. Men langsomt trådte Henning i karakter og balancerede en næsten kuldsejlet tribal rytme ud blandt publikum. Det lange nummer var hele tiden ved at falde fra hinanden, men så snart Henning var ved at løbe tør for idéer, kiggede Snöleoparden op fra maskinparken og udpegede det næste koordinat de sammen skulle forsøge at ramme. Det lykkedes aldrig, men de steder de rent faktisk kom hen, var også mere end tilfredsstillende. Karakter:   Our Broken GardenUndertoners erklærede mål med dette års Spot Festival var at træde lidt ved siden af de nedtrådte stier i skandinavisk musik. Derfor endte vi også til Our Broken Gardens debutkoncert på det lille teater Svalegangen, der til lejligheden var blevet stoleløs. For grundidéen bag bandet ikke er helt dårlig – dæmpede men bastante trommer, melodiøst støjende guitarangreb og Hammond-orgel anno 1967 – så lykkedes det ikke Our Broken Garden at bevæge sig ud over de alt for faste rammer, de med deres udtryk klemmer om hofterne på sig selv. Når en støjende guitarsolo bare er støjende for at male en enkelt farve ovenpå musikken, bliver det forudsigeligt. Især når samme struktur igen og igen render sammen og skal forsøge at forløse i forvejen ganske ordinære melodier. Så er det ikke aggressivt, livligt eller voldsomt overrumplende. I stedet bliver det en stiløvelse, og det er muligvis endnu mere kedsommeligt end ordinære melodier. Tusmørkerock, ville kendere måske kalde det. Tindersticks og Nick Cave stod nævnt i programmet. Men måske skulle Our Broken Garden forsøge at redde den stump af haven, der trods alt ligger som en lovende frodig oase i deres musik, og trække den ud i solen. Fælde et par af deres grundrammer og give sig selv lov til at vokse lidt vildere. Karakter:   Lørdag 07.06.08 The Orchestra feat. Jomi MassageI programmet stod de præsenteret som The Orchestra feat. Jomi Massage, men som det så ofte sker når Jomi Massage er i nærheden af musik i hvilken som helst form, stjæler hun lyskeglen. Sådan er hendes karakter. Koncerten tog udgangspunkt i “Skandinaviske Klagesange”, der udkom forsinket under stort Burka-ståhej sidste år. Og selvom Lars Møllers arrangementer har mange kvaliteter, og et 20 mand stort big band naturligvis har mange facetter at lande på, så var det især i starten af koncerten præget af lidt for lummer frokostjazz, der hverken var meget skandinavisk eller klagende over. Men så snart bandet blev ledt ud i brækkede rytmer med halsende trommespil som omdrejningspunktet, som det skete i “Det land jeg bor i” eller tog udgangspunkt i en slæbende hippieblues som i “Vildsporsfanfare”, fremstod idéen med projektet lysende klar. I de øjeblikke var grunden under Jomi Massages stemme så tilpas usikker, at hun lod sig vælte ud på overdrevet af hendes stemmes formåen. Og netop dér virkede det interessante møde mellem de to kunstarter som en god idé. Karakter:   Anna JärvinenRidehuset i Århus kan være en modbydelig vindstille hule at skulle spille i en solrig lørdag eftermiddag. Og det var da også kun skyggetrængende og lidt overtrætte festivalgæster der rent faktisk fandt vej til koncerten. Men hvad kan lidt svensk charme, et solidt men ikke alt for pænt spillende backingband og en stak underligt dragende folkrocksange ikke helbrede? Det var i hvert fald hvad svensk/finske Anna Järvinen have taget med sig til Danmark. Og koncerten, der startede underligt sløvt ud med et par intetsigende ballader, løftede sig langsomt til at være lyden af den perfekte kur mod en lidt for modig omgang med euforiserende stoffer a la Ken Kesey i midten af 60erne. Selvom det kun var de ligeledes svenske psykedeliahelte Dungens bassist, der var taget med til Danmark, så er det tydeligt, at netop det bands flyvske fløjte og guitarrock har haft indflydelse på Anna Järvinens musik. Det er folkrock med overordentligt ordinære melodier, men bandets hårdt kæmpende musikere er netop ikke så dygtige, at de bliver overskudslagre af dårlige gentagelser. Igennem koncerten var deres dugfriske folkrock den perfekte, skrammede ramme om Anna Järvinens sirlige stemme. Så selvom der indimellem var enkelte søvndyssende anonyme indslag, var Anna Järvinen en særdeles tilpas kur mod ondt overtryk i hovedet. Karakter:   The Bronson BrothersMed cubanske hæle og jakkesæt som var de hentet fra en Liverpool-garderobe i 1965 forsøgte The Bronson Brothers på bedste vis at overbevise med deres poppede 60’er-rock. The Bronson Brothers Det lykkedes desværre kun momentvist fem de fem herrer at klare sig fri af de værste klichéer. For “Miss Miss” var, den kun seks-strengede Rickenbacker til trods, næsten The Byrds værdig, uden dog at ende i plagiatsuppen, ligesom “Love Inn” havde elementer af både Love og The Kinks uden at nærme sig det kedelige opkog, som størstedelen af numrene bød på. De lød desværre som hvis man skrællede det energiske og nysgerrige af Figurines og bad dem om at spille oldies-covernumre. Der var altså ikke meget at råbe hurra for. Eller whoa!. Eller ret meget andet. Inspiration fra The Kinks, Love, Beau Brummels, The Zombies og stort set alle andre stilskabende poporkestre fra 1965 og frem, var tydelig, men The Bronson Brothers sejlede hele tiden rundt i skyggen af de samme bands, og pastichen blev penslet ud over Voxhall med store strøg. Ulempen er, at et helt kuld af undergrundsorkestre har ladet sig inspirere voldsomt af 1960’ernes energiske beatmusik. Det skete i starten og midten af 80’erne, hvor orkestre som The Rain Parade, The Kravin’ A’s og Bangs/The Bangles brillerede. Forskellen på dem og The Bronson Brothers, er, at de havde langt stærkere melodier at ryste rundt med. Når dét er på plads for The Bronson Brothers, bliver det helt sikkert en mere fornøjelig omgang at se dem. Potentialet er der. Karakter:   The Radio Dept. The Radio Dept. Kedeligt. Uinspireret. Ugideligt. De ord snurrede rundt i luften efter The Radio Dept. havde ladet de sidste toner ringe ud i Musikhusets Store Sal lørdag aften. Og ja, det var kedeligt. På den kedelige måde, hvor alting falder fuldstændigt i hak, og deres små kuldsejlede popsange bliver svøbt i et støjende tæppe af svært dechifrerbare guitartoner, så de nærmest udligner sig selv. Men nuancerne er mange hos The Radio Dept.. At de tre svenskere stod som forstenede under koncerten og egentligt bare spillede deres musik uden at skænke publikum en tanke, var befriende efter en Spot Festival, hvor så mange bands skulle bevise sig selv. For branchen, for udlandet. For det forjættede gennembrud. Der har The Radio Dept. ligesom været, med al den hæder det fører med sig. Tilbage står deres særegne miks af The Field Mice ( og en halv håndfuld andre bands fra hedengangne Sarah Records), Galaxie500’s støjende indiepop og bittersød pop. Det var lyden af det tågede England, lyden af gode intentioner der var bristet, lyden af et afmålt had til alle de dårlige rockstjerner, der forsøger at gøre sig til mere end de egentligt er. Og det var elegant som sjældent set. Karakter:  

Koncerter

Pop Revo 08, 2. – 3.05.08, Studenterhuset, Aarhus

Der var flere etablerede navne på plakaten ved dette års udgave af den århusianske festival, så forventningerne var selv sagt skudt i vejret. Heldigvis leverede bands som Speaker Bite Me, Xiu Xiu og Frightened Rabbit varen, ligesom festivalen blev afviklet let og upåklageligt.

Koncerter

Boris + Growing, 26.04.08, Loppen, København

Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet. (01.05.08)Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet. Fotos: Aida Veggerby/LiveShot.dk Selvom nætterne så småt er ved at blive varmere trådte undertegnede ind på Loppen i vinterfrakke og blev ramt af varmen og de rytmisk kuperede loops fra opvarmningsbandet Growing. Alt imens jeg fik indleveret overtøjet og fik skænket mig en glas øl, fortsatte duoens cykliske passager med en overbevisende monotoni og en sans for diskant ambient. Dog fortsatte den overbevisning i et godt stykke tid, indtil den manglende fornemmelse for musikalsk og intern dynamik, fik mig til at rette opmærksomheden mod min ledsager og endnu et glas øl. Da der omsider var blevet drukket ud, samlede den moderat store crowd sig foran scenen for at betragte medlemmerne af Boris samle de sidste sager og tjekke lyden endnu en gang. Brølet fra Watas guitar sparkede koncerten i gang med den indledende guitarfylde og således aftenens første hymne, “Flower Sun Rain”, fra deres seneste album Smile. Med længsel og indlevelse sang Takeshi koncerten i gang med det drevne groove og de seje træk i trommesættet. Aftenens festfyrværkeri kunne begynde. Bevæbnet med utålmodighed og rasende fagter tog trommeslageren, Atsuo, teten. I konstant bevægelse og balance bankede Boris derudaf, som de færreste kan. En henkastet reference til Motörhead er således helt på sin plads. Atsuo lagde en stadion-attitude for dagen, der i al den tågede røg fra maskinerne fremstod som en ganske komisk kontrast til Watas mere indadvendte shoegazin’. Der blev disket op med eksplosioner og enkelte eftertænksomme elementer i sættet, der overvejende illustrerede, at Boris netop er på turné med deres seneste plader. Smile lagde således en dæmper på forventningerne, samtidig med, at albummets numre også fungerede som en ventil for dem. Koncerten igennem blev de skiftevis indfriet i den rene hardrockin’ psychedelia og i et mere tæmmet og atmosfærisk udtryk. Som en omfavnende gestus sluttede bandet af med sangen “Farewell” fra albummet Pink, hvilket såvel kendere som nyindviede måtte finde en skønhed i, for som denne sang kan åbne en plade, kan den lukke enhver koncert med Boris, hvad enten den er karakterafvigende eller respektindgydende. Aftenen på Loppen var begge dele til trods for de lidt for få ekskursioner i bagkataloget. Næste gang vil vi måske se et andet Boris – eller for den sags skyld måske et helt tredje. Læs også Undertoners anmeldelse af:Boris w/ Michio Kurihara: Rainbow Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Low, 09.04.08, Lille Vega, København

De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner.De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner. Foto: Rasmus B. S. Hansen/LiveShot.dk Navnet kan godt snyde. For Low er bestemt ikke et band, der bevæger sig i de lavere luftlag. Onsdag aften i Lille Vega leverede de amerikanske minimalist-symfonikere musik, der bestemt ikke var til at overhøre. Til trods for at musikken kun bliver skabt ud fra den enkle instrumentsammensætning af guitar, bas, trommer og sang, var det en symfonisk storm, der drev igennem salen. Trioen fremstod som ét sammensmeltet instrument, hvor især ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parkers stemmer imponerede, da de flød sammen i en eventyrlig metamorfose. Sparhawks basstemme var uhyggelig dyb og havde en behagelig rumlig klang, som virkelig kom til sin ret i denne live-optræden. I samklang med Parkers kirkesanger-vokal blev sangene fremført, så ægteparrets forbindelser til det religiøse mormon-forum virkede mere end naturlige. Men det var også en fryd at betragte bassist Matt Livingston, når han rokkede sig ind i en hypnotiserende dans med sit instrument som partner. Low lagde hårdt ud med numre fra den anmelderroste plade Drums and Guns fra 2007. Sangen “Pretty People” skar i hjertet, da Parker vrængede en fortvivlet fremtidsudsigt ud om den nærtstående død og fortalte alle de smukke mennesker i Lille Vega, at de snart skulle dø. Så var stemningen ligesom sat. “Sandinista” førte budskabet videre, og den skæve samklang i omkvædet blev krænget ud, så alvoren ikke var til at tage fejl af. For det er et dystert og virkeligt melankolsk univers, Low bevæger sig i. Men det er et mørke, som man på forunderlig vis kan blive helt opstemt af at overhøre, når det fremføres i en så selvsikker og professionel stil. De tre bandmedlemmer skabte onsdag aften en storladen lyd, hvor de minimalistiske og rytmisk stille numre kom til at lyde som en hel hær af symfonikere. Publikum virkede opslugt af de tre væsner på scenen, som ellers ikke gjorde et stort væsen af sig. Bortset fra det lille underholdningsmoment, man kunne finde i den Janis Joplin-lignende hippiefigur, som Mimi Parkers statur kunne fortolkes som, var det ene og alene musikken, det handlede om denne aften. Og det var musik, der satte sig fast. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Portishead, 04.04.08, KB Hallen, Frederiksberg

Bristol-triumviratet har ladet vente på sig meget, meget længe, men om et par uger udsender de endelig album nummer tre. Den kan vise sig at være helt fantastisk, for sidste fredags koncert var særdeles strålende. Ikke mindst fordi bandet har udviklet sig kolossalt siden dengang i 90'erne.

Koncerter

The Kills, 31.03.08, Lille Vega, København

Det var en nedbarberet koncert, man var vidne til, hvis man befandt sig til Kills-koncerten på Vega. De var kun to på scenen, så bas og trommer blev varetaget af en sampler. Til gengæld rummede de to og deres beskidte rock'n'roll-energi og intensitet, som undertegnede sjældent har set det.

Koncerter

Murcof, 28.03.08 Marmorkirken, København

I forbindelse med Natfilm Festivalen optrådte den mexikanske electronica-mester Murcof i Marmorkirken til visuals af XX + XY. Dystre lydlandskaber og vibrerende basbrøl fyldte kirkerummet og skabte visse steder en næsten religiøs oplevelse, hvor tid og sted forsvandt og et nyt univers af billeder og lyd opstod.I forbindelse med Natfilm Festivalen optrådte den mexikanske electronica-mester Murcof i Marmorkirken til visuals af XX + XY. Dystre lydlandskaber og vibrerende basbrøl fyldte kirkerummet og skabte visse steder en næsten religiøs oplevelse, hvor tid og sted forsvandt og et nyt univers af billeder og lyd opstod. Hvis den mexicanske elektronica-mester Murcof havde spillet på Loppen, og der var dukket 100 mennesker op, så havde det været en godt besøgt koncert. Nu var de 650 billetter til Marmorkirken revet væk, og det fortæller noget om, hvad det var for et publikum, der denne aften satte sig til rette i det imponerende lokale. Hypemaskinen havde gjort sin gerning. En god halv times tid forsinket gik Murcof alias Fernando Corona på sammen med visuals-duoen XX + XY fra Italien. De tre mødte hinanden ved et tilfælde, da de til en italiensk musikfestival var blevet sat til at optræde på samme klokkeslæt. De synes, at musik og visuals passede så godt sammen, at Murcof og XX + XY nu har parret de to elementer til det, som denne aften blev fremvist i Marmorkirken. Murcof tog kraftigt afsæt i sit seneste album Cosmos , og det var således en dyster rejse gennem dybe, terrorlignende lydlandskaber, som koncerten på godt en times tid trak lytterne igennem. De visuals, som italienerne lavede, blev projekteret op på to skærme, der var stillet op til lejligheden. Når de var bedst, smeltede de sammen med musikken, og tiden fløj af sted, mens sanserne blev fyldt med indtryk – det gjaldt også selve kroppen, da lydtrykket flere gange fik bænkene i den gamle kirke til at vibrere. Ind imellem forsvandt musikkens basbrøl ind i sig selv og blev til svage, sitrende knitrerier. Flere forbløffede par i kirkerummet listede i disse perioder ud i forårsmørket eller småsnakkede om, hvad det dog var for noget mærkelig musik, de var vidne til. Ind imellem gik det visuelle i tomgang, som i starten af sættet, hvor svage skyer langsomt skiftede karakter og næsten antog form af et kranium. Senere blev vi ført gennem en grøn, digital tunnel, der bare syntes at vare ved. Lidt samme problem løb Murcof ind i, hvor nogle af hans kompositioner af støjende flader blev ensformige, eller hvor det virkede, som om de mange musikalske lag, der er at finde på albummet, ikke helt kunne komme til sin ret i det bragende lydkompleks. Det virkede mere som et højttalerproblem end et akustikproblem ved Marmorkirken. Men efter en times spilletid var det alligevel en positiv oplevelse, som sad i kroppen. De tre personer, der sad gemt foran alteret i mørket, havde leveret en præcis dosis af forbandet, grundrøstende ambient ledsaget af organiske dystopier. Efter koncerten udtrykte kirkens præst sin begejstring over koncerten til Murcof, og den mexicanske musiker var selv meget imponeret over at have spillet i så flotte omgivelser. Musik, som den Murcof spiller, kan da med lidt held også næsten fremprovokere oplevelser, som af nogle vil beskrives som religiøse. Tankerne og tiden forsvandt i hvert fald indtil flere gange denne aften. Læs også Undertoners anmeldelse af:Murcof: Cosmos Karakter:  

Koncerter

Muhly, Nicho, and Shoplifter, 08.03.08, The Kitchen, New York

Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften.Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften. Vi er trådt ind i New Yorker-kunstcenteret The Kitchens mørke indre en blæsende og regnvåd aften først i marts. På scenen ses et nøje arrangeret tableaux af sammenviklet hår og tre liggende kvinder, der kaster deres lange, røde lokker ud over en farefuld podiekant. Desuden: knogler, reb, musikinstrumenter og en hvid plastikhest i harmonisk uorden. Det lover godt. I første omgang synes sceneriet nemlig at foreslå os, at hvad vi skal opleve denne aften kunne være intet mindre end avantgardistisk Sally Sørøver-musik med renæssancetwist. Installationen er den islandske kunstner og modedesigner Shoplifters (aka Hrafnhildur Arnardöttir) seneste leg med hår, design og fetishisme, og Nicho Muhly hedder den unge, moderne komponist, der skal levere aftenens musikalske pendant hertil. Ligesom aftenen før er der totalt udsolgt, og at bl.a. Björk (som både Muhly og Shoplifter har samarbejdet med) og Antony “œAntony and the Johnsons” Hegarty er til stede blandt publikum, vidner blot om den nærmest kometagtige popularitet den såkaldte “œmegatalented” Muhly er i gang med at indhylde sig selv i. Muhly er indfødt newyorker, men har de sidste år bl.a. brugt sin musikalske kreativitet i Island, hvor han i 2006 udgav sit kammermusikalske debutalbum Speaks Volumes på det prominente label Bedroom Communities, der også netop har udgivet en af Muhlys samarbejdspartnere denne aften, Sam Amidons, seneste plade. Koncerten, der vel nærmere kan betegnes som en musikperformance i fire dele, lægger ud med en kort, elektronisk intro. Herefter springes der til nedbarberet percussionspil fra vennen Samuel Z. Solomons beslutsomme hånd. Han hamrer løs på sin xylofon gemt bag blodrøde snore med dinglende knogler i små, drillende lydpassager, der ledsages af Muhlys sparsomme elektroniske indspark. Efter denne seance optræder Muhly med violinisten Nadia Sirota i et kuriøst nummer, der introducerer et mere kendetegnende miks af elektronik og klassisk instrumentalitet hos New York-kunstneren. Sirotas skærende og pulserende violinhvin bliver akkompagneret til Muhlys ganske humoristiske simulering af at spille harpe på de tre liggende kvinders lange røde hår. Man fornemmer en modernistisk leg med en klassiske musikkomposition, hvor skellet mellem “œhøj” og “œlav” aldrig har eksisteret. Hele tiden er det smukt iscenesat af det makabre decor og understreget kompositorisk af Muhlys indkorporerede elektronik, liggende som et dirrende bagtæppe bag liveinstrumenteringen. Herefter muterer performacekoncerten til en anderledes vokalbaseret solodel med den barfodede Sam Amidon og hans skrøbelige irske singer-songwriter-toner. Muhly på elektronik sniger sig langsomt ind på Amidon som nummeret udvikler sig, ligesom violinist og percussionist. Nummeret udvikler sig til at blive aftenens mest velargumenterede og helstøbte, flerinstrumentale oplevelse. Her synes de vidt forskellige instrumenter og deres personlige udtryk nemlig at spille sammen på ganske meningsfuld og forførende vis. Nummeret udvikler sig til en art “œcut-up teknik”, hvor vokal, elektronik og liveinstrumenter danser dødsdans blandt knogler, snore, hår og tavse kvinder i ren, musikalsk, itterativ henføring. Afslutningsvis præsenteres vi for en følsom ballade af Amidon. Siddende på den dekadente hvide plastikhest med sin banjo og stærke vokal og en let stemmesampling fra Muhlys elektoniske hånd, synes han at forsikre os om den menneskelige røsts trods alt stadige dominans i en verden af mekanik. Amidon er dog ikke helt i stand til at ændre den følelse af, at det lidt tilstræbte eksperimentielle får lov at vinde over forfølgelsen af den æstetik, der opstår undervejs i kompositionerne, vi går fra The Kitchen med denne aften.Sceancen bliver en let og ganske harmløs sørøverleg med musiktradition og – kultur, der er humoristisk, innovativ og interessant, men næppe helt cementerer de mange dybereliggende talenter, Muhly efter hypens sigende besidder. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Causa Sui, 22.03.08, København

Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense.Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense. Som om vi ikke vidste det. Undertoner har flere gange hædret og prist Causa Suis kvaliteter i vores anmeldelser af de foreløbigt tre Causa Sui-relaterede udspil, der er at finde på plademarkedet. Derfor var der ingen tvivl om, hvorvidt Undertoner skulle i det københavnske øvelokale, hvor lørdagens koncert ville foregå. Spillestedet skabte rammerne for en rustik og varm atmosfære i kælderplanet, hvor en del gæster havde indfundet sig. Der blev drukket dåseøl i hjørnerne, da bandet omsider gik på til de flestes store begejstring. Ikke desto mindre blev ventetiden en smule forlænget, da alle lydkilder og optagelsesudstyr skulle være 100% klar, så eventuelle fuck-up’s ikke ville forekomme. Det var i klar tråd med bandets første to udspil, da de raslede sig i gang med et distinkt 60’er-riff. Den lettere bøjede rytme og småt blues’ede sustain var en klar tematisk åbning for alle blandt publikum. Det var tight, men en smule tamt, som tingene således udviklede sig i begyndelsen. Selv om musikerne gik til makronerne, virkede dynamikken forceret, og det hjalp heller ikke, at Jakob Skøtts trommer syntes markant lavere og diskante end vanligt. I al denne indledende usikkerhed glimtede saxofonisten, Johan Riedenlow, dog med sikre melodiske attacks og en sikker hånd og indføling i de mere intime passager – snart luftigt, snart slagkraftigt. Foto: Scott Heller Ikke desto mindre udviklede sammenspillet og dynamikken sig i takt med, at alle på scenen blev mere og mere ægget af hinandens ind- og overskud af musikalitet. Med flere skift fra de fuldfede riffs til det mere dvælende trådte bassist Jess Kahr og Jakob Skøtt i karakter, alt imens Jonas Munk som en anden dirigent viftede diskret med hånden og tog fat på ring modulation med en intens nerve, og lige pludselig udfoldede lydbilledet sig som et sfærisk take-off på Bitches Brew og en stadigt voksende kakofoni. Således bidrog Rasmus Rasmussen på keyboards og anden elektronik mere og mere til at indramme og fastholde den nye intensitet. For en tour de force var indledt med alle deltagende parter såvel det udøvende orkester som publikum. Jonas Munk og Rasmus Rasmussens sammenspil med lydflader og energiske loops trak musikalske veksler fra sydamerikanske rytmer til nordamerikansk støjrock, og havde det ikke været for det markante overdrive, kunne man snildt opdage linjerne tilbage til postrockbandet Limp, hvor Rasmussen var en fast bestanddel sammen med Causa Suis kernemedlemmer Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr. Den sidste halvdel af første sæt skuede således fremad, idet heavyrocken blev introduceret med riffs i linje med Black Sabbath og Saint Vitus, men på trods af de forskellige stilskift forblev orkestret bøjeligt i denne omgang med musikken. Selv samme ekskurser i tung rock blev fulgt til dørs af Hendrix-markerede riffs og et totalt psykedelisk meltdown for igen at afslutte kraftanstrengelserne i ottendedele og infernalsk sax Blues Brothers-style. Efter en længere pause var der endnu mere gang i guldøllene. Beruselsen egnede sig fint til, hvad orkesteret havde oppe i ærmet i næste sæt, hvor de melodiske harmonier og figurer var blevet slebet af og Causa Sui og deres lejesvende gik til angreb med en aggressivitet, der ikke havde vist sig med samme styrke tidligere på aftenen. Perkussionisten, Luis “Luz” Fernando Zinser, der har slået sine folder i sammenhænge som Øresund Space Collective og Bland Bladen, havde indtil dette punkt været en smule anonym med enkelte glimrende øjeblikke. Men nu var der ganske enkelt ild i manden og de pulserende rytmer fandt ingen ro i sammenspillet med Skøtt. Tungrocken var dog også i højsædet og som anslået i første sæt var det nu tema efter tema, der bragede eksplosivt ud mod publikum, som var Electric Wizard blevet melodiøse som et popband fra 80’erne. Hvor saxofonisten Johan havde indtaget stjernepositionen i første sæt, var han nu blevet reduceret til en underliggende lydkilde af guitaristen Jonas Munk, der med Wah Wah-pedalen angreb sine strenge. Den mere klassiske improvisation på guitaren var nu sat i scene, alt imens Johan stod med lukkede øjne, henført af det kogende lydbillede omkring ham. Dette kogepunkt blev igennem hele andet sæt holdt i ave, hvor det med enkelte mellemrum blev forløst. Orkesterets sammenspil var nu på sit højeste og end ikke enkelte vildfarelser i impro-delene beskæmmede den overvældende følelse af kontrol og rendyrket nerve. Undertegnede fortrak efter den sidste ringlende ekko-akkord og de sidste stød af feedback med en lyst til påskebryg og en fornemmelse for den dér mærkelige, men dulmende kop te, som Danmarks aldrig helt opståede syrebølge ville kunne være. Causa Sui kan i hvert fald frit ride den forrest og give os endnu flere free rides til himmels. Læs også Undertoners anmeldelser af:Causa Sui: s.t.Causa Sui: Free Ride Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

DJ Shadow & Cut Chemist, 17.03.08, Store Vega, København

[Peder Bo Jørgensen]Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe.Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe. Det var ikke det sædvanlige hiphoppublikum, der var mødt op til DJ Shadow-koncerten på Store Vega i går. Lynhurtigt kunne man spotte betydeligt flere hornbriller og betydeligt mindre livvidder end ellers, når der står amerikanske hiphoplegender på plakaten. Men det var på den anden side heller ikke den sædvanlige amerikanske hiphoplegende, der stod på scenen. En halvnørdet 36-årig hvid fyr, der aldrig har udspyet så meget som et eneste bandeord på plade, er ikke just en af hiphoppens arketyper. Ikke desto mindre var det en legende, der for første gang siden 1999 stod på en dansk scene. De mange julelys, man lige så lynhurtigt kunne spotte i publikums øjne, var ikke antændt af joints, men af forventningen om, at det var noget helt særligt, vi skulle til at overvære. Om noget var det nørdernes aften. De nørder, der bruger deres liv på at rode i gamle pladekasser for at finde det perfekte sample. Helt ærligt – hvor ofte er man til en koncert, hvor publikum bryder ud i spontan jubel over en bekendtgørelse om, at hele showet udelukkende vil bestå af livesamples fra originale 7″ singler? Stilen blev slået an allerede af opvarmningsnavnet, den bundsympatiske canadier Kid Koala, der selv har lidt af et navn inden for den instrumentale hip hop eller turntablismen, som den også bliver kaldt efter de pladespillere, der er grundstenen i genren. Også han var duperet over at stå på samme scene som DJ Shadow og makkeren Cut Chemist. »I mean, these guys are my heroes«, sagde han, og han var bestemt ikke den eneste i salen, der havde det sådan. Og så var det ellers tid til aftenens hovedattraktion: The Hard Sell, som DJ Shadow og Cut Chemist kalder deres show. De to entrede en scene nærmest beklædt med pladespillere – otte i alt. De stod lidt og rodede med hvad-ved-jeg af elektronisk udstyr, var koncerten startet? Nej, »soundcheck, soundcheck«, så en kort mundtlig velkomst, efterfulgt af en introduktionsvideo. Det er her vi blandt andet får at vide, at showet består af samples fra 7″-singler. Og at det her show er »made by musiclovers for musiclovers«. Og så kommer musikken. Først i form af den karakteristiske DJ Shadow-lyd med skramlede trommer, støj og gammeldags stemmesamples. Masser af lydcollager, ting man kender sat i nye sammenhænge. “Eye of the Tiger”, et “Stairway to Heaven” mash-up, bidder af Morricone blandet med soul, funk, samba, indiske samples, det er umuligt ikke at blive rundtosset. Til at binde det sammen er der visuals på to store skærme, dels animationer, dels fra kameraer placeret på scenen, og, helt genialt, i DJ Shadows højre ærme. Det er dystert, det er funky, og det er garanteret ufatteligt indforstået. Så bekendtgør Cut Chemist, at det var første sæt, og nu kommer andet sæt. Starten på det er et af højdepunkterne. En animeret jukebox, der synger karaoke. Det er nørdet, men det er samtidig rigtig sjovt. Så direkte over i hårdtpumpet 80’er-pop, videre til et country/western-mix, tilbage til electro, og sådan fortsætter det, musik i alle mulige og umulige sammenhænge. Så er det slut, men lektionen har et ekstranummer, en sidste lille gimmick. De to DJs ifører sig hver en pladespiller og en mikser i guitarremme, til en afsluttende humoristisk sekvens. Guitarsolo på hiphopsk. Koncerten er færdig, og man står og føler sig lidt konfus – har det mest, som om man lige har været gæst til en anden mands fest. En spændende fest, velarrangeret og lærerig, men samtidig også én, hvor det var lidt for svært at finde rundt i de interne jokes, og hvor skåltalerne af og til blev lidt for lange. DJ’ing lever i spændingspunktet mellem DJ’ens tekniske evner, hans musikhistoriske viden og hans evne til at underholde publikum. De første to elementer mestrer DJ Shadow og Cut Chemist til perfektion. Det sidste kneb det mere med. Det er muligt, at der stod folk blandt publikum, for hvem den her koncert var en af de største i deres liv, men for os almindelige musikinteresserede uden tyktflydende vinyl i årene, blev det kun glimtvis mere end et spændende indblik i en af hiphoppens nicher. Karakter:  

Koncerter

Young, Neil, 28.02.08, Falconer Teatret, Frederiksberg

Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag.Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag. Anmeldelser af Neil Young har for vane at begynde med en af de one-liners, den canadiske rock/country/osv. -musiker har leveret i et helt absurd omfang i løbet af sin foreløbigt over 40 år lange karriere. Kontrolfreak, som manden nu er, kan man ikke være overbevist om, at han selv synes, at det er specielt fedt at blive taget ud af kontekst. Bedst illustreret ved et af højdepunkterne fra denne hans første koncert på dansk grund i fem år, “My My, Hey Hey”. Linjen »It’s better to burn out, than to fade away«, blev som bekendt genoplivet med baggrund i katastrofen, da Kurt Cobain citerede den i sit selvmordsbrev i 1994. At stakkels Cobain ikke formåede at fange ironien i proto-grungenummeret bliver tydeligt, når man ser, i hvor høj grad Young – sprællevende og spydig- viste, at han ikke har tænkt sig hverken at fortone sig i det stille eller brænde ud. Det kan godt være, at indledningen var blød, og Pegi Youngs lidt for klassiske Nashville-sæt føltes som at få smurt flere lag kamfersalve på benene inden en serie 4-kamp i stormvejr. Der var godt nok storm på barometeret, men hovednavnet var nærmere i form til at spille VM. Helt konkret illustreret ved de knap så smarte løbesko, Young er iført, da han trisser ind på scenen omkring klokken ni. Det kan godt være, at eventuelle modediktatorer ville have forbandet det skovalg til et løstsiddende, lyst jakkesæt, men Onkel Neil har aldrig bekymret sig om hverken mode eller så frygteligt meget andet. Han er om nogen en omvandrende, urokkelig legende. Og da han placerede sig iblandt sin halvmåneformede samling af akustiske guitarer og satte i med en af sine senklassikere, “From Hank To Hendrix”, fik man det understreget. Et plus ved den aldeles horrible entrépris er, at man kan være ret sikker på at undgå brøleaberne, der plejer at spolere så mange koncerter med at tiltrække opmærksomhed. I en koncertform, hvor første halvdel var et rent akustisk sæt uden andre end Young på scenen, kunne det have været katastrofalt, men de enkelte tågehorn, der prøvede at overdøve Young op, blev sat på plads på en måde, de givetvis ikke selv fattede. Fordi man er 62, behøver man ikke at miste sit vid og bid. Den indledende hyldest til musik generelt og sine guitarer i særdeleshed, (manden ejer rent faktisk Hank Williams’ guitar), blev fulgt op af aftenens nok største og i hvert fald tidligste højdepunkt, den nærmest zen-meditative sang om ingenting, “Ambulance Blues” fra hovedværket On the Beach. Rygtet var løbet i forvejen om, at denne, lidt oversete, kronjuvel fra Youngs storhedstid i start-70’erne, var blevet indlemmet i hans faste sæt efter ellers at have ligget på hylden i årtier. Derfor var der nok en del, der strammede grebet om deres armlæn, da han rent faktisk satte spor under den langsomt kørende rustvogn og klimprede de første akkorder af. At han nærmest sang bedre end på pladeversionen fra 1975 viste bare, at Young havde en gammel stemme i en ung krop dengang, og at resten af skroget bare matcher den nu. Det hele lod til at vare omkring ni minutter, men det kunne lige så godt have varet en halv time. Resten af det akustiske set var fokuseret omkring klassikere som pladerne Harvest og After the Goldrush. Her var især Pearl Jams musikalske gudfader “Don’t Let It Bring You Down” et højdepunkt, hvor Young ene mand fik pumpet så meget vitalitet ind i nummeret, at det lød bedre end noget fra sidste års 1971-flashback Live From Massey Hall. Imponerende. Efter en kort pause trak Young i det arbejdstøj, vi nok var mange, der frygtede han var blevet for gammel til, men som nævnt, så havde løbeskoene lagt op til, at Onkel Neil ikke havde tænkt sig at sidde ned. For os, der ikke har oplevet den gamle canadier før, kan det nævnes, at det løb koldt ned ad ryggen, da han kickstartede sin notoriske pumpgun af en førsteguitar siden starten af 70’erne, Ol’ Black, og buldrede ind i “Mr Soul”. Der er ikke rigtig andre, der har fået en guitar til at lyde sådan på noget tidspunkt. Og en relativt undervurderet mand som lapsteel og rytme-guitarist Ben Keith er mindst lige så unik. Da Mrs. Young varmede op, gav Keith også hendes ellers jævne sange et klap med på vejen, der gjorde det til en fin opvarmning. Og mange af Youngs numre ville have mistet en del, hvis ikke Keith havde sat sit præg på det. Young vendte sin attitude på en meget lille tallerken og kværnede igennem en blanding af gamle og nyere numre, hvor især det ganske nye “Dirty Old Man” var et eksempel på, hvor godt manden formår at lægge i hvert fald 40 af sine leveår i garderoben, når han går på scenen. Min far bevægede sig ikke sådan, da han var 62, men Young så væsentligt yngre ud, når han spillede sine soloer, end han gjorde under resten af koncerten. Næh, rock og rul vil tilsyneladende aldrig dø, og da Young for alvor gik i gear, holdt man op med at bekymre sig om han helbred. Den fantastiske Rick Rosas var bomstille som en totempæl med rytme, og Ralph Molina demonstrerede flere gange som eneste repræsentant, hvor charmerende Youngs backingband, Crazy Horse, kan være i deres sjuskethed. Han har vist ikke ændret udseende i 30 år, og han er heller ikke blevet til John Bonham. For at sige det mildt. Men efter en arrig “Down By The River”, en 20 minutter lang tilsyret “No Hidden Path” foruden blandt andet førstnævnte “Hey Hey, My My”, “Powderfinger” og “Cinnamon Girl” lukkede manden i Nike-sutterne for Ol’Black og hyldede sig selv, sit band og et overraskende roligt publikum i Falconer Teatret. Bevares, det var denne skribents første Neil Young-koncert. Og om end længe ventet, så formåede det at leve op til forventningerne. Det havde jeg faktisk ikke håbet på. Et lovlig restriktivt Falconer Teater revancherede sig ved at byde på Københavns nok bedste lyd. Og når sange som “Old Man”, “Heart of Gold”, “Cortez the Killer”, “Like a Hurricane”, “After the Goldrush” osv. kan udeblive, uden man tænker på det før bagefter, så må det have været en god koncert. Vi håber dog, der bliver fokus på det elektriske på Roskilde. Det har klædt Orange Scene før, og det vil det nok gøre igen. Karakter:  

Koncerter

The Smashing Pumpkins, 27.02.08, Valby Hallen, København

Som på deres afskedsturné for otte år siden indtog det nu gendannede Smashing Pumpkins Valby Hallen. Det blev et rockbrag med indbygget hitparade, betonlyd og fadøl. Intensiteten hos Billy Corgan og co. var kun moderat, men strålede momentvis og viste, at græskarene endnu kan rocke og ikke er has beens.

Koncerter

Eels, 23.02.08, Det Kongelige Teater, København

Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse.Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse. Et kultiveret menneske ville sikkert have vidst, at det er særdeles dårlig etikette at ankomme fashionably late til en koncert i Det Kongelige Teater. Alle vi andre fik som straf lov at famle os frem til vores siddepladser i buldrende mørke. Gamle Scene var nemlig ved Eels-koncertens start degraderet til biograf, og på trods af den mærkværdige indledning var den større sammenhæng til at forstå. Eels-forsangeren Mark Everett, bedre kendt som E, rejser rundt i USA for at lære mere om sin for længst afdøde fars banebrydende, men stærkt undervurderede, arbejde inden for kvantemekanikken. Et arbejde, som Niels Bohr ifølge dokumentaren var medvirkende til aldrig blev anerkendt, hvilket øjensynligt førte til alkoholisme samt generel død og ødelæggelse i den Everett’ske familie. Ikke ligefrem en feel good-film at varme op på, men Mark Everetts mere eller mindre depressive og selvterapeutiske tilgang til musikken taget i betragtning, var den helt passende til at sætte dagsordenen. Det var da også med den noget tørre konstatering “you are the country who ruined my father’s life”, at aftenens hovedperson efterfølgende gjorde sin entre. Fine, akustiske versioner af “Dirty Girl” og “My Beloved Monster” fremført af E ene mand på henholdsvis guitar og klaver satte stille og roligt koncerten i gang. En vis ærefrygt over den imponerende gamle sal gav et særegent modspil til den intime stemning, som belysning og musik alligevel formåede af fremmane. Det måtte man give Vega, hér var helt klart tale om rammeudvidelse af en større kaliber. Bandet Eels har altid været en noget udefinerbar størrelse. Med Everett som omdrejningspunkt fyldes opbakning på efter behov. Denne aften dækkede udtrykket “”¦med fuldt orkester” altså over føromtalte plus én mandlig musiker. Selvsagt var udtrykket en anelse skrabet, men de to musikere formåede alligevel at jonglere de enkelte instrumenter rundt på en måde, der gjorde deres skramlede lofi både vedkommende og temmelig charmerende. Afdæmpethed var dog hele tiden et nøgleord – på intet tidspunkt i løbet af aftenen kom nogen større energiudladninger fra scenen, i det mindste ikke i større grad end, at de kunne udføres siddende foroverbøjet over guitar eller klaver. Det var netop efter E’s solonumre, hvor han fik selskab på scenen, at hele konceptet blev noget problematisk. Tiden til at indfri løftet om et rent potpourri af teater og musik var tydeligvis kommet. Samtaler med den afdøde fader og småjoken de to musikere imellem fremstod som irritationsmomenter på linje med radioværters smalltalk, der holder de musikalske indslag fra sendefladen. Decideret tåkrummende pinefuldt blev det nu først, da en længere session med oplæsning af fanbreve, koncertanmeldelser og tragiske uddrag af Everett’s selvbiografi skulle tvinges ud over scenekanten til trods for publikums mere og mere højlydte krav om musik. Det var overspillet humoristisk, ironisk eller bare tørt, men aldrig troede man ét ord på, at der var den mindste følelse bag ordene. Det var synd, for de efterfølgende følelsesladede numre “Elizabeth on the Bathroom Floor” og “Last Stop: This Town” fra Electro-Shock Blues kom til at fremstå temmelig kvalme i lyset af den forudgående svada om familiens ulyksaligheder. Mindre ironi og udpensling havde muligvis kunnet redde noget i land, men hele affæren gav ikke andet udbytte end distance til publikum. Bedre blev det, da snakketøjet langt om længe røg på hylden, og fokus efterhånden flyttedes til musikken. Højdepunktet blev en temmelig imponerende jamsession, hvor det på dygtig vis lykkedes de to musikere at holde en lang række instrumenter i spil og på samme tid udveksle dem indbyrdes. Den fine afslutning kunne dog ikke helt fjerne den noget flade fornemmelse af et langt midterstykke, der mest af alt føltes som en hyggestund med Niels Hausgaard. Bare mindre sjovt. Karakter: